Og her er så næste kapitel. Det blev lidt længere end jeg lige havde regnet med. Godt nytår. 
Kapitel 5
Emilie manøvrerede forsigtigt sin lille cykel igennem stormen. Vinden hylede og blæste og regnen piskede ned. Det var som om hele verden syntes at prøve at forhindre hende at tage af sted. Men Emilie var fast besluttet. Skørt som det jo nok var – sært? Helt sikkert! – så havde hun i går truffet sit valg. Jovist, hun havde sagt ja før dette, én gang til lægen, én gang til kvinden i telefonen, men nu vidste hun hvad ville. Hun ville deltage i træningsprogrammet, hun ville få de 20.000 tusinde. Denne beslutning var endegyldig.
Bilerne hvislede forbi hende og vandet sprøjtede op fra rendestenen. Havde det ikke være for hendes gule regnfrakke, var Emilie blevet totalt gennemblødt. Regnen syntes utrættelig, som den hamrede nådesløst mod vej, fortov og cykelsti, indhyllende alting i et gråt tæppe. Det var næsten et levende fængsel. Søjler af vand rejste sig omkring hende, for kun at blive blæst omkuld af den pludselige vind. Stormen ramte den unge kvinde lige i ansigtet, men Emilie fortsatte ufortrødent.
I hendes sind studerede hun sin beslutning. Allerede nu tænkte hun på de 20.000 kroner hun ville få udbetalt og hvad hun kunne bruge dem til. Der var så mange ting hun manglede. Et TV? En sofa? Måske endda en ny computer? Tøj? Eller hvad med en tur i udlandet? Måske London eller Paris? Mulighederne syntes ubegrænsede og det var næsten umuligt at bestemme sig. Én ting var hun dog sikker på. Hun ville tage Line med ud og spise en dag og så en tur i biografen. Med alt hvad veninden havde gjort for at hjælpe hende – ikke mindst med flytningen – så var det det mindste hun kunne gøre. Emilie havde også måtte låne nogle tusinde fra sin mor for at få råd til både bøger og flytning, og selvom moren havde været mere end glad for at hjælpe, så ville Emilie gerne betale hende tilbage så hurtigt som muligt. Indtil da var det nemlig lidt som om hendes mor også stadig boede i hendes nye lejlighed, og Emilie ikke rigtigt var flyttet hjemmefra, ikke rigtigt var blevet selvstændig.
Men er du helt sikker på at du vil få udbetalt de 20.000 kroner? Hvad hvis du har nogle uheld?
Emilie genkendte stemmen som hendes indre skeptiker, nemlig den der altid kom op hver gang hun gik efter et eller andet der måske var lidt for godt til at være sandt. Nogle (deriblandt hendes mor) sagde at hun skulle lytte til den stemme, at det var fornuftens stemme, mens andre (deriblandt Line) sagde at den kun havde formål at holde hende tilbage og sabotere hende. Emilies standpunkt var nok et eller andet sted midt imellem.
Under alle omstændigheder, så var det en mulighed hun seriøst havde overvejet. Hvad nu hvis hun havde et uheld? Det var jo sket før, endda for nyligt. Okay. Den dag havde tingene været meget ekstraordinære selvfølgelig. Men alligevel… Omvendt, havde hun jo så heller ikke, før den dag, haft et uheld i mere end femten år. Så hvem ved. Det eneste hun var sikker på var at hendes frygt ikke skulle forhindre hende i at deltage. Som hun havde sagt til sig selv igen og igen, så var der intet at miste. Selv hvis hun, usandsynligt som det jo var, skulle have nogle uheld, betød det blot at hun ville gå glip af et par tusinde kroner samt gå med træningsbukser (sikkert Goodnites) i en uge eller to. Det var alt.
Er du sikker på det? Er du sikker på at der ikke er mere end det?
”Hvad mener du?”
Stemmen sagde intet.
Og det behøvedes den som sådan heller ikke, for just da ankom Emilie til den bygning hvor AB Associated holdt til.
”Det ligner” ville den unge kvinde tænke senere, da hun kiggede tilbage på disse stunder ”mest af alt en bunker.” Den var grå, firkantet med et flat tag, lavet af beton og gav, måske på grund af den endeløse regn, et ret trøstelyst indtryk. Det eneste lidt opmuntrende var de kridhvide bogstaver lige over hoveddøren der stavede ”AB Associated.” Emilie stillede sin cykel op af at hegn og gik mod indgangen.
Omkring bygningen var træer, græsplæner og buske, men end ikke disse syntes at kunne afhjælpe stedets melankoli. Der var, så hun, ingen vinduer og selve døren, hun nu stod overfor, virkede næsten 30 centimeter tyk og lavet af grå beton. Hun kiggede sig omkring og fandt så til sidst en lille uanselig ringeklokke som hun trykkede på.
Lyden var skærende. Insisterende, men også underligt uvirkelig, som et vækkeur der ringer i en kold ruin fra et barns vinterdrøm. Den syntes at fortsætte i en uendelighed. I et øjeblik skete der intet. Så hørte hun en tung rungende lyd og langsomt, som blev en sten rullet til side, åbnede døren og hun så en kvinde i slutningen af halvtredserne.
I et øjeblik, var der ingen der sagde noget. Kvinden studerede hende med skarpe øjne. Emilie anede ikke hvad hun skulle gøre. Var hun overhovedet komme til det rigtige sted? Jo, der stod AB Associated. Det måtte være her. Hun begyndte forsigtigt.
”Hej. Mit navn er Emilie. Jeg har en aftale her kl. 14.”
Kvinden blot kiggede på hende. Med hendes flade ansigt og opstoppernæse mindede hun mest af alt om en bulldog. Eller en halvdrukken dørmand. Fra nervøsitet, begyndte Emilie at grine, men stoppede så sig selv da hun så kvindens udtryksløse ansigt.
”Søger du arbejde?” Spurgte hun bidsk og Emilie rystede på hovedet.
”Nej, jeg er her for at deltage i…” Emilie standsede. Det gik da op for hende at dette var første gang hun skulle fortælle en anden, der ikke allerede vidste det, at hun ville deltage i træningsprogramet. Hun trak vejret dybt ”i træningsprogrammet” færdiggjorde hun sagte, med en spinkel stemme. ”Jeg er her for at deltage i trænings- programmet.”
Men igen sagde kvinden intet. Sekunderne gik. Bag Emilie fortsatte regnen ufortrødent og ikke langt borte hørtes et tordenskrald. Måske hun bare skulle vænne om nu. Droppe det hele. Glemme alt.
Hun var lige ved at gøre dette, da kvindens ansigtstræk blev mildere og hun sagde med hvad der næsten kunne passere for et smil, ”Undskyld, men du er lidt yngre end dem vi er vant til. Kom med.”
Og med det forsvandt kvinden ind i bygningens mørke og Emilie fulgte efter.
Få sekunder senere stod de i et stort, vel-oplyst rum. I loftet hang der lysstofrør og alting havde et let køligt skær. Langs siderne stod computere og ovenover dem, hængt fast på de grå betonvægge, var tre store skærmer med diverse farver og bogstaver. Der var ikke et eneste vindue, kun en udsugning der kørte for fuld udblæsning, som havde nogen startet verdens mest aggressive støvsuger.
Og der var mennesker overalt, både mænd og kvinder. De gik frem og tilbage i grå kitler, nogle bærende blokke som de febrilsk skrev ting ned på, andre slæbende med forskelligt udstyr (skærme, IPads, og nogle mørke kasser godt forseglet). Ingen syntes at lægge mærke til Emilie. Men hun så at i det fjerne, nede til højre i det store rum, var der en lille trædør der førte ind til et afsidesliggende kontor. Og ud ad denne dør op kom en kvinde gående, ikke mere end fem år ældre end hende selv. Hun var af middel højde, spinkel og med hendes farverige tøj og blonde hår sat op i en hestehale mindede hun mest af alt om en børnehavepædagog. Hun smilede over hele hovedet.
”Åh, du må være Emilie. Velkommen! Velkommen!”
Emilie mumlede en sagte tak. Først nu, opdagede hun at hendes regnfrakke var helt gennemblødt.
”Sikke dog et vejr!” Sagde kvinden nænsomt, næsten moderligt. ”Du er måske gået herud?”
”Cyklet” svarede Emilie, mens hun begyndte at tage regnfrakken af. Den dryppede over det hele.
”Her, lad mig hjælpe dig” sagde kvinden og hjalp Emilie af med overtøjet. Under andre omstændigheder ville den attenårige kvinde måske have undret sig over dette, men så forvirret og forundret var hun over hele situationen, at hun mekanisk løftede sine arme og lod kvinden hjælpe hende som var hun en anden fireårig.
Men i netop dette øjeblik skete der noget. Hun vidste ikke helt hvordan hun opdagede det, men lige da regnfrakken kom af og hendes t-shirt og mørke cowboybukser blev synlige, var det som om hun kunne mærke den anden mere barskes kvindes øjne på sin krop, mere specifikt på sit skridt. Hun kiggede op og så, i det korteste sekund, at hun blev betragtet ikke med fjendtlighed og skepsis som før men noget der lignede… bekymring? Emilie havde knap nok registreret dette før det var ovre. Men den anden, yngre kvinde havde set det.
”Det er okay, Agnes” sagde hun smilende ”jeg overtager herfra.”
Agnes nikkede og sendte Emilie et sidste blik (igen på hendes skridt) før hun skyndte sig ud af lokalet.
Emilie rystede på hovedet. Måske var det bare noget hun havde forestillet sig.
”Denne vej” sagde den anden kvinde beredvilligt. ”Mit kontor er herinde. Jeg hedder for resten Sarah. Vi snakkede sammen i telefonen for en uge siden?”
Emilie nikkede.
”Okay. Jamen, kom ind, sid ned.” Og med det anviste Sarah hende en lille stol foran et noget større skrivebord som hun selv satte sig bagved. Kontoret var relativt beskedent, med nogle få reoler, billeder, og en computer. Der var ingen vinduer herinde heller og som før gav lysstofrøret foroven det hele en bleg, næsten spøgelsesagtig stemning.
Emilie vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv. På vejen herud havde hun planlagt en hel monolog om at havde truffet sin endelige beslutning, at hun ville deltage i programmet, men nu da dagen var kommet og hun sad foran kvinden der langsomt kiggede igennem nogle papirer, var hun fuldstændig mundlam. ”Men måske” tænkte hun filosofisk ”er det det bedste. Måske er det ligesom en rutsjebane i en forlystelsespark. Det er ikke meningen at man skal spekulere så meget over tingene. Man skal blot trække selen ned og så ellers lade banen før en derhen hvor den nu engang vil.”
Ikke at hun var i tvivl om destinationen, selvfølgelig.
Men stilheden trak ud. Egentlig gik der nok kun et minut, men for Emilie føltes det som timevis. Og pludselig igen virkede det alt sammen så surrealistisk, så bizart. Den grå betonbygning, den fjendtlige dørvogter, menneskerne i de farveløse kitler… Og hvad var formålet med de treskærme? Alle gode spørgsmål der dog syntes sækundere til det mere grundlæggende spørgsmål hun ikke have mod til at stille: Eksisterede det her sted virkeligt – sad hun virkelig her i en stol og skulle til at starte et pottetrænings- program – eller var det alt sammen en eller anden mærkværdig drøm?
Som havde hun læst hendes tanker, svarede kvinden underligt beredvilligt, ”Jeg ved godt det er meget at tage ind på en gang, Emilie. Det er helt almindeligt for ny kommende at blive lidt, ja, overvældet.”
Emilie smilte nervøst og begyndte så, let nølende:
”Alle de mennesker i det andet rum og skærmene på væggen og kasserne… Er det alt sammen bare for at administrere træningsprogrammet?”
Sarah svarede at det var det.
”Administrere og overvåge.”
Emilie blev lettere forfærdet.
”Overvåge hvad?”
”Korrekt overholdelse af træningsprogrammet.”
”Åh” svarede Emilie. ”Du mener de syv regler?”
”Lige præcis. Men bare rolig, vi skal nok gennemgå det hele. Men før jeg begynder, vil jeg gerne høre, har du selv nogle spørgsmål?”
Emilie tænkte lidt over det og kom da i tanke om den forvirring hun havde haft vedrørende regel 7 og hvad præcis det betød at ”patienten vil overgå til et års venteperiode før pottetræning evt. kan forsøges på ny.” Det var måske intet, men nu hvor hun var jo kommet herud for at skrive under på at hun ville deltage i træningsprogrammet, var det så ikke bedst at få belyst alle uklarheder?
”Faktisk” sagde hun, igen lidt nervøst, mens hun stirrede på hænderne i sit skød ”så har jeg et
spørgsmål vedr. regel 7.”
Kvinden løftede øjenbrynet. Overrasket. Det var tydeligvis ikke sådan et spørgsmål hun havde forventet.
”Ja?”
Der var noget i hendes blik der gjorde Emilie flov og med et slog det hende, at alene ved at nævne regel 7 havde hun samtidig også åbnet for muligheden at reglen evt. en dag kunne blive aktiveret. Ja, værre endnu, som om hun forventede at reglen ville blive aktiveret. Hvad måtte kvinden dog ikke tro om hende?
”Jeg mener, jeg tror selvfølgelig ikke det bliver relevant for mig. Jeg regner ikke med at have nogen, øm, uheld. Men, bare for nysgerrighedens skyld: Hvad betyder det helt præcis at patienten vil overgå til et års venteperiode, administreret af AB Associated, før potte-”
Men før Emilie kunne færdiggøre spørgsmålet, gik døren til kontoret op og en anden midaldrende kvinde kom ind. Hun virkede lettere forvirret og da hun så at hendes kollega ikke var alene på kontoret undskyldte hun beredvilligt, men blev der inde alligevel.
”Ja, du må undskylde at jeg forstyrrer, men Sarah, han har gjort det igen”.
Sarah sukkede.
”Brun alarm?”
”Også i den grad.”
”Okay. Jeg kommer ud om lidt.”
Emilie kiggede fra den ene kvinde til den anden i en tiltagende stemning af forvirring. Hvem havde gjort hvad? Og brun alarm? Betød det hvad hun troede det betød?
Den yngre kvinde måtte have set hendes forvirring, for hun instruerede Emilie i at følge med. ”Ja undskyldt vi har lidt travlt i dag, men måske kan det her være en god måde for os at gennemgå reglerne. Jeg kan forstå du har en del spørgsmål.”
Emilie nikkede, stadigvæk forvirret og opdagede med et at hun slet ikke kunne huske hvad hun før ville spørge om.
Udenfor i det større rum, efter at have håndteret den pludseligt opståede nødsituation, hvilket inkluderede, bemærkede Emilie, aktivering af regel 7, dirigerede kvinden hende til at kigge op på en af de tre skærme og begyndte så hvad der for den unge pige virkede som en nøje institueret monolog.
”Okay. Jeg må vel hellere starte fra begyndelsen. Som du ved, så er der syv regler i vores træningsprogram. Jeg er sikker på at du godt kan huske de fleste af dem, hvis ikke alle. Tisser du i bukserne én gang skal du gå med træningsbukserne i tre dage, tisser du i bukserne to gange skal du gå med træningsbukser en uge, osv. ”
”Ja” svarede Emilie der huskede alle reglerne.
”Godt. Men Emilie, én ting er at være underlagt de syv regler, noget andet er for os at kunne følge med. Vi her på AB Associated vil rigtig gerne tro på vores deltagere når de siger de ikke har haft nogle uheld, men i det der jo er penge involveret og også, som du ved, konsekvenser for at have uheld, ja, så har vi besluttet at det er bedst for alle parter at vi har en mulighed for at overvåge deltagerne.”
”Og det er her senderen kommer ind i billedet?” Spurgte Emilie.
”Nemlig” svarede kvinde prompte.
"Senderen, der er kvadratisk og ca. 3 centimeter af størrelse, placeres udenpå dine trusser, træningsbukser, osv. alt efter hvor i træningsprogrammet du befinder dig. Og med denne sender kan vi herinde se om du har haft et uheld, samt om du også følger de respektive regler, skulle disse blive aktiveret. Den er nemlig så smart at den kan registrere hele tre ting på én gang.
For det første kan senderen registrere præcis hvad du har på under dine bukser eller nederdel og så vidt du anvender det rigtige, øm, ”undertøj”, vil senderen skinne i en klar grøn farve. Det vil, for dig, som udgangspunkt betyde, at senderen vil skinne grønt så længe den er sat fast på dine trusser eller, jeg skulle måske sige, trusser som du har på. Senderen er nemlig designet til kun at skinne hvis den er fastsat på et produkt, trusser eller andet, som du rent faktisk bærer. Jeg er ikke helt sikker på hvordan det fungerer. Det har et eller andet at gøre med at den kan registrere kropsvarmen fra skridtet eller noget i den stil. Men hvis ikke det var åbenlyst, så skal du bære senderen mindst 23 timer i døgnet, hvilket giver dig en time om dagen til bad og skifte trusser og sådan.”
”Okay…” sagde Emile nølende. Hun var ikke sikker på hvad hun skulle sige (hvad siger man til sådan noget?), men det betød heller ikke noget, da kvinden fortsatte ufortrødent.
”Så langt, så godt. Dette forudsætter selvfølgelig at ingen af reglerne bliver aktiveret. Skulle f.eks. regel 1 blive aktiveret og du vil blive pålagt at gå med træningsbukser i tre dage, så vil senderen herindefra blive korrigeret til at tage højde for dette og vil ikke længere lyse grønt når den er sat fast på dine almindelige trusser, men kun når den er sat fast på dine træningsbukser. Du vil med andre ord så skulle anvende træningsbukser 23 timer i døgnet. Dette er simpelthen designet på den måde så vi kan sikre, en til en, at patienten følger de anvendte instrukser.”
”Så hvis man tog trusser på den i periode, så ville senderen skinne i en anden farve?”
”Ja, så vil senderen skinne rødt. Hvilket er tilladt for den at gøre op til en time om dagen, men ikke mere end det.”
Emilie havde lyst til at spørge hvad der ville ske i så fald – hvad ville deres reaktion være – men tænkte så at svaret jo var ret selvindlysende. Man ville selvfølgelig blive udelukket fra træningsprogrammet og miste de 20.000 kroner.
”Okay. Det er senderens første funktion. Hvis du nu kigger op her, så vil jeg forklare de to andre funktioner.”
Som instrueret kiggede Emilie op og så den første af de tre store skærmer. På denne var der 18 små lys og under hver af disse lys stod der skrevet med hvide bogstaver hhv. deltager 1, 2, 3 osv. Oppe i det højre hjørne så hun bogstavet U, også skrevet med samme kridhvide skrift. Alle lysene, bemærkede hun, skinnede grønne, undtagen lyset for deltager 13 der skinnede gult.
”U?” Spurgte hun forvirret.
”Undertøj.”
”Åh, selvfølgelig. Så den her skærm registrer at deltageren bærer senderen?"
Kvinden smilte.
”Og lidt mere end det.
Ser du, foruden overvågning af korrekt monitering i de 23 timer, kan senderen også registrere evt. uheld. Skulle deltageren opleve ufrivillig vandladning og derved gøre undertøjet vådt, vil senderen registrere dette og skifte fra grøn til gul. I sådan en situation, vil vi altså få besked med det samme og kan derfra straks sende en besked til patienten om at regel 1, 2 eller 3 er blevet aktiveret og i den forbindelse ændre senderens funktion til at reflektere deltagerens nye placering i programmet.”
Kvinden stoppede, hvilket gav Emilie tid til at reflektere. Hun vidste ikke helt hvad hun havde forventet da hun tog herud, udover at hun måske ville få udleveret nogle Goodnites og skrive under på et dokument. Men det var i hvert fald ikke det her. Selvom kvinden havde nævnt senderen før og ord som “administreret” havde indgået i træningsprogrammet, var alt dette langt mere udførligt end hun havde forestillet sig. Og det rejste et andet presserende spørgsmål.
”Hvad nu hvis det er, du ved, den tid på…”
”Den tid på måneden?” Svarede kvinden, som altid smilende. ”Bare rolig, senderen er programmet til udelukkende at reagere ved urin. Vand og andre væsker vil heller ikke gøre nogen forskel.”
”Nå, men det da godt. Wow. I har virkelig tænkt på alt.”
Sarah smilte og tog pigens udtalelse som et kompliment.
”Det er ret detaljeret og som jeg sagde i begyndelsen, kan det være en del at tage ind. Men egentlig, for dig, har det jo som sådan ingen betydning. I hvert fald hvis, som du siger, du ikke har nogen uheld.”
”Nej, det har det vel ikke” svarede Emilie, mere til sig selv end til kvinden. ”Så det gule lys under deltager 13 betyder altså at de har haft et uheld?”
”Ja. Egentlig må jeg ikke fortælle dig dette, men eftersom vi ikke bruger navne, men kun numre, kan jeg vel godt afsløre at dette er deltagerens tredje uheld i løbet af de sidste to måneder, hvilket betyder at regel 3 nu er blevet aktiveret.”
”Og de ville skulle bruge træningsbukser i hvad, to uger?”
”Ja, lige præcis.”
”Hvad er så senderens tredje funktion?”
”Ret ligetil” svarede kvinden, noget nøgternt. ”Som du ved tager vores træningsprogram jo ikke kun højde for ufrivillig vandladning, men også uheld af den mere solide slags. Skulle en deltager have afføring i bukserne, vil senderen naturligvis også registrere dette og skinne i en åbenlys brun farve.”
Emilie blinkede mens hun stirrede på det brune lys ovenfor. Og pludselig, uden at vide hvorfor, udbrød hun i en høj nervøs latter. Folk omkring dem kiggede på hende et øjeblik, men gik så videre, frem og tilbage, bærende på deres tæt lukkede kasser, skrivende på deres blokke. Udsugningen fortsatte sin galskab.
Kvinden grinede med, om end lidt mere behersket.
”Jeg kan godt forstå at det er lidt sært. Og det her er vel også den sidste samtale du havde forventet at have da du stod op her til morges.”
Emilie smilte. Uden at vide hvorfor, gjorde det på en eller anden måde situationen bedre at Sarah forstod hvor vanvittigt det alt sammen var. Havde den unge kvinde reelt, i det øjeblik, troet på at nogle af reglerne nogensinde kunne blive aktiveret for hende ville det alt sammen have været meget mere pinligt. Men eftersom, hun var overbevist om sine god blærekontrol (for slet ikke at nævne hendes tarmkontrol) virkede det mest af alt som en fjollet leg. Okay, det var da stadig lidt flovt, men for 20.000 kroner, så var det vel værd at tage med. Det var, tænkte den 18-årige kvinde, lidt ligesom et lege Far, Mor og Børn, bare i en større størrelse og med en krukke af guld for enden af regnbuen.
Sarah fortsatte.
”Nu ved jeg godt at du ikke forventer at have nogle uheld, men jeg er dog kontraktmæssigt forpligtet til at vise dig denne næste skærm. Jeg vil dog bemærke at på trods af din skepsis så har du jo vist tegn på inkontinens. Forventninger er en ting, men du ville nok ikke være blevet anbefalet af din læge hvis ikke der var noget om snakken, vel?”
Emilie skulle lige til at svare imod, at sige at hun ingenlunde var inkontinent og at hun ikke vidste hvorfor hendes læge havde anbefalet udover altså at gøre hende 20.000 kroner rigere, men tøvede så. Måske ville det være bedre hvis AB Associated troede at der var i det mindste antydningen af et problem. Hvis de vidste at hun havde helt almindelig blærekontrol som enhver i hendes alder, hvem ved, måske kunne de så finde på at afvise hende? Hun studerende Sarah, men så intet anklagende i kvindens blik. Det var tydeligt at hun ikke havde ment det ironisk, at hun faktisk troede på hvad hun sagde. Alt sammen gav det Emilie lidt dårlig samvittighed.
Men alligevel sagde hun intet mens kvinden ledte hende hen til den næste skærm der mest af alt lignede den første med nogle få forskelle. For det første i stedet for U foroven stod der T (”træningsbukser” forklarede Sarah) og for det andet så var der kun ni deltagere. I modsætning til den anden, var flere af farverne her gule og en enkelt af dem var også brun.
Emilie stirrede på farven med en let urolig følelse.
”Betyder det at…”
”Ja, deltager 9 har haft et stort uheld i træningsbukserne og har dermed fejlet træningsprogrammet.”
”Og får så ikke de 20.000?”
”Desværre ikke. Da vi primært har lidt ældre deltagere – halvtreds år og opefter – sker det oftere end man skulle tro. Men det er jo også godt for os, ellers ville vi gå bankerot på en uge, selv med støtte fra kommunen.”
Og med det grinte kvinden og Emilie grinte med og igen følte hun sig mere rolig.
Dette var noget hun vil tænke tilbage på senere, nemlig hvordan kvindens med hendes ro, hendes latter og smil, formåede at få Emilie til at føle sig okay med noget som hun, under enhver anden omstændighed, næppe ikke ville have været okay med, uanset hvor hun sikker hun havde været på vej herud. Men det skulle hun først finde ud af om lidt.
”Ellers” svarede kvinden, konkluderende ”følger denne skærm det samme princip. Senderen registrer korrekt brug af træningsbukserne, registrerer uheld, skelner mellem tis og vand osv. Der er ikke så meget mere til det. Vi har faktisk, som du kan se, en tredje skærm, men” sagde hun igen med det samme pædagogiske smil ”den tror jeg ikke bliver relevant for dig.”
Emilie skulle lige til at sige at hun alligevel gerne ville se den, da kvinden pludselig gik hen til en nærliggende kasse, åbnede den og trak hvad der lignede et par store lyserøde underbukser op. Og så snart hun så dem, glemte Emilie alt om den tredje skærm.
For det var ikke underbukser kvinden holdt. Jovist, de havde omtrent samme form, men de var større, mere polstrede og gav, da kvinden vendte og drejede dem så Emilie kunne se, en let knitrende lyd som den unge pige forbandt med plastik. Og pludselig gik det op for hende.
”Det er træningsbukserne?”
Sarah nikkede.
”Er de ikke søde?”
Emilie sagde intet. Hun havde helt mistet evnen til at tale da Sarah rakte hende et par. Men da hun holdt dem i hånden gik det op for hende hvor bløde de var og hvor tykke. Det her var ikke Goodnites. Hun havde set Goodnites. Goodnites var små, diskrete og mindede mest af alt om trusser. De her fik hende til at tænke på noget andet, noget infantilt.
Der var et let lag af plastik på ydersiden, specifikt midtfor, og de gik da op for hende at disse var designet udelukkende til hunkøn. Deraf farven, vel. Hun studerede buksen og forventede undervejs halvt at opdage dyr og sjove figurer, men foruden den larmende lyserøde farve der fik hende til at tænke på Candyfloss, var der intet usædvanligt over udseendet. I hvert fald ikke på ydersiden. Indersiden, derimod, var en anden historie.
Den var helt hvid og underligt ”fluffy” som var den foret med så mange vatrondeller. Langsomt lod hun hånden glide ned af den indre del af buksen. Det var ligesom at age et lille lam. Aldrig hun havde rørt noget så blødt. Forret var tykkest i midten, men der var også en anselig mængde både foran og bagtil. Emilie, om end næppe en ekspert på området, ville have gættet at bukserne i hvert fald kunne klare en stor vandladning. Måske to.
Og pludselig, i det øjeblik, var det som om tingene blev meget virkelige. Og reglerne meget nærværende. Og med et kom skammen tilbage, så dyb og dominerende at selv kvindens gode humør og hendes egen tidligere selvsikkerhed ikke kunne standse den. Uanset hvor store de var, så kunne der ikke være nogen tvivl. Disse var designet som til et lille barn der kun lige havde påbegyndt pottetræning. At påføre sig disse, uanset hvad årsagen så var, signalerede at man selv var på præcis det samme stadie. Det var, for den unge attenårige kvinde, så ivrig efter at blive voksen og skabe et selvstændigt liv for sig selv, det absolutte topmål af ydmygelse.
Men det var mere end det. Foruden flovheden og skammen, mærkede hun i sit indre en frygt hun ikke helt kunne beskrive. Det var som om at hun var bange for at noget helt elementært var ved at blive taget væk fra hende og med denne indsigt fulgte en angst for at tingene potentielt kunne spire helt ud af kontrol. Men igen, sukkede den unge kvinde dybt og beroligede sig, som altid, med at reglerne aldrig ville blive aktiveret og intet at dette ville gælde for hende. Og det hjalp lidt.
Hun gav bukserne tilbage til Sarah.
”De er meget søde” svarede hun voksent (overlegent) ”men jeg foretrækker de 20.000.”
Sarah grinte.
”Kom, så skal jeg vise dig senderen.”
Og med det lagde de bukserne tilbage i kassen, lukkede den tæt og begav sig over til hvad der lignede et gammeldags stort skab med mindst tyve skuffer. Sarah trak en nøgle op af lommen og låste en af skufferne op. Ud tog hun hvad der mest af alt lignede et lille SIM kort og rakte det til pigen.
Emilie kiggede på objektet hun holdt i sin hånd. Som Sarah havde sagt var det lille og kvadratisk. Det var også overtrukket med en eller anden film og ligesom buksens inderside føltes det blødt, men også fast på samme tid. På midten, så hun, en lille lampe, men den var slukket. Kvinden tog en IPad frem og trykkede på nogle taster. Med det samme blev lampen tændt og skinnede med et klart rødt skær.
”Okay. Alting ser ud til at virke. Vil du have noget imod at vi tester den?”
Emilie, der indtil da havde travlt optaget med at studere senderen, kiggede op med et lettere forskrækket udtryk. Sarah måtte have set dette.
”Bare rolig. Jeg mener ikke at du skal at tisse i bukserne. Men hvis du har tid, kan du så ikke lige gå ud på badeværelset og sætte senderen fast på dine trusser? Bare så vi lige kan se om den virker.”
”Åh. Okay!” svarede pigen hurtigt og kiggede sig forvildet omkring, som var hun et dådyr fanget i en bils forlygter.
”Toilettet er på højre hånd” svarede kvinden, som altid, beredvilligt.
Emile gjorde som instrueret, skyndte sig ud på det lille nærliggende toilet, og trak både bukser og trusser ned. Timingen var egentlig god nok, da hun nemlig også skulle tisse. Hun satte sig på kummen og tissede og tørrede sig derefter grundigt. Hun ville ikke risikere noget. Derefter trak hun trusser op igen og fandt senderen frem. Hun skulle lige til at sætte den fast på hendes trusser, da hun kom kom i tanke om at hun, midt i al skammen og ydmygelsen angående træningsbukserne, havde glemt at spørge Sarah hvordan.
Forvirret, vendte og drejede hun senderen i sin hånd, men så ingen tegn på hverken indhak eller andet hvormed senderen kunne sættes fast. Hun var lige ved at tage bukserne på igen og gå ud og spørge om vejledning (og hvor pinligt ville det ikke være), da hun med et opdagede at senderen ikke bare lå i hendes håndflade. Den sad fast på hendes håndflade. Hun vendte hånden på hovedet, men ingen ting skete. Senderen faldt ikke ned. Endelig greb hun fast om senderen og trak den af, hvilket var, om end ikke umuligt, så alligevel ikke uden en vis modstand. Det var, tænkte Emilie, lidt ligesom at trække magneter af et køleskab.
”Højst besynderligt” mumlede hun stille og prøvede dernæst at sætte senderen fast på sin arm med samme resultat og endelig toiletdøren og væggen. I alle situationer sad senderen fast uden problemer. Senderen fortsatte dog med at lyse rødt. Til sidst, trak hun på skulderen, og satte senderen fast på sine trusser som anvist og øjeblikkeligt ændrede senderens farve fra rød til grøn. Hurtigt tog hun bukserne på igen, vaskede hænder og skyndte sig ud af badeværelset.
Kvinden ventede på hende ved den første skærm.
”Okay, nu har jeg gjort det” sagde Emilie, der ikke helt kunne få sig selv til at sige at hun lige havde sat en lille firkantet himstregims fat på sine trusser der skulle overvåge om hun tissede i bukserne. “Det” som i “nu har gjort det” syntes tilstrækkeligt fyldesgørende.
”Ja, det kan jeg se” svarede Sarah, der, bemærkede Emilie, ikke kiggede ikke på hende, men op på den ovenstående skærm. Og pludselig forstod Emilie hvorfor. Længst til højere i skærmen var der nemlig dukket en ny deltager op – deltager 19 – og under denne nye deltager skinnede der som den frodigste skov et lille grønt lys.
”Er det…?”
Sarah nikkede.
Emilie både smilede og sukkede på samme tid, stadig ikke helt sikker på hvordan hun havde det med det hele. Tanken om at lige nu, var der en lille firkant placeret på hendes trusser, der ikke alene kunne registrere evt. uheld men også videregive denne information til mennesker hun slet ikke kendte, var i sig selv grænseoverskridende. Også selvom ingen af reglerne, som hun jo hårdnakket havde pointeret over for sig selv igen og igen, nogensinde ville blive aktiveret.
Men for 20.000 kroner er det så ikke det værd?
Stemmen kom tilbage endnu gang, men denne gang var det som om den havde ændret mening. Borte var den grundlæggende skepsis, og frygten for noget Emilie ikke helt vidste hvad var. Og endelig begyndte skammen at foretage sig, om end ikke forsvinde. Okay, situationen var akavet, tanken om træningsbukserne ydmygende, men om end ikke andet, så vidste hun nu præcis hvad hun havde med at gøre og kunne derfor træffe sin beslutning på et oplyst grundlag.
”Men det er kun hvis du stadigvæk er interesseret i at deltage” sagde Sarah da hun bemærkede Emilies tavshed. ”Det er nemlig helt i orden at ombestemme sig.”
Emilie vendte sig om og svarede så med den samme overbevisning hun havde følt da hun først var taget af sted den dag.
”Nej. Jeg har set hvad jeg kom for at se og jeg er overbevist. Jeg vil gerne deltage i træningsprogrammet.”
”Perfekt” svarede Sarah og igen gik de ind på hendes lille kontor.
De næste par minutter var blot formalia, tørt og uinteressant for den unge pige. Hun blev bedt om at skrive under på ikke mere end tre separate dokumenter, der alle kun udgjorde forsiden af længere hæfter. Emilie spurgte om hun skulle læse dem, kvinden svarede at hun kunne hvis hun ville, men i så fald var det nok bedst at hun tage dem med hjem, da hun skulle møde en ny deltager om kun ti minutter. I så fald, mindede kvinden hende om, ville det være nødvendigt at komme igen en anden dag, inden d. 1 hvor træningsprogrammet trådte i kraft.
”Men hvad står der i dem?” Spurgte Emilie varsomt, mens hun bladrede igennem mere end tredive sider af regler og instrukser. Det mindede, tænkte hun, om de informationer man nogen gange får når man skal opdatere et eller andet på computeren, nemlig endeløse sider af virksomheds jargon der tydeligvis ikke var skrevet for viderekommende. Og spørgsmålet var altid det samme, accepterer du eller gør du ikke? Emilie accepterede altid.
”Ikke så meget nyt” smilte kvinden ”bare det vi allerede har gennemgået i dag. Jeg beklager længden. Virksomheder er ikke altid lige gode til at fatte sig i korthed.”
”Mon ikke” sagde Emilie og Sarah grinte, men sagde så igen at hvis Emilie ønskede det, kunne hun altså godt tage papirene med hjem, nærlæse dem og…
”Det er ikke nødvendigt” svarede Emilie med et smil ”hvis ikke der er andet, så er jeg klar til at skrive under nu.”
Normalt ville selv den lidt naive pige måske have tøvet. Normalt ville hun bedt om tid til at tænke sig om. Men så overvældet var hun af det alt sammen, at hun helt bogstaveligt talt var ved siden af sig selv. Derudover var der bare noget ved Sarah der beroligede hende. Det var lidt ligesom når hun var sammen med Line. Det var som om de havde kendt hinanden i årevis. Uanset hvor mærkværdigt selve programmet var, så stolede hun på kvinden, stolede på at hun kun ønskede det bedste for hende og reelt ønskede at hjælpe. Og endelig, Emilie havde forelæsninger resten af ugen og det ville være svært, hvis ikke umuligt, at finde tid til at komme herud igen i dagtimerne.
Hun førte pennen ned til den stiplede linje og skrev under, først én gang, så to gange og endelig tre gange. Knap nok havde hun gjort dette, før kvinden greb hendes hænder og kiggede, med et næsten moderligt udtryk, hende dybt i øjnene. Der var noget i dette blik, dets varme og nærvær, der gjorde den unge pige både glad men også underligt nervøs.
”Velkommen til træningsprogrammet.”
Det var altid det samme smil.
Emilie forlod AB Associated den dag med en følelse af forvirring, flovhed og forløsning.Forvirring over formålet med programmet. Hun forstod stadigvæk ikke hvorfor eller hvordan hendes deltagelse kunne være 20.000 kroner værd. Flovhed over senderens grænseoverskridende natur og de ti par lyserøde træningsbukser Sarah havde givet hende i en lille bærepose (med instruksen ”man ved jo aldrig”). Og endelig forløsning over at hun havde fået svar på alle sine spørgsmål (havde hun ikke?) og at det alt sammen næppe ville betyde noget for hende. Hun havde taget modet til sig, hun var kommet herud og haft hvad der kun kunne beskrives som ydmygende (om end humoristiske) samtaler. Nu kunne hun ånde lettet op, velvidende om at det værste var overstået og at hun stod til at blive 20.000 kroner rigere om kun tre små måneder.
Især den sidste følelse syntes at dominere mere og mere, ja faktisk i sådan en grad at selvom Emilie godt nok skævede til den tredje skærm på vej ud derfra, var det først mange måneder senere hun tænkte over dens betydning. Jo hun havde da registreret at der var færre deltagere (ja kun syv faktisk) og at alle lysene var enten gule eller brune. Men hvad hun ikke helt havde registreret – hvad kun hendes underbevidsthed havde registreret – var bogstavet der skinnede hvidt oppe i det højre hjørne.
“B”.
???
