Kapitel 9 (Uheldet)
> Kapitlet fortsætter hvor Kapitel 8 slap, det sidste der skete var, at den pædagogstuderende Alberte, havde låst sig ind på Theodors værelse for at vække ham, og sikre at han var klar til aftensmaden, hendes sidste ord var disse “Klokken den er 10 minutter over fire og der er aftensmad om ca. 2 timer, men nu skal jeg lade dig vågne i fred og så ses vi nede i stuen om lidt”
(Theodors Pov)
“Tak” siger jeg og smiler tilbage, hun rejser sig fra sengekanten og går over imod døren "De andre er nede i stuen og spiller" siger hun og åbner døren, hun går ud på gangen og lukker døren efter sig “Jeg må hellere se at stå op” tænker jeg og sætter mig op i sengen, fjerner dynen og rejser mig op, jeg får fundet mine bukser, tager dem på og går over til skrivebordet “GUD! Jeg fik aldrig fjernet bleen, før jeg lagde mig i sengen” tænker jeg og kigger med det samme under skrivebordet, jeg ser at bleen ikke ligger hvor jeg efterlod den og kigger mig omkring på værelset. Efter lidt søgen, ser jeg at der ligger noget i skraldespanden og går over til den for at kigge nærmere efter.
Da jeg er tæt nok på, ser jeg at den nu sammenfoldede ble ligger dernede, “FUCK! Hun fandt den og har smidt den ud, hvad tænker hun mon ikke om mig?” tænker jeg og går en smule i panik, “Jeg må hellere lade som ingenting” tænker jeg, efter at have stået stille i et stykke tid, og går over til døren. Da jeg er kommet ud på gangen, og har lukket døren efter mig, går jeg ned ad gangen og kommer forbi Alex’ værelse, jeg ser at hans dør står på klem og banker på “Hvem er det?” lyder det inde fra værelset, “Det er Theodor” svarer jeg og han siger “Kom bare ind”, så jeg åbner døren op og går ind på værelset, Jeg lukker døren til på klem igen og ser at Alex sidder på sin kontorstol, uden sine bukser, kun iført en T-shirt og sin ble, “Hvad bygger du så i dag?” spørger jeg “Jeg er i gang med, at bygge min Lego brandstation op igen, efter at Darth Vader og hans stormtroppers angreb den, for et par dage siden” svarer han.
Jeg går over til hans skrivebord og sætter mig ned på hans anden stol “Er der noget jeg kan hjælpe med at bygge?” spørger jeg “JA! du kan hjælpe med, at bygge deres brandbiler op igen, de led ekstra meget skade, efter sidste angreb” svarer han, “Et styks brandbil på vej” siger jeg og begynder så småt, at bygge en af brandbilerne op fra bunden af. Da jeg har fået bygget bunden til brandbilen banker det på døren “Alex og Theodor, har i lyst til, at tage med ud på multibanen og spille noget fodbold eller klatre i et af træerne?”. Jeg hører straks, at det er Patricias stemme “Hvad siger du Alex?” spørger jeg ham, “Det kan vi da godt” siger han og råber efterfølgende til Patricia, “Vi kommer ud lige om lidt” og hun svarer “okay”.
Vi hører hende gå ned mod hoveddøren, og begynder at pakke Alex’ Lego væk, jeg samler brandbilens resterende dele sammen og lægger dem ned i æsken og lukker den, efterfølgende sætter jeg brandbilen på skrivebordet og lægger æsken ved siden af, “Jeg går lige ind til mig selv og finder min jakke Alex” siger jeg og går over til døren “okay” svarer han og forsætter med at rydde op. Jeg åbner døren og går ud på gangen samtidigt med, at jeg lukker døren igen og forsætter ned ad gangen, hen til min egen dør og inden jeg træder ind på værelset, åbner jeg døren og går direkte over til knagerækken, men husker lige at trække i dørhåndtaget, så jeg får lukket døren en smule bag mig, inden jeg med begge hænder frie, tager min jakke ned fra knagerækken og begynder, at tage den på.
Da jeg har fået jakken på, går jeg ud på gangen igen, og da jeg kommer forbi Alex’s værelse siger jeg “Vi ses udenfor”, og bevæger mig videre ned ad gangen, til jeg når trappen ved hoveddøren, jeg skal lige til at gå ned ad trappen, da tissetrangen melder sig “nu igen” tænker jeg, og går hen til toilettet. Hurtigt får jeg lukket og låst døren, og før jeg ved af det, har jeg med en lille smule besvær også fået mine bukser og underbukser ned og sat mig på toilettet
Idet jeg har fået tisset af, og skal til at rejse mig op og tage mine bukser på igen, går det op for mig, hvor besværligt det er, med jakken på, jeg vælger derfor at tage den af og fordi jeg ikke har fået trukket mine bukser op endnu, er jeg lige ved at miste balancen. “Måske jeg hellere skulle tage en ble på, så jeg ikke ender op med et uheld” tænker jeg, “…om ikke andet så for at slippe for dette besvær, hvis jeg nu skal tisse igen og ikke slår mig hvis jeg vælter”, fortsætter jeg, og med beslutningen taget, uden så meget overvejelse, ryger bukser sammen med underbukserne helt af, og så snart jakken ikke længere er i vejen, hvor jeg havde smidt den og da jeg har åbnet skabet, ser jeg 4 nye uåbnede pakker buksebleer, men ikke nogen der allerede er blevet åbnet…
Jeg er lige ved, at fortryde, da jeg ser, at der ligger nogle tapebleer, og tænker, at den da så kan holde til mere, jeg tager derfor en ble ud, og går hen til puslebordet, men opgiver hurtigt, at komme derop, da jeg er bange for, at blive opdaget, hvis jeg skulle falde ned eller larme for meget. Jeg lægger mig derfor ned på gulvet, og får hurtigt sat bleen på, næsten for hurtigt, “Er jeg virkeligt blevet så trænet allerede?” tænker jeg, inden jeg tager mine underbukser og bukser på, efterfulgt af jakken. Lige inden jeg når hoveddøren, sætter jeg mig på trappen, og får mine sko på, jeg har fundet ud af, at man kan slippe for at binde dem, hvis man ikke binder dem op, og skal derfor nærmest bare træde op i dem.
Da jeg kommer udenfor og har fået lukket døren efter mig, ser jeg, at alle de andre er ved, at ville spille fodbold, og løber derfor over til dem, så de ikke skal vente længere. Det bliver ikke sådan rigtigt fodbold, for vi er ikke spillere nok, til 2 hele hold, så det bliver lidt blandet med hvem der står på mål, og hvem der er med til, at angribe. Vi har det sjovt og får scoret næsten lige mange mål, indtil Ingrid udbryder, at hun ikke kan løbe mere, og vi må stoppe med, at spille fodbold, i stedet spørger Alex mig, om vi ikke skal klatre op i det store træ, imens han peger på det, “Jo, det kan vi da godt” siger jeg og løber med Alex hen til træet, “Husk nu altid, at holde fast med begge hænder” lyder det fra Patricia, “Det skal vi nok” svarer jeg og kigger efter Alex, for at se hvordan man kommer op i træet, “…og nu ikke klatre for højt op, i skal selv kunne komme ned igen” siger Patricia kort tid efter, netop som vi er ved, at komme godt derop af.
“Vi skal kun lige lidt længere op, der hvor man sidder bedst” svarer Alex, som har klatret i træet mange gange før, og gerne vil vise mig sin yndlingsgren.
Vi når at sidde oppe i træet, i 15-20 minutter, da det ser ud til snart, at skulle regne, “Drenge så skal i snart ned igen, hvis ikke i har lyst til at blive våde”, råber Patricia “Vi kommer ned om lidt” svarer Alex.
(Forfatteren fortæller)
Stille og roligt, viser Alex hvordan Theodor skal gøre, for at komme op og stå, så de kan klatre ned fra træet, og netop som Theodor prøver at gøre Alex kunsten efter, mister han sit fodfæste, da hans sko glider ned af den tykke stamme, som de har siddet på, og grenen som Theodor holder fast i, knækker af, og inden nogen af dem kan nå at reagere, falder Theodor ned, hurtigere end Alex kan nå at klatre, som derfor vælger at hoppe det sidste stykke ned.
Knapt er Alex nået hen til Theodor, før Patricia også er på vej derhen, “Bliv liggende, og rør dig ikke!” råber hun, “Hvad skete der?” spørger hun, da hun endeligt er fremme og kan kigge på Theodor og vurdere eventuelle skader. Imellem Theodors 2 hænder, ser hun grenen som Theodor stadig holder fast i, “Vi var ved at klatre ned, da min fod gled og grenen knækkede” svarer Theodor undskyldende, smilende og beroligende siger Patricia “Jeg mente, at du skulle holde fast i mere end 1 gren…Så det er min skyld.” “Gør det ondt nogen steder?” spørger hun.
“Ja, foden og lidt i armen” svarer Theodor, netop som Peter nærmer sig, efter at være blevet hentet af Ingrid, “Theodor, vi er nød til, at sikre, at du ikke har slået dit hoved, så det er vigtigt, at du bare bliver ved med, at ligge stille, vi er nød til, at ringe efter en ambulance, også selvom det måske ikke føles så slemt, for vi kan altså ikke tage nogen chancer” siger Peter, “Bare bliv ved med, at snakke, så går jeg ind og ringer, og Alex du løber ind efter mig, hvis Theodor får det dårligt” fortsætter han, inden han hurtigt men roligt begiver sig tilbage til kontoret, og kun lige når, at registrere, at Alex har hørt og forstået ham.
Da Peter igen kommer tilbage, har han taget et viskestykke med og en pose isterninger, som han forsigtigt lægger henover Theodors fod, der hvor han kan se, at den er begyndt, at hæve op, Solsikkens placering gør, at der ikke går ret lang tid, før den tilkaldte ambulance ankommer og ambulanceredderne tager over, “Og hvem har vi så her?” spørger den ene af redderne, Patricia svarer “Det her er Theodor, som er 6 år gammel og han er faldet ned fra træet, han har lidt ondt i foden og armen”, "Hej Theodor, Det ser ud til, at du klarer det rigtigt godt, bliv du bare ved med at ligge helt stille, så kigger jeg lige hurtigt på dig.” siger redderen.
Efter at have kigget på Theodor fra top til tå, fortsætter han med at sige “Umiddelbart tror jeg ikke, at du er kommet alvorligt til skade, men for en sikkerheds skyld, giver vi dig alligevel en halskrave på, indtil vi har fået dig tjekket på hospitalet”. “Har du set sådan en her før?" spørger han og holder halskraven op så Theodor kan se den, “Nej” svarer Theodor, “Den her, sætter vi fast rundt om din hals, det kan godt føles lidt ubehageligt, men det er vigtigt, at vi prøver, at du får den på, den sikrer, at der ikke sker mere, hvis du har fået en skjult skade på nakken” siger redderen og putter den omkring Theodors hals. Imens har den anden redder hentet båren og stillet den ikke så langt fra Theodor, oven på båren ligger der et langt og bredt bræt.
Efter at have sikret at halskraven sidder som den skal, siger redderen til sin makker “klar til spine”, hvorefter makkeren tager brættet og lægger det lige ved siden af Theodor på jorden “Så Theodor, om lidt skal vi have dig op og ligge, på det her spineboard, det er et bræt der sørger for, at din ryg bliver holdt helt lige. Du skal bare blive liggende, så ruller vi dig først om at ligge på din ene side, inden vi ruller dig tilbage, så du kommer til, at ligge ovenpå spineboardet, og vi kan komme til at løfte dig op fra græsset” siger redderen “boardet er for en sikkerhedsskyld, hvis du skulle havde brækket noget inden i” siger den anden reder, hvorefter han kigger op på Patricia og Peter for at spørge, "kan jeg få hjælp fra jer, til at rulle Theodor?” “Ja, naturligvis” svarer Peter, “godt, hvis en af jer sætter sig foran mig, og den anden støtter Theodors fod, så tager min makker sig af hovedet, jeg tæller ned fra 3, hvorefter vi samtidigt ruller Theodor om at ligge på siden”. Efter at have fået Peter og Patricias 4 hænder placeret korrekt, siger redderen til Theodor, “Så Theodor, når vi nu ruller dig rundt, kan det godt gøre lidt ondt, du må skrige, råbe og sige AV, alt det du vil, vi tæller sammen, så alle er klar”
(Theodors Pov)
“Okay” svarer jeg nervøst og hører dem tælle “3 2 1”, imens jeg selv tæller med, inden jeg bliver trillet om på min højre side, og mærker hvordan de lægger brættet om bag mig og triller mig tilbage så jeg nu ligger ovenpå det hårde bræt, “Så skal vi bare lige have sikret dit hoved med 2 skumgummiklodser” lyder det fra redderen, der sidder ved mit hoved, og kort efter siger han “klar til løft, 3 2 1” og de løfter mig op med brættet og bærer mig over til båren, og sætter brættet ned på den, “Hvor kører i ham hen?” spørger Peter en af redderne. “Vi kører ham på skadestuen i Hvidovre” svarer han og skubber båren over imod ambulancen, den anden redder har åbnet bagdørene på ambulancen og de skubber båren ind, “Har du mange smerter Theodor?” spørger den ene redder imens han sætter sig ved siden af båren, “Jeg har rigtigt meget ondt i foden og lidt i min venstre arm” svarer jeg. “Så får du lidt smertestillende imod smerterne” siger redderen og begynder at anlægge et drop i Theodors hånd og giver ham noget imod smerterne, imens er den anden redder i gang med at snakke med Peter og Alberte der står udenfor ambulancen og fortæller at de kører nu og spørger om en af dem vil køre med, Alberte svarer “Jeg følger bare efter i bilen, så vi ikke skal tage en taxa hjem” “Det er så fint, vi kører til skadestuen på Hvidovre Hospital nu” siger redderen og lukker bagdørene, inden han sætter sig ind på førersædet og kort efter begynder ambulancen at køre ud af grusstien. Da de når den trafikerede vej, sætter ambulancen sirenen på og det lyder “ba-bu ba-bu” ud af vejene imod skadestuen.
Fortsæt til Kapitel 10