Kapitel 12
Fortnite
Klokken var kun lidt over middag lørdag, og jeg var allerede ved at dø af tørst.
Jeg havde ikke drukket noget siden den tår vand jeg fik, da jeg vågnede i morges. Uden nogen cheerleading-aktiviteter i denne weekend - og derfor heller ingen fysisk træning, jeg skulle være hydreret til - havde jeg besluttet at skære helt ned på væsken som forberedelse til overnatningen i aften. Jeg prøvede at synke lidt spyt, som om det ville hjælpe, men det gjorde bare munden endnu mere tør. Det var fuldstændig uudholdeligt, men tanken om at tisse i bukserne hjemme hos Samantha senere i aften var det eneste, der lød værre.
Senere i dag skulle mor køre mig hen til skolen til Fortnite-optagelsesprøven. Det var faktisk gået nemmere end forventet at få hende til at sige ja - især efter jeg nævnte, at man i dag faktisk kunne få E-sports-legater på universiteter. Jeg undlod at nævne, at der absolut ingen chance var for, at jeg var god nok til at få sådan et legat. Men jeg fik hendes godkendelse, og hun sagde endda, at hun var glad for, at jeg var begyndt at være så udadvendt.
Gårsdagens opdagelse af pull-up’en på skoletoilettet sad stadig i mig. Det var helt vildt at tænke på, at jeg ikke var den eneste pige på skolen, der havde problemer med blæren. Hele resten af skoledagen prøvede jeg ihærdigt at lade være med at stirre på pigers bagdele. Jeg mener, jeg havde da kigget beundrende på en sød piges numse før, men aldrig for at finde ud af, hvad hun havde på under bukserne. Men uanset hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke se noget der afslørede, at nogen andre også gik med pull-up i skolen. Selvfølgelig havde ingen - så vidt jeg vidste - nogensinde lagt mærke til mine, så hvad var chancen for, at jeg kunne opdage andres?
Jeg havde cirka en time før vi skulle afsted til skolen. Mor ville sætte mig af, og så ville Samanthas mor hente mig der og samle Desi op på vejen hjem til dem. Jeg gennemgik mentalt min pakkeliste til overnatningen. Jeg havde mine toiletsager, nattøj, et sæt rent tøj til i morgen og noget slik, som mor havde givet mig med til filmaftenen.
Jeg tog de ekstra pull-ups ud af min skoletaske, som jeg var begyndt at opbevare i bunden, og lagde dem forsigtigt tilbage i Emilias kommode. Jeg kunne ikke tage dem med hjem til Samantha - det var alt for risikabelt. Da jeg fandt min vandflaske i tasken, kæmpede jeg for at modstå fristelsen til at tage en tår. Selv lunkent vand virkede fristende på det tidspunkt.
Jeg overvejede at tage den pullup af, jeg havde på, inden vi tog afsted til optagelsesprøven, men jeg turde ikke tage chancen. Jeg kunne altid tage den af på toilettet bagefter, før Samanthas mor kom. Jeg havde stadig trusser på udenpå, så det ville være nemt nok at skifte over til kun at have dem på.
Mens jeg stadig dobbelttjekkede hvad jeg havde pakket, kom Emilia kravlende ind på mit værelse. Hun havde smækbukser på udover en onesie. Tøjet var sikkert tænkt som en måde at skjule bleen, hun havde fået på som straf for at have haft to uheld i går - men i stedet fremhævede det bare hvor tydeligt bleen bulede ved hendes numse og skridt. Den var sikkert våd, men jeg tjekkede ikke. Mor havde faste skiftetider for bleer hver anden time, så det var alligevel ligegyldigt, om hun havde tisset eller ej.
“Det er frokosttid. Kom nu, kom nu,” sagde hun.
Lørdagspizza var en af vores mange familietraditioner, og mor insisterede altid på, at vi spiste alle måltider sammen. Jeg løftede Emilia op for at bære hende ud i køkkenet. Jeg fik helt dårlig samvittighed over, at mor havde fået hende til at kravle hen ad trægulvet for at fortælle mig, det var tid til frokost.
En frysepizza, mor havde bagt, stod midt på køkkenbordet på et skærebræt. Peperonipizza - ikke ligefrem min favorit - skåret ud i otte stykker. Det der ikke gav mening, var de tre små lys der var stukket ned i pizzaen. Hvad i alverden?
Så begyndte mor at synge “Happy Birthday”, og Emilia sang med. Jeg havde været så optaget af, at skulle til min første overnatning i aften, at jeg helt havde glemt, det også var min fødselsdag. Ingen lagkage, men det fik vi ikke altid, så det overraskede mig ikke så meget.
“Jeg har gemt din gave til, når du kommer hjem fra overnatningen i morgen,” sagde mor - kode for, at hun ikke havde fået købt den endnu.
Mor havde fyldt en tudkop med saftevand til Emilia og sat to store glas - fyldt til randen - frem til sig selv og mig. Min beslutning om ikke at drikke for meget i dag blev nu sat på prøve.
Jeg satte Emilia op i højstolen, satte mig ved siden af hende og ventede på, at mor hurtigt sagde bordbøn, før vi begyndte at spise. Jeg tog selv to af de mindre stykker pizza, dem uden lys i, mens mor var i gang med at skære et stykke ud i små bidder til Emilia. Jeg kunne ikke så godt lide peperoni og ville helst undgå de store stykker mor ellers kunne finde på at skovle over på min tallerken, hvis jeg havde ventet.
Mere bekymrende end pizzaen var det store glas saftevand. Den lyseblå væske så ikke ligefrem indbydende ud, men det var mors typiske “sjove drik”, når vi ikke fik mælk, vand eller juice. Mor havde aldrig været særlig glad for at lade mig drikke sodavand - og Emilia var alt for lille til overhovedet at have smagt det - et levn fra dengang lægerne havde rådet hende til at undgå sukker og koffein for at mindske min sengevædning. “Vild Blå” stod der på saftevandsflasken, men det synes jeg ikke ligefrem kunne betegnes som en rigtig smag, uanset hvad reklamebureauerne mente. Jeg tog en lille slurk. Blåbær? Måske.
Jeg åd hurtigt pizzaen, mens mor fodrede Emilia små bidder af pizza med en plastikgaffel. Jeg var taknemmelig for, at hun var optaget af at made min lillesøster. Hvis jeg kunne rejse mig fra bordet uden hun opdagede det, kunne jeg måske hælde saftevandet ud i vasken uden drama.
Jeg rejste mig med min tomme tallerken og det stadig fyldte glas i hånden, lige som mor stak endnu en bid i munden på Emilia, men hun vendte sig om netop som jeg tog mit første skridt hen mod vasken.
“Sarah, du ved bedre. Drik færdig, unge dame. Du skal være et godt eksempel for din lillesøster.”
Jeg havde ikke noget valg, så jeg brød min selvpålagte væskestrejke og bundede saftevandet i en række hurtige slurke. Jeg gøs - både over smagen og over tanken om, hvad det her ville gøre ved min blære.
Jeg havde været på toilettet for at tisse lige inden, mor kørte mig hen til skolen, og jeg havde igen stukket hovedet forbi toilettet og forsøgt at tømme blæren helt, før jeg gik ind i computerlokalet.
Selv med mit toiletbesøg var jeg alligevel kommet cirka femten minutter for tidligt. Da jeg trådte ind i computerlokalet, var det kun Fortnite-holdets træner - hr. Olson, som også underviste i kemi - og Lisa, der var til stede. Lisa kiggede op et kort øjeblik, da jeg kom ind, men rettede så straks opmærksomheden tilbage mod computerskærmen foran sig. Vi havde ikke talt sammen, siden episoden med Claire i sidste uge.
Hvis der havde været andre piger til stede, er jeg ikke sikker på at jeg ville have sat mig ved siden af hende. Men da det kun var os to, ville det have virket akavet - og måske lidt uhøfligt - ikke at tage computeren ved siden af hende.
Jeg hilste på Lisa, da jeg satte mig, og fik et stille “hej” tilbage. Jeg havde ikke forventet nogen større samtale alligevel. Jeg tændte computeren og loggede ind med min skolekode og så, at Fortnite allerede var installeret.
“Du kan bare åbne spillet og sikre dig, at indstillinger og controls er sat op, som du vil have det,” sagde hr. Olson, mens han gik hen imod mig.
Mens jeg tjekkede, at mine tastaturgenveje var rigtigt indstillet, kom fire andre piger ind i lokalet. Jeg havde set et par af dem før, men kendte dem ikke. De var alle ældre end os - hvilket efterlod mig og Lisa som de eneste fra 9. klasse til udtagelsen.
Hr. Olson kiggede rundt i lokalet, da klokken slog 14, og det var tid til at begynde.
“Tillykke,” sagde han med et grin. “Vi har seks pladser, så I er alle på holdet - hvis I altså er sikre på, at det er det, I vil.”
“Så skal vi egentlig overhovedet have en udtagelse?” spurgte Amanda, en ældre elev, der havde taget pladsen til højre for mig.
“Selvfølgelig skal vi det. Vi skal jo stadig finde ud af, hvem der starter, og hvem der er reserver. Det er ikke anderledes end et hvilket som helst andet sportshold. Første halvdel af udtagelsen bliver tre solo-kampe, hvor jeg holder øje med, hvordan I klarer jer. Bagefter deler jeg jer op i hold, og så spiller vi nogle Duo-kampe for at se, hvordan I fungerer sammen.”
Jeg havde det fint med at være reserve, så længe det betød at mor ville lade mig øve Fortnite derhjemme. Men mine forhåbninger om at komme i startopstillingen voksede, da det gik virkelig godt i de to første kampe. Jeg sluttede blandt de femten bedste begge gange og fik flere kills i hver kamp. Men midtvejs i den tredje og sidste solo-kamp begyndte alt den saft, mor havde fået mig til at drikke tidligere, for alvor at presse på blæren. Jeg havde ikke drukket så meget væske på én gang i over en uge, og min blære var på ingen måde forberedt på det.
I løbet af den seneste uge var jeg blevet ret god til at fornemme, hvornår jeg kunne nå toilettet i tide - og hvornår det ville ende i et pinligt uheld. Og den her følelse… den mindede langt mere om det sidste.
Jeg overvejede, om jeg skulle forsøge at tabe med vilje. Måske ville jeg få lov til at gå på toilettet, når min sidste kamp var slut. Jeg kunne få min karakter til at løbe ud af mit gemmested i håbet om, at nogen hurtigt ville skyde mig. Men jeg kunne bare ikke få mig selv til det. Jeg havde spillet så godt indtil nu, og jeg ville ikke efterlade et dårligt indtryk hos træneren.
Jeg havde brug for at bevæge mig. Hvis jeg bare kunne få lov at vride mig en smule i stolen, ville det være nok. Når trangen i blæren nåede det her niveau, betød det næsten altid, at det ville gå galt hvis jeg sad helt stille - men jeg blev nødt til at holde mig i ro for at kunne koncentrere mig om spillet. Jeg pressede fødderne hårdt mod gulvet, spændte kroppen op - og lod det uundgåelige ske.
Mens jeg tissede i pull-up’en, føltes det i min øjenkrog som om, nogle af de andre piger kiggede over mod mig. Jeg prøvede ikke at gå i panik. Havde de hørt det? Hvad hvis pull-up’en var lækket?
Jeg kastede et blik mod højre. Amanda var opslugt af sit spil. Så kiggede jeg til venstre, og Lisas øjne mødte mine et kort øjeblik, før vi begge vendte blikket tilbage mod vores skærme. Havde hun kigget ned mod min talje? Hvorfor?
I alt min nervøsitet over uheldet havde jeg ikke lagt mærke til fodtrin bag mig. Jeg hørte et højt brag og så mit helbred falde drastisk. Jeg vendte hurtigt min karakter og prøvede at bygge mure som beskyttelse, men efter endnu et skud, var min karakter død. En besked blinkede på skærmen: sjetteplads. Det bedste resultat, jeg havde opnået indtil videre, men stadig en skuffelse i forhold til, hvor godt det var gået.
Mine tre runder var færdige, så jeg kiggede rundt i lokalet. Alle undtagen Lisa så ud til at være færdige. Jeg kiggede hurtigt ned for at sikre mig, at der ikke var lækket noget ud i bukserne - og lettet kunne jeg konstatere, at pull-up’en havde holdt tæt. Jeg trak stolen lidt hen bag Lisa og så hende spille sig hele vejen til en førsteplads. Hun klarede det med imponerende lethed, og da hun fik det sidste kill, jublede vi alle. Lisa sagde ikke noget, som om det bare var helt normalt for hende, men hendes ansigt rødmede, da hun vendte sig om og opdagede, vi alle havde kigget med.
“Hr. Olson, kan vi tage en toiletpause, før næste spil?” spurgte en af pigerne ovre i hjørnet.
“Selvfølgelig. Alle der skal, kan gå nu. Vær tilbage om fem minutter.”
Jeg tvivlede på, der var mere urin tilbage, men jeg ville gerne have chancen for at skifte den våde pull-up. Til min ærgrelse så jeg, at alle - undtagen Lisa - rejste sig og gik ud mod toilettet. Jeg havde håbet på lidt privatliv.
“Er du sikker på, du ikke vil med på toilettet, Lisa?” spurgte Olson. “Der bliver ikke flere pauser før udtagelsen er ovre.”
“Ja, ja, det går nok,” svarede hun og rettede lidt på kjolen, mens hun rykkede sig på sædet.
På vej mod toilettet snakkede vi om, hvordan de første tre spil var gået. Jeg blev overrasket over at høre, at jeg havde klaret mig bedst af os alle. Inde på toilettet tog jeg min sædvanlige bås længst bagest. Det var en kæmpe lettelse at få den våde pull-up væk fra numsen, men da der sad én i båsen ved siden af mig, turde jeg ikke tage bukserne helt af for at skifte den. Jeg ville heller ikke tage den hurtigere - og meget mere larmende - vej og rive pull-up’en op i siderne.
Jeg fik tisset lidt. Forhåbentlig var det resten af saftevandet. Jeg ville virkelig gerne af med den gennemblødte pull-up, men kunne ikke finde en måde at gøre det diskret på inden for de fem minutter, vi havde fået. Jeg trak den våde pull-up op igen, mens jeg skyllede ud. Det uringennemvædede materiale var blevet koldt i de få minutter, pull-up’en havde været væk fra min hud, og jeg mærkede, hvordan det kolde, klamme stof klistrede mod huden, da jeansene trykkede det hele tæt ind mod kroppen.
Tilbage i computerlokalet satte jeg mig langsomt ned i stolen og forberedte mig på den ubehagelige fornemmelse, da pull-up’en blev trykket flad under mig.
“Hør efter,” sagde hr. Olson, da alle var på plads igen. “Vi deler jer nu ind i tre par. I kommer til at spille sammen med en makker med nogenlunde samme niveau.”
Da han læste de første par navne op, bemærkede jeg, at mit navn ikke var blevet nævnt. Hvad betød det?
“… og til sidst: Lisa og Sarah,” sagde han.
“Jeg skal prøve ikke at holde dig tilbage,” sagde jeg og vendte mig mod Lisa.
Hun løftede svagt på læberne i et lille smil, åbnede munden som om hun ville sige noget, men tøvede og vendte sig i stedet hurtigt mod sin skærm igen. Det her kunne godt blive lidt af en udfordring.
Men efterhånden som jeg fulgte hendes karakter i spillet, blev det klart, at Lisa spillede på et helt andet niveau end mig. Hun lagde ud med at plyndre en af de hemmelige agentbaser for at samle våben og forsyninger. Det var risikabelt, men hun kendte hele ruten udenad og vidste præcis, hvor alt lå. Jeg fulgte bare efter og blev så optaget af spillet, at jeg helt glemte, jeg stadig havde den våde pull-up på. Lisa sagde stort set ikke noget under spillet. Jeg førte samtalen, mens hun bare nikkede indimellem.
Vi sluttede de tre kampe med en første-, anden- og femteplads - langt bedre end nogen af de andre hold - og hr. Olson afsluttede udtagelsen med at annoncere, at Lisa og jeg ville være blandt starterne. Jeg takkede ham for beslutningen, men da jeg vendte mig om for at finde Lisa - jeg ville rose hende for hendes spil - var hun allerede væk med alle sine ting. Jeg kunne godt lide at have hende som makker, men det ville blive svært, hvis vi ikke kommunikerede sammen.
Da jeg endelig var alene på toilettet igen, sukkede jeg højlydt af lettelse, mens jeg rev pull-up’en af. At sidde i den i over en time havde været virkelig ulækkert. Jeg gjorde mit bedste for at tørre mig med toiletpapir - jeg havde glemt vådservietterne i rygsækken - men jeg kunne ikke helt få den klistrede fornemmelse væk fra huden.
Jeg gemte pull-up’en godt nede i skraldespanden. Efter den, jeg havde fundet, var jeg begyndt at begrave dem lidt mere grundigt. Fornemmelsen af trusserne mod huden var helt vidunderlig. Jeg kom i tanke om, hvordan det var endt sidste gang, jeg havde været i trusser - et uheld i en toiletvogn - og jeg var ikke sikker på, jeg kunne klare mig helt hjem uden problemer. Men jeg havde ikke noget valg. I dag fyldte jeg femten, og jeg skulle til min første overnatning.