Jeg elsker denne historie og hungrer efter mere😛
1 Synes om
Godt skrevet historie 
glæder mig til der kommer mere!
Det næste kapitel er noget kortere og der sker måske heller ikke så meget. Men det vil ændre sig. Snart.
Kapitel 6
Tre dage senere, klokken elleve om aftenen, stod Emilie ude på sit badeværelse og studerede den lille kvadratske himstregims AB havde givet hende. Det var d. 30. september og om kun en time ville hun påbegynde sin deltagelse i træningsprogrammet. Ikke at det betød synderligt meget. Det havde hun i hvert fald fortalt sig selv. Udover senderens tilstedeværelse uden på hendes trusser – hvilket, i øvrigt, slet ikke kunne mærkes – så var der ikke mere til det. I hvert fald ikke for hende. Ingen gul alarm, ingen brun alarm og naturligvis heller ingen træningsbukser. Derfor havde hun også gemt posen Sarah havde givet i den dybeste mørkeste krog af sit klædeskab og der ville de forblive indtil d. 1. januar.
Ikke desto mindre gjorde hun som anvist. Hun placerede senderen uden på sine trusser og bemærkede med det samme at lampen skinnede grønt. Nu, hvor hun havde det hele lidt på afstand – ydmygheden, skammen – kunne hun ikke lade være med at beundre den ekspertise det måtte kræve at designe sådan en sender. Den tog vitterligt højde for alt. De sidste par dage havde hun nemlig afprøvet alle andre alternative metoder hun kunne komme op med for at få senderen til at lyse grønt, uden succes. Selv ikke det at sætte senderen fast på trusserne og så hænge dem på en radiator, for netop at imitere den varme Sarah havde sagt senderen registrerede fra skridtet, ja selv ikke det havde virket. Kun når den var korrekt placeret på ydersiden af hendes trusser, tæt ved hendes skede, lyste senderen grønt. Fuldstændig som tiltænkt.
Det var selvfølgelig ikke sådan at hun havde til hensigt at snyde. Eller måske, hvis tricket med radiatoren havde virket, ja så var hun ikke helt sikker på hvad hun ville gøre. Det gjorde jo ingen forskel alligevel. Programmet var tydeligvis tiltænkt ældre og inkontinente og i det at hun var ingen af disse ting, og hendes data vil være mere eller mindre ikke eksisterende, hvad forskel gjorde det så om hun nøjsomt satte senderen fast på et par nye trusser hver morgen eller på nogle der hang og fik varme fra en radiator?
Nå, så det er derfor du alligevel gerne vil snyde. Det er for at gøre det hele nemmere. Det kan jeg godt se. At sætte senderen fast på et nye par trusser hver morgen er jo også bare så besværligt. Hold da op.
Hvorfor lød stemmen nogle gange som Line?
Men det var vel den eneste grund, var det ikke. Hvorfor ellers skulle hun være interesseret i at snyde?
Jeg tror godt du ved hvorfor.
Det var kun et enkelt uheld.
Ja, men det skete.
Og?
Det kan ske igen.
Det var svært at forestille sig. Siden den dag havde hun ikke haft nogle problemer overhovedet. Nej, det burde være åbenlyst for enhver at der havde været tale om en helt ekstraordinær situation.
Og med denne beroligende tanke gik hun ind på sit soveværelse, lagde sig under dynerne og faldt hurtigt i søvn.
_____________________________________________________________________________________
Lille Emilie løb hen over græsplænen. Hun var kun syv år gammel. Ovenover skinnede solen og himlen var blå. Foran stod hendes onkel med en haveslange. Der var godt med tryk på.
”Nu kommer jeg og tager dig” sagde han truende og lille Emilie blev bange.
Hun veg tilbage med et sæt og pludselig faldt hun bagover. Haveslangen blev slukket og alle kom løbende for at hjælpe.
Men Emilie landede trygt i græsset og græsset var rart og blødt. Men hendes bukser var våde. Var det på grund af haveslangen? Nej, hun var kun våd i skridtet. Åh nej, hun havde tisset. Med det samme begyndte hun at græde og hendes mor satte sig ned hos hende.
”Så, så, lille skat. Det er hvad der kan ske”.
”Men jeg, jeg…” stammede Emilie der ikke kunne få ordene frem.
”Det gør ikke noget. Uheld kan ske for enhver.”
”Men jeg en stor pige!”
”Store piger kan også have uheld.”
Emilie snøftede.
”Virkelig?”
”Ja, kom med mig, så går vi ud på badeværelset og får det våde tøj af. Og hvad siger du til et varmt karbad?”
”Okay.”
Og med det forsvandt mor og datter ind i huset og solen gik ned.
”Hold da op” sagde moren mens hun tog tøjet af sine datter ”det var da godt nok en ordentlig omgang du har præsteret.”
Emilie blev flov og hendes kinder røde.
”Det var kun fordi onkel tændte for slangen og jeg blev bange og…”
”Det er okay, skat.”
”Men det var ikke min skyld! Jeg…”
”Ssssssh.”
Tøjet lå på gulvet sammen med den gamle bademåtte og Emilie trådte op i badekarret.
”Puh, du lugter, din gris” sagde mor.
”Nah ah!” Sagde Emilie.
”Det er ligesom da du var baby og jeg trænede dig til at bruge potten. Der havde du også uheld hele tiden.”
”Jeg er ikke nogen baby!”
”Det ved jeg da godt. Nå, men læg nu hovedet bagover så jeg kan vaske dit hår.”
Emilie gjorde som der sagt og kiggede op i loftet. Hun kunne mærke det varme vand risle ned over hendes krop og følte sig pludselig døsig.
”Mor?” Begyndte hun nølende.
”Ja, skat?”
”Jeg lover ikke at gøre det igen. Aldrig nogensinde!”
_____________________________________________________________________________________
Emilie vågnede med et sæt.
Udenfor tordnede det og grenene hamrede mod vinduet.
Og pludselig slog det hende.
”Jeg har tisset i sengen.”
Hun mærkede efter, men følte intet. Sengen var tør, bukserne var tørre. Hun var endnu gang voksen og alt var som det skulle være. Senderen var der stadigvæk, lysende grønt som altid. Der havde naturligvis ikke været noget uheld.
Men hvor kom drømmen fra? Hvorfor var hun så nervøs? Hvad var hun egentlig bange for?
At der måske er noget du har glemt. Du troede ikke du havde haft nogle uheld i femten år, men det er ikke helt sandt, er det vel?
Hun kiggede sig omkring i sin lille lejlighed, slet oplyst af månens skær. Alle hjørner, alle sprækker, syntes at danne skygger, svævende frem og tilbage som timerne gik.
Vær ærlig, den dag hos lægen, var ikke den første gang. Det er sket før. Hvad med den gang du sov over hos Rikke i 1B? Eller da du havde maveonde på sommerlejr?
Alle usædvanlige omstændigheder.
Jeg kan nævne flere.
Det betyder intet. Det sidste uheld var i hvert fald ti år siden.
Indrøm det nu bare. Du har begået en fejltagelse. Og nu er det for sent.
Emilie sukkede. Det ville blive nogle lange tre måneder.
Træt lagde hun sig om på siden, mens hun prøvede at tænke på alt andet end blærekontrol.
10 Synes om
Jeg er så klar til at læse mere 
Og det næste kapitel.
Kapitel 7
”Skåååååål!”
Ølglassene hamrede mod hinanden. Der var larm og høj musik. Og natten var ung.
Emilie stod ved døren og kiggede ind. Stedet var propfyldt med mennesker. Line var ved hendes side, grinende legende. Hun fik alting til at se så nemt ud.
”Sikke en fast hvad?” Spurgte hun råbende for at overdøve musikken. Emilie prøvede at svare, men det virkede håbløst. Bassen trampede i gulvet og gik igennem kroppen helt ud til fingerspidserne. Mennesker dansede omkring som besatte.
”Jeg er sikker på at Kenneth er herinde et sted” fortsatte Line. ”Kom lad os få en drink.”
Emilie nølede efter, forsigtig for ikke at ramle ind i de mange mennesker.
”Er det her dansegulvet?” Fik hun endelig spurgt, men musikken var så høj at Line, der allerede var godt på vej henimod den nærliggende bar, ikke hørte hende. Det gjorde en af de dansende til gengæld.
”Verden er et dansegulv!” Sagde en ung man i noget topmoderne tøj mens hans kastede sig vildt omkring, balancerede med en drink. Han lugtede af øl og stærk spiritus. Emilie smilte forlegent og fortsatte gennem menneskemyldret.
Lokalet var stort, men virkede småt på grund af de mange mennesker. Der var lyslamper for oven, og fra en maskine et eller andet sted omme bagved væltede det ud med røg. I midten af lokalet stod en cirkulær bar hvor folk kunne købe drinks. Og der, så Emilie, sad Kenneth.
Han var egentlig ret køn. Brunt hår, brune øjne, måske lidt spinkel af bygning, men det gjorde heller ikke noget. Hun havde aldrig været til de store bodybuildertyper.
Da de kom ind, havde hun Lines hånd i sin egen, men siden da, i takt med at hun begyndte sagte bagud og danser efter danser syntes at komme imellem, havde veninden grebet om hendes håndled i stedet. Og nu, da de nærmede sig baren, med Emilie kæmpende for at følge med, var det som om veninden bogstaveligt talt slæbte hende efter sig, som var hun et uvornt barn.
”Se hvem jeg har fundet” grinede Line til Kenneth. Emilie prøvede at sige noget, men måtte i stedet bruge alt sin energi på at undgå et dansende par der just da skøjtede forbi. Nu i sikkerhed, satte hun sig ned ved baren.
”Emilie” smilede Kenneth, tydeligvis positivt overrasket ”jeg er glad for du kom.”
”Også mig” svarede Emilie, om end lidt usikker på om det reelt var sandheden.Lige siden den dag havde hun sagt ja i cafeteriet, havde hun overvejet om det nu var den rigtige beslutning. For Line var dette her månedens højpunkt, men for Emilie var det bare endnu en mulighed til at minde hende om hvor dårligt hun var til alt det sociale og hvor lidt hun interesserede sig for det vilde byliv. Flere gange havde hun faktisk overvejet at komme op med en undskyldning, men besluttede sig alligevel at tage med, for ikke at skuffe veninden.
”Bare rolig” havde Line sagt ”jeg skal nok blive i nærheden af dig hele aften. Og hvis du føler dig usikker på noget tidspunkt, ja det er hvad alkoholen er til for.” Og med det havde veninden grinet højrøstet som om hun havde fortalt verdens bedste joke.
”Nå, hvad skal det være?” Spurgte Line hende mens de sad sammen ved baren. Hun mente at drikke.
”Det ved jeg ikke” svarede Emilie. ”Måske bare en cola…”
”Åh du er håbløs” grinende veninden. ”To tequila!” Og med det holdt hun to finger op i luften, således at bartenderen – en ung blonde kvinde med bryster der så som om de skulle til at stikke af – kunne være sikker på hvad hun sagde.
Glassene ramte bordet med et knald.
”Bunden op” grinede Line.
Emilie drak. Væsken skrattende hele verden ned og hun havde lyst til at hoste. Men det smagte ikke dårligt. Hun rømmede sig lidt og Line smilede overbærende.
”Bare vær glad for at det ikke er en Tequila Suicide” grinede hun. ”Skal vi tage én til?”
”Nej, jeg tror én er-”
”To tequila!” Råbte Line, igen med fingrene i vejret i form af et fredstegn.
”Det er ikke så tit du er ude, vel” spurgte Kenneth. Det var ikke ment som en fornærmelse.
”Er det så åbenlyst” spurgte Emilie.
”Nej, du virker bare som den, du ved, stille type. Pigen med næsen i bogen.”
Emile trak på skuldrende. Hun kunne mærke varmen fra den første drink i kroppen og følte sig allerede lettere påvirket. Et øjeblik stoppede musikken (sikke en befrielse) men ikke mere end to minutter senere startede et nyt, endnu mere larmende nummer som hun aldrig havde hørt før.
”Og du er altså mister populær” sagde Line drillende, henvendt til Kenneth. Nu var det hans tur til at trække på skuldrene.
”Er det ikke en del at det at blive voksen at man skal forestille at være ligeglad med den slags?”
”Tjah, det ved jeg ikke Kenneth” sagde hun sarkastisk mens hun kiggede sig omkring på de knap halvtreds mennesker der dansende frem og tilbage som gale ”ser du nogle voksne her?” Og med det hamrede hun glasset mod bordet endnu engang.
”Nå, men jeg må vel give jer to lidt privatliv til at øm, snakke, og sådan noget.” Og med det rejste hun sig og begav sig i retning af dansegulvet.
Med det samme, blev Emilie grebet af nervøsitet. Hun kiggede febrilsk på veninden og på sine læber formede hun ordnede ”gå ikke”, men veninden blinkede bare til hende med et drilsk smil og forsvandt i menneskemængden.
Emilie og Kenneth kiggede på hinanden i et øjeblik, efterfulgt af ca. et minuts larmende stilhed. Det var svært at sige hvem der var den mest nervøse af de to.
Men Kenneth tog initiativet først og satte sig på den stol Line havde siddet på kun kort forinden, ved siden af Emilie.
”Hun er noget af en isbryder din veninde” grinede han og Emilie nikkede og smilede, men kiggede for det meste ned i gulvet. Gulvet var sort, bemærkede hun, og allerede godt beskidt. ”Har i kendt hinanden længe?”
”Undskyld?”
Hun havde ikke hørt ham.
Musikken fortsatte sin uendelige march og den konstante trampen fik hende til at tænke på en stamme af indfødte dansende i en Sydamerikansk jungle.
”Dig og Line. Har i været venner længe?”
”Åh. Ja, siden børnehaven.”
”Nogle brødre og søstre?”
”Nej…. Øh, du?”
”En bror. Lars. Han studerer mikrobiologi.”
”Åh” svarede Emilie og samtalen gik i stå.
Kenneth syntes heller ikke at vide hvad han skulle sige.
”Vil du have en drink til?”
Emilie kiggede ned på sin nuværende drink, den var næsten helt fuld og hun havde egentlig ikke lyst til at drikke mere. Men så igen, havde hun heller ikke rigtig lyst til at være her. Men hvad betød det nu? ”Nu hvor jeg er kommet kan jeg lige så godt få det bedste ud af det” og med den tanke, drak hun det hele ud i en køre og sagde, i en tone mere oplagt end hun selv havde forventet, ”Ja, hvorfor ikke.”
”Noget andet end tequila måske?” Grinede han. ”Hvad med en rom-cola?”
”Okay.”
”To rom-cola.”
Kenneth rakte hende den nye drink.
Emilie tog imod den med et smil. Igen, mærkede hun varmen sprede sig i kroppen. Det var ikke en ubehagelig fornemmelse. Og heller ikke helt ukendt. Emilie havde været beruset før. Men aldrig rigtig fuld.
Og det var heller ikke sådan at Kenneth var den første dreng hun havde snakket med. Hun havde haft kærester da hun var yngre. Men havde dog endnu til gode at gå hele vejen med nogen. Og det var ikke fordi chancerne havde meldt sig. Igennem årerne havde hun fået mange komplimenter om hendes skønhed. Der havde endda været snakke om en modelkarriere på et tidspunkt. Men hvad hun havde i fysiske attributter, manglede hun i sociale kompetencer.
Og for den sags skyld interesse.
”Hvis bare du havde været født stum” havde Line en gang drillet hende med ”så ville dit liv have været så meget lettere. Og det er jo øvrigt også sådan mænd alligevel helst vil have os, er det ikke?”
”Ja, måske i det ottende århundrede” mumlede Emilie sarkastisk.
Alligevel, på trods af alt det, var der noget ved Kenneth. Hun kunne ikke benægte det. Han var ikke ligesom de andre der havde haft øje for hende. De havde for det mest kun været hvad Line kaldt for sportsidioter, mere interesseret i fodbold, vægtløftning og øl end noget dybere, mere meningsfuldt.
Men Kenneth var anderledes. Det troede hun i hvert fald. Der var en skrøbelighed over ham som hun fandt tiltagende. Han var måske ikke den flotteste fyr hun nogensinde havde set, men så alligevel… Efter en drink eller to var han sådan set nuttet nok.
”Så hvad syntes du så om Uni?” Spurgte han. Det var et neutralt nok spørgsmål og Emilie havde lidt på fornemmelsen at det ikke var det han ville snakke om.
”Det er okay” svarede hun, mens hun studerede sin drink ”meget at læse.”
”Ja…” svarede han og igen fulgte et øjeblik af stilhed. Men så med et var det som om hans øjne lyste op.
"Men du skal nok klare det, Emilie. Det er jeg sikker på”.
Hun smilede forlegent.
”Tror du?”
”Ja, er du gal. Du den klogeste pige i klassen. Uanset hvad læreren spørger om så har du altid svaret parat. Eller, jeg mener, underviseren.”
Emilie grinte. Ikke så voksen alligevel. Men hun værdsatte komplimentet.
”Har man nogensinde set nogle af underviserne til de her ting? Altså introfesterne, mener jeg.”
”Jeg er ikke sikker. Jeg har hørt at de tjekker ind en gang imellem, men vist kun for at sikre sig at tingene ikke går alt for vildt til."
“Er det ikke også det de siger om universitet” sagde hun pludselig, igen overrasket over hvor sportant ordende syntes at komme “at de tiltrækker to typer: Dem der vil studere og dem der vil feste.”
“Tjah, der er jo nogle der siger at man godt kan gøre begge dele” svarede Kenneth med et smil.
“Galskab!” Svarede hun grinende og gradvist følte hun sig bedre tilpas.
Samtalen ændrede sig så til at fokusere på det mere boglige, den kommende eksamen, emner som andre måske ville hun fundet tørre, men som for både Kenneth og Emilie var tilstrækkelige i det nuværende øjeblik. Havde de haft en stor vennekreds, havde de været den slags mennesker der hurtigt skaber nye bekendtskaber, så ville de have været i midten af en gruppe, måske siddende rundt om et bord, grinende, talende i munden på hinanden, lavet jokes. Men de var hvem de var og det var nok.
Kort tid efter dukkede LIne op og satte sig ved siden af dem.
”Hvad snakker i om?”
”Uni.”
”Wow. I to formår virkelig at slippe jer løs. Hey, bartender, to tequila.”
Samme spontane fredstegn.
”Lad det være tre” indskød Kenneth.
”Line, drikker du andet end tequila?” Grinte Emilie.
”Det sker. Hey, Anders. Herover!”
Og med det ankom en fjerde person til det lille selskab. Han var høj, med lyst hår og sølvblå øjne og lignede mest af alt en energisk støvsugersælger. Han havde også været Lines date ved flere lejligheder. Dog ikke i aften. Anders var nytilflyttet og snakken faldt på byen og dens mange natklubber.
“Åh du må tage på Butchers” sagde Line “det er the place to be! Jeg har prøvet at få Emilie derhen i evigheder, men hun er vegetar og nægter at tage derhen på grund af navnet.”
Emilie sukkede. “Faktisk, så kunne jeg godt være frisk på at tage derhen en dag.”
Igen blev hun overrasket over sit egen udsagn.
“Jamen, Emilie, dog” svarede veninden, kærkomment “det ligner da ikke dig.”
“Måske det er alkoholen der taler” sagde Anders med en overraskende dyb stemme.
Emilie rystede på hovedet og sagde at det var aldeldes ikke alkholen der talte. Hun syntes bare… Men så stoppede hun. Måske havde Anders ret. Hun plejede normalt ikke at…
“Under alle omstændigheder er jeg ikke sikker på at de vil lukke dig ind. Du måske” sagde han henvendt til Line, “men Emilie, nej, hun er for ung.”
“Åh så du siger at Emilie er for ung, men at jeg sagtens kan gå for en tyve-årig? Mange tak Anders!”
Han slog ud med hånden.
“Du ved hvad jeg mener. Emilie har det der evigt ungdommelige udseende. Selv når hun er tyve, så tvivler jeg på at de vil lukke hende ind.”
Line rullede med øjnene, men smilede alligevel til veninden. Emilie, overrasket over sin egen ukarikatiriske impulsitivet, skulle igen til at blande sig i samtalen, protsetere hvad de sagde og pointere at hun bestemt var en voksen kvinde, men kom så tanke om de gange hun var blevet afvist når hun forsøgte at købe alkohol i supermarkedet. Line rejste sig op.
“Kom, lad os danse!”
Og med det næsten trak hun Anders op at stå, hev ham igennem menneskemyldret og få sekunder senere var de tilbage på dansegulvet.
”Hun forstår at more sig” sagde Kenneth, igen halvnølende, mens han drak endnu et shot.
Emilie gjorde det samme. Og igen mærkede hun varmen sprede sig i kroppen, denne gang stærkere end før. Hendes blik faldt på Line der dansede sammen med den lyshårede dreng i midten af en stor menneskemængde. De var begge halvt indhyllet af tåge. Eller var de? Det var pludseligt svært at fokusere. Og nu meldte en anden trang sig også.
”Jeg tror” sagde hun begyndende, mens hun mærkede hvordan det snurrede i hendes fingre ”at…”
”Ja?” Svarede han afventende.
”At jeg skal en tur på badeværelset. Gå ingen steder.”
Og med det rejste hun sig fra stolen, og mærkede med det samme hvordan alting drejede rundt. Det var som om hun havde bevæget sig hurtigere end verdenen havde og det tog den et øjeblik at følge med. Pokkers. Hvorfor havde hun drukket så meget så hurtigt. Det lignede ikke hende. Hun støttede sig til baren et øjeblik og ventede på at rummet stod stille. Derefter sendte hun Kenneth et distræt smil og gik i retning af badeværelset.
Det var selvfølgelig optaget og der var en kø på to personer. Veninder. Hun genkendte dem fra Uni, men havde ikke talt med dem. Den ene virkede dog desperat for at komme på toilettet. Hun hamrede på døren og råbte i en høj skinger tone, ”Kom nu! Så længe kan det da ikke tage!”
Ingen svarede.
Det var tydeligt at den forreste kvinde havde store problemer med at holde sig. Hun havde begge sine hænder foran skridtet og næsten rokkede frem og tilbage. Situationen fik Emilie til at tænke på den dag hun havde tisset i bukserne nede på lægens kontor og så på træningsprogrammet.
Det var nu fjorten dage siden hun havde påbegyndt programmet og udover de første par dage, hvor hun havde været lidt ekstra opmærksom på sin vandladning, havde hun ikke tænkt meget hendes deltagelse. Ja til tider slet ikke. Hun sov med senderen om natten og hver morgen, efter bad, tog hun et par nye trusser på og satte senderen fast igen. Eller næsten vær morgen. Der var faktisk én morgen hvor hun havde glemt det. Dette var på tredjedagen efter programmet opstart. Hun havde siddet og nyt morgenkaffen da telefonen pludselig havde ringet og i den anden ende var en noget sur kvinde (Agnes, formodede hun, selvom hun ikke havde været helt sikker) der gerne ville vide hvorfor hun ikke fulgte anvisningerne. Hun havde undskyldt meget og sagt hun ikke havde til hensigt at snyde, men at hun blot havde glemt at sætte senderen fast.
”Det står udtrykkeligt i programmet at du skal bærer senderen treogtyve timer i døgnet!”
Emilie, lidt overrasket over den hårde tone, havde svaret endnu engang at der altså havde været tale om en forglemmelse og at hun selvfølgelig nok skulle sætte senderen fast nu.
”Du ved godt at vi kan reducere dit endelige beløb pga. det her.”
”Jeg beklager. Virkelig, jeg havde ikke til hensigt at…”
”Jeg er ligeglad med dine hensigter” havde kvinden svaret, kort og kontant ”regler er regler! Og du har selv skrevet under!” Derefter var der forløbet et øjebliks stilhed indtil Emilie havde hørt kvinden i den anden ende sukke dybt. ”Men” havde hun sagt, om end en smule mere imødekommende ”hvis du sætter senderen fast med det samme, så kan vi lægge den tid du ikke bar den i dag oveni de treogtyve timer du skal bære den i morgen. Jeg kan se her du har overskredet den daglige grænse med 12 minutter. Det betyder så at i morgen skal du altså bære senderen minimum 23 timer og 12 minutter. Plus du selvfølgelig skal bære den resten af dagen i dag, uden undtagelser! Er det forstået?”
”Jo. Jo, selvfølgelig.”
”Godt og vær opmærksom på at dette er et helt ekstraordinært engangstilbud. Egentlig må jeg slet ikke gøre det her. Derfor, hvis der sker lignende forseelser i fremtiden, kan jeg ikke udelukke at jeg må tage andre midler i brug.”
Emilie havde haft til sinde at spørge hvad disse andre midler var, da kvinden havde sagt at hun nu blev nødt til at smutte, at hun havde andet at lave end at chit-chatte med Emilie hele dagen, og lagt røret på.
Situationen havde dog mindet den attenårige kvinde, endda eftertrykkeligt, om at ikke alene var hun underlagt træningsprogrammet, hun var også overvåget konstant, helt ned til en minutbasis. Efter den dag havde der ikke været flere ”forseelser.”
”Kom så! Jeg er ved at sprænges!” Hylede kvinden foran Emilie.
”Okay! Okay!” Lød det fra den anden side af døren der endelig gik op og ud kom en høj slank kvinde søllet ind i make-up.
Den første veninde forsvandt ind ad døren. Emilies trang til at tisse blev stærkere. ”Hvad laver jeg her” tænkte hun opgivende. ”Måske jeg skulle bare kalde det en aften, gå tidlig hjem. Få en god nats søvn.”
Dyner syntes i det øjeblik yderst tiltrækkende. Men det var der også noget andet der gjorde. Noget hun ikke helt forstod, men som opfordrede hende til at blive hvor hun var og…
”All yours!” Svarede den første veninde på vej ud fra toilettet. Den anden tog hende op på ordet og forsvandt igennem døren.
Emilie at tænke klart. ”Jeg lovede Line at tage med. Jeg kan ikke skuffe hende ved at tage hjem nu. Men jeg gider ikke mere small talk og pinligt tavshed. Jeg vil…”
Danse?
Ja. Ja, måske.
For få drinks siden ville den ide have virket urealistisk. Emilie, på ingen måde en festabe, havde altid været for genert til at danse. I hvert fald i situationer som denne, med så mange mennesker omkring hende. Det var noget andet når hun var alene hos Line. Da de var yngre.
Men som hun stod der, med lyden af musik ekkoende i baggrunden, virkede tanken ikke nær så fjern. At forsvinde i tågen, i lysene, musikken og glemme sig selv i et sekund, det var alt sammen underligt tillokkende.
Døren gik op og Emilie trådte ind.
Trusserne nede, bemærkede Emilie at senderen, som ventet, lyste grønt. Det gav hende altid dårlig samvittighed. Måske var det derfor kvinden i telefonen havde været så grov, fordi hun syntes at Emilie udnyttede dem. Hvad var det hun havde sagt den da hun ankom til bygningen? ”Ja, du er noget yngre end dem vi er vant til.”
To minutter efter var Emilie tilbage ved baren sammen med Kenneth. Han virkede, syntes hun da hun kom ud fra badeværelset og så ham sidde alene, faktisk ret ensom. Hun fik endda lidt ondt af ham. ”Danse?” Spurgte hun smilende, og lagde en hånd på hans skulder. Måske var det de tre drinks der talte, men det føltes godt, for en gangs skyld, at være den mest udadvendte. Det var helt sikkert noget hun aldrig oplevede når hun var sammen med Line.
”I så fald skal jeg vist lige have en drink mere først” sagde han, rømmede sig og bestilte yderligere en drink til ham selv og hende.
”På min regning, selvfølgelig” sagde han da han så at hun var ved at finde sin pung frem ”min ide.”
Egentlig havde hun ikke lyst til flere drinks, men da han nu havde tilbudt at betale, syntes hun ikke at hun kunne takke nej. De drak dem igen alt for hurtigt og før hun vidste af det var de ude på dansegulvet.
Musikken buldrede som en stor tromme. Lysene skiftede kontinuerligt. Snart gule, snart røde, et kalejdoskop af farver. De dansede sammen, men også hver for sig, bevægende deres overkroppe frem og tilbage i overensstemmelse med den underliggende rytme. Der var ingen vilde fagter som der var hos så mange andre, ingen suggestive bevægelser ment til at signalere parringdans. Kun en blind fortabelse i øjeblikket – og en velsignet ligegyldighed.
Minutterne gik og det ene nummer overtog det andet. Emilie kunne mærke alkoholen brænde i sit Indre. Det var som en feber, men på en god måde. Der var måske tredive mennesker nu på dansegulvet, alle som én syntes tabt i deres egen bane, som var de planeter der drejede rundt om en usynlig sol… Hun kiggede på Kenneth og smilte og han smilte tilbage og i øjeblik var alting bare helt rigtigt, som det skulle være. Ingen af dem sagde et ord.
Efter den femte sang satte de sig tilbage ved baren. Men dansen havde ændret noget. Der var stilhed, men det var ikke længere en pinlig stilhed og den nervøsitet der før havde så begrænset Emilie, syntes at være forsvundet.
Kenneth havde bestilt en øl, hun en Margarita (som hun selv insisterede på at betale). Hun vidste ikke hvorfor, men pludselig følte hun sig meget tørstig. Og da drinken var drukket, følte hun sig endnu mere beruset.
Sådan sad de lidt hver for sig, indtil Kenneth begyndte at tale. Igen handlede det om studiet, om de forskellige timer og lærere og igen havde Emilie på fornemmelsen at han hellere ville tale om noget andet.
Måske vil han spørge dig om du har en kæreste.
Ja, det var muligt. Men hvorfor gjorde han det så ikke?
Under alle omstændigheder forekom samtalen der før havde været stimulerende nu kun kedeligt. Måske, fordi han havde aflæst hendes lidet interesserede udtryk, tog han en slurk, trak vejret dybt og bevægede sig endelig i retning af sagens kerne.
”Emilie” begyndte han langsomt ”øh, ser du nogen for tiden?”
”Altså, en fyr mener du?”
”Ja.”
”Nej. Ikke lige nu.”
”Okay. Heller ikke mig.”
”Du ser heller ikke nogen fyre?” Grinte hun og han grinte tilbage, igen let akavet.
”Måske du kunne være frisk på en tur i biografen en dag eller noget i den stil?”
Emilie smilede. Der var noget forfriskende over hans tilbageholdenhed. Andre fyrer, hun havde semi-flirtet med, havde søgt at ”nedlægge” hende selv samme aften. Men ikke Kenneth.
”Det lyder dejligt”.
”Okay.”
Samtalen gik i stå igen. Et øjeblik overvejede hun at gå ud på dansegulvet igen, men indså da at hun ikke var helt sikker på hendes evne til at stå på benene var helt og aldeles upåvirket. Og i stedet de der bare, igen i stilhed. Og pludselig mærkede hun trætheden lægge sig over hende som en dyne lavet af bly. Hendes øjne blev tunge og hendes tanker døsige.
”Emilie?”
”Ja?”
”Er du okay?”
Hun kiggede op. ”Ja, hvorfor spørger du?”
”Du ser lidt træt ud.”
Hun gabte.
”Jeg er en ”easy drunk”, tror jeg. Jeg er ikke så vandt til at drikke så meget.”
”Vil du have en Cola eller noget?”
”En Cola lyder rart.”
”Okay. To cola!”
Emilie sippede sin Cola og kiggede ud i rummet. På dansegulvet så hun Line vride og vende sig som en mime imiterende et monster. Eller sådan så det i hvert fald ud i hendes berusede sind. Der var ølsjatter på gulvet. Musikken pumpede. Røgen lagde sig som en tåge og pludselig begyndte hun at le. Alting virkede så komisk, musikken med dens evindelige trampen, menneskene på dansegulvet og, mest af alt, Kenneths nervøsitet.
Kenneth smilede forundret. ”Hvad er det der er så morsomt?”
Men den unge kvinde, tabt i sin latter, kunne knap nok tale. Hun prøvede at undskylde, det var håbløst. Hun kunne mærke varmen fra alkoholen sprede sig i hende, som en indre flamme hun ikke kunne puste ud. Den oplyste alting. Kenneth grinte selv med, let akavet, hvilket kun gjorde det alt sammen endnu mere morsomt.
”Ved du hvad” sagde hun demonstrativt ”jeg syntes faktisk det er lidt fjollet alt sammen.”
Kenneth holdt op med og grine og kiggede på hende nysgerrigt.
”Hvad mener du?”
”Det her. Dansegulvet. Introfest, alle de her mennesker i deres flotte tøj. Det ligner en forestilling.”
”Det er det vel også på en måde” sagde Kenneth, men tøvende, som om han ikke helt troede på det.
”Og hvorfor skal det være så kompliceret” fortsatte Emilie, som om hun ikke havde hørt ham ”hvis nogle kan lide en anden, hvorfor kan de så ikke bare gå op til dem og sige det? Hvorfor alle de her ritualer?”
Kenneth kiggede ned i bordet og studerede hvad der var tilbage af sin egen Cola. ”Folk er vel bange for at tage en chance” sagde han, så lavt at han ikke var sikker på hun hørte ham ”bange for at stille sig selv til rådighed.”
Emilie sagde intet. Havde hun været mere opmærksom ville hun have set hans ansigtsudtryk og stoppet, set hvordan hendes ord påvirkede ham. Men noget havde frigjort sig inde i den unge kvinde, løsnet hendes tunge hinsides dens sædvanlige kontrol.
Just da kom Line tilbage fra dansegulvet. Hun smilede over hele hovedet.
”Var det jer to jeg så derude på dansegulvet lige før?”
Emilie sendte hende et humoristisk blik. ”Nej, det var et par maskiner som vi har designet til at ligne os på en prik. Men pas på, når månen kommer op, går de amok!”
Line stirrede forvirret på veninden et øjeblik og brød så selv ud i latter,.
”Ja, det var os” svarede veninden, mere sobert, ”prøv ikke at gøre et stort nummer ud af det.”
”Jeg vidste ikke du havde det i dig. Hør, Emilie, jeg syntes du ser lidt søvndrukken ud. Hvor mange drinks har du fået?”
Emilie tog endnu en slurk af sin Cola, vendte et par sekunder og holdt så fem fingre op som var hun en femårig der blev spurgt om hvor gammel hun var. Line fniste.
”Kenneth, lad hende ikke drikke mere i aften og Emilie, når du er klar, sig til. Så følger jeg dig hjem.”
”Jeg skal nok” begyndte Emilie men blev pludselig svimmel og lænede sig halvvejs ind over baren.
”Charmerende” udbrød Line. ”Kom lad os danse sammen all tre!”
Hvad der fulgte derefter, var tåget. Dans, ture til badeværelset, og, på trods af Lines anbefalinger,
yderligere et par drinks ved baren. Emilie, der betvivlede sin evne til at stå på benene, opdagede at ikke alene var det at danse ret simpelt, det var faktisk lettere nu end det havde været før. De syntes at danse i en evighed, nummer efter nummer, badet i lys, og den unge kvinde oplevede igen den vidunderlige følelse af ligegyldighed, som om hun kunne danse for evigt og det ville ikke betyde noget.
Til sidst besluttede ikke Emilie, men Line at hun havde haft nok for i aften og efter en del overtale, forlod de stedet. Emilie sagde farvel til Kenneth der på det tidspunkt selv var godt snalret. Han havde lyst til at kysse hende – hun kunne se det på ham – og ganske rigtigt da de sagde farvel i døren, lænede han sig forover imod hende lidt ligesom en bønnestage der bøjer i vinden. Hun kyssede ham på kinden – ikke på munden – og det var tydeligt at han var skuffet. Hans øjne var lukkede, men da hun åbnede dem igen, sendte hun ham sit bedste smil hvilket var mere end tilstrækkeligt til at gøre ham glad. ”Ses på Uni” sagde hun søvnigt og de tog afsked.
Da de to veninder begav sig i retning af Emiles lejlighed, var hun stadig markant beruset. Line havde forslået en taxa, men Emilie insisterede på at hun ville gå. Hun nød den kølige aftenluft, især nu i midten af oktober hvor vejret ændrede sig dag for dag, og vinteren var lige om hjørnet. De gik langs den lange industrivej, under de gamle træer, allerede rødbrune med efterårsblade, og stirrede op på månen.
”Man burde skrive et digt om månen” sagde Emilie ”den er smuk.”
Line der enten havde drukket mindre end sin veninde, eller bare var bedre til at holde sin alkohol, svarede at det var der nok nogen der havde gjort allerede.
”Wow…” sagde Emilie langsomt, mens hun lagde hovedet bagover og betragtede alle stjernerne.
”Eyes front Miss” grinte Line.
Efter en halv time ankom de til Emilies lejlighed. Indenfor hjalp Line hende af med overtøjet og dirigerede hende henimod sengen.
”Jeg har det som om jeg kan sove en evighed” sagde Emilie ”ligesom, hvad hedder hun, hende med alle tornene og roserne?”
”Tornerose?”
”Lige præcis.”
”Det lyder som en god ide. Tror du at du kan tage resten af tøjet af selv?”
”Ja, mor” svarede Emilie og kastede sig hovedkulds på sengen. Line rystede opgivende på hovedet.
”God nat Emilie” svarede hun mens hun listede hen til døren.
”God nat Line” svarede veninden, allerede halvvejs inden i drømmeland.
Med det lukkede Line døren og efterlod Emilie alene i mørket.
Da hun vågnede igen, var der gået mindst ti timer, månen var forsvundet, solen stod højt på himlen og vores kære Emilie havde taget blot det første lille skridt ind i en helt ny virkelighed.
8 Synes om
Kapitel 8
Drengene leger med vandpistoler. De sprøjter på hinanden. Den lille gade er fyldt med liv, latter i sommervarmen. Emilie gemmer sig bag en container for at undgå at blive set. Hun ved de er på jagt efter hende og at hvis de finder hende så vil de gøre hendes nye kjole våd. Mor siger at hun skal passe godt på den, at den har kostet mange penge, så Emilie tager ingen chancer.
Hun kan høre dem råbe derude et sted. Først tæt på, så langt væk. Hun ånder lettet op, da hun opdager at hun igen er alene og kan bevæge sig ud fra sit skjul. En mand der sælger hotdogs smiler til hende fra sin bod, og bag ham går to gamle kvinder forbi med puddelhunde i snor.
Syv ugers sommerferie venter foran hende. Hvad skal hun dog få tiden til? Måske Line vil med ud og lege, så kan de…
Men med det samme dukker en af drengene op med en vandpistol i hånden. Han smiler bredt. ”Nej stop” råber hun, men det er for sent. Pludselig trykker han på aftrækkeren og vandet fosser ud over hendes kjole og gør hendes sko våde. Hendes læber begynder at skælve og hun får tårer i øjnene. De har ødelagt det hele. Men hvad er det? Vandet er varmt.
Og det spreder sig. Ikke fra hvor han har ramt hende, men et andet sted. Fra skridtet.
”Jeg skal vågne op nu” tænker Emilie. ”Jeg skal stoppe det."
Men barndommens gade holder fast i hende. Hotdogsælgerens smil, kvinderne med puddelhundene, holder fast i hende. Alting syntes kalde på hende til at blive lige her og aldrig tage af sted igen. Varmen spreder sig mere og mere og med det samme bliver hun grebet af panik.
”Nej” tænker hun desperat ”nej jeg har ikke…”
Emilie vågner.
Og opdagede at hun havde tisset i sengen.
Og meget endda.
Dynen var våd og der var en stor mørk plet midt på landet.
Hendes trusser var gennemblødte.
Emilie lå som forstenet. Hun kunne ikke helt tro på hvad der var sket. Og pludselig, som en lavine, væltede tankerne ind over hende.
”Nej! Det kan ikke være rigtigt. Jeg kan umuligt have…”
Men det var rigtigt. Og det var sket for kun lidt siden. Minutter måske. Sengen var stadig varm.
”Hvorfor vågnede jeg ikke op… Jeg plejer da altid at…”
Alkoholen, selvfølgelig. Byturen i går aftes. Kunne hun overhovedet huske hvordan hun var kommet hjem? Havde Line fulgt hende? Hvor meget havde hun drukket?
Måske som et svar på netop dette spørgsmål, begyndte hendes hoved at hamre. Havde det ikke være for hendes uheld, ville hun have lagt sig tilbage i sengen og taget mindst et par timer til. Det var svært at fokusere på noget som helst. Så forfærdet var hun over sit uheld og så forvirret over hvordan det kunne være sket, at det tog noget tid for hende at forstå hvad det så også betød.
”Shit!” Sagde hun pludselig.
Hun havde glemt senderen.
”Jeg må skynde mig at tage den af med det samme, håbe den ikke har registreret noget. Det har den forhåbentlig ikke. Der er jo kun tale om minutter.”
Og med trak hun sine trusser af med så voldsom en kraft at hun næsten ved at rive dem midt over og vendte dem på alle leder og kanter i jagt på den lille sender.
”Lad den skinne grønt! Lad den skinne grønt!”
Det gjorde den ikke.
Senderen skinnede gult.
Emilies hals trak sig sammen.
”Nej!”
Og først i det øjeblik gik det op for hende hvad det betød.
”Jeg har lige mistet 3000 kroner” tænkte hun, halvt frustreret, halv vantro ”hvorfor drak jeg også al den alkohol!”
Men der var mere til det end det, var der ikke.
Nej, hun kunne ikke gå ned ad den vej. Ikke lige nu.
I stedet rejste hun sig for sengen, gik ud på badeværelset og tog et langt og varmt bad. Derefter fandt hun et par nye trusser i et skab som hun tog på. Dernæst hun tog senderen af de gamle våde trusser og satte den fast på det nye par.
Men senderen lyste ikke grønt.
Den lyste rødt.
Det gav ingen mening.
Forvirret stirrede hun på lyset og overvejede et kort sekund om den måske var gået i stykker indtil pludselig det slog hende.
Træningsprogrammet! Regel 1!
Nej, det kan da ikke være rigtigt.
Det kunne de da ikke mene alvorligt.
Nej, hun blev nødt til at ringe og forklare dem situationen, forklare at der altså ikke havde været tale om et reelt uheld men blot, ja, helt usædvanlige omstændigheder.
Men inden hun nåede at gøre noget som helst, ringede telefon af sig selv. Det var den unge kvinde fra AB Associated. Sarah.
”Ja…?” Spurgte hun frygtsomt og bemærkede hvordan hendes stemme skælvede.
”Måske er det alt sammen bare et mareridt” tænkte hun ”måske sover jeg stadigvæk og det her er bare verdens værste tømmermænd.”
Stemmen i den anden ende var blid, men bestemt. ”Ja, hej. Emilie? Ja, jeg kan se at du har haft et lille uheld.”
”Jeg…”
”Det er okay. Det kan ske for enhver. Anyway, du kender jo reglerne allerede, men i det at det jo er dit første uheld efter din påbegyndelse af træningsprogrammet tænkte jeg at hellere lige måtte ringe og tjekke op på din situation.”
”Men” begyndte Emilie der ikke kunne finde ordnede.
”Ja?”
”Det var ikke et rigtigt uheld. Det var kun fordi jeg var i byen i går og jeg har fået for meget at drikke og jeg ved ikke hvordan, men…”
”Du tissede i sengen” færdiggjorde kvinden sætningen. Det var en erklæring, ikke et spørgsmål.
”Jo, teknisk set, men…”
”Men intet” svarede Sarah, nu mere konsekvent ”et uheld er et uheld.”
Emilie sukkede, holdt en kort pause og prøvede så at adressere situationen diplomatisk.
”Det forstår jeg godt. Jeg har selv skrevet under på at følge reglerne. Men der er altså tale om usædvanlige omstændigheder her. Virkelig. Jeg mener, okay, jeg har måske ikke spillet med helt åbne kort, men jeg er jo ikke inkontinent. Overhovedet. Jeg har glimrende blærekontrol. Jeg ved ikke hvordan det her kunne ske. Jeg…”
”Emilie” svarede kvinden overbærende ”tror du ikke jeg har hørt den historie før?”
Svaret overraskede den attenårige kvinde.
”Nej, virkelig! Det er rigtigt. Jeg lider ikke af inkontinens, bare kig i min journal, den…”
”Det har vi da gjort” sagde Sarah ”og ved du hvad der står? Begyndende inkontinens. Din læges egne ord. Hvorfor tror du at du fik en anbefaling til vores klinik i første omgang?”
Emilie var fristet til svare ”fordi lægen var flink og gerne ville hjælpe mig med at score de 20.000” men kunne alligevel ikke få sig selv til at sige det.
”Men jeg kan da ikke bruge… du ved… som om jeg var et lille barn.”
”Jeg beklager” svarede kvinden, nu mere køligt ”men du har haft et uheld og det betyder regel 1 er aktiveret. I dag er d. 14. oktober og pr. denne regel vil du altså skulle anvende træningsbukser indtil d. 17. oktober. Jeg har allerede opdateret senderen til at tage højde for det.”
Emilie havde gennemskuet dette. Men kunne alligevel ikke helt tro det. Træningsbukser? Som en lille pige? Det kunne hun da ikke.
Hun trak vejret dybt og sagde så i sit mest voksne toneleje, ”Kan vi ikke snakke om det?”
Sarah sukkede. ”Vi kan snakke alt det du vil, kære Emilie, men regler er regler, og må jeg minde dig om at du selv har skrevet under. Og jeg behøver vel næppe at uddybe hvad det vil betyde for dig hvis du nægter at følge vores instrukser.”
Emilie tøvede. ”Så mister jeg de 20.000 kroner?”
”17.000” rettede kvinden hende ”og det er, tro mig, det mindste af det hele.”
”Hvad mener du?”
”Det fremgår alt sammen i de dokumenter du skrev under på den dag du var hos os.”
Emilie tænkte tilbage til den dag og pludselig mærkede hun vreden stige op i sig.
”Du sagde at der var intet i de dokumenter du ikke allerede havde gennemgået! Du snød mig!”
”Jeg gjorde intet af den slags” svarede kvinden, igen med det samme kølige toneleje. ”Jeg tænkte bare ikke at det var så relevant at gennemgå alle detaljer eftersom du jo selv, gentagne gange, hårdnakket hævdede ikke at ville have nogle uheld. Men hvis du er interesseret, skal jeg da gerne sende dig en kopi af de knap femogtredive sider og du kan gennemlæse dem når du har tid.”
”Selvfølgelig er jeg interesseret” udbrød Emilie frustreret, som om intet kunne være mere åbenlyst.
”Ikke desto mindre” fortsatte Sarah ufortrødent ”så indtil du har disse dokumenter i hænde vil jeg på det kraftigste anbefale dig at følge vores regler. Uvidenhed freder dig ikke.”
”Og gå med… Det andet undertøj…” sagde Emilie lavmælt. Hun ikke få sig selv til at sige ordet træningsbukser.
”Ja, det er korrekt” svarede Sarah, nu med lidt mere varme. ”Jeg ved godt det kan virke lidt pinligt for en ung pige som dig, men tænk på det på den her måde, i sidste ende er det jo bare et andet slags undertøj og bedst af alt, hvis du skulle have flere uheld, så er du beskyttet.”
Emilie bed sig selv i læben. En del af hende havde mest lyst til at fortælle kvinden at hun kunne gå ad helvede til, men så igen. Selvom hun måske ikke havde haft alle informationer alligevel, så havde hun ikke desto mindre indvilget i at følge programmet. Det var selvfølgelig ud fra det mantra at hun aldrig ville have nogle uheld, men det var jo ikke givet. Og som hendes mor så ofte sagde, ”Når man har sagt A må man også sige B.”
”Okay!” Svarede hun endeligt. ”Men kun i tre dage, ikke?”
”Ja. Lad mig se, klokken er lige knap elleve nu og det er søndag. Så med det udgangspunkt at du tager træningsbukserne på så snart vores samtale er forbi – hvilket jeg igen kraftigt vil opfordre dig til at gøre – kan du altså skifte tilbage til normale trusser omtrent kl. 11 onsdag. Hvis altså du ikke har yderligere uheld, selvfølgelig. Du vil kunne se hvornår det er tid ved at senderen ikke længere vil skinne grønt på træningsbukserne, men rødt. Giver det mening?”
”Ja…” svarede Emilie lavt, opgivende, som en lille pige der lige er blive irettesat af sin mor. Bare det at høre kvinden nævne ordet ”træningsbukser” fik oceaner af skam til at vælde op i hende.
”Godt. Nå, men hvis der ikke er andet” sagde Sarah, nu betydeligt mere muntert ”så vil jeg ønske dig en god dag, Emilie. Farvel.”
”Farvel” sagde Emilie, knap nok hørligt.
Efter at have sagt farvel, stod hun stille i ca. to minutter. Tankerne myldrede igennem hovedet på hende, men alle kredsede de sig om det samme spørgsmål. Hvad mente kvinden med at miste de resterende 17.000 ville være det mindste af det hele? Hvad var det overhovedet hun var gået med til? Oh, for helvede, hvorfor havde hun dog ikke læst de dokumenter!
”Og nu skal jeg gå med… træningsbukser” tænkte hun.
Med ryggen bøjet, begav hun hen til det klædeskab hvor hun havde planlagt posen med træningsbukser skulle forblive gemt indtil d. 1. januar. Hun tog posen ud og trak et par op.
”Åh gud hvor ser de ud” tænkte hun, mens hun betragtede den barnlige lyserøde farve. ”Nå, men jeg kan vel lige så godt få det overstået. Tænk på de 17.000 der er tilbage, Emilie. Okay, de er pinlige, men så igen der er ingen der kommer til at se dem og for 17.000 kroner, er det så ikke det værd?”
Langsomt tog hun sit tøj af indtil hun sidst kun stod tilbage i de trusser hun kun for få minutter siden havde iført sig. Så tog hun også dem af, løsnede senderen og rakte ud efter træningsbukserne. Allerede ved at løfte dem bemærkede hun igen hvor tykke de var i forhold til almindeligt undertøj og hvor bløde. Og det indre, åh gud, det var hvidt og fluffy ligesom en… en… Nej, hun kunne ikke holde ud at tænke på det.
”Det er her for latterligt” sagde hun til sig selv, mens hun stak den ene fod igennem buksen og så den anden. Derefter trak hun buksen op over hendes ankler, knæ, lår og til sidst skridt og bagdel. Den passede perfekt.
”Selvfølgelig gør den det” tænkte hun frustreret. ”Hvad havde jeg håbet på? At de havde givet mig et par til små barn, som ikke passede og at de derfor blev nødt til at droppe det hele?”
Så naiv havde selv ikke hun lov til at være.
Buksen føltes blød rundt om hendes bagdel og også tætsiddende. Ikke så stramt at det var ubehageligt, men tæt nok til at den ville blive på sin plads uanset hvilken bevægelse hun foretog sig. Hun mærkede udenpå og lagde igen mærke til det ydre lag af plastik der dækkede forsiden. Det var ikke meget, men det var med til at gøre buksen tykkere end den nok ellers ville have været. Som estimat, vurderede hun, at buksen, alt i alt, nok var mellem tre og fem gange tykkere end hendes almindelige trusser.
Kun iført de lyserøde træningsbukser, listede hun hen foran spejlet og kiggede på sig selv. Det var som om hun ikke kunne tro på hvad hun så. Hvad var det Anders havde sagt sidste nat? At hun havde et ungdommeligt udseende. Tænk hvad han ville sige hvis han så hende nu. Skønt hun havde en krop
som en attenårig, med bryster til at matche, var det som om buksen gjorde hende ti år yngre. Personen i spejlbilledet var ikke en kvinde der lige var flyttet hjemmefra og klar til at begive sig ud i verden. Og da slet ikke en der tog i byen og dansede natten lang. Nej, foran hende stod i stedet en lille uartig pige der kun lige var begyndt pottetræning og som stadigvæk oplevede jævne uheld.
Træningsbukserne føltes behagelige, hvilket kun gjorde oplevelsen endnu mere ubehagelig. Ironisk nok, savnede hun sin mor nu, savnede den sikre hånd, de gode velovervejede råd. Måske hun skulle kontakte hende, forklare hende situationen, se om hun ikke kunne… Nej, det her var hendes byrde at bære og hendes alene. Hun havde rodet sig selv ind i det her og kunne rode sig selv ud på egen hånd. Desuden, så kunne hun ikke lade sin mor eller nogen anden få at vide hvad der var sket, at hun havde tisset to gange i bukserne og hun snart ville skulle spendere hele tre dage i barnlige, lyserøde træningsbukser.
Emilie sukkede, gav sit spejlbillede et sidste sørgmodigt blik og gik ind i stuen. Først da kom hun i tanke om senderen. Med let rystende hånd satte hun den fast på indersiden af træningsbukserne, på omtrent det samme sted som om den før havde siddet på hendes trusser, og opdagede, mere til sin fortvivlelse end til sin overraskelse, at den lyste grønt. Derefter begyndte hun at tage tøj på og oplevede da en vis lettelse da det gik op for hende at selvom træningsbukserne føltes både tykke og bløde at have på, så var de umulige at se igennem hendes mørke cowboybukser.
”Tre dage” tænkte hun ”og så er det overstået. Og én ting er sikker, indtil de her tre måneder er omme, så er det slut med alkohol!”
Og med den tanke skulle hun til at gå ud og få noget morgenmad, da telefonen bimlede. Hun greb den i en stadig rystende hånd og så at der var ankommet en besked. Den var fra Sarah. Der stod kun to ord:
”Stor pige!”
12 Synes om
Glæder mig til mere
Og kapitel 9. Nu begynder det så småt at blive mere ABDL orienteret for stakkels Emilie. 
At kalde de næste tre dage surrealistiske ville have været årets underdrivelse. Men efter den første dag var ovre, var det som om Emilie vænnede sig til tilstedeværelsen af træningsbukserne. I hvert fald så tænkte hun ikke på dem hele tiden. Hun sørgede dog altid for at holde den skjult. Selv den første Søndag da hun var hjemme alene, tog hun en lang t-shirt på. Og tilvænnet eller ej, det var alligevel lidt sært at stå foran spejlet efter badet mandag morgen og gøre klar til at tage af sted til undervisning, kun for at komme i tanke om at hun skulle huske at tage barnlige lyserøde træningsbukser på. Her stod hun og lagde make-up, tog BH på, og gjorde alt andet der var forventet af en kvinde i hendes alder, alt imens træningsbukserne skinnede som en anden candyfloss.
Det var ligeledes underligt at sidde ned med bukserne på. Det føltes blødere, lidt ligesom at sidde på en tynd pude. I bussen, på vej ned mod universitet, bemærkede hun at hun skulle tisse og mindedes da den dag, for knap en måned siden, der havde startet det hele. Og hun huskede hvad Sarah havde sagt til hende, at hvis hun havde flere uheld, så var hun beskyttet. Ikke at hun havde planer om at det skulle ske, for hun kendte konsekvenserne. Skulle hun have et uheld nu, så ville regel 4 blive aktiveret og hendes tid i træningsbukser ville blive forlænget med yderligere tre dage, ligesom hun, i øvrigt, mistede 3000 tusinde kroner.
”Så tror jeg at jeg foretrækker toilettet” tænkte hun, og kunne, på trods af den ydmygelse hun havde været igennem, ikke lade være med at grine nervøst over hvor bizart det alt sammen var. Det slog hende også, mens hun kiggede ud ad vinduet på de grå gader og den kolde efterårsvind, at det værste var egentlig ikke træningsbukserne. Som Sarah jo også have sagt så var de jo blot en anden form for undertøj. Nej, det værste var at hun havde bekræftet både Sarah og lægens fordomme om at hun faktisk led af (hvad havde Sarah kaldt det?) begyndende inkontinens. For alle hendes storladne forsikringer om at hun naturligvis ikke ville have et uheld, så havde hun, allerede fjorten dage inde i programmet, tisset i bukserne… eller i hvert fald i sengen.
Det og så senderen… Den var måske i virkeligheden den der hjemsøgte hende allermest. Især nu, hvor hun brugte træningsbukser. Det var som at have en fodlænke – men beregnet til ens undertøj – som var hun på prøveløsladelse. Det at skulle bevise overfor fremmede, for det var jo hvad de var, at hun godt kunne holde på sin urin, både dag og nat, var ikke bare ydmygende, men nedværdigende. Hendes eneste lyspunkt var at om to måneder og tretten dage så ville det hele være over og hun kunne, hvis alt gik efter planen, gå derfra 17.000 kroner rigere. Og måske, hvem ved, til den tid ville både lægen og AB Associated måske endelig fatte at hun altså var en voksen kvinde der bestemt ikke havde nogle problemer med blærekontrollen.
Knap nok var hun kommet ind ad døren på universitetet, før Line løb hende i møde. Hun ville tale om i lørdags og det gik først da op for Emilie, at hun faktisk slet ikke havde tænkt på introfesten, så optaget havde hun været af uheldet og dets konsekvenser. Ved pausen, mens de sad i cafeteriet, snakkede Line løs om hvor fantastisk en bytur det havde været og hvor glad hun var for at Line var taget med.
”Jeg anede slet ikke du kunne danse så flot” sagde hun febrilsk ”og Kenneth. Jeg lyver ikke, efter den aften er der vist ikke nogen tvivl. Manden forguder dig.”
Emilie smilede, men sagde intet. Kort tid efter ankom nogle af Lines venner og de begyndte at snakke om politik, et emne der aldrig rigtig havde interesseret hende. Men pludselig hørte hun et ord der fangede hendes opmærksomhed.
Ordet ”ble”.
”Ja, altså det er jo hendes liv, men jeg fatter ikke at hun gider det og i så ung en alder” sagde den ene af Lines venner, en ung kvinde med lyst hår.
”Altså hvis det er det hun vil, så er det det hun vil” sagde en anden pige siddende for enden af bordet.
Samtalen drejede sig åbenbart om en medstuderende der for nyligt var blevet gravid.
”Ja, selvfølgelig. Men imellem sutteflasker og bleer hvordan skal hun nogensinde finde tid til studiet?”
”Der er vel en mand involveret?”
”Jo, men han er i forsvaret.”
”Nu? Mens hans kæreste er gravid?”
”Det er vist kun nogle måneder. Han kommer ud inden fødslen.”
”Stadigvæk. Hvis det var mig og han bare troede han kunne stikke af, så…”
Men Emillie mistede interessen. Det var alt sammen meget voksent og som hun sad der omringet af unge succesfulde kvinder, i deres flotte tøj og make-up, blev hun pludselig meget opmærksom på hvad hun havde på under sine bukser. Okay, det var selvfølgelig ikke en ble. ”Nej” mindede Emilie sig selv om ”der er en verden til forskel.” Ikke desto mindre kunne hun ikke lade være med at tænke på hvad de ville sige hvis hun fortalte dem om sine uheld, fortalte dem on træningsprogrammet og om hvordan AB Associated havde behandlet hende. ”Stor pige” havde Sarah skrevet. Emilie havde været målløs. Hvad ville de tænke hvis de vidste at lige her og nu, mens de sad der og snakkede om babyer og bleer, så sad hun der med lyserøde træningsbukser på?
”Hey, Emilie. Er du med os?”
Det var Line.
”Ja, undskyld” mumlede hun ”jeg faldt vist lige i staver.”
Veninden gav hende et langt undersøgende blik og vendte sig så tilbage til samtalen der nu handlede om de kommende eksamener.
”Jeg kan ikke tro at vi kun har en time” sagde den lyshårede studerende fortvivlet. De andre, inklusiv Line, var enige.
”Det er slet ikke nok tid.”
”Og med så stort et pensum.”
”Ja, det vanvittigt.”
Der var ikke meget diskussion. Emilie havde måske en anden mening – hun var ikke sikker – men sagde intet. Igen, faldt tankerne på træningsbukserne. Hun kunne mærke dem mod sin hud, mærke varmen, og kom i samme øjeblik til at tænke på et ord som altid blev brugt i engelske ble-reklamer:
Snugly.
Ja, det var en passende beskrivelse. Træningsbukserne passede hende ”snugly.”
Og der var mere til det end det. Hele sit liv havde hun altid været opmærksom på hvor der var et toilet og hvornår hun skulle tisse. Hun var, som Sarah havde sagt, ”en stor pige”. Og hvorfor ikke? Konsekvenserne ved at tisse i bukserne, især når hun var ude blandt andre, var jo uoverskuelige. Men med et snuptag var også det blevet ændret.
”Hvis jeg tissede nu” tænkte hun ”så ville ingen opdage det. Urinen ville blive absorberet af træningsbukserne og mit tøj ville forblive tørt. Ja, ingen undtagen AB Associated altså.”
Og det var sandt. Havde hun haft dem på den dag hun først kom ned til lægen, så ville situationen have været helt anderledes. Ikke alene ville hun ikke have efterladt en stor pøl på gulvet, men hele den følelse af panik hun havde oplevet forud for sit egentlige uheld, ville ikke have været nær så dominerende.
Men med denne indsigt kom dog også en følelse af skam. Jo, det var praktisk, men det var samtidig også en falliterklæring. Hun kunne sige tusinde gange til sig selv at hun kun bar dem pga. træningsprogrammet, at hun ikke var inkontinent, men det ændrede jo ikke på buksernes funktion eller de omstændigheder der havde bragt hende til dette punkt. Havde en eller anden galning tvunget hende i træningsbukser eller havde hun båret dem som en del af et kostume, ville det have været noget andet. Men hun havde jo haft uheld og værre endnu, ved at bære træningsbukserne signalerede hun at det var muligt, endda langt fra utænkeligt, at hun ville have uheld i fremtiden og at hun derfor behøvede den ekstra beskyttelse. Det at hendes egne handlinger havde bragt hende her, skabte en følelse af skam hun ikke kunne slippe af med. Det var som om hun fortjente at være i træningsbukser.
Ligesom en lille pige der ikke er rigtig pottetrænet.
Åh, ti stille!
”Du er lidt tavs i dag” sagde Line, mens de sammen gik ud ad døren fra universitet.
”Undskyld. Jeg har ikke sovet så meget i nat.”
”Er det pga. det der skete i lørdags? Hvis det er, så skal du ikke tænke på det. Du fik bare lidt for meget at drikke. Det sker for os alle.”
”Nej, det er ikke det” svarede Emilie, der igen ikke havde skænket introfesten en tanke.
”Jamen, hvad er det så? Du kan lige så godt fortælle mig det. Jeg kan mærke der er noget galt.”
Emilie kiggede kortvarigt på veninden. Hun holdt af Line. Meget endda. De havde været sammen gennem tykt og tyndt. Men alligevel, kunne hun ikke få sig selv til at involvere hende i det her.
”Nej, virkelig, jeg er bare lidt træt. Jeg tror måske at jeg er blevet smittet med et eller andet.”
Line betragtede hende som om hun ikke rigtig troede på hende, men lod alligevel emnet ligge.
To dage senere, mere specifikt onsdag formiddag, sad Emilie på sengen og betragtede senderen på sine træningsbukser. Den skinnede grønt, men inden længe, viste hun, ville den skifte til rødt og når den gjorde, så var denne prøvelse forbi. De tre dage var nu ovre og naturligvis, så havde hun ikke haft nogle uheld. En del af hende havde næsten lyst til at fejre det, men knap nok havde hun tænkt den tanke før hun begyndte at skamme sig.
”Nej, jeg er jo ikke en lille pige. Jeg har aldeles ikke brug for at fejre at jeg ikke har tisset i bukserne.”
Tisset i træningsbukserne.
Whatever.
Hun mindede sig selv om at hun stadigvæk ikke havde modtaget de dokumenter fra AB Associated som Sarah havde sagt hun ville sende, nemlig dem som hun havde skrevet under på den skæbnesvangre dag og hvor der åbenbart stod hvordan himlen ville falde ned skulle hun nægte at følge reglerne. Hun havde overvejet hvad præcist det indebar, men så igen, nu hvor hun sad der med senderen lysende grønt hvert øjeblik det skulle være, var det vel i og for sig irrelevant. Det var jo ikke sådan at flere regler ville blive aktiveret.
Og ja, nu skete det. Farven skiftede. Senderen lyste rødt.
Med det samme greb hun om siderne på træningsbukserne, trak dem af og smed dem så tværs igennem rummet og tog derefter et par friske trusser på, de bedste og mest ”voksne” hun havde. Pludselig tikkede der en besked ind på hendes telefon. Den var AB Associated. Det var en billede besked. Der var en tegning af en brun mus der dansende mens den spillede på fløjte og bag den stod hvad hun formodede var musens familie, en musemor og to små musebørn. Himlen i baggrunden var oplyst af fyrværkeri.
Nedenunder var skrevet med lyserøde blokbogstaver, ”Vi fra AB Associated ønsker dig et stort tillykke med din flotte præstation og held og lykke med din fremtidige pottetræning. Flot klaret!”
Emilie stirrede på beskeden. Hun ikke tro sine egne øjne. Hvordan var det de talte til hende?
Hun rystede opgivende på hovedet og lagde telefonen fra sig.
Udenfor begyndte det at regne.
Pottetræning? Det her var aldeles ikke…
Men pludselig, slog det hende, at ydmygende som beskeden var havde den i det mindste klargjort noget. Spørgsmålet vedr. regel 7 der havde plaget hende nogle få uger forinden var nu endelig blevet besvaret. Hvis de kaldte det hun havde foran sig for pottetræning, mens der stadigvæk var knap to en halv måned tilbage af træningsprogrammet, så kunne det kun betyde én ting: De to ting var præcis det samme. Pottetræning var træningsprogrammet.
Ikke?
I slutningen af oktober ankom dokumenterne endelig. Hun havde overvejet at ringe og spørge om hun kunne få dem via e-Boks, men havde siden da ombestemt sig. Det var jo ikke sådan at det hastede. Under alle omstændigheder, så havde hun besluttet sig for at læse det hele. Så hun satte sig en kold tirsdag eftermiddag i en lænestol, mens vinden blæste og regnen hamrede mod jorden, og læste samtlige femogtredive sider. Emilie, om end ikke nogen fan af horror, havde en gang læst en bog af Stephen King. Det her var værre.
For det første så var hun åbenbart pålagt tavshedspligt og måtte derfor altså ikke fortælle nogen, foruden lægen, at hun deltog i træningsprogrammet. Ikke at hun at nogle planer om at gøre dette. For andet, så var konsekvenserne ved at nægte at følge reglerne værre end hun nogensinde havde forestillet sig. Sarah havde haft ret da hun sagde det at miste de 20.000 kroner, eller i hendes tilfælde de 17.000 kroner, var det mindste af det hele. Der stod nemlig i dokumenterne at AB Associated kun ville blive betalt af kommunen så vidt deltageren, på den ene eller anden måde, gennemførte træningsprogrammet, uanset om det betød en succesfuld gennemførelse eller aktivering af regel 7.
Derimod, hvis deltageren afbrød programmet eller nægtede at følge det efter påbegyndelse, så ville AB Associated miste tilskuddet og det ville i sådan en situation være op til deltageren selv at dække deres økonomiske tab. Værre endnu, så havde AB Associated mulighed for at oprette et civilt søgsmål mod deltageren for kontraktbrud, et søgsmål der så vidt det endte i en retssal kunne koste deltageren flere hundrede tusinde kroner, ikke mindst fordi vedkommende, så vidt de tabte, ville blive pålagt at betale sagens fulde omkostninger!
Emilie stirrede vantro på dokumenterne. Det kunne da ikke være rigtigt! Okay, hun var ikke advokat og havde heller aldrig været særligt interesseret i Jura, men det forekom ikke desto mindre vanvittigt at de kunne slippe af sted med den slags. Åh, hvorfor læste hun dog ikke de dokumenter før hun skrev under? Havde hun vidst da hvad hun vidste nu, så havde hun aldrig, under nogle omstændigheder, sagt ja til at deltage.
”Måske” tænkte hun mistænksomt ”er hele formålet at gøre det så ulideligt for folk at de vælger at snyde og på den måde tjene en formue ved at sagsøge dem.” Det virkede måske en anelse paranoid, men hvem ved hvordan disse ting foregik? I hvert fald ikke Emilie. Hun havde knap nok lært at vaske tøj og betale husleje. Retssag, civile søgsmål, kontraktbrud… Hun havde ingen forstand på sådan noget!
Men hvad kunne hun gøre nu? Hun var fanget. Der var ingen vej udenom. Nu måtte hun følge træningsprogrammet de resterende to måneder og så håbe på at hun ikke havde flere uheld. Vanvittigt som det lød, vanvittigt som det jo var, var det ikke desto mindre sådan landet lå.
Hvad var det dog hun havde rodet sig ud i?
9 Synes om
Jeg vil gerne læse mere 
Jamen, her er så lidt mere.
Kapitel 10
”Nej! Nej, det umuligt!”
Emilie kiggede vantro på det gule lys på senderen.
Det var sent om eftermiddagen den 2. november og Emilie havde været på vej hjem fra uni. Fuld af energi havde hun besluttet at gå, men knap nok var hun nået halvvejs før det var begyndt at styrte ned. Det syntes at have regnet hele efteråret. Og bilerne hvislede forbi hende. Pludselig kom en af dem for tæt på, næsten helt ind til rendestenen, og sprøjtede en stor mængde vand op på hende, hvilket gennemvædede den nedre del af hendes bluse og bukser.
To minutter senere havde telefonen ringet.
Uden at tjekke hvem det var, havde hun svaret halvt distræt.
Det var ikke Sarah denne gang, men en af hendes lidt ældre kollager som Emilie ikke kendte. Hun var ikke decideret ubehøvlet, men noget kort for hovedet.
”Ja, jeg ringer bare for at fortælle dig at vi lige har registreret dit andet uheld og regel 2 derfor er blevet aktiveret.”
Emilie troede at hun havde hørt forkert.
”Hvad?”
Bilerne for forbi hende i en endeløs larm.
Kvinden i telefonen sukkede.
Og gentog beskeden.
Emilie grinte nervøst.
”Men jeg har ikke haft nogle uheld. Jeg er faktisk på vej hjem.”
Kvinden trak vejret dybt.
”Senderen har registreret et uheld. Har du nogle træningsbukser med dig?”
”Hvad? Nej, selvfølgelig ikke. Jeg har lige været nede på universitet.”
”Okay. Har du lang vej igen?”
”Det ved jeg ikke. Tyve minutter. Hvorfor?”
”Godt. Når du kommer hjem, så er det vigtigt at du tager træningsbukserne på med det samme og sætter senderen fast. Regel 2 vil så træde i kraft fra dét punkt. Og i fremtiden, sørg altid for at have minimum ét par træningsbukser med dig i tilfælde af uheld.”
”Men, jeg har ikke haft et uheld!” Sagde Emilie igen. Det var som om det først nu var ved at gå op for hende hvad det var der foregik. ”Der må være sket en fejltagelse. Vent, der kørte en bil forbi mig lige før og sprøjtede noget vand op på mine bukser. Kan det være derfor?”
”Nej” svarede kvinden nøgternt. ”Senderen reagerer udelukkende på urin og afføring.”’
Emilie kunne ikke lade være med at skære ansigt da hun hørte ordet ”afføring”.
”Men det kan simpelt hen ikke være rigtigt!” Udbrød hun. ”Der må være noget galt med jeres systemer så.”
Kvinden var tavs et øjeblik og sagde så i et mere konsekvent toneleje, ”Nægter du at følge reglerne?”
”Nej, men…”
”Godt så. Jeg korriger senderen til at om ca. tyve minutter vil du være underlagt regel 2. I dag er d. 2. november og ifølge regel 2 vil du altså skulle benytte træningsbukser i en uge, det vil sige til og med kl. 17:12 torsdag d. 9. november. Er det forstået?”
”Jo, men jeg kan stadigvæk ikke forstå hvordan…”
Kvinden sukkede. Hun virkede, tænkte Emilie, næsten træt, som om hun havde hørt lignende undskyldninger tusinde gange før. Det var tydeligt at hun ikke troede på hende. Hele situationen fik hende til at tænke på en gyserfilm hun havde set for nogle år siden hvor en kvindelig ansat ender med at blive patient på det selv samme sindssygehospital som hun havde arbejdet ved. Moralen var at så snart hun var på den anden side glasset, så at sige, så snart hun var patient i stedet for læge, behandlede alle hende med en uovervindelig skepsis og ingen ville tro på hvad hun sagde. Emilie havde det i det øjeblik på samme måde.
I en lang stund sagde kvinden intet og Emilie var næsten sikker på at hun bare ville lægge på, men ud af det blå spurgte hun i stedet om Emilie var blevet forskrækket da bilen havde sprøjtet vand op på hende.
”Jo” svarede hun forvirret ”en smule. Men hvad har det med-”
”Angstinkontinens” mumlede kvinden, mere til sig selv end Emilie.
”Hvad for noget?”
”Du blev skræmt og derfor kom der lidt urin ud.”
”Men jeg mærkede intet!”
”Men det gjorde senderen altså” svarede kvinden med en tone der sagde basta, sådan var det bare og det kunne ikke diskuteres ”og det er det der tæller.”
Emilie sukkede. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt. Det var én ting at skulle gå med træningsbukser efter sidst hvor hun jo havde haft et uheld, det var noget andet at blive pålagt at gå med dem nu hvor der jo ingenting var sket. Det var ikke fair!
”Jeg kan næsten ikke tro at jeg skal bruge…” hun tøvede og sagde så det ord hun ellers have troet hun aldrig skulle sige ”træningsbukser… I en hel uge. Især når jeg ikke…”
”Beklager, Emilie, men sådan er det.”
”Kan det tænkes at der er sket en fejl? At i har forvekslet mig med en af de andre deltagere?”
”Nej, Emilie. Men hvis du ikke tror på mig er du velkommen til selv at kigge på senderen når du kommer hjem.”
”Ja, det må jeg hellere” svarede Emilie ”for jeg er overbevist om at der må være noget galt.”
”Som du vil. Nå, men farvel Emilie. Hav en god dag.”
”I lige måde” svarede den unge kvinde, halvt distræt, og forbindelsen blev afbrudt.
Femten minutter senere stod Emilie på sit badeværelse og kiggede på senderen.
”Nej! Nej, det umuligt!”
Men det var ikke desto mindre rigtigt. Kvinden havde haft ret. Senderen lyste gult.
Men trusserne var tørre, så hvordan. Vent… De var faktisk lidt dampe foran. Ikke deciderede våde, men mere som vasketøj der var blevet taget lidt for tidligt ud af tørretumbleren. Og jo, der var antydningen af en plet, falmet, knap nok synlig. Ikke meget, men… Hvis hun havde lækket, havde det ikke været mere end et par dråber.
Det var ikke desto mindre nok til at senderen havde opfanget det og det skræmte hende faktisk. Hvis det var så lidt der skulle til, var det så overhovedet muligt at gardere sig imod det? Oplevede de fleste mennesker en gang imellem ikke bare enkelte efterdryp eller små lækager? Var det ikke ret almindeligt? Uheld, rigtige uheld, hvor bukserne udenpå blev våde, de var sjældne. Dem var hun sikre på at hun ikke ville have, men bittesmå, nærmest mikroskopiske utilsigtede vandladninger, dryp, om du vil, hvordan kunne hun være 100% sikker på at hun ikke ville have dem igen? Kunne hun overhovedet sige med absolut sikkerhed at hun ikke havde dem allerede før hun startede programmet? Det var jo ikke sådan at det var noget hun havde tjekket!
Mens hun, med begyndende rædsel, tænkte over dette opdagede hun at senderen skiftede fra gul til rød. Det kunne kun betyde én ting. Hvad var det hun havde sagt til sig selv første gang hun iførte sig trænings-bukserne? At ville hun bevise overfor både lægen og hele AB Associated at hun altså havde upåklagelig blærekontrol og ikke behøvede (hun gøs) absorberende undertøj? Hvordan var det så gået?
Langsomt åbnede hun klædeskabet endnu engang og kiggede i posen med træningsbukser. Der var syv tilbage. Ja, selvfølgelig var der det. Nå, men i det mindste var der nok.
To minutter senere sad hun på sengen kun iført træningsbukser. Senderen lyste grønt som forventet. Hun kunne mærke hendes hjerte banke, mens tankerne for gennem hovedet og spørgsmålene pressede på: Var hun ved at miste kontrollen med det hele, kommet ud hvor hun ikke kunne bunde? ”Nej, lad os nu prøve at være rationel” tænkte hun hårdnakket ”hvad er det værst tænkelige scenarie?”
Du kunne fejle træningsprogrammet.
”Okay. Så mister jeg de resterende nu 14.000 kroner og jeg ville skulle spendere nogle uger i trænings-bukser, måske en måned.”
Når hun beskrev det på den måde, lød det ikke uoverkommeligt, kun irriterende, da hun allerede var begyndt at planlægge alle de ting hun ville købe for de resterende penge. Ikke desto mindre kunne hun leve med det. Det var i hvert fald at foretrække frem for at blive sagsøgt for flere hundrede tusinde kroner.
Men hvad med regel 7?
Det spørgsmål var opklaret. Regel 7 betød bare at hun ville fejle træningsprogrammet og miste de 20.000 kroner. Og ja, så at der skulle gå et år før hun evt. kunne deltage igen og ”det” tænkte hun bitterligt ironisk ”vil næppe komme til at ske!”
Sært nok, så på trods af dets udførlige beskrivelser om både bål og brand så vidt hun brød reglerne, så stod der faktisk intet om præcis hvad regel 7 indebar.
”Måske antager de at det er selvfølgeligt. Det er bare mig der har en tendens til at overtænke alting.”
Ikke desto mindre var det lige så meget den nagende uvished om dette, såvel som ønsket om at få udbetalt de resterende 14.000 kroner, der gjorde at den attenårige kvinde traf en beslutning. Og beslutningen var denne: Fra nu af ville hun overvåge sin blærekontrol konstant. Hun ville sørge for at tisse regelmæssigt, sørge for at hun var helt tør før hun tog trusser (eller træningsbukser) på og at hun, i øvrigt, altid var i nærheden af et toilet. Dog der var én ting der trøstede hende, nemlig at begge hendes uheld havde været forårsaget af usædvanlige omstændigheder. Senderen havde, med andre ord, altså ikke registreret et almindeligt ”dagligdagsuheld”, heller ikke selv om det åbenbart var meget lidt der skulle til. Hvis ikke andet, så beviste det i hvert fald at under normale omstændigheder havde hun upåklagelig blærekontrol.
”Så okay. Syv dage til i træningsbukser og så er det forbi. Så er alt det her bare et ubehageligt minde.”
Hvis ikke du har flere uheld altså.
Hun lagde sig på sengen, kiggede op i loftet og sukkede. Sådan lå hun i måske 10 minutter før hun til sidst satte sig op og tændte for fjernsynet.
Og så en reklame for Goodnites.
En blid kvindestemme spurgte, ”Har din teenage pige stadigvæk uheld om natten? Prøv Goodnites. Ligner almindelige underbukser og sikrer også din lille prinsesse en god og uforstyrret søvn.”
Emilie snøftede.
Hvorfor var verden så grum?
PS: Jeg tror denne historie kommer til at være i tre dele, hvor denne første del handler om det der foregår op til og med aktiveringen af regel 7, den næste del om Emilies liv mens hun er underlagt regel 7 og den sidste del, ja der er jeg ikke helt sikker endnu. Anyway, håber ikke historien er for langtrukken eller for ensformig. Ligesom Emilie, er det vist et større projekt jeg har kastet mig ud i.
15 Synes om
Det en alt for god historie 
Glæder mig til meget mere
Kapitel 11
Emilie blev vækket af telefonen næste morgen. Hun havde denne dag ingen timer, hvilket betød lang weekend og havde derfor planlagt at sove lige så længe hun kunne. Groggy løftede hun telefonen op til sit øre og svarede så halvt mumlende, ”Ja, det Emilie.”
Klokken var kun lidt over otte og det var stadigvæk relativt mørkt udenfor. Hun var ikke sikker på hvor længe hun havde sovet, kun at det var blevet sent aftenen før. Hun kunne lyden af morgentrafik nedenfor, og den kolde efterårsregn piskende mod hendes lille vindue. Det var en perfekt dag at blive hjemme og læse en god bog, måske drikke en kop varm kakao. Men kvinden i den anden ende af røret havde åbenbart andre planer.
”Hej Emilie” sagde stemmen overordentlig muntert taget i betragtning af hvor tidligt det var ”det er Donna. Ja, jeg beklager at jeg ringer så tidligt, men jeg ville høre om du havde mulighed for at komme ind i dag?”
”Ind i dag?” Spurgte Emilie søvndrukkent og gned sig i øjet.
”Ja, til konsultation. Der er noget jeg gerne vil snakke med dig om.”
Havde situationen været anderledes, og var den unge kvinde ikke kun lige vågnet, ville hun nok have spurgt ”om hvad”, men træt som hun var og ikke helt ved sin fulde fem, svarede hun bare at det kunne hun da godt.
”Fint” sagde lægen ”skal vi sige kl. 11:15?”
”Okay” svarede Emilie og de sagde farvel.
Søvnig lagde hun sig tilbage i sengen og trak dynen tæt omkring sig. Det føltes rart, varmt og behageligt. Sådan lå hun i en rum tid, halvt døsende, lyttende til regnens rytmiske hærgen. Halvvejs inden i drømmeland, mærkede hun trangen til at tisse.
”Jeg kan godt falde i søvn alligevel” tænkte hun og lagde sig om på den anden side. ”Jeg kan tisse når jeg vågner.”
Det viste sig dog at være lidt af en umulighed, så efter at have ligget sådan nogle minutter, gav hun endelig op, smed dynen til side og vandrede ud på det kolde badeværelsesgulv.
Som altid blev hun mødt af sit spejlbillede, og sikke et syn det var. En ung næsten nøgen kvinde, i hendes bedste alder, med et smukt symmetrisk ansigt, glansfuldt hår og ypperlige former, kun iklædt tykke lyserøde træningsbukser. Emilie sukkede tungt, trak bukserne ned, satte sig på toilettet og tissede. Nå, men nu kunne hun vel lige så godt blive oppe.
Efter at have tisset, tørrede hun sig grundigt og først da hun var helt sikker på at der ikke var en dråbe tilbage, trak hun træningsbukserne op igen. Under hele processen, kunne hun ikke lade være med at iagttage hvor præcis senderen var. Så snart bukserne var bare en lille smule nede, skiftede farven til rød, og først da de var kommet helt op så de sad komfortabelt rundt om hendes skridt og bagdel, blev den grøn igen. Hun tænkte da på hvad Sarah havde sagt den dag hun havde besøgt AB Associated, og hvad kvinden i telefonen også have mindet hende om, nemlig at senderen skulle lyse grønt mindst 23 timer i døgnet. Indtil da, havde det ikke haft nogen betydning, i det hun jo havde haft træningsbukserne på stort set hele tiden, ligesom var tilfældet da hun bar trusser. ”Men hvad nu” tænkte hun spekulativt ”hvis jeg får et maveonde eller kommer i en anden situation hvor det simpelthen ikke vil være muligt ikke at bære dem i den forskrevne periode? Det er vel ikke komplet utænkeligt at der kunne opstå et scenarie hvor jeg bliver nødt til at spendere mere end én time om dagen på hhv. bad og toiletbesøg? Hvad så?”
Men denne overvejelse afførte blot et nyt, endnu mere irriterende spørgsmål: Hvorfor havde hun ikke spurgt om dette noget før?
Fordi du ikke troede at reglerne nogensinde ville komme til at gælde for dig.
Det var sandt, men så igen… Hun havde ikke tænkt over det da regel 1 blev aktiveret, netop fordi det kun var tre dage, men nu hvor hun havde en hel uge i træningsbukserne ventende foran sig, så var det et spørgsmål hun gerne ville have svar på.
Måske hun skulle prøve at spørge Donna om det, nu hvor de alligevel skulle snakke sammen i dag. ”I øvrigt” tænkte hun pludselig, som om hun først nu var kommet i tanke om lægens opkald ”hvad ville hun egentlig? Donna altså. Hvorfor vil hun gerne have at jeg kommer derned?”
”Måske var det mere formalia, eller også vil hun bare høre hvordan det går med det hele.”
Med denne tanke, trak hun endnu en gang træningsbukserne ned over lår og ankler, og smed dem over i hjørnet af badeværelset. Det var tid til et hurtigt bad.
Et kvarter senere, tog hun et frisk par på og satte senderen fast. Dernæst iførte hun sig noget tøj, krøb sammen i sofaen med en portion havregryn og tændte for Tv’et. En meteorolog trådte frem og sagde, i et noget pessimistisk toneleje, at hvis det fortsatte med at regne, så ville 2023 blive det vådeste år i mands minde. ”Og” sagde han, mens skærmen bag ham ændrede sig fra et Danmarks kort til en femdagsprognose ”det er faktisk overvejende sandsynligt, da den næste uge byder på store mængder regn med risiko for både storm og oversvømmelse.”
Emilie lukkede øjnene og tænkte tilbage til den dag hun flyttede hjemmefra og hvor gyldent solen havde skinnet. Det syntes allerede meget længe siden. Gad vide om det nogensinde ville blive sommer igen.
To timer senere gik hun ud ad døren og tog den velkendte bus ned til lægen.
Hele situationen vækkede i hende en sær følelse af Deja Vu. Turen i bussen, mødet med assistenten og til sidst samtalen med Donna. Som før, var Donna smilende og imødekommende og bad Emilie sætte sig på en stol overfor hende.
”Jeg er glad for at du komme herned med så kort et varsel” sagde Donna, ”jeg håber ikke at jeg har forstyrret dine studier.”
”Nej, det er okay” svarede Emilie beredvilligt ”jeg har fri i dag, så det passer egentlig meget godt.”
”Ja altså lige bortset fra at jeg egentlig havde planlagt at sove længe” tænkte hun irriteret, men sagde selvfølgelig ikke dette til Donna.
”Nå, men det var da meget rart” svarede Donna tilbage ”så får du også en lang weekend.”
”Ja, det gør jeg vel” sagde Emilie nølende, som om hun ikke selv havde skænket den tanke før.
”Hvorfor” tænkte hun selvkritisk ”er jeg så nervøs i nærheden af Donna? Så underdanig?”
Måske fordi du har tisset i bukserne foran hende? Det kan vel umyndiggøre de fleste.
Jo, men det var mere end det. Der var noget over den måde Donna betragtede hende på der gjorde hende usikker. Hun huskede livligt hvordan hun sidste gang havde prøvet, endda ret desperat, at overbevise denne essentielt fremmede kvinde om at hun bestemt ikke havde nogle problemer med at holde sig og hvor lidt Donna havde troet på hende. Og nu, knap to måneder senere, var hun tilbage, efter ikke ét men to uheld!
Hun satte sig i stolen foran lægen og kiggede sig omkring. I modsætning til sidste gang hvor hendes tanker, forståeligvis, havde været andet sted, var hun nu opmærksom på sine omgivelser. Kontoret var lille og relativt beskedent, med kun nogle få reoler fyldt med bøger, et skrivebord, to stole og en aflang briks. Hun genkendte den med det samme hun kom ind og gøs ved tanken om at hun for kun få måneder siden havde ligget nøgen på denne briks mens lægen havde undersøgt hendes nedre dele for potentiel inkontinens.
Mens hun mindedes dette, sad Donna og læste noget på hendes computerskærm og Emilie så hvordan hendes læber bevægede sig i takt med de forskellige ord. Udenfor hørte hun lyden af et trykluftsbor, langt borte, og bemærkede i samme åndedrag at vinduet stod åbent. Der var koldt i rummet, ikke voldsomt, men nok til at være ubehageligt, og som hun sad der og ventede på at Donna blev færdig med at læse hvad hun formodede var hendes journal, mærkede hun langsomt gåsehuden krybbe op ad armene. Hun var dog ikke helt sikker på at det skyldtes kulden.
Donna rømmede sig og sagde så, som havde hun læst Emilies tanker, at hun havde modtaget lidt
overraskende nyt vedr. hendes situation fra AB Associated.
”Der står her” sagde hun, mens hun kiggede på journalen ”at du, siden du påbegyndte træningsprogrammet for kun lidt over en måned allerede har haft to uheld, ja altså af den våde slags.”
Emilie stivnede og skar ansigt. Selvfølgelig havde uheldene været af den våde slags. Hvad ellers kunne de have været?
”Og det” fortsatte Donna, opsummerende, stirrende på skærmen ”betyder, så vidt jeg kan se, at du har aktiveret i alt to regler og at du nu er pålagt at gå med træningsbukser indtil d. 9. november. Er det korrekt?”
Emilie, der ikke vidste hvad hun skulle sige, nikkede blot.
”Okay. Nå, men så bliver jeg nødt til at spørge: Har du træningsbukser på nu?”
Dette spørgsmål medførte et øjebliks stilhed. Emilie prøvede at sige noget, men ordene ville ikke komme. Hvordan skulle hun dog kunne indrømme overfor lægen at hun at hun havde haft to uheld, uden at kvinden blot ville se det som en bekræftelse af Emilies – hvad var det hun havde kaldt det? – ”begyndende inkontinens”? Derfor sagde hun i lang tid intet og først da Donna skulle til at spørge igen, overbevist om at Emilie ikke havde hørt hende, svarede hun med den spinkleste stemme, ”Ja”.
”Hmm” svarede lægen, og betragtede hende med det samme undersøgende blik.Det føltes, tænkte Emilie, mere som om at blive betragtet af en dommer end en læge. Hvad var det politiet sagde når de arresterede folk? ”Alt hvad du siger kan blive brugt imod dig selv!”
”Jeg må indrømme” sagde Donna tænksomt ”at jeg er en smule overrasket. Det er ikke mere end knap to måneder siden du sad i dette kontor og fortalte mig at du ingenlunde var inkontinent, at du var en stor pige, og at reglerne var irrelevante for dig. Og nu kommer du her iført træningsbukser.”
Emillie blinkede, både flov og indigneret over lægens implikationer. Men som før forblev hun tavs, og sad der bare som en uartig skolepige der bliver irettesat af læreren.
”Det var i hvert fald ikke hvad jeg havde forventet da jeg skrev dig op til træningsprogrammet. Jeg mener, du er en ung sund kvinde, uden nogen sygdomshistorik. Jeg ville have troet at du var selvskrevet til at få udbetalt de 20.000 kroner når det her er omme.”
Og igen holdt hun en pause, som ville hun give den unge kvinde en chance til at forklare sig.
Men da Emilie stadigvæk ikke sagde noget, rystede hun bare opgivende på hovedet og sukkede i et mildest talt skuffet toneleje, ”Men jeg tog åbenbart fejl.”
Denne bemærkning drog dog endelig Emilie ud af hendes dvale.
”Nej, vent” sagde hun ”jeg er ikke inkontinent. Det er alt sammen en fejltagelse. En misforståelse.”
”En misforståelse?” Spurgte Donna med et hævet øjenbryn, mens hun kiggede på kvinden med det samme dømmende, overlegne blik. ”Hvordan det?”
”Jo ser du” begyndte Emilie og i de næste ti minutter fortalte hun livligt om alt hvad der var sket relateret til de to uheld, hvordan hun havde drukket for meget og vågnet op i en våd seng og om hvordan det var bilens sprøjten med vand der havde forårsaget det andet uheld. ”Men jeg er altså ikke” påpegede hun grinende nervøst ”rigtig inkontinent. Som AB Associated jo også kan fortælle dig har jo båret senderen konstant og udover de to usædvanlige omstændigheder, har jeg jo ikke haft nogle egentlige uheld.”
Da Emilie var færdig mod monologen, følte hun sig bedre tilpas. Selvom det var pinligt at snakke om, var det alligevel godt at få det ud i det åbne. Og det var jo rigtigt alt sammen. Med senderen så nænsom som den jo var, havde der været tale om real inkontinens, så ville den jo lyse gult hele tiden.
Men nu var det Donnas tur til at være tavs. Mens Emilies monolog kom til sin afslutning, sad hun der bare, med armene over kors, og et mildest skeptisk udtryk i ansigtet. Det var et udtryk der syntes at sige, ”Ja, kom så, lad mig høre din nyeste søforklaring. Du graver kun dig selv ned i at dybere hul, men i det mindste er det underholdende.”
Emilie, der fornemmede lægens skepsis, syntes samtidig kun at blive mere og mere desperat, talende hurtigere og hurtigere, i et endeløst virvar af halv fuldendte sætninger der til sidst var uden form og mening. Det var som en dødsdømt spiral, en dans af ren nyttesløshed, for jo mere skeptisk Donna blev, jo mere prøvede Emilie at overbevise hende og jo mere hun prøvede at overbevise hende, jo mere skeptisk blev Donna. Til sidst gav hun og satte sig tilbage i sædet, som en anden advokat der havde spillet sine bedste kort, men godt vidste at slaget var tabt.
”Og det vil du altså have at jeg skal tro på?” Spurgte Donna hende pludselig i en tone så afvisende og hånlig, at det bragte Emilie tilbage i kampen.
”Men det er altså rigtigt” sagde hun ”jeg har også prøvet at nævne det flere gange for Sarah og de andre, men de snakker bare om regler og procedurer… Men jeg er altså ikke inkontinent!”
Men det var håbløst, så snart hun så kvindens udtryk, vidste hun at hendes ord kunne ændre intet.
”Emilie” svarede Donna, overbærende og afvisende på samme tid, ”du bliver ved med at sige at du ikke er inkontinent, men ved du overhovedet hvad inkontinens er?”
Emilie begyndte at mumle noget i retning af at det var manglende evne til at holde på vandet, men blev hurtigt afbrudt af Donna.
”Nej, det er slet ikke så simpelt. Tro mig, kære, jeg ved hvad jeg snakker om. Jeg har haft mange patienter gennem årerne der har døjet med alle slags inkontinens og det er meget mere kompliceret end du lige tror. Jo, det er rigtigt at for nogle så er inkontinens manglende evne til at holde på vandet overhovedet, men for mange andre, endda de fleste, så dukker det problem kun op ved særlige lejligheder, eller som du kaldte det, ”usædvanlige omstændigheder”. Det er dog stadigvæk” bemærkede hun med en mere alvorlig mine ”inkontinens, ligesom det du lider af nu godt kan kaldes inkontinens.”
”Jo, men det jo kun fordi-” begyndte Emilie og blev igen afbrudt af lægen.
”Emilie” svarede lægen, nu mere imødekommende, ”du en klog pige. Tænk lidt over det. Den fest du beskrev, hvor mange var der med til den?”
Emilie trak på skuldrene. ”Det ved jeg ikke. Mellem 500 og 1000 vel.”
”Og hvor mange af dem drak så meget som du gjorde?”
”Aner det ikke. En del vel. Hvorfor?”
”Okay. Så en del af dem der var med til festen, drak lige så meget som dig, men Emilie tror du også at de alle sammen vågnede op i en våd seng næste morgen? Og tror du også at alle der bliver skræmt af en forbipasserende bil ender med at tisse i bukserne?”
Til det havde Emilie ikke noget svar, kun følelsen af at være blevet fanget i en fælde.
”Okay, tid til at håndtere det her på en voksen måde” tænkte hun beslutsomt, i et sidste desperat forsøg på at bevare hvad der var tilbage af hendes værdighed. Det var tydeligvis ikke muligt at overbevise Donna om at hun ikke var inkontinent, så måske skulle hun gribe det an på en anden måde.
”Så hvad er det du siger?”
Donna rystede på hovedet.
”Det er ikke hvad jeg siger, Emilie, men hvad AB Associated siger og hvad de fortæller mig, klart og tydeligt, er at du lider af angstinkotinens.”
”Angstinkontinens?” Udbrød Emilie, hvis nyfundne voksne temperament allerede var ved at krakelere.
”Ja, det er korrekt. Du behøves ikke at være så overrasket, det er faktisk ret almindeligt. Og i din situation giver det jo også ret god mening.”
”I min situation?” Spurgte Emilie forvirret.
”Ja, tænk over det. Du er ude for første gang på egen hånd, væk fra moar, du er lige påbegyndt et studie på universitet og skal til at vænne dig til en masse voksenting. Det er ret stort pres, Emilie, og det er helt forståeligt hvis du skulle føle lidt angst. Det kan også forklare hvorfor dine uheld startede kun få måneder efter du flyttede hjemmefra.”
”Angst? Men jeg føler ikke…”
”Det er faktisk” fortsatte Donna upåvirket af sin patients indvendinger ”en god ting. Det ville have været meget værre hvis din inkontinens havde rod i et eller andet fysisk. Lidt angst kan vi sagtens håndtere. Du har bare brug for lidt støtte.”
”Støtte?” Svarede en træt Emilie der næsten havde opgivet at protestere.
”Ja. Støtte. Derfor” fortsatte Donna ”vil jeg gerne anbefale dig til vores egen terapeut. Hun er meget rar og nem og tale med og det koster ikke noget.”
En sidste flig af modstand manifesterede sig just da i den unge kvinde.
”Nej, det er altså for meget nu. Jeg lider ikke af angstinkontinens, jeg er ikke under et stort pres og jeg har bestemt ikke brug for at tale med-”
”Emilie!” Udbrød Donna pludselig, hendes toneleje hårdt og kontant. Emilie standsede brat og kiggede nervøst på lægen, hvis ansigt var koldt og autoritært. ”Jeg er ved at være godt træt af det her. Jeg kan, naturligvis, ikke tvinge dig, men jeg vil stærkt opfordre dig til at samarbejde, med mig såvel som AB Associated.”
”Og hvis jeg vælger ikke at samarbejde?” Svarede Emilie i en tone mere rebelsk end hun havde brugt før i sit unge liv.
Donna smilede sterilt.
”Det ville være bedre for dig hvis du gør.”
Og med det forsvandt den sidste rest af selvstændighed i den unge Emilie og hun gik med til at snakke med en terapeut i en time hver tirsdag eftermiddag, således at de sammen, som Donna udtrykte den, ”kunne finde en fælles løsning på hendes lille problem.”
Donna selv syntes derefter fuldstændig at ændre personlighed. Borte var dommeren, det dominerende blik, og skepsissen. Nu var hun Emilies ven og behandlede hende med overordentlig nænsomhed. ”Vi er her jo alle sammen” mindede hun hende om ”for at hjælpe dig.”
”Jeg vil faktisk gerne” fortsatte hun varmt ”gerne lige kigge efter dernede. Så hvis du tager alt tøj af og lægger dig på briksen, så er jeg tilbage om et øjeblik.” Og med det forsvandt hun ud af rummet, nynnende en melodi Emilie ikke kendte.
Med den sidste flig af modstand borte, gjorde den unge kvinde som der blev sagt. Mekanisk, som var hun ikke helt til stede, tog hun sin trøje, t-shirt, bh og bukser af. Men da træningsbukserne kom til syne, stoppede hun. Det gik først da op for hende at dette ville være første gang en anden person ville se træningsbukserne. ”Men ikke mens jeg har dem på ” tænkte hun stædigt, tog dem hurtigt af og smed dem tværs igennem rummet indtil de ramte stolen med en let raslende lyd.
Nu sad hun på briksen fuldstændig nøgen og ventede på at lægen kom tilbage. Ud af øjenkrogen så hun at senderen på træningsbukserne nu lyste rødt. Ingen overraskelse. Hvad der til gengæld kom bag på hende var at hun faktisk hellere ville side her uden en travl på kroppen, end at hun ville sidde iført træningsbukser. Emilie havde ellers altid været en blufærdig pige, men alligevel, i dette øjeblik, var det nemmere at acceptere at blive set uden noget på end at blive set iført træningsbukser.
Just da kom Donna tilbage og smilede da hun så Emilie ventende på briksen, med benene dinglende ud over kanten.
”Okay” svarede hun muntert ”hvis du lægger dig tilbage op på briksen, så er jeg færdig om et et par minutter.”
Og som sagt, så gjort, Emilie lagde sig vandret på briksen, med benene let spredt, mens Donna ligesom for knap to måneder siden undersøgte hende. Det var dog ikke helt ligesom sidste gang. Jo, lyspinden var der, plastikhandskerne ligeså, men det var også anderledes. Donna var ikke alene grundigere, hun rørte også Emiles længere og længere oppe af låret, indtil hun sidst nåede steder hvor den unge kvinde aldrig havde haft nogen røre hende før. Hendes vejrtrækning blev tiltagende langsommere, mens hun mærkede de kolde plastikbukser nærme sig lysken og endelig, da hun følte Donnas fingre på udkanten af hendes læber, gav hun et ryk og begyndte, af ren refleks, at sætte sig op.
”Ja undskyld” mumlede lægen ”men jeg vil gerne være lidt mere omhyggelig den her gang. Bare rolig, det er snart overstået.”
Og med det placerede hun en venlig, men fast hånd på Emilies flade mave og skubbede hende ned igen.
Emilie sukkede og ikke af fornøjelse.
”Det her sker ikke” tænkte hun vantro ”det kan ikke være rigtigt, at den første person der rører mig dernede er en kvinde femten år ældre end mig, en kvinde jeg slet ikke kan lide, og som kun gør det fordi hun er overbevist om at jeg er inkontinent. Det kan ikke-”
Pludselig, røg en af fingrene op i hende.
Emilie gispede.
Og mærkede hvordan hun langsomt blev udvidet.
Hun ville sige noget, bede Donna om at stoppe, men kunne ikke en gang trække vejret. Det varede kun et par sekunder, så fornemmede hun fingeren forlade hende. Hun pustede og hev efter luft.
”Hvad laver du!?”
”Sssh” svarede Donna, som beroligede hun et lille barn. ”Det er helt okay. Bare lig stille.”
”Nej” tænkte Emilie ”det er ikke okay. Intet af det her er okay! Du har lige stikket en finger op i min, min…” Hun mærkede tårerne presse på og følte rummet svimle omkring hende.
Men Donna fortsatte ufortrødent. Endelig, efter hvad der syntes som en evighed, sagde hun igen med den samme næsten komiske munterhed at ”det var det” og at hvis Emilie blev liggende så var hun tilbage lige om lidt.
Og med det gik hun over til stolen og fandt træningsbukserne.
”Hvorfor har jeg ikke lagt dem længere væk” tænkte Emilie bittert.
”Nøj, hvor er de søde” svarede Donna grinende mens hun holdt træningsbukserne op foran sig og studerede dem fra alle vinkler og kanter ”jeg vidste slet ikke de var så nuttede.”
Emilie svarede ikke, men sukkede kun opgivende. Fem sekunder senere stod Donna for enden af briksen.
”Okay, først ene fod” sang hun muntert og igen, mekanisk, gjorde Emilie som anvist og stak den ene fod igennem buksen ”og så den anden fod”. Stadig liggende vandret, sansede hun hvordan Donna gradvist trak træningsbukserne op over hendes ankler, lår indtil hun nåede det nederste af bagdelen.
”Løft rumpen” sagde hun og Emilie adlød og følte i samme åndedrag træningsbuksernes nu genkendelige polstring.
”Hun har lige givet mig træningsbukser på” tænkte Emilie surrealistisk ”mens jeg lå hjælpeløs på en briks, som var jeg en anden baby der blev skiftet på puslebordet!”
Nej, det var for meget. Hun ikke klare mere ydmygelse.
Hun satte sig op og greb ud efter sit tøj.
”Hovsa” svarede lægen overrasket over hendes patients pludselige bevægelser. ”Nå ja, men du kan selvfølgelig også godt klare resten selv.”
Og med det vente hun tilbage til sin stol og sin computer og begyndte igen med at indtaste en masse ord i hvad Emilie formodede var hendes journal. Et minut senere havde Emilie fået tøj på og sad nu overfor lægen endnu en gang.
”Nå, men min antagelse var altså korrekt. Det havde jeg vel godt lidt på fornemmelsen sidste gang, men nu er jeg helt sikker. Der er ikke noget fysisk galt med dig, Emilie. Det er nu slået fast med syvtommersøm.”
”Syvtommer fingre” tænkte den unge kvinde og gøs.
”Så altså, du fortsætter med programmet, går i gang med terapien og så håber vi på at vi kan standse din inkontinens i opløbet. Men Emilie” sagde Donna, med en pludselig alvorlig mine ”det kan godt være du skal forberede dig på at det ikke bare er så ligetil. Hvad er det man altid siger? Håb på det bedste, men forbered dig på det værste. Som jeg sagde, så er det ikke hvad jeg havde forventet da jeg skrev dig op til programmet, men ikke desto mindre, så er det altså sådan situationen ser ud i dag!”
Emilie prøvede at smile, men i baghovedet hørte hun stemmen fra før næsten råbe at hun ikke var inkontinent, at der var tale om en stor fejltagelse, og så videre. Men hvad nytte var det at give lyd til den stemme nu? Ingen lyttede jo til hende alligevel.
I stedet nikkede hun som sædvanlig, gav Donna hånden, sagde farvel og skyndte sig ud af lokalet uden at kigge sig tilbage.
På vej hjem i bussen kom der en besked ind på hendes telefon. Der stod følgende: ”Kære Emilie, vi har liget været forbi for at prøve at aflevere en pakke men fandt ingen hjemme. Pakken vil nu blive indleveret til det nærliggende pakkecenter hvor du vil kunne afhente den snarest muligt.” Emilie stirrede på beskeden. En pakke? Hvad for en pakke? Hun ventede ikke på nogle pakker. Hun havde ikke bestilt noget. Nå, men det var vel også lige meget. Hun havde andre ting at tænke på.
For som hun stirrede ud ad vinduet på den evigt regnfulde gade, mærkede hun hvordan følelserne langsomt krøb ind over hende. Uudslettelige erindringer, billeder i glimt. Donnas fingre på steder hvor de ikke burde have været; absurditeten, magtesløsheden. Det var som om Emilie var borte og i hendes plads var der en dukke uden nogen form for bemyndigelse, en dukke man kunne gøre med hvad man ville. Hvad var det Aqua havde sunget? ”You can brush my hair, undress me everywhere.” Og hun kunne intet sige, for hende var det den nye normal. Hun var selv gået med til det, underkastet sig de gældende regler. Jovist, hun kunne skifte læge, men hvem kunne sige at det ville afhjælpe problemet? Måske vil den næste læge være lige så slem eller værre.
Men hun havde rørt hende… dernede… hun havde gået op i hende.
Ja, men er det virkelig det der plager dig?
Nej, det var det vel ikke. Donna havde jo som sådan ikke seksuelt forulempet hende. Sådanne undersøgelser var jo strengt set ikke ualmindelige. I hvert fald ikke så vidt ikke vidste. Men det var måden hun havde gjort det på, ja, som om Emilie var en dukke og at det derfor ikke betød noget.
En dukke eller en lille pige. Tænk over det, Emilie, måske er det derfor hun var så ligegyldig i forhold til din nøgenhed. Var du voksen, ja, så kunne den handling hun foretog i dag anses som seksuel, ja endda grænseoverskridende, men for et barn der kun lige har smidt bleen og rykket op til træningsbukser, er alt det her jo komplet selvfølgeligt.
”Men jeg er ikke en lille pige” tænkte Emilie irriteret, men kunne ikke desto mindre undgå at give stemmen ret. Der havde ikke været noget seksuelt i lægens handling, simpelthen fordi lægen ikke var interesseret i hende på den måde. Hun havde blot undersøgt hende for inkontinens på samme måde hun ville have undersøgt et barn for inkontinens.
For det var tydeligt at i hendes øjne så var det alt Emilie var, et barn, med en gradvist forværrende blærekontrol.
Og det, mere end så meget andet, var måske det værste af det hele.
Næste dag, gik hun ned til lokale købmand for at hente sin pakke. Det var stadig tidligt om morgenen, og der var, så hun, ingen andre i lokalet end en kvinde, måske et par år ældre end hende selv, stående bag disken. Hun havde et frisk æbleagtigt ansigt, med lyst hår og store blå øjne, et ansigt der fik Emilie til at tænke på dannebrog og jordbær med fløde og varme, gyldne sommerdage.
”God morgen” sagde hun smilende da Emilie trådte ind i butikken og Emilie gentog hilsen.
”Jeg er her for at hente en pakke.”
”Er det GLS eller Dao?”
”Øh, Dao.”
”Har du et nummer ID?”
”419731.”
”Okay, lige et øjeblik.”
Og med det forsvandt kvinden ud i et baglokale og var væk i et stykke tid.
Imens tænkte Emilie på hvem der mon havde sendt pakken og hvad den indeholdt. Var det måske en gave? Havde hendes mor sendt hende noget? Kunne det være fra Line? Hvad end det var, så var spændingen til at føle på og allerede havde hun forestillet sig ti forskellige ting der kunne være indeni, lige fra nyt tøj og nye sko til en ny computer.
Hvad hun dog næppe havde forestillet sig, var det hun så da kvinden kom ud fra baglokalet. For i hendes hånd var der ikke bare en firkantet brun pakke, men en firkantet brun pakke med store billeder af træningsbukserne understreget af ordene ”AB Associated”! Og det var værre end det, for ikke alene var der et billede af træningsbukserne, der var også et billede af en pige med dem på, en pige der så ud som om hun ikke kunne være ældre end tretten eller fjorten år! Hun havde fregner og rottehaler og grinede over hele hovedet.
Emilie kiggede mundlam ned i gulvet. Hvad måtte kvinden dog ikke tænke om hende. Hvordan i al verden skulle hun forklare dette? Sådan stod hun en tid, indtil hun hørte lyden af kassen blive placeret på disken foran hende, efterfulgt af et spørgsmål.
”Er du Emilie?”
Hun kiggede op. Kvinden smilede stadig, ligesom før. Måske havde hun ikke set billederne?
”J- ja” svarede den attenårige pige og bemærkede hvordan hendes stemme rystede.
”Jamen, så er den her vist til dig” sagde hun muntert og rakte Emilie pakken som hun tog, igen kiggende ned i gulvet. Først da gik det op for hende at pakken, foruden at være overordentlig blød, var alt for stor til at være i hendes pose. Hvad gjorde hun nu? Det var jo ikke sådan at hun have lyst til at bære den hele vejen hjem, også selvom det var tidligt på morgenen og stadig mørkt.
”Har i måske en pose den kan være i?” Spurgte hun langsomt, mens hun prøvede at få sin stemme under kontrol.
”Det tror jeg ikke” svarede kvinden sørgmodigt ”men den er vist heller ikke så tung, så jeg tror godt du kan bære den.”
Emilie tøvede et øjeblik.
”Det ikke dét, det er bare…”
Emilie gik i stå. Først kiggede kvinden blot på hende, let forvirret, men langsomt faldt hendes øjne på den brune pakke og de to billeder med træningsbukser. Derefter fulgte blot nogle få sekunder af tavshed, i hvilken den unge pige havde mest af alt lyst til at gribe pakken og løbe ud af lokalet uden at se sig tilbage. Men i stedet forblev hun stående og da kvinden kiggede op fra billederne og mødte Emilies øjne, havde alting ændret sig. Der var nu noget forstående i det blik, noget overbærende, der for Emilie var både ydmygende og beroligende på samme tid.
”Okay. Jeg forstår problemet” sagde kvinden bag disken, i en lav, intim tone. ”Jeg har en ide” og med det bad hun Emilie følge efter hende ind i det nærliggende lokale hun først havde hentet pakken fra. Derinde, fandt hun en mørk affaldssæk og sagde at hvis Emilie åbnede pakken, så kunne indholdet være i den, således at ingen kunne se det.
Emilie prøvede at smile. Hun værdsatte kvindens hjælp, men ikke desto mindre, gøs hun ved tanken om at endnu en person skulle se træningsbukserne. Men hvad andre muligheder var der? Det var det eller at gå med kassen hele vejen hjem og hvem ved hvor mange der så ville øje på den i løbet af turen? Derudover havde kvinden jo allerede set billederne, så hun var afsløret.
Den tanke satte gang i et nyt godstog af spekulationer, for hvad nu hvis kvinden kendte nogen hun kendte, måske endda nogen fra universitet. Åh Gud, så ville hun blive kendt som pigen der går med træningsbukser! Nej, hun kunne ikke lade det ske.
Kvinden åbnede pakken med en saks. Hun var, så Emilie, ualmindeligt handy og det var tydeligt at hun var hvad hendes onkel en gang havde kaldt for en ”udendørspige”. Emilie satte sig på hug på gulvet og bøjede sig over pakken.
”Sådan” sagde kvinden, stadig smilende ”nu ved jeg jo ikke hvor mange der er, men mon ikke de kan være i sækken her?”
”Hvor mange” tænkte Emilie miserabelt. Hun taler om antallet af træningsbukser. Men pludselig fik hun ide.
”Jeg tror der er omkring femten tyve stykker. Så passer det i hvert fald med den tid hun skal blive hos os.”
”Hvem?” Spurgte kvinden halvt distræt, mens hun skar sig igennem pap og tape.
”Åh, min kusine” svarede Emilie, og prøvede ihærdigt at få det til at lyde henkastet ”hun holder ferie hos os en uge eller to.”
”Og bukserne er til hende?”
Der var noget i den stemme der ekkoede lægens skepsis. Eller også var det alt sammen bare noget der foregik i Emilies hoved.
”Ja, små børn du ved.”
”Ja, mon ikke. Min lillebror havde det samme problem i årevis. Han bar dog aldrig noget så nuttet som disse.”
Emilie stirrede på træningsbukserne kvinden holdt i hænderne.
”De er egentlig ret store. Er hun en stor pige din kusine?”
”Hun er i hvert fald teenager.”
Noget måtte hun jo sige; det var tydeligt at træningsbukserne ikke var designet til et lille barn.
”Jeg får næsten lyst til at prøve én” sagde ekspedienten frisk, med, for Emilies smag, et lidt for muntert glimt i øjet. ”Nå men jeg må vel hellere tilbage til disken hvis nu der kommer kunder. Kan du klare resten selv?”
Det kunne hun. Hurtigt pakkede hun træningsbukserne ud – der var faktisk tredive par i et alt – og gemte dem i en sort affaldssæk. To minutter senere var hun på vej af døren, da veninden kom hende i møde. Hun virkede pludselig nervøs.
”Jeg ved godt at jeg måske ikke burde sige noget” sagde hun nølende ”men du behøver altså ikke at skamme dig over det.”
Emilie kiggede forvirret på kvinden. Først troede hun at hun havde adresseret en anden, men de var stadigvæk helt alene i den lille butik.
”Skamme mig over hvad?” Spurgte hun.
”Over at gå med træningsbukser” svarede kvinden prompte.
Emilie frøs. ”Men… Men jeg går ikke med træningsbukser. Det min kusine der-”
”Jeg så dem da du satte dig på hug lige før. Jeg genkendte mønstret.”
Og med det mærkede Emilie hvordan hjertet steg op i halsen. Hun anede ikke hvad hun skulle sige.
”Nej, virkelig, min kusine hun… Jeg går ikke med… Jeg…”
"Det er helt okay. Undskyld, jeg skulle måske ikke have sagt noget. Jeg ville bare så gerne sige at
jeg syntes det er helt okay.”
”Okay” svarede Emilie ”øh, tak!”
Og med det vendte hun sig om og gik hjem med tårerne strømmende ud af øjenkrogene.
”To personer. To personer har set mine træningsbukser!”
Det var aften samme dag og Emilie sad foran fjernsynet. Men hun ikke koncentrere sig. Det eneste hun tænkte på var kvinden i kiosken der havde afsløret hendes hemmelighed.
”Fem dage” tænkte hun og ”så er det slut, for evigt.” Skønt hun nu havde intet mere end femogtredive træningsbukser i hendes skab, var det lige meget. I hvert fald de tredive ville aldrig blive brugt. Klokken var ikke mange og Emilie var sådan heller ikke træt, men havde omvendt heller ikke lyst til at blive oppe.
Forsvinde under en varm dyne og glemme alt, ja det var hvad hun ønskede nu. Men liggende der, kun iført træningsbukserne, blev hun igen og igen mindet om sin situation. Hun kunne ikke undslippe dem. Polstringen, tykkelsen, den ekstra blødhed mellem hendes ben, alt sammen syntes det designet til altid at gøre hende opmærksom omkring hvad hun havde på. Og selv i mørket kunne hun se lyset fra senderen, skinne grønt. Synet fik hende næsten til at græde.
Det var for meget. Lægens behandling, den mystiske pakke og at have en fremmed kvinde opdage hendes træningsbukser, hun kunne snart ikke klare mere. ”Fem dage” tænkte hun igen og igen, kontinuerligt som et mantra ”kun fem dage. Jeg ved jeg kan komme igennem det.”
Og med denne, nogenlunde beroligende tanke, varm og tryg under sin dyne, iført sine træningsbukser, faldt den unge Emilie i søvn.
16 Synes om
Den er så spændende og udfordrende, skønt at følge hendes tanker og undren. Virkelig frækt med lægen, at hun stikke en finger op i hende, så uskyldigt og alligevel sidder man og ser frem til næste gang…
1 Synes om
Den er virkelig så spændende at jeg næsten ikke kan vente på mere 
Jeg håber at du bliver ved med skrive fordi det er du fantastisk til 
1 Synes om
Den er virkelig god og spændende
Mange tak. Her er den næste del:
Kapitel 12
Fem dage var lang tid. Hvem var det der havde sagt at tid var relativ? En varm sommer, hvor du lå på stranden, mens solen skinnede, den forsvandt hurtigt, men fem hele dage iført træningsbukser, ja, det var en anden historie.
Siden den morgen hun var blevet ”opdaget”, var Emilie blevet paranoid. Indtil da, havde hun ikke gruet så meget over det. Jo, bukserne var sære at have på, og hele situationen føltes fremmed, men at andre skulle kunne se det, havde hun faktisk ikke skænket en tanke.
Sandheden var at bizart som det lød, så var hun næsten begyndt at vænne sig til det hele. Nogle gange gik der faktisk hele timer hvor hun ikke tænkte over at de var der. Dagen efter oplevelsen nede i kiosken, var hun stået op, gået ud på sit badeværelse for at tisse kun for at blive næsten forskrækket over sit spejlbillede. Men selvfølgelig, der var også situationer, især når væk fra hjemmet, hvor hun konstant var opmærksom på hvordan hun sad, hvad for noget tøj hun havde på og at hun ikke skulle bøje sig alt for meget fremover.
Ikke desto mindre, så forsvandt dagene én efter én, som blade falder fra træerne, uadskillelige lige bortset fra én ting: Kenneth.
Hun blev nødt til at gøre noget. Det kunne ikke blive med at gå.
Manden havde tydeligvis følelser for hende, og hun var efterhånden ret sikker på at hun ikke havde det på samme måde.
Det var ikke fordi der var noget galt med Kenneth. Okay, han var måske ikke særlig flot, men det betød heller ikke noget, han var sød og intelligent, om end lidt genert. Men Emilie selv var jo heller ikke festens midtpunkt, så måske passede de egentlig ret godt sammen. Det var i hvert fald hvad Line sagde stort set hele tiden.
Så hvorfor var det at hun ikke var interesseret? Var hun virkelig så overfladisk at det eneste der kunne fange hende var det gode udseende? Nej, det var ikke det, for hun havde som sådan heller ikke noget blik for de andre mere flotte drenge, med deres markerede ansigter og veltrænede muskler. Tværtimod.
Uanset hvad, så blev hun nødt til at melde klar besked, for det her kunne simpelthen ikke forsætte.Hver pause hang han omkring hende, som var han en bi og hun hans dronning. ”Hvordan har du det Emilie?” ”Går det godt Emilie?” ”Syntes du ikke også at bla bla bla…”
Og endnu værre, nu var han også begyndt at ringe til hende.
”Jeg fik nummeret fra Line” grinte han, da en tydeligvis Emilie overrasket spurgte hvor han havde nummeret fra ”men du er også på Krak.”
Tanken om at han havde googlet hende og fundet hendes nummer på en eller anden hjemmeside gjorde hende underligt urolig.
”Okay…” svarede hun tøvende, efterfulgt af et øjebliks stilhed.
”Måske jeg bare skulle fortælle ham det nu. Lade ham vide at jeg ikke er interesseret.”
Stilheden trak ud. Det var ikke som den aften ved baren hvor Emilie var beruset. Dette var pinlig stilhed. Ulidelig.
Men det blev ikke bedre de Kenneth endelig sagde noget.
”Hør, Emilie” startede han langsomt, opmærksom på hvert et ord ”jeg har tænkt på om du måske kunne være frisk på en tur i biografen? Der kommer en film om et par uger, som jeg tænkte du muligvis vil finde interessant. Kun hvis du har lyst, altså.”
Emilie trak vejret dybt.
”Kenneth… Jeg ved ikke om-”
Men Kenneth afbrød hende.
”Vi kunne måske tage ud og spise først. Der ligger den her vidunderlige italienske restaurant ikke langt fra biografen.”
Og så en pause, efterfulgt af en næsten tiggende stemme.
”Emilie, jeg ville blive så glad hvis du tog med.”
Hun flyttede ansigtet væk fra telefon og sukkede så han ikke hørte hende.
”Okay” tænkte hun ”en enkelt aften, hvor vi kan snakke sammen, og jeg kan forklare at det ikke har noget med ham at gøre, men at jeg bare ikke er interesseret i en kæreste lige nu.”
”Okay” sagde hun ”jeg tager med.”
Selvfølgelig fik Line besked. Knap en halv time efter hun havde sagt farvel til Kenneth, der ellers syntes parat til at snakke i en evighed, ringede veninden og spurgte ind til ”daten”.
”Det ikke en date” svarede Emilie hårdnakket ”jeg syntes bare ikke jeg kunne fortælle ham det over telefonen.”
”Fortælle ham hvad?” Spurgte Line mens hun gumlede på et eller andet, lettere optaget.
”At jeg, du ved, ikke har det på samme måde som ham.”
”Åh, du ikke interesseret?”
”N-nej, ikke rigtig.”
”Er det hans besættelse af Star Trek der taler imod? Min far siger det en epidemi.”
Emilie grinte.
”Nej, det ikke det, jeg er bare-”
”Men Emilie du behøves da ikke forklare dig over for mig. Jeg er sikker på vi kan finde dig en anden.”
”Jo, men jeg er faktisk ikke interesseret i-”
”Drenge? Du skal ikke fortælle mig at du er blevet lesbisk.”
”Nej, men-”
”Hvad så? Nonne?”
Emilie sukkede og blev tavs. Denne samtale førte ingen steder.
”Men du tager altså med ham på da-, med i biografen alligevel?”
”Ja, jeg har egentlig ikke lyst, men nu har jeg jo sagt ja…”
”Ja…” sagde veninden og lod ordet hænge i luften, som om en tredje part skulle træde ind og sige hende imod.
”Er det min skyld?” Spurgte Emilie, ”har jeg givet ham falske forhåbninger?”
Line tænkte ikke længe over dette.
”Selvfølgelig ikke! Det her er det enogtyvende århundrede. Medmindre du har sagt klart og tydeligt at du er interesseret, så er det ikke, under nogle omstændigheder, din skyld!”
Og med denne afsluttende bemærkning faldt snakken på alt muligt andet og tiden gik. Pludselig fik Emilie øje på vækkeuret der sagde lidt over to. Det var tirsdag og hun havde sin første terapitime om kun 45 minutter.
”Hør Line jeg bliver nødt til at smutte. Ses til forelæsningen på torsdag!”
”Okay!”
Lokalet var lille og uanseligt tomt. Der var to stole, et bord, en bogreol og, ja, det var det. Det var ikke som hun havde forestillet sig. Selve rummet lå på fjerde sal i en bygning så faldefærdig at den helt sikkert burde have været revet ned for længe siden. I det hele taget virkede hele området en smule mistænkeligt. Bygningerne var grå, trøstesløse højhuse der fik hende til at tænke på en glorificeret losseplads. De få træer der var lignede mere mindesmærker, relikvier fra en bedre tid, end noget der på den måde gjorde stedet mere indbydende. Det var helt sikkert et sted hun ikke ville havde opholdt sig efter solen var gået ned, hvis overhovedet.
Et øjeblik tænkte hun, surrealistisk, om AB Associated havde en finger med i spillet i at netop denne terapeut holdt til her, men skød så hurtigt tanken fra sig. Terapeuten var jo en lægen havde anbefalet (eller vel snarere insisteret på). Ikke desto mindre, så mindede det om den dag hun først var ankommet til den bygning, den bunker, hvor organisationen holdt til. Den endeløse regn syntes kun at forstærke denne lighed.
”Du må være Emilie” sagde terapeuten mekanisk da hun trådte ind i lokalet. ”Kom ind. Sid ned. Jeg hedder Eva.”
Døren lukkede med et smæld.
Og pludselig så hun at rummet alligevel ikke var helt tomt. Bag terapeuten, som var, bemærkede Emilie, en flot kvinde i slutningen af trediverne med langt brunt hår, var væggen fyldt med diplomer af enhver slags. Det var tydeligvis vigtigt at signalere at der altså her var tale om en rigtig terapeut og at alting var ægte.
Emilie satte sig på rette på den ene af de to træstole og stirrede frem for sig. Imens gennemgik terapeuten hvad hun formodede var hendes journal, en stak sammenhæftede papirer som hun holdt i hånden. Det syntes at tage en evighed og til sidst overvejede Emilie at sige noget, da terapeuten satte sig foran hende.
I lang tid derefter snakkede de bare om løst og fast. Praktiske spørgsmål om hvor hun boede, hvad hun studerede, om hun havde søskende og så videre. Det virkede alt sammen ret harmløst og den unge kvinde var begyndt at slappe af, da terapeuten pludselig lænede sig frem og kiggede hende dybt i øjnene.
”Okay, Emilie. Jeg kan forstå du har et problem med at holde dig.”
Det var en erklæring, ikke et spørgsmål. Men stemmen var indbydende.
Alligevel kunne Emilie ikke lade være med at protestere.
”Nej, altså ikke rigtig. Jeg, øm, har haft et par uheld, men ikke noget alvorligt.”
”Mmmh” svarede kvinden mens hun bladrede i journalen.
”Der står ellers her at du har haft hele tre uheld på to måneder. Det lyder lidt mere udbredt.”
”Jo, men…” begyndte Emilie, men stoppede så selv. Hvad var formålet? Lægen lyttede aldrig til hende, heller ikke AB Associated. Hvorfor skulle terapeuten være anderledes?
Da hun ikke sagde mere fortsatte kvinden.
”Donna skriver at det må skyldes noget psykologisk da der ikke er noget fysisk galt med dig. Så lad os snakke lidt om det.”
”Okay…”
”Der står her at uheldene begyndte kort tid efter du flyttede hjemmefra og det er derfor din læges vurdering at der måske kan være en sammenhæng mellem de to. Jeg tror hun har fat i noget.”
En kort pause.
”Emilie, kender du begrebet regression?”
Emilie tænkte sig om.
”Er det ikke matematik?”
Terapeuten smågrinte, hendes latter vibrerende i det lille lokale.
”Regression vil sige at gå tilbage til et tidligere stadie. Det er noget man typisk ser ved mindre børn, men det kan også opstå i teenagere.”
”Jeg er ikke sikker på at jeg forstår…”
Terapeuten blev mere nøgtern.
”Det er meget simpelt. Når børn føler sig presset, utrygge eller andet, så kan de begynde at agere som om de er yngre end de er. Det klassiske eksempel er barnet der begynder at tisse i sengen når forældrene skilles. I dit tilfælde kan det måske hænge sammen med det at flytte hjemmefra og starte på universitet. Det kan jo alt sammen være ret skræmmende for sådan en ung pige.”
”Men der har jo kun været tale om tre uheld og de har alle skyldtes usædvanlige…”
”Usædvanlige omstændigheder?” Spurgte terapeuten med hvad der for Emilie lød som et let ironisk tone. ”Ja, det har Donna fortalt mig alt om. Men det er faktisk godt at du bringer det op, for det er nemlig noget jeg gerne vil snakke med dig om.”
”Okay…” Emilie anede ikke hvad hun skulle svare.
”Jeg kan forstå at du har haft tre uheld, et hos lægen, et i sengen og et par vej hjem fra skole. Er det korrekt?”
Emilie kiggede op da hun hørte ordet skole. Det var ikke en skole, det var et universitet. Hun havde ikke brugt udtrykket skole i årevis! Skole fik hende til at tænke på lyserød skoletaske og rottehaler.
”Ja. Ja, det er det vel.”
”Okay. Du siger at det skyldes usædvanlige omstændigheder, men, Emilie, kan du se nogle fællestræk ved de tre omstændigheder? Er der noget der forener dem?”
Emilie tænkte sig om. Det var en analytisk opgave og hun var et rationelt menneske, så det burde jo være simpelt nok, men så alligevel… Hvad havde det at tisse i sengen at gøre med at blive forskrækket? Det gav ingen mening.
Efter cirka et minut bød Eva ind.
”Kunne det evt. have noget at gøre med at du er bange?”
Det overraskede den attenårige kvinde.
”Bange? For hvad?”
”Ja, det er så det vi skal finde ud af. Jeg noterer mig bare at alle tre begivenheder fandt sted imens du var i en stemning af utryghed. Hvorfor kan der så være forskellige årsager til, men det slår mig ikke desto mindre som den forenende faktor.”
Emilie stirrede på kvinden. Hun var stadig ikke helt sikker på at hun forstod hvad pointen var eller om der overhovedet var en.
”Måske vil det være bedre hvis vi gennemgår uheldene et efter et. Okay, dit første uheld hos Donna. Det siger lidt sig selv. Du har haft den samme læge hele dit liv, ikke? Og pludselig skal du møde en ny person, i en ny by. Hvad er det vist ikke skræmmende?”
”Jo, men jeg skulle jo tisse allerede før jeg ankom.”
”Ja, det klart, de har ting kommer jo ikke ud af ingenting. Men svar mig dette, Emilie, hvornår tissede du? Var det ikke netop i samme øjeblik som da Donna kom ud og sagde goddag?”
”Øh, jo” mumlede Emilie, lettere forvirret ”deromkring."
”Og dit andet uheld, i sengen, det skete efter en tur i byen, ikke sandt?”
Emilie blev overrasket.
Hvor vidste hun det fra?
”Det står der i hvert fald i journalen. Det her er lidt mere kompliceret, men det slår mig, og måske er jeg på afveje med det her, at du ikke lige er den typiske fest pige. Tro mig, jeg kender det selv. Jeg mener, så længe siden er det jo heller ikke at jeg var teenager!”
Med det brød hun igen ud i latter mens Emilie, imødekommende som altid, prøvede at grine med.
”Nervøsiteten, uroen, frygten for ikke at være god nok. Den er der hele aften og alkohol eller ej, kan den følge dig ind i dine drømme.”
”Så du siger at jeg tissede i sengen fordi jeg var nervøs?”
”Lige præcis, du var bange, og hvis det lyder usandsynligt, så bare tænk på dit tredje uheld. En bil farer forbi, vand sprøjter op, du bliver skræmt og hvad sker der? Du tisser i bukserne.”
Emilie havde lyst til at indvende at det var meget lidt, ja faktisk så lidt at det knap nok kunne ses, men valgte alligevel ikke at sige noget.
”Så, min pointe er at alle tre uheld visser klare indikationer på hvad Donna og AB Associated kalder angstinkontinens. Når du bliver utryg eller bange, så reagerer du ved at regredere og agere som et lille barn der ikke er fuldt pottetrænet.”
Det sidste ord fik Emilie til at kigge op. Hun mærkede kinderne blive røde. Jo, hvad terapeuten sagde gav mening, men så alligevel…
”Men jeg føler mig ikke bange” svarede hun ”jo jeg har lidt travlt på studiet med opgaver og sådan, men ellers så går det udmærket.”
Eva kiggede på hende med en skepsis der både mindede og ikke mindede om Donna. Med Donna sagde blikket bare at ”den må du længere ud på landet med” men med Eva var det sammenblandet med en nysgerrighed, en nænsomhed, måske et realt ønske om at hjælpe. Men samtidig troede hun ikke på hende.
”Er du sikker på det, Emilie? Prøv at føl efter. Du ville blive overrasket over hvad du måske kan opdage. Vi lever i en kultur hvor vi hele tiden skal videre for at nå det næste mål og derfor opdager mange slet ikke at det brænder under fødderne før gulvtæppet forsvinder. Dine uheld kunne være en indikation på at der måske alligevel er noget galt, og jo hurtigere vi opdager dette, jo mere kan vi undgå dette scenarie.”
Emilie kiggede sig omkring i det lille rum, de golde vægge, det grå gulv. Et gulvtæppe ville have gjort underværker.
”Så, øm, hvad betyder det? Hvad skal jeg gøre?”
”Hvad skal vi gøre” svarede terapeuten beredvilligt ”og hvad vi skal gøre er bare at snakke om tingene, lige så stille. Det er hverken truende eller skræmmende.”
Tonen mindede om en mor der prøvede at forklare til et lille barn om at hun sagtens kunne klare at gå på toilettet, at der ikke var noget monster nede i potten.
”Så lad os starte med et åbenlyst spørgsmål. Har du træningsbukser på?”
Emilie stivnede. Det var nok det sidste spørgsmål hun havde forventet at blive stillet. I et øjeblik var der kun stilhed, indtil Eva stillede spørgsmålet igen.
”J-ja” svarede hun.
”Okay og hvordan føltes det? Hvordan har du det nu du har dem på?”
Den unge kvinde tøvede.
”Det ved jeg ikke. Det er vel okay. Jeg er faktisk lidt begyndt at glemme at jeg har dem på.”
”Hmm” sagde Eva og kløede sig på hagen i en lettere komisk imitation af Sigmund Freud.
”Så du vil sige at det føltes… naturligt?”
Det kom bag på Emilie.
”Det ved jeg ikke. Nej, det en fremmed følelse, det bare… Jeg ved det ikke, måske er jeg blevet vandt til det.”
”Interessant” svarede terapeuten og skrev nogle kruseduller på sin blok ”vil du så gå vidt som at sige at du nyder at have dem på?”
”Nej!” Svarede Emilie hårdt, overrasket over sit eget toneleje.
”Okay. Hvordan ville du så have det hvis jeg bad dig om at tage bukserne ned og vise mig trænings bukserne? Ville det være ubehageligt? Pinligt?”
Emilie rystede hovedet op og ned.
”Hvorfor tror du at du ville have det på den måde?”
Et øjeblik, var den unge kvinde ikke sikker på at hun havde hørt rigtigt. Hvad var det for et spørgsmål? Var det ikke åbenlyst?
”Fordi jeg er ikke et lille barn, jeg er en voksen kvinde.”
Et øjebliks stilhed.
”Er du bange for at blive set som et lille barn?”
”Hvad? Nej, jeg er ligeglad med…”
”Du har lige sagt at du er bange for at blive set i træningsbukser.”
”Jo, men…”
”Hmm” sagde kvinden, kiggede på uret og rejste sig op. ”Jeg tror vi stopper for i dag. Men der er et spørgsmål jeg gerne vil bede dig tænke over før vi ses igen?”
”Ja?”
”Kan det tænkes at det du bange for er ikke at blive set med træningsbukser af andre, men at indrømme over for dig selv at du måske også nyder at have dem på og det er derfor du går lidt i barndom? Måske du ville ønske at du var lidt yngre?”
Emilie kunne ikke tro sine egne ører. Hun prøvede at svare, at protestere, men ordene snublede over hinanden.
”Hvad? Nyder? Nej, jeg-. Jeg nyder bestemt ikke… Jeg hader træningsbukserne! Jeg-”
”Det kan vi alt sammen snakke om næste gang” grinte kvinden mens hun dirigerede Emilie ud af lokalet. Tredive sekunder senere var døren til kontoret lukket, som om den aldrig have været åbnet i første omgang.
Men tankerne for rundt i hovedet på Emilie de næste par dage.
Hun kunne da ikke mene…
Hvordan i alverden kunne hun foreslå at…
Hvem i alverden ville nyde at have træningsbukser på?
Nå, men heldigvis behøvede hun ikke at bekymre sig om det så meget længere, da det nu var torsdag eftermiddag og om kun to timer, så var de syv dage over og hun kunne gå tilbage til almindelige trusser.
Underviseren talte om Berlinmurens fald, et passende emne da det var d. 9. november. ”Kan i forestille jer” sagde han, næsten mytologisk, ”hvordan det har været for de millioner af østtyskere da de først fik adgang til vesten? Tænk at have været i trældom så længe og så endelig blive fri. Kan i begribe det?”
Emilie, hvis tanker faldt ikke på Berlinmurens kommende ruinbrokker, men hendes eget særprægede undertøj, nikkede ihærdigt. Hun kunne begribe en hel del.
”Farvel for evigt!” Råbte hun og smed træningsbukserne tværs gennem lokalet. Det var ligesom den der gamle film med Mel Gibson.
”Freeeeeedooooooom!”
Tilbage i trusser med senderen lysende grønt. Så langt, så godt. Nu, skulle hun bare undgå flere uheld og så om knap to måneder, kaching, var hun 14.000 kroner rigere.
”Det manglede også bare” tænkte hun utilfreds ”med alt hvad jeg har været igennem, lige fra invasive læger til kværulerende terapeuter, fortjener jeg en formue.”
Udenfor regnede det som altid. Emilie skulle til at rejse sig op da hendes telefon bimlede endnu en gang. Det var den samme besked som før, de dansende mus, det farverige fyrværkeri. Ville dette mareridt ingen ende tage? Men vent, der var mere end det, for under beskeden var der skrevet et kort digt:
”Pottetræning er en leg
Det er ikke svært
Vi alle sammen tror på dig
Så se og få det lært!”
Emilie sukkede og lagde telefonen fra sig. Hun kunne ikke klare mere pinlighed og prøvede ikke at tænke på det.
Men alligevel pressede terapeutens spørgsmål sig på. Nød hun virkelig at gå med bukserne? Gik hun i barndom? Nej, selvfølgelig ikke. Jo, der var da ting der var positive ved at bo hjemme og ved at være yngre. Ikke så lille som en treårig naturligvis, men livet havde da været lettere da hun var omkring ti eller elleve. Men det var vel meget almindeligt at have det sådan, var det ikke? Alle længtes vel efter simplere tider.
Selv, tænkte hun tilbage på alle de gange Line havde sovet over hos hende. Lommelygter i mørket, telte i baghaven. Se, der kom onkel med haveslangen igen og de to piger skreg og løb om bag ved busken. Dans i bassinet. Hoppeture på trampolinen.
Turer i Tivoli, forlystelser, sommervarme og halvsmeltede isvafler.
Der var da ting hun savnede.
Som den aften Line havde lært hende at kysse.
Hun havde ikke kunnnet lade være med at grine.
Men se, der kom mor med mælk og småkager. Tilbage under dynen, fortælle historier. Vidste du at i nabohuset boede der en morder? Du må heller falde i søvn inden han kommer.
Kræmmermarkeder, korthuse, tegnefilm og Disney sjov. En skål fyldt med popcorn.
”Vi var uadskillelige” tænkte hun mens hun betragtede regnen udenfor, ”men så skete der noget.”
”Emilie, jeg har hørt den historie med morderen hundrede gange. Lad os snakke om noget andet. Lad os snakke om Chris. Han er bare for lækker!”
Vandslangen slukkede. Solen gik ned.
Snart var det bom-bom-bom, trommer og lys. Alle var så voksne og alt hvad hun havde lært og nydt var pludselig ikke godt nok.
Drinks ved skolefesten, vuggende bevægelser med hofterne. Tvetydige ord og sætninger og alle skulle sige det rigtige på det rigtige tidspunkt. Men hvor var hendes manuskript?
Nætter var ikke længere fortryllende eventyr fyldt med feer og trolde, men noget du kastede dig ud i for at glemme dig selv, slippe væk fra dine problemer.
”Men der var en gang jeg ikke havde problemer” tænkte Emilie bedrøvet ”og magi var virkelig.”
Udenfor begyndte det at tordne. Lyn flækkede den mørke aftenhimmel i savtakkede former. Brag fulgte efter brag. Det jog Emilie ud af minderne.
”Nej, det er for latterligt” tænkte hun modent. ”Jeg er ikke et lille barn længere. Jeg er en voksen kvinde der studerer på universitet og sådan er det bare!”
Den nat, drømte Emilie at hun befandt sig i en mørk eventyrskov. Alle træerne var brunsorte og deres kroner så store at Emilie ikke kunne se himlen. Kun den lille måne skinnede igennem nok til at bade dele af skovbunden i dens blege skær. Der var faldne blade overalt, rødbrune, efterår. Hun vidste ikke hvordan hun var kommet derind, for der var hverken veje eller stier. Og der var også fuldstændig stille. Ikke en lyd kunne høres. Ikke engang en… Vent. Nogen sang.
Hun kiggede sig omkring, men kunne ingen se. Måske var det bare noget hun havde forestillet sig. Nå, men hvordan kom ud herfra. Nej, der var det igen. En kvindestemme, nynnende en eller anden melodi. Pludselig opdagede hun at det var den samme melodi Donna havde nynnet sidst hun havde set hende. Knap nok havde hun indset dette, før kvinden igen brød ud i sang:
”Pottetræning er en leg
Det er ikke svært
Vi alle sammen tror på dig
Så se og få det lært!”
Og med et så hun kvinden komme gående ud mellem træerne. Det var ikke Donna. Det var terapeuten, men hun var klædt i lange hvide gevandter og på dem var malet logoet for AB Associated samt tallet syv. Hun lignede næsten et spøgelse i månens skær. Stemmen var smuk og fortryllende.
”Det er det digt de sendte mig. Det er de samme fire linjer. Hvordan kan hun dog vide at-?”
Men vent. Der var mere. Sangen fortsatte.
”Ellers må du gå tilbage
Ad livets lange vej
Til da du ej var mange dage
Og brugte et fremmed grej”
Emilie, skjult bag et træ, betragtede kvinden og så just da at i hendes hænder holdt hun en fløjte som hun spillede på. Teksten forvirrede hende. Hvad mente hun med at gå tilbage? Og et fremmed grej? Hvad var det?
Men med et vågnede hele skoven op, og natten begyndte at falde bort. Dyr sprang ud af hul i jorden, fugle begyndte at synge.
”Nej!” Tænkte Emilie ”jeg må blive her lidt længere. Jeg må høre sangen til ende!”
Hvorfor hun havde det sådan vidste hun ikke, kun at det forekom utroligt vigtigt at blive lige hvor hun var. Men månen gik ned og snart ville solen rejse sig. Ikke desto mindre var kvinden der endnu,om end halvt forsvundet bag træerne, hendes sang lav, men tydelig.
” I vuggens søde stille have…”
Nej, hun var på vej væk nu. Emilie måtte skynde sig. Hun løb så meget hun kunne, men lige lidt nyttede det. Stemmen blev svagere og svagere. Overalt samledes en spindelvævsagtig tåge, dens kolde fangearme greb langsomt ud efter hende, holdt fast i hende.
”Det er her det sner…”
Eller var det ”sker”? Hun var ikke sikker. Skoven summede stædigt af lyd, højere og højere, indtil kvindens før så kraftfulde sang var blot et stille ekko.
”Potten er en gave…”
Men hun kunne stadigvæk høre den, og uden at vide hvorfor, vidste hun at der kun var én linje tilbage. Blot én linje, så ville det hele blive opklaret. Hun lænede sig fremover og lyttede. Det virkede som om hele hendes liv havde ledt hende til dette øjeblik.
“Åh, lad mig dog blive blot et sekund mere!”
”Men babyer bruger-”
Emilie vågnede.
15 Synes om
Den er så god den historie jeg håber at der snart kommer mere af den
1 Synes om
Kommer der ikke mere?