Scenen: vælg en efterårsaften, hvor det regner og blæser og kig ud på vejret, før du læse historien (evt med et krus varm chokolade)
I et afsides sommerhus ved den mørke skov i Middelfart boede tre unge drenge: Mads, Jonas og Emil, sammen med nogle voksne der passede på dem. Sommeren var blevet til efterår, og bladene begyndte at falde fra træerne, men drengene var fast besluttet på at i denne ferie at have det sjovt, før de skulle vende tilbage til hverdagen.
En aften, da regnen trommede på taget, begyndte de at lede efter noget at lave. “Hvad med at udforske den gamle forladte hytte der ligger ude i skoven?” foreslog Mads. De andre to drenge var en smule nervøse, men nysgerrigheden sejrede.
Udstyret med lommelygter, tæpper og en tør ble på numsen, begav de sig ud i skoven. Træerne kastede lange, spøgelsesagtige skygger, og vinden hylede mellem stammerne. Efter en lang gåtur stod de foran den gamle hytte. Den var forfalden og dækket af mos og visne blade.
Jonas tøvede, men Mads skubbede døren op, og de trådte ind i en dunkel og støvet stue. Øjeblikket de kom ind, lød der et knirkende skrig fra loftet. Alle tre drenge stirrede op. Mørket skjulte hemmeligheder, som de kun kunne ane.
De besluttede at udforske stedet nærmere og begyndte at finde gamle billeder og breve. Pludselig hørte de skridt ovenpå. “Hvem der?” råbte Emil, men der kom ingen svar. De besluttede at gå op og undersøge.
På første sal fandt de en gammel stue med et kæmpestort dækket klaver i midten. Lyden af klaveret, der spillede af sig selv, fyldte rummet, men ingen var i syne. Drengene begyndte at føle sig mere og mere urolige, men de kunne ikke lade være med at undersøge klaveret nærmere.
Jonas, der følte sig lidt modig, satte sig ved klaveret og begyndte at spille en melodi, han dog aldrig havde hørt før. Pludselig blev rummet iskoldt, og alle vinduerne fløj op. En svag skinger stemme hørtes fra skyggerne, “Neeeeej! Det er min melodi, lad mig spille færdig.” Det var som om, at en usynlig musiker sad ved klaveret.
De tre drenge stirrede på hinanden, deres øjne fyldt med frygt. Hvad var det, de havde frigivet? Klaveret spillede videre med en melodi, der blev mere og mere skræmmende. De kunne mærke en mørk tilstedeværelse i rummet.
I det øjeblik begyndte billeder og skikkelser fra fortiden at materialisere sig omkring dem. Spøgelser af mennesker, der engang havde boet i huset. De jamrede og stønnede og greb ud efter drengene. Det var godt at drengene havde ble på, for drengene blev så bange at de kom til at tisse i bleen.
I panik flygtede de nedenunder, men døren var smækket i, og de var fanget. Klaveret spillede højere og højere, og spøgelserne nærmede sig. Mads forsøgte at råbe, men ingen kunne høre dem. De var fanget i et mareridt.
Pludselig gik døren op, og de voksne kom ind i hytten. Alle spøgelserne og den uhyggelige musik forsvandt øjeblikkeligt. De voksne havde været bekymrede og havde fulgt drengene ind i skoven.
Drengene kunne ikke forklare, hvad de havde oplevet, men de vidste, at de aldrig ville vende tilbage til den forladte hytte. De havde fået en skræmmende og uforglemmelig oplevelse.
De vendte tilbage til sommerhuset, de blev krammet, skiftet og fik en tør numse - og kravlede sammen under tæpperne i stuen. De voksne fortalte dem beroligende historier og tændte lyset for at fjerne spøgelseshistorien fra deres sind - men ingen af drengene ville nogensinde glemme den uhyggelige nat i skoven, hvor fortidens spøgelser var vågnet til live. Men selvom det var skræmmende, havde de sammen overvundet frygten og styrket deres venskab.
Så endte historien godt, og drengene faldt til sidst i søvn med deres bamse i favnen og et smil på læberne, velvidende at de havde hinanden og de voksne til at beskytte dem mod enhver skræmmende udfordring, som livet måtte bringe. Og selvom natten var fyldt med gys, blev den også fyldt med kærlighed og tryghed, suppleret af en tør ble på numsen.
Natten var dyb og stille, og de voksne sørgede for, at drengene sov trygt - og selvom det havde været en uhyggelig oplevelse, havde drengene lært, at når de var sammen, kunne de overvinde selv de mest skræmmende udfordringer. Og det gav dem en følelse af styrke og sammenhold, som de ville tage med sig resten af deres liv.
Sov godt små venner!
Og jeg skal nok være med til at passe på jer.