Kapitel 52
Lisas overnatning - Del 5
De første ti minutter af gåturen foregik næsten i total stilhed, bortset fra når Lisa gav anvisninger om, hvilken vej vi skulle tage, når stien delte sig. Begivenhederne fra de sidste tolv timer havde været så hæsblæsende, at jeg stadig gik og spekulerede på, hvad det hele egentlig betød.
Stien blev smallere, så vi var nødt til at gå på række. Jeg var endt bagerst i gruppen, med Samantha lige foran mig. Måske ville en, der aldrig havde mødt hende før, ikke have lagt mærke til, at hun havde ble på, men for mig var det helt åbenlyst. Hendes heldragt sad ikke ligefrem løst; den fulgte tæt om den tydelige kontur af bleens polstring.
Det føltes som om alt, jeg havde vidst om Samantha, var blevet kastet omkuld. Hendes hemmelige liv som baby stod i total kontrast til den måde, hun ellers bar sig selv på. Og nu gik hun her, fuldstændig stille og blid, med en sut i munden, mens vi bevægede os langs stien. Vi var blevet venner den allerførste dag i børnehaven. Havde den person, jeg havde kendt gennem det seneste årti, bare været en facade, en maske for den Samantha, jeg så nu?
Hvis jeg havde opdaget Samanthas hemmelighed for et år siden - hvordan ville jeg så have reageret? Til min skam indså jeg, at jeg dengang nok ikke ville have været venlig. Jeg vidste ikke, hvordan det føltes at være anderledes. Jeg vidste ikke, hvordan det føltes at skulle gemme en pinlig del af sig selv væk af frygt for, hvad der ville ske, hvis andre fandt ud af det.
Men nu vidste jeg bedre - og derfor kunne jeg handle bedre. Jeg besluttede, at jeg var ligeglad med, at hun ønskede at gå med ble. Det gav overhovedet ikke mening for mig, men det skadede jo ingen andre.
Det, jeg stadig ikke kunne forstå, var Lisas totale kovending i forhold til Samantha. I sidste uge havde hun været så stædig omkring sin holdning til hele sagen, og det havde været tydeligt i hendes første reaktion, da hun tog Samantha i at forsøge at tage hendes bleer.
Hvad var det egentlig, de havde talt om inde på værelset? Uanset hvad, så havde det ført til, at Samantha ikke bare havde ble på, men også brugte sut og tudkop - og sutten sad stadig i hendes mund, selv nu hvor vi var et godt stykke inde i vandreturen.
Lisa havde set oprigtigt ramt ud af Samanthas udbrud om, at hendes trang til bleer var noget, hun ikke kunne kontrollere. Måske havde den nye indsigt ramt noget i Lisa selv - hendes egne kampe med dele af livet, hun ikke havde indflydelse på. Eller var der noget andet på spil?
Den ujævne jordsti snoede sig ned ad bakke gennem en tynd skov. Jeg var ikke sikker på, hvad formålet med denne udflugt var, men det var jo Lisas overnatning, så jeg havde intet imod at lade hende bestemme, hvilke aktiviteter vi skulle lave. Jeg var dybt taknemmelig for, hvor grundig Lisa havde været med babypudder, da hun skiftede mig - ellers ville jeg helt sikkert have fået gnavesår på lårene.
Det, jeg til gengæld begyndte at fortryde, var, hvor letsindigt jeg havde hældt appelsinjuice i mig til morgenmad. Havde jeg sat lidt for meget lid til den nye pull-up, Lisa havde insisteret på, at jeg skulle prøve?
Jeg kunne prøve at holde mig længere, men jeg ville ikke risikere, at den lækkede foran mine veninder. Jeg kunne ikke tisse, mens jeg gik. Jeg stoppede op og bøjede mig ned, som om jeg bare skulle binde mine snørebånd. Jeg vinkede til Samantha, at hun bare skulle gå videre, og sagde, jeg ville indhente hende om et øjeblik.
Jeg satte det ene knæ i jorden og fumlede med snørebåndet på min sko. Nu, hvor jeg stod stille, var det ikke svært at få blæren til at give slip. Problemet var bare, at da jeg først begyndte at tisse, blev jeg ved og ved uden at kunne stoppe. Det kunne blive et problem. Jeg var helt stivnet, overbevist om at jeg snart ville mærke urin løbe ned ad mine lår, når pull-up’en ikke længere kunne følge med. Sådan ville det uden tvivl være gået med de tidligere slags, jeg havde haft på.
Men Lisas beskrivelse af pull-up’ens sugeevne havde vist sig at være rigtig. Den var næsten lige så god som en almindelig ble. Jeg kunne mærke, hvor meget den havde svulmet op mellem benene, men jeg kunne ikke mærke nogen tegn på lækage.
Jeg havde aldrig gået nogen længere distance i en våd pull-up før, slet ikke en, der var så tyk som en ble. Det var bestemt ikke nogen rar oplevelse. At småjogge kunne jeg godt glemme, så jeg nøjedes med at gå hurtigt og indhentede Samantha et minut senere.
Hun standsede, da jeg kom op ved siden af hende, og jeg prikkede hende på skulderen.
“Hvad?” sagde hun og tog sutten ud af munden.
“Øh, jeg ville bare sige, at jeg er helt cool med, at du gerne vil være baby. Jeg dømmer dig ikke eller noget.”
“Virkelig?”
“Virkelig.”
“Tusind tak,” sagde Samantha og lagde armene om mig.
Vi nåede frem til vores destination efter yderligere ti minutters tid og indhentede Desi og Lisa efter nogle minutters ubehageligt hurtig gang. Måske tog jeg fejl, men Samanthas ble så ud til at bule endnu mere end før.
Stien endte ved kanten af en lille flod, hvor et vandfald på omkring ti meters højde brusede blidt lidt længere opstrøms.
Jeg kunne godt se, hvorfor Lisa mente, at turen var det værd.
“Det er lidt koldt at bade nu, men om sommeren er det skønt at vade ud i,” sagde Lisa.
Mens Desi og Samantha beundrede udsigten, tog Lisa min hånd og trak mig med rundt om stien, bag nogle store buske, der skærmede os fra de andre.
“Jeg har taget en ekstra pull-up med, hvis du vil skifte.”
“Hvordan…?”
Lisa vippede hovedet. “Du plejer ikke at vralte sådan, når du går.”
“Er det virkelig så tydeligt?”
“Sandsynligvis kun for en, der selv har ble på hele tiden,” sagde hun. “Jeg tog den her med til dig, bare for en sikkerheds skyld.”
Hun trak en pull-up, nogle vådservietter og en stor plastpose frem fra sin taske.
“Jeg lader dig være, så du kan gøre dig ren,” sagde hun og gik tilbage mod Samantha og Desi.
Med en kjole på behøvede jeg heldigvis kun at tage skoene af for at skifte. Jeg skyndte mig at bytte den våde pull-up ud med den tørre. Selvom Lisa havde forsikret mig om, at stien sjældent blev brugt, kunne jeg ikke lade være med at frygte, at en tilfældig vandrer ville få et chok, hvis de stødte på mig i det øjeblik.
Jeg lagde den våde pull-up og servietterne i plastposen og lynede den til. Jeg havde ikke overvejet, hvordan jeg skulle skaffe mig af med den. At smide den i naturen var udelukket, men tanken om at skulle slæbe rundt på beviset for mit uheld hele vejen hjem var heller ikke specielt tiltalende.
“Er du færdig?”
Jeg fór sammen ved lyden af Lisas stemme. Hun havde på en eller anden måde sneget sig helt op bag mig.
“Ja.”
“Her, du kan lægge den i min taske. Så smider jeg den ud, når vi er hjemme.”
“Tak.”
Da Lisa og jeg kom tilbage, stod Desi og Samantha med deres mobiler fremme og tog billeder. Ingen af dem kommenterede på, at jeg havde været væk, eller hvorfor.
“Samantha og jeg har fået snakket lidt om tingene,” sagde Lisa, da hun havde alles opmærksomhed. “Jeg har lovet at hjælpe hende med at skaffe bleer indimellem, og hvis der er tidspunkter, hvor vi kan være alene nok til, at hun kan være baby, så synes jeg, det er fint. Samantha skal have lov til at være sig selv, når hun er sammen med os.”
Samantha stod et lille stykke væk, mens Lisa forklarede det, og sutten bevægede sig rytmisk i hendes mund.
“Og apropos det,” sagde Lisa og lagde hånden på bagsiden af Samanthas ble. “Hvad skete der her?”
“Jeg havde et uheld,” sagde Samantha og tog sutten ud af munden.
“Uheld.” Hun brugte ordet mildt sagt som en omskrivning. Der var ingen grund til, at hun ikke skulle have haft blærekontrol nok til at holde sig, til vi var tilbage.
“Hvordan har du tænkt dig at klare det?” spurgte hun og tog igen sutten ud for at tale.
Der var en grund til, at Lisas taske var så propfuld. Hun trak et sammenrullet pusleunderlag frem og bredte det ud på den sandede bred.
“Ikke her. Hvad hvis nogen kommer?” sagde Samantha.
“Sutten i igen,” sagde Lisa, greb sutten ud af hendes hånd og satte den i munden på hende, før Samantha kunne protestere. “Og slap af, der kommer stort set aldrig nogen her.”
Lisa vendte Samantha om, lynede heldragten ned i ryggen og lod den glide til jorden, så hun stod tilbage i ble og undertrøje. Den mørke plet på det hvide var umiskendelig. Samantha snurrede hurtigt rundt for at vende front mod os, med hænderne foldet foran bleen og blikket rettet ned i jorden.
“Jo før vi kommer i gang, jo før har du en tør ble på,” sagde Lisa.
Samantha gav sig og lagde sig ned på pusleunderlaget. Jeg vendte blikket væk og lod mine øjne hvile på vandfaldet, mens Lisa talte hende roligt gennem hvert trin af bleskiftet. Jeg følte en smule pinlighed på Samanthas vegne, selvom jeg vidste, at det var præcis det, hun ønskede.
“Har du brug for at blive skiftet?” spurgte Desi, da Lisa havde hjulpet Samantha i heldragten igen. Ud fra den måde, hun havde kigget på Samantha og mig først, var hun fuldt ud klar over, at jeg også havde skiftet min pull-up.
“Nej, jeg er vant til at kunne holde lidt længere uden at skifte,” svarede Lisa.
Ingen af os sagde noget i et stykke tid. Jeg kunne mærke, at selvom vi alle havde sagt, at vi var okay med de ting, der var blevet afsløret i løbet af overnatningen, ville der nok gå noget tid, før det hele føltes normalt.
“Du sagde aldrig tidligere, hvad lægerne har sagt om din situation? Ved de, hvad der forårsager det?” spurgte Desi pludseligt.
Jeg ønskede bare, at spørgsmålene fra mine veninder ville stoppe. Hvorfor følte de, at de skulle vide hver eneste detalje? Problemet var, at hver eneste bid af information kun ville lede til flere spørgsmål, og det var ting, jeg ikke havde nogen intention om at fortælle dem. Jeg havde allerede givet Lisa indtryk af, at jeg havde haft blæreproblemer hele mit liv. Jeg ville ikke afsløre, at jeg havde givet hende et forvrænget billede af sandheden. En simpel løgn, der kunne afskære yderligere spørgsmål, var en bedre løsning.
“Lægerne fandt aldrig rigtig ud af hvorfor.”
“Men hvornår begyndte det?” spurgte Desi. “Jeg ved, jeg har set dig have almindeligt undertøj på masser af gange.”
“Ja, det har været noget, der er kommet og gået. Der har været længere perioder, hvor jeg har kunnet bruge normalt undertøj, og jeg var rædselsslagen for, at nogen skulle opdage den hemmelighed.”
Så blandede Lisa sig i forhøret og begyndte at presse mig for detaljer. Hun begyndte at ramse en masse navne på tests, procedurer og medicinske fagudtryk op, som jeg slet ikke kendte til, og ville vide, hvad lægerne havde prøvet for at finde årsagen til mine problemer.
“Jeg kender ikke alle betegnelserne. Bare undersøgelser. Sådan noget som blodprøver og at skulle tisse i et bæger.”
Jeg var ikke sikker på, om det faktisk var, hvad læger ville gøre, men det virkede som et godt gæt. Og det så ud til at tilfredsstille Lisa for nu.
“Mine læger mener, at mine problemer skyldes en lille blære og nogle traumer fra min barndom i forhold til, hvordan mine uheld blev håndteret dengang,” sagde Lisa. “De sagde, at jeg burde kunne blive helt renlig, og jeg havde gjort store fremskridt hen over sommeren, inden skolen startede.”
“Var du nået til at bruge undertøj?” spurgte jeg.
“Nej, ikke nok til at kunne droppe pull-ups, men jeg var nået til et punkt, hvor jeg havde dage, hvor jeg holdt mig helt tør. Skolen var sværere med skemaet og den begrænsede adgang til toilettet, men jeg var begyndt at få styr på det. Og så skete hele det med Claire, og det gjorde, at jeg faldt lidt tilbage. Jeg besluttede, at det ville være nemmere at tage en pause fra toilettræningen i stedet for at prøve at klare det midt i alt den ekstra stress, men jeg tror, jeg er klar til at prøve at komme i gang igen næste semester,” sagde Lisa.
Lisa havde langt mere erfaring med at prøve at blive renlig end jeg havde, og hvis hun havde været tæt på at lykkes én gang, var jeg sikker på, hun kunne igen. Hvis jeg kunne følge hendes råd, kunne vi måske begge slippe af med vores problemer i dagtimerne én gang for alle.
“Hvorfor fortæller du mig ikke, hvad dine planer er for at komme i gang med toilettræningen igen - så kan vi gøre det sammen?”