Hun kunne ikke tro sine ejne øre. Der måtte da være noget man kunne gøre for at hjælpe hende.
”Ja, sådan ser det altså ud Henriette.”
”Jamen der må da være nogle flere behandlingsmuligheder.”
”Jeg har ikke flere behandlingsmuligheder jeg kan tilbyde dig. Beklager. Det eneste jeg kan foreslå dig er at se mod udlandet, men det bliver jo for egen regning skal du være opmærksom på.”
Henriette så tomt ud i luften og sukkede dybt.
Lægen gik hen for at vaske fingre ved en lille håndvask tæt på undersøgelsesbordet.
Henriette hoppede ned fra briksen.
”Har du nogle bleer med?” spurgte den tilstædeværense sygeplejeske. ”Ellers kan jeg lige finde en til dig.”
Henriette svarede ikke.
Sygeplejesken gik hen til et skab og åbnede det. Der var bleer i alle former, størrelser og farver. Hun fandt en hvid frem fra bunken og lukkede skabet.
Lægen gik over til Henriette og lagde hånden på hendes skulder.
Henriette vente sig op og kiggede på ham.
”Tak for denne gang,” sagde lægen og gav Henriette hånden.
”Tak skal du have. Jeg vil fortsætte min søgning på en løsning.”
Lægen nikkede forstående til hende og gik ud af rummet.
Sygeplejesken kom hen med bleen og spurgte om hun skulle hjælpe.
Henriette nikkede mens et par tårer løb ned over hendes kinder.
Sygeplejesken lagde bleen op mellem hendes ben. Henriette lukkede øjnene. Fra dette øjeblik mærkede hun hvordan en opgivende følelse strømmede ud i hende. Hun havde været til adskillelige undersøgelser og operationer for hendes inkontinens, men intet lod til at virke på hende. Hun havde brugt mange penge på produkter, forskelligt medicin og alternative behandlinger. Alligevel stod hun som 28 årig og var 100% inkontinent.
Sygeplejesken lukkede tapen i siden af bleen. Henriette så ned på den og sukkede endnu engang. Sådan skulle hendes liv åbenbart være. Fanget i en ble til hendes dages ende. Hun rettede lidt på bleen så den sad som den skulle.
Hun tog sine bukser og trøje fra stolen og tog dem på. Hun lagde ikke mærke til at bleen knitrede da hun trak bukserne op over den. Hun puttede den øverste af bleen som stak op over buksekanten ned i bukserne. Så tog hun sin jakke og sagde farvel til sygeplejesken.
Der sad en ældre dame udenfor og ventede på at det blev hendes tur, da hun kom ud fra undersøgelsesværelset.
Hun gik slukøret ned mod toget. Hun skulle tilbage til København, hjem til hendes kedelige liv, bange for at lugte, bange for at bleen lækkede, bange for at nogen skulle opdage hendes inkontinens.
Bleen var allerede våd da hun nåede stationen. Hun fandt hurtigt sin plads og satte sig ned. Om tre timer ville hun være hjemme.
Togen begyndte at køre og hun lænede sig tilbage og lukkede øjnene. Lidt efter kom salgsvognen forbi med slik og drikkevarer. Hun købte to flasker vand og drak hurtigt den ene velvidende at det så ikke ville vare længe inden hun skulle skife ble. Hun rettede sig op i sæddet og lukkede atter sine øjne.
Det næste hun hører er at toget ankommer om få minutter til Odense. Det giver et gip i hende. Hun måtte have været faldet i søvn. Hun kigger rundt i vognen, men der ingen. Hun har helt alene. Hun mærker så hvordan hendes ble spænder mellem sine ben. Den skal skiftes med det samme. Hun rejser sig op og skal til at tage sin taske oppe fra bagagehylden, da hun opdager den er væk. Hun kigger desperat efter den, men den er væk. Hun kan mærke at hvis hun ikke får sin ble skiftet nu, vil den lække meget snart. Hun mærker ned foran på sine bukser. Bleen er helt hård. Hun kigger efter noget personale. Hun må anmelde det så hurtigt så muligt, men der er ingen at se. Hun går ind i den næste vogn. Der sidder et ældre ægtepar og spiller kort. Så går hun ind i den anden vogn. Den er hel tom. ”Hvor fanden er folk henne når man har brug for dem,” tænker hun og går ud på wc’et og lukker døren. Hvad skulle hun gøre? Hun er lige ved at tude af raseri. Hun åbner sine bukser og ser på bleen. Den kan ikke klare mere. Hun åbner forsigtet bleens tape. Den larmer lidt. Hun tager bleen og lægger den på håndvasken. Så sætter hun sig på wc’et og forsøger at tisse, men der kommer kun en lille smule. Hun kan faktisk ikke mærke at hun tisser lidt. Hun kigger over i skraldespanden. Der ligger et par børnebleer.
”Nej, det vil simpelhen være for ulækkert,” tænker hun, men på den anden side, har hun ikke noget valg. Hun tager den første ble op. Den lufter fælt, så den kommer hurtigt ned i skraldespanden igen. Så tager hun den anden op. Den ser okay ud og lugter ikke. Hun åbner den og sidder og vurdere situationen lidt. ”Ej, det gør jeg altså ikke,” sige hun så til sig selv og smider den tilbage i skraldespanden. ”Så er der kun en mulighed tilbage,” tænker hun og tager sin ble fra håndvasken. Hun lægger den på gulvet og trykker lidt på den. Så tager hun en masse servietter og forsøger at få dem til at suge noget af tisset op. Det lykkes ikke særlig godt, men det er bedre end ingenting. Hun sukker og smider servietterne ud. Så tager hun nogle nye og fordeler dem ud i bleen. Hun sætter sig ned på bleen. ”Fuck, det er klamt,” tænker hun, men hun har intet valg. Nu lukker bleen med tapen og rejser sig op. Den er blevet meget tykkere med alle de servietter i. Hun retter lidt på bleen inden hun hiver sine bukser op igen. Så vasker hun sine fingre, åbner døren og går ned på sin plads igen. Da hun sætter sig ned i sæddet, kan hun godt mærke at bleen ikke har det godt. Den næste halve time går hun på wc tre gange for at skifte servietterne ud. Hun tager flere og bleer servietter i bleer, da den næsten ikke kan klare mere. Hun føler at hun sender rundt med et større bildæk på numsen. Da hun sætter sig i sæddet for fjerde gang, går bleen i stykker. Hun kan høre den rævner med en lille smæld. I det samme kommer togkontroløren forbi. ”Er det dem som mangler en taske?”
”Ja!” sagde Henriette. Hun ser han har hendes taske og nærmest flår den ud af hånden på ham.
”Hvordan kunne du se det var min og hvor var den?”
Den lå ude i gangen. Der er ingen pung eller mobiltelefon i tasken, men din billet ligger der stadig.
Henriette kigger ned i tasken. Den er tom pånær hendes billet. Hun sukker og takker billetkontroløren.
”Havde du også en pose?” spørger han så.
Henriette kigger op på ham. ”Jeg havde en som lå nede i tasken.”
”Der lå en pose i gangen med nogle bleer, det er måske din?”
Lidt pinligt men lettet svarer hun at det også er hendes.
”Jeg henter den med det samme,” sagde billetkontroløren og forsvinder igen. Lidt efter kommer han tilbage med posen. Han smiler til hende og hun takker ham rigtig mange gange og rejser sig op for at gå ud og skifte.
Kontroløren nikker smilende til hende og forsvinder ind i den næste togvogn.
Hun går hurtigt ud på wc’et og lukker døren. Hun kigger ned i posen. Der ligger kun en ble, men det er mere end rigeligt. Hun får hurtigt sine bukser af og smider den gamle ble i skraldespanden.
”Næste stop, Københavns Hovedbanegård” siger højtalleren pludselig.
Henriette får fart på. Hun skynder sig at folde den rene ble ud og tage den på. Følelsen af en ren ble mellem benene og lettelsen over at være sikker igen får smilet frem på hendes læber. Hun skynder sig ind til sin plads og henter sin jakke. Hendes mobiltelefon falder ned på gulvet. Hun havde haft den liggende i sin jakkelomme. Da hun bukker sig ned efter den kan hun mærke hvordan hendes ble igen bliver våd. Hun smiler lidt for sig selv. Hun ville være hjemme om ikke så længe, så en våd ble ville ikke gøre noget nu.
Da toget standser går hun sammen med resten af de rejsene op mod rulletrapperne.
I det hun går i sine egne tanker lyder en kæmpe brag. Menneskemængden farer sammen. Længere nede af perronen kan hun se en større grå røgsky og noget hvidt hvivle op i luften. Da hun kommer nærmere kan hun se at det er en af hendes bleer som er blevet skudt af med en kanonslag. Der er ble over hele perronen. Hun skynder sig videre. Lidt efter passerer hun et par meget travle politibetjente som løber i den modsatte retning.