Kapitel 20
Gruppeprojekt
Tæller det virkelig som at vågne op med en tør pull-up, hvis man har måttet skifte ud af en våd en midt om natten?
Det syntes mor åbenbart det gjorde. Hun var i bedre humør næste morgen, da hun trak dynen til side og så, at jeg havde formået at holde mig tør resten af natten. Jeg burde vel have været taknemmelig for de små sejre, men nattens begivenheder havde bare lagt endnu mere oveni det stress, jeg allerede gik rundt med.
Jeg gned mig i øjnene, mens jeg prøvede at få mig selv til at vågne rigtigt. At få sin søvn afbrudt på den måde var ikke godt. Jeg vidste, at et bad ville hjælpe, men jeg kunne næsten ikke finde energien til at rejse mig fra sengen.
“Kom nu, du skal i gang,” sagde mor og gav mig et blidt skub på skulderen.
Jeg fik mig selv op, pull-up’en stadig tydeligt synlig, mens mor trak mig ind i et opmuntrende kram.
“Det er sikkert bare en fase, du vokser fra det,” sagde hun. “Der er jo ingen, der går med ble på universitetet.”
Det var ikke ligefrem en trøst. Sidst en læge sagde, at det bare var en fase, blev jeg ved med at tisse i sengen i tre år mere.
Jeg hoppede i bad, mens mor tog sig af at skifte Emilias våde natble og få hende i tøjet. For bare en uge siden ville jeg have gjort alt for at slippe for at skifte hendes bleer. Nu ville jeg gøre hvad som helst for at få den rolle tilbage - i stedet for selv at blive behandlet som en tumling.
Jeg vidste, jeg ikke kunne blive for længe i badet, hvis jeg ikke skulle komme for sent i skole, men jeg ville også gerne nyde de få minutter, hvor jeg slap for at have en pull-up på. Hvis dagen i dag blev som i går, ville mor stå klar inde på værelset, når jeg kom ud, og gøre mig klar.
Jeg gjorde ingen indvendinger, mens mor klædte mig på. Jo mere medgørlig jeg var, jo hurtigere var det overstået - og det var alt, jeg ønskede. Jeg kunne ikke lide den hættetrøje, hun havde fundet frem - grå med “Girl Power” skrevet med lyserøde glitrende bogstaver. Den havde jeg gået med hele tiden i de mindre klasser, men det var ikke ligefrem det image, jeg ville have i niende. Hvis mor skulle blive ved med at vælge mit tøj, burde jeg nok snart gennemgå mit skab og gemme det, jeg ikke vil ses i, allerbagerst.
Mor snakkede løs, mens hun hjalp mig i tøjet, og det var egentlig rart, for hele situationen føltes stadig for mærkelig til, at jeg havde lyst til at sige noget.
“Jeg tjekkede dine karakterer online i går aftes…”
Åh, for guds skyld, lad der ikke være noget andet end 12-taller. Jeg havde ikke brug for endnu en endefuld.
“… og der var ikke noget slemt.”
Mor havde klædt mig helt på, undtagen jeansene, og vinkede mig ned fra sengen.
“Kom så, du skal nå at spise morgenmad, inden du skal af sted.”
“Mor, jeg kan da ikke tage i skole…”
Jeg kunne ikke få mig selv til at nævne den tydeligt synlige pull-up.
“… sådan her.”
“Du behøver ikke at have bukser på endnu. Jeg giver dig dem på, inden du skal ud ad døren.”
Jeg valgte ikke at diskutere. Jeg ville bare have det overstået, men søndag føltes meget langt væk.
Jeg hældte en skål morgenmad op og satte mig ved bordet sammen med Emilia. Hun kiggede kort op på mig, da jeg satte mig, men ellers lod hun mig og min pull-up være. Ikke at hun kunne tillade sig at sige noget - hendes egen pull-up var også fuldt synlig.
Jeg hadede det her. Der er en grund til, at folk ikke bare går rundt i undertøj hele tiden, og det handler ikke kun om blufærdighed. Pull-up’en dækker det, den skal, men den dækker ikke det, den ikke skal - med andre ord: en god del af min bagdel var i direkte kontakt med den kolde, hårde stol.
Jeg slugte morgenmaden så hurtigt jeg kunne. Jeg havde intet imod at stå og vente udenfor i ti minutter på bussen, hvis det bare betød, at jeg kunne være fuldt påklædt.
Jeg var stadig i chok over, hvor hurtigt mit liv havde forandret sig. Hvordan det, der før var normalt, var blevet erstattet af det her - og hvor hurtigt min mor og søster allerede havde vænnet sig til det på bare få dage.
Men det her var ikke normalt. Og jeg ville ikke have, at det skulle blive det.
Selvom jeg udadtil havde affundet mig med situationen - ved at tage Emilias pull-ups og bruge dem i skolen, lade mor potte-træne mig og behandle mig som en lille pige - kæmpede jeg stadig forgæves med at finde en vej tilbage til den gamle norm. Det var svært at se uger eller måneder frem, når jeg var fanget i en kamp om at holde mig tør minut for minut.
Kun én time tilbage. Jeg anede ikke, hvordan jeg havde klaret det, men for første gang i omkring en uge havde jeg overlevet de første seks timer uden så meget som en lille dråbe i pull-up’en. Det var enten rigtig godt eller rigtig skidt. Alt afhængigt af hvor meget man tror på statistik, betød det enten, at jeg med garanti ville få et uheld for at “udligne balancen”, eller at tendensen var med mig, og jeg ville kunne holde mig tør i dag.
Min blære var dog ikke min ven. Jeg skulle virkelig tisse. Jeg havde kæmpet for at undgå at snige mig ud af timerne for at gå på toilettet og var lykkedes med det i dag. Jeg hadede den opmærksomhed, det skabte, men når jeg nu havde holdt mig tør hele dagen, ville jeg ikke gå glip af chancen for at klare den helt uden uheld.
Femten minutter tilbage. Jeg krydsede benene, men selv det kunne ikke fjerne trangen til at vride mig. Et ryk mod højre. Et mod venstre. Hvad er det egentlig, der får alle til at lave den dér genkendelige tisse-dans, når blæren er ved at give op? Hvorfor føles det som om man er nødt til at bevæge kroppen, når man skal tisse?
Jeg var helt væk fra undervisningen, mens hr. Higgins skrev datoer og navne op på tavlen. De var sikkert vigtige, men ikke i nærheden af lige så vigtige som de næsten smertefulde signaler, min blære sendte. Jeg hadede at være i centrum. Selv bagerst i lokalet var tanken om at rejse mig, tage toiletkortet og risikere, at folk vendte sig om, pinlig.
Jeg tog en dyb indånding og forsøgte gradvist at samle mod til at rejse mig. Jeg kunne godt. Jeg kunne godt.
Jeg rejste mig. Men det gjorde Lisa også. Og hendes plads var til venstre for mig, lige mellem mig og døren. Vi tøvede og udvekslede et akavet blik.
“Undskyld, jeg skal virkelig,” hviskede Lisa, mens hun trippede nervøst med fødderne og så nærmest løb mod døren.
Jeg så til i stille rædsel, da Lisa greb det eneste pigetoiletkort fra krogen ved døren. Hvorfor skulle hun altid gøre det på de mest uheldige tidspunkter? Det var så uretfærdigt. Jeg listede tilbage til min plads så diskret som muligt. Heldigvis virkede det ikke til, at andre end Desi og Samantha havde lagt mærke til, at jeg havde rejst mig. Jeg gad ikke engang række hånden op for at spørge hr. Higgins, om jeg måtte gå ud. Jeg vidste allerede, at svaret ville være nej.
Jeg trommede med fingrene, kradsede lidt i hjørnet af mit papir, bed mig i læben - hvad som helst for at tænke på noget andet end min blære og holde dens indhold ude af pull-up’en. Det virkede. Jeg gjorde mig klar til at storme ud til toilettet, så snart klokken ringede - Lisa ville alligevel først være tilbage lige før timen sluttede.
“Ikke fair,” mumlede Samantha lavmælt.
Hvad var ikke fair? Hendes bemærkning fik mig til at rette opmærksomheden tilbage mod hr. Higgins, som endelig vendte sig om mod klassen og ikke tavlen.
“Opgaven bliver en gruppefremlæggelse om en amerikansk præsident. Da det er et større projekt, sætter jeg jer sammen i grupper, så I kan lave præsentationen og fremlægge den som et hold.”
Endnu en stor opgave? Seriøst, hver eneste lærer påstod altid, at lektierne kun tog en halv time om dagen, men når man har syv fag, løber det hurtigt op i næsten fire timers lektier hver eneste aften.
“Da antallet af elever i klassen ikke går op i tre, vil én gruppe kun bestå af to personer…” sagde Higgins.
Han begyndte at læse navnene op på, hvem der skulle være i hvilke grupper. Hvis vi nu alligevel skulle have flere lektier, kunne Samantha, Desi og jeg i det mindste være kede af det sammen.
“…og næste gruppe, som skal lave noget om John F. Kennedy, bliver Samantha, Desi og Jonathan.”
Hvad? Jeg er ikke i gruppe med Samantha og Desi? Hr. Higgins må da have lagt mærke til, at vi altid laver ting sammen. Han satte os jo også sammen sidste gang vi lavede gruppeprojekt. Vi fik et 12-tal for det. Og når jeg siger “vi”, mener jeg, at det mest var Samantha, der lavede arbejdet, men stadig.
Higgins fortsatte med at læse grupperne op, fuldstændig uvidende om, at han lige havde vendt op og ned på klassens sociale orden. Der var ikke mange tilbage. Hvem ville jeg så ende sammen med?
“…og til vores gruppe med kun to personer: Sarah og Lisa, som skal lave noget om George H. W. Bush.”
Det kunne have været værre, selvom det nok betød, at jeg kom til at stå for det meste af fremlæggelsen. Jeg vendte mig om for at kigge hen på Lisas plads. Hr. Higgins’ snak om projektet havde midlertidigt afledt mig fra, hvor meget jeg skulle tisse. Trangen var der stadig, men ikke lige så presserende som før - men Lisa var stadig ikke tilbage, og klokken havde endnu ikke ringet ud.
Da jeg rykkede mig lidt i stolen for at vende mig mod Samantha, mærkede jeg pludselig en blød, våd, varm fornemmelse mod min numse. Vent. Hvad? Havde jeg lækket i pull-up’en? Jeg havde været så opslugt af hr. Higgins, at jeg slet ikke havde lagt mærke til det. Så uretfærdigt. Det var jo ikke engang min skyld. Hvis ikke det havde været for Lisa, havde jeg stadig været tør.
“Det er synd, at du skulle være sammen med Lisa,” sagde Samantha og sendte mig et medlidende blik.
Hun måtte have tolket mit utilfredse ansigtsudtryk - som egentlig skyldtes den våde pull-up - som om jeg var sur over, hvordan hr. Higgins havde fordelt grupperne. Jeg var skuffet over ikke at være i gruppe med Samantha og Desi, men hvis det nu skulle være med en anden, så var det ikke det værste, at det blev Lisa.
“Jeg har ikke noget imod hende. Det er bare underligt, at hr. Higgins ikke satte os sammen ligesom sidst.”
Skoleklokken afbrød Samanthas svar. Hvilket nok var meget godt, for hun havde sjældent noget pænt at sige om Lisa, som nu kom tilbage til sin plads.
“Så… jeg hørte, vi skulle være gruppepartnere til projektet,” sagde Lisa, idet jeg vendte mig mod hende.
“Ja.”
“Hvilken præsident fik vi? Onkel ville ikke sige det på forhånd.”
“Bush. Den første.”
“Nå, skulle du ikke virkelig tisse?”
Jeg havde ikke længere særlig meget trang, men det kunne jeg jo ikke lige sige. Jeg kunne godt se, hvordan det virkede mærkeligt, at jeg nu virkede helt afslappet, når jeg før havde signaleret, at det var virkelig akut.
“Åh. Jo. Det skal jeg.”
Jeg greb min rygsæk og smuttede forbi Lisa og ud på gangen, mens hun blev tilbage i klasselokalet sammen med hr. Higgins. Med lidt held kunne det måske være en fordel at være i gruppe med lærerens niece, hvis jeg gerne ville have en god karakter for det her projekt.