Hemmeligheden
Historien er fiktion. Det er en inspirationshistorie – det kan dække over en kort afsluttet historie, eller forarbejdet til en anden historie. Der kommer således ingen fortsættelser. Måske noget af handlingen, personerne eller andet, optræder i andre historier.
Der er ikke tilsigtet personer med, der kan henføres til nulevende eller døde. Indholdet bygger til dels på egne erfaringer og/eller fantasier. Skulle du finde indholdet uegnet/stødende i forhold til den kategori historien er offentlig gjort i – så send gerne en personlig besked, frem for at starte en debat i tråden. Kommentarer på indholdet modtages gerne.
Der var mørkt. Ikke på den måde mørket er, hvis man er udenfor om natten. Det var mørkt som når man er indenfor i et hus, i et værelse.
Indenfor i et helt almindeligt hus på en almindelig villavej, i en almindelig jævn kedelig dansk provinsby.
Men for hende var det et fremmed hus og et fremmed værelse. Der kan mørket være lige så forskelligt, som de lyde eller lugte der er i huse. Hun var stadig ikke helt tryg ved mørket her. Hun havde næsten vænnet sig til lydene og lugtene, men ikke mørket…
Hun lå i en seng, hendes egen, men i det fremmede værelse i det fremmede hus. Der kom lys ind i mørket fra en sprække, der hvor gardinerne skulle mødes. Der kom også lys ind, snigende, under døren og i kanten mellem døren og dørkarmen. Døren var ikke lukket helt i.
Rummet var indhyllet i et svagt støjtæppe. Lydene der kom udefra. Lydene inde fra værelset, lydene ude fra gangen, lyden af hende selv, vejrtrækningen - og lyden af drengen der sov i den anden seng. Han var også fremmed. Eller næsten, hun havde ikke kendt ham før – indtil for ikke så lang tid siden…
Hun lå stille. Helt stille. Hun sov ikke, men var heller ikke sådan rigtig vågen. Øjnene var halvåbne, men resten af kroppen havde ikke registreret det endnu. Hun kunne mærke dynen der omfavnede hendes mave og fornemmede fødderne længere nede. Hun turde ikke røre sig. Ikke fordi hun ikke kunne, men fordi der skete noget. Noget der var forkert. En fornemmelse der kunne føles under dynen. Det føltes varmt, rislende og vådt.
Hun blev mere vågen, men havde stadig den drøm hun drømte i hukommelse. En drøm hvor hun sad i et badekar og legede med kopper og vand, og hun havde hældt og hældt, men der blev ved med at komme mere, og koppen blev ikke tom. Han var også i badekarret.
Nu var hun helt vågen, så det var ikke drøm længere. Det var virkelighed. Hun håbede - ønskede, det ikke var.
Det varme var der stadig. Det sivede nedad og udad, trusserne og natbukserne klistrede på benet og om numsen. Madrassen - den ’sagde’ ingenting, men den vidste det. Hun holdt vejret. Prøvede at lade være med at mærke. Prøvede at blive væk inde under dynen. Prøvede at gemme sig i mørket. Men det gik ikke. Ikke engang mørket kunne skjule det.
Hendes hjerte bankede hurtigt, som når man har løbet langt, men hun havde ikke løbet. Hun lå bare. Hun havde sovet. Og nu var alting forkert. Hun turde ikke kigge. Hun turde ikke bevæge benene. Hun turde ikke sige noget. Hun var så vågen nu at hun godt vidste hvad der skete. Hun tissede. Tissede i sengen, men hun stoppede ikke – det var som om, noget i hende – det der gjorde hun ikke kunne bevæge sig – lod til at bestemme.
Hun lukkede øjnene. Ventede. Mærkede efter. Det mærkedes til, at hun var færdig. Hun spændte musklerne i skridtet – der kom en lille smule mere tis ud og så var det forbi. Hun tog mod til sig og førte hånden ind under dynen og ned mod det sted, hvor maven slutter og benene starter. Det var her det våde begyndte - næsten der oppe hvor navlen er. Det fortsatte ned. Ned forbi tissekonen og ned ad lårene. Næsten ned til knæene.
Hun lå på ryggen og kunne mærke tisset var ved at blive suget ned i madrassen under hende. Hun bevægede sig lidt, slangede sig en lille bitte smule. Hun var våd langt op ad ryggen. Hun skubbede dynen til side. Den var ikke blevet så våd, nærmest kun lidt fugtigt.
Hun vidste at så meget tis kunne ikke skjules. Hun lukkede øjnene igen og lyttede. Hun lyttede efter drengen.
Han sov stadig. Han lavede de der lyde, som ikke er snorken, men pust, sådan som drenge gør, når de sover på siden med munden lidt åben. Han lå i sin seng ovre ved vinduet. Hans seng så ikke ud som hendes. Den var lidt større eller bredere. Den var hans. Ligesom LEGO-bilen på hylden og de to skuffer under sengen.
Det var ikke hendes værelse. Ikke rigtigt. De voksne sagde, det var deres værelse nu, men hun havde ikke selv valgt det. Hun havde fået tildelt en plads. Med sin seng og en reol med hendes ting, men det var stadig mest hans.
Hun havde ikke kendt ham længe. Ikke før de voksne, hendes far og hans mor blev kærester. Nu boede de i det samme hus, og nu var de børn i samme hjem. Og om natten sov de i samme værelse. Delte lydene, lugtene og mørket.
Hun tænkte på hvad hun skulle gøre. Hun havde ikke lyst til, at han skulle vide det, men hun havde heller ikke lyst til hendes far og hans mor skulle vide det. De ville bare få det til at handle om alt muligt det ikke handlede om. Død, skilsmisser og flytninger.
Hun havde sovet, drømt om badet og var kommet til at tisse i sengen. Det sker. Det sker også for ’store’ piger.
Hun kom til at tænke på badet. Måske han alligevel kunne hjælpe hende. De havde jo en fælles hemmelighed, de voksne ikke kendte til.
Det var sket for et par dage siden - i weekenden. Hun skulle tisse og var gået ud til toilettet. Da hun tog i døren, råbte hans mor, at hun lige skulle vente et par minutter, så var de klar.
Hun havde ventet udenfor. Hun havde lyttet lidt, men kunne ikke høre hvad der blev sagt, det blev overdøvet af lyden af vand der fylder et badekar. Døren blev åbnet og hans mor kom ud, hun havde en sort pose i hånden der var lukket med en rød snor i toppen. Hun havde smilet og sagt, at hun godt kunne gå ud og tisse nu.
Hun gik ind på badeværelset. Drengen sad i badekarret. Hun kunne se han også havde været i brusebad, der var våde fodspor fra bruseren og over til badekarret. Det lugtede af sæbe og lidt af en der havde været på toilettet. Hun havde ikke tænkt nærmere over, hvorfor hans mor havde været der. Han var lidt ældre end hende og hun kunne selv gå i bad. Måske det var noget drenge-noget de skulle ordne.
Hun trak sine strømpebukser ned først, trusserne fulgte lidt med. Trusserne der var lidt gamle, lidt slidte og måske lidt for små, var lyslilla og havde en enhjørning på. Hun trak dem ned, og satte sig på toilettet. Hun kiggede over på drengen i badet, han vendte øjnene væk da hun kiggede. Hun sad lidt og så kom tisset ud. Det plaskede nede i vandet under hende og det plaskede i badekarret.
Hun blev siddende lidt efter hun var færdig. Strakte sig forsigtigt så hun bedre kunne se ham i badet. Så tørrede hun sig og rejste sig op, stadig med bukser og trusser nede ved fødderne, og trykkede på knappen på toilettet. Et kort øjeblik overdøvede toilettets brusen de andre lyde.
Han kiggede på hende og spurgte med en lidt genert stemme om hun også ville i karbad. Hun nikkede, men vidste ikke om de voksne skulle spørges ført.
Hun kiggede på ham igen, og i badet. ”Kom” sagde han og slog i vandoverfladen med den ene hånd.
Hun traf en beslutning, trådte ud af strømpebukserne og trusserne - tog t-shirten af. Hun følte en lille fornemmelse af utilpashed, ved at stå der helt nøgen foran ham.
Hun var normalt kun nøgen foran andre piger. Eller hendes far – nogle gange hjalp han hende også i badet – men det var en pigeting – det var når håret skulle vaskes grundigt. Da hun var mindre, havde hun set andre nøgne drenge i svømmehallen, når de havde været der. Det var altid med hendes far. Hendes mor var ikke med.
Hun kendte ikke sin mor, hun var død.
Tankerne var tilbage i sengen og de våde bukser. Hendes mor var død da hun var helt lille. Hun havde kun nogle billeder af hende. Hendes yndlingsbillede stod i hendes reol på værelset. Det viste hende som baby, hvor hendes mor holdt hende. Hun løftede overkroppen lidt op. Da det nederste af ryggen slap madrassen, kunne hun med det samme mærke det våde. Hun drejede hovedet. Hun kunne lige præcis se billedet, men det var for mørkt til hun kunne se moren.
Skulle hun kalde på ham? Måske han kunne hjælpe hende.
Tankerne var tilbage på badeværelset.
Hun gik lidt frem. Satte sig på kanten af badekarret. Han så på hende. Lidt hurtigt. Hun så ned i vandet. Det var ikke klart. Man kunne kun lige se knæene og lidt længere. Resten var lidt som tåge. Men ikke den slags, der er udenfor om morgenen. Mere som den slags der kommer når man ånder på spejlet og det langsomt forsvinder.
”Kommer du i?” spurgte han. Hun nikkede. Kiggede på sine hænder. Hun holdt dem foran sig på maven. Tommelfingrene lavede cirkler. Først den ene vej. Så den anden.
“Jeg har ikke sådan en,” sagde hun. “Det ved jeg da godt” svarede han tilbage.
De sagde ikke mere. Der var tavshed kun afbrudt af en dryplyd fra vandhanen. Og lidt pustelyde. Og lyden af en tå, der ramte emaljen, da han flyttede på benet.
Han dyppede hånden i vandet og lavede små plask. Ikke leg. Bare lyd.
Hun svingede først det ene ben over kanten og ned i badet. Sad stille et kort øjeblik og så det næste ben. Hun satte numsen forsigtigt ned indtil den rørte vandet. Det var varmt, men ikke for varmt. Så ventede hun lidt, samlede benene så knæene rørte hinanden. Hun kendte godt til karbad og at det kunne gøre ondt dernede i revnen, hvis man satte sig for hurtigt ned i for varmt vand. Hun kunne se han kiggede ned på hende. Hun lod numsen forsvinde ned vandet, ned i tågen.
Vandet omfavnede hende som en dyne, og lå næsten helt op til kanten af badekarret. Han sad overfor hende med benene trukket op mod sig og tæerne på kanten på hver side af karet, som små lyserøde øjne der kiggede op. Hun sad overfor ham med håret klistret mod kinden.
Hendes blik fulgte vejen fra hans fødder op forbi over knæene, ned ad lårene og videre ned i det uklare vand. Hun flyttede hurtigt blikket på et sted mellem hans øjne og næse. Hun satte sig helt tilbage i hendes ende af karet. Lænede sig forover så hendes læber ramte vandoverfladen. Hun pustede og vandet boblede.
“Se, jeg laver suppe” sagde hun og rørte rundt med en gul badeand. Hun løftede anden og dryppede vand på hans knæ. Han lo og rystede benet, så det sprøjtede tilbage på hende
Luften var varm og tung, og spejlet var helt hvidt nu. Der var ingen voksne. Bare dem. Og lyden af vand mod emalje, latter og små sprøjt, der ramte gulvet som dryppende regn.
“Din and kan ikke svømme,” sagde han. “Den kan da så! Se selv!” Hun slap anden, og den tippede lidt, men flød så ud på opdagelse hen mod hans ende af karret.
Han pustede til sin and. Den drejede rundt og ramte hendes med et bump. Hun fniste og skubbede den væk. Så begyndte de at lave kapløb. Hver sin and. Et, to, tre – afsted!
Ænderne sejlede skævt, nogle gange baglæns, de råbte og klappede som til et rigtigt løb. Hun jublede, da hendes kom først. “nej, den snød!” sagde han og hun sagde “det kan den ikke finde ud af, for den er en and.” De grinede begge to.
Han havde sprøjtet med hånden. Hun sprøjtede tilbage. Vandet fløj op på væggene og ramte deres hår, øjne, kinder. Latteren var blevet varmere og højere.
De var begyndt at glide rundt i karret. Hun havde rejst sig lidt, sat sig igen. Han var drejet rundt, gledet og dumpede ned med et bump, så vandet var slået op om skuldrene på dem og noget røg ud på gulvet. De lo. Så meget, at han ikke kunne stoppe.
Hun så han lagde hovedet tilbage og lo med hele kroppen. Maven hoppede. Det var for sjovt. Han kunne næsten ikke trække vejret. Hun så på ham og begyndte at grine igen, bare fordi han grinede.
Så var der sket noget. Han blev stille. Han kiggede ned i vandet. Hun kiggede også men der var ikke noget at se. Hun holdt stadig sin and og kiggede på ham. “Hvad laver du?” spurgte hun.
Han trak på skuldrene.
Hun sagde ikke mere. Flyttede sig lidt og var begyndt at lave små bølger med hånden.
Han sagde ikke noget. Han så på sine knæ, der var dukket op som små bjerge i vandet.
Men han satte sig anderledes. Lod som ingenting.
Det var stadig rart. Men lidt mere stille.
Hun kiggede lidt på ham, som om hun kunne se noget. Så lavede hun det der smil, hvor øjnene næsten blev væk. Hun rørte ikke ved noget, men sad bare stille et øjeblik, og så kom der en lille boble op lige ved siden af hende. En helt stille en.
Han kiggede med store øjne. Hun fniste. “Det var ikke mig,” sagde hun og gemte ansigtet bag hånden.
“Det var da dig,” sagde han og begyndte at grine, men på den måde hvor man prøver at holde det inde.
Hun lo med, og så lo de begge to igen. Hun glemte helt, at det var et fremmed sted, et fremmed bad og drengen også var fremmed.
”Ved du hvad?” spurgte hun. Han kiggede på hende og rystede på hovedet. ”Jeg kom altså til at tisse lige før, fordi jeg grinte så meget” sagde hun og vendte blikket lidt ned.
Hun kunne mærke han ville sige noget, men lige måtte vente på, at det kunne komme ud. ”Jeg kom også til det” sagde han. Hans stemme lød anderledes, mere som en mindre drengs.
De sad lidt, helt stille, og lod deres fingre lave små ringe i vandet. De blev afbrudt af hans mors som kaldte ude fra gangen.
“Nu må I godt komme op, unger. Vandet er snart koldt.”
Koldt. Hun var kold og frøs lidt. Det våde nattøj klistrede sig til hende. Hun havde sat sig op i sengen. Skubbet dynen helt ned i fodenden.
Hun tog mod til sig.
”Hej…?” hviskede hun. Det lød mærkeligt. Som en lille pibe-lyd. Stemmen kom ikke rigtigt ud.
”Hej…?” Sagde hun igen, lidt kraftigere.
Hun rørte lidt på sig. Der gik lidt tid. Så kom der en bevægelse. En dynelyd. En lille hoste. Og en stemme med søvn i ”Hva…?”
Han lød ikke sur. Bare forvirret og træt.
”Jeg… jeg tror, jeg har… jeg tror, jeg kom til at tisse…” sagde hun. Hun kunne mærke tårerne presse sig på.
Der blev helt stille.
Hun holdt vejret og lyttede.
Han sagde ikke noget, men hun kunne høre han bevægede sig i sengen.
Så lød det: ”Nu?”
”Ja…” Hun kunne høre gråden i sin stemme selvom hun hviskede.
Han rørte på sig igen. Hun kunne høre madrassen give sig, en dyne der blev flyttet. Så lyden af fødder på et gulv. Skygger i mørket.
Hun kunne svagt skimte at han gik hen mod hende. Han sagde ikke noget.
Han tændte en lille lommelygte. Lyset var svagt, men nok til at se.
Han lyste lidt rundt. Ned på dynen i fodenden. På kanten af sengen. Ikke direkte på hende. Lyset stoppede lidt foran der hvor hendes numse var.
”Det ser vådt ud” sagde han.
Hun sagde ikke noget.
Han sagde ikke noget.
Så gik han. Bare gik. Hun tænkte, det var nu. Nu hentede han en voksen. Nu blev det pinligt. Hun havde lyst til at råbe stop! Men der kom ingen lyd.
Lidt efter kom han tilbage. Han havde noget i hænderne. Noget tøj og en dyne.
”Her” sagde han. ”Du må godt låne det. Det er mit gamle nattøj. Og den her dyne. Den har ikke været i brug længe.”
Hun rørte sig ikke. Kiggede op på ham. Hun kunne mærke en tåre der slap øjet og rullede ned ad kinden. Hun stod ud af sengen og vendte sig med ryggen til ham. Trak de våde natbukser og trusser ned.
”Jeg kigger ikke” sagde han - hun kunne se han vendte sig om, for lyset fra lommelygten skiftede retning.
T-shirten klæbede på ryggen. Hun hev den af. Tørrede sig lidt med det øverst der hvor ærmet sad fast. Hun stod lidt, helt nøgen og stadig lidt fugtig bagpå. Hun så på sengen. Der var en stor mørk plet.
”Vil du give mig nattøjet” spurgte hun, hun havde drejet hovedet.
Han stod stadig med ryggen til. ”Her” sagde han og vendte sig halvt om og rakte hende nattøjet.
Der var ingen trusser. Kun nogle natbukser og en blå t-shirt. Hun tog det på. Tøjet var lidt for stort, men det var tørt. Det lugtede lidt af vask, lidt af skab og lidt af ham.
”Min seng er tør” sagde han.
Hun sagde ingenting.
”Du må gerne sove der”. ”Hvis du vil…” sagde efter et ophold.
Han vendte sig helt rundt, hun vendte sig. De stod overfor hinanden. Lyset fra lygten og det lys der trængte ind gjorde, at han lige præcis kunne se tårerne i hendes ansigt. Hun forsøgte at trække vejret normalt, men der kom nogle små ”hiks” der afslørede, at hun græd.
Han tog forsigtig hendes hånd. Han trak ikke i hende, men lod kroppen antyde, at hun skulle komme med. Hun gik med. Langsomt. Dynen i favnen. Bamsen var blev tilbage i hendes seng. Hun stoppede.
”Må jeg… tage min bamse?” spurgte hun.
”Ja.” svarede han.
Hun slap hans hånd og skyndte sig hen til sengen, tog bamsen, og hurtigt tilbage. Han var allerede kravlet op i sengen. Lå inde ved væggen under vinduet. Han lyste ned på den tomme plads ved siden af ham og klappede med hånden på madrassen, næsten som da han klappede på vandet i badet.
Hun lagde sig yderst og trak dynen over sig. Bamsen ind til næsen. Hænderne var kolde og hun kunne mærke hjertet bankede lidt hurtigt.
Han sagde ikke noget.
Hun sagde ikke noget.
Men der var en varme i sengen. En tryghed. En duft af dreng og noget kendt, selvom det var fremmed. Selv mørket føltes lidt anderledes nu. Ikke så utrygt som før.
Hun kunne høre ham trække vejret. Ikke højt, små stille pust gennem næsen. Den slags lyd, der siger: jeg er her, men jeg siger ikke noget. Hun havde dynen op under hagen og holdt bamsen helt tæt. Den duftede lidt af ’vådt’. Hun drejede på bamsen, så lugten ikke kom i næsen.
Drengen sagde ikke mere. Han lå. Hun kunne høre, at han var vågen, for han bevægede sig lidt. Små ryk med foden.
Der var meget, hun havde lagt mærke til. Måden han satte sin kop lidt hårdt på bordet, at han kunne fløjte, og at han altid tog den blå tallerken, når de fik havregryn om morgenen.
Nu lå han ved siden af hende. Ikke tæt, men heller ikke langt væk.
Hun prøvede at lade være med at tænke. Men tankerne kom alligevel. Om sengen, der stadig var våd. Om trusserne og nattøjet. Om at nogen ville opdage det i morgen. Og om, hvad han ville sige. Om han ville huske det. Om han ville sige det til nogen.
Hun klemte bamsen hårdt. Den sagde en lille lyd. Hun slap den lidt.
Hun vendte sig. Ikke helt. Bare så hun kunne se lidt af ham. Han kiggede op i loftet.
”Er du sur?” spurgte hun. Hun vidste ikke hvorfor hun spurgte om det, for han virkede ikke sur. Det var måske fordi, at det altid var det hendes far spurgte hende om, hvis hun sad for længe og stirrede ud i luften.
Han rystede på hovedet. Det knirkede lidt i puden.
De sagde ikke noget i lang tid. Så lang tid at hun næsten troede, han var faldet i søvn. Men det var han ikke. Hun var ikke så ked af det mere. Tårerne var næsten stoppet. Hun lå og tænkte.
”Har du også prøvet det?” spurgte hun.
Han svarede ikke med det samme.
”Jeg… jeg kan ikke rigtig huske det” sagde han.
Hun nikkede og sagde ”mmhh”. Hun vidste godt han ikke kunne se hendes nikken.
”Måske en gang. Da jeg var mindre.” sagde han så.
Hun flyttede foden lidt så den dukkede op ved siden af hendes dyne. Hun fortsatte bevægelsen og hendes fod gled ind under hans dynekant. Den rørte hans ben. Hun trak den til sig. Han sagde ikke noget.
Der gik lidt tid. Så sagde han ”Det er ikke din skyld…”
”Hvad?” hviskede hun.
”At det sker. Det er ikke din skyld.” svarede han tilbage.
Hun sagde ikke noget. Men hun mærkede noget løsne sig inde i brystet. Bare en lille bitte smule.
Så lukkede hun øjnene.
Hun kunne høre mørket i natten. Den knirkede et sted inde i væggen. Var i en bil kørte forbi langt væk. Var i et eller andet i huset sagde klik… klik…. Hans vejrtrækning blev langsommere.
Hun begyndte at mærke søvnen igen. Ikke den tunge. Den bløde, der kommer når man er tryg nok til at give slip. Ikke fordi alting er godt. Bare fordi nogen er der.
Bamsen lå imellem hænderne. Dynen var ikke hendes. Puden var ikke hendes. Drengen var ikke hendes bror. Men hun følte ikke, hun var helt forkert mere.
”Tak” hviskede hun.
Han sagde ikke noget. Men han lagde benet tættere på hendes. Ikke for at sige noget. Bare for at vise han var der.
Han var stadig vågen. Ikke helt vågen, men sov heller ikke. Hans øjne var åbne, men han kiggede ikke på noget. Kun op i loftet, hvor det så ud som det plejede, men alligevel anderledes, fordi hun lå der.
Han kunne mærke hendes fod røre dynen, og han rørte sig ikke. Han tænkte ikke på noget bestemt, men noget sad i maven, som en lille klump. Ikke fordi hun havde gjort noget forkert. Bare fordi hun så så lille ud, da hun stod der og ikke sagde noget. Og han sagde heller ikke noget eller han sagde ikke ’det’.
’Det’ var ikke så længe siden. Det med ham selv. Det var ikke her. Det var i det andet hus, der hvor hans far bor. Der hvor han boede før ham og hans mor flyttede. Før hun flyttede ind på hans værelse.
Han havde drømt noget med regn, og da han vågnede, var det der bare. Varmt og vådt. Og dynen var også blevet helt… Han havde ikke sagt det til nogen. Lagt tøjet bagerst i vasketøjskurven og puttet dynen i sofaen, som om den havde været der hele tiden.
Ingen sagde noget. Og det blev væk - glemt. Men han kunne huske det. Hele kroppen kunne huske det. Og selvom han havde sagt “måske en gang” til hende før, så vidste han godt, at det ikke var måske. Det var rigtigt. Det var bare ikke noget, han havde haft lyst til at sige højt. Ikke før lige nu.
Han kiggede på hendes hoved, der var halvvejs nede i dynen. Hun sov. Det kunne han høre. Hendes pusten var langsom nu. Ikke som før. Ikke ked af det længere.
Han hviskede ” Det skete også for mig.”
Men hun svarede ikke. Og måske var det bedst sådan. Han vidste ikke, hvad han skulle sige bagefter. Det var bare vigtigt at sige det. Også selvom det var for sent. Han kunne mærke det hjalp at sige det højt til en anden.
Han tænkte: hvis hun vågner, siger jeg både det og det andet.
Han holdt vejret – og kunne pludselig høre en lyd, så lav, at han først troede, det var noget udenfor. Noget fra huset, måske. Men det var ikke et knirk eller en bil. Det var tættere på. Inde i hendes dyne. En lille rysten og en vejrtrækning, der gik i stykker.
Han spidsede ørerne og hørte det igen. En meget svag snøften. Ikke sådan som når man græder og vil trøstes, men sådan som når man prøver at lade være. Prøver at gemme det.
Han løftede hovedet en lille smule.
”Er du vågen?” hviskede han.
Der gik lidt tid. Så kom der et lille nik, mærkede han, fordi dynen bevægede sig helt lidt.
”Græder du?”
Der kom ikke noget svar. Kun en vejrtrækning, som ikke kunne holde sig jævn.
Han lagde sig på siden og skubbede dynen lidt op, så han kunne se mere. Hun lå med ryggen til ham. Helt stille. Men skuldrene rystede lidt.
Han vidste ikke, hvad han skulle sige. Men det føltes ikke rigtigt at sige ingenting. Så han lagde hånden forsigtigt på hendes skulder. Ikke tungt. Bare en let berøring. Som om han sagde: jeg er her.
”Jeg troede, du sov” sagde han.
”Det troede også, jeg kunne” sagde hun. Helt lavt. Stemmen hoppede.
Han blev stille. Hun vendte sig ikke. Han kunne mærke, at hun var lille. Mindre end før. Ikke i kroppen, men i stemmen og i rystelserne.
”Det er ikke din skyld, der sker ingenting” sagde han, selvom han ikke var sikker.
Han kunne mærke hun flyttede sig lidt. Så sagde hun:
”Jeg… jeg drømmer det hele igen. Men jeg er vågen. Og det føles som om jeg ikke kan gå væk fra det.”
Han forstod det ikke helt, men han kendte følelsen. Den med at ville væk og ikke kunne.
”Du er her nu” sagde han. ”I min seng. Den er ikke våd.”
Hun lavede en lyd, der var halvvejs et grin og halvvejs en gråd.
De sagde ikke noget i lang tid. Der var kun lyden af vejrtrækning og de små lyde, dynen lavede, når man trak vejret ned i maven.
Han havde lyst til at sige det. Hele historien. Hvordan det var. Hvordan det føltes. Men det sad fast. Det ville ikke ud. Som noget med en lås foran.
Han åbnede munden. Så lukkede han den igen.
Hun vendte sig pludselig om. Lå nu med næsen tæt på hans skulder. Hendes øjne var våde, men hun kiggede ikke op. Hun lagde bare hånden over på hans dyneside og lod den ligge.
”Du må ikke sige det til nogen, vel?” sagde hun.
”Det lover jeg.” svarede han tilbage.
Så lå de der. Og mørket var det samme, men ikke tungt. Mere som noget, der kun lå og ventede på at det skulle blive lyst igen.
Han tænkte: jeg siger det i morgen.
Han trak vejret langsomt. Hendes hånd var varm. Så lukkede han øjnene.
Han lagde hovedet lidt til siden, så kinden hvilede på det kølige stykke af puden, og han nåede ikke at tænke mere, før han sov. Ikke helt tungt, men nok. Nok til at verden langsomt forsvandt lidt efter lidt.
Og natten blev mørkere, værelset blev langsomt fyldt med lyden af to børn – en pige og en dreng der sov, side om side i sengen. Hun med sin bamse.
Senere blev stilheden afbrudt af fodtrin ude på gangen. Ikke hurtige. De sædvanlige morgenfødder, der gik rundt og gjorde klar til dagen. Stemmer - ikke høje, men nok til at vække noget i kroppen.
”Godmorgen, unger. Jeg kommer tilbage om lidt.”
Døren stod allerede på klem, men nu blev den skubbet lidt mere op, og der kom lys ind. Ikke meget. Bare det skarpe, gule lys fra gangen, der ramte gulvet. Så var hun væk igen. Hun havde ikke set noget. Ikke set dem i samme seng. Ikke lugtet noget.
Hun satte sig op med det samme. Øjnene var store. Håret klistrede til kinden. Hun så på ham. Han så på hende. Ingen sagde noget. Så rejste hun sig op og skyndte sig hen til sin egen seng.
Han fulgte efter hende. Han samlede hendes våde tøj op og lagde det under sengen. De sagde stadig ikke noget. Kun blikke og hænder, der arbejdede. Hun gik tilbage efter den tørre dyne og lagde den ovenpå sengen. Han rettede puden.
Han skyndte sig tilbage og rystede sin egen dyne. Hun hentede sin bamse og stak den ned i sin egen seng, den der stadig var våd, men nu med ’låg’ over. Så stod de midt i værelset og så på hinanden.
Hun trak vejret hurtigt. Han også.
”Tak” hviskede hun.
Han nikkede. Bare nikkede. Så lød stemmen igen længere ude:
”Er I stået op?”
Han svarede:
”Ja, mor”
Og så var de pludselig i gang med at tage tøj på. Hun havde fået trøjen halvt over hovedet, da døren gik op igen, og lyset kom ind og stemmen sagde:
”Godt, mine to. Er I sultne?”
Hun smilede. Ikke med tænder. Bare med kinderne.
Det var sidst på eftermiddagen. De voksne, hans mor og hendes far, gik rundt i huset. De var gået forbi hvor han sad flere gange. Hans mor havde smilet til ham den ene gang. Hendes far havde set ham, men var nok i tvivl om han sad et sted, hvor man måtte forstyrres.
Han sad i stuen ved siden af sofaen - med ryggen op mod muren. Det var et godt sted at sidde. Man var til stede i rummet men alligevel alene. Han kunne godt lide den plads. Han sad og tænkte på det der var sket om natten. Og om morgenen.
Inden de var taget afsted, havde de fået smidt hendes tøj i vasketøjskurven, ind blandt alt det andet. Han havde fundet nogle håndklæder i øverst i skabet i entreen. Sammen havde de vendt hendes madras om, og ladet den våde side ligge ned på et af håndklæderne. Madrassen var næsten ikke våd på den anden side. De lagde for en sikkerhedsskyld et håndklæde på og så lagnet over. Det var stadig lidt vådt og der var en stor plet.
De havde ikke nået at tale så meget sammen. Hun havde tidligere fri end ham.
Han var næsten lige kommet hjem. Det var derfor han sad der. Det gjorde han næsten altid når han kom hjem. For at samle tankerne og slappe af.
Hun kom ind i stuen. Hun kiggede omkring og fik øje på ham. Hun tøvede et øjeblik, ventede på hans signal om, at hun måtte sætte sig ned ved siden af ham.
Det usynlige signal blev givet. Hun gik hen mod ham og satte sig ned ved siden af ham. Ikke alt for tæt på, men tæt nok til, at de kunne fornemme hinanden.
De sad stille længe. Eller det føltes længe.
Hun brød tavsheden og lød som en klon af hans mor ”Hvad tænker du på?” sagde hun.
Han svarede: ”Ikke rigtig noget”. Hun kiggede på ham og sendte et blik. ”Det i nat” begyndte han. ”Der er noget jeg gerne vil fortælle…”. Han trak vejret kontrolleret “Du lover?” startede han hviskende. ”At du ikke siger det til nogen? Ikke engang til din far? Vel?”
Hun nikkede straks. “Jeg lover!” sagde hun og udstødte en lyd, det lød som noget nervøst. Der var stille lidt. Hun så mere intenst på ham. “Hvad er det?” der var en antydning af nysgerrighed i hendes stemme.
Han sad op ad væggen med armene om knæene og rørte ved kanten af sin trøje med fingrene. Han kiggede ikke på hende. Blikket var limet fast til gulvet. Munden åbnede sig et par gange, men ingen ord kom ud.
“Hvad er det!” sagde hun i et lidt højere toneleje og lænede sig svagt frem. “Du siger jo ikke noget. Kom nu.” Man kunne mærke spændingen stige hos dem begge. Han – havde åbnet op for noget hemmeligt. Hun – mærkede forventningen. Nærheden af - at han ville dele noget med hende.
Han trak vejret ind gennem næsen, og det lød som om det tog al hans mod. “Det er altså lidt mærkeligt” sagde han lavt. “Og du må ikke grine. Eller sige det til nogen. Altså ingen. Heller ikke min mor. Ikke til nogen. Ikke engang til din bamse. Lover du det?” han stemme havde været lavmælt og sluttede nærmest tryglende.
Hun så lidt overrasket ud, men nikkede. “Okay. Lover. Helt sikkert.” Hun var ikke sikker på om han mente det med bamsen.
Han må have hørt, at hun hviskede til den om aftenen når hun troede han sov. Hun fortalte den alt. Alt! Hun vidste også det var noget vigtigt han ville sige. Eller hun kunne mærke det i kroppen. Det føltes næsten som at vente på det bliver ens tur. Men alligevel ikke det samme.
Hun kunne mærke den følelse igen fra i nat. En følelse eller fornemmelse hun ikke kunne sætte ord på. Ikke før nu. Hun mærkede at han stolede på hende. At de kunne være venner. Måske endda han kunne være hendes storebror.
“Det var i søndags,” begyndte han, og hans stemme var stadig lav, men nu lød den mere jævn. Hun flyttede sig lidt frem og lige præcis så meget hun kom lidt tættere på. ”den dag vi var i bad” Hun nikkede og sagde bekræftende ”uhm..”
“Mor, min mor var ude i haven, og jeg lå i sofaen. Jeg havde tæppet på. Og… og så skulle jeg.” Der var en pause. Han holdt vejret. Hun holdt vejret. ”Du ved. Det andet.” afsluttede han sætningen med.
Hun løftede øjenbrynene og lavede en lille grimasse. “Lave?” Det var ikke det hun havde forventet. Det var… det var på en måde bedre. Hvis det var hvad hun troede han mente.
Han nikkede hurtigt og så væk. "Jeg kunne godt være gået på WC.” Der var stille lidt. ”Det ved jeg godt. Jeg havde bare…” sætningen hang lidt i luften. Hun holdt vejret, som en frygt for han ikke ville sige mere. ”Jeg havde bare ikke lyst til at rejse mig…”
Hun gav et lille gisp, mest fordi hun havde holdt vejret, men også i en forventning om det der måske ville blive afsløret.
”Det var som om… jeg ville blive liggende dér, under tæppet. Og så tænke jeg. Hvad hvis jeg blev liggende? Hvad ville der ske?"
Han sank og kiggede kort op, som om han tjekkede, om hun stadig var med. Hun nikkede ikke, men hun rørte sig heller ikke. Hendes blik hang på ham.
Han fortsatte “Jeg spændte i maven eller numsen, bare lidt, sådan”. Han viste det svagt. Hun kiggede tøvende på ham. ”Og så kom der…”
Der blev helt stille. Som om ordene ikke kunne ud. Han kiggede ned, trak vejret ind og holdt det.
Hun lænede sig lidt frem. “Hvad? En prut?” spurgte hun, ikke drilsk, bare nysgerrig. Testede om han lavede sjov med hende ligesom de voksne. De sagde også ting der ikke passede og drillede hende.
Han hviskede det “Nej. Det var en… lo… en pølse.”
Hun blinkede langsomt og så på ham, ikke med afsky, men med en slags forundring. Hun bevægede ikke munden, men hendes øjne sagde mere end nok. Hun lyttede stadig. Han fortsatte.
“Den gled bare ud. Langsomt.” Han flyttede på sig. ”Ikke som når man sidder på toilettet og vil være færdig. Jeg kunne mærke den helt tydeligt i numsen. Den trykkede… ikke hårdt. Jeg blev liggende. Rørte mig ikke. Jeg tror, jeg holdt vejret imens.”
Han så op på hende igen. Hun sad helt stille, men hendes øjne havde fået en anden glans. Ikke grinende, ikke forskrækkede, mere stille. Som om hun selv prøvede at forestille sig det, han fortalte.
"Det var ikke ulækkert. Ikke da det skete. Det var varmt. Og blødt. Og… som om ” han gik i stå. Hun sad afventende klar til at høre fortsættelsen.
Han tøvede. "Der kom mere. Ikke af sig selv. Jeg måtte… presse lidt. Ikke som når man virkelig skal. Bare… sådan…” Igen viste han hende, hvordan han gjorde. Hun kunne se det på hans mund og hals at han pressede. Hun kendte godt det at have ondt i maven.
”Og så kom den næste.” Hans stemme var blevet mere tydelig nu. Hun sad som forstenet. Der var en skjult fascination at spore, uden at sige det sagde hun ”Og hvad skete der så?”.
”Jeg kunne mærke den rykke sig derinde, og så kom den også ud. Den var blød. Den lagde sig ligesom ovenpå den første. Jeg kunne mærke det. Altså, hvor meget der var dernede. Underbukserne blev stramme. Jeg kunne mærke det hele mod huden."
Han stoppede igen. Hans hænder var vendt tilbage til trøjen og krøllede en fold, som om han ville hive sig selv ind i stoffet.
"Jeg kom også til at tisse lidt” han flyttede blikket. ”Det var altså ikke med vilje.”
Hun forstod at det havde været et uheld.
”Det kom bare. Da jeg havde den fået sidste pølse ud. Det blev varmt. Foran”.
Han løftede øjnene og så på hende. Hendes blik mødte hans, roligt, men han kunne se, at hendes kinder var blevet mere røde. Hendes hænder var begyndt at flette fingrene sammen og op igen, som om hun ikke kunne lade dem være.
“Synes du jeg er forkert?” spurgte han.
Hun rystede på hovedet, og det var ikke et hurtigt nej, men sådan en stille bevægelse, som om hun først lige havde tænkt det færdigt. "Nej. Jeg synes… det er ikke forkert.”
Han så ned igen, men hans skuldre sænkede sig lidt. “Du må ikke sige det til nogen.”
Hun rakte en lillefinger frem. “Aldrig,” sagde hun. Og hendes øjne sagde, at hun mente det.
De sad lidt. Sad i deres egne tanker. Man kunne se hun tænkte. Hun rykkede sig lidt igen. Så på ham og spurgte ”Må jeg slet ikke sige det til Bamse?”