Fortsættelse af Turen til Jylland (F,F,M,F)
Jeg vågner ved lyden af en insisterende alarm der bimler ubønhørligt på natbordet. Halvt sovende rejser jeg mig op, klokken er seks. Hverdagen er begyndt igen for mit vedkommende, sommerferien i Jylland ligger som et fjernt minde hvor retten til selvbestemmelse lå på et lille sted, så det er sejt at være tilbage i lejligheden igen, være voksen og skal tidligt op om morgenen og i skole.
Men…noget har alligevel ændret sig i sommerens løb. Jeg er blevet så godt som 100% inkontinent, så jeg bruger ble konstant. Det kan godt skabe nogle problemer i skolen da jeg ikke vil have at alle skal kende til min hemmelighed, men Kate har været meget støttende og mindet mig om, at små piger selvfølgelig ikke kan gøre for at de ikke kan holde sig og må have ble på. Jeg snakker tit med Mathilda som selv læser i Århus, og hun er også god til at lytte og forstå, men hun bruger ikke ble som jeg, kun indimellem.
Ude i entreen kan jeg høre nøglen klikke i låsen. Så er ”min mor” kommet for at få mig op. Sådan er det blevet eftersom jeg ikke kan være hos Kate i hverdagene og blive passet som jeg er blevet det siden før sommerferien. Hver morgen kommer Kate og vækker mig og sørger for morgenmad, bad, bleskift og påklædning. Jeg hører hende smide sin tunge taske på gulvet og tage overtøjet af inden hun lukker op ind til mit værelse.
”Godmorgen, skat, du har vist sovet godt” siger hun og hiver mig op i siddende stilling og giver mig et knus. Jeg putter mig helt ind til hende og lader hende overtage styringen. Hun hjælper mig op, tager mig i hånden og går med mig ud i køkkenet hvor hun laver grød til mig, for en lille pige skal have massere af næring. Hun giver mig hagesmæk på og mader mig, og for hver en mundfuld roser hun mig til skyerne over at være så dygtig.
Da skålen er tømt skal jeg ammes. Det bliver jeg hver dag og helst flere gange dagligt hvis det er en mulighed. Stadig søvning og med bleen hængende næsten nede om knæene kravler jeg op i sofaen og lægger mig tilrette mens Kate knapper op. Hun lægger mig til og putter brystet i munden på mig og jeg begynder at sutte sultent og grådigt.
Jeg ender med at tømme Kate helt, og jeg klynker lettere utilfreds da hun siger at jeg nok skal få mere senere. Vi går ud på badeværelset og Kate tager nattøjet og bleen af mig, den lander med et hult dunk på gulvet, drivvåd.
Ind under buseren med mig, kabinen er for lille til to, så jeg må vaske mig slv, selvfølgelig under Kates kyndige opsyn og vejledning, men jeg får da lov til at stå og gasse mig under det varme vand mens hun går ind for at finde rent tøj til mig og finde rene håndklæder.
”Så er du færdig, det var flot!” Kate er tilbage og står klar til at tørre mig. Hun svøber mig ind og tørrer mig grundigt inden hun bærer mig ind på værelset hvor det hele ligger parat. En tyk salve bliver smurt på mig inden en tyk bukseble bliver trukket op om min numse. Det er den bedste løsning med bukser, de fylder ikke så meget og jeg kan selv skifte dem i løbet af dagen, og det er nødvendigt.så får jeg tøj på, mit eget almindelige tøj inden hun sætter mig ned i bilen og kører mig i skole hvor jeg skal være klokken otte.
Mandag morgen står i det samfundsvidenskabelige tegn og vi er mange der sidder på rækkerne og i grupper og lytter til vores underviser. I dag har vi om ledelse og jura, og det sidste hænger mig allerede ud af halsen, men resten er spændende nok. Vi er end ikke halvvejs gennem timen før jeg mærker en enorm tissetrang, mængderne af morgenmaden er på retræte.
”Må jeg gå på toilettet?” spørger jeg og beder til at jeg når derud i tide, for jeg prøver at undgå at bruge bleen i skolen.
”Ja, men skynd dig” svarer vores underviser. De andre kigger forbavset da jeg næsten vælter ud af døren og styrter i fuld galop hen ad gangen. Inde på toilettet flår jeg panisk bukserne af lige tids nok til at min blære giver efter og det flyder ud af mig så min ble til sidst lækker. Katastrofe! Så tæt på målet og så alligevel ikke.
Den lille pige oovertager, og jeg begynder at græde højt uden at tænke på om folk nu hører mig. Jeg kan kun tænke på to ting: jeg er våd og har brug for at blive skiftet, men her findes ingen Kate, og min taske med ekstra bleer og skiftetøj står i mit aflåste skab i klassen, og der er ingen anden udvej end at skulle gå gennemblødt ned gennem gangen hvor alle sidder og arbejder. Det kan jeg slet ikke bære, og jeg græder endnu højere.
”Er du okay, hvad sker der?” kan jeg høre nogen spørge. Jeg holder mig for ørene som et barn og vil ikke svare af bar skam.
”Hallo? Ida, er det dig?” spørger stemmen igen. Det lyder som en af fyrene fra min paralelklasse. Værre kan det ikke blive.
Et par hårde bank på døren fortæller, at en lærer er kommet til for at hjælpe, og det lykkes mig at komme så meget under kontrol at jeg pippende fortæller hende hvorfor jeg er så fortvivlet. Jeg kapitulerer og låser døren op og afslører med bøjet hoved og ildrøde kinder sandheden.
”Er du syg, Ida?” spørger hun bekymret. Den køber hun ikke.
”Ida, kig lige på mig! Jeg kan se at der er noget i vejen siden du står her uden bukser og med en våd ble!”
Blodet fryser til is i mine årer ved den sidste sætning, og jeg kigger ned ad mig selv. Jeg står ganske rigtigt med bukserne nede om anklerne og den våde ble hængende og mere synlig end hvad godt er, og mine kammerater begynder også at titte frem fra klasselokalet for at se hvor jeg bliver af. Chokket lyser ud af de flestes ansigter, og enkelte griner, men mine tætteste veninder kommer mig til undsætning og slår beskyttende ring omkring mig. Der i kredsen ender jeg med at fortælle min hemmelighed. Jeg er inkontinent. Bum! Så er elefanten ude af rummet.
”Får du medicin for det?” spørger en af mine veninder. Jeg ryster på hovedet. Hele flokken følger mig ned til gymnastikhallens omklædning hvor jeg tager mig et bad mens en anden får lov at hente min taske hvis hun lover ikke at kigge i den.
Da jeg er færdig er det frokostpause og jeg ringer til Kate, for jeg magter ikke at skulle vise mig i kantinen efter den ydmygelse.
Inden for ti minutter kommer Kate som et lyn, de andre tror hun er min mor, så ingen stiller spørgsmål om hvad hun laver på skolen.
Hun krammer og trøster mig mens veninderne ser på, heldigvis er der ingen babysprog i deres nærvær.
”Er I søde at vente udenfor?” Kate smiler venligt men bestemt til venindeflokken der forlader omklædningen helt uden at vide hvad det er der skal til at ske derinde. Vi går ind på et af toiletterne og låser døren. Kate lægger mig på gulvet og hjælper mig i en ren ble og nogle nye bukser. Jeg er helst fri for at blive skiftet på den her måde, men det er nu alligevel rart nok efter sådan et uheld.
”Jeg er sulten!” erklærer jeg med et højt og begynder automatisk at trække Kate i blusen.
”Jeg har pumpet mælk ud, så jeg har en flaske med til dig du kan få!” Kate sætter sig på wc’et med mig på skødet og giver mig flaske som jeg sluger med lynets hast inden hun kysser mig på kinden og kører hjem med mit våde tøj i tasken. Nu er der kun den lange vandring tilbage til klassen, men jeg er ved godt mod efter at have fået mad og tør ble.
Ved døren til klassen bliver jeg mødt af vores underviser som ser alvorligt på mig, episoden er åbenbart nået hendes ører og hun er bekymret for om det her vil blive et problem i fremtiden.
”Jeg synes du skal gå til lægen og blive undersøgt, Ida!”
”Jeg fejler ikke noget!” ryger det ud af mig. Én ting er at mine veninder nu kender min inkontinens, men lærerne skal ikke blandes ind i det, og da slet ikke vide årsagen til inkontinensen.
”Det er ikke kun det der skete i dag, det var hele din måde at reagere på, det er ikke normalt når man er 22, og vi ser det desværre i andre situationer også”
min lærer taler i en evighed, men det går op for mig at jeg ubevidst er blevet et lille barn efter sommerferien. Det ender med at min lærer sender mig hjem for at sunde mig med besked om at tale med lægen da hun har mistanke om svær stress.
To dage senere. Min læges besked er klokkeklar: jeg er sund og rask og fejler ikke noget, det er det psykiske der halter, men de kan ikke finde årsagen. Så tiden fordrives i lejligheden indtil Kate tropper op og annocerer, at det nok er det bedste at jeg flytter hjem til hende en dags tid. Hun har i øvrigt også en overraskelse til mig, siger hun hemmelighedsfuldt da vi sidder i bilen.
”Hvad er det?” min iver får mig til at hoppe op og ned i sædet og ender med at slå en ordetlig prut…med indhold. Jeg sætter mig forsigtigt ned og mærker lorten brede sig i bleen og rudt på numsen.
”Puha!” lyder det fra forsædet. ”Det var vist meget godt at jeg hentede dig, du er da alt for lille til at være alene, sæt det skete derhjemme, hvem skulle så hjælpe dig?” pludrer Kate på sin sædvanlige facon inden hun stikker sin hånd bagud og giver mig en sut som jeg henrykt modtager og langsomt falder i søvn i mit autosæde.
Jeg vågner først da jeg lilgger på puslebordet og Kate er ved at få overtøjet af mig og begynde på afklædningen. Mit almindelige tøj ryger på gulvet og jeg ligger nu kun med en meget snavset bukseble på og stadig med sutten i munden.
Kate tager bleen af mig, der er puha over det hele og hun må bruge mane vaskeklude for at få mig ren igen. Hun giver mig min lyserøde body med Minnie Mouse på og en tyk babyble, for når jeg er hos Kate får jeg kun lov at bruge tapebleer, de andre er kun til når jeg er nødt til at være en stor pige.
”Så lille skat, nu er du fin igen. Var det ikke rart med en ren og tør numse?”
Jeg nikker tilfreds og spræller med benene som en rigtig baby, og Kate tager mig op, giver mig hagesmæk på og bærer mig ind i stuen hvor hun sætter mig i kravlegården til alt mit legetøj.
”Nå, skat, jeg sagde at jeg havde en overraskelse til dig. Jeg er inviteret til bryllup i min familie”
”Fedt, hvornår skal vi afsted?” jeg bliver ellevild og lidt af den unge Ida viser sig. Men det får Kate hurtigt sat en stopper for.
”Du skal ikke med, det er du alt for lille til, Ida! Du er jo en baby som skal plejes, og derfor har jeg arrangeret pasning til dig mens jeg er væk! Du skal til London!”
”Yes!!” råber jeg. Et par dages shoppeferie er slet ikke dårligt, men da jeg ser Kates udtryk bliver jeg klar over, at her er ikke tale om ferie. Hun har fåået mig installeret mig på et nursery hos en der hedder Mrs Jenkins. Hun har mange års erfaring i at passe små børn, og folk fra hele Europa kommer dertil for at opleve et par dage i barndommens land.
Et par dage inden afrejsen ringer telefonen. Det er mine forældre der inviterer på kaffe, de savner mig og vil gerne vide hvordan det står til med mig og mine studier. Jeg er på nippet til at fortale mig om rejsen til London, men jeg når at stoppe mig selv i tide, min mor er helvedes nysgerrig og vil kun spørge og spørge.
Jeg indvier Kate i invitationen og fortæller, at mine forældre ikke kender til min hemmelige livsstil og at det vil blive svært at forklare hvem Kate er da hun er så meget ældre end jeg.
”Du skal bare være dig selv, Ida” siger Kate støttende, og vi ender med næste dag at køre hjem til dem sammen.
At se mit barndomshjem er dejligt og vækker minder. Det føles som om jeg har været væk i årevis, og duftwn af mors kaffe og hjemlig hygge svøber sig omkring mig så jeg næsten helt glemmer angsten for at min hemmelighed bliver afsløret.
”Har du taget en veninde med?” spørger min mor straks da hun ser Kate. Vi nikker begge to og bliver vist indenfor i stuen hvor et kaffebord af dimensioner venter på os, og vi spiser kage så vi alle er ved at revne, og undervejs bliver jeg tørstig efter Kates mælk, men det kan jeg ikke bede om her, men sender hende et diskret blik da min mor vender ryggen til. Kate nikker indforstået, men forholder sig tavs af respekt for situationen.
”Hvordan går det i skolen? Du må have travlt siden vi aldrig hører fra dig!” min far er af få ord, men her lirer han den seneste tids opsparede sladder og familiebegivenheder fra sig i en lind strøm, og jeg svarer høfligt på det hele med et påtaget smil. Jeg er våd i bleen igen uden at have opdaget det!
Jeg skynder mig ud på toilettet for at skifte til en ny og undersøer grundigt om der skulle være den mindste plet på bukserne, men heldigvis ikke.
Da jeg kommer tilbage er både min mor og far i fuld gang med at sludre med Kate som fortæller vidt og bredt om sig selv og mig og om turen til London. Jeg krummer tæer, bare hun nu ikke siger noget om hvor og hvad der skal foregå derovre. Min mor er henrykt, men bliver så betænkelig, for hun kender lidt for godt til min stramme økonomi og ved at jeg næppe selv vil have råd.
Pludselig bliver min mor underligt hvid i hovedet og spørger mig næsten hviskende:
”I er da vel ikke kærester?”
”Nej!” udbryder jeg forlegent. ”Men mor, der er noget andet jeg godt vil fortælle, men please, flip ikke ud!”
Min mor har sat sig tilrette med en ny kop kaffe og med ører så store som Dumbos
Jeg fortæller med blussende kinder om mit kendskab til Kate og baggrunden for at vi traf hinanden og at jeg har levet som et lille barn i flere år.
Stilheden er larmende. Jeg kan seat mine forældre er ret chokerede over den meddelelse, men der er ingen af dem der spørger for meget, især ikke min far, han er gået så vi tre tøser kan have vores snak i fred.
”Men hvorfor det liv, Ida? Er du ikke glad for at være som du er? En ung pige på snart 23 der går på seminar og skal være sygeplejerske?”
”Jo…men jeg kan så godt lide at være lille pige og baby! Det er så rart og trygt. Og Kate, hun passer på mig!” mumler jeg ned i bordet til min næsten tomme kaffekop.
”Som et barn?” spørger min mor både nysgerrig og vantro. Jeg nikker.
Min mor er lammet. At jeg skulle springe ud som voksenbaby og måske endda lesbisk, selvom det kunne jeg ikke drømme om, det er en besked der lige skal synkes engang og skylles ned med endnu mere kaffe.
”Det er dit liv, Ida, og jeg accepterer dit valg. Men jeg forstår ikke hvad det skal til for” lyder det omsider fra mor.
Jeg er lykkelig. Jeg har den bedste mor i hele verden, faktisk har jeg to mødre, en til lille Ida og en til voksne/ lille Ida.
Det bliver ret sent før vi takker af den dag. Da bilen bakker ud af mine forældres indkørsel med mig siddene i autosædet, falder jeg i søvn af mental udmattelse og vågner ikke fær vi er hjemme igen og jeg kan komme i seng.
Om tirsdagen skal jeg afsted. Mrs Jenkins venter mig i London. Kate er i festtøjet allerede ved femtiden den morgen inden hun skal køre mig i lufthavnen og selv videre til Fyn. Jeg har ikke andet med end en rygsæk med det mest basale, min billet, min telefon, en bog og puslegrej. For at slippe for flere ydmygelser får jeg lov at lade salve og pudder blive hjemme og nøjes med de medicinske buksebleer, det kan man ligesom bedre forklare i lufthavnen.
Klokken otte sidder jeg i flyet mod Hearthrow og spiser dårlig flymad. Mens verden blive mindre og mindre under mig, tænker jeg på de forestående dage. Hvad vil der vente? Jeg tænker på mine forældre, familie, vennerne og skolen. Jeg har på fornemmelsen at jeg med det her fly vil forlade et liv for at begynde et nyt, men jeg ved ikke endnu hvad det ender med.
Der er en million mennesker da flyet ankommer til lufthavnen i Hearthrow. Jeg ved at Mrs Jenkins vil tage imod mig i ankomsthallen og ledsage mig til det sted jeg skal være i pleje.
Det tager en evighed før jeg er kommet igennem sikkerhedskontrollen. Men udenfor står en ældre, gråhåret dame med et skilt og nikker mig hen til sig.
”Hej, min pige og velkommen til London! Det er mig der er Mrs Jenkins!” siger damen med en klassisk britisk accent.
Jeg nikker og skal lige støve mit engelske af før vi kan tale rigtigt sammen, men inden vi er nået til stedet, går det som en leg.
Vi kører omkring 20 minutter før vi er halvvejs ude af byen og når til noget der minder om Sankt Hans i Roskilde. En stor hospitalslignende bygning med en høj mur om møder os, og jeg går tavs og nervøs bag Jenkins hele vejen.
”Lad os få en kop te, så viser jeg dig rundt bagefter!” smiler Mrs Jenkins. Hun sætter vand over og placerer mig i et hyggeligt køkken der lidt minder mig om min mormors med blomstrede gardiner og hæklede dækkeservietter på bordet.
En klassisk afternoon tea bliver serveret og jeg har ikke før smagt så gode muffins, jeg sluger dem alle sammen på næsten samme tid, for jeg har ikke spist ordentligt siden jeg lettede fra København.
Da jeg lidt senere stopmæt bliver vist rundt på stedet, får jeg lidt af en oplevelse. Her er alt hvad enhver med de her fantasier kan drømme om. Her er forskellige afdelinger, fortæller Mrs Jenkins. Der er børnehaven som er for de store børn, vuggestue for de mindre og så noget som de kalder for spædbarnsstuen for de allermindste. Det er der Kate har installeret mig for den næste uges tid.
Jeg får lov at se samtlige afdelinger. I børnehaven er der en fed legeplads med klatrestativ, trampoliner, mooncarbane og gynger. Sådanne facilliteter har selv næppe børn i de danske, dårligt normerede kommunale daginstitutioner.
Vuggestuen er ligeså lækker med sansegynger, sandkasse, legehuse og et stort halvtag til klapvogne.
I haven der hører under spædbarnsstuen er der ikke ligeså meget, og det ærger mig lidt, men små babyer har heller ikke brug for så mange indtryk som de store, får jeg at vide. Indenfor er det til gengæld anderledes. Det her er voksenbabyhimlen. En stor dagligstue med kravlegårde med legetøj, lækre sofaer, aktivitetstæpper og spilledåser, et kæmpe badeværelse hvor pusleborde står i snorlige rækker med alt hvad en baby skal bruge, og til sidst soverummet hvor ligeså mange vugger er anbragt med en lænestol ved hver vugge til de mange nannies, der må op og trøste, skifte eller på anden måde tage sig af de vågne børn om natten.
” Du er jo brystbarn, så du skal være hos os! Vi har det vi kalder for en ammepige som vi tilknytter de børn der har brug for det. Alle børn har deres egen ammepige og nanny. Forstår du?”
Mrs. Jenkins bliver pludselig alvorlig og forlanger svar og tydeligvis lydighed. Jeg nikker automatisk og følger med ind i stuen hvor en sød, midaldrende kvinde præsenterer sig som Nanny Margaret, et passende navn til en der er lidt buttet. Jeg ser mig omkring, det er som om jeg er rejst tilbage i tiden, det er ligesom i 50’erne, alle pigerne har blå kjoler, hvide forklæder og kapper på ligesom en sygeplejerske, og alle bleerne her er tøjbleer og gummibukser.
”Skal vi ikke få den lille ny baby ud på badeværelset til omklædning, Mrs. Jenkins?” spørger Nanny Margaret hen over hovedet på mig som om jeg er fuldstædig umælende. Kate har sørget for at intet ændres mens hun er væk.
På badeværelset bliver jeg løftet op på et af de kæmestore pusleborde som er noget bredere end det derhjemme. I fællesskab begynder de to nannies at klæde mig af af så jeg kan komme i bad, for det skal alle små babyer. Mrs. Jenkins forlader os og overlader resten til Nanny Margaret.
Jeg slumrer ind, badet er dejlig varmt, og jeg kommer til at tænke tilbage på min barndom, det her minder mig om at komme i karbad hos mormor, for hun vaskede mig på samme måde som Margaret, med kærlige og kyndige bevægelser og rigeligt med sæbe. Jeg bliver lagt op på bordet og tørret nænsomt over det hele og får numsen grundigt smurt ind i salve så jeg ikke bliver rød.
Nanny Margaret finder en tyk stofble frem som hun folder med stor præcision, det ligner at hun aldrig har lavet andet i sit liv, og hun lægger den omhyggeligt under mig og vikler mig ind så jeg næsten ikke kan bevæge benene. De her bleer skal jeg vænne mig til. Et par gule gummibukser med flæser i benene bliver trukket på mig og bagefter får jeg body og en hvid sparkedragt på. Nu er jeg så meget baby som jeg kan være.
”Nu skal du ind og have en lur, lille skat!” Nanny Margaret løfter mig op og sætter mig på gulvet, men jeg kan faktisk ikke gå rigtigt på grund af den store ble, og det ved min nanny godt.
”Du må kravle, det gør alle babyer!” smiler hun. Rød i hovedet lægger jeg mig på alle fire og kravler efter Margaret ind i stuen hvor en anden nanny hjælper med at få mig lagt i barnevogn. Jeg græder lidt, jeg er træt og overvældet, men de to nannies er dygtige, de trøster mig, tysser mig ned og giver mig en sut. Så tager Margaret vognen og triller mig ud i haven hvor hun går rundt med mig til jeg falder i søvn.
Da jeg vågner igen er jeg forvirret og forstår ikke hvor jeg er. Nogen har kørt mig ind i en hal hvor mange andre barnevogne står, og jeg kan høre nogle snorke derfra. Først da kommer jeg i tanker om det hele og mærker med et bleen som er gennemblødt, jeg må have sovet gpodt
Automatisk begynder jeg at græde, den indre lille baby er dukket op. Jeg sparker med benene og spytter sutten ud, så savl løber ned af mit ansigt.
En dør går op og Nanny Margaret kommer ilende til.
”Så, lille skat, ikke græde. Kom til Nanny Margaret!” hun spænder mig fri og tager mig op af vognen og bærer mig ind i puslerummet for at få det våde tøj af. Dragten er skøn at få af, men jeg græder endnu, jeg er slet ikke den almindelige Ida mere, nu er jeg kun en baby som ingenting kan udover at græde, spise, sove og bruge bleen. Nanny Margaret skifter min ble, giver mig en tør på og nogle nye bukser. Så kommer jeg endelig ind på stuen hvor jeg bliver præsenteret for mine ‘kammerater’. Der er flest drenge om mænd, der er kun en pige ud over mig. Der er rart i stuen og jeg ser mig om med store øjne, der er ‘babyer’ og barnepiger overalt. Et par drenge sidder og leger i en kravlegård med bløde klodser, en anden sover i en babynest. En nanny er ved at synge sange for en gruppe og en anden dreng ligger i skødet på sin ammepige og får bryst.
Da jeg ser dette komer jeg i tanke om hvor ulten jeg er og længes meget efter Kate. Jeg klynker, for det er over min spisetid.
”Babyen er sulten, hun skal have sin mælk nu!” afgør Mrs Jenkins, der er trådt ind i stuen. ”Ja, Mrs Jenkins!” svarer Margaret og tilkalder hende der skal give mig mad. Det bliver en pige der er ca fem-ti år ældre end mig. Det er lidt akhavet, men mælk mangler hun ikke og snart ligger jeg hos hende og sutter løs.
”Sikke en sød og nem baby vi har fået!” siger ammepigen fornøjet.
”Ja, hun er vel nok en lille engel. Sørg nu for at tørre hende om munden og støt hovedet så hun ikke får noget forkert i halsen!” formaner Jenkins.
Bagefter kommer jeg tilbage til min nanny igen. Jeg sidder på skødet af hende med sutten i munden, jeg er endnu træt og derfor noget pivet. Men en sød fyr på min egen alder kommer kravlende og spørger om vi skal lege med bamser.
Jeg kravler ned fra Nanny Margarets skød og vi bliver lukket ind i kravlegården hvor et par andre drenge også sidder med hver deres bamse og bold.
Fyrene hedder Pete og Charlie og er begge fra London, og jeg fortæller om mit eget private nursery hos Kate i Danmark. Vi triller med bold, kaster med bamserne og kravler rundt mellem hinanden længe indtil der begynder at lugte slemt af puha. Vi kigger alle tre på hinanden og vil ikke fortælle hvem der er synderen.
”Der er vist en baby der skal have ren ble!” en nanny kommer til og vi bliver alle tjekket. Hun trækker sparkedragterne af os en for en så vi kun ligger i body.hun kanpper op og mærker efter, både Charlie og jeg har puha i vores bleer.
Jeg gisper, jeg har lavet i bleen helt uden at mærke det! Det er langtfra første gang det er sket at jeg har haft et uheld, men første gang at jeg intet har mærket. Det skræmmer mig at udviklingen er gået så hurtigt, og jeg græder af græmmelse da jeg ligger på bordet hvor Nanny Margaret tager den beskidte ble af mig. Ved siden af ligger Charlie der får samme behandling, og han er om noget mere flov over situationen end mig, for han forsøger hele tiden at holde sig forneden så jeg ikke kan se, men hans nanny tager dem bestemt væk og siger, at sådan tænker små babyer slet ikke og at han ikke skal være uartig.
Da opgiver Charlie og tudbrøler mens han vender og vrider sig. Han falder først til ro da en sut bliver puttet i munden på ham.
I mellemtiden er jeg blevet vasket ren og skal have en ny tøjble på.
”Må jeg ikke få en engangsble på?” spørger jeg.
”Nej, det er kun for de store vuggestuebørn og børnehaven! Du er så lille og skal skiftes så tit at det er beedre med stofbleer da vi kan vaske og genbruge dem! Så, lig nu stille så jeg kan give dig bleen på, ikke”
Nanny Margaret lægger mig ned igen og gør sig færdig med at vikle min numse ind og givet mig rene gummibukser på og knappet min body.
Klokken atten er det spisetid på stuen. De fleste får deres mad på flaske og modtager måltidet liggende, men enkelte sidder i højstole ved bordet og får vælling og mos. Jeg er heldigvis en af dem. Mosen her er bdre end den jeg får hjemme, og jeg spiser hele tre portioner før jeg er mæt. Min salvesmæk er pladdervåd og snavset, og en grundig vask af hænder og mund må finde sted før jeg bliver sluppet fri og kan lege på gulvet.
Legetøjet består kun af stofting og rangler, men jeg finder mig hurtigt en fredelig plet i hjørnet hvor jeg sætter mig til rette med en sansebog som jeg kigger i mens jeg tygger i en bamse. Nu er jeg virkelig blevet til baby Ida og ikke hende der gik i skole og læste.
”Så er det sengetid!” lyder Mrs Jenkins’ myndige stemme pludselig på stuen. Det kvitteres med en del brokkeri og klynk fra de øvrige børn, og barnepigerne får travlt med at rydde op og gøre os klar til natten. Jeg kralvler selv ud til badeværelset, men Pete må bæres, han hænger på armen af sin nanny og savler på hendes kjole. Hun klæder ham af og skifter ham uden han vågner. Dette ser jeg på mens det bliver min tur på bordet. Jeg får min body af og en natdragt med fødder på og bliver lagt til brystet på min ammepige inde i soverummet.
”God lille baby Ida!” nynner hun imens.
Rødmen blusser op i mine kinder og jeg lukker øjnene mens jeg tager for mig.
Efter amingen kommer Margaret og overtager. Hun tørrer mig om munden med et hjørne af forklædet og lægger mig varsomt ned i rigtig babyvugge i voksenstørrelse. Vuggen er dejlig blød og har sengehimmel og en uro som hænger over mit hoved. Dynen bliver kærligt lagt på mig og Margaret sætter sig i lænestolen og giver sig til at vugge mig mens hun synger vuggevise for mig.
Langsomt men sikkert kommer trætheden krybende og jeg bliver med et tung i hele kroppen som efter et maraton. sutten falder ud og jeg klynker straks.
”Shh, her er sutten, skat” Nanny Margaret tikker den tilbage i munden på mig og vugger videre og jeg bliver mere og mere døsig. Jeg når lige at se hende trykke på en knap på væggen ved døren inden hun går.
Det må være til babyalarmen, tænker jeg. Og så falder jeg i en dyb søvn.
Næste morgen vågner jeg først da jeg kan høre gråd fra vuggen ved siden af. Jeg er stadig tung i kroppen og har svært ved at røre mig, men det rører mig ikke. Jeg bliver jo alligevel taget op og gjort i stand uden at jeg skal gøre noget som helst, så jeg tager sutten som er røget ud i nattens løb og putter den tilbage i munden og trækker dynen op over hovedet og gasser mig.
Gråden fra nabovuggen er vedvarende og tiltagende i stykre og vækker snart nogle af de andre som også stemmer i.
en mindre hær af nannies ankommer til soverummet for at trøste og bringe i orden. En del bliver taget op, deriblandt mig selv. Det er ammepigen der sørger for mig i dag, hun sætter sig med mig og ammmer mig, og Pete, der var ham der græd, får også mælk og bliver trøstet
Ritualet er det samme. Efter aminig er det badetid og så bleskift og påklædning. I dag er vejret godt og vi skal ud at køre med vores nannies. Vi bliver alle sat i barnevogne og så går turen ud gennem parken og ind mod byen. Vi er 12 der skal afsted, for hvert barn har én nanny hver.
Folk glor selvfølgelig uhæmmet da vi kommer ud fra den beskyttede instituition og ud i virkeligheden. Flere lokale og turister stiller op med deres telefon for at tage billeder af det usædvanlige syn, en flok uniformerede barnepiger der skubber rundt med voksne i barnevogn!
Jeg gemmer mig under dynen for at undgå at blive blitzet, hvis skolen derhjemme ser dette på nettet ved jeg ikke hvor jeg skal gøre af mig selv i fremtiden, og hvad vil mine forældre og familie ikke tænke?
Vi ankomer til Hyde Park og som det første kører vi en tur rundt om en af søerne for at se på fuglene, men vi får ikke lov at komme ned fra vognene, de er vi for små til.
Men alle er alligevel i strålende humør. Veltilpas kommer jeg op at sidde og får en kiks, noget man kun får på udflugter hvis man er en sød baby. Og det er jeg, siger de alle.
Det er rigtigt hygeligt i parken. De seks nannies har taget opstilling ved et udflugtsbord med deres oppakning og madkurve. Nogle spiser deres frokost mens andre holder øje med børnene i vognene. Nogle leger, andre sover og et par stykker bliver madet undervejs.
Jeg får en rangle at lege med da jeg er begyndt at bive for urolig. Jeg ser mig om efter Pete, men han er blevet kørt afsides for at blive skiftet. Jeg kan se ham henne under et stort træ hvor han er blevet parkeret mens hans nanny tager sig af ham.
Nanny Margaret tjekker også min ble og kan til sin tilfredshed konstatere at en ikke er våd eller det der er værre.
”Jeg er træt” mumler jeg med den halve kiks om munden.
”Så skal Nanny putte dig, læg dig ned, så får du sutten!” Margaret svøber dynen om mig og slår kalechen op og triller mig hen ved siden af de andre barnevogne hvor andre også tager sig en skraber.
Ud på eftermiddagen er vi hjemme igen. Jeg har sovet hele vejen og er helt frisk, men flere af de andre må lægges til at hvile, så jeg har stuen og alle barnepigerne helt for mig selv, untagen en af den, Steve, der sidder og slapper af i kravlegården med sin bamse og sut.
Om aftenen da jeg ligger på puslebordet og er ved at blive skiftet, får jeg lyst til at spørge om noget. Jeg vil gerne i vuggestuen, for jeg keder mig lidt her og jeg trænger til at røre mig lidt. Nanny Margaret rynker panden.
”Men du er jo et spædbarn og slet ikke stor nok!” protesterer hun kærligt.
”Jeg VIL i vuggestue!!” skriger jeg pludselig og kan slet ikke styre mig, jeg får et af mine vredesanfald som min nanny tager med ophøjet ro, men med en streng rynke i panden, sådan opfører man sig ikke, får jeg at vide. Hun advarer mig om at man ingenting opnår ved at plage og skrige, og hvis jeg bliver ved kommer jeg hen på en særlig stue hvor de uartige børn og babyer kommer til hvis de ikke opfører sig ordentligt.
Jeg klapper i og lader mig påklæde tør ble og nattøj i tavshed. Men da jeg ligger i vuggen spørger jeg igen med min sødeste barnestemme, selvom jeg er 22.
”Må jeg ikke nok komme op i vuggestuen, Margaret?” jeg ser op på hende med våde hundeøjne, og det kan hun selvfølgelig ikke stå for. Hun aer mig på kinden og lover at tale med Mrs Jenkins om det, men da jeg er brystbarn må jeg kun være der om dagen, hvis jeg får lov. Natten skal jeg tilbringe i vuggen på spædbarnsstuen.
Mrs. Jenkins giver tilladelse. Dagen efter bliver jeg af Nanny Margaret kørt hen til vuggestueafdelingen som ligger i den modsatte fløj i den store bygning. Her er liv og glade dage og børnene render rundt og leger og hygger sig mens andre foretrækker at sidde tæt på deres nanny.
”Her har vi et lille gæstebarn!” introducerer Margaret mig for de andre nannies der sidder på gulvet med børnene. ”Hun hedder Ida og kommer helt fra Danmark!”
Smilene fra de nye nannies står i kø og jeg bliver aet og nusset og dikket som aldrig før, og jeg soler mig i opmærksomheden. Jeg bliver sat på gulvet og kommer straks i snak med to andre piger på stuen som leger med dukker. De har ikke sparkedragt på men almindeligt barnligt tøj, men vi har alle savlesmæk på så vi ikke griser.
”Nå, søde børn, er I klar til at få tøj på og komme på legeplads?” spørger en nanny jeg ikke kender. Vild jubel bryder løs og garderoben bliver snart fyldt af børn og nannies som skal hjælpe med tøjet
Selv bliver jeg siddende med mine dukker, jeg er let ikke klar endnu. Hende der kaldte børnene sammen kommer hen til mig og hjælper mig op.
”Hej, jeg hedder Nanny Susan, hvad hedder du?”
”Ida” svarer jeg genert.
”Hvor sødt” svarer hun og tager mig i hånden. ”Kom, Ida, du skal lige have en tør ble inden vi går ud!” hun trækker mig med sig ud i puslerummet hvor jeg selv får lov at kravle op, selom jeg har brug for en del hjælp. Hun fjerner bleen og vasker mig, jeg har lavet puha, så det tager sin tid. Gensynet med de almindelige bleer er stort, og jeg er ved at juble ved følelsen af folie og tapene der strammes om min mave.
Fordi jeg er i vuggestuen får jeg også andet tøj på. En bluse med Minnie Mouse og et par lyserøde gamacher og sko der mere minder om luffer. Henrykt stavrer jeg med Nanny Susan ud i garderoben hvor hun giver mig trøje på inden hun lukker mig udenfor hvor legen er i fuld gang.
Jeg sætter mig i sandkassen sammen med pigerne fra før. Amanda og Sarah hedder de og er på besøg fra USA. De er på rejse rundt verden for at prøve forskellige ABDL-steder, og det her er næsten ligeså fedt som hjemme, siger de i munden på hinanden. Nogle drenge kommer til og hilser på os og vi snakker løs lang tid og glemmer helt at vi i dette øjeblik er små børn. Vi bygger et sandslot sammen og modtager rosende ord og klapsalver fra ‘de voksne’.
Amanda begynder pludselig at græde og vi kalder på en nanny. En kommer og trøster hende, tager hende på armen og går indenfor med hende og vi andre leger videre.
Da børnene bliver kaldt ind til middagslur ankommer min ammepige med min barnevogn. Jeg skal hen på min egen stue og sove, siger hun, men det vil jeg bestemt ikke, og jeg begynder at demonstrere voldsomt ved at skrige og slå omkring mig. Jeg havde det ligeså sjovt, og nu ødelægger hun det hele!
”Vil du gerne sove ovre hos os i vuggestuen?” spørger Nanny Susan der må hjælpe med at få mig bragt til ro igen.
”Ja!” svarer jeg med tårerne silende ned ad kinderne og snot i næsen.
”Så skal du være en god pige og gå med ind for at få din mælk! Du skal også skiftes!”
”Det skal du gøre!” protesterer jeg og klæber mig fast til Nanny Susan og holder hende i skørterne.
De to nannies udveksler blikke. Ammepigen, som i øvrigt hedder Abbey tager mig op og går ind i vuggestens opholdsstue for at give mig mad. Hun knapper op og lægger mig til, og roen sænker sig snart over mig. Jeg elsker modermælk. Kate har gjort mig til brystbarn hele vejen i gennem. Jeg bliver længe hos Abbey som stryger mig over håret og nynner mens jeg tømmer hende.
”Det var en god baby!” roser hun mig bagefter og rækker mig til Susan som tager mig ud på puslebordet.
”Her, hold bleen for Susan!” pludrer hun og rækker mig den ble jeg skal have på. Jeg bliver vasket, smurt og pudret og bleen kommer på. Så er det tid til lur.
I vuggesteuen sover man ikke i vugge. Enten i krybbe eller tremmeseng. Jeg er vant til begge dele hjemmefra så det er hip som hap. Jeg er faktisk ligeglad. Men jeg bliver lagt i krybbe sammen med de mindre børn og kørt ud under det store halvtag på legepladsen hvor vi kan få lov at snorke et par timer.
Sådan fortsætter det et par dage. Om morgenen bliver jeg taget op og bliver madet og gjort klar og så er jeg i vuggestuen til eftermiddagstid hvor jeg efter luren bliver hentet igen og kørt tilbage på min egen stue. Jeg er kommet til at holde meget af Susan, hun er sødere end Margaret, men kun lidt.
Men en ting har undret mig. Hver aften ved sengetid tænder barnepigerne for en eller anden knap og jeg falder i den tungeste søvn, og om morgenen er jeg tung i kroppen og motorikken svigter en del. Derfor bliver jeg båret meget, og jeg er også begyndt at savle mere end før.
Da jeg vender tilbage til spædbarnsstuen en dag efter endt dag i vuggestuen, kan jeg ikke finde Charlie. Pete er her, og han siger at han er blevet flyttet til den stue jeg blev advaret om. Charlie har været slem, svaret igen og ikke gjort hvad der var passende for hans alder.
”Han skal nok komme igen når han kan være artig og opføre sig pænt!” lover Nanny Margaret mens hun siddende i kravlegården giver mig sparkedragt og en ren savlesmæk på. Jeg mærker det ikke. Ligger bare og spjætter fornøje med benene så Margaret har en del besvær med at få dragten på mig. Jeg får en sutteflaske og en bamse til at kramme imens så der er ro på mig.
Med et bliver jeg træt og må lægge mig ned og jg krøller mig sammen. Uden jeg rigtig mærker det bliver jeg lagt i en babynest og svøbt ind i et tæppe. Jeg drømmer en dejlig drøm. Jeg drømmer at jeg er her i den engelske instituition i vuggestuen. Jeg er lukket inde i en beskyttet glasklokke, herinde er den evige barndom hvor leg og kærlig tryghed er det vigtigste. Jeg bor her og lever som et barn der modtager pleje døgnet rundt hele livet mens verden går videre udenfor. Et barneliv uden ansvar og bekymringer.
Jeg vågner langt ud på aftenen. Alle er for længst lagt i seng og her er mørkt, men ikke helt stille. En svag melodi lyder fra en højttaler i loftet, en sød stemme der synger og taler på en måde jeg ikke forstår.
Jeg vrider mig, jeg er spændt fast i vuggen ligesom i barnevognen og kan ikke komme fri. Jeg begynder at græde, hvorfor ved jeg ikke, jeg græder bare højere og højere indtil der kommer nogen og trøster mig.
Det er Mrs. Jenkins der kommer. Hun spænder mig fri og hjælper mig op at sidde så hun kan tage mig op.
”Hvad er der galt, lille skat?” spørger hun blidt mens hun går rundt med mig, guderne må vide hvordan for hun er gammel. Hun sætter sig med mig i lænestolen og holder mig ind til sig som en rigtig baby. Selv aner jeg ikke hvorfor jeg reagerer sådan. Jeg opdager knapt nok at hun knapper dragten op for at tjekke min ble, jeg ligger i favnen og smasker og lader hende om resten. I mit univers eksisterer kun mig om min højtelskede sut.
”Kom, lille skat, du skal op og have en tør ble!” Mrs Jenkins hanker op i mig og bærer mig hen på et ekstra puslebord der står i et hjørne af soverummet i tilfælde af natlige uheld. Straks jeg ligger på bordet og mærker tøjet blive trukket af mig, holder tuderiet op. Jeg gier mig til at pludre og daske til uroen over mig.
”Er min lille baby sulten?” spørger Mrs Jenkins kærligt.
Jeg nikker ivrigt og spjætteriet med armeog ben tager til, og hun må have godt fat i mig i arbejdet med at give mig ble og tøj på.
”Nu skal jeg give dig en flaske, skat, og hvis du er mere sulten må vi kalde på Abbey!
Hun hjælper mig ned fra bordet og hen i vuggen. En nattevagt bliver sat til at lave flasken og snart ligger jeg i favnen på Mrs Jenkins og bliver madet, og jeg smiler da jeg igen ligger i vuggen, mæt og ren.
Fire dage senere kommer Kate til London for at hente mig. Hun tropper op instituitionen midt i hviletiden hvor alle børnene sover. Kate er lykkelig over at se mig da jeg vågner, men jeg er endnu for træt til opmærksomhed og klynker utilfreds ned i skulderen på Nanny Margaret som står med mig på armen.
”Sikke en sød baby I har fået ud af hende!” siger Kate henrykt og aer mig på kinden og tager det slet ikke ilde op at jeg nu græder for alvor og taber sutten. Jeg er gået tilbage til et spædbarns udviklingsstadie, jeg er blevet knyttet til Margaret og de andre nannies at jeg i starten ikke vil vide af Kate, nøjagtig som en baby der har været væk fra mor for længe.
”Hun har været sådan en god baby, og hun vil nok være meget pjevet de næste dage! Vær opmærksom på at vi har vænnet hende til at blive madet hver tredje time og hun er blevet ammet i gennemsnit hver anden time om natten, så du skal ikke være nervøs hvis hun virker mere sulten end normalt!”
Nanny Margaret taler længe med Kate om mit ophold og udvikling, og jeg falder snart til ro og kigger nysgerrigt hen på Kate der inden længe kan nærme sig og tage mig op.
”Vi har givet Ida let hypnose der får hendes motorik til at svækkes samt besvær med at gå og tale. Hun er stadig i fuld stand til at tænke normalt, men hun vil have brug for intensiv pleje da hun er fuldstændig inkontinent og skal have ble på altid, nok retsen af livet. Det vil kræve måneders træning hvis hun skal tilbage til normal funktion igen og også skal have massiv støtte til måltider der for det meste vil være på flaske!”
Jeg tror ikke mine egene ører. Så er jeg altså blevet hypnotiseret som jeg de sidste dage har haft mistanke om. Den stille stemme i højttaleren i soverummet var simpelthen hypnose som har fjernet de sidste rester af mine voksne evner. De har gjort mig til et spædbarn- permanent.
Min ‘ferie’ har altså været en slags behandling, selvom jeg kan ikke sige at jeg ikke har haft det fedt. Jeg har fået flere venner mens jeg har været her, specielt Charlie og Sarah fra vuggestuen vil jeg holde kontakten med når jeg kommer hjem, hvis jeg altså ikke også har mistet evnen til at skrive, for hvad så med skolen? Kan jeg overhovedet fortsætte i den her tilstand.
Kate og jeg tager afsked med stuen og pigerne, og til afskedsgave får jeg en sutteflaske med kaniner og et par gummibukser som Kate hurtigt påfører mig inden hun pakker mig ned i en klapvogn hun har med til mig da jeg ikke kan gå men kun kravle.
Med sutten i munden og let sovende kører Kate mig gennem Londons gader, og denne gang sanser jeg ikke at folk glor. Jeg stirrer bare ud i luften og lader verden gå forbi. Et sted mindt i byen går Kate ind og køber bleer til mig så vi ikke løber tør inden vi når Danmark samt nyt tøj, et par nye natdragter og hagesmækker.
”Det er snart spisetid, skat!” pludrer Kate pludselig til mig. ”jeg har købt pære /bananmos til dig!”
Jeg er faktsk sulten og vi kører ind i et center med et handicaptoilet hvor jeg kan blive madet og få skiftet ble uforstyrret.
Jeg får en af de nye bleer på og til sammenligning med dem som de brugte på instituitionen er de ganske tynde, og jeg håber at det vil være nemmere at samle benene og gå, tænker jeg.
Efter seancen snupper vi en taxa til lufthavnen. Jeg sover hele vejen derhen og gennem security, så jeg slipper gudskelov for den ydmygelse det måtte have været at stå til skue foran en hel lufthavn.
Først ombord på flyet er jeg ved at få øjne igen og til de andre passageres undren og fornøjelse leger jeg fredfyldt med mit babylegetøj og udstøder høje lyde af begejstring det meste af turen. De fleste må tro jeg er svært handicappet, for ingen siger noget ondt om mine handlinger, kun at jeg vel nok er nuttet og sød, men om noget en smule for barnligt klædt da jeg er iklædt en blå babybody med teletobbi på og hvide strømpebukser med en kanin bagpå min polstrede numse.
Da vi lander i København er vi de første der får lov at forlade flyet. Med hjælp fra de andre passagerer får Kate sin kuffert ned og mig sikkert anbragt i en kørestol så vi kan komme ud.
Folk er ikke ligeså flinke mod os her som i London. Mange griner ad mig og tager afstand da Kate kommer trillende med mig. Selv ser jeg forundret på dem med et barns blik og forstår ikke hvorfor de griner sådan. Hypnosen må have påvirket mig mere end jeg troede, tænker jeg, for jeg føler ikke den samme skam som tidligere.
Til gengæld laver jeg, ganske upåvirket af situationen, stort i bleen på vej gennem security så der snart breder sig en styg stank af lort omkring os, og høje prutter afslører, at det bestemt ikke er den første omgang, men at der kommer mere.
”Fy for helvede, kan I ikke gå ud af køen?” er der en der råber.
”Sikke noget svineri! En voksen ung pige i den mundering, det er ikke noget at tage med i en lufthavn med andre mennesker!” tilføjer et ældre par i køen ved siden af. Damen skummer af forargelse og jeg ser for første gang ned og bliver klar over hvorfor folk skælder ud, og lugten fra min fyldte ble gør ikke tingene bedre.
”Hvis lugten i bageriet ikke passer jer, så må I sgu tage en klemme på næsen eller finde en anden lufthavn!” tordner Kate så det runger i hallen mens hun stiller sig i forsvarspositon foran mig. ”Pigen er som et barn og kan ikke gøre for det, og hun skal have lov at være her ligesom alle andre, også selvom hun bruger ble og gør i den!”
Et par vagter ankommer til stedet og hjælper med at løse situationen inden den løber løbsk. Køen tyndes ud og vi kommer langt om længe ud af kontrollen og ind på et toilet så vi ikke forpester resten af lufthavnen.
”Så, skat, det var en værre omgang. Nu skal du få ren ren ble!” Kate lægger mig på gulvet på mit pusletæppe og tager bleen af mig. Der er lort overalt og Kate ender med at bruge en hel pakke servietter inden hun får mig ren. Det må blive et bad når vi kommer hjem.
Kate lægger bleen på mig, pudrer min numse grundigt og taper den til og giver mig rent tøj på og hiver mig op at sidde.
”Så fin du blev, Ida!” hun niver mig i kinden og giver mig lidt bryst inden vi går videre ned til bilen for at køre hjem.
Førnøjet bliver jeg spændt fast i autosædet og givet lidt rasleting så jeg har noget at lege med, og så triller vi ud af København. Vi er sent hjemme, og aftensmaden består for en gangs skyld af noget den unge Ida elsker: Pizza. Vi har købt hele to familiepizzaer og rigeligt med fritter, og så sidder vi begge i sofaen og råhygger med en go’ tv-serie og er med et ligestillede, jeg får en kort stund lov at være lidt voksen/stor pige så jeg kan få et afbræk fra barnelivet i London inden hverdagen melder sig igen og jeg skal tilbage i babyrollen eller fortsætte mit studie.
‘Den store pige’ får i aften lov til selv at vælge hvilken ble hun vil have på, for stor pige eller ej. Ble er nødvendigt da jeg nu både kan komme til at tisse eller lave lort i løbet af natten. Jeg vælger også nattøj selv, en lyserød natkjole med prinsesser og blonder på og med knapper forneden til bleen. Alt dette giver Kate mig på og lægger mig i seng og giver mig min sut.
”Sådan, skat. Sov godt” hun putter dynen ned om mig og stryger mig over håret og lover, at hun nok skal hjælpe mig med at kontakte skolen næste dag for at få afklaring på om jeg skal tilbage dertil. Om et travlt, krævende studieliv kan harmonere med en elev der har en babys behov.
Jeg trækker dynen op over ørerne og smasker på sutten, jeg sover allerede og er gledet langt ind i drømmeland hvor jeg drømmer sødt om barnestuen i London, Mrs Jenkins, Nanny Margaret og alle de andre som jeg lærte at kende.
Håber virkelig at der kommer mere af den 