Kapitel 19
Mit eneste ønske
“Jeg sagde det jo. Pull-up’en er tør.”
Mor sendte mig et blik, der klart viste, at hun ikke helt troede på mig. Jeg havde knap nok fået skoene af, før hun begyndte at udspørge mig om, hvorvidt jeg havde haft uheld i skolen i dag.
Jeg sagde, at det havde jeg ikke. Det var en løgn, men eftersom det var en af Emilias pull-ups, jeg havde tisset i, var der ingen måde, mor kunne vide det. Jeg var dog heller ikke nogen fantastisk løgner, så selvom der ikke var noget bevis, havde jeg en fornemmelse af at hun godt kunne mærke, at der var noget jeg skjulte.
“Så lad mig se de pull-ups, jeg gav dig med i skole.”
Jeg rakte ned i det rum i rygsækken, hvor jeg havde lagt nat-pull-ups’ene. Jeg havde sørget for at holde dem adskilt fra dem, jeg havde snuppet fra Emilia, netop for at undgå, at mor fandt ud af, at jeg havde brudt hendes regler. Jeg fandt de to tørre og ubrugte pull-ups frem og gav dem til hende.
“Hvad med den sidste?”
Mit hjerte slog lige et ekstra slag. Havde hun givet mig mere end to med? Jeg var sikker på, det kun var de to. Kunne jeg have tabt en?
“Det var de eneste, du gav mig,” sagde jeg.
“Skat, jeg mener den, du har på lige nu.”
Det var det sidste, jeg havde lyst til - at stå her i stuen og tage bukserne af foran hende og Emilia.
“Mor,” sagde jeg med et langt suk. “Du behøver altså ikke tjekke. Den er tør. Hvad regner du med?”
“Den var våd i morges. Så af med bukserne.”
Det var ikke fair. Jeg kunne jo ikke gøre for, hvad der skete, mens jeg sov. Inden jeg nåede at sige mere, havde hun allerede åbnet mit bælte og knappet mine jeans op. Et øjeblik efter lå de på gulvet, og jeg stod der i pull-up’en og prøvede at undgå hendes blik, mens hun tjekkede, om den var tør. Det var den - og da hun havde konstateret det, sendte hun mig op på værelset for at lave lektier.
Jeg havde ikke tvivlet på, at hun mente det, da hun sagde, jeg skulle have pull-up på i en hel uge. Men jeg havde håbet, at jeg i det mindste kunne få lov at skjule den, mens jeg var hjemme. Jeg satte mig ved computeren og begyndte på en stil jeg havde for.
Jeg hadede, at jeg ikke kunne dække pull-up’en til. Uanset hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke lade være med hele tiden at kigge ned på den. Men den sad stadig omkring min hofte som en ydmygende påmindelse om, at jeg var begyndt at miste kontrollen over min blære. Hver gang jeg prøvede at rykke mig lidt for at sidde mere behageligt - for når man sidder det samme sted for længe, begynder stoffet at føles ubehageligt mod huden - kom den velkendte knitrende lyd fra pull-up’en og mindede mig om den igen.
Jeg kunne sikkert finde noget på nettet, der kunne forklare, hvad der var galt. Jeg vidste jo godt, at jeg ikke var den eneste teenager i verden, der havde prøvet det her. Pull-up’en, jeg fandt på skolen, var bevis nok for det. Men mor havde installeret de der forældreovervågnings-apps på både min computer og min telefon - og hvis jeg begyndte at søge på noget om det, ville hun helt sikkert få besked.
Sygeplejersken på skolen var heller ikke en mulighed. Det var en regel, at forældre skulle have besked om alle besøg hos hende - også hvorfor man var der. Det var vist noget med, at nogle forældre havde været utilfredse med, at deres børn havde fået medicin uden deres samtykke. Nu skulle alt meldes hjem, uanset hvad det handlede om.
Jeg prøvede at komme i gang med min stil. Det skulle kun være på fem afsnit, men jeg kunne ikke finde ud af, hvordan jeg skulle starte. Jeg ville næsten hellere lave en hel side med ligninger. Opgaven skulle først afleveres om en uge, så måske kunne jeg bytte mig til hjælp. Måske kunne Samantha skrive det for mig, hvis jeg tilbød at lave nogle af hendes matematiklektier.
“Sarah, tid til en pottetur.”
Igen? Jeg kiggede på dokumentet: 63 ord. Hvordan skulle jeg nogensinde blive færdig med mine lektier, hvis jeg hele tiden blev afbrudt? Jeg havde været på toilettet for mindre end tyve minutter siden.
“Mor, der er jo ikke engang gået en halv time.”
“Det ved jeg godt, men Emilia skal på potten, så du kan lige så godt gå nu. Det er nemmere, når I følges ad.”
Mind mig lige om, hvorfor i alverden jeg nogensinde havde ønsket mig en lillesøster? Jeg rejste mig fra skrivebordet med et højlydt suk. Jeg havde godt nok brug for lidt hyppigere toiletpauser end normalt, men det her var helt tosset.
“Hvad var det, jeg lige hørte, unge dame?”
“Ingenting. Jeg er på vej.”
Da jeg kom ud på badeværelset, sad Emilia allerede på toilettet. Hendes pull-up var tydeligvis brugt - alle indikatorerne var næsten væk. Mor sagde ikke noget, men man kunne godt fornemme skuffelsen i rummet.
“Emilia, se på din søster,” sagde mor og pegede på mig. “Kan du se, at Sarahs pull-up stadig er tør? Det er sådan, du skal gøre. Hun tisser ikke i sin.”
“Sarah, vis hende din pull-up,” sagde hun så.
Jeg opdagede først der, at jeg automatisk havde dækket min pull-up med hænderne. Jeg flyttede dem, så Emilia kunne se, at den faktisk var tør.
“Kom så, Sarah. Vis Emilia, hvordan man bruger potten som en stor pige.”
Mor hjalp Emilia ned fra toilettet og fjernede det lille børnesæde. Jeg satte mig modvilligt på toilettet. Det føltes virkelig mærkeligt - at tisse burde ikke være en form for scenekunst. Der gik næsten to minutter, før jeg fik tisset bare en lille smule.
Jeg holdt min pull-up tør resten af aftenen. Med tanke på de seneste uheld kunne det måske lyde som lidt af en præstation, men mor sendte mig på toilettet hvert halve time, så jeg havde nærmest ikke lavet andet siden jeg kom hjem fra skole. Jeg havde opgivet at diskutere det med hende. Jeg skulle bare klare mig frem til weekenden, så kunne jeg få mor til at slappe af og selv finde ud af, hvad der egentlig var galt med min blære.
Med alle toiletbesøgene herhjemme og med Emilias pull-ups som backup i skolen, følte jeg mig rimelig sikker på, at jeg kunne nå frem til søndag uden at mor opdagede noget. Nætterne var en anden sag. Jeg havde nu tisset i sengen to gange - én gang uden at hun havde lagt mærke til det - efter at have holdt mig tør i årevis. Det eneste, der måske var lidt trøst i, var, at hvis hun virkelig fik mig til at følge de samme pottetræningsregler som Emilia, så talte natlige uheld ikke med i dagregnskabet.
Jeg var lige gået på toilettet for sidste gang inden sengetid og havde et lille håb om, at det ville være nok til at jeg kunne holde mig tør til næste morgen. Mor var knap så håbefuld.
“Hvis du nu har et uheld…”
“Mor. Det gør jeg ikke. Det var jo første gang i… jeg ved ikke hvor længe.”
“Jeg siger bare, hvis det sker, så skal du sige det til mig, så jeg kan få dig gjort ren.”
For få dage siden stolede hun på, at jeg kunne skifte Emilias bleer og pull-ups. Hvorfor kunne jeg så ikke få lov til at skifte mine egne? Det var pinligt nok at hun skulle give mig pull-ups på - jeg havde absolut ikke lyst til, at hun også skulle skifte mig efter jeg havde tisseti dem. Men i stedet for at diskutere videre, var løsningen jo enkel: jeg skulle bare vågne op tør.
Jeg vågnede længe før vækkeuret ringede. Jeg kunne mærke den der foruroligende fornemmelse, man får, når man ved man var bekymret for noget aftenen før, men stadig er for træt til helt at huske, hvad det præcist var der plagede én.
Det gik dog hurtigt op for mig, hvad det handlede om. Jeg skulle ikke rykke mig særlig meget, før jeg kunne mærke de kolde, våde lagner under mig. Fuck. Jeg havde ikke lyst til at gøre noget. Jeg orkede ikke at tage mig af det her. Jeg kunne simpelthen ikke overskue det. Til sidst tvang jeg mig selv til at rulle om på maven, selvom det ikke hjalp på følelsen af de klamme lagner mod min hud.
Jeg gemte ansigtet i puden og begyndte at græde. Det måtte være en drøm. Et mareridt som jeg snart ville vågne op fra, og indse at jeg lå tørt og varmt i sengen med almindelige trusser på - der i hvert fald ikke var gennemblødt af urin. Men jeg vågnede ikke. Jeg kunne ikke engang falde i søvn igen. Jeg lå bare dér og lyttede til Emilias rolige vejrtrækning fra tremmesengen. Jeg var for træt til at tænke klart, men én ting vidste jeg: Jeg kunne ikke ligge i en våd seng resten af natten.
Det sidste, jeg havde lyst til, var at vække mor midt om natten og sige, at jeg havde tisset i sengen igen. Men der var ingen chance for, at jeg ville falde i søvn sådan her. Jeg drejede hovedet og kiggede over mod Emilia. Hun sov tungt. Hver eneste lyd føltes alt for høj, da jeg listede rundt i værelset. Gulvet, der knirkede. Skuffen, der peb, da jeg åbnede den. Og selvfølgelig pull-up’en, der knitrede helt vildt.
Mor havde sagt, jeg ikke måtte skifte mig selv. Men helt ærligt - i det tempo det gik, ville den næste pull-up sikkert også være våd, inden jeg nåede at stå op. Så måske ville hun ikke opdage noget. Jeg tog en tør pull-up og sneg mig ud på badeværelset, hvor jeg kunne tænde nok lys til at få skiftet og gjort mig lidt ren.
Jeg kiggede nærmere på den våde pull-up. De er jo lavet til børn, der tisser i sengen - så hvordan kunne den allerede have lækket to gange? Var det en dårlig model? Var den gået i stykker? Men nej - det var tydeligt, at den bare ikke kunne suge mere. Den var gennemblødt. Totalt ubrugelig. Jeg kunne lige så godt have sovet i trusser - det havde gjort lige så lidt forskel.
Med en tør pull-up og rent nattøj på rev jeg de våde lagner af sengen og fandt nogle rene i skabet. Det ville larme for meget at starte vaskemaskinen nu, men jeg kunne i det mindste lægge de våde lagner derud, så jeg kunne tænde for den i morgen tidlig, inden skole.
Med lagner og tæpper i favnen listede jeg ned ad gangen, forbi køkkenet og hen til vaskerummet.
“Hvad foregår der her?”
Jeg fór sammen og vendte mig om. Mor stod i døren til vaskerummet og havde tydeligt set mig i færd med at lægge de våde lagner i vaskemaskinen.
“Min pull-up lækkede, så jeg ville lægge lagnerne i maskinen, så de kunne blive vasket i morgen.”
“Din pull-up ser slet ikke våd ud.”
Jeg havde glemt, at jeg ikke havde fået nye natbukser på, så den tørre pull-up, jeg lige havde taget på, var helt synlig.
“Den var…” Jeg skulle til at sige “meget våd”, men jeg kunne ikke få mig selv til at indrømme, hvor slemt det havde været. “…ubehagelig, så jeg tog den af.”
“Kan du ikke huske, hvad jeg sagde i går aftes?”
“Jeg tænkte…”
“Nej, du tænkte ikke. Du tog dig ikke engang tid til at tænke. For hvis du havde gjort det, ville du have husket, at jeg sagde, du skulle komme til mig, hvis du havde brug for at blive skiftet.”
Jeg kunne ikke finde på noget at sige, så jeg nikkede bare stille.
“Du ved godt, at du ikke må ignorere det, jeg siger. Vi bliver nødt til at gøre noget ved det, inden du går i seng igen. Gå ind og sæt dig i sofaen i stuen. Jeg kommer om et øjeblik.”
Jeg vidste med det samme, hvad der ventede mig, men jeg var træt, og egentlig lidt ligeglad. Jeg ville bare have det overstået og komme tilbage i seng. Jeg havde forventet at se mor komme ind i stuen med træpadlen i hånden. Det var som regel det, hun “lige skulle hente”, når hun fik mig til at vente. Men mor kom tilbage uden padlen, men hun ikke var tomhændet. Jeg kunne dog ikke se, hvad det var, hun holdt i sin knyttede hånd.
“Put den her i munden. Jeg vil ikke have, at du vækker din søster.”
Mor rakte mig en af Emilias sutter.
“Mor. Nej.”
“Stille. Jeg orker ikke, at Emilia også vågner.”
Hun proppede sutten i min mund, inden jeg kunne nå at protestere mere. Jeg håbede virkelig, hun havde vasket den først. Det var ikke så slemt, som jeg havde frygtet. Materialet var blødt og smagsløst. Den passede ikke rigtigt i min mund, men den var heller ikke ligefrem lavet til teenagere. Jeg var taknemmelig for, at Emilia lå og sov i sin seng og ikke var vidne til min endefuld denne gang.
Mor satte sig på sofaen og klappede på sit skød. Jeg vidste godt, hvad det betød. Jeg lagde mig på sofaen, så min numse lå lige midt på hendes skød. Hun lagde hånden på den del af min bagdel, som ikke var dækket af pull-up’en, for at markere hvor hun ville give smæk.
Klask. Selv uden padlen, gjorde det første slag mod min numse stadig ondt. Havde det ikke været for sutten i min mund, ville jeg nok have givet et hyl fra mig. I stedet lukkede jeg øjnene og bed så hårdt jeg kunne i sutten. Jeg vidste ikke, om det havde en effekt, eller om det bare var noget jeg bildte mig ind, men det føltes bestemt som om, at slagene gjorde meget mindre ondt, fordi jeg brugte sutten - ikke at jeg nogensinde ville fortælle det til mor.
Mor smækkede skiftevis begge sider af min numse, og ramte altid min bare hud, aldrig der hvor jeg var dækket af pull-up’en. Efter de første fem eller seks slag åbnede jeg endelig øjnene igen. Jeg så Emilia stikke hovedet frem gangen, med sin egen sut i munden. Vores øjne mødtes kortvarigt, men inden jeg kunne spytte sutten ud og sige noget til mor, var hun forsvundet rundt om hjørnet.
Mor fortsatte med at give mig smæk i endnu et minut, før hun endelig gav sig. Det gode ved, at mor brugte hånden til at smække mig med, var, at det også gjorde ondt på hende, hvis hun slog for hårdt.
“Mor, Emilia kiggede på,” sagde jeg, så snart mor tog sutten ud af min mund.
Mor vendte sig straks om for at kigge ned ad gangen.
“Jeg kan ikke se hende.”
“Det ved jeg. Hun løb væk, da hun så, at jeg havde opdaget hende.”
Hvis jeg skulle have smæk for at være stået op af sengen, så havde jeg ikke lyst til at lade Emilia slippe uden lignende konsekvenser. Mor virkede ikke så bekymret. Hun vendte opmærksomheden tilbage mod mig.
“Hvad har du så lært?” spurgte mor, mens hun hjalp mig af sit skød og op at stå.
“At jeg skal komme til dig, hvis jeg skal skiftes.”
“Nej, prøv igen.”
“At jeg ikke må være ulydig.”
“Godt. Så er det tilbage i seng med dig.”
Mor fulgte mig tilbage til soveværelset. Emilia lå tilsyneladende og sov i sin tremmeseng. Mor lænede sig ind og gav hende et blidt puf, men hun reagerede ikke. Enten spillede den lille møgunge et puds, eller også var hun virkelig faldet i søvn igen på et par minutter.
“Se, hun sover. Præcis som du burde.” sagde mor, uden at tænke over, at jeg var vågnet for at skulle ordne den våde pull-up og seng.
Jeg svarede ikke, da mor gik ud af rummet. Jeg trak bare dynen til side og krøb i seng. Mit eneste ønske lige nu var at kunne sove en hel nat uden at vågne op til en våd seng. Var det for meget at bede om?