Alle min mors regler

kirstine · 31. Juli 2025, 04:31

Kapitel 19

Mit eneste ønske

“Jeg sagde det jo. Pull-up’en er tør.”

Mor sendte mig et blik, der klart viste, at hun ikke helt troede på mig. Jeg havde knap nok fået skoene af, før hun begyndte at udspørge mig om, hvorvidt jeg havde haft uheld i skolen i dag.

Jeg sagde, at det havde jeg ikke. Det var en løgn, men eftersom det var en af Emilias pull-ups, jeg havde tisset i, var der ingen måde, mor kunne vide det. Jeg var dog heller ikke nogen fantastisk løgner, så selvom der ikke var noget bevis, havde jeg en fornemmelse af at hun godt kunne mærke, at der var noget jeg skjulte.

“Så lad mig se de pull-ups, jeg gav dig med i skole.”

Jeg rakte ned i det rum i rygsækken, hvor jeg havde lagt nat-pull-ups’ene. Jeg havde sørget for at holde dem adskilt fra dem, jeg havde snuppet fra Emilia, netop for at undgå, at mor fandt ud af, at jeg havde brudt hendes regler. Jeg fandt de to tørre og ubrugte pull-ups frem og gav dem til hende.

“Hvad med den sidste?”

Mit hjerte slog lige et ekstra slag. Havde hun givet mig mere end to med? Jeg var sikker på, det kun var de to. Kunne jeg have tabt en?

“Det var de eneste, du gav mig,” sagde jeg.

“Skat, jeg mener den, du har på lige nu.”

Det var det sidste, jeg havde lyst til - at stå her i stuen og tage bukserne af foran hende og Emilia.

“Mor,” sagde jeg med et langt suk. “Du behøver altså ikke tjekke. Den er tør. Hvad regner du med?”

“Den var våd i morges. Så af med bukserne.”

Det var ikke fair. Jeg kunne jo ikke gøre for, hvad der skete, mens jeg sov. Inden jeg nåede at sige mere, havde hun allerede åbnet mit bælte og knappet mine jeans op. Et øjeblik efter lå de på gulvet, og jeg stod der i pull-up’en og prøvede at undgå hendes blik, mens hun tjekkede, om den var tør. Det var den - og da hun havde konstateret det, sendte hun mig op på værelset for at lave lektier.

Jeg havde ikke tvivlet på, at hun mente det, da hun sagde, jeg skulle have pull-up på i en hel uge. Men jeg havde håbet, at jeg i det mindste kunne få lov at skjule den, mens jeg var hjemme. Jeg satte mig ved computeren og begyndte på en stil jeg havde for.

Jeg hadede, at jeg ikke kunne dække pull-up’en til. Uanset hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke lade være med hele tiden at kigge ned på den. Men den sad stadig omkring min hofte som en ydmygende påmindelse om, at jeg var begyndt at miste kontrollen over min blære. Hver gang jeg prøvede at rykke mig lidt for at sidde mere behageligt - for når man sidder det samme sted for længe, begynder stoffet at føles ubehageligt mod huden - kom den velkendte knitrende lyd fra pull-up’en og mindede mig om den igen.

Jeg kunne sikkert finde noget på nettet, der kunne forklare, hvad der var galt. Jeg vidste jo godt, at jeg ikke var den eneste teenager i verden, der havde prøvet det her. Pull-up’en, jeg fandt på skolen, var bevis nok for det. Men mor havde installeret de der forældreovervågnings-apps på både min computer og min telefon - og hvis jeg begyndte at søge på noget om det, ville hun helt sikkert få besked.

Sygeplejersken på skolen var heller ikke en mulighed. Det var en regel, at forældre skulle have besked om alle besøg hos hende - også hvorfor man var der. Det var vist noget med, at nogle forældre havde været utilfredse med, at deres børn havde fået medicin uden deres samtykke. Nu skulle alt meldes hjem, uanset hvad det handlede om.

Jeg prøvede at komme i gang med min stil. Det skulle kun være på fem afsnit, men jeg kunne ikke finde ud af, hvordan jeg skulle starte. Jeg ville næsten hellere lave en hel side med ligninger. Opgaven skulle først afleveres om en uge, så måske kunne jeg bytte mig til hjælp. Måske kunne Samantha skrive det for mig, hvis jeg tilbød at lave nogle af hendes matematiklektier.

“Sarah, tid til en pottetur.”

Igen? Jeg kiggede på dokumentet: 63 ord. Hvordan skulle jeg nogensinde blive færdig med mine lektier, hvis jeg hele tiden blev afbrudt? Jeg havde været på toilettet for mindre end tyve minutter siden.

“Mor, der er jo ikke engang gået en halv time.”

“Det ved jeg godt, men Emilia skal på potten, så du kan lige så godt gå nu. Det er nemmere, når I følges ad.”

Mind mig lige om, hvorfor i alverden jeg nogensinde havde ønsket mig en lillesøster? Jeg rejste mig fra skrivebordet med et højlydt suk. Jeg havde godt nok brug for lidt hyppigere toiletpauser end normalt, men det her var helt tosset.

“Hvad var det, jeg lige hørte, unge dame?”

“Ingenting. Jeg er på vej.”

Da jeg kom ud på badeværelset, sad Emilia allerede på toilettet. Hendes pull-up var tydeligvis brugt - alle indikatorerne var næsten væk. Mor sagde ikke noget, men man kunne godt fornemme skuffelsen i rummet.

“Emilia, se på din søster,” sagde mor og pegede på mig. “Kan du se, at Sarahs pull-up stadig er tør? Det er sådan, du skal gøre. Hun tisser ikke i sin.”

“Sarah, vis hende din pull-up,” sagde hun så.

Jeg opdagede først der, at jeg automatisk havde dækket min pull-up med hænderne. Jeg flyttede dem, så Emilia kunne se, at den faktisk var tør.

“Kom så, Sarah. Vis Emilia, hvordan man bruger potten som en stor pige.”

Mor hjalp Emilia ned fra toilettet og fjernede det lille børnesæde. Jeg satte mig modvilligt på toilettet. Det føltes virkelig mærkeligt - at tisse burde ikke være en form for scenekunst. Der gik næsten to minutter, før jeg fik tisset bare en lille smule.

Jeg holdt min pull-up tør resten af aftenen. Med tanke på de seneste uheld kunne det måske lyde som lidt af en præstation, men mor sendte mig på toilettet hvert halve time, så jeg havde nærmest ikke lavet andet siden jeg kom hjem fra skole. Jeg havde opgivet at diskutere det med hende. Jeg skulle bare klare mig frem til weekenden, så kunne jeg få mor til at slappe af og selv finde ud af, hvad der egentlig var galt med min blære.

Med alle toiletbesøgene herhjemme og med Emilias pull-ups som backup i skolen, følte jeg mig rimelig sikker på, at jeg kunne nå frem til søndag uden at mor opdagede noget. Nætterne var en anden sag. Jeg havde nu tisset i sengen to gange - én gang uden at hun havde lagt mærke til det - efter at have holdt mig tør i årevis. Det eneste, der måske var lidt trøst i, var, at hvis hun virkelig fik mig til at følge de samme pottetræningsregler som Emilia, så talte natlige uheld ikke med i dagregnskabet.

Jeg var lige gået på toilettet for sidste gang inden sengetid og havde et lille håb om, at det ville være nok til at jeg kunne holde mig tør til næste morgen. Mor var knap så håbefuld.

“Hvis du nu har et uheld…”

“Mor. Det gør jeg ikke. Det var jo første gang i… jeg ved ikke hvor længe.”

“Jeg siger bare, hvis det sker, så skal du sige det til mig, så jeg kan få dig gjort ren.”

For få dage siden stolede hun på, at jeg kunne skifte Emilias bleer og pull-ups. Hvorfor kunne jeg så ikke få lov til at skifte mine egne? Det var pinligt nok at hun skulle give mig pull-ups på - jeg havde absolut ikke lyst til, at hun også skulle skifte mig efter jeg havde tisseti dem. Men i stedet for at diskutere videre, var løsningen jo enkel: jeg skulle bare vågne op tør.

Jeg vågnede længe før vækkeuret ringede. Jeg kunne mærke den der foruroligende fornemmelse, man får, når man ved man var bekymret for noget aftenen før, men stadig er for træt til helt at huske, hvad det præcist var der plagede én.

Det gik dog hurtigt op for mig, hvad det handlede om. Jeg skulle ikke rykke mig særlig meget, før jeg kunne mærke de kolde, våde lagner under mig. Fuck. Jeg havde ikke lyst til at gøre noget. Jeg orkede ikke at tage mig af det her. Jeg kunne simpelthen ikke overskue det. Til sidst tvang jeg mig selv til at rulle om på maven, selvom det ikke hjalp på følelsen af de klamme lagner mod min hud.

Jeg gemte ansigtet i puden og begyndte at græde. Det måtte være en drøm. Et mareridt som jeg snart ville vågne op fra, og indse at jeg lå tørt og varmt i sengen med almindelige trusser på - der i hvert fald ikke var gennemblødt af urin. Men jeg vågnede ikke. Jeg kunne ikke engang falde i søvn igen. Jeg lå bare dér og lyttede til Emilias rolige vejrtrækning fra tremmesengen. Jeg var for træt til at tænke klart, men én ting vidste jeg: Jeg kunne ikke ligge i en våd seng resten af natten.

Det sidste, jeg havde lyst til, var at vække mor midt om natten og sige, at jeg havde tisset i sengen igen. Men der var ingen chance for, at jeg ville falde i søvn sådan her. Jeg drejede hovedet og kiggede over mod Emilia. Hun sov tungt. Hver eneste lyd føltes alt for høj, da jeg listede rundt i værelset. Gulvet, der knirkede. Skuffen, der peb, da jeg åbnede den. Og selvfølgelig pull-up’en, der knitrede helt vildt.

Mor havde sagt, jeg ikke måtte skifte mig selv. Men helt ærligt - i det tempo det gik, ville den næste pull-up sikkert også være våd, inden jeg nåede at stå op. Så måske ville hun ikke opdage noget. Jeg tog en tør pull-up og sneg mig ud på badeværelset, hvor jeg kunne tænde nok lys til at få skiftet og gjort mig lidt ren.

Jeg kiggede nærmere på den våde pull-up. De er jo lavet til børn, der tisser i sengen - så hvordan kunne den allerede have lækket to gange? Var det en dårlig model? Var den gået i stykker? Men nej - det var tydeligt, at den bare ikke kunne suge mere. Den var gennemblødt. Totalt ubrugelig. Jeg kunne lige så godt have sovet i trusser - det havde gjort lige så lidt forskel.

Med en tør pull-up og rent nattøj på rev jeg de våde lagner af sengen og fandt nogle rene i skabet. Det ville larme for meget at starte vaskemaskinen nu, men jeg kunne i det mindste lægge de våde lagner derud, så jeg kunne tænde for den i morgen tidlig, inden skole.

Med lagner og tæpper i favnen listede jeg ned ad gangen, forbi køkkenet og hen til vaskerummet.

“Hvad foregår der her?”

Jeg fór sammen og vendte mig om. Mor stod i døren til vaskerummet og havde tydeligt set mig i færd med at lægge de våde lagner i vaskemaskinen.

“Min pull-up lækkede, så jeg ville lægge lagnerne i maskinen, så de kunne blive vasket i morgen.”

“Din pull-up ser slet ikke våd ud.”

Jeg havde glemt, at jeg ikke havde fået nye natbukser på, så den tørre pull-up, jeg lige havde taget på, var helt synlig.

“Den var…” Jeg skulle til at sige “meget våd”, men jeg kunne ikke få mig selv til at indrømme, hvor slemt det havde været. “…ubehagelig, så jeg tog den af.”

“Kan du ikke huske, hvad jeg sagde i går aftes?”

“Jeg tænkte…”

“Nej, du tænkte ikke. Du tog dig ikke engang tid til at tænke. For hvis du havde gjort det, ville du have husket, at jeg sagde, du skulle komme til mig, hvis du havde brug for at blive skiftet.”

Jeg kunne ikke finde på noget at sige, så jeg nikkede bare stille.

“Du ved godt, at du ikke må ignorere det, jeg siger. Vi bliver nødt til at gøre noget ved det, inden du går i seng igen. Gå ind og sæt dig i sofaen i stuen. Jeg kommer om et øjeblik.”

Jeg vidste med det samme, hvad der ventede mig, men jeg var træt, og egentlig lidt ligeglad. Jeg ville bare have det overstået og komme tilbage i seng. Jeg havde forventet at se mor komme ind i stuen med træpadlen i hånden. Det var som regel det, hun “lige skulle hente”, når hun fik mig til at vente. Men mor kom tilbage uden padlen, men hun ikke var tomhændet. Jeg kunne dog ikke se, hvad det var, hun holdt i sin knyttede hånd.

“Put den her i munden. Jeg vil ikke have, at du vækker din søster.”

Mor rakte mig en af Emilias sutter.

“Mor. Nej.”

“Stille. Jeg orker ikke, at Emilia også vågner.”

Hun proppede sutten i min mund, inden jeg kunne nå at protestere mere. Jeg håbede virkelig, hun havde vasket den først. Det var ikke så slemt, som jeg havde frygtet. Materialet var blødt og smagsløst. Den passede ikke rigtigt i min mund, men den var heller ikke ligefrem lavet til teenagere. Jeg var taknemmelig for, at Emilia lå og sov i sin seng og ikke var vidne til min endefuld denne gang.

Mor satte sig på sofaen og klappede på sit skød. Jeg vidste godt, hvad det betød. Jeg lagde mig på sofaen, så min numse lå lige midt på hendes skød. Hun lagde hånden på den del af min bagdel, som ikke var dækket af pull-up’en, for at markere hvor hun ville give smæk.

Klask. Selv uden padlen, gjorde det første slag mod min numse stadig ondt. Havde det ikke været for sutten i min mund, ville jeg nok have givet et hyl fra mig. I stedet lukkede jeg øjnene og bed så hårdt jeg kunne i sutten. Jeg vidste ikke, om det havde en effekt, eller om det bare var noget jeg bildte mig ind, men det føltes bestemt som om, at slagene gjorde meget mindre ondt, fordi jeg brugte sutten - ikke at jeg nogensinde ville fortælle det til mor.

Mor smækkede skiftevis begge sider af min numse, og ramte altid min bare hud, aldrig der hvor jeg var dækket af pull-up’en. Efter de første fem eller seks slag åbnede jeg endelig øjnene igen. Jeg så Emilia stikke hovedet frem gangen, med sin egen sut i munden. Vores øjne mødtes kortvarigt, men inden jeg kunne spytte sutten ud og sige noget til mor, var hun forsvundet rundt om hjørnet.

Mor fortsatte med at give mig smæk i endnu et minut, før hun endelig gav sig. Det gode ved, at mor brugte hånden til at smække mig med, var, at det også gjorde ondt på hende, hvis hun slog for hårdt.

“Mor, Emilia kiggede på,” sagde jeg, så snart mor tog sutten ud af min mund.

Mor vendte sig straks om for at kigge ned ad gangen.

“Jeg kan ikke se hende.”

“Det ved jeg. Hun løb væk, da hun så, at jeg havde opdaget hende.”

Hvis jeg skulle have smæk for at være stået op af sengen, så havde jeg ikke lyst til at lade Emilia slippe uden lignende konsekvenser. Mor virkede ikke så bekymret. Hun vendte opmærksomheden tilbage mod mig.

“Hvad har du så lært?” spurgte mor, mens hun hjalp mig af sit skød og op at stå.

“At jeg skal komme til dig, hvis jeg skal skiftes.”

“Nej, prøv igen.”

“At jeg ikke må være ulydig.”

“Godt. Så er det tilbage i seng med dig.”

Mor fulgte mig tilbage til soveværelset. Emilia lå tilsyneladende og sov i sin tremmeseng. Mor lænede sig ind og gav hende et blidt puf, men hun reagerede ikke. Enten spillede den lille møgunge et puds, eller også var hun virkelig faldet i søvn igen på et par minutter.

“Se, hun sover. Præcis som du burde.” sagde mor, uden at tænke over, at jeg var vågnet for at skulle ordne den våde pull-up og seng.

Jeg svarede ikke, da mor gik ud af rummet. Jeg trak bare dynen til side og krøb i seng. Mit eneste ønske lige nu var at kunne sove en hel nat uden at vågne op til en våd seng. Var det for meget at bede om?

kirstine · 31. Juli 2025, 10:41

Kapitel 20

Gruppeprojekt

Tæller det virkelig som at vågne op med en tør pull-up, hvis man har måttet skifte ud af en våd en midt om natten?

Det syntes mor åbenbart det gjorde. Hun var i bedre humør næste morgen, da hun trak dynen til side og så, at jeg havde formået at holde mig tør resten af natten. Jeg burde vel have været taknemmelig for de små sejre, men nattens begivenheder havde bare lagt endnu mere oveni det stress, jeg allerede gik rundt med.

Jeg gned mig i øjnene, mens jeg prøvede at få mig selv til at vågne rigtigt. At få sin søvn afbrudt på den måde var ikke godt. Jeg vidste, at et bad ville hjælpe, men jeg kunne næsten ikke finde energien til at rejse mig fra sengen.

“Kom nu, du skal i gang,” sagde mor og gav mig et blidt skub på skulderen.

Jeg fik mig selv op, pull-up’en stadig tydeligt synlig, mens mor trak mig ind i et opmuntrende kram.

“Det er sikkert bare en fase, du vokser fra det,” sagde hun. “Der er jo ingen, der går med ble på universitetet.”

Det var ikke ligefrem en trøst. Sidst en læge sagde, at det bare var en fase, blev jeg ved med at tisse i sengen i tre år mere.

Jeg hoppede i bad, mens mor tog sig af at skifte Emilias våde natble og få hende i tøjet. For bare en uge siden ville jeg have gjort alt for at slippe for at skifte hendes bleer. Nu ville jeg gøre hvad som helst for at få den rolle tilbage - i stedet for selv at blive behandlet som en tumling.

Jeg vidste, jeg ikke kunne blive for længe i badet, hvis jeg ikke skulle komme for sent i skole, men jeg ville også gerne nyde de få minutter, hvor jeg slap for at have en pull-up på. Hvis dagen i dag blev som i går, ville mor stå klar inde på værelset, når jeg kom ud, og gøre mig klar.

Jeg gjorde ingen indvendinger, mens mor klædte mig på. Jo mere medgørlig jeg var, jo hurtigere var det overstået - og det var alt, jeg ønskede. Jeg kunne ikke lide den hættetrøje, hun havde fundet frem - grå med “Girl Power” skrevet med lyserøde glitrende bogstaver. Den havde jeg gået med hele tiden i de mindre klasser, men det var ikke ligefrem det image, jeg ville have i niende. Hvis mor skulle blive ved med at vælge mit tøj, burde jeg nok snart gennemgå mit skab og gemme det, jeg ikke vil ses i, allerbagerst.

Mor snakkede løs, mens hun hjalp mig i tøjet, og det var egentlig rart, for hele situationen føltes stadig for mærkelig til, at jeg havde lyst til at sige noget.

“Jeg tjekkede dine karakterer online i går aftes…”

Åh, for guds skyld, lad der ikke være noget andet end 12-taller. Jeg havde ikke brug for endnu en endefuld.

“… og der var ikke noget slemt.”

Mor havde klædt mig helt på, undtagen jeansene, og vinkede mig ned fra sengen.

“Kom så, du skal nå at spise morgenmad, inden du skal af sted.”

“Mor, jeg kan da ikke tage i skole…”

Jeg kunne ikke få mig selv til at nævne den tydeligt synlige pull-up.

“… sådan her.”

“Du behøver ikke at have bukser på endnu. Jeg giver dig dem på, inden du skal ud ad døren.”

Jeg valgte ikke at diskutere. Jeg ville bare have det overstået, men søndag føltes meget langt væk.

Jeg hældte en skål morgenmad op og satte mig ved bordet sammen med Emilia. Hun kiggede kort op på mig, da jeg satte mig, men ellers lod hun mig og min pull-up være. Ikke at hun kunne tillade sig at sige noget - hendes egen pull-up var også fuldt synlig.

Jeg hadede det her. Der er en grund til, at folk ikke bare går rundt i undertøj hele tiden, og det handler ikke kun om blufærdighed. Pull-up’en dækker det, den skal, men den dækker ikke det, den ikke skal - med andre ord: en god del af min bagdel var i direkte kontakt med den kolde, hårde stol.

Jeg slugte morgenmaden så hurtigt jeg kunne. Jeg havde intet imod at stå og vente udenfor i ti minutter på bussen, hvis det bare betød, at jeg kunne være fuldt påklædt.

Jeg var stadig i chok over, hvor hurtigt mit liv havde forandret sig. Hvordan det, der før var normalt, var blevet erstattet af det her - og hvor hurtigt min mor og søster allerede havde vænnet sig til det på bare få dage.

Men det her var ikke normalt. Og jeg ville ikke have, at det skulle blive det.

Selvom jeg udadtil havde affundet mig med situationen - ved at tage Emilias pull-ups og bruge dem i skolen, lade mor potte-træne mig og behandle mig som en lille pige - kæmpede jeg stadig forgæves med at finde en vej tilbage til den gamle norm. Det var svært at se uger eller måneder frem, når jeg var fanget i en kamp om at holde mig tør minut for minut.

Kun én time tilbage. Jeg anede ikke, hvordan jeg havde klaret det, men for første gang i omkring en uge havde jeg overlevet de første seks timer uden så meget som en lille dråbe i pull-up’en. Det var enten rigtig godt eller rigtig skidt. Alt afhængigt af hvor meget man tror på statistik, betød det enten, at jeg med garanti ville få et uheld for at “udligne balancen”, eller at tendensen var med mig, og jeg ville kunne holde mig tør i dag.

Min blære var dog ikke min ven. Jeg skulle virkelig tisse. Jeg havde kæmpet for at undgå at snige mig ud af timerne for at gå på toilettet og var lykkedes med det i dag. Jeg hadede den opmærksomhed, det skabte, men når jeg nu havde holdt mig tør hele dagen, ville jeg ikke gå glip af chancen for at klare den helt uden uheld.

Femten minutter tilbage. Jeg krydsede benene, men selv det kunne ikke fjerne trangen til at vride mig. Et ryk mod højre. Et mod venstre. Hvad er det egentlig, der får alle til at lave den dér genkendelige tisse-dans, når blæren er ved at give op? Hvorfor føles det som om man er nødt til at bevæge kroppen, når man skal tisse?

Jeg var helt væk fra undervisningen, mens hr. Higgins skrev datoer og navne op på tavlen. De var sikkert vigtige, men ikke i nærheden af lige så vigtige som de næsten smertefulde signaler, min blære sendte. Jeg hadede at være i centrum. Selv bagerst i lokalet var tanken om at rejse mig, tage toiletkortet og risikere, at folk vendte sig om, pinlig.

Jeg tog en dyb indånding og forsøgte gradvist at samle mod til at rejse mig. Jeg kunne godt. Jeg kunne godt.

Jeg rejste mig. Men det gjorde Lisa også. Og hendes plads var til venstre for mig, lige mellem mig og døren. Vi tøvede og udvekslede et akavet blik.

“Undskyld, jeg skal virkelig,” hviskede Lisa, mens hun trippede nervøst med fødderne og så nærmest løb mod døren.

Jeg så til i stille rædsel, da Lisa greb det eneste pigetoiletkort fra krogen ved døren. Hvorfor skulle hun altid gøre det på de mest uheldige tidspunkter? Det var så uretfærdigt. Jeg listede tilbage til min plads så diskret som muligt. Heldigvis virkede det ikke til, at andre end Desi og Samantha havde lagt mærke til, at jeg havde rejst mig. Jeg gad ikke engang række hånden op for at spørge hr. Higgins, om jeg måtte gå ud. Jeg vidste allerede, at svaret ville være nej.

Jeg trommede med fingrene, kradsede lidt i hjørnet af mit papir, bed mig i læben - hvad som helst for at tænke på noget andet end min blære og holde dens indhold ude af pull-up’en. Det virkede. Jeg gjorde mig klar til at storme ud til toilettet, så snart klokken ringede - Lisa ville alligevel først være tilbage lige før timen sluttede.

“Ikke fair,” mumlede Samantha lavmælt.

Hvad var ikke fair? Hendes bemærkning fik mig til at rette opmærksomheden tilbage mod hr. Higgins, som endelig vendte sig om mod klassen og ikke tavlen.

“Opgaven bliver en gruppefremlæggelse om en amerikansk præsident. Da det er et større projekt, sætter jeg jer sammen i grupper, så I kan lave præsentationen og fremlægge den som et hold.”

Endnu en stor opgave? Seriøst, hver eneste lærer påstod altid, at lektierne kun tog en halv time om dagen, men når man har syv fag, løber det hurtigt op i næsten fire timers lektier hver eneste aften.

“Da antallet af elever i klassen ikke går op i tre, vil én gruppe kun bestå af to personer…” sagde Higgins.

Han begyndte at læse navnene op på, hvem der skulle være i hvilke grupper. Hvis vi nu alligevel skulle have flere lektier, kunne Samantha, Desi og jeg i det mindste være kede af det sammen.

“…og næste gruppe, som skal lave noget om John F. Kennedy, bliver Samantha, Desi og Jonathan.”

Hvad? Jeg er ikke i gruppe med Samantha og Desi? Hr. Higgins må da have lagt mærke til, at vi altid laver ting sammen. Han satte os jo også sammen sidste gang vi lavede gruppeprojekt. Vi fik et 12-tal for det. Og når jeg siger “vi”, mener jeg, at det mest var Samantha, der lavede arbejdet, men stadig.

Higgins fortsatte med at læse grupperne op, fuldstændig uvidende om, at han lige havde vendt op og ned på klassens sociale orden. Der var ikke mange tilbage. Hvem ville jeg så ende sammen med?

“…og til vores gruppe med kun to personer: Sarah og Lisa, som skal lave noget om George H. W. Bush.”

Det kunne have været værre, selvom det nok betød, at jeg kom til at stå for det meste af fremlæggelsen. Jeg vendte mig om for at kigge hen på Lisas plads. Hr. Higgins’ snak om projektet havde midlertidigt afledt mig fra, hvor meget jeg skulle tisse. Trangen var der stadig, men ikke lige så presserende som før - men Lisa var stadig ikke tilbage, og klokken havde endnu ikke ringet ud.

Da jeg rykkede mig lidt i stolen for at vende mig mod Samantha, mærkede jeg pludselig en blød, våd, varm fornemmelse mod min numse. Vent. Hvad? Havde jeg lækket i pull-up’en? Jeg havde været så opslugt af hr. Higgins, at jeg slet ikke havde lagt mærke til det. Så uretfærdigt. Det var jo ikke engang min skyld. Hvis ikke det havde været for Lisa, havde jeg stadig været tør.

“Det er synd, at du skulle være sammen med Lisa,” sagde Samantha og sendte mig et medlidende blik.

Hun måtte have tolket mit utilfredse ansigtsudtryk - som egentlig skyldtes den våde pull-up - som om jeg var sur over, hvordan hr. Higgins havde fordelt grupperne. Jeg var skuffet over ikke at være i gruppe med Samantha og Desi, men hvis det nu skulle være med en anden, så var det ikke det værste, at det blev Lisa.

“Jeg har ikke noget imod hende. Det er bare underligt, at hr. Higgins ikke satte os sammen ligesom sidst.”

Skoleklokken afbrød Samanthas svar. Hvilket nok var meget godt, for hun havde sjældent noget pænt at sige om Lisa, som nu kom tilbage til sin plads.

“Så… jeg hørte, vi skulle være gruppepartnere til projektet,” sagde Lisa, idet jeg vendte mig mod hende.

“Ja.”

“Hvilken præsident fik vi? Onkel ville ikke sige det på forhånd.”

“Bush. Den første.”

“Nå, skulle du ikke virkelig tisse?”

Jeg havde ikke længere særlig meget trang, men det kunne jeg jo ikke lige sige. Jeg kunne godt se, hvordan det virkede mærkeligt, at jeg nu virkede helt afslappet, når jeg før havde signaleret, at det var virkelig akut.

“Åh. Jo. Det skal jeg.”

Jeg greb min rygsæk og smuttede forbi Lisa og ud på gangen, mens hun blev tilbage i klasselokalet sammen med hr. Higgins. Med lidt held kunne det måske være en fordel at være i gruppe med lærerens niece, hvis jeg gerne ville have en god karakter for det her projekt.

kirstine · 31. Juli 2025, 15:31

Kapitel 21

Sovetryne

“Vågn op. Vågn op.”

Efter et hårdt prik i skulderen røg mit hoved op fra bordet, hvor jeg havde hvilet det. Hjertet hamrede, og øjnene føltes som om de var ved at poppe ud af hovedet. Jeg kiggede først mod tavlen, men læreren stod travlt optaget af at skrive på tavlen og havde slet ikke lagt mærke til min lille lur.

Fire nætter i træk havde jeg vågnet til en våd pull-up og en våd seng, og nu kørte jeg på et minimum af søvn. Det var allerede anden gang i dag, jeg faldt i søvn i timen. Heldigvis var Samantha og Desi lynhurtige til at vække mig, inden lærerne opdagede noget, og uret viste, at der kun var fem minutter tilbage af timen. Jeg var ikke sikker på, jeg kunne holde mig vågen.

Man bliver helt skør i hovedet, når man er træt. Jeg kunne have svoret, at de her træborde på skolen var designet specielt til at være ubehagelige, men lige nu virkede den hårde bordplade mere tillokkende end nogen seng, jeg nogensinde havde ligget i. Jeg ville bare hvile hovedet lidt. Bare et øjeblik. Jeg skulle nok lade være med at lukke øjnene. Jeg ville løfte hovedet igen om et par sekunder.

Idet jeg lod hovedet falde lidt frem, mærkede jeg endnu et prik - denne gang fra Desi. Hun sagde ikke noget, men det bekymrede blik i hendes øjne sagde alt. Jeg rettede mig hurtigt op. Fristelsen til bare at lukke øjnene i et øjeblik var enorm, men jeg vidste, at hvis jeg først gav efter, ville jeg simplethen falde i søvn igen. Hvordan skulle jeg dog komme igennem resten af skoledagen?

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg blev ved med at tisse i sengen. Jeg havde aldrig følt mig så træt før. Det gik an, så længe jeg var i gang - stod op, bevægede mig rundt - men at sidde stille ved et bord, mens nogen snakkede løs om et eller andet tørt emne, var den perfekte opskrift på at falde hen.

De sidste par nætter havde været virkelig mærkelige. Jeg havde håbet, at mors modvilje mod at skifte bleer også ville betyde, at jeg selv måtte skifte mine våde pull-ups, men de sidste to nætter havde hun insisteret på at gøre det for mig. “Akavet” dækkede slet ikke, hvor ubehageligt det var, men jeg havde været alt for træt til at gøre modstand. Når jeg først havde skiftet lagen og fået en tør pull-up på igen, var jeg til gengæld alt for vågen til at falde i søvn med det samme. Jeg havde mistet flere timers søvn bare ved at ligge og stirre op i loftet.

Jeg kunne næsten ikke vente på, at fjerde time var slut. Der var frokostpause bagefter, og hvis jeg spiste hurtigt nok, kunne det måske give mig lidt tid til en kort lur i kantinen. Klokken ringede, og jeg rejste mig trægt fra min plads og gik hen til mit skab for at hente min madpakke, mens Desi og Samantha stillede sig i kø til en varm ret i kantinen.

Jeg fik ikke den rolige frokostpause, jeg havde håbet på. Jeg havde knap nok siddet ved det bord, jeg prøvede at holde til mig selv og mine veninder i to minutter, førend Desi dukkede op med et krus på bakken.

“Den her er til dig, sovetryne,” sagde hun og satte kaffekruset foran mig.

“Jeg kan ikke lide kaffe.”

“Jeg er ligeglad. Du er nødt til at drikke det, ellers sover du dig gennem resten af timerne.”

Jeg kiggede ned på den brune væske i kruset.

“Det er klamt.”

“Hold op med at pive. Jeg har puttet syv sukkerknalder i den til dig.”

Masser af koffein og sukker. Hvad kunne dog gå galt? Jeg skubbede kruset væk fra mig. Risikoen for at fornærme Desi var ikke nær så slem som det kaos, den drik kunne forårsage for min blære.

“Fint. Så drikker jeg den,” sagde Desi. Hun lod sjældent noget gå til spilde.

Jeg prøvede at undertrykke et gab, men det lykkedes ikke. Jeg kunne ikke vente med at komme hjem. En lur lød som det bedste i verden lige nu. Jeg ville ønske, det var fredag og ikke torsdag. Lige nu føltes det som om, jeg havde brug for en hel weekend bare for at blive menneske igen.

“Du er altså nødt til at stoppe med at sidde oppe og spille computerspil hele natten,” sagde Samantha, da hun kom hen til bordet.

Uanset hvad jeg sagde, var hun overbevist om, at det var grunden til, jeg var så træt. I virkeligheden havde jeg ikke gjort det store for at få hende til at tro andet. Det var trods alt meget nemmere, at hun troede, det var computerspillene, end at finde ud af, hvad der egentlig foregik. Jeg hadede at lyve for mine veninder, men at fortælle Samantha om sengevædningen var fuldstændig udelukket - især med den måde, hun behandlede sin lillebror - og jeg kunne heller ikke sige noget til Desi uden at Samantha fik det at vide.

“Mor lader mig aldrig være sent oppe. Jeg vågner bare hele tiden. Jeg ved ikke hvorfor.”

Jeg var ikke sikker på, om de troede på mig, men én ting var jeg ret sikker på - de ville aldrig gætte, hvad det i virkeligheden var, der forhindrede mig i at få en god nats søvn.

Træningen var slut, og jeg sad i en toiletbås i omklædningsrummet og tog en pull-up af, som var gennemblødt af både sved og tis. Al den fysiske aktivitet den sidste halvanden time havde holdt mig vågen, men nu var jeg mere udmattet end før.

Nu hvor pull-up’en var af, betød det, at jeg skulle være foruden i cirka femten minutter, mens jeg gik i bad og klædte om - men det holdt samtidig min hemmelighed skjult for mine holdkammerater. På vej ud ville jeg smutte ind på et andet toilet og tage en af de pull-ups på, som mor havde givet mig, så jeg kunne narre hende til at tro, jeg havde holdt mig tør hele skoledagen.

Jeg havde stadig ikke vænnet mig til at gå i bad på skolen. Jeg brød mig ikke om at vise min krop frem for andre. Jeg gjorde mit bedste for at stirre lige frem og bare fokusere på at vaske mig. Jeg vidste jo godt, at ingen lagde mærke til mig - alle havde travlt med deres eget. Men inderst inde føltes det alligevel, som om alle i smug holdt øje med mig.

Da jeg havde skyllet det sidste sæbe af, slukkede jeg for vandet, svøbte et håndklæde omkring mig og gik tilbage mod mit skab for at klæde om. Da jeg rundede hjørnet ind til cheerleader-afsnittet, stod Claire lige ved mit skab. Min rygsæk stod op ad bænken, og det var tydeligt, at ét af rummene var blevet lynet op. Claire stod med et par pull-ups i hånden og smilede hånligt - nærmest triumferende.

“Nååårh, babyen er tilbage. Se lige, hvem der stadig går med ble.”

Det var pull-ups, ikke bleer, men lige nu var ikke tiden til at diskutere den etymologiske forskel med hende.

Et par af de ældre elever - dem Claire plejede at hænge ud med uden for cheerleading - fnisede over hendes barnlige kommentar. Det her var virkelig ikke godt. Jeg prøvede desperat at skjule panikken i mit ansigt. Hvordan kunne Claire have vidst, at der lå pull-ups i tasken? Vent - hun måtte have set dem, da hun havde snuppet min rygsæk tidligere på ugen.

“Her, grib,” sagde Claire og kastede en af pull-ups’ne mod mig.

Jeg greb den med én hånd, da jeg stadig brugte den anden til at holde håndklædet på plads. Ved nærmere eftersyn opdagede jeg, at det kun var min lillesøsters pull-ups, hun havde fået fat i - ikke de andre nat-pull-ups. Det kunne jeg måske bruge til min fordel.

Jeg himlede med øjnene og prøvede at ligne én, der bare var irriteret over Claire, og ikke én, der var ved at dø af pinlighed.

“Seriøst, Claire? Min lillesøster er stadig i gang med pottetræning. Jeg har hendes pull-ups med, fordi hvis jeg har hende med ude, er jeg nødt til at have nogle på mig i tilfælde af, hun skal skiftes.”

Jeg var faktisk lidt stolt over, hvor hurtigt jeg fandt på den forklaring. Jeg leverede den helt køligt. Og jeg slap ikke Claire med blikket, selvom hun stadig stod med den anden pull-up i hånden. På hendes ansigt kunne jeg tydeligt se, at det her ikke var gået, som hun havde håbet.

“Jeg tvivler på, at selv en pind som dig kunne passe dem - men hvis du er nysgerrig, må du da gerne låne en, for at prøve.”

Det fik en bølge af latter til at bryde ud blandt de andre piger i omklædningsrummet. Jeg var selv tynd, men ikke nær så spinkel som Claire. Hendes ansigt blev ildrødt af vrede. Hun kastede pull-up’en på gulvet, væltede min rygsæk ned fra bænken og marcherede væk.

Normalt lod jeg håndklædet hænge over ryggen så længe som muligt, mens jeg klædte om, bare for at give mig selv en smule privatliv. Men denne gang lagde jeg det på bænken med vilje, så det var helt tydeligt for de sidste piger i omklædningsrummet, at jeg tog almindelige trusser på.

Jeg vidste godt, hvad jeg burde gøre. Jeg burde gå ned ad gangen og ind på trænerens kontor og fortælle hende, hvad Claire lige havde gjort. Men det ville også betyde, at jeg blev nødt til at fortælle endnu en person om pull-ups’ne i min rygsæk. Det ville være endnu en mulighed for, at min løgn kunne blive afsløret. Lige meget hvor meget jeg havde lyst til at få hævn over Claire, kunne jeg bare ikke se, hvordan det ville være risikoen værd at sladre til Addison.

Jeg samlede min rygsæk op - jeg havde lagt min søsters pull-ups tilbage i den - og forlod omklædningsrummet, lettet over at Claires seneste forsøg på at ydmyge mig var blevet afværget så nemt.

Der stod en stor papkasse lige foran hoveddøren, da vi kom hjem. Mor havde åbenbart været i gang med lidt onlineshopping.

“Sarah, tag lige den kasse og stil den inde i mit soveværelse, tak.”

“OK.”

Kassen så ud til at være alt for tung til, at jeg kunne løfte den, men da jeg bøjede mig ned for at tage fat, opdagede jeg, at den slet ikke vejede så meget, som jeg havde regnet med. Da jeg løftede den op, kunne jeg mærke, hvordan indholdet rykkede sig med et bump - som om der lå en lidt mindre pakke inde i kassen. Jeg støttede den op mod kroppen med den ene hånd og brugte den anden til at åbne døren.

Jeg spekulerede ikke videre over, hvad der var i den. Mor bestilte tit ting hjem, så det var ikke noget særsyn at komme hjem fra skole til en pakke ved døren. Jeg stillede kassen på hendes seng - jeg vidste bedre, end at begynde at åbne hendes pakker - og gik så tilbage til entreen til endnu en rutine, jeg efterhånden havde lært at hade.

“OK, piger, mor skal lige tjekke, om I har holdt jeres pull-ups tørre.”

Jeg stod stille ved siden af min lillesøster, mens mor trak mine bukser ned og undersøgte pull-up’en. De nat-pull-ups, jeg brugte, havde ikke nogen vådindikator, så mor trak fronten lidt frem for at kigge indeni. Hun gjorde det samme med Emilia - hendes pull-up var også tør - og så fik vi lov til at gå videre.

Jeg havde ikke så mange lektier for. Det største projekt lige nu var gruppeprojektet med Lisa, men vi havde ikke rigtig snakket om det, siden vi fik opgaven i tirsdags.

Jeg fyldte en skål med grøntsagschips - lidt kedelige, men bedre end ingenting - og satte mig i sofaen med benene trukket op under mig og mobilen i hånden. Mor lod mig få lidt tid til en sund snack, før jeg skulle i gang med lektierne. Når jeg sad sådan, kunne man næsten ikke se pull-up’en. Bare tre dage endnu. Tre dage med at holde mig tør, så kunne jeg lægge hele det her pottetrænings-cirkus bag mig og begynde at finde ud af, hvad der egentlig var galt med min krop.

Når nu mor havde sat de samme pottetræningsregler for mig som for Emilia, betød det heldigvis, at de uheld, jeg havde om natten, ikke talte med i de syv dage, jeg skulle være tør i løbet af dagen, før jeg måtte få trusser på igen. Det betød selvfølgelig ikke, at jeg slap for pull-ups, men i det mindste var det lettere at gemme, at jeg havde min søsters pull-ups på, end hvis mor skulle sende mig rundt i de der nat-pull-ups.

Med tankerne fulde af frihed lod jeg øjnene glide i bare et kort øjeblik. Det var en fejl. Jeg vågnede kort tid senere. Emilia så stadig den samme tegnefilm, så der kunne ikke være gået længe, men skaden var allerede sket. Der var kommet en lille våd plet i pull-up’ens skridt. Ikke noget stort uheld, men det gjorde ingen forskel for mor. Stor eller lille - det talte stadig. Det var ikke fair. Jeg kunne jo ikke gøre for det, når jeg sov. Bare tanken om at skulle gå hen og fortælle mor det, fik kinderne til at brænde af skam.

Emilia var alt for opslugt af det, der skete på fjernsynet, til at lægge mærke til noget. Jeg drejede hovedet og kiggede ned ad gangen. Jeg kunne høre mor i gang med at lave aftensmad ude i køkkenet.

Jeg lod skålen med chips stå på bogreolen ved siden af sofaen. Det ville mor nok blive sur over, men hvis jeg tog den med ud i køkkenet og satte den i vasken, ville hun helt sikkert opdage den våde pull-up.

Jeg rejste mig og gik roligt ned ad gangen. Jeg holdt kroppen let drejet væk fra køkkenet, da jeg passerede, men mor var heldigvis for optaget af maden til at lægge mærke til noget.

Så snart jeg var inde på mit værelse, lukkede jeg døren bag mig. Ingen havde opdaget noget. Jeg fjernede den våde pull-up og begravede den så dybt ned i ble-spanden som muligt. Mor skulle virkelig grave grundigt for at finde ud af, at der var én mere end forventet. Jeg fandt en af nat-pull-ups’ne frem fra kommoden. Der var kun lidt mere end ti tilbage, med hvor mange jeg allerede havde brugt om natten i løbet af ugen. Jeg valgte en med samme motiv som den, jeg lige havde smidt ud.

Med et suk - både af lettelse og frustration - satte jeg mig ved skrivebordet. Tre dage havde aldrig føltes som så lang tid før.

kirstine · 31. Juli 2025, 19:19

Kapitel 22

En pludselig forandring

“Sarah,” sagde mor bestemt, mens jeg lå og læste på sofaen. “Du skal lige med ind i mit soveværelse.”

Mit hjerte sprang næsten et par slag over, da hun sagde det. Når man blev kaldt ind på mors værelse, var det kun for de mest seriøse straffe eller samtaler. Det var der, jeg havde fået den akavede snak om bierne og blomsterne. Og det var også der, jeg engang havde fået den allerværste gang smæk efter en dumpet prøve.

Hvis hun havde opdaget, at jeg i smug havde skiftet en våd pull-up uden at sige det til hende, havde hun ikke vist det med så meget som et blik hele aftenen. Eller havde hun bare ventet med at tage det op, til Emilia var lagt i seng? Det ville ikke ligne hende. Når man overtrådte en regel, tog hun det altid op med det samme. Hun troede ikke på at vente med konsekvenserne.

“Jeg kommer nu,” sagde jeg og rejste mig fra sofaen.

Jeg havde ingen idé om, hvad det handlede om, men jeg vidste bedre end at stille spørgsmål - for slet ikke at tale om at vente med at adlyde hende. Mit hjerte hamrede, mens jeg fulgte efter hende hen til soveværelset. Hvad kunne det være? Havde hun opdaget, at jeg havde skiftet mig selv? At jeg havde taget af Emilias pull-ups? Eller havde jeg fået en dårlig karakter, som hun allerede havde set, før jeg selv havde opdaget det?

Pulsen steg, og jeg kunne mærke sveddråber pible frem fra tindingen. Da vi trådte ind på værelset, så jeg, at kassen, jeg tidligere havde lagt på sengen, nu var åbnet. Indeni lå en plastikpakke med et billede af en engangsble på forsiden. Så var det dét, der havde været i pakken. Og hvad det betød - så utroligt som det virkede - stod pludselig lysende klart.

Nej. Det kunne hun ikke have gjort. Det her måtte være en misforståelse. Det kunne ikke passe.

“Sarah, sæt dig ned,” sagde hun og klappede på sengekanten ved siden af sig. “Vi skal lige tale sammen.”

Men når mor sagde, at vi skulle tale sammen, betød det som regel, at hun talte, og jeg lyttede - og derefter gjorde, som hun sagde, uden diskussion. Det var sådan en ”samtale”.

Jeg satte mig ved siden af hende uden at sige et ord. Mine fødder dinglede uroligt nogle centimeter over gulvet. Havde hun virkelig gjort det? Havde hun virkelig bestilt bleer hjem til mig? Jeg må have set ret rystet ud, for mor lagde an til en mere mild tone.

“Sarah, vi er nødt til at finde en bedre løsning på… det, der sker om natten igen.”

Vi sagde ikke noget i et godt stykke tid. Emnet hang i luften som noget, vi begge helst ville undgå, men det kunne vi ikke. Hun havde selv bragt det frem ved at vise pakken.

“Pull-ups virker tydeligvis ikke om natten,” sagde hun til sidst.

Jeg så ikke på hende. Stirrede bare stift på døren og nikkede stille. Det kunne jeg ikke sige imod.

“Du får ikke sovet nok, og det gør jeg heller ikke, når jeg skal ordne alt det der midt om natten.”

Jeg havde lyst til at sige, at hun sagtens kunne få sin nattesøvn, hvis hun bare lod mig skifte mig selv, men jeg tav.

“Jeg gik på nettet og fandt… noget andet, du kan bruge om natten,” sagde hun og undlod igen at sige ordet højt. “Anmeldelserne var rigtig gode - bedre end noget andet i din størrelse - så det burde virke godt nok til, at du kan sove igennem hele natten uden afbrydelser.”

Mors logik var ufejlbarlig. Jeg kunne ikke benægte, at jeg konsekvent var begyndt at tisse i sengen igen. Jeg kunne ikke benægte, at pull-ups ikke længere gjorde nogen forskel for, om sengen blev våd. Og jeg kunne ikke benægte, at det at skulle op og skifte både lagen og pull-up midt om natten gjorde mig mere og mere udmattet for hver dag, der gik.

Alt det, mor sagde, var rigtigt. Men alle de fakta pegede på en løsning, jeg ikke kunne få mig selv til at acceptere. Jeg er femten. Jeg burde ikke have brug for at have ble på. Jeg ville ikke have ble på. Det føltes så forkert. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på. Jeg kneb øjnene sammen og blinkede hurtigt et par gange for at holde dem tilbage. Nu var ikke tidspunktet at bryde sammen. Hvis jeg ikke ville behandles som et lille barn, måtte jeg opføre mig som en voksen.

“Gå lige på potten en sidste gang. Så gør vi dig klar til at komme i seng bagefter.”

Og det var så dét. Ingen diskussion. Ingen “er du okay?”. Ingen “hvad tænker du om det her?”. Der blev ikke spurgt, om hendes femtenårige datter havde lyst til at få en ble på. Og det værste var, at jeg ikke havde noget reelt modsvar. Jeg havde allerede givet hende alle de beviser, hun havde brug for til at tage beslutningen.

Jeg blev siddende på toilettet så længe, jeg turde. Der kom en pæn lille stråle kort tid efter, jeg satte mig, men uanset hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke få mere ud bagefter. Lige meget hvor lidt jeg havde lyst til at vende tilbage til soveværelset, var der ingen grund til at trække tiden. Når mor først havde besluttet sig, var der sjældent noget at vinde ved at protestere.

Da jeg kom tilbage til værelset, havde hun allerede gjort klar. Skiftemåtten lå klar på sengen, og ved siden af den stod babypudder, vådservietter, nattøj og en enkelt ble, hun havde taget ud af pakken.

Jeg havde altid hadet at have pull-up på, men jeg kunne godt se, at de da i det mindste havde nogle søde mønstre. Selv Emilias bleer havde små farverige dyr på. Den ble, der lå på sengen, var skide grim. Der var ikke nogen pænere måde at sige det på.

Ydersiden var næsten helt hvid. Der løb to tynde, gule striber lodret hen over midten, og mellem dem var der trykt tilfældige bogstaver og tal.

Jeg ventede ikke på, at mor sagde, jeg skulle lægge mig ned. Jeg lagde mig selv på skiftemåtten, og hun begyndte med at rive siderne op på pull-up’en for at tage den af. Selvom jeg var begyndt at holde mig tør i løbet af dagen, lod hun mig aldrig beholde den samme pull-up på i mere end en dag.

Men nu kom den svære del. Jeg så til, mens mor foldede bleen ud. Hold da op, den var stor. Jeg var gået fra at være i tvivl om, hvorvidt den overhovedet ville passe mig, til at tænke, at hun måske havde bestilt en for stor størrelse ved en fejl. Ydersiden var som sagt hvid, men indersiden havde et svagt ferskenfarvet skær.

“Kom så, løft numsen,” sagde mor, mens hun lagde bleen ud på skiftemåtten under mig.

Jeg pressede fødderne mod madrassen og løftede hofterne, så der blev plads under mig. Mor skubbede den bagerste del af bleen ind under mig og brugte et øjeblik på at få den lagt helt rigtigt.

“Okay, ned igen,” sagde hun.

Jeg lod mig synke ned på bleen og vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente. Polstringen var blød - som at sætte sig på en pude. Og der var så meget af den. Det her måtte være fire eller fem gange mere absorberende end de nat-pull-ups, jeg plejede at bruge.

Da mor havde drysset et meget generøst lag babypudder bagpå, trak hun forsigtigt bleens forside op og placerede den hen over min mave. Mens hun rodede med tapen, lagde jeg mærke til noget, jeg ikke havde set før. I stedet for én tape i hver side, som bleer normalt har, var der to. Spøjst. Mor blev ved med at justere tapen, indtil den sad tæt både i taljen og omkring benene.

Hun tog fat i begge mine hænder og hjalp mig op at stå. Og det var først der, jeg for alvor mærkede forskellen.

Polstringen i pull-ups’ne havde altid føltes lidt mærkelig mellem benene, selvom det nok ikke var så forskelligt fra et ekstra stort trusseindlæg. Men bleen var noget helt andet. Den dækkede langt mere af min krop og var tydeligt tykkere. Jeg kunne mærke, hvordan bleens absorberende polstring skubbede mine ben en smule fra hinanden, mens jeg prøvede at stå helt oprejst.

Mor tjekkede tapen igen - alle fire - og kørte derefter en finger langs både taljen og benåbningerne for at sikre sig, at alt sad tæt og godt.

“Jeg kan ikke det her,” hulkede jeg.

Tårerne, som jeg havde kæmpet for at holde tilbage hele aftenen, blev sluppet løs på én gang. Det her var det værste øjeblik i mit liv. Jeg var femten. Jeg var lige startet i 9. klasse. Jeg burde være i gang med at vokse op og få mere ansvar. I stedet føltes det som om, jeg havde taget et kæmpe skridt baglæns - helt tilbage til den sengevædende unge, jeg havde været i indskolingen.

Jeg rakte ned mod bleen og forsøgte at pille ved tapen, men mor børstede blidt min hånd væk. Før jeg nåede at prøve igen, trak hun mig ind i et fast kram. Jeg begravede hovedet i hendes hals og lod hendes trøje opsuge mine tårer.

“Må jeg ikke nok tage den af? Hvis jeg tisser i sengen igen, så lover jeg selv at ordne det hele. Du behøver ikke engang at vågne.”

“Sarah, du er femten. Du må holde op med at pive. Du har brug for bleen, og derfor skal du have den på. Sådan er det bare.”

Alt, jeg ønskede, var at få den ble af. Jeg prøvede at spille på hendes følelser. Kunne hun ikke se, hvor pinligt det her var for mig?

“Men du forstår ikke, hvor ydmygende det er.”

“Selvfølgelig gør jeg det,” afbrød mor skarpt. “Jeg tissede i sengen helt til 2.g. Jeg havde også ble på hver eneste nat, indtil det stoppede - og det er præcis det, du også skal.”

Det fik mig faktisk til at stoppe med at græde. Vent… mor havde også haft det sådan? Jeg kunne næsten ikke tro det.

“Du er heldig. De lavede slet ikke bleer så gode dengang, som de gør nu,” tilføjede hun.

Jeg følte mig ikke spor heldig. Held ville have været, hvis jeg vågnede i morgen og hele problemet på mirakuløs vis var forsvundet.

“Nu skal du i seng,” sagde mor. “Du skal jo stadig op og i skole i morgen.”

“Og tag de her på også,” sagde hun og rakte mig et par natbukser.

Jeg var i det mindste taknemmelig for, at jeg selv måtte tage dem på. Jeg trak dem hurtigt op - små sejre tæller stadig.

Mor gav mig et klap bagi, da jeg vendte mig om for at gå ud af værelset. Jeg vraltede over gangen til mit eget værelse, bleen knitrede med hvert skridt.

Jeg havde ikke lyst til at falde i søvn. At falde i søvn betød, at jeg på et tidspunkt skulle vågne. Og at vågne betød at skulle konfrontere en virkelighed, jeg slet ikke var klar til. Jeg havde overhovedet ingen forhåbning om, at bleen ville være tør i morgen - ikke med den uge, jeg havde haft. Så længe jeg holdt mig vågen, kunne jeg udskyde det. Men livet havde ingen pauseknap. Lige meget hvor meget jeg prøvede at holde øjnene åbne, så kom søvnen, som den altid gjorde - og førte mig videre mod en ny dag, om jeg ville det eller ej.

kirstine · 1. August 2025, 11:32

Kapitel 23

Bedst serveret kold

Bi-bi-bi-bip. Bi-bi-bi-bip.

For en gangs skyld var det vækkeuret og ikke mor, der vækkede mig. Jeg satte mig op med det samme og strakte hånden ud for at ramme snooze-knappen. Bare fem minutter mere.

Men da jeg lagde mig ned igen, mærkede jeg med det samme den kolde, klamme ble mod min numse. Åh nej. Jeg burde nok ikke være overrasket over, at jeg havde tisset i den, men det slog mig først, at jeg havde ble på, i det øjeblik jeg lagde mig ned igen.

Jeg stak hånden ned under pyjamasbukserne for at mærke efter. Under det glatte plastlag foran føltes bleen både blød og ujævn - det absorberende indhold var begyndt at klumpe i løbet af natten. Den virkede faktisk ikke engang helt fyldt op, ikke som når mine pull-ups plejede at være brugt. Der var heller ikke sporet af fugt udenpå. Jeg kunne sikkert have tisset i den et par gange mere, før den blev utæt.

Da jeg trykkede på snooze, havde jeg glædet mig til lidt mere søvn. Men nu kunne jeg ikke tænke mig andet end at mor kom og skiftede mig. At have en pull-up på havde aldrig virket så tillokkende før.

Et øjeblik efter åbnede døren sig. Mor havde sikkert hørt vækkeuret. Jeg holdt øjnene lukkede. Jeg vidste godt, hvad der ventede, og jeg havde ikke spor lyst til at tage den samtale. Jeg åbnede først øjnene, da jeg hørte hendes skridt helt henne ved sengen.

“Har du sovet godt i nat?”

“Ja.”

“Og du vågnede overhovedet ikke midt om natten?”

“Nej.”

“Og hvordan gik det med bleen? Havde du et uheld?”

Det var én ting at tisse i den. Det var noget helt andet at indrømme det overfor min mor.

“Det ved jeg ikke,” svarede jeg og undgik hendes blik.

“Så må jeg selv tjekke.”

Hun trak dynen væk så toppen af mine natbukser var synlig. Så trak hun forsigtigt linningen af mine natbukser ned, lige nok til at se den tydelige våde plet.

“Se, er det ikke meget bedre end at vågne op til en drivvåd seng midt om natten?”

Jeg sagde ikke noget. Det lå mig fjernt at indrømme, at hun havde haft ret. Men det havde hun jo. Jeg følte mig ikke halvt så træt, som jeg havde gjort de sidste mange morgener.

“Kom så,” sagde hun og trak mine bukser op igen. “Vi skal have dig op, så jeg kan finde pusleunderlaget frem.”

“Mor, jeg skal også skiftes,” jamrede Emilia fra tremmesengen.

Øv, endnu en ting jeg nu har tilfælles med min lillesøster. Da jeg var kommet ud af sengen, smed mor dynen over i hjørnet og lagde pusleunderlaget midt på madrassen. Jeg kravlede pligtskyldigt op midt på underlaget.

“Skat, du må lige rykke dig lidt, så der er plads til din søster også,” sagde mor.

“Men…”

“Ingen men. Det går hurtigere, hvis jeg skifter jer begge to på én gang.”

Emilia vidste godt, at jeg var begyndt at tisse i sengen igen, men hun havde endnu ikke set mig i en ble - noget jeg havde håbet på at undgå. Jeg rykkede mig mod kanten af underlaget, mens mor løftede Emilia op fra tremmesengen og lagde hende ved siden af mig.

Mor trak mine natbukser helt af, så den våde ble nu var næsten fuldt synlig. Kun den øverste kant var dækket af min T-shirt. Hun gjorde det samme med Emilia, og nu lå vi begge to på sengen, kun iført t-shirt og ble. Mor fandt nogle vådservietter og en ren pull-up frem til Emilia, og imens drejede Emilia hovedet og kiggede på min ble.

“Min ble ser sødere ud end din,” sagde hun.

Tusind tak, søs. Jeg vendte ansigtet væk, så hun ikke kunne se, hvor røde mine kinder var blevet.

“Du skal ikke drille din søster, Emilia. Bleer til børn på hendes alder har ikke søde motiver.”

Det gav jo egentlig mening. Små børn kunne måske narres til at føle sig lidt bedre tilpas i en ble, hvis den havde nuttede figurer på. Den slags virkede ikke på teenagere.

De fire tapes på bleen blev højlydt revet op. Jeg fik kuldegysninger, da mor tørrede mig med de kolde vådservietter. Men selvom de var kolde, føltes de faktisk ret dejlige, fordi de ubehagelige rester af tisset i bleen blev tørret af.

Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg burde have det med det hele. Det var stadig ydmygende at blive skiftet af sin mor, men det føltes ikke helt så slemt længere - måske fordi hun allerede havde gjort det de sidste fem dage i træk.

En del af mig var lettet. Lettelsen over at vågne og ikke være helt smadret af træthed. Lettelsen over ikke at skulle skifte sengetøj midt om natten. Men det var jo netop dét. At føle lettelse betød også at jeg måtte erkende, at der var noget, jeg havde brug for lettelse fra. På den måde var den følelse kun et plaster på et større sår - det faktum, at jeg ikke længere havde fuld kontrol over min blære om dagen og åbenbart ingen kontrol om natten.

Jeg ønskede ikke bare at føle lettelse. Jeg ønskede, at problemet forsvandt helt. Men for det, havde jeg brug for svar. Jeg havde brug for at vide, hvorfor min krop pludselig opførte sig sådan, og hvad jeg kunne gøre for at få det til at stoppe. At søge information derhjemme var udelukket - mor holdt nøje øje med alt, hvad jeg lavede på nettet. Hun ville nok heller ikke tage mig til lægen, og hvis jeg gik til sundhedsplejersken på skolen, ville hun få det at vide. Måske kunne jeg bruge en af computerne på biblioteket. Der var ikke mange elever, der brugte dem, men der var stadig en chance for, at nogen opdagede det. Alligevel virkede det nu som en risiko, der var værd at løbe.

Da mor var færdig med vådservietterne, rakte hun mig et håndklæde, og jeg gik ud på badeværelset for at tage et bad og lægge en plan for, hvad jeg skulle gøre, når jeg kom i skole.

Jeg var klædt på - eller rettere ikke klædt på - præcis som de andre skoledage i denne uge. Man skulle tro, det havde givet mere mening at klæde mig helt på efter badet, men mor insisterede stadig på at min pull-up skulle være synlig hele tiden, når jeg var hjemme, så jeg måtte ikke få mine jeans på før lige inden jeg skulle ud ad døren og hen til bussen.

At Emilia var klædt på på samme måde som mig, gjorde det ikke spor bedre. Jeg var hendes storesøster. Det havde været mit ansvar at lære hende at bruge toilettet, og nu virkede det som om, mor mente, at jeg også skulle behandles som en tumling. Vreden jeg havde gået og følt overfor Emilia, siden hun sladrede til mor om mit uheld - grunden til, at jeg overhovedet var havnet i denne situation - havde ulmet hele ugen. Jeg vidste bedre end at lange åbenlyst ud efter min lillesøster, men jeg ville ikke afslå en diskret mulighed for at få lidt hævn over hende.

Emilia lavede en lille vrikkedans, mens hun spiste sin morgenmad. Jeg vidste præcis, hvad det betød. Hendes blære sagde, at det var tid til at gå på potten, og hun prøvede at trække tiden ud så længe som muligt. For en uge siden, da det stadig var mit job at holde styr på hendes pottetræning, ville jeg have mindet hende om, at hun skulle gå ud og sætte sig på toilettet. Men det var ikke mit problem længere. Jeg skulle ikke engang skifte hende, hvis hun tissede i sin pull-up. Så hvorfor skulle jeg dog bekymre mig?

Efter et par minutter, hvor Emilias uro kun var blevet værre, sprang hun pludselig ned fra stolen og tog et par hurtige skridt hen mod badeværelset. Men det var for sent. Emilia stoppede op og forsøgte at klemme benene sammen. Jeg vidste med det samme, hvad det betød.

“Mor!” råbte jeg ned ad gangen og gjorde mit bedste for at skjule den frydefulde tone i stemmen. “Emilia har lige haft et uheld.”

Jeg burde have haft dårlig samvittighed, men det havde jeg ikke. Det var hendes skyld, at mor stadig havde mig i pull-ups. Emilia satte sig ned på gulvet og begyndte at græde. Jeg gjorde intet for at trøste hende. I stedet lukkede jeg af for larmen og spiste roligt min morgenmad færdig.

Siden vi havde det samme skema, delte Samantha, Desi og jeg også vores morgenstudietime. Normalt var det hyggeligt at have lidt tid midt på dagen, hvor vi kunne sludre sammen, men i dag havde jeg brug for en undskyldning for at slippe væk, hvis jeg skulle nå at undersøge noget om mine blæreproblemer på biblioteket.

Jeg ventede et par minutter, til vi alle tre havde sat os godt til rette i de bløde stole i en af studieloungerne.

“Hey, jeg skal lige over på biblioteket og finde nogle bøger til mit historieprojekt. Er der nogen af jer, der vil med?”

Desi rystede på hovedet. Samantha så på mig, som om jeg var blevet skør.

Biblioteket var næsten tomt. Skolen var over tredive år gammel, så biblioteket var en levn fra en tid, hvor elever ikke lige havde adgang til alverdens information via deres mobiler og laptops.

Kun én af de otte computere i bibliotekets lille computerhjørne var i brug. De små skærme og gamle kabinetter så ud som noget fra en forgangen tid. Jeg tror ikke, nogen af dem kørte med noget nyere end Windows XP. Jeg kiggede efter en computer, som en anden elev havde glemt at logge ud af. Jeg ville helst ikke have, at mine søgninger blev forbundet med mit eget skolelogin.

Jeg satte mig ved en computer for enden af rummet, som stadig var tændt. Der var en væg lige bag mig, så det var usandsynligt, at nogen ville komme forbi og kunne se, hvad jeg lavede. Jeg åbnede en browser og lod som om, jeg søgte på noget til en skoleopgave.

Da jeg åbnede en ny fane, anede jeg ikke, hvad jeg skulle skrive. Der måtte findes et medicinsk udtryk for det, jeg oplevede, men jeg havde ingen idé om, hvad det kunne være. Mine fingre stivnede over tastaturet. Turde jeg virkelig skrive det? Jeg kiggede mig rundt. Der var stadig ingen i nærheden. Men hvad skulle jeg skrive? Jeg tøvede lidt, og så skrev jeg hurtigt: “15 år og begyndt at tisse i bukserne.”

Søgeresultaterne kom hurtigt, og de fleste indeholdt et ord, jeg ikke kendte: inkontinens? Jeg lavede en ny søgning, bare på det ord. Google kom straks op med en definition - “manglende evne til frivillig kontrol over vandladning eller afføring.” Det passede ret godt på, hvad jeg oplevede. Jeg havde ikke engang tænkt på, at det også kunne handle om afføring. Jeg burde måske være glad for, at det kun var blæren, der drillede.

Det lettede mig faktisk lidt, at der fandtes et navn for det. Nu skulle jeg bare finde ud af, hvad man kunne gøre for at få kontrollen tilbage. Jeg skrev “kur mod inkontinens” i søgefeltet. Piller, operationer, kostomlægning, implantater, øvelser… Der var så mange mulige årsager og løsninger, at det gjorde mig helt overvældet. Jeg lukkede hurtigt browseren igen. Nerverne havde taget over.

Jeg var ikke kommet meget længere, end da jeg startede. Nu vidste jeg dog, at det hed inkontinens, men hvorfor det var begyndt, og hvad jeg kunne gøre ved det, anede jeg stadig ikke.

Før jeg gik fra biblioteket, greb jeg den første bog om George H.W. Bush, jeg kunne finde, for at bakke op om den undskyldning, jeg havde givet mine veninder for, hvorfor jeg gik derover. Da jeg kom tilbage til studieloungen, sad både Desi og Samantha og rodede med deres telefoner. Jeg tvivlede på, at der var blevet læst ret meget, mens jeg havde været væk.

“Fandt du det, du ledte efter?” spurgte Desi.

“Ja.”

Desi puffede let til Samantha med foden.

“Hej, vi burde også komme i gang med vores projekt.”

“Slap nu af, vi har masser af tid,” svarede Samantha.

Jeg håbede, Lisa også havde styr på projektet. Vi havde ikke talt om opgaven, siden vi fik den tidligere på ugen.

“Hej,” sagde Desi, som om hun pludselig kom i tanke om noget vigtigt. “Det er halloween om mindre end en uge. Vi skal finde ud af, hvad vi skal lave.”

Jeg måtte beherske mig for ikke at sende hende et surt blik. Det var ikke noget, jeg havde lyst til at blive mindet om.

“Undskyld,” sagde Desi. “Jeg glemte, at din mor ikke kan lide halloween.”

“Det er ikke fordi, hun ikke kan lide det,” sagde jeg. “Hun besluttede bare, at da jeg fyldte tretten, så var jeg for gammel til at gå rundt og samle slik.”

“Det er da vildt strengt,” sagde Samantha.

“Jeg ved det. Mor giver ikke engang slik ud til børn, hvis de ser bare lidt for gamle ud.”

Det havde været en fast tradition, at vi tre gik ud sammen til halloween. Samanthas kvarter var det bedste, hvis man ville have masser af slik. Men de sidste to år havde Samantha og Desi været nødt til at tage af sted uden mig.

“Vent,” sagde Samantha. “Vi behøver jo ikke gå dør til dør for at have det sjovt til halloween. Vi går i 9. nu. Vi kunne tage til skolens halloweenfest i stedet.”

“Jeg ved ikke, hvad mor vil sige til det.”

“Men det er jo en skolefest, ikke børnehallowen,” sagde Desi. “Så mon ikke hun siger ja.”

“Jeg har ikke engang nogen idé om, hvad jeg skulle klæde mig ud som.”

“Der er stadig næsten en uge til, så du har masser af tid til at finde på noget,” sagde Desi.

Jeg nikkede. Tanken om at kunne klæde sig ud igen lød faktisk ret sjov. Men at få mor til at gå med til det? Det ville blive svært.

kirstine · 1. August 2025, 13:24

Kapitel 24

Bare tis i bukserne

Der er meget få gange i mit liv, hvor jeg har været taknemmelig for at være drivvåd fra top til tå - men det her var en af dem.

Cheerleading var slet ikke så glamourøst, som det ser ud på tv. Aftenens football-kamp skulle selvfølgelig lige ligge på den eneste dag i måneden, hvor det regnede. Og det gjorde det ikke bedre, at vores hold spillede afsindigt dårligt. Jeg forstod stadig kun det mest grundlæggende af reglerne, men man behøvede ikke være ekspert for at regne ud, at det ikke er godt at have nul point.

Hele kampen igennem havde jeg håbet at høre et tordenbrag. Lyn ville have betydet, at kampen straks blev aflyst. Men selvfølgelig var det bare en støt, vedvarende regn, som jeg ikke havde andet valg end at stå igennem.

Der var gået over to timer, og et hurtigt blik op på måltavlen viste, at der stadig var seks minutter og femogtyve sekunder tilbage af tredje quarter. Seriøst, hvorfor skal football-kampe tage så lang tid?

Udover en håndfuld forældre, der tydeligvis gik lidt for meget op i deres børns sportspræstationer - eller mangel på samme - var tribunerne stort set tomme. Mor og Emilia sad deroppe med en stor paraply til at holde regnen ude. Mor gik aldrig glip af de kampe, jeg skulle cheerleade til, og hun havde ikke fået fat i en babysitter, så Emilia var også slæbt med.

Ved pausen, hvor vi var bagud med otteogtyve point, havde de fleste tilskuere truffet det helt fornuftige valg at tage hjem. Men den luksus havde vi cheerleadere ikke. Vi stod stadig der og viftede med vores pompomer og gentog de samme råb og heppende bevægelser, vi allerede havde kørt igennem alt for mange gange i aften.

En lille trøst var dog, at Claire - min med-cheerleader og rendyrket kælling - var helt ude af den over vejret. Hendes perfekte lyse hår var blevet en forpjusket katastrofe. Og hendes make-up - som hun i forvejen havde brugt alt for meget af - var blevet totalt ødelagt af regnen. Det var måske ikke særlig pænt af mig, men jeg kunne ikke lade være med at føle en smule skadefryd, især oven på hendes mislykkede forsøg på at afsløre mine pull-ups.

Det eneste gode ved regnen var, at når man først er helt gennemblødt, kan man ikke blive mere våd. Min pull-up ville dog have været lige så våd, selv hvis det havde været en tør, solrig og skyfri aften - som fredag aftener burde være i oktober i New Mexico.

Regnen havde faktisk reddet mig fra en potentiel katastrofe. Jeg havde nemlig stadig en af mine egne pull-ups på, for jeg havde ikke nået at skifte til de pull-ups, jeg havde taget fra min stadig ikke-pottetrænede treårige lillesøster.

Min plan om at undgå mors opmærksomhed omkring mine uheld ved at bruge Emilias pull-ups havde næsten fået mig helskindet frem til weekenden uden at blive opdaget én eneste gang. I modsætning til vores football-hold var jeg faktisk nået helt ned i modstanderens red zone.

Næsten en uge tidligere, om søndagen, havde jeg haft et uheld, mens jeg havde en af Emilias pull-ups på, der ændte med at lække. Min søster havde set det, og den lille møgunge var straks løbet hen og sladret til mor. Jeg nåede at gemme pull-up’en, men jeg kunne ikke skjule mine våde bukser eller pytterne på gulvet.

Mor - som ikke anede, at jeg allerede brugte Emilias pull-ups i smug - besluttede sig for, at jeg skulle tilbage i pull-ups og fandt resten af de nat-pull-ups frem, hun havde gemt fra dengang, jeg stadig tissede i sengen. Og nu var jeg tvunget til at følge de samme pottetræningsregler som min tre-en-halvt-årige søster: jeg skulle holde min pull-up tør - eller i hvert fald snyde mor til at tro det - før hun ville sætte en stopper for det her fjollede toilettræningscirkus.

Ka-bum!

Jeg stoppede midt i en af vores rutiner og kiggede op, netop som et kraftigt lyn flængede himlen. Endelig. Dommerne fløjtede kampen af, og beordrede alle væk fra banen.

Jeg tøvede ikke et sekund med at tage imod mors tilbud om at køre mig hjem, så jeg kunne blive tør og få skiftet tøj. Jeg var ellers ved at have en god rutine med at skjule mine pull-ups, når jeg skulle skifte i omklædningsrummet, men jeg var stadig lettet over at slippe for det i aften.

Selvom jeg var svøbt ind i et håndklæde, sad jeg og frøs på passagersædet hele vejen hjem. Af en eller anden grund føltes det endnu koldere nu, hvor jeg ikke længere stod ude i regnen. Jeg var efterhånden vant til fornemmelsen af en våd pull-up, men den måde, den havde suget regnvandet til sig på, var helt ekstrem. Jeg tvivlede på, at den kunne opsuge så meget som en enkelt dråbe mere - hverken vand eller tis.

Så snart vi var hjemme, spurtede jeg mod badeværelset. Alt, hvad jeg ville, var bare at få det våde, kolde tøj af og tage et langt, varmt bad.

“Sarah, vent lige. Jeg skal lige tjekke din pull-up.”

Ikke igen. Men jeg burde nok ikke være overrasket. Med ryggen til hende rullede jeg med øjnene.

“Det er ikke nødvendigt, mor. Den er gennemblødt.”

Jeg fortrød straks, at jeg sagde det.

“Hvad! Hvorfor sagde du ikke, at du havde haft et uheld?”

Jeg sukkede. Jeg burde virkelig passe mere på med, hvordan jeg formulerer mig.

“Jeg har ikke haft et uheld. Alt mit tøj er blevet gennemblødt i regnen. Kan jeg ikke bare få lov til at blive ren?”

Jeg viklede håndklædet af kroppen og vendte mig mod hende igen. Selvom jeg ikke havde sagt hele sandheden, var det tydeligt, at mit tøj var blevet plaskvådt af regnen, og det kunne hun ikke rigtigt benægte.

“Fint, gå ind og få dig gjort i stand.”

Jeg ventede, til badeværelsesdøren var lukket bag mig, før jeg endelig tillod mig selv at ånde lettet op. Jeg undersøgte pull-up’en nøje, da jeg fik den af. Det var ikke helt åbenlyst, at jeg havde tisset i den, men hvis mor havde kigget ordentligt efter, ville hun nok have lagt mærke til de svage gule pletter. Jeg havde været heldig denne gang. Hvis jeg bare kunne skjule mine uheld i 48 timer mere, kunne jeg måske endelig få mor til at slippe det her.

Fredag aften plejede at betyde, at vi så en film, efter Emilia var blevet puttet. Normalt kunne det være svært at nå, fordi kampene trak ud, men da tordenskyllen havde afbrudt kampen i aften, var der faktisk tid til en hurtig film. Nogle gange lod mor mig vælge, hvad vi skulle se, men ikke i aften. Hun havde sat sig for, at vi skulle se en klichéfyldt Hallmark-julefilm, og der var ikke noget at gøre ved det.

Jeg sad og pillede ved min telefon det meste af filmen. Jeg var egentlig lettet over, at filmen holdt samtalen på et minimum. Vi havde ikke snakket om det her med natbleer, siden mor havde vækket mig i morges. Jeg havde prøvet at fortrænge det hele dagen, men nu hvor min sengetid hastigt nærmede sig, kunne jeg ikke undgå at mærke en voksende uro i kroppen.

Jeg vidste ikke engang, hvordan jeg burde have det med at skulle sove med ble på. På den ene side havde jeg aldrig følt mig mere ydmyget end da min mor gav mig ble på. Men på den anden side vidste jeg jo godt, at jeg havde et problem med at tisse i sengen - og at vågne op midt om natten med en drivvåd pull-up og et gennemblødt lagen var altså heller ikke ligefrem behageligt.

Det eneste, jeg vidste med sikkerhed, var, at jeg ikke havde lyst til at tale med hende om det. Hvis jeg skulle have ble på om natten, ville jeg hellere bare få det overstået og komme igennem det, indtil jeg kunne lære mere om det her inkontinens-halløj, som jeg havde læst om på skolebiblioteket tidligere i dag. Jeg havde ikke fundet en løsning endnu, men det, at der fandtes et medicinsk udtryk for det, og at der var så mange der skrev om det online, måtte jo betyde, at der var noget man kunne gøre.

Filmen sluttede endelig. Ja ja, pigen fik fyren. Julen blev reddet. Alle levede lykkeligt til deres dages ende. Jeg vidste, at mor snart ville give mig ble på, og gøre mig klar til sengetid, men jeg havde noget andet, jeg ville spørge hende om, så jeg prøvede at komme hende i forkøbet og skifte emne.

“Mor?” begyndte jeg, mens jeg prøvede at finde den rigtige måde at formulere mit spørgsmål på. “Der bliver holdt en Halloween-kostumefest på skolen, og jeg tænkte på, om det ville være OK, at jeg tog med, nu hvor jeg ikke skal ud og samle slik?”

Mor tøvede, før hun svarede. Det var sjældent et godt tegn.

“Hvad siger du til det her: Hvis du ikke har flere uheld i løbet af dagen inden da, så må du tage med til festen.”

“Det var altså kun ét enkelt uheld,” svarede jeg, løgnen gled ubesværet over mine læber. Jeg havde ikke tænkt mig, at mor skulle finde ud af, hvordan det egentlig hang sammen. “Er det ikke lidt strengt at blive ved med at hænge mig op på det?”

“Hold nu op med at klage. Hvis det kun var ét uheld, så har du jo ikke noget at bekymre dig om. Jeg vil bare gerne have, at du er et godt forbillede for Emilia.”

Jeg vidste godt, at mor troede, at det ville hjælpe Emilias pottetræning, hvis jeg fulgte de samme regler som hende. Men for at være helt ærlig syntes jeg, det havde den modsatte effekt. Jeg mener - set fra min søsters synspunkt: Hvis selv hendes storesøster kunne ende tilbage i pull-ups og bleer, hvordan skulle hun så tro på, at det overhovedet var muligt for hende at blive pottetrænet?

Jeg besluttede mig for ikke at presse hende yderligere. Aftalen om Halloween-festen var nok det bedste, jeg kunne håbe på, og jeg havde virkelig ikke lyst til at tale mere om mine blæreproblemer end højst nødvendigt. Vi sad i stilhed på sofaen i nogle minutter bagefter. Jeg rodede lidt med telefonen, uden rigtig at lave noget. Jeg vidste, hvad der ventede, og selvom jeg bare gerne ville have det overstået, kunne jeg ikke tage mig sammen til at bringe det på bane.

“Så, Sarah, det er sengetid,” sagde mor nøgternt, som om det var det mest naturlige i verden, at hun skulle give sin teenage-datter ble på, før hun blev sendt i seng.

Jeg tog det som et vink og løb ud på badeværelset. Jeg ville hellere selv tage initiativet end at skulle have hende til at minde mig om at tisse af.

Da jeg et par minutter senere trådte ind i mors soveværelse, lå der allerede et skifteunderlag, en ble og babypudder pænt klar. Jeg vidste, hvad jeg skulle gøre, uden at hun behøvede at sige noget. Jeg lagde mig ned på underlaget og lukkede øjnene.

Mit værelse var stadig mørkt, da jeg vågnede - i modsætning til aftenen før, hvor jeg havde fået en uafbrudt nats søvn. Jeg havde ikke glemt, at jeg havde ble på, men hvis jeg nu havde, ville den høje knitren, da jeg satte mig op, have mindet mig om det. Jeg kunne mærke, at jeg skulle tisse, men jeg behøvede ikke at tjekke bleen for at vide, at den stadig var tør.

Trangen var ikke så voldsom, at jeg var nødt til at styrte ud på badeværelset med det samme, men den var alligevel stærk nok til, at jeg tvivlede på, om jeg kunne ignorere min blære længe nok til at falde i søvn igen. Og hvis det endelig lykkedes mig at sove videre, var chancen for at vågne op uden en våd ble tæt på nul.

Jeg overvejede mine muligheder. At tisse i bleen var udelukket. Og mor havde gjort det klart, at jeg ikke måtte vække hende midt om natten, så det var heller ikke en mulighed. Hvis jeg kunne få bleen af og på igen helt selv, kunne jeg gå på toilettet og undgå at vågne op med en våd ble - uden at mor ville opdage noget.

Jeg sneg mig lydløst ud af værelset og ned ad gangen. Heldigvis sov mor altid med døren lukket, så der var ingen risiko for, at hun så mig.

Jeg prøvede at trække bleen ned til knæene, men mor havde gjort et grundigt stykke arbejde, da hun satte den på - hun havde sørget for, at tapen sad helt stramt rundt om livet. I modsætning til Emilias bleer havde denne her ikke elastiske sider. Jeg trak forsigtigt i tapen, men den sad alt for godt fast.

Selvom jeg ikke havde lyst til at ødelægge bleen - jeg var nødt til at kunne sætte tapen på igen, så mor ikke opdagede noget - var trangen til at tisse blevet nærmest uudholdelig, nu hvor min krop vidste, at toilettet kun var få øjeblikke væk. Hvis jeg ikke skyndte mig, ville jeg ende i en våd ble alligevel.

Det føltes lidt som at prøve at hive et plaster af. Langsomt og forsigtigt virkede ikke. Nogle gange er man bare nødt til at rive det af. Jeg rykkede hurtigt og bestemt i tapen.

“Pis…”

Jeg fik den af - men tapen tog et stykke af den yderste plastik med sig, så det hvide, bløde fyld inden i bleen blev synligt. Så meget for at genbruge den. Men nu var skaden sket, og der var ingen vej tilbage. Jeg rev de sidste tre stykker tape af - de efterlod også rifter i bleen - og satte mig straks på toilettet.

Selvom jeg lige havde reddet mig selv fra en våd ble eller et gennemblødt lagen, var jeg ikke specielt glad for de muligheder, jeg havde tilbage.

Hvis jeg ikke havde en ble på, når mor tjekkede til mig i morgen tidlig, ville helvede bryde løs, og intet jeg sagde, ville kunne redde mig. Jeg var ikke sikker på, om jeg overhovedet kunne finde ud af at sætte en ny ble på selv, og selv hvis jeg kunne, lå bleerne inde på mors værelse - og der kunne jeg ikke komme ind uden at vække hende.

Det efterlod én mulighed, og selvom den var ydmygende, var det stadig bedre end alt andet, min søvndrukne hjerne kunne finde på.

Jeg gik hen til mors dør og bankede blidt på et par gange. Så lagde jeg øret mod døren og lyttede. Intet. Jeg havde ikke banket højt nok til at vække hende. Jeg bankede hårdere anden gang. Jeg ville virkelig bare gerne tilbage i seng, og jeg vidste, at jeg ville få seriøse problemer, hvis jeg gjorde det uden at få en ny ble på. Men selv med det højere bank fik jeg stadig ingen reaktion.

“Mor, vil du ikke nok stå op?” sagde jeg, mens jeg bankede gentagne gange på døren.

Det føltes så pinligt. Det var længe siden, jeg sidst havde været nødt til at vække hende om natten. Jeg lagde igen øret mod døren, og denne gang hørte jeg heldigvis dynen rasle, da hun satte sig op. Hun åbnede døren på klem og kiggede på mig med et træt og irriteret blik.

“Hvad laver du oppe, unge dame? Klokken er stadig midt om natten.”

Jeg besluttede mig for at gå lige til sagen.

“Jeg har brug for en ny ble.”

Mor så forvirret på mig. Jeg tror ikke helt, hun forstod, hvad jeg mente.

“Skat, hvis du har tisset i bleen, skal du bare lægge dig til at sove igen. Hele pointen med at have ble på er, at du kan blive liggende hele natten uden at blive forstyrret.”

Virkelig? Ja, jeg havde godt nok tisset i sengen flere gange den seneste uge, men det irriterede mig, at mor automatisk gik ud fra, at jeg havde haft et uheld igen.

“Jeg har ikke tisset i den. Jeg vågnede og skulle på toilettet, så jeg tog den af, men tapen rev hul i ydersiden, så nu har jeg brug for, at du giver mig en ny på.”

“Sarah, jeg er glad for, at du nåede på toilettet i tide, men det var ikke kun for at holde sengen tør, at du skulle have ble på. Hvis du vækker mig hver nat, får vi begge alt for lidt søvn. Næste gang det sker, forventer jeg, at du bliver i sengen, bruger bleen hvis det er nødvendigt, og sover videre til det bliver morgen.”

“Undskyld, hvad?”

“Du hørte mig godt. Næste gang skal du bare tisse i bleen.”

Min kæbe faldt. Jeg stirrede på hende.

“Jeg er femten. Jeg har ikke tænkt mig at tisse i en ble med vilje,” sagde jeg højt. Jeg vidste godt, jeg ikke burde hæve stemmen over for mor, men det her var fuldstændig skørt. Der var ingen chance for, at jeg ville tvinge mig selv til at tisse i en ble.

“Luk munden, unge dame, og tal ordentligt. Du er femten? Jamen, så burde du også kunne blive i sengen hele natten uden at tisse i den - eller stå op for at gå på toilettet. Du bliver behandlet som en femtenårig, når du opfører dig som en.”

Heldigvis havde hun ikke tændt lyset, så hun kunne ikke rigtig se, hvor vred jeg så ud. Der var ingen chance for at vinde en diskussion med mor. Jeg havde allerede fået to endefulde de sidste par uger, og jeg havde ikke lyst til en tredje - og det var tydeligvis den retning, samtalen var på vej hen, hvis jeg ikke gav mig.

Efter et øjeblik nikkede jeg bare stille. Jeg var bange for, at jeg ikke kunne sige noget uden at lyde vred.

Bleskiftet denne gang var langt fra så nænsomt som de forrige to. Mor skyndte sig at få bleen på mig, og hun kom til at spænde tapen alt for stramt, så det nærmest kneb mod huden. Men jeg orkede ikke at brokke mig og risikere, at hun gjorde det hele om igen.

Jeg vraltede tilbage i seng uden at tage mine natbukser på, men nåede knap at lægge mig, før jeg mærkede noget virkelig frustrerende - jeg skulle tisse. Det var ikke, fordi jeg skulle helt vildt meget, og det ville nok kun være en lille smule, hvis jeg lod det ske, men fornemmelsen fra blæren var nok til, at jeg vidste, jeg ville få svært ved at falde i søvn.

Jeg vendte og drejede mig i hvad der føltes som en evighed. Lige meget hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke få den der lille tissetrang til at forsvinde, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at jeg lå med en våd ble på. Og trods alt mit rullen rundt sad bleen stadig lige så tæt og ubehagelig, som da mor havde sat den på for en times tid siden.

Alt, jeg ønskede, var bare at falde i søvn. Hvis jeg havde et uheld, mens jeg sov, ville det ikke føles nær så slemt. Men at tisse i bleen med vilje - når det egentlig ville være helt rimeligt at lade mig gå på toilettet - det føltes bare forkert.

Bare tis i bukserne. Bare tis i bukserne. Bare tis i bukserne.

Sætningen fra det mareridt, jeg havde haft, da jeg begyndte at tisse i sengen, dukkede op igen. Den dér uhyggelige, nedværdigende opfordring. Jeg havde først hørt hr. Higgins sige det til Lisa, da hun bad om lov til at gå på toilettet. Og nu var det mor, der sagde nærmest det samme til mig.

Det gav stadig ingen mening. Men hvad skulle jeg gøre? Hvis jeg nægtede, ville det bare ende med, at det hele blev endnu værre. Med en søvnig erkendelse af, at det her ikke var en kamp, jeg kunne vinde, slap jeg kontrollen over blæren og faldt kort tid efter i søvn.

kirstine · 1. August 2025, 20:11

Kapitel 25

Øvelse gør mester

Lisa sendte mig et smil, da jeg satte mig ved siden af hende i computerrummet, og jeg gengældte det. Selvom jeg elsker at spille Fortnite, var det bare en lettelse i sig selv at komme lidt ud af huset en lørdag.

Min ble havde været endnu mere våd, da jeg vågnede i morges, og blev tjekket af mor. Hun virkede hverken sur eller skuffet. Hun havde bare det der selvtilfredse “hvad sagde jeg”-udtryk i ansigtet, mens hun gjorde mig ren. Og som om det ikke var slemt nok, var Emilia vågnet op tør for tredje gang i denne uge, og mor gjorde et stort nummer ud af at rose hende lige foran mig.

Til udtagelsesprøven i sidste uge havde Lisa og jeg været de to bedste spillere, selvom hun klart var bedre end mig. Jeg havde aldrig spurgt, hvor meget hun spillede, men jeg gættede på, at det var en hel del mere end mig. Jeg var kommet ti minutter før tid - jeg havde sagt til mor, at det var vigtigt, jeg kom tidligt til den første træning, men i virkeligheden ville jeg bare nå at skifte til en af Emilias pull-ups, inden vi gik i gang.

Det var sjældent, Lisa selv startede en samtale, så jeg besluttede mig for at tage initiativet og spurgte til hendes Halloween-planer.

“Skal du til Halloween-festen på fredag?”

“Ja, jeg bliver nødt til det. Min onkel er en af dem, der skal holde opsyn.”

“Du bliver nødt til? Har du ikke lyst til at tage med?”

“Jeg ved ikke helt. Jeg har faktisk aldrig været til en Halloween-fest før.”

“Vent - seriøst?”

“Ja, altså… mine forældre syntes ikke, Halloween var passende for børn, så jeg har aldrig klædt mig ud eller været ude og rasle.”

“Wow. Og jeg troede, min mor var streng, fordi hun sagde, jeg ikke måtte gå rundt og rasle, efter jeg fyldte tretten. Hvad skal du så være klædt ud som?”

“Det ved jeg ikke rigtig. Jeg har ikke fundet på noget endnu.”

“Det har jeg heller ikke. Så vi er i samme båd.”

Vi sad lidt i stilhed, mens jeg tændte computeren og loggede ind på min Fortnite-konto. Hvad kunne jeg overhovedet finde på at være til Halloween? Mor kom i hvert fald ikke til at købe noget fancy kostume til mig, og mit sølle lommepengebudget kunne heller ikke klare det. Det måtte blive noget simpelt eller hjemmelavet.

“Tror du… vi kunne finde på noget, vi kunne klæde os ud som sammen?” spurgte Lisa stille.

Jeg havde ikke spurgt Desi eller Samantha om, hvad de ville klæde sig ud som. Jeg var sikker på, Desi ikke ville have noget imod, at jeg lavede noget sammen med Lisa, men jeg vidste ikke, hvordan Samantha ville tage det. Hun havde det med at passe lidt på sin vennegruppe og brød sig ikke om, når nye kom ind udefra. Jeg besluttede mig alligevel for at sige ja - men først måtte jeg finde ud af, hvad Lisa havde i tankerne.

“Det kunne vi godt, men jeg har virkelig ingen idéer til kostumer. Har du tænkt på noget?” spurgte jeg.

“Vi kunne klæde os ud som Ting 1 og Ting 2 fra Dr. Seuss,” sagde Lisa. “Det burde være nemt nok at sætte sammen.”

“Okay… men hvem af os skal så være Ting 1, og hvem skal være Ting 2?”

“Det bestemmer du bare. Det er lige meget for mig.”

“Så kan du være Ting 1, og så er jeg Ting 2.”

Lige i det øjeblik trådte træner Olson ind i computerrummet - det var tid til træning.

“Er I spændte på de nye opdateringer til Fortnite-kortet?” spurgte han.

“Nej,” sagde Lisa tørt.

Alle vendte sig mod hende. Det var lidt usædvanligt, at Lisa svarede så direkte.

“Jeg hader alle de køretøjer, de har tilføjet,” sagde hun. “De er alt for gimmick-agtige og nemme at udnytte.”

Lisa tog ikke fejl - det var sikkert.

Kortet i Fortnite havde fået en kæmpe opdatering for et par dage siden, så Olson brugte de første 30 minutter af træningen på at gennemgå ændringerne og vise os de bedste steder at lande, når vi hopper ud over øen. Jeg har altid foretrukket at lande i udkanten af kortet og så arbejde mig indad, men han opfordrede os til at tage flere chancer og lande tættere på midten. Der var godt nok flere spillere dér, men gevinsten - bedre loot - var risikoen værd. Ifølge ham i hvert fald.

Derefter introducerede han os for et par hjemmesider med træningsspil, hvor man kunne øve sine FPS-evner ved at klikke hurtigt på bevægelige mål. Min pegefinger begyndte faktisk at blive lidt øm efter en halv time, og det var endda med min lækre, ergonomiske gamingmus.

“Piger, vi holder en fem minutters pause,” sagde Olson. “Sørg for at være tilbage til tiden.”

Jeg havde klaret den første time af træningen uden at have uheld, men hvis jeg skulle holde mig ret meget længere, ville det begynde at blive svært.

Alle undtagen Lisa trissede ud for at gå på toilettet eller hente lidt vand. Jeg var faktisk ret stolt af mig selv - mere end en teenager burde være - bare fordi jeg havde holdt mig i en hel time.

Lisa sad stadig på sin plads, da jeg kom tilbage og satte mig ved siden af hende. Noget virkede forkert, da jeg trak min stol ud og satte mig ned.

Min rygsæk, som jeg havde lagt med forsiden nedad, lå nu med forsiden opad. Lisa havde været alene i lokalet, men hun ville vel aldrig rode i min taske? På den anden side - der var jo ikke andre, der kunne have flyttet den, for alle andre var gået ud for at strække benene, gå på toilet eller hente vand.

Først Claire, og nu Lisa. Hvorfor skulle alle absolut være så nysgerrige efter, hvad jeg havde i min taske? Jeg overvejede at spørge hende direkte, men jeg havde ikke lyst til at gøre et stort nummer ud af det - især ikke, hvis hun slet ikke havde set pull-ups’ne. Inden jeg nåede at beslutte mig, dukkede nogle af de andre piger fra holdet op igen. Jeg må nok bare lade det ligge for nu.

Resten af træningen fløj af sted. Vi spillede solo-matches, så jeg fik ikke chancen for at spille sammen med Lisa. Jeg prøvede at bevare roen. Lisa var jo ikke som Claire. Hun ville da ikke sige noget, selv hvis hun havde set noget, vel? Desuden var jeg begyndt at gemme pull-ups’ne endnu længere nede i tasken, så der var ikke nogen reel chance for, at hun havde set dem - selv hvis hun havde åbnet den. Jeg prøvede at fokusere på Fortnite igen. Der var virkelig ingen grund til at være så paranoid.

Så snart træningen var slut, tog jeg fat i min rygsæk under bordet. Alle lynlåse var lukkede, præcis som jeg huskede det. Måske havde jeg bare bildt mig noget ind. Lisa prikkede mig på skulderen, lige som jeg var ved at gå ud af computerrummet.

“Øh, Sarah, må jeg spørge dig om noget?”

Endnu et spørgsmål? Mit hjerte sprang nærmest et slag over. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige noget, så jeg nikkede bare.

“Altså, tror du, du kunne komme hjem til mig en dag, så vi kunne arbejde på det der historieprojekt sammen?”

Min første reaktion var at sige nej. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til at være sammen med Lisa, men med alle mine problemer med blæren virkede det som en dårlig idé at tilbringe mere tid væk hjemmefra end højst nødvendigt. Jeg kunne ikke lige finde en høflig måde at afslå på, og Lisa tolkede min tøven som et ja og fortsatte.

“Det tager sikkert ikke særlig lang tid, og når vi er færdige, kan vi spille et par runder Fortnite sammen. Vi kan spille på min PS4, så vi kan se hinandens skærme imens.”

Jeg prøvede halvhjertet at sige nej.

“Altså, jeg vil gerne, men jeg ved ikke, om min mor er med på det. Måske kunne vi mødes på biblioteket i stedet?”

“Jeg er sikker på, at det ikke bliver et problem. Min onkel er jo lærer, så jeg får bare ham til at ringe til din mor og høre ad.”

Jeg var fanget. Lisa havde overset alle de forsigtige undskyldninger, jeg kom med, og i stedet kørt videre med sin plan om, at vi skulle hjem til hende og lave projektet. Det var trods alt ikke en overnatning, så jeg skulle nok klare den - på trods af min blære.

“Det burde være i orden med min mor,” sagde jeg til sidst.

“Perfekt! Og vi har jo vores første Fortnite-kampe i næste uge, så du kan bare tage med mig hjem direkte bagefter.”

kirstine · 1. August 2025, 23:05

Kapitel 26

Nedtællingen

Tik. Tak. Tik. Tak.

Jeg stirrede nervøst på mit ur, mens sekunderne sneglede sig afsted. Tiden går allerlangsommest, når man holder mest øje med den, men jeg var så spændt på det her øjeblik, at min hjerne ikke kunne koncentrere sig om andet end de skiftende tal på mit digitale ur - indtil de til sidst bare blev til en farvet tåge foran mine øjne.

Jeg ville ikke andet end at lægge al den her ubehag og ydmygelse bag mig. Siden sidste søndag aften, hvor en utæt pull-up havde afsløret mig foran Emilia, havde jeg ventet på det her øjeblik. Mor havde brugt det ene uheld som en undskyldning for at sætte mig igennem det her cirkus med ny pottetræning - angiveligt for at være et godt eksempel for min lillesøster.

Det var nogle tåbelig regeler at tvinge en teenager til at følge. Altså helt ærligt - hvorfor skulle en teenagepige ikke være renlig? Hvad mor ikke vidste, var, at mine problemer med blæren rakte langt ud over det ene uheld og de sengevædninger, der kom lige bagefter. Jeg havde stort set ikke gået en hel dag uden at tisse i bukserne siden starten af måneden.

Hendes løsning - at give mig pull-ups på og lade mig gå rundt i huset sådan - gav ingen mening under normale omstændigheder. Bevares, når jeg rent faktisk havde problemer med blæren, skulle der selvfølgelig gøres noget ved det. Men det skulle være på mine præmisser, ikke hendes.

Jeg havde plaget hende om, hvornår jeg kunne slippe for pull-ups’ne hele dagen. Til sidst blev hun så træt af det, at hun bad mig sætte en timer på mit ur, der talte ned til det præcise tidspunkt, hvor jeg officielt ville have gået en hel uge uden nogen uheld. Eller, for at være mere præcis - en hel uge uden at mor havde opdaget nogen af dem.

Hvis hun fandt ud af det … nej. Den tanke skubbede jeg langt væk. Det hjalp ikke at tænke på hvad der ville ske, hvis mor fandt ud af hvordan jeg havde forsøgt at skjule mine uheld. Jeg måtte bare fokusere på at holde det skjult, indtil jeg nåede dertil, hvor det ikke længere var nødvendigt.

Femten minutter tilbage. Jeg kunne ikke klare spændingen mere. Jeg forlod værelset og gik ind i stuen. Emilia sad på gulvet og legede med sine dukker. Hun var fuldt påklædt, hvilket betød, at hun havde ble på under kjolen og strømpebukserne. Hun sad med benene over kors, en sut i munden og et trist blik i øjnene, mens hun uengageret flyttede rundt på sine små dukker og alt deres forskellige tilbehør.

Der havde været tidspunkter i løbet af ugen, hvor jeg havde været rasende på hende, fordi hun sladrede til mor om mit uheld uden at tænke sig om. Men efter at have fulgt min søsters pottetræningsregime i en hel uge, havde dets elendighed alligevel givet mig en vis mefølelse for hende. Måske ville det faktisk være nemmere at få Emilia pottetrænet, hvis mor ikke var så skrap? Jeg prøvede at slå den tanke ud af hovedet. At stille spørgsmålstegn ved mors regler var den sikre vej til problemer.

Den eneste lyspunkt i den sidste uges pottetræning var, at mor havde fritaget mig fra mine normale pligter med at tage mig af Emilias bleer og toiletbesøg. Jeg havde ellers håbet, at det ville blive permanent, men nej. Mor havde gjort det helt klart tidligere i dag, at så snart jeg var færdig med hendes pottetræning, så skulle jeg igen til at tage mig af min treårige lillesøster.

Halloween var mindre end en uge væk, men mors tanker var allerede sprunget flere højtider frem - helt til jul. Hun havde lige ommøbleret stuen for at gøre plads til juletræet i hjørnet. Man skulle tro, at én med hendes entusiasme - nej, lad os kalde det fanatisme - omkring jul ville insistere på et ægte grantræ. Men mor holdt nu stadig mest af det kunstige, to-en-halv meter høje træ, der næsten rørte loftet, når det stod i vores stue.

Selve opsætningen tog hende kun en times tid, men pyntningen kommer til at tage uger. Hun henter kasserne med pynt op fra kælderen og gennemgår dem én for én for at vælge, hvilke der får lov at komme op i år. Mor plejer ellers at forvente, at jeg hjælper til med alt muligt derhjemme, men når det gælder juletræet, er det åbenbart for fin en opgave til, at andre må blande sig. Samlingen er enorm. Hun kan aldrig gå forbi en ny julekugle i butikken uden at tage den med hjem - og tanken om at smide nogen ud eksisterer slet ikke.

Men man pynter ikke bare et juletræ hos os. Stemningen skal være helt rigtig. Julemusikken strømmer fra en højtaler, selvfølgelig nøje udvalgt fra en af hendes Spotify-playlister. Og på tv’et kører hendes egne julevideoer - hjemmeoptagelser fra tidligere år.

Jeg sukkede for mig selv. Endnu en video fra en forgangen julemorgen. Heldigvis var jeg for en gangs skyld ordentligt klædt på i den her - for nu at sige det uden at lave ordspil. Det år havde jeg heldigvis natbukser og t-shirt på og løb ikke bare rundt i en pull-up. Jeg blev stående et øjeblik og så med. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvorfor julen ikke længere føltes lige så spændende, som den gjorde dengang. Måske er det bare sådan, det er at blive ældre - men hvordan forklarer man så mors ekstreme juleglæde?

På videoen kunne man se, hvordan mit yngre jeg bøjede sig ned for at samle en gave op, og t-shirten gled op, så elastikken fra pull-up’en tittede frem over natbukserne. Jeg havde ikke ligefrem brug for at blive mindet om den mere synlige pull-up, jeg havde på lige nu. Når jeg var hjemme, insisterede mor på, at jeg ikke skulle have noget tøj udenpå. Jeg havde prøvet at gøre det lidt mere tåleligt med en hættetrøje og knæstrømper.

Mor opdagede endelig, at jeg var kommet ind i stuen. Jeg kunne selvfølgelig aldrig finde på at afbryde hende midt i julepyntningen.

“Det er ikke tid endnu,” sagde hun.

Som om jeg ikke godt vidste det.

“Jeg ved det godt. Jeg ville bare høre, om du kunne hjælpe mig med mit halloween-kostume.”

“Hvad skal du klædes ud som?”

“En veninde og jeg skal være Ting 1 og Ting 2 - fra Dr. Seuss.”

“Hvem er den anden?”

“Lisa. Du har ikke mødt hende før.”

“Åh, det minder mig om, at det nok var hendes onkel, hr. Higgins, der ringede for at høre, om det var okay, at du kom hjem til dem på lørdag og lavede gruppearbejde.”

“Ja, det var ham. Hr. Higgins er også en af de voksne, der holder opsyn til halloween-festen.”

“Hvad skal du bruge til kostumet?”

“Ikke noget særligt. Bare en rød trøje med en hvid cirkel og et to-tal på. Jeg tror, jeg har nogle gamle t-shirts, der kan bruges.”

“Hvis der er to, vil du så have, at jeg laver en til Lisa også?”

“Det ville være super.”

Biip. Biip. Biip.

Samtalen havde helt fået mig til at glemme nedtællingen på mit ur. Jeg åndede lettet op. Jeg kunne ikke vente med at få den her pull-up af.

Men jeg havde ingen intentioner om at gå tilbage til almindelige trusser. Jeg havde stadig tænkt mig at bruge Emilias pull-ups - uden at mor vidste det, selvfølgelig - for at håndtere de uheld, jeg nok stadig ville komme til at have. Jeg ville bare være meget mere forsigtig med dem denne gang. Det var jo netop fordi en af Emilias pull-ups lækkede sidste uge, at jeg endte i hele det her pottetrænings-cirkus.

“Lad mig lige tjekke din pull-up en sidste gang,” sagde mor.

Hun vendte sig mod min søster, som ikke fulgte med i, hvad vi snakkede om.

“Emilia, kom her. Du skal se, at din storesøster er blevet færdig med sin pottetræning.”

Jeg burde virkelig være flov nu, men alt jeg følte, var lettelse. Jeg kunne godt klare én sidste akavet situation, hvis det betød, at det her endelig var ovre. Mor gjorde et stort nummer ud af det og brugte begge hænder til at trække pull-up’en ned til mine knæ. Den var tør. Ingen overraskelser dér.

“Smid pull-up’en i skraldespanden. Du kan gå ind og tage trusser og dit normale tøj på igen.”

Jeg var allerede rendt mod værelset.

“Vent,” sagde mor og fik mig til at stoppe op. “Kom lige tilbage, når du har fået tøj på. Emilias ble skal skiftes.”

Efter jeg havde smidt teenage-pull-up’en i ble-spanden, lyttede jeg ved døren for at være sikker på, at ingen var på vej ud på badeværelset. Så tog jeg en af Emilias pull-ups på. Den sad ikke nær så godt som dem, der er lavet til større børn, men det måtte gå for nu. Jeg tog et par jeans og et bælte på og sørgede for, at pull-up’en ikke kunne ses over linningen.

Jeg havde ikke ligefrem travlt med at komme tilbage til stuen. Med mit held ville det ende med, at jeg skulle skifte en lorteble. Når mor satte Emilia tilbage i ble, fordi pottetræningen ikke gik godt nok, fik hun nemlig slet ikke lov til at bruge toilettet - også selvom hun for længst var stoppet med at lave i bukserne.

Jeg tjekkede ikke engang Emilias ble. Mor havde sidst skiftet hende inden aftensmaden, så jeg vidste udmærket, at der nok trængte til at blive skiftet igen. Det var lidt af en kamp at få hende løftet op fra gulvet. Med den fart hun voksede, var det nok ikke længe før jeg slet ikke kunne bære hende mere. Heldigvis var bleen kun våd. Det var en lettelse. Vi sagde ikke rigtig noget, mens jeg hurtigt fik hende gjort ren. Jeg ville ikke få hende til at føle sig mere utilpas over bleen, end hun sikkert allerede gjorde. Og hvis jeg skal være helt ærlig, burde jeg måske være lidt taknemmelig for, at hun ikke var blevet helt renlig endnu - det betød nemlig, at jeg havde en diskret måde at få fat i pull-ups, som jeg kunne bruge til at håndtere mine egne problemer.

Da Emilia havde fået en ren ble på, gav jeg hende nattøj på og sendte hende ud på badeværelset for at børste tænder. Selv brugte jeg resten af aftenen på sofaen i stuen, hvor jeg sad og spillede nogle kedelige spil på min telefon, mens jeg prøvede at ignorere de hjemmevideoer, der kørte i en uendelig gentagelse på fjernsynet.

“Sarah, kan du huske, at du fortalte mig for et par uger siden, at forstoppelse kan være et problem for børn, når de skal lære at gå på toilettet?”

Jeg nikkede. Jeg kunne godt huske, hvordan jeg havde søgt rundt på nettet efter tips til at få Emilia gjort renlig. Men jeg havde en dårlig fornemmelse af, hvor den her samtale var på vej hen.

“Jeg syntes ikke, det virkede som nogen god idé dengang,” sagde mor. “Men nu hvor Emilia stadig ikke holder sig tør - hverken om dagen eller om natten - og du er begyndt at tisse i sengen igen, så tænker jeg, at det måske er værd at prøve noget afføringsmiddel til jer begge to.”

Jeg svarede ikke med det samme. Hun spurgte mig jo egentlig ikke rigtigt, det lød mere som en beslutning, hun allerede havde taget. Det virkede lidt for nemt, som om man bare kunne løse det hele med et trylleslag. Men på den anden side… hvis det faktisk virkede, kunne jeg slippe ud af det her og få lidt kontrol tilbage. Og jeg ville heller ikke længere skulle skifte Emilias bleer.

“Det kan vi godt prøve,” sagde jeg.

“Så bestiller jeg noget. De bedste jeg har fundet har desværre ikke lynlevering på Amazon, så de kommer nok først næste weekend.”

Da der var omkring ti minutter til sengetid, gik jeg ind på mit værelse for at skifte min søsters pull-up ud med et par almindelige trusser. Så kunne mor give mig natble på uden at opdage, at jeg havde lånt fra Emilias lager. Jeg tjekkede lige, at Emilia sov - hun snorkede let og rørte sig ikke, da jeg blidt prikkede hende på skulderen.

Selvom jeg kun havde brugt natble i under en uge, havde vi allerede fået en fast rutine. Efter jeg havde været på toilettet en sidste gang - ikke at det gjorde nogen forskel - og fået børstet tænder, gik jeg ind i mors soveværelse og lagde mig på hendes seng. Jeg prøvede at få bleskiftet overstået så hurtigt som muligt.

Da hun var færdig, gad jeg ikke tage natbukser på udenover. Bleen varmede meget mere end både trusser og pull-ups, og jeg ville bare gerne have det lidt behageligt, mens jeg sov. Det var stadig pinligt at skulle sove med ble på, men lettelsen over at have klaret mors pottetræning og håbet om snart at komme helt af med mine problemer vejede tungere.

kirstine · 2. August 2025, 20:37

Kapitel 27

Monster Mash

Mor holdt, hvad hun havde lovet, og hjalp med Halloween-kostumerne til Lisa og mig - hun havde virkelig overgået sig selv. Ud over at have lavet t-shirtene, havde hun også fundet rød- og hvidstribede leggings og lyseblå tylskørter til os begge. Jeg havde endda fået en blå sløjfe i håret for at fuldende looket.

Som jeg havde lovet Lisa, havde jeg givet hende “Ting 1”-t-shirten og resten af kostumet tidligere i dag. Hun tøvede lidt over leggingsene - jeg tror ærligt talt aldrig, jeg har set hende i andet end kjole - men gik med til det, da jeg viste hende, at der også var et tylskørt med.

Jeg var selv ret taknemmelig for det tylskørt. De leggings, mor havde købt, sad så stramt, at de helt sikkert ville have afsløret omridset af den min pull-up. Nu hvor jeg havde klaret mors pottetræning i dagtimerne, var jeg tilbage til at snuppe Emilias pull-ups i smug, så ingen opdagede, at mine problemer med blæren stadig ikke var væk.

Da jeg nåede frem til gymnastiksalen, hvor Halloween-festen blev holdt, så jeg Lisa stå og hænge alene ude på gangen. Halvdelen af lysene i gangen var blevet slukket. Efter vi var gået hjem tidligere på dagen, havde eleverne fra festudvalget fyldt skolen med uhyggelige dekorationer. Spindelvæv dækkede væggene og loftet, og et par skabe havde skeletter, der tittede ud fra dem. De lys, der stadig var tændt, var dækket af rød og orange tape, så de kastede et uhyggeligt skær over det hele.

Lisa stod med ryggen til og kiggede ind i gymnastiksalen. Med larmen fra de mange mennesker og Halloween-musikken, der strømmede ud af højtalerne som baggrundsstemning, var der ingen chance for, at hun kunne høre mig nærme mig. Alligevel sneg jeg mig så stille som muligt op bag hende og rakte hænderne frem mod hendes skuldre.

“Bøh!”

Lisa udstødte et lille skrig og fór sammen, før hun vendte sig om mod mig med hænderne hvilende foran på sin tutu. Vi passede perfekt sammen, bortset fra at Lisa var godt 15-20 centimeter højere end mig.

“Jeg ved ikke helt, om jeg egentlig er særlig vild med Halloween,” sagde hun, mens hun skubbede lidt til sine fødder og så ud, som om hun var en smule utilpas.

“Undskyld, jeg forskrækkede dig,” sagde jeg. “Men hey, det er jo Halloween. Og du ser virkelig godt ud i kostumet.”

“Synes du?”

“Ja da! Jeg tror helt ærligt, vi har en chance for at vinde præmien for bedste par-kostume.”

“Skal vi det?”

“Selvfølgelig - det er jo hele pointen med at klæde sig ud som Thing 1 og Thing 2. Kom nu, lad os gå ind. Der er garanteret et eller andet, man kan snacke.”

Inde i gymnastiksalen var lyset lige så dæmpet som ude i gangen, men musikken var meget højere. Stroboskoplys blinkede fra loftet. Der var allerede et par hundrede elever, mange dansede midt på basketballbanen - men stadig ingen tegn på Desi eller Samantha.

Vi gik langs kanten hen til snackbordet. Jeg snuppede en chokolademuffin med orange glasur, og Lisa tog en Halloween-version af en Rice Krispies-bar.

“Sarah, er det dig?” råbte Desi bag os. “Hvor er det bare sødt!”

Jeg vendte mig og snurrede rundt for at give mit kostume et lille sving.

“Du skulle helt klart have været ballerina i stedet for cheerleader,” sagde Desi med et grin.

Desi havde holdt sit Halloween-kostume simpelt. Hun var klædt ud som et klassisk spøgelse - et hvidt lagen med udklippede huller til øjne, næse, mund og arme.

“Bøøøøøh,” sagde hun langsomt og hævede armene over hovedet.

Jeg lænede mig bagud og lod som om jeg blev skræmt.

“Har I set noget til Samantha?” spurgte Desi.

“Nej, jeg gad godt vide, hvor hun er blevet af,” svarede jeg.

Vi havde drillet og presset Samantha hele ugen op til Halloween, men hun havde ikke givet os så meget som én eneste ledetråd om, hvad hun skulle klædes ud som. Hun havde insisteret på, at der simpelthen ikke var nogen chance for, at vi ville kunne gætte det, og trods alle vores anstrengelser havde hun bare sagt, at vi slet ikke var i nærheden. Men med Samantha vidste man, at hun ville gøre sig umage og virkelig gå op i det, uanset hvad hun fandt på.

Vi tog lidt flere snacks og var på vej tilbage mod indgangen, da Samantha trådte ind i gymnastiksalen - iført det mest absurde kostume, jeg nogensinde har set. Og når jeg siger det mest absurde, så mener jeg virkelig det mest absurde.

Hun havde lyserøde og lilla knæstrømper med striber, en gigantisk hagesmæk der nåede halvvejs ned over brystet, en kyse på hovedet og en sut i munden. Hendes hår var sat op i to rottehaler med babylyserøde sløjfer. Det havde måske været fint nok - hvis det så bare var stoppet der. Men nej. Samantha havde også taget den helt ud og havde iført sig en ble i voksenstørrelse, dekoreret med små babydyr - aber, løver, giraffer - og to tape-lukninger i hver side.

Faktisk… Jeg tager det tilbage. Den eneste måde, hendes kostume kunne have været mere absurd på, var hvis bleen havde været våd eller beskidt. Heldigvis så det ikke ud til, at hun havde brugt den sådan.

Desi, Lisa og jeg stod helt målløse og stirrede på Samantha. Så kiggede vi på hinanden og udvekslede chokerede blikke. Vi var ikke de eneste, der havde lagt mærke til hende. De fleste elever dansede stadig ude på gulvet, men jeg så flere, der pegede i hendes retning og hviskede til deres venner. Hvis Samantha var gået efter chok-effekt, så havde hun i hvert fald ramt plet.

“Hun tager fucking pis på os,” sagde Desi til sidst.

Jeg vinkede for at få Samanthas opmærksomhed, og hun kom nærmest trippende hen til os.

“Jeg sagde jo, at I aldrig ville kunne gætte, hvad jeg ville klæde mig ud som,” sagde Samantha og tog sutten ud af munden. Den hang nu fra et lille klips, der sad fast på hendes trøje.

“Ja, men det var jo kun fordi, ingen af os kunne forestille sig, at du ville finde på det der,” sagde jeg.

“Er det… er det en ægte ble?” spurgte Desi.

“Øhm… ja,” sagde Samantha en smule tøvende. “Se, jeg vil virkelig vinde kostumekonkurrencen, så jeg holdt ikke igen, okay?”

Hun virkede i det mindste lidt flov over det. Jeg havde aldrig været mere taknemmelig for, at mine veninder ikke anede, at jeg havde en pull-up på.

“Hvor har du egentlig fået fat i den ble?” spurgte Lisa.

“Jeg fandt den på Amazon, mens jeg ledte efter babyting til kostumet,” sagde Samantha. “Jeg havde ikke planlagt at tage en ble på, men da jeg så den, tænkte jeg: Hvorfor ikke? Måske giver det mig en bedre chance for at vinde kostumekonkurrencen.”

“Bare lad være med rent faktisk at bruge den,” sagde Desi. “Tro mig, det er virkelig ikke behageligt.”

Lisa så helt forvirret ud over den kommentar. Jeg besluttede, at det nok var bedst ikke at forklare, hvordan Samantha havde tvunget Desi til at pisse i en pull-up under en omgang ‘Sandhed eller konsekvens’ til den overnatning. Hvis jeg ikke kunne ændre det faktum, at Samantha havde en ble på, kunne jeg i det mindste skifte emne.

“Kom,” sagde jeg. “Lad os gå ud og danse lidt.”

Jeg greb Lisas hånd, før hun kunne nå at protestere, og Desi og Samantha fulgte efter os.

Lige da vi nåede hen til midten af gymnastiksalen, begyndte Monster Mash at spille over højtalerne.

I was working in the lab late one night

When my eyes beheld an eerie sight

For my monster from his slab began to rise

And suddenly to my surprise

He did the monster mash

It was a graveyard smash

Jeg var ikke ligefrem god til at danse, men jeg prøvede at vifte med armene, ligesom alle de andre gjorde. Det føltes mest som om, jeg bare fægtede vildt omkring mig med armene. Hvad er monster mash overhovedet for en slags dans?

Jeg kunne ikke lade være med at stirre på Samanthas kostume, mens vi dansede til den fjollede sang. Selv hvis jeg ikke havde haft problemer med blæren, aner jeg ikke, hvordan jeg nogensinde skulle kunne samle mod til at have en ble på offentligt - selv som en Halloween-joke.

Jeg havde lært mere om pull-ups og bleer den sidste måneds tid, end jeg nogensinde havde ønsket, og jeg kunne med nogen sikkerhed sige, at den ble, Samantha havde på, så ud til at være lavet til faktisk at kunne bruges. Men hvem laver overhovedet sådan noget? Hvem går op i noget så… specifikt?

“Faktisk,” sagde Desi til Samantha, “minder dit kostume mig om noget, jeg engang så i fjernsynet. Der var sådan et syret program om folk med mærkelige afhængigheder. Og der var en pige, der var afhængig af at gå med ble. Altså sådan rigtigt - hun brugte dem også.”

“Årh, kom nu,” sagde Samantha. “Jeg er ikke en eller anden freak, der tænder på at have ble på.”

“Altså,” sagde Lisa, “hvis de laver bleer i den størrelse, så må der jo være nogen, der faktisk har brug for dem.”

“Det kan der være noget om,” sagde Samantha. “Men man skal være en særlig grad af retarderet for at gå i niende og stadig skulle bruge bleer.”

Desi tog fat i sutten og stak den ind i munden på Samantha.

“Shh! Babyer siger ikke den slags grimme ord,” sagde Desi og viftede med pegefingeren foran Samanthas ansigt, mens Lisa og jeg knækkede sammen af grin.

Musikken døde ud, og strobelysene stoppede, da hr. Higgins, Lisas onkel, trådte op på scenen. Historielæreren var skolens tilsynsførende til Halloween-festen.

“Alle sammen, alle sammen, ro på et øjeblik,” sagde hr. Higgins i mikrofonen. “Vi holder en kort pause fra musikken for at komme i gang med kostumekonkurrencen.”

“Dommerbordet står i den nordlige ende af gymnastiksalen, så hvis i vil være med i konkurrencen, skal i derhen og skrive jer op, så dommerne kan bedømme jeres kostume.”

“Gå I bare i forvejen. Jeg vinder alligevel ikke noget,” sagde Desi.

Køen til kostumekonkurrencen var allerede helt vanvittig lang, da vi nåede frem. Jeg havde ikke voldsomt brug for at tisse endnu, men jeg havde ikke været på toilettet siden jeg tog hjemmefra, og jeg stolede stadig ikke helt på pull-up’en.

“Hvis I kan vente lidt, smutter jeg lige hurtigt ud på toilettet,” sagde jeg.

“Jeg burde nok også gå,” sagde Lisa. “Køen ser lang ud.”

“Jeg går med,” sagde Samantha.

Vi vendte os begge mod hende.

“Hvad, troede I virkelig, jeg ville pisse i bleen?”

Kun én af de ti toiletbåse på det nærmeste toilet var optaget. Jeg tog en af båsene midt i rummet. Jeg havde håbet, at Lisa og Samantha ville tage nogle længere henne, men de gik i stedet ind i båsene lige ved siden af.

Jeg trak min pull-up en lille smule ned, så den ikke kunne ses under båsens væg. Jeg kunne høre tapen på bleen blive revet op, da Samantha åbnede to af dem - nok for at kunne få bleen langt nok ned til at sætte sig. Det ville blive lidt akavet, når hun fandt ud af, at hun ikke kunne sætte den på igen bagefter.

Vi klarede hver især vores ting, mens vi småsnakkede lidt. Jeg blev færdig først og stod og vaskede hænder, da Samantha kom ud fra sin bås - med bleen fuldstændig intakt, uden en eneste revne i tapen. Jeg brød mig ikke om de barnlige motiver, men jeg kunne godt se, hvordan sådan en fancy ble kunne være praktisk til natlige toiletbesøg.

Køen til kostumekonkurrencen var blevet lidt kortere, da vi kom tilbage til gymnastiksalen. Foran os stod et par klædt ud som zombier med imponerende realistisk makeup. Efter cirka tyve minutter nåede vi frem til dommerbordet.

Ved bordet sad tre lærere, som jeg ikke selv havde haft timer med. Lisa og jeg gik først. Vi skrev vores navne på et stykke papir, før vi stillede os op foran dommerne for at vise vores kostumer frem. Lærerne sagde ikke noget, men sad og kradsede noter ned på papir. Jeg gættede på, at de gav vores udklædning karakterer. Efter et minuts tid vinkede de os videre, og vi gik på jagt efter Desi.

“Vil I have noget at drikke?” sagde Desi, da hun fandt os først. “Jeg så, at I var tæt på at komme igennem køen, så jeg hentede noget til jer.”

Sodavand og juice - den perfekte cocktail til at få mig til at skulle tisse. Ikke ligefrem en god idé.

“Tak, men jeg springer lige over,” svarede jeg.

“Vil du have en, Lisa?” spurgte Desi.

“Nej, jeg er heller ikke tørstig,” sagde hun.

“Som du vil. Den smager ellers virkelig godt,” sagde Desi og tømte alle tre kopper på få sekunder.

Samantha kom hen til os et par minutter senere med en kage i hånden og kiggede på de tre tomme kopper i Desis hånd.

“Undskyld, Samantha, jeg ville have hentet en til dig, men de delte desværre ikke punch ud i sutteflasker.”

Samantha rullede bare med øjnene. Vi hang ud i udkanten af dansegulvet et stykke tid og ventede på, at de udråbte vinderne af kostumekonkurrencen.

“Er du klar til vores første Fortnite-kamp i morgen?” spurgte Lisa.

“Det tror jeg. Jeg er lidt nervøs, men det bliver vel ikke så anderledes end de andre Fortnite-kampe, vi har spillet.”

“Og du kommer stadig hjem til mig bagefter og arbejder på historieprojektet?” spurgte Lisa.

“Selvfølgelig.”

“Er der nogen af jer, der har gjort fremskridt med jeres gruppeprojekt?” spurgte jeg Samantha og Desi.

“Ikke rigtig. Den tredje på vores hold svarer slet ikke,” sagde Desi.

“Hvem var det nu igen?”

“Jonathan,” sagde Samantha. “Han har ikke svaret på nogen af vores beskeder. Vi havde et møde i går efter skole, og han var overhovedet ikke forberedt.”

“Surt show,” sagde jeg.

“Jeg ville næsten have ondt af dig over, at du ikke er i gruppe med os, men så blev du jo sat sammen med lærerens niece. Det er næsten lige så godt som at være i gruppe med en lærers barn, ikke?” sagde Desi.

Jeg fniste lidt.

“Det må vi se. Måske er hr. Higgins ikke alt for streng i sin bedømmelse,” sagde jeg.

Vores samtale blev afbrudt af en elektronisk skratten fra mikrofonen, da den blev tændt igen.

“Så er det tid, alle sammen,” sagde hr. Higgins. “Vi er klar til at annoncere vinderne af kostumekonkurrencen - vi starter med solo-kategorien.”

Samantha stirrede intenst op på hr. Higgins. Hun måtte virkelig ønske at vinde, når hun gik så langt som til at tage en ble på som en del af kostumet. Hr. Higgins læste navnene op på anden- og tredjepladsen - uden at nævne Samantha.

"Og førstepladsen, klædt ud som en rigtig baby, går til Samantha, " råbte hr. Higgins ind i mikrofonen.

Samantha løftede triumferende sin sut i vejret og vraltede overdrevet op mod scenen. Hr. Higgins rakte hende en kuvert, og hun kom tilbage for at slutte sig til os.

“Og nu til par-kategorien,” sagde hr. Higgins. “Tredjepladsen går til vores Dr. Seuss-duo, Ting 1 og Ting 2 - Lisa og Sarah.”

Jeg udbrød “Yes!” samtidig med, at Lisa mumlede “Åh nej.”

“Kom nu, vi skal bare lige hurtigt op på scenen,” sagde jeg til Lisa og lagde hånden på hendes ryg.

Vi gik op på scenen sammen, hvor Lisas onkel ventede med et par kuverter.

“Det er et fantastisk kostume, Lisa,” hviskede han, mens vi poserede sammen med ham for et billede til skoleavisen.

Da vi var kommet ned fra scenen, åbnede jeg kuverten og kiggede ind. Den indeholdt et gavekort til Amazon på 25 dollars. Det var lidt af en bonus. Jeg kiggede på min telefon. Den nærmede sig allerede ti. Det var der, hvor mor skulle hente mig.

“Undskyld, jeg bliver nødt til at smutte. Mor kommer snart for at hente mig,” sagde jeg.

“Seriøst? Festen er jo knapt begyndt endnu,” sagde Desi.

“Ja, jeg ved det godt, men du ved, hvordan min mor er nogle gange. Hvis jeg vil have lov til at tage med til fester som den her igen, skal jeg være ude ved bilen til tiden.”

Jeg vinkede farvel en sidste gang og gik mod udgangen fra gymnastiksalen.

Hvad mon jeg skal købe med gavekortet?

kirstine · 3. August 2025, 00:33

Kapitel 28

Sladrehank

Endnu en morgen, endnu en våd ble. Endnu en påmindelse om, at mine blæreproblemer ikke ser ud til at blive bedre, uanset hvor meget jeg prøver at opretholde en facade.

Det var mors ikke særligt blide hånd på min skulder, der vækkede mig i morges. Jeg behøvede ikke engang at kigge på vækkeuret for at vide, at det var alt for tidligt at skulle op på en weekend. Lørdag morgen burde være til at sove længe. Der burde næsten være en lov om det. Men det havde ændret sig, efter at tisse i sengen igen i løbet af de sidste par uger. At komme tidligt op var blevet mors nye mantra, og hun brugte det som undskyldning, at min ble skulle skiftes, for at få mig op samtidig med hende.

Vi havde fundet frem til en slags usagt aftale, når det kom til natbleerne. Jeg gjorde ingen indvendinger under bleskiftene og samarbejdede fuldt ud, og mor kom ikke med et unødvendige kommentarer. Det var det bedste jeg kunne håbe på, indtil sengevædningen stoppede.

I morges nøjedes mor ikke bare med at tage den drivvåde ble af og tørre mig bagi - hun gav mig også trusser på, som om det at være sengevæder nu også betød, at jeg havde brug for hjælp til at tage tøj på. Heldigvis havde jeg næsten klaret en hel uge uden at hun opdagede mine uheld om dagen, så jeg slap i det mindste for pull-ups.

Det hjalp også, at Emilias pottetræningsproblemer tydeligvis var langt fra overstået. Hun havde stadig uheld både dag og nat, og hendes konstante brug af pull-ups gjorde det muligt for mig at låne dem i smug og skjule mine egne uheld for mor.

Det var især i situationer som den her - hvor jeg skulle gå med trusser et stykke tid, før jeg kunne skifte til en af Emilias pull-ups - at jeg skulle være ekstra forsigtig. Mor havde allerede sat mig tilbage i pull-ups i en hel uge efter ét enkelt uheld, og jeg var ikke i tvivl om, at hun ville gøre det igen, hvis det skete én gang til.

Emilia sov stadig tungt i sin tremmeseng. Hendes ble var sikkert lige så våd som min, men mor havde ikke gidet vække hende bare for et bleskift. En gnaven, træt tumling er trods alt mere at slås med end en gnaven, træt teenager.

Jeg kunne godt vente, til Emilia vågnede, før jeg listede mig til at tage en af hendes pull-ups. Jeg gik ud i køkkenet og hældte en skål morgenmad op, mens mor begyndte på sit morgenbad. Jeg havde taget bad i går aftes, så det sprang jeg over. Jeg var kun halvvejs igennem morgenmaden, da jeg mærkede et stik i blæren. Hvordan kunne jeg skulle tisse allerede, når jeg lige var vågnet op i en gennemblødt ble?

Men tissetrangen blev hurtigt overskygget af noget værre - jeg havde trusser på og bare det mindste uheld ville være en katastrofe. Jeg spurtede hen til badeværelset og bankede desperat på den låste dør.

“Mor, vil du ikke lukke mig ind? Jeg skal virkelig på toilettet.”

“Jeg er i bad. Du må vente.”

Hun var jo i bad, ikke på toilettet - kunne hun ikke bare trække forhænget for et øjeblik, mens jeg tissede? Hun kom sikkert ikke ud de næste ti minutter. Jeg ville være heldig, hvis jeg kunne holde mig så længe.

Jeg kiggede ind på mit og Emilias værelse. Hun rørte lidt på sig i sengen, som om hun var ved at vågne, hvis hun ikke allerede var det. Jeg tog nogle forsigtige skridt ind, men gulvet knirkede og afslørede mig, og hendes øjne slog op. Hun gabte og trak dynen op om sig. Hvis hun så mig tage en af hendes pull-ups, ville hun helt sikkert sladre, og jeg havde ikke tænkt mig at blive stående og risikere at tisse i bukserne foran hende - igen.

Jeg gik rastløst frem og tilbage gennem huset - fra vaskerummet til køkkenet, til stuen og tilbage til badeværelset. At gå lidt rundt hjalp en smule, men det kunne kun udskyde det uundgåelige.

“Mor… vær nu sød,” sagde jeg igen ved døren, stemmen knækkede og blev til en lille klynken.

“Sarah, du er femten. Du kan godt vente fem minutter.”

Det kunne jeg så ikke. Jeg kunne ikke engang vente fem sekunder. Jeg mærkede med det samme varmen brede sig i trusserne, efterfulgt af en våd følelse, der sivede ned ad lårene. Tissetrangen forsvandt næsten lige så hurtigt, som den var kommet. På trods af hvor desperat jeg havde været, var det overraskende lidt, jeg egentlig havde i blæren. Der var kun en lille pyt på gulvet - det meste var endt i mine jeans. Jeg havde været så forsigtig. Hvorfor skulle det ene uheld ske netop nu, hvor jeg ikke var forberedt?

“Hvorfor er dine bukser våde?” spurgte Emilia.

Fra børn og fulde folk. Jeg vendte mig om og så min lillesøster stå i døråbningen til værelset. Jeg fortrød det med det samme, for de våde pletter var langt mere tydelige forfra. Bevares, Emilias ble hang tungt under hendes natbukser, men jeg er trods alt næsten tolv år ældre end hende - og jeg har ingen undskyldning for at tisse i bukserne.

Emilias kommentar havde også nået ind gennem badeværelsesdøren til mor.

“Hvad gjorde du, Sarah?”

Jeg hørte vand skvulpe derinde, efterfulgt af nogle skridt - mor måtte være steget ud af badet. Et øjeblik senere blev døren åbnet på klem, og hun stak hovedet ud, med det våde hår dryppende ned over ansigtet.

“Ikke igen,” sukkede hun. “Sarah, tag dit våde tøj og læg det i vaskemaskinen, og så kom ind i mit soveværelse bagefter.”

Jeg var for flov over uheldet til overhovedet at protestere. Jeg skyndte mig ud i vaskerummet - mest for at komme væk fra min søster, hvis ubelejlige tilsynekomst endnu en gang havde fået mig i problemer med mor.

Efter at have smidt det våde tøj i maskinen tog jeg et rent håndklæde fra tørretumbleren. Emilia var ikke til at se, da jeg passerede den stadig lukkede badeværelsesdør på vej mod mors soveværelse.

Jeg var mere frustreret end nervøs, for jeg vidste efterhånden præcis, hvad der ventede. Mor ville give mig pull-ups på igen, og jeg ville være underlagt de samme regler som min lillesøster - først når jeg havde holdt dem tørre om dagen i en hel uge, ville straffen være forbi.

Jeg kunne måske gentage det trick, jeg brugte sidste gang, hvor jeg skiftede til Emilias pull-ups i smug, så mor ikke opdagede noget. Men jeg ville ønske at jeg kunne gå tilbage til den tid, hvor jeg ikke behøvede at tænke så meget over, hvornår og hvordan jeg gik på toilettet.

Mor havde sagt, hun ville være ude efter fem minutter, men nu hvor det ikke længere hastede med at gøre toilettet frit, tog hun sig åbenbart god tid. Jeg havde siddet på hendes seng med håndklædet viklet tæt om livet i næsten tyve minutter, før hun endelig kom ind på værelset.

“Sarah, hvordan skal vi nogensinde få pottetrænet din lillesøster, hvis hun bliver ved med at se dig have uheld?”

“Det var kun to gange. Og denne gang var det altså ikke min skyld.”

“To gange er to for mange for en pige på din alder.”

“Jeg havde håbet, de her ikke ville blive nødvendige,” sagde mor, mens hun rakte op på øverste hylde i klædeskabet.

Hun fandt en uåbnet plastikpose, rev siden op og tog en pull-up frem. Jeg var lettet over, at hun ikke gav mig en lang opsang, men skuffet over, at mor stadig havde pull-ups liggende til mig. Motivet på den her så anderledes ud end dem, hun havde brugt, sidst jeg havde natlige uheld. Var det et nyt mærke?

“Hvorfor ser pull-up’en anderledes ud?”

“Du brugte jo alle dem, vi havde tilbage fra dengang du var mindre, så jeg købte nogle flere i butikken - bare for en sikkerheds skyld. Det er det samme mærke. De har nok bare fået nye designs.”

Jeg rejste mig fra sengen med håndklædet stadig stramt om livet, så det ikke gled ned.

“Det er bare i vejen,” sagde mor og rykkede håndklædet af mig.

Hun satte sig på hug og trak siderne af pull-up’en ud. Jeg vidste godt, hvad hun forventede, så jeg stak modvilligt fødderne gennem hullerne, mens hun trak den op på plads. Jeg kiggede ned for at se nærmere på det nye design — muffins og konfetti på lyserød baggrund. Det gav overhovedet ingen mening. Ikke fordi jeg gik så meget op i, hvordan de så ud, men de gamle med sommerfuglene var langt pænere.

Jeg gad ikke engang tage andet tøj på udenover. Joggingbukser eller nederdel var udelukket, med mors faste regel om, at min søster og jeg ikke måtte have noget over pull-up’en, når vi havde én på. I stedet rodede jeg rundt i bunden af min kommode og fandt den største t-shirt, jeg kunne opdrive.

Den gamle sommerlejr-t-shirt dækkede ikke det hele, men det var nok det bedste kompromis, jeg kunne slippe afsted med uden at gøre mor sur. Kun de nederste par centimeter af pull-up’en var synlige, og det var først nu, jeg opdagede den underlige hvide rektangel foran på den. Det passede slet ikke ind i resten af designet. De folk, der laver dem her, aner virkelig ikke, hvad de laver.

Min morgenmad var blevet helt slatten, da jeg endelig kom tilbage til køkkenet. Emilia sad allerede og spiste sin. Mor havde smurt toast med marmelade til hende. Ligesom mig havde Emilia kun en t-shirt og en pull-up på. Jeg hader slatten morgenmad, men hvis der var én ting, der hurtigt kunne få mor i dårligt humør, var det, hvis man ikke spiste op. Så jeg tvang mig gennem de bløde klistrede morgenmadsflager så hurtigt, jeg kunne.

“Afføringsmidlet kom med posten i dag,” sagde mor helt henkastet, som om det var den mest almindelige ting i verden at købe til sine to døtre.

Jeg havde helt glemt, at hun havde bestilt det - ovenikøbet på mit forslag - fordi forstoppelse åbenbart kunne have indflydelse på blæren. Men jeg havde ikke lyst til at begynde på det i dag. Det sidste, jeg havde brug for, var at komme til at skide i bukserne i skolen eller hjemme hos Lisa, når vi skulle lave lektier i eftermiddag.

“Vi prøver med afføringsmidlet i morgen og ser, om det hjælper dig og din søster med de problemer, I har haft med at holde jer,” sagde mor.

Jeg var ikke just begejstret for tanken om at tage noget, der ville give mig akut afføringstrang. Men hvis det kunne hjælpe mig med at stoppe med at tisse i bukserne, var jeg efterhånden klar til at give det en chance.

kirstine · 3. August 2025, 05:31

Kapitel 29

Studiekammerater

Indgangen til skolen var helt tom, da jeg trådte ind efter at være blevet sat af af mor. Det var vores første officielle kamp med Fortnite-holdet. Jeg gik direkte mod det nærmeste toilet - der ligesom gangen også var fuldstændig tomt. Jeg havde desperat brug for at komme ud af min pull-up og få en af dem på, jeg havde taget fra Emilia. Endnu en uge med det her skuespil, hvor jeg nøje skulle holde styr på, hvilket undertøj jeg havde på, var prisen for at få mor til at glemme alt om mine uheld i dagtimerne.

Jeg satte mig hurtigt ned på toilettet og fik pull-up’en af. Det var en lettelse at slippe af med den med muffins på. Jeg lynede min rygsæk op og stak hånden helt ned i bunden, hvor en af Emilias pull-ups burde ligge. Under bøgerne til historieprojektet mærkede jeg nogle gamle viskelædere, slikpapir og et par kuglepenne, men ingen pull-up. Mit hjerte begyndte at hamre, mens jeg ledte videre i resten af tasken - uden held.

Hvordan kunne jeg glemme at tage en af Emilias pull-ups med?

På den ene side var det her kun den første af de syv dage, hvor jeg skulle undgå, at mor opdagede mine uheld i dagtimerne, så hvis jeg endte med at tisse i muffin-pull-up’en, ville det bare sætte ugen tilbage med en halv dag.

Men jeg havde kun én pull-up med. Mor havde ikke givet mig ekstra med. De to uheld, hun havde opdaget, lå et par uger fra hinanden, så hun så det heldigvis stadig som enkeltstående episoder - ikke som et reelt tilbagevendende problem. Jeg kunne altså ikke have mere end et enkelt uheld. Det andet ville betyde våde bukser og en pøl på gulvet.

Lisa sad allerede på sin plads i computerrummet, da jeg kom. Genert var en god beskrivelse af hende, men i dag virkede hun mere nervøs og rastløs end sædvanligt. Hun fór næsten op af stolen, da jeg satte mig ved siden af hende og sagde hej.

I modsætning til andre sportshold skulle vi ikke rejse til en anden skole for at spille Fortnite-kampe, eftersom det foregik online. Det eneste krav var, at vi mødte op på skolen og spillede derfra, så træneren kunne bekræfte, hvem der deltog. Træner Olson gentog reglerne, da alle var ankommet.

“Alle skoler med et pige-Fortnite-hold deltager hver uge. Der spilles fire kampe. Denne uge er det kun duo-matches. Der vil være to kampe ad gangen, så ingen fra samme skole kan være i samme match og snyde ved at samarbejde.”

Olson gav Lisa og mig en adgangskode, og vi loggede ind i lobbyen til den første kamp og ventede, mens spillere fra de andre skoler kom ind. Jeg tørrede håndfladerne af på mine jeans - mine hænder var blevet lidt svedige. Jeg burde ikke være nervøs. Det her var jo ikke anderledes end alle de andre Fortnite-kampe, jeg havde spillet. Og Lisa, min makker for dagen, var meget bedre end mig.

Efter omkring fem minutters ventetid begyndte nedtællingen, og kampen gik i gang. Det viste sig, at jeg ikke havde haft nogen grund til at være nervøs. Jeg var bedre end de fleste af modstanderne, og Lisa var milevidt foran dem. Vi sprang ud af Battle Bus’en med det samme og landede direkte på øen, hvor vi hurtigt fik gjort kål på de andre hold, der uheldigvis var landet samme sted. Runden endte med en nem sejr, hvor vi tog førstepladsen efter at have overrasket det næstsidste hold, efter vi havde gemt os i nogle buske.

Anden og tredje runde gik på samme måde - vi kæmpede os frem til klare førstepladser. Vi sad i lobbyen og ventede på fjerde og sidste runde, da problemerne begyndte at melde sig: Min blære gav mig meget tydelige signaler om, at jeg hellere måtte komme på toilettet - og det snart. Men det her var ikke en sportsgren, hvor man kunne kalde timeout, og nedtællingen til næste kamp var allerede nede på ti sekunder.

Kampen gik i gang, og jeg vidste, det ikke ville blive en kort runde. Lisa var simpelthen for god, og jeg var heller ikke helt elendig. Hvis vi endte på førstepladsen igen, som vi havde gjort i de første tre runder, ville der nok gå en halv times tid, før jeg kunne komme ud på toilettet. Det kunne jeg ikke holde til.

Jeg havde mere eller mindre affundet mig med, at jeg nok ville ende med at tisse i pull-up’en og måtte være uden undertøj, indtil jeg kom hjem senere på dagen. Som i de første tre runder sprang Lisa og jeg ud af Battle Bus’en med det samme og landede på hver vores bygning i byen. Vi brugte vores hakker til at bryde igennem tagene og samlede våben op fra kister, der lå gemt på lofterne.

“Pis!”

Jeg vendte hovedet kort væk fra skærmen og så Lisas overraskede ansigtsudtryk. Jeg havde aldrig hørt hende bande før.

“Der var en, der fik mig bagfra,” sagde hun. “Kan du nå hen og genoplive mig?”

Jeg svarede, at jeg var på vej, men en anden tanke slog mig pludselig. Hvis min karakter døde, ville kampen være slut, og jeg kunne nå på toilettet i tide. Jeg skyndte mig at bygge en rampe op mod taget af den bygning, Lisas karakter befandt sig i, men da jeg nåede toppen, ”glemte” jeg at placere det næste stykke af rampen, og min figur styrtede ned og døde med det samme.

“Årh! Undskyld,” sagde jeg og prøvede at lyde overrasket.

“Det er okay,” sagde Lisa, men hun lød alligevel lidt irriteret. “Vi burde stadig få førstepladsen samlet set.”

Det var ikke første gang, vi havde tabt en runde, og med de tre sejre forinden ville vi med sikkerhed ende på førstepladsen i dagens samlede rangliste. Men Lisa virkede klart irriteret.

“Jeg forstår ikke, hvordan jeg ikke hørte dem komme op ad trappen bag mig,” mumlede hun.

Jeg kunne ikke få mig selv til at styrte ud på toilettet med det samme. Jeg ville ikke have, det så ud som om jeg havde været distraheret af min blære under spillet. Jeg blev siddende og så lidt mere af kampen, før jeg listede ud, da jeg ikke kunne holde det ud længere.

“Jeg kommer tilbage om lidt,” hviskede jeg til Lisa, idet jeg smuttede ud på gangen.

Jeg undersøgte pull-up’en grundigt, da jeg satte mig på toilettet. Ikke så meget som en eneste dråbe i den. Jeg kunne stadig ikke forstå, hvordan jeg havde glemt at tage ekstra med. Det var en fejl, jeg ikke havde råd til at begå igen.

Jeg kom tilbage til computerrummet netop som runden sluttede. Det viste sig, at det hold, der havde slået os ud, var nået helt op på fjerdepladsen i den runde. Selv med det nederlag var vi langt foran i samlede point for dagen.

Da Fortnite-kampene var ovre, sagde Olson, at vi måtte gå, og jeg fulgte med Lisa hen til hendes onkels lille kontor. Hr. Higgins sad ved et skrivebord med en stak papirer foran sig. Den opgave, han rettede i øjeblikket, var dækket af rødt blæk i store mængder. Jeg håbede ikke, det var min.

“Hvordan gik det?” spurgte han uden at se op fra papiret.

“Vi vandt!” svarede Lisa begejstret. Hun virkede endelig til at have rystet nederlaget i sidste kamp af sig.

“Det er jo fantastisk. Jeg mangler kun at rette to opgaver mere, så kan vi tage hjem.”

Lisa greb sin rygsæk og sagde, at hun lige skulle på toilettet, mens jeg satte mig på gulvet uden for hr. Higgins’ kontor. Min mund begyndte at føles tør, men jeg turde ikke gå ud for at tage en tår vand. Mor ville først komme og hente mig hjemme hos Lisa efter aftensmad, så jeg var nødt til at holde den her pull-up tør så længe som muligt.

Vi sagde ikke meget til hinanden på køreturen hjem til Lisa. Turen tog omkring tyve minutter, og til sidst kørte vi på en ujævn grusvej i udkanten af byen. Normalt havde jeg det fint med at være sammen med mine venners forældre, men det her var noget andet. For det første var hr. Higgins Lisas onkel, og for det andet var han min historielærer. Det var bare akavet at være sammen med en lærer uden for skolen. Jeg havde aldrig forestillet mig, at lærere levede normale liv - selvom det jo selvfølgelig måtte være tilfældet.

Jeg troede næsten ikke mine egne øjne, da jeg trådte ind på Lisas værelse. Det måtte være dobbelt så stort som det, jeg delte med min søster - og Lisa havde det helt for sig selv. Der stod et fjernsyn på en kommode overfor hendes seng, og ovre i siden af rummet var der en dør, som førte ind til, hvad der lignede hendes helt eget badeværelse. Hvis mit værelse havde været sådan, ville jeg ikke have haft et uheld i morges.

“Jeg er så misundelig. Mor ville aldrig lade mig have et fjernsyn på mit værelse.”

“Er hun streng?”

“Tja, lidt. Men jeg deler også værelse med min søster. Hun er tre, så et fjernsyn er nok ikke det smarteste.”

“Det må være ret hårdt.”

“Ja, hun har det med at vække mig midt om natten, når hun ikke kan sove.”

Vi gik i gang med vores historieprojekt med det samme - vi skulle lave en fem minutters præsentation om en amerikansk præsident. Vi havde fået tildelt George H.W. Bush. Jeg syntes, det var lidt af en nitte. Han havde åbenbart kun siddet én periode, så der var ikke helt så meget at tage fat på.

“Måske skal vi starte med at lave en liste over hans vigtigste bedrifter,” sagde Lisa og hev en lille whiteboardtavle frem, og rakte en tusch til mig.

“Har han overhovedet gjort noget, der var særlig vigtigt?”

“Altså, i modsætning til sin søn, fik han i det mindste ikke den amerikanske hær fanget i Irak i over et årti.”

Jeg skrev en note på tavlen - “bedre til at trække ud end sin søn.” Vi lå på gulvet og hylede af grin i flere minutter. Først da jeg rejste mig op, gik det op for mig, at jeg havde grinet så meget, at jeg var kommet til at tisse i bukserne.

Et hurtigt, diskret blik ned bekræftede, at pull-up’en havde klaret opgaven, men uden et sted at smide den ud, betød det, at jeg ville være nødt til at blive i den, til mor hentede mig. Og da Lisa havde inviteret mig til at blive og spise aftensmad, kunne det godt blive en lang ventetid. Der var ikke skyggen af chance for, at jeg ville efterlade en våd pull-up i hendes skraldespand. Den føltes ikke særlig våd, men jeg stolede overhovedet ikke på, at den kunne klare endnu et uheld uden at lække.

Vi fortsatte med at sætte punkter på listen over H.W.'s resultater. Han havde faktisk haft travlt i de fire år, han var præsident. Vi lavede et PowerPoint-slide med de fem vigtigste bedrifter, så vi kunne bruge omkring et minut på hver. Jeg tilbød at tage mig af tre af dem, da jeg vidste, at Lisa ikke var så vild med at skulle tale foran klassen. Jeg ville starte med den første slide, og så ville vi skiftes derfra.

Vi var blevet færdige med projektet hurtigere, end jeg havde regnet med, så vi havde stadig en times tid eller to, inden vi skulle spise - masser af tid til at spille lidt. Lisa havde en Nintendo Switch, og jeg glædede mig til at prøve Mario Kart.

“Skal vi finde noget at spille nu?” spurgte jeg. “Vi kan øve præsentationen efter aftensmad.”

“Ja… men om lidt,” sagde Lisa og stammede en smule. “Der er noget, jeg har tænkt på at spørge dig om.”

Jeg anede ikke, hvad hun hentydede til. Hun virkede tydeligt nervøs - men hvorfor?

“Selvfølgelig, bare spørg.”

Lisa kiggede ned i gulvet og vippede lidt fra side til side med fødderne. Så trak hun vejret dybt og så op på mig igen.

“Hvad er det med, at du går med pull-up?”

kirstine · 3. August 2025, 11:11

Kapitel 30

Åbenbaringer

Jeg kiggede ned på mine bukser. Det skulle jeg ikke have gjort. Det var nærmest en tilståelse i sig selv. En kropslig indrømmelse af skyld. Men reaktionen var instinktiv. Jeg kunne ikke lade være. Og samtidig… hvad skulle det hjælpe at kigge? Enten kunne man se pull-up’en, eller også kunne man ikke.

Jeg havde heldigvis været fornuftig nok til, at mit blik nedad kun varede et splitsekund - et hurtigt glimt mod forsiden af mine jeans, som heldigvis stadig var helt dækket af min hættetrøje. Lynlåsen var oppe. Min muffin-pull-up var våd, men skjult. Helt skjult. Men hvordan vidste hun det? Lisas spørgsmål havde ikke rigtig lydt som et spørgsmål. Mere som en konstatering forklædt som et spørgsmål.

Det var netop det, der gjorde det hele så forvirrende. Hun havde ikke spurgt om jeg havde en pull-up på. Hvis hun havde gjort det, kunne jeg bare have nægtet det på stedet. Nej, i stedet var der noget ved hendes tone, der gjorde klart, at hun allerede vidste det - og at hun havde modet til at lade mig vide, at hun vidste det. Hun gav mig ikke en chance for at benægte det.

Men spørgsmålet forvirrede mig også på en anden måde. At spørge nogen, hvorfor de går med en pull-up, er lidt som at spørge, hvorfor vand er vådt. Hvad skulle man ellers bruge en pull-up til, hvis ikke det var fordi, man havde svært ved at holde på det? Det gjorde mig både usikker på, hvordan jeg skulle svare, og ikke spor interesseret i at tale videre om det. Så jeg valgte at sende bolden tilbage.

“Undskyld, hvad?” sagde jeg og forsøgte at lyde oprigtigt forvirret, som om jeg havde hørt forkert.

Det burde være nok til at slå Lisa ud af balance. Jeg kunne godt lide det venskab, vi havde fået, men jeg var også nødt til at være ærlig over for mig selv: At være så direkte og konfronterende lå langt uden for hendes normale sociale komfortzone. Mine tanker løb i ring, mens jeg forsøgte at finde en måde at komme ud af situationen på. Hvis jeg skubbede nok til hende - blidt selvfølgelig - kunne det være, hun ville slippe emnet og revurdere, hvad der overhovedet havde givet hende ideen om, at jeg havde en pull-up på. Næste gang jeg så hende, kunne jeg tage trusser på og sørge for, at de på en eller anden måde kunne ses. Alt ville være fint. Jeg ville stadig kunne holde min hemmelighed.

Ingen af os sagde noget. Samtalen frøs fast i en tavs fastlåsthed. Jeg kiggede ned på mine fødder. Jeg kunne ikke få mig selv til at se Lisa i øjnene. Var der overhovedet en måde at bryde isen på, som ikke ville være helt forfærdeligt akavet? Sekunderne føltes som minutter, og jeg bad inderligt til, at Lisa ville lade emnet falde.

Jeg havde taget fejl af hende. Helt og aldeles.

“Hey. Jeg… øh… det var ikke for at gøre dig flov,” sagde Lisa med en tøvende stemme. “Men… jeg går også med dem, så… det er okay.”

“Hvad? Vent, hvad?”

Den her gang var min forvirring ægte. Lisa bed sig let i underlæben, inden hun svarede.

“Jeg har også en pull-up på.”

“Det mener du ikke,” sagde jeg - ikke fordi jeg ikke troede på hende, men fordi jeg var så overrasket over vendingen, samtalen havde taget.

“Jeg kan vise dig det.”

Et mentalt billede af Lisa, der løftede sin kjole op for at afsløre en pull-up, fløj gennem hovedet på mig. Mere, end jeg egentlig havde lyst til at forestille mig.

“Det er ikke nødvendigt. Jeg tror dig.”

I stedet for at blotte sig for mig vendte Lisa sig om og gik hen til en kommode, der næsten var lige så høj som mig. Hun trak den øverste skuffe ud og tog en hvid pull-up op, inden hun vendte sig mod mig med et forsigtigt smil.

Det hele faldt på plads på én gang. Den mystiske pull-up, jeg havde fundet på skolens toilet - som lignede den, Lisa stod med nu på en prik. Hvorfor Lisa altid havde så travlt med at komme på toilettet. Den gang hendes onkel - vores historielærer - bare havde sagt, at hun lige så godt kunne have tisset i bukserne, da hun fór ud af klassen. Og den gang hvor jeg var sikker på, at hun havde rodet i min skoletaske. Det måtte være dér, hun havde set mine egne pull-ups.

Frygten for at få min hemmelighed afsløret forsvandt langsomt og blev erstattet af en følelse, jeg ikke helt kunne placere. Det var meget at skulle fordøje på én gang. Mine ben føltes pludselig helt vakkelvorne, og jeg satte mig ned på Lisas seng for første gang. Den velkendte knitrende lyd afslørede, at hendes blæreproblemer ikke forsvandt om natten. Lisa satte sig ved siden af mig. Hun holdt stadig pull-up’en i hånden. Lisa var et godt stykke højere end mig - omkring 15 centimeter - men det føltes som endnu mere, når vi sad ved siden af hinanden med skuldrene næsten rørende. Jeg gav mine lange ben skylden.

“Du har virkelig en pull-up på lige nu, ikke?” spurgte hun.

Jeg nikkede let.

“Det er så sejt.”

Der findes mange ord, jeg ville bruge om at være nødt til at gå med pull-up. Ulækkert, pinligt og ydmygende ligger højt på listen. Sejt? Ikke ligefrem.

“Bruger du dem hele tiden?”

“Ja.”

“Hvilke mærker bruger du?”

“Det ved jeg ikke… Hvad end min mor lige får købt.”

“Nå, okay. Jeg kan vise dig, hvad jeg har.”

Lisa sprang op fra sengen, greb min hånd og trak mig hen til kommoden.

Hun åbnede skuffe efter skuffe og begyndte at remse navne op på næsten et dusin forskellige mærker af bleer og pull-ups, som jeg aldrig havde hørt om før, mens hun forklarede, hvilke hun bedst kunne lide og hvorfor. Der var nogen med plastik eller stof på ydersiden. Nogen virkede bedre i nogle situationer end andre. Hun var som en levende ble-encyklopædi. Jeg havde aldrig oplevet Lisa være så snakkesalig før. Ikke engang når det gjaldt Fortnite. Og hun elskede Fortnite.

Jeg kunne næsten ikke tro mit held, da Lisa trak den øverste skuffe ud. Bagest i skuffen kunne jeg lige ane den samme type pink og lilla pull-ups, som jeg selv havde på - nogle med muffin-mønster, andre med stjerner. Hvis hun lod mig få en af dem, kunne jeg tage hjem senere uden at min mor havde nogen idé om, at jeg havde haft et uheld tidligere.

Hele den her samtale var så mærkelig. At tale om pull-ups og bleer som om det var helt normalt, at to teenagepiger ikke kunne holde sig. Altså. Jeg forstår det jo godt. Vi har begge problemer med blæren. Men det betyder ikke, at vi behøver have en lang, detaljeret samtale om det. Lisa fortsatte snakkende om de forskellige bleer og pull-ups, uden at lægge mærke til hvor utilpas jeg var ved emnet. Hun bombardede mig med spørgsmål. Hvor tit havde jeg uheld? Lavede jeg nogensinde lort i bleen? Til min lettelse præciserede hun hurtigt, at det gjorde hun heller ikke.

Jeg holdt mine svar sandfærdige, men vage. Jeg sagde ikke noget om, hvordan jeg forsøgte at skjule mine uheld for min mor, eller at jeg stjal pull-ups fra min lillesøster. Og jeg nævnte i hvert fald ikke, at min mor skiftede mig og tvang mig til at have ble på hele natten - uanset hvad. Som spørgsmålene blev ved med at komme, føltes mit hoved som om det var indhyllet i en tåge. Det hele var så surrealistisk.

Til sidst stillede Lisa et spørgsmål, der fik mig til at tøve.

“Så… har du haft brug for dem hele livet?”

Det ærlige svar var nej. Mine problemer i dagtimerne var først begyndt for omkring en måned siden, og sengevædningen var vendt tilbage endnu senere. Jo, jeg havde været sengevæder igennem de små klasser, men der havde også været en lang periode derefter, hvor jeg ikke engang behøvede tænke over det at skulle på toilettet.

Jeg tøvede med at sige sandheden. Hvis jeg sagde nej, ville det sikkert føre til en masse spørgsmål, som jeg slet ikke var klar til at svare på. Det var nemmere bare at nikke, som om jeg mente ja, og håbe, at hun hurtigt ville gå videre til noget andet.

“Det forstår jeg godt. Jeg har også døjet med inkontinens hele mit liv,” sagde hun.

Jeg begyndte at få dårlig samvittighed over, hvor dømmende jeg havde været i starten. Det var ikke på en hyklerisk måde. Jeg så jo ikke ned på hende for at skulle bruge ble. Det ville være absurd, når jeg selv sad i en våd pull-up. Men jeg måtte indrømme, at hendes sprudlende begejstring for emnet i starten havde gjort mig en smule utilpas.

Når jeg stoppede op og så det fra hendes perspektiv, gav det dog mening. Hvis Lisa har haft problemer med at nå på toilettet hele sit liv, har hun sikkert aldrig haft nogen på sin egen alder at snakke med om det. Jeg begyndte at forstå hendes glæde over at opdage, at vi stod i samme situation.

Men jeg havde også selv nogle spørgsmål.

“Hvordan fandt du ud af, at jeg gik med pull-ups?”

“Jeg lagde mærke til, at du også ofte skyndte dig ud på toilettet. Og så var der engang, hvor jeg stod tæt ved dig, og jeg syntes, jeg kunne høre den der knitrende lyd fra din pull-up.”

“Var det virkelig så tydeligt?”

“Overhovedet ikke. Jeg tror ikke, nogen ville opdage det, medmindre de vidste, hvad de skulle lytte efter. Men jeg hørte helt klart, at du havde et uheld under en af Fortnite-træningerne. Og du kiggede ned på dine bukser bagefter.”

“Kiggede du i min skoletaske efter pull-ups?”

“Ja. Undskyld, at jeg gjorde det, men jeg ville virkelig gerne fortælle dig, at jeg også gik med dem, og jeg turde ikke tage fejl.”

“Og du fik os sat sammen som makkere til projektet?”

“Jeg spurgte min onkel, om jeg selv måtte vælge, hvem jeg ville arbejde sammen med til gruppeopgaven. Jeg havde det dårligt med at skille dig ad fra Samantha og Desi, men jeg kunne ikke komme i tanke om en anden måde, hvor vi kunne få en diskret snak sammen.”

Jeg måtte indrømme, at det var ret snedigt af hende, selvom jeg var irriteret over, at hun havde rodet i mine ting uden at spørge. Men jeg trængte virkelig til en pause i samtalen. Jeg havde fået langt mere at vide om Lisa, end jeg havde regnet med, og selv delt mere om mig selv, end jeg havde haft tænkt mig. Før vi blev distraheret af snakken om blæreproblemer, havde vi faktisk næsten afsluttet vores historieprojekt, og havde egentlig tænkt os at spille inden aftensmaden.

“Tror du, du kan sætte Switch’en til?” spurgte jeg.

Det var i øvrigt en anden ting, jeg var lidt misundelig på i Lisas værelse. Hun havde sit eget fjernsyn. Godt nok et lille ét, men helt fint til et par runder Mario Kart. Mens Lisa gjorde spillekonsollen klar, lod jeg, som om jeg rodede rundt i min skoletaske og tjekkede alle lommerne, mens jeg stak hånden ned i bunden. Jeg kunne mærke, at jeg var ved at blive tissetrængende, og hvis jeg alligevel skulle på toilettet, kunne jeg lige så godt skifte. Men jeg havde brug for en undskyldning for at bruge en af Lisas pull-ups.

“Hvad leder du efter?” spurgte Lisa.

“En pull-up, men jeg tror, jeg har glemt at tage en ekstra med. Må jeg låne en af dine?”

“Selvfølgelig - så længe du ikke giver den tilbage bagefter.”

Jeg forstod ikke joken med det samme, men småklukkede lidt et par sekunder senere. Jeg åbnede den øverste skuffe i Lisas kommode og sørgede for at tage en af pull-ups’ene med muffin-design.

“Er du sikker på, at det er den, du vil have?” sagde Lisa, da hun så, hvilken én jeg havde valgt. “De andre er mere absorberende.”

“Det er dem, jeg plejer at bruge om dagen, og jeg burde godt kunne klare turen hjem uden flere uheld.”

“Det bestemmer du selv, hvis det virker for dig. Der er vådservietter og pudder i skuffen ved vasken på badeværelset.”

Lisa havde helt ret i det med, hvor meget mine pull-ups kunne holde til. De kunne tage præcis ét uheld - og endda kun, hvis jeg var forsigtig. Men det var det bedste, jeg kunne få, for der var ingen chance for, at jeg ville bede mor om at købe et andet mærke. Lisa gik en tur på badeværelset efter mig med en pull-up i hånden. Jeg gættede på, det var tid til, at hun også skiftede.

Vi endte begge med at ligge på sengen, lænet op mod sengegærdet med puder i ryggen, mens Lisa rakte mig en controller. Og så var vi i gang med løbene.

Jeg er elendig til racingspil. Det eneste, der redder mig lidt, er, at det i Mario Kart som regel er den spiller, der ligger sidst, som får den frygtede blå skal, når man får en ny genstand. Lisa, som lå klart forrest, var ikke nær så underholdt, da hendes figur blev ramt midt i et hop, og hendes kart styrtede ned i afgrunden.

“Det her spil er snyd,” mumlede hun.

“Ja, til fordel for noobs som mig,” sagde jeg og grinede.

Det var en lettelse, at den første, der opdagede mine pull-ups, var én, der selv havde de samme problemer. Men samtidig begyndte det at gå op for mig, at selv hemmeligheder med de bedste intentioner bliver sværere at holde, jo flere der kender dem.

“Du har ikke sagt noget til nogen om mine pull-ups, vel?” spurgte jeg.

“Selvfølgelig ikke.”

“Heller ikke til din onkel og tante?”

“Nej.”

“Og du siger det ikke til dem?”

“Sarah, det er okay. Jeg holder det hemmeligt. Jeg går ud fra, at Samantha og Desi heller ikke ved noget?”

“De aner det ikke.”

“Det er godt klaret. Men jeg er nødt til at spørge - hvad sker der egentlig for Samantha? Hun gjorde en ekstra indsats for at have ble på til halloween-festen.”

Ja, hvad skete der egentlig for Samantha? På den ene side var hendes halloween-kostume, hvor hun dukkede op som baby - med ble og det hele - temmelig mærkeligt. På den anden side gav hun den altid fuld gas til halloween, og det var et klassisk, om end lidt klichéfyldt, kostume. Hvis det havde været det eneste, ville jeg ikke have tænkt mere over Lisas spørgsmål. Men det var ikke det eneste. Jeg tænkte tilbage på overnatningen. Hvordan Samantha havde udfordret mig til at afsløre hendes brors pull-up, selvom hun konstant mobbede ham for at tisse i sengen. Hvordan hun havde udfordret Desi til at tisse i en pull-up. Hvordan jeg ved et uheld fandt ud af, at hun havde narret sin bror så han troede, han stadig tissede i sengen.

Men jeg havde ikke tænkt mig at fortælle Lisa noget af det. Under de rette omstændigheder tror jeg ikke, Desi ville reagere negativt, hvis hun fandt ud af mine blæreproblemer. Samantha derimod… hun havde en dømmende side, der gjorde mig sikker på, at det ville være en rigtig dårlig idé at sige noget til hende.

“Det er bare Samantha der er Samantha. Hun går altid helt ud til kanten, når det gælder halloween.”

“Faktisk,” tilføjede jeg, “er det nok bedst, hvis vi passer lidt på omkring hende. Jeg tror ikke, hun ville tage det særlig pænt.”

Vi spillede alle de klassiske baner. Jeg havde glemt, hvor meget jeg hader Rainbow Road. Jeg kunne simpelthen ikke holde min kart på banen i de skarpe sving og fløj konstant ud i rummet. Midt i et løb satte Lisa pludselig spillet på pause og rullede ud over sengekanten og ned på gulvet. Hun tog et par skridt mod badeværelset, men stoppede i døren. Hun gik hverken ind på badeværelset eller tilbage til sengen for at fortsætte spillet. Hun løftede armen op til ansigtet. Lisa havde stadig ryggen til mig, men jeg kunne næsten regne ud, at hun tørrede øjnene. Hun virkede mere ked af sit uheld, end jeg havde regnet med, når man tænker på, at hun havde levet med det hele livet.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg sige noget? Rejse mig og prøve at trøste hende?

Inden jeg nåede at tage en beslutning, kom Lisa stille tilbage til sengen. Hendes øjne var røde og hævede. Hun snøftede lidt. Hun vidste godt, at jeg vidste, hvad der var sket. Man skulle ikke ligefrem være Sherlock Holmes at regne ud, at hun havde tisset i sin pull-up, men jeg forstod ikke, hvorfor det her uheld havde ramt hende så hårdt.

“Er du okay?” spurgte jeg.

Lisa svarede ikke. I stedet tog hun sin controller og kastede den ned på gulvet.

“Jeg har ikke rigtig lyst til at spille mere,” sagde hun til sidst.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Hun var gået fra at være næsten ekstatisk over at kunne tale åbent med mig om sine problemer - til pludselig at være stille og mut.

“Jeg har prøvet at blive bedre til at bruge toilettet,” sagde Lisa endelig, med en overraskende bitter tone. “Det gik faktisk godt i sommerferien. Jeg havde endda et par dage, hvor jeg gik med trusser hele dagen uden uheld.”

“Det er skolen og computerspillene, der ødelægger det for mig. Jeg har aldrig skullet følge et fast skoleskema før, og min blære har ikke vænnet sig til det endnu. Og når jeg spiller, bliver jeg bare så opslugt. Jeg opdager ikke altid, når min blære prøver at fortælle mig, at det er tid.”

“Jeg er sikker på, du nok skal lære det,” sagde jeg.

“Ja,” sagde Lisa uden overbevisning. “Men det her var første gang, jeg havde en reel chance for at blive renlig, og jeg klarede det ikke.”

“Men prøvede dine forældre ikke at pottetræne dig, da du var lille?”

“Jo, og… nej. Det er lidt kompliceret.”

Det gav ikke så meget mening for mig.

Så fortalte Lisa mig alt.

kirstine · 3. August 2025, 14:42

Kapitel 31

Pull-up-tvillinger

Jeg blev ved med at holde Lisa i hånden, mens hendes indviklede fortælling nåede sin afslutning og gled over i en lang, stille pause. Lisa havde næsten ikke trukket vejret, mens hun monotont gengav de begivenheder, der havde ført til, at hun var endt med at flytte ind hos sin onkel og tante tidligere på året.

Aldrig før havde nogen delt noget så personligt med mig. Jeg havde kendt mine nærmeste veninder - Samantha og Desi - siden børnehaven. Vi havde selvfølgelig delt hemmeligheder, som piger nu engang gør: små historier om vores forelskelser, både de ægte og dem vi bare fantaserede om. Hvem vi havde kysset. Hvem vi gerne ville kysse. Og hvem vi helst ville holde os langt væk fra. Hvis nogen havde spurgt mig før i dag, ville jeg have sagt, at jeg kendte alt til mine venner. Nu begyndte jeg at tvivle. Var vores venskab alligevel mere overfladisk, end jeg havde troet? Lå der ting gemt under overfladen, som endnu ikke var kommet frem, selv efter alle de år sammen?

Jeg tænkte på Samantha, og hvordan jeg under overnatningen - i forsøget på at tage en af hendes lillebrors pull-ups - var kommet til at afsløre, hvordan hun bevidst fik ham til at tisse i sengen som en spøg. Hvilke andre hemmeligheder gik mine venner rundt med?

I begyndelsen af Lisas fortælling havde jeg været usikker på, hvordan jeg skulle reagere, men efter et par minutter havde jeg instinktivt grebet hendes hånd, og vi havde flettet fingre. Hendes greb strammedes, jo længere hun kom i historien, og da hun beskrev den aften, hvor hun næsten havde slået sin mor ihjel, klemte hun så hårdt, at det gjorde ondt i mine fingre. Jeg turde ikke afbryde hende med alle de spørgsmål, jeg sad med - og hun efterlod mig heller ingen mulighed for det.

Jeg vidste ikke, hvad der havde chokeret mig mest i Lisas historie. At hendes far og lillesøster var omkommet i et biluheld. At hun aldrig i sit liv havde været fuldt renlig. Den måde hendes forældre havde misbrugt og plaget hende på, på grund af hendes inkontinens. At hun med nød og næppe var sluppet væk fra sin mor og var kommet i sikkerhed hos sin onkel og tante. Eller det faktum, at hun havde fortalt hele den historie uden at fælde en eneste tåre.

Mine egne problemer virkede pludselig ret små i sammenligning. Mor var streng, ja, men hendes regler var tydelige, og hun holdt sig til dem på en retfærdig måde. Jeg havde aldrig været i tvivl om, at hun ville os det bedste, mig og min søster. Mine tanker gled hen på det næste skridt, som mor havde planlagt for at få løst vores toiletproblemer én gang for alle. Bevares, det var mig selv, der havde foreslået afføringsmidlerne, men hun havde været med på idéen og havde købt dem. Planen var at afprøve dem i morgen. Mor kunne godt finde på at give os ble eller pull-up på, når hun syntes, vi havde brug for det, men hun gjorde det stadig med det mål at få os til ikke at have brug for det længere.

Nu hvor Lisa var færdig med sin historie, havde jeg ikke lyst til at fortælle mere om mine egne problemer. Jeg ville ikke risikere at gøre hendes oplevelser mindre vigtige ved at begynde at tale om mine egne småting.

“Du er den første, jeg har fortalt det her til. Altså udover min tante og min terapeut,” sagde Lisa uopfordret.

Jeg kiggede på klokken, efter jeg slap hendes hånd. Vi havde talt i over en time, og det var ved at være spisetid, selvom Lisas tante endnu ikke havde nævnt noget. Og min pull-up var våd. Jeg havde været så opslugt af hendes historie, at jeg fuldstændig havde ignoreret min blære. Det var tredje uheld i dag. To gange hos Lisa og én gang tidligere om morgenen, hvor jeg ikke nåede på toilettet, fordi mor havde været i bad.

Heldigvis havde Lisa ekstra pull-ups, som jeg kunne skifte til. Den første blanding af forlegenhed og akavethed over, at Lisa kendte til mine blæreproblemer, var forsvundet, og det generede mig ikke længere at fortælle hende, at jeg havde haft et uheld.

“Må jeg få en pull-up til? Jeg skal skiftes igen.”

“Selvfølgelig. Jeg… jeg skal også skiftes.”

Lisa tog to af muffin-pull-ups’ne fra skuffen, hvilket overraskede mig, da hun tidligere havde nævnt, at de ikke var så pålidelige for hende.

“Vi kan være tvillinger i et stykke tid,” sagde hun. “Du kan tage badeværelset først og få skiftet. Det er bedre at gøre det derinde, så der ikke kommer noget på gulvtæppet.”

“Du behøver ikke vente. Der er plads nok til os begge derinde.”

“Beklager, jeg er ikke vant til at klæde om foran andre.”

“Nå ja, det gør jeg hele tiden i omklædningsrummet til cheerleading, så jeg tænker ikke rigtig over det længere.”

Lisa tøvede et øjeblik, men gik så med mig ud på badeværelset. Grunden til, at hun gik med kjole, blev hurtigt tydelig, da vi skiftede vores våde pull-ups ud med tørre. Jeg var nødt til helt at tage mine jeans af for at få en ny pull-up på. Hun skulle bare trække den brugte ned, tørre sig med et par vådservietter og trække en ny op.

Vi blev afbrudt af Lisas tante, der bankede på døren.

“Piger, maden er næsten klar,” sagde hun, mens hendes knoer bankede let på døren til værelset.

Jeg trak hurtigt mine jeans op og tjekkede, at pull-up’en ikke stak op i kanten. Jeg fulgte lige i hælene på Lisa ud af værelset. Først da gik det op for mig, hvor sulten jeg egentlig var. Jeg håbede, det var noget lækkert. Men lige da jeg var ved at træde ud ad døren, stoppede Lisa mig brat med et bekymret blik.

“Sarah. Din lynlås,” hviskede hun.

Jeg kiggede ned. Jo, ganske rigtigt - jeg havde glemt at lyne bukserne. Det kunne have været en katastrofe.

Jeg satte mig ved middagsbordet mellem Lisa og hendes tante. Overfor mig sad hr. Higgins, Lisas onkel og min historielærer. Jeg tager alt tilbage, jeg før har tænkt om, hvor akavet det var, at Lisa vidste, jeg brugte pull-ups. At spise aftensmad hjemme hos sin lærer er værre.

Middagen var enkel: spaghetti, ristet brød smurt med masser af hvidløgssmør og dampet broccoli. Lisa havde forsikret mig om, at hun ikke havde fortalt nogen om mine pull-ups - ikke engang sin tante og onkel. Jeg troede på hende, men jeg håbede også, at de ikke havde overhørt noget af vores samtaler. Hr. og fru Higgins havde ladet os være for os selv hele eftermiddagen, men jeg havde ingen idé om, hvor lydt der var i deres hus.

Aftensmaden forløb helt normalt. Lisas tante og onkel stillede nogle almindelige spørgsmål om mig, som jeg besvarede mellem mundfuldene. Familie. Hvad jeg godt kunne lide at lave. Hvordan det gik med vores projekt. De lod slet ikke til at ane, at Lisas invitation havde handlet om andet end skolearbejde.

Lisa rejste sig så pludseligt fra stolen, at det næsten så ud, som om hun var sprunget op. Begge hænder fløj op for at dække hendes mund. Forsiden af hendes kjole var våd. Ikke så gennemblødt, som det ville være, hvis nogen tissede i trusserne - pull-up’en havde trods alt opsuget noget af det, før den blev overfyldt. Jeg fik det dårligt, for det var delvist min skyld, at Lisa havde taget en anden slags pull-up på end dem, hun normalt brugte.

“Øhm, undskyld mig,” sagde hun og skubbede stolen tilbage, inden hun begyndte at vende sig om for at gå mod sit værelse.

“Så, Sarah, Lisa har nogle gange…” begyndte hr. Higgins, tydeligvis i gang med at forsøge at forklare på vegne af sin niece.

“Det er okay, hun ved det allerede,” afbrød Lisa, og fortsatte hen mod sit værelse.

Lisas tante og onkel vendte sig begge mod mig. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg havde i hvert fald ikke tænkt mig at fortælle dem, at jeg også havde en pull-up på. Jeg endte bare med at trække på skuldrene for at vise, at jeg ikke følte, at Lisas inkontinens var så stort et problem for mig. Det mærkelige var, at selvom Lisa havde talt om, hvor tæt hun var på at blive renlig, så gik det ikke særlig godt for hende i dag.

Lisas tante brød stilheden ved at tage en bid mere af sin spaghetti. Alle begyndte at spise videre efter et øjeblik, og der blev ikke sagt noget om Lisas gennemblødte pull-up, da hun vendte tilbage til middagsbordet i en ny kjole.

“Jeg ved ikke, hvad der er galt med mig i dag,” sagde Lisa, efter hun havde lukket døren til soveværelset bag sig. “Jeg har ikke haft så mange uheld på én dag siden den første uge i skole. Og dengang havde jeg trods alt den undskyldning, at jeg skulle vænne mig til kun at kunne gå på toilettet mellem timerne.”

“Det er okay. Det har også været en lidt hård dag for mig.”

“Må jeg fortælle dig noget mere?”

“Selvfølgelig,” svarede jeg, en smule nervøs for at skulle lægge ører til endnu en lang historie.

“Det er lidt pinligt, men nogle gange når jeg spiller computerspil, tager jeg bare en ble på. Ellers ender jeg med at skulle forlade halvdelen af mine Fortnite-kampe, før runden er slut, fordi jeg skal på toilettet.”

Sammenlignet med alt det andet, jeg havde fået at vide om hende i dag, var den afsløring hverken særlig chokerende eller pinlig.

“Jeg kan godt skifte stående, men det er nemmere at gøre det, når jeg ligger ned på sengen. Og… du har ikke noget imod, du ved, hvis jeg gør det nu?”

“Nej, det gør mig ikke noget.”

Jeg vendte mig væk, mens Lisa lagde sig på sengen og skiftede fra sin pull-up til en ble. At vi havde skiftet pull-ups sammen tidligere var én ting, men det her føltes for privat til at kigge på - ikke fordi jeg dømte hende for det. Jeg hørte den velkendte lyd af tape, der blev sat fast, og det karakteristiske knitrende lyd, da hun rejste sig fra sengen og gik over til mig.

Lisa tilbød at lade mig spille Fortnite med hende på hendes Nintendo Switch, men jeg er ikke så god til at bruge den slags joysticks, så hun lod mig logge ind på min Fortnite-konto fra hendes computer, mens hun selv spillede på konsollen. Vi var lige blevet færdige med vores tredje runde, da jeg hørte lyden af mors bil, der kørte ind i indkørslen. Hun var kommet præcis til tiden, og jeg vidste, at hun ville forvente, at jeg kom ud med det samme. Lisa gav mig et hurtigt kram, før jeg trådte ud af hendes værelse.

“Jeg er så glad for at have en, der kan komme forbi og bare hænge ud, uden at jeg behøver at skjule, at jeg har problemer med at holde mig,” sagde Lisa.

“Jeg ved det. Jeg ville bare ønske, du ikke havde skræmt mig så meget, da du spurgte til pull-up’en.”

“Vi ses på mandag.”

Lisa blev inde på værelset, mens jeg gik hen mod hoveddøren. Jeg gætter på, hun ikke ville risikere, at min mor kom ind og opdagede bleen. Jeg stoppede op for at takke Lisas tante for, at jeg måtte komme. Hun sad i en lænestol og læste, og hendes mand var ikke at se nogen steder.

“Jeg er virkelig glad for, at du kunne komme forbi,” sagde hun. “Det betyder meget. Du har været så forstående.”

Hun nævnte ikke noget direkte om Lisas pull-ups eller uheldet. Men vi vidste begge to godt, hvad hun hentydede til.

“Selvfølgelig,” svarede jeg, uden at ville gå nærmere ind på emnet - mest af frygt for, hvad det kunne afsløre om mig selv.

Mor kom ikke ind for at snakke med hr. og fru Higgins. Hun blev bare siddende i bilen i indkørslen. Jeg gætter på, hun havde travlt. Emilia sad spændt fast i autostolen bag mig. Toppen af en ble stak op over buksekanten og afslørede, at hun havde haft lige så meget besvær med toiletbesøg i dag, som jeg havde. Jeg vidste ærligt talt ikke, hvad jeg skulle have gjort, hvis Lisa ikke havde haft ekstra pull-ups, jeg kunne låne.

“Havde du en god dag sammen med Lisa?”

“Ja, vi blev helt færdige med præsentationen.”

Jeg nævnte ikke, at vi havde brugt halvdelen af tiden på at snakke og spille computerspil. Det passede ikke ind i mors forestilling om, hvordan en studieaftale burde foregå. Men jeg vidste, at det altid satte hende i godt humør, når jeg kunne sige, at jeg var foran med lektierne.

Jeg havde ikke tænkt nærmere over, hvor lang køreturen hjem ville tage. Lisas hus lå cirka tyve minutter fra skolen. Min normale transporttid til skole var halvt så lang, når jeg ikke tog bussen. Cirka ti minutter inde i køreturen begyndte min blære at sende meget tydelige signaler om, at det var på tide at komme på toilettet - helst med det samme.

“Mor, hvor lang tid er der tilbage, før vi er hjemme?”

“Omkring tyve minutter.”

Pis. Seriøst? Hvorfor skulle Lisa bo i den helt modsatte ende af byen? Hvis computerspil var hendes svage punkt, så var lange bilture helt klart mit. Jeg vidste det ikke kunne betale sig at spørge, om vi kunne stoppe ved en tankstation. Hun ville sige nej, og sandsynligvis blive irriteret over, at jeg overhovedet havde behov for at spørge. Emilia fik jo heller ikke pauser midt under bilture, så det kunne jeg heller ikke regne med selv at få.

Den viljestyrke, jeg havde brugt for at holde pull-up’en tør, slap op fem minutter senere, og jeg fortrød, at jeg havde glemt at gå på toilettet i farten, da vi skulle afsted.

Jeg syntes næsten, jeg kunne høre strålen ramme indersiden af pull-up’en - eller også var det bare noget jeg forestillede mig. Uanset hvad, reagerede mor ikke, hvilket i det mindste sparede mig for at skulle afsløre uheldet lige med det samme.

Mit hjerte sank, da det gik op for mig, at det her ville være det andet uheld, mor ville finde ud af i dag. Og jeg vidste godt, hvad reglerne var, når det skete. Hvad ville der mon vente mig, når vi kom hjem?

kirstine · 4. August 2025, 13:25

Kapitel 32

Ble-tvillinger

Resten af køreturen hjem føltes meget kortere, nu hvor jeg ikke længere sad og krampede for at holde mig. Så snart jeg var kommet ind ad døren og havde fået skoene af, bad mor mig tage mine jeans af. At jeg havde været væk næsten hele lørdagen, betød ikke, at hun havde glemt toilettræningen.

“Men mor, her er koldt,” sagde jeg.

“Selvfølgelig er her koldt. Jeg gider ikke betale for at varme huset op, når vi ikke engang er hjemme. Det bliver varmt igen om lidt.”

“Kan jeg så ikke vente med at tage bukserne af, til det er blevet lidt varmere?”

Jeg var ikke sikker på, at det ville virke, men jeg syntes selv, det var et rimeligt nok ønske. Hvis jeg bare kunne undgå, at mor så den våde pull-up, kunne jeg måske slippe af sted med at tage en tør på uden, at hun opdagede, der manglede en. Men det håb blev hurtigt knust.

“Du ved godt, hvordan det foregår, unge dame. Bukserne af.”

Jeg tøvede, så længe jeg kunne slippe af sted med det, men til sidst måtte jeg opgive og begyndte at knappe bukserne op. Den våde pull-up bulede tydeligt frem, da jeg lynede ned. Hvor ville jeg dog ønske, der fandtes et mærke af bleer eller pull-ups, man kunne tisse i uden det var så åbenlyst bagefter. Jeg trak jeansene helt af og lod dem ligge i en bunke ved døren. Mor sukkede og stillede sig med hænderne i siden.

“Kom, så får vi dig gjort ren,” sagde hun og tog mig i hånden for at føre mig ind i hendes soveværelse.

Så frustrerende som hendes opgivende tone var, var jeg alligevel lettet over at hun ikke gik i gang med en lang prædiken om ansvar og toiletvaner. Jeg lukkede øjnene, mens hun skiftede mig. I stedet for at rive siderne op, som hun plejer, tog hun fat i pull-up’en og trak den hele vejen ned over mine ben, til den var af.

“To uheld på én dag. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal stille op med dig. Du burde altså være et bedre forbillede for din søster. Hvad tror du, hun tænker, når du kommer hjem i en våd pull-up?”

Jeg sagde ikke noget. Det var et retorisk spørgsmål, og jeg vidste det godt. Jeg gøs mig, da mor begyndte at tørre mig med vådservietter. Jeg havde stadig ikke vænnet mig til følelsen - det var én ting at bruge dem selv, hvor man vidste, hvornår kulden kom, men når man ikke selv havde kontrollen, føltes det næsten som en form for tortur.

Hun gik væk fra sengen - sikkert for at smide den brugte pull-up ud og hente en ny - men hun blev væk længere, end det burde tage. Jeg lå og ventede med benene samlet, klar til at hun ville skubbe en ny pull-up op over fødderne og benene. Men i stedet tog hun fat i mine ben og begyndte at løfte dem op, så hun kunne få numsen fri fra madrassen.

“Nej, NEJ! Ikke det, nej,” udbrød jeg og prøvede at rejse mig op.

Men mor pressede hånden fast mod mit bryst og forhindrede mig i at rulle væk eller sætte mig op.

“Du ved godt, hvordan reglerne er, Sarah. To uheld på én dag betyder, at du tager en pause fra toilettræningen i morgen. Jeg laver ikke om på de pottetræningsregler, jeg bruger til Emilia - så du følger dem også.”

“Men mor, uheldet skete i bilen. Jeg ville være gået på toilettet, hvis der havde været et.”

“Det er ligegyldigt. En del af at være toilettrænet er, at man kan holde sig, også når der ikke lige er et toilet i nærheden.”

Jeg opgav at gøre mere modstand og lod kroppen synke slap ned i sengen. Mor løftede mine ben og rullede mig en smule bagover, så hun kunne få bagstykket af natbleen skubbet ind under mig. Resten af ble-skiftet gik som i en tåge. Jeg lukkede øjnene igen. Jeg havde ikke lyst til at se hendes hænder trække forsiden af bleen op over mig og sætte tapen fast i siderne. Endelig var hun færdig. Bleen sad, som den plejede - tæt og stramt - da mor tog fat i mine hænder og hjalp mig op at stå.

“Så, få dine bukser på.”

Jeg gik ikke tilbage til værelset for at tage dem på, men prøvede i stedet at trække dem op dér i entreen, hvor jeg havde lagt dem tidligere. Det gik fint, når jeg havde en pull-up på, men bleen var meget tykkere, og jeg kunne ikke få lynlåsen lukket. Jeg havde heller ikke nogle løsere jeans at skifte til - alle mine jeans sad ret tæt - så jeg nøjedes med at tage et par natbukser på i stedet.

Det løse stof gjorde, at bleens omrids var langt mindre synligt, men det gjorde intet for at dæmpe den knitrende lyd, der fulgte med hver eneste bevægelse, jeg lavede. Jeg kom til at tænke på mors pottetræningsregler for Emilia. To uheld på én dag betød, at man røg tilbage i ble som en pause fra toilettet, men mor havde altid tolket det som, at man skulle være i ble hele den følgende dag. Ud over bleerne havde mor også en tendens til at behandle Emilia som en baby i de perioder, hvor hun havde toiletpause - det indebar både sut og sutteflaske. Heldigvis havde mor ikke vist tegn på at ville gøre det samme med mig, og jeg havde bestemt ikke tænkt mig at gøre noget, der kunne minde hende om det.

Tankerne væltede rundt i hovedet på mig. Hvor tit ville hun skifte mig? Ville hun selv tjekke, om det var nødvendigt, eller skulle jeg ydmyge mig selv ved at sige, hvad der var i bleen? Og hvad hvis jeg skulle lave? Havde hun virkelig tænkt sig at ville skifte mine lortebleer?

Det eneste, jeg kunne finde lidt trøst i, var, at det var søndag i morgen - så jeg slap i det mindste for at skulle i skole med ble på. Ville mor overhovedet have sendt mig i skole sådan? Tanken skræmte mig. Jeg kunne godt finde ud af at skjule en pull-up i skoletiden - det havde jeg trods alt klaret i næsten en hel måned - men en ble? Det ville være umuligt. Selv hvis de andre elever af en eller anden mirakuløs grund ikke lagde mærke til lyden, så ville man stadig kunne se bulen under tøjet. Og den vralten, man automatisk fik af at gå med noget så tykt mellem benene, ville heller ikke være til at skjule.

Resten af aftenen forløb nogenlunde normalt - eller så normalt som en aften med ble på nu kan være. Huset havde ikke nået at blive varmt igen, så det var faktisk rart nok at få lov til at beholde natbukserne på i stedet for at skulle gå rundt med bare ben.

Da jeg havde brugt det meste af dagen på lektier, lod mor mig selv bestemme, hvad jeg ville lave resten af aftenen. Jeg satte mig for at spille lidt Fortnite, nu hvor jeg havde mulighed for det, inden jeg blev smidt ud af værelset, når Emilia skulle i seng. Da jeg startede en solo-match, kom jeg i tanke om, at Lisa sikkert også stadig havde ble på - men i det mindste var det hendes eget valg.

Jeg kom i tanke om, hvad Lisa havde sagt om de der knibeøvelser, lægen havde givet hende. Hun var overbevist om, at de havde gjort en tydelig forskel for hendes blærekontrol. Jeg ville ønske, jeg havde bedt hende vise mig, hvordan man lavede dem.

Lige meget hvor meget jeg prøvede at skubbe tanken væk, så kunne jeg ikke ignorere kroppens naturlige behov. Jeg skulle tisse. Min første reaktion var faktisk at være glad for, at jeg overhovedet opdagede det. Min anden reaktion var at rejse mig fra stolen ved skrivebordet for at gå direkte ud på toilettet. Og min tredje reaktion var at komme i tanke om, at jeg havde ble på - og at sige et ord, som jeg var meget glad for, mor ikke var i nærheden til at høre.

Jeg blev nødt til at spørge, om jeg måtte tage bleen af for at gå på toilettet. Måske mente hun det ikke helt alvorligt med den der ble-ting? Det kunne jo bare være en skræmmetaktik for at få mig til at tage mig sammen, efter at have haft to uheld på én dag. Hun måtte da sætte pris på at slippe for at skulle skifte en våd ble?

Med blæren i alarmberedskab løb jeg ind i stuen, hvor mor sad i sofaen og så aftennyhederne. Emilia sad på gulvet og førte sine dukker rundt i et lille dukkehus.

“Mor, må jeg tage bleen af for at gå på toilettet?”

“Nej.”

“Men jeg skal altså virkelig nu.”

“Toilettet er forbudt, når du har ble på. Du ved godt, hvordan reglerne er.”

Jeg gik slukøret tilbage mod værelset. Hvorfor havde jeg overhovedet gidet spørge? Hvis Emilia kunne ende med at skulle bruge ble i en hel dag, så kunne jeg selvfølgelig også. Da jeg var kommet om hjørnet og ude af mors synsfelt, prøvede jeg at tvinge mig selv til at tisse i bleen. Men der skete ikke noget. Jeg spændte alle de rigtige muskler, men selv med den stigende trang til at lade vandet lykkedes det ikke. Det var så dumt - det var åbenbart nemmere for mig at tisse i bukserne ved et uheld end med vilje. Ikke fordi jeg aldrig havde brugt en pull-up med vilje.

Jeg lyttede efter, om jeg kunne høre mor i gangen, men der var stille. Så sneg jeg mig ind på badeværelset. Jeg løftede toiletsædet - mor var altid meget opmærksom på, at det skulle lukkes efter brug - og satte mig ned, stadig fuldt påklædt.

Det føltes komplet latterligt. Jeg sad på toilettet. Jeg skulle tisse. Og jeg skulle tisse i en ble i stedet. Fristelsen til bare at rive bleen af, bruge toilettet som normalt og så tage skraldet bagefter var ret stor. Men jeg vidste bedre. Hvis der var én ting, mor ikke tolererede, så var det direkte ulydighed. Det var én ting at få en dårlig karakter eller tisse i bukserne - det var i det mindste ikke med vilje. Men at overtræde hendes regler med vilje ville føre til en straf, jeg med garanti ville fortryde.

At sidde på toilettet viste sig at være en klog beslutning - det lykkedes mig at narre min blære til at give slip, og tisset løb ud i bleen. Jeg tøvede et øjeblik, før jeg trak bukserne lidt ned for at se bleen. Havde jeg virkelig lyst til det? Men nysgerrigheden vandt over skammen, og jeg trak dem ned, så jeg kunne se bleen tydeligt i spejlet på badeværelset. Den våde plet var slet ikke så stor, som jeg havde forestillet mig. Jeg vurderede, at bleen nok kunne klare tre-fire lignende tisseture, før den ville lække.

Jeg gad ikke spørge mor, om jeg måtte blive skiftet. Den våde følelse var knap nok mærkbar, så det gjorde ingen forskel for mig, om jeg havde en ren ble på eller ej. Jeg gik tilbage på mit værelse, men i stedet for at starte Fortnite igen, tændte jeg for Minecraft. Jeg vidste, at mor kunne finde på at lægge Emilia i seng når som helst, og hun havde absolut ingen forståelse for, at man måske gerne ville gøre en online kamp færdig. I hendes verden var det slut med spil, når hun sagde det - punktum.

Og ganske rigtigt, et par minutter senere trådte mor ind på værelset med Emilia i armene. Da hun gik forbi mit skrivebord, fik jeg et kraftigt pust af en gennemtrængende lugt fra min lillesøsters ble. Jeg misundte ikke mor det bleskift, hun nu skulle i gang med. Jeg gemte spillet, slukkede computeren og gik frivilligt ud mod stuen. Jeg havde absolut ingen lyst til at være der, når Emilia blev skiftet.

“Unge dame, du kommer ind på værelset nu. Jeg siger det ikke igen.”

“Undskyld, jeg kommer.”

Jeg vraltede tydeligt, da jeg skyndte mig rundt om hjørnet og ned ad gangen mod mit værelse. Emilia lå allerede på ryggen på pusleunderlaget, som mor havde lagt ud ovenpå min seng. Hendes bukser var allerede fjernet og hang halvt ude af vasketøjskurven. Den gennemblødte ble hang tungt og slapt på hende, og klumpede sig sammen på underlaget - jeg kunne tydeligt se, at min næse ikke havde taget fejl tidligere. Der var ikke én eneste del af bleen, der ikke var farvet af urinens karakteristiske nuance. Mor havde ikke lagt Emilia midt på underlaget, men mere til siden - tydeligvis for at gøre plads til mig.

“Op i sengen,” sagde mor. “Du skal have en ren ble på, inden du skal i seng.”

“Det er ikke sengetid endnu.”

“Det er det i aften.”

Mor brugte begge hænder til at tage fat i linningen på mine bukser og lod dem glide ned, så de landede i en bunke omkring mine ankler. Min ble var slet ikke i lige så dårlig sand som Emilias var. Mor skiftede hende først. Jeg forstod ikke helt, hvorfor jeg skulle ligge ved siden af hende imens. Jeg måtte holde mig for næsen, da mor åbnede Emilias ble, og selv da var lugten lige ved at få mig til at brække mig.

Selvom jeg havde protesteret over at skulle have ble på om aftenen, så havde jeg ikke nogen gode argumenter imod at skulle have den på om natten. Medmindre jeg mirakuløst stoppede med at tisse i sengen netop i nat, så ville min ble være gennemblødt, når jeg vågnede i morgen.

Mor lod mig komme ned fra sengen for at gå ud og børste tænder, men sagde klart og tydeligt, at jeg skulle direkte i seng bagefter. Jeg brugte de næste fem minutter på at give mine tænder den mest grundige omgang tandbørstning, de havde fået i årevis.

Selvom jeg kom i seng flere timer før, jeg normalt ville gøre på en weekend, følte jeg mig helt udmattet. Ikke fysisk, men mentalt. Hele dagen havde tappet mig for energi - alle uheldene, det at blive sat tilbage i ble, og så alt det, jeg havde fået at vide om Lisa, som jeg stadig ikke havde fået bearbejdet. Jeg kunne høre Emilias vejrtrækning finde ind i sin velkendte rytme. Jeg lå på ryggen. Normalt foretrak jeg at sove på siden, eller allerhelst på maven, men af en eller anden grund havde mor spændt bleen sådan fast i aften, at det gjorde ondt i huden, hvis jeg prøvede at ligge på maven. Men selv frygten for, hvad morgendagen ville bringe, kunne ikke holde mig vågen for evigt.

babykoen · 6. August 2025, 09:54

Jeg har aldrig fået læst den oprindelige engelske udgave færdig, så nu sætter du jo mig i et svært dilemma, om jeg skal gøre det eller læse med her

kirstine · 7. August 2025, 05:05

Kapitel 33

Sikke noget skidt

Med dynen trukket af og smidt i en bunke ved fodenden af sengen justerede jeg min stilling, så mor kunne skubbe et pusleunderlag ind under mig. Jeg trak fødderne tættere ind, så tæerne hvilede på sengen i stedet for at dingle ud over kanten, og mine knæ pegede op i luften.

Siden jeg var begyndt at tisse i sengen igen, stillede jeg ikke længere mit vækkeur - det havde ellers aldrig svigtet mig før. Nu var mor mit vækkeur. Hendes blide skubben til min skulder havde erstattet den forfærdelige, irriterende bippen. Og hun var lige så punktlig.

Det pinte mig, hvor let jeg havde vænnet mig til de her ændringer i mit liv. At vågne op med følelsen af en gennemvædet ble spændt fast om livet og klemt mellem benene. Hvor naturligt det efterhånden føltes bare at lade mor skifte mig. Hun tjekkede ikke engang længere, om bleen var våd, men gik bare i gang med at skifte mig med den antagelse, at jeg endnu en gang havde tømt blæren i løbet af natten. Og hun havde ret. Det stod efterhånden så slemt til, at jeg vågnede op våd hver eneste morgen. Der var næsten gået en uge siden sidst, jeg vågnede om natten og havde brug for at komme på toilettet.

Nogle morgener vågner man bare og mærker, at noget er galt. En rest af uro eller nervøsitet hænger stadig ved, selv efter en hel nats søvn. Jeg gned mig i øjnene, mens mor begyndte at fjerne de fire bletape én efter én, hver med en høj, flænsende lyd. På trods af at jeg var kommet tidligt i seng, var jeg stadig døsig og kunne ikke helt sætte fingeren på, hvad det var jeg burde være utilfreds med. Jeg vidste, det nok skulle komme til mig. Og jeg vidste, at jeg sandsynligvis ville blive endnu mere utilfreds, når det skete.

Til sidst blev bleen fjernet, og jeg gjorde mig klar til den pull-up, mor ville give mig på. Jeg ville ønske, jeg selv måtte tage den på. Men det var ikke en pull-up mor lagde frem. Det var en ble. Og straks huskede jeg, hvad det var der havde gnavet i mig, siden jeg vågnede.

Jeg måtte tage mig voldsomt sammen for ikke at stritte imod. Jeg havde lyst til at sparke mors hænder væk, gribe bleen, rive den i stykker og kyle den hen i hjørnet af værelset. Men det ville ikke hjælpe mig. Det vidste jeg jo godt, og tanken alene var nok til at få mig igennem det hele uden brok.

Den anden ting, der holdt mig tilbage, var erkendelsen af, at jeg selv bar en vis skyld for, at jeg nu lå her. Nej, jeg gav ikke mig selv skylden for at have tisset i bukserne - de uheld kom så tilfældigt, at jeg tydeligvis ingen kontrol havde over dem. Men jeg gav mig selv skylden for noget andet, som var helt og holdent mit ansvar: at jeg ikke havde været bedre til at skjule uheldene for mor.

Så jeg lod hende gøre det færdigt uden modstand, løftede bagdelen, da jeg skulle, og holdt endda forsiden af bleen på plads, så mor kunne få tapen til at sidde bedre. Det var kun én dag. Jeg kunne godt klare det. Jeg plejede at være god til at skjule uheldene, og hvis jeg bare kunne lære af de få fejl, jeg havde lavet de seneste uger, kunne jeg måske komme ud af det her net af pottetræningsregler. Især hvis det her afføringsmiddel viste sig at være den mirakelkur, jeg håbede på.

Min første fejl havde været i går morges, da jeg havde tisset i bukserne uden for badeværelsesdøren, mens mor var i bad. Jeg havde haft almindelige trusser på, fordi mor havde givet mig dem på efter at have skiftet mig ud af natbleen. Jeg burde have haft en af Emilias pull-ups på som en sikkerhedsforanstaltning, men jeg havde ikke nået at tage en på så tidligt om morgenen, fordi Emilia næsten var vågen i tremmesengen i soveværelset. Jeg var nødt til at have flere af hendes pull-ups i min rygsæk, så jeg havde en anden måde at få fat i dem på og ikke endte med at have trusser på under et uheld.

Min anden fejl havde været langt simplere, og jeg var stadig ret irriteret på mig selv over at have begået den. I min hast for at komme ud til mors bil, da vi skulle hjem fra Lisa i går aftes, havde jeg glemt at gå på toilettet - selvom jeg stod foran en halv times køretur. Hvis bare jeg havde undgået ét af de uheld, ville jeg ikke sidde i den her suppedas nu. Mor ville have givet mig en pull-up på, og jeg kunne have forsøgt at klare endnu syv sammenhængende dage uden at hun opdagede mine daguheld.

Da bleen sad ordentligt fast, trak mor en nederdel på mig. Nederdele var helt klart noget af det tøj, jeg brød mig mindst om. Men jeans var udelukket, for de passede ikke over bleen, og så var en nederdel nok det næstbedste. Tanken om at have leggings på udenpå en ble var ikke til at holde ud, og jeg havde i hvert fald ikke lyst til at gå rundt med en synlig ble, sådan som mor nogle gange tvang mig til, når jeg havde en pull-up på.

Jeg kunne slappe en smule mere af, da nederdelen først var kommet på. Jeg hadede at skulle have ble på hele dagen, men jeg accepterede det - både fordi jeg vidste, at situationen delvist skyldtes min egen sjusk, og fordi jeg også vidste, at mor, som altid var konsekvent med sine regler, ville lade mig komme tilbage i pull-ups i morgen.

Jeg sad i sofaen sammen med Emilia og så tegnefilm, mens mor lavede morgenmad. Det var ellers en sjældenhed. Bortset fra julemorgen, hvor hun altid lavede en morgenmadsfest, der passede bedre til tolv mennesker end til tre, lavede mor aldrig noget særligt til morgenmad. Det passede mig helt fint. Jeg kunne godt lide min normale morgenmad, selvom lyden af bacon, der sydede på panden, begyndte at gøre mig godt sulten.

Jeg var glad for, at jeg var kommet først ind i stuen og derfor havde nået at tage fjernbetjeningen, inden Emilia kom kravlende ind med en sut i munden. Emilia var i en fase, hvor det eneste, hun ville se, var Caillou. Det er ikke fordi, jeg hader alle børneprogrammer. Jeg kunne godt holde til et par afsnit af My Little Pony uden at kede mig for meget. Og Sesam luk dig op var da i det mindste ikke irriterende. Men hvis jeg skulle høre på den skaldede unge pive eller skabe sig åndssvag én gang til, ville jeg blive sindssyg.

Mor havde dog insisteret på, at vi ikke skulle se noget alt for voksent, når min treårige lillesøster var til stede. Jeg havde fundet nogle genudsendelser af Scooby-Doo, og de fik os begge til at fnise ustyrligt, mens banden drønede rundt på skærmen og prøvede at undslippe monsteret. Forudsigeligt, men perfekt til hjernedød lørdagsunderholdning. Og det var netop det, jeg havde brug for lige nu. At tænke var ikke godt. At tænke betød, at der kunne dukke tanker op, jeg ikke havde lyst til at tænke. Som hvorfor der var noget mellem mine ben, der gjorde det svært at lukke dem helt sammen. Eller den knitren, der kom, hver gang jeg skiftede stilling i sofaen. Jo mindre jeg tænkte på bleen, jo gladere ville jeg være, så jeg prøvede at holde den ude af hovedet.

Emilia vidste godt, at jeg havde ble på. Der havde ikke været nogen måde at skjule det på, men hun havde faktisk slet ikke sagt noget om det. Jeg gættede på, at sutten måske hjalp lidt i den retning. Når mor satte Emilia tilbage i ble, betød det nemlig også, at hun blev behandlet som en baby og ikke som en børnehavepige. Hun skulle kravle rundt på gulvet og bruge sut, flaske og tudkop. Bare tanken om at skulle kravle rundt på gulvet, fik mine knæ til at gøre ondt. Jeg klagede bestemt ikke over, at mor ikke håndterede mig i ble på samme måde, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at undre mig over, hvorfor lige dét var en af de regler, hun var villig til at fravige.

Morgenmaden viste sig virkelig at være et festmåltid: kærnemælkspandekager, sprød bacon, røræg og en halv grapefrugt med et lille drys sukker ovenpå. Det eneste, der ikke var festligt, var min drik. Det var ikke engang en af de der tudkopper til lidt større børn med sugerør på toppen, som nærmest kunne ligne en sportsflaske, hvis man så bort fra de barnlige motiver. Det her var en decideret tumlinge-tudkop - præcis magen til den, der stod foran Emilias tallerken.

“Mor, er det virkelig nødvendigt?” spurgte jeg og løftede tudkoppen op for at undersøge den. “Det her er en babykop.”

“Har du lyst til at fortælle mig, hvad du har på under nederdelen lige nu?” svarede mor og lod sin stemme dø ud.

Det havde jeg ikke lyst til. Jeg tror ikke engang, jeg kunne få mig selv til at sige ordet højt, selv hvis jeg havde villet. Jeg overgav mig og løftede tudkoppen op til munden.

Hvis jeg havde haft pull-up eller trusser på, ville jeg have været meget forsigtig med appelsinjuice. Den drik var nærmest et uheld i flydende form. Men jeg vidste, at det ikke var noget, jeg behøvede at bekymre mig om i dag. Uanset om det skete med vilje eller ej, så ville al den tis, jeg kom af med i dag, ende i bleen. Jeg nød faktisk appelsinjuicen, mens jeg spiste mig gennem morgenmaden - på trods af at den blev serveret i en tudkop. Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde drukket noget uden samtidig at bekymre mig om, hvad det ville betyde for min blære.

“Jeg går ud og ordner lidt ting,” sagde mor og tog sin tomme tallerken med over til vasken. “I må gerne se fjernsyn, til jeg er færdig. Vi prøver afføringsmidlet bagefter.”

“Ting” betød, at hun skulle hænge de sidste juledekorationer op udenfor. For normale, fornuftige og nogenlunde ædruelige mennesker starter julen dagen efter Thanksgiving. For mor var jul nærmest noget, der varede hele året, men det var altid den første weekend efter halloween, at det for alvor gik løs.

Jeg sørgede for at spise færdig før Emilia og trak mig tilbage til sofaen i stuen, så jeg kunne beholde kontrollen over fjernbetjeningen. Tissetrangen kom og gik, og jeg lod en lille stråle slippe ud i bleen. Det burde jeg virkelig ikke have gjort. Selv uden adgang til et toilet burde jeg forsøge at holde mig så længe som muligt, for at det i det mindste mindede lidt om at vente på tur til at gå på toilettet.

Jeg prøvede ikke at tænke alt for meget på det der afføringsmiddel. Jeg burde virkelig have læst mere om det. Ville det give mig kvalme? Ville det gøre ondt?

Emilia virkede ikke som om, hun var det mindste generet over at have ble på, men igen - det var nærmest hver uge, hun havde en eller to dage, hvor hun endte med at få ble på, så for hende var det ikke noget særligt. Scooby-Doo-maratonet fortsatte hen over morgenmaden, så vi nåede at se et par afsnit mere på en halv time hver. Jeg hørte hoveddøren gå op, og mor kom ind igen.

“Kom så piger, lad os gå ind i soveværelset,” sagde mor i en glad stemme, der lød som om hun også var optimistisk omkring, at hendes dage med bleskift snart var ovre.

Jeg var lidt overrasket over, at det ikke var mor selv, der var kommet på idéen med afføringsmidlet. Hun havde ellers prøvet alt, hvad der stod i nogen pottetræningsbog nogensinde skrevet, i forsøget på at gøre Emilia renlig.

Skiftemåtten lå allerede klar på sengen, da jeg trådte ind i soveværelset med Emilia i armene. Det virkede lidt tidligt til et bleskift - min ble var dårligt nok våd, og jeg tvivlede på, at der var sket noget særligt med Emilias. Mor bad os lægge os ned på måtten, og jeg adlød, satte Emilia ned på sengen og lagde mig selv ved siden af hende.

“Jeg giver jer pillerne, mens jeg skifter jer,” sagde mor.

Det gav overhovedet ikke mening. Normalt, når mor skulle give mig en vitaminpille eller en anden slags medicin, foregik det på badeværelset, hvor hun rakte mig pillen sammen med et glas vand. Jeg havde fundet en nem metode: jeg lagde pillen bag i munden, lænede hovedet bagover og tog en hurtig slurk vand. Det virkede hver gang.

“Hvordan skal vi tage pillerne, når vi ligger ned?” spurgte jeg.

“Det er ikke almindelige piller. Jeg har købt afføringsmiddel som suppositorier. De virker hurtigere. Jeg tænkte, det var bedre at få det overstået på en time end at trække det ud hele dagen.”

Suppositorier? Det var et ord, der lå uden for mit ordforråd. Hvordan i alverden tager man en pille, hvis man ikke skal sluge den?

“Hvad er en ‘suppitori’?” spurgte Emilia og kludrede i ordet, som lå langt over hendes børnehave-niveau.

“Det er en pille, man sætter op i numsen,” sagde mor, alt for ubekymret i forhold til, hvad hun lige havde sagt.

Jeg knugede instinktivt benene sammen og afskar adgangen til den del af min krop, det drejede sig om.

“Det kan du ikke mene alvorligt,” sagde jeg.

Mor så direkte ned på mig.

“Jeg mener det fuldstændig alvorligt. Suppositorier optages i blodet hurtigere end almindelige piller, så det her er bedre, fordi det går hurtigere over.”

“Men pillen skal op i min numse?”

“Ja, den skal op i numsen. Suppositorier bruges mest til babyer, fordi man ikke kan regne med, at de kan sluge en pille, men de bliver også brugt til voksne i nogle tilfælde.”

Løftet om at det ville være hurtigt overstået var nok til at dulme min uro over denne nye måde at tage medicin på. Mor fjernede de våde bleer fra både Emilia og mig og lagde friske bleer under os - men hun lukkede dem ikke.

Vi havde indtil nu danset lidt uden om, hvad afføringsmidlet egentlig ville få mig til at gøre - nemlig at skide en masse. Indtil for en måneds tid siden havde mine toiletvaner aldrig været noget, jeg talte om med mor - især ikke noget, der direkte indebar det, man normalt omskriver som at lave stort.

“Det her skulle gerne få tarmen til at tømme sig helt, og det kan tage op til en time,” sagde mor, mens hun studerede bagsiden af den lille pakke, hun holdt op foran ansigtet.

Jeg tænkte på, hvor slemme Emilias bleer eller pull-ups kunne blive, når hun lavede lort i dem. Og så tænkte jeg på, hvor meget værre en voksen omgang lort i en voksenble ville være.

“Må jeg ikke godt sidde på toilettet, mens afføringsmidlet… virker?” spurgte jeg.

“Det ville ikke være fair over for din søster, hvis den ene af jer kunne sidde på toilettet og den anden ikke kunne,” sagde mor. “Desuden kan jeg ikke have, at en af jer optager toilettet i en hel time.”

“Jeg vil ikke lave i en ble,” sagde Emilia og begyndte at pive.

Mor rakte hånden ned og aede hende på hovedet.

“Shhh. Shhh. Du har alt for meget puha i dig. Lige her,” sagde hun og prikkede Emilia på den nederste del af maven, hvilket fik min søster til at grine. “Den her medicin hjælper dig med at få det hele ud, og så bliver det nemmere for dig at gå på toilettet som en stor pige.”

Jeg havde et vigtigere spørgsmål, jeg blev nødt til at stille mor.

“Holder bleerne det hele inde?”

“Ble-mærket angiver, at de også er designet til at holde afføring inde, så det burde ikke give problemer.”

Jeg havde ingen idé om, hvad jeg skulle forvente, da mor satte pillen op, men bortset fra et par sekunders ubehag mærkede jeg i starten ikke noget. Mor tørrede fingeren af med en vådserviet og gentog processen med Emilia, hvor hun tog en stikpille fra en anden pakke.

Jeg blev i soveværelset, mens mor bar Emilia ind i stuen. Jeg havde ikke lyst til at være i nærheden af andre, når afføringsmidlet begyndte at virke. Jeg rejste mig op og strakte mig. Jeg lagde mærke til, at bleen ikke sad helt så stramt som den plejede. Jeg håbede, det ikke ville blive et problem.

De næste par minutter sneglede sig af sted, mens jeg sad ved mit computerbord i ængstelig forventning om, hvad der skulle ske. Jeg havde stadig ikke mærket noget. Ville pillen overhovedet virke?

Mine tanker blev afbrudt af en brændende fornemmelse inden i, der hvor mor havde indført pillen. Mine hænder fløj instinktivt ned bagved. Ikke fordi det ville hjælpe. Det føltes, som om pillen smeltede inde i mig. Jeg krydsede armene tæt om brystet, mens jeg gispede efter vejret. Jeg rejste mig fra stolen, for at gå ind i stuen og fortælle mor hvad der skete. Så begyndte kramperne.

Smerten tvang mig ned på knæ, og jeg gav et hyl fra mig. Det var en sidestilling af to følelser der kæmpede mod hinanden. Jeg havde det mest presserende behov for at skide, jeg nogensinde havde haft. Ikke engang den værste omgang roskildesyge med diarré, der havde fået mig til at spurte mod toilettet, kunne måle sig med det her. Oven i det var der problemet, at jeg ikke kunne skide. Ikke fordi jeg var forstoppet - men fordi der ikke var noget, jeg kunne gøre for at få det til at gå hurtigere. Jeg havde på fornemmelsen, at når det først gik i gang, ville jeg ikke kunne stoppe det igen, før kroppen havde tømt sig fuldstændig.

Begge følelser blev hængende - hverken værre eller bedre. Afføringsmidlets fremgang ville føre mig, hvorhen det ville, uanset hvad jeg selv ønskede.

Det begyndte med en høj prut. Lyden forskrækkede mig. Prutter kommer normalt ikke bare sådan af sig selv. Men det her var ikke bare en prut.

Jeg havde skidt i bukserne. Rigtigt. Virkelig. Skidt i bukserne. Selvom jeg havde haft problemer med toiletbesøg den sidste måned, havde jeg faktisk ikke lavet i bukserne siden jeg var lille. Jeg kunne mærke, hvordan bleen pressede afføringen op mod mig. Klistret. Vådt. Varmt. Klamt. Klamt. Klamt. Jeg stivnede. Hvorfor i alverden havde jeg foreslået afføringsmiddel? At det, der nu lå i min ble, faktisk var det tilsigtede resultat, gjorde det ikke mindre pinligt at have skidt i bukserne.

Jeg kunne ikke blive stående længe. Kramperne og trangen til at komme af med det forsvandt ikke. At sidde ned eller lægge mig på ryggen var heller ikke tillokkende - det ville bare smøre det ud over hele bagdelen.

Jeg kravlede op i sengen og prøvede forsigtigt at undgå, at presse bagdelen mod noget. Det lykkedes mig at ligge på maven i et par minutter, men jeg kunne ikke holde ud at blive i den stilling længere. Trangen fra mine tarme kunne ikke ignoreres, og den voldsomme smerte og kramperne tvang mig til i det mindste at være halvt oprejst. Jeg satte mig på knæ med benene bøjet bagud og lænede mig forover, så jeg hvilede på albuerne med hovedet nedad og ansigtet begravet i puden.

Tårerne løb ned ad kinderne og direkte ned i puden, som hurtigt begyndte at føles fugtig mod min hud.

Flere minutters kramper blev efterfulgt af en eksplosiv omgang lort i bleen. Og så igen. Og igen. Og igen. Bleen begyndte at hænge længere og længere ned, som den blev tungere. Jeg havde naivt troet, at afføringsmidlet bare ville give mig én ekstra stor afføring, og så ville det være overstået. Nu forstod jeg, hvorfor mor ikke havde spændt bleen helt så stramt som hun plejede. At den sad løsere, betød, at den kunne udvide sig i takt med, at mine tarme blev tømt.

Efterhånden begyndte kramperne at aftage, og de næste par afføringer kom mere stille og var ikke lige så voldsomme. Lugten var egentlig ikke så slem, men min næse var snottet og stoppet til af al gråden, så måske kunne jeg bare ikke lugte det lige nu. Normalt ville jeg være gået ud på badeværelset for at hente et stykke toiletpapir og pudse næse, så jeg kunne få alt det slim ud, der havde samlet sig, men jeg tænkte, det nok var bedst at vente med det til efter, jeg var blevet skiftet.

Var der allerede gået en time? Tiden havde mistet al betydning, mens jeg lå på knæ i sengen og sked i bleen. Nu hvor kramperne ikke længere holdt mig oprejst, lagde jeg mig ned på maven, med benene spredt så meget som muligt for ikke at mase den klump afføring, der nu lå i bleen. Jeg troede ikke, situationen kunne blive værre. Så begyndte jeg at tisse. Jeg ved ikke, hvorfor al den appelsinjuice havde ventet så længe med at komme ud. Måske havde afføringsmidlet sat blæren på pause, mens det koncentrerede sig om at få tømt tarmene. Under alle omstændigheder var det her den længste tissetår, jeg havde haft i lang tid. Det blev ved og ved, mens forsiden af bleen blev mere og mere fyldt.

Jeg havde aldrig i mit liv ønsket et bleskift så meget som nu. At tanken om at få en ren ble på kunne føles tiltalende, var i sig selv bevis på, hvor forfærdelig oplevelsen med afføringsmidlet havde været. Jeg skubbede mig langsomt ned fra sengen - en svær opgave, da jeg både skulle holde benene spredt og samtidig undgå at rulle om på ryggen.

Når en ble er våd, opstår vralten, fordi bleen svulmer op af alt urinen og fysisk forhindrer én i at føre benene sammen. Når bleen er beskidt, handler vralten ikke om noget fysisk. Jeg kunne sagtens presse benene sammen, hvis jeg virkelig ville - men jeg havde absolut ikke lyst til at finde ud af, hvad der ville ske med al den lort, hvis jeg gjorde det.

Jeg havde lige nået at tage et par forsigtige skridt hen mod døren, da jeg hørte lyden af at mor nærmede sig. Hun kom ind i værelset med Emilia i armene, men min søster lå ikke og puttede sig ind til hendes skulder. I stedet holdt mor fast i hende under armene, med Emilia vendt ind mod sig - men med omkring en armlængdes afstand mellem dem. Mors skulder, hvor Emilia formentlig havde ligget med hovedet i over en time, var gennemblødt. Jeg var åbenbart ikke den eneste, der havde brugt det meste af den seneste time på at græde. Tilsyneladende er afføringsmidler til småbørn lige så forfærdelige som dem til voksne.

“Sarah, åbn vinduet. Nu,” sagde mor med en tydelig hast i stemmen.

Hun behøvede ikke engang at sige det. Lugten fra Emilias ble var langt mere kvalmende end min egen. Jeg tog to skridt så hurtigt, jeg turde, hen til vinduet tættest på sengen, mens jeg forsøgte at ignorere følelsen af lort, der smattede rundt bagi. Jeg låste vinduet op og skubbede ruden så højt op, den kunne komme, og låste den fast igen. Da jeg vendte mig om, blev årsagen til stanken tydelig. Emilias ble havde ikke været i stand til at holde på resultatet af afføringsmidlet. Lysebrun afføring var smurt ud af toppen af hendes jeans og op på hendes bluse. Måden, hendes bukser bulede ud bagpå, afslørede, at afføringsmidlet havde haft en voldsom effekt på hende.

Jeg troede, mor ville have os begge på puslemåtten samtidig, ligesom hun havde gjort inden sengetid i går, men i stedet vinkede hun mig ud i gangen, så jeg ikke var i vejen mens hun skiftede Emilia.

Det var svært at gå med lort bagi. Ved hvert skridt kunne jeg mærke det klistre op mod huden og glide væk igen. Jeg besluttede at blive stående ved vasken på badeværelset, indtil det blev min tur. Jeg havde ikke lyst til at gå hele vejen ind i stuen og tilbage igen i den her tilstand, og det var ikke ligefrem, fordi jeg kunne sætte mig i sofaen alligevel.

Mens jeg stod og ventede på, at mor blev færdig med Emilia, begyndte lugten fra bleen for alvor at påvirke mig. Det værste ved det hele var, at der ikke var noget, jeg kunne gøre - og intet sted, jeg kunne gå hen for at undslippe stanken.

Døren til soveværelset knirkede endelig op, og kort efter lød Emilias små skridt, da hun kom ud. Hun stak hovedet ind ad døren til badeværelset for at kigge på mig. En sut, der virkede en anelse for lille til hende, sad i munden på hende.

“Mor siger, det er din tur,” sagde Emilia og tog sutten kort ud af munden for at aflevere beskeden.

Jeg skyndte mig tilbage til værelset så hurtigt, jeg kunne. Der lugtede kraftigt af luftfrisker derinde, en stank der var næsten lige så kvalmende som bleen - bare på en anden måde. Det værste var at skulle op på puslemåtten. Der var simpelthen ingen måde at gøre det på, uden at komme til at lægge vægt på min numse. Jeg satte mig ned på sengen så langsomt som muligt, men det betød bare, at lorten blev presset endnu mere rundt i bleen.

Mor havde stoppet en klump toiletpapir eller papirlommetørklæde op i hvert næsebor og lavede en grimasse, da hun trak forsiden af bleen tilbage.

Nu forstod jeg, hvad Lisa mente den anden dag, da hun sagde, at hun nogle gange kunne føle en slags skadefryd når hendes mor skulle skifte en lorteble. Jeg behøvede ikke engang at se min numse for at forestille mig, hvordan den så ud - jeg havde trods alt selv skiftet rigeligt af Emilias lortebleer. Det tog mor mindst fem minutter at få mig ren, og det føltes som om, hun brugte en hel pakke vådservietter undervejs.

Vi sagde ikke et ord til hinanden under bleskiftet. Måske fordi mor var nødt til at koncentrere sig helt for at få mig ren. Eller måske fordi hele situationens akavethed endelig var gået op for hende. Én ting var helt sikkert - jeg skulle i hvert fald ikke på toilettet igen i dag. Jeg kunne simpelthen ikke forestille mig, at der var mere tilbage inden i mig.

Resten af dagen spurgte mor hverken mig eller min søster, om vi havde brug for at blive skiftet. Hun lod der gå flere timer mellem hvert bleskift - og der var, på det tidspunkt, slet ikke nogen tvivl om, at bleerne var våde. Hver gang sendte hun os bare ind på værelset uden overhovedet at kigge på bleerne for at tjekke. Ikke at det havde gjort en forskel - ingen af os kunne holde os i så lang tid alligevel.

Jeg prøvede at huske, om nogen af de artikler om pottetræning jeg havde fundet online, nævnte noget om, hvor lang tid det ville tage at genvinde kontrollen over blæren efter afføringsmidlerne. Jo før, jo bedre - men jeg ville alligevel ikke få mulighed for at teste det, før i morgen.

kirstine · 7. August 2025, 17:42

Kapitel 34

Gråzonen

Jeg steg af skolebussen mandag morgen med en vis ængstelse. Der var flere grunde til, at jeg var nervøs i dag. Lisa og jeg skulle holde vores fremlæggelse i historietimen i eftermiddag. Vores generalprøve i lørdags var gået glat. Jeg var ikke bekymret for mig selv - det er ikke sjovt at tale foran klassen, men jeg kan bide det i mig og får det overstået. Jeg var mere urolig for, hvordan Lisa ville klare det. Det var første gang, hun nogensinde skulle stille sig op og tale foran en klasse, og der var masser af ting, der kunne gå galt.

Min næste bekymring handlede også om Lisa. Hun vidste, at jeg gik med pull-ups, og det kunne jeg ikke lave om på. Katten var ude af sækken. Jeg stolede på, at hun ikke ville røbe det med vilje, men det udelukkede ikke muligheden for, at hun kunne komme til at afsløre det ved et uheld. Ét forkert ord på det forkerte tidspunkt kunne være katastrofalt.

Min vane med at gå direkte ud på toilettet, så snart vi stod af bussen, vækkede ikke længere nogen undren hos Samantha og Desi. De var efterhånden vant til mine nye rutiner. Jeg skiftede pull-up’en med hvide stjerner ud med en af Emilias Minnie Mouse-pull-ups og følte mig lettet over at vide, at jeg helt kunne skjule eventuelle uheld i dag for mor. Hjemme havde jeg nappet en håndfuld af Emilias pull-ups - så mange som jeg turde tage på én gang - og gemt dem i bunden af rygsækken. Jeg havde tænkt mig at være langt mere påpasselig fremover og sørge for altid at have ekstra med, så jeg kunne komme hjem med de originale pull-ups stadig tørre.

Min sidste bekymring var begyndt allerede da jeg vågnede tidligere i morges. Min ble var våd. Det var Emilias ikke. Jeg måtte stå model til mors overdrevne ros af min lillesøster for at have haft én eneste nat, hvor hun var vågnet tør - og så se hendes skuffede blik, da hun tjekkede min ble bagefter, og fandt ud af at den var drivvåd. Jeg havde ikke forventet ros, men et par opmuntrende ord ville have været rart. Én nat var alt for lidt at basere noget på, men hvad nu hvis det virkede for Emilia og ikke for mig? Tanken om, at min søster kunne blive renlig og få lov til at have trusser på i løbet af dagen, mens jeg stadig skulle gå med pull-ups, var helt ubærlig.

Jeg var fast besluttet på at komme igennem skoledagen uden uheld. Hvis jeg bare kunne klare det, så måtte natten blive næste skridt. Samantha og Desi stod og ventede på mig ude på gangen, da jeg kom ud fra toilettet. Af og til gik de også med derud for at tisse, men det var sjældent nødvendigt for teenagere, hvis blærer fungerede normalt. Busruten havde været hurtig i dag, så vi havde lidt tid at slå ihjel, inden første time begyndte.

“I er klar til fremlæggelsen i dag, ikke?” spurgte jeg, og kom i tanke om, at de var blevet sat sammen med en anden tilfældig elev, fordi Lisa havde fået sin onkel til at lade hende komme i gruppe med mig.

Samantha og Desi udvekslede et nervøst blik. Ikke et lovende tegn. Jeg begyndte at spekulere på, hvad der egentlig var sket under deres gruppearbejde med Jonathan, deres makker til opgaven.

“Vi er klar,” sagde Desi. “Men det er ikke det rigtige spørgsmål at stille.”

“Hvad er så det rigtige spørgsmål?”

“Du burde spørge, hvordan det går for vores Jonathan,” sagde Samantha.

“Er det virkelig så slemt?”

“Det er virkelig så slemt,” svarede Samantha.

“Seriøst?”

“Hvis du kan tage toiletkortet og komme ud, mens det er vores tur, så gør det,” sagde Desi.

Jeg pressede dem ikke yderligere for at finde ud af, hvor slemt det havde været at arbejde sammen med ham. Hvor galt kunne det være? Måske havde han ikke lavet noget, men Lisa og jeg havde jo også klaret det hele selv, bare os to.

Pull-up’en, jeg havde skiftet til inden første time, var stadig tør, da jeg gik sammen med Samantha og Desi mod kantinen. Jeg var kommet igennem de første timer uden nogen uheld. Jeg havde ikke været nødt til at styrte ud af klassen med toiletkortet i hånden på den velkendte rute til nærmeste toilet. Måske virkede afføringsmidlet? Var det bare placebo? Eller bildte jeg mig bare ind, at min blæresituation var ved at blive bedre? Jeg havde jo prøvet perioder før, hvor jeg var overbevist om, at det gik fremad.

Mine veninder stillede sig i kø for at få det, der nu engang stod på skolens menu i dag, mens jeg gik rundt og ledte efter et sted, vi kunne sidde. Mor havde som sædvanlig smurt madpakke til mig. Jeg holdt øje med, om der var et bord, der kunne rumme os fire. Vores frokosttrio havde nemlig udvidet sig til fire, efter Lisa var begyndt at sidde fast sammen med os. Det viste sig, at hun allerede havde taget plads ved et bord til fire ved vinduet, og jeg satte mig ved siden af hende.

Det er utroligt, hvordan man slet ikke lægger mærke til noget, før nogen har gjort én opmærksom på, at det er der. Og så - pludselig - virker tegnene, virkelige eller indbildte, så åbenlyse at man ikke forstår hvordan man kunne have overset dem før.

Lisa var klædt beskedent som altid. Det var ikke unormalt, at piger på skolen indimellem kom i kjole, men Lisa var den eneste jeg kunne komme i tanke om, som jeg aldrig havde set i andet. Hun havde betroet mig forleden, at hun længtes efter at vide hvordan det ville føles at møde op i skole i korte shorts eller leggings.

Måden, hun klædte sig på, havde jeg lagt mærke til før, men jeg havde ikke tænkt nærmere over, hvorfor hun valgte netop det tøj. Nu vidste jeg jo at det var for at skjule den tykkere pull-up, hun havde valgt at bruge. Jeg ville nok også have svært ved at have jeans på, hvis jeg havde den type pull-up på.

Lisa havde munden fuld af mad da jeg satte mig, så hun nikkede bare kort til mig for at vise, hun havde set mig. Vi sad i den mere stille del af kantinen, og der var endnu ikke kommet nogen hen til de nærmeste borde. Snart ville det hele være fyldt med elever på næsten hvert sæde. Frokosten var kun lige begyndt, og de fleste stod stadig i en lang, snoet kø for at få mad. Det virkede som om dem, der havde designet skolen, kun lige akkurat havde sat det nødvendige antal borde op og ikke ét mere.

Desi havde budt Lisa velkommen i gruppen med åbne arme. Samantha havde ikke sagt noget negativt, men hun undgik stadig mest at tale direkte med Lisa - ikke at det var svært, for Lisa blev meget mere stille, når det ikke var en-til-en. I alle de år vi havde været veninder, var der aldrig nogen, der havde trængt ind i vores lille kreds. Det var ikke fordi vi ikke havde andre venner, men når vi lavede noget sammen som gruppe, havde det altid bare været os tre.

Lisa gik altid så ordentligt klædt at der ikke var nogen chance for at nogen ville kunne se, hun havde pull-up på, medmindre de vidste det i forvejen. Alligevel syntes jeg, jeg hørte en svag raslen da hun rykkede lidt på sig i stolen. Jeg håbede, det bare var noget jeg bildte mig ind. Tanken om at mine - og hendes - pull-ups var mere mærkbare end jeg havde troet, var ubehagelig.

Vi var alene nok til at vi godt kunne have talt kort om, hvad der var sket mellem os i weekenden. De mange samtaler der genlød i kantinen, ville overdøve vores hvisken. Jeg havde flere spørgsmål. Jeg tænkte på knibeøvelserne. Og jeg havde næsten lyst til at fortælle hende om afføringsmidlerne. Lisa havde ikke nævnt det som noget, hun havde prøvet, men jeg kunne ikke få mig selv til at bringe det op. Ikke fordi jeg var bange for, at nogen ville høre det, men på grund af de andre spørgsmål der ville følge med. Jeg havde ikke lyst til at tale om mors regler. Om dagen i ble. Om Emilias problemer med at blive renlig. Om den tudekop med appelsinjuice, jeg var blevet tvunget til at drikke af til morgenmad. Den bekymring, der fyldte mine tanker, var svær at sætte ord på. Det var ikke skam eller frygt for at blive dømt. Lisa havde kun kendt til yderligheder: den nådesløse strenghed fra sine forældre, sat op imod den grænseløse accept fra hendes tante og onkel. Mor var ingen af delene. Det betød ikke, at hun ikke elskede mig, men det var en kærlighed, der oftere kom til udtryk som irettesættelse end som trøst. Når jeg vidste hvordan Lisa i sidste ende havde reageret på sin egen mor, tøvede jeg med at forklare, hvordan min mor valgte at opdrage min søster og mig. Jeg var ikke bange for Lisa, og jeg frygtede ikke at hun ville blande sig. Jeg var bekymret for, at hun ikke ville have den nødvendige baggrundsforståelse til at kunne sætte sig ind i det, jeg gik igennem - og at det kunne skubbe os længere fra hinanden. Jeg var vred på mor, men jeg elskede hende. Jeg hadede nogle af de regler jeg skulle følge, men jeg vidste at de i det mindste havde et formål.

Så vi sagde ikke noget om det. Jeg spekulerede på om Lisa mon også tænkte på det. På få minutter blev bordene omkring os fyldt, og vores samtale drejede over på emner,der var sikre at tale om i andres selskab.

Den værste del ved fremlæggelsesdage i klassen var at skulle høre på de andre elever, når de gik op foran og talte. De faldt næsten altid i én af to kategorier. Nogle fremlæggelser var bedre end ens egen. PowerPoint-præsentationerne var mere detaljerede og gennemarbejdede. De fremlæggelser fik en til at ønske, man havde lagt mere arbejde i sit projekt. Gjorde det pinligt bare at tænke på, hvordan ens egne slides ville se ud i sammenligning.

Og så var der den anden kategori. Ikke lige så mange elever faldt i den, men de udgjorde en nødvendig form for lettelse for alle andre. Det var selvfølgelig dem, der ikke gjorde det nær så godt som en selv. Måske havde de kun forberedt sig i et par forhastede timer aftenen før. Måske var de bare rædselsslagne for at tale foran andre og stammede sig igennem det hele. Uanset hvad, så tjente de et vigtigt formål: at dæmpe spændingen i rummet. I det mindste ville ens præsentation ikke blive husket som den værste.

Da hr. Higgins kaldte vores navne omkring midtvejs i timen, rejste jeg mig op først og lod Lisa følge efter mig op til tavlen. Jeg satte USB-stikket med præsentationen i hr. Higgins’ computer og åbnede den første slide, som blev vist med projektoren. Vi havde delt de fem minutters fremlæggelse op i fem ét-minuts bidder og skiftedes til at tage dem. Jeg havde tilbudt at tage begyndelsen, midten og slutningen, så Lisa kunne være lidt mere tryg ved at tage delene indimellem.

De elever, der allerede havde fremlagt, så ud til at kede sig. Dem, der endnu ikke havde været oppe, udviste forskellige grader af nervøsitet. Der blev langsomt snurret med blyanter i hænderne. Fingre trommede stille og planløst mod bordpladerne. Et par elever sad koncentreret og læste deres noter.

Bevægelsen med at rejse sig og gå op foran klassen havde ikke været god for min blære. Det var som om, min krop troede, at timen var slut, og at det nu var tid til at tisse af på toilettet. Problemet var bare, at der stadig var tyve minutter tilbage, og at jeg stod foran nogle-og-tyve kedsommelige eller nervøse klassekammerater - ikke alene i en bås på toilettet. Jeg hadede hvordan noget så simpelt som at rejse sig og gå lidt rundt kunne smadre al kontrol.

Jeg fik startet præsentationen uden problemer. Jeg holdt blikket fast rettet mod et punkt på bagvæggen og undgik øjenkontakt med nogen som helst. Jeg havde næsten lært alle tre af mine sektioner udenad, men kiggede alligevel et par gange tilbage på sliden, der blev vist på tavlen for at sikre mig, jeg fulgte med. Jeg havde håbet at det at stå stille ville få blæren til at falde til ro, men min krop havde allerede tolket det som om, vi var på toilettet, og nu kunne den tisse.

Jeg havde gennemført to af mine tre afsnit og trådte til siden for at lade Lisa tage sin sidste del. Hun klarede det fint - med undtagelse af et par små stammer, der knap nok kunne høres.

Det var næsten umuligt at kæmpe imod trangen til at begynde at trippe som en, der virkelig skulle på toilettet. Jeg rakte hånden ud og greb fat i podiet for at holde balancen. Så lod jeg det ske - jeg begyndte at tisse i pull-up’en. Jeg prøvede at holde strålen så langsom og kontrolleret som muligt. Tog nogle små, rolige vejrtrækninger for at undgå, at ubehaget i bukserne kunne ses i mit ansigt. Hvis der var ét tidspunkt, hvor min pull-up ikke måtte svigte, så var det nu. Og den svigtede ikke. Det kunne jeg selvfølgelig ikke vide med sikkerhed - jeg turde ikke kigge ned på mine bukser, mens hele klassen kiggede på - men der var nok øjne rettet mod mig til at nogen ville have reageret, hvis der pludselig var dukket mørke pletter op på mine jeans.

Med tissetrangen ude af verden gik det let med resten. Lisa havde med god grund rådet mig til at udelade joken om at “trække ud” fra præsentationen.

Da vi var kommet tilbage til vores pladser bagerst i klassen, gav det ikke meget mening at tage toiletkortet bare for at undgå den formodede katastrofe, mine venner havde forudsagt ville ske under deres egen fremlæggelse. Og det viste sig at være en god beslutning, for nogle minutter senere rejste Lisa sig og tog kortet, hvilket tydede på, at hun havde klaret sig bedre igennem timen end jeg.

Mine venners dommedagsagtige forudsigelser om, hvor slemt deres gruppepræsentation ville gå, viste sig at være en smule overdrevet. Var Jonathan forberedt? Overhovedet ikke. Han stammede sig igennem to akavede minutter, som endte i ti sekunders tavshed, inden Samantha overtog og fik præsentationen tilbage på sporet.

Da historietimen sluttede, skyndte jeg mig hen til det nærmeste toilet for at skifte til mit træningstøj til cheerleading. Jeg ville gerne gøre det i fred og ro, så jeg kunne have en ny, tør pull-up på under træningen. Da jeg havde fået mine træningsshorts trukket op og bundet stramt i livet, så de ikke ville glide ned og afsløre pull-up’en, begyndte jeg at høre larm ude fra gangen. Råb. Latter. Lyden af mange fodtrin på én gang - elever på vej hen mod noget, der tydeligvis var i gang.

Jeg vaskede hurtigt hænderne i koldt vand - mindre end de anbefalede tyve sekunder - og droppede at kæmpe med den drilske vandhane for at få varmt vand. Én papirserviet var nok til, at hænderne næsten var tørre, da jeg trådte ud på gangen, mens jeg gned håndfladerne mod shortsene for at få det sidste fugt væk.

Det viste sig, at larmen ikke var lige uden for badeværelserne, men kom fra den fjerneste ende af gangen, og jeg gispede, da jeg så, hvad der foregik. Lisa var nede på knæ og prøvede desperat at samle bøger og skoleting op, der lå spredt ud over gulvet ved hendes skab. Hendes kjole hang ned om fødderne på hende, mens hun febrilsk prøvede at få tingene tilbage i sin vidt åbne rygsæk. Men det var ikke det værste.

Claire og to af hendes ældre veninder stod omkring Lisa som tre spidser på en trekant. De kastede et eller andet frem og tilbage over hovedet på hende, som om de legede smørklat.

Jeg kiggede hurtigt ned ad mig selv og rettede på mine shorts, så jeg var sikker på, at pull-up’en stadig sad diskret, og så løb jeg mod Lisa. Der var allerede samlet en stor gruppe elever omkring hende, og jeg måtte sno mig forbi og klemme mig igennem mængden. Nogle af eleverne havde deres telefoner fremme og filmede det hele, men ingen havde gjort noget for at stoppe hvad der skete.

Først da jeg kom tættere på, så jeg, hvad det var, Claire og hendes veninder kastede med. Det var en af Lisas hvide, ubrugte pull-ups. Måske var den faldet ud af tasken ved et uheld, eller også havde de tømt tasken med vilje og fundet den der. Jeg ville ikke blive overrasket, hvis Claire havde gjort det bevidst - hun var en nysgerrig kælling.

Jeg var lige nået frem til kanten af flokken, da Claire snød sig bag Lisa og pludselig hev kjolen op over hovedet på hende, så hendes hvide pull-up, med en tydelig våd plet, blev blottet.

“Åh-åh, det ligner at baby skal ha’ skiftet ble,” sagde Claire med en hånlig, syngende stemme.

Hendes to veninder gentog ordene i kor, højt og skingert, så det rungede ned ad gangen og udløste latter fra dem, der havde fået et glimt af, hvad Lisa havde på under kjolen.

“Baby skal ha’ skiftet ble. Baby skal ha’ skiftet ble.”

Lisa kæmpede med kjolen et øjeblik, før hun fik den trukket ned igen og dækket sig til. Hun smed de sidste bøger i tasken, lynede den halvt op og rejste sig, mens kuglepenne og blyanter blev liggende på gulvet. Hun var tydeligt ramt af ydmygelsen, og hendes ansigt var vådt af tårer, da hun rev pull-up’en ud af hånden på Claire.

Jeg kunne ikke tro, at Claire var sunket så lavt - men så huskede jeg, hvordan hun for ikke længe siden næsten havde afsløret mig i omklædningsrummet efter træning. Det gav mig kuldegysninger. Det kunne lige så godt have været mig.

Jeg trådte frem mod Lisa, uden at vide hvad jeg skulle sige. Jeg havde lyst til at tage hendes hånd og føre hende væk til et mere privat sted. Men da jeg rakte hånden ud, skubbede Lisa mig hårdt væk fra sig og løb ned ad gangen med pull-up’en i hånden, mens folk instinktivt trådte til siden og lod hende komme forbi.

kirstine · 8. August 2025, 14:09

Kapitel 35

M.A.D.

“Du vidste det,” sagde Samantha og kiggede direkte på mig hen over midtergangen, da jeg satte mig ved siden af Desi i bussen.

“Jeg hvad?”

Jeg vidste præcis, hvad Samantha mente med, at jeg vidste det. Jeg havde bare ikke brug for, at hun vidste det. Og jeg havde bestemt ikke lyst til at indrømme det.

Hele skolen måtte efterhånden vide, at Lisa gik med pull-ups. I går eftermiddags havde gangen været propfyldt med folk, da Claire havde smidt indholdet af Lisas rygsæk ud på gulvet og opdaget en af hendes ekstra pull-ups. Alle der havde set det, havde helt sikkert delt sladderen med deres venner, som igen havde spredt det videre. Sådan spredes et rygte - eller i det her tilfælde en ret saftig sandhed - på en skole på under en dag.

Det her var ikke det mest skandaløse, der var sket i år på skolen - ting sker jo på en skole. Men det kunne godt ende med at være det mærkeligste eller mærkværdigste. Og det betød, at stort set alle allerede vidste det. Hvis ikke, ville de vide det inden dagen var omme. Min nervøsitet over den kommende skoledag var langt værre end noget, jeg havde følt i går. En fremlæggelse i klassen føltes pludselig som ingenting i forhold til det her.

Samantha lænede sig tættere ind mod mig og sænkede stemmen. Jeg håbede, ingen i bussen lyttede til os. Jeg var sikker på, at nogen havde bemærket, at jeg havde brugt mere tid sammen med Lisa på det seneste. Hvis de begyndte at sætte to og to sammen, ville de nok ikke tænke pænt om mig.

“Du vidste, at Lisa går med ble.”

“Pull-ups,” rettede jeg hende hurtigt, før jeg indså, at jeg ved at gøre det i realiteten havde svaret ja på hendes spørgsmål. “Det er det, hun har på. Ikke en ble.”

“Pull-ups, bleer, det er ligegyldigt,” sagde Samantha. “Pointen er, at du vidste, hun havde dem på.”

For en, der har inkontinens, betyder forskellen på de to ting meget - det havde Lisa gjort klart for mig lørdag, og det kendte jeg alt til fra min egen erfaring. Men for alle andre spiller det nok ingen rolle.

“Ja, og hvad så?”

Jeg havde aldrig troet, Lisa ville sladre om mine pull-ups, men fordi vi havde holdt på hinandens hemmeligheder, følte jeg mig tryg ved, at hun ikke ville afsløre mig - ligesom jeg ikke ville afsløre hende.

Så snart jeg kom hjem fra cheerleading, havde jeg konstant startet Fortnite på min computer. Ikke for at spille. Bare for at gå ind i spillets lobby og tjekke om Lisa var online. Jeg havde endda turdet tænde computeren, efter Emilia var blevet puttet og var faldet i søvn. Men hver gang stod der, at Lisa havde været væk siden søndag, og hun havde ikke svaret på nogen af mine mange beskeder.

“Hvor længe har du vidst det?”

Jeg ville have følt mig skyldig over at sladre om Lisa, uanset hvad. Men nu, hvor jeg selv havde fået de samme problemer med blæren som hende, var det endnu sværere at tale om hende uden at afsløre mig selv. Jeg måtte undvige for Samanthas nysgerrige spørgsmål uden at afsløre, at jeg havde en pull-up - som pludselig føltes alt for tydelig – på under mine jeans. En løgn er altid nemmere at få til at glide ned, hvis den indeholder en smule sandhed.

“Jeg var hjemme hos hende i lørdags. Vi forberedte vores fremlæggelse. Jeg fandt tilfældigvis ud af det, og hun fik mig til at love ikke at sige noget.”

“Men bruger hun dem så faktisk?”

Hvad er det med folk, der skal spørge, om nogen bruger deres ble eller pull-up? Og hvorfor i alverden skulle man overhovedet tage sådan en på, hvis man ikke havde brug for den?

“Nej, hun går bare med dem for sjov,” svarede jeg irriteret og hurtigt på Samanthas spørgsmål.

Samantha reagerede helt anderledes, end jeg havde forventet. Hun så virkelig overrasket ud over min sarkasme, og hendes ansigt blev helt rødt af forlegenhed. Det var helt på sin plads – hun skulle da også føle sig sådan for at blande sig i noget, der slet ikke var hendes sag.

“Der er en video,” sagde Desi endelig og deltog i samtalen. “Altså… bleen, undskyld, pull-up’en, ser ud til at være brugt.”

“Vent, nogen har lagt en video af Lisa op online?”

“Den var ikke oppe særlig længe. Den blev taget ned ret hurtigt.”

Nå, det gav da Samantha et svar på hendes spørgsmål. Jeg spekulerede på, hvor mange af skolens elever der havde nået at se videoen, før den blev fjernet. Jeg håbede, det ikke var ret mange.

“Nå, men,” sagde jeg, desperat efter at skifte emne. “Vi kan vel godt blive enige om, at Claire er en kæmpe kælling.”

“Selvfølgelig,” sagde Samantha og Desi i kor.

Claire havde virkelig plaget mig nådesløst under gårsdagens cheerleadingtræning. Det var tydeligt at hun havde lagt mærke til at jeg brugte mere og mere tid sammen med Lisa. Hun gik ikke helt så langt som til at antyde, at jeg også bar pull-ups, men hun ville gøre det klart, at det var skamfuldt at være tæt på nogen, der gjorde.

Det var helt min egen skyld. Claire kunne ikke tage revanche på mig, fordi træner Addison havde sagt, at vi begge blive smidt af holdet, hvis der var den mindste konflikt mellem os. Den slåskamp, der var opstået i omklædningsrummet, da Claire prøvede – forgæves – at afsløre, at jeg også gik med pull-ups, havde ført til en skrøbelig våbenhvile mellem os. Vi kom stadig med kommentarer til hinanden en gang imellem, men kun når Addison ikke hørte det, og ingen af os turde lade det udvikle sig til noget værre.

Så det efterlod Lisa, som Claire sandsynligvis ikke ville give en skid for, hvis det ikke var fordi det var Lisa, jeg havde forsøgt at beskytte mod Claires mobning, da jeg slog den kælling i ansigtet i kantinen i frokostpausen. Claire kunne ikke få hævn på mig, så hun gik efter Lisa i stedet.

“Så Lisa er inkontinent?” spurgte Samantha og bragte samtalen tilbage til Lisa igen.

Jeg holdt en pause ved spørgsmålet. Det var faktisk et ord, jeg ikke kendte, før mine egne uheld begyndte. Jeg vidste ikke, hvordan det var endt i Samanthas ordforråd, men jeg havde ikke lyst til at afsløre, at jeg vidste, hvad det betød.

“Inkontinent? Hvad betyder det?”

“Altså, du ved… at man ikke kan kontrollere sin blære.”

Der var ikke andet at sige end det åbenlyse.

“Jo, det tror jeg.”

“Jeg troede, det kun var noget for gamle mennesker,” sagde Desi. “Eller, du ved, hvis man har født en masse børn.”

“Adr,” sagde jeg. Det var et mentalt billede, jeg ikke ønskede at få her til morgen.

Der var en kort pause i samtalen. Jeg gættede på, at Samantha endelig var løbet tør for spørgsmål om Lisa. Hverken jeg eller Desi havde lyst til at fortsætte med det emne.

“Nå, men,” sagde Samantha, og jeg åndede stille lettet op over, at hun endelig så ud til at ville skifte emne. “Vi skal holde en overnatning igen.”

“Helt sikkert!” sagde Desi, før jeg kunne prøve at lægge en dæmper på det.

For lidt over en måned siden ville jeg have sagt det samme som Desi. Men siden jeg var begyndt at tisse i sengen igen, var der ingen måde jeg ville risikere at falde i søvn hjemme hos Samantha. Men jeg indså også, at sengevædningen ikke var min eneste grund til at tøve med en overnatning. Jeg tænkte tilbage på, da vi havde leget Sandhed eller konsekvens. Den var startet som en almindelig overnatning, men var løbet løbsk, da Samantha til sidst fik Desi til at tisse i en af hendes brors pull-ups. Den slags pinlighed havde jeg virkelig ikke lyst til at opleve igen.

“Helt sikkert, jeg må spørge min mor,” sagde jeg. “Hun var ikke ligefrem begejstret for den sidste gang, så jeg ved ikke, om hun siger ja.”

Der var absolut ingen chance for, at jeg ville spørge min mor. Hun havde ikke ladet mig overnatte hos nogen, sidst jeg havde problemer med sengevædning, og jeg kunne ikke forestille mig, at hendes svar ville være anderledes nu.

“Nå, men hvis vi ikke kan overnatte, så kan vi da i det mindste hænge ud en dag i weekenden,” foreslog Desi.

Det var først, da vi stod af bussen, at jeg opdagede, at vi havde glemt at stille det vigtigste spørgsmål om vores næste sammenkomst: Ville Lisa blive inviteret?

Lisa dukkede ikke op til frokost den dag. Jeg kiggede hele kantinen igennem, fordi jeg tænkte, at hun måske var for flov til at sætte sig hos os og i stedet havde gemt sig i et hjørne et sted. Men jeg kunne ikke finde hende nogen steder. Jeg var også forbi hendes skab flere gange, men der var ingen spor af hende.

Jeg gik ud fra, at hun nok bare var blevet hjemme i dag. Det undrede mig lidt, når nu hendes onkel er lærer her på skolen, men måske havde han sagt, det var okay. Ingen af dem, jeg havde snakket med, nævnte hverken Lisa eller hendes pull-ups direkte, men jeg havde hørt små bidder af samtaler fra flere af mine klassekammerater, mens vi gik rundt mellem timerne. Nogle var faktisk ret søde - de mente, det var forkert af Claire og hendes veninder at mobbe Lisa, og at det ikke var i orden at gøre grin med nogen der har sådan et problem. Men langt de fleste kommentarer var ikke værd at gentage.

Jeg var glad for, at Lisa ikke var der til at høre det. Jeg håbede bare, at der snart ville ske eller blive sagt noget, der kunne få folks opmærksomhed over på noget andet. Jeg kunne nok bedre end nogen anden på skolen forstå, hvor meget skam Lisa gik rundt med, og hvor svært det ville gøre det for hende at turde være der.

Skam er en erkendelse af, at vi ikke har tilpasset os de forventninger, som samfundet stiller til os. Vi føler skam, ikke i selve handlingen, men i vores viden om hvordan folk ville reagere, hvis de fandt ud af hvad vi havde gjort.

Men skam er et tveægget sværd. Jeg var mere bevidst om den side af det, som Lisa og jeg følte. Fra det øjeblik et barn kan gå og tale, indprenter samfundet i dem en forventning om, at de udfører bestemte kropslige funktioner på toilettet og kun på toilettet. Man kan ikke være et stort barn, medmindre man gør det. Og det modsatte, hvis man stadig tisser og laver i bukserne, må man være en baby. Så vi skjuler vores inkontinens. Vi skynder os på toilettet så ofte, som vi kan slippe afsted med det. Vi bruger pull-ups eller bleer, når vi ikke kan. Og vi vælger tøj, der kan skjule vores bedrag - at vi i virkeligheden ikke er “normale”.

Men der er også en anden side. Den side, Claire og hendes venner viste, da de mobbede Lisa, fordi de fandt ud af, at hun brugte pull-ups. Den side, som dem, der bare stod og så på - nogle lo, andre filmede, og mange gjorde ingenting. Og så er der Samantha, der drillede sin bror, fordi han brugte pull-ups om natten, og ydmygede ham ved at få ham til at tisse i sengen om natten. For dem der er “normale”, er det nemt bare at tage afstand fra det der er anderledes - som om skam smitter, og man kan blive “smittet”, hvis man er for tæt på.

Man kan ikke føle skam, uden viden. Du kan ikke have dårlig samvittighed over at overtræde samfundets regler, hvis du ikke er opmærksom på dem. Sked og tissede Adam og Eva overalt, hvor de gik i Edens Have? De var nøgne og skamløse. Uden skam ville de bare gøre det, når og hvor det passede dem.

Når et lille barn bruger sin ble, føler ikke skam eller forlegenhed. De er endnu ikke tynget af forventninger til, hvordan de bør opføre sig. Men som Adam og Eva i Edens Have, bliver vi på et tidspunkt forbandet med viden. Og med den fulde bevidsthed om vores kropsfunktioner samt samfundets forventninger til dem, føler vi skam, når disse forventninger ikke bliver opfyldt.

Det mindede mig om, at Emilia havde været tør igen i nat. Men jeg vågnede våd. Det havde været lettere for mig at håndtere, da det også skete for min søster. Jeg var ikke bange for, at hun ville kigge mærkeligt på mig, eller at mor ville dømme mig. Jeg skammede mig bare mere over, at vågne med en våd ble, når jeg skal sammenligne migselv med en langt yngre søskende, der har formået at vågne tør. Jeg håbede virkelig, det snart ville stoppe. Hvis ikke, ville jeg næsten ønske, at Emilia også begyndte at tisse i sengen igen - bare så jeg ikke var den eneste.

“Hvem kan fortælle mig, hvad M.A.D. betyder?” sagde hr. Higgins og stavede bogstaverne ud med store røde bogstaver på tavlen.

Ligesom alle andre elever havde vi en fast rutine med, hvilke pladser vi sad på i timerne. Det var godt nok ikke som i de små klasser, hvor læreren lavede en nøje planlagt siddepladsfordeling for at holde ballademagere fra hinanden. Vi havde længe haft den vane, at vi satte os det samme sted til historietimerne, så Lisas fravær var tydelig, da timen startede og hendes plads bagerst i lokalet stadig var tom. Hun kom aldrig for sent til sin onkels timer.

Hr. Higgins påtalte ikke sin nieces fravær. Han kaldte aldrig navne op i starten, så jeg regnede med, at han kendte os alle enten på vores ansigter eller på vores pladser og noterede fremmøde på den måde.

Ingen rakte hånden op, da hr. Higgins spurgte. Det hjalp nok heller ikke, at det var sidst på skoledagen, og de fleste sikkert tænkte på alt andet end skole.

“Handler det om bladet?” spurgte en elev forrest i lokalet - lidt af en kloge-Åge - efter at han havde rakt hånden op.

“Nej, men bladet startede omkring samme tid som det her,” svarede læreren og bankede med tuschen under ordene på tavlen.

“Det står for ‘Mutually Assured Destruction’, altså gensidig garanteret ødelæggelse. Ret skræmmende, ikke? Ideen er ret simpel. Vi og Sovjetunionen var midt i en kold krig. Kan nogen fortælle mig, hvad det betød?”

Kloge-Ågen rakte hånden op igen, men hr. Higgins ignorerede ham. Efter nogle sekunder uden andre svar fortsatte han, og kloge-Ågen måtte skamfuldt sænke hånden.

“Det betyder ikke, at vi ignorerede hinanden. Vi gik bare ikke direkte i kamp. Vi kæmpede ikke en tredje verdenskrig mod kommunismen. Der var en masse spionage og forsøg på at afsløre spioner, nogle proxy-krige og et stort våbenkapløb for at have den største hær og de største bomber, men intet, der udviklede sig til en direkte krig mellem os.”

Det lød meget som den måde, Claire og jeg havde haft det på de sidste par uger.

“Det er her, atommissilerne kommer ind i billedet. Evnen til fuldstændigt at udslette et land fra jordens overflade. I er nok for unge til at huske det, men da jeg var på jeres alder, havde vi vores normale brandøvelser - og så en øvelse, hvor vi skulle gemme os under bordene, for at øve hvad vi skulle gøre, hvis en atomkrig brød ud.”

Det fik flere til at le nervøst. Hvordan skulle det at gemme sig under et bord hjælpe?

“Jeg ved det godt, et bord af træ hjælper ikke meget, hvis der bliver smidt en atombombe på den anden side af gaden. Men det var, hvad vi skulle gøre. Atomvåben er utroligt stærke, men de har en stor ulempe. Når først de bliver brugt, kan man ikke gå tilbage. Hvis Sovjetunionen havde bombet os, ville vi bombe dem igen, og så frem og tilbage, indtil der ikke var noget tilbage af os - og måske resten af verden også. Derfor hedder det gensidig garanteret ødelæggelse, fordi begge sider vidste, at en direkte militær konfrontation ville føre til en eskalering af atomangreb, som kun kunne ende med, at begge nationer blev udslettet. Så det var klart, at det bedste var at lade være med at blande sig i hinandens ting.”

Det gav mig en idé om, hvad jeg skulle gøre med Claire.

kirstine · 8. August 2025, 19:49

Kapitel 36

Gengældelse

Jeg havde svært ved at koncentrere mig om resten af hr. Higgins’ forelæsning om Den Kolde Krig. Mine tanker var gledet over i en ny fantasi om, hvordan jeg kunne få hævn over Claire for det, hun havde gjort mod Lisa. Jeg var så opslugt af dagdrømmen, at jeg fuldstændig missede, at timen sluttede. Selv klokken der ringede ude på gangen, var ikke nok til at trække mig tilbage til virkeligheden, mens jeg stirrede tomt ned på en notesbog, jeg knap nok havde skrevet noget i de sidste femogfyrre minutter.

“Sarah, jorden kalder Sarah, kom ind,” sagde Desi.

Jeg fór op, da hun knipsede med fingrene foran mit ansigt. Havde jeg virkelig været så langt væk? Min første tanke var på min pull-up. Var jeg mon blevet så fraværende, at jeg havde haft et uheld? Tør. Ingen varme eller fugt, der kunne afsløre, at jeg havde tisset i den, mens jeg sad der uopmærksom. Men jeg kunne alligevel mærke trangen til at komme på toilettet. Jeg kunne knap klare at sidde til slutningen af en time, før min blære gjorde opmærksom på sig selv.

“Du var virkelig væk,” sagde Desi. “Ville bare sikre mig, at du ikke var den sidste, der forlod lokalet.”

“Jeg har det fint. Jeg var bare lidt distraheret,” svarede jeg, mens jeg blinkede og gned mig i øjnene, uden at vide, hvilken undskyldning jeg kunne bruge for min dagdrømmen.

Jeg havde ikke lyst til at fortælle Desi og Samantha, hvad jeg havde tænkt mig at gøre ved Claire. De ville sikkert prøve at tale mig fra det. Og jeg frygtede, at mit indledende mod ville forsvinde, hvis de tvang mig til at sætte præcise ord på min plan.

Samantha og Desi løb begge afsted for at nå bussen og efterlod mig alene bagerst i lokalet. Jeg var lidt misundelig på, at deres skoledag sluttede tidligere end min. Normalt ville jeg skynde mig ud på gangen for at tage en af de mange obligatoriske toiletbesøg som min blære krævede, men nu hvor Lisa ikke var der, ville jeg gerne benytte chancen til at spørge hendes onkel hvordan hun havde det.

Da jeg endelig havde samlet mine ting sammen fra bordet, var der allerede dannet en kø af elever foran hr. Higgins’ kateder. Jeg sukkede. Normalt ville alle skynde sig hjem i stedet for at hænge ved hos en lærer efter sidste time. Jeg blev stående alene bagerst i lokalet et øjeblik og kastede et blik på uret på væggen. Jeg havde ikke meget tid, før jeg skulle til cheerleader-træning, især fordi jeg også skulle nå forbi toilettet for at skifte til træningstøj. Jeg kunne godt vente, men hvis nogen stillede sig bag mig i køen, eller bare blev hængende ved katederet, ville jeg ikke kunne tale privat med hr. Higgins om Lisa.

Jeg gad ikke stille mig i kø endnu. Det ville kun gøre det mere akavet, hvis jeg endte med at måtte smutte til træning, inden jeg overhovedet fik chancen for at snakke med ham. Bagest i lokalet kunne jeg ikke høre selve samtalen, der foregik, mens jeg sad og pillede ved min telefon, men jeg kunne høre latter efter en vittighed, der åbenbart var blevet fortalt. Den afslappede snak bevægede sig i sneglefart. Ingen tegn på, at det snart ville blive min tur, og et par elever mere havde allerede sluttet sig til køen. Jeg indså, at jeg måtte nøjes med at prøve at fange Lisa online i Fortnite senere i aften.

Jeg var langt mindre nervøs, da jeg trådte ind i omklædningsrummet i dag, end jeg havde været i går, lige efter at Claire havde afsløret Lisas inkontinens. Uanset hvilke grove eller nedladende kommentarer Claire havde fundet på til i dag, ville det ikke røre mig. Jeg var sikker på, at jeg ville få nogle dømmende blikke fra hendes veninder, så snart jeg åbnede døren, men med min plan allerede fastlagt i hovedet betød deres blikke absolut ingenting.

Jeg ville ønsket, at træner Addison havde flyttet vores skabe længere fra hinanden efter vores tidligere sammenstød, men i stedet lod hun os beholde vores skabe, som stod lige ved siden af hinanden. Det var som om hun ville teste, hvor meget selvkontrol vi kunne udvise under truslen om at blive smidt af holdet. Det havde været enormt irriterende den foregående måned, men i dag var det præcis, hvad jeg havde brug for.

Siden jeg allerede havde skiftet til mit træningstøj på toilettet, skulle jeg bare lægge min rygsæk i skabet og dreje låsen. Jeg gav døren et solidt ryk for at være sikker på, at den var låst. Claire havde tidligere forsøgt at afsløre, at jeg gik med pull-ups, uden held, men jeg var ikke i tvivl om, at hun ville prøve igen, hvis hun kunne slippe af sted med det uden at få ballade med træneren.

Jeg tog aldrig selv initiativ til at snakke med Claire. Jeg havde det helt fint med bare at ignorere hende. Hvis hun havde gjort det samme, kunne vi have undgået det rod, vi var på vej ud i. Mine tanker vandrede tilbage til hr. Higgins’ lektion om Den Kolde Krig. Truslen om at blive smidt af holdet havde skabt en skrøbelig fred mellem mig og Claire. Addison havde gjort det klart, at dårlig opførsel fra én af os ville betyde, at vi begge røg af holdet, og det havde fået os begge til at skrue ned for konflikterne. Problemet var bare, at Claire ikke kunne lade være. Måske troede hun, at jeg ikke ville slå igen - at jeg værdsatte min plads på holdet højere end jeg værdsatte mine venner.

“Nårh, savner du din babyveninde?” spurgte Claire med et dæmpet fnis, mens hun stak tommelfingeren hånligt i munden.

“Jeg ville ikke stikke den der i munden. Hvem ved, hvor den har været?” svarede jeg uden at sænke stemmen, som jeg ellers ville have gjort tidligere, når vi røg i totterne på hinanden i omklædningsrummet.

Mit kvikke svar fik ikke Claire til at holde kæft, men det gjorde tonen, jeg sagde det i, til gengæld. Hendes øjne blev kæmpe store. Hun kastede straks et blik i alle retninger for at tjekke, om Addison var i nærheden, før hun vendte sig tilbage mod mig med et blik, der lynede, da hun konstaterede, at træneren var uden for både syns- og hørevidde.

“Gider du at dæmpe dig lidt?” sagde Claire, hendes stemme næsten uhørlig og med et strejf af panik. “Du får os begge to i problemer.”

Det var alligevel ironisk, at det kom fra hende. Jeg åbnede munden, men besluttede at lade være med at sige noget. Der var ingen grund til at presse situationen lige nu. Jeg havde tydeligvis ramt et ømt punkt hos Claire. Det var fint med mig at lade hende gå resten af træningen og spekulere over, at jeg tilsyneladende var ligeglad med at tage chancer.

Jeg smed en af min søsters Minnie Mouse-pull-ups ud i en toiletbås i omklædningsrummet, inden jeg gik i bad efter træningen. Det meste af træningen havde vi brugt på at øve et par nye tilråb og de tilhørende bevægelser, som de ældre elever på holdet havde fundet på. Som 9. klasses elev havde man ikke noget at skulle have sagt i den slags beslutninger. Jeg havde holdt pull-up’en tør, men jeg var nødt til at smide den diskret i skraldespanden på toilettet. Jeg havde ingen måde at skjule den på, når jeg klædte om til fællesbadet.

Jeg skyndte mig at bade så hurtigt, jeg kunne, for at blive færdig før resten af holdet. Jeg hadede altid de få minutter efter badet. Det var et af de få tidspunkter på dagen, hvor jeg var nødt til at have trusser på, og det gjorde mig sårbar over for min blæres stadigt mere upålidelige luner. Godt nok havde jeg lige været på toilettet, inden jeg gik i bad, og efter en hel, svedig træning burde jeg ikke have ret meget væske tilbage i kroppen.

På den anden side havde det den fordel, at de andre piger - Claire inklusive - så mig tage trusser på. Det kunne give mig en vis troværdighed, hvis jeg nogensinde blev beskyldt for at gå med pull-ups, for jeg kunne først skifte tilbage til pull-ups, når jeg kunne smutte ind på et toilet ude på gangen.

Jeg havde ikke haft meget tid til at udtænke min plan for, hvordan jeg ville hævne mig på Claire. Slet ikke nok til at gennemtænke alle de måder, det kunne gå galt på. Havde jeg haft en hel dag til at overveje det, var jeg nok allerede bakket ud.

Jeg var den første på cheerleader-holdet, der vendte tilbage til rækken hvor Claire og jeg havde vores skabe. Jeg tjekkede mit skab - stadig låst, præcis som jeg havde efterladt det. I historietimen tidligere havde jeg indset, at jeg måtte gøre noget, der virkelig gik Claire på nerverne. Noget, der gjorde hende så vred, at hun ville miste besindelsen - selv med risikoen for, at Addison blandede sig. Claire var dum nok til at gå helt til grænsen, måske endda lige over, men ikke dum nok til at springe langt over uden et lille ekstra skub.

Jeg trak i døren til Claires skab. Det var plan A. Jeg regnede ikke med, at hun ville have efterladt det ulåst - og jeg havde en fuldt ud acceptabel plan B - men døren gav efter. Jeg kastede et blik op og ned ad gangene. Ingen i nærheden. Ingen havde set mig. Men jeg havde ikke meget tid.

Jeg huskede et af hr. Higgins’ yndlingscitater: “Historien gentager sig ikke, men den rimer.” Jeg trak Claires tunge rygsæk ud af skabet og satte den op på bænken. Jeg lynede begge store rum helt op, vendte rygsækken på hovedet og lod alt ramle ud på gulvet. Jeg havde ingen illusioner om, at noget lige så saftigt som en af Lisas pull-ups ville dukke op. Noget pinligt ville være en bonus, men det var ikke pointen. At krænke hendes privatliv og smide alle hendes ting ud på gulvet burde være nok til at hun flippede ud.

Jeg skulle ikke vente længe. En af Claires veninder stak hovedet frem om hjørnet for at se, hvad det var for en larm, og forsvandt så hurtigt mod badet. Jeg lagde resten af mine ting i mit skab og sikrede mig, at det var låst. Jeg havde ikke tænkt mig at give Claire den samme mulighed for hævn, hvis hun skulle få den idé.

Ventetiden på at Claire dukkede op føltes ulideligt lang. Jeg håbede hendes veninder havde fanget hende midt i badet og håret fyldt med shampoo, så hun kunne nå at koge over af raseri, mens hun skyndte sig at skylle sig og klæde om. Jeg stod med ryggen til, da Claire rundede hjørnet.

“Hvad fanden, Sarah?” udbrød hun næsten råbende, mens hun kæmpede for at styre sin vrede.

Jeg trak let på skuldrene, mens hun kom hen mod mig og skubbede en af sine bøger ind under bænken, så hun ikke snublede over den.

“Hvad har du gjort ved mine ting?”

Jeg kiggede ned på det spredte rod af skolebøger, notesbøger, penne, blyanter og et blandet udvalg af andre skoleting.

“Har du nogensinde hørt om spontan selvantændelse?”

Jeg vidste, at min mund nogle gange kunne løbe af med mig, og som regel kæmpede jeg imod trangen til at sige noget virkelig sarkastisk. Men jeg kunne ikke lade være nu, og jeg havde ikke lyst til at holde mig tilbage.

Jeg tog et skridt bagud, væk fra Claire. Jeg havde ikke tænkt mig at løbe. Jeg var heller ikke sikker på, om hun overhovedet ville følge efter mig, hvis jeg gjorde. Men jeg havde brug for, at hun kom helt ned for enden af rækken med skabe, et sted hvor vi ville være fuldt synlige fra Addisons kontor. Claire fulgte efter mig, og jeg lod hende tro, at hun pressede mig til at trække mig tilbage mod væggen. Et par skridt længere, og jeg kunne dreje hovedet mod højre og lige akkurat se trænerens kontor. Der var godt nok en masse plakater, der dækkede det meste af glasruden ind til det lille kontor, men jeg kunne se nok bevægelse til at være sikker på, at hun var der. Hvis hun kiggede ud gennem ruden, ville hun kunne se præcis hvad der foregik i omklædningsrummet. Det kunne jeg udnytte til min fordel.

Jeg stoppede op da jeg var nået så langt tilbage, at bare et par skridt mere ville have min ryg bogstaveligt talt mod væggen. Ville Claire bide på?

Skubbet jeg fik fra hende, var lige præcis den provokation jeg havde ventet på. Alt jeg skulle gøre nu, var at slå igen lidt hårdere, så ville vi være i slagsmål indtil Addison brød ind. Claire trak sig instinktivt tilbage, da jeg løftede min højre hånd, som om jeg ville slå hende i ansigtet, ligesom jeg havde gjort i kantinen tidligere.

I stedet for at slå hende direkte, svingede jeg hånden forbi hendes ansigt og ramte hende med bagsiden af hånden. Jeg mærkede mine negle skrabe hen over huden på hendes kind og efterlade en række tynde, parallelle, røde streger.

Hvis Claire havde været klog, ville hun have stoppet slagsmålet nu. Jeg havde ikke en eneste skramme, og der var ingen chance for at hendes bløde skub ville efterlade det mindste blå mærke. Hvis hun var løbet til Addison nu, med alle beviser pegende på at jeg var den eneste der havde slået, kunne hun måske have fået lidt medlidenhed. Men hun var ikke klog. Hun var rasende.

Claire holdt en hånd mod sin kind et øjeblik, før hun trak den væk med opspilede øjne.

“Din kælling,” skreg hun og trådte hastigt frem mod mig.

Jeg løftede hænderne for at beskytte mig mod hendes slag, men Claire greb fat i begge mine skuldre og skubbede mig hårdt op mod væggen. En jag af smerte skød gennem min skulder - det kom til at gøre ondt længe. Claires råb havde tiltrukket opmærksomhed fra de fleste af vores holdkammerater, nogle kom hastigt ud af bruserne med håndklæder svøbt omkring sig. Ingen trådte til for at stoppe det hele - de ville ikke risikere trænerens vrede, men jeg kunne endnu ikke se Addison.

Claire slog mig på kinden, men ikke med åben hånd. Hun ramte med knyttet næve. Tårerne trillede ufrivilligt ned ad mine kinder. Det gjorde langt mere ondt end skulderen. Hvordan kunne det her overhovedet have været en god idé? Jeg prøvede at skubbe Claire tilbage for at få lidt plads og undgå hendes næste slag, men jeg kom kun et skridt tilbage. Claire prøvede at slå igen, men denne gang kunne jeg blokere med armen. Hvor var Addison?

Claire opgav at slå med næverne og gik i stedet over til at klaske løs på mit hoved med begge hænder. Slagene gjorde ikke særlig ondt, men jeg var så optaget af at beskytte mit ansigt, at jeg ikke kunne slå igen. Jeg gispede, da Claire greb fat i mit hår og trak mig til siden. Jeg forsøgte at ryste hovedet fri, men det gjorde bare ondt i nakken. Jeg rakte ud med hænderne og fik fat i en tot af Claires hår. Vi hev i hinanden i et par sekunder, inden vi gled og faldt ned på flisegulvet. Først lå jeg ovenpå Claire, så var det omvendt. Ingen af os gav slip på det andet hårgreb. Min hovedbund gjorde ondt som bare pokker. Jeg brugte min frie hånd til at vifte svagt efter Claire, mens vi begge lå fastlåst uden at kunne komme op.

“Hvad he- har i gang i?” råbte Addison - tættere på at bande end jeg nogensinde havde hørt en lærer eller træner være.

Jeg slap straks Claires hår. Min instinktive respekt for autoritet overvandt min plan om at få Claire i problemer. Jeg kunne høre mine holdkammeraters skridt, da resten af cheerleadingholdet hastede tilbage til deres skabe. De ville nok komme snigende og kigge efter, men de ville ikke blande sig i det hele fra starten.

“Op med jer,” råbte træneren. “Op!”

Addison greb mig i armen og hev mig op, før hun gjorde det samme med Claire.

“Begge to. Ind på mit kontor. Nu.”

Jeg gjorde mit bedste for at få mit ansigt til at se bekymret og skræmt ud. Indeni var jeg nærmest opstemt over, hvor godt det hele havde spillet, og lettet over, at slagsmålet endelig var slut. Claire gav mig et diskret skub med skulderen, mens vi fulgte efter Addison ind på hendes kontor. Det generede mig ikke det mindste. Kontoret var så lille, at vi næsten stod oven i hinanden. Tilsyneladende stod cheerleading ikke så højt i hierarkiet som andre sportsgrene.

“Jeg har advaret jer begge to,” sagde træneren og pegede skiftevis på mig og så på Claire. Jeg var sikker på, at mit ansigt efterhånden måtte have et mærke der hvor Claire havde ramt mig. Og Claires kind havde rødlige, udtværede striber af blod, hvor jeg havde revet hende. “Jeg tager ikke mange 9. kalsses elever ind på holdet. Det er sjældent, at jeg har to på én gang.”

Coach Addison sænkede fingeren og rystede på hovedet.

“Jeg gider ikke det her hele sæsonen. I er begge smidt af holdet. Og glem alt om at få en chance for at komme tilbage.”

Jeg forsøgte at se så chokeret ud som jeg kunne, mens Claire gispede ved siden af mig.

“Det kan du ikke,” sagde Claire grådkvalt. “Det er Sarahs skyld. Hun startede det.”

“Der skal to til at slås. Og jeg sagde ingen slagsmål.”

Jeg begyndte at gå ud af kontoret. Det var nok bedst bare at hente mine ting og komme væk.

“Vi er ikke færdige her, Sarah,” sagde træneren.

Claire sendte mig et ondt blik, da jeg trådte tilbage ind.

“I tager begge jeres ting fra skabene og følger med mig op til rektor.”

Vi samlede vores ting i tavshed, mens Addison holdt øje. Omklædningsrummet føltes ubehageligt tomt efter vores korte tur på hendes kontor.

Claire var brudt sammen i tårer. Smidt af holdet så tidligt? Cheerleading havde været sjovt for mig - og en nem måde at få mor til at holde op med at brokke sig over, at jeg skulle lave noget efter skole - men jeg brændte ikke for det. For Claire var det en del af, hvem hun var. Jeg var sikker på, at hun havde forestillet sig at gå hånd i hånd med en af football-kaptajnerne til sin afslutningsfest. Det kom ikke til at ske nu.

Jeg havde holdt smilet tilbage så længe, jeg kunne. Men da jeg gik ned ad gangen mod rektors kontor, med Addison bag mig og Claire foran, lod jeg et lille smil brede sig.

Helt klart det hele værd.

kirstine · 9. August 2025, 02:32

Kapitel 37

Konsekvenser

Klask. Klask. Klask.

Mor havde ladet mine pull-ups blive på, da hun begyndte at give mig smæk for nogle minutter siden. De eneste lyde i rummet var træpadlens møde med min lettere beskyttede bagdel, den svage susen den lavede, når den bevægede sig gennem luften på vej ned, og mors rolige, rytmiske vejrtrækning, der fulgte tempoet i hendes armbevægelser.

Sutten, som mor havde stukket i munden på mig i sidste øjeblik, inden det hele begyndte, betød at jeg ikke selv lavede en lyd. Det var på én måde godt - for det gav mig noget andet at fokusere på end selve straffen - men også skidt, for det mindede mig blot om, hvor langt jeg var faldet fra at være en helt almindelig teenager i løbet af den sidste måned.

Som det plejede, var turen over knæet begyndt med smæk i et uforudsigeligt tempo, hvor man aldrig nåede at slippe spændingen og forberede sig igen, før det næste kom. Men ved slutningen af det andet minut - jeg kunne lige ane det digitale ur på tv-boksen - havde tempoet fundet en mere fast rytme og ville sandsynligvis fortsætte et minut eller to endnu.

Det her var den næsthårdeste straf, jeg nogensinde havde fået. Den værste var dagen før, da jeg kom hjem fra skole og fortalte mor, at jeg var blevet smidt permanent af cheerleading-holdet, bortvist fra skolen resten af ugen og tildelt en hel uges eftersidning ugen efter. Jeg havde valgt at fortælle hende det i bilen, så snart jeg satte mig ind på forsædet og havde spændt selen. Jeg kunne ikke forestille mig en værre straf end den, jeg allerede fik, men jeg tvivlede ikke på mors evne til at finde på én, hvis jeg havde ladet hende høre nyheden direkte fra rektorens opkald senere samme aften.

Hun reagerede med en ubehagelig tavshed på køreturen hjem. Når mor fandt ud af, at jeg havde gjort noget galt, og hun hverken gav mig en opsang eller begyndte at skælde ud med det samme, betød det, at hun tænkte - og når hun fik tid til at overveje en passende konsekvens, var det aldrig et godt tegn.

Hun ventede ikke længe, efter vi var kommet hjem, med at afsige min straf. Jeg havde allerede smidt mine jeans og stod i den pull-up med hvide stjerner, som jeg hurtigt havde skiftet til efter mødet med rektoren, inden jeg gik ud til mors bil.

Mor havde besluttet sig for en tredelt straf. Første del var, at jeg skulle have aftensmæk hver eneste dag jeg var bortvist - og hver gang med træpadlen. Den anden del var, at selvom jeg skulle blive hjemme fra skole i tre dage, fik jeg en lang liste af opgaver, der skulle gøres færdige, mens mor var på arbejde. Det havde været nok til, at jeg knap havde haft et øjebliks pause i dag.

Den sidste del var den værste: Jeg måtte ikke være sammen med mine venner efter skole i en hel måned. Det ville udskyde den sammenkomst, som Samantha og Desi havde planlagt. Måske var det egentlig meget godt - det ville føles forkert ikke at invitere Lisa, nu hvor hun var blevet en del af vores vennegruppe, og samtidig gav det tid til, at snakken om hendes inkontinens kunne lægge sig lidt.

Det eneste jeg slap for, var at blive smidt af Fortnite-holdet. Jeg havde på en eller anden måde overbevist mor om, at hun ikke skulle tage det fra mig - især nu, hvor jeg ikke længere havde cheerleading som fritidsaktivitet.

Min bagdel brændte stadig, på en måde der nok ville vare resten af aftenen, da mor endelig stoppede og tog sutten ud af min mund uden yderligere kommentarer. Med denne onsdag aften var to straffe overstået - og der var to tilbage.

At være bortvist fra skolen betød ikke, at jeg slap for lektier. Aftenen efter slagsmålet med Claire havde rektor sendt en mail til mor med alle mine lektieopgaver for den kommende uge, efter han havde talt med hende. Jeg skulle skrive en kort opgave, læse en hel del, og lave flere matematikark med komplicerede ligninger.

Der var dog én fordel ved at have huset for mig selv hele dagen. Da jeg ikke havde tænkt mig at risikere et uheld i en af mine pull-ups - hvor jeg hadede, at jeg var begyndt at tænke på dem som mine - og det var udelukket at tage flere fra Emilia, siden hun stadig ikke havde haft et eneste uheld siden søndag, kunne jeg slippe afsted med at have trusser på, mens mor var på arbejde, og Emilia var i børnehave.

Da det var mit ansvar at vaske mit eget tøj, behøvede jeg ikke at bekymre mig om, om mor fandt et par underbukser, jeg havde tisset i. Ja, på trods af alle mine forholdsregler havde jeg alligevel haft et enkelt uheld kort efter frokost. Siden jeg var alene hjemme, havde jeg ikke gidet tage jeans eller joggingbukser på - dels fordi jeg ikke ville have ekstra tøj, der skulle vaskes, hvis uheldet skete, og dels for at kunne komme endnu hurtigere på toilettet.

Da min endefuld var overstået, trak jeg mig tilbage til mit værelse i håb om at få et par Fortnite-spil presset ind, men jeg havde ikke rigtig lyst til at sætte mig i hverken min drejestol eller min seng så kort tid efter at have fået smæk. Jeg havde ikke kunnet få fat på Lisa i går, men det var også fordi, jeg ikke havde turdet gå online i Fortnite lige efter mors vredeudbrud.

Da jeg var færdig med alt det lektiearbejde, jeg skulle lave i dag, loggede jeg ind på Fortnite igen. Mor lod mig heldigvis stadig spille, da jeg var en del af holdet. Ellers ville jeg helt sikkert have fået forbud mod computerspil. Til min glædelige overraskelse poppede en notifikation op om, at Lisas karakter også var online, men hun var midt i en kamp.

Mine fingre svævede over tastaturet, mens jeg tøvede lidt, inden jeg begyndte at skrive til hende. Der ville gå et par minutter, inden hun kunne svare, så jeg ville ikke forhaste mig. Jeg valgte at skrive noget kort for at få hendes opmærksomhed, fremfor at sende en hel roman, og tastede den første besked ind, mens jeg stod op og lænede mig ned over tastaturet.

Jeg gik frem og tilbage på værelset. Det tog kun et par skridt at gå på skrå fra hjørne til hjørne, men det gav mig noget at lave, mens jeg ventede utålmodigt på svar - og hjalp mig med ikke at tænke på den langsomt aftagende smerte bagi. Et par minutter senere lød et skarpt ping fra computeren, der fortalte mig, at Lisa havde svaret. Jeg forsøgte først at sætte mig ned, men det var stadig for ubehageligt, så jeg endte med at stå foroverbøjet over skrivebordet i stedet.

Lisa: Jeg har det bedre.

Mig: Det er godt. Jeg er virkelig ked af, hvad der skete. Var du i skole i dag?

Lisa: Ja. Der var ikke nogen, der sagde noget om det. Men jeg kunne se det på blikkene. Jeg havde en masse uheld, fordi jeg ikke kunne få mig selv til at gå på toilettet i timerne.

Mig: Det er forfærdeligt.

Lisa: Jeg overvejer bare at have ble på i skole de næste par uger og ikke bekymre mig om det.

Mig: Så du Samantha og Desi?

Lisa: De kom over til mit bord i frokostpausen, men det var lidt mærkeligt.

Mig: Hvad var mærkeligt?

Lisa: Samantha stillede mig en masse spørgsmål om min inkontinens.

Mig: Som hvad?

Lisa: Bare helt basale ting, som hvor tit jeg har uheld, hvordan det føles og sådan noget.

Mig: Jeg gætter på, det er bedre end hvis hun havde været grov omkring det.

Lisa: Ja, men det var bare akavet. Det var nemmere at snakke med dig om det.

Mig: Du sagde ikke noget til dem om mig, vel?

Lisa: Selvfølgelig ikke. Men…

Mig: Men hvad?

Lisa: Du burde fortælle dem det. De kommer ikke til at gøre grin med dig.

Det var det sidste, jeg havde lyst til. Jeg havde fået Lisa til at tro, at jeg havde haft blæreproblemer hele mit liv. Jeg tvivlede på, at den forklaring ville holde over for Samantha og Desi. Det er ikke fordi, de aldrig har set mig have trusser på før. Desuden ville det, at hele tre personer kendte til min hemmelighed, eksponentielt forøge chancerne for, at det slap ud. Når det så er sagt, var det heller ikke helt fair over for Lisa, at mine venner kendte hendes hemmelighed, men ikke vidste, at jeg havde det på samme måde. Og nu hvor Lisa ligesom havde taget skraldet først, virkede mine bekymringer om Samanthas reaktion måske lidt overdrevne.

Mig: Måske, men kun når jeg har en chance for at forklare det ordentligt.

Lisa: Det minder mig om - Samantha nævnte, at jeg skulle komme til den næste overnatning, der er ved at blive planlagt.

Mig: Jeg tror, den bliver udskudt et stykke tid. Jeg har stuearrest den næste måned.

Lisa: Seriøst?

Mig: Ja, mor var rasende over, at jeg fik mig selv smidt af cheerleader-holdet.

Lisa: Du behøvede altså ikke gøre det med Claire.

Mig: Jo, det gjorde jeg. Hun var så selvtilfreds med det i går.

Lisa: Hun ville være blevet straffet alligevel, du behøvede ikke tage sagen i egen hånd.

Mig: Men rektor havde ikke gjort noget ved hende endnu, og hun opførte sig præcis som sit sædvanlige, nedladende selv i går.

Lisa: Min onkel sagde, at de var nødt til at vente, til de havde fået alle videoerne, så de kunne være sikre på, at hun blev straffet.

Mig: Er det rigtigt?

Lisa: Ja, han måtte egentlig ikke fortælle mig det, så sig det ikke til nogen. Claire får eftersidning resten af semesteret.

Samtalen gled over på Fortnite, og vi nåede et par spil, før jeg måtte træde væk fra computeren, så mor kunne lægge Emilia i seng. Det var ikke min bedste præstation, når jeg var nødt til at spille stående, men Lisa bar os alligevel til sejr to gange.

Jeg brugte toilettet igen, før jeg gik tilbage til stuen. Det kolde toiletsæde føltes som en lindrende balsam mod min hud, så jeg blev siddende et par minutter, efter at jeg havde fået presset en lille stråle urin ud af blæren.

Så vidt mor vidste, var mit sidste rigtige uheld i dagtimerne sket om lørdagen. Med den frihed jeg nød, mens hun var væk, var jeg ret sikker på, at jeg kunne skjule eventuelle nye uheld for hende helt frem til den kommende lørdag. Problemet var, at Emilia ikke havde haft ét eneste uheld i dagtimerne siden eksperimentet med afføringsmidlet - ikke engang en situation, hvor hun var tæt på og måtte skynde sig mod toilettet. Hendes fremskridt var faktisk ægte. En på hendes alder er ikke i stand til at skjule sådan noget.

Men jeg havde kun fire af Emilias pull-ups tilbage, gemt i min rygsæk. Jeg turde ikke tage nogen af de par og tyve, der lå tilbage i hendes kommode, for det ville næsten med garanti blive opdaget nu, hvor hun kun brugte én om dagen. Og Emilias natlige uheld var også stoppet - ikke at det ville have hjulpet meget, for hun fik stadig ble på om natten.

Jeg slukkede for tv’et, hvilket satte en stopper for det vrøvl, der kom fra quizprogrammet, mor havde set, og nød et øjebliks stilhed på sofaen, mens jeg spillede et spil på min telefon. Den kunstlæderbetrukne sofa var meget mere skånsom mod min ømme bagdel end min computerstol. Stadig det hele værd.