Handling:
En stemme kalder dig til sig. lover dig et kærligt paradis, for børn og dem der ønsker at vende tilbage til barndom. Det er kirsebærheksen´s melodiøse stemme der synger lokkende, og driver dig til hendes forunderlige verden. Den unge Aurelia der er opdraget til et tideligt voksenliv af sin ældre kommanderende søster, drømmer om intet andet end et evigt børneliv, som hun aldrig har haft. Da hun en tidlig morgen høre den mystiske sang, stikker hun af og intet er som før.
Kapitel 1:
For længe siden længere end noget menneske kan huske, boet der engang i meget speciel heks i en smuk kirsebær skov. Hun hverken voksede naturligt eller ældedes, og så var hendes krop fuldt og helt dækket af kirsebærblade. Hun havde en stemme så lokkende at en hver der hørte den, ville føle sig drevet til at finde vej til hende. hendes stemme ku høres overalt, selv i andre verdener som fx. på vores planet jorden. Her er en ung pige, ved navn Aurelia netop vendt hjem fra skole. Aurelia bor alene med sin kommanderende storesøster. Når hun ik er på skole, bliver hun sat til at udføre alle mulige pligter.
Aurelia er blevet opdraget til at være voksen tideligt, så en barndom med venner og leg er helt uvant for hende. Hele dagen mente hun at høre en mystisk kalden på hende, men vidste ik om hun bare forestillede sig det. Da hun nævnte det for sin ældre søster, rullede hun med øjenene og sagde hun var sær. “bare kom i gang med dine pligter, få noget at spise og smut i seng. Jeg skal ud i aften og er ik hjemme før sent!” Aurelia sukkede men gik i gang, fo at undgå hendes søsters sendes til at blive voldelig. Det var ik unormalt at Aurelia fik pisk hvis hun smølgede, Det var nok derfor hendes søster altid forlangte at hun gik afklædt når hun var hjemme.
Hendes søster var sadistisk, og at piske nogen virkede ophidseende på hende. Aurelia blev dog aldrig udnyttet sexuelt, men hun vidste at det at være voldelig var nok for hendes søster. Når hun var færdig med arbejdet var hun som regn vundet til at pleje sine skader før hun ku gå i seng. Denne dag havde hendes søster dog, udviddet straf sten til også at gi Aurelia smæk. Hun havde begået den fejl, at snakke højt med sig selv, om den stemme hun mentes at høre i lang tid nu. “tossede tøs! Du har jo ingen venner og der er ingen der kalder på dig. Heller ik i dit holdet. Klap så i eller du får pisk hver time!”
Den aften gik Aurelia i seng, med mange piske sår, men hun havde ikke sovet længe før den stemme hun havde hørt i mange dage nu begyndte sin smukke sang igen. Hun stod op og åbnede sit vindue, i håb om at finde ud af hvor stemmen kom fra. Men da hun åbnede var det som om sangen, var omkring hende og endda inde i hende egen krop. “Hvem der hvem synger til mig?” Aurelia kaldte med en længselsfuld stemme, men sangen blev bare ved og der kom intet svar. Da besluttede Aurelia at hun måtte finde ud af, hvem der havde kaldt på hende. Nok havde hun først begyndt at tale om det nu, men sandheden var at hun havde hørt den, hele hendes hårde voksenliv.
Kapitel 2:
Med hamrende hjerte listede Aurelia stille ud af døren. Hun havde hørt sin søster komme hjem, mens hun lydløst tog tøj på og ventede til hun var sikker på at hun sov tungt. Da listede Aurelia ud af døren, og så sig omkring. Nu hørte hun igen den mystiske lokke sang og vidste den kaldte på hende. “hvor er du? Hvem er du?” Aurelia´s stemme var længselsfuld, men der kom intet svar andet end sangen. Da hun begyndte at gå, hørte Aurelia sangen stige i styrke men stadig holde sin mystiske lokkende tone. Hun vidste på en eller anden måde, at hun var på rette vej.
Hun vidste ik hvor længe hun gik, men på et tidspunkt, mærkede hun en sødelig duft. Da hun snusede ind mærkede hun også noget kilde hendes næse. hun viftede det væk, og så et lyserødt blade fra et kirsebær træ. “Hvad forgår der?” tænkte Aurelia. Der voksede ingen kirsebærtræer her, så hvorfor regnede det med det smukke blade. Nu blandede en klingende ungpige latter sig med sangen, og pludselig ku Aurelia høre ord.
“Du kære uden barndom. kom til mig, Jeg kan giv dig hvad du længes efter. kom til Kirsebær skoven, du vil automatisk vide hvor du skal hen.” Aurelia var fuldstændig tom for ord, men fortsatte med at gå. Efter noget tid hvor der intet skete, kom hun til en lysning badet i lyserødt. Hun fandt snart ud af, at det kom fra en masse kirsebærtræer. Aurelia følte pludselig at det var helt rigtigt, at klæde sig af og stille sig nøgen i midten af alle træerne.
Aurelia klædte sig nervøst af, og tænkte hvad der nu skulle ske. Hun stillede sig i midten omringet af de smukke træer. Pludselig begyndte den smukke sang igen og de lyserøde kronblade begyndte at tvivle op som om en stærk storm blæste. de omsluttede Aureliaog til sidst kunne hun intet se. Da hun fik synet igen, kunne hun fornemme en sødelig duft samtidig Hun åbnede øjnene og så sig omkring.
Hun var nu i en kirsebærskov, hvor kun de smukke træer sås. Alt her var lyserødt, og da Aurelia så ned af sig selv. opdaget hun at hendes krop nu virkede til at være lavet af kirsebær blomster. Hun vendte sig for fuldt og helt, at skue sine omgivelser. Et blik bagud fik hende dog til at skrige. Hun måtte befinde sig ved enten indgangen, eller enden af denne verden for langt borte i en stjerneklar himmel så hun jorden. Var dette sted sin egen planet?
Hun begyndte at gå, dækket af kirsebærblomsterne der nærmest virkede som en puppe. efter hvad der føltes som timer, begyndte hun at føle sig sænket som gik hun i dyb sne. Hun så ned og bemærkede at bladene gik hende til knæene. Da hørte hun sangen igen, og så nu et mystisk hus…næh mere et slot ret fremme. Men bladene var for dybe nu, til hun kunne fortsætte. “Hjælp mig. lad mig komme igennem vil du ik nok.” som svar på hendes kald delte bladene sigog banede vej til slottet.
Da Aurelia fortsatte hørtes mystiske klokker der blandede sig med den smukke sang. Hun opdagede nu at da de dybe blade træk sig begyndte noget der lignede valkyrie børn at følge hende. siddende på heste lavet af kirsebærblomster blade, sang de med på den mystiske sang. Men nu kunne Aurelia forstå deres ord. “Du barn uden barndom velkommen i kirsebærheksen´s rige. Nok er hun heks men hun er også vores dronningemoder. Vi er kirsebær børnene. Engang menneske der aldrig fik lov at leve som vi ville og voksede for tideligt.”
Aurelia var målløs. Aldrig i sit liv havde hun ture håbe på et sted, der ku giv hende den barndom hun længtes efter. Noget tid i gik med kirsebær børnenes sang som det eneste hørlige. Men efter noget tid kom de til slottet, og døren åbnede. “kom ind Aurelia. Kom ind i kirsebær heksen´s favn og fortæl mig hele din historie. Jeg vil giv dig et nyt liv i evig barndom. Men først må du se din fortid i øjnene.”
Kapitel 3:
Aurelia stod som fastfrosset i lang tid. Ikke fordi hun var bange, men fordi hun prøvede at forstå hvad hun så. I døren til slottet stod en person der lignede en ung pige men Aurelia vidste at hun nok var langt ældre hvis alder spillede en rolle i denne verden. “Kom nærmere søde Aurelia. Vær ikke bange,jeg vil bare se nærmere på dig.” Aurelia følte kirsebær børnene skubbe hende blidt fremad, mod pigen der nu gik i mod hende. Mens hun nærmede sig mærkede hun at, kirsebær bladene igen blev lavere i dybde og det blev nemmere at gå fremad.
Da hun var tæt nok på tog den mystiske pige hendes hånd, og hendes skikkelse blev nu også omsluttet af kirsebærblomster blade. “Du har ik haft det nemt har du kære barn?” spørgsmålet var venligt stillet, men ramte alligevel Aurelia som en smæld fra sin søster´s pisk. Hun sukkede og fortalte sin historie mens hun anstrengte sig for ikke at græde.
Aurelia havde kun lige fortalt færdig, før følelserne over at huske det hele overvældede hende og hun brød sammen. Kirsebærheksen omfavnede hende og svøbte hende derpå i et tykkere lag af kirsebærblade. “Thi nu mit barn. Du behøver ik sige mere. Jeg forstår.” Heksen´s stemme var kærlig og forstående. Hun var klar over at det var smertefult at, genopleve hele det hårde liv hun havde levet indtil nu.Nu førte heksen Aurelia dybere ind i det, der måtte være den verden hvor man ku forblive barn for evigt. “Lad os begynde kirsebærblomsterne´s regressions ritual.”