Millionærens sugarbaby - kap. 1
Det er længe siden jeg har uploaded nye historier og denne historie har været flere år undervejs. Jeg har planer om at lave kap. 2, men indtil da, så er her kap 1. - God læselyst
Den lange gyldne Gucci-kjole nærmest svævende hen over gulvet for hvert skridt hun tog over det marmorbelagte gulv i den store riddersal. De mænd og kvinder hun passerede i lokalet stoppede med at snakke og kiggede på hende, mens hun passerede forbi. Med en næsten forførende håndbevægelse modtog hun et glas champagne af en af tjenerne, der servicerede arrangementet. På den ene finger på hånden hun modtog glasset med, sad en ring med en diamant med et blåligt skær, som absolut var et af de større af alle kvinderne i lokalet havde på fingrene. Der var nok lige så mange kvinder som mænd der fulgte hende med øjnene, mens hun roligt og selvbevidst gik over mod en høj mand iført et Brioni-jakkesæt med matchende sko. Han smilede tilfreds og nikkede let anerkendende til hende. Hun gengældte det med et meget stiligt smil med et meget lille og roligt nik med hovedet og lukkede sine øjne kort, mens hendes hoved var nederst i nikke-bevægelsen. Hun stillede sig over til ham og hvor de udvekslede endnu et par blikke, hvorefter hun stillede sig med en vinkel på 120 grader ud fra ham, så de kunne se på det samme sammen og udveksle ord hvis det var nødvendigt. Folk der havde kigget efter hende var atter gået i gang med at snakke med dem de stod ved og nippede til deres champagne.
Ned fra riddersalens hvælvede loft hang der store lysekroner, der udgav et nærmest majestætisk lys ned over de mange mennesker der var samlet. Ovre langs den ene væg var der opstillet bar, hvor man kunne bestille lige det man ønskede. Midt på gulvet stod et flere meter langt bord dækket op med alle tænkelige former for frugt, tapas og andre små anretninger man kunne tage med sig rundt. Akustikken var ganske god i betragtning af de mange mennesker der var samlet i den store riddersal. Louise nippede til sit glas og kiggede videre rundt i riddersalen. Der var flere af herrerne der var i uniform og flertallet af dem havde også medaljer hængende på uniformen. Alle kvinderne i lokalet var iført lange dyre aftenkjoler og enten stod sammen med deres ledsager eller sammen med andre kvinder og snakkede.
”Godaften,” sagde en mørk stemme ved siden af dem. Louise havde godt lagt mærke til at hans tilstedeværelse i nærheden af hvor de stod. Han havde stået og snakket sammen med en kvinde der var fulgt med ham og som nu stod ved siden af dem.
”Godaften,” svarede manden Louise stod sammen med. ”Godaften,” sagde Louise og smilede til parret.
”Sikke dog en henrivende kjole du har på,” sagde kvinden og smilede til hende. Selv havde hun en mørk kongeblå gallakjole på som faldt flot og elegant. ”Hvor har du dog den fra? Jeg synes ikke jeg har set sådan en før.” Hendes øjne næsten flåede kjolen af Louise.
”Der er heller ikke så mange af den,” svarede Louise imødekommende. ”Jeg fik den sidste år da vi var i Paris.”
”Den er så henrivende,” sagde kvinden og gjorde tegn til om hun måtte røre ærmet. ”Hvilken gade fandt I den i butikken? Boulevard Saint-Germain? Rue Saint Honoré?”
Louise rakte sin arm frem i en blød bevægelse, så kvinden fik fat om det silkebløde ærme.
Manden ved siden af Louise brød ind i samtalen. ”Den kan ikke fås i en butik. Derfor er der ikke så mange af dem.” Han smilede meget høfligt til kvinden der forstod hentydningen. Kjolen fandtes ikke andre steder end på Louise. Kvinden rørte fortsat ved ærmet, men fik nu øje på ringen, Louise havde på den ene finger.
Hun kiggede Louise i øjnene og smilede høfligt og meget venligt. ”Det er også en meget smuk ring. Er den også fra Paris? Den er så smuk med det blå skær.”
”Den er ikke fra Paris.”
Kvinden afbrød hende. ”Så fra Sotheby’s?”
”Den har aldrig været til salg,” svarede Louise med et roligt smil.
”Alle diamanter har været til salg,” svarede kvinden nu i en lidt mere bestemt tone. Kvindens mand gik nu tættere på kvinden. ”Conney!” sagde han sagte med en fast stemme. Og kiggede over på manden der stod ved siden af Louise. ”Jack, alle diamanter er til salg. Det ved du godt. Og når de blå diamanter kun udgør 2% af alle diamanter i verdenen, så har den også været til salg. Men den der…” manden kiggede ned på Louises hånd og op på Jack igen. ”Den er vist ikke ægte!”
Louise kiggede op på ham. Selvom hun ikke var særlig høj, kunne hun godt syne større når hun blev vred. ”0,02%! Og de bliver dannet fire gange så langt nede i jorden end almindelige diamanter! Derfor er der så få af dem. Den blå farve kommer fra grundstoffet Bor, der er i kulstoffet når diamanten dannes!”
Jack sagde ikke noget med det samme. Han lod blot smilet blive siddende, det rolige og behagelige, og kiggede på manden, som man kigger på en, der har talt et hak for højt i den slags selskab. Jack var næsten to meter høj og bred over skuldrene, robust bygget, men ikke pumpet. Håret sad, som det skulle, og der var ikke en skægstub, der sad forkert. Det var ikke nødvendigt at træde frem. Det var tilstrækkeligt, at han ikke længere delte opmærksomheden med lokalet, men gav manden den helt.
”Jeg synes, vi lader det ligge her,” sagde han venligt, næsten omhyggeligt, som om han tilbød manden en udvej, før rummet selv gjorde det.
Conney smilede stadig, men smilet havde mistet sin funktion. Hun kiggede fra ringen til Louises ansigt og videre til Jack, som om hun ledte efter den rigtige sætning at sætte ovenpå den forkerte. Der kom ingen. Tingir åbnede munden et øjeblik, men fandt ikke noget, der kunne siges uden at gøre det værre. Champagneglassene i nærheden var holdt midt i bevægelsen. En tjener, der var på vej forbi med en bakke, slog en lille bue uden om dem, som om han havde fornemmet, at der her stod noget, man ikke gik igennem.
Louise stod stadig med den samme vinkel ud fra Jack. Hun nippede ikke til glasset. Hun rettede heller ikke på kjolen. Hun lod bare blikket hvile på Conney et kort sekund, høfligt og afsluttet, som man gør, når man giver den anden lov til at trække sig med værdigheden i behold – hvis de kan.
Manden var godt klar over, at det var tid til at trække sig. Ikke fordi nogen havde truet ham, men fordi tonen i salen havde skiftet den slags millimeter, som kun folk i uniform og lange kjoler forstår. Rundt om dem var der nærmest blevet stille, og enkelte havde hovedet rettet mod det mindre optrin, ikke fordi der var blevet hævet en stemme, men fordi der var blevet sagt noget, man ikke sagde. En ældre kvinde ved det lange bord vendte sig diskret tilbage til anretningerne. To herrer i medaljer genoptog deres samtale et halvt hak for højt, som man gør, når man vil hjælpe stilheden væk.
En mand med seks medaljer på den ene brystlomme kom hen til Jack og lagde sin ene hånd på hans skulder, ganske let, som om han blot styrede en gammel ven videre i selskabet.
”Jack, jeg har nogle, du skal møde,” sagde han og nikkede høfligt til manden og Conney. Nikkene var korrekte. De var også en afslutning.
Jack drejede roligt ansigtet mod ham. ”Ja?”
Han kiggede ned på Louise. Hun kiggede op på Jack og smilede, det samme stilige smil som før, med et meget lille og roligt nik.
”Det er nogle af mine gode venner Tanya og Michael Selinsky. Vil I have os undskyldt,” sagde Jack, og de forlod derefter manden og Conney, der stod tilbage og lignede nogle, der var blevet tabt midt på marmorbelægningen. Manden rakte ind i sin inderlomme og tog en lommelærke frem og satte den til munden, som om det kunne samle det, selskabet lige havde taget fra ham. Conney stod og kiggede efter kjolen, indtil den atter blev en gylden bevægelse mellem de andre gæster.
Få skridt derfra, da lysekronerne igen faldt rigtigt over silken, og folk var begyndt at tale, sagde manden med medaljerne sagte, uden at vende sig:
”Jack, tag dig ikke af Conney og Tingir Slovensen. De er altid med til disse arrangementer, men ingen bryder sig om dem. De drikker for meget og er vist også ved at gå personligt konkurs. De har kun deres status tilbage.”
”Så det er Slovensen,” sagde Jack. ”Jeg har hørt om dem, men aldrig mødt dem.”
Louise nippede endelig til champagnen. Ringen med det blålige skær fangede lyset et kort sekund, ikke til salen, bare til glasset, og hun gik videre, som om der aldrig havde stået nogen i vejen.
Efter få sekunders gang over gulvet, hvor Louises kjole atter fik folk til at dreje hovedet, mens hun passerede, mødte de et par, der stod et stykke fra det lange bord. Ikke oppe ved anretningerne, hvor folk kom og gik med tallerkener og små tallerkener og hele tiden skulle flytte sig for hinanden, og ikke nede ved baren, hvor samtalerne blev afbrudt, hver gang der blev rakt et glas over. De stod der, hvor marmorgulvet åbnede sig lidt, med ryggen frit og salen foran sig, så de kunne se døren, vinduerne og dem, der bevægede sig imellem. Tæt nok på buffeten til, at man kunne gå derhen, hvis man ville. Langt nok væk til, at man ikke selv blev en del af trafikken.
Manden med de seks medaljer standsede et skridt fra dem.
”Tanya. Michael. Må jeg præsentere Jack og Louise. Jack, Louise – Tanya og Michael Selinsky.”
Tanya smilede først til Louise, derefter til Jack.
”Godaften,” sagde hun. ”Det er rart at møde jer.”
Michael rakte hånden frem til Jack. Grebet var fast og kort. Så kiggede han på dem begge, som om han lige havde målt den distance, de havde lagt bag sig.
”Gudskelov I nåede frem,” sagde han. ”Vi har stået her så længe, at jeg var begyndt at overveje at sende en spejder. I den her sal kan man nå at fylde glasset, tømme det og få det fyldt igen, før man har hilst på dem, man egentlig skulle hilse på.”
Louise smilede. Jack også. Det sad stadig lidt stramt i luften efter det, der var sket nede i salen, men replikken løftede det. Ikke højt. Bare nok til, at det blev rart at stå der.
”Så er det godt, vi ikke gik via bordet,” sagde Jack.
”Meget godt,” svarede Michael. ”Derovre kan man forsvinde i en skål med oliven og først komme til syne igen ved midnat.”
Tanya rystede let på hovedet til ham, men smilede med.
”Undskyld min mand. Han tror, humor er en slags pladsholder, indtil man kender hinanden.”
”Det er det også,” sagde Michael. ”Ellers kommer man til at tale om vejret. Eller om folk, man ikke kender.”
Louise nippede til champagnen og stillede sig med den samme vinkel som før, så hun kunne se salen sammen med dem. Tanya rykkede en smule til siden og gjorde plads, uden at det blev til et nummer.
”I har et godt udsyn herfra,” sagde Louise.
”Det er derfor, vi står her,” svarede Tanya. ”Man kan se, hvem der kommer. Og man kan nå at beslutte, om man har lyst til at blive fundet.”
Bag dem gik folk stadig til og fra det lange bord. Ved døren kom der nye gæster ind. Ved vinduerne stod de, der ikke flyttede sig for nogen. Nede ad marmorgulvet stod Conney og Tingir endnu, men herhenne var stemningen en anden. Roligere. Venligere. Som om salen havde sluppet dem et øjeblik.
Manden med medaljerne lagde hånden let på Jacks skulder.
”Så overlader jeg jer til hinanden,” sagde han og trak sig videre.
Michael løftede glasset en smule mod Jack og Louise, stadig med det lille smil.
”Nå. Nu hvor spejderen ikke blev nødvendig – hvad drikker man, når man endelig er nået over gulvet?”
Bilen drejede ind af en indkørsel og fortsatte et lille stykke op til et stort hus der lå tilbagetrukket fra vejen og helt afskåret fra omverdenen med en meget høj og tæt hæk. Huset var af ældre dato, men var ekstremt godt vedligeholdt og fremstod som meget robust. Det var bygget af store solide kampesten med store stærke træbjælker der bar husets enorme tag. Imellem de store kampesten, var der nogle store vinduer på hver af de tre etager, hvor gardinerne var trukket for. Huset var yderst vedligeholdt og den tilhørende store græsplæne med et større antal store træer stod som nyplejet. Bilen kørte op til en dobbeltsidet garage, der åbnede den ene port så bilen uhindret kunne køre indenfor.
Louise både smilte og sukkede lettet, da hun trådte ind i den store entre. Entreen var belagt med store mørke stengulv. Væggene var lidt lysere træ, så den runde cirkulære gulvsten der lå midt i entreen blev fremhævet. Lige oven over den hang en overdådig stor lysekrone, der var fastgjort flere meter oppe i det høje loft. de dæmpbare pærer var begyndt at tænde sig langsomt for at lyse hele entreen op. I det ene hjørne af entreen, førte en stor trappe i mørkt træ med en rød tyk løber op til første sal. Trappen delte sig i to på halvvejen.
Louise havde stillet sig ind på den lyse runde cirkulære gulvsten som hun plejede når hun kom hjem sammen med Jack. Jack kom hen til hende og tog hende i hånden. Han smilede ned til hende og bukkede sig langsomt ned og gav hende et langt og inderligt kys på hendes bløde læber. Hun gengældt det og slog sine arme om hans nakke. Der stod de i flere minutter mens stilheden stille og roligt sænkede sig om dem. Kun et gammelt tungt ur der stod i entreen kunne man høre slog tungt og taktfast.
”Sikke en dejlig aften,” sagde Louise og så Jack langt ind i hans mørke øjne. ”Jeg har virkelig hygget mig. Det var virkelig god mad.”
”Ja, det har været en rigtig dejlig aften”, svarede Jack og tog stille hendes jakke af Louise havde på uden på den gyldne kjole. Han så på hende med betagende øjne og nikkede roligt med et meget tilfreds smil på sine læber. ”Du ser virkelig godt ud i den kjole.”
Louise drejede stille rundt om sig selv et par gange, så kjolen roligt danne en lidt større omkreds for neden og smilede til Jack. ”Jeg er også fuldstændig vild med den. Det er næsten en skam at jeg ikke kan have den med i seng.”
”Der skal nok komme andre lejligheder, hvor du får mulighed for at have den på,” sagde Jack og måtte tage øjnene væk fra Louise for at hænge hendes jakke over på en knage. Han vendte sig om mod Louise igen. ”Vi skal sove om lidt, da jeg har en del ting jeg skal have gjort i morgen.”
”I know, daddy,” sagde Louise med en nu blød stemme og løftede begge sine arme i vejret. Jack gik over til hende og gav hende en kys på hendes pande og tog fat om stropperne i hendes kjole der hvilede blidt ovenpå hendes skuldre – og løftede blidt i kjolen. Kjolen løftede sig i en rolig bevægelse hele vejen op over Louises hoved. Jack førte rolig kjolen ud til sin højre side og lagde den over sin ene arm. Han stod nu og kiggede på en kvinde, hvor håret hang som nybørstet med et smukt fald ned af hendes ryg som de skulle til at ud af døren igen. Hun var nu kun iført højhælede sko hun havde haft på i hele aftenen, en mørk bh, der støttede hendes bryster majestætisk, så hendes kavalergang havde de rette proportioner i kjolen og et par sorte trusser, der dog ikke lige formede sig efter hendes naturlige figur.
Jack bukkede sig ned og trak de sorte trusser ned til hendes fødder og rejste sig op igen. Der var nu kommet en hvid ble til syne med print af prinsesser, der var iført en lyserød kjole ved siden af lyserøde enhjørninger.
Louise trådte forsigtigt ud af de høje hæle og ud på det opvarmet gulv. Hendes ble knitrede lidt ved bevægelsen. Jack bukkede sig roligt ned og lagde sin hånd foran på Louises ble. Den var ret våd og fyldte en del mere end da han havde givet hende den på. Så rejste han sig op igen og trådte et halvt skridt ved siden af hende, så han kunne lægge sin hånd bag på hendes ble. Her var den også våd. Den var blevet godt brugt i løbet af aftenen.
Han stillede sig atter ind foran hende. ”Kan du gå ind og lege inden vi skal sove? Jeg kalder når vi skal op og sove.”
”Ja, daddy,” sagde Louise og gik over til en stor egetræsdør og åbnede den langsomt op. Bleen knitrede for hver bevægelse hun gjorde. Og efter lidt masen med den tunge dør forsvandt hun ind i rummet.
Rummet var noget lysere end en overdådige entre. Her var dele af gulvet belagt med faldunderlag i forskellige farve, så man kunne tumle rundt uden at slå sig. Væggene var lyse med adskillige billedrammer med låger, så man kunne sætte tegninger ind der var tegnet ovre ved et lille bord der stod over i det ene hjørne. I et andet hjørne lå der en masse puder man bare kunne smide sig og slappe af i.
Nede bagerst i lokalet var der bygget et trekantet computer gamer bord med lyserød gamerstole, så spillerne skulle sidde mod hinanden når der skulle games. Ved siden af stod der et lille minikøleskab fyldt op med alt hvad der kunne være brug for når der blev gamet.
Louise gik over til et hjørne i værelset der var pyntet op med et lille lyserødt prinsessetelt med nogle puder i forskellige farver der lå inde i teltet. Ved siden af teltet stod lille bogreol. Hun tog en bog fra bogreolen og lagde sig ind i teltet. Hun åbnede bog og begyndte at læse den. Det varede dog ikke længe inden hendes øjne lukkede sig og hørte ikke at Jack kom ind i lokalet.
Han gik hen til den sovende Louise og så ned på hende. Han tog bogen, der lå hen over hendes bryst. ”Side 8” sagde han svagt og lagde den på gulvet udenfor teltet. Han lagde blidt en arm ind under hendes nakke og hendes knæ og løftede hende forsigtigt ud af prinsesseteltet. Så trak han hende ind til sig og rejste sig op. Louise vågnede svagt ved bevægelsen. ”Huuhh,” sagde hun stille uden at åbne øjnene ret meget.
”Vi skal op og sove,” sagde Jack stille til hende og gik ud af værelset med hende i sine arme.
Jack gik op af den store trappe i entreen og passerede første sal. Der var kun enkelte lys tændt rundt omkring, men stadig nok til at man kunne se hvor han gik. Han fortsatte op af trappen op mod anden sal. På Trappen hang der portrætter af Jack og Louise ved forskellige arrangementer. Deres tur til Paris var blevet foreviget ved Seinen på et næsten 1,5 meter stort maleri. Det havde taget kunstneren flere dage at få lavet portrættet.
Da han havde passeret første sal, fortsatte han op.
Et andet billede der hang på væggen var af deres tur til Vestindien. Her var det et printet fotografi af dem begge ude og dykke ved et koralrev.
Trappen fortsatte op til den sidste og tredje sal, men Jack drejede ind på anden sal og ind i et værelse der lå tæt på trappen.
Der var ikke så meget i lokalet. Der stod en meget stor himmelseng med stolper i hvert hjørne af sengen der bar den store himmel op mod midt på den modsatte væg fra hvor man kom ind i lokalet. Så var der et natbord på hver side af sengen, en stol på den ene side og en kommode der stod henne ved en lukket dør. Jack lagde forsigtigt Louise ned i himmelsengen. Louise mumlede et eller andet uforståeligt og vendte sig op og trak benene ind under sig.
”Nej, nej, det går ikke,” sagde Jack blidt. ”Vi skal lige have skiftet din ble.” Jack vendte stille og blidt Louise om igen, så hun atter lå på ryggen. Så åbnede han forsigtigt tapene på bleen, så de larmede mindst muligt og åbnede bleen. Den var godt våd. Det havde han også forventet den var, efter som de havde været afsted i adskillige timer. Han tog en af de vådservietter fra pakken som han havde lagt frem til hun skulle skiftes inden sengetid og gjorde hende blidt ren. Louise vågnede lidt ved at hun blev gjort ren. Hun mærkede hvordan vådservietten roligt bevægede sig ned over hendes bleområde og at hendes hud efterfølgende føltes frisk og ren. Jack trillede roligt Louise om på den ene side, så han kunne komme til at gøre hende ren på numsen. Louise holdt sine øjne lukket imens.
Så tog Jack den hvide ble han havde lagt frem og foldede den ud og lagde den på sengen bag Louises numse. Så tog han det indlæg han også havde taget frem og lagde det ned i bleen. Roligt rullede han hende om på ryggen igen og foldede bleen op om hende og satte den fast med tapen i hver side. Bleen knitrede lidt undervejs, men ikke meget. ”Vi skal lige have givet dig en onesie på til natten,” sagde han blidt til hende. Han var godt klar over hun var halvvågen. ”Mmmh,” sagde Louise og satte sig meget langsomt op i sengen. Bleen knirkede lidt. Jack tog og åbnede hendes sorte bh og tog den af hende. Så tog han en hvid onesie med små sommerfugle han også havde lagt på sengen og foldede den ud, så Louise kunne få den over hovedet.
Efter hendes hoved var kommet igennem, lagde hun sig ned igen. Næsten i samme sekund faldt hun i søvn igen og Jack lukkede onesien mellem benene på hende. Han løftede hende længere ind i sengen og lagde dynen over hende. Så gik han over på den anden side af sengen, og lagde hendes bh på stolen. Derefter tog sit tøj af og lagde ovenpå bh’en. Jack vendte sig mod Louise og smilede et stort smil for sig selv. Så lagde han sig stille og roligt i sengen og langsomt lagde sig ind til hende. Han mærkede på hendes onesie foran. Hendes ble sad lige som den skulle på hende. Ikke for stramt, ikke for løst, men tæt og sikkert. Hun vendte sig om i sengen og lå med ansigtet ind i hans bryst. Så lod han sin hånd falde til ro på hendes blenumse. Inden længe sov han også.