Kapitel 16
Konsekvenser
Nej. Nej. Nej. Nej. Nej.
Det her kunne simpelthen ikke ske.
At jeg havde tisset i bukserne foran Emilia for et øjeblik siden, var ikke engang det værste. Det værste var, at jeg havde en af hendes pull-ups på under mine jeans. Måske kunne jeg slippe af sted med at kalde det et enkeltstående uheld, men hvis mor fandt ud af, at jeg havde taget Emilias pull-ups - hvordan i alverden skulle jeg så forklare det? Det var ikke noget, jeg nogensinde havde forberedt mig på. Jeg havde regnet med, at jeg kunne undgå at skulle tage den snak overhovedet. Det var jo hele pointen med at bruge pull-ups.
Jeg følte mig forrådt.
Først af min søster. Jeg havde dækket over nogle af hendes uheld før og taget let på situationer, hvor mor normalt ville have straffet hende langt hårdere. Hvis hun kunne have holdt sin mund i bare ti minutter, kunne jeg have nået at få ryddet op og skjult at jeg overhovedet havde haft et uheld. Men nej, hun skulle selvfølgelig løbe direkte hen og sladre til mor så snart hun fik chancen.
Og så følte jeg mig forrådt af pull-up’en.
Ja, det var jo bare et livløst stykke stof og plastik, men jeg havde stolet på, at den ville skjule, at jeg havde problemer med blæren. Jeg havde tisset i dem så mange gange før, og det var aldrig gået galt - så jeg var begyndt at tage det for givet, at de altid ville virke.
Jeg kunne godt leve med konsekvenserne af ét enkelt uheld. Men jeg ville ikke have, at mor fandt ud af, hvor alvorligt det i virkeligheden stod til. Jeg var nødt til at få pull-up’en af.
Jeg trak mine jeans og trusser ned, rev siderne af pull-up’en op og smed den i skraldespanden. Ude fra køkkenet kunne jeg høre mor tale med Emilia, der stadig sladrede løs.
“Jeg håver virkelig ikke, du laver sjov med mig.”
“Nej, mor! Hun gjorde det. Jeg så det selv.”
Jeg hørte mors skridt i gangen, på vej mod mit værelse. Jeg fik trukket mine trusser op og nåde kun lige at få knappet bukserne i det øjeblik, hun trådte ind ad døren. Det overraskede blik i hendes ansigt afslørede, at hun faktisk ikke havde troet på Emilias historie.
“Hvad foregår der her, unge dame?”
Jeg håbede, det var et retorisk spørgsmål. Hun behøvede egentlig ikke et svar. Den store våde plet i skridtet på mine bukser, de mørke striber af tis ned ad benene og pytterne af urin på gulvet fortalte det hele med al ønskelig tydelighed.
“Nå?” sagde mor, efter et par sekunders tavshed, hvor hun tog det hele ind.
“Jeg… jeg havde et uheld,” mumlede jeg.
“Hvad sagde du?”
“Jeg havde et uheld,” gentog jeg, denne gang tydeligt, selvom stemmen stadig var lav.
“Du er femten. Femten år gammel, Sarah. Hvordan skal jeg lære Emilia at gå på toilettet, når hendes storesøster render rundt og tisser i bukserne lige foran hende? Vi har kæmpet sådan for at lære hende, at det ikke er i orden, og så… det her?”
Jeg blev irriteret over, at mor antydede, det var hende, der stod for Emilias pottetræning. Det havde jo nærmest udelukkende været mit ansvar. Men jeg vidste bedre end at svare hende igen, når hun var i et belærende humør.
“Du skal få dig gjort ren. Vi snakker om, hvad vi gør med dig, når du er færdig med at bade. Og lad være med at tage en evighed.”
Selvom jeg var lettet over, at mor lod mig gå, var hendes bemærkning om, hvad der skulle gøres ved mig på grund af uheldet, ildevarslende. Det var aldrig et godt tegn, når mor sagde, at hun havde brug for at tænke over, hvordan hun skulle straffe mig.
Mens det varme vand silede ned over mig i bruseren, prøvede jeg at forestille mig, hvad min straf kunne blive. Bare tanken om at få smæk gjorde, at min numse føltes øm. Det var mors foretrukne straf, så det virkede mest sandsynligt - selvom jeg ikke vidste, om jeg hellere ville det end f.eks. at få stuearrest.
Det her var min egen skyld, indså jeg, mens jeg tænkte situationen igennem. Jeg var blevet for skødesløs med mine uheld og havde sat alt for meget lid til pull-ups’ene. Jeg kunne sagtens have holdt mig lidt endnu - bare indtil jeg havde sendt Emilia tilbage ind i stuen for at lege - men i stedet havde jeg taget den nemme løsning og bare tisset i pull-up’en med det samme. Jeg var nødt til at være meget mere forsigtig fremadrettet. Det måtte bare ikke ske igen.
Da jeg trådte ud af badet og begyndte at tørre mig, gik det op for mig, at jeg havde glemt at tage rent tøj med ind. Jeg svøbte diskret håndklædet omkring mig og gik tilbage ind på mit værelse. Mor sad allerede og ventede på sengen.
“Mor, kan jeg få lidt privatliv til at tage tøj på?”
“Det tror jeg ikke. Vi skal lige snakke om, hvad du skal have på.”
Snakke om hvad jeg skulle have på? Hvad snakkede hun om? Jeg plejede da altid selv at vælge mit tøj. Og det var ikke ligefrem, fordi hun plejede at købe noget til mig, som hun ville anse for upassende at have på.
Det gik op for mig, hvad mor talte om, da jeg fik øje på det, hun havde lagt frem på mit skrivebord.
Jeg genkendte straks den karakteristiske kasse, hun havde taget med ind i rummet. Jeg anede ikke, at hun havde gemt mine gamle pull-ups. Jeg var sikker på, at hun havde smidt dem ud eller givet dem væk, dengang vi mente, min sengevædning var stoppet for alvor. Men der stod de. Stadig i deres originale kasse. Nej. Det kunne ikke passe. Hun kunne ikke være seriøs.
“Jeg har hentet dine gamle pull-ups inde fra garagen. Du skal have dem på den næste uge,” sagde mor, lige så tørt og naturligt som hvis hun havde sagt, hun havde købt mig et nyt sæt nattøj.
Ja, jeg havde selv gået med pull-ups de sidste par uger - men det havde været mit eget valg. Diskret. Uden at nogen skulle ydmyge mig eller gøre det pinligt. Ikke at jeg ville indrømme det overfor mor, men jeg havde for længst accepteret for mig selv, at det var bedre at være beskyttet mod uheldene end at risikere noget. Det var ikke noget, hun behøvede at vide.
“Mor. Det var kun én gang. Bare ét uheld. Du kan ikke mene det alvorligt. Jeg har ikke brug for at gå med pull-ups.”
“Nå, så du synes, reglerne skal være anderledes for dig end for Emilia? Det er svært nok at få hende til at bruge toilettet, uden at hun begynder at tro, at pottetræning slet ikke betyder noget.”
“Det er ikke fair.”
“Det, der ikke ville være fair, ville være at lade dig beholde dine trusser efter en ulykke, når Emilia skulle have en pull-up på, hvis hun gjorde det samme.”
“Og hvad så? Emilia er tre. Jeg er femten.”
“Præcis, så du burde være et bedre forbillede for hende.”
“Det er evigheder siden, jeg har brugt de der pull-ups. Jeg er vokset. De passer mig jo ikke engang længere.”
“Der står på æsken, at størrelsen går op til 57 kilo, og du var ikke i nærheden af det, da du var til lægetjek for cheerleading.”
Jeg var løbet tør for argumenter. Da jeg ikke havde mere at sige, fortsatte mor sin belæring.
“Sarah, du skal have pull-ups på i en uge. Det bliver ikke længere end det, fordi du holder dem tørre. Læg dig nu på sengen, så jeg kan give dig en på.”
Mor rejste sig fra sengen og gik hen mod mig. Hun pegede mod sengen for at få mig derhen. Alvoren af situationen begyndte gå op for mig. Og hun ville ikke engang lade mig tage den på selv?
“Jeg går ikke med fucking pull-ups!” råbte jeg.
Smæld. Lyden af mors hånd, der ramte min kind, rungede i rummet. Smerten kom ikke med det samme - mit hoved blev drejet til siden - og så kom det. Åh, det gjorde nas. Det stak værre end nogen endefuld, jeg nogensinde havde fået. Håndklædet, jeg havde holdt tæt omkring mig, gled til gulvet, da jeg førte hænderne op til ansigtet. Jeg stod nøgen foran min mor.
“Læg dig på sengen.”
Jeg gjorde ikke mere modstand. Jeg lagde mig på sengen, midt på skifteunderlaget. Der var ikke plads nok til mig, så mine ben hang ud over kanten. Mor gik hen til kassen på skrivebordet og tog en pull-up op. Den så ud, præcis som jeg huskede den. Jeg lukkede øjnene - både for ikke at se, hvad hun var i gang med, og for at prøve at holde tårerne tilbage. Det bragte minder frem om dengang, hun altid skulle give mig pull-up på inden sengetid, selv da jeg var gammel nok til at gøre det selv.
Det gjorde ikke ydmygelsen mindre, at jeg ikke kunne se noget. Jeg mærkede det kølige babypudder mod huden, da mor dryssede det på. Lugten var gennemtrængende. Hun brugte altid for meget. Jeg krympede mig, da hendes varme hænder gned det ind. Hvorfor skulle det tage så lang tid? Bare få det overstået.
Jeg åbnede øjnene, da mor foldede pull-up’en ud og førte mine fødder igennem hullerne. Jeg vidste, hvad der skulle ske. Jeg løftede min bagdel lidt, uden at hun behøvede sige noget, og hun trak den op omkring min talje.
“Rejs dig op.”
Jeg adlød og stod nu igen foran hende. Jeg kunne ikke få mig selv til at se hende i øjnene, men at kigge ned betød at stirre direkte på pull-up’en med de pastelfarvede blomster.
“Se på mig.”
Jeg holdt blikket nede. Jeg kunne ikke se på hende. Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til det.
“Se på mig,” sagde mor og greb fat om min kæbe. Hun løftede mit hoved op, indtil jeg så hende direkte i øjnene.
“Din straf er ikke færdig endnu. Du ved godt, at du ikke må bande. Og at sige sådan noget til mig… helt uacceptabelt.”
Mor tog fat i mit øre - hendes fingre kneb hårdt om huden - og trak mig med ud på badeværelset. Det var første gang, jeg gik med denne slags pull-up på, og jeg kunne straks mærke, hvor meget tykkere den føltes mellem benene.
“Mor. Jeg bér dig. Nej. Jeg gør det ikke igen. Jeg lover det.”
Jeg udnyttede chancen til at se mig selv i spejlet. Mit ansigt var rødt, og den kind, mor havde slået, var en anelse rødere end den anden. Der var heldigvis ikke nogen mærker eller rifter. Jeg så ynkelig ud i spejlet - med tårer ned ad kinderne og kun en pull-up på.
Mor havde kun én gang før vasket min mund med sæbe - dengang jeg som lille havde lært et bandeord af Desi og ved en fejl brugte det foran hende. Siden da havde jeg altid passet ekstra godt på ikke at bande i hendes nærvær. Jeg ville hellere have hvilken som helst anden straf end det igen.
“Mor, vær sød… kan du ikke gøre noget andet? Kan jeg ikke hellere få smæk?”
Mor sagde ingenting. Hun tog bare en fast håndsæbe og begyndte at skylle den grundigt under vandhanen. Til sidst lukkede hun for vandet.
“Åbn munden.”
Jeg kiggede på sæben i hendes hånd. Den var dækket af skum. Jeg kunne allerede forestille mig, hvor ulækkert det ville smage.
“Hvad som helst andet. Jeg bér dig, mor. Hvad som helst.”
“Gør det nu ikke værre for dig selv end det allerede er.”
Med en klump i halsen åbnede jeg munden en smule for hende.
“Mere.”
Jeg adlød, og mor stak sæben ind i munden på mig. Jeg prøvede instinktivt at trække hovedet væk, men hendes anden hånd lå fast på bagsiden af mit hoved og holdt mig på plads, mens hun kørte sæben rundt i munden på mig. Smagen var så modbydelig, at jeg fik kvalme, men jeg kunne ikke rigtig gøre noget med sæben i munden. Mor førte den frem og tilbage, ind og ud, indtil hele min mund var fyldt med skum. Det kan ikke have varet mere end ti-femten sekunder, men det føltes meget længere.
Jeg spyttede det meste af sæben ud i vasken og skyllede munden igen og igen med vand. Smagen blev hængende alligevel.
“Hvad har du så lært?”
“At jeg ikke må bande.”
“Godt, så lad os gå tilbage til dit værelse.”
Jeg gik mod mit værelse med mor lige bag mig. I det mindste trak hun mig ikke i øret denne gang. Det eneste, jeg ønskede, var at få noget tøj på. Jeg gik hen til kommoden og fandt et par jeans frem, men mor stoppede mig med det samme.
“Nej. Du skal bare have en t-shirt og pull-up på. Ligesom Emilia. Ingen bukser, kjoler, nederdele eller leggings.”
“Men mor, jeg kan da ikke gå rundt med pull-up’en helt synlig.”
“Det gør Emilia. Det kan du også. Og det skal du.”
Jeg fandt den største t-shirt, jeg havde. Den dækkede lige akkurat de øverste par centimeter af pull-up’en. Jeg følte mig totalt til grin.
“Jeg henter dig, når Emilia skal på toilettet igen,” sagde mor og kiggede på sit ur. “Det bliver om cirka ti minutter. Inden da vil jeg have, at du har lagt alle pull-ups’ne i skuffen.”
Jeg havde ikke lyst til at røre kassen på mit skrivebord, men tanken om, hvilken straf mor ellers kunne finde på, hvis jeg ikke adlød, fik mig til at gøre det alligevel. Så snart jeg var alene, lagde jeg mærke til, hvor meget pull-up’en knitrede, når jeg gik rundt. Hvert eneste skridt lavede lyd, uanset hvor forsigtigt jeg bevægede mig. Hvis der var én trøst, var det, at denne pull-up nok var mere absorberende, så en lækage ville være mindre sandsynlig.
Jeg talte dem, mens jeg lagde dem i den øverste skuffe, ved siden af mine trusser. Der var seksten tilbage - foruden den, jeg havde på. Mors reaktion havde været meget voldsommere, end jeg havde frygtet. Jeg turde slet ikke tænke på, hvad hun ville gøre, hvis jeg faktisk tissede i en af pull-ups’ne. En hel uge uden uheld? Det lød umuligt. Jeg hadede, at jeg ikke måtte have noget over dem, men hvis jeg skulle følge de samme regler som Emilia, så gjaldt det heldigvis kun herhjemme - ikke i skole i morgen.
“Sarah!” kaldte mor ude fra badeværelset. “Tid til at gå på potten!”
Potten. Jeg hadede det ord. Det lød så barnligt og nedladende. Som om jeg var tre år gammel og ikke femten.
Emilia stirrede på min pull-up, da jeg trådte ind i badeværelset, men hun sagde heldigvis ikke noget. Jeg tvivlede på, at mor ville lade hende slippe afsted med at drille.
“Sarah, vis Emilia, hvordan en stor pige går på toilettet.”
Jeg behøvede ikke engang kigge migselv i spejlet, for at vide at jeg blev rød i hovedet. Jeg kunne ikke tro, det her virkelig skete. Men jeg havde ikke noget valg. Jeg satte mig på toilettet og lod pull-up’en glide ned om anklerne. Jeg havde aldrig haft problemer med at tisse på offentlige toiletter, og jeg kunne allerede mærke, at jeg skulle.
Da jeg var færdig, fandt mor det lille toiletsæde frem, så Emilia også kunne komme til. Da vi begge havde været på toilettet, satte hun igen timeren på Emilias ur til 30 minutter.
Med en halv times frihed før jeg skulle gentage det ydmygende ritual igen, satte jeg mig ved mit skrivebord og åbnede æsken med det nye headset, jeg havde fået i fødselsdagsgave. En runde Fortnite burde kunne få tankerne lidt væk. Jeg havde i hvert fald brug for noget, der kunne få mig til at glemme, hvad resten af ugen kunne byde på.