Alle min mors regler

Alle min mors regler

Sarahs mor er streng, disciplinær, og har regler for stort set alt og alle. Da den 14-årige pige begynder at tisse i bukserne igen, er spørgsmålet, om hun kan undgå at blive fanget i nettet af alle sin mors regler.

Hendes mor er i øjeblikket i gang med at pottetræne Sarahs 3-årige lillesøster, Emilia - et projekt, der indtil videre har været en katastrofe. Moren har indført et stramt sæt pottetræningsregler for Emilia, og samtidig med at Sarah oplever flere og flere uheld både om dagen og om natten, må hun forsøge at navigere gennem skole, overnatninger, cheerleader-træning og et nyt venskab - alt imens hun prøver at holde sin situation hemmelig. Vil det lykkes hende? Eller ender hun med at blive fanget af alle sin mors regler?

Frit oversat fra A. B. DeLanes originale værk All My Mother’s Rules efter bedste evne.

Vis indholdsfortegnelse

Indhold

1 Forbrydelse og Straf
2 Dårlig samvittighed
3 Ny indflydelse
4 Uheld
5 Heureka
6 Mareridt
7 Drastiske tiltag
8 Kun min hemmelighed
9 Den bølle
10 Ikke en perfekt plan
11 Opdagelse
12 Fortnite
13 Overnatning Del 1 - Sengevæderen
14 Overnatning Del 2 - Dobbelt udfordring
15 På æresord
16 Konsekvenser
17 Mælk og småkager
18 Konfrontation
19 Mit eneste ønske
20 Gruppeprojekt
21 Sovetryne
22 En pludselig forandring
23 Bedst serveret kold
24 Bare tis i bukserne
25 Øvelse gør mester
26 Nedtællingen
27 Monster Mash
28 Sladrehank
29 Studiekammerater
30 Åbenbaringer
31 Pull-up-tvillinger
32 Ble-tvillinger
33 Sikke noget skidt
34 Gråzonen
35 M.A.D.
36 Gengældelse
37 Konsekvenser
38 Illusionen
39 Hvad jeg fortjener
40 Ikke et stort barn nu
41 Åbn munden
42 Åbn lidt mere
43 Små kampe
44 28 dage senere
45 Kun få minutter tilbage
46 Anmodningen
47 Planen
48 Lisas overnatning - Del 1
49 Lisas overnatning - Del 2
50 Lisas overnatning - Del 3
51 Lisas overnatning - Del 4
52 Lisas overnatning - Del 5
53 Black friday
54 Konkurrencen
55 Ekstra lag
56 Barnepigetjans
57 Banke banke på
58 Sammenfiltrede spind
59 Pottetræning
60 Det kan kun gå opad
61 Ikke klar
62 Det rager ikke jer
63 Kvitteringer
64 Nye regler
65 Rolleomvending
66 Hvad jeg fortjente
67 Ingen aftagning
68 Tilfældigt møde
69 Et julemareridt
70 Fanget på bånd
71 Nye regler
72 Opgaver for store piger
73 Katten og musen
74 Drik saftevandet
75 Ikke længere skjule…
76 Tre bogstaver
77 Reddet
78 Hjulene på bussen
79 Lykkelige uheld
80 Prøver og prøver
81 Virkelig forfærdeligt
82 Regler og straf
83 Overgåede forventninger
84 Beslutningstid
85 Den rigtige beslutning
86 Genforenet
87 Hvad kan jeg sige?
88 Afgrænsning
89 Epilog
3 Synes om

Kapitel 1

Forbrydelse og Straf




Jul var min mors yndlingstid på året. Det samme kunne jeg ikke sige om mig selv. Altså, forstå mig ret - jeg kunne godt lide jul, ligesom alle andre børn. At ræse ned ad trappen ved daggry for at få det første glimt af overraskelserne under træet. At pynte småkager. Og slikstokke. Jeg elskede virkelig slikstokke.

Men mor gik helt over gevind. Og med det mener jeg, at jeg så hende øverst på en stige, i gang med at hænge lyskæder op på husets facade, lige som jeg var steget af bussen fra skole. Det var i første uge af oktober.

Jeg gjorde mit bedste for at holde masken, selvom mine veninder Desi og Samantha fnisede bag mig. De kendte rutinen, men det gjorde det ikke mindre morsomt for dem. I det mindste brugte mor ikke halloween-pynt med juletema i år. “Skelet-Julemand”? Ja, ellers tak.

Jeg prøvede at undgå at få øjenkontakt med hende. Jeg sværger, hun opfinder nye måder at gøre mig pinligt berørt på hver eneste uge. Hun havde den grimmeste julesweater nogensinde på, og det siger altså noget, når man har et helt skab fyldt med dem. Det var koldere end normalt for en efterårsdag i New Mexico, og enhver undskyldning for at tage en sweater på var god nok for hende. Jeg sneg mig stille op ad indkørslen og var næsten nået hen til hoveddøren - med julekrans og det hele - uden at blive opdaget. Som om det nogensinde var lykkedes før.

“Sarah,” råbte mor. “Se lige til din søster, inden du går i gang med lektierne. Der er gået cirka en halv time.”

“Det skal jeg nok, mor,” svarede jeg med et suk, som forhåbentlig var for lavt til, at hun lagde mærke til det.

Jeg fylder snart femten, men alt, der minder om at svare igen, kunne hurtigt resultere i en meget øm numse.

Efter at have været enebarn de første elleve år af mit liv, var jeg ellevild, da Emilia blev født for tre et halvt år siden. Jeg havde været med til at indrette hendes børneværelse, valgt farver og pynt. Jeg mødte stolt op på hospitalet med min “storesøster”-trøje på. Den begejstring varede omtrent tre uger, indtil jeg gik fra at være beundrende storesøster til ubetalt barnepige. Og kom ikke og sig at det “bygger karakter”, den kliché har jeg hørt alt for mange gange.

Da jeg åbnede døren, blev jeg mødt af “I’m dreaming of a White Christmas” og lyden af små, nøgne fødder der galopperede hen over trægulvet.

“Du er hjemme! Du er hjemme!” råbte Emilia, da hun kom løbende rundt om hjørnet og kastede sig om livet på mig med et kæmpe kram. Altså, selvfølgelig er jeg hjemme. Det er jo ikke ligefrem, fordi mor lod mig tage andre steder hen efter skole. Fjorten år var tilsyneladende gammelt nok til at babysitte min søster, men ikke gammelt nok til at tage til overnatninger hos venner.

Emilia havde en lyserød Minnie Mouse t-shirt på - og en matchende Minnie Mouse pull-up. Hvis du spekulerer på, hvad det var, mor bad mig tjekke… ja, så har jeg nu officielt værnepligt i den store potte-træningskrig. Tredje forsøg, forresten. Mor havde ikke syntes, mine jokes om “Operation Tissestorm” var særlig morsomme.

Vi havde allerede kæmpet to heroiske kampe: én da Emilia fyldte to og en anden lige efter hendes tredje fødselsdag. Vi prøvede alt. Klistermærker, belønningsskemaer, “storepige”-undertøj, små potter i hvert eneste rum i huset. Der var endda en uge, hvor Emilia bare rendte rundt splitterravende nøgen. Sikke et kaos. Mor jokede halvt om at få mig til at bruge pull-ups som forbillede. Jeg er SÅ glad for, hun aldrig gjorde alvor af det.

Men denne gang skulle det bare lykkes. Emilia ville blive smidt ud af børnehaven, hvis hun ikke var renlig inden hun fyldte fire. Mor skældte ud på personalet, men helt ærligt, jeg forstår dem godt. Hvem gider skifte en fireårigs lorteble? Jeg gør i hvert fald ikke.

Vores nyeste strategi var et særligt potte-ur, Emilia havde på, som bippede hvert halve time for at minde hende om at gå på toilettet. Vi havde opgivet de små plastikpotter - de var alt for bøvlede - og brugte nu et sæde til små børn, man kunne lægge oven på toilettet i det ene badeværelse, vi havde.

“Gæt hvad? Gæt hvad?” sagde Emilia grinende. “Jeg har været tør hele dagen!”

Jeg tog udsagnet med et gran salt. Emilia er ikke super god til at mærke, når hun har uheld. Hvad var det for et udtryk, Hr. Higgins havde lært os om, fra en vis præsident i historietimen for nylig? Nå ja - “Man skal stole på folk - men lige tjekke for en sikkerheds skyld.”

Emilia lugtede i det mindste ikke - så hun havde ikke skidt. Pyha, det var en lettelse. Det sidste, jeg havde brug for lige nu, var at skulle skifte en lorteble. Jeg tjekkede også forsiden af hendes pull-up, og overraskende nok var indikatorstriberne stadig helt uændrede. Hun var vist tør alligevel. Mor lod hende aldrig have tøj udover sin pull-up, så man med det samme kunne se om den var tør, våd eller beskidt.

Biip, biip, biip, biip.

Nå ja, mor havde haft ret i, at det snart var tid igen.

“Kom så, lille ven, det er tid til at komme på potten,” sagde jeg og tog Emilia i hånden.

Det blev som sædvanligt mødt af hendes lange, opstyltede protester: “Jeg skal ikke. Jeg skal altså ikke. Jeg… jeg skal ikke.”

Så stampede hun i gulvet og begyndte at surmule. Det ville hun aldrig have turdet gøre over for mor, men jeg var jo den “gode politibetjent.” På andre dage ville jeg måske have forsøgt at lokke hende blidt, men i dag gad jeg ikke. Jeg tog fat under hendes arme og bar hende afsted til badeværelset, mens hun klynkede hele vejen. Et par minutter senere viste det sig selvfølgelig, at hun skulle tisse alligevel.

Med potte-træningen overstået - i hvert fald i en halv time - skyndte jeg mig ud i køkkenet for at få en eftermiddagssnack. Et par minutters roden rundt i skabe, køleskab og viktualierum fik dog min appetit til at forsvinde. Ikke en eneste slags junkfood i sigte. Mor var i gang med en sundhedsfanatisk fase for tiden. Jeg nøjedes med en pose grøntsagschips.

Jeg kiggede på mit eget ur. Heldigvis havde det ikke en timer, der fortalte mig, hvornår jeg skulle tisse. Men jeg skulle begynde på lektier kl. 16.30. Endnu en af mors regler. Det gav mig cirka tyve minutter til at slappe af.

Jeg var ikke den eneste, der fik en pause. Mor sad også i stuen og viste Emilia, hvordan man lægger et simpelt puslespil - selvfølgelig med Minnie Mouse, for det var det, min lillesøster var helt opslugt af for tiden. Jeg havde knap nok siddet i sofaen i et par sekunder, før mor afbrød mig.

“Vaskede du hænder, før du begyndte at spise, unge dame?” spurgte hun.

Mor havde sine helt egne måder at sige tingene på. Når hun sagde “unge dame”, betød det, at hun allerede kendte svaret. Ethvert forsøg på at lyve sig uden om ville være spildt.

“Jeg gør det med det samme,” svarede jeg. Jeg ville helst ikke indrømme, hvor tæt jeg var på at bryde endnu en af hendes regler.

“Husk, tyve sekunder,” råbte mor, efter jeg allerede var gået ud til håndvasken på badeværelset.

Da jeg kom tilbage til stuen, ville jeg gerne overtage fjernsynet. Der måtte være et eller underholdende at se. Men jeg vidste bedre end at afbryde, hvad mor sad og så - gamle hjemmevideoer fra juleaftener gennem årene. Se, de fleste familier, der optager deres juleaftener, glemmer alt om det bagefter. Måske lægger de dem på YouTube eller lader dem samle støv i en papkasse i kælderen. Men mor? Hun elsker at se dem igen og igen. Det får hende i julestemning.

Jeg snuppede i stedet min biblioteksbog og bladrede hen til mit bogmærke.

“Hvorfor har Sarah en pull-up på?” spurgte Emilia pludselig.

Først var jeg helt forvirret. Altså, jeg havde jo trusser på. Men så gik det op for mig. Åh, de små og deres direkte spørgsmål. Jeg løftede blikket fra min bog og kiggede på videoen, der kørte på fjernsynet. Optagelsen var lettere grynet og så ud til at være omkring seks år gammel. Men der var jeg - helt tydeligt - i gang med at åbne julegaver ved træet, iført intet andet end en pull-up med blomster og sommerfugle på. Den hang slapt mellem benene og var tydeligvis gennemblødt. Jeg stirrede akavet på skærmen et par sekunder, mens jeg kunne mærke, hvordan mine kinder blev ildrøde, før jeg hurtigt vendte tilbage til at stirre intenst på min bog.

Ja, jeg havde tisset i sengen som barn, og mor havde rigeligt med beviser, hun kunne bruge til evig tid. Det var ikke noget, jeg havde lyst til at blive mindet om - og bestemt ikke noget, min snakkesalige søster skulle vide noget om.

Det her blev bare for pinligt. Jeg sprang ned fra sofaen, smed min tomme skål i vasken og gik mod mit værelse. At komme i gang med lektierne i god tid virkede pludselig som en ret god idé sammenlignet med at se videoer af mig selv i ble.

Når jeg siger “mit værelse,” mener jeg faktisk “vores værelse.” For når man er tre mennesker i et hus med to soveværelser, så er der altså nogen, der må dele. Og det betyder, at jeg er endt med at dele med min lillesøster.

At dele værelse med en baby - eller okay, en tumling, der stadig ikke er blevet renlig - er virkelig noget skidt. Der hænger altid en mærkelig, svag blelugt i luften, som bare nægter at forsvinde, uanset hvor meget lugtfjerner jeg sprayer med fra dåsen, jeg har liggende i øverste skuffe i kommoden. Jeg åbnede min rygsæk og hev den nye bog frem, jeg skulle læse i min literaturklasse: “Forbrydelse og Straf.”

Tidligere i dag havde jeg haft svært ved at holde masken, da Frøken Whittleworth delte kopier af Dostojevskijs roman ud. Forbrydelse og Straf. Det var som at læse titlen på min livshistorie, hvis den havde fandtes. Mor var vild med regler. Det var ligesom hendes ting. Og ikke bare de normale regler, som børn måske har, som “ingen bandeord” eller “spis dine grøntsager før desserten.” Mit liv var stærkt reguleret. Hvis jeg fik en karakter under et 12-tal i noget som helst… Ja, så betød det smæk. Min bagdel gør stadig ondt, når jeg tænker på den ene gang, jeg fik 4 i en prøve.

Regler medfører straf, og jeg havde prøvet dem alle. Time-outs. Stuearrest. Få vasket munden med sæbe. Og ja, smæk. Det var mors favorit. Hun behandlede sin bedstefars gamle træpaddel som om det var et ægte arvestykke.

Da jeg loggede på computeren ved mit skrivebord, sørgede jeg for kun at gå ind på uddannelsesrelaterede sider. Ja, mor holder øje med min internethistorik, og ja, hvis jeg spilder tid på kattevideoer på YouTube, måtte jeg sikkert ikke røre computeren resten af ugen. Jeg loggede ind på skolens hjemmeside, hvor vi holder øje med lektier og karakterer.

“Pis!” sagde jeg.

Jeg kunne ikke lide, hvad jeg så, og jeg var glad for, at mor ikke kunne høre mig. Den dumme Hr. Higgins havde givet mig et 7-tal for prøven om præsident Reagan tidligere på ugen. Hvad havde jeg svaret forkert på? Et 10-tal ville have været okay. Men et 7-tal? Det ville ikke blive en sjov aften.

Jeg havde dog ét kort på hånden. Mor havde ét nådeprincip: Hvis jeg brød en regel og fortalte hende det med det samme i stedet for at skjule det, blev straffen som regel mildere. Hun tjekkede mine karakterer omkring hver anden uge, men jeg havde ikke hørt noget endnu, så hun havde nok ikke set det. Jeg havde været god til at undgå endefulde på det seneste, men jeg vidste, at det her var en svær en at snakke mig ud af.

Men jeg behøvede ikke beslutte noget med det samme. Der var ingen chance for, at hun tjekkede karakterer fra sofaen. I stedet tog jeg fat i Forbrydelse og Straf og hoppede op i sengen - kun for at blive mødt af en høj, knitrende lyd. Så irriterende.

Normalt ville jeg ignorere den knitrende lyd fra plastikunderlaget på min madras. Men efter videoen var det bare endnu en pinlig påmindelse om dengang, jeg stadig tissede i sengen. Det var ikke, fordi mor havde været streng omkring det, men det var stadig virkelig ydmygende.

Det sjove var, at mor faktisk var lidt mere forstående med natlige uheld. Jeg havde hørt, at det - jeg kan ikke huske den medicinske betegnelse - var arveligt, men jeg ville aldrig turde spørge hende direkte om det.

Jeg havde tisset i sengen næsten hver nat, indtil jeg var omkring ni. Mor lavede ikke et stort nummer ud af det, udover at jeg skulle have pull-ups på hver nat og have et plastiklagen på madrassen. Jeg skulle være tør i en hel måned, før jeg måtte droppe pull-ups’ne, men uanset hvor meget jeg tryglede, blev plastikunderlaget liggende. Det - og de sædvanlige påmindelser hver aften om, at jeg skulle tisse, bare for en sikkerheds skyld, som om jeg ikke var en fuldt renlig teenager.

De regler, mor gik mest op i, var dem om dagtids-renlighed. Det fik mig næsten til at få ondt af min møgirriterende lillesøster. Næsten - men ikke helt. Reglerne for potte-træning var som følger:

  • Ingen stor-pige-trusser, medmindre du har været uden uheld i syv dage i træk.

  • Ethvert uheld, uanset årsag, betyder, at du er tilbage i pull-ups.

  • Hvis du har to uheld på én dag, er du tilbage i ble hele den næste dag.

  • Hver halve time skal du sidde på potten i tre minutter.

  • Du må ikke lyve om, hvorvidt du har haft et uheld.

Ja, det var strengt, men ifølge min mor var jeg selv blefri om dagen før jeg fyldte to. Og Desi og Samanthas yngre søskende, som jeg tror er nogenlunde på alder med Emilia, kunne sagtens bruge toilettet selv. Hvem ved, hvad der var galt med Emilia?

Jeg bladrede gennem de første sider i bogen. Jeg hadede literatur. Den her bog ville blive min undergang. Jeg havde kun fem uger til at læse den og skrive en rapport. Måske skulle jeg spørge Desi om hjælp. Hun kunne i det mindste komme på CliffsNotes uden at hendes forældre opdagede det eller gik op i det. Da jeg læste det første kapitel, kunne jeg ikke lade være med at tænke på den straf, der ventede mig. Efter femten minutter og kun tre sider, besluttede jeg mig for bare at få det overstået. Jeg lagde bogen fra mig og gik tilbage mod stuen.

Jeg prøvede at være rolig, da jeg trådte ind i rummet. Det gjorde jeg virkelig. Men Mor må have en slags sjette sans, for hun gennemskuede med det samme, at der var noget galt.

“Hvad er der galt, skat?” spurgte Mor.

Skat - det er et af mors kodeord. Hun siger det, når hun har mistanke om, at jeg har gjort noget forkert, men ikke ved hvad. Jeg kunne stadig nå at bakke ud, sige at alt var fint og udskyde det til en anden dag. Men selvom jeg var gået derind fast besluttet på at få straffen overstået, blev ordene bare hængende i halsen. Mor forstod, hvad der var i gang.

“Er der noget, du skal fortælle mig?” spurgte hun.

Jeg nikkede og gik hen til hende. Jeg kendte rutinen. Den scene havde spillet sig ud hundredvis af gange før i mit liv. Jeg kunne recitere den lige så godt som enhver replik i skoleforestillingen. Men præcis som i det virkelige liv, når jeg står foran et publikum, går det altid galt.

“Mor, jeg brød din regel om at få gode karakterer,” sagde jeg, alle ordene kom ud i en stor pærevælling.

“Nej, sig det langsommere og tydeligt.”

“Jeg fik et 10-tal i en historieprøve,” sagde jeg klart og tydeligt, mens jeg stirrede ned på mine fødder.

“Nej, unge dame, du ser mig i øjnene, når du taler til mig.”

Jeg så hende i øjnene og kunne mærke, hvordan hele mit ansigt blev ildrødt. Åh, hvor jeg hadede, at jeg ingen kontrol havde over det der rødmende pjat. Det forstærkede bare skammen. Jeg gentog, at jeg havde fået et 10-tal i prøven.

“Hvorfor var det forkert at få den karakter?”

“Fordi jeg skal være en 12-tals-elev for at få et godt stipendium og komme på universitetet.”

“Hvad er straffen for at få den slags karakter?”

Det var tricky. Mor havde regler, men straffene var ikke altid faste. Gør det for let, og hun kunne finde på at gøre det værre. Gør det for hårdt, og du var selv skyld i det. Jeg valgte det forsigtige svar.

“Smæk.”

Mor gav mig det der blik. Jeg vidste straks, at det var det forkerte svar.

“Hvor mange smæk er straffen så på?” spurgte hun.

Jeg tøvede - dumt, jeg ved det. Jeg er virkelig dårlig til at tænke hurtigt. Jeg sagde bare det første tal, der faldt mig ind.

“Tyve.”

Dårlig, dårlig idé, Sarah. Tyve var mere, end jeg fik, da jeg brændte maden på og satte brandalarmen i gang. Jeg kunne sikkert være sluppet med fem. Men Mor sagde ikke, at det var for meget. Hun smilede blidt og rejste sig. Det var så uretfærdigt.

“Stå stille og løft trøjen lidt op,” sagde hun.

Jeg gjorde det uden et ord. Jeg var stadig i chok over, at jeg selv havde foreslået tyve. Jeg løftede trøjen lige nok til at vise toppen af mine jeans og bæltet. Jeg kunne mærke hendes hænder, da hun løsner spændet og trækker bæltet fri. Så knappede hun bukserne op, trak dem ned over mine hofter og lod dem falde.

Mor satte sig igen i sofaen. Hun behøvede ikke sige noget - jeg vidste, hvad jeg skulle. Jeg trådte ud af bukserne, lod dem ligge foran sofaen og lagde mig hen over hendes skød med ansigtet nedad. Mit hoved vendte mod tv’et, hvilket bare gjorde det endnu mere pinligt. Videoen var sat på pause lige der, hvor man tydeligt kunne se, hvor våd pull-up’en havde været. Gul og slasket. Hvorfor havde mor ikke skiftet mig, inden vi åbnede gaver?

Emilia var holdt op med at lægge sit puslespil, som hun var omtrent halvvejs med og kiggede undrende på os. Det var længe siden jeg sidst havde fået smæk, så måske kunne hun ikke engang huske, hvordan det plejede at se ud. Jeg havde i hvert fald ikke lyst til, at hun skulle være vidne.

“Emilia,” sagde mor. “Hent den sorte taske inde fra mors skab.”

Selvfølgelig. Jeg burde have vidst, at jeg ikke kunne slippe for padlen. Vi bor i et lille hus, så det burde ikke tage Emilia mere end et minut at hente tasken, men det føltes som en evighed. Hvorfor skulle jeg også være så dum at få 7?

Jeg hørte små trin mod gulvet - Emilia var tilbage. Den sorte sportstaske var mors “disciplin-taske”. Den havde alt: forskellige slags redskaber, mild sæbe til at vaske munde, cremer og salver til pleje efter smæk. Hvad mor nu valgte, ville afgøre, hvor ondt det ville gøre. Bare ikke træpadlen, bad jeg stille.

Hun rodede lidt i tasken, og Emilia satte sig igen ved sofabordet. Men hun begyndte ikke at lægge puslespillet færdigt. Hun sad bare og stirrede nysgerrigt. Mit ansigt brændte. Hvorfor kunne mor ikke bare sende hende ud af stuen?

Uden varsel trak mor mine trusser ned og afslørede min bare bagdel. Fedt. Det var det. Hun lagde træpadlen mod huden for at sigte. Selvfølgelig valgte hun den. Jeg havde ikke fået smæk med den i over et år.

Klask. Første slag slog næsten vejret ud af mig. Jeg holdt et hulk tilbage. Slagene kom som et urværk, hvert femte sekund. Det ene efter det andet. Venstre. Højre. Venstre. Højre. Jeg holdt ud de første par slag, men tårerne og smertegråden var uundgåelig.

Emilia så det hele. Og den lille møgunge begyndte sgu endda at fnise. Så pludseligt som de havde startet, stoppede slagene nu igen. Det eneste, man kunne høre, var min tunge vejrtrækning. En kølig fornemmelse spredte sig over min bagdel, da Mor gned noget creme på huden. Det hjalp lidt - men jeg vidste, at det ville gøre ondt at sidde ned resten af ugen.

Mor trak mine trusser op igen og hjalp mig op at sidde på hendes skød. Hendes hånd tog et fast greb om min hage, så jeg så hende i øjnene.

“Så, skat,” sagde hun blidt. “Hvad har du lært af det her?”

“Jeg vil læse mere og få gode karakterer. Det lover jeg.”

Og så brød jeg bare sammen. Al smerten og spændingen væltede ud, og jeg græd ind i hendes skulder, mens hun nussede mig på ryggen. Det var ovre. Endelig.

Så lød en ny bip-lyd i huset. Men det var ikke Emilias ur denne gang. Mor rejste sig hurtigt.

“Tag dine bukser på igen og hjælp din søster med at rydde legetøjet op, mens jeg tager gryderetten ud af ovnen,” sagde hun.

Bare det at sidde op og trække bukserne op var en påmindelse om, hvor øm jeg ville være. Da jeg fik dem helt på, så jeg Emilia foran mig - og fik en idé. Den lille møgunge skulle lære ikke at grine, når hendes storesøster fik smæk.

Jeg bøjede mig ned og kildede hende meget forsigtigt, kun lige nok til at hun kunne mærke det - men ikke nok til at bebrejde mig for, hvad der ville ske. Vi havde det til fælles, at vi begge var mega kildne.

Det virkede præcis som jeg havde håbet. Emilia sprang op med et lille hvin og tog sig straks foran på sin pull-up. Jeg behøvede ikke engang se på indikatorstriben. Jeg vidste, hvad der var sket.

“Mor!” råbte jeg - med det mest uskyldige tonefald, jeg kunne frembringe. “Emilia har lige haft et uheld.”

Hævnen er ikke sød. Hævnen er en våd pull-up.

2 Synes om

Kapitel 2

Dårlig samvittighed




Ulempen ved at få Emilia til at tisse i bukserne var, at det var mig, der endte med at skulle skifte hendes våde pull-up. Mor hadede at skifte bleer eller pull-ups. Så gæt hvem der har gjort det et par tusind gange de sidste par år? Ja, undertegnede.

I virkeligheden gjorde det mig ikke så meget. En våd pull-up er ikke særligt slem at skifte, og heldigvis var det at lave lort i toilettet den ene del af pottetræningen, som Emilia næsten havde lært.

Emilia græd hele vejen ind til soveværelset. Hun ville så gerne være en stor pige. I løbet af dette seneste forsøg på pottetræning har hendes manglende succes ikke skyldtes, at hun ikke prøvede. Hun havde endda nået “store-pige-trusser”-stadiet to gange, kun for at ryge tilbage i pull-ups efter uheld.

Vores soveværelse var knap nok stort nok til én person, for slet ikke at tale om to. De eneste møbler var min seng, hendes tremmeseng, et par kommoder og et lille skrivebord, der kun lige havde plads til min computerskærm. I vores gamle hus havde vi alle vores egne værelser med plads nok til pusleborde og kravlegårde. Da jeg rodede i skuffen med Emilias pull-ups og bleer, slog det mig, hvor utroligt nuttede hendes pull-ups egentlig var med alle de søde tegneseriefigurer på: Minnie Mouse, Elsa, Ariel og hver eneste Disney-prinsesse, man kunne forestille sig.

Mine ubetalte babysitterpligter omfattede mere end bare at skifte ble og pottetræning. At have gode manerer var en anden regel, mor håndhævede strengt, og igen var det mit ansvar at lære Emilia det. “Tak” og “vær så venlig” var i fokus lige nu, men det krævede stadig en del opfordringer for at få hende til at sige det.

Efter at have taget en frisk pull-up fra skuffen, vendte jeg mig mod Emilia igen.

“Og hvad skal du sige til mig nu?” spurgte jeg.

“Jeg skal have skiftet min pull-up,” klynkede hun.

Jeg sukkede. Emilia vidste jo bedre. Også selvom hun kun var tre år.

“Og hvad siger man, når man har brug for at få sin pull-up skiftet?”

“Kan du skifte min pull-up?”

“Søs, du glemmer det magiske ord.”

“Vil du være så venlig at skifte min pull-up?” sagde hun endelig.

Med det rullede jeg et pusleunderlag ud på min seng og løftede Emilia op på det. Jeg var glad for, at vi var ovre de frygtelige to-års-perioder, hvor bleskift havde været et mareridt. Hun lå roligt på sengen - jeg gætter på, det føltes rart at få en tør pull-up på - løftede benene, da jeg skulle tørre hende, og gjorde ingen modstand, mens jeg skiftede den våde pull-up ud med en ny, denne gang med et billede af Ariel foran. Jeg smed den våde pull-up i ble-spanden og satte et kryds på pottetræningskalenderen for at markere, at hun havde haft et uheld.

Jeg gav Emilia et kram, da jeg satte hende ned på gulvet igen.

“Og hvad siger man nu?” spurgte jeg Emilia.

“Tak.”

“Tak for hvad?”

“Tak fordi du skiftede min pull-up.”

“Det var så lidt, men du skal holde Ariel tør resten af dagen - ellers ryger du tilbage i bleer, forstår du?”

Emilia nikkede højtideligt.

“Det vil jeg. Det vil jeg,” sagde hun.




Aftensmad - selv hvis det bare var gryderet med kødboller - havde sine egne regler. Alt bestik skulle ligge præcis det rigtige sted. Ingen måtte begynde at spise, før vi havde sænket hovederne og sagt bordbøn. Man måtte ikke spilde mad. Ikke tale med mad i munden. Og vigtigst af alt: man skulle spise hver eneste bid af det, mor lagde på tallerkenen. Ingen måtte rejse sig fra bordet, før man var helt færdig.

Jeg satte mig forsigtigt ned på stolen ved spisebordet. Selvfølgelig skulle det være en træstol. Min numse gjorde så ondt. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle komme igennem skoledagen i morgen, hvis det stadig føltes sådan her.

Mor satte Emilia i en højstol ved siden af sig. Emilia var egentlig for gammel til den, men mor var fast besluttet: hvis Emilia ikke havde trusser på som en stor pige, så skulle hun heller ikke behandles som en. Det betød, at Emilia også havde en hagesmæk på og drak af en tudekop.

Jeg var lidt nervøs, da jeg rakte min tallerken frem for at få en portion. Jeg håbede virkelig, mor ikke ville øse for meget op. Lad os bare sige, at jeg ikke deler hendes begejstring for gryderetter. Ulækkert stads, men jeg vidste bedre end at sige det højt. Heldigvis gav hun mig ikke så meget. Det kunne jeg godt klare. Jeg ville bare gerne blive færdig med at spise hurtigt, så jeg kunne komme over på noget, der var mere behageligt at sidde på.

Mor nævnte ikke noget om den endefuld hun gav mig tidligere i dag. Det gjorde hun aldrig. Det skete. Og så var det videre. Hun tænkte ikke mere over det. Jeg ville helst spise i stilhed, men mor sørgede altid for, at der var masser af samtale, når vi sad sammen ved bordet.

“Hvordan gik cheerleader-optagelsesprøven?” spurgte mor.

Jeg begyndte at svare med munden fuld af mad, men standsede, til jeg havde tygget færdig. Tæt på.

“Godt,” svarede jeg.

Jeg ville bare gerne spise færdigt, så jeg kunne få numsen væk fra den her stol.

Jeg havde slet ikke lyst til at være cheerleader. Eller lave nogen form for efter-skole-aktivitet. Kunne jeg ikke bare bruge tiden på at læse eller spille computerspil? Men mor var insisterende - jeg skulle have masser af fritidsaktiviteter, for det mente hun, at universiteterne kiggede på, når man søger ind. Det er ikke ligefrem nemt at komme med på cheerleader-holdet. Jeg var tæt på at klare det i begyndelsen af skoleåret. Men min bedste veninde Desi fik pladsen i stedet. Det havde faktisk været lidt af en lettelse.

Jeg troede, jeg var sluppet, indtil sidste uge, hvor Desi faldt uheldigt og rev sit korsbånd over. Med hende ude resten af sæsonen lavede de en hurtig optagelsesprøve for at finde en erstatning. Hvis bare mor ikke havde hørt om det. Men det gjorde hun - og jeg klarede optagelsesprøven perfekt.

“Hvornår begynder du så?”

“I morgen. Træning slutter klokken 17.”

Endnu mindre tid til at lave det, jeg selv har lyst til. Og ingen busture hjem med Desi og Amanda længere. Nu skulle mor hente mig fra skole hver dag.

Jeg huskede at sige tak for maden, da jeg rejste mig fra bordet.

“Husk, du skal lave lektierne færdige, før du spiller computerspil,” sagde hun.




Jeg var kun lige kommet igennem det første kapitel af Forbrydelse og straf, da mor åbnede døren til mit værelse. Uden at banke på, selvfølgelig. Hun troede ikke på privatliv - i hvert fald ikke at jeg skulle have noget.

“Jeg går en tur,” sagde mor. “Du skal lave lektier i stuen og holde øje med Emilia. Jeg er væk i cirka en time.”

Fitbit-uret var en del af mors sundhedstrip. Hun skulle jo nå sine 10.000 skridt hver dag. Heldigvis behøvede hun ikke betale en babysitter. Emilia legede fantasileg med et par aflagte Barbiedukker på gulvtæppet i stuen. Ugh, bogen var svær nok at komme igennem uden også at skulle ignorere hendes uendelige plapren. Efter femten minutter havde jeg knap nok fået læst et par sider, da jeg kunne mærke naturens kald.

“Opfør dig ordentligt. Jeg er tilbage fra toilettet om lidt,” sagde jeg til Emilia.

Toiletsædet var ikke mere behageligt at sidde på end spisebordsstolen, men når man skal, så skal man. Jeg var næsten klar til at skylle ud, da Emilia begyndte at klynke på den anden side af døren. Jeg kunne ikke tro mit held.

“Sarah,” klynkede hun. " Vær sød at skynde dig. Jeg skal tisse."

Normalt ville jeg skynde mig og give hende plads på toilettet, men min stadig ømme numse og mindet om hendes latter under min tur over mors knæ sad stadig for frisk i kroppen. Og med mor væk, var der ikke noget Emilia kunne gøre for at tvinge mig af toilettet.

“Søs, du bliver nødt til at vente et par minutter. Kan du være en stor pige og gøre det for mig?”

“Jeg kan ikke. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke,” klynkede Emilia igen. “Jeg vil ikke have ble på.”

Hvis hun var bange for at få ble på, betød det, at hun var tæt på at have et uheld. Det var næsten tredive minutter siden, hun sidst var på toilettet.

Jeg kunne høre hendes fødder trippe rundt på den anden side af døren. Jeg undertrykte et grin ved tanken om den potte-dans, hun sikkert lavede. Og eftersom hun allerede havde haft et uheld tidligere i dag, ville endnu ét betyde, at hun skulle tilbage i ble en hel dag. Det ville være mig, der skulle skifte hende, selvfølgelig, men følelsen af skadefryd var mere end det værd. Jeg rev lidt toiletpapir af og lod som om, jeg stadig var i gang med at tørre mig. Emilia var virkelig ikke god til at holde sig. Når hun skulle, så skulle hun NU. Jeg skulle bare trække tiden lidt endnu.

“Emilia, store piger kan godt holde sig et par minutter. Det er du nødt til at gøre, hvis du vil bevise for mig, at du er en stor pige”

Efter et par minutter hørte jeg Emilias dansende fødder stoppe brat. Der var et øjebliks stilhed - en sjældenhed med hende - efterfulgt af en jævn strøm af stille gråd. Mission fuldført. I den store potte-træningskrig var jeg lige blevet dobbeltagent. Jeg gjorde mig færdig med at lade som om, jeg tørrede mig. Et minut mere kunne vel ikke skade, nu hvor skaden var sket. Til sidst skyllede jeg ud og åbnede døren - og blev mødt af et trist syn.

Emilia sad på gulvet med hænderne for ansigtet, begge ben strakt ud foran sig, hvilket gav mig et perfekt udsyn til en gennemblødt pull-up. Der var ikke en eneste vådindikator tilbage.

“Kom så. Tid til at komme på toilettet,” sagde jeg og lod som om, jeg ikke havde set uheldet.

“Jeg vil ikke på toilettet,” sagde hun. “Behøver ikke.”

“Åh, det er helt i orden,” sagde jeg i en sukkersød tone. “Kom min lille baby-søster til at have et lille uheld?”

“Jeg er ikke en baby!” råbte hun. “Er jeg ikke! Er jeg ikke! Er jeg ikke!”

Biip, biip, biip, biip.

Emilia krydsede benene og trak ned i sin trøje, så jeg ikke længere kunne se hendes pull-up. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg følte mig så hævngerrig i dag, men jeg havde ikke tænkt mig at lade chancen for at gnide uheldet ind gå til spilde. Jeg lagde potte-træningssædet på toilettet og vinkede hende op at stå.

“Kom nu, træk din pull-up ned og sæt dig på toilettet. Tre minutter.”

Pull-up’en landede på gulvet med et vådt slask. Jeg kiggede ned og så den gule, gennemblødte inderside. De næste tre minutter gik i total stilhed. Der var ikke mere tis, der skulle ud.

“OK, tid til at tage din pull-up på igen.”

“Men…”

“Ingen men’er.”

Jeg bøjede mig ned og samlede den våde pull-up op, der hand fra Emilias fødder på gulvet. Den var varm og smattet at røre ved. Et stik af dårlig samvittighed prikkede mig i baghovedet. Jeg kunne huske, hvordan det føltes at blive tvunget til at have en våd pull-up på, mens jeg ventede på, at mor ville skifte mig. At skulle gå rundt med noget varmt og smattet presset mod huden uden at vide, hvornår det ville blive skiftet. Alligevel trak jeg den op over hendes hofter.

Reglerne var reglerne. To uheld på én dag betød, at Emilia skulle i ble igen, så snart hun var blevet gjort ren. Jeg plejer ikke at stille spørgsmålstegn ved mors regler, men i dette tilfælde begyndte der at snige sig tvivl ind. Begge Emilias uheld i dag var i virkeligheden min skyld. Hun havde ikke gjort noget for at fortjene at komme tilbage i ble.

Uden at sige mere løftede jeg Emilia op og bar hende det korte stykke ind til soveværelset. Skiftemåtten lå der stadig fra uheldet før aftensmad. Da jeg lagde hende ned på den, løb tårerne stadig ned ad hendes kinder og dryppede ned på lagnet, men Emilia gjorde ingen modstand. Jeg kørte forsigtigt hånden hen over hendes baghoved og satte en sut i munden på hende for at berolige hende.

“Det er OK, du får det meget bedre, når du er blevet ren og tør igen.”

Jeg stod med et valg, da jeg åbnede den øverste skuffe i Emilias kommode. Jeg burde tage bleen med de farverige Muppet-figurer, men samvittigheden havde vundet. Jeg tog i stedet endnu en pull-up - og sørgede for, at det var en med Ariel på, så mor ikke ville bemærke noget - og fandt vådservietterne og babypudderen frem.

Jeg rev forsigtigt i siderne på den våde pull-up og tørrede hende grundigt. Jeg dryssede kun en smule babypudder på bagefter. Ikke nær så meget som mor ville have brugt - jeg kan virkelig ikke holde lugten ud.

Udtrykket i Emilias ansigt, da det gik op for hende, at jeg gav hende en ny pull-up i stedet for en ble, var guld værd. Tårerne stoppede, og et forsigtigt smil spredte sig. Jeg løftede hendes bagdel op og sørgede for, at den nye pull-up sad tæt og godt omkring hendes hofter.

Da jeg smed den brugte pull-up i ble-spanden, sørgede jeg for at gemme den under nogle vådservietter. Ikke fordi mor ville gå på jagt dernede, men bare for en sikkerheds skyld. Da jeg hjalp Emilia ned fra sengen, begyndte hun at sige noget, men jeg afbrød hende hurtigt.

“Det her bliver vores lille hemmelighed, OK?”

“Vores lille hemmelighed,” sagde Emilia.

3 Synes om

Kapitel 3

Ny indflydelse




“Sarah, Sarah, vågn op.”

Jeg havde aldrig brug for et vækkeur om morgenen. Som den ansvarlige elev jeg var, havde jeg sat mit vækkeur til at vække mig højt og brutalt klokken 06:45 hver skoledag, så jeg kunne nå at blive klar, før bussen kørte.

Men i stedet for at vågne til støjen fra vækkeuret, begyndte min morgen som regel med, at Emilia trak i min dyne. Jeg vendte mig om på siden og kastede et blik på vækkeuret - 04:37. Selv for hende var det tidligt.

“Skat,” gabte jeg. “Det er alt for tidligt. Gå tilbage i seng.”

Jeg kunne ikke vente, til hun var gammel nok til at forstå, hvordan man bruger et ur. Jeg trak dynen op over hovedet igen og vendte mig om mod væggen. Jeg fik et øjebliks fred, indtil Emilia trak hårdere i tæppet end før. Livet havde været så meget nemmere, før vi sænkede den ene side af hendes tremmeseng, hvilket nu gjorde det muligt for hende at komme ud, når hun ville.

“Sarah, vil du være sød at skifte mig? Jeg er våd.”

Jeg havde virkelig ikke lyst til at stå op, men i det mindste huskede hun sine manerer denne morgen.

Emilia tissede stadig i sengen hver nat, og hvis hun lignede mig, ville hun nok blive ved i yderligere fem eller seks år. Jeg vidste, at hun ikke ville lade mig være i fred, før jeg havde gjort hende ren. Modvilligt smuttede jeg ud af sengen og kneb øjnene sammen, da jeg tændte lyset. Alt for skarpt på dette tidspunkt. Jeg glattede dynen ud for at gøre plads til puslemåtten, og Emilia kravlede selv op på den. Jeg trak hendes lyserøde og blå Elsa-natkjole op over taljen og afslørede en gennemblødt ble. Vi brugte stadig bleer om natten, fordi pull-ups’ne ville lække, og hun var ikke stor nok til at passe de nat-pull-ups, jeg selv havde brugt som sengevæder.

Jeg klarede bleskiftet hurtigt. Jeg var træt og ville bare tilbage i seng. Men da jeg var færdig, gik Emilia ikke tilbage i sin seng.

“Må jeg ikke nok sove hos dig?”

Det var en anden dårlig vane, hun var begyndt på. Jeg sværger, det var næsten hver anden nat, at jeg vågnede og fandt hende i min seng, puttende op ad mig uden varsel. Jeg sendte Emilia et strengt blik for at forsøge at afskrække hende.

“Men… jeg havde et uhyggeligt mareridt.”

Jeg gav mig. Jeg kunne hurtigere falde i søvn igen, hvis jeg bare lod hende komme op i sengen, end hvis vi skulle diskutere i ti minutter. Og hvis vi larmede for meget, ville vi vække mor, og dét var bare at bede om problemer. Jeg gav Emilia en ren sut, løftede dynen, og lod hende krybe ind. Jeg lagde mig bag hende og faldt i søvn igen med det samme.

Bi-bi-bi-bip, bi-bi-bi-bip.

Argh. Seriøst? Jeg slog hånden mod vækkeuret for at slå snooze til. Mens jeg var lysvågen, sov Emilia stadig. Sutten var ikke i hendes mund mere - den måtte være faldet ned bag sengen. Jeg stak hånden ind under Emilias natkjole for at mærke hendes ble. Våd igen. Ikke meget, men alligevel - hvor meget kunne ét barn tisse i løbet af en nat? Jeg lod hende sove videre og gik selv i bad.

Emilia så stadig ud til at sove tungt, da jeg kom tilbage til værelset. Godt. Jeg foretrak altid at tage tøj på, mens hun sov. Nå, hvad skulle jeg tage på? Mine muligheder var ret begrænsede, i betragtning af den store stak vasketøj, jeg havde udskudt. Mor krævede altid, at jeg selv vaskede mit tøj, og jeg må indrømme, at jeg havde udsat det lidt for længe. Jeg er ikke den mest feminine type. Jeans og en hættetrøje eller t-shirt var normalt min stil. Jeg hev en ubrugt Fortnite-hættetrøje ud fra bøjlen i skabet og tjekkede de jeans, jeg havde haft på i går. Ingen pletter - jeg kunne godt bruge dem igen.

Det var endnu en grund til, at jeg ikke glædede mig til cheearleading. Uniformen - et miniskørt og en kort top - var bare ikke min stil. Jeg brød mig ikke om tanken om at risikere at vise mine trusser frem for nogen. Nå, jeg måtte jo bare se, hvordan tøjet så ud senere i dag. Træneren havde sagt, at hun havde en uniform klar til mig efter skole. Jeg pakkede min sportstaske med et par shorts og en t-shirt til træning og mindede mig selv om at huske at tage en vandflaske fra køkkenet, inden jeg tog bussen.

I modsætning til de fleste i min klasse havde jeg også ansvaret for at gøre min lillesøster klar om morgenen. Heldigvis betød det ikke andet end at skifte Emilia til en pull-up og t-shirt og få hende ud i køkkenet til morgenmad. Mor sørgede for at få hende i tøjet og afleveret i børnehaven på vej på arbejde.

Jeg gav Emilia et lille puf på skulderen. Hun vrikkede lidt for meget. Den lille bandit lod bare som om, hun sov.

“Hvis du ikke står op, kommer kildemonstret efter dig.”

Dét fik hende op. Emilia satte sig straks op.

“Hvilken pull-up vil du have på i dag?” spurgte jeg.

“Minnie Mouse!”

Det burde jeg have vidst. Det havde været hendes svar hver morgen de sidste mange dage. Jeg rodede i skuffen med pull-ups. Godt, der var stadig et par Minnie Mouse-pull-ups tilbage. Jeg tog endnu en Minnie Mouse t-shirt ud fra skabet, der matchede. Jeg kunne ikke vente til den Minnie Mouse-fase var overstået.




Jeg havde siddet på kantstenen i omkring fem minutter, før bussen kom. Typisk. Den eneste gang, bussen kom til tiden, var når jeg selv var forsinket. Desi og Samantha sad på hver sin side bag chaufføren. Normalt ville vi vælge et sæde længere bagude, men med Desi på krykker på grund af gipsen på hendes ankel, var det den bedste placering for os.

Samantha optog hele sit sæde med matematiklektier spredt ud ved siden af sig. Hun havde høretelefoner i begge ører og lagde tilsyneladende ikke mærke til, at bussen havde stoppet ved mit stoppested. Jeg kastede et blik på det opgaveark, Samantha sad og arbejdede på. Hun var altid typen, der ventede til sidste øjeblik. Mor havde fået mig til at lave de samme opgaver i weekenden.

Desi flyttede lidt på sine krykker for at give plads på sædet til mig. Det gjorde stadig ondt at sætte sig ned - ikke lige så slemt som ved middagsbordet, men tæt på. Jeg må have lavet en mærkelig grimasse, da jeg satte mig, for Desi lagde tydeligvis mærke til det.

“Er du ikke helt på toppen?” spurgte hun.

“Tror bare, jeg har ømme muskler fra optagelsesprøven i går.”

Der var ingen chance for, at jeg ville nævne, at mor havde givet mig en endefuld. Jeg ved ikke hvorfor, men det føltes bare forkert at tale om mors straf foran nogen uden for familien. Det var jo ikke ligefrem som om, mor gik rundt og pralede med, at hun gav mig smæk. Hvis Desi og Samantha fandt ud af det, ville det bare være endnu mere ydmygende.

Desi grinede.

“Ja, jeg ved, hvad du mener. Min numse var så pisseøm den første uge. Det gjorde fucking ondt, indtil jeg kom i form.”

Ja, mor kunne ikke lide, at jeg var venner med Desi. Hun mente, at Desi havde dårlig indflydelse på mig. Selvfølgelig hjalp det ikke, at Desi kom til at bande, første gang de mødtes, især da vi kun gik i tredje klasse. Jeg sukkede. Jeg havde fået nok af både beskidte ord og beskidte bleer.

“Jeg føler mig totalt ude af form. Optagelsesprøven var udmattende.”

“Det bliver nemmere. Træneren gør optagelsesprøven hårdere end de normale træninger, bare for at være sikker på, at man har, hvad der skal til.”

Sådan var Desi - lidt grov udenpå, men inderst inde både omsorgsfuld og forstående.

“Samantha og jeg prøver at planlægge endnu en overnatning snart. Du er altid velkommen.”

Jeg satte pris på, at hun altid inviterede mig. Da jeg var yngre, havde tanken om en overnatning været skræmmende. Jeg skulle i hvert fald ikke risikere, at mine bedste veninder fandt ud af, at jeg tissede i sengen. Så da mor sagde til de andre forældre, at hun ikke tillod overnatninger i min alder, protesterede jeg ikke. Jeg havde været ellevild, da uheldene om natten stoppede. I mit hoved var det det eneste, der havde forhindret mig i at sove hos veninder. Men mor blev ved med at finde på undskyldninger, og uanset hvad jeg prøvede, nægtede hun stadig.

“Desi, du ved godt, at mor ikke lader mig overnatte. Hun ændrer aldrig mening.”

“Du fylder femten om hvad, et par uger?”

“Ja.”

“Altså, jeg ved godt, at din mor er en overbeskyttende kælling, men du bliver femten. Der er ingen grund til, at du ikke kan overnatte hos Samantha.”

“Okay, okay, jeg skal nok spørge hende, men bliv ikke overrasket, hvis hun siger nej.”

Samantha opdagede endelig, at jeg sad i bussen. Det tog hende kun fem minutter.

“Godmorgen,” sagde Samantha. “Du er færdig med matematikopgaven, ikke? Må jeg lige sammenligne mine svar med dine for at se, hvordan jeg klarede det?”

Jeg vidste godt, at “sammenligne” bare var et andet ord for “må jeg ikke nok kopiere dine svar, for jeg er elendig til matematik,” men jeg skyldte hende en tjeneste. Samantha og Desi var grunden til, at jeg havde klaret mig igennem dansk uden én eneste karakter under 12 indtil videre. Jeg fiskede opgaven frem fra min rygsæk og rakte den diskret over til hende.

Desi, Samantha og jeg havde fået præcis det samme skema. Jeg ved ikke, hvordan vi ville have overlevet skolen uden hinanden. Vi var det perfekte studiehold, fordi vores forskellige styrker i fagene supplerede hinanden.

Bump. Jeg gispede, da bussen ramte et ujævnt stykke vej, og smerten i numsen blussede op igen. Det her ville blive en lang dag.




Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for ikke at vride mig rundt i den sidste time på dagen. Min numse var bare blevet mere og mere øm i løbet af dagen, uanset hvilke stillinger jeg forsøgte at sidde i. Mens hr. Higgins ævlede løs om Den Kolde Krig, prøvede mit sind hele tiden at drive væk i dagdrømmeri, men efter at have fået 7 i den sidste prøve, var jeg fast besluttet på at tage grundige noter.

Den ene ting, man ikke gjorde i hr. Higgins’ time, var at afbryde ham. Han tog ikke imod spørgsmål, medmindre han selv spurgte, om nogen havde noget at spørge om, så det kom lidt som en overraskelse, da en pige, der sad til venstre for mig i bagerste række - jeg tror, hun hed Lis, eller måske Lisa - rakte hånden op. Hr. Higgins ignorerede det og fortsatte med at tale. Pigen begyndte at vifte med hånden, først lidt, men så mere insisterende.

“Tag hånden ned. Du kan gemme dit spørgsmål til senere, frøken Erickson,” snappede hr. Higgins.

“Men vil du ikke nok være sød at give mig lov til at forlade klassen,” indskød pigen. “Jeg skal virkelig på toilettet.”

Det fik et par grin frem i klassen, inklusive fra mig. Jeg mener, det her var 9. klasse. Burde man ikke kunne holde sig i 45 minutter?

“Så skulle du have gået i pausen mellem timerne,” sagde hr. Higgins. “Du kan gå, når kortet er kommet tilbage.”

På vores skole var der strenge regler for, hvornår man måtte forlade undervisningen. Hvert klasselokale havde to toiletkort - ét til drenge og ét til piger - og man måtte højst være væk i otte minutter - nok tid til at nå toilettet, gøre det nødvendige hurtigt og komme tilbage. Hvis ét af kortene allerede var ude, måtte man bare vente.

Jeg havde udviklet en blære af stål, siden mine natlige uheld var stoppet. Jeg kunne gå en hel skoledag uden at sætte fod på toilettet, hvis det virkelig var nødvendigt. Så meget som jeg vidste, jeg burde følge med i undervisningen, kunne jeg ikke lade være med at kaste hurtige blikke til venstre mod pigen med den lille blære. Hun gik også i min literaturklasse, men vi havde aldrig talt sammen. Hun virkede som en, der holdt sig for sig selv. De få gange, jeg havde set hende i den store kantine, havde hun siddet alene.

Efter cirka fem minutters uro, frøs hun helt. Og efter yderligere femten sekunder rykkede hun sig bare en lille smule for at justere sin siddestilling. Så snart kortet blev returneret, greb hun det og gik langsomt ud af lokalet.

Mod slutningen af timen gik hr. Higgins række for række og delte opgaverne ud, han havde rettet. Jeg vidste allerede, hvilken karakter jeg havde fået, men jeg havde brug for at se, hvilke spørgsmål jeg havde svaret forkert på. Jeg kunne stadig ikke fatte, at jeg havde lavet nok fejl til at få 7. Jeg rakte ivrigt ud efter prøvearket, da han rakte det til mig.

10/10. Jeg var chokeret. Skolens hjemmeside havde sagt, jeg havde tre fejl. Jeg gennemgik opgaven grundigt. Jo, det var min håndskrift. Mit navn stod øverst, og det var de svar, jeg vidste, jeg havde skrevet. Desi lænede sig ind for at kigge på min quiz.

“Hvad var det, der chokerede dig, frøken superhjerne? Du fik 12 som altid.”

Jeg kunne ikke lade være med at smile.

“De må have tastet karakteren forkert ind online. Mor blev virkelig sur, fordi hun troede, jeg havde fået et 7-tal”

Klokken ringede og signalerede, at timen var slut. Lige da jeg var på vej ud af døren, gik det op for mig, at der var én ting mere, jeg havde brug for. Mor ville gerne have ekstra bevis for, at den online karakter var forkert. Måske kunne jeg få en seddel fra hr. Higgins.

Da jeg gik hen mod hans skrivebord forrest i lokalet, så jeg, at pigen, der havde haft så travlt med at komme på toilettet, stod der og afleverede toiletkortet. Da jeg kom tættere på, overhørte jeg slutningen af deres samtale.

“Hvorfor kunne du ikke bare lade mig gå på toilettet, da jeg havde brug for det?” spurgte pigen hr. Higgins.

“Lisa, jeg kan ikke behandle dig anderledes end mine andre elever. Det her er 9. klasse. Du må vente som alle andre.” Hr. Higgins holdt en pause. “Eller også kunne du have tisset i bukserne.”

Ulækkert. Jeg kunne ikke tro, at hr. Higgins ville foreslå sådan noget. Det ville være et værre rod at rydde op efter. Og ikke særlig hygiejnisk.

“Men jeg g…,” begyndte Lisa at sige, før hun opdagede, at jeg stod bag hende.

“Jeg bliver nødt til at gå,” stammede Lisa, før hun skyndte sig ud ad døren.

Nå, det var akavet. Jeg stod foran historielærerens skrivebord uden at vide, hvad jeg skulle sige. Han tog initiativet.

“Du må have min niece undskyldt,” sagde hr. Higgins. “Hun har haft det hårdt for tiden. Hun flyttede ind hos min kone og mig denne sommer, efter at hendes forældre døde.”

Det dræbte stemningen helt.

Hr. Higgins undskyldte oprigtigt, da jeg viste ham, at min karakter online var forkert. Han skrev endda en lille seddel til min mor uden at stille yderligere spørgsmål. Jeg sørgede for, at både prøven og sedlen fra hr. Higgins var sikkert gemt i min rygsæk. Jeg kunne næsten ikke vente med at vise dem til mor. Jeg havde nu en idé om, hvordan jeg måske kunne overtale hende til at lade mig overnatte hos Samantha.

Jeg skulle bare overleve min første cheerleader-træning.

2 Synes om

Kapitel 4

Uheld




Jeg trådte ind i omklædningsrummet med en urolig fornemmelse i maven. Jeg kunne næsten ikke huske, hvornår jeg sidst havde følt mig så malplaceret.

Med mine præcis 152 centimeter og 43 kilo var jeg lille - selv for min alder. Ved helbredstjekket, som man skulle igennem for overhovedet at få lov til at prøve kræfter med cheerleading-holdet, havde lægen sagt, at jeg lå omkring den første kvartil. Jeg forstod aldrig helt, hvordan det skulle være opmuntrende, at en fjerdedel af pigerne på min alder var mindre end mig. Det føltes i hvert fald ikke sådan, når jeg så på resten af 9. klasses eleverne på skolen. Jeg kom ellers sjældent til lægen.

Jeg stod lidt kejtet ved indgangen til omklædningsrummet og betragtede kaosset - piger der hurtigt skiftede fra skoletøj til træningstøj. Fælles omklædning… endnu en ting på listen over, hvorfor jeg allerede hadede ideen om cheerleading.

En ældre pige, som jeg ikke havde set før, kom løbende hen mod mig.
“Du er Sarah, ikke?”
Jeg nikkede bekræftende.

“Jeg hedder Sasha, en af holdkaptajnerne. Jeg er ked af, jeg missede din optagelsesprøve forleden. Hørte, du var fantastisk. Træneren, Addison, er forsinket, så hun bad mig vise dig lidt rundt.”

Sasha gav mig en hurtig rundtur gennem cheerleader-delen af omklædningsrummet og præsenterede mig for de øvrige atten medlemmer af holdet. Hun pegede på mit skab, som lå ved siden af Claires, den eneste anden 9. klasses elev på holdet. Vi nåede lige at sige hej, før vi blev afbrudt.

“Kom så, piger. Nok snak. Vi skal være i hallen om tre minutter. Vi træner indenfor i dag - banen var optaget,” råbte Sasha.

Jeg trak mine jeans og hættetrøje af og skiftede til shorts og en t-shirt, mens jeg vendte ryggen til. Jeg gjorde mit bedste for at skjule de blå mærker, som jeg forestillede mig stadig sad tilbage på min numse efter gårsdagens endefuld.

Som med ethvert sportshold havde alle på cheerleadingholdet deres egen rolle. I mit tilfælde havde min lille størrelse faktisk været en kæmpe fordel til udtagelsen. Det er trods alt nemmere at være øverst i en menneskepyramide - eller blive kastet op i luften - hvis man ikke vejer ret meget.

Vi spredte os ud i en stor cirkel midt på gulvet, mens kaptajnerne ledte os gennem en række strækøvelser. Okay, det her gør ondt. Jeg er helt klart i dårlig form, uanset hvad Desi siger. Vi brugte det meste af eftermiddagen på at lære nye råb til den kommende fodboldkamp - farvel til endnu mere af min aftenfritid. Men slutningen af træningen var det, jeg havde frygtet mest.

“Du skal ikke være nervøs,” sagde Sasha. “Du har den nemme del. Du skal bare holde dig stille, mens vi kaster dig op - og så klarer tyngdekraften resten.”

“Har du… har du nogensinde tabt nogen før?”

Sasha rullede med øjnene.

“Tror du, jeg var blevet kaptajn, hvis jeg gik og tabte folk?”

“Er der andet, jeg bør vide?”

“Ja, husk at vinke til publikum, mens du er i luften, og læn dig bagover, så vi kan gribe dig.”

Det var fuldstændig frygtindgydende, men jeg var nået for langt til at trække mig nu. Seks holdkammerater - inklusiv Sasha - samlede sig for at løfte mig.

“En. To. Tre.”

Jeg gav et lille skrig fra mig, da jeg blev kastet op i luften, men huskede at vifte med pomponerne, før jeg faldt tilbage i deres arme. Adrenalinen skyllede al frygt væk. Det var faktisk ret fedt. Glem hvad jeg sagde før - måske bliver cheerleading ikke så slemt alligevel. Vi øvede rutinen flere gange uden problemer, og jeg begyndte virkelig at komme ind i rytmen.

“Okay, piger. Én gang til, og så stopper vi for i dag,” sagde Addison, som havde sat sig på bænken foran os.

På tre blev jeg slynget op i luften for sidste gang. Jeg vinkede entusiastisk til det usynlige publikum på tilskuerpladserne, før jeg lænede mig bagover for at blive grebet af, hvad jeg troede ville være mine holdkammeraters omfavnelse. Jeg følte min krop glide igennem deres arme og dreje rundt, før jeg landede på siden på det hårde trægulv. Smerten, der skød gennem min krop, var værre end noget jeg havde prøvet før. Jeg lå og gispede efter vejret. Det gjorde for ondt til at skrige.

Træner Addison var ved min side med det samme og mærkede ned langs siden, hvor jeg var faldet. Jeg gætter på, hun tjekkede for brækkede knogler.

“Slap af, hun har det okay,” sagde Addison. “Hvis hun havde brækket noget, ville hun have meget mere ondt. Sasha, hent nogle ispakninger i fryseren.”

Var det virkelig muligt at have mere ondt end det her? Det føltes slemt nok i forvejen. Ikke engang i går aftes - hvor jeg fik den værste endefuld, jeg nogensinde har fået - gjorde så ondt som det her. Et par af pigerne greb fat under mine arme og hjalp mig over til bænken. Resten af træningen sad jeg med en ispakning trykket hårdt mod hoften. Efter at have givet pigerne, der havde tabt mig, en skarp opsang, fik Addison dem til at løbe sprint frem og tilbage i hallen. Hævelsen ved min hofte begyndte at lægge sig, men jeg havde stadig et grimt, blå-lilla mærke.

Tilbage i omklædningsrummet kom Addison hen til mig, mens jeg forsigtigt skiftede ud af træningstøjet.

“Øv, det var en hård første dag med det uheld. Hvordan har hoften det?”

“Meget bedre efter jeg fik is på.”

“Jeg var lige ved at glemme det - den her er til dig,” sagde Addison og rakte mig en cheerleading-uniform pakket ind i plastik.

Jeg kiggede lidt skeptisk på uniformen. Er der nogen der igen lige kan minde mig om, hvordan det her skulle øge mine chancer for at komme ind på et godt universitet? Træneren må have misforstået mit blik.

“Jeg ved det godt, men det er den mindste størrelse, vi har,” sagde hun. “Bare rolig. Desi kunne også passe fint i den størrelse, og I har nogenlunde samme bygning. Det er helt normalt at gå op i størrelse efter et års tid eller to.”

Selvom smerten i hoften for det meste havde lagt sig, føltes kroppen stadig mærkelig efter faldet. Jeg kunne ikke helt sætte fingeren på, hvad det var, men jeg gik forsigtigt ud af omklædningsrummet.




Mor ventede allerede på mig ude på parkeringspladsen, da jeg trådte ud. Jeg smed min rygsæk og sportstaske ind i bagagerummet, før jeg satte mig ind på passagersædet.

“Hvordan gik træningen?”

“Fint.”

Jeg besluttede ikke at nævne mit fald. Der var ingen grund til at give mor endnu en ting at bekymre sig om. Beskeden om fejlen i karakteren for historieprøven gemte jeg til et bedre tidspunkt. Jeg kunne ikke risikere at spilde min ene chance for at få lov til at overnatte hos en veninde.

“Drik den der,” sagde mor og nikkede mod en termokop i kopholderen, fyldt med en tyk, grøn væske.

Hvad prøvede hun at give mig - andemad? Mor sendte mig et skarpt blik, da hun så udtrykket af afsky i mit ansigt.

“Det er en grønkålssmoothie. Drop det der ansigtsudtryk. Der er også banan, ananas og lime i. Sørg for at få den drukket, inden vi er hjemme.”

Mors sundhedsflip havde ikke været det store problem, da det bare handlede om at spise grøntsager og skære ned på junkfood - men det her var lidt for meget.

Vi havde cirka femten minutter hjem, så jeg løftede forsigtigt koppen op og tog den første slurk. Hmm. Ikke så slem, som jeg havde frygtet. Sød, med en let bitter eftersmag. Jeg drak den langsomt færdig i små slurke. Jeg havde ikke tænkt mig at give mor den tilfredsstillelse at vide, at hun havde haft ret om smagen. Hvem ved, hvilke andre skøre ting hun ellers kunne finde på?

Emilia sad spændt fast i barnesædet på midten af bagsædet. Hun havde håret i fletninger med regnbuefarvede perler for enden og denim-smækbukser på, men hendes ur var væk. Det var ikke hendes sædvanlige outfit. Mor plejede ellers at være diskret omkring pull-ups, når vi var ude. Hun havde ikke lyst til at vise omverdenen, at en datter i den alder stadig ikke var renlig. Normalt havde Emilia tøj på, som nemt kunne tages af, hvis hun skulle på toilettet. Hendes øjne så også lidt hævede ud. Gætter på, jeg ikke var den eneste, der havde haft en dårlig dag.

“Emilia havde et par uheld i dagplejen, så vi holder en pause med pottetræningen,” sagde mor henkastet.

Øv. Emilia havde ellers gjort så store fremskridt indtil i går. Og selv dér var det faktisk min skyld, at det gik galt. At være tilbage i bleer betød, at Emilia slet ikke måtte bruge toilettet, så jeg kunne godt risikere at skulle skifte en lorteble eller to, før hun kom tilbage i pull-ups. Jeg prøvede at sende Emilia et medfølende blik. Hvad i alverden gik der galt for hende?

Jeg fik drukket smoothien i god tid, før vi drejede ind i indkørslen. Jeg tog ingen chancer - jeg havde ikke lyst til at komme på mors dårlige side. Jeg havde også brug for at skylle munden. Selvom smoothien ikke smagte så slemt, mens jeg drak den, sad der en grim eftersmag fast i munden bagefter, som bare ikke ville gå væk. Et par Amazon-pakker lå på verandaen sammen med en stor papkasse med pull-ups. Mor foretrak at købe de fleste ting ind online.

“Sarah, tag Emilias pull-ups med op på dit værelse og pak dem ud. Og så skal du i bad, inden du går i gang med lektierne. Du burde have gjort det i omklædningsrummet efter træning.”

Jeg kunne måske vænne mig til fælles omklædning, men grænsen gik helt klart ved fællesbad. Det kunne hun godt glemme. Men den diskussion med mor gemte jeg til en anden dag.

Jeg løftede kassen med pull-ups. Størrelse 4T-5T, 17-23 kilo. Emilia lå i den lave ende af skalaen. Jeg kendte godt reklamesangen: “Jeg er et stort barn nu,” men selv da virkede størrelsesområdet lidt skørt. Jeg var selv så smal, at de sikkert kunne passe mig, hvis jeg en dag skulle gide at prøve dem. Heldigvis var Minnie Mouse-designet stadig populært. Det ville ikke være sjovt, hvis Emilia fik et flip over, at hun ikke kunne få sine yndlings pull-ups.




Efter jeg havde fået vasket mig, marcherede jeg ind i stuen - klar med den tale, jeg havde øvet mig på i badet, om hvordan jeg var blevet uretfærdigt straffet, og hvordan mor burde gøre det godt igen ved at lade mig overnatte hos en veninde.

Mor sad i sofaen med Emilias hoved hvilende i skødet. Hun holdt en flaske med grøn væske - jeg gik ud fra, det var grønkålssmoothien - op til Emilias mund.

Min søster så trist ud. Og jeg forstod hende godt. Det var slemt nok at være tilbage i bleer, men det betød også, at mor ville behandle hende som en baby resten af dagen og hele den næste. Emilia måtte ikke gøre noget selv - ikke spise, ikke tage tøj på, ikke gå på toilettet, så længe vi var hjemme.

Jeg trak vejret dybt og skulle lige til at begynde min tale, men mor kom mig i forkøbet.

“Der var du jo, Sarah. Det var også på tide. Du må ikke være så sløset med de lange bade. Kan du ikke lige gøre Sarah færdig med flasken og få hende skiftet? Jeg skal i gang med aftensmaden.”

Det måtte være en af mors yndlingsundskyldninger for at give Emilia videre til mig. Jeg satte mig på mors plads i sofaen. Der var kun omkring en tredjedel tilbage i flasken.

“Jeg er ikke tørstig,” sagde Emilia. “Jeg vil ikke. Det smager klamt.”

Jeg kiggede bagud. Mor var allerede væk og uden for hørevidde i køkkenet. Jeg skruede låget af flasken og tømte resten af smoothien i ét hurtigt hiv.

Jeg byttede flasken ud med en sut i Emilias mund. Tumling-Emilia brugte kun sut om natten, men baby-Emilia skulle have den i hele tiden. Jeg kunne mærke noget blødt, da jeg lagde hånden under Emilias numse for at bære hende ind i soveværelset. Ikke mærkeligt, at mor gerne ville slippe. Jeg gjorde mit bedste for at skifte lortebleen hurtigt. Heldigvis var det ikke voldsomt.

Da bleen var smidt ud i skraldespanden, løftede jeg Emilia op igen, satte mig med hende på skødet og gav hende et stort kram.

“Jeg er ked af, at mor var nødt til at sætte dig tilbage i bleer, søs.”

“Jeg hader bleer.”

Jeg krammede hende endnu tættere ind til mig, mens hendes tårer løb ned over min skulder. Jeg tog en vådserviet og tørrede hendes kinder.

“Du skal bare klare dig igennem i morgen, så hjælper jeg dig med at blive helt renlig bagefter. Du kan godt. Jeg tror på dig.”

Da Emilia havde kravlet tilbage til stuen - babyer må jo ikke gå - gik jeg hen til mit skrivebord, åbnede Chrome og gik ind på Google. Vi havde prøvet alle de klassiske metoder til pottetræning, så måske var det tid til at finde på noget andet. Jeg skrev: “3-årig kan ikke blive renlig” i søgefeltet og begyndte at gennemgå resultaterne - mest links til forældre-fora. Ét efter ét klikkede jeg på dem og kiggede på forslagene. Jeg sukkede. Det var bare mere af det samme: Belønningsskemaer. Tidsplaner for toiletbesøg. Afføringsmidler… Vent, afføringsmidler - hvad var nu det?

En ny Google-søgning gav mig svaret. Det ville nok blive en interessant samtale med mor, hvis hun tjekkede min internethistorik. Mange af forældrene på forummet var overbeviste om, at deres børns problemer med pottetræning skyldtes forstoppelse.

Jeg kiggede på Emilias pottetræningsskema for den seneste måned. Jo, hun havde faktisk kun haft afføring to-tre gange om ugen. Jeg havde dårlig samvittighed over tanken om at få hende til at tage afføringsmidler, det ville helt sikkert være en beskidt oplevelse, men hvis det resulterede i, at hun blev helt renlig, ville det være det hele værd.

Jeg sad dybt koncentreret i min research, da jeg pludselig følte en øjeblikkelig, brændende tissetrang. Jeg rejste mig instinktivt og nåede halvvejs til døren, før jeg begyndte at miste kontrollen. Følelsen af varm urin, der spredte sig igennem mine trusser og jeans, var helt fremmed for mig. Jeg pressede benene hårdt sammen og fik stoppet strømmen efter et par sekunder - men skaden var allerede sket. Et stort vådt område bredte sig omkring skridtet, og en lille pøl havde samlet sig på gulvet under mig.

Jeg rev de våde jeans og trusser af, brugte dem til at tørre gulvet og mig selv af, og begravede dem derefter i vasketøjskurven. Jeg havde aldrig været så taknemmelig for, at mor tvang mig til selv at vaske mit tøj. Jeg fandt et par jeans, der lignede dem, jeg lige havde haft på - forhåbentlig ville mor ikke opdage udskiftningen - og gjorde mig ren, inden mor eller Emilia kunne nå at komme ind i værelset.

Jeg har lige haft et uheld. Altså… jeg har virkelig lige tisset i bukserne. Hvad i alverden foregår der?

Min hjerne kørte for fuld skrue, mens jeg sad på toilettet og prøvede at forstå, hvad der lige var sket. Jeg havde aldrig haft problemer med at holde mig. Mine veninder plejede at joke med, at jeg havde en blære af stål. Men trangen til at tisse var kommet så pludseligt og voldsomt, at jeg ikke kunne nå at reagere.

Da jeg bar vasketøjskurven ind i stuen, sørgede jeg for, at mor så, hvad jeg lavede. At tage initiativ til vasketøjet kunne kun hjælpe på hendes humør. Jeg skulle jo stadig spørge hende om overnatningen senere i aften.

Jeg tømte indholdet af kurven i vaskemaskinen, hældte lidt ekstra vaskemiddel i - bare for en sikkerheds skyld - og satte maskinen til kogevask. Jeg blev stående og så på, mens maskinen fyldte vand i og begyndte at vaske tøjet - alt bevis for uheldet blev skyllet væk.

3 Synes om

Kapitel 5

Heureka




Mor var den eneste af os, der nød aftensmaden. Jeg sad og prikkede uengageret til taco-gryderetten. Kunne mor virkelig ikke finde ud af at lave andet end gryderetter? På trods af den hårde træning tidligere på dagen havde jeg ikke den størte appetit. Mors konstante pylren om Emilia gik mig virkelig på nerverne - og jeg var i forvejen ret stresset.

Jeg havde været renlig så tidligt, at jeg slet ikke kunne huske nogensinde at have tisset i bukserne som barn. Jeg var både lettet over, at hverken Emilia eller mor havde opdaget noget - og frustreret over, at det overhovedet var sket.

“Fut fuut! Nu kommer ske-toget!” kvidrede mor og holdt en ske op foran Emilia, der sad i højstolen med en hagesmæk rundt om halsen.

Jeg tog mig i at være lige ved at rulle med øjnene. Det er en ske, ikke et tog, fly eller skib.

Mor skubbede en skefuld gryderet ind i Emilias mund og tørrede den mod hendes overlæbe, da skeen kom ud igen.

Min tre-et-halvt-årige lillesøster var jo tilbage i bleer for nu - sandsynligvis indtil i morgen aften - så hun måtte ikke gøre noget selv. Jeg havde allerede skullet lægge øre til ti minutters babylyde og pludren fra mor, mens hun prøvede at få Emilia til at spise sin aftensmad.

Jeg forstod ikke helt, hvad pointen var. Og hvad så, hvis Emilia havde haft et par uheld i børnehaven? At sende hende tilbage i bleer og behandle hende som en baby ville ødelægge al den fremgang, vi ellers havde set i hendes pottetræning. Flere gange de sidste par uger havde det føltes som om, vi var lige ved at bryde igennem. Nu frygtede jeg, at hun ville miste lysten til overhovedet at prøve.

Da vi satte os ned for at spise aftensmad, havde Emilia fået et raserianfald over, at hun ikke måtte spise selv, men truslen om endnu en endefuld - den anden på en dag - fik hende hurtigt til at makke ret.

Jeg så, hvordan Emilia vred sig i sædet. Selvom jeg havde skiftet hende for under en time siden, var bleen sikkert allerede våd igen, i hvert fald en lille smule. Selv da hun var i gang med pottetræning, kunne hun sjældent holde sig i mere end en halv time. Men når hun havde ble på, blev hun kun skiftet cirka hver anden time - og det betød, at hun skulle være i den samme ble, indtil hun skulle i bad før sengetid.

Mor grinede, mens hun fodrede Emilia, og så ærligt talt ret tilfreds ud med hele baby-arrangementet. Og med hende i det bedste humør, jeg havde set i en uge, vidste jeg, at øjeblikket nu var kommet.

Sandheden om, at jeg faktisk ikke havde fortjent den endefuld, jeg havde fået i går, måtte kunne få mor til at gøre noget for mig - måske endda lade mig tage til min allerførste sleepover.

“Hr. Higgins delte historieprøverne ud i dag. Det viste sig, at jeg faktisk havde fået 12 i den prøve, jeg fortalte dig om i går. Han sagde, at han bare havde lavet en fejl, da han lagde karaktererne ind online.”

“Nå?”

Det var alt, hun havde at sige? Ikke “Undskyld, jeg gav dig den værste endefuld i dit liv.” Ikke “Hvordan kan jeg gøre det godt igen?” Det her tegnede ikke godt.

“Så… jeg tænkte, at du måske kunne gøre det godt igen ved at lade mig overnatte hos Samantha.”

Desi ville også være der, men mor mente at Desi var en dårlig indflydelse - så det lod jeg være med at nævne. Det ville ikke øge mine odds for at få lov.

“Det er ikke min skyld, at du sagde det med det samme i stedet for at dobbelttjekke med hr. Higgins. Du må være mere opmærksom næste gang. Og du får lov til at overnatte, når du er gammel nok - ikke før.”

“Men han havde aldrig lavet fejl i mine karakterer før. Hvordan skulle jeg vide, at det ikke var rigtigt?”

“Og han havde heller aldrig givet dig et 7-tal før. Det burde have fået dig til at ville dobbelttjekke det.”

Mor rykkede sig ikke en tomme. Alle mine argumenter blev fejet væk. Jeg var gået i kamp med den perfekte plan - og nu kunne jeg næsten ikke bære, at jeg skulle trække mig tilbage med uforrettet sag.

Jeg er normalt ikke den hurtigste, når det gælder om at finde på noget smart i øjeblikket - det var jo netop dét, der havde fået mig i problemer i går - men hvis der nogensinde var et øjeblik, hvor der tændtes en metaforisk lyspære over mit hoved, så var det nu. Jeg havde lige opdaget den magiske sætning, der kunne få mor til at ændre mening på et splitsekund. Hvis det her ikke virker, sværger jeg, at jeg opgiver alt håb om nogensinde at få lov til at overnatte hos nogen.

“Hvordan skal jeg kunne klare at bo på kollegie, hvis jeg aldrig har prøvet at være væk hjemmefra?”

Bingo. Efter alle de her år var det lykkedes mig at finde det argument, der faktisk kunne få hende til at lytte. En af mors største besættelser var, at jeg skulle kunne komme ind på et godt universitet. Det var derfor, hun pressede mig så hårdt med karakterer og uddelte hårde konsekvenser, hvis resultaterne ikke var perfekte.

Jeg havde lige sat mors ambitioner for min fremtid op imod hendes behov for kontrol - og kunne se hendes ansigtsudtryk ændre sig fra skuffelse til noget, der mindede om godkendelse. Jeg vidste i det øjeblik, at det kun var et spørgsmål om tid, før jeg fik lov.

“Mor, jeg har aldrig prøvet at overnatte ude. Jeg bliver nødt til at lære det på et tidspunkt.”

“Jeg tænker over det. Jeg er glad for, at du vil forberede dig på universitetet - men du går altså stadig kun i 9.”

Jeg havde håbet på et “ja”, men det her var stadig bedre end et “nej.” Nå, så måtte jeg bare opføre mig eksemplarisk de næste par dage, så hun ender med at træffe den rigtige beslutning.




Jeg sendte en sms til Samantha og Desi med nyheden om, at jeg havde spurgt om lov til at overnatte - minus den del om gårsdagens smæk. Der var så meget, vi skulle have planlagt. Hvilke snacks vi skulle spise. Hvilke film vi skulle se. Måske kunne vi sætte hår og lægge makeup på hinanden. Deres forældre gav dem langt mere frihed med den slags end min mor gjorde.

Emilia plejede at komme i seng omkring to timer før mig, hvilket betød, at jeg så blev smidt ud af værelset, indtil det var min tur til at sove. Nu hvor mor var i gang med at bade Emilia - det kunne jeg høre på de svage plaskelyde fra badeværelset - havde jeg cirka en halv time tilbage, inden jeg skulle flytte ind i stuen.

Jeg havde lavet alle mine lektier for i aften - og dobbelttjekket og tredobbelt-tjekket dem for at være sikker på, at alt var korrekt - så jeg havde lige præcis tid til én runde Fortnite. Jeg havde aldrig helt forstået, hvordan jeg havde fået lov til at spille det spil. Mor plejede ellers at være ret skeptisk over for alt, hvad der lugtede af voldelige computerspil.

Jeg loggede ind på min konto - dragongirl29792 - og sprang i kø til en solo-runde. Jeg ville egentlig hellere spille duo eller squads, men det var svært at finde nogen gode at spille med online, og jeg gad ikke risikere, at en tilfældig makker ødelagde min eneste chance for at spille i aften.

Jeg havde prøvet for noget tid siden at få Desi og Samantha med på Fortnite-bølgen. Det havde været en total fiasko.

Spillet begyndte. 100 spillere. Kamp til døden. Den sidste, der står tilbage, vinder.

Jeg foretrak at vente så længe som muligt, før jeg sprang ud fra bussen og landede et sted. Jeg kiggede på kortet: “Craggy Cliffs” eller “Steamy Stacks”? Kraftværket var for fristende til at ignorere, selvom det så ud til, at mange andre spillere også var på vej derhen. Det var en risikabel situation, men måske kunne det betale sig.

Efter jeg landede, løb jeg med min karakter fra rum til rum. Jeg ville ikke overleve hvis jeg ikke fandt nogle våben. Endelig fandt jeg en kiste for enden af en trappe og åbnede den - et par sjældne våben!

Bam, bam, bam. Skudt i ryggen med shotgun. Game over. Nummer 87. Spillet var slet ikke så nemt, som YouTuberne, jeg godt kan lide at se, får det til at se ud. Jeg havde også haft en stime af dårlig held for tiden. Måske skulle jeg bare holde mig til Minecraft.




Mor bar Emilia - kun svøbt i et håndklæde - ind på værelset og fik hende i ble og nattøj, mens jeg rundede en noget mere fredelig Minecraft-session af. Jeg ville ønske, mor havde købt en bærbar computer til mig i stedet for en stationær, så jeg kunne fortsætte med at spille, når Emilia var faldet i søvn.

Efter hun lagde Emilia i tremmesengen, hævede hun den sænkede side op til normal højde. Det ville forhindre Emilia i at tage på en af sine sædvanlige natlige udflugter. I det mindste ville jeg kunne sove roligt i nat uden, at hun prøvede at kravle op i min seng.

Mor begyndte at læse godnathistorie for Emilia - noget med en muldvarp der havde et eller andet på hovedet - da jeg rejste mig fra skrivebordet og begyndte at gå mod stuen. Da jeg trådte ud på gangen, mærkede jeg pludselig igen et pres fra blæren. Det var ikke lige så intenst som da jeg havde tisset i bukserne før aftensmaden, men nok til at jeg skyndte mig mod toilettet. Normalt ville jeg kun have det sådan, hvis jeg slet ikke havde gået på toilettet i løbet af skoledagen.

Det var meget mærkeligt. Jeg plejer kun at gå på toilettet et par gange om dagen, men det her var allerede tredje gang, siden jeg kom hjem fra skole - og der var stadig to timer til sengetid. Den smule, jeg faktisk fik tisset, matchede slet ikke den intense trang, jeg havde følt.

Jeg ventede i stuen, indtil mor var færdig med at putte Emilia. Jeg var nødt til at finde en måde at få min søster pottetrænet på. Jeg forklarede mor, hvad jeg havde fundet ud af under min research før aftensmad. Mor virkede ikke særlig begejstret for idéen om afføringsmidler.

“Der er ingen undskyldning for, at en treårig ikke er pottetrænet. Hun er bare doven. Din søster har brug for den rette motivation. Jeg håber, den her straf minder hende om, at det ikke er nær så sjovt at bruge ble og være baby som det er, at være en stor pige.”

Jeg tænkte tilbage på, hvor ked af det Emilia ville blive, når hun havde et uheld. Jeg syntes ikke, at hun ikke prøvede, så godt hun kunne, på at blive renlig.

“Gav jeg dig nogen problemer, da jeg blev pottetrænet?”

“Ingen problemer overhovedet. Vi tog ud og købte dine stor-pige-trusser, og bortset fra om natten, havde du ikke ét eneste uheld siden.”

Hvis bare hun vidste det.

Jeg viklede et sæt høretelefoner ud, jeg havde haft i lommen, og satte Spotify på. Jeg havde absolut ingen interesse i de sæbeoperaer, mor elskede at se, når Emilia først var kommet i seng. Jeg læste en bog i omkring to timer og sneg mig endnu engang stille ud midt i det hele for at gå på toilettet. Jeg ville gerne have været oppe lidt længere, men hvis det var tid til at mor gik i seng, så var det også sengetid for mig.

“Husk at gå på toilettet, inden du går i seng,” råbte mor bag mig, da jeg forlod stuen.

Var det ikke fem år siden, jeg sidst havde tisset i sengen?

Med ryggen til hende rullede jeg med øjnene - uden at hun så det. Jeg ville måske have gået på toilettet, hvis hun ikke havde mindet mig om det. At tisse af som det sidste, inden man går i seng, sad allerede så dybt i mig, at jeg gjorde det automatisk. Men at blive mindet om det af mor - hallo, jeg er fjorten - det føltes bare forkert.

Jeg følte mig ikke engang tissetrængende, så jeg sprang toilettet over. Jeg tog mit nattøj på - et par shorts og en undertrøje - i mørket, med lidt hjælp fra et natlys, så jeg ikke vækkede Emilia, og kravlede i seng. Jeg lagde mig på maven, for min numse var stadig for øm til, at jeg kunne ligge på ryggen, og gled stille ind i drømmeland, med håb om, at morgendagens cheerleadingtræning ville gå bedre end den første.

3 Synes om

Kapitel 6

Mareridt




Mine drømme var en forvreden blanding af de seneste dages begivenheder. I historietimen nægtede hr. Higgins igen en elev hendes gudgivne ret til at gå på toilettet. Men i stedet for Lisa, var det denne gang mig. Begge adgangskort til gangen var allerede væk, mens jeg gentagne gange tryglede om lov til at gå. Jeg sad og vuggede uroligt på stolen og forsøgte at holde blæren i ro, men han nægtede.

“Så tis dog i bukserne,” sagde han.

“Tis i bukserne, tis i bukserne, tis i bukserne,” råbte hele klassen i kor.

Med tårer i øjnene humpede jeg mod døren med knæene presset sammen.

“Kom nu, tis dog i bukserne,” råbte Lisa efter mig.

Samantha og Desi grinede, mens jeg fumlede med dørhåndtaget.

Drømmen flyttede mig tilbage til mit soveværelse. Trangen til at tisse ramte igen med fuld styrke, ligesom aftenen før. Jeg ville ud på toilettet, men Emilia var allerede derude. Jeg bankede og bankede, men hun åbnede ikke.

“Tis dog i bukserne,” råbte Emilia gennem døren. Du kan bare gøre det i din pull-up.

“Jeg er fjorten. Jeg bruger ikke pull-ups.”

Men da jeg så ned, var mine pyjamasshorts blevet erstattet af en af Emilias pull-ups. De passede på en eller anden måde. Minnie Mouse stirrede op på mig med et smil - jeg sværger, hun blinkede til mig.

Jeg gik ud i gangen, men i stedet for at være hjemme, var jeg nu tilbage på skolen iført min cheerleader-uniform. Jeg løb rundt på skolens gange, men hver eneste toiletdør var låst.

Klassens råb ville bare ikke forstumme.

“Tis i bukserne, tis i bukserne, tis i bukserne.”

Endelig nåede jeg til omklædningsrummet, som overraskende nok var ulåst. Jeg løb mod toiletterne. Redningen var nær. Men fliserne under mine fødder forvandlede sig til hænderne fra pigerne på mit cheerleading-hold. De gav efter under mig, og jeg faldt, faldt, faldt, faldt. Intet endemål i sigte.

“Tis i bukserne, tis i bukserne, tis i bukserne.”

Jeg faldt stadig. Trangen til at tisse var væk. Jeg landede - vågen - i min seng.

Mareridtet var slut. Jeg kiggede søvndrukkent op på vækkeuret - 06:37. Kunne jeg ikke bare have fået syv minutter mere? Jeg gned øjnene og forsøgte at vågne. Sikke en sær drøm. Jeg mærkede noget tungt mod ryggen. Åh nej, Emilia var kravlet op i min seng. Mor ville bestemt ikke blive glad. Da jeg prøvede at finde en mere behagelig stilling, mærkede jeg noget der føltes vådt og lunkent. Emilias ble måtte være lækket ud over mig. Ulækkert. Nu skulle jeg også vaske sengetøj, inden jeg gjorde mig klar til skole. Jeg kunne lige så godt bare komme i gang.

Jeg trak dynen og lagnerne tilbage - og opdagede en våd plet, der var meget større end jeg havde forventet. Jeg undersøgte sengen. Der var ingen tvivl om, hvad der var sket. Den våde plet var direkte under mig og dækkede langt mere af sengen, end en blelækage ville kunne. Jeg gav Emilia et hurtigt klap bagi. Jep - hun havde stadig sin ble på. Det kunne kun betyde én ting. Jeg havde tisset i sengen. Jeg havde faktisk tisset i sengen. Hvad i alverden…?

Trangen til at tisse havde ikke bare været en drøm. De drømme havde jeg altid haft som lille, dengang jeg stadig var sengevæder. Hvordan kunne det ske? Jeg tænkte tilbage på aftenen forinden. Jeg havde valgt ikke at gå på toilettet, inden jeg gik i seng. Fem år uden uheld havde åbenbart gjort mig lidt for selvsikker. Det var en fejl, jeg ikke ville gentage.

Jeg gav Emilia et lille puf. Hun sov stadig og rørte sig ikke. Det gav mig lidt tid til at finde ud af, hvordan jeg skulle komme ud af denne knibe. Hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne ikke lade mor finde ud af det. Hvis hun opdagede, at jeg havde tisset i sengen, ville det være den perfekte undskyldning til at nægte mig at sove hos en veninde. Hvorfor gik jeg ikke bare på toilettet i går aftes, som jeg plejer? Det hele kunne være undgået.

At Emilia var kravlet op i sengen, blev min redning. Jeg kunne bare fortælle mor, at hendes ble var lækket - og så ville det være dét. Hendes natkjole var blevet våd nok til, at det ville lyde troværdigt. I hvert fald overbevisende nok. Mor ville blive stiktosset på Emilia.

Jeg ville ikke have, at Emilia skulle få skældud, men det var nok uundgåeligt. Normalt, hvis hun havde sneget sig ud af tremmesengen, efter hun havde fået besked på ikke at forlade den, ville jeg måske give hende en lille irettesættelse, men stadig lægge hende tilbage i tremmesengen uden at sige det til mor. Det var sikkert derfor, hun troede, hun kunne slippe afsted med det igen. Jeg overvejede, hvad mor ville gøre. Nok en omgang over knæet. Jeg håbede bare, hun ikke ville være for hård.

Jeg ruskede let i Emilia, indtil hun endelig åbnede øjnene.

“Kom nu, søs. Vi skal have dig op. Din ble er lækket. Du har gjort både mig og sengen våd.”

Jeg havde hverken skiftet hendes ble eller tøj endnu. Jeg skulle sikre mig, at mor så beviserne.

“Du ved, hvad mor sagde om at blive i tremmesengen.”

“Men jeg havde et mareridt. Mor holder aldrig op med at give mig ble på.”

Jeg krammede hende, da hun begyndte at græde. Potte-træningen gik hende lige så meget på nerverne, som den gjorde på mig.

“Bare rolig. Vi skal nok få dig pottetrænet. Men du er nødt til at gøre, hvad mor siger. Vi er nødt til at fortælle hende, hvad du har gjort.”

“Lad være med at sige det. Vær nu sød.”

“Men Emilia, din ble er lækket. Hvordan skal jeg ellers forklare, hvorfor min seng er helt våd? Jeg er alt for gammel til det.”

Nå ja - i hvert fald indtil i morges. Men det behøvede Emilia ikke at vide noget om. Hun begyndte at gå mod køkkenet med et opgivende blik. Min lillesøster kunne bare ikke lade være med at rode sig ud i problemer.

“Emilia, du kender mors regler. Babyer går ikke. De kravler.”

Emilia satte sig straks på gulvet og begyndte at kravle uden at protestere, men hendes surmulende ansigt afslørede, at hun bestemt ikke var tilfreds med, hvad jeg havde sagt. Nå, pyt. Jeg havde jo lige reddet hende fra ekstra skældud, hvis hun var kommet gående ud i køkkenet, i strid med mors regler.

“All I want for Christmas…”

Klokken var ikke engang syv, og det havde mor allerede sat på, mens hun skar grapefrugt ud til morgenmad. Det eneste jeg ønskede mig var, at mor ville glemme alt om jul - i hvert fald indtil november.

Ved synet af Emilia og hendes våde natkjole accepterede mor straks min forklaring uden spørgsmål. Jeg skyndte mig at lægge lagnerne ud i vaskemaskinen, før hun kunne nå at opdage, hvor stor den våde plet i virkeligheden var.

Morgenbadet føltes bedre end normalt. Det var så rart at blive helt ren igen. Selv med vandet, der brusede ned over mig, kunne jeg høre Emilias gråd i baggrunden, mens mor gav hende smæk. Jeg havde ondt af hende, men forhåbentlig ville det lære hende at blive i sin tremmeseng. Jeg glædede mig faktisk lidt til at få nogle nætter alene igen.




Det var virkelig surt at skulle starte skoledagen med mit hadefag. Literatur var så kedeligt. Det eneste gode var, at fru Whittleworth var utroligt afslappet og overbærende. Slet ikke som de rædselshistorier, jeg havde hørt om nogen af de andre lærere. Bare stoffet dog havde været lige så afslappet.

Jeg sad forrest i klassen sammen med Desi og Samantha. Vi havde brugt hele busturen til skolen på at planlægge hver eneste detalje af den kommende overnatning. Det skulle nok blive fantastisk. Jeg havde sagt til dem, at intet var endeligt endnu, men de forsikrede mig om, at de var fleksible og klar til at være værter, så snart mor gav grønt lys. Jeg håbede, at jeg ville få en afgørelse allerede i aften.

Tissetrangen begyndte at melde sig cirka halvvejs gennem første time. Årh altså. Jeg havde kun drukket et glas appelsinjuice og spist en halv grapefrugt til morgenmad - ikke mere end jeg plejer. Det går nok, kun femogtyve minutter tilbage. Der er ingen grund til, at jeg ikke kan holde mig så længe. Uret foran i klassen gik i sneglefart. Tik. Tik. Tik. Det her var Samanthas yndlingsfag, så selvfølgelig skulle vi sidde forrest. Hvis jeg gik på toilettet nu, ville alle kunne se mig. Så pinligt.

Normalt ville jeg slet ikke overveje muligheden for et uheld om dagen, hvis det ikke havde været for det, der skete i går aftes, da jeg tissede i bukserne på mit værelse. Ellers ville jeg bare have blevet siddende og holdt mig, overbevist om at min stålblære kunne holde indtil klokken ringede.

Men nu sneg tvivlen sig ind. Efter at have oplevet helt at miste kontrollen, kunne jeg ikke længere være så sikker på, at det ikke kunne ske igen. At tisse i bukserne? Foran mine veninder og hele klassen? Det ville være værre, meget værre, end at forlade klassen foran alle, for at gå på toilettet i et par minutter.

Tyve minutter til timen var slut. Var der kun gået fem minutter? Det kan ikke passe. Jeg kastede et blik bagud mod krogene ved døren. Begge toiletkort hang der stadig. Fru Whittleworth snakkede stadig løs om Forbrydelse og Straf. Kunne jeg ikke bare få lov til at læse for fornøjelsens skyld? Hvorfor skulle hver eneste detalje have en dybere mening?

Iih, jeg tør vædde på, at alle kan se, hvordan jeg sidder og vrider mig for at holde på det. Jeg havde ikke noget valg - jeg blev nødt til at rejse mig og gå på toilettet. Et uheld i skolen ville være min undergang. Desi sendte mig et spørgende blik, da jeg rejste mig og gik forbi hendes bord. Jeg modstod trangen til at løbe og gik i et roligt tempo hen mod døren. Pigernes toiletkort var der stadig. Tak og lov.

Lisa sad som sædvanlig på pladsen nærmest døren. Hun var næsten ved at rejse sig op. Skulle hun også bruge toiletkortet? Synd for hende.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan min drøm havde fortloket det, hr. Higgins havde sagt til hende den anden dag.
“Bare tis i bukserne, bare tis i bukserne, bare tis i bukserne.”

Nej. Jeg er fjorten. Og jeg har ikke tænkt mig at tisse i bukserne.

Jeg trådte ud i gangen og kiggede i begge retninger. Der var ikke en sjæl at se. Kysten var klar. Jeg småløb stille ned ad gangen mod toiletterne. Det at rejse sig og løbe havde kun gjort trangen værre, som om min blære vidste, at lettelsens øjeblik hastigt nærmede sig. Dørene til toilettet var ikke låst. Jeg hev bukser og undertøj ned og satte mig på toiletsædet i én flydende bevægelse. Det viste sig, at jeg ikke havde et sekund at spilde. Ét sekund senere, og jeg havde haft våde bukser, som ville have været umulige at bortforklare.

Jeg skyndte mig ikke tilbage til klasseværelset med det samme. Altså, hvis jeg alligevel havde taget toiletkortet for at slippe ud af literaturtimen, kunne jeg lige så godt udnytte alle otte minutter.

Jeg var lige ved at åbne døren ud af toilettet, da nogen på den anden side skubbede den hårdt op og væltede mig omkuld. Av! Min numse var stadig for øm til sådan noget.

Det var Lisa. Havde fru Whittleworth ladet hende gå på toilettet? Uden et toiletkort?

“Undskyld. Undskyld,” sagde Lisa og skyndte sig forbi mig.

Hun styrtede ind i en ledig bås uden så meget som at hjælpe mig op.

Tja, når man skal, så skal man vel.

2 Synes om

Kapitel 7

Drastiske tiltag




Jeg sad på toilettet for fjerde gang i dag på skolen. Det havde været tæt på et par gange, men ikke nær så slemt som det, der skete i første modul. Heldigvis havde der været tid til at gå på toilettet mellem timerne, så jeg slap for ydmygelsen af at tage toiletkortet foran hele klassen igen. Det må være sådan, Emilia har det - at skulle tisse hver halve time.

Der var ingen chance for, at Desi og Samantha ikke havde lagt mærke til mine mange ture på toilettet, men hvis de syntes, noget virkede underligt, havde de i hvert fald ikke sagt noget.

Efter første time var jeg blevet langt mere forsigtig. Jeg havde kun taget et par små slurke fra vandstanderen og slet ikke rørt den vandflaske, jeg ellers altid har med i rygsækken. Min mund begyndte allerede at føles tør. Jeg kunne ikke lide tanken om at skulle igennem cheerleading-træning så dehydreret, men jeg kunne altid vente og drikke noget lige før træningen begyndte.

Jeg havde regnet med, at det ville stoppe tissetrangen, men det var nærmest blevet værre - selvom der kun kom små sjatter tis ud. Jeg pressede så mange dråber ud, jeg kunne, før jeg trak bukserne op igen. Jeg ville ikke tage nogen chancer i historietimen. Ikke med den sadist, hr. Higgins. Hvem siger overhovedet til teenagere, at de bare skal tisse i bukserne?

Mine venner sad allerede klar på bagerste række, da jeg kom ind i klassen. Lisa sad igen til venstre for mig og bed negle, mens hun var optaget af et spil på sin telefon.

“Har du det okay?” spurgte Samantha, da jeg satte mig. “Det der må være din femte tur på toilettet i dag.”

“Den fjerde, faktisk. Men ja, jeg har det fint.”

Hun sendte mig et skævt blik. Jeg er en elendig løgner. Jeg vidste godt, hun ikke troede på mig.

“Jeg så den her på opslagstavlen. Tænkte, den måske kunne gøre dig i bedre humør.”

Samantha rakte mig en løbeseddel med skolens logo. Fortnite? Som en ny skole-sport? Seriøst?

“Det er åbenbart blevet en stor ting,” fortsatte hun. “Har du ikke hørt det? Der var en dreng, der vandt en million eller sådan noget i en turnering.”

Jeg grinede. Vinderen af den turnering havde faktisk vundet tre millioner. Og ja, jeg så kampene live.

“Nej, jeg er slet ikke god nok.”

“De laver både pige- og drengehold. Du ved, på grund af diskriminationsloven og alt det der. Du burde give det et forsøg.”

Jeg var lidt skeptisk, men… vent lige. Hvis jeg kom med på Fortnite-holdet, ville det jo betyde, at mor blev nødt til at lade mig “træne”. Det kunne være det værd - selv hvis chancerne var små.

“Øhm, undskyld… kunne jeg måske lige få lov at se den seddel?”

Jeg vendte mig og så Lisa læne sig ind over for at kigge på Fortnite-løbesedlen. Hun måtte have lyttet med på vores samtale.

“Spiller du?”

“Ja, lidt.”

Hun havde en langærmet kjole med blomstertryk på - jeg tror aldrig, jeg har set hende i bukser - så hun lignede ikke lige den klassiske gamer-type. Ikke at det var et look, jeg selv gik efter. Jeg rakte hende sedlen.

Hr. Higgins trådte frem foran klassen.

“Ro på allesammen. Ro på. Bageste række. Ingen snakken. Tak.”

Timen gik stille og roligt. Jeg var langt mindre stresset. Det havde været en god idé at gå på toilettet først. Som i går smuttede Lisa ud midt i timen for at gå på toilettet. Denne gang var der heldigvis et toiletkort tilgængeligt for hende.

Efter timen fulgte Desi og Samantha med mig hen mod omklædningsrummet til cheerleading.

“Lisa er altså lidt af en mærkelig én. Forestil dig at ende på hold med hende,” sagde Samantha.

Taktfuld er nok ikke lige det første ord, man ville bruge om Samantha.

“Hvad mener du?” spurgte jeg.

“Altså, hun er totalt enspænder. Jeg sværger, jeg har aldrig hørt hende tale til nogen udover lærerne - før i dag.”

“Og hvad så? Hr. Higgins sagde, at hendes forældre døde hen over sommeren. Det er da klart, hun har meget at tænke på.”

“Sagde han, hvad der skete med dem?” spurgte Samantha lidt for nysgerrigt.

“Nej. Hvorfor?”

Samantha havde altid været fascineret af krimi. Hendes mor var assistentanklager i retten, så død, mord og mysterier var lige hende.

“Jeg hørte min mor nævne noget om det i forbifarten. Ingen detaljer - bare at det var ret voldsomt. Hun ville ikke fortælle mig mere, da jeg spurgte.”

Det var nok godt for Lisa - for ellers havde Samantha fortalt det videre til hele skolen.

“Netop. Så vær nu ikke så led,” sagde Desi.

Lisa kom løbende op bag os med løbesedlen i hånden. Jeg håbede virkelig, hun ikke havde overhørt noget af samtalen.

“Her er sedlen. Undskyld, jeg havde glemt at give den tilbage,” sagde Lisa og rakte mig papiret.

“Vil du prøve at komme med på holdet?”

“Det tror jeg… hvis Onkel Higgins giver mig lov.”

“Det bliver sjovt. Måske kommer vi begge to med.”




Træner Addison så lettet ud, da jeg trådte ind i omklædningsrummet. Troede hun mon, at jeg var blevet skræmt væk? Faldet i går havde da været lidt skræmmende, men jeg var klart mere bange for, hvad mor ville gøre, hvis jeg forlod holdet, end for endnu et uheldigt styrt. Det ville udløse den ultimative endefuld.

Jeg havde givet mig selv lidt mere tid til at klæde om end i går. Da jeg diskret skiftede til mit cheerleading-outfit for allerførste gang, fik et par holdkammerater øje på det store blå mærke på min hofte. De virkede ret imponerede. Det var så småt begyndt at falme, men ville nok tage mindst et par uger, før det helt forsvandt. Uniformen var heldigvis ikke så slem, som jeg havde frygtet. Den sad en smule løst, men dækkede langt mere, end jeg havde troet. Der var i hvert fald ingen risiko for at komme til at vise mine trusser frem.

Den eneste, der ikke virkede glad for at se mig, var Claire - den anden 9. klasses elev på holdet. Hun hilste iskoldt, da jeg kom hen til skabet ved siden af hende. Hvad var hendes problem?

Jeg sørgede for at tage flere store slurke fra min vandflaske. Jeg havde næsten ikke drukket noget siden morgenmaden, så det føltes virkelig rart. Cheerleading-træningen varer jo dobbelt så længe som en undervisningstime, så jeg smuttede lige forbi toilettet - for femte gang i dag på skolen - inden vi gik ud på banen.

Hvis noget, så var anden dag med træning værre end den første. Mine ben gjorde ondt. Min numse gjorde ondt. Hver eneste muskel i min krop gjorde ondt. Selv dem jeg ikke kendte navnet på. Især dem, jeg ikke kendte navnet på. Livet ville helt klart have været nemmere, hvis jeg bare med vilje havde dumpet optagelsesprøven - selv hvis det havde gjort mor rasende.

I dag skulle vi øve vores intro til fodboldkampen. Der var en stor ring dækket af serpentiner, som vi skulle løbe hen mod, hoppe igennem og lave en salto på vej ud. De første par forsøg var lidt klodsede, men efter tredje gang begyndte jeg at få styr på det.

Jeg løb mod ringen og gjorde mig klar til at springe igennem, da min fod kom i karambolage med benet på en af pigerne, der holdt den - Claire. Jeg kom godt nok igennem ringen, men snublede bagefter og landede direkte på ansigtet. I det mindste var det græs og ikke hårdt trægulv denne gang.

“Åh, undskyld, undskyld,” sagde Claire og rakte hånden frem for at hjælpe mig op.

Men udtrykket i hendes ansigt - det der selvsikre, lidt skjulte smil - fik det ikke til at se ud som om, hun egentlig mente det. Hvad var hendes problem?

Det var dog den eneste ulykke under træningen, hvilket, når man tænker på i går, faktisk ikke var så slemt. Da vi nærmede os afslutningen, gik det op for mig, at jeg slet ikke havde mærket trang til at tisse. Der stod nogle toiletvogne ude ved kanten af banen, som jeg kunne have brugt i nødstilfælde, men jeg var glad for, at det ikke blev nødvendigt. Jeg havde svedt så meget under træningen, at der sikkert ikke var noget tilbage i blæren. Da vi kom tilbage til omklædningsrummet, drak jeg en masse vand igen. Den fysiske aktivitet havde gjort mig endnu mere tørstig.

Jeg så, hvordan de fleste af de andre piger skyndte sig ud under bruserne. Jeg vidste godt, at mor ikke ville blive glad, hvis jeg ventede med at bade til jeg kom hjem, men der skulle nok gå et par dage endnu, før det var sikkert at vise min numse frem offentligt - og selv uden det problem, så brød jeg mig bare ikke om at være nøgen foran så mange andre mennesker. Jeg måtte bare tage den straf, mor nu ville finde på.




“Men jeg ville have gået bad, når jeg kom hjem.”
“Ingen men’er, unge dame. Kan du huske, hvad jeg sagde til dig?”
Det var virkelig et trickspørgsmål, hvis der nogensinde har været et. At sige, man havde glemt en regel, var lige så slemt som at huske den og så vælge at ignorere den.
“Ja,” svarede jeg. Der var ingen vej udenom.
“I morgen går du i bad i omklædningsrummet ligesom alle de andre. Men når du nu ikke selv vil holde dig ren, så skal jeg nok sørge for, at du bliver gjort ren inden aftensmaden. Indtil da står du i hjørnet, og du rører dig ikke, før jeg siger til.”

Jeg skulle virkelig tisse. Det føltes, som om alt det vand, jeg havde drukket efter træningen, allerede var havnet direkte i blæren. Men det kunne jeg ikke sige til mor. Hun ville nok bare forlænge straffen frem for at forkorte den. Jeg hørte hende gå ud på badeværelset, efterfulgt af lyden af vand, der fyldte badekarret. Jeg slappede lidt af. Et bad var trods alt ikke nær så slemt en straf som at blive sendt i seng uden aftensmad eller at få smæk.
Jeg prøvede at undgå at danse tissetrængt rundt. Med ansigtet mod hjørnet kunne jeg ikke se, om mor eller Emilia holdt øje med mig.

Til sidst stoppede vandet med at løbe, og mor kaldte på mig fra badeværelset. Karret var fyldt med lyserøde bobler. Nå, så længe det ikke er alt for varmt eller koldt, kan jeg godt leve med et boblebad.

Jeg begyndte at tage tøjet af, men mor slog mig blidt over håndleddet for at stoppe mig.
“Nej, hænderne ned. Du skal ikke vaske dig selv. Det gør jeg.”

Hun satte tommelfingrene ind under min bluse og begyndte at løfte den over hovedet på mig. Og det var dér, jeg kom i tanke om noget, jeg havde glemt - det blå mærke! Hvordan i alverden skulle jeg forklare det uden at gøre tingene endnu værre? Jeg drejede mig en smule væk fra hende, i håb om at skjule det.

Mor hev min bluse og bh af, derefter mine shorts og trusser, og smed det hele i en bunke i hjørnet. Jeg rystede - rummet føltes iskoldt uden tøj på. Jeg ville virkelig gerne ned i vandet, men vidste godt, at jeg ikke skulle røre mig før hun sagde til.

“Ned i vandet.”

Jeg trådte hen mod badekarret, og endte med at blotlægge den forslåede side, på trods af mit ihærdige forsøg på at skjule den.

“Gud! Hvad er der sket?”

Jeg prøvede at undvige spørgsmålet.

“Mor, cheerleading er en sport. Det kan være farligt. Du skrev jo under på sikkerhedspapirerne, kan du huske det? Træneren tjekkede mig - det var fint.”

“Hvorfor sagde du ikke noget?”

“Jeg syntes ikke, det var noget særligt. Alle falder jo på et tidspunkt. Jeg fik det bare overstået med det samme.”

Mor kiggede nærmere på mærket i nogle sekunder, og så rakte hun ud og trykkede blidt på det. Det gjorde ondt. Mærket var stadig ømt, men jeg bed tænderne sammen for ikke at sige noget. Hun behøvede ikke vide, hvor slemt det egentlig var.

“Næste gang du kommer til skade under træningen, siger du det til mig med det samme.”

“Ja, mor.”

“Ned i vandet.”

Jeg stak en tå i karret. Varmt - næsten for varmt, men til at holde ud. Jeg satte mig ned og lod boblerne dække kroppen. Først syntes jeg, det var barnligt med boblebad, men nu var jeg faktisk taknemmelig over, hvor meget det dækkede. Jeg kunne mærke musklerne begyndte at slappe af. Det var flere år siden, jeg sidst havde taget et karbad. Hvorfor gjorde jeg egentlig ikke det noget oftere?

I al bekymringen over det blå mærke havde jeg helt glemt, at jeg stadig skulle tisse. Jeg håbede, mor snart ville være færdig med at bade mig, så jeg kunne komme på toilettet.

Resten af badet var knap så hyggeligt. Mor vaskede mit skulderlange hår med shampoo og masserede det temmelig hårdhændet. Da det var skyllet ud, var hun ikke mildere med badesvampen - hun skrubbede næsten huden af mig.

Jeg kunne ikke lade være med at fnise, da hun vaskede mine armhuler. Jeg var virkelig kilden - især dér. Men så gispede jeg. Jeg var sikker på, jeg lige havde tisset i vandet. Men med alle de bobler og sæbeskum var der ingen måde at være helt sikker.

“Hvad var det for en lyd?”

“Ikke noget… det gjorde bare lidt ondt.”

Jeg forblev tavs og føjelig, mens mor vaskede mig færdig.




Alene på mit værelse, med både aftensmad og lektier overstået, tænkte jeg tilbage på dagen. Jeg havde tisset i bukserne tre gange. Én gang på mit værelse. Én gang mens jeg sov. Og én gang i badet. Ud over det havde der været flere gange, hvor det havde været virkelig tæt på. Der var noget galt med mig, men hvad? Jeg kunne ikke sige det til mor. Hun havde kun én tilgang: disciplin. Jeg turde ikke engang forestille mig, hvilke straffe hun ville finde på, hvis hun vidste, hvad der var sket.

Jeg tvivlede på, at hun ville tage mig til lægen. De eneste gange, jeg nogensinde havde været der, var til de vacciner eller helbredstjek, som skolen påkrævede. Mor havde været modvillig ved det tjek, jeg skulle til for at få lov at være med til cheerleading-udtagelsen, men til sidst gav hun sig. Hvad end mor selv ville finde på som løsning, ville det nok ikke være rart.

Men jeg havde ikke plads til fejl. Ét uheld. Ét par våde bukser på det forkerte sted og det forkerte tidspunkt, og så var jeg færdig. Med det tempo det gik i, var det kun et spørgsmål om tid. Det var rent held, at ingen af mine uheld var blevet opdaget.

Mor var lige begyndt på Emilias bad. Hun plejede at tage en bog med, som hun kunne læse, mens Emilia plaskede rundt, legede og til sidst blev vasket. Det tog som regel en halv times tid, aldrig mindre end tyve minutter. Mor ville aldrig lade Emilia være alene i badekarret, så jeg havde rigelig tid til det, jeg var ved at gøre.

Jeg havde fået en idé. En vanvittig, dum, pinlig og risikabel idé. Men hvis det virkede, kunne det måske give mig lidt ro, mens jeg fandt ud af, hvordan jeg kom tilbage til at bruge toilettet som normalt.

Jeg trak forsigtigt øverste skuffe i Emilias kommode ud. Med den pakke, der var kommet i går, var den nu fyldt helt op med pull-ups og bleer.

Ville jeg virkelig gøre det her? Hvad nu hvis nogen opdagede det? Men at tisse i bukserne ville være endnu mere tydeligt. Hvis morgendagen bare var halvt så slemt som i dag, havde jeg ikke gode odds.

Jeg kiggede hurtigt ned over de forskellige mønstre. Jeg kunne lige så godt tage en, Emilia ikke ville savne. Valget faldt på en klassiker: Ariel. Jeg var ikke vild med Disney, men Den Lille Havfrue havde altid været en af mine favoritter. Jeg tog pull-up’en og trak forsigtigt i siderne. De kunne give sig mere, end jeg havde troet, og der var ingen tegn på, at de ville gå i stykker. Ok, ok. Jeg tog en dyb indånding. Det her kunne faktisk fungere. Jeg vidste ikke, om det var godt eller dårligt.

Designet var faktisk ret sødt. Hvis det havde været almindelige trusser, havde jeg ikke haft noget imod det. Men uanset hvad reklamerne sagde, så er en pull-up stadig en ble – bare én, der var lavet til store børn.

Jeg trak mine jeans af og tøvede. Jeg havde virkelig ikke lyst til at gøre det her. Virkelig ikke. Men jeg kunne ikke komme på nogen bedre løsning. Alle alternativerne var værre. Jeg tog også trusserne af og trak pull-up’en op om benene.

Den sad godt nok. Den føltes lidt stram, men siderne holdt. Det var en lettelse. Det føltes ikke så forskelligt fra at have et stort bind på. Men jeg turde ikke vende mig mod spejlet. Jeg havde ikke lyst til at se, hvordan jeg så ud. Ikke endnu.

Jeg gik lidt rundt på værelset. Drejede en omgang. Strakte mig. Lavede et par spællemænd. Pull-up’en blev siddende tæt omkring hofterne. Men der var endnu et spørgsmål, der skulle besvares, og jeg kunne ikke risikere at vente, indtil jeg sad fast i klassen uden mulighed for at gå på toilettet for at finde ud af det. Jeg var desperat nok til, at jeg var villig til at prøve næsten hvad som helst.

Det havde været så nemt at tisse det sidste døgn, at det helt overraskede mig, hvor svært det nu var. Selvom jeg godt kunne mærke, at jeg skulle, gik der alligevel næsten et minut, før den første lille stråle kom, og blev til en jævn strøm.

“Bare tis i bukserne, tis i bukserne, tis i bukserne,” tænkte jeg.

Jeg kunne mærke, hvordan det absorberende materiale i pull-up’en svulmede op og pressede mod mine ben. Vådindikatoren forsvandt og blev erstattet af en gullig farve.

Af alle de ting, der var sket for mig over de sidste firetyve timer, var det her uden tvivl det værste. Det var det mest ydmygende jeg nogensinde havde oplevet - det kunne ikke sammenlignes med noget som helst. Ikke at få smæk foran min søster. Ikke faldet til første cheerleading-træning. Ikke engang at tisse i sengen for første gang i fem år.

Jeg var fjorten. Og jeg havde lige tisset i en pull-up. Med vilje. Jeg havde lyst til at græde.

2 Synes om

Kapitel 8

Kun min hemmelighed




Efter flere øjeblikkes stilhed vendte jeg mig endelig det store spejl på skabsdøren, for at se mig selv. Min simple, lyseblå t-shirt hang ned til livet og afslørede den nu lavthængende pull-up, jeg havde på. Jeg kunne mærke, hvor meget tungere den var blevet. Jeg så ynkelig ud. Jeg stod helt stille og stirrede tilbage på mit spejlbillede - det føltes nemmere end at se direkte ned på pull-up’en, som om det gav mig lidt afstand til det, der var sket.

Hvad havde jeg dog gjort? Jeg havde lige tisset i bukserne. Med vilje. Og endda i en pull-up. Jeg følte mig så ulækker og klam. Jeg var fjorten. Hvad i alverden var der galt med mig? Der var ingen vej tilbage nu. Jeg havde allerede truffet mit valg. Jeg kunne ikke lade nogen opdage uheldene, og det her var den eneste løsning, jeg kunne komme i tanke om.

Til sidst kiggede jeg ned mod gulvet. Helt tørt. Idéen havde i det mindste virket. Den pyt, der burde have ligget der, var i stedet blevet opsuget af pull-up’en. Det var alt, der betød noget lige nu. Nu vidste jeg, at hvis jeg havde et uheld i offentligheden, ville jeg kunne skjule det.

Følelsen af den urinvåde pull-up mod huden var endnu mere ubehagelig end det havde været at tisse i sengen i nat. Jeg smed den brugte pull-up i ble-spanden og tørrede mig med nogle af Emilias vådservietter. Jeg kunne høre lyden af mor, der badede Emilia inde fra badeværelset. Deres plasken fortalte mig, at jeg stadig havde lidt tid til at gøre mig færdig.

Mine trusser og jeans lå i en bunke på gulvet. Jeg kunne stadig tage dem på igen. Det ville tage få sekunder. Så kunne jeg lade som om, det aldrig var sket. Lade som om alting var normalt. Lade som om jeg ikke var en fjortenårig pige, der på en eller anden måde blev ved med at tisse i bukserne. Men det kunne jeg ikke. Medmindre det her problem forsvandt lige så pludseligt, som det var opstået, ville jeg have flere uheld. Og på et tidspunkt ville det ske foran andre. Hvad så? Så kunne jeg godt glemme alt om overnatninger. Og hvem i skolen ville være venner med en, der tisser i bukserne? Og mor… jeg havde ikke lyst til at tænke på, hvad hun ville gøre.

Nogle gange er man nødt til at gøre noget, man virkelig ikke vil, fordi alternativet er endnu værre.

Jeg gned en lille smule babypudder omkring lårene. Nok til at undgå irritation, men jeg havde heller ikke lyst til at lugte af baby. Jeg trak en ny pull-up på - endnu en med Ariel. Den var da i det mindste sød. Jeg tog mine trusser på udover. De var egentlig unødvendige og skjulte ikke pull-up’en ret godt, men jeg følte mig lidt mere voksen med dem på. Det var som en lille rest af normalitet, jeg ikke ville give slip på.

Det fik mig til at tænke på en af mors regler for Emilia - hold din pull-up tør i syv dage, så må du få trusser på igen. Jeg håbede, at jeg havde bedre held med det, end Emilia havde haft.

Hvad skulle jeg tage på at sove i? Jeg kunne lige så godt tage nattøjet på nu, mens jeg havde ro og privatliv. Jeg ville ikke tage de shorts på, jeg normalt brugte om natten. De sad lavt i taljen, og jeg var bange for, at de kunne komme til at afsløre pull-up’en, hvis jeg bøjede mig forover.

I stedet valgte jeg et par pyjamasbukser og en natkjole, der næsten gik mig til knæene. Jeg gav mig selv et grundigt tjek i spejlet. Der var ingen måde, nogen ville kunne se, hvad jeg havde på under tøjet. Hvis jeg lyttede meget opmærksomt, kunne jeg høre en svag knitren, når jeg gik, men jeg var sikker på, at ingen ville høre det - og hvis de gjorde, ville de næppe lægge to og to sammen.

Da jeg kunne høre, at badet var ved at være slut, sneg jeg mig ud i stuen, så mor kunne få soveværelset for sig selv og gøre Emilia klar til sengetid. Selvom ingen kiggede på mig, gik jeg og rettede på mit nattøj hele vejen ned ad gangen, bekymret over, at man på en eller anden måde kunne se pull-up’en.

Jeg følte mig helt vildt forlegen, da mor kom ind i stuen og kiggede på mig. Jeg vidste, hun ikke kunne se noget. Hun havde ingen grund til at mistænke noget som helst. Mødre har godt nok øjne i nakken, men de har ikke røntgensyn. Jeg slappede lidt mere af, da det stod klart, at hun ikke havde nogen anelse om, hvad jeg gik rundt med.




Jeg vendte og drejede mig i sengen og forsøgte at finde en behagelig sovestilling. Fornemmelsen af det polstrede stof fra pull-up’en mellem benene var lige irriterende nok til, at jeg ikke kunne lade være med at tænke på det. Hvis pull-up’sene ikke engang kunne holde til Emilias natlige uheld, tvivlede jeg på, at de ville klare sig bedre, hvis jeg kom til at tisse i sengen igen. Men det var jo ikke meningen, at det skulle ske. Jeg havde drukket mit sidste glas vand klokken syv - tre timer før sengetid. Da mor mindede mig om at gå på toilettet, gjorde jeg det uden brok. Jeg havde lært lektien efter i går nat.

Så hvorfor havde jeg så pull-up på i nat? Hvis jeg alligevel havde et uheld, ville den næppe hjælpe. Og med alle de forholdsregler, jeg havde taget, var det heller ikke særlig sandsynligt. Så hvorfor ikke bare tage trusser på og lade pull-up’erne vente til i morgen?

Sandheden var, at jeg var bange. Noget, jeg før havde kunnet tage for givet - at kunne gå på toilettet, når og hvor jeg ville - var pludselig ikke til at regne med. Pull-up’en gav mig en slags tryghed. Hvis jeg ikke kunne styre, om jeg havde uheld, kunne jeg i det mindste styre, hvem der opdagede det. Med de tanker i baghovedet gled jeg langsomt ind i søvnen.




Bi-bi-bi-bip, bi-bi-bi-bip.
Jeg vågnede brat fra en drømmeløs nat.

I det mindste var det vækkeuret, der vækkede mig denne gang. Da jeg sprang op for at slukke det, gik det op for mig, at jeg havde sengen for mig selv for første gang i et stykke tid. Gætter på, at den endefuld i går havde været motivation nok til, at Emilia blev i sin tremmeseng for en gangs skyld.

Det bliver en god dag i dag. Jeg havde tænkt mig at spørge mor om overnatningen. Jeg havde endnu en cheerleadingtræning. Jeg skulle øve mig lidt til Fortnite-udtagelsen. Og mine lagner var tørre.

Vigtigheden af den sidste detalje stod ikke ligefrem klart for mig, da jeg stirrede ned på sengen - ikke en våd plet i sigte. Men så væltede alle gårsdagens minder ind over mig, og jeg kunne mærke en klump vokse i maven. Havde jeg virkelig haft alle de uheld? Jeg kunne da umuligt have tisset i en pull-up? Eller havde jeg? Var det hele måske bare en dårlig drøm?

Jeg skubbede hånden ned under pyjamasbukserne - og mit hjerte sank. Pull-up’en var der stadig, men den var i det mindste tør. Den kortvarige lettelse over at have holdt sengen tør blev hurtigt afløst af en tung fornemmelse: Jeg skulle have en pull-up på i skole i dag.

Vi havde lige fået vasket tøj, så jeg havde frit valg på alle hylder. Jeg greb min største hætetrøje - den kunne skjule pull-up’en - og et par løsere jeans. Jeg ville ikke tage noget på, der sad stramt nok til at afsløre konturerne af, hvad jeg havde på inden under. Normalt ville jeg gå tilbage på værelset for at tage tøj på efter badet, men i dag tog jeg det hele med ud på badeværelset. Jeg ville ikke risikere, at Emilia vågnede og så mig tage en pull-up på.

Jeg undersøgte den pull-up jeg havde sovet i lidt nærmere, efter at have taget nattøjet af. Tør, som jeg havde regnet med. Ikke det mindste tegn på uheld i løbet af natten. Der er ingen chance for, jeg gør det her en hel uge. Hvis jeg kunne komme igennem dagen i dag uden problemer, ville jeg gå tilbage til trusser.

Efter badet og tøjet var på, tjekkede jeg mig selv i spejlet. Pull-up’en var helt usynlig under jeansene. At se, hvor nemt det var at skjule den, fik mig til at have det lidt bedre med at tage i skole.

Da jeg kom tilbage til værelset, stod Emilia klar i sin tremmeseng, parat til at komme ud. Hun begyndte at hoppe op og ned, da hun fik øje på mig.

“Sarah! Sarah! Gæt hvad?”

Hun så stolt ud. Hvad havde hun nu lavet?

“Hvad da?”

“Jeg er tør. Jeg har ikke tisset hele natten.”

Jeg havde brug for beviser, før jeg troede på det. Hun havde sagt det før, selvom hun faktisk bare ikke kunne mærke, at bleen havde været våd. Jeg løftede hende op og lagde hende på puslemåtten på sengen og trak op i hendes natkjole. Wow - bleen var faktisk tør.

“Ahh. Godt klaret. Nu skal du bare også holde dig tør om dagen, så går der ikke længe, før du er i stor-pige-trusser.”

Nu hvor hendes straf for at have haft for mange uheld var overstået, fandt jeg en pull-up frem med Ariel på. Jeg vidste, det ikke var den, Emilia helst ville have, men tanken om, at vi begge to gik med den samme slags pull-up, nu hvor hun skulle starte forfra med pottetræning, var lidt ironisk. Eller… måske bare sjov. Som vi havde lært i literaturtimerne: tilfældigheder tæller ikke som ironi.

Jeg gav Emilia et lille klap bagi og sendte hende afsted mod køkkenet, hvor mor lavede morgenmad. Med hende ude af vejen havde jeg én ting tilbage, inden jeg var helt klar til skole. Jeg tog tre ekstra pull-ups fra Emilias kommode - to med Minnie Mouse og én med en børnetegneseriefigur, jeg ikke kendte navnet på - og lagde dem nederst i skoletasken. Jeg havde ikke planer om at bruge den jeg havde på - hverken med vilje eller ved uheld - men jeg ville ikke løbe risikoen uden backup.

Duften af noget, der blev lavet på komfuret, nåede ind på værelset. Pandekager? På en hverdag? Det kunne kun betyde én ting: mor var i godt humør i dag.

Jeg sørgede selv for at hælde et glas appelsinjuice - halvt op, uden mor lagde mærke til det. Jeg ville ikke risikere at skulle løbe ud af literaturtimen igen med et toiletkort. Jeg ville ikke drikke mindre, bare fordele det lidt bedre, så jeg ikke fyldte blæren for hurtigt.

Det var over en dag siden, jeg havde spurgt mor om overnatningen. Hun havde virket til at være på vej til at sige ja, men sagde, at hun ville tænke over det lidt endnu. Jeg var ved at blive utålmodig. Hvis jeg ikke fulgte op, ville der sikkert gå en uge eller to, før hun huskede at give mig et svar.

“Så… har du tænkt over overnatningen?”

“Ja.”

Forkert spørgsmål. Typisk mor at svare helt bogstaveligt for at undgå at forpligte sig.

“Vil du ikke nok være rigtig sød og give mig lov?”

“Jo, men…”

Jeg havde en fornemmelse af, at jeg ikke ville kunne lide resten af den sætning.

“… ikke før du fylder femten. Og jeg skal først tale med dine veninders forældre.”

Det var ikke så slemt som jeg havde frygtet. Min fødselsdag var om lidt over en uge, og Samanthas forældre var totalt cool, så jeg tvivlede på, at de ville give mor nogen grund til at sige nej. Plus, min fødselsdag faldt på en lørdag i år - perfekt timing.

Mor havde aldrig været til store fødselsdagsfester. Ingen familie at invitere, og heller aldrig nogen venner. At have gæster hjemme hos os var et absolut, urokkeligt “nej”. Alt, hvad der hed hygge med veninder, foregik altid hjemme hos Samantha.

Min første overnatning. Min første fødselsdagsfest med venner. Jeg kunne næsten ikke tro mit held. Jeg gav et lille hvin og sprang hen og gav mor et kram.

“Tusind, tusind, tak!”




Skolebussen var forsinket igen, så jeg sad utålmodigt på fortovskanten og ventede. I al gårsdagens kaos havde jeg helt glemt Fortnite-holdet, der var ved at blive sat sammen på skolen. Jeg fandt sedlen frem, som jeg havde i rygsækken, og gennemgik detaljerne omhyggeligt. Der var seks pladser på holdet. Træning ville foregå om aftenen og kunne klares hjemmefra. Kampene ville foregå hver lørdag, men man skulle møde fysisk op i skolens computerrum.

Optagelsesprøven var sat til en uge fra på lørdag - min fødselsdag. Jeg blev nødt til at finde en måde at komme hen til skolen den dag. Jeg var ikke sikker på, hvordan Mor ville have det med det. Hun prøvede altid at få mig til at gå til fritidsaktiviteter, men jeg var temmelig sikker på, at det her ikke helt var, hvad hun havde i tankerne.

Jeg sprang op og stak sedlen ned i rygsækken, da bussen endelig kom rullende. Jeg satte mig ved siden af Samantha. Idet jeg satte mig, blev jeg mindet om det, jeg havde frygtet ved i dag.

I al min begejstring over fødselsdagen, overnatningen og Fortnite-prøven havde jeg helt glemt, at jeg havde en pull-up på. Jeg kunne mærke polstringen mod huden, når jeg sad. Det var ikke ubehageligt, men bestemt heller ikke behageligt. Var det sådan her, det ville føles hele dagen?

“Overnatningen er godkendt,” sagde jeg spændt til Desi og Samantha.

“Fedt, så lad os gøre det i weekenden,” sagde Samantha.

“Kan ikke. Vi skal vente en uge. Mor siger, jeg skal være femten først.”

“Hvorfor er det det magiske tal?” spurgte Desi.

“Ingen idé. Du ved, hvordan Mor er. Når hun først har fået en idé om, hvordan noget skal være, så bliver det bare sådan. Men det er jo kun en uge fra lørdag.”

“Det passer mig fint,” sagde Samantha. “Jeg skal lige spørge min mor, men hun siger aldrig nej til, at jeg har venner på besøg.”

Jeg fortalte Desi og Samantha om, hvad der var sket til cheerleading-træningen dagen før.

“Hvad er egentlig Claires problem?” sagde jeg. “Hun spændte ben for mig til træning i går. Jeg sværger, hun gjorde det med vilje. Den kælling.”

“Hey! Sprogbrug,” sagde Desi.

Vi grinede alle sammen. Det var lidt komisk, når det kom fra hende.

“Claire var faktisk lidt snobbet,” sagde Desi. “Tror hun er bedre end os andre. Hun går altid ind i en af toiletbåsene for at klæde om. Vil ikke gøre det foran nogen.”

Det havde jeg ikke bemærket, men Claire havde også altid været i omklædningsrummet før mig de to første træninger.

“Nå,” fortsatte Desi. “Jeg tror, Claire gerne ville have overtaget min rolle, med al akrobatikken. Da jeg blev skadet, så hun ikke ligefrem ked ud af det. Fældede bare et par krokodilletårer. Gætter på, hun var misundelig over, at træneren gav rollen til dig og ikke til hende. Jeg ville holde øje med hende, hvis jeg var dig.”

Da jeg steg ud af bussen, måtte jeg tage mig sammen for ikke at hive i hættetrøjen, for bedre at dække min numse, og trække bukserne op. Jeg vidste, helt objektivt, at ingen kunne se, at jeg havde en af min lillesøsters pull-ups på, men jeg kunne ikke lade være med at føle mig vildt forlegen. Det føltes, som om alle i gangen stirrede direkte på min skridt eller numse - som om nogen hvert øjeblik ville gispe og pege.

Men der kom ingen gispen. Ingen latter. Ingen fingre, der pegede. Ingen kiggede en ekstra gang. Hvorfor skulle de? I deres øjne så jeg bare ud, som jeg plejede: jeans, hættetrøje og rygsæk. For mig havde det med uheldene og beslutningen om at tage en pull-up på vendt hele min verden på hovedet. Og på en måde havde det også. Men ellers var min verden fortsat uændret. Lektier. Skole. Sportsaktiviteter. Overnatninger. Det hele fortsatte, fuldstændigt ligeglad og uvidende om mine seneste problemer med blæren.

Det var en lettelse at indse, at uheldene og pull-ups’ene kun var min hemmelighed. Nu skulle jeg bare sørge for, at det forblev sådan.

2 Synes om

Kapitel 9

Den bølle




Jeg startede skoledagen med en klar plan for, hvordan jeg kunne undgå flere uheld.

Efter at have hjulpet med at pottetræne Emilia over det sidste halvandet år, havde jeg efterhånden fået godt styr på de forskellige metoder og teknikker til at få nogen til at bruge toilettet i stedet for bukserne. Jeg havde ikke ligefrem lyst til at tænke på det, jeg prøvede at gøre med mig selv, som en form for pottetræning - det lød bare nedværdigende, når det blev brugt om nogen, der ikke var en tumling - men teknisk set var det jo præcis dét, jeg forsøgte på. Jeg havde heller ikke lyst til at tænke på, at mine pottetræningsforsøg med Emilia mildest talt ikke havde været den helt store succes.

Dagen var begyndt med en del nervøsitet over at skulle have en pull-up på i skole, men efterhånden som det gik op for mig, at ingen omkring mig anede det, voksede min selvtillid. Hjertet holdt op med at hamre, og i mit hoved gennemgik jeg igen planen jeg havde lagt for dagen - og de regler jeg havde sat for mig selv.

Først: Jeg ville gå på toilettet efter et fast skema. Jeg havde ikke et pottetrænings-ur som det Emilia går med, der bipper hver halve time. Men mit skoleskema ville være god nok som erstatning.

Så meget som jeg gerne ville gå på toilettet efter hver eneste time, ville det nok vække for meget opsigt hos mine venner. Jeg var nødt til at nå tilbage til et punkt, hvor det ikke var noget problem at holde sig lidt. Hvis jeg gik på toilettet før skolestart og så igen efter hver anden time, gav det mig nok pauser uden at virke mistænkeligt. I nødstilfælde kunne jeg omgå tidsplanen, men jeg ville gøre mit bedste for at holde den. Jeg ville heller ikke give mig selv lov til at bruge toiletkortet til at smutte ud midt i timen for at gå på toilettet.

Dernæst skulle jeg styre, hvad og hvor meget jeg drak. Jeg skulle stadig være ordentligt hydreret - især med cheerleading - men at drikke for meget på én gang ville være dumt. Så planen var at tage mange små slurke i løbet af dagen, så jeg holdt mig hydreret uden at fylde blæren helt op på én gang.

Den sidste del af planen var også den, jeg havde det mest utilpas med: pull-up’en, jeg havde på. Efter tre uheld og flere gange, hvor det havde været alt for tæt på, de seneste par dage, kunne jeg ikke risikere, at nogen lagde mærke til noget, hvis det skulle gå galt igen - især ikke i skolen.

Men jeg havde ingen intentioner om at bruge pull-up’en med vilje igen. Én gang var mere end rigeligt. Formålet med at have den på var, at den gav mig lidt mere spillerum til at prøve at holde mig igennem undervisningen - for hvis jeg ikke kunne, ville pull-up’en dække over uheldet.

Jeg startede min plan med et toiletbesøg, inden første time begyndte. Samantha, som altid var en af de første, der blev hentet af bussen, skulle også tisse, og Desi - som ikke skulle - humpede med på krykkerne af ren solidaritet. Jeg fik tømt en god portion tis ud, hvilket gjorde det ret sandsynligt, at jeg kunne klare mig indtil slutningen af anden time uden problemer.




Så langt, så godt. Indtil i dag havde udtrykket “at lette sig” aldrig rigtig givet mening for mig, men da jeg sad på toilettet efter fjerde time, var “lettelse” en helt præcis beskrivelse af, hvordan jeg havde det.

Det var mærkeligt at sidde i båsen og bruge toilettet, mens jeg stirrede ned på den pull-up, der hang mellem mine ben. Jeg havde stukket den ned i mine jeans, for jeg ville ikke risikere, at nogen kunne få et glimt af den gennem sprækken mellem døren og væggen.

Polstringen inde i pull-up’en var stadig hvid. Jeg havde ikke ladet så meget som en enkelt dråbe tis slippe ud hele den første halvdel af skoledagen. Hvis jeg ikke havde haft pull-up’en på, havde jeg sikkert allerede brugt toiletkortet mindst to gange, fordi jeg havde mistet troen på, at min blære kunne klare det til timens slutning.

Så meget som jeg hadede at indrømme det, var jeg glad for, at jeg havde valgt at tage en pull-up på. Det var meget mindre stressende at føle en presserende tissetrang i timerne nu, hvor jeg vidste, at et uheld ikke ville ødelægge alt.

Fjerde time var ovre, og det var frokosttid. Jeg hentede min madpakke i skabet og fandt et sted at sidde bagerst i kantinen, mens Samantha og Desi stillede sig i kø for at få et måltid skolemad.

Mor pakkede altid mad til mig. Hun sagde, hun ikke brød sig om det “skrald”, der blev serveret i skolens kantine. Den skole, hun selv havde gået på, måtte have serveret virkelig forfærdelig frokost, for pepperoni-pizzaen og pomfritterne på Samanthas bakke og lasagnen med salat, som Desi spiste, så langt mere appetitligt ud end min skinke og mayonnaise-sandwich med en yoghurt og en pose grøntsagschips. Jeg hadede mayonnaise, men mor lavede aldrig mine sandwiches med smør, selvom jeg bad om det igen og igen.

Vi havde taget plads ved vores sædvanlige bord - et firpersonersbord tæt på hjørnevinduet med udsigt til skolens indgangsparti. Desi havde en side for sig selv, så hun kunne holde det skadede ben oppe, mens Samantha og jeg sad overfor hende. Det var gået så godt med at undgå uheld, at jeg var i helt godt humør. Det skulle ikke ødelægges af en elendig madpakke. Men Samantha må have lagt mærke til, at jeg pillede ved maden.

“Jeg bytter resten af mine fritter for de der…”

“Grøntsagschips,” sagde jeg og afsluttede Samanthas sætning hjælpsomt.

“Ja, hvad end de nu var. Jeg bytter dem for resten af mine fritter.”

Hvad skulle jeg dog gøre uden mine veninders næstekærlighed? Samantha havde stadig størstedelen af sine fritter tilbage, så jeg rakte gerne den uåbnede pose grøntsagschips til hende.

Samantha vendte sig og kastede posen i en skraldespand cirka tre meter væk, mens hun kommenterede skuddet:

“Hun skyder. Hun scorer. Rent net.”

“Hey! Det behøvede du altså ikke.”

“Kom nu,” svarede Samantha. “Det er jo ikke, fordi du havde tænkt dig at spise dem.”

“Touché.”

Bag Desi kunne jeg se Claire komme gående hen mod vores område af kantinen med et par ældre piger, jeg ikke kendte.

“Hun er alt for fin til os nystartede,” sagde Samantha med et overdrevet øjenrul.

Claires lille følge havde masser af ledige borde at vælge imellem, da denne ende af kantinen normalt var ret tom. Alligevel gik de hen til et bord nogle rækker fra os, hvor Lisa sad alene. Der var et par stikkontakter, så det var en god plads, hvis man havde noget, der skulle oplades, og det så ud som om, Lisa havde sin telefon sat til, mens hun så en video med høretelefoner i.

Claire bankede hånden i bordet for at få Lisas opmærksomhed. Lisa tog høretelefonerne ud for at svare, men jeg kunne ikke høre starten af samtalen. Lisa pegede på et par tomme borde i nærheden og så på de fem ekstra stole rundt om det bord, hun sad ved. Claire var sådan en selvoptaget bølle. Kunne hun ikke bare finde sit eget sted at sidde? Det var tydeligt, at hun prøvede at jage Lisa væk. Og ud fra de tårer, der begyndte at samle sig i Lisas øjne, kunne jeg se, at konfrontationen havde gjort hende ked af det.

Jeg nåede at høre slutningen, da Claire hævede stemmen.

“Årh, triste baby. Savner du mor og far?”

Claire gned øjnene med knoerne i en overdrevet grimasse. Sikke en ussel kommentar. Min mund stod åben.

“Se, jeg sagde jo, hun var en bølle,” mumlede Desi vredt.

Hvis ikke Desi havde haft gips på anklen, havde hun uden tvivl marcheret over og sat Claire på plads, men med krykkerne kunne hun kun sidde og sende dræberblik.

Hvis jeg havde været i Lisas sted, ville jeg have givet Claire én på siden af hendes selvoptagede hoved, men Lisa tog bare sin telefonoplader og hovedtelefoner ud og puttede dem i sin rygsæk. Hun tog sin næsten tomme bakke og begyndte at tage et skridt bagud, da hendes fod satte sig fast i et af bordbenene, og hun begyndte at falde bagover. Lisa landede på numsen med et bump. Hendes rygsæk og frokostbakke røg på gulvet, og hendes kjole - blå med hvide prikker - fløj op over knæene.

Lisa skyndte sig at rette kjolen til og samlede sin rygsæk op, men lod resten af frokosten ligge. Claire var ved at dø af grin sammen med veninderne. På trods af postyret var der ingen, der lod til at have lagt mærke til det, siden vi sad i hjørnet af den larmende kantine.

Nu havde jeg fået nok af Claire. Jeg rejste mig fra bordet. Samantha sendte mig et “hvad har du gang i”-blik, men Desi nikkede bare. Claire og hendes flok var for optagede af at fnise til at lægge mærke til, at jeg nærmede mig stift. Da jeg stod lige foran hende, vendte hun sig og så overrasket på mig.

Det her har bare at være det ballade værd, jeg ville ende ud i.

Jeg gav hende en flad på venstre kind og sørgede for ikke at grave mine negle ind i hendes ansigt.

Hun stirrede chokeret på mig. Jeps, det var det hele værd.

“Find en anden at gå efter,” sagde jeg. “Eller nej. Lad helt være med at gøre det her mod nogen som helst.”

Claire kom til sig selv og sendte mig et truende blik.

“Du er så færdig, når rektor får det at vide.”

“Det er jeg da sikkert, og så fortæller vi ham alt om, hvordan du mobbede Lisa. Hvem ved - måske får vi fælles eftersidning.”

Med truslen skudt tilbage mod hende selv, trak Claire sig væk sammen med sine veninder. Hun var åbenbart ikke meget for gensidig ødelæggelse. Jeg vendte mig mod Lisa, som var ved at samle resterne af sin frokost op fra gulvet.

“Du behøver ikke gøre det der,” sagde jeg. “Lad det ligge. Pedellen tager sig af det efter frokostpausen.”

Lisa rejste sig op, tydeligt forlegen. Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle sige.

Jeg vendte mig mod Desi og Samantha.

“Lad den særling være,” mimede Samantha lydløst til mig.

Samantha, Desi og jeg havde været veninder siden første dag i børnehaveklassen, hvor vi mødtes i køen uden for klasselokalet. Samantha havde modsat sig ethvert forsøg på at udvide vores vennegruppe lige siden. Jeg overvejede mine muligheder. At sætte Claire på plads og hjælpe Lisa var værd at gøre Samantha lidt utilpas for.

Jeg præsenterede Lisa for dem.

“Det her er Samantha - kald hende aldrig Sam. Og det er Desi - spørg hende ikke, hvad det er forkortelse for.”

Lisa vinkede svagt. Desi fjernede sit ben fra den ekstra stol og tilbød den til Lisa, som satte sig forsigtigt på den.

“Er du stadig sulten?” spurgte Desi. “Jeg ved, Sarah ville elske at give dig den anden halvdel af hendes skinke-sandwich, men det ville måske tælle som børnemishandling.”

Vi andre grinede. Lisa gjorde ikke, men sad stille og kiggede frem og tilbage mellem os.

Desi prøvede igen.

“Er din bagdel okay? Du faldt hårdt.”

“Jeg har det fint,” sagde Lisa. “Det gjorde ikke så ondt.”

“Du får sikkert et blåt mærke,” sagde Desi. “Sarah kan vise dig det grimme ét, hun fik til cheerleader-træning.”

Jeg rystede på hovedet. Der var ingen chance for, at jeg løftede min hættetrøje. Jeg var ret sikker på, at bukserne skjulte pull-up’en, men jeg tog ikke chancen.

“Så. Dig og Claire - gik I på samme skole før?” spurgte Desi.

Vi andre tre havde gået på samme skole. Claire havde gået på en anden, og vi havde ikke haft noget med hende at gøre før i år. Heldigvis.

Lisa tøvede og så ud, som om hun helst ville undgå spørgsmålet.

“Nej,” svarede hun til sidst. “Mine forældre hjemmeskolede mig. Indtil…”

Hendes stemme blev til en mumlen, men vi forstod, hvad der var usagt om hendes forældre. Der opstod en akavet, men forståelig stilhed. Vi måtte finde på noget andet at tale om. Jeg tænkte tilbage på i går, da hun havde spurgt til Fortnite-sedlen.

“Har du tænkt dig at stille op til Fortnite-holdet?”

“Ja,” svarede Lisa med et nik. “Og I… alle sammen… stiller også op?”

“Bare mig,” sagde jeg. “Jeg er den eneste nørd her.”

“Og alligevel elsker vi hende,” sagde Samantha grinende.

“Kun fordi jeg laver dit matematiklektier.”

“Og jeg har skrevet to engelskstile for dig i år,” skød Samantha igen.

Lisa havde begge hænder op foran munden. Det virkede som om, man ikke rigtig har nogen at snyde med, når man er hjemmeskolet.

“Venner,” sagde Desi med simuleret drama. “Hendes onkel er lærer.”

“Bare rolig,” sagde jeg til den stadig chokerede Lisa. “Vi snyder aldrig i hr. Higgins’ time.”

Lisa lignede stadig en, der var på grådens rand.

“Hey,” sagde jeg. “Du skal ikke lade Claire gå dig på.”

“Vi har ikke haft andet end problemer med hende,” tilføjede Desi.

Selv Samantha nikkede. Et lille smil sneg sig frem hos Lisa.

Intet samler en gruppe piger som nogen, de kan brokke sig over.




Selv i dagens syvende og sidste time havde jeg stadig ikke vænnet mig til fornemmelsen af pull-up’en under mig, mens jeg sad ved mit bord. Bevares, polstringen var stadig blød, men det føltes alligevel underligt at sidde på, fordi det ikke dækkede hele min bagdel. Dagen var ellers gået godt. Jeg havde undgået uheld, og selvom det nogle gange havde været svært at holde mig, var det lykkedes mig at nå på toilettet hver gang.

Lisa sad igen til venstre for mig i historietimen. Hun havde ikke sagt noget til os siden frokost, men hun havde også kun lige akkurat nået det til tiden. Det var stadig svært at fatte, at Higgins var Lisas onkel. Det måtte være så mærkeligt at have en slægtning som lærer - og én, der ovenikøbet skulle give dig karakterer. Jeg kunne ikke lade være med at undre mig over, hvordan skolen havde tilladt det.

Omtrent halvvejs inde i timen begyndte tissetrangen at melde sig - ligesom det havde været resten af dagen. Jeg kastede et blik op på uret på væggen. Der var tredive minutter tilbage. Jeg var allerede begyndt at føle mig utilpas, men jeg kunne godt klare det. Jeg prøvede at fokusere på at tage noter for at tænke på noget andet end min blære.

Tyve minutter tilbage. Pigernes toiletkort hang stadig ved døren. Jeg kunne tage det nu, smutte ud og bruge toilettet - og dermed komme igennem hele skoledagen uden at tisse i bukserne. Men der var jo kun tyve minutter tilbage. Jeg havde klaret det i alle de andre timer i dag. Jeg rystede trangen af mig. Jeg kunne godt holde mig denne gang også.

Tiden går aldrig langsommere end når man skal tisse og venter på at komme på toilettet. Jeg kunne mærke, hvordan jeg ufrivilligt begyndte at vride mig lidt i sædet - mens min krop kæmpede for at holde det inde. Jeg var så taknemmelig for, at jeg sad på bagerste række, så min lille potte-dans ikke var synligt for alle. Det føltes som om, jeg ville tisse i bukserne på stedet, hvis jeg holdt op med at bevæge mig i mere end et par sekunder.

Ti minutter tilbage. Mit mål havde været at klare hele dagen uden at bruge et toiletkort, men i det afgørende øjeblik - hvor jeg måske ville komme til at tisse i bukserne midt i timen - fik jeg lyst til at give op. Men det kunne jeg ikke. Toiletkortet, jeg havde nægtet at tage for fem minutter siden, var væk. Jeg havde været så optaget af min blære, at jeg ikke lagde mærke til, at Lisa havde rejst sig og snuppet det.

Smerten i min blære nåede bristepunktet. Jeg kunne tvinge mig selv til at tisse i bukserne eller blive tvunget til at tisse i bukserne. Jeg kunne ikke beslutte, hvad der var værst. Så tog min krop beslutningen for mig.

At tisse siddende var en helt anden oplevelse end stående. Pull-up’en sad klemt ind mod huden, og jeg kunne mærke strålen strømme og samle sig i pull-up’en, inden det blev absorberet. Det eneste, jeg kunne, var at holde ansigtet i ro og skjule, hvor ubehageligt det var.

Måske var det bare min fantasi, men jeg svor, at jeg kunne høre at jeg tissede. Alligevel vendte ingen hoveder sig. Ingen kiggede op for at se, hvad der foregik.

Jeg kastede et så tilfæligt blik som muligt ned mod skridtet. Man kunne akkurat ane en bule, nok der hvor pull-up’en var svulmet. Ikke noget, folk ville opdage, medmindre de allerede vidste, jeg havde en pull-up på. Jeg havde ikke overvejet, hvor ubehageligt det ville være at sidde i mit eget urin. Jeg vippede lidt med benene, men det gjorde det kun værre, for jeg kunne mærke den våde pull-up presse endnu mere imod min hud. Jeg tvang mig selv til at sidde helt stille og stirrede fremad mod hr. Higgins og tavlen.

Endelig ringede klokken, og timen var slut. Jeg trak hættetrøjen lidt længere ned og rejste mig langsomt for at skjule eventuelle konturer af pull-up’en. Jeg var så flov. Jeg var sikker på, mit ansigt var helt rødt. Jeg vinkede kort farvel til Samantha og Desi og kunne næsten ikke vente med at komme ud af den våde pull-up.

Selvom jeg kun havde gået på skolen i et par måneder, havde jeg hurtigt lært, hvilke toiletter der var gode at bruge, og hvilke man skulle undgå. Det nærmest historielokalet var et af mine mindst yndede, men jeg ville ikke spilde et sekund mere i en våd pull-up end højst nødvendigt. Hvert skridt fik mig til at kæmpe mod trangen til at vralte, fordi pull-up’en skubbede mine ben fra hinanden. Jeg gjorde mit bedste for ikke at ligne en pingvin.

Inde på toilettet var der mere travlt, end jeg havde håbet. Masser af andre piger skulle på toilettet efter timen, men jeg havde ikke noget valg - jeg SKULLE skifte. Jeg måtte finde det mest afsides sted jeg kunne. Båsene længst væk var mest private, men også tit beskidte eller fyldt med graffiti. Da jeg åbnede døren til den båsen, så jeg, at jeg havde ramt plet med forventningerne.

Jeg satte mig usikkert på toilettet et par minutter. Mine følelser var en rodebutik af lettelse, skam og flovhed. Jeg var så glad for, at mit uheld ikke blev opdaget - men stadig rystet over, at det faktisk var sket. Hver gang jeg rørte ved pull-up’en, raslede den højere, end jeg havde troet. Jeg var sikker på, at dem i båsen ved siden af kunne høre alt hvad jeg lavede. Jeg havde lyst til bare rive siderne op på pull-up’en, smide den i skraldespanden og være færdig. Men i stedet gled jeg forsigtigt ud af mine bukser og trusser inden jeg fjernede den gennemblødte pull-up. Jeg lagde den i skraldespanden i siden af båsen og dækkede den med toiletpapir, så den næste person ikke ville få mistanke.

Den eneste del af min plan, jeg ikke havde gennemtænkt, var cheerleader-træningen. Jeg kunne ikke nå at skifte før og efter træning - og tage brusebad - uden at nogen ville opdage en pull-up. Der var ikke den mindste chance. Trods alle mine blæreproblemer de sidste to dage var jeg kommet igennem træningen uden problemer begge gange. Jeg havde ikke andet valg end at satse på det igen i dag.

Jeg trak trusserne op. Bomulden føltes så godt og let mod huden. Jeg var glad for at være stor pige igen - om end kun et par timer.

2 Synes om

Kapitel 10

Ikke en perfekt plan




Følelsen af at gå ned ad skolegangen med almindelige trusser på i stedet for en pull-up var både befriende og foruroligende.

Jeg havde haft pull-ups på i mindre end fireogtyve timer, og alligevel føltes jeg næsten nøgen uden den, som om noget manglede. Jeg var overrasket over, hvor hurtigt jeg havde vænnet mig til den tætsiddende elastik i siderne og det bløde fyld mellem benene - og ikke mindst trygheden i at være beskyttet, hvis der nu skulle ske et uheld.

Samtidig forstod jeg ikke helt, hvorfor jeg var nervøs. Selvom jeg havde haft fire uheld de seneste par dage, var ingen af dem sket under cheerleader-træningen. Og et fælles omklædningsrum gav mig jo ikke nogen mulighed for at have en pull-up på, som jeg ellers havde haft hele dagen indtil nu. Jeg skulle bare være ekstra opmærksom på min blære og - hvis jeg fik trang til at tisse - skynde mig ud på toilettet i tide. Ikke anderledes end hvad jeg havde gjort siden jeg blev renlig som toårig. Hvordan var det egentlig, at det at gå på toilettet var blevet så kompliceret?

Dagens træning var en generalprøve til morgendagens fodboldkamp - min allerførste som cheerleader. Jeg var forberedt på at kede mig til vanvid. Jeg interesserede mig overhovedet ikke for sport - spørg mig ikke, hvad forskellen er på en fullback og en nickelback - og det lød ikke spor sjovt at være fanget til hele kampen. Træner Addison mente, at prøver ikke talte, medmindre man også var klædt rigtigt på, så i stedet for vores sædvanlige træningstøj skulle vi alle have vores cheerleader-uniformer på.

Jeg havde prøvet uniformen én gang før derhjemme for at sikre, at den passede, og det gjorde den. Men det var første gang, jeg havde den på foran andre, og jeg følte mig lidt iøjnefaldende - også selvom alle andre havde det samme outfit på. Uniformen bestod af et todelt sæt i polyester: et mørkeblåt miniskørt og en top i mørkeblå og limegrøn, der med vilje ikke gik hele vejen ned til taljen. Jeg viste nærmest mere hud med den her end med min badedragt. Det blå mærke på min hofte - som heldigvis begyndte at se lidt bedre ud - tittede frem over kanten af skørtet. I det mindste matchede det én af skolefarverne.

Uniformen var det stik modsatte af min normale stil - jeg ville langt hellere gå i jeans og enten en hættetrøje eller en t-shirt med tryk. Den eneste trøst var, at selvom uniformen ikke dækkede meget, så dækkede den i det mindste dét, den dækkede, ordentligt. Med andre ord: jeg skulle ikke bekymre mig om at komme til at blotte mig for nogen.

Claire kom valsende ind i omklædningsrummet, lige som jeg var ved at få trukket toppen ned over hovedet. Jeg kunne stadig ane mærket i hendes ansigt fra den lussing, jeg havde givet hende i frokostpausen, da hun mobbede Lisa. Jeg havde næsten glemt hele episoden, men det faktum, at jeg var sluppet igennem dagen uden en tur på rektors kontor, tydede vel på, at Claire havde vurderet, at det ikke kunne betale sig at sladre - af frygt for selv at få ballade. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at tænke, at hun måske gik og pønsede på hævn.

Claire syntes ikke, jeg var værdig til så meget som et køligt “hej”, da hun uden et ord hentede sin sportstaske fra skabet ved siden af mit og gik ind i en af de tomme toiletbåse for at klæde om i fred. Hun er så selvhøjtidelig. Tror hun er for fin til at være sammen med folk på sin egen årgang. For fin til at klæde om i samme rum som os andre. Hvordan i alverden skal jeg holde hende ud i fire år mere med cheerleading?

Efter jeg havde fået uniformen på, tog jeg endnu en tur på toilettet. Jeg havde ikke rigtig trang til at tisse - jeg havde jo allerede tømt blæren, da jeg havde tisset i min pull-up i timen for cirka tyve minutter siden. Men nu hvor jeg var tilbage i trusser til halvanden times træning, syntes jeg, det var klogt at tage alle forholdsregler.

Den eneste ledige bås var lige ved siden af den, Claire var gået ind i for at klæde om. Lige meget hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke få noget urin ud. Ikke en eneste dråbe. Det var vildt akavet. I båsen ved siden af kunne jeg høre Claire rode med sit tøj, mens hun skiftede til uniform. Jeg kom i tanke om Desis råd om at være forsigtig omkring hende - og hvordan Claire havde fået mig til at snuble til træningen i går. Det råd var vigtigere end nogensinde nu, efter det stunt jeg havde lavet til frokost. Af vane trak jeg ud i toilettet, inden jeg forlod båsen, selvom det var helt unødvendigt.




Træningen startede altid med en opvarmningsløbetur og udstrækninger. De sidste par dage havde vi stået i en cirkel og lavet individuelle udstrækninger for ben og arme. De stræk føltes allerede mindre smertefulde, efterhånden som min krop vænnede sig til den øgede fysiske aktivitet. Om et par uger ville træningen nok blive en leg - det håbede jeg i hvert fald.

“Nu skal alle finde en makker fra jeres klasse,” sagde Addison. “Det er tid til makkerstræk.”

Nogen fra min klasse? Åh, fedt. Det betød, at jeg blev tvunget til at være sammen med Claire, der stod næsten lige overfor mig i cirklen. Til gengæld så det ikke ud til, at hun var meget gladere for det end jeg var. Vi stirrede på hinanden et par sekunder uden at bevæge os. Jeg havde virkelig ikke lyst til noget med hende.

“Kom nu, piger. Sæt i gang,” sagde træneren og klappede et par gange i hænderne.

Vi havde ikke noget valg. Jeg tog initiativet og gik over til, Claire. Vi sagde stadig ikke noget, mens alle de andre piger på holdet også fandt deres makkere.

“Disse stræk skal laves med den ene person liggende, og den anden stående og assisterende. Den yngste starter på jorden.”

“Jeg er femten,” sagde Claire kort.

Min fødselsdag var først om en uge, så jeg lagde mig ned i det korte græs. Fornemmelsen mod min hud var et sted mellem kløe og kildren, og det var ikke behageligt. Jeg kiggede op mod den skyfri himmel og ventede på, hvad træneren sagde næste gang, mens jeg gjorde mit bedste for ikke at se på Claire.

“Nu,” begyndte træneren og talte til pigerne, der stadig stod. “Til det første stræk tager I et af jeres makkernes ben i armen, og løfter det langsomt, så det stikker lodret op. Hold én hånd på knæet, så benet bliver strakt. Lad det ikke bøje.”

Claire var hverken blid eller langsom.

“Av! Av! Stop,” råbte jeg næsten, da jeg vred mit ben fri af hendes greb.

Jeg havde så meget lyst til at “komme til” at sparke hende.

Claire skiftede hurtigt ansigtsudtryk til en undskyldende mine, da træneren vendte sig om og kiggede strengt på os.

“Undskyld, jeg er virkelig ked af det,” sagde hun.

“Claire, pas på. Du kan gøre skade, hvis strækkene ikke bliver lavet ordentligt,” sagde træneren.

Jeg var ret sikker på, at Claire godt vidste det i forvejen.




“Vandpause!” råbte træneren.

Efter en times træning løb vi alle hen til de vandflasker, vi havde stillet på sidelinjen. Jeg faldt næsten sammen på den første række af tribunen, så udmattet at jeg næsten ikke kunne tænke. Jeg havde taget fejl, da jeg troede, at træningen var ved at blive lettere - det her havde uden tvivl været den mest drænende træning indtil nu. Jeg var så forpustet, at det ikke gjorde mig noget at sidde på den kolde metaloverflade. Alt var bedre end at stå op og lave flere hop, sprint og heppetrin.

Da jeg tog en større slurk vand, end jeg nok burde, gik det op for mig, at træningens travlhed havde formået noget, som mine timer ikke havde: at få mig til at glemme min blære. Det var ikke en god ting.

Naturen kaldte, og den krævede svar NU. De mobile toiletter lå ikke langt væk, kun omkring tres meter længere nede ad sidelinjen. Jeg bad inderligt til, at ingen var derinde.

Jeg vidste godt, at ingen ville tage det nævneværdigt ilde op, hvis jeg gik ud for at tisse hurtigt i en af de korte pauser - jeg havde set andre gøre det et par gange - men jeg følte alligevel, at alle mine holdkammeraters øjne stirrede direkte på min ryg og dømte mig, mens jeg begyndte at gå mod toiletterne.

Jeg ville så gerne løbe. Presset på min blære voksede eksponentielt, så jeg følte, jeg ville tisse i bukserne, hvis jeg ikke satte farten op. Men jeg kunne ikke løbe. Ikke sådan her, hvor hele mit hold kunne se min pinlige kamp for at holde mig. Jeg fortrød, at jeg ikke havde fundet en måde at have en pull-up på til træningen.

Da jeg kom tættere på, var begge toiletter ledige. Jeg fumlede med døren til det første toilet, jeg nåede. Mine hænder rystede så meget, at jeg ikke kunne få døren op. Det grønne skilt sagde “Ledig.” Hvorfor ville den ikke åbne? Efter flere paniske sekunder fandt jeg endelig ud af, hvordan håndtaget skulle drejes. Jeg svingede døren op og smækkede den i bag mig. Men det var for sent. Min blære vandt over mig, og jeg begyndte at tisse ukontrolleret.

Jeg spredte mine fødder så meget, jeg kunne, for at undgå, at strømmen af tis sprøjtede på mine sko, mens den løb gennem mine trusser og kanten af mit miniskørt og direkte ned på gulvet i toiletvognen. Det varede så længe. Jeg havde da ikke drukket SÅ meget? Jeg følte mig hjælpeløs uden mulighed for at stoppe. Den hurtige, taktfulde lyd af urin, der ramte plastikgulvet, var alt for høj. Jeg håbede at der ikke var nogen der ventede udenfor. Til gengæld var toilettet i så sørgelig stand, at en lille sø af tis på gulvet ikke gjorde den store forskel. Mine trusser og miniskørt var et større problem.

Jeg forstod det ikke. Jeg kunne ikke gå en time uden pull-up, før jeg tissede i bukserne. Hvordan skulle jeg klare resten af træningen, for slet ikke at tale om hele sæsonen, med det her problem? Jeg var jo pigen med stålblæren - hende der kunne klare en hel skoledag uden at sætte en fod på toilettet.

Jeg tjekkede min nederdel og blev lettet over at se, at den eneste våde plet sad lige mellem benene. Den var mørk nok til, at den næsten ikke var til at få øje på. Jeg tog en masse toiletpapir og smed det bare på gulvet for at suge urinen op. Jeg gad ikke engang samle det op igen. Med lidt ekstra papir forsøgte jeg at tørre det våde område på trusser og nederdel. Det var stadig fugtigt nok til, at jeg kunne mærke det, men pletten var tørret nok til, at hvis nogen så den, ville det forhåbentlig bare se ud som om, jeg havde svedt en masse.

Det eneste, der talte til min fordel lige nu, var, at der kun var omkring tredive minutter tilbage af træningen. Det skulle jeg da kunne klare uden at tisse i bukserne.




Jeg klarede faktisk resten af cheerleader-træningen uden at tisse i bukserne, og uden at nogen viste tegn på, at de mistænkte, jeg havde haft en ulykke, var jeg i sikkerhed.

At tage brusebad i omklædningsrummet efter træning var akavet - der var ingen gardiner mellem bruserne, så der var ingen privatliv - men det var alligevel bedre end, at mor skulle bade mig som en baby. Jeg holdt blikket fast rettet mod væggen foran mig, som om det at undgå øjenkontakt med de andre på en eller anden måde gjorde mig mindre nøgen.

Mærkerne på numsen fra den endefuld jeg havde fået tidligere på ugen, var næsten helt væk, men selv hvis en af mine holdkammerater lagde mærke til dem, tvivlede jeg på, at de ville tænke nærmere over det. Med alle de styrt og fald, jeg havde formået de første tre dage til træning, havde jeg færre blå mærker, end man måske ville forvente.

Jeg vidste stadig ikke, hvad jeg skulle gøre ved uheldet. Jeg overvejede at melde mig ud af holdet. Jeg havde ingen anelse om, hvor slem mors straf ville blive, men uanset hvad hun valgte, kunne jeg ikke forestille mig, at det ville være værre end at tisse i bukserne foran alle mine holdkammerater eller endnu værre, foran et helt stadion fuld af mennesker. Der var alligevel ingen chance for, at de ville lade mig blive på holdet, hvis de fandt ud af mine uheld.

På vej fra omklædningsrummet til parkeringspladsen, hvor mor ventede på at hente mig, gik jeg ind på et helt tomt toilet. De to ekstra uheld jeg havde haft i dag, havde ikke efterladt mig nogen anden mulighed. Med hele toilettet for mig selv skiftede jeg hurtigt mine trusser ud med en af de ekstra pull-ups, jeg havde med i min rygsæk.

Jeg var mødt op i skole om morgenen med en plan, som jeg troede var perfekt til at stoppe mine uheld. Da jeg gik hjem, kunne jeg slet ikke se, hvordan jeg nogensinde skulle komme tilbage til at være pottetrænet.

1 Synes om

Kapitel 11

Opdagelse




Jeg havde aldrig været så opmærksom på mine kropsfunktioner som jeg har været den sidste uge. Hvert eneste vågne øjeblik gik med at forsøge at tyde, hvad min blære prøvede at fortælle mig. Var det tid til at tisse? Allerede? Igen? Kunne jeg holde mig lidt endnu, eller skulle jeg spurte på toilettet med det samme?

På nuværende tidspunkt ville jeg have lettere ved at forstå kinesisk, end at prøve at forstå de signaler min blære sendte. Det var lidt over en uge siden mit katastrofale forsøg på at have trusser på til cheerleadertræning og det efterfølgende uheld i den transportable toiletvogn. Jeg havde haft en pull-up på næsten hele tiden siden da. Og jeg havde brug for de pull-ups jeg tog fra min lillesøster. Det var ikke længere muligt for mig at benægte, hvad der skete med min krop. Ikke en eneste skoledag var gået, uden at jeg havde tisset i bukserne - inklusive endnu en gang til træning. Det eneste, der stod mellem mig og hele skolens viden om mit problem, var mine pull-ups.

Jeg følte mig som en hemmelig agent i en spionfilm, hver gang jeg skjulte min pull-up til cheerleading. Jeg havde det tøj, jeg skulle have på til træning, med i min rygsæk. Efter sidste undervisningstime skiftede jeg til det og en tør pull-up på et toilet, før jeg gik hen til omklædningsrummet og var klar til træning. Når træningen var slut, gik jeg ind i en af toiletbåsene i omklædningsrummet, tog pull-up’en af og begravede den i skraldespanden, før jeg gik i bad. Jeg havde trusser på i den korteste tid efter badet, men brugte et tomt toilet til at tage en ny pull-up på, inden mor hentede mig. Hele proceduren var udmattende, men jeg kunne ikke tage nogen chancer med min blære.

Hjemme gik det noget bedre med at undgå uheld - delvist takket være de fortsatte forsøg på at pottetræne Emilia. Jeg tog hende stadig på toilettet hver halve time, når alarmen på hendes ur ringede. Jeg lod hende klare sit, og så snart hun var sendt tilbage for at lege, satte jeg mig selv på toilettet. Rutinen var ydmygende, men det var bedre end at tisse i bukserne. Dermed ikke sagt, at jeg ikke havde haft et par uheld i mine pull-ups derhjemme, men slet ikke i samme omfang som i skolen.

Jeg forsøgte at undgå at bruge alt for mange pull-ups, hvilket ikke var så svært, da mor sjældent skiftede Emilia. Da det var mig, der stod for at skifte hende, var det også mig, der fortalte mor, hvornår det var tid til at bestille en ny pakke pull-ups fra Amazon, og jeg havde ikke lyst til at hun skulle blive mistænksom, hvis vi pludselig brugte dem alt for hurtigt.

Det eneste område, hvor jeg havde haft succes med pottetræningen, var om natten. Jeg havde undgået at gentage den ene gang, jeg havde tisset i sengen, ved nøje at overvåge hvor meget jeg drak om aftenen, stoppe med væske i god tid og bruge toilettet lige inden sengetid. Jeg var vågnet i en tør seng og med en tør pull-up hver morgen, selvom der havde været enkelte gange, hvor tissetrangen havde fået mig op af sengen midt om natten.

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det gik bedre for Emilia med pottetræningen, men det var ikke tilfældet. Hun havde heller ikke haft en eneste tør dag, og hun var vågnet op med en drivvåd ble hver morgen. I løbet af bare den sidste uge havde mor været nødt til at putte hende tilbage i bleer igen to gange i løbet af dagen. Ligesom med mig, føltes det som om min søster også var ved at give op på pottetræningen. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for ikke at rødme, da mor sagde til Emilia at hun skulle være en stor pige og bruge potten, ligesom sin storesøster. Og nu havde jeg en overnatning, jeg skulle bekymre mig om.




“Jeg kan stadig ikke fatte, at din mor virkelig lod dig komme og sove hos mig,” sagde Samantha, da hun satte sig ved vores bord i kantinen.

Vores mødre havde talt sammen aftenen før. Min mor havde været fast besluttet på, at hun skulle lære Samanthas forældre bare en smule at kende, før hun sagde ja til at jeg måtte overnatte hos dem. Det faktum, at Samanthas mor var en respekteret advokat, gjorde det lidt nemmere at overbevise min mor om, at jeg nok skulle blive passet godt på. Så nu var det helt officielt - i morgen efter Fortnite-udtagelsen, som jeg havde fået lov til at deltage i, skulle jeg hjem til Samantha og sove.

Jeg ville virkelig gerne være begejstret over overnatningen. Jeg havde plaget og tigget min mor i årevis om at få lov til at tage til en, uden held - og det var først i sidste uge, jeg endelig havde fundet det rigtige argument, der overbeviste hende. Ugen op til overnatningen burde have været en af de bedste i mit liv, hvor jeg kunne glæde mig til alt det jeg skulle lave med Desi og Samantha.

Men jeg var skrækslagen. Jeg kunne ikke tage en pull-up på hjemme hos Samantha. Hvordan skulle jeg smide den væk, hvis jeg havde et uheld? Men hvis jeg havde trusser på i stedet, bad jeg nærmest om problemer. Hvis jeg tissede i bukserne hjemme hos hende, ville jeg aldrig slippe af med det ry. De ville aldrig invitere mig til noget igen. Jeg havde håbet at jeg ville kunne genvinde bare en smule kontrol over min blære i løbet af ugen, men i stedet føltes det som om, det bare gik baglæns.

Jeg havde overvejet at gå til skolelægen, men jeg vidste at det første hun ville gøre efter sådan et besøg, var at ringe til min mor - og hele pointen med alt det her var at sørge for, at min mor ikke fandt ud af noget. Selv blandt mine venner følte jeg mig helt alene. Der var ingen jeg kunne betro mig til om det, jeg gik igennem.

Desi, Samantha og jeg sad igen ved vores sædvanlige frokostbord. De var lige kommet tilbage med bakker fyldt med burgere og fritter, mens jeg sad med den såkaldt sunde madpakke som min mor havde lavet.

Samantha knipsede med fingrene foran mit ansigt for at få min opmærksomhed.

“Jorden kalder Sarah. Jorden kalder Sarah. Du må ikke sidde og dagdrømme. Vi snakker altså om overnatningen.”

“Åh. Ja,” svarede jeg, overrasket over, hvor meget jeg var faldet i staver. “Det føles stadig ikke rigtigt virkeligt. Det hele virker lidt surrealistisk.”

“Vi skal stadig finde ud af hvilken film vi skal se,” tilføjede Desi.

Jeg kunne bedst lide superheltefilm og sci-fi. De var mest til romantiske komedier. Så det betød at vi skulle se en romantisk komedie.

“Jeg er i undertal, så det må blive jer der vælger,” sagde jeg opgivende.

Jeg kunne mærke at min blære begyndte at trænge sig på igen, men der var ikke nogen toiletter i nærheden af den her del af kantinen. Jeg havde heller ikke lyst til at bruge ti minutter af min dyrebare frokostpause på at stå i kø til toilettet - men jeg var heller ikke sikker på, at jeg kunne holde mig til næste pause.

Hvilken forskel gjorde det alligevel? Jeg opgav at holde det inde og lod tisset løbe ned i pull-up’en. Efter at have gået med pull-ups i en uge, var følelsen af at tisse i dem ikke længere så chokerende, og det var faktisk mindre ubehageligt at sidde i en våd pull-up end at kæmpe mod den stigende tissetrang. Jeg tjekkede ikke engang om der var lækket noget ud. Mine pull-ups havde indtil videre klaret det uden problemer.

Nu hvor min blære var lettet, kunne jeg fokusere på planlægningen af overnatningen uden at blive distraheret. Vi - og med “vi” mener jeg Desi og Samantha - besluttede os for Crazy Rich Asians som filmen, vi skulle se. Selvom det ikke ligefrem var mit førstevalg, glædede jeg mig stadig til resten af vores planer. Jeg glædede mig især til at prøve noget af Samanthas makeup. Da frokostpausen nærmede sig sin afslutning, var det tid til at jeg kom afsted mod toilettet og fik skiftet.

“Jeg møder jer i klassen. Skal bare lige hurtigt på toilettet,” sagde jeg til Desi og Samantha, mens jeg rejste mig lidt før tid fra frokostbordet.

Det var ikke helt løgn. Jeg skulle faktisk bruge toilettet - bare ikke af den grund de nok troede.




Jeg havde igen valgt en bås i det allerbagerste hjørnet af toilettet. Væggene var dækket af beskeder om, hvem der bollede med hvem, og små halvsjove digte om upopulære lærere. Men det var det værd for at få lidt privatliv. Der var ikke stor risiko for at nogen gik forbi, og ved et uheld fik et lille glimt af mig, mens jeg skiftede til en tør pull-up. Jeg bandt mine sko op og tog dem af, og derefter trak jeg mine jeans og trusser - ja, jeg havde stadig trusser på udenpå pull-up’en - ned og hang dem stille op på en lille krog på døren. Så var der kun pull-up’en tilbage, og der var ingen tvivl om dens tilstand.

Jeg havde vådservietter i min skoletaske sammen med mine ekstra pull-ups, men jeg havde undladt at tage babypudder med. Jeg kunne ikke tage chancen og risikere at lugte sådan i undervisningen. Jeg trak pull-up’en ned over benene, ligesom med bukserne og trusserne - at rive siderne op ville have lavet for meget støj, og der kunne stadig være andre piger på toilettet. Det var en kæmpe lettelse at få den våde pull-up væk fra huden.

Jeg tørrede mig med vådservietterne og smed dem i skraldespanden. Første gang jeg havde haft en pull-up på i skole, havde jeg forsøgt at tørre mig med toiletpapir. Det havde været en fejl.

Risj. Risj. Lyden kom fra en af båsene nærmest indgangen til toilettet. Lyden var så uventet, at det tog mig lidt tid at placere, hvor jeg havde hørt den før. Den lød præcis som den lyd Emilias pull-ups lavede, når jeg rev dem op i siderne, når jeg skiftede hende. Men det gav jo ikke mening. En anden på skolen der gik med pull-up? Ville nogen virkelig løbe den risiko at lave så meget larm? Måske havde jeg været stille nok til at hun troede, hun var alene på toilettet.

Desværre kunne jeg, fra min bås allerbagerst, ikke finde ud af hvem det kunne være. Væggene gik næsten helt ned til gulvet, så jeg kunne ikke kigge under dem. Og da jeg var længst væk fra indgangen, ville hun ikke gå forbi min bås, når hun forlod toilettet.

Jeg sad helt stille på toiletbrættet og turde ikke engang række ud efter den rene pull-up i min taske, som jeg ellers skulle til at tage på. Jeg spidsede ører. Jeg kunne ane nogle svage lyde fra den anden ende af rummet. Måske den lette knitren af en pull-up, der blev trukket på - men jeg kunne ikke være sikker.

At vente her betød at jeg ville komme for sent til time, og hr. Adams brød sig absolut ikke om at man var forsinket, men jeg måtte bare vide det. Selvom jeg sikkert bare bildte mig det ind, ville tanken nage mig resten af dagen, hvis jeg ikke blev her og fandt ud af det. Jeg ventede, til jeg hørte et toiletskyl, derefter lyden af en bås der blev åbnet, og vandet der løb fra hanen. Da det baggrundsstøj begyndte, skyndte jeg mig at få pull-up’en på og gjort mig færdig, men da jeg havde spændt mit bælte, var vandet allerede stoppet, og døren til toilettet var blevet åbnet og smækket i.

Jeg tjekkede hver bås mens jeg gik forbi. Alle var tomme. Jeg var alene i rummet. Jeg kiggede ind i båsen tættest på indgangen - det var dér, jeg var sikker på lydene var kommet fra. Jeg burde bare gå til time nu. Det her kom jo ikke mig ved. Men min nysgerrighed vandt over min sunde fornuft.

Jeg gik ind i båsen og lukkede døren bag mig. Den lille affaldsspand så ud til at være fyldt, men øverst lå der en masse løst, ubrugt toiletpapir. Præcis samme måde som jeg selv plejede at gemme mine egne brugte pull-ups på.

Det her var ikke ligefrem hygiejnisk, men jeg MÅTTE bare finde ud af det. Jeg skubbede forsigtigt det øverste lag toiletpapir til side, og afslørede en pull-up jeg aldrig havde set før. Emilias havde altid tegneseriefigurer på, og dem jeg selv havde brugt da jeg tissede i sengen, var dækket af farverige, pigede mønstre. Den her så helt anderledes ud. Næsten helt hvid, med nogle kliniske markeringer, og de elastiske sider var lavet af et net-agtigt stof, helt anderledes end på dem jeg selv brugte. Den var også tydeligt større end Emilias, så det måtte være en, en anden elev havde haft på.

Der var én ting, jeg stadig skulle være sikker på. Jeg lagde forsigtigt håndryggen mod pull-up’en. Det burde jeg virkelig ikke have gjort, men jeg kunne ikke forlade toilettet uden at være helt sikker. Den var stadig varm. Nogen havde lige haft den på. Men hvem?

3 Synes om

Kapitel 12

Fortnite




Klokken var kun lidt over middag lørdag, og jeg var allerede ved at dø af tørst.

Jeg havde ikke drukket noget siden den tår vand jeg fik, da jeg vågnede i morges. Uden nogen cheerleading-aktiviteter i denne weekend - og derfor heller ingen fysisk træning, jeg skulle være hydreret til - havde jeg besluttet at skære helt ned på væsken som forberedelse til overnatningen i aften. Jeg prøvede at synke lidt spyt, som om det ville hjælpe, men det gjorde bare munden endnu mere tør. Det var fuldstændig uudholdeligt, men tanken om at tisse i bukserne hjemme hos Samantha senere i aften var det eneste, der lød værre.

Senere i dag skulle mor køre mig hen til skolen til Fortnite-optagelsesprøven. Det var faktisk gået nemmere end forventet at få hende til at sige ja - især efter jeg nævnte, at man i dag faktisk kunne få E-sports-legater på universiteter. Jeg undlod at nævne, at der absolut ingen chance var for, at jeg var god nok til at få sådan et legat. Men jeg fik hendes godkendelse, og hun sagde endda, at hun var glad for, at jeg var begyndt at være så udadvendt.

Gårsdagens opdagelse af pull-up’en på skoletoilettet sad stadig i mig. Det var helt vildt at tænke på, at jeg ikke var den eneste pige på skolen, der havde problemer med blæren. Hele resten af skoledagen prøvede jeg ihærdigt at lade være med at stirre på pigers bagdele. Jeg mener, jeg havde da kigget beundrende på en sød piges numse før, men aldrig for at finde ud af, hvad hun havde på under bukserne. Men uanset hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke se noget der afslørede, at nogen andre også gik med pull-up i skolen. Selvfølgelig havde ingen - så vidt jeg vidste - nogensinde lagt mærke til mine, så hvad var chancen for, at jeg kunne opdage andres?

Jeg havde cirka en time før vi skulle afsted til skolen. Mor ville sætte mig af, og så ville Samanthas mor hente mig der og samle Desi op på vejen hjem til dem. Jeg gennemgik mentalt min pakkeliste til overnatningen. Jeg havde mine toiletsager, nattøj, et sæt rent tøj til i morgen og noget slik, som mor havde givet mig med til filmaftenen.

Jeg tog de ekstra pull-ups ud af min skoletaske, som jeg var begyndt at opbevare i bunden, og lagde dem forsigtigt tilbage i Emilias kommode. Jeg kunne ikke tage dem med hjem til Samantha - det var alt for risikabelt. Da jeg fandt min vandflaske i tasken, kæmpede jeg for at modstå fristelsen til at tage en tår. Selv lunkent vand virkede fristende på det tidspunkt.

Jeg overvejede at tage den pullup af, jeg havde på, inden vi tog afsted til optagelsesprøven, men jeg turde ikke tage chancen. Jeg kunne altid tage den af på toilettet bagefter, før Samanthas mor kom. Jeg havde stadig trusser på udenpå, så det ville være nemt nok at skifte over til kun at have dem på.

Mens jeg stadig dobbelttjekkede hvad jeg havde pakket, kom Emilia kravlende ind på mit værelse. Hun havde smækbukser på udover en onesie. Tøjet var sikkert tænkt som en måde at skjule bleen, hun havde fået på som straf for at have haft to uheld i går - men i stedet fremhævede det bare hvor tydeligt bleen bulede ved hendes numse og skridt. Den var sikkert våd, men jeg tjekkede ikke. Mor havde faste skiftetider for bleer hver anden time, så det var alligevel ligegyldigt, om hun havde tisset eller ej.

“Det er frokosttid. Kom nu, kom nu,” sagde hun.

Lørdagspizza var en af vores mange familietraditioner, og mor insisterede altid på, at vi spiste alle måltider sammen. Jeg løftede Emilia op for at bære hende ud i køkkenet. Jeg fik helt dårlig samvittighed over, at mor havde fået hende til at kravle hen ad trægulvet for at fortælle mig, det var tid til frokost.

En frysepizza, mor havde bagt, stod midt på køkkenbordet på et skærebræt. Peperonipizza - ikke ligefrem min favorit - skåret ud i otte stykker. Det der ikke gav mening, var de tre små lys der var stukket ned i pizzaen. Hvad i alverden?

Så begyndte mor at synge “Happy Birthday”, og Emilia sang med. Jeg havde været så optaget af, at skulle til min første overnatning i aften, at jeg helt havde glemt, det også var min fødselsdag. Ingen lagkage, men det fik vi ikke altid, så det overraskede mig ikke så meget.

“Jeg har gemt din gave til, når du kommer hjem fra overnatningen i morgen,” sagde mor - kode for, at hun ikke havde fået købt den endnu.

Mor havde fyldt en tudkop med saftevand til Emilia og sat to store glas - fyldt til randen - frem til sig selv og mig. Min beslutning om ikke at drikke for meget i dag blev nu sat på prøve.

Jeg satte Emilia op i højstolen, satte mig ved siden af hende og ventede på, at mor hurtigt sagde bordbøn, før vi begyndte at spise. Jeg tog selv to af de mindre stykker pizza, dem uden lys i, mens mor var i gang med at skære et stykke ud i små bidder til Emilia. Jeg kunne ikke så godt lide peperoni og ville helst undgå de store stykker mor ellers kunne finde på at skovle over på min tallerken, hvis jeg havde ventet.

Mere bekymrende end pizzaen var det store glas saftevand. Den lyseblå væske så ikke ligefrem indbydende ud, men det var mors typiske “sjove drik”, når vi ikke fik mælk, vand eller juice. Mor havde aldrig været særlig glad for at lade mig drikke sodavand - og Emilia var alt for lille til overhovedet at have smagt det - et levn fra dengang lægerne havde rådet hende til at undgå sukker og koffein for at mindske min sengevædning. “Vild Blå” stod der på saftevandsflasken, men det synes jeg ikke ligefrem kunne betegnes som en rigtig smag, uanset hvad reklamebureauerne mente. Jeg tog en lille slurk. Blåbær? Måske.

Jeg åd hurtigt pizzaen, mens mor fodrede Emilia små bidder af pizza med en plastikgaffel. Jeg var taknemmelig for, at hun var optaget af at made min lillesøster. Hvis jeg kunne rejse mig fra bordet uden hun opdagede det, kunne jeg måske hælde saftevandet ud i vasken uden drama.

Jeg rejste mig med min tomme tallerken og det stadig fyldte glas i hånden, lige som mor stak endnu en bid i munden på Emilia, men hun vendte sig om netop som jeg tog mit første skridt hen mod vasken.

“Sarah, du ved bedre. Drik færdig, unge dame. Du skal være et godt eksempel for din lillesøster.”

Jeg havde ikke noget valg, så jeg brød min selvpålagte væskestrejke og bundede saftevandet i en række hurtige slurke. Jeg gøs - både over smagen og over tanken om, hvad det her ville gøre ved min blære.




Jeg havde været på toilettet for at tisse lige inden, mor kørte mig hen til skolen, og jeg havde igen stukket hovedet forbi toilettet og forsøgt at tømme blæren helt, før jeg gik ind i computerlokalet.

Selv med mit toiletbesøg var jeg alligevel kommet cirka femten minutter for tidligt. Da jeg trådte ind i computerlokalet, var det kun Fortnite-holdets træner - hr. Olson, som også underviste i kemi - og Lisa, der var til stede. Lisa kiggede op et kort øjeblik, da jeg kom ind, men rettede så straks opmærksomheden tilbage mod computerskærmen foran sig. Vi havde ikke talt sammen, siden episoden med Claire i sidste uge.

Hvis der havde været andre piger til stede, er jeg ikke sikker på at jeg ville have sat mig ved siden af hende. Men da det kun var os to, ville det have virket akavet - og måske lidt uhøfligt - ikke at tage computeren ved siden af hende.

Jeg hilste på Lisa, da jeg satte mig, og fik et stille “hej” tilbage. Jeg havde ikke forventet nogen større samtale alligevel. Jeg tændte computeren og loggede ind med min skolekode og så, at Fortnite allerede var installeret.

“Du kan bare åbne spillet og sikre dig, at indstillinger og controls er sat op, som du vil have det,” sagde hr. Olson, mens han gik hen imod mig.

Mens jeg tjekkede, at mine tastaturgenveje var rigtigt indstillet, kom fire andre piger ind i lokalet. Jeg havde set et par af dem før, men kendte dem ikke. De var alle ældre end os - hvilket efterlod mig og Lisa som de eneste fra 9. klasse til udtagelsen.

Hr. Olson kiggede rundt i lokalet, da klokken slog 14, og det var tid til at begynde.

“Tillykke,” sagde han med et grin. “Vi har seks pladser, så I er alle på holdet - hvis I altså er sikre på, at det er det, I vil.”

“Så skal vi egentlig overhovedet have en udtagelse?” spurgte Amanda, en ældre elev, der havde taget pladsen til højre for mig.

“Selvfølgelig skal vi det. Vi skal jo stadig finde ud af, hvem der starter, og hvem der er reserver. Det er ikke anderledes end et hvilket som helst andet sportshold. Første halvdel af udtagelsen bliver tre solo-kampe, hvor jeg holder øje med, hvordan I klarer jer. Bagefter deler jeg jer op i hold, og så spiller vi nogle Duo-kampe for at se, hvordan I fungerer sammen.”

Jeg havde det fint med at være reserve, så længe det betød at mor ville lade mig øve Fortnite derhjemme. Men mine forhåbninger om at komme i startopstillingen voksede, da det gik virkelig godt i de to første kampe. Jeg sluttede blandt de femten bedste begge gange og fik flere kills i hver kamp. Men midtvejs i den tredje og sidste solo-kamp begyndte alt den saft, mor havde fået mig til at drikke tidligere, for alvor at presse på blæren. Jeg havde ikke drukket så meget væske på én gang i over en uge, og min blære var på ingen måde forberedt på det.

I løbet af den seneste uge var jeg blevet ret god til at fornemme, hvornår jeg kunne nå toilettet i tide - og hvornår det ville ende i et pinligt uheld. Og den her følelse… den mindede langt mere om det sidste.

Jeg overvejede, om jeg skulle forsøge at tabe med vilje. Måske ville jeg få lov til at gå på toilettet, når min sidste kamp var slut. Jeg kunne få min karakter til at løbe ud af mit gemmested i håbet om, at nogen hurtigt ville skyde mig. Men jeg kunne bare ikke få mig selv til det. Jeg havde spillet så godt indtil nu, og jeg ville ikke efterlade et dårligt indtryk hos træneren.

Jeg havde brug for at bevæge mig. Hvis jeg bare kunne få lov at vride mig en smule i stolen, ville det være nok. Når trangen i blæren nåede det her niveau, betød det næsten altid, at det ville gå galt hvis jeg sad helt stille - men jeg blev nødt til at holde mig i ro for at kunne koncentrere mig om spillet. Jeg pressede fødderne hårdt mod gulvet, spændte kroppen op - og lod det uundgåelige ske.

Mens jeg tissede i pull-up’en, føltes det i min øjenkrog som om, nogle af de andre piger kiggede over mod mig. Jeg prøvede ikke at gå i panik. Havde de hørt det? Hvad hvis pull-up’en var lækket?

Jeg kastede et blik mod højre. Amanda var opslugt af sit spil. Så kiggede jeg til venstre, og Lisas øjne mødte mine et kort øjeblik, før vi begge vendte blikket tilbage mod vores skærme. Havde hun kigget ned mod min talje? Hvorfor?

I alt min nervøsitet over uheldet havde jeg ikke lagt mærke til fodtrin bag mig. Jeg hørte et højt brag og så mit helbred falde drastisk. Jeg vendte hurtigt min karakter og prøvede at bygge mure som beskyttelse, men efter endnu et skud, var min karakter død. En besked blinkede på skærmen: sjetteplads. Det bedste resultat, jeg havde opnået indtil videre, men stadig en skuffelse i forhold til, hvor godt det var gået.

Mine tre runder var færdige, så jeg kiggede rundt i lokalet. Alle undtagen Lisa så ud til at være færdige. Jeg kiggede hurtigt ned for at sikre mig, at der ikke var lækket noget ud i bukserne - og lettet kunne jeg konstatere, at pull-up’en havde holdt tæt. Jeg trak stolen lidt hen bag Lisa og så hende spille sig hele vejen til en førsteplads. Hun klarede det med imponerende lethed, og da hun fik det sidste kill, jublede vi alle. Lisa sagde ikke noget, som om det bare var helt normalt for hende, men hendes ansigt rødmede, da hun vendte sig om og opdagede, vi alle havde kigget med.

“Hr. Olson, kan vi tage en toiletpause, før næste spil?” spurgte en af pigerne ovre i hjørnet.

“Selvfølgelig. Alle der skal, kan gå nu. Vær tilbage om fem minutter.”

Jeg tvivlede på, der var mere urin tilbage, men jeg ville gerne have chancen for at skifte den våde pull-up. Til min ærgrelse så jeg, at alle - undtagen Lisa - rejste sig og gik ud mod toilettet. Jeg havde håbet på lidt privatliv.

“Er du sikker på, du ikke vil med på toilettet, Lisa?” spurgte Olson. “Der bliver ikke flere pauser før udtagelsen er ovre.”

“Ja, ja, det går nok,” svarede hun og rettede lidt på kjolen, mens hun rykkede sig på sædet.

På vej mod toilettet snakkede vi om, hvordan de første tre spil var gået. Jeg blev overrasket over at høre, at jeg havde klaret mig bedst af os alle. Inde på toilettet tog jeg min sædvanlige bås længst bagest. Det var en kæmpe lettelse at få den våde pull-up væk fra numsen, men da der sad én i båsen ved siden af mig, turde jeg ikke tage bukserne helt af for at skifte den. Jeg ville heller ikke tage den hurtigere - og meget mere larmende - vej og rive pull-up’en op i siderne.

Jeg fik tisset lidt. Forhåbentlig var det resten af saftevandet. Jeg ville virkelig gerne af med den gennemblødte pull-up, men kunne ikke finde en måde at gøre det diskret på inden for de fem minutter, vi havde fået. Jeg trak den våde pull-up op igen, mens jeg skyllede ud. Det uringennemvædede materiale var blevet koldt i de få minutter, pull-up’en havde været væk fra min hud, og jeg mærkede, hvordan det kolde, klamme stof klistrede mod huden, da jeansene trykkede det hele tæt ind mod kroppen.

Tilbage i computerlokalet satte jeg mig langsomt ned i stolen og forberedte mig på den ubehagelige fornemmelse, da pull-up’en blev trykket flad under mig.

“Hør efter,” sagde hr. Olson, da alle var på plads igen. “Vi deler jer nu ind i tre par. I kommer til at spille sammen med en makker med nogenlunde samme niveau.”

Da han læste de første par navne op, bemærkede jeg, at mit navn ikke var blevet nævnt. Hvad betød det?

“… og til sidst: Lisa og Sarah,” sagde han.

“Jeg skal prøve ikke at holde dig tilbage,” sagde jeg og vendte mig mod Lisa.

Hun løftede svagt på læberne i et lille smil, åbnede munden som om hun ville sige noget, men tøvede og vendte sig i stedet hurtigt mod sin skærm igen. Det her kunne godt blive lidt af en udfordring.

Men efterhånden som jeg fulgte hendes karakter i spillet, blev det klart, at Lisa spillede på et helt andet niveau end mig. Hun lagde ud med at plyndre en af de hemmelige agentbaser for at samle våben og forsyninger. Det var risikabelt, men hun kendte hele ruten udenad og vidste præcis, hvor alt lå. Jeg fulgte bare efter og blev så optaget af spillet, at jeg helt glemte, jeg stadig havde den våde pull-up på. Lisa sagde stort set ikke noget under spillet. Jeg førte samtalen, mens hun bare nikkede indimellem.

Vi sluttede de tre kampe med en første-, anden- og femteplads - langt bedre end nogen af de andre hold - og hr. Olson afsluttede udtagelsen med at annoncere, at Lisa og jeg ville være blandt starterne. Jeg takkede ham for beslutningen, men da jeg vendte mig om for at finde Lisa - jeg ville rose hende for hendes spil - var hun allerede væk med alle sine ting. Jeg kunne godt lide at have hende som makker, men det ville blive svært, hvis vi ikke kommunikerede sammen.

Da jeg endelig var alene på toilettet igen, sukkede jeg højlydt af lettelse, mens jeg rev pull-up’en af. At sidde i den i over en time havde været virkelig ulækkert. Jeg gjorde mit bedste for at tørre mig med toiletpapir - jeg havde glemt vådservietterne i rygsækken - men jeg kunne ikke helt få den klistrede fornemmelse væk fra huden.

Jeg gemte pull-up’en godt nede i skraldespanden. Efter den, jeg havde fundet, var jeg begyndt at begrave dem lidt mere grundigt. Fornemmelsen af trusserne mod huden var helt vidunderlig. Jeg kom i tanke om, hvordan det var endt sidste gang, jeg havde været i trusser - et uheld i en toiletvogn - og jeg var ikke sikker på, jeg kunne klare mig helt hjem uden problemer. Men jeg havde ikke noget valg. I dag fyldte jeg femten, og jeg skulle til min første overnatning.

3 Synes om

Kapitel 13

Overnatning Del 1 - Sengevæderen




Det første, jeg gjorde, da jeg ankom til Samanthas hus, var at finde ud af, hvor alle toiletterne var.

Det lyder måske som en enkel opgave, men Samanthas hus var som en labyrint - og kæmpestort. Jeg havde kun været der et par gange før, så jeg kendte ikke rigtig layoutet. Men der var fire toiletter. Fire! Det var svært at forestille sig, når man kom fra et hjem med kun ét - som jeg delte med min mor og min lillesøster. Og eftersom jeg regnede med at skulle bruge dem alle mindst én gang inden næste morgen, ville jeg være helt sikker på, hvor de lå.

Jeg gik direkte på toilettet, så snart jeg ankom. Jeg havde været lige ved at tisse i bukserne på bilturen derhen. Fordi jeg skulle overnatte denne gang, gav Samantha mig hele rundturen. De havde fire soveværelser og to badeværelser bare på første sal - som jeg ikke havde været oppe på før. Det betød, at Samantha og hendes yngre søskende - Tommy og Lilian - hver havde deres eget værelse. Uretfærdigt. Jeg var misundelig. Vi skulle dog tilbringe det meste af aftenen i kælderen, hvor de havde et spillelokale med et kæmpe TV og store, bløde sofaer at slænge sig i.

Vi satte os på nogle høje taburetter rundt om køkkenøen og spiste chips, mens vi sladrede om, hvordan ugen var gået. Jeg havde været i Samanthas hus før, men denne gang føltes bare helt anderledes. Det var ikke rigtig gået op for mig endnu, at jeg faktisk skulle sove her.

Jeg så Lilian løbe forbi køkkenet på vej mod toilettet - og kunne ikke lade være med at føle en smule misundelse. Hun var seks måneder yngre end Emilia og havde været renlig i næsten et år. Bare det var gået lige så nemt med min lillesøster. Hvordan kunne det lykkes Lilian så hurtigt, når det var så besværligt med Emilia?

Samantha havde bemærket, at jeg fulgte hendes lillesøster med blikket. Jeg havde brokket mig så meget over Emilias pottetræning, at hun sagtens kunne regne ud, hvad jeg tænkte på.

“Har I stadig problemer med Emilia?” spurgte Samantha.

“Ja, jeg hænger stadig på at skifte bleer og pull-ups døgnet rundt. Det er rart at få en pause i dag.”

“Ad,” sagde Samantha, men hendes ansigtsudtryk matchede ikke helt ordene - hun virkede snarere ret nysgerrig.

Faktisk virkede hun oprigtigt interesseret i, hvordan det gik med Emilias pottetræning. Jeg var bare glad for at have én at tale ud med.

“Det er egentlig ikke så slemt. Hun har i det mindste fanget, at hun skal lave stort på toilettet, så jeg slipper for de helt store ulykker. Men hun bliver ved med at tisse i bukserne, selvom vi sætter hende på toilettet hver halve time.”

Jeg undlod at nævne, hvordan mor havde tvunget Emilia til at bruge ble som straf. Jeg havde ikke lyst til at indrømme, at det gik så dårligt.

“Hvor gammel er hun nu igen?” spurgte Samantha.

“Tre og et halvt. Seks måneder ældre end Lilian.”

“De burde mødes en dag. Jeg tror, de kunne blive bedste venner. Ligesom os.”

“Det ville faktisk være ret godt. Jeg håber bare, Lilians pottetræningssucces kunne smitte lidt af på Emilia.”

“Kan Emilia overhovedet stadig passe pull-ups i den alder?”

Jeg måtte holde et grin tilbage ved det spørgsmål. Hvis bare hun vidste, at jeg faktisk selv stadig kunne passe dem uden de store problemer.

“Hun bruger den største størrelse pull-ups om dagen - og bleer om natten.”

Snakken om pottetræning fik mig til at indse, at jeg ikke havde fortalt mine veninder om den pull-up, jeg havde fundet i en bås på toilettet på skolen. For to uger siden - før jeg selv begyndte at tisse i bukserne og bruge min lillesøsters pull-ups - ville jeg have set det som saftig sladder, som jeg helt sikkert ville have delt, og vi ville sikkert have brugt lang tid på at gætte på, hvem den kunne have tilhørt. Men nu tøvede jeg. Det her var ellers det perfekte tidspunkt at bringe det op, men hvis jeg fik dem til bevidst at begynde at holde øje med tegn på, at nogen gik med pull-up, kunne det nemt ende med, at de begyndte at kigge i min retning.

Jeg havde lyst til at kunne betro mig til mine veninder om alt det, jeg havde været igennem med mine problemer med blæren. Jeg tænkte, at Desi måske ville være forstående, men det var sværere at vurdere, hvordan Samantha ville reagere. Hun var en loyal ven, men hun kunne godt være dømmende overfor folk uden for vores vennegruppe - især hvis de var anderledes på en eller anden måde. Måske, hvis vi fik en af de der dybe, sene nattesamtaler, kunne jeg gradvist få nævnt noget og se, hvordan de reagerede. Vores snak gled over i, hvordan Fortnite-udtagelsen tidligere på dagen var gået.

“Kom den der særling egentlig til udtagelsen?” spurgte Samantha.

“Du er nødt til at lade være med at kalde hende det,” sagde jeg. “Ja, Lisa er lidt akavet, men det er altså ikke hendes skyld, at hun er blevet hjemmeundervist.”

Samantha rullede bare med øjnene.

“Hvordan gik udtagelsen?” spurgte Desi.

Jeg forklarede, hvordan Lisa og jeg havde været de to bedste spillere, og at vi begge var blevet valgt som startere. Min detaljerede gennemgang af Fortnite-kampene var dog langt fra lige så spændende for dem, som den havde været for mig. Deres begyndende kedsomhed blev afbrudt, da Samanthas mor kom ind i rummet med de pizzaer, hun var taget ud for at hente. Pizza to gange på én dag? Det måtte jo være min heldige dag.

“Hvilken slags sodavand vil du have til pizzaen?” spurgte Samantha.

Jeg havde faktisk ikke lyst til nogen form for sodavand, men jeg kunne ikke finde på en høflig måde at afslå på. Man skulle jo spise usundt til en overnatning.

"Det ved jeg ikke… Vælg en for mig. "

Mor lod mig sjældent drikke sodavand, så jeg havde ikke rigtig nogen præference for, hvilken smag jeg ville have. Samantha kom tilbage til bordet med tre kolde dåser Mountain Dew, som hun havde taget i køleskabet. Jeg ville slet ikke begynde at tænke på, hvor meget sukker og koffein der måtte være i dem. Samantha gjorde en hel forestilling ud af at bunde hele sin dåse på få sekunder.

“Blærerøv,” mumlede Desi.

“Kan I to gøre det bedre måske?” sagde Samantha udfordrende.

Desi tømte sin dåse næsten lige så hurtigt som Samantha, uden at spilde en eneste dråbe. Begge vendte sig mod mig.

“Bund! Bund! Bund!” råbte de i kor.

Jeg havde overhovedet ikke lyst til at drikke den. Jeg havde håbet at kunne nøjes med nogle få slurke. Jeg åbnede dåsen og begyndte at hælde sodavanden i munden. Kulsyren brændte, og jeg kom til at hoste. Det var første gang i måske tre-fire måneder, jeg havde drukket sodavand, og jeg var slet ikke forberedt på hvordan det smagte og føltes. Desi klappede mig for sjov på ryggen, mens jeg hostede færdig.

“Måske burde jeg gemme resten til senere,” sagde jeg, i håb om at “senere” ville blive til “aldrig”.

“Det kan du ikke. Den bliver flad. Bare drik den nu,” sagde Samantha.

Jeg kiggede ned på den næsten fulde dåse igen. Jeg kunne ikke finde på en god undskyldning for at lade være, men hvis jeg drak den, ville chancen for at tisse i bukserne være meget større.

“Kom nu, Sarah,” sagde Samantha. “Det er bare sodavand. Du skal kunne lide det.”

Jeg drak stille og roligt af dåsen, indtil den var tom, og gjorde mit bedste for at undgå samme reaktion, jeg fik da jeg forsøgte at bunde den. Jeg vidste jo godt, at væske ikke gik direkte i blæren med det samme, men nærmest i samme sekund som jeg havde drukket den sidste tår, begyndte tissetrangen allerede at melde sig. Det her ville blive en lang aften.




Da jeg kom tilbage fra toilettet, var Samantha og Desi i gang med at diskutere, hvad vi skulle starte med at lave. Jeg havde glædet mig til at prøve noget makeup, men de havde helt andre planer i tankerne.

“Hvad skal vi lave, før vi sætter film på i aften?” spurgte Desi.

“Vi kunne tage en tur i poolen,” sagde Samantha.

“Svømme? Det er alt for koldt til det i dag,” sagde jeg. “Og du sagde ikke noget om, at vi skulle svømme. Jeg har ikke taget badetøj med.”

“Det er jeg ked af - jeg burde have nævnt det. Desi har bare altid badetøj med, når hun overnatter her. Du kan låne noget badetøj, jeg er vokset ud af,” sagde Samantha, som var flere centimeter højere end mig. “Jeg er sikker på, den passer dig fint.”

Desi tog sin taske og gik ud på badeværelset for at skifte. Hun havde lige fået gipsen af foden tidligere i dag, så nu kunne hun også være med i poolen. Samantha tog mig med ovenpå til sit værelse. Hun trak en bøjle frem fra skabet, hvor der hang en gammel bikini. Jeg kiggede lidt akavet på den. Jeg kunne huske den fra dengang vi var i vandland sammen, sidste sommer. Det var jo egentlig ganske normalt badetøj, men mor havde dengang hånet den og kaldt den upassende, da hun så Samantha have den på. Mor tillod mig kun at bruge badedragter.

“Åh, kom nu,” sagde Samantha. “Din mor finder aldrig ud af det, og det er jo ikke, fordi naboerne kan se ind til poolen gennem hegnet.”

Jeg opgav, tog tøjet af og prøvede bikinien. Den sad stramt, hvilket vel var bedre end, hvis den havde været for løs. Jeg følte mig nærmest nøgen, selvom alt, der skulle dækkes, var dækket. Jeg fór sammen, da Samantha kom tilbage ind på værelset, og krydsede instinktivt armene foran kroppen.

“Lad nu være med at være så sippet,” sagde Samantha. “Skynd dig - vi har kun en time eller sådan noget dagslys tilbage.”

Jeg frøs, da jeg trådte ud i Samanthas baghave i bare badedragt. Samantha og Desi sprang i poolen før mig og plaskede begejstret rundt. Jeg tog et skridt tilbage for at undgå at blive ramt af vandet. Kuldegysninger bredte sig på armene, mens jeg stod og frøs på den stenbelagte terrasse.

“Hop i. Vandet er opvarmet,” sagde Samantha.

Jeg listede hen til kanten af poolen og dyppede foden i vandet. Det var ikke helt så varmt, som jeg havde håbet, men stadig bedre end den iskolde svømmehal hjemme - og klart bedre end at stå her og fryse. Jeg lavede et bombehop ned i poolen og sprøjtede både Desi og Samantha til. Poolen var lidt under halvanden meter dyb, men for mig betød det, at jeg måtte stå på tæer for ikke at få vand i munden.

Vi legede rundt med oppustelige badedyr og forsøgte at vælte hinanden af, mens vi selv holdt balancen. Derefter gik vi over til at lege tagfat. Jeg var den bedste svømmer i gruppen, og jeg havde ingen problemer med hurtigt at svømme hen til en af de andre, give dem et dask og så komme væk igen, før de kunne nå mig. Lige nu jagtede jeg Samantha og havde fået hende presset op i et hjørne af poolen.

Hun dykkede under vandet og prøvede at svømme ned under mig, men jeg tog en dyb indånding og dykkede efter hende. Jeg fik fat i hendes ryg og gav hende et fast dask. Så sparkede jeg af fra væggen og svømmede mod den modsatte ende. Da mine tæer nåede bunden, mærkede jeg pludselig, at vandet omkring mit underliv blev varmere - og så gik det op for mig, at jeg var ved at tisse. Fordi jeg i forvejen var helt våd, havde jeg ikke lagt mærke til det med det samme, som jeg plejede at gøre, når det skete i en pull-up.

Jeg kunne ikke blive stående dér. Samantha var allerede på vej efter mig for at hævne sig. Jeg begyndte at bevæge mig mod den modsatte ende af poolen, men da jeg vendte mig om for at se, hvad hun lavede, så jeg, at hun var stoppet præcis der, hvor uheldet var sket. Hendes ansigt viste tydeligt afsky, mens hun begyndte at gå baglæns væk fra stedet.

“Sarah! Har du lige tisset i poolen?” råbte hun.

Desi vendte sig om og stirrede på mig. Jeg kunne ikke indrømme, at jeg havde haft et uheld, men eftersom Samantha var så sikker på, at nogen havde tisset i vandet, kunne jeg heller ikke benægte det. Min eneste mulighed var at lade som om, jeg havde gjort det med vilje.

“Ja,” svarede jeg kort.

“Adr!” skreg Desi og skyndte sig op af poolen.

“Slap af, klorvandet dræber det,” sagde jeg og vendte mig mod Samantha. “Der er klor i, ikke?”

“Selvfølgelig er der det, men det betyder ikke, at man bare kan tisse i vandet, når man har lyst,” sagde Samantha. “Så ulækkert.”

Desi nægtede at komme ned i vandet igen, så det betød, at vi måtte gå ind. Hun sendte mig endnu et blik fuld af afsky, mens vi tørrede os med håndklæderne ude på terrassen. Efter vi havde skiftet til nattøj oppe på Samanthas værelse, gik vi ned i kælderen for at se film - men Tommy var allerede dernede og spillede et spil på fjernsynet.

“Mor, kan du få Tommy til at stoppe med at spille?” råbte Samantha op ad trappen for at få sin mors opmærksomhed.
“Nej, jeg sagde, han godt måtte spille lidt, inden han skulle i seng,” svarede hendes mor. “Du ved jo, han går tidligt i seng, så I har masser af tid, når han er færdig.”
“Fint,” mumlede Samantha surt og gik væk med et utilfreds udtryk i ansigtet.

Jeg kunne ikke tro, hvad Samantha slap af sted med. Hvis jeg havde opført mig sådan derhjemme, ville jeg have endt hen over mors knæ for at få smæk.

“I piger går bare ovenpå og finder en anden leg at lege, indtil I kan gå i gang med filmen,” sagde Samanthas mor og ignorerede sin datters optrin.

“Hvad skal vi lege?” spurgte Desi.
“Var det ikke dig, der sagde, at I altid leger ‘Sandhed eller konsekvens’?” sagde jeg ivrigt. Jeg ville virkelig gerne prøve det.
“Selvfølgelig,” sagde Samantha. “Har du aldrig prøvet det før?”
“Nej.”
“Kender du reglerne?”
“‘Sandhed’ betyder, at du skal svare ærligt på et spørgsmål. ‘Konsekvens’ betyder, at du skal udføre den udfordring, du får.”

Vi gik op på Samanthas værelse igen og satte os på tæpper på gulvet i en rundkreds.

“Det er din første gang, så du skal starte,” sagde Samantha til mig. “Sandhed eller konsekvens?”
“Sandhed,” svarede jeg uden tøven.

Samantha og Desi udvekslede et blik og hviskede til hinanden for at finde på et spørgsmål.
“Har du nogensinde kysset en dreng?” spurgte Desi.

Selvfølgelig skulle hun spørge om noget i den stil.
“Nej,” svarede jeg.
“Hvad med at kysse en pige?” skød Samantha ind.

Jeg gispede. Det var et ret vovet spørgsmål i vores konservative nabolag. Og de havde jo også kun lov til at stille ét spørgsmål.
“Nej!” sagde jeg højt. Ikke at jeg aldrig havde tænkt på det.
“Jeg kunne aldrig finde på det,” tilføjede jeg, bare for at gøre det klart.

Vi holdt os til sandheder de første runder - ingen af os havde helt mod på at tage en konsekvens endnu. Jeg fandt ud af, at Samantha engang havde fået tre 00’er på en karakterudskrift, og at Desi havde sagt et bandeord foran sin mor for første gang som treårig. Jeg måtte til gengæld indrømme, at jeg engang havde spist en bussemand. Det begyndte at blive lidt kedeligt - jeg var klar til det spændende.

“Sandhed eller konsekvens?” spurgte Samantha mig, da det blev min tur igen.
“Konsekvens!” sagde jeg.
“Jeg har en,” sagde Samantha hurtigt, før Desi kunne nå at sige noget.
“Jeg udfordrer dig til at trække bukserne ned på min bror.”
“Hvad?” spurgte jeg.

Jeg forstod ikke, hvad hun mente. Samantha rullede med øjnene.
“Det betyder bare, at du sniger dig hen og trækker hans bukser ned - bare bukserne, ikke underbukserne. Vi skal jo ikke have nogen til at stå nøgne.”

Jeg blev overrasket over Samanthas udfordring. Det var en mærkelig opgave, men ikke noget, der virkede særlig svært eller pinligt.

Tommy stod foran fjernsynet i kælderen med basketballshorts og T-shirt på, hoppede op og ned og fæg­tede med armene foran et eller andet slags bevægelsesstyret spil. Alt i alt virkede det som en ret nem konsekvens. I stedet for at snige mig bag ham og risikere at blive opdaget, gik jeg roligt hen mod sofaen bag ham, som om jeg bare passede mig selv. Samantha fulgte efter med sin telefon fremme - hun så ud til at optage det hele.

Jeg gik helt forbi Tommy. Han lagde ikke mærke til mig - han var alt for opslugt af spillet. Jeg vendte om, denne gang med intentionen om at udføre udfordringen. Jeg stoppede bag ham og gik i knæ, så jeg kunne nå hans shorts. Med et fast greb trak jeg dem hele vejen ned.

Jeg var ikke forberedt på, hvad jeg så. Jeg havde slet ikke tænkt over, hvad der ville ske bagefter. Jeg havde regnet med, at han ville have underbukser eller boxershorts på - måske endda med tegneseriefigurer. I stedet havde Tommy en pull-up på. Den havde blå sider og et mønster med vandrette blå striber foran. Det var det sidste, jeg havde forventet.

Jeg tror ikke, Tommy opdagede det med det samme. Han prøvede først at bukke sig ned efter sine shorts, men kunne ikke nå. Så vendte han sig om og satte hænderne foran sin pull-up i et mislykket forsøg på at skjule den. Tårerne begyndte at samle sig i hans øjne. Jeg satte mig ned i sofaen, flov over at have afsløret hans hemmelighed ved et uheld. Men Samantha virkede ikke spor overrasket.

“Nåååh, har baby allerede sin ble på til sengetid?” sagde Samantha hånligt til sin lillebror.

Tommy begyndte at løbe væk. Samantha gav telefonen til Desi og løb efter ham. Hun fik fat i ham og vendte ham om, så han stod med hænderne løftet og pull-up’en helt synlig.

“Desi, kom og vis Tommy videoen,” sagde Samantha.

Desi gik hen til Samantha, der holdt Tommy fast, og afspillede videoen. Billederne var knivskarpe og efterlod ingen tvivl om, at Tommy havde en pull-up på. Tårerne strømmede ned ad Tommys kinder, mens han tavst så med.

“Tommy, vil du gerne have, at dine venner skal vide, at du er en baby?”
“Jeg er ikke en baby,” protesterede han svagt - ikke det mest overbevisende argument, når man stod iført en pull-up.
“Store børn går ikke med ble,” sagde Samantha og ignorerede hans protest. “Hvis du ikke vil have, at dine venner ser den her video, så gør du som vi siger og opfører dig som en artig lille baby, og du siger ikke noget til mor. Forstået?”

Tommy svarede ikke, ud over sin stille gråd.
“Forstod du det?” sagde Samantha igen, denne gang mere bestemt.

Tommy nikkede.
“Så kom, lille baby, hold blusen op og vis din ble frem,” sagde Samantha, mens hun fandt sin telefon frem og begyndte en ny optagelse.
“Hvorfor fortæller du ikke lige alle sammen, hvad du har på?”

Tommy mumlede noget, vi ikke kunne høre.
“Højere - for kameraet.”
“En pull-up.”
“Og hvorfor har du en pull-up på?”

Tommy begyndte at sige noget, men tøvede, stammede, og blev så stille. Samantha fortsatte sin afhøring.
“Hvad gør du hver nat, når du sover?”
“Jeg tisser i sengen.”

Jeg var rystet over hele forløbet. Jeg vidste godt, at Samantha til tider kunne være lidt arrogant og måske en smule ondskabsfuld - men det havde altid virket mere som harmløst drilleri, i forhold til hvor grusom hun nu var overfor sin bror. Hele situationen mindede mig alt for meget om, hvordan mor var over for Emilia.

Jeg var så lettet over, at jeg havde valgt ikke at tage en pull-up på til overnatningen - og heller ikke havde nogen med i tasken som backup. Hvad nu hvis det havde været mig, de havde trukket bukserne ned på?

Jeg havde tænkt - set i bakspejlet nok temmelig naivt - at jeg måske kunne betro mig til mine veninder om alle de problemer, jeg havde haft med blæren og uheldene. At gå med den hemmelighed alene hele ugen havde været virkelig stressende.

Samantha samlede Tommys shorts op fra gulvet, inden han kunne nå dem.
“Dem får du ikke brug for,” sagde hun og klappede ham på bagdelen, mens hun førte Desi og mig tilbage ovenpå for at fortsætte legen med Sandhed eller konsekvens.

2 Synes om

Kapitel 14

Overnatning Del 2 - Dobbelt udfordring




Desi og jeg gik stille op ad trappen bag Samantha. Jeg kunne stadig ikke fatte, hvad hun lige havde gjort. At lade Tommy blive nedenunder uden bukser? Jeg fik dårlig samvittighed over ikke at have sagt noget, som om jeg selv var medskyldig i den måde, Samantha havde ydmyget sin lillebror på.

“Vil du virkelig lade Tommy blive dernede uden sine shorts?” spurgte jeg endelig, da vi nåede toppen af trappen.

Samantha stoppede og kiggede ned på basketballshortsene, hun stadig havde i hånden, men hun svarede ikke med det samme.

“Altså, det var da sjovt og alt det der, men du gik nok lidt for langt den her gang,” tilføjede Desi.

Jeg blev lettet over, at Desi var enig med mig og også forsvarede Tommy.

“Okay så. Jeg giver ham hans bukser tilbage. Den møgunge har nok lært lektien nu,” sagde Samantha og begyndte at gå ned ad trappen igen.

“Hvad er det egentlig med hende og Tommy?” spurgte jeg Desi dæmpet, så snart Samantha var uden for hørevidde.

Jeg vidste godt, at de to søskende aldrig havde været tætte, men jeg havde aldrig opfanget, at det var så fjendtligt mellem dem.

“Altså, det er rigtigt nok, at Tommy har været lidt af en pest for tiden - han prøver hele tiden at få Samantha i problemer.”

“Men ligefrem afpresse ham?”

“Jeg ved det. Måske kan vi snakke med hende senere om at slette videoen.”

Samantha kom tilbage op, og vi fortsatte med Sandhed eller konsekvens, hvor vi slap. Siden jeg havde taget en konsekvens, kunne jeg til gengæld vælge den næste konsekvens, som en af mine veninder skulle tage. Det gav mig en idé. Samanthas opførsel havde øget presset på, at hun under ingen omstændigheder skulle se mig have et uheld, men med den måde de havde presset mig til at drikke sodavand på, kunne jeg ikke længere være sikker på, at jeg kunne undgå at tisse i sengen, hvis jeg faldt i søvn. Jeg havde ikke taget nogen pull-ups med. Jeg kunne dog tage en af Tommys, men jeg var nødt til at finde ud af, hvor hans pull-ups blev opbevaret.

Vi gik tilbage ind på Samanthas værelse, for at fortsætte med Sandhed eller konsekvens. Nu var det hendes tur, og fordi jeg lige havde taget en konsekvens, var der ikke mange andre muligheder for hende end at gøre det samme.

“En konsekvens,” sagde Samantha, da jeg spurgte hende.

“Jeg har en. Jeg har en,” sagde jeg hurtigt, inden Desi nåede at sige noget.

Det her var min chance. Den skulle jeg ikke lade gå fra mig. Jeg havde noget, jeg var nødt til at finde ud af - og måske kunne jeg få en lille form for retfærdighed for Tommy samtidig.

“Jeg udfordrer dig til at tage en af Tommys pull-ups på…”

Udtrykket i Samanthas ansigt, mens jeg holdt en lille pause, var det hele værd - chok og en snert af forlegenhed, mens hun fordøjede, hvad jeg var i gang med at bede hende om.

“… på hovedet,” afsluttede jeg.

Jeg tror, hun ville have nægtet, hvis jeg havde sagt, at hun skulle tage den på ligesom man ville have trusser på, men en fjollet udfordring som at have den på hovedet var for uskyldig til at sige nej til.

Desi brød ud i grin.

“Hold da op! Du ved godt nok, hvordan man leger. Er du sikker på, du aldrig har prøvet det før?”

Jeg fniste. Selv Samantha måtte trække på smilebåndet. Hun vidste godt, at jeg havde snydt hende lidt.

“Nå?” sagde jeg.

“Selvfølgelig gør jeg det,” sagde Samantha surt.

Hun førte os ind på værelset ved siden af sit eget. Det var præcis det, jeg havde brug for at se. Hun tændte lyset og åbnede skydedøren til et af skabene i Tommys værelse. På en hylde stod en stor æske i fuld synlighed som jeg straks genkendte. Det var drengeudgaven af de pull-ups, jeg selv engang havde brugt som sengevæder. Størrelsen stod som XL, og passede børn fra 30 til 55 kilo. Jeg ville sagtens kunne passe dem.

Samantha tog en pull-up ud af æsken og trak den ned over hovedet, så hendes ører stak ud af benåbningerne. Hun lavede en fjollet lille dans, inden hun tog den af og kastede den på gulvet.

Nu vidste jeg alt, hvad jeg havde brug for at vide. Jeg skulle bare vente, til alle sov, og så kunne jeg snige mig ind på Tommys værelse og tage en pull-up på.

Desi var den sidste, der skulle have en konsekvens. Efter det, Samantha og jeg havde lavet, var det svært at toppe. Men Samantha havde et særligt glimt i øjet. Jeg havde på fornemmelsen, at hun ikke brød sig om, at Desi havde grinet så meget ad min pull-up udfordring.

“Det er min tur til at finde på en konsekvens, men jeg skal lige tænke,” sagde Samantha.

Hun lod et helt minut gå, mens Desi ventede nervøst. Siden de to sidste konsekvenser havde involveret Tommys pull-ups, havde jeg en stærk mistanke om, at det ville ske igen - men hvis Samantha allerede havde besluttet sig, viste hun det ikke.

Til sidst bredte et stort smil sig over hendes ansigt.

“Kom nu, Samantha,” sagde Desi utålmodigt.

Samantha lo og rejste sig dramatisk, klar til at annoncere sin udfordring.

“Desi, jeg udfordrer dig til at tage en af Tommys pull-ups på og tisse i den.”

Desi sad målløs på sit tæppe. Hendes tavshed var overraskende i sig selv. Samantha så alt for tilfreds ud. Jeg sad bare og stirrede med åben mund. Seriøst?

“Se, jeg ved godt, hvordan man leger denne her leg,” sagde Samantha spottende, og spænede ud af værelset - sikkert for at hente en pull-up.

“Hun mener det ikke, vel?” sagde jeg til Desi med et forvirret blik.

“Nej, hun er bare dramatisk for at skræmme mig. Der er ingen chance for, hun virkelig forventer, jeg skal pisse i en pull-up.”

Samantha kom tilbage, forpustet og med et smørret grin og en blå pull-up i hånden. Hun smed den ned i Desis skød. Desi lod den falde, som om den var varm.

“Sådan,” sagde Samantha med en teatralsk stemme.

“Jeg gør det ikke,” sagde Desi og krydsede armene.

Det fik smilet til at forsvinde fra Samanthas ansigt.

“Jo, det gør du. Det er reglerne. Du sagde konsekvens, og jeg gav dig en. Nu skal du gøre det.”

De to stirrede på hinanden. Ingen af dem virkede til at ville give sig.

“Fint,” sagde Desi til sidst, greb pull-up’en fra gulvet og marcherede ud på badeværelset for at tage den på.

Hun kom tilbage et minut senere iført kun sin hættetrøje og pull-up’en. Desis slanke krop var lidt ligesom min, og pull-up’en passede hende tydeligvis. Den var også tydeligvis stadig tør, så hun havde endnu ikke klaret udfordringen. Designet var anderledes end den, Tommy havde haft på - den her havde et rummotiv, dækket med planeter og stjerner.

Jeg så skiftevis på mine to veninder. Desi stirrede stadig vredt på Samantha, tydeligvis ikke tilfreds med at være blevet presset ud i sådan en dum udfordring. Jeg havde troet, Samantha måske ville blive ramt af dårlig samvittighed, men i stedet stod hun og så småfornøjet ned på pull-up’en Desi havde på.

Desi trak sine joggingbukser op, indtil pull-up’en var dækket.

“Det må du ikke,” sagde Samantha. “Vi skal kunne se, om du har tisset i den. Tag bukserne af igen.”

“Din udfordring var, at jeg skulle have den dumme pull-up på og tisse i den. Der blev ikke sagt noget om, at jeg skulle vise det frem.”

“Men…” begyndte Samantha.

“Du kan ikke ændre reglerne midt i en udfordring,” sagde jeg til Desis forsvar.

Jeg havde ikke lyst til at bruge de næste par timer på at se Desi gå rundt i en pull-up. Udfordringen var allerede pinlig nok i sig selv, og mine egne oplevelser med pull-ups den sidste uge gjorde det endnu mere akavet.

“Jeg skal ikke tisse lige nu alligevel,” sagde Desi. “Jeg viser jer det, når jeg er klar.”




Vi vendte tilbage til kælderen efter at have været i køkkenet for at hente snacks - Samantha havde insisteret på, at vi skulle have mere sodavand - og fandt Tommy i gang med at slukke for sit spil. Som Samantha havde sagt, havde hendes lillebror fået sine shorts på igen, og man kunne ikke se, at han havde noget andet under. Hvis ikke det havde været for episoden tidligere på aftenen, ville jeg aldrig have gættet at han havde en pull-up på.

Vi satte os til rette i sofaen, og Samantha satte filmen, Crazy Rich Asians, på og rakte Desi og mig endnu en sodavand samt en stor skål popcorn. Jeg hadede at sige nej, når noget blev tilbudt, især når jeg var gæst i andres hjem. Og nu, hvor jeg vidste, hvor Tommy opbevarede sine pull-ups, havde jeg i det mindste en slags nødplan. Jeg åbnede dåsen og tog en slurk. Kulsyren stak ikke nær så meget som den sodavand, vi havde drukket tidligere.

Jeg endte med at bede Samantha pause filmen tre gange, så jeg kunne nå ud på toilettet. Jeg gik, så snart jeg mærkede det mindste tegn på, at jeg skulle tisse - jeg tog ingen chancer.

Filmen var ikke lige min stil, men jeg måtte indrømme, at der var nogle sjove øjeblikke. Da rulleteksterne begyndte at køre over skærmen, gled Samantha hen til Desi på sofaen og rakte ud mod toppen af hendes bukser. Desi slog hendes hånd væk og så irriteret ud.

“Hvad laver du?” spurgte hun.

“Slap af,” sagde Samantha. “Jeg ville bare tjekke, om du havde brugt pull-up’en.”

“Den er stadig tør. Jeg skal ikke tisse.”

Jeg var ikke helt sikker på, at det passede, med al den sodavand vi havde drukket, men jeg havde ikke tænkt mig at sige noget.

“Jeg kan bare ikke gøre det,” sagde Desi.

“Hvad kan du ikke?” spurgte Samantha.

“Jeg kan ikke tisse i sådan en pull-up. Det føles forkert.”

Desi ville helst ud af sin udfordring. Jeg forstod hende godt. Men reglerne i Sandhed eller konsekvens var jo som de var - en udfordring skulle gennemføres.

“Du skulle have givet udfordringen til Sarah i stedet,” sagde Desi. “Det er hende der har skulle på toilettet hele tiden.”

Jeg rødmede og kiggede ned på mine fødder.

“Det er alt den koffein. Mor plejer aldrig at lade mig drikke så meget, så jeg er slet ikke vant til det.”

Pull-ups og mine toiletvaner var de to sidste ting, jeg havde lyst til at tale om lige nu, så jeg prøvede at skifte emne.

“Samantha, du sagde, at jeg måtte prøve noget af dit makeup. Skal vi ikke gøre det, inden vi sætter den næste film på?”

Samantha bed på, og vi gik alle tre op på hendes værelse igen.




Jeg kunne næsten ikke genkende mig selv, da jeg så mig i spejlet. Jeg havde siddet stille - eller i det mindste så stille som min nervøse blære tillod - i en halv time, mens Samantha og Desi lagde fuld makeup på mig. Jeg gispede højt, da jeg så mit spejlbillede. Det fik mig virkelig til at se ældre og mere moden ud. Jeg ville ønske, jeg kunne gøre det derhjemme, men min mor havde strengt forbudt makeup, indtil jeg fyldte seksten.

“Hvad synes du?” spurgte Samantha.

“Det ser fantastisk ud!” sagde jeg. “Tusind tak.”

Jeg undskyldte mig og gik på toilettet for, hvad der føltes som gang nummer tusind i løbet af aftenen, mens Desi og Samantha fortsatte med at lægge makeup på hinanden. Som jeg havde forventet, havde jeg nu brugt alle fire badeværelser i Samanthas hus. Jeg havde undgået at have et uheld, men jeg var stadig pinligt berørt over, hvor ofte jeg måtte løbe afsted til toilettet foran mine veninder. De havde ikke rigtig drillet mig, men jeg var stadig nervøs for, hvad de tænkte.

Desi og Samantha havde ikke lagt makeup helt så ekstravagant som min, men de så stadig pæne ud. Vi tog et par selfies sammen. Jeg var taknemmelig for, at mor ikke fulgte mine veninder på sociale medier. Jeg ville få en del at forklare, hvis hun så de billeder.

Jeg havde håbet, at Samantha ville glemme alt om udfordringen, hun havde givet Desi, eller måske bare lade den passere, nu hvor vi var blevet optaget af noget andet. Men så snart vi havde lagt vores makeup, begyndte hun igen at spørge Desi, om hun ikke snart skulle tisse. Til sidst gav Desi op. Hun sukkede, løsnede snøren i sine joggingbukser og lod dem falde til gulvet.

“Lad os bare få det overstået,” sagde hun.

Desi lukkede øjnene, pressede læberne sammen og så koncentreret ud. Jeg havde virkelig ikke lyst til at overvære det. Jeg var sikker på, at mine kinder blev ildrøde af andenhåndsforlegenhed. I starten så pull-up’en lige så tør ud, som da Desi havde taget den på for et par timer siden. Samantha stirrede stadig ivrigt på pull-up’en, som om hun prøvede at få den til at blive våd.

Efter cirka tredive sekunders venten hørte jeg en svag, rislende lyd, og så begyndte der at dukke en lille, gullig cirkel op nederst på pull-up’en. I løbet af få sekunder bredte det sig, indtil det meste af pull-up’en var våd og begyndte at hænge lidt. Det er én ting selv at tisse i en pull-up - noget helt andet at se nogen anden gøre det. Jeg blev næsten helt utilpas. Er det sådan, det ser ud, når jeg har et uheld?

Desi åbnede øjnene og tog en dyb indånding. Hun blev helt målløs, da hun så ned på pull-up’en og resultatet af det, hun netop havde gjort. Hun vred sig lidt, ude af stand til at finde en behagelig måde at stå på med den våde pull-up hængende mellem benene.

“Adr,” sagde Desi. “Det er så klamt.”

Desi rev siderne op og trak pull-up’en af uden at bekymre sig om privatliv, rullede den sammen og kastede den direkte mod Samantha, som trådte til siden, så den landede på gulvet med et splat.

“Så! Jeg gjorde det. Er du tilfreds nu?”

Samantha blev en smule rød i kinderne. Hun skammede sig i det mindste lidt over, hvad hun havde fået sin veninde til at gøre. Hun samlede pull-up’en op og gik ind på Tommys værelse for at smide den ud, mens Desi tog trusser og bukser på igen.

“Det er det mest ulækre, jeg nogensinde har gjort,” sagde Desi, da Samantha havde forladt rummet.

“Ja, det må have været virkelig mærkeligt,” sagde jeg og prøvede at skjule, hvor velkendt følelsen af at tisse i en pull-up var for mig.

“Alt jeg ved er, at Samantha skal passe på næste gang, vi leger Sandhed eller konsekvens,” sagde Desi, højt nok til, at Samantha sikkert kunne høre det fra sin brors værelse. “Jeg har et par idéer.”




Klokken tre om natten var jeg endelig sikker på, at både Samantha og Desi sov tungt. Jeg havde troet, det aldrig ville ske. Vi havde set to film mere, inden vi fjernede vores makeup og lagde os i hver vores sovepose nede i kælderen. Jeg kunne høre Desi snorke, og Samantha havde ikke bevæget sig det mindste i en halv time.

Jeg havde aldrig holdt mig vågen så længe før, men kombinationen af koffein, den konstante tissetrang og frygten for, hvad der ville ske, hvis jeg faldt i søvn og tissede i bukserne, var mere end nok til at holde mig vågen indtil nu.

Men med mindst fem timer tilbage af natten, var jeg ikke sikker på, at jeg kunne holde mig vågen hele vejen. Jeg havde ikke tænkt mig at drikke mere koffein, og virkningen fra det, jeg allerede havde drukket, ville snart aftage. Jeg tænkte på min plan om at hente en pull-up fra Tommys værelse. Det var risikabelt, men ikke så risikabelt som at falde i søvn og vågne op i en gennemblødt sovepose.

Jeg arrangerede min sovepose, så det i mørket kunne ligne, at der stadig lå nogen i den. Kælderen var kulsort uden hverken vinduer eller lys, så jeg tvivlede på, at nogen ville opdage, at jeg havde listet mig væk. Alligevel kravlede jeg så lydløst som muligt hen til trappen og gik op til husets anden etage. Tommys dør stod åben, og et blåligt skær fra natlampen i værelset kastede lys ud i gangen. Jeg stak forsigtigt hovedet ind og kunne se, at Tommy var helt dækket af sin dyne.

Jeg listede over til skabet og tog en pull-up fra kassen. Jeg havde virkelig dårlig samvittighed over at tage den. Det var én ting at tage dem fra min lillesøster, men noget helt andet at tage fra nogen, jeg ikke boede sammen med. Men det var teknisk set Samanthas skyld, at jeg havde brug for dem, bildte jeg mig selv ind. Det var jo hende, der havde presset mig til at drikke så meget sodavand. Lige da jeg skulle til at gå ud af skabet, hørte jeg svage fodtrin ude på gangen. Åh nej. Var der nogen, der havde hørt mig?

Jeg trak mig helt ind i skabet og skubbede skydedøren næsten helt i. Jeg havde ladet Tommys dør stå næsten lukket som en forholdsregel, og nu gav den et lille knirk, da nogen skubbede den op udefra.

Jeg turde ikke kigge ud for at se, hvem der var kommet ind. Ud fra lydene havde personen stillet sig ved siden af Tommys seng. Der gik et minut i stilhed. Så to. Så tre. Til sidst kiggede jeg ud gennem sprækken mellem skabsdøren og væggen. Med natlampens skær kunne jeg lige ane Samantha, der sad på knæ ved siden af Tommys seng. I den ene hånd holdt hun en lav, flad skål med vand. Den anden hånd holdt Tommys hånd nede i vandet.

Jeg var måske ny til sjov og ballade til overnatninger, men jeg behøvede ikke nogen til at forklare, hvad hun havde gang i. Hun prøvede at få ham til at tisse i sengen - eller rettere, i hans pull-up. Hvorfor gjorde hun det mod ham? Jeg havde aldrig fået indtryk af, at Samantha ikke kunne lide sin lillebror. Faktisk havde hun virket så kærlig over for ham, da han var spæd. Det havde fået mig til at ønske, jeg selv havde en yngre søskende.

Efter nogle minutter satte Samantha skålen på gulvet. Hun løftede et hjørne af dynen og trak hans pyjamas lidt ned, så man kunne se pull-upen. Hun måtte have været tilfreds med resultatet, for hun trak pyjamasen og dynen på plads igen, samlede skålen op og gik tilbage mod kælderen.

Jeg havde meget dårligere samvittighed over det, jeg lige havde set, end over at have taget en pull-up. Jeg huskede, hvor ydmygende det havde været for mig selv at tisse i sengen - og min mor havde aldrig gjort et stort nummer ud af det. Hvor meget værre ville det ikke være at gå igennem det, mens ens storesøster og hendes veninder lavede sjov med det - og endda selv havde forårsaget det? Jeg burde have konfronteret hende. Det var én ting at drille sin bror. Noget helt andet at få ham til at tisse med vilje. Men jeg kunne ikke sige noget. Der var jo ingen god forklaring på, hvorfor jeg gemte mig i Tommys skab.

Efter at have givet Samantha nogle minutter til at nå ned i soveposen igen, listede jeg ned til toilettet i stueetagen uden at vække nogen. Det gav mig også min første mulighed for at undersøge pull-up’en ordentligt, selvom jeg allerede havde fået et godt glimt af den både på Tommy og Desi. Den var tydeligvis en størrelse større end dem, Emilia brugte, men stadig ikke så tyk som den, jeg havde fundet på skolen. Mønstret var det samme foran og bagpå, men i den ene ende var der et lille mærke, som viste, hvad der var bagenden.

Da jeg trak pull-up’en op, så den sad på taljen, kunne jeg straks mærke forskellen. Siderne var ikke nær så stramme som Emilias, men stadig tætsiddende nok til, at jeg ikke var bange for, at den ville glide ned. Jeg kunne mærke mellem benene, at der var mere fyld i den her end i dem, min lillesøster brugte.

Jeg havde fået den kedelige model og ikke den med rumtema, men det betød ikke så meget. Disney-figurer var da sjovere, men jeg var bare lettet over at have noget beskyttelse, der kunne forhindre, at Samantha fandt ud af min hemmelighed. Jeg trak mine natbukser op og bandt snoren stramt. Ingen skulle komme og trække dem ned.

Jeg gik forsigtigt ned ad trappen igen. Der var ikke noget toilet i kælderen, så jeg havde faktisk en undskyldning for at være gået ovenpå, hvis Samantha opdagede det, men jeg ville helst undgå den snak. Jeg fik lagt mig tilbage i soveposen uden, at nogen så ud til at have lagt mærke til noget, og ligesom før, så Samantha ud til at sove tungt.

Jeg sov slet ikke den nat. Selvom jeg stolede på, at pull-up’en kunne holde til et uheld, turde jeg ikke længere stole på, at Samantha ikke ville finde ud af det. Og hvis hun gjorde, stolede jeg ikke på, at hun ville lade være med at sladre eller bruge det imod mig. Jeg stod op og gik på toilettet flere gange i løbet af natten. Hver gang var det virkelig akut, men bortset fra den første tur, kom der ikke ret meget.




Jeg lod som om, jeg sov, da jeg hørte, at Desi endelig holdt op med at snorke og begyndte at røre på sig i soveposen. Mine øjne gjorde afsindigt ondt. Jeg havde slet ikke fået sovet.

“Godmorgen,” sagde jeg og forsøgte uden held at kvæle et stort gab.

Desi gabte igen. Hvis hun lagde mærke til, hvor træt jeg så ud, sagde hun i hvert fald ikke noget. Samantha strakte armene ud og kiggede op af soveposen. Jeg trak min telefon frem og så, at klokken lige var lidt over ni. Jeg kunne ikke tro, at mine veninder allerede var vågne, så sent so de var gået i seng.

Jeg ved ikke, hvordan Samanthas mor vidste, at vi var vågne, men hun råbte fra toppen af trappen, at det var tid til morgenmad. Vi løb op ad trappen i vores nattøj uden at skifte. Da vi sad ved køkkenbordet og spiste blåbærpandekager, frugt og appelsinjuice, nævnte vi ikke noget om gårsdagens leg med “Sandhed eller konsekvens”, som om det aldrig var sket.

Tommy satte sig også ved bordet. Han havde stadig nattøj på. Det var måske bare noget, jeg bildte mig ind, men jeg syntes, jeg kunne ane en bule fra den våde pull-up under hans shorts. Jeg kunne ikke forstå, at Samantha kunne finde på at gøre sådan mod sin lillebror. I det mindste lod hun ikke til at have opdaget min egen lille natlige udflugt.

Tommys mor må også have bemærket, at han ikke havde skiftet den våde pull-up. Hun sagde ikke noget direkte, men sendte ham et blik, der fik ham til at løbe ovenpå og komme ned igen i rent tøj.

“Fik du overhovedet sovet i nat?” spurgte Desi, mens jeg kæmpede for at holde hovedet oppe ved bordet.

“Ja, men jeg er ikke særlig udhvilet,” svarede jeg. “Jeg er ikke vant til at sove på gulvet.”

Resten af morgenen flød bare forbi. Desi og Samantha havde måske fået lidt mere søvn end mig, men de var stadig for trætte til at lave noget særligt. Jeg blev så lettet, da jeg hørte mors bil i indkørslen.

Jeg kunne næsten ikke holde øjnene åbne, mens hun kørte mig hjem. Jeg faldt halvt i søvn og blev vækket igen hver gang, bilen bumpede eller drejede.

“Har du slet ikke sovet i nat?” spurgte mor.

“Nej, jeg kunne ikke falde i søvn.”

Mor rystede på hovedet.

“Overnatninger er til for at sove,” sagde hun og skældte mig lidt ud. “Det ligger i navnet.”

“Jeg ved det godt,” sagde jeg og slap et stort gab, jeg ikke kunne holde tilbage. “Jeg kunne bare ikke.”

Da vi kom hjem, stavrede jeg ind i huset som en zombie. Jeg gik forbi køkkenet og ind i stuen, lagde min rygsæk på gulvet og smed mig på sofaen. Jeg sov, i samme øjeblik jeg ramte puderne.

2 Synes om

Kapitel 15

På æresord




Mine drømme var fyldt med variationer af alle mine frygtscenarier fra de seneste par dage. Jeg stod foran fjernsynet i kælderen hos Samantha og prøvede at spille det samme spil, som Tommy havde spillet. Jeg koncentrerede mig så meget, at jeg var fuldstændig uopmærksom på omgivelserne. Jeg mærkede et ryk i mine bukser, da de blev trukket ned til gulvet.

Pull-up’en jeg havde på, var nu helt synlig, men det var ikke en af de blå slags, som Tommy havde haft på, eller min søsters med Disney-figurer på. Det var heller ikke en af de ensfarvede hvide, som jeg havde fundet på skolens toilet. Nej, det blomstrede mønster var fra de pull-ups, jeg selv havde brugt, da jeg var på Tommys alder og tissede i sengen.

Jeg vendte mig om, og Samantha og Desi stirrede på mig.

“Nårh, baby har ble på,” sagde de og grinede.

“Jeg er ikke en baby,” råbte jeg tilbage.

Jeg bukkede mig for at trække mine bukser op, men de var forsvundet. Desi og Samantha grinede bare endnu højere og holdt deres telefoner op for at filme mig. Jeg prøvede at dække pull-up’en med hænderne, men det var nytteløst.

Jeg vendte om og løb op ad trappen kun iført pull-up og t-shirt. Da jeg nåede toppen, skiftede drømmen, og jeg var ikke længere i Samanthas hus, men i skolen. Jeg stod i en toiletbås. Jeg havde i det mindste fået mit tøj tilbage. Bukserne og pull-up’en hang om anklerne, mens jeg blev ved med forgæves at prøve at tisse. Døren til båsen blev slynget op, og dér stod Claire og kiggede ned på min pull-up.

“Nårh, baby har ble på,” sagde hun i en hånlig, syngende tone.

Jeg smækkede døren i ansigtet på hende. Jeg lukkede øjnene. Jeg ville være alle andre steder end i den toiletbås, med min ærkefjende ventende udenfor. Nu var jeg tilbage i mit eget hus, liggende på maven i min seng. Jeg mærkede en fornemmelse i hånden, som om den lå i en skål med varmt vand. Fornemmelsen bredte sig til resten af kroppen, og jeg begyndte at slappe af.

“Sarah. Sarah!” råbte nogen til mig; stemmen kom udefra drømmen.

Jeg vågnede fuldstændig forvirret. Hvor var jeg? Hvad? Jeg lå på sofaen? Min hånd var tør, men min blære føltes som om den var ved at give op. Jeg satte mig brat op, sprang af sofaen og løb mod badeværelset. Men det var for sent. Jeg begyndte at tisse. Strålen var for stærk til at stoppe. Jeg standsede i døråbningen mellem stuen og gangen - jeg kunne ikke både løbe og tisse.

Jeg var stadig så træt, at jeg ikke tænkte klart. Jeg vendte mig om mod stuen og så mor stirre på mig. Åh nej! Hun så mig tisse i bukserne. Jeg kiggede ned og så, at der ikke var nogen våd plet. Alt fra dagen før kom tilbage på én gang. Overnatningen. Sandhed eller konsekvens. Tommys pull-ups. Samantha, der fik ham til at tisse i sengen. Jeg havde stadig en af Tommys pull-ups på. Jeg kunne nu mærke, hvor fyldt den var blevet. Jeg håbede, den ikke kunne ses under mine bukser.

“Det var da på tide, du vågnede, Sarah,” sagde mor skarpt med armene over kors og et utilfreds blik. “Hvad forskrækkede dig sådan?”

“Ingenting. Ingenting. Du vækkede mig midt i et mareridt,” stammede jeg. “Jeg skal på toilettet.”

Jeg sprang badeværelset over og gik direkte ind på mit værelse. Heldigvis var Emilia der ikke. Jeg skiftede til en ren pull-up. Jeg havde mest lyst til bare at lægge mig i sengen og græde. Hvorfor? Hvorfor begyndte jeg pludselig at tisse i bukserne igen? Jeg forstod ikke, hvordan min krop havde besluttet sig for at svigte mig de sidste par uger. Mit hjerte hamrede stadig efter det chok, hvor jeg troede, at jeg havde tisset i bukserne foran mor. Efter jeg havde taget nogle dybe vejrtrækninger for at falde ned, fik jeg det bedre.

Jeg skyndte mig tilbage til stuen, for at mor ikke skulle lægge mærke til, at jeg ikke havde været på toilettet, som jeg sagde. Min mave knurrede og mindede mig om, at jeg ikke havde spist noget siden morgenmaden.

“Jeg er ved at dø af sult. Hvad er der til frokost?”

“Ingenting. Der er pasta til aftensmad om en halv time.”

“Hvad?”

Jeg kunne ikke tro, at jeg havde sovet så længe, men da jeg tog min telefon frem, så jeg, at klokken faktisk var tæt på 18.

“Næste gang du er til overnatning, skal du også sove, unge dame. Du var helt væk, fra det øjeblik du kollapsede på sofaen.”

Jeg ville ikke ødelægge mine chancer for endnu en overnatning. Jeg blev nødt til at skifte emne til noget mere positivt.

“Jeg kom på Fortnite-holdet, og jeg blev en af starterne,” sagde jeg, uden at nævne at der ikke havde været den store konkurrence.

“Kommer det til at overlappe med cheerleading?”

“Ikke ret meget, men vi har udskiftere, og træneren var OK med den plan, fordi det giver alle en chance for at være med.”

“Det minder mig om noget. Jeg tror, du skal åbne din fødselsdagsgave.”

Mor gik ind på sit værelse og kom tilbage med en lille, indpakket æske. Jeg flåede papiret af så hurtigt jeg kunne og afslørede et sæt trådløse gaming-høretelefoner. De ville være perfekte, hvis jeg skulle træne med mine holdkammerater online.

“Årh, tusind tak!”

Jeg gav mor et langt kram.




Aftensmaden var en mærkelig pastaret med broccoli og tomater i. Der var ikke mange måltider, der kunne få mig til at længes efter en af mors gryderetter, men det her var slemt nok til at gøre det. Jeg var ikke den eneste, der pillede ved maden. Min lillesøster gjorde det samme. Hun havde taget højst et par bidder og sad fraværende og prikkede til pastabunken med en gaffel, selvom mor gang på gang sagde, at hun skulle spise sin aftensmad.

“Mor! Jeg skal tisse,” klynkede Emilia.

“Du kan komme på toilettet, når du er færdig med at spise, skat. Du kan ikke springe aftensmaden over.”

“Mor!” klynkede hun og vred sig i sin højstol.

“Stille. Spis din mad.”

“Mor, det ville kun tage et par minutter, hvis jeg tog hende med ud på badeværelset. Emilia kan spise færdig bagefter.”

“Nej. Der er ingen mening med pottetræning, hvis hun ikke kan lære at holde sig i mere end et par minutter.”

Årh, hvorfor skal mor gøre det så besværligt? Emilia var jo kun tre år. Lad hende nu bare komme på toilettet. Jeg ville ønske, det var mor, der skulle skifte Emilias pull-ups og bleer hele tiden. Måske ville hun så få et andet syn på det at tvinge Emilia til at tisse i bukserne. Mors nægtelse fik godt nok Emilia til at skynde sig lidt mere med at spise, men eftersom hun næsten ikke var kommet i gang med måltidet, var der slet ikke tid nok til, at hun kunne blive færdig og nå ud på toilettet.

Emilia begyndte at græde. Jeg lænede mig ind over hendes stol og kiggede ned på pull-up’en. Den var våd. Fedt. Endnu en pull-up, jeg skulle skifte. Tak, mor. Vi blev færdige med maden omtrent samtidig. Nu hvor pull-up’en allerede var våd, havde Emilia ingen grund til at skynde sig med resten af maden. Mor og jeg måtte hele tiden puffe til hende for at få hende til at tage næste bid.

Jeg løftede Emilia under armene og satte hende ned på gulvet. Jeg holdt hende i hånden og førte hende ind på soveværelset for at få hende skiftet. Det eneste lidt positive var, at det her var hendes første uheld i dag, så jeg skulle i det mindste bare give hende en ny pull-up i stedet for en ble.

Emilia snøftede, da jeg løftede hende op og lagde hende ned på puslemåtten, jeg havde lagt på min seng.

“Det var ikke med vilje,” sagde hun.

“Det ved jeg godt, søs. Det er derfor, det hedder et uheld.”

Jeg rev siderne op på pull-up’en og gik i gang med at tørre hende grundigt. Jeg prøvede at være både forsigtig og hurtig. Emilia var for tiden blevet meget mere følsom omkring det, når hun ikke nåede på toilettet. Hvis bare jeg kunne finde en måde at bruge det til at hjælpe hende med at blive bedre til det.

“Jeg ved, du kan gøre det bedre. Og du vil vel ikke stadig have pull-up på, når du bliver gammel nok til at starte i skole?”

Da Emilia var ren, trak jeg den friske pull-up på plads mellem hendes ben. Jeg følte mig som en total hykler. Her sad jeg og irettesatte Emilia for at tisse i bukserne, når jeg selv havde gjort det i hemmelighed i de sidste par uger. Tissetrangen kom snigende, netop som jeg var ved at være færdig med at give Emilia hendes nye pull-up på. Jeg kunne ikke bare efterlade hende på sengen og styrte ud på toilettet. Jeg kunne måske holde mig et par minutter, men det ville være ret ubehageligt.

Pyt, tænkte jeg, og lod blæren slappe af, mens jeg mærkede urinen begynde at sive ud i pull-up’en. Hvad gør det overhovedet til forskel nu? Jeg mærkede den velkendte fornemmelse af, at den udvidede sig og blev tungere mod min hud. Jeg havde gjort det så mange gange nu, at det hverken føltes ulækkert eller mærkeligt længere. Men denne gang mærkede jeg noget andet: en varm rislen, der løb ned ad mine ben og hurtigt blev til en større strøm af varm væske.

Dryp. Dryp. Dryp. Jeg trådte baglæns væk fra sengen og kiggede ned for at se en våd plet brede sig ud fra mit skridt og en pyt af urin samle sig på gulvet under mig. Emilia satte sig op på puslemåtten med store øjne og stirrede på sin storesøster, der lige havde tisset i bukserne.

Hvordan? Jeg havde testet pull-ups’ene. De var aldrig lækket før. Jeg stod helt stille. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. De sidste dråber tis stoppede. Hvordan i alverden skulle jeg forklare det her?

Emilia sprang ned fra sengen, før jeg kunne nå at gribe hende, og fik frit udsyn til hele uheldet. Hun stirrede på mig uden at sige noget. Jeg måtte forhindre hende i at fortælle det til mor. Hvordan kunne jeg overbevise hende om at tie stille?

“Du må ikke sige det til mor.” sagde jeg og rakte min lillefinger hen mod hendes. “Vil du ikke love det? På æresord?”

Hun rystede på hovedet med store øjne. En anden lille stråle slap ud fra min blære, og flere dråber begyndte at falde ned på gulvet - pull-up’en kunne slet ikke holde mere.

“Emilia,” sagde jeg og nærmest tryglede. “Bare lov, at du ikke siger noget. Okay?”

Jeg havde holdt på så mange af hendes hemmeligheder. Kunne hun ikke holde én af mine?

Jeg stillede mig imellem hende og døren. Emilia fór mod døren. Jeg rakte ud efter hende, men hun smuttede uden om mine arme og løb ud i gangen, før jeg kunne nå hende. Åh, den møgunge. Jeg havde næsten lyst til at kvæle hende.

Få sekunder senere hørte jeg Emilias stemme hele vejen ude fra køkkenet:

“Mor! Sarah har tisset i bukserne.”

3 Synes om

:+1:har brug for da kommer meder

Kapitel 16

Konsekvenser




Nej. Nej. Nej. Nej. Nej.

Det her kunne simpelthen ikke ske.

At jeg havde tisset i bukserne foran Emilia for et øjeblik siden, var ikke engang det værste. Det værste var, at jeg havde en af hendes pull-ups på under mine jeans. Måske kunne jeg slippe af sted med at kalde det et enkeltstående uheld, men hvis mor fandt ud af, at jeg havde taget Emilias pull-ups - hvordan i alverden skulle jeg så forklare det? Det var ikke noget, jeg nogensinde havde forberedt mig på. Jeg havde regnet med, at jeg kunne undgå at skulle tage den snak overhovedet. Det var jo hele pointen med at bruge pull-ups.

Jeg følte mig forrådt.

Først af min søster. Jeg havde dækket over nogle af hendes uheld før og taget let på situationer, hvor mor normalt ville have straffet hende langt hårdere. Hvis hun kunne have holdt sin mund i bare ti minutter, kunne jeg have nået at få ryddet op og skjult at jeg overhovedet havde haft et uheld. Men nej, hun skulle selvfølgelig løbe direkte hen og sladre til mor så snart hun fik chancen.

Og så følte jeg mig forrådt af pull-up’en.

Ja, det var jo bare et livløst stykke stof og plastik, men jeg havde stolet på, at den ville skjule, at jeg havde problemer med blæren. Jeg havde tisset i dem så mange gange før, og det var aldrig gået galt - så jeg var begyndt at tage det for givet, at de altid ville virke.

Jeg kunne godt leve med konsekvenserne af ét enkelt uheld. Men jeg ville ikke have, at mor fandt ud af, hvor alvorligt det i virkeligheden stod til. Jeg var nødt til at få pull-up’en af.

Jeg trak mine jeans og trusser ned, rev siderne af pull-up’en op og smed den i skraldespanden. Ude fra køkkenet kunne jeg høre mor tale med Emilia, der stadig sladrede løs.

“Jeg håver virkelig ikke, du laver sjov med mig.”

“Nej, mor! Hun gjorde det. Jeg så det selv.”

Jeg hørte mors skridt i gangen, på vej mod mit værelse. Jeg fik trukket mine trusser op og nåde kun lige at få knappet bukserne i det øjeblik, hun trådte ind ad døren. Det overraskede blik i hendes ansigt afslørede, at hun faktisk ikke havde troet på Emilias historie.

“Hvad foregår der her, unge dame?”

Jeg håbede, det var et retorisk spørgsmål. Hun behøvede egentlig ikke et svar. Den store våde plet i skridtet på mine bukser, de mørke striber af tis ned ad benene og pytterne af urin på gulvet fortalte det hele med al ønskelig tydelighed.

“Nå?” sagde mor, efter et par sekunders tavshed, hvor hun tog det hele ind.

“Jeg… jeg havde et uheld,” mumlede jeg.

“Hvad sagde du?”

“Jeg havde et uheld,” gentog jeg, denne gang tydeligt, selvom stemmen stadig var lav.

“Du er femten. Femten år gammel, Sarah. Hvordan skal jeg lære Emilia at gå på toilettet, når hendes storesøster render rundt og tisser i bukserne lige foran hende? Vi har kæmpet sådan for at lære hende, at det ikke er i orden, og så… det her?”

Jeg blev irriteret over, at mor antydede, det var hende, der stod for Emilias pottetræning. Det havde jo nærmest udelukkende været mit ansvar. Men jeg vidste bedre end at svare hende igen, når hun var i et belærende humør.

“Du skal få dig gjort ren. Vi snakker om, hvad vi gør med dig, når du er færdig med at bade. Og lad være med at tage en evighed.”

Selvom jeg var lettet over, at mor lod mig gå, var hendes bemærkning om, hvad der skulle gøres ved mig på grund af uheldet, ildevarslende. Det var aldrig et godt tegn, når mor sagde, at hun havde brug for at tænke over, hvordan hun skulle straffe mig.

Mens det varme vand silede ned over mig i bruseren, prøvede jeg at forestille mig, hvad min straf kunne blive. Bare tanken om at få smæk gjorde, at min numse føltes øm. Det var mors foretrukne straf, så det virkede mest sandsynligt - selvom jeg ikke vidste, om jeg hellere ville det end f.eks. at få stuearrest.

Det her var min egen skyld, indså jeg, mens jeg tænkte situationen igennem. Jeg var blevet for skødesløs med mine uheld og havde sat alt for meget lid til pull-ups’ene. Jeg kunne sagtens have holdt mig lidt endnu - bare indtil jeg havde sendt Emilia tilbage ind i stuen for at lege - men i stedet havde jeg taget den nemme løsning og bare tisset i pull-up’en med det samme. Jeg var nødt til at være meget mere forsigtig fremadrettet. Det måtte bare ikke ske igen.

Da jeg trådte ud af badet og begyndte at tørre mig, gik det op for mig, at jeg havde glemt at tage rent tøj med ind. Jeg svøbte diskret håndklædet omkring mig og gik tilbage ind på mit værelse. Mor sad allerede og ventede på sengen.

“Mor, kan jeg få lidt privatliv til at tage tøj på?”

“Det tror jeg ikke. Vi skal lige snakke om, hvad du skal have på.”

Snakke om hvad jeg skulle have på? Hvad snakkede hun om? Jeg plejede da altid selv at vælge mit tøj. Og det var ikke ligefrem, fordi hun plejede at købe noget til mig, som hun ville anse for upassende at have på.

Det gik op for mig, hvad mor talte om, da jeg fik øje på det, hun havde lagt frem på mit skrivebord.

Jeg genkendte straks den karakteristiske kasse, hun havde taget med ind i rummet. Jeg anede ikke, at hun havde gemt mine gamle pull-ups. Jeg var sikker på, at hun havde smidt dem ud eller givet dem væk, dengang vi mente, min sengevædning var stoppet for alvor. Men der stod de. Stadig i deres originale kasse. Nej. Det kunne ikke passe. Hun kunne ikke være seriøs.

“Jeg har hentet dine gamle pull-ups inde fra garagen. Du skal have dem på den næste uge,” sagde mor, lige så tørt og naturligt som hvis hun havde sagt, hun havde købt mig et nyt sæt nattøj.

Ja, jeg havde selv gået med pull-ups de sidste par uger - men det havde været mit eget valg. Diskret. Uden at nogen skulle ydmyge mig eller gøre det pinligt. Ikke at jeg ville indrømme det overfor mor, men jeg havde for længst accepteret for mig selv, at det var bedre at være beskyttet mod uheldene end at risikere noget. Det var ikke noget, hun behøvede at vide.

“Mor. Det var kun én gang. Bare ét uheld. Du kan ikke mene det alvorligt. Jeg har ikke brug for at gå med pull-ups.”

“Nå, så du synes, reglerne skal være anderledes for dig end for Emilia? Det er svært nok at få hende til at bruge toilettet, uden at hun begynder at tro, at pottetræning slet ikke betyder noget.”

“Det er ikke fair.”

“Det, der ikke ville være fair, ville være at lade dig beholde dine trusser efter en ulykke, når Emilia skulle have en pull-up på, hvis hun gjorde det samme.”

“Og hvad så? Emilia er tre. Jeg er femten.”

“Præcis, så du burde være et bedre forbillede for hende.”

“Det er evigheder siden, jeg har brugt de der pull-ups. Jeg er vokset. De passer mig jo ikke engang længere.”

“Der står på æsken, at størrelsen går op til 57 kilo, og du var ikke i nærheden af det, da du var til lægetjek for cheerleading.”

Jeg var løbet tør for argumenter. Da jeg ikke havde mere at sige, fortsatte mor sin belæring.

“Sarah, du skal have pull-ups på i en uge. Det bliver ikke længere end det, fordi du holder dem tørre. Læg dig nu på sengen, så jeg kan give dig en på.”

Mor rejste sig fra sengen og gik hen mod mig. Hun pegede mod sengen for at få mig derhen. Alvoren af situationen begyndte gå op for mig. Og hun ville ikke engang lade mig tage den på selv?

“Jeg går ikke med fucking pull-ups!” råbte jeg.

Smæld. Lyden af mors hånd, der ramte min kind, rungede i rummet. Smerten kom ikke med det samme - mit hoved blev drejet til siden - og så kom det. Åh, det gjorde nas. Det stak værre end nogen endefuld, jeg nogensinde havde fået. Håndklædet, jeg havde holdt tæt omkring mig, gled til gulvet, da jeg førte hænderne op til ansigtet. Jeg stod nøgen foran min mor.

“Læg dig på sengen.”

Jeg gjorde ikke mere modstand. Jeg lagde mig på sengen, midt på skifteunderlaget. Der var ikke plads nok til mig, så mine ben hang ud over kanten. Mor gik hen til kassen på skrivebordet og tog en pull-up op. Den så ud, præcis som jeg huskede den. Jeg lukkede øjnene - både for ikke at se, hvad hun var i gang med, og for at prøve at holde tårerne tilbage. Det bragte minder frem om dengang, hun altid skulle give mig pull-up på inden sengetid, selv da jeg var gammel nok til at gøre det selv.

Det gjorde ikke ydmygelsen mindre, at jeg ikke kunne se noget. Jeg mærkede det kølige babypudder mod huden, da mor dryssede det på. Lugten var gennemtrængende. Hun brugte altid for meget. Jeg krympede mig, da hendes varme hænder gned det ind. Hvorfor skulle det tage så lang tid? Bare få det overstået.

Jeg åbnede øjnene, da mor foldede pull-up’en ud og førte mine fødder igennem hullerne. Jeg vidste, hvad der skulle ske. Jeg løftede min bagdel lidt, uden at hun behøvede sige noget, og hun trak den op omkring min talje.

“Rejs dig op.”

Jeg adlød og stod nu igen foran hende. Jeg kunne ikke få mig selv til at se hende i øjnene, men at kigge ned betød at stirre direkte på pull-up’en med de pastelfarvede blomster.

“Se på mig.”

Jeg holdt blikket nede. Jeg kunne ikke se på hende. Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til det.

“Se på mig,” sagde mor og greb fat om min kæbe. Hun løftede mit hoved op, indtil jeg så hende direkte i øjnene.

“Din straf er ikke færdig endnu. Du ved godt, at du ikke må bande. Og at sige sådan noget til mig… helt uacceptabelt.”

Mor tog fat i mit øre - hendes fingre kneb hårdt om huden - og trak mig med ud på badeværelset. Det var første gang, jeg gik med denne slags pull-up på, og jeg kunne straks mærke, hvor meget tykkere den føltes mellem benene.

“Mor. Jeg bér dig. Nej. Jeg gør det ikke igen. Jeg lover det.”

Jeg udnyttede chancen til at se mig selv i spejlet. Mit ansigt var rødt, og den kind, mor havde slået, var en anelse rødere end den anden. Der var heldigvis ikke nogen mærker eller rifter. Jeg så ynkelig ud i spejlet - med tårer ned ad kinderne og kun en pull-up på.

Mor havde kun én gang før vasket min mund med sæbe - dengang jeg som lille havde lært et bandeord af Desi og ved en fejl brugte det foran hende. Siden da havde jeg altid passet ekstra godt på ikke at bande i hendes nærvær. Jeg ville hellere have hvilken som helst anden straf end det igen.

“Mor, vær sød… kan du ikke gøre noget andet? Kan jeg ikke hellere få smæk?”

Mor sagde ingenting. Hun tog bare en fast håndsæbe og begyndte at skylle den grundigt under vandhanen. Til sidst lukkede hun for vandet.

“Åbn munden.”

Jeg kiggede på sæben i hendes hånd. Den var dækket af skum. Jeg kunne allerede forestille mig, hvor ulækkert det ville smage.

“Hvad som helst andet. Jeg bér dig, mor. Hvad som helst.”

“Gør det nu ikke værre for dig selv end det allerede er.”

Med en klump i halsen åbnede jeg munden en smule for hende.

“Mere.”

Jeg adlød, og mor stak sæben ind i munden på mig. Jeg prøvede instinktivt at trække hovedet væk, men hendes anden hånd lå fast på bagsiden af mit hoved og holdt mig på plads, mens hun kørte sæben rundt i munden på mig. Smagen var så modbydelig, at jeg fik kvalme, men jeg kunne ikke rigtig gøre noget med sæben i munden. Mor førte den frem og tilbage, ind og ud, indtil hele min mund var fyldt med skum. Det kan ikke have varet mere end ti-femten sekunder, men det føltes meget længere.

Jeg spyttede det meste af sæben ud i vasken og skyllede munden igen og igen med vand. Smagen blev hængende alligevel.

“Hvad har du så lært?”

“At jeg ikke må bande.”

“Godt, så lad os gå tilbage til dit værelse.”

Jeg gik mod mit værelse med mor lige bag mig. I det mindste trak hun mig ikke i øret denne gang. Det eneste, jeg ønskede, var at få noget tøj på. Jeg gik hen til kommoden og fandt et par jeans frem, men mor stoppede mig med det samme.

“Nej. Du skal bare have en t-shirt og pull-up på. Ligesom Emilia. Ingen bukser, kjoler, nederdele eller leggings.”

“Men mor, jeg kan da ikke gå rundt med pull-up’en helt synlig.”

“Det gør Emilia. Det kan du også. Og det skal du.”

Jeg fandt den største t-shirt, jeg havde. Den dækkede lige akkurat de øverste par centimeter af pull-up’en. Jeg følte mig totalt til grin.

“Jeg henter dig, når Emilia skal på toilettet igen,” sagde mor og kiggede på sit ur. “Det bliver om cirka ti minutter. Inden da vil jeg have, at du har lagt alle pull-ups’ne i skuffen.”

Jeg havde ikke lyst til at røre kassen på mit skrivebord, men tanken om, hvilken straf mor ellers kunne finde på, hvis jeg ikke adlød, fik mig til at gøre det alligevel. Så snart jeg var alene, lagde jeg mærke til, hvor meget pull-up’en knitrede, når jeg gik rundt. Hvert eneste skridt lavede lyd, uanset hvor forsigtigt jeg bevægede mig. Hvis der var én trøst, var det, at denne pull-up nok var mere absorberende, så en lækage ville være mindre sandsynlig.

Jeg talte dem, mens jeg lagde dem i den øverste skuffe, ved siden af mine trusser. Der var seksten tilbage - foruden den, jeg havde på. Mors reaktion havde været meget voldsommere, end jeg havde frygtet. Jeg turde slet ikke tænke på, hvad hun ville gøre, hvis jeg faktisk tissede i en af pull-ups’ne. En hel uge uden uheld? Det lød umuligt. Jeg hadede, at jeg ikke måtte have noget over dem, men hvis jeg skulle følge de samme regler som Emilia, så gjaldt det heldigvis kun herhjemme - ikke i skole i morgen.

“Sarah!” kaldte mor ude fra badeværelset. “Tid til at gå på potten!”

Potten. Jeg hadede det ord. Det lød så barnligt og nedladende. Som om jeg var tre år gammel og ikke femten.

Emilia stirrede på min pull-up, da jeg trådte ind i badeværelset, men hun sagde heldigvis ikke noget. Jeg tvivlede på, at mor ville lade hende slippe afsted med at drille.

“Sarah, vis Emilia, hvordan en stor pige går på toilettet.”

Jeg behøvede ikke engang kigge migselv i spejlet, for at vide at jeg blev rød i hovedet. Jeg kunne ikke tro, det her virkelig skete. Men jeg havde ikke noget valg. Jeg satte mig på toilettet og lod pull-up’en glide ned om anklerne. Jeg havde aldrig haft problemer med at tisse på offentlige toiletter, og jeg kunne allerede mærke, at jeg skulle.

Da jeg var færdig, fandt mor det lille toiletsæde frem, så Emilia også kunne komme til. Da vi begge havde været på toilettet, satte hun igen timeren på Emilias ur til 30 minutter.

Med en halv times frihed før jeg skulle gentage det ydmygende ritual igen, satte jeg mig ved mit skrivebord og åbnede æsken med det nye headset, jeg havde fået i fødselsdagsgave. En runde Fortnite burde kunne få tankerne lidt væk. Jeg havde i hvert fald brug for noget, der kunne få mig til at glemme, hvad resten af ugen kunne byde på.

2 Synes om

Kapitel 17

Mælk og småkager




Så snart Fortnite åbnede på computeren, dukkede der en pop-up op. En venneanmodning? Sikkert en tilfældig person, jeg havde spillet mod for nylig. Jeg gik hen for at afvise den - det ville irritere mig at se notifikationen blive ved med at stå der.

LisasuarasRex. Det var hvem, der havde sendt mig anmodningen. Vent - jeg kunne ikke huske at have lagt mærke til Lisas brugernavn under udtagelsen, men det kunne da næsten ikke være et tilfælde. Jeg accepterede anmodningen. En chatboks fra Lisa åbnede nærmest med det samme.

LisasuarasRex: Sarah???
Dragongirl29792: Jep
LisasuarasRex: godt, det er lisa
LisasuarasRex: var ikke sikker på om jeg huskede dit brugernavn rigtigt
LisasuarasRex: alle de tal
LisasuarasRex: skal vi køre duos?
Dragongirl29792: helt klart!!
LisasuarasRex: har øvet mig på at lave runs til grotterne i weekenden
LisasuarasRex: du kan komme med
Dragongirl29792: lyder lidt risky
LisasuarasRex: ikke rigtig
LisasuarasRex: looten er det værd
LisasuarasRex: nemmeste måde at få fat i en sniper
LisasuarasRex: bare følg med, så går det fint

Jeg så en notifikation om, at Lisa havde inviteret mig til at joine hendes party. Jeg accepterede og trykkede på “klar” til at starte spillet. Jeg havde glemt at spørge, om Lisa selv havde mikrofon. Vi ville ikke kunne skrive til hinanden, når spillet først gik i gang.

“Test. Test. Test,” sagde jeg ind i mikrofonen, så snart vi var i venteområdet.

“Her,” svarede hun.

Jeg tjekkede ruten for bussen over øen. Godt, den kom fra den modsatte side af kortet i forhold til Grotterne. Vi ville nok være de eneste, der tog derhen. Lisa markerede et sted på kortet, hvor vi skulle lande.

“Den bedste indgang til Grotterne er via vandtunnellen ude fra havet,” sagde hun.

Lisa måtte have spillet hele weekenden. Efter vi var hoppet i telefonboksen og havde forklædt os som de AI-vagter, der patruljerede området, førte hun os hurtigt rundt til alle skjulte kister i basen. Efter bare et par minutter var vi fuldt udstyret med alle våben, vi kunne få brug for.

Jeg fulgte nærmes bare med. Lisa fik seks kills, og jeg fik to assists, da vi let besejrede de første tre hold, vi stødte på. Pludselig var det kun os og ét andet hold tilbage ud af de oprindelige 50 topersoners hold.

Byggeri var aldrig min stærke side i Fortnite. Jeg roder altid rundt i knapperne og får bygget ramper i stedet for mure - og omvendt. Og jeg turde slet ikke prøve at ændre på noget, jeg allerede havde bygget. Lisa smækkede et fort op til os på få sekunder, bygget højt op i luften. Vi havde nu fri udsigt til de to sidste modstandere. Lisa tog første skud med sin sniper. Én nede. Én tilbage. Jeg zoomede ind og fulgte ham med sigtekornet. Og bam. Jeg fik ham. Førsteplads.

“Juhuu!” råbte jeg begejstret i mikrofonen. “Vi vandt!”

Lisa var ikke lige så oppe at køre som mig. Jeg gætter på, hun vinder så ofte, at det ikke længere er noget særligt.

“Potte-tid, Sarah!” råbte mor ude fra badeværelset.

Jeg krummede tæer ved det ordvalg og var glad for, at jeg ikke var i et videoopkald med Lisa. Jeg anede ikke, hvor god min mikrofon var til at fange baggrundslyd, men hvis Lisa hørte noget, sagde hun i hvert fald ikke noget. Jeg slukkede mikrofonen for at svare mor.

“Jeg kommer om et øjeblik.”

“Du kommer nu, unge dame.”

“Jeg bliver nødt til at smutte,” sagde jeg til Lisa, da jeg tændte mikrofonen igen. “Vi ses i skolen i morgen.”

“Fint. Hej.”

Jeg følte egentlig ikke, at jeg skulle tisse lige nu. Jeg kunne sikkert have holdt mig i tyve minutter endnu, før det ville begynde at irritere blæren, men at ignorere mor var ikke en mulighed.

“Har du holdt din pull-up tør?” spurgte hun, da jeg trådte ind i badeværelset.

Jeg havde så meget lyst til at himle med øjnene, men formåede at holde mig i skindet.

“Selvfølgelig har jeg det.”

Jeg kunne ikke forstå, at hun overhovedet behøvede at spørge. Kunne hun ikke se, at pull-up’en tydeligvis var tør? Det var jo hele pointen i, at jeg ikke måtte have noget over den - så hun kunne holde øje med det. Og selvom den her type ikke havde en vådindikator, så kunne man altså godt se forskel på en våd og en tør pull-up.

“Lad mig se.”

Mor bøjede sig ned og lagde hånden under pull-up’en for at mærke, om den var våd.

“Godt klaret. Så vis lige din lillesøster, hvordan man bruger toilettet.”

Det føltes næsten værre at få ros. Jeg havde ikke brug for at blive klappet på hovedet for at gøre noget, som alle andre på min alder for længst havde styr på. Nå ja, næsten alle, tænkte jeg og kom i tanke om den pull-up, jeg havde fundet i skolen. Det eneste positive ved mors nye toiletrutine var, at det nærmest sikrede, jeg ikke ville have nogen uheld herhjemme. Skolen var en helt anden sag. Jeg havde stadig ingen anelse om, hvordan jeg skulle klare det der.

Da Emilia og jeg var færdige med at vaske hænder - med den samme klodsede sæbe, jeg havde haft i munden tidligere, hvilket var vildt klamt - kom mor og sagde, at hun havde bagt julesmåkager til os. Ja, hun havde bagt julesmåkager i oktober.

Da jeg kom ud i køkkenet, havde hun allerede sat en lille tallerken med småkager frem til både mig og Emilia. Jeg fik et helt glas mælk, mens Emilia fik en tudekop. Selvom mine ben var nøgne, frøs jeg ikke. Mor havde skruet op for varmen, så jeg i det mindste ikke frøs over det pinlige tøjvalg. Emilia kunne til gengæld ikke holde øjnene fra min pull-up. Jeg hadede den måde, hun stirrede på.

De juletræsformede småkager med grøn glasur smagte fantastisk. Mors småkageopskrift var virkelig god. Til gengæld var jeg noget tilbageholdende med mælken, hun havde stillet frem. Det ville nok ende med en våd seng senere i nat. At hælde noget ud i vasken var udelukket - Mor stod for tæt på. For hende ville det være helt utilgiveligt at spilde så meget mælk.

Jeg tog små slurke og fik drukket cirka halvdelen. Det var så meget, jeg turde tage chancen med. Da mor vendte ryggen til, skubbede jeg forsigtigt til glasset med armen. Det flyttede sig bare en smule. Jeg skubbede igen, denne gang hårdere, og glasset væltede med et bump. Mælken løb ud over bordet og videre ned på gulvet som et vandfald.

“Sarah!”

Mor vendte sig og sendte mig et vredt blik.

“Altså, hvad er der lige med dig i dag? Få det tørret op.”

Jeg skyndte mig at gøre, som hun sagde. Jeg havde jo væltet det med vilje. Jeg greb en ordentlig bunke køkkenrulle og tørrede det hele op. Jeg var så optaget af det, at jeg slet ikke opdagede, hvad mor lavede imens. Da jeg kom tilbage til bordet, stod der nu en stor tudekop med mælk.

“Hvis du spilder som en tumling, må du også drikke fra en tudekop som en.”

“Jeg er ikke tørstig. Jeg har allerede drukket et halvt glas mælk.”

“Det er hældt op nu, og det skal ikke gå til spilde - så drik op.”

Hvordan i alverden skulle jeg undgå at tisse i sengen, hvis jeg skulle drikke halvandet glas mælk så sent? Jeg kunne jo ikke være vågen hele natten - det var jo en skoledag i morgen. Og jeg kunne ikke bare sige til mor, at jeg var bekymret for at tisse i sengen. Det ville bare få hende til at grave endnu mere i aftenens uheld. Så jeg begyndte at drikke mælken.

Jeg satte tudekoppen for munden. Den hårde plastik-tud havde kun en lille åbning, så mælken kom ud i en smal stråle. Det tog sin tid, men jeg fik det hele ned til sidst. Jeg følte mig helt oppustet bagefter. Mor tog Emilia med for at give hende en natble på. Det var faktisk rart ikke selv at skulle stå for det for en gangs skyld.

Med Emilia lagt i seng blev jeg holdt ude af værelset, indtil det var min egen sengetid. Jeg var overrasket over, hvor træt jeg var - jeg havde jo sovet det meste af dagen. Jeg havde regnet med, at klokken ville blive midnat, før jeg blev søvnig. Hvis bare jeg havde haft en spillekonsol, så jeg kunne spille Fortnite, når min søster sov. Min telefon kunne slet ikke trække det spil.

Der var ikke så meget at tage sig til, så jeg besluttede at begynde på nogle af lektierne. Vi var lige kommet til del 2 af Forbrydelse og Straf, hvor Raskolnikovs handlinger begynder at få konsekvenser, og han kæmper med skyldfølelsen.

Biip. Biip. Biip. Biip.

Mors ur begyndte at bippe. Jeg havde håbet, at hun ville slappe lidt mere af med de dér toilettider, nu hvor Emilia sov. Men nej - det skete ikke.

“Så er det tid til en lille pause fra bogen og en tur på potten,” sagde hun.

“Jeg skal altså ikke lige nu.”

“Det er lige meget. Gå derud og sæt dig i to minutter. Du må ikke komme tilbage før.”

I det mindste fik jeg lov til at gå alene derud denne gang. Da jeg sad på toilettet, kunne jeg faktisk godt tisse lidt, selvom jeg ikke følte, jeg skulle. Måske havde mor alligevel lidt ret.




En drømmeløs nat gled forbi på et øjeblik.

Bi-bi-bi-bip. Bi-bi-bi-bip.

Jeg hørte vækkeuret - og alligevel ikke. Lyden nåede mine ører, men min hjerne registrerede ikke, at det betød, jeg skulle vågne og stå op.

“Sarah. Sarah!”

Nogen ruskede mig i siden. Jeg åbnede omsider øjnene. Mor stod lige ved siden af min seng. Vækkeuret larmede stadig. Jeg kiggede søvnigt på uret - 06:55. Havde jeg virkelig sovet fra alarmen i ti minutter?

“Op med dig. Du skal skynde dig, ellers kommer du for sent i skole.”

Jeg smed dynen og lagnet til side. Idet jeg rullede ud af sengen og ned på fødderne, mærkede jeg noget vådt bagpå, men halvsovende som jeg var, lagde jeg ikke rigtig mærke til det.

“Sarah, hvad har du nu lavet?”

“Hvad har jeg gjort?”

“Se selv,” sagde mor og pegede på sengen.

Jeg vendte mig om og så en stor våd plet midt på sengen, præcis dér hvor jeg havde ligget. Jeg havde aldrig oplevet, at mine pull-ups lækkede om natten før - men det var også fem år siden, jeg sidst havde brugt dem til det formål.

“Sengen er drivvåd, unge dame. Jeg sagde, du skulle beholde pull-up’en på, gjorde jeg ikke?”

Det blev for meget. Jeg begyndte at græde og satte mig tilbage på sengen - og mærkede straks den våde pull-up. Det var mors skyld alt sammen. Hvorfor skulle hun også tvinge mig til at drikke den skøre tudekop mælk i går aftes?

“Mor, jeg tog den ikke af.”

Mor løftede øjenbrynene - hun troede ikke på mig.

“Så lad mig se.”

Jeg havde ikke lyst til, at mor skulle se min våde pull-up. Jeg havde faktisk heller ikke selv lyst til at se den. Men jeg ville heller ikke have, at mor troede, jeg havde trodset hende. Jeg løftede hurtigt natkjolen nok til at vise en gul, våd og slasket pull-up og lod derefter kjolen falde ned igen for at dække mig til.

“Åh,” sagde mor blødt.

Hun bøjede sig ned og gav mig et fast kram i nogle sekunder.

“Det er okay. Det er okay. Vi får det hele gjort rent, og så hopper du i bad og gør dig klar til skole. Tag sengetøjet med ud til vaskemaskinen og sæt det over. Smid også natkjolen i - den er jo også våd.”

Da jeg havde fået natkjolen af og smidt den og nattøjet i vaskemaskinen, gik det op for mig, at jeg ikke havde overvejet, hvad jeg skulle have på hen til badeværelset. Jeg kiggede ud i køkkenet. Emilia sad alene i sin højstol og spiste morgenmad. Pull-up’en blev mere og mere ubehagelig, jo længere jeg havde den på, men jeg havde ikke lyst til at gå forbi hende kun iført den og en bh. Jeg prøvede at liste mig hurtigt og lydløst forbi - men det lykkedes ikke.

“Har du haft et uheld?” spurgte Emilia.

Hvorfor skal alle altid spørge, om jeg har haft et uheld, når det er tydeligt, at jeg har en våd pull-up på? Emilia burde passe sig selv. Hendes historik med pull-ups var heller ikke ligefrem fejlfri.

“Ja, jeg havde et uheld i nat - ligesom du selv har haft,” sagde jeg og prøvede at sætte hende på plads ved at minde hende om hendes egne problemer med pottetræning.

“Næh-hæh,” sagde Emilia og rystede på hovedet. “Jeg var tør hele natten.”

Hun strålede. Hun var tydeligvis stolt.

“Godt for dig,” mumlede jeg.




Mor stod igen og ventede på mig på værelset, da jeg var færdig med at bade og havde tørret mig. Skiftemåtten lå midt på sengen. Ved siden af lå en pull-up, babypudder og dagens tøj. Når mor først havde besluttet sig for en straf, holdt hun altid fast i den. Hun havde sagt, at jeg skulle gå med pull-ups i en uge - og det mente hun tydeligvis alvorligt.

Jeg hængte håndklædet op på bagsiden af døren og lagde mig tavst op på skiftemåtten. Lad os bare få det overstået. Jeg havde ikke energi til at diskutere, og den våde seng havde givet mor alt, hvad hun behøvede for at afvise ethvert modargument.

“Det her er meget nemmere end at skifte Emilia,” sagde mor, mens hun justerede pull-up’en. “Hun kunne godt lære lidt af dig.”

Det var ikke nok for mor bare at give mig pull-up’en på. Hun insisterede også på at spænde min bh og klæde mig helt på til dagen.

“Løft armene,” sagde hun, mens hun trak en t-shirt og en hættetrøje ned over hovedet på mig.

Jeg fik ikke engang lov til selv at tage mine jeans på - dem trak mor også op på mig, før hun tog fat i mine hænder og trak mig op at stå fra sengen.

“Læg dem her i din skoletaske,” sagde hun og rakte mig to pull-ups.

“Jeg har ikke brug for ekstra. Jeg har ikke engang brug for den, jeg har på nu.”

“Virkelig?” sagde mor. “Den våde seng og uheldet i går aftes fortæller en anden historie.”

“Jeg ville ikke have tisset i sengen, hvis ikke du havde tvunget mig til at drikke så meget mælk.”

“Lad være med at give mig skylden for dit eget uheld. Du er femten. Det burde være gammelt nok til at kunne drikke lidt mælk om aftenen uden at vågne op i en våd seng - men det er det åbenbart ikke.”

Jeg tog imod pull-ups’ne og lagde dem dybt ned i min rygsæk, i et andet rum end det, hvor jeg stadig havde nogle af Emilias pull-ups liggende.

“Når jeg henter dig i eftermiddag, kan du vise mig, at alle tre stadig er tørre.”

Der var ikke rigtig noget at sige imod det. Jeg kunne ikke benægte de to uheld, og jeg kunne heller ikke afvise logikken i mors forslag - at jeg jo bare kunne bevise, jeg ikke havde brug for dem, ved ikke at tisse i dem. Og jeg havde faktisk en idé om, hvordan jeg kunne få det til at lykkes.

2 Synes om

Kapitel 18

Konfrontation




“Hvad syntes du så om din første overnatning?” spurgte Samantha, da jeg satte mig ved siden af hende i bussen.

“Jeg tror stadig, jeg mangler lidt søvn,” svarede jeg og prøvede at undertrykke et gab.

Det lykkedes ikke, og både Desi og Samantha endte også med at gabe.

“Ej, hold op, det smitter,” sagde Samantha.

“Undskyld. Jeg kan virkelig ikke lade være. Jeg er så træt.”

“Jeg troede, du fik sovet rimelig godt natten til søndag,” sagde Samantha.

“Det gjorde jeg også,” løj jeg – jeg havde ikke lukket et øje hele natten – “men jeg vågnede hele tiden, fordi jeg ikke er vant til at sove i en sovepose på gulvet.”

Jeg syntes, Samantha kiggede lidt nervøst på mig efter det. Var hun bange for, at jeg havde set hende liste op til Tommys værelse?

“Du vænner dig nok til det,” sagde Desi. “Det var jo første gang, du sov ude. Næste gang sover du sikkert som en baby.”

Det håber jeg ikke. Min oplevelse af at “sove som en baby” – våd pull-up og det hele – var ikke ligefrem noget, jeg havde lyst til at gentage.

“Ja,” sagde Samantha. “Vi skal helt klart planlægge en ny overnatning snart.”

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare. Nu hvor mor kendte lidt til mine problemer med blæren, var jeg ikke sikker på, om hun overhovedet ville sige ja. Og hvis hun gjorde, hvad ville hun så sige til Samanthas mor? Og selv hvis jeg fik lov, så havde jeg faktisk ikke haft det så sjovt, som jeg havde regnet med. Men det kunne jeg ikke få mig selv til at sige højt.

“Ja,” sagde jeg. “Men det bliver nok ikke lige foreløbig. Mor var ikke glad for, hvor træt jeg var bagefter.”

Heldigvis lod de den samtale dø ud, og resten af busturen forløb i den der klassiske mandagsstilhed. Bussen var hurtig i dag, så vi nåede frem til skolen med tyve minutter til første time.

Det var sikkert bare noget, jeg bildte mig ind, men pull-up’en jeg havde på i dag, føltes langt mere tydelig end dem, jeg havde lånt fra Emilia. Det var første gang, jeg havde den på under jeans. Jeg havde ellers tjekket spejlet i morges og syntes ikke, man kunne se noget, men jeg kunne ikke lade være med at føle mig paranoid på vej ud til toilettet.

Jeg var ikke i tvivl om, at mors trussel om at holde mig i pull-ups ikke bare var tom snak. Hvis hun fandt ud af, at jeg havde tisset i én, ville hun uden tøven starte ugen forfra – syv dage i træk uden uheld, før jeg måtte få mine trusser tilbage. Inden jeg gik hjemmefra, havde hun sagt, at hun ville tælle de tørre pull-ups, jeg tog med hjem, så der var ingen smutveje.

Jeg ved ikke, hvad der sker med min krop for tiden, men én ting var sikker: chancen for at gå en hel uge uden at tisse i bukserne var mikroskopisk. At bruge Emilias pull-ups i stedet for nat-pull-ups var blevet endnu mere risikabelt. For det første vidste jeg nu, at de ikke kunne holde tæt hver gang – hvilket jo egentlig ikke var så mærkeligt, for selv om jeg stadig kunne passe dem, var de altså designet til små børn, ikke teenagere.

Det andet problem var, at hvis mor opdagede, at jeg brugte Emilias pull-ups nu, ville det være meget værre end før. Hun ville helt klart se det som et forsøg på at snyde uden om hendes regler. Men jeg havde besluttet mig. Chancen for at få hende til at slappe lidt af med al den kontrol var risikoen ved at bruge Emilias pull-ups værd.

Lige inden litteraturtimen gik i gang, gik jeg på toilettet og skiftede fra min nat-pull-up til en af Emilias pull-ups. Jeg tog også et par trusser fra tasken og trak dem udenpå for en sikkerheds skyld.

“Godmorgen,” sagde jeg til Lisa, da vi passerede hende på vej op foran i klasselokalet.

Lisa smilede og hilste venligt tilbage, mens Samantha sendte mig et halvirriteret blik. Hvorfor betød det så meget for hende, om jeg var venlig over for Lisa?




Efter et uheld i fjerde time var jeg lettet over, at jeg havde valgt at tage en af min søsters pull-ups på. Jeg var blevet meget hurtigere til at skifte migselv, så jeg behøvede ikke længere bekymre mig om, at mine veninder undrede sig over, hvorfor jeg altid brugte så lang tid på toilettet.

Jeg ankom til kantinen, netop som Desi og Samantha var færdige med at fylde deres bakker. Da vi gik mod vores sædvanlige plads ved vinduerne bagerst i kantinen, kunne jeg se, at den allerede var taget.

“Kunne du ikke have gemt en plads til os?” brokkede Samantha sig.

“Undskyld. Jeg skulle hurtigt på toilettet. Og der er jo masser af andre steder, vi kan sidde,” sagde jeg.

Det var ikke helt sandt. Der var nogle ledige borde, men de fleste var allerede optaget. Jeg fik øje på Lisa, der sad alene ved et firpersonersbord.

“Vi kunne sætte os ved Lisas bord,” foreslog jeg.

“Ikke tale om. Ikke sammen med hende der særlingen,” svarede Samantha.

Jeg havde lyst til at banke hende oven i hovedet med en synonymordbog – både fordi hun var grov over for Lisa og fordi hun i det mindste kunne finde på nogle mere kreative fornærmelser.

“Stop nu,” sagde jeg. “Hvad er egentlig dit problem? Hun er med på Fortnite-holdet sammen med mig.”

“Jamen helt ærligt, jeg gider bare ikke høre hende plapre løs om computerspil.”

Jeg vidste godt, at Samantha ikke delte min interesse for computerspil, men den bemærkning gjorde alligevel ondt. Og helt ærligt, hvornår havde vi nogensinde hørt Lisa plapre om noget som helst?

“Fint. Så sætter jeg mig hen til Lisa, og så kan du finde et andet bord, hvor du kan sidde og plapre løs om lige hvad du vil.”

Jeg marcherede fornærmet væk og efterlod Desi og Samantha til sig selv.

“Sarah. Vent. Undskyld!” råbte Samantha efter mig.

Jeg ignorerede hende og satte mig over for Lisa, som var så opslugt af noget på sin telefon, at hun ikke engang opdagede, jeg satte mig. Jeg bankede stille på bordet for at få hendes opmærksomhed. Lisa kiggede forskrækket op og var lige ved at falde bagover på stolen.

“Hvordan har din dag været?” spurgte jeg, da hun havde genfundet balancen.

“Fin.”

“Det var hyggeligt at spille med dig i går aftes. Undskyld, jeg kun havde tid til ét spil.”

“Det er OK. Vi… vi kunne måske spille igen i aften?” spurgte Lisa tøvende.

“Selvfølgelig – bare du ikke synes, jeg holder dig alt for meget tilbage.”

Vores samtale blev afbrudt, da Desi og Samantha dukkede op ved bordet. Samantha bed sig i læben. Jeg kendte hende godt nok til at vide, at det var hendes måde at forsøge ikke at se sur ud på. Jeg gættede på, at Desi havde sagt til hende, at hun måtte sidde med os, hvis hun ikke ville ende med at spise alene.

“Hej Lisa, må vi også sidde her hos jer?” spurgte Desi.

Lisa nikkede. Snakken ved bordet delte sig hurtigt op: Lisa og jeg talte om, hvilke nye ændringer der måske kom i næste Fortnite-opdatering, mens Samantha og Desi snakkede om en ny film, de gerne ville se. Da frokostpausen var slut, gik det op for mig, at Samantha ikke havde sagt ét eneste ord til Lisa. Hvorfor skal hun være så smålig nogle gange?




Jeg hadede cheerleading. Selv hvis det ikke var for alt det skøre med at prøve at undgå at tisse i bukserne og sørge for, at ingen så mine pull-ups, tror jeg stadig ikke, jeg ville kunne lide det.

Der var én person, der bar skylden for det – Claire. Ikke én eneste træning i sidste uge var gået, uden at hun havde forsøgt at sabotere mig på den ene eller anden måde. Hun var også snedig – gjorde aldrig noget direkte, og altid på en måde, der kunne affejes som et uheld med en falsk undskyldning. Hun ville have min plads på holdet og virkede fast besluttet på at finde en måde at få den på.

Den nemmeste løsning ville være at stoppe. Så ville jeg slippe for at skulle håndtere Claire. Men mor ville gå amok. Jeg ved ikke, hvordan hun ville straffe mig for at forlade holdet, men det ville helt sikkert ikke være godt – selvom jeg trods alt var med i en anden fritidsaktivitet nu, nemlig Fortnite-holdet.

Så mit valg stod mellem en vred mor og en vred Claire. Og så nederdrægtig Claire end var, så havde hun ikke noget på en vred mor. Træner Addison havde opfanget, at Claire og jeg havde været oppe at toppes. Hun satte os ikke længere sammen til øvelser under træning. Det forhindrede ikke Claire i at forsøge at gå mig på nerverne, men det gav hende færre muligheder.

Omklædningsrummet var næsten tomt efter cheerleading-træningen, mens jeg blev færdig med at bade og tage tøj på – trusser, jeans og en hættetrøje. Jeg var klar til at svinge forbi et toilet ude på gangen og skifte til et af de natlige pull-ups, før mor hentede mig. Da jeg lukkede mit skab og vendte mig om for at tage min rygsæk fra bænken, hvor jeg havde lagt den, var den væk.

“Mangler du noget?” spurgte Claire fra den anden ende af rummet med min rygsæk dinglende i hånden.

Det her var virkelig ikke godt. Jeg prøvede at lade være med at se alt for nervøs ud, men mine pull-ups lå nederst i rygsækken.

“Hey! Giv mig den tilbage!”

Claire lynede rygsækken op i stedet. Hun ville ikke se pull-ups med det samme. Jeg havde sørget for at gemme dem helt i bunden. Min hemmelighed var sikker, så længe hun ikke begyndte at tage ting op. Men det var præcis, hvad hun havde tænkt sig.

“Tænk hurtigt!” råbte Claire, da hun trak en bog op af rygsækken og kastede den til mig i en bue.

Jeg nåede at gribe bogen, før den ramte mig i hovedet. Jeg lagde den på bænken, mens Claire spurtede ned mod den anden ende af omklædningsrummet med min stadig propfyldte rygsæk. Jeg løb rundt om bænken for at prøve at afskære hende vejen. Forhåbentlig havde hun ikke tænkt sig at løbe ud på gangen.

Jeg kunne høre fodtrin løbe rundt om hjørnet, og da jeg rundede det, løb Claire og jeg direkte ind i hinanden og væltede om på gulvet. Efter lidt tumult fik jeg endelig flået rygsækken ud af hænderne på hende. Den røg hen over gulvet, men bortset fra et par blyanter faldt der ikke noget ud. Da vi kom på benene igen, gav jeg Claire et fast skub ind mod væggen, og hun udstødte et smerteskrig.

Vi vendte os begge om og så træner Addison komme til syne. Hun så bestemt ikke glad ud.

“Sarah. Claire. Ind på mit kontor. Nu,” sagde hun.

Jeg samlede rygsækken op – jeg havde ikke tænkt mig at lade den ude af syne – og fulgte efter Claire ind på Addisons kontor.

Så snart døren var lukket, begyndte Claire og jeg at snakke i munden på hinanden.

“Hun skubbede mig.”

“Kun fordi hun tog min rygsæk.”

“Stop,” sagde Addison.

“Men…” sagde Claire og jeg i kor.

“Så er det nok. Ikke ét ord mere fra nogen af jer,” sagde Addison. “Jeg er ligeglad med, hvem der begyndte, og jeg er træt af jeres evindelige skænderier. Hvis nogen af jer laver mere ballade, ryger I af holdet. Forstået?”

Vi nikkede begge to. Jeg havde en desperat trang til at protestere – det var så uretfærdigt – men jeg vidste, det ikke ville nytte noget. Claire sendte mig et smørret smil, da jeg gik ud af omklædningsrummet. Hun så slet ikke ud til at være rystet over Addisons trussel. Det var ikke et godt tegn.

2 Synes om