Efter (meget) stor efterspørgsel har jeg valgt at skrive en ny del i Børnehjemmet serien. Så små drenge og piger (specielt drenge - hehe!). Tag en tyk ble på og sæt dig godt til rette, for denne fortælling er lidt lang, og tissepauser er ikke i orden på Børnehjemmet 
Af @BabyMike
Intro
Marius på 10 år får snart vendt op og ned på sit liv. Han er en helt normal dreng der går i skole, har venner, går til spejder, laver (ikke altid) sine lektier i skolen, men i det store hele en helt almindelig dreng. Marius bor sammen med sin far, mor og sin storesøster på 15. Forældrene har tit travlt og Marius har det ofte svært, da der hele tiden er mange projekter kørende i familien.
Kapitel 1
Marius sidder i klassen sammen med hans skole kammerater. Det regner udenfor og er en kedelig dag. Han ville gerne være udenfor og lege, eller spille computerspil, men i dag er det blot en helt almindelig grå tirsdag.
”Marius!?” Hans lærer prøver at vække ham fra hans dagdrømmeri. Han vågner op og svarer at han er her. ”Så kan du måske fortælle os om hvad, dine forældre arbejder med til dagligt?” spørger læreren. Nogle af eleverne griner lidt af ham. Marius svarer at hans far er arkitekt og tegner store huse i hele landet, og at hans mor arbejder indenfor kommunen et eller andet sted. Hans lærer hjælper ham og siger ”Ja, hun arbejder med noget tilsyn af institutioner, så vidt jeg husker!” Marius svarer ja, selvom han ikke er helt sikker. Det er i hvert fald noget kedeligt noget, og hun har tit travlt, og hans far kommer tit sent hjem, eller er væk i længere tid på grund af arbejdet.
Louise ved siden af ham, fortæller at hendes mor arbejder i en butik og hendes far er noget vejarbejder og lægger asfalt ud…
I frikvarteret leger Marius med to af hans skole kammerater. De går også til spejder sammen, og de taler om årets spejder lejr. De glæder sig rigtigt meget. Marius bliver ofte ret beskyttende overfor Rasmus, der ofte bliver drillet fordi klassen har fundet ud af, at han tisser i sengen, hvilket kom frem sidste år, da Rasmus havde bleer med i soveposen. Marius gør hvad han kan for at stoppe drilleriet, og det samme gør en del af pigerne i klassen, men det ser ikke ud til at hjælpe. Rasmus bliver drillet og kaldt for en ”tisse baby”, og ”skal baby ikke have sin ble på snart”. Marius ved at Rasmus ikke syntes det er sjovt, og nogle dage ville han ønske at han ikke gik på denne skole mere, hvilket gør Marius ked af det, da han er en god ven og legekammerat. Drilleriet sker dog ikke til spejder da de har en ret sej spejderleder der slår hårdt ned på alt drilleri.
Kapitel 2
Det er skolernes vinterferie og desværre er hans forældre på arbejde. Hans mor kunne ikke få fri da en kollega var blevet sygemeldt, så hun måtte træde til i et par dage. Faren er på den anden side af Storebælt til et stort byggeprojekt, hvor nogle ting ikke helt går som planlagt, så Marius har været tvunget til at tage med sin mor på arbejde. I bilen spiller han på sin mors mobiltelefon.
”Jeg er virkelig ked af det, skat. Men så kan du jo se hvordan din ’unge’ mor arbejder… Og i morgen aften så skal vi rigtigt hygge sammen med din Sabina”. Siger hans mor til ham, alt imens har er opslugt af skærmen.
Inde på kontoret står tiden ret stille. Marius må ikke larme, så han sidder og kigger på en Disney film på morens computer. De ansatte er søde overfor ham, og spørger ind til ham, når de har tid. Pludselig kommer hans mor over til ham og siger, at han skal huske at tisse inden de skal ud og besøge nogle vuggestuer og børnehaver hun skal tilse. Han gør som hun siger, og tænker at han nok kan se filmen færdig i bilen, men det siger hun nej til, filmen må han se færdig senere, for de skal besøge en del institutioner på turen.
I bilen spørger han hvad det er de skal se, og om han må blive i bilen imens hun er inde og arbejde. Det siger hun nej til, for han må ikke være alene i bilen, så Marius får besked på at følge med hende ind, og være stille.
De ankommer til en nybygget institution. På vejen ind, kommer en forældre ind med et lille barn. Hans mor guider ham hen til hoveddøren. Håndtaget sidder højt på døren. Det mærkes lidt underligt, for han føler at han kan huske at håndtaget sidder højt på døren til institutionen han gik på. Håndtaget er tråds alt lige for højt til at han kan nå den, så det er hans mor der åbner døren. Marius bliver mødt af af muflet lyd af små børn der græder. ”Åhhh…” Tænker han.
”Moraaar! Kan jeg ikke få lov til at vente i bilen?”
Men igen siger hun nej, og beder ham om at være stille, for det tager ikke så lang tid. Hun henvender sig til kontoret, hvor en kvinde viser dem rundt. Det er en vuggestue med massere af små børn, ja babyer syntes Marius de er, og hvor er de irriterende og ulækre, tænker han. Små pattebørn, men han gør som sin mor siger og holder sig i baggrunden og siger ingenting. På en af stuerne kommer en lille pige hen til ham og giver ham et stykke legetøj. Han kigger på det og det forstærker hans mening om stedet. Helt klart fyldt med pattebørn. Moren snakker løs med de voksne på stuen, og efter lidt tid forlader de stedet.
”Ja sådan et sted har du også gået i, selvom du nok ikke kan huske det, skat!”
Marius rødmer lidt og prøver at stoppe hende med sige det. ”Mor! De er nogle dumme pattebørn der inde!” Men det er moren selvfølgelig ikke enig i, men smiler og kan selvfølgelig godt forstå sin ’lille’ dreng.
På turen kommer de forbi 2 børnehaver og en anden vuggestue. Marius er heller ikke vild med børnehaverne. De larmer og kaster rundt med ting, også selvom de små ser ud til at kigge op til ham og spørger hvem han er, er han slet ikke fjernt interesseret.
”Okay, så er det sidste stop inden vi tager hjem igen. Jeg ved godt det ikke har været så spændende for dig, men nu er det snart slut!” siger hun til ham.
De stiger ud af bilen, og på vejen op til institutionen er der en anden følelse omkring det hele. Det liger lidt en børnehave, eller er det en SFO? De kommer op til hoveddøren og her skal man ringe på en dørtelefon. Hun trykker på knappen og de venter.
”Ja, hallo?” - Lyder det fra højtaleren.
Moren svarer at hun er kommet for tilse efter aftale med en der hedder Jens. Døren bliver åbnet. Marius spørger sin mor, hvorfor der her er en dørtelefon. Hun svarer at det har de bare på dette her sted.
Indenfor bliver de mødt af en mand, der hilser dem velkommen. Han præsenterer sig som Jens og er leder på stedet. Det første Marius lægger mærke til er at der også her er lidt barnegråd, men han kan ikke helt sætte fingeren på hvad, for det er ikke vuggestue pattebørn der græder. Mystisk.
Jens er venlig overfor hans mor, og det virker som om de kender hinanden fra før. Marius holder sig lidt bag dem, imens de to taler sammen på vejen til en af stuerne. Hvad er det her for et sted, tænker han. Det ligner lidt en vuggestue, men det er det ikke helt…? Da de når frem til døren til stuen, åbner Jens den og de træder ind.
Kaptitel 3
Marius træder nysgerrigt ind på stuen, men til at starte med blokkeres hans udsyn af Jens og hans mor, men hurtigt træder han til siden og får sig et chok. Han kan næsten ikke tro sine egne øjne. Er dette her virkelighed? Kan det her passe?
På stuen ser han to voksne og seks drenge der er omkring hans alder. Børnene har alle baby eller småbørns tøj på. Nogle har sutter i munden, der er højstole og pusleborde hvor en dreng får… Får skifte ble og, og…
”Mette! Se hvem der er kommet på besøg!” siger Jens og hentyder til Marius’ mor.
Mette smiler og velkommer dem fra spisebordet, hvor hun lige har sat en dreng på plads i en højstol. ”Ja vi er lige ved at gøre klar til lidt eftermiddags mad til ungerne”, siger hun til dem.
Moren svarer at de også ser søde ud de ’små’. Marius er stadig lidt i chok over hvad han ser. Nogle af drengene kigger på ham. Nogle smiler, andre gør ikke. Det er jo en vuggestue for store børn, tænker han, selvom han ikke helt kan tro på det. Hvad er det der sker her. Bleer, sutteflasker, babytøj… Han har mange spørgsmål til sin mor når de kommer ud igen. Han holder sig tæt op af hende.
”Nå skal ham her også starte her?” Joker Mette lidt til moren.
Hun griner og svarer klart nej. Marius er jo en stor dreng på 10 år og går i skole. Han ånder lettet op, for hvad mon der kan ske her, tænker han.
Da rundvisningen er slut, siger hun farvel til Jens i døren og de forlader bygningen igen.
Kaptitel 4
I bilen står alle spørgsmål i kø.
”Mor, hvad var det her for et sted?”
Hun kigger på ham og svarer at det er et børnehjem for helt særlige børn. Hun er ikke helt sikker på hvorfor, men der skal være plads til alle typer børn i denne verden, også selvom hun ikke forstår at nogle forældre ville sende deres børn derhen.
”Men hvorfor er de ligesom i vuggestuen?”
Det ved hun ikke, men de bruger vel ble som de små babyer fordi de skal. Det er da også lidt sødt, joker hun med og smiler til Marius. Han ved ikke hvad han skal sige eller tænke.
Hun starter bilen, og af sted de kører mod kommunen.
Kapitel 5
Der hjemme sidder han på sit værelse. Han har lyst til at spille computer, men har lidt svært ved at tage sig sammen til det. Dagens indtryk fylder meget i hans lille krop. Han vil så gerne spørge mere ind til det hos hans mor, men det virker som om hun ikke ved ret meget om stedet. Hvorfor er der drenge på hans alder der går i vuggestue? Det er godt nok underligt.
Inden aftensmaden, fortæller han sin søster om hans oplevelser. Hun griner og syntes det er mærkeligt. Hun kender heller ikke noget til hvad det er for et sted, og til aftensmaden griner hun imens hun spørger deres mor omkring stedet. Deres mor fortæller hende at der åbenbart er brug for stedet af en eller anden grund. Nogle børn trives nok bedst på ’Den’ måde og små griner lidt. Marius lytter og forstår stadig ikke.
Familien hygger med en familiefilm om aften. Da det er sengetid for Marius ligger han stadig og tænker på stedet de besøgte. Det fylder i ham for det giver bare ikke mening det hele.
Dagen efter skal han til spejder. Han leger sammen med Rasmus og på et tidspunkt fortæller han Rasmus om det han havde set dagen før. Rasmus griner af det. Godt nok bruger han selv ble om natten, men det er sådan nogle træk op ble underbukser han bruger. Det er heller ikke hver nat han tisser i sengen. Men sutter og babytøj lyder mærkeligt, ja komisk. Rasmus fortæller det til deres trop, og de griner. Marius ved ikke om han skal grine af det, men gør det for ikke at stå udenfor. Klogere blev han ikke af det.
Da han cykler hjem, stopper han kort op. Han tror nok han kan huske vejen hans mor kørte til den der institution. Men han ved ikke om det er en god ide at cykle derhen nu. Klokken er jo ved at være mange, og hans mor ville sikkert ringe til ham, så han dropper idéen og cykler direkte hjem.
Sammen aften på sit værelse tænker han på stedet. Han kan mærke sit hjerte banke, men er ikke klar over hvorfor. Der er et eller andet ved det der sted. Det lykkedes ham at spille et computerspil, inden han skal i seng.
Kapitel 6
Vinterferien er slut og Marius er tilbage i skolen. Ferien har været god, men også anderledes på en eller anden måde. Det er som om at noget har forandret sig. Han kan stadig ikke give slip på sin oplevelse i ferien, og for at det ikke skal være løgn, så er det begyndt at sne udenfor. Tænk at han skal være indenfor, nu det sner og han helst vil være udenfor og lege. Dagen går langsomt fremad, og da skolen ringer ud kl. 14:30, skal han cykle over til SFO’en der ligger i nærheden. Men da han tager sin hjelm på, kommer tankerne tilbage omkring institutionen. Skal han tage direkte i SFO, eller cykle en omvej i sneen? Noget i ham siger han skal tage i SFO’en, men en anden følelse af nysgerrighed siger noget andet. Måske tager det ikke så lang tid? Han trækker vejret, kigger ned i jorden og beslutter sig at cykle omvejen.
På cykelturen trækker han vejret dybt. Dybt fokuseret, og alligevel med tankerne på hvad han skal sige i SFO’en. Han finder på en historie, så de ikke undre sig over noget.
Marius er kommet så langt, at lige rundt om hjørnet genkender han bygningen af institutionen. Han stopper op. Trækker vejret hurtigt og dybt. Den lille krop kan næsten ikke bære det virvar inde i ham. Da han kommer tættere på, ser han stedet hedder ”Troldevænget”. Han trækker cyklen rundt og prøver at kigge igennem hækken, hvor der kun er enkelte brune blade tilbage. Der er lys indenfor og han kan se børn og voksne, men det er svært at se hvad der sker. Hans hjerte synker dybt. Han er forvirret men også meget nysgerrig. Han trækker cyklen videre rundt, og det føleles som om tiden har stået stille, men han kigger på sit ur, og det havde den bestemt ikke. Så op på cyklen og med al kraft cykler han mod SFO’en.
Da han ankommer til SFO’en, pifter han forhjulet og går ind. Da en pædagog spørger hvor han har været henne, svarer han at han havde leget i sneen med nogen, og at hans cykel er punkteret. Hun nikker på hovedet, og siger ”Øv, hva!” Han slap ud af den ret let.
Marius vil gerne spille computer, men ikke fordi han vil spille, han har andre tanker. Rasmus kommer op til ham og vil gerne lege. Rasmus vil gerne lege udenfor i sneen, og Marius føler sig draget til begge muligheder, men vælger at gå udenfor og lege med Rasmus og de andre.
Kaptitel 7
Derhjemme sidder han ved sin computer og søger på ”Troldevænget”. Google finder stedet, men den har ingen hjemmeside. Der står kun at det er en børneinstitution og intet andet. Kun Streetview billeder af bygningen… Hvad er det for et sted?
Om natten drømmer Marius. Han drømmer om at han er inde på stuen i Troldevænget. Han kigger ned og kan se at han har babytøj og en hagesmæk på. Han fornemmer at han også har en ble på, og at de voksne tager sig godt af ham. - Han vågner. Det føles som om han er vågen, men alligevel ikke helt. Han vil gerne tilbage i drømmen, men det er morgen og hans mor har lige været inde for at vække ham.
”Nå, så du er vågen?” spørger hun.
Marius nikker, men vil helst sove igen. Men det er der ikke tid til.
Ved morgenbordet mærker hans mor at han er anderledes end han plejer. ”Hvad er der, skat?” spørger hun. Marius virker lidt fjern, men svarer at der ikke er noget. Hun kigger på ham, men hun har travlt da hun skal til at tage af sted. Hun kysser ham på kinden og siger de ses i aften.
Kapitel 8
Der er gået et par uger og selvom Marius ikke tænker på det hele tiden, så fylder det stadig så meget at han ikke ved hvad han skal gøre ved det. Han spørger en dag om han igen må komme på arbejde sammen med sin mor. Det afviser hun, da han jo skal i skole og fordi hendes job jo slet ikke er for børn.
”Du ville kede dig, lille skat. Måske du kan tage med din far ud på en byggeplads en dag?”
Men det har han ikke lyst til. Hans mor ved heller ikke at han nu har været forbi Troldevænget to gange efter deres første besøg. Så han dropper at spørge hende igen.
I skolen er det ved at gå ud over hans koncentration. Hans lærer oplever at han til tider dagdrømmer mere, og har svært ved at følge med. Han trives, men alligevel er der sket noget som har ændret hans adfærd. En dag spørger hans lærer ham om alt er okay derhjemme? Marius svarer at alt er som det skal, men læreren føler nu alligevel at han vil tage kontakt med hans mor omkring det. Marius trækker på skuldrene lidt ligeglad.
Dagen efter derhjemme kommer hans mor ind på Marius værelse.
”Marius? Hvad er det Stefan skriver om? Han skriver at du virker ukoncentreret i timerne og han gerne vil have et møde med os?”
Marius kigger på sin mor lidt uforstående, men også lidt ligeglad. Hans mor sætter sig på sengen og vil gerne snakke med ham. Hun har selv mærket at der var et eller andet med sin lille dreng.
”Jeg har også haft meget travlt, og din far har travlt på byggepladsen. Men… Der er et eller andet, det kan jeg godt mærke, hvad er det? Du har ikke været den samme siden vinterferien!”
Han kigger ned og trækker vejret dybt… Så dybt at han næsten skal til at græde, men gør det ikke. Han ryster lidt i kroppen. Hans mor rejser sig op og sætter sig ved siden af sin lille dreng og krammer ham.
”Skat! Hvad er der galt?”
Han svarer at han ikke ved det, men hans mors varme giver ham alligevel en snæver åbning til at turde sige noget.
”Ka-a-n… Nej!” Han pauser og mærker efter igen. ”Kan du huske da jeg var på arbejde sammen med dig?”
Hun kigger på ham og nikker med hovedet. ”Ja, det kan jeg godt huske”.
”Jeg…” Han pauser længe. Pulsen stiger og en klump i halsen har sat sig godt fast. Han mærker at hun venter og stadig er varm og åbenhjertig. ”Jeg… Je-eg kan…” Han tager en dyb indånding og modet til sig. ”Jeg vil gerne tilbage til den der institution vi var inde på!”
Hun pauser og tænker over hvad det er han siger.
”Hvad for en institution, skat?”
”Troldevænget!” Svarer han med en lav stemme.
Hun bliver dybt overrasket. Ikke blot over hvad det er han siger, men også at han kan stedets navn.
”Men lille skat, det er jo et sted som du så for børn der er små babyer”.
Marius nikker med hovedet. Han skammer sig og tør ikke kigge hende i øjnene. Hun mærker at det er noget der har ramt ham dybt, og ved ikke rigtigt hvad hun skal gøre. Hendes lille dreng ved jo ikke hvad det er han selv siger, men hans følelser og krop er et helt andet sted. Hun giver ham et varmt og langt kram og forsikre ham om at hun altid er hans mor.
”Jeg ved ikke lige hvad jeg skal sige lige nu.”
Hun forsætter med at kramme ham og holde om ham. Marius begynder at græde lidt. Det føleles rart at fortælle det til hans mor, uden at blive afvist også selvom hun ikke helt forstår ham.
”Måske du skulle blive hjemme fra skole i morgen? Så kan din søster passe på dig!”
Marius nikker med hovedet.
Om aften kan Marius høre hans mor tale med hans far på telefonen. Han kan ikke høre helt hvad der bliver sagt, men det lyder som om hans mor kæmper for ham.
Kapitel 9
På morens arbejde kan hendes kollega godt mærke at hun kæmper med ’et eller andet derhjemme’. Hun spørger ind til det. Til at starte med tror hun det er noget ægteskabs noget, men bliver overrasket over at det er hendes søn.
”Marius min yngste, vil gerne ind på Troldevænget” – Siger hun.
Hendes kollega trækker på smilebåndet. Ikke for at grine men mere et ’nå bare det’ smil. Hun beroliger hende, og fortæller at hendes søn Nicolas gik der for en del år siden og at det havde været godt for ham.
”Hvad siger du? Har Nicolas været der?”
”Ja, min mand og jeg skulle arbejde et år på ambassaden i Indien, og vi kunne ikke have vores lille dreng med!”
Moren kigger forbavset, men det vigtigste for hende er hendes lille søn.
”Ved du hvad jeg syntes du skal gøre? Jeg syntes du skal tage en snak med Jens fra Troldevænget. Det kan jo ikke skade.”
Hun virker tøvende, men hvad ellers kan hun gøre? Hendes lille dreng på 10 vil åbenbart gerne være på et hjem der behandler større børn som babyer.
”Det vigtigste er jo at han ikke er kommet noget til. Det ville da være en mors værste mareridt”.
Telefonen ringer og hendes kollega er nødt til at tage den. Men det har sat tankerne i gang i hende. Hun har jo talt med Jens flere gange, så måske er det ikke så farligt? Måske er det blot en fase, og Nicolas er jo en velfungerende ung mand i dag.
Kaptitel 10
Det er blevet weekend og Marius er lige stået op. Han har drømt om institution igen i nat. Hans mor kan høre at der er ’liv’ på værelset. Hun kigger ind og kan opdager at Marius ser børne-TV på computeren.
”Godmorgen, skat!” - Siger hun med et smil. ”Morgenmaden er klar, så sluk for din computer nu! … Og jeg har en overraskelse til dig.”
Marius smiler og tænker hvad det mon kan være? Måske er det en gave? Hvad mon det kan være?
Ved morgenbordet kan Marius næsten ikke vente. Hans søster virker lidt mærkelig og vil hellere ud med nogle veninder, så hun har travlt med at spise og smutter.
”Hvad er det mor?” - Spørger han med oprigtig nysgerrighed.
”Jeg har talt med far, og vi er blevet enige om at du godt må komme ind på Troldevænget!”
Marius mærker en ’let sten’ falde ned i maven, og med overraskende julelys i øjnene. En kæmpe glæde og en næsten ikke til at tro på det følelse strømmer igennem hans lille krop. Han styrter op af stolen og giver hans mor et KÆMPE kram.
”Jeg elsker dig mor!”
Hun smiler og kan mærke at det virkelig ER det hendes søn gerne vil. Hun sætter sig ned og kigger ham ind i øjnene og siger:
”Jeg elsker også dig! Men du skal vide at jeg har talt med institutionen, og der er nogle betingelser for at kunne komme ind. Det skal du lige tænke over før, jeg melder dig ind!”
Marius smiler og er over lykkelig. Han svæver på en lyserød sky der ingen ende vil tage. Det kan ikke gå for langsomt og det stråler ud af hans øjne og krop.
”Rolig nu skat! For det her er vigtigt! Når du er startet, kan du ikke bare ringe for at komme hjem igen. Det er dem der bestemmer, og du skal gøre som der bliver sagt! Jeg må komme på besøg en gang imellem, og selvfølgelig vil jeg gøre det, men du skal være der minimum 1 år, ellers vil de ikke tage imod dig. Forstår du?”
Marius er så euforisk at han kun hører det han selv vil høre. Han svarer ja flere gange, og hopper af glæde og kysser sin mor flere gange og giver mange kram.
”Okay! Jeg melder dig ind på mandag!” - Siger hun og smiler.
Hun er bare glad for at se sin dreng så glad igen, så det kan jo ikke være helt forkert det her.
Weekenden går med spændinger, og Marius har ikke lyst til legekammerater, men vil hellere være hjemme og glæde sig. Hans søster syntes han er underlig, men det tager han sig ikke af, for far og mor syntes det er okay. Han spørger flere gange om hvornår han kan starte, men det ved hun først på mandag.
Kaptitel 11
Mandagen går med tunge skridt. Skoledagen vil bare ikke tage slut. Marius er spændt og kan næsten ikke vente længere, og heldigvis får han den gode nyhed når han kommer hjem, at han kan starte allerede, mandag i næste uge.
I løbet af ugen modtager familien flere pakker, hvad der ser ud til at være tøj og sko. Marius ser ikke hvad det er, og tænker ikke mere over det, men på trods af den lange ventetid, vil han gerne lege med sine venner igen. Han har også sidste skoledag på fredag, men han tør ikke fortælle hvad han skal siden han stopper. Historien han fortæller er at han skal over på en anden skole i nabobyen, og tænker ikke mere over det, andet end ’det tror de nok på’.
Ugen går og fredagen med afsked og kage i skolen. Nu er der kun weekenden tilbage før hans drøm går i opfyldelse. Det er som at vente på juleaften og gaverne til hans fødselsdag. Hvorfor går tiden SÅ langsomt. Men han er ikke gammel nok til at forstå at han ikke har lukket af overfor sine venner, da mange af dem har indtrykket af at han stadig vil kunne lege efter skole, hvilket hans mor og far kommer til at stå med senere.
Søndag aften ved sengetid ligger Marius i sin seng. Han er så spændt at han næsten ikke kan sove. Han glæder sig meget, men er også lidt bange for det ukendte, for hvad mon der skal ske i morgen? Er de søde og får han nye venner hurtigt? Hvad mon der skal ske i det hele taget? Han falder stille og roligt til ro, men sover ikke så tungt og vågner meget tidligt om morgen. Han ligger i sengen og venter på at hans mor står op og banker på døren.
Kaptitel 12
Ved morgenbordet sidder han og spiser, dog uden den store appetit. Spændingerne sidder godt i hele hans krop og har næsten taget hans appetit som gidsel. Hans mor siger at han skal kysse sin storesøster farvel, for om et øjeblik skal de køre af sted. Som sagt så gjort, og på vejen ud har hans mor en stor kuffert med.
”Hvad er der i den?” - Spørger han.
Det er dit nye tøj lille skat. Du skal jo ikke rende rundt og fryse vel? ”Nå nej!” Siger han og sætter sig ind i bilen. Hans lille mave er ved at gå amok. Snart sker det. Det føleles som det største eventyr nogen overhovedet har været ude på. Hans mor sætter sig ind i bilen.
”Godt! Så kører vi!”
Turen er heldigvis ikke så lang, og på parkeringspladsen til Troldevænget bliver det mere og mere virkeligt for ham. Nu sker det. Han begynder at ryste lidt i kroppen og hans knæ bliver bløde. Det er dog ikke synligt for hans mor, men Marius mærker det. Hun tager ham i hånden, og kufferten i den anden.
Oppe ved hoveddøren ringer hun på, og det er en kvinde der svarer. De bliver lukket ind, og Marius’ puls stiger endnu mere da de er kommet ind. Han siger ingenting men kigger rundt. En kvinde kommer smilende hen til dem.
”Hej med jer! Er det Marius?” - Spørger hun og kigger på ham og bagefter hans mor.
Marius siger ikke noget, han er blevet helt genert og ’gemmer sig’ lidt bag hans mor. Det er som om at det hele nu er blevet for virkeligt. Hans mor siger ja og smiler tilbage.
”Ja han er nok lidt genert, det er helt normalt for små drenge.” - Siger hun, og præsenterer sig som Christina. ”Skal vi ikke se og få dig ind på din nye stue?”.
Marius er overrasket over hans generthed, og nikker bare lidt. Han kan næsten ikke sige noget nu. Hans mor syntes dog det er lidt sødt, da Marius var sådan da han var lille.
”Du skal være inde på rød stue sammen med mig og Stine.”
De står foran døren og man kan høre at der er gang i den inde på stuen. Hun åbner den, og ind går de på stuen. Børnene leger og lugten er som i en vuggestue. En del af dem har en sut i munden.
”Der er godt nok mange drenge på denne stue!?” - Siger hans mor til Christina.
”Ja der er stort set kun drenge i denne her institution for tiden, så vi har rigeligt at holde styr på.” - Svarer hun med et smil og skjult suk.
Marius bliver for en stund lidt bange. Det er et stort skidt, men han ved også at hvis han ikke gør det nu, så får han aldrig en chance igen.
”Okay, skat er du klar?” - Spørger hun ham og kigger ham ind i øjnene, for at tjekke ham det nu også er det han vil.
Selvom hjertet er ved at hoppe ud af hans bryst, vælger han at nikke med hovedet og smile. Hun smiler og giver ham et stort kram og et kæmpe kys farvel. Hendes lille dreng er nu blevet endnu mindre. Hun efterlader kufferten ude foran stuen med hans nye tøj inden hun går.
Kaptitel 13
Marius kigger på de andre drenge på stuen. En græder lidt men de andre lytter på en historie som pædagogen læser for dem. Christina tager Marius i hånden og siger til ham han lige kan sætte sig blandt de andre børn og lytte til historien som Stine læser op. Han nikker og sætter sig blandt dem og lytter. Hans hjerte banker… Det hele er virkeligt nu. Han er her. Han kender ingen, men han er her.
Christina åbner døren og kører kufferten ind og starter med at pakke hans tøj ud i hans nye kasse på stuen. Hans mor har købt alt hvad en baby skal bruge, så der er body’er, regntøj, velcro sko, trøjer, jakke, overalls, sutter, sutteflaske og alt hvad der ellers hører til.
Da Stine er ved at være færdig med at læse historie, kalder Christina på Marius.
”Kom Marius! Nu skal du have dit nye tøj på!”
Marius rejser sig op, og går hen til hende. Han bliver i starten lidt overrasket over at hun tager hans tøj af inde på stuen. Han havde nok regnet med at de gik ind i et andet rum. Til sidst står han kun iført et par grønne underbukser.
”Kan du kravle op på puslebordet!” - Siger hun til ham.
Marius kravler op. Hans hjerte banker hurtigt nu. Han føler de andre drenge kigger på hans nøgne krop, selvom de ikke direkte gør det. Han sætter sig på kanten af puslepuden, og Christina tager ham på skuldrene og hjælper ham ned. Han kigger fokuseret op på den uro der drejer over puslebordet. Christina lægger hans nye tøj ved siden af ham, og tager gummihandsker på. Hans hjerte banker nu så meget at han næsten ikke er tilstede i rummet. Han kigger på de dyr der drejer rundt i uroen. Pludselig mærker han Christinas gummihandsker tage fat i hans underbukser. Overrasket ’vågner’ han og griber fast om dem. Han vil ikke have at hun eller de andre skal se hans tissemand og numse.
”Neeej-iii!" - Siger han og kigger slet ikke på hende, men holder godt fast om underbukserne.
”Så, så lille Marius! Jeg skal tage dine underbukser af så du kan få en ren ble på! De andre drenge skifter vi efter dig!” - Siger hun med en sød men også bestemt stemme.
Han begynder at gøre modstand og vil ikke. Det havde han ikke regnet med. Han havde ikke regnet med at han skulle have ble på, som de små pattebørn i vuggestuen.
”Kan du SÅ give slip!” - Siger Christina med en meget bestemt tone, og smilet forsvinder fra hendes ansigt.
I baggrunden begynder en af drengene at græde, men Stine trøster ham og giver ham hans sut. Stine spørger om hun skal hjælpe med at spænde ham fast på puslebordet. Christina afviser, da hun er stærk nok overfor Marius der er en spinkel dreng. Hun får spændt hans hænder fast, og i det øjeblik går det op for Marius at modstand ikke nytter noget. Hans modstand bliver til gråd, og han begynder at græde. Christina giver ham en sut i munden og forsætter med at tage den lille drengs underbukser af. Marius er blevet mere slap i kroppen og det gør det lettere for hende at give ham en tyk ble på.
”Se Marius! Det er en Paw Patrol ble du skal have på!” - Siger hun og viser den til ham.
Marius græder. Han ser bleen, men er ikke i humør til det her. Hun løfter hans numse og ind under ham lander den bløde store baby ble. Han mærker bleen komme op mellem hans ben, og hen over hans tissemand for at slutte af på maven. Hun taper bleen på plads og løsner de to armbånd der holdt ham på plads.
”Nu giver jeg dig dit tøj på, og du kan lige så godt lære det nu, at bleen er det kun os voksne der må skifte! Er du med?!”
Marius græder stadig, siger eller gør ingenting. Han fortyder nu at han havde gået med til det her. Christina forsætter med at give ham en babybody på med søde Disney print på. Strømpebukser, et par bløde elastik bukser med Paw Patrol print på og til sidst en trøje med en traktor på. Marius græder så meget at han også savler, hvilket får Christina til at give ham en savlesmæk på.
”Hvor er du bare fin!” - Siger hun og smiler. ”Så kan du kravle ned fra puslebordet så vi kan skifte de andre drenge!”
Han kravler grædende ned af trappen og mærker tydeligt bleen mellem hans ben. Den føles så tyk. Da han er kommet ned vil han helst være for sig selv, men Stine tager fat i ham og giver ham en bamse, men Marius vil ikke have den. Han syntes de er dumme, og sætter sig i hjørnet og græder og kalder på sin mor.
”Din mor kommer ikke og henter dig lige nu, Marius!” - Siger Christina til ham.
Sammen med Stine, står de to kvinder nu og skifter de andre drenges bleer. Marius falder stille og roligt til ro da de er færdige med de sidste drenge. Lugten spreder sig i rummet fra de brugte bleer, en lugt som Marius ikke er vant til.
Kapitel 14
Stine og Christina siger til dem alle, at de skal sætte sig i en rundkreds på gulvet, da de skal til at synge sange. Marius har ikke lyst. Han er stadig i oprør og vil ikke være sammen med de andre. Men det bestemmer han ikke, og Christina kommer hen til ham og prøver først at tale med ham, men det hjælper ikke. Marius svarer hende slet ikke og kigger kun ind i væggen. Til sidst bliver hun utålmodig og griber fat i hans arm og kommanderer ham hen i kredsen. Han vil ikke, men hun er overlejen hans spinkle krop.
”Så! Sæt dig ned på din ble numse!”
Hans modstand virker ikke, og ned kommer han og mærker at hans tykke ble tager lidt af faldet mod gulvet. Christina vælger at sidde bag og holde om ham, så hun kan holde styr på ham til han falder til ro. Marius begynder at græde igen, men de to pædagoger begynder at synge ”Hjulene på bussen”. En anden dreng begynder også at græde lidt igen, men de synger videre. Da de er kommet igennem den første sang, siger Stine lidt forpustet til Christina at det er hårdt med to nye drenge på så kort tid. Christina griner lidt og er enig. De tager den næste sang.
Marius snøfter og tårene triller ned over hans røde kinder.
”Jeg vil ha-ha min mor!”
Christina hører ham men fortæller ham at hun havde hørt, at dette her var det han selv ville, så hans mor kommer ikke lige foreløbigt. Dog giver hun ham en kram bagfra, og hun prøver at trøste ham med en sut. Efter sangen får de lov til at lege frit på stuen. Marius holder ved sin protest og vil ikke lege, men bliver i hjørnet og græder lidt i ny og næ. De to kvinder kigger er opmærksom på ham, da han jo er en helt ny dreng.
Nogle af de andre drenge spørger pædagogerne omkring ’ham den nye’, og hvorfor han græder. Nogle af dem kan godt huske hvordan det var at starte, og andre gør ikke. Enkelte drenge prøver at tilbyde legetøj til ham, men Marius holder sig inde i hans egen ’æggeskal’.
Kl. 11 er det ved at være frokosttid, og de får besked på at kravle op i deres højstole. Marius vil helst holde sig i hjørnet, men Stine fortæller ham at han skal og tager hans hånd.
”Kom lille Marius! Vi skal alle sammen spise frokost nu!”
Han vil ikke, men hun holder ved. Da hun har hevet ham hen til højstolen gør han endnu mere modstand, og Christina vælger at hjælpe sin kollega med at få ham spændt fast i stolen. Han får taget sin bamse fra sig og sutten ud af munden. Han græder ikke så meget nu, da han kan se at alle de andre drenge stirrer på ham. Han kigger ned i bordet, og prøver at falde til ro.
”Vi skal have grød i dag, så det er hagesmækker til dem alle sammen!” - Siger Stine til Christina.
”Grød? Tak for det! Så bliver det en travl dag!” - Svarer Christina ironisk.
Maden kommer ind på et rullebord, og rigtigt nok er dagens ret sveskegrød. Maden serveres for drengene og sutteflaskerne kommer på bordet. Marius kigger på maden men føler sig ikke sulten. Han er stadig oprørt men får ikke opmærksomhed lige nu da de voksne spiser sammen med de andre og taler sammen.
”Skal du slet ikke spise noget, Marius?” - Spørger Stine ham. ”Du kan da i det mindste smage på grøden, den smager godt!”
Marius ryster på hovedet, men den godtager hun ikke.
”Du er måske en lille baby der skal hjælpes med maden?” - Siger hun til ham.
Han svarer stadig ikke, og Stine tager skeen med grød i hånden og fører den op mod hans mund. Marius vender hovedet til siden, og grøden rammer hans kind og hagesmækken.
”Typisk små babyer!” - Siger Christina.
Stine vælger at opgive grøden, rejser sig op og åbner døren til gangen og kalder på køkkendamen.
”Karla?! Kan du ikke varme en sutteflaske med mælk!”
Ja bliver der råbt ude fra køkkenet. Stine sætter sig tilbage til bordet og ungerne spiser og drikker færdigt. Der går ikke længe før en af drengene laver stort i bleen. Heldigvis er de også færdige og drengene skal lægges til at sove til middag. En efter en bliver de våde og fyldte bleer skiftet, på nær Marius der stadig sidder i sin højstol.
Da der kun mangler at blive skiftet to drenge, kommer Karla i stuen med en varm sutteflaske. Christina tager gummihandskerne af og vasker hænderne. Stine forsætter med at skifte bleer.
Christina løsner spænderne på hans højstol og tager hans hånd. Hagesmækken forbliver på, og Marius bliver først over i hyggekrogen med puder. Hun sætter sig ned og fører ham ned i hendes skød. Han gør stadig modstand, men da han endeligt ligger ned, bliver Christina træt af hans modstand.
”Hvis du ikke snart stopper det der, så får du en røvfuld! Er du med?!” - Siger hun med en meget tydelig tone og mimik.
Marius opgiver lidt af modstanden, og er lidt chokkeret over at blive truet med smæk. Noget han aldrig har fået før.
”Det var godt! God lille baby! Nu skal baby have sin sutteflaske med dejlig varm mælk!” - Siger hun i en mere kærlig, men stadig bestemt tone.
Her ligger han nu i Christinas skød med ble, babytøj og hagesmæk på, og skal til at få sutteflaske for første gang siden… Ja siden han var en rigtig baby. Han åbner munden og flaskesutten når lige at dryppen en varm dråbe mælk ind på hans tunge, før hans læber omslutter sig gummiet. Han trækker vejret dybt og sutter mælken til sig. Christina kigger på ham, men også op på Stine der står og skifter den sidste lorte ble.
”Så kom der ro på lille Marius!” - Siger Stine og smiler til sin kollega.
”Ja han er åbenbart en af de helt små drenge!” - Svarer Christina imens hun giver ham flasken.
Marius tør lige nu ikke andet end at sutte på flaskesutten til flasken er helt tom. Et eller andet sted i ham, mærker han varme og ro, selvom han stadig er i protest. Da flasken er helt tom roser hun ham.
”Hvor er du bare en dygtig lille dreng!” - Siger hun og smiler.
Mælken kom udenfor flaskesutten, og hun bruger hans hagesmæk til at tørre det væk med. Hun rejser ham op, og siger:
”Så må vi se om du skal have skiftet ble?”
Marius panikker igen, for han vil ikke gå igennem det igen. Han begynder at græde igen, da hun tager hans tøj af på gulvet. Hun ser dog at vådindikatoren stadig er gul, så bleen er ikke våd og han har ikke lavet stort, så han får lov til at have den på for nu. Hun lukker for hans body, og giver ham sutten i munden. Han falder ned og snøfter lidt.
”Det da ikke så slemt? Her er din bamse, og nu skal du ind og sove med de andre drenge!”
Hun rækker ham bamsen og tager ham i hånden, og sådan bliver han ført ind på soverummet.
Inde i soverummet står der 12 tremmesenge. Marius bliver ført ind i hans tremmeseng, og da den bliver lukket, opdager han at pædagogen bruger en chip for at åbne og lukke dem. Han kan derfor ikke komme ud. Så nu ligger han i en tremmeseng med sut og ble på som en baby. Han snøfter stadig, men da lyset bliver slukket, mærker han også hvor træt han er blevet og falder hurtigt i søvn.
Kaptitel 15
Et par timer senere bliver lyset tændt i rummet og Stine træder ind. Hun starter fra en ende af og åbner en tremmeseng af gangen, så drengen kan lukkes ud og blive skiftet. Christina kommer ind undervejs og den sidste der bliver lukket ud er Marius.
”Godmorgen, har du sovet godt?” - Spørger Stine og smiler.
”Jeg skal tisse svarer han!” - Svarer han og forventer at han kan få lov til at gå på toilettet.
”Hvor er du sød, men du bruger altså ble nu som de andre drenge også gør!”
Marius kigger på hende og er helt måløs. Hvordan skal han dog bruge bleen? Han når ikke at sige noget, før hun hiver ham ud af tremmesengen.
”Jeg skal altså tisse… Må jeg ikke nok bruge toilettet?”
Stine svarer at det har hun jo sagt at han ikke må. Ude i stuen er den sidste dreng blevet skiftet, og har fået tøj på igen. Resten leger på gulvet imens.
”Jeg vil ikke bruge ble!” - Siger han og kører sig selv op. Han vil have Stine til at forstå det.
Stine kigger ham i øjnene med et bestemt udtryk.
”Alle små drenge bruger ble! Det gælder også dig, er du med!?”
Han bliver vred og vil ikke og river op i hans body og forsøger at åbne sin ble, men bliver stoppet af Stine der nu bliver vred på ham.
”SÅ!!! Kan du SÅ holde dig fra din ble! Den må du ikke lege med!”
Hun griber fast om hans arme og holder fast om hans krop ind til han falder ned. Marius kæmper imod alt hvad han kan, men Stine er ham overlegen. Nu står han på stuen med alle drengene stirende på ham. Der går et øjeblik til og Stine prøver at tysse ham ned. Uden at vide det kan han ikke holde sig længere. Han begynder at græde og han tisser i sin ble. Varmen spreder sig i bleen og børnene i stuen ser at hans bles vådindikator bliver blå. En dreng i stuen peger på Marius ble og siger:
”Se! Han tisser i sin ble!”
Christina bekræfter drengen i at Marius har tisset i hans ble. Ingen tager det dog op som noget mærkeligt, da de alle jo bruger ble på stuen. Det er mere Marius måde at opføre sig på de lægger mærke til.
Marius græder og bliver løftet op på puslebordet af Stine. Så snart han mærker puslepuden på sine ben, går det op for ham at han nu skal ses få skiftet en brugt ble. Modstanden starter igen, men Stine spænder ham fast på puslebordet og han får sutten tilbage i munden. Imens tårerne triller ned af hans kinder, tager hun gummihandskerne på og åbner hans drivvåde ble. Hun vasker hans numse og tissemand med våde skumvaskeklude og slutter af med at give ham en ny tør ble på.
”Så er du bare klar igen!” - Siger hun med et smil, der drukner i drengens gråd.
Hun finder hans tøj frem igen, og inden hun løsner ham fra bordet advarer hun ham:
”Husk at det KUN er de voksne der må skifte din ble! Hvis du bare prøver på det selv, så får du smæk!”
Marius tør ikke andet og gør ikke modstand i at få tøjet på igen.
Kaptitel 16
Børnene har været udenfor og lege på legepladsen. Marius er stadig indenfor sammen med børn fra de andre stuer. Han kan stadig ikke tro at han har ble på. Han mærker den tydeligt mellem hans ben hvor tyk og blød den er. I fællesrummet er der to pædagoger fra de andre stuer. De virker søde og er nære overfor ’den nye baby’.
Kl. er 18 og det er blevet tid til aftensmad på stuerne. Marius er stadig i protest, men han er også blevet meget sulten efter dagens strejke protest. Så han er lidt sløj i kroppen, og Christina hjælper ham op i hans højstol igen. De får alle en hagesmæk på igen og til Marius store overraskelse skal de have pasta kødsovs, hans yndlingsret. Maven knurrer og Christina skal lige til at made ham, men bliver stoppet af Marius der svagt siger:
”Jeg kan godt selv.”
Christina lader ham spise selv, og han går faktisk godt til den. Sutteflasken med æblejuice bliver også hurtigt tømt.
”Du er da også en sulten lille dreng? Det er også hårdt at starte i vuggestue!” -Siger hun til ham og smiler.
Marius siger ikke noget med spiser bare til han er mæt. Han bliver vasket i ansigtet med en våd klud, og sluppet ned fra højstolen. På gulvet mærker han hvor mæt han er. En af drengene kommer over til ham og spørger sødt om han vil lege. Marius har faktisk lyst, men holder stadig på sin protest og vil derfor være lidt alene. Han har sin sut i munden og tager sin bamse og sætter sig i hyggekroen alene.
Klokken nærmere sig 19, og det er ved at være sengetid. Marius har tisset i bleen igen, nu han ved at det ikke nytter noget andet. De første drenge bliver kaldt op til puslebordet. Nogen har også fyldt deres bleer, så det tager sin tid at få dem skiftet og givet dem en natdragt på. Der er stadig børn på gulvet da Christina kommer hen til Marius og siger:
”Så! Nu er det din tur til at få en nat ble på!”
Marius vil ikke, og klokken er jo også kun 19. Han er 10 år gammel. Alt for gammel til at blive lagt i seng så tidligt. Men det vil Christina ikke høre på. Hun tager ham i hånden og marcherer ham op til puslebordet. På vejen der op, ser Marius drengen på puslebordet ved siden af få smurt cream på numsen. Han prøver at stoppe hende, men hun er for stærk. Han protester højlydt og gør modstand på vejen mod puslebordet:
”Jeg vil ikke have min numse smurt med det!” - Råber han og hentyder til drengen ved siden af der får smurt baby zinkslave på numsen.
Christina ignorere hans protest, og får ham lagt ned på puslepuden igen. Igen må hun spænde hans hænder fast. Hun tager hans bukser af, men hans modstand er også nået til hans ben, så hun vælger at spænde hans ben fast i en metal konstruktion de har på puslebordet, så hans ben ikke kan sparke løs og bevæge sig. Han ligger nu som en lille baby med spredte ben, klar til at blive skiftet. Hun tager gummihandskerne på og åbner hans body. Marius græder og sutten kommer ind, også selvom den ikke stopper hans gråd. Hun åbner hans våde ble, tager den af og smider den ud. Vasker hans numse og tissemand og forsætter med at komme en stor klump baby zinksalve på handsken. Han græder og mærker nu hans numse blive smurt som en lille baby. Salven kommer helt op i foran, og hun siger til ham:
”Så kommer der ingen røde numser i nat!”
Han græder stadig og føler sig ydmyget. Hun tager handskerne af igen, og tager en stor tyk baby natble ud af pakken og åbner den foran ham. Hun peger på fronten af bleen hvor Chase fra Paw Patrol ligger og sover.
”Se! Det er din ynglings figur Chase der skal hjælpe dig med at drømme i nat!”
Han kigger lidt men syntes ikke det er sjovt, og bleen ser virkelig stor ud. Hun løfter hans numse lidt og fører bleen ind under numsen, hen over tissemanden og taper den fast. Han græder stadig, og hun advarer ham:
”Jeg slipper dig løs nu så du kan få din natdragt på, men nu ikke ballade, for så får du smæk i din numse!”
Marius gør ikke modstand men græder stadig. Hans body kommer af og natdragtten kommer på. Christina vælger at løfte ham ned på gulvet. Da hans ben rammer gulvet kan han mærke hvor tyk bleen mellem hans ben er. Han kan næsten ikke gå uden at det er besværligt. Han kigger op på hende.
”Ja, I små drenge tisser altså meget om natten, så I skal have natbleer på der kan klare det!”
Igen bliver han ført ind i soverummet sammen med sin sut og bamse, og igen låses han inde i tremmesengen. Bleen er virkelig tyk mellem hans ben. Han kan næsten ikke tro det. Han er en baby. Han snøfter for nu er dagen jo slut, så nu kan der ikke ske mere. Han savner allerede sin mor. Lyset bliver slukket og kort tid efter mærker Marius at maven presser på. Han kalder på en voksen, og ind kommer Stine i sit overtøj da hun er på vej hjem.
”Hvad er der, Marius?”
”Jeg skal på toilettet!”
Hun fortæller ham at det har han fået at vide, at han skal bruge sin ble, for det er den til for. Aften vagterne er også kommet, men dem skal han ikke forstyrre. Hun vender sig rundt og forlader ham og hans protest. Kort efter kan han ikke holde sig længere og han fylder sin natble imens han snøfter i opgivelse. Bleen bliver også våd, og nu må han falde i søvn til lugten og følelsen af en fyldt baby ble.
Kaptitel 17
Det er morgen og døren til soverummet åbnes. Det er Christina der kommer ind. Lugten i rummet kender hun og den er som det plejer, når man har med så små drenge at gøre. En efter en bliver de taget ud af deres tremmesenge, skiftet og får tøj på. Når det er Marius tur, siger Christina så alle kan høre det:
”Puha! Du har godt nok skidt i nat, hva’!?”
Marius bliver helt rød i hovedet og på vejen hen til puslebordet ser han at de andre drenge er oppe og leger på gulvet. Han har ikke lyst til at de skal se hans lorte ble, men han ved også at protesten ikke hjælper. Han prøver, men Christina er ligeglad. Hun beordre med en bestemt tone, ham op på puslebordet. Marius nægter, så hun vælger at løfte ham. Idet hun løfter ham, spredes afføringen rundt i bleen på ham. Han føler sig virkelig som en baby og begynder at græde igen.
”Det er virkelig en rigtig græde baby vi har fået her!” - Siger Christina.
Han er jo ligesom de pattebørn i vuggesten han så i vinterferien sammen med sin mor. Christina tager hans natdragt af og igen med gummihandskerne åbner hun hans ble. Hun siger ikke så meget, men tørre numsen med den våde frontdel af bleen. Bleen smides ud og et større vaskearbejde med skumkludene begynder. Hun bemærker at hans numse er lidt rød, og vælger til Marius store forargelse at tage baby zinksalven frem igen.
”Ne-ej, hi,… -ajjj!” - Siger han imens han græder.
Christina smører hans numse ind igen, og giver ham en ren ble på. Marius er helt færdig og føler sig pinliggjort. Efter rent tøj på, sættes han ned med de andre drenge inden dagen starter ved morgenbordet.
Efter morgenmaden, skal de udenfor på legepladsen. Det regner, og Marius og nogle andre drenge har ikke lyst til at gå udenfor i regnen. Marius vil i det hele taget ikke noget, han vil bare hjem. Men deres protest bliver der ikke hørt på, og i garderoben får de alle sammen regntøj og gummistøvler på. Marius mærker hvordan zinksalven på hans numse klistre midt imellem ballerne. Det er så pinligt at være en baby og nu skal han udenfor og ses af dem der går forbi legepladsen. Han protesterer overfor Stine der har travlt med at give dem regntøj på.
”Jamen I skal udenfor om I vil det eller ej! Sådan er det bare!” - Svarer hun bestemt.
Marius vil ikke, krydser sin arme tæt på kroppen og sætter sig i protest på gulvet, og snøfter. De andre drenge følger ikke trop, og accepterer at de skal udenfor. Christina kommer ud og ser at Marius skaber sig på gulvet.
”NU stopper DU! Du kommer med os ud på legepladsen nu!” - Siger Christina med vrede i hendes stemme. Hun er tydeligvis træt af hans protester.
Marius nægter stadig og svarer hende slet ikke. Han lukker helt af.
”Godt!” - Siger Christina og går ind på stuen igen.
Hun kommer ud igen efter et kort øjeblik iført et gummiforklæde. Hun tager kraftigt fat i hans arm og trækker ham ind på stuen, hen til en skammel.
”Du er blevet advaret, og nu gider jeg ikke meget pjat med dig!” - Siger hun, stadig i en vred og irriteret stemme.
Marius gør modstand og græder, imens hun trækker hans regnbukser og bukser ned omkring hans ankler, og forsætter med at åbne hans baby body. Marius skriger ”Nej! Nej” Nej!” og græder, men uden held. Christina husker at hun smurte hans numse til morgen, og tager derfor en gummihandske på, åbner hans ble, og starter med han give ham en stor endefuld. Udenfor vinduet står nogle af børnene fra stuen og kigger ind på Marius der får smæk og græder. Hans numse er igen rød, så igen giver hun ham ny salve på, og taper bleen på plads.
”Gør du nu som der bliver sagt?” - Spørger hun og kigger ind i hans våde øjne.
Han nikker med hovedet, og hun trækker hans bukser og regnbukser op igen. Grædende tager hun hans hånd, og går udenfor på legepladsen. Der går ikke længe før han tisser i sin ble og numsen føles endnu mere følsom.
Kaptitel 18
- 3 måneder senere.
Marius har gået på vuggestuen i 3 måneder nu og er faldet til. Han nyder at lege vuggestue barn og har fået venner på stuen, samt en bedre forhold til de voksne i institutionen. Første gang hans mor kiggede forbi var hans protester faldt til ro. Han ville gerne hjem, men alligevel var han flov over at skulle sige at han havde fortrudt. Det hele går jo også bedre, og der er tid og fokus til ham. Bleerne var det han skulle lære at bruge og leve med, men det går godt. Nogle gange tisser han helt uden at vide det, og der er kommet flere og flere af de episoder.
Det er sommer og hans mor kommer på besøg.
”Hej lille skat! Hvordan går det?” - Spørger hun ham.
Marius leger i sandkassen. Han har sut i munden men spytter den ud da opdager hende. Han løber op til hende og krammer hende.
”Hej mor! Jeg har det fint. Se vi leger i sandkassen!”
Det kan hun godt se, og roser ham for sandslottet de har bygget. Moren fortæller at alt går godt der hjemme, og at hans far savner ham, men de begge er glade for at Marius har det godt her. Hun fortæller også at nogle af hans venner har spurgt efter ham. Marius er bare glad for at se sin mor, og selvom han er begyndt at nyde sin tilværelse her så savner han også at være hjemme.
Et par dage efter skal drengene på stuen udenfor og lege. Solen skinner og der er hedebølge i Danmark. Pædagogerne har sat et sommersejl ud over sandkassen, og efter middagsluren er alle børn skiftet og smurt ind i solcream. Pædagogerne har valgt at de små ikke skal have andet på end deres ble. Så udenfor leger drengene kun iført solcream, ble og en baby sommerhat.
Marius leger på en løbecykel sammen med en anden dreng. De har det sjovt og råber til hinanden og griner.
På den anden side af hækken går en dreng. Han hører stemmen og genkender den. Han er ikke sikker og vælger at skabe en åbning i hækken ind til hegnet. Han bliver vildt overrasket da han ser at det er Marius fra spejder der kun er iført en baby ble. Han skal lige til at grine, men holder sig, og løber rundt om hjørnet. Han kan næsten ikke tro det, og ringer til flere af sine venner og beder dem skynde sig ned til institutionen.
Efter ca. en halv time står der fem drenge og en pige ude foran hækken. De kigger igennem på samme tid og begynder at grine. Hullet i hækken er så stort at man også indefra kan se hvem det er der kigger. Marius genkender flere af dem. Han fryser og tisser uden at vide det i bleen og løber indenfor.
Indenfor ved Marius nu at alle ved, at han er en lille baby. Hvad skal han gøre? Kan han nogensinde komme tilbage igen? Han kigger ned i gulvet og bliver sørgmodig. Stine kommer forbi med en sutteflaske i hånden og ser ham.
”Hvad er der, Marius?”
Han begynder at græde, og instinktivt holder Stine om ham. Marius siger ikke så meget, men Stine sætter sig ned og lægger ham i hendes skød. Hun vælger at give den grædende lille dreng en sutteflaske og beroliger ham.
”Din ble er også våd, så kan jeg skifte dig når du er færdig!” - Siger hun og prøver at trøste ham.
Marius nikker med hovedet og da flasken er tom, går de ind til puslebordet, hvor hun skifter hans våde ble.
Det er ikke altid let at være en lille baby i en vuggestue.
