Nedenstående historie er skrevet af en AI. Jeg har blot givet den information om hvilke ord den kan bruge, og så har den selv skrevet det. Snyd? Ja! Men en sjov og hurtig måde at skrive på. Jeg er ret imponeret af hvad de kan 
En eftermiddag med Anna
Det var en lun forårsdag, og Camille gik hånd i hånd med Anna hen ad en skovsti, de begge kendte godt. Træerne duftede frisk, og fuglene sang over dem. De snakkede og grinede, som de plejede, og nød at være væk fra hverdagens støj.
Camille havde godt kunne mærke, at hendes mave havde været lidt urolig, allerede inden de tog hjemmefra. Men hun havde valgt at ignorere det. Det var sikkert bare lidt luft, tænkte hun. Og det med at skulle tisse — det kom og gik. Hun kunne vente.
Men efterhånden som de gik, blev presset i maven tungere. Hun begyndte at føle sig urolig og gik lidt langsommere. Benene blev en anelse stive, og hun bed sig i læben.
Anna opdagede det med det samme.
“Er der noget galt?” spurgte hun og kiggede på Camille med ro i blikket.
Camille nikkede svagt. “Jeg tror… jeg skal virkelig på toilettet. Både tisse og… du ved, lave pølser.” Hun rødmede lidt og kiggede ned i jorden.
Anna trykkede hendes hånd blidt. “Det er helt okay, mus. Skal vi finde et sted at holde pause?”
Camille ville lige til at svare, da det skete. Hendes krop gav efter. Først kom tisset — en varm fornemmelse i hendes trusser og bukser. Og straks efter mærkede hun, hvordan pølserne også kom, uden at hun kunne stoppe det.
Hun stivnede og blev helt stille. “Åh nej…” hviskede hun og kunne mærke tårerne prikke bag øjnene.
Anna slap hendes hånd og trådte lidt foran hende, så hun kunne skærme for Camille med sin krop.
“Shhh, det er okay,” sagde hun blidt. “Det sker, når man har holdt sig for længe, eller når kroppen bare ikke kan vente.”
Camille rystede let. “Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kunne bare ikke mere. Det kom bare…”
Anna tog sin trøje af og lagde den om Camilles hofter.
“Kom, vi sætter os lidt. Du skal ikke stå og føle dig dum — for det er du ikke.”
De fandt et lille sted med græs, og Camille satte sig forsigtigt ned. Anna sad ved siden af og holdt hendes hånd. Der var ikke noget dømmende, kun nærvær.
“Jeg føler mig fjollet,” sagde Camille stille. “Men på en mærkelig måde også lidt lettet. Som om kroppen bare sagde: nu er det nok.”
“Og så lyttede du,” sagde Anna med et lille smil. “Det er faktisk ret modigt.”
Camille kiggede på hende. “Tak, fordi du bare er sød. Du får det til at føles som om… det ikke er en katastrofe.”
Anna smilede og lænede sig blidt ind mod hende.
“Det er det heller ikke. Det er bare dig. Og jeg er glad for at være lige her med dig.”
Hjemme igen
Da de kom hjem til Camilles lejlighed, gik de stille ind. Solen sivede blødt ind gennem gardinerne, og der duftede af lavendel fra et gammelt duftlys på reolen. Camille stod lidt i entréen og vuggede frem og tilbage med tæppet om sig. Hun vidste, hun skulle i bad, men det hele føltes lidt… skrøbeligt.
Anna satte sig ned på hug foran hende og kiggede hende i øjnene.
“Vil du have, jeg hjælper dig med at vaske dig lidt, basse?” spurgte hun blidt.
Camille tøvede et øjeblik, men nikkede så stille.
“Ja… det ville være rart. Jeg tror ikke, jeg har lyst til at være alene lige nu.”
De gik sammen ud på badeværelset. Anna tændte for det varme vand og fandt en blød vaskeklud og Camilles yndlingsshampoo — den, der dufter lidt af kokos og sommer.
Camille stillede sig ind i brusekabinen, og Anna hjalp hende forsigtigt ud af det våde tøj. Hun lagde det til side uden at sige noget, uden blikke, bare blid omsorg.
“Er det okay, jeg vasker dig lidt bagi?” spurgte Anna roligt og ventede, til Camille nikkede.
Hun vaskede hende forsigtigt med den lune klud — først numsen, så ned omkring tissekone og lårene. Alt med nænsomme bevægelser og varme hænder. Ikke for hurtigt, ikke for meget. Bare lige det, der var brug for.
Camille lukkede øjnene og mærkede trygheden i det hele.
“Tak,” sagde hun stille, mens vandet løb ned over hendes skuldre. “Det føles… ikke så slemt længere.”
Anna smilede blidt og rakte hende et håndklæde.
“Det er bare kroppen, mus. Den gør bare det, den gør.”
Da Camille var tør og pakket ind i det store håndklæde, gik de sammen ind i soveværelset. Hun fandt sine yndlingshyggebukser og en alt for stor hættetrøje, og Anna fandt en af Camilles bløde natkjoler, som hun selv kunne låne.
Så lagde de sig i sofaen under et tæppe, med en skål popcorn og en kop varm kakao hver. På skærmen rullede en fjollet animationsfilm i gang, men det var egentlig ikke filmen, der betød noget. Det var blikket mellem dem, latteren der dukkede op igen, og følelsen af, at alting var okay.
“Jeg tror, jeg aldrig har følt mig så tryg og flov på samme tid,” sagde Camille og smilede lidt.
“Det er okay at være begge dele,” sagde Anna og lagde hovedet mod hendes skulder. “Det betyder bare, at du føler dig tryg nok til at være dig.”