Hej alle dejlige ble brugere!
Jeg skriver historien for min egen skyld, så jeg kan bruge min fantasi, jeg håber i vil nyde den, og komme med en masse kommentarer (gode :p)
Jeg undskylder stavefejl linjeskift osv.
Intro:
Fie er en pige på 12, det er hun lige fyldt i sidste uge, også bor hun sammen med sin mor og far. Fie er en rigtig flot pige. Hun er ene barn, fordi moren har født 2 dødfødte børn, og efter det sidste begyndte hende og faren og drikke, og her de sidste halve år, er det blevet rigtig slemt, faktisk hver dag. Fie er ikke så meget hjemme, hun kan ikke klare at være derhjemme. Men så skete der noget som vil forandre hendes liv for evigt…….
Kapitel 1 - 1, 2, 3 og bom.
Det er mandag morgen og jeg skal til at stå op, men jeg gider egentlig ikke, jeg vil bare sove. Men min mor og far larmer nede i stuen, sikkert med ølkasserne det plejer de. Men så ringede det på døren, og jeg løb ned til døren, jeg troede det var Sabrina, som er min bedste veninde, vi plejer altid at følges i skole, men hun plejede da ikke at komme så tidligt? Jeg åbner døren og der står to mænd og en dame, og de sagde de skulle tale med min mor og far, så sagde jeg de er inde i stuen bare gå ind. De går ind til dem, og begyndte en samtale:
Damen: Goddag mit navn er Lisbeth Hansen fra de sociale myndigheder.
Far og mor: Hej.
Damen: Ja der er en kedelig ting, som jeg skal fortælle jer.
Mor: Og hvad er det moster fe hår?
Damen: Ja, som jeg kan se, drikker i jo en del, og det går jo ud over jeres datter.
Mor: Hvad snakker du om, hun har det, som hun skal have det dame!
Damen: Jeg synes vi skal beholde kammertonen. Også vil jeg gerne have at i skriver under her, også tager vi Fie med.
Mor: Det kan i da ikke, hun skal ingen steder! Kan du forstå det, møgkælling! Hun har det godt, går i skole, og hun er som alle de andre.
Damen: Hør her i kan ikke tage jer af jeres datter, og vi vil give hende et hjem, hvor hun kan føle sig tryg, og føle kærlighed.
Mor: Du kan godt finde døren nu!!!
Damen: Jamen, så er der ikke andet at gøre end at ringe til politiet, Claus vil du?
Claus: Ja et øjeblik.
Mor: I kan ikke tage min datter fra mig med politiets hjælp, så skrid dog!
Damen: Jeg går ingen steder, så forstå det Linda. I kan ikke passe på jeres datter, så må andre jo gøre det.
Mor: Skal jeg smide dig ud, eller går du selv!?
Damen: Så er politiet på vej.
Mig: Hvad, jeg skal ikke flytte nogle steder, jeg bliver her hos min mor basta!!!
Damen: Fie, det er ikke noget du selv afgøre, det er os der bestemmer, når dine forældre ikke kan passe dig, så må nogle andre træde til.
Fie: I kan da ikke tage mig væk, jeg er 12 år, jeg flytter bare hen til en veninde eller mormor.
Damen: Fie, vi har allerede fundet et godt sted til dig, med mange børn på din alder.
>>Ding, Dong<<
Damen: Goddag Simonsen, vil du tage dig af Per og Linda, vi tager Fie med os nu, Fie du skal pakke dine ting, også skal du sige farvel til dine forældre.
Fie: Hallo, fattede du ikke en brik af det jeg sagde før smarte?
Simonsen: Fie, du skal høre efter nu, der bliver taget godt og kærligt af dig, der hvor du kommer hen.
Fie: Nej karl kæk. Prøv nu at fatte, jeg skal blive her. !
Damen: Nej Fie, vi kører nu sig farvel til dine forældre.
Fie: Det kan jeg jo ikke, jeg elsker dem mand. Forstå det nu! (begynder at græde)
Damen: Kom her Fie, vi går nu.
Mor: Fie, gør nu som hun siger, kom her skat.
Fie: Nej mor. (giver moren det største knus og kys)
Mor: Vi ses igen snart ikke skat.
Fie: Jo mor, jeg elsker dig og dig far!
Far: Vi ses sukkermus.
Fie: Farvel far.
Damen: Kom Fie.
Fie: Farvel. Kys Kys
Damen: Så Fie, jeg er sikker på du skal få det godt
Fie: Øh, nej din kælling, jeg skal ikke være hos andre end mine forældre.
Vi kørte i 3½ time, så ankom vi til Solstrålen (børnehjem) hvor jeg skal bo, det er en kæmpe bygning. Klokken var knap 12, og jeg var sulten, heldig at klokken sikkert var tid til frokost. De to mænd Claus og Simon tog mig med indenfor, mens damen kørte igen. Da vi kom ind, så det ud som jeg havde forestillet mig, stort pænt og børnevenligt, men lidt for børnevenligt, det lignede jo at der var mange små børn her, men altså det er jo et børnehjem.
Simon fulgte mig op på mit værelse, det så også ud som jeg havde tænkt, en seng og et natbord og en kommode og et skrivebord tilhørende en stol. Jeg spurgte Simon. Hvor er tv’et henne? Simon. Sådan et er kun for voksne lille Fie.
Mig: Hvad? Vi havde et derhjemme, og jeg så altid på det, jeg lavede aldrig andet.
Simon: Lige præcis her skal du være aktiv med alle dine “jævnaldrende”.
Mig: Jeg så da kun baby legetøj og sådan nogle ting, og jeg er 12, hallo stor forskel.
Simon: Ikke ret længe lille Fie.
Mig: Hvad mener du?
Simon: Bare glem det, da du er ny i dag, servere jeg din mad heroppe, også kan du spise med de andre i morgen, for i dag skal du blive herinde okay? Ja ja, det okay. Fint så kommer jeg med maden om et øjeblik. Og dagen gik, og det blev aften, jeg gik tidligt i seng tror den var halv ti, men jeg gik ud som et lys.
Fortsættelse følger.
Hvad synes i indtil videre?
Og bare rolig den kommer ikke til at være som “Tristan Emil”
Men jeg er selv imponeret over den. 
