TO ÅR SENERE.
Det har været en hård vagt. En vagt med for lidt tid, for mange opgaver og for få hænder. Min taske havner bare på gulvet i entreen og jeg glæder mig til at få et skoldende varmt bad og få bleen af, der har siddet på siden jeg ved ikke hvornår, og min hud er tydeligt irriteret.
Under bruseren slapper jeg af og forvandler badeværelset til et tyrkisk dampbad. Jeg har stadig lidt svært ved at bade selv, og min behandlingsferie i London har ikke været uden omkostninger.
Jeg er for det første blevet erklæret 100% inkontinent og har derfor fået blebevilling fra kommunen, som nær havde sendt mig i skånejob pga mine færdigheder efter opholdet eller mangel på samme.
Men takket være støtte, stædighed og med hjælp fra en psykoterapeut er det lykkes mig at genvinde flere af mine evner, faktisk er jeg blevet normal igen, og Kate har måtte bøje sig lidt. Jeg brænder for mit fag og kan ikke være lillebitte hele tiden.
Klassen på studiet har væren en stor støtte, og på arbejdet er der heldigvis taget højde for mit problem, så jeg kan bære ble og få den skiftet under vagten hvis tiden er til det. Det gør jeg til gengæld selv. Ellers er det kun Kate der skifter mig.
Jeg går ind på mit værelse og sætter mig på sengen. Kate har været sød at hjælpe mig med at få det lavet om. På grund af stigende husleje i min gamle lejlighed er jeg nu flyttet ind hos Kate, der nu må finde sig i at det ikke kun er legetøj der står på min reol.
Men jeg har stadig min tremmeseng og puslebordet i badeværelset. Et hjørne af værelset er lavet om til et lille minikontor så jeg kan læse og kave lektier når jeg skal på kurser.
Maven knurrer. Klokken er kun 15, så der er længe til spisetid. Kate har lovet mig at vi skal have lasagne, min livret, og jeg, for at aflede mig selv, leder efter noget hjemmetøj og en ny ble.
Jeg går ind i stuen til Kate med tingene, og som ventet smider hun hvad hun har i hænderne og hjælper mig. Hun lægger mig på stuegulvet og giver mig min rene ble på, en body og mit joggingsæt. Jeg er ikke helt færdig med at være baby, for hun sætter stadig en suttekæde fast i mit tøj og giver mig sutteflaske på sofaen. Det er det bedste når man kommer træt hjem.
”Du er sulten, lille skat” pludrer Kate som vanligt.
Jeg nikker, fniser og smasker videre og får min sut i munden så snart flasken er tømt.
Senere sidder jeg ved min computer og kigger mine mails igennem. Ud over de sædvanlige 673 spammails med reklamer og andet lort, er der mail fra Mathilda. Hun og Christian skal giftes og invitationerne er allerede sendt. Det er et ægte prinsessebryllup, og flere fra miljøet deltager. Temaet er Disney og vi skal være iklædt kostumer efter eget valg. Mathilda selv skal være Askepot og Christian prinsen.
Jeg glæder mig vildt, Kate som er superkreativ, er allerede begyndt at sy et kostume til mig. Jeg skal være Klokkeblomst og Kate Askepots gode fe.
Pete og Charlie fra London skriver jeg stadig med, og de kommer stadig på besøg på institutionen, men om et halvt år er det slut. Stedet lukker da mrs. Jenkins er blevet for gammel til at drive det, hvilket er ærgerligt.
Jeg viser e-mailen til Kate der bliver lige så ærgerlig over nyheden som jeg. Hvor skal jeg nu sende lille Ida hen og blive passet når jeg ikke selv kan, tænker hun med al tydelighed.
”Tror du ikke vi kan drive stedet sammen med Christian og Mathilda?” spørger jeg, for jeg ved at især Mathildas forældre er ret velhavende og på ingen måde vil mærke om de giver en lille skærv på sådan cirka trekvart million til projektet.
”Måske, skat” siger Kate. Hun kysser mig på kinden og går ud og laver mad, og imens skriver jeg til både Mathilda, Pete og Charlie og foreslår at vi sammen drev stedet videre hvis banken vil give os lov.
Vi spiser tidligt i aften, og jeg æder som en hest da mine frokost i dag bestod af en dødssyg salat og en enkelt frikadelle fra kantinen på jobbet. Jeg er begyndt at spise selv, selvom Kate stadig skærer kødet for mig og øser op. Hun har virkelig svært ved ikke at skulle behandle mig som et spædbarn altid.
”Se, nu griser du på tøjet, Ida!”
Jeg kigger ned, min trøje er smurt ind i kødsovs og jeg skal til at græde af gammel vane da Kate hurtigt kommer hen og tørrer mig om munden og giver mig en savlesmæk på.
”Så, så, lille skat. Kan du selv spise videre eller skal jeg made dig?” spørger hun og lægger allerede an til at tage bestikket fra mig. Jeg ryster på hovedet, jeg vil selv, og denne gang går det meget godt og maden forbliver på tallerkenen.
Bagefter hjælper jeg Kate med at fylde opvaskeren og rydde op inden vi går ind for at se fjernsyn. Klokken otte kommer der ”Løgnen”, tv2’s nye dramaserie som er meget spændende og minder mig om min hverdag som nyuddannet sygeplejerske. Det der er mindre charmerende er, at Iben Hjejles vindtørre karakter minder mig skrækkeligt meget om en af mine kollegaer, men ellers er den ret god.
”Skynd dig nu!” råber jeg utålmodigt fra sofaen hvor jeg har plantet mig grundigt i bjerget af puder. Fandens til tid det tager at rydde det lille køkken, tænker jeg gnavent og pakker mig sammen i et tæppe.
Langsomt mærker jeg mit system giver slip og jeg mærker hvordan det flyder ud i bleen.
På jobbet er det heldigvis kun sket en gang at jeg har lavet stort, men herhjemme sker det flere gange dagligt.
Da Kate endelig dukker op i stuen med en skål popcorn stinker der allerede fælt, og hun retter sin veltrænede pædagognæse mod mig.
”Puha! Du skal lige ud og skiftes, tror jeg!” hun tager tæppet af mig og trækker mig ud på badeværelset og klæder mig af så jeg til sidst står kun i undertøj. Jeg sukker, kravler op på bordet og lægger mig til rette og stirrer op på uroen der danser for mine øjne mens jeg lytter til lyden af vandhanen og den knitrende fornemmelse da tapene bliver revet af min ble og trukket væk fra min numse.
”Jeg troede ikke det var så slemt. Jeg troede, jeg havde lært at holde mig når jeg skal lave stort” mumler jeg stille.
”Det gør ikke noget, skat” svarer Kate, ”Det er derfor, du bruger ble!”
mine argumenter smuldrer. Sommetider kan det faktisk være ret irriterende at være inkontinent.
”Op med numsen!” Kate folder en ny ble ud og lægger den under mig og går i sving med salven som er min bedste ven i de her dage hvor der er travlt på jobbet og ikke så god tid til at skifte i tide.
”Må jeg få mine joggingbukser på igen?” spørger jeg træt og vrider mig af velvære på den store puslepude.
”Den skal til vask, skat, men du kan få din natdragt på!” Kate trækker dragten frem fra skuffen under bordet. Min dejlig bløde, hvide drat med kaniner og fødder på. Hun giver mig den på, og så er jeg baby. I hvert fald for nu.
Kate tager mig på armen og bærer mig ind på sofaen lige i tide til Tessas provofjæs glider over tv-skærmen i samspillet med leverpostejstilværelsens evindelige hamsterhjul. Vi sætter os og deler skålen med popcorn og lidt guf, Kate har i gemmerne. Da serien er ved at være slut er jeg dødtræt og skal i seng, for i morgen skal jeg på arbejde allerede klokken seks.
Halvt sovende og let klynkende famler jeg efter Kates trøje som hun trækker op i. selvom jeg er blevet næsten mig selv igen bliver jeg stadig ammet om aftenen inden sengetid og igen næste morgen. I sjældne tilfælde vågner jeg endnu om natten og er sulten, men det er flere måneder siden.
”Her, lille baby” mumler Kate og propper brystet i munden på mig og lader mig drikke. Undervejs taber jeg vorten, men finder den selv igen. Det ville have været utænkeligt for ikke ret lang tid siden.
”Dygtig, skat” roser Kate og klapper mig på bleen der føles våd og tung under dragten. Jeg ender med at falde i søvn og fornemmer kun i glimt at Kate slæber mig ud på puslebordet, skifter bleen på mig og lægger mig i seng med min sut.
Hvis verden udenfor og mine kolleger vidste dette her, ville de sikkert forære mig en enkeltbillet til Sankt Hans med fri kost og logi i lang, lang tid…
klokken fire ringer vækkeuret. Med et støn rejser jeg mig op, lukker tremmelågen på sengen op og kravler ud. Kate er stadig ikke stået op, så jeg har det hele for mig selv. Jeg nyder faktisk mit eget selskab mens jeg spiser morgenmad og pakker min taske så den er klar. Men da klokken er ved at være halv fem banker jeg tøvende på Kates dør.
Det er badetid og jeg har lavet stort i bleen.
”Hvorfor er du oppe så tidligt?” en sprække i døren afslører et søvndrukkent ansigt der formentlig har mere til fælles med en død der skal til at genopstå før noget kan ske.
”Jeg har morgenvagt!” pipper jeg og tripper, for jeg skal tisse, men bleen kan ikke holde til mere, kan jeg mærke.
”Gå ud og tag tøjet af, så kommer jeg!” lyder det fra en gabende Kate der kommer sjokkende bagefter. Endnu næsten sovende tager Kate bleen af mig og vasker mig kort inden jeg træder ind under den varme bruser.
Fra nu af vasker jeg mig selv, medmindre jeg har haft et slemt uheld, og imens går Kate ind og pakker min pusletaske om jeg har med hver dag og lægger tøj frem på puslebordet.
Frisk efter badet begynder jeg at tage tøj på og stiller jeg mig klar til Kate kommer og giver mig ble på. Det gør hun stående om morgenen, for det er mest praktisk, siger hun. Egentlig kunne jeg godt selv tage ble på, for det er en almindelig bukseble af de tykke som de ældre går i, men det er mest behageligt at få smurt numsen ordentligt og pudret inden den tykke buks bliver trukket op på plads.
”Nu skal du snart af sted” skynder Kate på mig inden hun får givet mig overtøjet på. Hun lægger min pusletaske i min arbejdstaske og sætter mig ud i bilen hvor autosædet stadig er min faste siddeplads. Af vane giver Kate mig sutten inden vi kører, og jeg er nær ved at gå ind på mit arbejde med den i munden, så jeg skynder mig at aflevere den inden jeg stiger ud af bilen.
”Nu ringer du hvis du har brug for noget” formaner Kate fra forsædet.
”Ja, ja”
”Du er ikke våd i bleen?”
”Nej” sukker jeg men bliver selv i tvivl, og Kate laver et lyntjek inden hun lader mig gå. Det bliver gudskelov ikke til noget med at blive skiftet i bilen i dag. Hun kysser ig på kinden for 117. gang og endelig kan jeg ile mod personaleindgangen og ned i omklædningen hvor jeg trækker i uniformen med en vis forlegenhed, for mine kolleger kan ikke undgå at se at jeg har ble på under underbukserne.
Det bliver en sej dag på kontoret den dag. Det er sådan en rigtig leverpostejsmandag hvor alting er træls, og kronen på værket er at det pisser ned da jeg har fri.
Kate er her ikke, så jeg må tage bussen som er over tyve minutter forsinket. Så jeg er gennemblødt da jeg kommer hjem. På bordet ligger der en seddel. Kate er kørt i byen for at handle og købe mere stof til vores bryllupskostumer som skal være færdige snart, for festen skal stå om to uger.
Der vil Hørsholm kirke formentlig have et større blomsterhav end til Pave Frans’ begravelse, og hotellet hvor festen skal holdes vil være omdannet til et eventyrrige for alle der har en barnlig sjæl.
Jeg skifter tøj og ble og skriver til vennerne i England, der også kommer med, og vi skal ud at hente dem i lufthavnen dagen før brylluppet.
”Lille skat, vi skal af sted nu!” Kate tager mig i hånden og jeg vralter søvnigt ud til bilen iført mit lyserøde termotøj og sutten i munden. Jeg sætter mig straks til at sove videre i min autostol mens vi kører i det grå morgenvåde vejr mod Kastrup hvor Pete og Charlie vil lande med det tidlige fly klokken halv otte.
Gensynet er glædeligt og vi står alle tre i en lang omfavnelse inden Kate blander sig og på sit støvede, gebrokne skoleengelsk spørger om de har haft en god tur herover.
Jeg der taler glimrende engelsk, oversætter og snakker på Kates vegne. For en gangs skyld er der noget jeg er bedre til end hun er. Jeg fortæller dem at det vil være som at være hos mrs. Jenkins mens de er her, at de ikke behøver at bekymre sig om nogen ting. De vil stadig have deres babyhverdag hvor de bliver passet og plejet som de er vant til.
Vi bliver ale tre udstyret med hver vores sut inden Kate vender kareten hjemover og med stop ved den nærmeste MacDonalds så vi kan få stillet sulten med et par burgere og lidt nuggets.
”Hvad skal I være klædt ud som i morgen?” spørger jeg på den sidste bid af hjemvejen.
”Shrek!” mumler Pete bag sutten.
”Prinsen fra Snehvide!” supplerer Charlie der efter måltidet er lysvågen, men som sidder og vrider sig. Han ligner en der snart behøver at blive skiftet, tænker jeg. Og jeg får ret. Ti minutter senere vender Kate sig om mod os.
”Hvem har noget i bleen?”
Pete og jeg fniser mens Charlie rødmer kraftigt, lugten kan ikke skjules. Han gemmer ansigtet i hænderne og klynker forlegent så vi andre får helt ondt af ham. Jeg trøster ham og siger, at han nok skal blive skiftet så snart vi kommer hjem, det vil Kate sørge for, og det hjælper lidt på humøret.
Da vi kommer hjem, parkerer Kate allerede bilen udenfor garagen, og på rækker går vi alle tre ind hvor vi efter tur bliver afklædt og ledt ud til puslebordet.
”Vi starter med dig, lille skat” Kate griber efter Charlie og følger ham ud på badeværelset hvorfra vi andre kan høre hans begyndende gråd. Han er ikke vant til at blive skiftet af fremmede, så det er noget af en prøvelse for ham.
Han ligner fuldstændig en rigtig baby som han ligger der grædende med sutten hængende uf ad munden og med åben ble der er god brugt og fyldt med puha.
Jeg stiller mig hen ved siden af, og som en storesøster giver jeg ham sutten og aer ham på håret mens Kate rosende og taknemmeligt vasker hans røde numse. ”Er han ikke sød?” spørger jeg uskyldigt Kate, der er ved at grave noget skiftetøj frem fra kufferten.
”Jo, meget, han er vist en rigtig lille baby. Ham må vi passe godt på, det er godt du kan hjælpe mig, Ida.” hun får en ny body med bjørne trukket på ham inden hun giver ham en ren ble på, der er lige så babyagtig som resten af ham. En hvid ble med små teddybjørne og hjerter.
Sødere kan det ikke blive, men han græder af græmmelse da Kate knapper bodyen og hjælper ham i tøjet. Han ligner en der er ved at synke i jorden af flovhed. Med sutten i munden går han hen og stiller sig i skjul bag Pete mens det er min tur.
Det bliver til gengæld en hurtig omgang, jeg har intet gjort andet end at tisse lidt, så jeg skal heller ikke have skiftet tøj, og Pete har slet ikke ble på, for det ville han ikke når han skulle gennem security hvor han ville risikere at blive tjekket.
”Du siger bare til, så skal jeg give dig en på. Kan du holde dig uden tror du?” Kate ser omsorgsfuldt på ham, men han takker pænt nej. Sådan en behandling som Charlie fik, vil han helst ikke slev udsættes for. Ikke før sengetid, altså.
Den dag er vi alle babyer, men jeg er trods alt nok den ældste. Vi prøver vores festtøj og bagefter laver Kate popcorn til os som vi spiser mens vi ser tegnefilm i fjernsynet og hygger os.
Da filmen er slut, kommer Kate ind og annoncerer, at det er lur-tid. Da vi alle tre har været tidligt oppe er der ingen sure miner, vi bliver alle tjekket inden vi får natdragter på. Jeg bliver lagt i barnevogn udenfor, og drengene sover i mit værelse i tremmesengen som kan foldes ud så den bliver en halv gang større. Og der, med sutterne i munden og bamserne i favnen sover drengene sødt.
Senere på dagen er vi udenfor. Det er stadig gråvejr og vi får alle regntøj på inden Kate tager os med på legepladsen som vi har for os selv.
Vi ender hurtigt i sandkassen og leger indtil Kate mener det er på tide at gå hjem og lave aftensmad, så vi også kan nå at være lidt oppe inden vi skal sove igen.
Pete og jeg bliver sat i klapvogn mens Charlie pænt går ved siden af og holder i styret med den ene hånd og i Kates frakkeærme med den anden, så en vis tryghed har han dog fundet i hende, selvom han ikke forstår et muk dansk, men ikke er i tvivl om hvad hun mener når hun puttenusser og skifter. At man er sød og lille.
Vi flotter os den aften og bestiller mad fra kinagrillen. Drengene får forårsruller og Kate og jeg en risret med kylling. Så ser vi derefter lidt tv, og fordi jeg har gæster, får jeg lov at bestemme, ikke noget med børnetime i aften, vi skal se en film.
Vi ender med at se Blinkende Lygter med Mads Mikkelsen, og endnu en gang må vi i skabet efter flere forsyninger. Kate har vidst hvor den hygge bar hen, så hun har købt to store poser clikmix og nogle marsbarer som vi fortærer og kyler ned med litervis af saftevand.
Jeg er faldet i søvn og vågner ved at halvdelen af min clikmix ligger i sofaen og saften er væltet. Pete og Charlie er væk, og jeg finder dem i mit værelse hvor Kate er ved at skifte bleer og give dem nattøj på.
”Der var du, skat. Det er sengetid, kom, du skal også skiftes og have mad!” Kate vifter mig hen til sig, og jeg betragter Pete der ligger og læser en pixibog mens han bliver pudret.
”Kan du spise mere?” udbryder Charlie henne fra sengen. Han er stopmæt af alt det slik.
”Hun bliver ammet hver aften” svarer Kate for mig. ”Jeg har mælk nok til at I også kan få hvis I vil”
Pete rødmer og Charlie gemmer sig under dynen. Han vil helst ikke indrømme at han selv plejer at få bryst af sin barnepige inden sengetid, og at han også altid har ammepige på når han har været på ferie hos mrs. Jenkins.
Med mig er der ikke så mange valg. Om aftenen og natten er jeg baby, og Kate bestemmer. Hun tager mig på skødet og giver mig bryst mens drengene ser på, og hun aner lige dele forlegenhed og lige dele begyndende ophidselse blandt de to fyre, hvoraf den ene dog er ved at falde hen. Men Charlie kan ikke fjerne blikket og klynker forsigtigt fra sin hule under den Frost-betrukkede dyne.
”Nåh, lille skat, skal du også have?” Kate tørrer mig om munden og går hen og løfter med en smule besvær den forlegne Charlie op fra sengen.
Først græder han og gemmer sig, men falder snart til ro i favnen på Kate, sultent suttende på brystet.
Selv mens han drikker, græder han som et spædbarn der har svært ved at få fat. Han er virkelig, virkelig som den lillebitte baby jeg selv engang var og nær for evigt var blevet til. Nu er jeg stor og rydder op og lægger puslegrejet på plads i badeværelset.
”Go’ baby” pludrer Kate og planter et vådt kys på Charlies pande inden hun lægger ham og Pete i tremmesengen og lukker lågen.
Jeg må sove i soveværelset med Kate i nat, og vi er begge tæt omslyngede da vi endelig selv falder i søvn.
Næste formiddag bliver hektisk. Alle skal i bad, have morgenmad, skiftes og klædes om inden afgang. Vi skal være i Hørsholm klokken elleve, og i dag får drengene i dagens anledning lov at fravælge at have ble på, det er kun mig der ikke har noget valg. Men det bliver dog mine sædvanlige hverdagsble jeg får på, og udklædte og festklare kører vi af sted med gaver og anden oppakning med os.
Allerede på afstand kan vi se kirken hvor mange gæster er ankommet g venter. Der er flere jeg ikke kender, men mange fra miljøet er til stede, og Christian ligner en drøm. Han er som trådt ud af Askepot eller Tornerose, han mangler bare sværdet og den hvide hest. Andre er klædt ud som alt lige fra alfer, til konger og skurke mv. en af Mathildas veninder er klædt ud som Anna fra Frost, og en anden har valgt at indtræde i kirken som Mickey Mouse.
Kirken er fuld af farverige gæster da Pete, Charlie, Kate og jeg sidder på bænken. De eneste der ikke er klædt rigtigt ud, er det der må være parrets bedsteforældre. Klassisk, sort tøj og elegant jakkesæt med slipsenål.
30’er-generationen i en nøddeskal.
Endelig går den store dobbeltdør op og ind træder Mathilda klædt i den smukkeste Askepotkjole. Selv håret er det samme, og efter hende går en tre-fire brudepiger til at bære sløret, der minder om det Kronprinsesse Mary bar da hun blev gift.
Brudepigerne er klædt som Torneroses gode feer, alle i tilsvarende farve kjoler med hatte. Det er næsten som taget ud af en romantisk spillefilm.
Flere lokale har taget opstilling ved kirken da ceremonien er slut og Christian og Mathilda kommer ud af kirken til et hav af risengryn og blitzende telefoner fra slægtninge der skal have dette eventyrteater foreviget, for det her er ikke noget almindeligt bryllup hører jeg flere sige.
Vi står lidt og sludrer inden vi kører mod hotellet. Pete og Charlie kører med os, og vi er heldige at få vores værelser før tid.
”De har pool her, jeg vil i vandet” siger jeg og ser mig om.
”Det er der ikke tid til, skat. Til gengæld kan du komme herhen og få en tør ble på!”
næsten surmulende lægger jeg mig ned og lader Kate trække op i mine skørter og tage den våde ble af mig. Nu er det drengene der bliver røde i kammen, og de kigger begge genert væk mens jeg bliver vasket.
Nærværet gør Pete misundelig og han ender med også at få ble på, men mest for hyggens skyld, men det er en rar fornemmelse at gå med sådan en folieknitrende pude mellem benene, synes han.
Lidt efter da alle er skiftet, går vi med hinanden i hånden ned i salen hvor middagen er ved at blive skudt i gang med velkomstdrinks, som også Kate nyder godt af.
Middagen er som en hel symfoni for sanseorganerne. Den bedste tournedos jeg nogensinde ar smagt og skøn sorbet med frugter og hvid chokolade til dessert. Vi er ved at revne, og især Kate der ikke selv har råd til den slags mad, ser hårdt prøvet ud.
Det går straks bedre ved kaffen og den forestående brudevals. I stedet for bryllupsmusik, går den på ”Once upon a dream”, og næsten som en virkelig Disney prinsesse svæver Christian og Mathilda hen over festsalens blanke parketgulv mens den store forsamling klapper i takt. Og til allersidst inden parret trækker sig tilbage, drikkes der champagne, så Pete er glad for at han ikke skal længere op end til førstesalen før han kan komme i seng.
Vi er alle fire lettere bedugget da vi forlader festen ved to-tiden om natten. Charlie og Pete går ud som et lys så snart de rammer puden, og jeg når ikke engang at få min mælk inden jeg sovende får skiftet bleen og lagt til at sove ved siden af Kate.
Det var en skøn dag og en endnu skønnere fest.
To dage efter brylluppet skal Pete og Charlie retur til London. Det er ikke sidste gang de kommer her, og jeg lufter tanken om at Kate i samarbejde ed os kunne tage over efter mrs. Jenkins og køre stedet videre.
”Jeg skal besøge hende i weekenden, så der kan jeg spørge!” svarer en oplivet Charlie, der næsten er ked af at skulle rejse fra Kate som han nu har vænnet sig til, og han er derfor noget putsom da vi går mod security i lufthavnen. Han holder Kate i den ene hånd og Pete i den anden, selvom han vist helst vil være fri, for folk glor.
Inden drengene skal igennem kontrollen forærer vi dem en æske hver. Det er en lyseblå sut med en bamse på, men jeg råder dem til ikke at fiske den frem her, men vente til de når hjem.
Omfavnelsen er lige så lang som da de kom og både Kate og jeg vinker til vi ikke mere kan se dem.
På vej ud, stikker Kate en sut i munden på mig og tager mig i hånden som i gamle dage. Jeg er lige ved at blive flov, men kommer snart tilbage til den regressionstilstand og ser ikke at flere hvisker og peger efter os da vi går.
Vi når kun ud til bilen før jeg begynder at tude.
”Hvad er der galt skat?” Kate samler sutten op inden den rammer jorden og putter den tilbage i munden på mig.
”Er du sulten? Trænger du til en ren ble?”
Jeg nikker til begge ting. Med al den opmærksomhed drengene har fået af Kate, trænger jeg mere end nogensinde, og jeg har endda lavet lort undervejs inden vi må tilbage og finde et toilet.
Det bliver svært for Kate. Da jeg kun har fået en bukseble på hjemmefra, har jeg nu lort over alt i tøjet.
”Sikke noget, Ida! Godt jeg har taget rent tøj med!” Kate ender med at vaske mig fra top til tå mens jeg græder af utålmodighed og først tier stille da jeg lidt efter ligger ved Kates bryst med en ren og tyk ble mellem benene, der knitrer højt hver gang jeg rører mig. Hun tager klogelig nok altid tapebleer med i tasken hvis vi skal ud på længere ture, og jeg går halvsovende med Kate i hånden tilbage til bilen hvor hun pakker mig sammen i autosædet og kører hjemad så jeg kan få en lur.
En uge senere ringer min telefon i frokostpausen. Der mellem dunsten af mine kollegers madpakker bestående af spegepølse af den dårlige slags. 50% fedt, og resten, gammel gris.
Jeg går ud på gangen og får en glædestrålende Mathilda i røret. Hun fortæller, at hendes forældre har haft kontakt med mrs. Jenkins og gerne vil købe stedet. Jeg taber kæben. Hvad fanden laver de forældre? Borer efter olie?
”Jamen hvad så? Hvad sker der?” spørger jeg mens hjerne kører på højtryk.
”Mrs. Jenkins vil gerne at du og Kate, Christian og jeg kommer derover til et møde hvor også banken deltager. Der skal vi finde ud af hvem der i praksis skal drive stedet der skal fortsætte i Jenkins’ ånd. Der skal være en forstanderinde til at lede og gerne nogle flere nannies. Kate kunne sagtens komme i betragtning som enten nanny eller forstanderinde hvis hun vil”.
Hold da kæft, tænker jeg. Lige pludselig føles dagen lang, der er stadig fire timer tilbage af vagten før jeg kan komme hjem og fortælle Kate de store nyheder.
Efter at have givet medicin, skrevet journaler, assisteret under et hjertestop og overleveret til den næste kollega der møder ind, er jeg allerede sent på den. Jeg havde fri for en halv time siden.
På vej hjem i bussen tænker jeg på at kontakte min bank. Der står min børneopsparing, men så stor er den heller ikke. 30,000. nok en dråbe i havet i forhold til Mathildas. De penge ville jeg ellers gerne have bugt på kørekort og måske en lille bil, men hvem ved om jeg får brug for det?
Hjemme fortæller jeg Kate om telefonsamtalen og hun skal da også lige sunde sig og tænke sig om. Hvis hun skal have råd til det her projekt, må hun sælge huset, og hun ved ikke om hun vil forlade Danmark for at have et job i London.
”Vi ser på det, skat! Jeg synes, vi skal tage derover i weekenden og snakke med dem. Skriv du bare det til Mathilda!”
jeg jubler og mailer straks det positive svar retur, og weekenden efter sidder vi i flyet på vej mod London med forventningerne boblende i os hver især.
”Skal jeg så bo på spædbarnsstuen igen?” spørger jeg lidt beklemt.
”Det ved jeg ikke endnu, måske du kan være i vuggestuen denne gang” svarer hun og kigger tankefuldt ud ad vinduet og ud på tæppet af skyer.
Klokken er over tre dansk tid da vi endelig står foran den kolossale bygning med porten og de høje mure.
Der mødes vi med Christian og Mathilda samt hendes forældre der bor på et hotel i nærheden og selvfølgelig mrs. Jenkins selv. Hun byder på afternoon tea på kontoret inden mødet, og selvom Mathilda og jeg er ‘små piger’ er vi en aktiv del af stedets fremtid.
”jeg har fundet en forstanderinde til at tage over efter mig. Det bliver miss. Margaret, hende som passede dig sidst, Ida. Men jeg får brug for to ekstra nannies, en til spædbarnsstuen og en til børnehaven!”
”Kate er god!” fortæller jeg ivrigt med munden fuldt af sandwich. Mrs. Jenkins nikker anerkendende, det er hun ikke i tvivl om, og Christian ville være glimrende som børnehavenanny på grund af hans lange erfaring.
”Vil du også gerne prøve at være nanny, Mathilda?” spørger Jenkins.
Mathilda vrider sig lidt i stolen, det vil hun vist ikke. Hun vil helst være lille, siger hun. Men ikke så lille som mig.
Et par timer senere er mødet slut og vi er trætte alle sammen. Det er blevet besluttet at Margaret bliver forstanderinde, Christian og Kate ansat som nannies med fri lejlighed ovenpå. Den er stor nok til at rumme en hel familie kan vi se da vi får lov at gå op at kigge. Der er en stor stue med tre værelser og et kæmpe badeværelse med både jacuzzi, brusekabine og plads til et puslebord samt en masse skabsplads.
Værelserne er også store, der er både et kontor til Kate, to andre værelser der er lige så store som det jeg har derhjemme hvor der også er plads til at jeg kan have min bogreol og min computer stående når jeg skal arbejde, og jeg får stor mulighed for at arbejde som sygeplejerske i London da der ligger flere hospitaler og plejehjem i nærheden.
”I kan tænke over det, men ikke for længe” siger mrs. Jenkins der synes at kunne se fristelsen og tvivlen i Kates ansigt. ”Nu synes jeg at vi skal give pigerne rene bleer på og sende dem nedenunder. Imens drikker vi en kop te!”
Mathildas forældre bliver ret forlegne over den besked og tager en akavet afsked med os. Vi går ned på gæstetoilettet og bliver skiftet. Mathilda der går med bukseble ligesom jeg bliver skiftet stående mens jeg må ligge på puslebordet som en baby og få vasket numsen.
”Pokkers, vi har ikke flere bleer!” bander Kate pludselig med hovedet ned i pusletasken som er gabende tom. Mrs. Jenkins er der som en mis og skynder sig nedenunder og kommer tilbage med et par store, hvide tapebleer som gudskelov passer os perfekt. Efter dette kommer vi ned i opholdsstuen og er sammen med ‘børn’ på tværs af afdelingerne og deres nannies. Mathilda og jeg går straks i gang med at bygge et tårn af klodser mens vi ser os omkring, det er som da jeg var her sidst.
Men i det her rum har jeg ikke været før, der er lidt for alle aldre. Dukkekrog og bilbane til de store børnehavebørn og legetæppe og kravlegårde til de små. Et par drenge kravler rundt nede på gulvet med struttende blenumser og leger med biler mens en nanny sidder med et andet ‘barn’ på skødet og kigger smilende på.
Jeg kan ikke finde nogen jeg kender. Jeg ved at Pete og Charlie er stamgæster her og jeg går hen og spørger ‘en voksen’.
”Pete har lige været her, men Charlie er vist nede i vuggestuen!” smiler hun.
”Må jeg gå ned til ham?” spørger jeg sødt.
”Ja, men du skal følges med en af os!” svarer hun og nikker til en anden nanny der kommer hen og tager mig i hånden og følger mig på vej. Vi skal hele vejen ud i gården og over i en anden fløj hvor vuggestuen holder til, og allerede da vi kommer ind kan man mærke lugten af institution med vådt overtøj, madpakker og prutter.
Vuggestuen kender jeg fra sidst og bliver modtaget med stor begejstring af Susan, den nanny der var mest på mig dengang og så Charlie der ligger på et aktivitetstæppe og leger med rasleting uden at have den mindste bekymring i verden.
Jeg falder hurtigt tilbage i rollen som lille vuggestuepige og begynder at kravle rundt på gulvet med de andre børn.
”Nu skal vi synge! Sæt jer ned, børn!” siger nanny Susan der kommer gående og kyndigt samler alle i en rundkreds og begynder at lave sanglege med dem ligesom man gjorde da jeg gik i børnehave. Charlie synger ikke, han sidder og hænger hos en af de andre nannies med sin sut i munden, han er træt og vil ikke være med. Hans nanny tager ham op og bærer ham hen og lægger ham i en nest så han kan sove.
Et par piger kigger over på mig, dem har jeg ikke set før. Jeg smiler og nikker og vil gerne snakke med dem. Da sanglegen er slut, skal de fleste lægges til at sove på nær et par stykker der allerede har sovet og bliver oppe og leger.
Pigerne bliver hentet og fulgt ud på badeværelset og får skiftet ble. Susan kommer også hen og tjekker mig, og jeg har også brugt min så meget at det bliver nødvendigt at give mig en ny og tør på og nogle nye bukser. Jeg klynker lidt, for nu legede jeg lige så godt, men jeg bliver båret ud og lagt på bordet hvor alle barnepigerne står på række og skifter hver deres barn. Mens jeg ligger og er ved at få vasket numsen kommer Kate for at hente mig, og hun skælder mig næsten ud for at være gået uden at få lov, men hun bliver mere rolig da hun ser at der er folk til at tage sig af mig og hun kigger tilfreds på Susan der lægger en ny ble på mig og hjælper mig i noget nyt tøj.
”Tak, nanny Susan!” Kate kommer hen og tager mig på armen og bærer mig ud af vuggestuen og hen i opholdsstuen til Mathilda der sidder og tegner sammen med nogle af de andre.
”Vi bliver her et par dage og tænker os om. Så kan du også prøve at være lidt de forskellige steder!” Kate tørrer mig om munden og giver mig sutten.
Jeg kommer simpelthen på turnus på stedet. Efter min lur bliver jeg fulgt ned i børnehaveafdelingen så jeg kan se mig omkring, og det er noget helt andet. Her sidder børnene med store røde ærmeforklæder på og maler, tegner og klipper mens nogle andre for læst højt af en af ‘de voksne’ henne i læsehjørnet, og legetøjet er meget mere spændende end det i vuggestuen. Her er både dukker, biler spil, malebøger og krea-ting.
Jeg vælger at sætte mig ved bordet hvor der males og Kate udstyrer mig med forklæde, maling og farvet karton hvor jeg kan udfolde mine kreationer med maling i alle farveskaler over det hele til følge.
”Du skal vist have lidt hjælp!” en mandlig nanny kommer hen og tørrer mine hænder rene med en vaskeklud mens han smiler til mig, og jeg mærker atjeg rødmer en smule. Han er ret pæn, tænker jeg.
”Jeg synes, du skal gå hen og lege med de andre mens jeg rydder op her!” han hjælper mig ned af stolen og følger mig hen i dukkekrogen til et par piger der er vel nogle år eller tre yngre end mig som sidder med hver deres dukke.
”Må jeg være med?” spørger jeg og føler mig som et barn igen sådan som jeg står og tripper og håber på de andres accept.
”Ja, men kun hvis du vil være moren! Og vi skal være prinsesser!”
pigen der uden tvivl er lederen af pigegruppen, stikker en babyborn dukke i armene på mig og viser mig hvor babytøjet er. Jeg sætter mig pænt på gulvet og går i gang med påklædningen mens de andre piger begynder at grave klædud-tøjet frem.
Jeg ser på hende. Med sit stride røde hår og et ansigt der er såt til af fregner, kunne hun gå for at være virkelighedens udgave af Mertle fra Lilo & Stitch, og hun ter sig næsten sådan, for i fuld ornat danser hun rundt på stuen med diadem og et tylskørt så stort og skinnende af pailletter at man næsten må have solbriller på.
”Se mig, se mig!” synger hun, og de voksne nikker og siger at hun vel nok er dygtig.
Hvor herre bevares, tænker jeg. Skabekrukke. Hende tror jeg ikke rigtig jeg kan lide og jeg vælger at gå hen og lege med nogle af drengene i stedet. Modsat ‘Mertle’ byder de mig straks velkommen i gruppen og vi leger længe på gulvet med racerbiler indtil der ud af de blå dukker en nanny op for at tjekke de børn der stadig bruger ble.
”Du skal gå ud på badeværelset, Lukas, du har lavet lort!” den fremmede nanny hjælper ham op og han vralter med en temmelig fyldt ble sammen med hende ud i badeværelset hvor flere står klar til at modtage, men den anden dreng, Sebastian bruger ikke ble, for han er en af de store der sagtens selv kan gå på toilettet.
”Hvad med dig? Trænger du til en ren ble?”
Jeg ryster på hovedet, jeg aner ikke hvor længe siden det er at jeg blev skiftet sidst og jeg lader hende tjekke, og jeg er drivvåd. Faktisk så våd at jeg skal have nyt tøj på. Hun tager mig i hånden og følger mig ud til de andre, og jeg stiller mig i kø og venter mens jeg prøver at ignorere stanken fra lortebleerne oppe på puslebordene.
Da det bliver min tur, kommer jeg til at ligge ved siden af dukkepigen fra før, vi kan ikke lide hinanden, det er tydeligt for barnepigerne.
”Opfør jeg pænt, piger!” siger de flere gange mens de får trukket et par rene bleer på os og får os gennet ud i garderoben da vi skal ud at lege på legepladsen.
Der tager Kate imod mig og giver mig jakke og gummistøvler på og tjekker at min ble nu sidder rigtigt. Men det gør den, den er ganske tynd i forhold til dem man bruger i vuggestuen, men her bruges der kun tapebleer til sovetid.
Den flotte mandlige nanny kommer og hjælper til med at lyne jakker og snøre sko og følges med dem der har brug for en tryg hånd at holde fast i. jeg er lige ved at tage fat i ham, men jeg tør ikke. Men jeg bliver harm da jeg ser ‘Mertle’ række tunge ad mig da hun går ud ad døren sammen med ham og nogle andre børn. Møgunge!
På legepladsen er der flere aktiviteter i gang. Et par nannies laver sangleg med børnene der står i en kæmpe rundkreds og danser boogie, og henne på mooncar-banen er en anden ved at låse op og tage cyklerne frem, og det bliver hurtigt til en kamp om de bedste, og barnepigen må flere gange rette på de børn der er grådige og vil have det hele for sig selv.
Jeg får selv en mooncar som er stor nok til at man kan være to i den. Jeg kigger efter Mathilda så jeg kan lege med hende, men hun er ikke at se nogen steder. Lukas som jeg legede med tidligere, har set mig og kommer springende hen for at få den ledige plads i mooncaren til stor misundelse for nogle af de andre der må vente til det bliver deres tur, deriblandt ‘Mertle’ som begynder at tude og brokke sig højlydt til de voksne.
”Du må lære at vente din tur, Anita!” siger den mandlige nanny blidt men bestemt til hende, og hendes ansigtskulør går fra at være rødlig til gas-blå af ren raseri over ikke at få sin vilje, for hun stamper i jorden og klynker. Enten spiller hun sin rolle som lille så godt at hun burde gå til scenen da hendes præstationer er lige til en Oscar, eller også er hun ret tilbagestående. Jeg er tilbøjelig til at tænke det sidste.
”Nu skal du holde op, ellers er jeg nødt til at sende dig i skammekrogen!” advarer den mandlige nanny hvis tålmodighed er ved at være brugt, og det er med voldsomme protester han trækker af med den stortudende Anita og ind i børnehaven hvor skammekrogen åbenbart er, og jeg fryder mig over at det ikke er mig.
”Skal vi ikke gå hen i sandkassen i stedet?” spørger jeg efter et par runder. Lukas nikker, den er han med på. Fornyet med spande og skovle begynder vi at bygge en borg, og snart kommer de nadre også til, blandt andet Mathilda og en af pigerne jeg mødte til morgensamlingen. Nancy, hedder hun. Vi bliver hurtigt gode venner og snakker uafbrudt at vi næsten glemmer sandborgen som drengene næsten overtager og bygger til med voldgrav og det hele.
Nanny Susan kommer og hjælper med at fylde den med vand og bagefter får vi lov a ave små både af bark som vi kan sætte derned. Det er vel nok skægt at gå i børnehave igen, synes jeg og håber ikke, at Kate sender mig tilbage til vuggestuen eller stuen for de helt små.
Pludselig mærker jeg at jeg et kort øjeblik bliver lille igen, for jeg begynder at græde fordi jeg er sulten og trænger til min sut. Så helt stor er jeg alligevel heller ikke. Mathilda som kender mig, stikker sit hoved tæt på mit så jeg kan hviske til hende at jeg savner Kate og at hun skal komme og made mig.
Mathilda tager mig i hånden og vi finder en nanny der kan hjælpe. Allerhelst vil jeg have Susan, men hun har travlt ved sandkassen, så det bliver en anden en jeg ikke kender der følger mig ind i huset og ned på et kontor hvor Kate sidder og arbejder.
”Men dog, lille skat, er du ikke ude at lege?” spørger hun forundret, og jeg tuder selvfølgelig straks ved omsorgen. Den lille baby dukker frem igen.
”Nåh, skat!” Kate tager mig på skødet og fornemmer straks behovet for mas og et snarligt skift da jeg ar lavet puha igen.
Jeg trækker klynkende Kate i blusen og basker uroligt med fødderne og holder ikke op før hun lægger mig til og jeg kan sutte mælken i mig. Atter føler jeg mig som en baby som jeg sidder her i Kates arme og får bryst med puha i bleen. Den slags gør man ikke hvis man er en stor børnehavepige, tænker jeg trist.
Men selv de største børn har brug for at være små indimellem, siger Kate og tørrer en stribe af mælk væk fra mit ansigt mens jeg sutter løs.
”Mon ikke du skal have en lur? Du virker så træt, Ida!” siger Kate bagefter da jeg er færdig og vi er på vej ud på badeværelset så jeg kan blive skiftet. Jeg sover næsten da Kate trækker buksebleen af mig og vasker min numse for derefter at smøre den grundigt, for her i børnehaven bliver man ikke skiftet lige så ofte som i vuggestuen. Jeg nyder at få en rigtig ble på bagefter. En gammeldags hvid plastble uden farver på og så en body til at sove i.
Kate bærer mig ned i soverummet hvor der også ligger andre og sover på maddresser på gulvet. Kate putter mig, putter sutten i munden på mig og giver mig et sovedyr og et tæppe. Hun når kun lige at sige godnat, og så sover jeg som en sten.
Jeg vågner først mange timer senere ved at nogen tager tæppet af mig og hiver mig op.
”Godmorgen, prinsesse!”
søvndrukkent kigger jeg op i den mandlige nannys rare ansigt og jeg bliver rød i hovedet. Med et snuptag løfter han mig op på amen og går ud af soverummet og hen på badeværelset. Jeg mærker staks at min ble er våd og tung og han klapper mig på kinden.
”Det er ikke noget at være flov over, men mon ikke du er lidt for lille til børnehaven endnu?”
Jeg kunne kravle i et musehul.
”Nu går vi ned og får tøj på og så skal vi spise frugt!” han stiller mig på gulvet så jeg kan gå resten af vejen, men jeg er ikke særligt stolt da jeg ligger på puslebordet hvor han tager den våde ble af mig og ser mig nedefra.
Jeg plejer i den situation aldrig at tænke over den slags ting, men her er det som om at den voksne Ida kæmper en indre kamp med det lille barn som jeg jo også er, så jeg sørger for at se alle andre steder hen end på ham mens han løfter mine ben op og vasker mig og giver mig tør ble på.
”Sådan, det var godt” siger han bagefter mens jeg venter på at komme i tøjet. Jeg får strømpebukser og en kjole på og så går vi ned i spisesalen til de andre børn hvor frugten er ved at blive serveret.
Det er ligesom i en rigtig børnehave, for på bordet er der både rugbrød skåret ud i hapser, frugt og knækbrød.
Jeg er endnu ikke helt vågen og kigger søgende efter noget velkendt da jeg er lidt pjevset efter luren. Men Susan er her ikke, hun er inde ved siden af, så det er en for mig ret ukendt kappeklædt nanny der sidder for bordenden og snakker med børnene og deler mad ud, og jeg ender modvilligt med at trække den mandlige nanny i ærmet.
”Vil du op at sidde?” spørger han blidt og trækker mig op til sig på skødet hvor jeg får lov at sidde lidt med min sut.
Her er hyggeligt og jeg læner mig ind til ham mens vi snakker og fortæller hvad vi hedder. Han hedder Gordon, ligesom Gordon Ramsey.
Om aftenen ligger jeg længe og tænker og kan af en eller anden grund ikke få Gordon ud af mit hoved, han har sat sig fast på min hjerne og der bliver han siddende.
Er jeg ved at blive forelsket?
Ugen efter rejser Kate og jeg retur til Danmark med vished om at det bliver vores sidste returrejse. Vi vil blive i London og vi får alle nok at se til derhjemme med salg af hus, visum og opsigelse af jobbet.
Men det sværeste bliver at meddele mine forældre om mine fremtidsplaner, for ingen af dem ved at jeg bor hos Kate og da slet ikke at jeg har valgt at emigrere til England.
Min mor begynder at tude så det styrter og min far siger ingenting da vi besøger dem en søndag hvor de har budt på et frokostbord der får en alt-hvad- du-kan-æde-buffet til at se tom ud i sammenligning.
”Vil du virkelig forlade alt herhjemme?” jamrer min mor, der selv efter det tredje stykke kage ikke er kommet sig over chokket. ”Hvad vil familien sige, vi vil savne dig så meget, og hvordan vil du klare dig, du kender jo ingen derovre!”
”Det har jeg da!” indvender jeg stædigt, ”Jeg har mine bedste venner og Pete og Charlie, og så er der også en som jeg synes er ret sød…”
Min mors ansigt går fra at være gråt af sorg til at ligne noget nogen har strøet glitrende stjerner i.
”Næ, det siger du ikke! Har du fået en kæreste?”
jeg ryster på hovedet, jeg er ret lun på Gordon, men jeg har ikke sagt et ord til ham, ikke engang til Kate som dog godt ligner en der ved hvad der foregår, for hun smiler skævt.
Jeg bliver sat i et længerevarende forhør og min mor er vist skuffet da det går op for hende at min hemmelige flamme er lige så meget inde i miljøet som jeg selv. Ikke hendes idealbillede af en potentiel svigersøn.
Kate har også travlt i forbindelse med hussalget må hun sælge flere ting, blandt andet min tremmeseng, for den kan vi ikke have med, samt nogle møbler som vi ikke vil få brug for.
Huset bliver solgt inden for meget kort tid og det er med noget mindre bohave vi tager afsked med Danmark et par måneder senere.
Hele min familie er troppet op i lufthavnen den dag vi skal flyve, og det er med dannebrogsflag og det hele da jeg går på omgang og krammer farvel. Flere har kleenex’erne fremme da jeg sammen med Kate går mod afgangshallen og ind til gaten hvor mange i forvejen har stillet sig klar. For nogle til en kort ferie. For os, et helt nyt liv i et nyt land med ny familie og job.
Fra den dag er jeg ikke længere dansker, men på vej til at blive englænder.
De første uger i London er kaos. Det tager længere end ventet at få indrettet den store lejlighed, og til Kates ærgrelse havde vi ikke behøvet at skille os af med møblerne da her er plads nok. Især min tremmeseng som hun solgte for langt over 30,000 kroner til en anden fra miljøet, er hun ked af ikke at have til mig, men vi får heldigvis fat i en god almindelig seng til en ret god pris, og det passer mig faktisk fint nok at sove i en rigtig seng der ikke fylder hele mit værelse der også skal være kontor for mig.
Men Kate har alligevel en del at sige om indretningen, hun sætter børnetapet op på væggen omkring min seng og køber børnesengesæt. Og mit skab fylder hun op med børnetøj.
”Du er baby når du har fri og herhjemme!” formaner hun bestemt, det skal jeg ikke gå hen at glemme. Og hun skifter mig stadig flere gange om dagen hver dag og har fået et puslebord til mig som hun har sat op ude på badeværelset.
”Jeg har vel også lov at være voksen!” indvender jeg, jeg skal da absolut ikke gå glip af chancen for at udforske alle de ting og muligheder, London byder på.
”Du kan være så meget voksen som du skal, kan og vil, men når du træder ind ad døren her, så er du min baby, og når du har fri, men jeg arbejder, så bliver du passet på en af stuerne nedenunder, er du med på den, Ida?”’
Kate lægger armene over kors og ser strengt på mig, og jeg er lige ved at svare hende igen, men tør ikke. Man skal ikke sige Kate imod når hun er i den modus. Protesterende bliver jeg trukket ud til puslebordet for at blive skiftet. Jeg vil gerne selv, men det er der ikke noget der hedder. Jeg får en ren ble og en body på, og jeg spørger om lov til at gå nedenunder.
Men det er mest for at møde Gordon.
I børnehaveafdelingen er der ikke så mange som der plejer. Jeg spejder efter kendte ansigter og finder Nancy der sidder travlt optaget med at lave modellervoks sammen med en nanny. Et par drenge kører med biler pog stuens diva, Anita sidder på sin plads i dukkekrogen i ført fuld galla. Strutskørt, diamdem og hele lortet.
Jeg kan se en våd plet på hendes strømpebukser, hendes ble er lækket og jeg kan ikke modstå fristelsen til at drille hende.
”Du har tisset i bukserne, ad” siger jeg højt og peger spottende på hende, og helt uventet smider hun sig ovenpå mig og sparker og skriger så der må to nannies til at skille os ad.
De to uniformsklædte nannies ser strengt på os.
”Skam jer, sådan nogle store piger! Man skulle ikke tro I gik i børnehave, opfører I jer ikke pænt, kommer i ned på de slemmes stue til I er artige igen!” den ene nanny tager mig ublidt i armen og får mig ind ved siden af og Anita bliver slæbt ud på puslebordet hvor hun bliver skiftet mens hun vræler i vilden sky. Jeg lister ud og ser på optrinnet og får både ondt af hende og synes hun fortjener det samtidig.
Lidt efter dukker hun op, siddende på armen af en nanny med sut i munden og et meget forurettet udtryk.
”Det kan godt være at Anita ikke er gammel nok til at være i børnehaven alligevel” diskuterer barnepigerne med hinanden, ”hun burde nok komme ned i vuggestuen, dette r som om hun hører mere hjemme der!”
Sjovt nok protesterer Anita ikke, hun læner blot hovedet mod sin nanny og lader sig overlevere da en anden ansat ankommer for at overtage ‘barnet’.
Jeg selv får lov at følge med og tilbringeresten af eftermiddagen på den særlige stue for uartige børn.
Det bliver noget af en oplevelse af den mere ubehagelige slags. Her er meget mere personale der følger børnenes mindste skridt. Her hersker disciplin samt begreberne belønning og straf. En fin tavle med navne på hænger på væggen hvor et fint pointsystem er linet op. Rød smiley: uartig, gul smiley: advarsel og grøn smiley: sød og et = belønning samt et klistermærke.
Jeg bliver sat med bordet og får mine hænder spændt fast på stolens mens barnepigen ved siden af stopper grød i mig som smager forfærdeligt, og skønt jeg vrider mg af alle kræfter og værger mig mod vederstyggeligheden, får hun tvunget det hele i mig, men jeg må bagefter have skiftet tøj mens de andre ser på. Jeg får en bluse og et ærmeforklæde som vistnok er syet af en voksdug, for så kan jeg svine så meget jeg vil. Det har de alle sammen på.
Stakkels Anita får en endefuld med bagsiden af en børste fordi hun sloges med mig. Hold da kæft! 1956 har ringet, de vil gerne have deres opdragelsesmetoder tilbage, tænker jeg fra min plads ved bordet hvor jeg til min gru mærker at jeg skal lave puha.
”Du kommer til at væbne dig med tålmodighed, du kommer ikke fri før du har lavet noget til mig!” svarer barnepigen.
Fornedrelsen er total og jeg kapitulerer og giver slip og højlydt fylder jeg bleen mens personalet tilfreds nikker.
”God pige, nu skal du komme ned, så du kan få ny ble på!”
jeg vralter næsten ud på badeværelset hvor uheldet er af sådan et omfang at det kræver et bad. To nannies får mig i fællesskab klædt af og proppet ned i et badekar og skrubbet.
Bagefter får jeg en ren ble og et par gummibukser med lås og et voksdugsforklæde på og sendt tilbage på stuen hvor jeg allernådigst får lov at lege med nogle af de andre ‘børn’ der deler samme skæbne som jeg i denne her totale underkastelse.
Ved te tid kommer en fra børnehaveafdelingen og henter mig. Nu er min straf ovre og jeg kan få lov at gå og oplevelsen har sat sig dybt. Jeg skal aldrig drille nogen mere hvis dette er konsekvensen. Det er det mest ydmygende jeg har været ude for.
Voksdugen og gummibukserne får jeg af og mit eget tøj på igen, og jeg er lette da jeg kommer ind på stuen og får øje på Gordon der er i gang med at bygge en Lego borg med nogle af drengene.
Han smiler da han ser mig og atter kommer følelsen af sommerfugle i maven og jeg kan ikke undgå at rødme.
Det får drengene til at grine og Gordon til at smile endnu bredere og jeg ender med at gemme mig i læsehjørnet mens han for overstået byggeprojektet med Lego borgen.
Da klokken er halv seks, har Kate fri og det samme har Gordon som jeg lige når at få fat i inden han smutter. Han bor ikke på institutionen men ude i byen, og så stille som jeg kan, så de andre ikke kan høre det, spørger jeg ham o vi skal gå en tur en dag. Bare som voksne uden for murene, og til min store glæde takker han ja.
”Det er længe siden jeg har været ude med en sød pige” smiler han til afsked, og jeg føler mig helt flydende af forelskelse da jeg næsten svæver op ad trappen til lejligheden hvor Kate heldigvis ikke ser min tilstand.
Resten af den aften findes der ikke den babybehandling der kan få mig ud af mit vakuum. Nu er jeg den voksne 23-årige Ida.
Weekenden efter skal det ske. Jeg får bildt Kate ind at jeg skal på weekendvagt på mit nye job på det nærliggende sygehus, så hun stiller ingen spørgsmål, udover at hun synes jeg er shinet noget mere op end sædvanligt da jeg går ud ad døren.
Med hjertet i halsen sætter jeg mig ombord i dobbeltdækkeren og kører ind mod det indre London hvor vi skal mødes ved Big Ben.
Jeg er naturligvis i alt for god tid og er næsten ved at tro, han har brændt mig af da jeg ser Gordon komme kørende i en velplejet veteranbil og med en motorlyd der vil få de fleste mænd til at savle.
Vi giver hinanden et forsigtigt knus og vi kører et lille stykke i vidunderet til vi kommer til en hyggelig lille fortovscafe hvor vi spiser frokost.
Her mærker vi for alvor spændingerne, vi er begge interesserede i hinanden, men det er også meget akavet nu hvor vi ikke har rollerne på os, men bare er voksne. Gordon er næsten ti år ældre end mig, men det kan man ikke se da han er i ret god form og træner alt mellem himmel og jord, han elsker ekstremsport, siger han.
Pludselig mærker jeg at min ble snart ikke kan mere og jeg rejser mig brat. Det her sted er ikke egnede til uheld, jeg er trods alt på en næsten-date!
”Er det tid?” spørger Gordon deltagende og læner sig diskret frem mod mig.
”Skal jeg hjælpe dig?”
Jeg ryster kraftigt på hovedet, herude er jeg ikke nogen baby og jeg insisterer på at skifte min ble selv, og jeg tager tasken med ind på cafeens toilet og gør mig færdig mens jeg prøver at komme mig over skammen.
Da jeg kommer tilbage, har Gordon bestilt dessert og mit humør vender tilbage.
”Var der rart?”
Jeg nikker og slår blikket ned i tallerkenen. Vi spiser op, drikker kaffe og så er den eftermiddag gået, og jeg skal hjem. På vejen tager jeg mit arbejdstøj på så alibiet er i orden når jeg kommer hjem.
”Tak for i dag, Ida” siger han smilende da vi atter holder hjemme på Bayswater Road, men i lang nok afstand til institutionen at jeg ikke vil møde nogen på vejen.
Jeg giver ham et knus og mærker at han holder lidt mere fast i mig denne gang.
Da jeg kommer hjem, er Kate i gang med at lave mad og kan nok se at jeg ikke ligner en der kommer fra arbejde efter en hård dag, men hun siger ikke noget, tjekker blot min ble og giver mig sutten som ligger på bordet klar til mig.
Men lige nu har jeg ikke lyst til sut, jeg svæver ind på mit værelse helt opslugt af egne tanker. Heller ikke da Kate bærer mig ud på badeværelset og skifter min ble og giver mig mit respektive ‘hjemmetøj’ på og lægger mig til. Det er blevet så naturlig del af hverdagen for både mig og Kate.
Jeg er jo hendes baby.