Den sande blepige

[MJ01]

Denne historie er efterfølgeren til ”Pakken til blepigen". I historien følger vi Klara og hendes udvikling, efter den skæbnesvanger dag hvor Maria opdagede, hvem der havde sendt pakken til Lea. Historien er i fire dele

Del 1

Bildøren går op. Klara sukker… Hun mærker kulden og gyser. kort efter mærker hun varmen sprede sig i bleen, som luller hende hen. Hun er træt, hun gider ikke i skole og vil bare sove. Mens trætheden stadig hænger i hendes krop, som suttesnoren hænger om hendes tøj, hører hun et ”Klik” – selen fra hendes autostol går op, og et lille kys rammer hendes pande. ”Så er vi her” lyder hendes fars blide stemme. Hun har stadig lukkede øjne og forsøger at falde i søvn. Hun prøver at give slip på kroppen og falde hen. Hun er helt dvask.

Hun mærker suttens velkendte form ramme hendes tænder og halvt åbne mund. Hun åbner automatisk munden og lader den glide ind. En efterhånden velkendt hånd mærker på hendes ble, og i det bagerste af hendes hoved registrer hun et ”Hmm. Jeg har ellers lige skiftet dig – pædagogerne tror sikkert, at vi ikke skifter hjemmefra”

Hun prøver stadig, at sammensætte sætningen i hendes trætte hjerne, mens hun bliver løftet ud af bilen og sat på jorden. Jorden er kold. Hun krammer sin bamse helt tæt og mærker varmen fra den. Det er en giraf. Hun har altid været fascineret af giraffer. I mellemtiden har bagklappen på bilen åbnet og lukket sig, og hendes far har fundet flyverdragten frem. Den ligger på jorden foran hende, og han er i gang med at fjerne hendes velcrosko.

Klara krammer giraffen, og knuger den helt tæt til sig, mens hun mærker kulden strømme fra jorden og op gennem hendes krop. Hendes far har fået Klaras ben igennem flyverdragten, og beder hende om at rejse sig. Hun lægger sig i stedet ned på ryggen. Han vrisser lidt ”Nu kommer jeg helt sikkert, for sent igen”.

Men i stedet for at blive sur på Klara. Sætter han sig ned på hug ved siden af hende, tager fat i siden på hende, vender hende om på siden, lægger flyverdragten ind under numsen, ryggen og hovedet, lægger hende roligt på flyverdragten og forsætter påklædningen.

Klara funderer over de sidste par måneder, mens hun bliver påklædt. Efter besøget hos Lea, hvor Maria totalt havde ændret hendes verden. Da hun hørte tapen på bleen, klistre sig fast om hendes ble, ALTSÅ HENDES BLE… I det sekund, var hun som forvandlet for altid. Hun var helt flov, men hendes flovhed, forduftede som dug for solen, da hun var kommet op at sidde på puslebordet, og havde fået et lille kys på kinden, samt en kærlig bemærkning om hvor cute hun så ud.

Klara nød blot resten af dagen i fulde drag, og hun havde endda overnattet. Om natten havde både Lea og Klara fået en flaske mælk, og Marias kærlige vuggeviser, imens de faldt i søvn. Klara var godt nok vågnet om natten, for at skulle tisse. Det var godt nok lidt svært, men hun slappede af, tissede i bleen, nød det og faldt i søvn igen.

Smilet på hendes læber da hun vågnede, og følelsen i maven af ekstrem lykke da hun blev puslet, var ikke til at tage fejl af. Hun havde længtes efter Marias ubetinget kærlighed til hendes ”little side” og den fik hun i fulde drag. Maria var endda blevet hjemme for, at passe Lea og hende. Klara var i den syvende himmel.

Henunder aftensmaden, havde Klara også fået en hagesmæk på og sad kun iført ble og en pink t-shirt i Leas gamle triptrap stol med bøjlen på. Lea havde selv fået en ny og bedre højstol, som var mere stabil. Maria havde siddet og madet Klara. Endnu engang, var hun helt hengivet til Marias omsorg. Hun slappede totalt af og fulgte bare skeens glidende bevægelser.

Hun mærkede, at hendes blære endnu engang, skulle af med en stor tår, og hun tømte sig bare, næsten uden at tænke over bevægelsen. Hun følte det helt naturligt. Idet strålen forlod kroppen og den lille gule streg skiftede til blå, skiftede hele Klaras verden igen. For som et lille barn, der afventer en tømning, sad Klara også bare og stirrede ud i luften. Da strålen ramte bleen og hun slappede af, blev hendes hjerne bevidst om, hvem der stod i køkkendøråbningen – HENDES MOR DITTE – Klara rødmede helt, rørte uroligt på sig, kiggede febrilsk omkring, efter en udvej. Hendes hjerte bankede og uroen i kroppen bredte sig. Hendes hænder holdt febrilsk på bøjlen. mens hun forsøgte, at vriste sig fri. Hun skulle væk, hun skulle ikke vise sin mor hendes sande jeg… Men hun var låst fast… tårerne begyndte stille at trille, mens små klynke lyde forlod hendes krop. End ikke Marias rolige stemme kunne dysse hende ned.

Sutten havde hurtigt ramt hendes læber og en kærlig hånd hun kendte alt for godt, ramte hendes kind. I blide strøg og med en mild ømhed, hun aldrig havde oplevet fra denne hånd. Trak hendes mor Ditte, Klara tæt ind til hendes krop. Holdt om hende og beroligede hendes datter.

Klara kiggede op på morens rolige ansigt, mens de sidste tårer, langsomt trillede nedad. Klaras ansigt stod malet med skam. Det blev kun værre, da stemmen skar igennem hendes hoved ”Vi skal da lige havde skiftet dig – min skat!” efterfulgt af et nænsomt kys på panden. I hendes mors skam, fandtes også forløsning, og hendes mors ord, forløste hendes datters inderste længsel og dybeste skam. En lille sjat forlod kroppen og ramte bleen, som om skammen forlod kroppen, og flød ud i en varme af nærvær, tryghed og længselsfuld kærlighed.

Klara husker ikke meget fra morens første bleskift af hende. Alle minderne derfra, flyder sammen i en rus af lykke og skam. Frygten for at være anderledes, men også lykken i, at blive fuldt ud accepteret for den anderledeshed. På vej hjem den aften, havde hun sovet i bilen, og hendes far båret hende ind i seng.

Det var først næste morgen da hun vågnede, at hendes virkelighed, i virkeligheden havde forandret sig. På hendes seng, var der påsat en sengehest. Hendes skrivebord, var omdannet til et nødtørftigt puslebord. Hun lå stadig i en af Leas onesies, som hendes mor havde givet hende på under bleskiftet.

Dagene efter, havde hun primært rendt rundt i Leas tøj, indtil hendes forældre havde fået nyt hjem til hende. Langsomt var puslebordet blevet opgraderet, med en ordentlig puslepude, skrivebordet blev udskiftet med en hævesænke pusleplads, der blev indrettet overskabe, med de rette bleer og diverse cremer til hendes bleudslet. Hendes seng, blev udskiftet med en tremmeseng, og hendes stol, ved spisebordet var blevet fjernet og erstattet med en højstol. Inden længe levede hun, som en ægte lille tumling. Hun vågnede om morgenen og blev skiftet, fik en ren ble og body på. Kom ned til morgenmaden og blev ofte madet, og herefter gjort klar til skolen. Hun blev primært madet om morgenen, fordi forældrene ikke havde tid om morgenen, til det griseri hun lavede, når hun fik lov til at spise selv. Ofte med udskiftning af body, bukser og rengøring af højstol til følge.

Skolen, var en markant anderledes verden at komme op til. Hun havde svært ved at navigere efter, at hendes tumling-jeg blomstrede frem om morgen, og så skulle forsøge at være storpige nærmest ung kvinde om formiddagen. Hun havde uheld i bleen, som ikke egnede sig, til en 15-årig pige i 8 klasse. Hendes følelsesmæssige udbrud, når alt blev for meget, blev hjemme håndteret med sutten, kram og trøst, og i skolen med hån, spot og latter.

Hun følte, at hun overhovedet ikke passede ind, og i stedet for, at forsøge, at passe mere ind, ved at tæmme følelsesudbruddene, den barnlige umiddelbarhed og de små og store uheld, og den lugt der fulgte med. Lod hun blot det hele få frit løb. Derhjemme, var hun vant til, at blive skiftet, blive puslet om, og blive anerkendt, også for hendes manglende evner.

Men i skolen mente de, at hun var stor nok, til at skifte sig selv. Det havde ført til dage, hvor hun havde siddet, med en fyldt ble hele dagen, var grødlabil og barnligheden havde skinnet helt igennem. Selvfølgelig med mobning, som hendes følgesvend. Skolen havde til sidst fået nok, og kommunen anbefalede, et understøttende uddannelsestilbud, som de så fint formulerede det.

I virkeligheden, var det en specialskole for handicappede børn, kaldte hendes forældre det. Klara så kun, de mange savlende børn i kørestol, som var anbragt på stedet, og som aldrig ville nå længere end til børnehaveklasses niveau, hvis de var så heldige. Hun havde i det mindste valgt sin skæbne, en lille smule. Hendes hjerne funderede videre, mens hun hang på hendes fars hofte og holdt om hans skuldrer, med giraffen i hånden og sutten i munden, på vej ind ad skoledørene.

Skulle hendes liv, virkelig være det her? Kunne hun ikke have en normal skolegang, bruge ble og gå med sut? Var det slet ikke muligt, at blive taget alvorligt, selvom man også gerne bare ville lege og være umiddelbar? Hendes tanker stopper, da hendes numse, rammer gulvet i klassen.

[Wayne]

Fedt!
Tak for du vil forsætte den

[kikiliji]

Den er go, ligesom den forrige historie du skrev
Glæder mig til fortsættelsen!

[Liv_Bodart]

Glæder me til mere du må ikke stoppe

[MJ01]

Del 2

Hun kan høre sin far undskylde til en af pædagogerne, men ikke om hvad. Hun spotter Lea og kravler hen til hende. Lea sidder et par meter derfra. Efter at hendes forældre havde valgt denne specialklasse til hende, havde Leas forældre fulgt trop.

Lea ser meget koncentreret ud, og der kom små lyde fra hende. Klara sætter sig blot ved siden af hende og kigger tilbage efter sin far. Han er væk. Ud af øjenkrogen skimter Klara, Bente på vej hen mod hende ”Skal vi så se, at få flyverdragten af dig Klara?” spørger Bente retorisk. Det er ikke rigtig Klaras valg længere.

”Op og stå” beordrer Bente hende, mens hun tager fat i Klaras hænder. Klara rejser sig modvilligt. Herefter lynnes hendes lynlås ned, og armene bliver presset ud af flyverdragten. Sutten bliver sat på bodyen som titter frem under Klaras ”skirtall” eller som Bente nu kalder den ”EEEJ, en fin smækbuksnederdel”. Bente forsætter ”Puuuuhaa, her lugter lige pludselig.” Blinker hun til Klara ”Skal vi lige tjekke dig en gang?” Spørger Bente igen retorisk. Klara står med spredte ben, sutten placeret i munden og flyverdragten hængende mellem benene.

Hun må bare afvente og tage imod, da Bente går i gang med at mærke Klaras blebag. Klara drejer overkroppen og følger hånden. Klara gyser igen, da hånden rammer bleen og giver et godt pres efterfuld af et tydelig pædagogklem. Det er så nedværdigende, at Bente bare rør hendes ble, uden at spørge om lov. Især uden at afvente Klaras accept.

Som om hun er en lille pige, alle bare kan bestemme over og håndtere som de vil. Klares tanker løber afsted med hende. Hun hører eller ser ikke Bentes mærkelige udtryk i ansigtet. ”Hhhmmmm, din far sagde ellers du havde brugt bleen” adspørger Bente, mens hun sætter sig på hug og placerer næsen helt tæt ved Klaras blenumse.

Bente afventer ikke svar fra Klara, men sniffer to gange, og studser igen ”ingen lugt” – ”Det burde ellers stamme fra Klara, da Lea lige er skiftet” tænker Bente, hvorefter hun forsætter afklædningen af Klara med at tage velcroskoene af, og derefter løfte hendes ene ben, for at få flyverdragten af. Da begge ben er løftet og flyverdragten er kommet af, rejser Bente sig op.

Tager hånden ind under nederdelen og løfter den. Hun beder Klara om at holde nederdelen med ordene ”Jeg har en vigtig opgave til dig, tror du at du kan være en stor pige og holde nederdelen oppe?” Klara nikker, mens hun giver sutten et klem.

Bente får fat i knapperne på onesien. Knapper dem op og fører onesien op over bleen, så hele bleen kommer til syne. Bente ser straks den tydelige våde ble. ”Hun skal da skiftes” vurderer Bente. Herefter går hun helt tæt på Klara, og omfavner hende. Den ene hånd holder hun fast på Klaras ryg, mens hun med den anden, trækker ud i bleen og tjekker bagdelen for indhold. ”Hhmm, intet at se - så har du da vist været en stor pige” siger Bente mens hun nusser Klaras ryg. Nusseriet går over i kilderi. Det giver et lille hvin fra Klara og en sjat forlader hendes blære, uden hun bemærker det.

Så tjekker Bente, bleen foran med sætningen ”Skal vi lige tjekke, hvor stor en pige du egentlig er?” Klara rødmer, hun ved godt, at bleen er ved at være våd igen. Det ved Bente også, men hun kan ikke undgå, at drille Klara lidt ”Så ung, fornuftig og udadvendt pige, havnet på det helt forkert sted” tænker Bente mens ordene fra hendes mund giver genlyd i hele lokalet. ”Du er da våd - vi må vist lige se at få givet dig en tør numse, og vi tager din veninde med” blinker hun til Lea.

Bente har fået øje på Leas udposende blemås, og er blevet klar over, at lugten alligevel stammer fra Lea. Lea selv er nærmest upåvirket af hændelsen. At tarmene selv giver efter, er efterhånden hverdagskost for hende. Nogle gange skal hun hjælpe det på vej, som i dag, andre gange er det pædagogerne, som gør hende opmærksom på, at hun har afføring i bleen.

Lea er faktisk fint tilfreds med den ordning. Hun slapper af og nyder hendes nye liv. Hun har ikke noget ansvar og får ubetinget kærlighed. Hun kan (næsten) ikke gøre noget forkert, hun træffer valg og gør dem om, hvis ikke de passer hende alligevel, ellers bliver de truffet for hende, og det er hun også tilfreds med. Det høje tempo, de mange krav og det ydre forventningspres er forsvundet. Hun slapper bare af, gør hvad hun vil og flyder med. Om hun laver i bleen eller ej, er hun ligeglad med.

Hendes nye verden, er langt fra den gamle hverdag i skolen. Med de mange valg, og dertil hørende nådesløse konsekvenser, af de forkerte valg. Der var altid noget hun skulle leve op til, altid noget hun skulle presse sig selv til. Om det var høje karakterer, nå næste udviklingstrin eller være den første i klassen, til at kysse godt. Der var ikke plads til at prøve, fejle og lære. Man skulle lære, forstå og lykkes første gang – hver gang.

Efter hun var endt på specialskolen. Havde hun set, at det var folkeskolen, sociale medier og samfundet, der anlagde det enormt store pres. Alt skulle være perfekt. Man sammenlignede eller blev sammenlignet med andre konstant, man skulle række ud efter toppen, og præstere sit bedste, hver gang. Alt andet var dovenskab og ikke godt nok. Man skulle stræbe efter sine drømme fra start. De skulle være rigtige fra start, for man kunne ikke vælge om. Man kunne ikke lade sig lære, inspirere eller formes af livet. Ens liv kunne ikke bare udfolde sig eller udvikle sig, i sit eget tempo. Det skulle være i takt med andre, i takt med skolens klassetrin, i tak med samfundets udviklingsskema. Kravl, gå, løb.

Hun havde faktisk været ret god, til at følge med i det høje tempo, hun lå som en af de bedste i klassen, hun var social anerkendt, og havde indre selvværd. Men det var også hårdt, og hun så også konsekvenserne, for dem som valgte forkert, eller ikke kunne følge med. De faldt fra, blev dømt ude eller blev set som sociale tabere.

”Ikke alle blomstrer ens - men får en blomst, vand, gødning og næring nok, skal den nok blive en flot, stor og rank blomst” havde hendes biologilærer fortalt. Hvorefter de knækkede stilken af blomsterne, og undersøgte hvor stor deres blomst var blevet. Dem med de højeste, flotteste eller farvestrålende blomster havde fået anerkendelse, resten havde blot fået endnu et knæk for, at de ikke at havde leveret nok.

Man så slet ikke dem, som også havde gjort sig umage, men som ikke havde evner, tid eller kræfter nok, til at nå i mål. Der var simpelthen ikke plads, til at forsøge og ikke leverere. Hvis man opdagede, at man var på vej i den forkerte retning med et projekt, var der aldrig tid til at vælge nyt spor. Det var bare ærgerligt - man havde fejlet og ikke leveret nok, med dårlige karakterer og ringere chance for drømmestudiet til følge. Der var simpelthen ikke plads, til at tage fejl, vælge om eller prøve igen. ”Hvad kommer angst, stress og depression egentlig af?” Lea slipper tanken, for hun aner det ikke. Hendes tanker glider over i lykken, om at være her.

Det var en hel befrielse da pakken kom, og havde givet hende denne nye verden, hvor der var plads til at fejle og tage udviklingen i sit eget tempo. Hun kunne udvikle sig, lige så langsomt som hun ville, for nu havde hun nogle klassekammerater, hun kunne sammenligne sig med og altid være stor nok, altid være mere udviklet end de andre. Hun behøvede ikke engang at anstrenge sig, nærmest det modsatte. Hun kunne være helt barnlig og stadig levere nok. Her var der plads til at prøve, fejle totalt, lære og stadig tid nok, til at få et flot resultat, blive anerkendt for ens forsøg, ens arbejde og ens udvikling.

Hun vidste jo, at det var folkeskolen som var forkert på den. Deres høje tempo, deres høje standarder og deres korte deadlines som knækkede hendes klassekammerater fysisk og psykisk. Så kunne det da godt være, at pædagogerne her, ikke tænkte hun kunne ret meget, men det var langt bedre, end at blive knækket af samfundets tempotyranni.

Hvis hun en dag fik lyst, til at springe på toget igen, og ræse med de andres udvikling, kunne hun jo bare det. Hun kan jo nok næsten stadig det samme som klassekammeraterne. ”Det hun har lært forsvinder vel ikke bare?” tænker hun.

Leas tanker, når ikke længere, før Bente kalder på hende, og hun igen bare reagerer og flyder med. Hendes tanker når ikke til enden, om det faktum, at hun helt har sluppet tøjlerne om sit eget liv, har stoppet hendes udvikling. Nu sætter hendes magelighed hendes udvikling i bakgear. For hvis man ikke bruger det man har lært, forsvinder det. På samme måde, som hvis man ikke træner eller vedligeholder ens lukkemuskel, kan man til sidst heller ikke bruge den. Det sidste bemærker hun heller ikke, da hun rejser sig, og endnu en klump forlader hendes krop og flyder ud i hendes fyldte ble.

Mens klarsynet fortager sig, følger Lea trofast med Bente og Klara ud mod skifterummet. Et rum hun besøger flere gange om dagen, ofte med en pædagog i hånden, og en sut i munden. Også i dag, er det med Bentes faste grab om hendes hånd, hvor hun vralter afsted. På lang afstand, virker hun som det hun er. En teenager på 16 år, som langsomt mentalt transformerer sig, til en lille pige på 2. Hun opdager aldrig transformationen. Indtil videre er hun bare glad, afslappet og følger med.

[MJ01]

Del 3

Begge piger blev ført ud mod skiftelejet, på vej ud fanger Bente to bleer af mærket Crinklz, og hun falder som sædvanligt over hvor søde og nuttede bleerne er. ”De er godt nok to heldige piger” tænker Bente for sig selv. Klara går med lidt bøjet hoved og føler sig slet ikke heldig.

Hendes krop er stadig træt. Hele kroppen prikker og stikker. Hun mærker uroen i kroppen. Men det er ikke derfor, hun går med bøjet hoved. Hun lægger sig som den første på skiftelejet. Herefter går Bente i gang med sin sædvanlige rutine, og nusser lidt om Klara. Klara er opslugt i sin egen verden og selvmedlidenhed. Hun har fået alt hvad hun drømte om, med udsigt til det forsætter, men hun er bare ikke tilfreds.

Hendes øjne fanger et badeværelsesspejl, mens Bente taper bleen op. Hun ser alt i spejlet, som om hun ikke selv deltager. Hun ser hvordan bleen bliver taget ned af pigens intime område, og lagt langs med skiftelejet. Hvordan pigens ben bliver ført op i luften og knæene op mod pigens hoved, samtidig med at den våde ble bliver trukket væk. Hun ser hvordan den våde klud, rammer pigens mest følsomme og private sted på kroppen. Et spjæt går gennem hele Klaras krop og hun vrider sig voldsomt på skiftelejet.

Bente nusser Klara blidt på maven og lader endnu et retorisk spørgsmål falde ”Føltes det dejligt?”. Klara er igen væk i sin egen verden, og stirer endnu engang intenst ind i spejlet og ser sit liv udefra. Hun ser mest af alt en lille pige, som bliver skiftet, og en pædagog der prøver, at få kontakt til pigen, med smil, fjollede grimasser, og kærtegn på maven. Men hun stirer blot ind i spejlet. Den nye ble bliver nu lagt ind under numsen og benene bliver igen sænket.

Hun ser en lille sjat tis, stråle ud af pigen og ned på bleen. Klara mærker intet. Hun hører Bentes stemme ”Klara du tisser!?!” Først der går det op for Klara, at hun er den lille pige i spejlet. Hendes blik stivner. HUN MÆRKER INTET… Hjertet banker og hendes krop ryster… Hun prøver at få kontrol over sig selv…. HUN TISSER UDEN FORNEMMELSEN AF DET!!! FUCK… Er det virkelig dette liv hun vil have? Er det virkelig dette liv hun længtes efter? Et liv uden egen styring, et liv uden egen vilje, et liv uden egen selvbestemmelse? En tåre løber fra hendes øje ned langs kinden og ned på lejet. Hendes tanker forsætter ”Hvad opgiver jeg for dette? Hvem opgiver mig? Hvem vil ikke længere se mig som den jeg er? Hele mig? Men kun se en lille pige…”

Hun mærker bedrøvelsen overmande hende. Bente er færdig og har fat i hendes arme, trækker hende op og sidde på skiftelejet, og ser bedrøvelsen i pigens øjne. Hun trækker Klara ind til sig ”SSSSHH, det er okay, du er færdig nu” tysser og trøster hun Klara. hvorefter hun holder om Klara og vugger hende frem og tilbage. Klaras tårer triller langsomt ned ad kinderne, uden en eneste lyd. Alt hendes smerte er indvendig og kun en lille del, undslipper hendes krop i denne omgang. Bente ser ikke Klaras virkelige årsag til smerten. At den ikke har meget at gøre med bleskiftet.

Klara bliver ført over langs væggen og bliver sat ned på gulvet ved siden af Lea. Klara har frit udsyn til spejlet og skiftelejet. Bente hjælper Lea op og stå. Lea er den næste på lejet. Klara ser stadig ind i spejlet og ser ingen tristhed i Leas øjne. Hun ser kun en pige, som nyder at få omsorg, samt en let og simpel hverdag. Lea griner og smiler da Bente skær endnu en grimasse. Hun bliver dog lidt rød i hovedet, da Bente lader en bemærkning falde, om at det er en ordentlig omgang, hun har lavet i bleen. Men rødmen forsvinder lige så hurtigt, så snart Lea får øjenkontakt med Bente, og Bentes varme smil.

Klara genkender følelserne, og fornemmelserne af den simple verden. Den er også hendes og så alligevel ikke. Det er som om, hun ikke vil kendes ved den, eller have noget med den at gøre. Som om hun vil have, den skal være anderledes. Hun skal jo ikke være en lille pige, som de andre. Hun er jo i virkeligheden en stor teenager. Det her skal ikke være hendes liv.

Den dag hun mistede kontrollen over hendes blære, mens Marias hånd klappede puslepuden. Gik hun med et fingerknips, fra teenager til lille pige, med et behov for pleje, omsorg og den beroligende tryghed. Hun har jo lyst til bleer, til at blive puslet om, til de voksnes omsorg. Det er afslappende at sidde og tegne, uden at tegningen skulle bedømmes, uden at den skulle dømmes forkert. Bare at kunne sidde, være sig selv og give slip, og være rigtig som man er.

Det var pirrende at give slip og hengive sig til Maria. Drømmen var et liv i evig omsorg og nærvær. Den er nu en realitet, men den føles som en begrænsning. Hun drømte jo ikke kun om at gå med ble, sove med sut og lege med bamser. Men også om uddannelse, karriere og forelskelse. Hun havde allerede et godt øje til en sød fyr fra klassen. Men alt det forsvandt, i takt med at denne barnlige verden tog over. Men hendes teenager er der jo stadig, og det er jo det hun er. Hun er ikke lille, hun er snart voksen.

Hun krammer giraffen, som hun tog med ud til skifterummet, hendes vejrtrækning er hård og langsom. Hendes blik er stift og sammentrukket. Når hun blinker undslipper en tåre i ny og næ. Indtil hendes yndlingspædagog Dorte, stikker hovedet ind i rummet. ”Har du brug for hjælp?" Henvender hun sig til Bente og forsætter ”Vi er lige ved at gå i gang med dagen, de skal starte med at male”. Bente sukker ”Ja, det har jeg. For Lea har godt nok haft travlt, har allerede skiftet hende to gange.” Lea bemærker ikke kommentaren om hende. Hun hører efterhånden ikke efter, når nogle snakker. Bente forsætter ”Kan du ikke tage dig af Klara? Hun virker lidt nedtrygt.”

I det samme får Dorte øje på Klara ”Der sidder min lille sommerfugl” smiler hun til Klara. Klara sender et lille smil tilbage. Midt i alt hendes sørgmodighed, tændtes en lille lys af lykke. Dorte får altid smilet frem på hendes læber. Dorte sætter sig på hug og rækker hånden ud mod Klara ”Skal du med ind og male?” Klara tager Dortes hånd og bliver hjulpet på benene. Da de forlader skifterummet, sender Bente en kommentar om, at Klaras ble forhåbentlig holder til efter middagsluren.

Et specielt syn møder dem, de går forbi Dorte og Klara på gangen. Dorte med raske skridt mod klassen, og Klare med en skirtall og en blomstret tætsiddende onesie indenunder, som kommer vraltende et skridt efter Dorte. Det er indlysende for enhver, hvem tumlingen er.

Klara kan næsten ikke følge med Dortes tempo, snubler over sine egne ben, og falder så lang hun er. Med faldet følger et kæmpe skrig og gråd. Dorte hjælper hende op og sidder på numsen, og sætter sig på hug ved siden af hende. Klaras følelser får frit løb. Hendes teenager side forsvinder, som duk for solen. Hendes teenager, ville højst havde givet et halvkvalt av, for at andre skulle ikke bemærke noget. Hun havde garanteret heller ikke mærket særligt meget, eller tillagt det hun mærkede, den store værdi. I hver fald slet ikke til at det gjorde så ondt.

I dag er det anderledes, hun er skrøbelig og sårbar. Så snart hun vælter bare en lille smule, enten fysisk eller mentalt, er hendes følelsesregister helt fragmenteret, og hun har brug for en voksen, til at trøste og samle hende igen. Hun er med andre ord, afhængig af en voksen, til at styre hendes følelsesregister og hjælpe hende, med at håndtere hendes følelser.

Det mærker hun nu, hvor hun også mærker Dortes nærvær og nænsomhed. Dorte har sat sig på gulvet og holder om hende. ”Sssshhhh, det er okay. Det var noget af et fald du tog dig” tysser og trøster Dorte, mens hun givet Klara sutten i munden, som en beroligende og mindre lammende gestus. Klaras gråd, er hele hendes verden lige nu. Hun er nærmest utrøstelig. Dorte vugger roligt Klara fra side til side, mens Klara bare stortuder. Ingen på gangen eller i klasselokalerne er i tvivl om, at der lige er en lille pige som er faldet.

Efter 5 minutter, falder Klara endelig til ro, af Dortes nænsomhed og rolige adfærd. Klara sidder endnu 5 minutter, i Dortes trygge arme, så er hun klar, til at gå videre. Hun nikker til Dorte og giver slip om Dorte. Dorte rejser sig og hjælper Klara på benene. Hun bemærker også en lille bule, som er ved at vokse, da Klaras body kommer tilsyne under skørtet.

”Har Bente ikke lige skiftet dig?” griner hun, mens hun sætter sin ene hånd på Klaras hofte og den anden bevæger hun nedenunder nederdelen og ind under onesien. Presser lidt på bleen og konstaterer ”Du er da i hver fald små våd, måske skal du alligevel skiftes efter vi har malet”.

Ordene rumsterer stadig et sted i Klaras hoved, da de kommer ind i klasselokalet. Klasselokalet er forvandlet til billedkunst, eller mere i retning af fri leg med farveblyanter, tusser og maling. Til dem der altså har nok motorik, fysisk eller mentalforståelse, til at håndtere aktiviteten. Klaras øjne, har spottet en dreng, som ligger halvt ned i en kørestol og holder en sansebold i hånden, mens hele hans ansigt lyser op i ren lykke. Han sanser intet andet end bolden. Hun ser også en bule fra et bleområde, som bliver større uden han bemærker det. Men hun sanser ikke, at hendes egen bule imellem benene også bliver større, mens hun nærstuderer drengen.

I hendes hjerne, har de ikke meget tilfældes, men i de voksnes opfattelser, har de mere end hun aner. Begge er mentalt udfordret, begge har ikke et selvregulærende følelsesregister, begge har brug for nærhed, omsorg og tryghed, da de ikke er i stand til selvstændigt, at dække disse behov. Samt begge har brug for pleje, til nedre hygiejne. Det hun ikke ved er, at kommunen, pædagogerne og hendes forældre, faktisk opfatter hende tættere på drengen, end nogle af hendes gamle skolekammerater.

”Kom her, skat” ordene får Klara ud af hendes tanker og ind i hendes lille verden, med bare at reagere. Hun tumler over mod Dorte, med sutten beroligende i munden og giraffen plantet trygt i hendes hænder. Hun fornemmer nogle små pruttelyde, men ikke hvor de kommer fra. Hun har ingen fornemmelse af, at hendes tarme snart giver slip, og der lander en fugtig og varm pølse i hendes ble, inden hun når Dorte.

Det er først da Klara sætter sig ned på højstolen, at det går op for hende, hvad der er sket. Hun rødmer helt, og bliver totalt skræmt. Hun har ikke opdaget, at hun skulle lave stort, ikke engang da det skete. Hun har ingen erindring om, at der var noget, som var på vej ud, eller var landet.

Det tager hende endnu engang tilbage, til dagen hvor det hele startede. Her var det Lea, som ikke havde bemærket, at hun havde skidt i bleen, og faktisk bare forsatte snakken i 20 minutter, uden at lægge mærke til lugten eller fornemmelsen, af lort i bleen. Lea havde endda flytte position et par gange, som om hendes krop underbevidst, gerne ville sidde mere behageligt, men hendes bevidsthed ikke viste hvorfor.

Klara havde dengang tænkt, det måtte være en befrielse, ikke at skulle mærke knurren i maven, og skynde sig mod toilettet, hver gang tarmene skulle tømmes. Vel vidende, at hvis hun ikke nåede det, hver evig eneste gang, ville det være en kæmpe fejl, fra hendes sidde, og hun ville blive mobbet, med at være forkert, resten af hendes liv. Der sad hendes bedste veninde og lavede i bleen foran hende, uden veninden var bevidst om det. Det skete bare. Lea havde været så roligt og afslappet i situationen.

Nu er det Klaras tur, til at kroppen og bevidstheden har sluppet kontrollen, over hendes lukkemuskel. Med den konsekvens, at hun aldrig ved, hvornår hendes tarme tømmes. Bleerne er ikke længere en lyst - De er et behov!

Klaras tanker er bare løbet derudaf, hun har ikke opfattet, at Dorte allerede har hevet hendes nederdel op, knappet bodyen op, for derefter at tjekke bleen og konstateret, at den ikke engang holdt til efter de havde malet. Hun kigger over på Bente, som lige er kommet tilbage med Lea, hun smiler til hende, men ser ufreden i Bentes øjne. Dorte forstår udmærket, at Bente ikke orker endnu en beskidt ble, selvom det er en del af jobbet, uanset antal.

”Du skal vist skiftes igen, min sommerfugl” visker hun i øret på Klara mens hun sender et kindkys mod Klara. Gyset går for tredje gang gennem Klaras krop, da betydningen af sætningen, synker ind – Hendes krop og bevidsthed har givet slip.

[Liv_Bodart]

Glæder me til mere

[Wayne]

Rigtig god historie, forsæt endelig

[MJ01]

DEL 4 (Sidste del)

Efter Dorte har skiftet Klara, er maletimen overstået. Nu står der historietime på skemaet. De bliver alle sammen sat i en halvmåne. Både dem som kan sidde selv, og de som sidder i kørestol. Hos de sidste løber savlen stille ned på hagesmækkene. Bente er dagens oplæser og bogen er ”Den lille bog om store følelser”. Bente både illustrerer og forklarer tydeligt og langsomt med mund, hænder og kropssprog, for at fortælle om de forskellige følelser, vi alle har i kroppen, og hvordan de føles. Da Bente når til vemod, knuger Klara giraffen tæt ind til sig. Hun giver sutten et par ekstra klem. Da Bente spørger om der er nogle af børnene som har oplevet vemod, tænker Klara på sine teenagedrømme. Hun rækker stille, og for sig selv helt uventet, hånden op. Læberne bævrer og endnu en tåre triller stille ned ad kinden.

Bente ser overrasket på Klara. “JA, Klara - du kender vemod??” Klara nikker automatisk og Bente forsætter. “Det er en stor og væmmelig følelse” Bente holder en pause og nærstuderer Klaras reaktion. Hun sender også et taktisk blik til Dorte, om at holde sig parat. Så forsætter hun *“Hvornår har du sidst oplevet vemod?””. Hun forventer ikke et svar. Seancen er tilrettelagt, til at skabe et rum, hvor børnene kan opleve og mærke deres følelser. Bente har især tænkt på Klara, da hun planlagde dagens aktivitet.

Dorte lister langsomt hen mod Klara. Alle pædagogerne i rummet, er klar til at gribbe denne lille pige, i denne planlagte aktion. Alt dette ved Klara intet om, hun mærker blot en stor smerte i maven. Hele hendes krop begynder at ryste og tårerne vælter frem. Hun forsøger at holde sit grådesudbrud tilbage, men Bente har ramt helt inde i centrum af hendes allerdybeste sår, længsel og barndomstraume. Klara er trøstesløs.

Dorte holder om Klara og vugger hende frem og tilbage, mens Klara bare er omstyrtet af gråd, som om hele hendes verden er bristet. Det er den også. Hendes selvbillede er fortabt og hendes verdensbillede er røget samme vej. Den sidste rest, af tanken om at være teenager – ja nærmest ung kvinde - forsvinder helt ud af kroppen. Denne morgens begivenheder med bleskift, faldet, både fysisk og følelsesmæssigt, tab af både kropskontrol og kropsbevidsthed om basale funktioner som blære og tarme, tvinger hende til, at se sit sande jeg i øjnene.

Hun er en pige, en blebruger af nød, følelsesmæssigt udfordret, og uselvstændig. Hun har brug for andre, til at pleje hendes basale behov, berolige hende og til følermæssigt at regulere hende. Det ses ved hendes brug af bleer, sutter, bamser og omsorgspersoner, til at hjælpe hende, når hun er skamfuld, sorgfuld, længselsfuld eller andre smertelige følelser. For hun er hjælpeløs, og kan ikke længere komme over de smertelige følelser, og finde tilbage til nydelsesfølelserne ved egen hjælp.

Det er sket ved, at hun har ladet de voksne tage over i situationer, hvor hun måske selv kunne håndtere udfordringen. Hun har ladet de voksne tage ansvaret for hendes følelser, tanker og behov. Hun har derved overgivet magten over hendes egen krop, fremtid og privatliv. Når pædagogerne tjekkede hendes ble uden at spørge om lov, var det fordi hun havde overgivet hendes forpligtigelser for hendes egen livsførelse og daglige pleje. Hun kunne ikke bebrejde dem, for at invadere hendes private områder. For hun havde selv i sin uselvstændighed givet dem adgang. Alene med det formål, at slippe for ansvaret.

Hun blev sådan, ved: det konstante pres for at udvikle sig, blive bedre, skulle nå nye mål, hele tiden præstere, hele tiden opnå noget bedre. Samtidig skulle hun fastholde de gamle tillærte egenskaber. ET TRIN TILBAGE - i udvikling, som at tisse i bukserne en gang, - VAR ET NO GO!!! Så havde hun fejlet! Hun mærkede, at hvis hun ikke gjorde det godt, eller det folk forventede af hende, var hun forkert.

Derfor holdt hun sig selv i et jerngreb af kontrol, og selvkritik. Hvis ikke hun lykkedes hver gang. HVER EVIG ENESTE GANG. Var hun i hendes egne øjne, en total fiasko. Hun var et nul. Hendes selvkritik, holdt hende i trit med hendes hårde omgivelser, men hun havde også brug for at flygte fra den. Give slip på selvkritikken, selvkontrollen og forkertheden.

Så opstod lysten, ja nærmest længslen efter bleer, omsorg og en simplere tid. Den ramte hende første gang hun tabte kontrollen over hendes blære, mens hun legede med Lea. Lea havde bare grint og hentet hendes mor som skiftede Klara. Men hun fik ikke bare et sæt nye underbukser på, og igen skulle bevise hun var stor. Hun fik en ble på og legede videre uden bukser. For første gang mærkede hun, at hun fik lov til bare at give slip og være, uden at blive dømt for at være forkert.

Siden skete det igen, da Maria opdagede, at det var hende, som havde sendt pakken til Lea og kickstartet Leas nye liv. Der startede Klaras forhippede forsøg, på at nå hendes inderste længsler. Men hendes længsel efter barndommen, omsorgen, uendelig kærlighed førte hende helt ud over skrænten! Derefter ned i den dybeste afkrog af hendes inderste indre. Derinde hvor alle følelser, tanker og drømme bliver skabt. Dernede hvor selvværdet er forankret i og udspringer sig af væren. Derinde er hendes barndomstraumer, hendes frygt og hendes skam begravet. Men der ligger også hendes lyst, nydelse og begejstring.

Hun ser nu, for første gang, at bag lysten, bag længslen, bag skammen og bag frygten - helt nede i hendes inderste indre - ligger hendes sande behov, som alt udspringer fra. De behov, hun har været så skræmt over, at sætte ord på, at hun har gemt dem bag bleer, omsorg og dyb barnlighed. Hendes sande behov er, at give slip, hengive sig, mærke nærvær og nænsomhed. At blive mødt og set som den hun er, og ikke for hvad hun gør, opnår eller udretter. For hvis det er det sidste, bliver hun mødt med hån, latter og spot når hun fejler. Præcis som da hun gav slip i skolen, og lod følelser og kropsvæsker flyde frit.

Den dag Maria hjalp hende op på puslepuden, efter hun havde skiftet Lea. Forstår Klara nu, at Maria så hende som hun var. Hun mærkede Marias nærvær og nænsomhed. Det gjorde hende tryg, så hun hengav sig til Maria og gav slip på alt, og bare var til.

Der var det både nydelse og skam, blandet i et stort sammensurium af følelser. Som om de to følelser dansede med hinanden, hun blev forløst og fastlåst på samme tid. Usikkerhed og frygt blandet med eufori og lykke. Hun havde ikke i sin vildeste fantasi troet, at nogle ville se hende og hjælpe hende som Maria gjorde.

Hun havde hengivet sig til nuet og til bare at være sammen med Maria og Lea. Resten af dagen, havde føltes som en drøm, som om hun nu kunne klare hele verden. Som om hun nu var uovervindelig og alt nok skulle lykkes for hende. Verdenen åbnede sig for hende. Hun var fri, hendes sande jeg, var sluppet fri.

Men frygten, skammen og traumet, over at være forkert havde også tittet frem i ny og næ, mens Klara legede med Lea og nød dagen. Hele paletten var blusset kraftigt op igen, da hun så direkte ind i hendes mors øjne, da Klara for første gang, havde givet slip på sin blære, som det mest naturlige i verdenen.

Hendes mor havde hjulpet hende over skammen, ved at vise hende: at hendes følelser, forståelse og selvbillede var okay. Hendes lyst, til at være en lille pige, var okay. Der var intet galt eller på anden måde dårligt i hendes lyst og nydelse. Klara forstår nu, at hun havde oplevet ægte nydelse, i mødet med Maria. Skammen og frygt havde bluset op, som den nu en gang imellem gør, men hendes mor havde hjulpet hende, hen over skammen og ind i endnu mere ægte nydelse. Så Klaras ”lille jeg” kunne blomstre, gro og udvikle sig, som det ”jeg” den var.

Men som hun nu sad der, omvæltet af hendes tårer og omfavnet af Dorte. Var hun klar over, at hun havde låst sig selv fast igen. Hendes længsel, efter at være lille igen, uden at indse hendes sande behov, havde låst hende fast og begrænsede hende. Hendes teenagerdrømme var blevet forsømt. Måske er der en måde, at løfte hendes sande behov ud af hendes little side og over i hendes teenagerdrømme. Så også disse kan gro, blomstre og udvikle sig. Så hun også kan opnå samme nydelse, uden for denne infantile verden. Så både hendes teenager og little side, kan leve og gro side om side.

Hendes voksne følelser, fornemmelser og forståelser - lever side om side med - hendes lille sind med umiddelbarhed, udbrud og bare reagere. Hun ser for sig, som lyn fra en klar himmel, vejen til at forene de to verdener. Klaras sind åbner sig nu igen. For første gang i lang tid, mærker hun Dortes rolige rokkende bevægelser. Hun mærker Dortes hånd, nusse hende blidt på ryggen. Hun mærker Dortes hage, der er placeret hen over hendes hoved. Klara mærker sin egen krop. Hun mærker, hvordan hun har krøbet sig sammen og ligger med hovedet placeret på Dortes bryst. Hendes tandsæt er placeret i sutten, Hun knuger stadig giraffen. Hun slipper den lige så langsomt, ligesom hun langsomt slipper gråden, og falder til ro. Nu eksisterer hun bare.

Det går ikke op for Klara, at hun for første gang i lang tid, selv har reguleret sine følelser. Selv har kigget hendes egen frygt i øjnene og bragt sig selv hen, til ny nydelse og ro. Hun har selv givet slip på smerten, ladet den sive ud af kroppen, og ladet nydelsen af Dortes omfavnende nærvær og nænsomhed, overtage hendes verden. Dorte var rammen, men Klara tog selv skridtene, ud af smerten og tilbage til nydelsen. Tilbage til livet.

Det går stille op for Klara, at der ikke er en lyd. Hun vender hovedet væk fra Dortes bryst og slår øjnene op, og kigger ud. Hun ser et helt tomt lokale. “Hvor er de andre?” Spørge hun forundret. “De er gået ud og lege på legepladsen, vi to skulle lige have lidt ro” siger Dorte blidt, mens hun stryger hånden, igennem håret på Klara. Dorte prøver at få øjenkontakt med Klara. Klara mærker tydeligt nærværet og kigger op i et par helt trygge øjne. Hun hengiver sig til Dorte. Klara har givet slip på smerten, og er klar til nye eventyr og nye forlystelser. Hun glæder sig ligefrem, til at komme ud og lege med de andre. Glæden strømmer ud igennem kroppen, og hendes krop og sind, reagerer blot, på denne umiddelbare glæde.

Klara forsøger at rejse sig, i alt sin iver, men Dorte holder hende fast. Dorte siger med blid stemme. “Du var modig i dag, ved du det?”. Klara rammes af skam over gråden og ryster på hovedet. Dorte forsætter ”Du var modig fordi du turde sige hvilken følelse du havde, og det er meget sårbart”. Dorte følger op med et retorisk spørgsmål “Ved du hvorfor jeg kalder dig min lille sommerfugl?” Klara ryster igen på hovedet. “Det er fordi, at sommerfugle starter som små larver, så går de i puppen, og transformerer sig, til smukke sommerfugle” Klara mumler surt “Så er jeg sikkert bare en lille larve” Dorte griber den og holder kontakten med Klaras øjne “Du er en sommerfugl! En meget smuk en af slagsen, og i dag foldede du dine vinger ud. Du er snart klar til at flyve herfra”.

Dorte giver Klara et kæmpe knus, rejser sig op, og rækker hånden ud mod Klara “Kom min sommerfugl, nu skal vi ud at lege” Klara smiler over hele hovedet. Skammen er for længst forduftet og erstattet af ren nydelse. Hun tager Dortes hånd, springer op og giver Dorte et kæmpe knus. Hun slipper ikke Dorte, mens de forlader lokalet. Hun føler sig bestemt ikke klar, til at forlade disse trygge rammer, som engang var hendes puppe.

Fortsæt til At være pige eller blepige

[Liv_Bodart]

Mega god historie øv den er slut

[Lille-mand]

Håber der kommer mere

[Mosle]

Nøjer det er en sød historie - der må da meget gerne komme en fortsættelse