Kapitel 7
Drastiske tiltag
Jeg sad på toilettet for fjerde gang i dag på skolen. Det havde været tæt på et par gange, men ikke nær så slemt som det, der skete i første modul. Heldigvis havde der været tid til at gå på toilettet mellem timerne, så jeg slap for ydmygelsen af at tage toiletkortet foran hele klassen igen. Det må være sådan, Emilia har det - at skulle tisse hver halve time.
Der var ingen chance for, at Desi og Samantha ikke havde lagt mærke til mine mange ture på toilettet, men hvis de syntes, noget virkede underligt, havde de i hvert fald ikke sagt noget.
Efter første time var jeg blevet langt mere forsigtig. Jeg havde kun taget et par små slurke fra vandstanderen og slet ikke rørt den vandflaske, jeg ellers altid har med i rygsækken. Min mund begyndte allerede at føles tør. Jeg kunne ikke lide tanken om at skulle igennem cheerleading-træning så dehydreret, men jeg kunne altid vente og drikke noget lige før træningen begyndte.
Jeg havde regnet med, at det ville stoppe tissetrangen, men det var nærmest blevet værre - selvom der kun kom små sjatter tis ud. Jeg pressede så mange dråber ud, jeg kunne, før jeg trak bukserne op igen. Jeg ville ikke tage nogen chancer i historietimen. Ikke med den sadist, hr. Higgins. Hvem siger overhovedet til teenagere, at de bare skal tisse i bukserne?
Mine venner sad allerede klar på bagerste række, da jeg kom ind i klassen. Lisa sad igen til venstre for mig og bed negle, mens hun var optaget af et spil på sin telefon.
“Har du det okay?” spurgte Samantha, da jeg satte mig. “Det der må være din femte tur på toilettet i dag.”
“Den fjerde, faktisk. Men ja, jeg har det fint.”
Hun sendte mig et skævt blik. Jeg er en elendig løgner. Jeg vidste godt, hun ikke troede på mig.
“Jeg så den her på opslagstavlen. Tænkte, den måske kunne gøre dig i bedre humør.”
Samantha rakte mig en løbeseddel med skolens logo. Fortnite? Som en ny skole-sport? Seriøst?
“Det er åbenbart blevet en stor ting,” fortsatte hun. “Har du ikke hørt det? Der var en dreng, der vandt en million eller sådan noget i en turnering.”
Jeg grinede. Vinderen af den turnering havde faktisk vundet tre millioner. Og ja, jeg så kampene live.
“Nej, jeg er slet ikke god nok.”
“De laver både pige- og drengehold. Du ved, på grund af diskriminationsloven og alt det der. Du burde give det et forsøg.”
Jeg var lidt skeptisk, men… vent lige. Hvis jeg kom med på Fortnite-holdet, ville det jo betyde, at mor blev nødt til at lade mig “træne”. Det kunne være det værd - selv hvis chancerne var små.
“Øhm, undskyld… kunne jeg måske lige få lov at se den seddel?”
Jeg vendte mig og så Lisa læne sig ind over for at kigge på Fortnite-løbesedlen. Hun måtte have lyttet med på vores samtale.
“Spiller du?”
“Ja, lidt.”
Hun havde en langærmet kjole med blomstertryk på - jeg tror aldrig, jeg har set hende i bukser - så hun lignede ikke lige den klassiske gamer-type. Ikke at det var et look, jeg selv gik efter. Jeg rakte hende sedlen.
Hr. Higgins trådte frem foran klassen.
“Ro på allesammen. Ro på. Bageste række. Ingen snakken. Tak.”
Timen gik stille og roligt. Jeg var langt mindre stresset. Det havde været en god idé at gå på toilettet først. Som i går smuttede Lisa ud midt i timen for at gå på toilettet. Denne gang var der heldigvis et toiletkort tilgængeligt for hende.
Efter timen fulgte Desi og Samantha med mig hen mod omklædningsrummet til cheerleading.
“Lisa er altså lidt af en mærkelig én. Forestil dig at ende på hold med hende,” sagde Samantha.
Taktfuld er nok ikke lige det første ord, man ville bruge om Samantha.
“Hvad mener du?” spurgte jeg.
“Altså, hun er totalt enspænder. Jeg sværger, jeg har aldrig hørt hende tale til nogen udover lærerne - før i dag.”
“Og hvad så? Hr. Higgins sagde, at hendes forældre døde hen over sommeren. Det er da klart, hun har meget at tænke på.”
“Sagde han, hvad der skete med dem?” spurgte Samantha lidt for nysgerrigt.
“Nej. Hvorfor?”
Samantha havde altid været fascineret af krimi. Hendes mor var assistentanklager i retten, så død, mord og mysterier var lige hende.
“Jeg hørte min mor nævne noget om det i forbifarten. Ingen detaljer - bare at det var ret voldsomt. Hun ville ikke fortælle mig mere, da jeg spurgte.”
Det var nok godt for Lisa - for ellers havde Samantha fortalt det videre til hele skolen.
“Netop. Så vær nu ikke så led,” sagde Desi.
Lisa kom løbende op bag os med løbesedlen i hånden. Jeg håbede virkelig, hun ikke havde overhørt noget af samtalen.
“Her er sedlen. Undskyld, jeg havde glemt at give den tilbage,” sagde Lisa og rakte mig papiret.
“Vil du prøve at komme med på holdet?”
“Det tror jeg… hvis Onkel Higgins giver mig lov.”
“Det bliver sjovt. Måske kommer vi begge to med.”
Træner Addison så lettet ud, da jeg trådte ind i omklædningsrummet. Troede hun mon, at jeg var blevet skræmt væk? Faldet i går havde da været lidt skræmmende, men jeg var klart mere bange for, hvad mor ville gøre, hvis jeg forlod holdet, end for endnu et uheldigt styrt. Det ville udløse den ultimative endefuld.
Jeg havde givet mig selv lidt mere tid til at klæde om end i går. Da jeg diskret skiftede til mit cheerleading-outfit for allerførste gang, fik et par holdkammerater øje på det store blå mærke på min hofte. De virkede ret imponerede. Det var så småt begyndt at falme, men ville nok tage mindst et par uger, før det helt forsvandt. Uniformen var heldigvis ikke så slem, som jeg havde frygtet. Den sad en smule løst, men dækkede langt mere, end jeg havde troet. Der var i hvert fald ingen risiko for at komme til at vise mine trusser frem.
Den eneste, der ikke virkede glad for at se mig, var Claire - den anden 9. klasses elev på holdet. Hun hilste iskoldt, da jeg kom hen til skabet ved siden af hende. Hvad var hendes problem?
Jeg sørgede for at tage flere store slurke fra min vandflaske. Jeg havde næsten ikke drukket noget siden morgenmaden, så det føltes virkelig rart. Cheerleading-træningen varer jo dobbelt så længe som en undervisningstime, så jeg smuttede lige forbi toilettet - for femte gang i dag på skolen - inden vi gik ud på banen.
Hvis noget, så var anden dag med træning værre end den første. Mine ben gjorde ondt. Min numse gjorde ondt. Hver eneste muskel i min krop gjorde ondt. Selv dem jeg ikke kendte navnet på. Især dem, jeg ikke kendte navnet på. Livet ville helt klart have været nemmere, hvis jeg bare med vilje havde dumpet optagelsesprøven - selv hvis det havde gjort mor rasende.
I dag skulle vi øve vores intro til fodboldkampen. Der var en stor ring dækket af serpentiner, som vi skulle løbe hen mod, hoppe igennem og lave en salto på vej ud. De første par forsøg var lidt klodsede, men efter tredje gang begyndte jeg at få styr på det.
Jeg løb mod ringen og gjorde mig klar til at springe igennem, da min fod kom i karambolage med benet på en af pigerne, der holdt den - Claire. Jeg kom godt nok igennem ringen, men snublede bagefter og landede direkte på ansigtet. I det mindste var det græs og ikke hårdt trægulv denne gang.
“Åh, undskyld, undskyld,” sagde Claire og rakte hånden frem for at hjælpe mig op.
Men udtrykket i hendes ansigt - det der selvsikre, lidt skjulte smil - fik det ikke til at se ud som om, hun egentlig mente det. Hvad var hendes problem?
Det var dog den eneste ulykke under træningen, hvilket, når man tænker på i går, faktisk ikke var så slemt. Da vi nærmede os afslutningen, gik det op for mig, at jeg slet ikke havde mærket trang til at tisse. Der stod nogle toiletvogne ude ved kanten af banen, som jeg kunne have brugt i nødstilfælde, men jeg var glad for, at det ikke blev nødvendigt. Jeg havde svedt så meget under træningen, at der sikkert ikke var noget tilbage i blæren. Da vi kom tilbage til omklædningsrummet, drak jeg en masse vand igen. Den fysiske aktivitet havde gjort mig endnu mere tørstig.
Jeg så, hvordan de fleste af de andre piger skyndte sig ud under bruserne. Jeg vidste godt, at mor ikke ville blive glad, hvis jeg ventede med at bade til jeg kom hjem, men der skulle nok gå et par dage endnu, før det var sikkert at vise min numse frem offentligt - og selv uden det problem, så brød jeg mig bare ikke om at være nøgen foran så mange andre mennesker. Jeg måtte bare tage den straf, mor nu ville finde på.
“Men jeg ville have gået bad, når jeg kom hjem.”
“Ingen men’er, unge dame. Kan du huske, hvad jeg sagde til dig?”
Det var virkelig et trickspørgsmål, hvis der nogensinde har været et. At sige, man havde glemt en regel, var lige så slemt som at huske den og så vælge at ignorere den.
“Ja,” svarede jeg. Der var ingen vej udenom.
“I morgen går du i bad i omklædningsrummet ligesom alle de andre. Men når du nu ikke selv vil holde dig ren, så skal jeg nok sørge for, at du bliver gjort ren inden aftensmaden. Indtil da står du i hjørnet, og du rører dig ikke, før jeg siger til.”
Jeg skulle virkelig tisse. Det føltes, som om alt det vand, jeg havde drukket efter træningen, allerede var havnet direkte i blæren. Men det kunne jeg ikke sige til mor. Hun ville nok bare forlænge straffen frem for at forkorte den. Jeg hørte hende gå ud på badeværelset, efterfulgt af lyden af vand, der fyldte badekarret. Jeg slappede lidt af. Et bad var trods alt ikke nær så slemt en straf som at blive sendt i seng uden aftensmad eller at få smæk.
Jeg prøvede at undgå at danse tissetrængt rundt. Med ansigtet mod hjørnet kunne jeg ikke se, om mor eller Emilia holdt øje med mig.
Til sidst stoppede vandet med at løbe, og mor kaldte på mig fra badeværelset. Karret var fyldt med lyserøde bobler. Nå, så længe det ikke er alt for varmt eller koldt, kan jeg godt leve med et boblebad.
Jeg begyndte at tage tøjet af, men mor slog mig blidt over håndleddet for at stoppe mig.
“Nej, hænderne ned. Du skal ikke vaske dig selv. Det gør jeg.”
Hun satte tommelfingrene ind under min bluse og begyndte at løfte den over hovedet på mig. Og det var dér, jeg kom i tanke om noget, jeg havde glemt - det blå mærke! Hvordan i alverden skulle jeg forklare det uden at gøre tingene endnu værre? Jeg drejede mig en smule væk fra hende, i håb om at skjule det.
Mor hev min bluse og bh af, derefter mine shorts og trusser, og smed det hele i en bunke i hjørnet. Jeg rystede - rummet føltes iskoldt uden tøj på. Jeg ville virkelig gerne ned i vandet, men vidste godt, at jeg ikke skulle røre mig før hun sagde til.
“Ned i vandet.”
Jeg trådte hen mod badekarret, og endte med at blotlægge den forslåede side, på trods af mit ihærdige forsøg på at skjule den.
“Gud! Hvad er der sket?”
Jeg prøvede at undvige spørgsmålet.
“Mor, cheerleading er en sport. Det kan være farligt. Du skrev jo under på sikkerhedspapirerne, kan du huske det? Træneren tjekkede mig - det var fint.”
“Hvorfor sagde du ikke noget?”
“Jeg syntes ikke, det var noget særligt. Alle falder jo på et tidspunkt. Jeg fik det bare overstået med det samme.”
Mor kiggede nærmere på mærket i nogle sekunder, og så rakte hun ud og trykkede blidt på det. Det gjorde ondt. Mærket var stadig ømt, men jeg bed tænderne sammen for ikke at sige noget. Hun behøvede ikke vide, hvor slemt det egentlig var.
“Næste gang du kommer til skade under træningen, siger du det til mig med det samme.”
“Ja, mor.”
“Ned i vandet.”
Jeg stak en tå i karret. Varmt - næsten for varmt, men til at holde ud. Jeg satte mig ned og lod boblerne dække kroppen. Først syntes jeg, det var barnligt med boblebad, men nu var jeg faktisk taknemmelig over, hvor meget det dækkede. Jeg kunne mærke musklerne begyndte at slappe af. Det var flere år siden, jeg sidst havde taget et karbad. Hvorfor gjorde jeg egentlig ikke det noget oftere?
I al bekymringen over det blå mærke havde jeg helt glemt, at jeg stadig skulle tisse. Jeg håbede, mor snart ville være færdig med at bade mig, så jeg kunne komme på toilettet.
Resten af badet var knap så hyggeligt. Mor vaskede mit skulderlange hår med shampoo og masserede det temmelig hårdhændet. Da det var skyllet ud, var hun ikke mildere med badesvampen - hun skrubbede næsten huden af mig.
Jeg kunne ikke lade være med at fnise, da hun vaskede mine armhuler. Jeg var virkelig kilden - især dér. Men så gispede jeg. Jeg var sikker på, jeg lige havde tisset i vandet. Men med alle de bobler og sæbeskum var der ingen måde at være helt sikker.
“Hvad var det for en lyd?”
“Ikke noget… det gjorde bare lidt ondt.”
Jeg forblev tavs og føjelig, mens mor vaskede mig færdig.
Alene på mit værelse, med både aftensmad og lektier overstået, tænkte jeg tilbage på dagen. Jeg havde tisset i bukserne tre gange. Én gang på mit værelse. Én gang mens jeg sov. Og én gang i badet. Ud over det havde der været flere gange, hvor det havde været virkelig tæt på. Der var noget galt med mig, men hvad? Jeg kunne ikke sige det til mor. Hun havde kun én tilgang: disciplin. Jeg turde ikke engang forestille mig, hvilke straffe hun ville finde på, hvis hun vidste, hvad der var sket.
Jeg tvivlede på, at hun ville tage mig til lægen. De eneste gange, jeg nogensinde havde været der, var til de vacciner eller helbredstjek, som skolen påkrævede. Mor havde været modvillig ved det tjek, jeg skulle til for at få lov at være med til cheerleading-udtagelsen, men til sidst gav hun sig. Hvad end mor selv ville finde på som løsning, ville det nok ikke være rart.
Men jeg havde ikke plads til fejl. Ét uheld. Ét par våde bukser på det forkerte sted og det forkerte tidspunkt, og så var jeg færdig. Med det tempo det gik i, var det kun et spørgsmål om tid. Det var rent held, at ingen af mine uheld var blevet opdaget.
Mor var lige begyndt på Emilias bad. Hun plejede at tage en bog med, som hun kunne læse, mens Emilia plaskede rundt, legede og til sidst blev vasket. Det tog som regel en halv times tid, aldrig mindre end tyve minutter. Mor ville aldrig lade Emilia være alene i badekarret, så jeg havde rigelig tid til det, jeg var ved at gøre.
Jeg havde fået en idé. En vanvittig, dum, pinlig og risikabel idé. Men hvis det virkede, kunne det måske give mig lidt ro, mens jeg fandt ud af, hvordan jeg kom tilbage til at bruge toilettet som normalt.
Jeg trak forsigtigt øverste skuffe i Emilias kommode ud. Med den pakke, der var kommet i går, var den nu fyldt helt op med pull-ups og bleer.
Ville jeg virkelig gøre det her? Hvad nu hvis nogen opdagede det? Men at tisse i bukserne ville være endnu mere tydeligt. Hvis morgendagen bare var halvt så slemt som i dag, havde jeg ikke gode odds.
Jeg kiggede hurtigt ned over de forskellige mønstre. Jeg kunne lige så godt tage en, Emilia ikke ville savne. Valget faldt på en klassiker: Ariel. Jeg var ikke vild med Disney, men Den Lille Havfrue havde altid været en af mine favoritter. Jeg tog pull-up’en og trak forsigtigt i siderne. De kunne give sig mere, end jeg havde troet, og der var ingen tegn på, at de ville gå i stykker. Ok, ok. Jeg tog en dyb indånding. Det her kunne faktisk fungere. Jeg vidste ikke, om det var godt eller dårligt.
Designet var faktisk ret sødt. Hvis det havde været almindelige trusser, havde jeg ikke haft noget imod det. Men uanset hvad reklamerne sagde, så er en pull-up stadig en ble – bare én, der var lavet til store børn.
Jeg trak mine jeans af og tøvede. Jeg havde virkelig ikke lyst til at gøre det her. Virkelig ikke. Men jeg kunne ikke komme på nogen bedre løsning. Alle alternativerne var værre. Jeg tog også trusserne af og trak pull-up’en op om benene.
Den sad godt nok. Den føltes lidt stram, men siderne holdt. Det var en lettelse. Det føltes ikke så forskelligt fra at have et stort bind på. Men jeg turde ikke vende mig mod spejlet. Jeg havde ikke lyst til at se, hvordan jeg så ud. Ikke endnu.
Jeg gik lidt rundt på værelset. Drejede en omgang. Strakte mig. Lavede et par spællemænd. Pull-up’en blev siddende tæt omkring hofterne. Men der var endnu et spørgsmål, der skulle besvares, og jeg kunne ikke risikere at vente, indtil jeg sad fast i klassen uden mulighed for at gå på toilettet for at finde ud af det. Jeg var desperat nok til, at jeg var villig til at prøve næsten hvad som helst.
Det havde været så nemt at tisse det sidste døgn, at det helt overraskede mig, hvor svært det nu var. Selvom jeg godt kunne mærke, at jeg skulle, gik der alligevel næsten et minut, før den første lille stråle kom, og blev til en jævn strøm.
“Bare tis i bukserne, tis i bukserne, tis i bukserne,” tænkte jeg.
Jeg kunne mærke, hvordan det absorberende materiale i pull-up’en svulmede op og pressede mod mine ben. Vådindikatoren forsvandt og blev erstattet af en gullig farve.
Af alle de ting, der var sket for mig over de sidste firetyve timer, var det her uden tvivl det værste. Det var det mest ydmygende jeg nogensinde havde oplevet - det kunne ikke sammenlignes med noget som helst. Ikke at få smæk foran min søster. Ikke faldet til første cheerleading-træning. Ikke engang at tisse i sengen for første gang i fem år.
Jeg var fjorten. Og jeg havde lige tisset i en pull-up. Med vilje. Jeg havde lyst til at græde.