Kapitel 21
Sovetryne
“Vågn op. Vågn op.”
Efter et hårdt prik i skulderen røg mit hoved op fra bordet, hvor jeg havde hvilet det. Hjertet hamrede, og øjnene føltes som om de var ved at poppe ud af hovedet. Jeg kiggede først mod tavlen, men læreren stod travlt optaget af at skrive på tavlen og havde slet ikke lagt mærke til min lille lur.
Fire nætter i træk havde jeg vågnet til en våd pull-up og en våd seng, og nu kørte jeg på et minimum af søvn. Det var allerede anden gang i dag, jeg faldt i søvn i timen. Heldigvis var Samantha og Desi lynhurtige til at vække mig, inden lærerne opdagede noget, og uret viste, at der kun var fem minutter tilbage af timen. Jeg var ikke sikker på, jeg kunne holde mig vågen.
Man bliver helt skør i hovedet, når man er træt. Jeg kunne have svoret, at de her træborde på skolen var designet specielt til at være ubehagelige, men lige nu virkede den hårde bordplade mere tillokkende end nogen seng, jeg nogensinde havde ligget i. Jeg ville bare hvile hovedet lidt. Bare et øjeblik. Jeg skulle nok lade være med at lukke øjnene. Jeg ville løfte hovedet igen om et par sekunder.
Idet jeg lod hovedet falde lidt frem, mærkede jeg endnu et prik - denne gang fra Desi. Hun sagde ikke noget, men det bekymrede blik i hendes øjne sagde alt. Jeg rettede mig hurtigt op. Fristelsen til bare at lukke øjnene i et øjeblik var enorm, men jeg vidste, at hvis jeg først gav efter, ville jeg simplethen falde i søvn igen. Hvordan skulle jeg dog komme igennem resten af skoledagen?
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg blev ved med at tisse i sengen. Jeg havde aldrig følt mig så træt før. Det gik an, så længe jeg var i gang - stod op, bevægede mig rundt - men at sidde stille ved et bord, mens nogen snakkede løs om et eller andet tørt emne, var den perfekte opskrift på at falde hen.
De sidste par nætter havde været virkelig mærkelige. Jeg havde håbet, at mors modvilje mod at skifte bleer også ville betyde, at jeg selv måtte skifte mine våde pull-ups, men de sidste to nætter havde hun insisteret på at gøre det for mig. “Akavet” dækkede slet ikke, hvor ubehageligt det var, men jeg havde været alt for træt til at gøre modstand. Når jeg først havde skiftet lagen og fået en tør pull-up på igen, var jeg til gengæld alt for vågen til at falde i søvn med det samme. Jeg havde mistet flere timers søvn bare ved at ligge og stirre op i loftet.
Jeg kunne næsten ikke vente på, at fjerde time var slut. Der var frokostpause bagefter, og hvis jeg spiste hurtigt nok, kunne det måske give mig lidt tid til en kort lur i kantinen. Klokken ringede, og jeg rejste mig trægt fra min plads og gik hen til mit skab for at hente min madpakke, mens Desi og Samantha stillede sig i kø til en varm ret i kantinen.
Jeg fik ikke den rolige frokostpause, jeg havde håbet på. Jeg havde knap nok siddet ved det bord, jeg prøvede at holde til mig selv og mine veninder i to minutter, førend Desi dukkede op med et krus på bakken.
“Den her er til dig, sovetryne,” sagde hun og satte kaffekruset foran mig.
“Jeg kan ikke lide kaffe.”
“Jeg er ligeglad. Du er nødt til at drikke det, ellers sover du dig gennem resten af timerne.”
Jeg kiggede ned på den brune væske i kruset.
“Det er klamt.”
“Hold op med at pive. Jeg har puttet syv sukkerknalder i den til dig.”
Masser af koffein og sukker. Hvad kunne dog gå galt? Jeg skubbede kruset væk fra mig. Risikoen for at fornærme Desi var ikke nær så slem som det kaos, den drik kunne forårsage for min blære.
“Fint. Så drikker jeg den,” sagde Desi. Hun lod sjældent noget gå til spilde.
Jeg prøvede at undertrykke et gab, men det lykkedes ikke. Jeg kunne ikke vente med at komme hjem. En lur lød som det bedste i verden lige nu. Jeg ville ønske, det var fredag og ikke torsdag. Lige nu føltes det som om, jeg havde brug for en hel weekend bare for at blive menneske igen.
“Du er altså nødt til at stoppe med at sidde oppe og spille computerspil hele natten,” sagde Samantha, da hun kom hen til bordet.
Uanset hvad jeg sagde, var hun overbevist om, at det var grunden til, jeg var så træt. I virkeligheden havde jeg ikke gjort det store for at få hende til at tro andet. Det var trods alt meget nemmere, at hun troede, det var computerspillene, end at finde ud af, hvad der egentlig foregik. Jeg hadede at lyve for mine veninder, men at fortælle Samantha om sengevædningen var fuldstændig udelukket - især med den måde, hun behandlede sin lillebror - og jeg kunne heller ikke sige noget til Desi uden at Samantha fik det at vide.
“Mor lader mig aldrig være sent oppe. Jeg vågner bare hele tiden. Jeg ved ikke hvorfor.”
Jeg var ikke sikker på, om de troede på mig, men én ting var jeg ret sikker på - de ville aldrig gætte, hvad det i virkeligheden var, der forhindrede mig i at få en god nats søvn.
Træningen var slut, og jeg sad i en toiletbås i omklædningsrummet og tog en pull-up af, som var gennemblødt af både sved og tis. Al den fysiske aktivitet den sidste halvanden time havde holdt mig vågen, men nu var jeg mere udmattet end før.
Nu hvor pull-up’en var af, betød det, at jeg skulle være foruden i cirka femten minutter, mens jeg gik i bad og klædte om - men det holdt samtidig min hemmelighed skjult for mine holdkammerater. På vej ud ville jeg smutte ind på et andet toilet og tage en af de pull-ups på, som mor havde givet mig, så jeg kunne narre hende til at tro, jeg havde holdt mig tør hele skoledagen.
Jeg havde stadig ikke vænnet mig til at gå i bad på skolen. Jeg brød mig ikke om at vise min krop frem for andre. Jeg gjorde mit bedste for at stirre lige frem og bare fokusere på at vaske mig. Jeg vidste jo godt, at ingen lagde mærke til mig - alle havde travlt med deres eget. Men inderst inde føltes det alligevel, som om alle i smug holdt øje med mig.
Da jeg havde skyllet det sidste sæbe af, slukkede jeg for vandet, svøbte et håndklæde omkring mig og gik tilbage mod mit skab for at klæde om. Da jeg rundede hjørnet ind til cheerleader-afsnittet, stod Claire lige ved mit skab. Min rygsæk stod op ad bænken, og det var tydeligt, at ét af rummene var blevet lynet op. Claire stod med et par pull-ups i hånden og smilede hånligt - nærmest triumferende.
“Nååårh, babyen er tilbage. Se lige, hvem der stadig går med ble.”
Det var pull-ups, ikke bleer, men lige nu var ikke tiden til at diskutere den etymologiske forskel med hende.
Et par af de ældre elever - dem Claire plejede at hænge ud med uden for cheerleading - fnisede over hendes barnlige kommentar. Det her var virkelig ikke godt. Jeg prøvede desperat at skjule panikken i mit ansigt. Hvordan kunne Claire have vidst, at der lå pull-ups i tasken? Vent - hun måtte have set dem, da hun havde snuppet min rygsæk tidligere på ugen.
“Her, grib,” sagde Claire og kastede en af pull-ups’ne mod mig.
Jeg greb den med én hånd, da jeg stadig brugte den anden til at holde håndklædet på plads. Ved nærmere eftersyn opdagede jeg, at det kun var min lillesøsters pull-ups, hun havde fået fat i - ikke de andre nat-pull-ups. Det kunne jeg måske bruge til min fordel.
Jeg himlede med øjnene og prøvede at ligne én, der bare var irriteret over Claire, og ikke én, der var ved at dø af pinlighed.
“Seriøst, Claire? Min lillesøster er stadig i gang med pottetræning. Jeg har hendes pull-ups med, fordi hvis jeg har hende med ude, er jeg nødt til at have nogle på mig i tilfælde af, hun skal skiftes.”
Jeg var faktisk lidt stolt over, hvor hurtigt jeg fandt på den forklaring. Jeg leverede den helt køligt. Og jeg slap ikke Claire med blikket, selvom hun stadig stod med den anden pull-up i hånden. På hendes ansigt kunne jeg tydeligt se, at det her ikke var gået, som hun havde håbet.
“Jeg tvivler på, at selv en pind som dig kunne passe dem - men hvis du er nysgerrig, må du da gerne låne en, for at prøve.”
Det fik en bølge af latter til at bryde ud blandt de andre piger i omklædningsrummet. Jeg var selv tynd, men ikke nær så spinkel som Claire. Hendes ansigt blev ildrødt af vrede. Hun kastede pull-up’en på gulvet, væltede min rygsæk ned fra bænken og marcherede væk.
Normalt lod jeg håndklædet hænge over ryggen så længe som muligt, mens jeg klædte om, bare for at give mig selv en smule privatliv. Men denne gang lagde jeg det på bænken med vilje, så det var helt tydeligt for de sidste piger i omklædningsrummet, at jeg tog almindelige trusser på.
Jeg vidste godt, hvad jeg burde gøre. Jeg burde gå ned ad gangen og ind på trænerens kontor og fortælle hende, hvad Claire lige havde gjort. Men det ville også betyde, at jeg blev nødt til at fortælle endnu en person om pull-ups’ne i min rygsæk. Det ville være endnu en mulighed for, at min løgn kunne blive afsløret. Lige meget hvor meget jeg havde lyst til at få hævn over Claire, kunne jeg bare ikke se, hvordan det ville være risikoen værd at sladre til Addison.
Jeg samlede min rygsæk op - jeg havde lagt min søsters pull-ups tilbage i den - og forlod omklædningsrummet, lettet over at Claires seneste forsøg på at ydmyge mig var blevet afværget så nemt.
Der stod en stor papkasse lige foran hoveddøren, da vi kom hjem. Mor havde åbenbart været i gang med lidt onlineshopping.
“Sarah, tag lige den kasse og stil den inde i mit soveværelse, tak.”
“OK.”
Kassen så ud til at være alt for tung til, at jeg kunne løfte den, men da jeg bøjede mig ned for at tage fat, opdagede jeg, at den slet ikke vejede så meget, som jeg havde regnet med. Da jeg løftede den op, kunne jeg mærke, hvordan indholdet rykkede sig med et bump - som om der lå en lidt mindre pakke inde i kassen. Jeg støttede den op mod kroppen med den ene hånd og brugte den anden til at åbne døren.
Jeg spekulerede ikke videre over, hvad der var i den. Mor bestilte tit ting hjem, så det var ikke noget særsyn at komme hjem fra skole til en pakke ved døren. Jeg stillede kassen på hendes seng - jeg vidste bedre, end at begynde at åbne hendes pakker - og gik så tilbage til entreen til endnu en rutine, jeg efterhånden havde lært at hade.
“OK, piger, mor skal lige tjekke, om I har holdt jeres pull-ups tørre.”
Jeg stod stille ved siden af min lillesøster, mens mor trak mine bukser ned og undersøgte pull-up’en. De nat-pull-ups, jeg brugte, havde ikke nogen vådindikator, så mor trak fronten lidt frem for at kigge indeni. Hun gjorde det samme med Emilia - hendes pull-up var også tør - og så fik vi lov til at gå videre.
Jeg havde ikke så mange lektier for. Det største projekt lige nu var gruppeprojektet med Lisa, men vi havde ikke rigtig snakket om det, siden vi fik opgaven i tirsdags.
Jeg fyldte en skål med grøntsagschips - lidt kedelige, men bedre end ingenting - og satte mig i sofaen med benene trukket op under mig og mobilen i hånden. Mor lod mig få lidt tid til en sund snack, før jeg skulle i gang med lektierne. Når jeg sad sådan, kunne man næsten ikke se pull-up’en. Bare tre dage endnu. Tre dage med at holde mig tør, så kunne jeg lægge hele det her pottetrænings-cirkus bag mig og begynde at finde ud af, hvad der egentlig var galt med min krop.
Når nu mor havde sat de samme pottetræningsregler for mig som for Emilia, betød det heldigvis, at de uheld, jeg havde om natten, ikke talte med i de syv dage, jeg skulle være tør i løbet af dagen, før jeg måtte få trusser på igen. Det betød selvfølgelig ikke, at jeg slap for pull-ups, men i det mindste var det lettere at gemme, at jeg havde min søsters pull-ups på, end hvis mor skulle sende mig rundt i de der nat-pull-ups.
Med tankerne fulde af frihed lod jeg øjnene glide i bare et kort øjeblik. Det var en fejl. Jeg vågnede kort tid senere. Emilia så stadig den samme tegnefilm, så der kunne ikke være gået længe, men skaden var allerede sket. Der var kommet en lille våd plet i pull-up’ens skridt. Ikke noget stort uheld, men det gjorde ingen forskel for mor. Stor eller lille - det talte stadig. Det var ikke fair. Jeg kunne jo ikke gøre for det, når jeg sov. Bare tanken om at skulle gå hen og fortælle mor det, fik kinderne til at brænde af skam.
Emilia var alt for opslugt af det, der skete på fjernsynet, til at lægge mærke til noget. Jeg drejede hovedet og kiggede ned ad gangen. Jeg kunne høre mor i gang med at lave aftensmad ude i køkkenet.
Jeg lod skålen med chips stå på bogreolen ved siden af sofaen. Det ville mor nok blive sur over, men hvis jeg tog den med ud i køkkenet og satte den i vasken, ville hun helt sikkert opdage den våde pull-up.
Jeg rejste mig og gik roligt ned ad gangen. Jeg holdt kroppen let drejet væk fra køkkenet, da jeg passerede, men mor var heldigvis for optaget af maden til at lægge mærke til noget.
Så snart jeg var inde på mit værelse, lukkede jeg døren bag mig. Ingen havde opdaget noget. Jeg fjernede den våde pull-up og begravede den så dybt ned i ble-spanden som muligt. Mor skulle virkelig grave grundigt for at finde ud af, at der var én mere end forventet. Jeg fandt en af nat-pull-ups’ne frem fra kommoden. Der var kun lidt mere end ti tilbage, med hvor mange jeg allerede havde brugt om natten i løbet af ugen. Jeg valgte en med samme motiv som den, jeg lige havde smidt ud.
Med et suk - både af lettelse og frustration - satte jeg mig ved skrivebordet. Tre dage havde aldrig føltes som så lang tid før.