Teaser: Hvidovre, 1996 To søstre. En hemmelighed der starter med en løgn — og ender med at blive sand. Da tolvårige Simone begynder at tisse i sengen, finder hun trøst i sin storesøsters plan: da moren skal på forretningsrejse, fortæller de babysitteren at de begge har brug for bleer om natten. Men for fjortenårige Nanna er det mere end solidaritet. Det er noget hun har tænkt på længe, noget hun ikke kan sætte ord på endnu — en trang der kryber ind under huden som varmt vand i kolde rør. Fire nætter. En babysitter der ikke stiller spørgsmål. Og en krop der lærer at give slip hurtigere end forventet. En fortælling om skam, søsterskab, og den mærkelige lettelse i at miste kontrollen.
[Soveværelse i rækkehus, Hvidovre, fredag aften — 4. oktober 1996, 21:47]
Regnen slog imod ruden i det lille rækkehus på Hvidovrevej, en tynd, vedholdende trommen der blandede sig med lyden af TV2’s sene nyheder nedefra stuen. Nanna sad på kanten af sin seng med benene krydset under sig, iført en for stor Kansas-t-shirt hun havde arvet fra en fætter og et par lyserøde bomuldsshorts. Hendes lyse, askeblonde hår — den slags nordisk blond der næsten går i grå om vinteren — var stadig fugtigt fra badet og hang i tunge stråler ned over skuldrene. Hun var fjorten, høj for sin alder, med lange arme og knæ der stadig var lidt for spidse til resten af hende. Fregner over næseryggen. En lille rift i underlæben hvor hun havde en vane med at bide.
Værelset lugtede af Matas jordbærshampoo og det fugtige uldtæppe hun havde smidt ved fodenden, plus en svag underliggende note af vaskepulver — Neutral, moderen købte altid Neutral — fra den nyvaskede sengetøj. På kommoden brummede en Sony clockradio med rødlige tal: 21:47.
To uger. Det var to uger siden det hele startede.
Det havde været en tirsdag morgen. Simone havde stået i døråbningen med rødsprængte øjne og lagen i favnen, og moren havde ikke sagt et ord, bare klappet hende på skulderen og båret sengetøjet ned i kælderen til vaskemaskinen. Næste aften havde der ligget en pakke på Simones seng. Lysegrøn plastikemballage. Tena Slip Super Small. Nanna havde læst ordene tre gange før hun forstod hvad det var.
Simone havde grædt. Ikke højt, bare den stille slags, hvor skuldrene ryster og næsen løber. Moren havde sat sig ved siden af hende på sengekanten og strøget hende over ryggen.
“Det er ikke noget at skamme sig over, skat. Kroppen laver nogle gange numre med os. Vi tager en på om natten indtil det går over. Ingen behøver at vide det.”
Ingen behøver at vide det. Nanna havde stået i døråbningen og hørt det, og et eller andet i hendes mave havde gjort et lille kluntet spring. Hun kunne ikke forklare det. Hun ville ikke engang tænke på det for højt, som om tanken kunne høres.
Nu — to uger senere — lå der en halvtom pakke Tena Slip under Simones seng. Nanna vidste præcis hvor, fordi hun havde kigget. Hver dag. Bare kigget. Løftet sengetæppet en centimeter og set den lysegrønne plastik glimte i mørket derunder, og så lagt tæppet tilbage. Hun havde aldrig rørt ved den. Turde ikke. Hvad hvis Simone talte dem? Hvad hvis moderen opdagede det? Hvad ville hun overhovedet sige — undskyld, jeg var bare nysgerrig på hvordan det føles?
Nej. Nej, nej, nej.
Simone kom ind fra badeværelset iført sin lyserøde Peter Plys-natkjole, og under den kunne man tydeligt se omridset af bleen. Den ekstra fylde over hofterne, den lille knitren når hun bevægede sig. Simone var mørkere end sin storesøster — kastanjebrunt hår klippet i en pageklip lige over skuldrene, brune øjne, rundere ansigt med de sidste rester af babyfedt om kinderne. Tolv år og stadig et halvt hoved lavere end Nanna. Hun havde armene krydset stramt over brystet.
“Holder du op med at glo,” mumlede hun, og skyndte sig hen til sin egen seng.
“Jeg glor ikke.”
“Jo, du gør.”
Jeg håber bare hun ikke kan se det på mig, tænkte Nanna, og vendte hurtigt hovedet væk. Jeg håber ikke det står skrevet i mit ansigt.
Ugen løb. Skole, hjemkundskab, matematik med hr. Poulsen, frikvarter i det våde skolegård hvor pigerne stod under halvtaget og diskuterede Spice Girls’ nye single. Nanna gik gennem det hele med en lille, hemmelig bobbel af noget i brystet. Om aftenen hørte hun den svage lyd af plastik der blev foldet ud inde ved siden af — Simone der tog sin ble på, alene, med døren lukket — og hun lå på ryggen og stirrede op i loftet og forestillede sig hvordan det måtte føles. Tykt. Blødt. Tæt om hofterne.
Så, om torsdagen, kom moren ind i pigernes værelse med kalenderen i hånden og et lidt anspændt træk om munden.
“Piger. Jeg skal til Malmö i næste uge. Fra mandag til torsdag. Konference.”
Simone så op fra sin Anders And. “Fire dage?”
“Fire dage. Jeg har fundet en babysitter — hun hedder Sara, hun er studerende, hun bor i Valby, hun kommer højt anbefalet af Ingelise fra kontoret.” Moren satte sig på Nannas seng. “Hun sover her om natten. I skal opføre jer pænt.”
Simones ansigt var blevet hvidt.
“Mor —” begyndte hun.
“Jeg skriver alt ned til hende, skat. Alt hvad hun skal vide.” Moren tog Simones hånd. “Det bliver fint.”
Da moren var gået ned igen, sad Simone helt stille på sin seng med hænderne pressede fladt mod dynen. Hendes læber skælvede.
“Nanna. Hun kommer til at vide det.”
“Det ved jeg godt.”
“Hun kommer til at vide det og hun kommer til at fortælle det til nogen og —”
“Simone. Simone, hør på mig.” Nanna satte sig ved siden af hende. Hendes hjerte bankede lidt for hurtigt, og hun vidste ikke helt om det var for Simones skyld eller for hendes egen. “Hvad hvis… hvad hvis vi siger at vi begge to bruger ble om natten?”
Simone kiggede op. Øjnene var store og røde. “Hvad?”
“Så er du ikke alene om det. Så er det bare… noget vi gør. Begge to.”
“Men det gør du jo ikke —”
“Det ved hun jo ikke. Sara. Hun kender os ikke.”
Simone stirrede på hende. Der gik et langt sekund, hvor Nanna kunne høre køleskabet brumme nede i køkkenet og regnen mod ruden og sit eget blod i ørerne.
Så kastede Simone sig om halsen på hende.
“Vil du virkelig? Vil du virkelig gøre det?”
“Ja. Ja, selvfølgelig.” Nanna klappede hende på ryggen og lukkede øjnene og forsøgte at skjule den varme, syrlige boble der bredte sig i maven. “Det er ikke noget særligt. Det er bare en ble.”
Det er ikke noget særligt. Det er bare en ble. Åh gud, åh gud, åh gud.
Om søndagen, mens moren stod under bruseren, listede Nanna ned i køkkenet. Beskrivelsen lå på det fyrretræsbord der havde stået der siden hun var lille — tre A4-ark med morens runde, læselige håndskrift. Sengetider. Madvaner. Nødnumre. Simone bruger ble om natten (Tena Slip Super Small, ligger under hendes seng). Hun kan selv tage den på, men vær venlig at minde hende om det.
Nanna havde en sort kuglepen med. Hun holdt vejret. Hun ændrede Simone til Pigerne med en lille prik og en tilføjelse. Ændrede Hun kan selv tage den på til De må ikke selv tage den på — bleen skal sidde helt rigtigt ellers kan den lække. Du skal hjælpe dem begge.
Hun stod et øjeblik og stirrede på sit eget forfalskede håndskrift. Det så næsten ud som moderens. Næsten. Hun lagde arket tilbage præcis hvor det havde ligget, og gik ovenpå igen med hjertet dunkende højt oppe i halsen.
Mandag eftermiddag ringede det på døren klokken 16:30. Moren havde allerede sin frakke på og kufferten stod i entreen — en mørkeblå Samsonite med et gult bagagemærke fra SAS.
Sara var højere end Nanna havde forestillet sig. Måske treogtyve, med mørkebrunt hår sat op i en løs knold og små sølvøreringe. Hun havde en grøn regnjakke på og en rygsæk over den ene skulder. Venlige øjne. Læbestift i en støvet rosa nuance.
“Hej piger! Jeg hedder Sara.”
“Hej,” mumlede Simone bag Nannas ryg.
Moren talte med hende i entreen i måske fem minutter — nøgler, telefonnumre, hvor tekanden stod. “Alt det praktiske ligger på køkkenbordet, det er skrevet ned punkt for punkt, du kan ikke tage fejl.” Hun kyssede pigerne på panden. Duften af hendes Chanel Cristalle-parfume hang tilbage i luften da hun lukkede døren.
“Hej hej, mor,” hviskede Simone mod ruden.
Aftenen gik hurtigere end Nanna havde regnet med. Sara lavede pandekager til aftensmad — ægte pandekager, med sukker og citron, og Nanna drak tre store glas vand mens de sad ved bordet. Fyldte selv sit glas op igen. Og igen. Sara hævede et øjenbryn den tredje gang.
“Du er tørstig i aften.”
“Jeg har spillet håndbold i eftermiddags,” løj Nanna, og mærkede hvordan hendes ører blev varme.
De så Vild med dans i stuen. Simone faldt næsten i søvn på sofaen. Klokken var lidt over halv ti da Sara klappede sig på lårene og rejste sig.
“Okay, tøser. Sengetid. Har I børstet tænder?”
De børstede tænder ved siden af hinanden ved den lille håndvask på det gule badeværelse. Nanna kunne se Simone i spejlet — kinderne var lidt røde, øjnene lidt for skinnende. De sagde ikke noget. De vidste begge to hvad der kom nu.
Sara bankede på døren til pigeværelset og trådte ind. Hun havde beskrivelsen i hånden.
“Jeres mor har skrevet at I begge to skal have en ble på om natten. Er det rigtigt?”
Simone nikkede uden at kigge op.
Nanna åbnede munden. Lukkede den igen. Nikkede.
“Ja.”
“Okay. Og hun skriver at jeg skal hjælpe jer med at få den på, ellers sidder den ikke tæt. Er det også rigtigt?”
“Ja,” sagde Nanna igen. Stemmen var lidt for høj. “Den er… svær at få rigtigt på.”
Sara nikkede roligt. Ikke en trækning i ansigtet. Ingen medlidenhed, ingen kluntethed, bare almindelig praktisk voksen-ro. “Godt. Så gør vi det. Hvem starter?”
“Simone.” Nanna skubbede sin lillesøster forsigtigt frem. “Hun er yngst.”
Simone stillede sig ved siden af sin seng. Sara hentede pakken frem under den — den lysegrønne plastik knitrede — og trak en ble ud. Den var større end Nanna havde troet. Tyk vat i midten, elastiske bånd langs kanterne, små plastiktabs på siderne der skulle sættes fast. Yderlaget var glat, matteret lysegrønt plast der raslede når det bevægede sig.
“Kom, læg dig ned, skat.”
Simone lagde sig på ryggen på sengen. Sara var hurtig og rutineret — hun havde tydeligvis prøvet det før, måske havde hun søskende, måske havde hun praktikeret i børnehave — og bleen sad fast med to skarpe knæk fra tabsene inden Simone nåede at rødme færdig. Sara trak Peter Plys-natkjolen ned over den igen.
“Sådan. Ikke svært. Nu dig, Nanna.”
Nanna kunne mærke sit eget hjerte i halsen, i tindingerne, helt ned i fingerspidserne. Hun lagde sig på sin egen seng. T-shirten røg op til over navlen. Hun havde ikke shorts på — havde med vilje ladet være — bare et par hvide bomuldstrusser med små blå blomster på.
“Truserne af, søde. Man kan ikke have trusser under.”
Åh gud. Nanna trak dem af med rystende hænder og lagde dem sammenkrøllet ved siden af sig. Så mærkede hun den kølige, glatte plastik glide ind under hendes bagdel. Sara arbejdede hurtigt, uden kommentarer, rullede forsiden op mellem hendes ben, trak elastikkerne på plads om lårene, og knæk-knæk — de fire tabs blev sat fast, først de nederste, så de øverste. Bleen strammede sig om hendes hofter. Tyk imellem benene. Meget tyk. Hun kunne ikke lukke lårene helt sammen.
“Sådan. Så er I klar. Godnat, piger.”
Sara slukkede loftslyset og lukkede døren efter sig. Kun natlampen på kommoden lyste — en gammel keramikting formet som en svamp, med et rødt skær.
Nanna lå helt stille. Hun turde ikke bevæge sig. Bleen ruslede ved hver mikroskopisk bevægelse, en tør, plastikagtig lyd der virkede sindssygt højt i det tavse værelse. Hun kunne mærke elastikken om lårene. Hun kunne mærke vatten, tyk og blød, presset op mod hende. Hun kunne mærke sin egen puls dunke mod plastikken.
“Nanna,” hviskede Simone fra den anden seng.
“Ja?”
“Tak.”
“Det er okay.”
En pause.
“Nanna. Må jeg sove i din seng? Bare i nat?”
“Kom bare.”
Simone kom over med sit tæppe og sin bamse — en falmet bjørn ved navn Bumle — og krøb ind under Nannas dyne. Sengen var smal. De lå tæt sammen, skulder mod skulder, og Nanna kunne mærke Simones ble mod sin egen når de bevægede sig. To små knitren i mørket.
Simone faldt i søvn på tyve minutter. Nanna lå vågen længe. Vandet, tænkte hun. Alt det vand.
Klokken tre om natten vågnede hun med et sæt. Blæren var som en sten. Et hårdt, presset, brændende punkt lige over kønsbenet, der bankede med hver hjerteslag. Hun kneb benene sammen — nåja, hun kunne ikke helt. Bleen var i vejen.
Okay. Okay okay okay. Bare gør det.
Hun lå på ryggen. Simone åndede tungt ved siden af hende. Nanna slappede musklerne af. Der skete ingenting. Hun forsøgte igen. Kroppen ville ikke — den var vant til at hun sad ned, vant til at hun var på toilet, vant til alt undtagen dette. Hun bed underlæben. Prøvede at tænke på rindende vand. På vandhaner. På regnen der stadig faldt udenfor.
En lille dråbe. Så mere. Så pludselig — pssssss — en varm, boblende strøm der spredte sig ud i vatten under hende, mellem hendes ben, op mod maven. Varm. Meget varm. Så blev den kølig igen næsten med det samme, absorberet, spredt ud i bleens tykke kerne. Hun kunne mærke hvordan vatten hævede sig, blev tungere, sank ned mod madrassen under vægten af det.
Hun tissede længe. Længere end hun havde forestillet sig. Da hun var færdig lå hun helt stille og mærkede efter. Bleen var varm. Tung. Buttet. Den lignede ikke sig selv længere — den hang lidt, presset ned af sin egen fylde, mod hendes bagdel.
Hun trak vejret ud gennem næsen. Meget langsomt.
Så faldt hun i søvn igen med et lille smil trukket ned i puden.
[Samme værelse — tirsdag morgen — 6. oktober 1996, 07:24]
Morgensolen sivede ind gennem persiennerne i tynde, gyldne striber. Regnen var stoppet. Ude på vejen kørte en avisbud forbi på cykel, kæden klirrede.
Simone vågnede først. Hun strakte sig, gabte, og så tog hun et par sekunder til at registrere hvor hun var — i Nannas seng, med Nanna klods op ad sig, og en fugtig fornemmelse mellem deres kroppe hvor de to bleer mødtes.
“Nanna.” Hun stak fingeren i hendes side. “Nanna, vågn op.”
“Mmh.”
“Din ble er våd.”
Nanna åbnede øjnene langsomt. Simones ansigt var femten centimeter fra hendes eget, brune øjne vidt åbne, mund lidt åben af overraskelse.
“Er den?” hviskede Nanna.
“Ja. Den er helt tung. Jeg kan mærke det.” Simone stirrede på hende. “Jeg troede… jeg troede du ikke rigtig behøvede en.”
Nanna trak dynen op til hagen og trak på skuldrene så godt hun kunne når hun lå ned. “Jo. Nogle gange.”
“Hvorfor har du aldrig sagt det?”
“Fordi. Det er pinligt.”
Simone tænkte over det. Så nikkede hun langsomt, alvorligt, som om hun havde forstået en dyb sandhed om verden. “Ja. Det er det.”
Der bankede på døren. Sara stak hovedet ind, håret stadig i knold, iført en stor Aarhus Universitet-sweatshirt.
“Godmorgen, tøser. Op med jer. I skal begge to i bad — I ligner nogen der har brug for det.” Hun rynkede lidt på næsen med et venligt smil. “Kom, Simone først. Nanna, du kan tage din af selv og komme bagefter, ikke? Smid den i posen på badeværelset.”
Simone kravlede ud af sengen. Bleen bulnede tydeligt frem under natkjolen, tung og våd, og hun vraltede lidt da hun gik hen mod døren. Sara lagde en hånd på hendes skulder og fulgte hende ud.
Nanna blev liggende i sengen et øjeblik alene. Hun trak dynen af. Den lysegrønne plastik var stadig lysegrøn, men opsvulmet nu, tyk, formen presset ud til siderne. En lille dråbe kondens på ydersiden. Hun lagde en hånd på maven, ovenpå bleen, og trykkede forsigtigt. Den gav efter under fingrene som en våd svamp.
Hun rejste sig langsomt og gik hen mod badeværelsesdøren, mærkede hvordan bleen hang tungt mellem benene og bumpede mod hendes lår ved hvert skridt. Klokken var kvart i otte. Der var tre nætter tilbage. Hun tog fat i dørhåndtaget, trykkede det ned, og trådte ind i det lyse badeværelse med et lille, hemmeligt smil trukket helt ned i mundvigen.
Dagene gik hurtigt og Nanna nød at have ble på om natten. Den gav en følelse af tryghed og varme.
Torsdag aften klokken lidt over ni og Sara havde allerede sagt godnat fra stuen da Nanna stod ude på badeværelset og drak sit tredje glas vand. Vandhanen løb stadig og hun fyldte glasset op en gang til — det kolde vand smagte af kobber og kalk som det altid gjorde i deres gamle rør — og hun kunne mærke maven blive tung og rund under sin natkjole.
Simone lå allerede i sin seng; Nanna havde hørt Sara hjælpe hende med bleen tyve minutter tidligere, den velkendte lyd af plastik der blev foldet ud og tapen der blev trukket fast. Nu var det Nannas tur.
“Nanna? Er du klar?” Saras stemme kom dæmpet fra gangen.
“Ja — kommer.”
Nanna lagde sig ovenpå håndklædet på sin seng og løftede numsen mens Sara foldede den lysegrønne Tena Slip Super Small ud under hende. Bleen raslede let da Sara trak den op mellem hendes ben og trykkede taperne fast på forsiden — plastikken sluttede tæt om hendes hofter med en lille knitren hver gang hun bevægede sig.
“Sov godt, skat.” Sara klappede hende på låret og slukkede lampen.
Nanna lå i mørket og lyttede til regnen der piskede mod vinduet og hustes gurglende nedløbsrør udenfor. Hun mærkede trykket i blæren allerede nu — tungt og varmt — men hun ville vente til senere på natten før hun lod det ske.
Hun faldt i søvn hurtigere end hun havde regnet med; den ene hånd krøllet under puden, den anden hvilende på maven over dynen.
Klokken fire om natten — uden at hun vidste det, uden at hun drømte om det, uden den mindste bevægelse i kroppen — slappede hendes blære af og en lang, varm stråle pressede ud i bleen. Plastikken knitrende svagt mod lagnet mens materialet sugede og svulmede mellem hendes ben. Hun sov videre med åben mund og rolige åndedrag mens bleen blev tungere og tungere — varmere — og til sidst nåede den sin grænse; en lille mørk plet bredte sig langsomt ud under hendes hofte og trak ind i lagnet.
Da morgenlyset sivede ind gennem gardinerne og Nanna langsomt åbnede øjnene, mærkede hun det med det samme: den kolde fugt mod sin ene balde der hvor bleen havde givet efter. Hun satte sig op og kiggede ned — en plet på størrelse med en tallerken prydede lagnet under hende, og bleen hang tung og udspændt mellem hendes lår, helt mættet og svagt gullig gennem det grønne plastik.
Fuck.
Hendes hjerte hamrede. Det var jo ikke meningen — hun havde ikke engang villet det, hun var bare faldet i søvn og så var det sket helt af sig selv, som om kroppen allerede havde vænnet sig til at slippe i søvne.
Hun trak dynen hen over den våde plet og skyndte sig ud på badeværelset — den tunge ble dinglede og skvulpede svagt mellem hendes ben mens hun gik — og låste døren bag sig. I spejlet stirrede hun på sig selv med vilde øjne og morgenvildt hår.
Hvad nu hvis det skete igen? Deres mor kom hjem i dag. Ikke flere bleer. Ikke flere Sara der hjalp hende om aftenen. Bare hende og hendes seng og en blære der tilsyneladende havde glemt hvordan man holder.
Da hun kom tilbage til værelset stod Sara i døråbningen med armene over kors og kiggede på det blottede lagen — Nanna havde glemt at lægge dynen ordentligt.
“Det er helt okay, Nanna.” Saras stemme var blød men hendes øjne var opmærksomme; hun noterede sig plettten og den gennemvåde ble der nu lå sammenrullet i skraldespanden. “Det sker.”
Sara hjalp med at trække det våde lagen af. Den ble er for tynd til hende. Hun har brug for noget der kan holde en hel nat.
Nanna sagde ingenting. Hun stod bare og holdt den ene arm med den anden og stirrede ud af vinduet hvor morgensolen brød igennem skyerne over Hvidovres tage — og tænkte på i aften, hvor der ingen ble ville være.
Efter skole cyklede Nanna og Simone hjem sammen i regnen — det var den slags regn der ikke rigtig føles vådt når man er midt i det, men som alligevel får tøjet helt gennemblødt på ingen tid — og da de trillede op foran huset stod deres mors bil allerede i indkørslen.
Indenfor blev de mødt af duften af mad og lyden af radioen fra køkkenet — P4 spillede “I Will Always Love You” med Whitney Houston — og der stod deres mor med forklædet på og smilede det store smil hun altid havde når hun havde været væk længe.
“Mine piger!” Hun trak dem begge ind i et stort kram og kyssede dem på håret.
De satte sig ved spisebordet og snakkede om alt det de havde oplevet mens hun havde været væk — Simone fortalte om hvordan Sara havde hjulpet hende med at få bleen på hver aften (uden at nævne at Nanna også fik en på), og Nanna fortalte om skolens idrætsdag hvor hun var kommet først i mål på løbebanen.
Efter maden satte de sig ind i stuen under tæpperne og så film sammen — “Den Lille Havfrue” igen-igen — mens regnen trommede løs udenfor vinduerne.
Da filmen var slut begyndte klokken at nærme sig sengetid, og Nanna kunne mærke den der knude i maven vokse igen; tanken om ikke længere at skulle have ble på om natten gjorde hende nervøs nu hvor hun havde haft et rigtigt uheld natten før.
Hun gik op på sit værelse for at tage nattøj på — men stoppede brat da hun så hvad der stod ovenpå dynen; en stor kasse TENA Slip Maxi bleer med hvid plastikydre og blåt logo printet henover siden…
Nanna stod midt på gulvet værelset med tandbørsten stadig i hånden, selvom hun ikke havde været på badeværelset endnu. Lyset fra loftslampen — den med den gullige skærm som mor havde købt på loppemarked i Roskilde sidste sommer — faldt ned over sengen, og der, midt på det blomstrede sengetæppe, stod en flad papkasse. Grøn skrift. Hvid baggrund. Tena Slip Maxi. Ikke lysegrøn som Simones. Hvid plastik. Tykkere. Meget tykkere, kunne hun se selv gennem plastikken indeni.
Hjertet lavede sådan en lille dump-lyd i brystet på hende. Ligesom da hun sidste år havde fundet julegaverne i skabet under trappen tre uger for tidligt.
“Mor?” Nanna gik ud på gangen, holdt sig fast i gelænderet. Tæppeløberen kradsede under hendes tæer. “Mor, jeg tror du har sat Simones bleer på den forkerte seng.”
Moren kom op ad trappen med et viskestykke over skulderen, håret sat op i den der løse knude hun altid lavede når hun vaskede op. Hun lugtede stadig svagt af Ajax og det parfumerede skyllemiddel — Neutral, det blå. Hun stoppede to trin under Nanna og kiggede op på hende, og der var noget i hendes øjne som ikke var vred. Bare stille.
“De er til dig, skat.”
“Hvad?” Nanna kunne mærke hvordan blodet forsvandt fra hendes ansigt og så kom tilbage igen, alt for hurtigt, som en radiator der brummer i gang. “Nej, de — mor, det er en fejl —”
“Nanna.” Moren gik det sidste trin op og lagde en hånd på hendes skulder. Fingrene var stadig lidt fugtige fra opvaskevandet. “Sara skrev det til mig i dag. At du har haft ble på om natten. Og at bleen har været helt fyldt hver morgen. Sidste nat løb den over.”
Nanna åbnede munden. Lukkede den igen. Hun kunne mærke det brænde bag øjnene, den der varme prikken der kom lige før man tudede, og hun hadede det, hun hadede at hun ikke kunne styre det.
“Kom.” Moren trak hende ind på værelset, satte sig på sengekanten ved siden af kassen og bankede med hånden på dynen. “Sæt dig ned. Fortæl mig hvorfor.”
Nanna satte sig. Det knirkede i sengerammen — den havde knirket sådan siden de flyttede ind i 1993. Hun kiggede ned på sine tæer, på det lille ar hun havde ved storetåen fra dengang hun trådte i et stykke glas nede ved stranden i Marielyst.
“Det var for Simones skyld.” Ordene kom lavt. Nanna tvang sig selv til at trække vejret ind gennem næsen. “Hun var så bange for at Sara skulle vide det. At hun havde ble på. Hun sagde det næsten grædende, mor, hun sagde at hun ville dø hvis Sara vidste det. Så jeg — jeg ændrede sedlen. Den du havde skrevet. Så der stod at vi begge to skulle have ble på om natten. Og at Sara skulle hjælpe os med at få dem på rigtigt.”
“Så Sara troede jeg også skulle have ble på. Og så fik jeg en på. Og jeg — jeg ville gerne have at Simone var glad. At hun ikke var alene om det om morgenen. Så jeg drak masser af vand inden jeg skulle sove. Sådan at jeg også havde en våd ble når vi vågnede.” Nanna tørrede næsen med håndryggen. “Og det virkede. Simone blev så glad, mor, du skulle have set hende, hun grinede da hun så min ble var lige så våd som hendes.”
Moren sagde ingenting et øjeblik. Hun trak bare Nanna ind til sig, tæt, og Nanna kunne mærke hendes hage oven på sit hoved.
“Åh, min pige.”
“Men i nat vågnede jeg ikke.” Nannas stemme blev tyk. “Jeg vågnede slet ikke, mor. Og bleen kunne ikke rumme det hele. Og nu er jeg bange for at det sker igen. Selv når jeg ikke drikker meget. Hvad hvis jeg ikke kan holde det mere?”
“Sh, sh.” Moren strøg hende over ryggen. “Det er derfor jeg har købt dem der.” Hun nikkede mod kassen. “De er tykkere. De kan rumme mere. Og hvis det viser sig at være noget der går over igen — så går det over. Og hvis ikke, så har vi dem. Okay?”
Nanna nikkede mod sin mors skulder.
“Det du gjorde for Simone —” Moren trak hende lidt væk, holdt hende i skuldrene og kiggede på hende. Der var en lille rynke mellem hendes øjenbryn, men munden smilede. “Det var en meget stor ting af dig”
“Ja.”
“Godt. Op med dig. Tag pyjamas frem.”
Nanna rejste sig og gik hen til kommoden, mens moren åbnede papkassen. Der var den lyd — den skarpe, hvide raslen af plastik der bliver revet ud af folien — og så holdt moren bleen frem. Den var meget større end Simones. Tykkere i skridtet, hvidt plastikydre der knitrede når moren foldede den ud, blå streger langs kanten som markerede fugtindikatoren.
“Læg dig ned.”
Nanna lagde sig på ryggen på sengen. Hun havde taget natkjolen på — den blå med de små hvide blomster, den hun havde arvet fra kusine Mette. Moren løftede den op om hendes mave, trak hendes underbukser af, og Nanna lukkede øjnene fordi det føltes underligt at hendes mor gjorde det her, hun var jo fjorten, men samtidig var der noget ved det, en varme lige under ribbenene, som hun ikke helt kunne sætte ord på.
Moren tænkte: hun er så stor og så lille på samme tid. Ligesom hendes far var.
Plastikken raslede. Kold mod huden først, så varm. Moren trak den op mellem hendes ben, foldede den ind, satte tapene fast — svisj, svisj — to i hver side. Strammere end Nanna havde forventet.
“Sådan. Op med dig.”
Nanna rejste sig og kunne mærke hvor meget mere fyldig den var mellem benene end den lysegrønne havde været. Hun kunne næsten ikke lukke lårene helt sammen. Natkjolen faldt ned igen, men man kunne stadig se buen af den under stoffet.
“Gå ind og børst tænder. Jeg tager mig af Simone.”
Nanna gik ud på gangen. Hun kunne høre plastikken knitre svagt for hvert skridt — krisj, krisj — og hun forsøgte at gå mere stille, men det gik ikke rigtig. Moren forsvandt ind til Simone, og gennem den lukkede dør kunne Nanna høre den lavere raslen af den mindre ble, Simones stemme der spurgte om noget, Morens rolige mumlen.
På badeværelset stod Nanna foran spejlet og tog tandbørsten op igen. Elmex-tandpasta, den blå tube. Hun så på sig selv — det lange lyse hår der var faldet ud af hestehalen, de fregner over næsen, og under natkjolen den tydelige runde form af bleen. Hun følte sig ikke flov. Det var mærkeligt.
Døren gik op og Simone kom ind. Hun havde sin blomstrede pyjamas på — den lyserøde med de små jordbær — og under bukserne kunne Nanna se hendes lysegrønne Tena Slip Super Small. Simone stoppede midt i skridtet.
“Nanna.” Simone stirrede ned på hendes natkjole. “Har du… har du ble på igen?”
“Ja.” Nanna spyttede tandpasta i vasken og skyllede munden. “Mor har købt dem til mig i dag.”
“Hvorfor er den hvid?”
“Det er en anden slags. De er tykkere.” Nanna vendte sig om og lænede sig mod vasken. “Jeg er begyndt at få uheld om natten også. Rigtige uheld. Sidste nat løb bleen over. Så mor købte dem her.”
Simone stod bare der med tandbørsten i hånden. Så — uden varsel — smed hun tandbørsten i vasken og kastede sig om halsen på Nanna, så hårdt at Nanna vaklede baglæns mod fliserne.
“Åh Nanna.” Simones stemme var kvalt mod hendes skulder. “Åh Nanna, så er vi to om det, så er vi to, jeg troede jeg skulle være alene igen når du ikke havde brug for det mere —”
Nanna lagde armene om sin lillesøster og trykkede hende tæt. Simones hår lugtede af Palmolive-shampoo, den grønne. Hun kunne mærke Simones ble mod sin egen gennem tøjet, den lille bløde knitren når de rørte hinanden.
“Vi er to om det,” hviskede Nanna ind i hendes hår.
Simone tænkte: jeg er ikke den eneste. Jeg er ikke den eneste. Åh gud, jeg er ikke den eneste.
De børstede tænder færdig ved siden af hinanden, og Simone blev ved med at kigge på Nanna i spejlet og smile hver gang deres øjne mødtes. Bagefter gik de ind på værelset og krøb ind under dynen i Nannas seng. Moren kom ind og slukkede lyset og gav dem hver et kys på panden.
“Sov godt, mine piger.”
“Godnat mor.”
Døren gik i. Månen faldt ind gennem gardinet, en smal stribe hen over gulvtæppet. Simone lå på siden og kiggede på Nanna med de store øjne.
“Nanna?”
“Mm?”
“Jeg er så glad for du er min søster.”
Nanna smilede i mørket og trak dynen op om dem begge to.
[Pigernes værelse, lørdag morgen, 1996, kl. 07:23]
Sollyset kom skråt ind gennem gardinet og lagde en gul firkant hen over dynen. Nanna vågnede først. Hun lå stille et øjeblik og mærkede efter — den tunge, varme fylde mellem benene, plastikken der sad stram mod huden, den svage lugt af tis der havde bundet sig i cellulosen natten over. Bleen var tung. Rigtig tung. Men sengen under hende var tør. Den nye ble havde holdt.
Ved siden af hende rørte Simone på sig. Hendes hår lå spredt ud over puden som en vifte, og hun blinkede søvnigt op mod loftet.
“Nanna?”
“Ja.”
Simone rakte hånden ned under dynen og mærkede sig selv gennem pyjamasbukserne. Så smilede hun det brede, søvnige, tandløse morgensmil.
“Min er våd.”
“Min også.”
De lå der og grinede stille sammen, mens moren begyndte at rasle med kaffekanden nede i køkkenet.
