Kapitel 11
Opdagelse
Jeg havde aldrig været så opmærksom på mine kropsfunktioner som jeg har været den sidste uge. Hvert eneste vågne øjeblik gik med at forsøge at tyde, hvad min blære prøvede at fortælle mig. Var det tid til at tisse? Allerede? Igen? Kunne jeg holde mig lidt endnu, eller skulle jeg spurte på toilettet med det samme?
På nuværende tidspunkt ville jeg have lettere ved at forstå kinesisk, end at prøve at forstå de signaler min blære sendte. Det var lidt over en uge siden mit katastrofale forsøg på at have trusser på til cheerleadertræning og det efterfølgende uheld i den transportable toiletvogn. Jeg havde haft en pull-up på næsten hele tiden siden da. Og jeg havde brug for de pull-ups jeg tog fra min lillesøster. Det var ikke længere muligt for mig at benægte, hvad der skete med min krop. Ikke en eneste skoledag var gået, uden at jeg havde tisset i bukserne - inklusive endnu en gang til træning. Det eneste, der stod mellem mig og hele skolens viden om mit problem, var mine pull-ups.
Jeg følte mig som en hemmelig agent i en spionfilm, hver gang jeg skjulte min pull-up til cheerleading. Jeg havde det tøj, jeg skulle have på til træning, med i min rygsæk. Efter sidste undervisningstime skiftede jeg til det og en tør pull-up på et toilet, før jeg gik hen til omklædningsrummet og var klar til træning. Når træningen var slut, gik jeg ind i en af toiletbåsene i omklædningsrummet, tog pull-up’en af og begravede den i skraldespanden, før jeg gik i bad. Jeg havde trusser på i den korteste tid efter badet, men brugte et tomt toilet til at tage en ny pull-up på, inden mor hentede mig. Hele proceduren var udmattende, men jeg kunne ikke tage nogen chancer med min blære.
Hjemme gik det noget bedre med at undgå uheld - delvist takket være de fortsatte forsøg på at pottetræne Emilia. Jeg tog hende stadig på toilettet hver halve time, når alarmen på hendes ur ringede. Jeg lod hende klare sit, og så snart hun var sendt tilbage for at lege, satte jeg mig selv på toilettet. Rutinen var ydmygende, men det var bedre end at tisse i bukserne. Dermed ikke sagt, at jeg ikke havde haft et par uheld i mine pull-ups derhjemme, men slet ikke i samme omfang som i skolen.
Jeg forsøgte at undgå at bruge alt for mange pull-ups, hvilket ikke var så svært, da mor sjældent skiftede Emilia. Da det var mig, der stod for at skifte hende, var det også mig, der fortalte mor, hvornår det var tid til at bestille en ny pakke pull-ups fra Amazon, og jeg havde ikke lyst til at hun skulle blive mistænksom, hvis vi pludselig brugte dem alt for hurtigt.
Det eneste område, hvor jeg havde haft succes med pottetræningen, var om natten. Jeg havde undgået at gentage den ene gang, jeg havde tisset i sengen, ved nøje at overvåge hvor meget jeg drak om aftenen, stoppe med væske i god tid og bruge toilettet lige inden sengetid. Jeg var vågnet i en tør seng og med en tør pull-up hver morgen, selvom der havde været enkelte gange, hvor tissetrangen havde fået mig op af sengen midt om natten.
Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det gik bedre for Emilia med pottetræningen, men det var ikke tilfældet. Hun havde heller ikke haft en eneste tør dag, og hun var vågnet op med en drivvåd ble hver morgen. I løbet af bare den sidste uge havde mor været nødt til at putte hende tilbage i bleer igen to gange i løbet af dagen. Ligesom med mig, føltes det som om min søster også var ved at give op på pottetræningen. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for ikke at rødme, da mor sagde til Emilia at hun skulle være en stor pige og bruge potten, ligesom sin storesøster. Og nu havde jeg en overnatning, jeg skulle bekymre mig om.
“Jeg kan stadig ikke fatte, at din mor virkelig lod dig komme og sove hos mig,” sagde Samantha, da hun satte sig ved vores bord i kantinen.
Vores mødre havde talt sammen aftenen før. Min mor havde været fast besluttet på, at hun skulle lære Samanthas forældre bare en smule at kende, før hun sagde ja til at jeg måtte overnatte hos dem. Det faktum, at Samanthas mor var en respekteret advokat, gjorde det lidt nemmere at overbevise min mor om, at jeg nok skulle blive passet godt på. Så nu var det helt officielt - i morgen efter Fortnite-udtagelsen, som jeg havde fået lov til at deltage i, skulle jeg hjem til Samantha og sove.
Jeg ville virkelig gerne være begejstret over overnatningen. Jeg havde plaget og tigget min mor i årevis om at få lov til at tage til en, uden held - og det var først i sidste uge, jeg endelig havde fundet det rigtige argument, der overbeviste hende. Ugen op til overnatningen burde have været en af de bedste i mit liv, hvor jeg kunne glæde mig til alt det jeg skulle lave med Desi og Samantha.
Men jeg var skrækslagen. Jeg kunne ikke tage en pull-up på hjemme hos Samantha. Hvordan skulle jeg smide den væk, hvis jeg havde et uheld? Men hvis jeg havde trusser på i stedet, bad jeg nærmest om problemer. Hvis jeg tissede i bukserne hjemme hos hende, ville jeg aldrig slippe af med det ry. De ville aldrig invitere mig til noget igen. Jeg havde håbet at jeg ville kunne genvinde bare en smule kontrol over min blære i løbet af ugen, men i stedet føltes det som om, det bare gik baglæns.
Jeg havde overvejet at gå til skolelægen, men jeg vidste at det første hun ville gøre efter sådan et besøg, var at ringe til min mor - og hele pointen med alt det her var at sørge for, at min mor ikke fandt ud af noget. Selv blandt mine venner følte jeg mig helt alene. Der var ingen jeg kunne betro mig til om det, jeg gik igennem.
Desi, Samantha og jeg sad igen ved vores sædvanlige frokostbord. De var lige kommet tilbage med bakker fyldt med burgere og fritter, mens jeg sad med den såkaldt sunde madpakke som min mor havde lavet.
Samantha knipsede med fingrene foran mit ansigt for at få min opmærksomhed.
“Jorden kalder Sarah. Jorden kalder Sarah. Du må ikke sidde og dagdrømme. Vi snakker altså om overnatningen.”
“Åh. Ja,” svarede jeg, overrasket over, hvor meget jeg var faldet i staver. “Det føles stadig ikke rigtigt virkeligt. Det hele virker lidt surrealistisk.”
“Vi skal stadig finde ud af hvilken film vi skal se,” tilføjede Desi.
Jeg kunne bedst lide superheltefilm og sci-fi. De var mest til romantiske komedier. Så det betød at vi skulle se en romantisk komedie.
“Jeg er i undertal, så det må blive jer der vælger,” sagde jeg opgivende.
Jeg kunne mærke at min blære begyndte at trænge sig på igen, men der var ikke nogen toiletter i nærheden af den her del af kantinen. Jeg havde heller ikke lyst til at bruge ti minutter af min dyrebare frokostpause på at stå i kø til toilettet - men jeg var heller ikke sikker på, at jeg kunne holde mig til næste pause.
Hvilken forskel gjorde det alligevel? Jeg opgav at holde det inde og lod tisset løbe ned i pull-up’en. Efter at have gået med pull-ups i en uge, var følelsen af at tisse i dem ikke længere så chokerende, og det var faktisk mindre ubehageligt at sidde i en våd pull-up end at kæmpe mod den stigende tissetrang. Jeg tjekkede ikke engang om der var lækket noget ud. Mine pull-ups havde indtil videre klaret det uden problemer.
Nu hvor min blære var lettet, kunne jeg fokusere på planlægningen af overnatningen uden at blive distraheret. Vi - og med “vi” mener jeg Desi og Samantha - besluttede os for Crazy Rich Asians som filmen, vi skulle se. Selvom det ikke ligefrem var mit førstevalg, glædede jeg mig stadig til resten af vores planer. Jeg glædede mig især til at prøve noget af Samanthas makeup. Da frokostpausen nærmede sig sin afslutning, var det tid til at jeg kom afsted mod toilettet og fik skiftet.
“Jeg møder jer i klassen. Skal bare lige hurtigt på toilettet,” sagde jeg til Desi og Samantha, mens jeg rejste mig lidt før tid fra frokostbordet.
Det var ikke helt løgn. Jeg skulle faktisk bruge toilettet - bare ikke af den grund de nok troede.
Jeg havde igen valgt en bås i det allerbagerste hjørnet af toilettet. Væggene var dækket af beskeder om, hvem der bollede med hvem, og små halvsjove digte om upopulære lærere. Men det var det værd for at få lidt privatliv. Der var ikke stor risiko for at nogen gik forbi, og ved et uheld fik et lille glimt af mig, mens jeg skiftede til en tør pull-up. Jeg bandt mine sko op og tog dem af, og derefter trak jeg mine jeans og trusser - ja, jeg havde stadig trusser på udenpå pull-up’en - ned og hang dem stille op på en lille krog på døren. Så var der kun pull-up’en tilbage, og der var ingen tvivl om dens tilstand.
Jeg havde vådservietter i min skoletaske sammen med mine ekstra pull-ups, men jeg havde undladt at tage babypudder med. Jeg kunne ikke tage chancen og risikere at lugte sådan i undervisningen. Jeg trak pull-up’en ned over benene, ligesom med bukserne og trusserne - at rive siderne op ville have lavet for meget støj, og der kunne stadig være andre piger på toilettet. Det var en kæmpe lettelse at få den våde pull-up væk fra huden.
Jeg tørrede mig med vådservietterne og smed dem i skraldespanden. Første gang jeg havde haft en pull-up på i skole, havde jeg forsøgt at tørre mig med toiletpapir. Det havde været en fejl.
Risj. Risj. Lyden kom fra en af båsene nærmest indgangen til toilettet. Lyden var så uventet, at det tog mig lidt tid at placere, hvor jeg havde hørt den før. Den lød præcis som den lyd Emilias pull-ups lavede, når jeg rev dem op i siderne, når jeg skiftede hende. Men det gav jo ikke mening. En anden på skolen der gik med pull-up? Ville nogen virkelig løbe den risiko at lave så meget larm? Måske havde jeg været stille nok til at hun troede, hun var alene på toilettet.
Desværre kunne jeg, fra min bås allerbagerst, ikke finde ud af hvem det kunne være. Væggene gik næsten helt ned til gulvet, så jeg kunne ikke kigge under dem. Og da jeg var længst væk fra indgangen, ville hun ikke gå forbi min bås, når hun forlod toilettet.
Jeg sad helt stille på toiletbrættet og turde ikke engang række ud efter den rene pull-up i min taske, som jeg ellers skulle til at tage på. Jeg spidsede ører. Jeg kunne ane nogle svage lyde fra den anden ende af rummet. Måske den lette knitren af en pull-up, der blev trukket på - men jeg kunne ikke være sikker.
At vente her betød at jeg ville komme for sent til time, og hr. Adams brød sig absolut ikke om at man var forsinket, men jeg måtte bare vide det. Selvom jeg sikkert bare bildte mig det ind, ville tanken nage mig resten af dagen, hvis jeg ikke blev her og fandt ud af det. Jeg ventede, til jeg hørte et toiletskyl, derefter lyden af en bås der blev åbnet, og vandet der løb fra hanen. Da det baggrundsstøj begyndte, skyndte jeg mig at få pull-up’en på og gjort mig færdig, men da jeg havde spændt mit bælte, var vandet allerede stoppet, og døren til toilettet var blevet åbnet og smækket i.
Jeg tjekkede hver bås mens jeg gik forbi. Alle var tomme. Jeg var alene i rummet. Jeg kiggede ind i båsen tættest på indgangen - det var dér, jeg var sikker på lydene var kommet fra. Jeg burde bare gå til time nu. Det her kom jo ikke mig ved. Men min nysgerrighed vandt over min sunde fornuft.
Jeg gik ind i båsen og lukkede døren bag mig. Den lille affaldsspand så ud til at være fyldt, men øverst lå der en masse løst, ubrugt toiletpapir. Præcis samme måde som jeg selv plejede at gemme mine egne brugte pull-ups på.
Det her var ikke ligefrem hygiejnisk, men jeg MÅTTE bare finde ud af det. Jeg skubbede forsigtigt det øverste lag toiletpapir til side, og afslørede en pull-up jeg aldrig havde set før. Emilias havde altid tegneseriefigurer på, og dem jeg selv havde brugt da jeg tissede i sengen, var dækket af farverige, pigede mønstre. Den her så helt anderledes ud. Næsten helt hvid, med nogle kliniske markeringer, og de elastiske sider var lavet af et net-agtigt stof, helt anderledes end på dem jeg selv brugte. Den var også tydeligt større end Emilias, så det måtte være en, en anden elev havde haft på.
Der var én ting, jeg stadig skulle være sikker på. Jeg lagde forsigtigt håndryggen mod pull-up’en. Det burde jeg virkelig ikke have gjort, men jeg kunne ikke forlade toilettet uden at være helt sikker. Den var stadig varm. Nogen havde lige haft den på. Men hvem?