Yes
Kan næsten ikke vente
1 Synes om
Nej vel
2 Synes om
Svare du til alle der skriver? Wtf
2 Synes om
Nej
2 Synes om
Kapitel 9 (Uheldet)
> Kapitlet fortsætter hvor Kapitel 8 slap, det sidste der skete var, at den pædagogstuderende Alberte, havde låst sig ind på Theodors værelse for at vække ham, og sikre at han var klar til aftensmaden, hendes sidste ord var disse “Klokken den er 10 minutter over fire og der er aftensmad om ca. 2 timer, men nu skal jeg lade dig vågne i fred og så ses vi nede i stuen om lidt”
(Theodors Pov)
“Tak” siger jeg og smiler tilbage, hun rejser sig fra sengekanten og går over imod døren "De andre er nede i stuen og spiller" siger hun og åbner døren, hun går ud på gangen og lukker døren efter sig “Jeg må hellere se at stå op” tænker jeg og sætter mig op i sengen, fjerner dynen og rejser mig op, jeg får fundet mine bukser, tager dem på og går over til skrivebordet “GUD! Jeg fik aldrig fjernet bleen, før jeg lagde mig i sengen” tænker jeg og kigger med det samme under skrivebordet, jeg ser at bleen ikke ligger hvor jeg efterlod den og kigger mig omkring på værelset. Efter lidt søgen, ser jeg at der ligger noget i skraldespanden og går over til den for at kigge nærmere efter.
Da jeg er tæt nok på, ser jeg at den nu sammenfoldede ble ligger dernede, “FUCK! Hun fandt den og har smidt den ud, hvad tænker hun mon ikke om mig?” tænker jeg og går en smule i panik, “Jeg må hellere lade som ingenting” tænker jeg, efter at have stået stille i et stykke tid, og går over til døren. Da jeg er kommet ud på gangen, og har lukket døren efter mig, går jeg ned ad gangen og kommer forbi Alex’ værelse, jeg ser at hans dør står på klem og banker på “Hvem er det?” lyder det inde fra værelset, “Det er Theodor” svarer jeg og han siger “Kom bare ind”, så jeg åbner døren op og går ind på værelset, Jeg lukker døren til på klem igen og ser at Alex sidder på sin kontorstol, uden sine bukser, kun iført en T-shirt og sin ble, “Hvad bygger du så i dag?” spørger jeg “Jeg er i gang med, at bygge min Lego brandstation op igen, efter at Darth Vader og hans stormtroppers angreb den, for et par dage siden” svarer han.
Jeg går over til hans skrivebord og sætter mig ned på hans anden stol “Er der noget jeg kan hjælpe med at bygge?” spørger jeg “JA! du kan hjælpe med, at bygge deres brandbiler op igen, de led ekstra meget skade, efter sidste angreb” svarer han, “Et styks brandbil på vej” siger jeg og begynder så småt, at bygge en af brandbilerne op fra bunden af. Da jeg har fået bygget bunden til brandbilen banker det på døren “Alex og Theodor, har i lyst til, at tage med ud på multibanen og spille noget fodbold eller klatre i et af træerne?”. Jeg hører straks, at det er Patricias stemme “Hvad siger du Alex?” spørger jeg ham, “Det kan vi da godt” siger han og råber efterfølgende til Patricia, “Vi kommer ud lige om lidt” og hun svarer “okay”.
Vi hører hende gå ned mod hoveddøren, og begynder at pakke Alex’ Lego væk, jeg samler brandbilens resterende dele sammen og lægger dem ned i æsken og lukker den, efterfølgende sætter jeg brandbilen på skrivebordet og lægger æsken ved siden af, “Jeg går lige ind til mig selv og finder min jakke Alex” siger jeg og går over til døren “okay” svarer han og forsætter med at rydde op. Jeg åbner døren og går ud på gangen samtidigt med, at jeg lukker døren igen og forsætter ned ad gangen, hen til min egen dør og inden jeg træder ind på værelset, åbner jeg døren og går direkte over til knagerækken, men husker lige at trække i dørhåndtaget, så jeg får lukket døren en smule bag mig, inden jeg med begge hænder frie, tager min jakke ned fra knagerækken og begynder, at tage den på.
Da jeg har fået jakken på, går jeg ud på gangen igen, og da jeg kommer forbi Alex’s værelse siger jeg “Vi ses udenfor”, og bevæger mig videre ned ad gangen, til jeg når trappen ved hoveddøren, jeg skal lige til at gå ned ad trappen, da tissetrangen melder sig “nu igen” tænker jeg, og går hen til toilettet. Hurtigt får jeg lukket og låst døren, og før jeg ved af det, har jeg med en lille smule besvær også fået mine bukser og underbukser ned og sat mig på toilettet
Idet jeg har fået tisset af, og skal til at rejse mig op og tage mine bukser på igen, går det op for mig, hvor besværligt det er, med jakken på, jeg vælger derfor at tage den af og fordi jeg ikke har fået trukket mine bukser op endnu, er jeg lige ved at miste balancen. “Måske jeg hellere skulle tage en ble på, så jeg ikke ender op med et uheld” tænker jeg, “…om ikke andet så for at slippe for dette besvær, hvis jeg nu skal tisse igen og ikke slår mig hvis jeg vælter”, fortsætter jeg, og med beslutningen taget, uden så meget overvejelse, ryger bukser sammen med underbukserne helt af, og så snart jakken ikke længere er i vejen, hvor jeg havde smidt den og da jeg har åbnet skabet, ser jeg 4 nye uåbnede pakker buksebleer, men ikke nogen der allerede er blevet åbnet…
Jeg er lige ved, at fortryde, da jeg ser, at der ligger nogle tapebleer, og tænker, at den da så kan holde til mere, jeg tager derfor en ble ud, og går hen til puslebordet, men opgiver hurtigt, at komme derop, da jeg er bange for, at blive opdaget, hvis jeg skulle falde ned eller larme for meget. Jeg lægger mig derfor ned på gulvet, og får hurtigt sat bleen på, næsten for hurtigt, “Er jeg virkeligt blevet så trænet allerede?” tænker jeg, inden jeg tager mine underbukser og bukser på, efterfulgt af jakken. Lige inden jeg når hoveddøren, sætter jeg mig på trappen, og får mine sko på, jeg har fundet ud af, at man kan slippe for at binde dem, hvis man ikke binder dem op, og skal derfor nærmest bare træde op i dem.
Da jeg kommer udenfor og har fået lukket døren efter mig, ser jeg, at alle de andre er ved, at ville spille fodbold, og løber derfor over til dem, så de ikke skal vente længere. Det bliver ikke sådan rigtigt fodbold, for vi er ikke spillere nok, til 2 hele hold, så det bliver lidt blandet med hvem der står på mål, og hvem der er med til, at angribe. Vi har det sjovt og får scoret næsten lige mange mål, indtil Ingrid udbryder, at hun ikke kan løbe mere, og vi må stoppe med, at spille fodbold, i stedet spørger Alex mig, om vi ikke skal klatre op i det store træ, imens han peger på det, “Jo, det kan vi da godt” siger jeg og løber med Alex hen til træet, “Husk nu altid, at holde fast med begge hænder” lyder det fra Patricia, “Det skal vi nok” svarer jeg og kigger efter Alex, for at se hvordan man kommer op i træet, “…og nu ikke klatre for højt op, i skal selv kunne komme ned igen” siger Patricia kort tid efter, netop som vi er ved, at komme godt derop af.
“Vi skal kun lige lidt længere op, der hvor man sidder bedst” svarer Alex, som har klatret i træet mange gange før, og gerne vil vise mig sin yndlingsgren.
Vi når at sidde oppe i træet, i 15-20 minutter, da det ser ud til snart, at skulle regne, “Drenge så skal i snart ned igen, hvis ikke i har lyst til at blive våde”, råber Patricia “Vi kommer ned om lidt” svarer Alex.
(Forfatteren fortæller)
Stille og roligt, viser Alex hvordan Theodor skal gøre, for at komme op og stå, så de kan klatre ned fra træet, og netop som Theodor prøver at gøre Alex kunsten efter, mister han sit fodfæste, da hans sko glider ned af den tykke stamme, som de har siddet på, og grenen som Theodor holder fast i, knækker af, og inden nogen af dem kan nå at reagere, falder Theodor ned, hurtigere end Alex kan nå at klatre, som derfor vælger at hoppe det sidste stykke ned.
Knapt er Alex nået hen til Theodor, før Patricia også er på vej derhen, “Bliv liggende, og rør dig ikke!” råber hun, “Hvad skete der?” spørger hun, da hun endeligt er fremme og kan kigge på Theodor og vurdere eventuelle skader. Imellem Theodors 2 hænder, ser hun grenen som Theodor stadig holder fast i, “Vi var ved at klatre ned, da min fod gled og grenen knækkede” svarer Theodor undskyldende, smilende og beroligende siger Patricia “Jeg mente, at du skulle holde fast i mere end 1 gren…Så det er min skyld.” “Gør det ondt nogen steder?” spørger hun.
“Ja, foden og lidt i armen” svarer Theodor, netop som Peter nærmer sig, efter at være blevet hentet af Ingrid, “Theodor, vi er nød til, at sikre, at du ikke har slået dit hoved, så det er vigtigt, at du bare bliver ved med, at ligge stille, vi er nød til, at ringe efter en ambulance, også selvom det måske ikke føles så slemt, for vi kan altså ikke tage nogen chancer” siger Peter, “Bare bliv ved med, at snakke, så går jeg ind og ringer, og Alex du løber ind efter mig, hvis Theodor får det dårligt” fortsætter han, inden han hurtigt men roligt begiver sig tilbage til kontoret, og kun lige når, at registrere, at Alex har hørt og forstået ham.
Da Peter igen kommer tilbage, har han taget et viskestykke med og en pose isterninger, som han forsigtigt lægger henover Theodors fod, der hvor han kan se, at den er begyndt, at hæve op, Solsikkens placering gør, at der ikke går ret lang tid, før den tilkaldte ambulance ankommer og ambulanceredderne tager over, “Og hvem har vi så her?” spørger den ene af redderne, Patricia svarer “Det her er Theodor, som er 6 år gammel og han er faldet ned fra træet, han har lidt ondt i foden og armen”, "Hej Theodor, Det ser ud til, at du klarer det rigtigt godt, bliv du bare ved med at ligge helt stille, så kigger jeg lige hurtigt på dig.” siger redderen.
Efter at have kigget på Theodor fra top til tå, fortsætter han med at sige “Umiddelbart tror jeg ikke, at du er kommet alvorligt til skade, men for en sikkerheds skyld, giver vi dig alligevel en halskrave på, indtil vi har fået dig tjekket på hospitalet”. “Har du set sådan en her før?" spørger han og holder halskraven op så Theodor kan se den, “Nej” svarer Theodor, “Den her, sætter vi fast rundt om din hals, det kan godt føles lidt ubehageligt, men det er vigtigt, at vi prøver, at du får den på, den sikrer, at der ikke sker mere, hvis du har fået en skjult skade på nakken” siger redderen og putter den omkring Theodors hals. Imens har den anden redder hentet båren og stillet den ikke så langt fra Theodor, oven på båren ligger der et langt og bredt bræt.
Efter at have sikret at halskraven sidder som den skal, siger redderen til sin makker “klar til spine”, hvorefter makkeren tager brættet og lægger det lige ved siden af Theodor på jorden “Så Theodor, om lidt skal vi have dig op og ligge, på det her spineboard, det er et bræt der sørger for, at din ryg bliver holdt helt lige. Du skal bare blive liggende, så ruller vi dig først om at ligge på din ene side, inden vi ruller dig tilbage, så du kommer til, at ligge ovenpå spineboardet, og vi kan komme til at løfte dig op fra græsset” siger redderen “boardet er for en sikkerhedsskyld, hvis du skulle havde brækket noget inden i” siger den anden reder, hvorefter han kigger op på Patricia og Peter for at spørge, "kan jeg få hjælp fra jer, til at rulle Theodor?” “Ja, naturligvis” svarer Peter, “godt, hvis en af jer sætter sig foran mig, og den anden støtter Theodors fod, så tager min makker sig af hovedet, jeg tæller ned fra 3, hvorefter vi samtidigt ruller Theodor om at ligge på siden”. Efter at have fået Peter og Patricias 4 hænder placeret korrekt, siger redderen til Theodor, “Så Theodor, når vi nu ruller dig rundt, kan det godt gøre lidt ondt, du må skrige, råbe og sige AV, alt det du vil, vi tæller sammen, så alle er klar”
(Theodors Pov)
“Okay” svarer jeg nervøst og hører dem tælle “3 2 1”, imens jeg selv tæller med, inden jeg bliver trillet om på min højre side, og mærker hvordan de lægger brættet om bag mig og triller mig tilbage så jeg nu ligger ovenpå det hårde bræt, “Så skal vi bare lige have sikret dit hoved med 2 skumgummiklodser” lyder det fra redderen, der sidder ved mit hoved, og kort efter siger han “klar til løft, 3 2 1” og de løfter mig op med brættet og bærer mig over til båren, og sætter brættet ned på den, “Hvor kører i ham hen?” spørger Peter en af redderne. “Vi kører ham på skadestuen i Hvidovre” svarer han og skubber båren over imod ambulancen, den anden redder har åbnet bagdørene på ambulancen og de skubber båren ind, “Har du mange smerter Theodor?” spørger den ene redder imens han sætter sig ved siden af båren, “Jeg har rigtigt meget ondt i foden og lidt i min venstre arm” svarer jeg. “Så får du lidt smertestillende imod smerterne” siger redderen og begynder at anlægge et drop i Theodors hånd og giver ham noget imod smerterne, imens er den anden redder i gang med at snakke med Peter og Alberte der står udenfor ambulancen og fortæller at de kører nu og spørger om en af dem vil køre med, Alberte svarer “Jeg følger bare efter i bilen, så vi ikke skal tage en taxa hjem” “Det er så fint, vi kører til skadestuen på Hvidovre Hospital nu” siger redderen og lukker bagdørene, inden han sætter sig ind på førersædet og kort efter begynder ambulancen at køre ud af grusstien. Da de når den trafikerede vej, sætter ambulancen sirenen på og det lyder “ba-bu ba-bu” ud af vejene imod skadestuen.
Fortsæt til Kapitel 10
13 Synes om
Bare rolig, i kommer ikke til at vente længe på Kapitel 10.
7 Synes om
Glæder me mig til det er såååååååå spændende
1 Synes om
Fuck hvor jeg elsker den her historie😍
1 Synes om
Den er så mega fed og rigtig godt skrevet 
Kapitel 10 (Skadestuen)
(Forfatteren fortæller)
Efter at de har kørt i ca. 10 minutter ankommer de til Hvidovre Hospital og kører ind ad ambulanceindkørslen, og så snart de har fået båren med Theodor ud fra ambulancen, og kørt ham indenfor, går den ene af ambulanceførerne hen til kontoret, for at melde deres ankomst til personalet, som godt ved, at de er på vej, “I kan bare køre ind på stue 6, der er ledigt” lyder beskeden, og da han ser sin makker, giver han kortfattet beskeden videre, som de er vandt til at gøre “en sekser”, siger han “modtaget” bekræfter han og begynder at trække båren hen imod stue 6.
Lidt efter de har kørt Theodor ind på stue 6, og inden de har fået flyttet Theodor fra båren og over i en hospitalsseng, kommer der en sygeplejerske ind på stuen og imens den ene af ambulancefolkene snakker lidt med sygeplejersken, og fortæller om den behandling de har givet Theodor, siger den anden farvel til Theodor, og begynder at gå tilbage til ambulancen, for at fylde den op med ting de har brugt, så de hurtigt kan blive klar til den næste køretur, og ikke plusligt står og mangler et eller andet, for det handler jo om at redde liv, så der er ikke tid til at slappe af, før alt er klar igen.
(Theodors Pov)
“Hej mit navn er Kirsten, og jeg er oversygeplejerske, hvad hedder du min ven?” “Theodor”, svarer jeg “Godt Theodor, og hvor gammel er du?” “Jeg er 6 år gammel”, svarer jeg “Hvor gør det ondt henne?” “Foden og lidt på armen” siger jeg imens jeg peger på først foden og så armen.
“Godt Theodor, nu skal du høre, jeg ved godt det gør ondt, men vi starter lige med at tjekke din nakke og ryg, så vi kan se om du kan slippe af med halskraven, og komme til at ligge blødt og behageligt i sengen, i stedet for det stive spineboard, tror du at du kan holde hovedet helt stille, når vi tager halskraven af dig?” spørger hun, Jeg skal lige til at nikke med hovedet, da jeg bliver stoppet af halskraven, “Jo, jeg skal nok være stille” svarer jeg, “Du må skam gerne sige noget, især hvis det gør ondt” siger Kirsten med et smil, da hun sammen med ambulanceredderen, og med øvede hænder tager halskraven af.
(Forfatteren fortæller)
Ude ved indgangen har Alberte lige fået parkeret bilen, og skal lige til at spørge i modtagelsen efter Theodor, da ambulanceredderen kommer ud, “Hej han ligger inde på stue 6, du kan bare gå derind” siger han, da han ser Alberte. “Mange tak for hjælpen, kom godt videre” siger hun, da hun skubber til døren indtil den selv åbner helt op, ambulanceredderen har nemlig trukket i snoren, så døren åbnes.
Da Alberte kommer ind på stue 6, siger hun “Det var godt, så er jeg her Theodor”, inden hun præsenterer sig for sygeplejersken, og igen hilsen på ambulanceredderen, som med sit kropssprog viser at hun er et kendt ansigt, og derfor godt må være der.
“Nu mærker jeg lige så forsigtigt efter, og så siger du bare til hvis det gør ondt ikke?” siger Kirsten “Jo” svarer Theodor, imens hans nakke bliver kontrolleret efter alle kunstens regler, efterfulgt af ryggen, der også lige blive mærket efter en ekstra gang.
Alberte når lige at se nakke og ryg blive frikendte for al mistanke om skade, og Theodor blive frigjort fra spineboardet og hjulpet over i en hospitalsseng, inden ambulanceredderen pakker båren sammen og siger farvel, med ønsket om god bedring, og ikke længe efter er der også blevet trykket og mærket på både fod og arm. “Vi skal nok lige have ham en tur til røntgen” siger Kirsten til Alberte, inden hun kort kigger hen på Theodor og tilbage på Alberte og fortsætter “Vores normale røntgenmaskine er ved at blive repareret, men vi har en ekstra maskine nede på operationsgangen, hvor du desværre ikke kan komme med, det er også derfor Theodor nu ligger i en seng, i stedet for et normalt sengeleje, men hvis i insisterer, kan vi godt vente til teknikeren er færdig, men mit forslag er, at jeg hører om der er ledigt til røntgen nede på operationsafsnittet?”
“Hvad siger du Theodor, vil du have at jeg tager med, eller tror du at du kan klare røntgen alene?” spørger Alberte, imens hun kigger ham i øjnene. Der går dog kun lige et øjeblik inden Theodor svarer, for han er nemlig kommet i tanke om, at han har ble på, og håber at han forsat kan holde den skjult, “Jeg kan godt klare det selv”, siger han efter at have besluttet sig, og opvejet fordele og ulemper mod hinanden.
Theodors beslutsomhed, er nok for Kirsten som straks rejser sig op fra den stol hun sidder på, for at gå over til telefonen hvor hun ringer ned til operationsafsnittet. Efter kort tid afsluttes samtalen, idet hun siger “Fint, hvis du bare bliver liggende Theodor, så kommer der en portør lige om lidt og kører dig derned”
(Efter 2 minutters ventetid)
"Hej Theodor, jeg hedder Mikkel og er portør, vi skal have dig en tur til røntgen” siger portøren imens han også får hilst på Alberte. “Nu hvor drengene triller til røntgen, så kan vi lige få ordnet lidt papirarbejde nede på kontoret, og så stuen kan benyttes af den næste patient” siger Kirsten til Alberte “Ja, naturligvis, vi ses om lidt Theodor” svarer Alberte, så Mikkel kan fortsætte, “Jeg har sådan en smart vogn med, så vi kan køre derned, det meste af vejen”, siger portøren, imens han får sengen trukket ud fra stuen og ned ad gangen, “Kan du lide at køre stærkt?” spørger han “Ja ligesom i rutsjebanen stærkt”, svarer Theodor.
“Okay, jeg skal lige have koblet motoren på sengen, og så skal vi lige igennem døren nede for enden af gangen, før vi kan sætte farten op, du skal bare sige til, hvis det går for hurtigt”
(Efter en lille hurtig køretur på 2 minutter, er det næsten som om Theodor er blevet rask, i hvert fald hvis man skal vurdere det ud fra hans humør)
“Så er vi her” siger Mikkel til Theodor, “Hej, her kommer jeg med Theodor, som er faldet ned fra et træ, og bare skal have taget nogle røntgenbilleder” forsætter han, da han har fået øjenkontakt med sygeplejersken på operationsafsnittet, som står klar til at tage imod dem.
“Hej Theodor, mit navn er Katarina og jeg er sygeplejerske her på operationsafsnittet, og skal hjælpe med at gøre dig klar, til at få taget nogle billeder. Normalt ville vi bare kunne tage billederne uden forberedelse, men fordi det her er operationsafsnittet, skal vi lige have skiftet dit tøj ud med den her skjorte, som er 100% ren og steril, så vi ikke får nogen baktusser med ind på operationsstuen, præcis som hvis du skulle opereres og ikke bare have taget nogle billeder med vores superkamera, tror du vi kan hjælpes ad med at få dine bukser af, eller bliver vi nød til at klippe dem af?” spørger hun Theodor.
"Jeg øh… " begynder Theodor at sige, men når ikke mere, før Katarina har fået åbnet bukserne, og set antydningen af en våd ble “Men dog, der er da vist en, der trænger til en tør mås”, siger sygeplejersken med et smil, efter at have fået trukket Theodors bukser af, og da Theodor hører det, bliver han helt rød i hovedet, da han slet ikke havde lagt mærke til, at bleen er blevet våd, og faktisk for en stund helt har glemt, at han har den på, med alle de nye indtryk og ikke mindst smerterne i hans fod.
“Nu skal du se, nu får vi lige taget nogle billeder, og så finde jeg lige en tør ble i mellemtiden, så der ikke sker yderligere ulykker” og går ud af lokalet, imens kommer en anden sygeplejer over til Theodor med skjorten i hånden og lægger den ved siden af Theodor.
“Hej, skal vi få fjernet resten af tøjet, så vi kan få skjorten på og få skubbet sengen ind til maskinen, hov forresten så hedder jeg Karsten, jeg er sygehusstuderende og Katarina bad mig lige om at hjælpe” fortæller han, netop som Theodor rækker armene i vejret, så han kan tage Theodors bluse stille og roligt af. Da den er fjernet tager han skjorten og begynder at give Theodor den på, “Så fik vi det klaret, så nu kan du bare læne dig tilbage igen, imens jeg triller dig ind på stuen, så vi kan få taget nogle super gode billeder af din fod, og de på skadestuen kan se om og hvor den er brækket” fortæller han og hjælper Theodor forsigtigt med at læne sig tilbage i sengen. Han trækker sengen ind til røntgen maskinen og indstiller den til at svæve lige over foden “Theodor kan du prøve at holde din fod muse stille i 5 sekunder, imens kameraet tager et billede af din fod?” spørger han “Jeg kan prøve og holde den stille, men den gør ondt” svarer Theodor.
“Vi skynder os, 5 4 3 2 1” tæller Karsten ned og maskinen siger “klik klik”, og sådan fortsætter de et par gange, indtil der er blevet taget 3-4 billeder, alle fra forskellige vinkler, og netop som det sidste billede bliver taget, kommer sygeplejerske Katarina tilbage, med en stor hvid ble i hånden, og efter at have sikret sig at Karsten ikke skal tage flere billeder, går hun ind til sengen “Så er jeg tilbage med en ren ble, så du kan få dig en tør mås Theodor” siger hun og trækker sengen udenfor stuen igen, og da de så er tilbage i rummet hvor Theodor fik skiftet sit tøj ud med hospitalskitlen, folder hun bleen ud og trækker kitlen op, “Hvad er det der for en slags ble?” spørger Theodor om. “Det er en Abena XS4, da vi ikke har børnebleer med motiver her, men kun bleer til inkontinente, men de holder til gengæld også til meget mere, end de andre slags bleer” fortæller hun og kalder på Karsten der står inde på kontoret.
Hun begynder at åbne den våde ble, ved at trække i tapestykkerne en efter en, hurtigere end Theodor kan nå at tælle, og da Karsten kommer ind fra kontoret, kigger Katarina over mod ham og siger
“Karsten, jeg skal nok lige bruge et par ekstra hænder herovre, med at få lagt bleen under ham” siger hun, Karsten går over til sengen “Hvis du forsigtigt løfter ham op, og passer på hans fod, så kan jeg bytte bleen ud under ham” siger hun, hvorefter Karsten kommer helt hen til sengen og rækker sine hænder forsigtigt ind under knæhaserne og ryggen på Theodor inden han stille og roligt løfter ham op, og så snart hun kan, lægger Katarina bleen ind under ham “Karsten hvis du sænker ham lidt ned igen, så kan jeg lige kan se om bleen ligger, som den skal” siger hun og Karsten sænker ham ned på bleen, hun løfter bleens front op og glatter den ud. “Den ligger jo fint, tak for hjælpen Karsten” siger hun og trækker fronten ned igen, inden hun går over til et bord. Hun tager nogle ting derfra og kommer tilbage til sengen, jeg ser at hun i hendes ene hånd holder en dåse babypudder, lige inden hun tager fat i benene. Jeg bliver helt rød i ansigtet og det ser hun “Bare rolig Theodor det er ikke første eller sidste gang, at jeg skifter en våd ble på en stor dreng som dig” siger hun og begynder at drysse en masse babypudder ud på mit private område. “Det ser da også ud som om, du er ved at få et lille bleudslet dernede, Karsten gider du ikke at kigge om vi har noget zink salve her et sted” siger hun, hvorefter han som svar går ud af stuen. Efter små 5 minutter, kommer han ind på stuen igen, med en tube i hånden “værsgo” siger han og giver Katarina tuben, hun åbner den og putter lidt på hendes højre hånds fingre.
Hun begynder at smøre området nede ved numsen “så skal det nok hjælpe med dit bleudslet Theodor” siger hun og lukker tuben igen, hun lægger den ned i sin sygeplejerske kittel og tager fat i bleens front igen og finder “tapen” i venstre side, åbner den og sætter den fast på fronten af bleen. Herefter tager hun højre “tape” og gør det samme, så begge nu er sat fast på forsiden, hun tjekker at velcroen sidder ordentligt på bleen og tager efterfølgende sine pegefingre og sikrer at lækagebeskyttelsen, sidder som den skal, “så er du i en tør ble igen for nu, vi venter lige med at give dig bukser på, indtil vi har fået svar tilbage på billederne, om din fod brækket eller ikke er, men lægger lige dynen over dig, så du ikke kommer til at fryse og så kommer portøren lige om lidt og kører dig tilbage til din stue, hvor din mor venter på dig” siger hun og lægger dynen over mig. “Det er altså ikke min moar, men hun er pædagog der hvor jeg bor” svarer jeg, “Det må du da undskylde” siger hun og tager sine handsker af, netop som portøren kommer ind ad døren, “Nårh, er der nogen der er klar, til at køre stærkt igen?” spørger portøren og jeg ser, at det er Mikkel igen, og begynder at smile, da han kommer over til sengen og tager fat i den “Theodor vi ses igen lige om små 10 minutter, når jeg kommer ned på stuen med billederne” siger Katarina idet hun smider handskerne ud, “Okay, så ses vi jo” siger jeg og Mikkel begynder at skubbe sengen imod døren,
Vi triller stille og roligt ud mod gangen igen, og da vi kommer ud på gangen, ser jeg at Mikkel har taget sin motor med til sengen.
“Hey Theodor, jeg tænkte lige på noget, du har jo 10 minutter inden Katarina, er klar med billederne, hvad siger du til, at vi kører en lille omvej, så vi rigtigt kan komme ud og ræse?” spørger Mikkel
“Det kan vi da godt?” svarer jeg “Det tænkte jeg nok du ville sige, jeg skal lige ned med nogle nøgler ved hovedindgangen, så vi kan lige nå at køre en halv omgang, inden vi skal i Pitten, og ellers ræse videre” siger Mikkel inden han spørger “Er du klar til suset?”, da han er ved, at være færdig med, at placere motoren helt rigtigt, klar til at skubbe sengen. “Ja Jeg er klar, vi er hurtigere end Kevin Magnussen i Formel 1” svarer jeg.
“Og kan du huske de spejle jeg viste dig tidligere?” spørger Mikkel, “Ja, dem i loftet” svarer jeg, “Det er vigtigt, at vi holder øje med de andre i løbet, hvis vi skal vinde, så hvis du ser noget, så er det bare med hurtigt, at sige indenom eller udenom, alt efter, om de kommer fra venstre eller højre side" instruerer Mikkel.
(Forfatteren fortæller)
“Ja det skal jeg nok, venstre indenom og højre udenom, nej vent, det er jo omvendt” svarer Theodor “ja det er rigtigt og meget vigtigt, vi skal jo nødigt blive diskvalificeret” siger Mikkel “Ja, vi skal vinde skal vi, er motoren klar?” spørger han “Ja, vi venter kun på signalet, og her kommer det” svarer Mikkel netop som han har trykket på knappen, så døren bliver åbnet og de kan begynde at køre.
Stille og roligt øges tempoet, og så snart de kommer ud på gangen, og kan se spejlene, går det langsomt hurtigere og hurtigere, da de har kørt i 10 minutter, som Theodor føler, at der er gået, fortæller Mikkel, at det er tid til at komme i pitten, “Jeg tror vi skal have skiftet motor og fyldt brændstof på, inden vi kan køre videre og vinde” siger Mikkel “Ja, den kører ikke så godt længere, men det er da godt vi er foran de andre, og ellers indhenter vi dem bare i svinget” siger Theodor.
(Efter at have sat motor 5 til opladning, og afleveret nøglerne, er Mikkel hurtigt tilbage, og har fået hentet en ny motor, med hjælp fra de andre i pitten, som også har sørget for, at der er brændstof nok)
(Theodors Pov)
“Så er vi klar med motor 7 til den sidste runde, kan du se hvornår der er fri bane?” spørger Mikkel “Ja, vi skal lige have alle folk væk, 3 2 1 køøør!” nærmest råber jeg, og Mikkel trykker pedalen i bund, og kræfterne fra den friske maskine rigtigt kan mærkes, og efter blot 5 minutter, er det Mikkels tur til at tale over bilens kommunikations anlæg “Kan du se målstregen Theodor?” spørger han og jeg ser døren for enden af gangen “Ja jeg kan se den, men skynd dig vi har Hamilton lige bag os” svarer jeg og griner højt, Mikkel begynder også at grine, samtidig med, at han begynder, at bremse sengen, han når lige at bremse foran døren, inden den går op og Mikkel med en lavere hastighed, kan skubber sengen fremad, indtil motoren må efterlades og Mikkel per håndkraft, kan føre sengen rundt i svinget og gennem labyrinten af døre.
Vi kører forbi sygeplejerskernes kontor, samtidigt med at der kommer en sygeplejerske ud ad døren, “Allerede tilbage fra røntgen? Det gik da hurtigt” siger sygeplejersken, jeg ser at det er Kirsten der står i døren “Det er fordi, at Mikkel og jeg, kørte hurtigere end kørerne i formel 1, men de var supersøde dernede” svarer jeg “Så hører jeg nok dernede fra om lidt, Alberte sidder inde på stuen og venter på, at du er kommet tilbage” siger hun. “Tak” siger jeg og Mikkel begynder at skubbe sengen imod stuen, Mikkel går over til døren og åbner den, han tager igen fat i sengen og begynder at trække den ind på stuen “Så er i tilbage, nå hvordan har vi det Theodor?” spørger hun “Jo, jeg har det som sådan stadigt fint, det gør stadig ondt i foden og lidt i armen også” svarer jeg.
Alberte går over til sengen “Vil du havde noget at drikke Theodor?” spørger hun, “Det vil jeg gerne, kan det blive en Faxe Kondi?” svarer jeg, “Det kan du tro” svarer hun og går over til døren, Mikkel kommer over til sengen “Kan du havde en god bedring Theodor?” spørger han og giver knokles, jeg giver ham knokles tilbage “Tak Mikkel” siger jeg og han går over til døren. Han går ud ad den og efter et stykke tid kommer Alberte tilbage og i hånden har hun 2 dåser Faxe Kondi, hun går over til sengen og sætter den ene dåse på natbordet ved siden af, Kirsten og Katarina kommer ind ad døren og går over til sengekanten “Nå Theodor, vi har nogle gode og dårlige nyheder til dig?” siger Kirsten og Katarina.
Fortsæt til Kapitel 11
16 Synes om
Glæder mig til fortsættelsen
4 Synes om
Kapitel 11 (En brækket fod)
(Theodors Pov)
“Nå Theodor, vi har nogle gode og dårlige nyheder til dig?” siger Kirsten og Katarina.
Jeg ser at Katarina holder en mappe i sin ene hånd “Kan jeg ikke få den dårlige nyhed først?” spørger jeg om, “Jo selvfølgeligt, Theodor, vi har fået bekræftet, at du har brækket din fod i faldet og skal derfor havde foden i gips, men den gode nyhed er, at den heler sig igen” siger Katarina, hun tager et par billeder op ad mappen, går over til væggen og hænger dem op på en kasse, der kort efter begynder at lyse, “Som i kan se her, er der en lille fraktur i knoglen der, det betyder, at den er brækket, og det forklarer hvorfor du har ondt i foden og ikke kan støtte på den” forklarer hun imens hun peger på billedet. “Hvor lang tid, skal han så have foden i gips?” spørger Alberte “Han vil skulle have en gipsstøvle på i 6-12 uger og så skal han ind igen om 2 uger, så vi kan røntgen fotografere den igen, for at se om den heler ordentligt, og efter de 6-12 uger er gået, kommer han ind til et sidste tjek, inden vi fjerner gipsen” fortæller Kirsten, netop som Katarina forlader stuen, for en kort stund. “Okay, men så vil jeg jo ikke kunne deltage i skole og andre aktiviteter…” siger Theodor “Nej desværre ikke Theodor, da du skal holde foden i ro, så meget som muligt, men jeg får lige en af de sygeplejerskestuderende ind, som kan hjælpe mig, og hentet det vi skal bruge, så vi får lagt din fod i gips og du snart kan komme hjem og slappe af igen” siger Kirsten.
(Forfatteren fortæller)
Kirsten går over imod døren og lige inden hun skal til at gå ud af lokalet, vender hun sig om og tilføjer “Forresten, gipsen kan være kedelig hvid, eller have en anden smart farve, kunne du tænke dig, at vi giver den lidt farve? Vi plejer at have farverne blå, gul, grøn og rød…”
Theodor tænker i 10 sekunder inden han svarer “Ja og helt sikkert grøn, da jeg for det meste går i blåt tøj og gerne vil prøve noget nyt” og smiler til Kirsten, “Det lyder godt, jeg er tilbage lige om lidt” svarer Kirsten inden hun forlader lokalet.
“Hvordan har foden det?” spørger Alberte, “Den er stadig dum og gør ondt når jeg bevæger den” svarer jeg, “Det er snart overstået, så du skal bare holde foden i ro, så det ikke gør ondt” siger Alberte “Det gør jeg også” lyder det fra Theodor en smule irriteret, “Det ved jeg godt, det er kun for at være sikker” siger Alberte, hvorefter der igen er stille på stuen. Efter et par minutter, får Alberte øje på dåsen der står på bordet, “Hov skulle du ikke have noget at drikke Theodor?” spørger Alberte og rækker ud efter dåsen. “Jo tak, jeg er stadig tørstig, efter at have kørt ræs med Mikkel” svarer Theodor, Alberte reagerer ved at åbne dåsen og læne sig fremad så Theodor kan nå sodavanden.
“Pas nu på du ikke spilder, brug begge dine hænder, vi gider ikke flere uheld” siger Alberte med et drillende smil, og netop som Theodor skal til at tage imod dåsen, går han i stå, da han hører ordet “uheld”, “Jeg er altså ikke en baby” svarer Theodor og rækker ud efter sin sodavand, og fordi Alberte glemmer at give slip, er det lige ved at gå galt. “Har du ordentligt fat?” spørger Alberte, let smilende, “Ja” svarer Theodor, inden Alberte slipper sit greb om dåsen.
Imens Theodor drikker af sin sodavand, kommer han til at tænke på ordet “uheld”, og tænker på oplevelsen da han fik skiftet bleen, og nu ligger i sengen foran Alberte, med sin hemmelighed skjult af dynen og hospitalsskjorten “Du skulle bare vide” tænker Theodor og kommer til at smile, “Hvad smiler du af?” spørger Alberte. “Jeg tænker på…” begynder Theodor at sige, da døren går op og Kirsten kommer ind sammen med en yngre kvinde og et rullebord fyldt med en masse hvide ting.
“Hej Theodor, det her er Nanna, og det er hende der skal lægge din fod i gips, imens jeg hjælper og holder foden” siger Kirsten, imens hun rækker hånden hen imod Nanna, “Vi har desværre ikke mere farvegips tilbage her på afdelingen, men jeg ringer lige op til børneafsnittet, og hører om de har noget gipsbind tilovers” fortsætter hun og går hen til telefonen.
Nanna går hen mod sengen. “Hej Theodor, tak fordi jeg må øve mig, jeg skal nok gøre mig umage, det er mest albuer og hænder, vi har lagt forbindinger på, siden jeg startede her”, siger Nanna med et venligt smil, og går helt hen til sengen. “Er det svært?” spørger Theodor, Inden Nanna svarer, tager hun fat i sengehesten med begge hænder. “Nej det er ikke rigtigt svært, men der er en lille smule forskel i teknikken, alt efter om det er en fod eller hånd. Med hænder prøver vi at bevare fingrenes bevægelse, så det kun er håndleddet der kommer i gips, eller hvis det nu kun er et par brækkede fingre, så man stadig kan klø sig på næsen” forklarer Nanna.
“Jeg kan da godt klø mig på næsen, uden at bruge fingrene” siger Theodor imens han viser hvordan med armen, “Ja ok, måske ikke det bedste eksempel, men hvordan vil du så åbne en slikpose?” spørger Nanna, men inden Theodor når at svare, er Kirsten færdig på telefonen, “Vidste i? At man ikke kan klø sig selv på næsen med sin albue?” spørger Kirsten, imens hun går over til sengen med rullebordet, hvor der ligger de vigtigste ting, de skal bruge til gipsforbindingen.
“De kigger lige i deres skabe, og ser hvad de har, og så sender de en portør ned til os” fortsætter hun, imens hun kigger på Nanna, “Nå, skal vi se at komme i gang?” spørger hun, uden egentligt at forvente et svar “Vi skal lige have dynen af Theodor” siger hun og tager fat i kanten af dynen, “Nej!” siger Theodor skarpt og lægge sine arme tungt ned på dynen, “Jeg ligger lige så varmt og dejligt” fortsætter han, da det går op for ham, at han lige er ved at afsløre sin hemmelighed. “Jamen, så nøjes vi da bare med en lille smule af dynen, vi kan bare lægge et tæppe henover, så der ikke kommer gips på dynen” siger Kirsten, og peger på et tæppe, som Nanna straks henter, imens Kirsten løfter op i dynen for at flytte lidt på den. Theodor kan straks mærke den kølige luft imellem hans ben, helt oppe hvor bleen sidder.
Heldigvis går der dog ikke lang tid, før dynen bliver lagt ned igen og Nanna er tilbage med tæppet, så de voksne sammen, kan brede tæppet ud over dynen og folde det ind under benet, hvor gipsen skal lægges.
“Når vi skal lægge gips om foden, er det vigtigt at vi kommer helt op om benet, så gipsen ikke falder af, og så det er den raske del af benet, der bærer vægten af gipsen og ikke foden, vi skal derfor have lagt gips helt op til knæet, og starter med at måle op til skumpuderne, så der er noget blødt hele vejen rundt om benet og foden” fortæller Kirsten imens hun peger rundt på foden og benet.
En portør banker på døren, for at aflevere det, han har med fra børneafdelingen, Kirsten går over til døren og tager imod gipsbindet fra portøren, efter at have fået at vide, at det var de sidste rester, “OK, Mange tak” siger hun, “Det var så lidt” svarer portøren og lukker døren igen, Kirsten går over til Nanna og viser hende gipsbindet, inden hun gemmer det omme bag ryggen, idet hun vender sig rundt og skal til at vise det til Alberte og mig selv. “Jeg har nogle gode og dårlige nyheder, vi har nu fået noget farvet gipsbind, så det ikke bare er gråt og kedeligt, men vi har desværre ikke mere af ønske farven, faktisk har vi kun den her skrigende lyserøde farve tilbage, som vi normalt kun bruger på små spædbørn, men så er du til gengæld også sikker på, at der ikke er nogen der overser din fod, og kommer til at skade den yderligere” forklarer Kirsten til os imens hun fremviser bindet.
“Jamen, den farve vil jeg ikke havde, jeg er ikke en baby!” svarer jeg, “Theodor prøv lige at hør her, der er ikke så meget, at gøre ved det her, det er den farve der er og sådan er det!” siger Alberte og smiler til Theodor. “Men jeg vil altså ikke have den farve” svarer jeg og lægger armene over kors.
“Nu starter vi med at få lagt din fod i almindelig hvid gips, og så skal vi have taget et røntgenbillede mere, så vi kan se at gipsen sidder rigtigt, og holder foden lige som den skal, så Nanna du kan bare gå i gang, med at lægge gipsen på. Så kigger jeg med fra sidelinjen indtil jeg skal holde foden” siger Kirsten. “Det gør jeg så” svarer Nanna og trækker en gipsstrømpe forsigtigt ud over Theodors fod og op ad benet, inden hun stille og roligt begynder, at lægge gipsen rundt om de opmålte skumpuder, i et tyndt lag?
“Kirsten gider du ikke, at løfte Theodors ben op en lille smule, så jeg kan lå lagt gipsen under det, så vi kan blive færdige” spørger Nanna, “Av! Det gjorde altså ondt” siger Theodor, da Kirsten tager fat i benet og han kan mærke, at han begynder, at tisse i bleen, “Vi gør det så forsigtigt som vi kan” siger Kirsten og prøver, at holde benet i ro, imens Nanna forsætter med at lægge gips på. Da de er færdige med at lægge gips på, går Kirsten over til Alberte “Hvis du lige har 2 minutter, kommer du så ikke lige med ud på gangen, så kan jeg lige fortælle dig lidt om, hvordan man plejer gipsen og … hygiejnemetoder” siger Kirsten efter at have ledt efter de rigtige ord, “Jo selvfølgelig, det lyder godt” siger Alberte og de følges ud på gangen.
(Theodors Pov)
“Hvad skal de snakke om?” tænker jeg og bliver helt nervøs i kroppen, Nanna går over til døren og åbner den, for at gå ud af rummet og hente kørestolen der står ude på gangen, hun kommer hurtigt tilbage og skubber kørestolen over til sengens ene side "Nå Theodor, så er det slut med dynetid, nu skal vi have dig ned til røntgen igen” siger Nanna*,* og jeg bliver igen bevidst om bleen “Men jeg…” svarer jeg, uden helt at fortsætte, netop som Nanna går over til sengen og fjerner tæppet og kaster det over på kørestolen, bagefter begynder hun at tage fat i dynen, men mærker, at jeg ikke har lyst til, at give slip på den. "Du må godt beholde tæppet, så du ikke kommer til at fryse…” indskyder hun.
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal svare og ender med at sige “Oka-aa-y” , mine tanker gør, at jeg ubevist kommer til, at give lidt slip på dynen, og da hun får fjernet mere og mere af dynen, begynder bleen hurtigt at komme til syne… Jeg skynder mig at tage mine hænder ned over bleen, for at prøve at skjule den, så Nanna ikke opdager den, hun holder nu hele dynen i hænderne og begynder at folde den sammen. Da hun har foldet den sammen, lægger hun den over på en af stolene og går over til sengen igen, hun får øje på bleen og går helt hen til sengen og sætter sig på sengekanten, “Lille ven, det er altså ikke første gang, jeg ser børn i ble…” og fjerner mine hænder “Men jeg må vidst hellere se om du stadig er tør eller har fået tisset i bleen” siger Nanna, hun tager sin ene hånd ned til fronten af bleen og stikker 2 fingre ned bag blekanten, “Du har da tisset lidt kan jeg mærke, men der er massere af ledig plads, til mere tis i den ble” siger hun, og tager sine fingre op fra bleen igen, for at tørre dem af i sin kittel.
Hun går over til kørestolen for at samle tæppet op, og går tilbage til sengen “Theodor kan du prøve at sætte dig helt op i sengen, ligesom når du skal til at kravle ud ad sengen?” spørger Nanna, “Jeg kan prøve” svarer jeg og prøver forsigtigt, at sætte mig op i sengen, det går langsomt, men til sidst får jeg sat mig op i sengen. Nanna folder tæppet ud og breder det ud over kørestolen og slår ben støtterne op. Hun sætter stolen helt op ad sengen og hjælper mig over i kørestolen. Da jeg er kommet over i den, begynder Nanna at pakke mig ind i tæppet, “Så er der ikke nogen der kan se din ble og du bliver heller ikke kold” siger Nanna, og lige da hun er blevet færdig med at pakket mig ind, kommer Alberte ind ad døren igen “Nårh i er allerede færdige herinde?.. Nanna du skulle altså bare havde kaldt på hjælp, hvis vi skulle have hjulpet med at få Theodor over i kørestolen” siger hun, “Den flotte lillemand, var ikke noget problem at få over i stolen, Theodor var en helt, til at høre efter hvad han skulle gøre” svarer Nanna og blinker til mig. “Det er da godt at høre, jeg skulle sige fra Kirsten, at det alm. røntgen rum virker igen” svarer Alberte. “Er det så Mikkel der kommer igen?” spørger jeg Nanna om, “Det er da et godt spørgsmål, men det ved jeg faktisk ikke og vi har jo mange portører her, men chancen er der da” svarer hun.
“Jeg kan da lige prøve at spørge…” tilbyder Alberte, “Der var alligevel lige en ting mere, jeg glemte at snakke med Kirsten om” forsætter hun, og er allerede godt på vej ud mod gangen. Efter et stykke tid går døren op og Kirsten kommer ind på stuen, bag hende følger der en ukendt mand med ind, “Hvor er Alberte henne?” spørger jeg "Hun skulle lige på toilettet og bagefter skulle hun ud at tjekke p-skiven, da hun var blevet i tvivl om hun fik stillet den rigtigt. Theodor det her er Niels og han er portør ligesom Mikkel. Han vil køre dig ned til vores normale røntgenmaskine, nu hvor den er blevet repareret og derfor er klar til, at blive brugt igen" svarer Kirsten. “Hejsa Theodor, som Kirsten sagde så hedder jeg Niels og arbejder her på Hvidovre Hospital som portør. Jeg har fået æren af at køre dig ned til røntgen” fortæller Niels.
“Hejsa Niels, jeg havde da nu håbet på Mikkel igen, fordi vi havde det rigtigt sjovt, da vi skulle ned til den anden røntgenmaskine” svarer jeg, “Mikkel er også en rigtig sjov fyr, men bare rolig for jeg er også en sjov fyr og har masser af humor, skal vi se at komme derned af, så du snart kan komme hjem igen eller skal vi vente på Alberte?” spørger Niels og går over til kørestolen, “Alberte skulle lige foretage nogle telefonopkald, så hun fortalte mig, at vi bare skulle køre Theodor derned og så ville hun vente på ham i venteværelset” tilføjer Kirsten*, “Okay, men må jeg godt få resten af min sodavand med derned?”* spørger jeg “Ja, du må godt havde den med på køreturen derned” svarer Niels. “Tak” siger jeg og tager en tår af sodavanden og vi ruller over imod døren, Kirsten åbner den og holder den, imens Niels skubber kørestolen, ud fra stuen og ud på gangen, vi begynder at køre ned ad en stor gang og passerer en masse døre på begge sider, og for enden ad gangen, stopper vi ved en ad dørene, indtil den åbner "Så skal vi bare ned ad den sidste gang og så er vi ved røntgenafdelingen” fortæller Niels og begynder at skubbe kørestolen ned ad gangen. Den langsomme fart, gør at jeg lægger mærke til mere, og ser at der er komme flere prikker til på gulvet, efterhånden som vi triller fremad, og kommer til at tænke på eventyret Hans og Grethe med brødkrummerne.
Jeg tager en tår af sodavanden, imens Niels skubber kørestolen og jeg mærker, at jeg skal tisse igen, “Jeg bliver nød til at holde mig” tænker jeg imens vi kører videre ned ad gangen, lige pludselig stopper kørestolen ved en af dørene “Så er vi her” siger Niels og jeg ser et skilt hvor der står “Røntgen”. Jeg hører et “biiip” efterfulgt af et klik, da døren åbner og vi triller ind på afdelingen, Katarina kommer ud fra et af rummene “Hejsa Theodor, så er du klar til runde 2, vi er også næsten klar til dig herinde” siger hun og smiler, “Hej Katarina, ja jeg er helt klar til at få det overstået, så jeg kan komme hjem igen” svarer jeg. “Så lad os få dig derind” siger Niels og skubber kørestolen ind i rummet og lukker efterfølgende døren, Katarina går rundt og trykker på en masse knapper, for at starte røntgenmaskineriet op “Der går lige små 5 minutter før det hele er klar, og vi kan tage de sidste par billeder af din fod Theodor” fortæller Katarina og hun går tilbage til kontrolrummet, “Nå Theodor, er du god til at stå på et ben?” spørger Niels, “Hvad mener du?” spørger jeg undrende, “Vi skal have dig over på sengelejet her, så maskinen kan nå og tage røntgenbillederne” svarer Niels, imens han peger på røntgenmaskinen, “Hvis jeg hjælper dig med at rejse dig op, så skal du selv støtte på den raske fod, indtil vi har fået dig over på sengelejet, jeg skal nok hjælpe dig med at holde balancen, det vigtigste er, at du ikke falder, og kommer mere til skade” fortsætter Niels.
Jeg bliver siddende imens jeg tænker på bleen og holder fast i tæppet, “Kom med dine hænder” siger Niels imens han rækker sine hænder fremad, prøvende rækker jeg ud efter Niels’ venstre hånd, imens jeg med min højre hånd stadig har godt fast i tæppet, “Jeg skal også bruge din anden hånd Theodor, du skal ikke at tænke på tæppet, det kan bare blive liggende på kørestolen” fortsætter han, Theodor når lige at tænke færdig, "Katarina kender jo allerede til bleen ligesom Nanna, så der sker nok ikke noget ved at Niels også ser den”, og giver derfor slip på tæppet, inden han tager fat i Niels’ anden hånd, klar til at rejse sig op.
(Forfatteren fortæller)
Ude fra kontrolrummet, kan Katarina følge med igennem vinduet, og da Theodor er kommet op at stå kalder hun ude fra kontrolrummet, “Klarer i den, eller skal jeg komme og hjælpe”, “Vi klarer os, vi er jo to stærke mænd” siger Niels imens han blinker til mig.
“Hvis du laver nogle små forsigtige hop på den raske fod, indtil vi kommer hen til lejet, så hjælper jeg dig med balancen” fortsætter Niels, imens han guider Theodor hele vejen over til sengelejet. “Kan du selv kravle op og sidde på lejet, eller skal jeg lige sænke det lidt mere?” spørger Niels, “Jeg tror godt jeg kan, hvis jeg kun skal sidde” svarer Theodor, “Hvis du selv kan komme op at sidde, så skal jeg nok hjælpe dig med at komme ned og ligge” siger Niels og kort efter, er Katarina tilbage fra kontrolrummet, og indstiller “kameraet”, så det svæver, tæt på Theodors fod, uden helt at røre den, klar til at tage det første billede.
“Er det ikke den forkerte fod i tager billede af?” spørger Theodor, “Både og, vi tager lige nogle ekstra kontrolbilleder, så vi kan sammenligne dine fødder, og ved at starte med den raske kan vi finde den rigtige vinkel at tage billederne i, så vi ikke skal skubbe for meget til den dårlige fod.” svarer Katarina, inden hun sammen med Niels går tilbage til kontrolrummet, kun for at gå frem og tilbage, indtil alle billederne er blevet taget.
(Theodors Pov)
Da jeg er kommet over i kørestolen igen, siger Katarina ”Så skal vi bare vente på at de nye billeder er klar Theodor, imens kører Niels dig hen til vores venteværelse, hvor Alberte allerede venter på dig og så kommer jeg ud til jer, når jeg har fået set på de nye billeder” ”Okay men gider du at smide min sodavands dåse i skraldespanden?” spørger jeg Katarina, ”Selvfølgelig vil jeg da det Theodor” svarer hun og tager dåsen fra bordet, hvor den var blevet sat hen før billederne blev taget, ”Så er vi vidst også klar til at køre igen” siger Niels, da jeg har fået tæppet omkring mig igen og skubber kørestolen over imod døren, som går op da vi kommer tæt på, så vi kan køre ud på gangen. Ude af rummet, begynder det at gå op ad gangen igen og efter et stykke tid ankommer vi til døren, der leder hen til den anden gang. Efter et lille stop, så Niels kunne trække i snoren fra loftet, åbnes døren ”Så er vi der snart” siger Niels, imens han skubber kørestolen ud igennem døren. Efter et stykke tid, ankommer vi til den sidste dør før venteværelset, ”Er vi klar?” spørger Niels ”Ja jeg er klar” svarer jeg ”Okay Theodor, så hiv i den røde snor der, så går dørene op indtil venteværelset” siger Niels.
Jeg hiver i den røde snor og dørene går op, Niels skubber kørestolen i gennem døren og ind i rummet. Jeg ser straks, at Alberte sidder på en af stolene med en kaffekop og ved siden af Alberte, sidder der en mor med hendes tumling og ved siden af hende, står der en grå barnevogn, Niels skubber kørestolen over imod Alberte og da vi er kommet tættere på, får hun øje på os ”Theodor, hvordan gik det?” spørger hun. ”Det gik meget godt og Katarina kommer ud til os, når hun har fået svar på billederne” svarer jeg, ”Ja det fortalte Kirsten mig godt, og undskyld, at jeg ikke lige var med dig inde og få taget de nye billeder, men jeg var blevet i tvivl om jeg havde sat P-skiven rigtigt” fortæller hun.
”Det er helt okay for Niels var der, til at holde mig i hånden, hvis jeg skulle være blevet bange” svarer jeg stolt, ”Han gjorde det rigtigt fint derinde, men nu må jeg vist også se, at komme videre igen, der er jo flere der skal hentes og køres andre steder hen på hospitalet” siger Niels. ”Forsat god aften” siger Alberte ”Tak og i lige måde, god bedring Theodor” svarer Niels imens han vinker til mig og begynder at vender sig om, ”Tak Niels” siger jeg og vinker tilbage til ham, Alberte går hen og tager fat i kørestolen og parkerer den, ved siden af hende og tumlingen.
Alberte sætter sig ned ved siden af mig og tager en appelsinjuice op ad tasken ”Jeg tænkte du måske var blevet tørstig igen” siger hun og fjerner sugerøret fra kartonen og sætter det i, ”Tak Alberte, jeg var faktisk blevet lidt tørstig igen” svarer jeg og tager imod juicen, Alberte kigger på tumlingen, der sidder på gulvet og leger med sit legetøjstog ”Hvor gammel er din søn?” spørger hun kvinden, der sidder ved barnevognen, ”Han er 2,5 år gammel og hedder Patrick” siger hun og kigger ned på sin søn, ”Hvad bringer jer så ind på skadestuen i dag?” spørger Alberte.
”Det er min lille baby Maja, der ikke har haft det så godt de sidste par dage og i dag blev det så værre, så jeg ringede til 1813 og de bad mig tage på skadestuen med hende, så en børnelæge kunne kigge på hende. Jeg kunne ikke nå at finde en babysitter, så jeg måtte tage min søn med også, men hvad med jer?” svarer hun.
”Theodor faldt ned fra et træ og har brækket sin fod, da han skulle lege Tarzan, med de andre børn derhjemme” svarer Alberte og de forsætter med at snakke omkring børnene. Jeg vælger ikke at lytte med, jeg fokuserer på Patrick der leger med sit legetøjstog på gulvet ”Gid det var mig, der sad dernede og legede med tog, i stedet for, at skulle i skole snart” tænker jeg og tager endnu en tår af min juice, inden jeg kigger videre på, at han leger og glemmer stille og roligt tiden.
Lige Pludselig, begynder der at lugte af bummelum i rummet og Alberte og den anden kvinde kigger rundt i rummet også, ”Det er da nok Maja, der har lagt en lille gave i sin ble til mig” siger hun og går over til barnevognen, Alberte kigger på mig og jeg rødmer ”Theodor har du haft et uheld?” spørger hun, ”Det er altså ikke mig” svarer jeg og kigger på kvinden, der lige er blevet færdig med at knappe Majas bodystocking igen. ”Det er heller ikke hende” siger hun og kigger på Patrick, der smiler over hele femøren og går over til ham, hun løfter ham op i vejret og snuser til hans bagdel ”Jeg tror vi har fundet vores gerningsmand” siger hun og går over til en af stolene, hun sætter sig ned med Patrick på sit knæ og begynder, at tage hans bukser ned, efterfølgende knapper hun bodystockingen op og løfter ud i bleens bagkant ”Ja, vi har fundet gerningsmanden” siger hun og begynder at knappe bodystockingen igen, efterfølgende giver hun ham hans bukser på igen, ”Gider du at holde øje med Maja?, imens jeg tager Patrick ud i puslerummet og får skiftet hans bukseble” spørger hun Alberte om.
”Det kan du da tro at jeg vil, vi skal alligevel bare sidde her og vente på svar fra røntgenafdelingen” siger Alberte. ”Jeg hedder forresten Clara” fortæller damen, hun sætter Patrick ned på gulvet, går over til barnevognen og tager pusletasken der hænger på styret, ”Tror vist hellere, at jeg må begynde at putte lillemanden i tape bleer igen, da de er nemmere at skifte, end en bukseble og hvis Maja skulle begynde at græde, så er det nok på grund af, at hun er sulten, så der ligger en sutteflaske med modermælk, i fronten af barnevognen” siger Clara og svinger pusletasken over skulderen.
”Det var da en god ide og jeg skal nok holde et åbent øje med hende” siger Alberte, imens Clara løfter Patrick op på armen og går over imod toiletterne, Alberte går over til legetøjstoget og samler det op fra gulvet ”Så er der ikke nogen der falder over toget” siger hun og går over til mig, ”Tror du ikke, at du kan passe på Patricks tog, imens han får en ren ble og en tør numse?” spørger Alberte, ”Det kan jeg vel godt” svarer jeg og hun sætter toget ned på tæppet. Jeg tager det op og begynder at kigge på det, ”fut fut” siger jeg og Alberte kigger på mig og griner “Så kører toget” siger hun efterfølgende, hun tager kørestolen og kører den tættere på barnevognen ”så kan jeg bedre holde øje med jer begge to” siger hun og sætter sig ned imellem os. Lige pludselig, kan man høre, at Maja bevæger sig i barnevognen og begynder at græde, Alberte rejser sig op og fjerner dækkenet fra barnevognen.
”Der er vist nogen, der er vågnet fra sin lur” siger Alberte og tager Maja op fra barnevognen, og jeg ser, at hun ikke har sin sut i munden, ”Alberte, jeg tror at Maja vågnede, på grund af hun har tabt sin sut i vognen” Alberte kigger ned i vognen og ser at sutten ligger ved nussekluden, ”Det har du da ret i Theodor” siger hun og tager sutteflasken og en stofble op fra barnevognen med sin anden hånd. Maja kigger på sutteflasken ”Der er vist en der er sulten” siger Alberte og går over til stolen igen, hun sætter sig ned og lægger stofbleen på låret, efterfølgende lægger hun Maja ned på sin arm og peger sutteflasken ned til Majas mund, med hendes anden hånd, Maja åbner straks munden og tager sutten i munden og begynder at drikke modermælken, ”Jeg havde helt glemt hvor hyggeligt det var, at sidde med ens baby og give dem sutteflaske, det er min datter desværre blevet for stor til” siger Alberte og begynder at nynne, imens Maja ligger på armen. Jeg kigger på Alberte og Maja ”Det ser hyggeligt ud” tænker jeg og leger videre med toget og fokuserer ikke på omverden, ”Der er vist nogen der er vågnet fra deres lur” siger en velkendt stemme og jeg kigger op og ser at Katarina står ved Alberte og kigger på Maja der drikker af sutteflasken.
”Ja jeg lovede lige at holde øje med hende, imens hendes mor gik ud og skiftede sin søns ble” siger Alberte, ”Jamen så venter vi da bare på, at hun snart kommer tilbage, vi har fået svar tilbage på billederne og det ser godt ud, når de er færdige med bleskiftet, så ruller vi over til en undersøgelsesstue hvor vores sygeplejestuderende, så vil lægge det sidste gips på foden og bagefter er i så klar, til at komme hjem igen” siger Katarina imens Maja får drukket det sidste modermælk fra sutteflasken. Alberte stiller sutteflasken fra sig og tager stofbleen op på sin skulder, ”Så er det bøvsetid” siger Alberte og tager Maja op til skulderen, og begynder at stryge forsigtigt op og ned ad Majas ryg, efter lidt tid lyder der et ”bøvs” fra hende ”Der var vist en der var sulten” siger Katarina.
Lige da hun har sagt det, kommer Clara ud fra Toiletterne og bærer Patrick på armen, på vej hen til os andre, siger hun ”Se hvem der er vågnet” og sætter Patrick ned på gulvet, jeg tager legetøjstoget og kan lige med nød og næppe lægge det ned på jorden, uden at miste balancen eller tabe det. Jeg ser straks, at Patrick kravler over til toget og begynder at lege med det, Katarina kommer over til mig ”Er du klar til at komme ind og få det sidste gips på foden, inden i skal hjem?” spørger hun og jeg svarer ”Ja, og det bliver godt at komme hjem igen til de andre” ”Det er godt at høre Theodor, jeg er din sidste “Portør” for i dag, vi skal bare lige herned, til et undersøgelsesrum hvor Nanna står klar, til at lægge det sidste gips på” siger Katarina og går om bag kørestolen.
Jeg kan mærke, at jeg skal tisse igen og lader tisset løbe ud i bleen, ”Det er nu ikke så galt at have ble på” tænker jeg ”Så er vi vist ved at være klar” siger Alberte og putter Maja ned i barnevognen igen, inden hun hjælper hende med at finde sutten igen, hun finder sin pung frem fra hendes taske og giver Clara et visitkort ”Så kan vi holde kontakten” siger Alberte. Clara tager visitkortet og lægger det i ned i en lomme, i barnevognen. ”Det kunne da være rigtigt hyggeligt, så kan det være, at vi kan mødes en dag, til en kop kaffe eller en tur i babybio” siger Clara og lader hurtigt blikket vandre forbi os alle.
”Nå skal vi se at komme derned af” siger Alberte til Katarina og hun svarer ”Det var da en god ide” og begynder at skubbe kørestolen ned imod undersøgelsesrummet, ”Farvel Clara” siger jeg og vinker til dem, Clara har taget Patrick på skødet og tager hans hånd og de vinker sammen, ”Farvel Theodor” siger hun og samtidig kommer der en læge ud til Clara og begynder at tale med hende, da vi kommer hen til undersøgelsesstuen og døren ind til rummet går op, kan jeg se at Nanna står klar ved sengelejet og gør klar til at lægge det sidste stykke gips.
Fortsæt til Kapitel 12
16 Synes om
Glæder me til forsetselse
2 Synes om
Vildt god, endnu et fantastisk godt skrevet afsnit 
4 Synes om
Det er en fantastisk historie håber at der kommer mere 
4 Synes om
glæder mig til næste kapitel, når det engang kommer
2 Synes om
Det er næsten klar til udgivelse, sidder bare & retter nogen små fejl & forlaget @junior godkender kapitlet 
3 Synes om
glæder mig allerede til at læse det
2 Synes om
Glæder mig os
Venter med spænding 