Sille krammede Maria. Det var længe siden, de havde set hinanden sidst. Maria havde fået to børn og havde godt gang i karrieren. Hun havde efterhånden slået sig ned, men der var stadig noget uroligt og vidende i blikket, som Sille kendte alt for godt.
De satte sig ved et bord i den anden ende af lokalet. Musikken lå som et sløret tæppe under stemmerne. Glas klirrede ude fra baren, og duften af øl, parfume og varmt tøj hang i luften mellem dem.
“Hvordan går det med Martin?”
“Det går rigtig fint.”
“Hvor længe har I været sammen?”
“Det er efterhånden 1,5 års tid. Tiden flyver afsted.”
“Går han med ble?”
“Det kan du tro, han gør. Han er simpelthen perfekt.”
“Perfekt? Vil det sige, at han også…”
Maria stoppede spørgsmålet, da der var en, der passerede dem ved deres bord. Stolen skrabede let. En skygge gled forbi. De ventede, til personen var ude af øret.
Men Sille vidste godt, hvad hun ville spørge om. De havde været veninder i rigtig mange år, og selvom de ikke havde set hinanden i nogle måneder nu, kunne de stadig næsten afslutte hinandens sætninger. Det handlede ikke bare om bleen. Det handlede om, hvem der bestemte, hvornår den måtte skriftes – og hvornår den ikke måtte. Og hvilken straf der skulle falde hvis der var regler der ikke blev overholdt.
Sille smilede.
“Ja. Det har han.”
Maria så på hende. Sille vidste godt, hvad hun ville spørge om, men ventede alligevel på resten af sætningen.
“Har han ble på nu?”
Sille smilede til hende.
“Ja, det har han.”
Maria blev ivrig og nysgerrig. Hun lænede sig frem. Stemmen faldt, som om de to allerede var inde i et rum, de andre ikke måtte høre.
“Tror du, han er våd?”
Sille nikkede. “Det vil jeg næsten tro, at han er. Det er et stykke tid siden, han sidst er blevet skiftet, men vi kan jo tjekke.”
“Hvilken ble har han på?”
“Han har en Betterdry på, så der er masser af kapacitet.”
“Skal vi tjekke ham?”
“Det kan vi godt,” svarede Sille og gik over til Martin, der stod oppe i baren og snakkede med en fremmed. De havde talt om fodbold og var nu i gang med en politisk samtale. Lyset over baren faldt skarpt ned i hans ansigt. Han lo af noget, den anden sagde, som om aftenen stadig var ganske almindelig.
“Hej skat,” sagde Sille, da hun kom op til ham.
De så begge to på hende, og Martin kyssede hende på munden.
“Hej skat.”
“Må jeg låne dig et øjeblik?”
Martin så på hende. Han vidste godt, hvad hun ville, så han sagde, at han ville komme tilbage om lidt.
Sille tog Martin i hånden, og sammen gik de ned mod bordet, hvor Maria stod. Hånden i hans var varm. Han gik lidt stivere, end han selv ville indrømme. Da de kom hen til bordet, hilste Martin på Maria. Han kendte hende godt, men de havde kun hilst kort på hinanden ved en anden lejlighed.
“Skat,” startede Sille. “Maria kender godt til vores lille hemmelighed, så vi behøver ikke at være så kryptiske i vores samtale.”
“Okay,” sagde Martin og blev lidt stille. “Øhm… hvor meget?” spurgte han.
“Nok,” svarede Sille. “Så du skal bare svare på lidt spørgsmål. Er det okay?”
Martin så på Sille. Det var ikke en situation, hun havde sat ham i før. Så så han over på Maria, der stod og smilede – roligt, næsten sultent, som en, der kendte legen indefra.
Martin så tilbage på Sille.
“Okay.”
Så så han atter over på Maria og smilede til hende. En lidt akavet situation, men hvis hun kendte til, at han gik med ble, og til deres forhold – til at Sille styrede ham, til at han skulle holde sig, til at smerte og skam var en del af det – så var det Sille, der bestemte.
“Du spørger bare,” sagde han roligt.
Maria så ned på Martins skridt. Der var ikke meget bule at se. Så så hun op på ham igen.
Martin kendte næsten spørgsmålet.
“Ja, det har jeg.”
Sille klappede Martin bagpå hans numse. Lyden fra klappene på Martins bukser lød hul, og det trænede øre kunne sagtens høre, at han havde ble på. Det var et lille, offentligt tegn. Et ejerskab.
“Lad hende nu stille spørgsmålet, skat.”
Maria smilede. Lyden fra klappene på Martins numse var meget svag, men Maria kendte lyden. Lyden fra en person, som havde ble på.
“Hvorfor har du ble på?”
“Fordi at min kommende hustru siger, at jeg skal,” svarede han over var faktisk lidt overrasket over sit svar og smilede ned til Sille. Der var stolthed i det. Og underkastelse.
Sille klappede atter Martin på numsen, og Martin så igen på Maria.
“Er du våd?”
Martin nikkede.
Sille klappede igen Martin på numsen. Denne gang lidt hårdere, så lyden af klappene blev højere – dog stadig lavt nok til, at der ikke var andre i nærheden, der lagde mærke til det. Det var ikke bare et klap. Det var en påmindelse.
“Ja, det er jeg,” svarede Martin.
“Hvor våd er du? Rapport.” Ordet hang i luften. Rapport. Som en ordre.
Martin så ned på Sille. Sille nikkede til Martin. Så vidste Martin godt, at Sille kendte til Marias lyster – den samme slags sadomasochisme som hendes egen: kontrol over blæren, tvungen venten, det øjeblik hvor kroppen taber. Nu måtte han bare parere ordre. Han så atter over på Maria.
“Jeg ved det ikke. Det er et stykke tid siden, jeg har fået skiftet ble, men den er våd.”
Maria så på ham.
“Hvornår sidst?” sagde hun kort.
“Oppe i baren. Jeg kunne ikke holde mig længere.”
“Har du fået at vide, at du skal holde dig?”
Martin så ned på Sille. Sille nikkede svagt og sikkert til Martin. Martin så igen over på Maria.
“Ja.”
“Jeg vil gerne have, at han prøver at holde sig så meget, han kan, i denne her uge. Det er ret smertefuldt nogle gange, så når han endelig tisser, så er det et reelt uheld, han har,” sagde Sille.
Maria så igen på Martin. Der var forståelse i blikket. Ikke medlidenhed. Medviden.
“Skal du tisse?”
Martin nikkede.
Sille klappede atter Martin bagpå.
“Ja, det skal jeg,” svarede Martin hurtigt.
“Meget?” spurgte Maria.
“Ja,” svarede Martin igen.
“Hvor meget?”
Martin tøvede lidt. Kæberne spændte.
“Jeg kniber så meget, jeg kan, lige nu, men jeg kan mærke, at jeg småtisser lidt. Jeg kan nok ikke holde mig så meget mere.”
Maria så på Sille.
“Må jeg?”
Sille kendte godt til spørgsmålet. Det handlede ikke kun om at mærke. Det handlede om at tage noget fra ham.
“Ja, du må gerne.”
Maria så om i lokalet. Der var ret mange mennesker, så Sille stillede sig hen foran og forsøgte at skærme naturligt af for, hvad der skulle ske nu. Latter ude fra et andet bord. En bakke, der blev sat hårdt ned. Ingen kiggede deres vej.
Maria gik nu helt tæt op til Martin og lagde en hånd udenpå hans bukser foran. Hun mærkede nu tydeligt hans ble.
“Skal du tisse?” spurgte hun.
“Jeg skal tisse rigtig, rigtig meget,” sagde Martin og prøvede at knibe sammen, men der løb atter lidt ud i hans ble. Maria kunne ikke mærke det, da tåren var så lille, og bleen allerede var våd. Men hun kunne se det på Martins ansigt, at der skete noget. Hun trykkede lidt hårdt ind på hans blære, og Martin udstødte en svag, dyb lyd. Hun havde ramt hans blære, og han kæmpede nu for ikke at tisse i bleen. Men uanset hvor meget han kæmpede, havde Maria trykket så hårdt på hans blære, at han ikke kunne holde sig og nu reelt havde et større uheld i sin ble. Og det kunne Maria mærke. Hun holdt hånden ind på hans ble og kunne nu tydeligt mærke uheldet. Martin kneb så meget, han kunne, men det var for sent. Blærens kræfter var sluppet op, og han stod nu og tissede i sin ble, mens Silles veninde stod og holdt en hånd på hans ble. Han kæmpede og kæmpede for at stoppe flowet og fik det bremset, da der var en halv blære tilbage.
Det var præcis den slags, de begge gik efter: ikke en kontrolleret vandladning, men et reelt uheld.
Maria smilede. Hun stod med en hånd inde på en mands bukser, hvor hun tydeligt kunne mærke, at han havde tisset fuldstændig ukontrollabelt i sin ble.
Sille kiggede på Martin. Hun kunne godt se på ham, at han kæmpede med at holde sig.
“Det er okay, skat. Du klarer det så fint.”
Martin så ned på hende. Han var godt et hoved højere end hende. Alligevel var det hende, der stod med styringen.
“Det er okay,” gentog hun og gav ham et kys.
Martin så ned på Maria. Hun smilede stadig og havde stadig hånden på hans bukser.
“Ja, du var god,” sagde hun og trak hånden til sig. Så trådte hun et skridt tilbage, så de atter stod i naturlig afstand af nogen, der kendte hinanden.
“Hvornår skal han skiftes?” spurgte Maria.
“Der går nok et stykke tid endnu,” svarede Sille og lagde en hånd stille om bag på hans numse. Bleen var blevet lidt varm omme bagpå, så tisset fra Martins uheld havde fordelt sig nede i bleen.
“Jeg tror godt, den kan klare et uheld mere, men så skal den også skiftes.”
“Skat,” sagde Martin. “Jeg er meget våd.”
Sille så hurtigt op på Martin. ”Du skal ikke skiftes nu,” sagde hun hårdt, men i en lav tone. ”Og så snakker vi ikke mere om det. Forstået? Jeg skifter dig når jeg mener du skal skiftes.”
Martin så kort ned i gulvet. Så kiggede han på Sille igen. ”Ja min skat,” sagde Martin og gav hende et kys.
”Godt,” sagde Sille med et anerkendende smil. Hun vidste godt at hans ble var ret våd, men han skulle ikke spørge om den slags – og slet ikke foran Maria. Det vidste han udmærket godt.
Martin så på Maria. Han vidste nu godt, at Maria havde fuldstændig samme slags sadomasochisme som Sille: Bleen, kontrollen, smerten ved at holde sig, og nydelsen ved at se en anden tabe. Det var ikke bare en fælles lyst. Det var den samme måde at eje et menneskes krop på.
“Det er okay.”
“Godt,” sagde Sille. “Gå tilbage til baren, så henter jeg dig, når du skal skiftes.”
Hun kyssede ham blidt på munden.
Han så over på Maria. Hun gik et skridt frem og gav ham et knus. Da hun lagde sit hoved ind til ham for at give ham et knus, hviskede hun ham i øret: “Du er ikke den eneste, der har ble på i dag og er våd.”
Hun slap ham igen og trådte en lille skridt tilbage. Martin så på Maria. Maria smilede kort og kiggede ned på sin kjole og over på Martin igen og nikkede. Hun smilede igen til ham.
Martin smilede tilbage.
Sille tog fat i Martins og drejede ham ind foran sig og kyssede ham. ”Gå op i baren med dig. Så siger jeg til når vi går.”
De kyssede atter hinanden og han forsvandt derefter op i baren.
Maria smilede. “Det gjorde ondt på ham, kunne jeg se.”
“Det går nok,” svarede Sille. “Han har prøvet det før. Og han har jo ble på, så ingen alarm.”
“Trykker du ham også hårdt på hans blære en gang imellem, så han har et reelt uheld?”
Sille grinede. “Ja da. Det trick har jeg lært af dig.”
De grinede begge to. Der var noget kammeratligt i det – to kvinder, der kendte værdien af at tage kontrollen fra en anden, og af at give den fra sig selv.
“Jeg hørte ikke det hele, du hviskede i Martins øre,” sagde Sille så.
“Jeg hviskede bare, at han ikke var den eneste i lokalet, der havde ble på og var våd.”
Sille så ned på Marias kjole. Det var umuligt at se, at hun havde ble på, da kjolen var en, der blev større, jo længere ned mod gulvet den var. Hun kiggede op på Maria igen.
“Hvilken en har du på?”
“LittleForBig. Med to indlæg i, så den kan holde i mange timer.”
Sille kiggede ned igen, men kjolen afslørede intet.
“Den kan overhovedet ikke ses.”
Maria smilede.
“Nej, vel? Det er også derfor, at jeg har den på. Man kan måske høre bleen lidt, når jeg går. Eller måske at jeg ikke samler benene som alle andre med kjole på.”
Sille grinte.
“Ja, hvis du har to indlæg i den, og du allerede er våd, så svulmer den jo op og udvider sig mellem dine ben.”
Maria grinte også.
“Ja. Og den er absolut ikke tør.”
Maria tirrede lidt Sille med den kommentar, da hun vidste, Sille var meget nysgerrig, når der var nogen, som havde ble på – og især når den anden også havde givet slip på kontrollen.
Sille så på hende.
“Den vil jeg gerne se.”
“Det tænkte jeg godt,” sagde Maria og kiggede rundt i lokalet for at se efter et toiletskilt. Skiltet sad diskret ovre på væggen ned til en lille kort gang.
De så på hinanden og gik hurtigt ned af den lille gang. Gulvet var lidt klæbrigt. En dør smækkede et sted nede ad gangen.
“Man skal virkelig lytte godt efter,” sagde Sille, mens de gik hen mod toilettet. Hun så ned på Marias ben og hvordan hun gik. Hun kunne godt se, at Maria ikke gik helt almindeligt som alle andre, men det var ikke noget, man umiddelbart lagde mærke til.
“Du vralder lidt,” grinede hun til Maria.
“Den fylder også lidt.”
Da de fandt toilettet, forsvandt de begge to derind og låste døren. Toilettet var et handicaptoilet, så der var plads nok. Lyset var hvidt og nådesløst. Maria stillede sig midt på gulvet og hev op i sin kjole. En hvid ble kom til syne, og det var tydeligt, at hun havde to indlæg i den. Bleen bulede ud foran, lidt firkantet. Nederst kunne Sille se, at Maria havde tisset i bleen. Det var ikke meget, da indlæggene nok havde suget en hel del.
“Vend lige rundt,” sagde Sille og lavede nogle cirkelbevægelser med hånden. Maria drejede rundt og hev op i kjolen også bagtil, så Sille kunne se den.
Her var bleen også temmelig firkantet på grund af de to indlæg. Bleen var lidt mere våd bagpå. Hun havde formentlig siddet ned og tisset i den en hel del gange, men den kunne sagtens holde i flere timer endnu. Sille gik hen til Maria og satte sig på huk ved siden af Maria. Så rørte hun ved hendes ble. Hun mærkede foran og bagpå bleen. Hun mærkede, hvordan bleens to indlæg formede bleen firkantet. Hun mærkede derefter på bleens våde område. Det var halvlunt, så det var et stykke tid siden, hun havde tisset sidst.
“Det er et stykke tid siden, du har tisset,” sagde Sille og kiggede op på Maria. Maria vendte sig om mod Sille. Bleen knirkede lystigt for hver bevægelse, hun gjorde.
“Ja, det er det vist også.”
“Skal du tisse?”
Sille lagde en hånd op mellem Marias ben.
Maria trak på skulderne.
“Det ved jeg ikke, da jeg har et kateter sat op, så det løber hele tiden lidt.”
“Har du et kateter sat op?” udbrød Sille. “Det er da noget nyt.”
Maria smilede.
“Ja, det er det. Det er en fantastisk følelse af frihed og lidt pirrende at ikke kunne styre det.”
At give kroppen fra sig. At lade den lække uden lov. Den slags sadomasochisme, der vender indad.
“Hvornår er du begyndt på det?”
“Jeg har efterhånden prøvet det nogle gange, men det er ikke så ofte, jeg gør det.”
“Nej, for det tror jeg ikke, du har fortalt mig før.”
Sille rejste sig op og gik over til toilettet. Hun trak sine bukser ned, satte sig ned og begyndte at tisse. Lyden var høj i det lille rum. Kontrasten var næsten komisk: hun kunne, Maria kunne ikke.
“Det var noget Janus og jeg eksperimenterede med, da vi var sammen.”
“I var da ikke sammen så lang tid.”
“Nej, men jeg fik prøvet nogle ting, som jeg ellers ikke ville have prøvet. Han var ret sjov på det område.”
“Hvad har du prøvet?” spurgte Sille, som nu havde tisset færdig og tørrede sig.
“En buttplug med hul i.”
“En buttplug med hul i?” gentog Sille lidt for højt.
Maria grinede lavt. “Den gør dig anal-inkontinent, hvilket ikke lige er mig, men det var meget sjovt at prøve.”
Sille grinede.
“Du har da været udenfor din komfortzone.”
“Ja, særligt når han ville have, at jeg skulle have den på, når vi skulle købe ind.”
“Havde du så det?” spurgte Sille nysgerrigt.
“Ja da. Set i bakspejlet var det ret sjovt. Det var ikke så sjovt, da vi stod nede i Netto.”
Sille skyllede ud i toilettet og kiggede derefter hurtigt på Maria.
Maria nikkede.
“Ja.”
“Men hvad så?”
“Ikke så meget. Vi fortsatte med indkøbet.”
Sille gik over til vasken og vaskede fingre. Hun så ind i spejlet over håndvasken og så på Maria, der stadig stod og holdt sin kjole oppe, så hendes ble var til fuldt skue for Sille. Der var noget næsten ceremonielt i det: den ene blottet, den anden kiggede.
“Men…” startede Sille.
“Ja,” afbrød Maria. “Jeg gik rundt i Netto og kunne ikke gøre andet end at fortsætte med at købe ind, mens min ble langsomt blev fyldt med lort. Der var intet, jeg kunne gøre.”
“Lugtede det ikke?”
“Jo, men det var ikke så galt. Det var heldigvis en plastikble, han havde givet mig på, men det kunne godt lugtes, at jeg havde skidt.”
“Men hvad så?”
“Janus sagde, at jeg bare måtte fortsætte og ikke forlade butikken. Sådan var det med ham. Han bestemte, og jeg måtte bare følge med.”
Sille tørrede sine hænder. Hun kendte den slags styre. Hun brugte den selv på Martin.
“Var det slemt at gå med lorteble?”
Maria smilede.
“Nej, det var det faktisk ikke. Jeg havde forestillet mig, at det ville have været værre. Det eneste, der ikke var så fedt, var, at jeg tror, at alle andre, jeg passerede i butikken, godt kunne lugte det.”
“Men insisterede du ikke på at gå ud og vente udenfor?”
“Nej. Jeg bed det i mig. Så havde jeg jo bare stået udenfor og lugtet.”
“Men der er jo også vind, så andre ikke kan lugte det.”
“Ja, men det gjorde jeg ikke. Det var jo straffen for, at jeg havde skiftet en tør pullup.”
De grinede begge to. Straffen. Ordet passede. Det var ikke tilfældigt ubehag. Det var aftalt magt.
“Var det meget, du havde skidt i bleen så?”
“Det synes jeg. Det sagde Janus også, da han skiftede mig, da vi kom hjem.”
“Men hvordan føltes det at gå med?”
“Det føltes faktisk okay. Jeg kunne godt mærke lorten i bleen, når jeg gik, men det var ikke ubehageligt. Men det er utroligt, hvad en røv kan indeholde. Hele min tarm valgte åbenbart at tømme sig ud i bleen.”
“Så du fyldte bleen fuldstændig inde i Netto?”
Silles øjne var så store som tekopper lige nu. Hun måtte have det hele med.
“Tror jeg fyldte bleen halvt inde i Netto og resten på vej hjem.”
“Hvordan føltes det ikke at kunne holde sig?”
“Det var faktisk okay. Man mærker faktisk ikke så meget andet end, at man bliver varm bagpå. Men på en anden måde end når man tisser i en ble. Det meste bliver samme sted, og man kan mærke, at lorten trykker ind på numsen.”
Sille smilede. Maria så godt hendes funklende øjne. Der sad allerede en tanke derinde: hvad man kunne gøre ved en mand, der allerede havde lært at adlyde.
“Det kunne være, jeg skulle prøve det med Martin en dag. Bare som straf.”
“Det kan du sagtens,” grinede Maria.
Sille så ned på Marias ble.
“Hvad så med nu? Har du også en buttplug nu?”
Maria grinede.
“Nej, det har jeg ikke.”
Hun slap kjolen, så den faldt ned på plads igen. Sille så op på hende.
“Man kan ikke se, at du har ble på. Også selvom den er med to indlæg i.”
Maria vrikkede lidt med numsen, så bleen kunne høres inde under hendes kjole. En lille, hemmelig lyd. Et tegn, kun de to kunne læse.
Kapitel to
De gik ud sammen.
Døren til lokalet faldt i bag dem, og støjen blev slået fra, som om nogen havde lagt en hånd over den. Aftenluften var køligere end inde. Asfalten holdt stadig på varmen. Et sted nede ad gaden lo en flok, og en bil slukkede lyset med to korte bip.
Maria stoppede ved den første række p-pladser og fandt nøglerne frem.
“Jeg skal hjem,” sagde hun. “Børnene sover forhåbentlig. Og han venter.”
Sille nikkede.
“Sig hej.”
“Det skal jeg nok.”
Maria så på Martin. Ikke længe. Bare nok til, at han forstod, at hun stadig kunne se det på ham. Den måde han stod på. Den måde han ikke samlede benene helt.
“Det var rart at se jer,” sagde hun.
“I lige måde,” sagde Martin.
Hun gav Sille et knus. Kort. Tæt. Da hun slap, vrikkede hun bare ganske lidt med hoften, som om hun mindede sig selv om, hvad hun havde på under kjolen. Og signalerede til dem, at det ikke kun var Martin der havde ble på. Så gik hun hen til sin bil, låste op og satte sig ind. Lyset i kabinen tændte. Slukkede. Motoren startede. Hun bakkede ud og kørte, uden at vende sig.
Sille og Martin stod alene tilbage.
“Kom,” sagde Sille.
De gik hen til hendes bil. Martin åbnede Silles dør så hun kunne sætte sig ind i bilen. Han lukkede hendes dør igen før han satte sig ind ved siden af hende foran på passagersædet. Sille startede bilen, og det gule lys fra parkeringen gled af ruden, da de kørte ud på vejen.
Byen lå hen i den slags mørke, der aldrig bliver helt mørkt. Butiksfacader. Røde lys. En cyklist uden lygte. Martin havde hånden på hendes lår. Hendes bukser sad tæt om hendes lår og føltes blødt og varmt.
Der gik et stykke tid, før nogen sagde noget. Radioen stod lavt. Et skilt gled forbi i lyset.
“Du er stille,” sagde Sille.
Martin smilede hen mod ruden.
“Jeg koncentrerer mig.”
“Om vejen? Du kører ikke.”
“Om ikke at hoppe, hver gang du rammer et hul.”
Sille grinede.
“Så sidder den, som den skal.”
“Den sidder. Og den er… ja.”
“Våd,” sagde hun, som om det var det mest almindelige i verden.
“Meget.”
Hun kiggede kort over på ham og tilbage på vejen.
“Jeg hørte godt, hvad du sagde inde ved bordet. At du gerne ville skiftes.”
Han åndede ud, men det var mere et lille grin end et suk.
“Jeg kunne mærke, at Maria også hørte det.”
“Det gjorde hun. Det må hun gerne.”
Martin nikkede.
“Jeg vidste godt, at du ville sige vent.”
“Og det siger jeg stadig.” Sille skiftede vognbane uden hast. “Du bliver skiftet, når vi kommer hjem. Ikke fordi du bad om det. Fordi jeg har lyst til at gøre det derhjemme. Langsomt. Uden et bord og en bar i nærheden.”
“Det lyder faktisk rart.”
“Det er det også. Og den næste bliver siddende, til jeg siger, den må af. Ikke når du synes, den er færdig. Når jeg synes, vi er færdige.”
Martin kiggede på hende.
“Så det er straffen?”
Sille løftede et øjenbryn, stadig med smil.
“Hvis man skal kalde det noget. Jeg kalder det bare, at jeg bestemmer. Som vi plejer.”
“Okay.”
“Og næste gang du er så våd, at du næsten siger det højt, så kigger du på mig først. Så kan jeg selv vælge, om Maria skal høre det.”
Han lo stille.
“Det kan jeg godt.”
Bilen kørte over en samling i asfalten. Martin flyttede sig. Bleen sad tungt. Han kunne mærke den, hver gang sædet tog et lille hop.
“Den der,” sagde Sille. “Den kan man høre helt herover.”
“Kan man?”
“Nej. Men jeg kan se det på dig.”
Et lys sprang over i rødt. Sille standsede. Blinkeren tik-tik-tik-kede i kabinen. Martin kneb sammen uden at tænke over det. Sille så det alligevel.
“Skal du?”
Han smilede skævt.
“Ja.”
“Så holder du lidt endnu. Vi er næsten hjemme. Og så tager jeg den af dig. Ikke som skældud. Bare fordi det er min tur.”
“Ja, skat.”
Lyset blev grønt. Bilen rullede frem. Martin lagde hånden på sædet mellem dem. Sille lagde sin ovenpå et øjeblik, varm og rolig, og kørte videre.
Lyset blev grønt. Bilen rullede frem. Gaderne blev smallere, efterhånden som de nærmede sig deres eget kvarter. Hække. Parkerede cykler. Et køkkenvindue med tændt lys bag et slør.
Sille kørte ind i indkørslen og slukkede motoren. Pludselig var der stille. Kun afkølingen i motoren og deres åndedræt.
De gik op ad trappen. Nøglen i låsen. Døren. Den kendte lugt af hjem – ikke af noget bestemt, bare af dem. Sille tændte lyset i entreen. Martin tog skoene af langsommere end hun.
“Stuen,” sagde hun. “Tæppet.”
Han gik foran. Lampen ved sofaen tændte hun selv. Rummet var varmt. Gardinerne var trukket for. Ude fra gaden kom kun et sløret skær. Han stillede sig midt i stuen, hvor hun plejede at ville have ham til at stå når hun ville se på hans ble. Sille gik ind i deres soveværelse og hentede det hun skulle bruge til et bleskifte. En ren ble, en booster til en våd nat, vådservietter og zink-creme. Zink-cremen sikrede at Martin ikke ville få bleudslet. Så kom hun tilbage til stuen.
“Bukserne ned.”
Martin åbnede bæltet. Lyden var høj i den stille lejlighed. Han lod bukserne falde ned til anklerne og blev stående. Bleen sad stramt om hofterne, men midten var sunket. Den var meget våd. Tung. Sille stillede sig hen foran Martin og lagde flad hånd på den foran. Den var varm. Han havde sikkert tisset igen på vej hjem. Han kunne nok ikke holde sig eller havde tisset med vilje fordi han ikke ville holde sig mere. Det kunne også være hårdt i længden. Kun han ville vide det. Hun første hånden ned under bleen mellem hans ben. Hun mærkede, hvor meget der var trukket nedad og trykkede lidt op på den. Bleen knitrede ved bevægelsen og det var tydeligt, at den var godt brugt.
Martin trak vejret ind.
“Stå stille,” sagde Sille kommanderende, men roligt.
Hun satte sig ned på knæ foran ham og kyssede Martins ble foran. Så kiggede hun op på ham. Han smilede ned til hende. Så rettede hun atter blikket mod den meget våde ble. Hun lod en hånd køre om på bagsiden af bleen og mærkede på den. Den var lun. Hun lagde derefter sine hænde ned på undersiden af bleen og trykkede den et par gange på den med flad hånd ind mod Martin. Bleen knitrede ved bevægelsen. Den var også ret våd bagtil. Hun lagde sit hoved ind på hans ble foran og mærkede den bløde varme plastik, mens hænderne trykkede ind bag på. Hun lukkede sine øjne for at sanse det hele. Martin var helt i hende kontrol. Hun havde magten over ham. Han havde ingen anden udvej end at bruge den ble han havde fået på og nu var resultatet lige foran hende.
Hun åbnede atter sine øjne og trak hovedet væk fra bleen. Hun iagttagede bleens faste greb om Martins hofte. Den var nød til at blive skiftet. Hun lod derfor hænderne glide omme bagfra og frem til tapen af bleen.
Hun åbnede den først i den ene side. Så den anden. Lige Bleen slap maven. Hun lagde en hånd ind under bleen mellem hans ben og åbnede de sidste to tape. En i hver side. Bleen lagde sig tungt i hendes hånd og hun lagde den ned på gulvet. Hun så op på ham. ”Godt,” sagde hun og nikkede anerkendende. Martin sagde ikke noget.
Sille foldende den brugte ble sammen og lagde den side og tog derefter vådservietterne. Hun tørrede ham forfra. Langsomt. Først foran. Så bagpå. Hun gjorde det grundigt. Ingen hast. Hun tog zink-cremen og smurte hans skridt godt ind og derefter hans numse. Hun foldede den nye ble ud og lagde boosteren ned i bleen. Martin kunne godt tisse rigtig meget om natten, hvis hun ville have til det. Så fylde hun ekstra meget vand på ham i timerne op til sengetid. I dag var hun bare ikke klar over hvor meget han havde drukket, så hun ville være sikker på at bleen ville kunne holde hele natten. Hun løftede bleen op under ham og satte den fast i den ene side. Så justerede og rettede hun den til, så den sag ordenlidt på ham. Hun rejste sig op og gik et par skidt tilbage for at betragte det nye kunstværk hun lige havde givet Martin på. Den sad perfekt. Martin havde stadig bukserne nede omkring anklerne, så hun kunne ikke beordre ham til at vende sig. Så ville det blive men en masse små skridt og det ville ødelægge lidt oplevelsen. Hun gik derfor rundt om Martin for, at betragte Martin fra flere vinkler. Hun satte sig derefter atter på huk nede foran Martin og kiggede på bleen. Derefter gav hun den en kys – næsten lige som det var et ritual hun gjorde ved hvert ble-skifte derhjemme. Bleen føltes tør og knitrede lidt i mødet med hendes læber. Så rejste hun sig igen og kiggede på Martin.
Så samlede hun den våde ble op fra gulvet. Hun så på ham.
“Den her,” sagde hun og nikkede ned på den. "Den skal du gå ud i køkkenet og smide ud.”
Han nikkede. “Ja, skat.”
Sille trådte ind til ham og rettede hans trøje. Hendes hænder var rolige.
“Godt. Så går du ud og laver te. Jeg rydder op her.”
Han trak bukserne op. Lukkede. Gik. Trinene var anderledes med en tør ble. Kortere. Mere samlede.
Sille blev stående et øjeblik i lampelyset og så efter Martin der forsvandt ud i køkkenet med den brugte ble i den ene hånd. Ude fra køkkenet kom lyden af vand i kedlen. Hun smilede.
Kapitel tre
Kedlen begyndte at synge, før vandet brød i kog.
Martin stod ved køkkenbordet og havde allerede sat to kopper frem. Teposerne lå ved siden af. Han havde valgt den, hun plejede at tage om aftenen, uden at spørge. Sille kom ind med rolige skridt. Hun vaskede hænder, tørrede dem, og stillede sig tæt ved siden af ham, mens dampen steg.
“Du huskede den rigtige,” sagde hun.
“Ja.”
Hun rørte hans ryg. Hånden gled ned og lagde sig udenpå bukserne, lige der hvor bleen sad. Hun mærkede kanten. Tapene. Den tørre fylde.
“Godt.”
De bar kopperne ind i stuen. Lampen ved sofaen var stadig tændt. Rummet så almindeligt ud igen. Martin satte sig forsigtigt. Bleen lavede den tørre, bløde lyd, når han fandt plads. Sille satte sig tættere på ham end ude. Knæ mod knæ.
De drak. Teen var for varm i starten. Martin blæste i den. Sille så på ham over koppen, satte den så fra sig.
“Kom lidt frem.”
Han rykkede ud på kanten af sofaen. Sille lagde flad hånd midt for på bukserne. Hun trykkede. Ikke hårdt. Bare nok til at mærke bleen under stoffet. Tør. Varm af ham. Hun kørte hånden ned mellem hans lår og op igen, mærkede sømmen, tykkelsen, at intet var sluppet endnu.
“Stå op.”
Han rejste sig. Sille blev siddende et øjeblik og så på ham. Så åbnede hun hans bælte selv. Bukserne gled ned til knæene. Bleen kom til syne i lampelyset. Hvid. Tæt. Ubrugt.
Hun lagde begge hænder på den. Foran først. Fingrene spredte sig over midten. Hun klemte let. Lyden var tør. Hun gik om bag ham, stadig siddende på kanten, og mærkede bagtil. Flad hånd. Tommelfinger langs kanten. Et lille klap for at høre den.
“Den sidder, som den skal,” sagde hun. “Og den er tør. Endnu.”
Martin stod med hænderne langs siden.
“Ja.”
Sille rejste sig og gik rundt om ham. Hun tog hans ansigt et øjeblik.
“Jeg er ikke sur. Du skal bare forstå det med kroppen også. Ikke kun med hovedet.”
Han nikkede.
“Læg dig hen over mit skød.”
Hun satte sig tilbage. Martin tøvede et halvt sekund, så lagde han sig. Maven mod hendes lår. Ansigtet mod sofabetrækket. Bleen vendt op. Sille rettede ham til, så han lå fast. Hånden hvilede først bare der. Varm. Stille.
“Det her er ikke fordi du var våd,” sagde hun roligt. “Det er fordi du bad. Du får seks. Du tæller. Du bliver liggende.”
“Ja, skat.”
Første klap ramte midt på bleen. Lyden var dump. Fyldt. Bleen tog det meste, men det gik alligevel igennem. Martin rykkede.
“En,” sagde han stille.
“Tydeligt!” sagde hun med fast og tydelig stemme.
“En,” sagde han nu højere.
Andet klap sad lidt lavere. Bestemt. Ikke hårdt på den vrede måde. Bare sikkert. Solidt plantet på blenumsen.
“To.”
Sille strøg over det sted, hun havde ramt. Glattede bleen ud. Mærkede varmen, der allerede begyndte at samle sig under hånden.
“Tre.”
Han åndede ud i stoffet i sofaen. Skuldrene var høje. Hun ventede, til de sank igen, før det fjerde faldt. Det sad fast. Martin krøb sammen. Bleen knirkede svagt.
“Fire.”
“To tilbage,” sagde hun med fast stemme og hævede hånden så højt op hun kunne.
Femte klap var det hårdeste. Stadig ikke rasende. Bare uden tvivl.
“Fem,” sagde han. Bleen tog det meste af slaget, men kunne stadig mærkes inden under.
Hun lagde hånden fladt på ham og holdt den der. Mærkede ham under bleen. Mærkede, at han ventede.
“Sidste.”
Seks. Tydelig. Fasthed. Hånd der ramte bleen gav et større klask. Så stilhed.
“Seks.”
Sille lod hånden blive liggende. Hun strøg i cirkler over den tørre ble. Først fast. Så blødere. Som om hun både tog og gav tilbage.
“Op.”
Han rejste sig langsomt. Kindernes varme kunne ses, også i lampelyset. Sille trak bukserne op for ham, men lukkede dem ikke endnu. Hun mærkede foran igen. Bagpå igen. Klemte midten.
“Stadig tør,” sagde hun. “Og nu ved du, hvorfor den bliver på.”
“Ja.”
Hun rettede på bukserne. Rettede trøjen. Kyssede ham på munden, blidt, mens hånden stadig lå i nakken.
“Kom. Sæt dig.”
De satte sig igen. Teen var blevet lunken. Sille tog hans hånd og lagde den i sit skød, mens hun selv lagde den anden uden på hans ble, oven på bukserne foran, som om den hørte til der.
“Har du ondt?”
“Lidt. Bagpå.”
“Det må du gerne være.” Hun strøg ham langsomt udenpå bukserne.
Hun lænede sig ind til ham og slappede af. Hun nød at side lænet op af ham. “Den bliver på i nat,” sagde hun efter et stykke tid, stadig stille. “Hvis du vågner, og du skal, så vækker du mig ikke for at få lov til at gå. Du bruger den. Om morgenen kigger jeg. Ikke før.”
“Ja, skat.”
“Sig det hele.”
“Jeg spørger ikke. Jeg svarer. Jeg holder mig, til du siger noget andet. Og i nat bruger jeg den, hvis jeg skal.”
“Godt.”
Hun klappede ham let udenpå. Blødere end før. Næsten kærligt. Alligevel var der ingen tvivl.
De drak det sidste. Fjernsynet blev ikke tændt. Sille trak benene op i sofaen og lagde hovedet mod hans skulder. Hånden blev liggende på bleen, som et punkt hun ikke flyttede.
Han mærkede det. Skulderen. Hånden. Den tørre ble. Den ømme varme bagpå efter klappene. Reglen i kroppen.
De sad sådan i lang tid. Bare mærkede hinanden. Lyttede til hinandens åndedræt. Kun afbrudt at uret der langsomt tikkede på væggen. Tik. Tak. Tik. Tak.
Minutterne gik og Martin var ved at falde i søvn. Hans vejrtrækning var blevet tungere og Sille genkendte overgangen til lige før han faldt for alvor i søvn. Hun måtte ham have ind i seng, inden han faldt rigtigt i søvn. Hun rejste sig op i sofaen. Bevægelsen gjorde at Martin vågnede.
“Vi går i seng,” sagde hun blidt.
I soveværelset trak hun gardinet for. Martin tog tøjet af, så han kun havde ble på. Sille gik hen og mærkede den en sidste gang. Foran. Bagpå. Et lille tryk midt på, som om hun satte et punktum. Det var et ritualt hun gjorde hver aften inden de skulle sove. Bare lige for at mærke om bleen stadig var tør. Den føltes tør lige nu.
“I seng,”
Han lagde sig på ryggen. Hun kravlede ind til ham og lagde et ben over hans. Hånden fandt bleen igen, under navlen, og blev liggende der. Ikke pressende. Bare til stede.
“Skal du nu?”
Han lyttede indad.
“Lidt. Ikke meget.”
“Så sover du med det.”
“Ja.”
Hun strøg ham i håret med den fri hånd.
“Du var sød at tælle. Og sød at blive liggende.”
Han smilede op i loftet.
“Jeg prøvede.”
“Det var godt nok.”
Sille slukkede lampen. Mørket lagde sig tæt. Hun kyssede ham ved øret, blødt, og pressede hånden en smule fast mod bleen. Ikke for at tvinge noget. For at minde ham om, at hun stadig holdt. Også nu, hvor stemmen var rolig, og endefulden allerede var givet, og natten nu bare kunne komme an.
kæmpe ja tak til mere med Martin og Sille 
