Del 1: Sara og stilheden i gæsteværelset - del 1 - #6 af Bilko007
Del 2 – Lines weekend
Tre måneder senere stod Sara i lufthavnen med armene over kors og så sin far kæmpe med Sofies kørestol ved sikkerhedskontrollen.
„Pas på tasken med medicinen,” råbte hendes mor.
„Det gør jeg!”
Sofie sad og viftede begejstret med boardingkortet.
„Flyve!”
Sara kunne ikke lade være med at smile.
Tingene var ikke perfekte derhjemme.
Hun følte sig stadig overset nogle gange.
Men noget mellem hende og Sofie havde ændret sig siden weekenden alene hjemme.
Måske fordi Sara endelig var begyndt at hjælpe til i stedet for bare at trække sig væk.
Måske fordi hendes forældre også havde lagt mærke til det.
Hun og hendes mor havde endda haft en lang samtale en aften i køkkenet.
En rigtig samtale.
Om hvordan Sara havde følt sig gennem årene.
Hendes mor havde grædt.
Ikke dramatisk.
Bare stille.
Som et menneske der pludselig indså, hvor meget der var blevet overset.
Nu var familien på vej til Spanien i en uge.
Sara havde egentlig ikke haft lyst til at tage med, men hendes mor havde insisteret.
„Vi trænger alle sammen til at være sammen om noget godt,” havde hun sagt.
Så Sara havde sagt ja.
Og Line havde lovet at passe huset.
„Du skal bare vande planterne og sørge for, at intet eksploderer,” havde Sara joket.
Line havde grinet.
„Jeg lover ikke noget.”
To dage senere sad Line alene i huset med en skål popcorn og en film kørende i baggrunden.
Det regnede udenfor.
Hele huset var stille.
Hun havde altid syntes, der var noget særligt ved Saras hjem.
Ikke hyggeligt på den klassiske måde.
Men levende.
Som om alle væggene gemte på historier.
Hun rejste sig for at hente mere sodavand ude i køkkenet.
På vejen gik hun forbi Sofies værelse.
Døren stod åben.
Line standsede automatisk.
Hun havde ikke tænkt meget over episoden med Sara siden dengang.
Ikke fordi den havde været ligegyldig.
Tværtimod.
Men fordi hun havde forstået, at det handlede om noget dybere end bare en mærkelig impuls.
Hun trådte ind i værelset.
Alt stod præcis som altid.
Tremmesengen.
Heldragterne.
Stakken af bleer.
Hun gik hen og satte sig på kanten af sengen.
Hun tænkte på Sara.
På hvor ødelagt hun havde set ud den aften.
Ikke bare flov.
Men ensom.
Line sukkede.
Hun havde aldrig selv prøvet at føle sig overset i sin familie.
Hun kunne faktisk ikke forestille sig det.
Måske var det derfor, episoden havde sat sig fast i hende.
Hun lagde sig tilbage på madrassen og stirrede op i loftet.
Det føltes underligt.
Næsten som at ligge i en fremmed persons liv.
Hun rejste sig igen med det samme.
„Okay, det her er mærkeligt,” mumlede hun.
Men da hun gik mod døren, stoppede hun.
Og vendte sig om igen.
Der var noget ved værelset.
Noget stille.
Noget trygt.
Hun kunne godt forstå, hvorfor Sara var blevet fanget af følelsen.
Senere samme aften fandt Line sig selv tilbage i værelset.
Hun rystede lidt på hovedet af sig selv.
„Det er kun fordi jeg er nysgerrig,” sagde hun ud i luften.
Hun vidste godt, hvor dumt det lød.
Men hun kunne ikke lade være.
Hun havde set den sårbare side af Sara den aften.
Nu ville hun forstå den.
Ikke kopiere den.
Bare forstå.
Hun trak en af heldragterne ned fra hylden.
Stoffet var overraskende blødt.
Ved siden af lå en pakke bleer.
Line tøvede længe.
Meget længe.
Så trak hun vejret dybt.
„Fem minutter,” sagde hun til sig selv.
„Så går jeg i bad og glemmer det igen.”
Tyve minutter senere lå hun i sengen med dynen over sig.
Hun havde forventet at føle sig latterlig.
Men mest af alt følte hun sig mærkeligt afslappet.
Som om verden udenfor var længere væk.
Hun kunne høre regnen mod ruden.
Det varme stof omkring kroppen.
Den tunge dyne.
Hun lukkede øjnene.
Og kom til at falde halvt i søvn.
Da hun vågnede igen, var klokken over midnat.
Hun satte sig søvnigt op.
Og fik øje på en flaske formula på natbordet.
Line lo stille.
„Okay, Sara havde ret. Det er virkelig mærkeligt det her.”
Hun tog flasken op.
Hun vidste godt, at hun burde stille den tilbage.
Men noget ved situationen føltes allerede så absurd, at endnu én mærkelig ting næsten ikke gjorde forskel.
Hun tog en slurk.
Rynkede på næsen.
„Det smager jo af vaniljegrød.”
Hun drak lidt mere.
Og satte flasken fra sig igen.
Uden at vide, at Saras mor tidligere på aftenen havde gjort den klar med medicin til Sofie til efter hjemkomsten næste dag.
Blandt andet afføringsmiddel.
En time senere vågnede Line brat ved et voldsomt mavekneb.
„Åh…”
Hun krummede sig sammen.
Et nyt jag kom næsten med det samme.
Hun satte sig hurtigt op.
„Nej nej nej…”
Hun prøvede at komme ud af sengen, men kom til at skubbe sengehesten op med knæet.
Klik.
Line frøs.
„Det gjorde du bare ikke.”
Hun rakte frem for at skubbe den ned igen.
Klik.
Den anden side låste også.
„Du må være kidding.”
Maven slog knuder.
Hun forsøgte at klatre over tremmerne, men dynen viklede sig ind omkring hendes ben, og hun gled akavet tilbage ned på madrassen.
„Okay… okay…”
Hun trak vejret hurtigt.
Så kom endnu et krampeanfald.
Denne gang stærkere.
Og pludselig gik det op for hende.
„Vent… var det den formula?”
Hun nåede knap at tænke tanken færdig.
Hun stivnede.
Varme bredte sig hurtigt i bleen.
„Åh gud…”
Hun faldt tilbage mod puden og dækkede ansigtet med hænderne.
„Nu forstår jeg dig alt for godt, Sara…” mumlede hun desperat.
Hun begyndte næsten at grine.
Ikke fordi det var sjovt.
Men fordi situationen var så absurd.
To voksne kvinder.
To forskellige weekender.
Samme seng.
Samme fejl.
Så kom endnu en krampe.
„Nej.”
Hun vred sig hjælpeløst.
Og få sekunder senere gik det galt igen.
Denne gang begravede hun ansigtet i puden af ren skam.
„Fantastisk,” mumlede hun.
„Helt fantastisk.”
Efter næsten tyve minutters kamp lykkedes det Line at få fat i sin telefon fra gulvet.
Hun stirrede på Saras navn på skærmen.
Klokken var næsten to om natten.
Hun burde ikke ringe.
Hun burde selv løse det.
Men maven gjorde stadig oprør, og låsen nægtede at give sig.
Så hun trykkede på opkald.
Sara tog den søvnigt.
„Hallo?”
„Du må ikke grine.”
Der blev stille i røret.
Så satte Sara sig tydeligvis op.
„Line?”
„Du må virkelig ikke grine.”
„Hvorfor lyder du panisk?”
Line lukkede øjnene.
„Jeg sidder fast i Sofies seng.”
Der blev helt stille.
„… Hvad?”
„Og jeg tror, jeg drak hendes formula.”
Et langt sekund.
Så hørte Line en kvalt lyd.
Sara prøvede desperat ikke at bryde sammen af grin.
„Du griner!”
„Jeg prøver virkelig ikke!” fremstammede Sara.
„Det her er karma!”
„Sara!”
Nu grinede Sara rigtigt.
Ikke ondt.
Bare fuldstændig chokeret.
„Undskyld… undskyld…”
Line kunne ikke lade være med selv at fnise lidt.
„Jeg hader dig.”
„Nej du gør ikke.”
„Nej.”
De blev stille et øjeblik.
Så sagde Sara blødere:
„Vent. Der ligger en reservesøgle til låsen i øverste skuffe i kommoden.”
„Du kunne måske have fortalt mig det for tre måneder siden!”
Sara begyndte at grine igen.
„Det tænkte jeg ikke på!”
Line fik endelig fat i skuffen med en lineal fra natbordet.
Efter flere forsøg lykkedes det hende at fiske nøglen op.
Klik.
Tremmerne sprang op.
Line sank lettet tilbage.
„Jeg kommer aldrig til at overleve det her.”
Sara tørrede lattertårer væk i den anden ende.
„Velkommen i klubben.”
Næste morgen sad Line i køkkenet med kaffe og et tæppe omkring skuldrene.
Hun så udmattet ud.
Sara var stadig i Spanien, men de havde skrevet sammen det meste af natten.
Til sidst havde Sara sendt:
Du må aldrig fortælle nogen om det her.
Line havde svaret:
Kun hvis du heller ikke gør.
Nu sad hun og stirrede ud på regnen.
Hun tænkte på, hvor hurtigt det hele var gået fra nysgerrighed til kaos.
Og hun tænkte på Sofie.
På hvordan noget, der for andre bare var en mærkelig og pinlig oplevelse, var hendes hverdag.
Det gjorde indtryk.
Måske var det derfor, Sara og Line aldrig rigtigt jokede med episoden bagefter.
Jo, de kunne godt grine lidt af absurditeten.
Men under latteren lå også noget andet.
En forståelse.
For hvor sårbart det egentlig er at være afhængig af andre.
Og hvor let det er at misforstå et liv, man aldrig selv har prøvet at leve.