Vagtens koncertoplevelser (M,F,F,F,B)

[junior]

Historien er baseret på en blanding af virkelige hændelser og fri fantasi , grundet tavshedspligt vil det ikke blive afsløret hvad der er opdigtet eller sket i virkeligheden , men kan opleves hvis der er nogen der har lyst til at tage med til koncert.

Kapitel 1 - Astrid

I skolen har hun set en af de andre piger, blive mobbet ved at få smidt tisterninger ned i hendes bukser, og så efterfølgende var blevet tvunget til at have ble på i skolen, fordi hendes dårlige forældre ikke troede på hende, hvilket har gjort at hun selv har holdt sig væk fra skolens toiletter, og bare holdt sig indtil hun var kommet hjem, og havde bragt denne u-praksis med sig i gymnasiet.

Hende og hendes veninder har haft købt billetter til dagens koncert allerede for 6 måneder siden, længe inden de vidste om koncerten rent faktisk ville blive til noget, og længe inden hun kunne forudsige, prisen for at kunne opleve koncerten, ikke så meget fordi billetten var dyr, men på grund af nogle nyligt opståede omstændigheder, og krav om ikke at indtage alkohol, hvis hun skulle have lov til at låne forældrenes bil.

Vagten som har fået til opgave, at stå for sikkerheden alene de første par timer, indtil hans kollegaer begynder at møde ind, går stille og roligt, frem og tilbage, imens han holder øje med alle de unge tøser, som sidder på fortovet og venter på at dørene bliver åbnet, specielt en af dem har han et godt øje til, hun er en af de ældre i gruppen, og at dømme ud fra bilnøglen som hun har om halsen, må hun lige være blevet personligt myndig, men med et smukt og ungdommeligt udtryk, som gør at han alligevel ikke kan se hende som andet end en smuk pige, som kun lige er ved at blomstre op. Han lægger mærke til at hendes veninder går på toilettet oftere end hun selv gør, selvom de ser ud til at drikke stort set det samme, men tænker ikke nærmere over det, da han har rigeligt at holde øje med.

Det han ikke ved er at hun på grund af en nyligt erhvervet blæreinfektion, har svært ved at holde sig, men samtidigt ikke vil gå glip af årets koncert, hvorfor hendes mor Mette som der er sygeplejerske, har fået hende overtalt til at bruge bleer i hendes størrelse, som et supplement til den langsommelige medicinske behandling, og selvom hun først havde hun råbt og skreget, og sagt ting som hvorfor ikke også tage menstruationen med, for det er vel det næste der sker i mit uheldige liv? Og andre mindre pæne ting…

Hvilket havde gjort at hendes mor havde købt bleer i hendes størrelse som det jo var blevet aftalt, men også havde valgt at det skulle være nogen der var ligeså tykke som hendes gamle natbleer (hvis ikke en smule tykkere), og i stedet for diskrete buksebleer med stofoverflade, var endt med bleer med knitrende plastyderside og tapestykker for maksimal beskyttelse (eller som hun så det ydmygelse for opdragelsens skyld)

Hun havde 3 år tidligere sluppet af med sin nat ble, og følte til at starte med, at hun nu skulle straffes, fordi hun havde lagt bleen på hylden og nu var ved at blive voksen, virkeligheden var dog en anden, og en direkte konsekvens af at have holdt sig i stedet for at gå på toilettet, og nu måtte holde sin 18 års fødselsdag iført ble, og nærmest lige så godt kunne kalde det for en børnefødselsdag.

Nu sad hun udenfor koncertstedet og nød faktisk at hendes mor havde valgt de tykkere bleer, da de var dejligt bløde at sidde på, når nu man skulle sidde på fortovet og vente til man kunne komme indenfor, hvor de rene toiletter var, (ikke at hun behøvede at bekymre sig om det, så længe hun alligevel var tvunget til at bruge bleen, på grund af hendes problem med at holde sig), og så frem til koncerten med Anastacia, til lyden af Left outside Alone fra et medbragt mini anlæg blandt fanklubben.

Efter at have siddet udenfor i næsten en time, bliver dørene for VIP gæster åbnet, og alle med gyldige VIP billetter får lov at komme indenfor i lobbyen, og få udleveret deres VIP armbånd, så de senere til “meet and greet”, kan få taget billeder med deres idoler, og generelt få nogle af de bedste pladser helt foran scenen.

De har kun lige nået at bytte alles billetter til VIP armbånd, med undtagelse af Astrid og hendes 2 veninder, da brandalarmen går i gang, og alle derfor bliver tvunget til at rejse sig op og gå udenfor igen, og afvente brandvæsenets ankomst og afblæsning af alarmen. Heldigvis skal de ikke vente længe, da brandstationen ligger ganske tæt på spillestedet, og der derfor ikke går mere end et par minutter til den første brandbil ankommer.

Der går da hellere ikke mere end 10 minutter før, indsatslederen begynder at sende brandfolkene hjem igen, efter at have foretaget en hurtigt men grundig eftersøgning, og give sin tilladelse til at lukke gæster og personalet ind igen, så de ikke skulle stå udenfor og fryse, da det var begyndt at blive lidt småkoldt, med optræk til regn, de 40 VIP gæster er heldigvis ikke noget problem, for den erfarne vagt, da de alle havde fået deres armbånd, næsten da, der var jo lige 3 som manglede at få byttet deres billetter, men som dog heldigvis var blevet tjekket allerede i døren inden armbåndene var blevet fundet frem, men midt i al forvirringen med alles fokus rettet imod brandfolkene, viser det dig at der en taske er blevet stjålet, og straks efter den første katastrofe er blevet afværget, før en ny begynder og panikken i x folder dig ud, hendes billetter til hende selv og hendes veninder, lå i tasken og vigtigere hvad skal hun nu gøre uden sine skiftebleer?

De kommer allesammen hurtigt og nemt indenfor i lobbyen igen, og vagten finder de sidste armbånd frem igen, da han godt ved hvem han mangler. På vej hen til Astrid og hendes veninder, kan han godt se at ikke alt er som det skal være, og spørger derfor ind til hvad der er galt, og får at vide at der er en taske der mangler sammen med billetterne, som de jo skulle bytte, situationen taget i betragtning, beslutter han sig for at sige til pigerne at det ikke betyder noget med billetterne, men at han gerne lige vil have skrevet navnet ned, på den person som har købt billetterne, så de kan blive spærret, hvis nogen forsøger at benytte dem. Astrid bliver så overvældet og glad, at hun helt glemmer at fortælle om hendes bleer, men samtidigt også er ved at dø indvendigt over det, hvis hun skulle fortælle det og så endda overfor en mand.

Efter et par timer, er koncerten endeligt kommet i gang, og det går egentligt fint med at holde bleen tør, ved at drikke så lidt som det er muligt, uden at blive alt for tørstig, men midt under et af de fede numre, bliver der affyret nogle konfetti kanoner, så det pludseligt siger bang, og bleen bliver fyldt til bristepunktet, og hendes bukser begynder at blive lidt våde, uden at man dog kan se det endnu, fordi der er mørkt inde i koncertsalen, og hendes bukser er mørke netop af samme grund for bedre at kunne skjule eventuelle uheld.

Hun er derfor nød til at spørge vagterne om hun må hente sin nødtaske i bilen med skiftetøj, men hvordan uden at det bliver alt for pinligt for hende? (Da det tøj hun har liggende er en smule barnligt, og hun ikke ligefrem ønsker at hendes lille uheld bliver opdaget). Ude ved udgangen får hun at vide at man normalt kun kommer ud af døren, når man er på vej hjem, og ellers skal have en rigtig god grund, hvis der skal laves nogen undtagelser, vagten fra tidligere genkender hende på afstand og hendes paniske ansigtsudtryk, og tilbyder hende at gå med ud til bilen, efter at have blandet sig lidt forsigtigt, og uden at stille så mange yderligere spørgsmål da han egentligt godt kunne trænge til lidt frisk luft.

Idet de skal til at gå ind, siger vagten at han lige skal have lov til at kigge i tasken, og lægger hurtigt mærke til den tiltagende rødme i hendes ansigt, prøvende spørger hun om der nu også er helt nødvendigt, og om hun ikke bare kan sige hvad der ligger i den? Men kan godt se hvad svaret vil være inden ordene kom ud af hans mund.

Hun overvejer kort om hun skal bede om at få en kvindelig vagt til at overtage, men tænker på at dem hun har set ikke var meget ældre end hende selv, hun kigger lidt rundt og får øje på handicap liften, og tænker at de nok er vandt til lidt af hvert, og at vagten indtil nu har været sød nok, og at det måske ikke er så slemt igen.

Inden hun når at sige noget, spørger vagten diskret om det har noget at gøre med hendes bukser der er begyndt at blive lidt synligt fugtige i skridtet, nu hvor de står et mere oplyst sted. Uden helt at tænke over der, kigger hun ned og mærker efter med sin ene hånd, den opmærksomme vagt tager dette som et stillesigende ja, og siger til hende at det nok er bedst hvis de sammen skynder sig om bag de tykke sorte gardiner, hvor det nærmeste handicap toilet ligger.

På vej hen mod toilettet, hører de over radioen at en anden vagt har fundet en taske med en lille kanin siddende i lynlåsen, hun siger straks det er min, og vagten beder derfor kollegaen om at tasken bliver bragt hen til handicaptoilettet bag kontoret, da han står sammen med ejeren af tasken… imens de venter på tasken spørger vagten om der er andre ting i tasken der kan bevise at det er hendes… hun svarer ikke andet end mine bleer og min lilla hårbørste.

Da tasken kommer, skynder han sig hurtigt at række ud efter tasken og tage imod den og siger til sin kollega at han lige kigger i tasken, for at være helt sikker på at det er hendes taske, og ellers bare sender ham tilbage til sin post, han finder hurtigt bleerne og den lilla hårbørste, og går ud på toilettet med tasken.

Ude på toilettet spørger han om hun kan klare det selv, eller om han skal se om han kan få en af de kvindeligt vagter til at komme, hvilket straks for hendes panik til at forsvinde og hun begynder at slappe af, hun svarer at hun nok tror hun kan klare det selv, men at hun måske skal bruge lidt hjælp med tapen, da hun ikke er så god til dem, og plejer at få hjælp fra sin mor, når de skal sættes fast, da hun stadig ikke har lært det helt selv, fordi hun lige et begyndt at bruge dem på grund af en blærebetændelse.

OK, intet problem, hvis du klarer så meget du kan, så kan du bare kalde når du vil have hjælp med tapen, og begynder at gå hen mod døren, for at vente udenfor, imens han venter kan han ikke lade være med at smile lidt, idet han tænker på hvorfor en ellers sund og rask pige som hende bruger ble, men bliver hurtigt afbrudt idet hun nu kalder inde fra toilettet, og han derfor nu hurtigt finder det professionelle smil frem, og træder ind til hende igen, hvor hun har lagt sig på gulvet, (der heldigvis ikke var beskidt), ovenpå de tørre bukser og får lukket bleen korrekt så hun kan komme på benene igen, og nu tage bukserne på i stedet for bare at ligge på dem.

Da de kommer udenfor igen, bliver hun hjulpet tilbage til VIP området foran scenen, hvor hendes bekymrede veninder stadig står og venter, som hurtigt bliver informeret om at hendes taske, nu er blevet fundet og hun lige måtte et smut ud på toilettet for at skifte bukser, og nu bare er glad for at hun lige nåede at komme tilbage til at hendes yndlingsnumre You’ll never be alone og One day in your life skulle spilles, og der derfor ikke skulle snakkes mere.

Resten af koncerten forløb uden yderligere problemer, for vagten og Astrid endte med at have en uforglemmelig koncertoplevelse, ud over det sædvanlige, og kunne køre hende selv og hendes veninder hjem til en lille hyggelig privat efterfest, hjemme hos Astrid så også hun kunne nyde en godnat drink eller to, og snakke om (alle)/alt hvad de hver især så, og oplevede til koncerten.

[junior]

Kapitel 2 - Anton

Til en anden koncert, møder vi den samme vagt som netop er mødt ind, og derfor ikke selv har været med til at lukke gæster ind, da han kommer direkte fra sit andet job. Han starter med at gå en hurtig runde, for lige at sige hej til hans kollegaer, og for med selvsyn, at se til, at alt forløber som det skal, og her spotter han Astrid fra den tidligere koncert, denne gang er hun alene, men hun har igen fået plads helt oppe foran scenen, ved barrierehegnet, og derfor går han også hen til hende for at sige hej og spørger hende om det går bedre nu?

Hun fortæller ham at lægen lige har givet hende en penicillinkur, fordi hun ikke havde lært lektien fra sidste gang, og hun har stadig 1½ uger tilbage, men at hun med hjælp fra hendes mor som jo er sygeplejerske, ingen problemer (denne gang) har med at følge lægens anvisninger, og egentligt har fået lov til at droppe bleen af sin mor, men har fundet ud af hvor praktisk den er, særligt med den mængde væske hun indtager, og at hun nu fremover ikke vil til koncert uden, da det egentligt er rart ikke at skulle stå i kø til de ofte klamme toiletter, og hun så nemmere kan holde fast på sin gode plads foran scenen, og lade sin veninder om at inspicere toiletterne, og hente drikkevarer i baren mv…

Udenfor venter de andre koncertgæster stadig på, at få lov til at komme ind, de efterhånden har stået der længe, og det ser bestemt ikke ser ud til at der kommer regnvejr, lige foreløbigt, da det er varm og dejlig solskinsdag, med skyfri himmel, uden ret meget vind der rør på sig, alt i alt et fantastisk dejligt vejr, hvor man skulle ligge i haven og drikke kolde øl, (med mindre man er så privilegeret at have en bartender “ansat”, for så er drinks da at foretrække), vagten er kun lige kommet udenfor, og gå nu en tur langs køen af ventende gæster, da han får øje på en dreng, der ser ud til at være svimmel, og på vej til at blive dårlig, så vagten skynder sig hen til ham, og når kun lige at komme hen til ham, inden han besvimer, heldigvis i armene på ham, så han ikke falder og slår sig.

Vagten tænker straks på at kalde op til samaritterne på radioen, men kommer i tanke om at de først skulle møde ind 20 minutter efter ham selv, og derfor ikke har fået deres radio endnu, da det er noget han plejer at sørge for, og at det er vagterne der selv står for førstehjælpen indtil de er klar til at overtage opgaven, han kalder derfor på en kollega, så han ikke skal stå med drengen alene, efter at have påbegyndt basal førstehjælp, ved at mærke efter puls, tjekke pandetemperaturen med håndryggen og kigge på vejrtrækningen, og spørger rundt i køen, om der er nogen der kender ham, og derfor ved hvad han hedder, vennegruppen der stod foran ham og drengene, der stod bag ham, fortæller at de mener, at han må være kommet alene, da de ikke har hørt ham snakke med nogen.

Efter at have konfereret med sin kollega, beslutter de sig for at bringe drengen indenfor, i de køligere omgivelser, og spørger derfor i køen om han havde nogen taske med? Hvortil der bliver svaret at han kun havde sin mobil og billet i hånden, og sine nøgler som han har hængende rundt om halsen i en nøglesnor, da drengen ikke er ret stor er det intet problem for den trænede vagt, at bære på drengen, imens hans kollega sørger for at åbne dørene efterhånden som de bevæger sig fremad, de får derfor hurtigt fragtet drengen ind til samaritterne, (der lige har pakket deres ting ud), som konstaterer (og bekræfter vagternes mistanke), om at han har fået for lidt at drikke, og derfor “bare” er blevet dehydreret, og at der foreløbigt ikke er nogen grund til at tilkalde nogen ambulance.

Efter en hurtig orientering, får samaritterne blidt men effektivt drengen tilbage til bevidsthed igen, imens vagterne henter en radio til dem, ved at tage en del af tøjet af ham, og give ham et koldt omslag på panden, og kan derefter få noget væske i kroppen på ham, ved at give ham en flaske med saltet vand, som han med lethed tømmer, nærmest uden at trække vejret, og uden at kommentere på den lidt kraftige saltede smag, samaritterne må dog flere gange bede ham om at tage det roligt, og bare drikke stille og roligt, én tår ad gangen, imens de stiller ham nogle spørgsmål, som de skal bruge svarene på, til deres rapport og hvis der skulle ske forværring, de spørger ham blandt andet om hvad han hedder, hvor meget væske han har drukket og hvornår han sidst fik noget at drikke

I takt med at drengen nu er blevet mere frisk, og nu husker at trække vejret samtidigt med at han arbejder på at tømme flasken, svarer at han hedder Anton og kun har drukket et enkelt glas juice til morgenmaden, og hvad han lige nåede at drikke fra vandhanen, inden han gik hjemmefra. Da dette jo ikke er meget, spørger de ham så om han slet ikke har følt sig tørstig? Eller lagde mærke til at begyndte havde det for varmt? Han fortæller dem at han ikke ville miste sin plads i køen, og ikke havde taget sin drikkedunk med sig, fordi han var bange for, at drikke for meget og tisse i bukserne, da han de sidste par dage har mærket nogle få dråber i underbukserne, men har været for pinligt berørt til at sige noget til sine forældre, og at han ikke er glad for at benytte offentlige toiletter.

Han spørger samaritterne om han kan blive og se koncerten, da han har sparret sammen til billetten i næsten et helt år? Samaritterne kigger lidt på hinanden, uden rigtigt at sige noget, indtil den ene henvendt til Anton siger "Vi er altså nød til at sikre at du får mindst 2-3L. væske ind i kroppen på dig, og vi kan ikke hjælpe dig på toilettet her, da vi ikke har personalet til det, har du taget penge med hvis du skal købe noget at drikke i baren? Anton ser pludseligt lidt bleg ud, ikke fordi han bliver dårlig, men fordi hans pung ligger derhjemme, og han nu tror at han ikke må blive og se koncerten. Med paniske øjne begynder Anton hurtigt at tigge og bede, om de ikke kan finde en eller anden løsning, og at han vil gøre alt… Det er hans eneste chance for at opleve hans idol optræde, da der den sidste uges tid har gået rygter om at det her er den sidste turné nogensinde. (I Danmark ikke mindst)

Samaritterne smiler venligt til Anton, imens de træder udenfor rummet, så de kan snakke frit omkring hans situation, uden at hidse ham for meget op og give ham lidt ro til at slappe lidt af. De diskuterer meget frem og tilbage, om hvorvidt Anton skal en tur fobi skadestuen, eller bare sendes hjem til forældrene, da de i hvert fald ikke kan have ham liggende her. Vagten som er kommet tilbage for at tjekke op på drengen (og aflevere radioen), har hørt hans bøn om at blive, og blander sig derfor i samaritternes, ubarmhjertige debat, og siger at han godt ved at kutymen er at tilkalde forældrene, eller en ambulance når der er tale om børn, men at han har en ide de måske vil overveje…

Han fortæller samaritter om pigen han tidligere har hjulpet, og at hun er tilstede inde i koncertsalen, samt at hun som datter af en sygeplejerske, nok godt vil hjælpe med at holde øje med Anton, så de ikke står med ham igen indenfor en time, og han heller ikke skal gå glip af koncerten, da rygterne om turnéstoppet vistnok skulle være sande og gode nok… og fordi hun er ikke meget større end Anton og specielle omstændigheder… så har hun måske nok en ble hun kan undvære, så ikke Anton behøver er blive hjulpet på toilettet midt under koncerten.

Med nye tanker og muligheder for at vende situationen til at god oplevelse, spørger de vagten om Astrids alder og om det ikke er lidt af en chance at tage? Hvortil vagten svarer at han ikke har den mindste tvivl, og har en klar fornemmelse, for at hun allerede nu, selv er en lille sygeplejerske under udvikling, og som allerede har udvist større modenhed end nogen af hans voksne vagt kollegaer.

Med den nye mulige plan, går de allesammen ind til Anton igen, som straks kigger på alle deres ansigter, for at vurdere om det var gode eller dårlige nyheder de nu ville komme med, uden at han dog kunne vurdere det, da deres ansigter tilsammen viste en sær blanding af drama, professionalisme og komik. Den ældste af samaritterne, spørger ham, om det stadig passede da han sagde, at han ville gøre ALT? Hvortil Anton uden så meget som at tænke over det begynder at nikke så ivrigt med hovedet, at det næsten er ved at gøre ham svimmel igen.

Vagten spørger efter et telefonnummer, til hans forældre, da samaritterne skal have lov til ikke at sende ham afsted med en ambulance, og generelt informere dem om hans tilstand og nuværende situation. Efter en kort snak med Antons far, hvor det bliver gjort klart at det kun vil være Antons stolthed, der vil tage skade hvis han får lov til at blive, og at det nok vil være en større psykisk belastning for ham, hvis han bliver sendt hjem og skal forklare alle hans klassekammerater hvorfor han gik glip af koncerten, får Anton lov af sin far til at blive, hvis ellers Astrid også siger ja til at holde øje med ham.

Imens Anton får lov til at ligge og slappe af, med et begyndende smil på læben og endnu en flaske med saltet vand, går vagten ud for at hente Astrid, og nogle fribilletter til sodavand i baren. Astrid bliver en smule forundret over at se vagten igen, men kan straks se at det ikke bare er fordi han igen vil sige hej, og følger derfor med ham, da han spørger om han lige må låne hende engang og om hendes taske stadig er fyldt med hendes fornødenheder… med det korte lidt spørgende svar “ja øh”, går de sammen udenfor koncertsalen, hvor hendes nysgerrighed bliver stillet, idet han forklarer hende om Anton og den lidt særlige situation.

Astrid træder straks til, og siger at det vil være hende en fornøjelse, og at hun godt kunne bruge lidt selskab foran scenen, og bytter gerne nogle bleer til fordel for lidt hyggeligt selskab og sodavand ad-libitum. Sammen går de hen til samaritterne, og overbringer Anton nyheden om at måtte blive under koncerten under visse betingelser. Anton reagerer ved at blive lykkelig og frisk, og kan ikke vente med at høre om betingelserne, og siger inden at han har hørt dem, at han stadig vil gøre alt.

Fint! Nu skal du høre, din far har givet dig lov til at blive og se koncerten, hvis du gør alt hvad der bliver sagt, som du har lovet, Astrid her har sagt ja til at passe på dig, og holde øje med at du får drukket den mængde væske du skal, men da det ikke skal ødelægge hendes koncertoplevelse, eller blive pinligt for dig hvis du ikke kan holde dig i de lange toiletkøer, er der en betingelse mere, om at du får en ble på, som skal bruges men som vil blive skiftet af Astrid, når hun vurderer at det er nødvendigt, på handicaptoilettet, hvor i ikke behøver at skulle stå i kø, og uden at der er nogen der behøver at finde ud af det. Til gengæld får du lov til at komme helt op foran scenen, hvor din redningskvinde har plads, og kan drikke alt det sodavand, som du har lyst til uden selv at skulle betale for det.

Det er fedt nok med sodavand og pladsen foran scenen, men jeg kan godt selv gå på toilettet, og jeg behøver altså ikke at få ble på, jeg kan sagtens holde mig, jeg er jo ikke nogen lille baby, og… og… Jeg skal ikke have nogen ble på, så er det sagt! Prøver han voksent at sige.

Din far har givet dig streng ordre på at gøre som der bliver sagt, og du HAR allerede lovet at du vil gøre ALT, så det bliver som det er blevet aftalt med din far, eller også kan vi jo ringe efter ham, og bede ham om at hente dig, da du tydeligvis ikke er stor nok til at være til koncert alene, og så vil han jo nok bede om at du får bleen på til hjemturen, og nogle ekstra til resten af weekenden, så du har ret… Du bestemmer helt selv, koncert eller hentes af farmand?

Efter lidt betænkningstid, hvor musklerne i fingrene kort blev afprøvet og fornuften blev vækket til live, går Anton med til at få bleen på da han bestemt ikke har lyst til at blive hentet af sin far, eftersom der er sport i fjernsynet, og det ville betyde at han så skulle, gå glip af koncerten, og dermed chancen for at opleve Bryan Adams live i Danmark, Astrid tager ham derfor hurtigt med blidt i hånden og siger, så lad os gå ud og få det overstået, og så kan vi hente noget sodavand bagefter.

Astrid følger ham ud på handicaptoilettet, og hjælper ham af med tøjet imens hun fortæller ham, at hun selv har været flittigt blebruger en stor del af hendes liv, og derfor kender alt til at det kan være pinligt, og virke ydmygende, men samtidigt beroliger ham med, at det kun er hendes uheld der er blevet opdaget, og at uheld er langt mere pinlige, da de fleste enten ikke opdager bleen, eller bare ignorere den, og hvis der er nogen driller ham, så hælder vi bare vores sodavand i bukserne på dem.

Det får hurtigt smilet frem på Anton, og inden længe er han klar til at få sine bukser på igen, det gik så hurtigt at han slet ikke havde nåede at tænke på at det var godt ham ikke havde fået sine stramme jeans på i dag, det havde ellers været hans plan, men vaskemaskinen havde være i udu fordi vandet var blevet lukket i deres ejendom, grundet vedligehold og udskiftning af gamle rør, det var dog Astrid der kommenterede det, da hun hjalp ham op at stå og bukserne på.

Lettet kunne Anton og Astrid begive sig hen til baren og hente deres sodavand, det var dog ikke nemt for Anton at gå, da han jo ikke var vandt til at bevæge sig rundt i ble, og da slet ikke en der var så tyk, Anton var meget opmærksom på hvert skridt han tog, kan syntes nemlig at bleen kunne høres af alle, og gik derfor med vilje langsommere end han normalt var vant til, Astrid prøvede at fortælle Anton, at han bare skulle gå så normalt han kunne, og at de snart ville være skjult af både mørket og støjen fra de andre gæster.

Da de var færdige oppe i baren, stod vagten klar til at hjælpe dem tilbage til den gode plads foran scenen, som han jo havde lovet dem, og samtidigt pegede han også på hans 2 kollegaer der stod i hver sin side af scenen, og fortalte dem hvordan de bare skulle vinke til dem, hvis de skulle få brug for hjælp, eller ville i kontakt med ham igen under koncerten, da han ville gå rundt sådan lidt over det hele, men nok ville sikre sig at de havde en god oplevelse.

Allerede mellem det 3. og 4. nummer begynder Anton at mærke, en tiltagende trykken på hans blære, hvilket er et sikkert tegn på at han snart skal tisse, men han har på ingen måde lyst til at bruge bleen, og beslutter sig derfor for at holde sig, ligesom han plejer at gøre ovre i skolen, og derfor ikke ser nogen problemer med det her, hvad han dog ikke lige har regnet med, er forskellen i at sidde ned, og så det at stå op til en fed energisk koncert, for slet ikke at glemme Astrid og de andre gæster, som konstant får ham med på at danse og skråle med, hvilket gør at han helt glemmer at han skal tisse, og bare nyder koncerten og lever i nuet.

Under nummeret Heaven skulle Anton nu virkeligt tisse, men havde både svært ved bare at gøre det og samtidigt holde sig, som han allerhelst ville, ikke alene fordi han ikke var vant til at tisse i en ble, men fordi han følte at alle kiggede på ham, og fordi han ikke havde tillid til bleen, men bare ville ønske at han kunne komme ud på toilettet, som han plejede at gøre. Astrid havde lagt mærke til ar han pludseligt stod stille, og virkede til at dybt være koncentreret, og da nummeret sluttede og alle begyndte at klappe, tog Astrid fat i Antons hænder og klappede med dem, indtil han selv begyndte at klappe, og da Bryan Adams begyndte at spille Kids wanna rock, havde Astrid flyttet sine hænder til Antons hofter, og hjalp ham på dem måde i gang med at danse i hans første våde ble, og med den fede stemning blandt publikum, kunne han ikke lade være med at feste med, selvom han lige havde tisset i sin ble.

Nummer efter nummer, hygger de sig og nyder koncerten, og Anton har fået optaget flere videoer, imens han har holdt øje med batteriet på sin telefon, og har sågar fået lov til at optage lidt med Astrids mobil også, da han selv var ved at løbe tør for plads på sin egen. Han har det så fedt, at han er begyndt at tænke, at det med bleen slet ikke er så tosset endda, men er stadig ikke sikker på at han tør indrømme det, ikke endnu i hvert fald.

Da sangen If Ya Wanna Be Bad Ya Gotta Be Good begyndte, hviskede eller rettere halvråbte Astrid, Anton i øret at hun normalt elskede at danse til dette nummer, men ikke ligefrem var klar, til at skulle danse i rampelyset iført ble, det kunne Anton jo godt forstå og nikkede derfor forstående og energisk, og først nu, gik det op for ham hvorfor hun havde bleer i sin taske, han havde været så optaget af lyden fra sin egen (eller var det hendes) ble, at han slet ikke havde tænkt på at hun selv brugte ble, og blev derfor nød til at spørge hende, hvordan det lige hang sammen.

Efter at have fået fortalt en længere, -kort og diskret udgave af historien, (grundet besvær med at snakke imens der synges), synger Astrid ind i øret på Anton i mørket, til omkvædet af nummeret Please forgive me, imens hun tjekker tilstanden af hans ble, ved blidt og næsten ubemærket, at lægge en hånd i skridtet på ham, mens hun fortsat synger “Jeg tjekker blot til ble, Please forgive me, du ved jo, at jeg skal, bare roligt, den holder lidt endnu, Please forgive me!”, imens hun afslutter med at give ham et kærlig kram bagfra, og et lille kys på kinden, lige inden lyset bliver tændt igen, og man kan se alle ansigterne blandt publikum. Med kysset og følelsen af det kærlige kram, føler Anton sig allerede som på Cloud Number Nine, (der dog først blev spillet senere), men han var vel nærmest en smule forelsket.

Aftenen sluttede naturligvis ikke før der blev spillet en række ekstranumre, og da Anton endeligt var ved at kunne stå ved, at han egentligt var blevet glad for bleen, blev nummeret You’ve Been A Friend To Me spillet, som det første af en række fede og passende ekstranumre, og Anton vendte sig om for at give Astrid et kram, som hun havde givet ham tidligere, og som denne gang fik lov til at vare lidt længere, imens de begge bare lyttede til ordene i sangen. Efter det sidste ekstranummer All for Love, hvor alle tog deres mobiltelefoner frem for at lyse med dem, var det tid til at komme af med de våde bleer, og dermed finde ud til handicaptoilettet, inden de hver i sær kunne finde hjemad, efter en uforglemmelig aften…

Hvorvidt Astrid sendte Anton hjem iført en tør ble, er en hemmelighed der må stå hen i det uvisse.

[Camille]

Sikke en sød fortsættelse.