Kapitel 26
Nedtællingen
Tik. Tak. Tik. Tak.
Jeg stirrede nervøst på mit ur, mens sekunderne sneglede sig afsted. Tiden går allerlangsommest, når man holder mest øje med den, men jeg var så spændt på det her øjeblik, at min hjerne ikke kunne koncentrere sig om andet end de skiftende tal på mit digitale ur - indtil de til sidst bare blev til en farvet tåge foran mine øjne.
Jeg ville ikke andet end at lægge al den her ubehag og ydmygelse bag mig. Siden sidste søndag aften, hvor en utæt pull-up havde afsløret mig foran Emilia, havde jeg ventet på det her øjeblik. Mor havde brugt det ene uheld som en undskyldning for at sætte mig igennem det her cirkus med ny pottetræning - angiveligt for at være et godt eksempel for min lillesøster.
Det var nogle tåbelig regeler at tvinge en teenager til at følge. Altså helt ærligt - hvorfor skulle en teenagepige ikke være renlig? Hvad mor ikke vidste, var, at mine problemer med blæren rakte langt ud over det ene uheld og de sengevædninger, der kom lige bagefter. Jeg havde stort set ikke gået en hel dag uden at tisse i bukserne siden starten af måneden.
Hendes løsning - at give mig pull-ups på og lade mig gå rundt i huset sådan - gav ingen mening under normale omstændigheder. Bevares, når jeg rent faktisk havde problemer med blæren, skulle der selvfølgelig gøres noget ved det. Men det skulle være på mine præmisser, ikke hendes.
Jeg havde plaget hende om, hvornår jeg kunne slippe for pull-ups’ne hele dagen. Til sidst blev hun så træt af det, at hun bad mig sætte en timer på mit ur, der talte ned til det præcise tidspunkt, hvor jeg officielt ville have gået en hel uge uden nogen uheld. Eller, for at være mere præcis - en hel uge uden at mor havde opdaget nogen af dem.
Hvis hun fandt ud af det … nej. Den tanke skubbede jeg langt væk. Det hjalp ikke at tænke på hvad der ville ske, hvis mor fandt ud af hvordan jeg havde forsøgt at skjule mine uheld. Jeg måtte bare fokusere på at holde det skjult, indtil jeg nåede dertil, hvor det ikke længere var nødvendigt.
Femten minutter tilbage. Jeg kunne ikke klare spændingen mere. Jeg forlod værelset og gik ind i stuen. Emilia sad på gulvet og legede med sine dukker. Hun var fuldt påklædt, hvilket betød, at hun havde ble på under kjolen og strømpebukserne. Hun sad med benene over kors, en sut i munden og et trist blik i øjnene, mens hun uengageret flyttede rundt på sine små dukker og alt deres forskellige tilbehør.
Der havde været tidspunkter i løbet af ugen, hvor jeg havde været rasende på hende, fordi hun sladrede til mor om mit uheld uden at tænke sig om. Men efter at have fulgt min søsters pottetræningsregime i en hel uge, havde dets elendighed alligevel givet mig en vis mefølelse for hende. Måske ville det faktisk være nemmere at få Emilia pottetrænet, hvis mor ikke var så skrap? Jeg prøvede at slå den tanke ud af hovedet. At stille spørgsmålstegn ved mors regler var den sikre vej til problemer.
Den eneste lyspunkt i den sidste uges pottetræning var, at mor havde fritaget mig fra mine normale pligter med at tage mig af Emilias bleer og toiletbesøg. Jeg havde ellers håbet, at det ville blive permanent, men nej. Mor havde gjort det helt klart tidligere i dag, at så snart jeg var færdig med hendes pottetræning, så skulle jeg igen til at tage mig af min treårige lillesøster.
Halloween var mindre end en uge væk, men mors tanker var allerede sprunget flere højtider frem - helt til jul. Hun havde lige ommøbleret stuen for at gøre plads til juletræet i hjørnet. Man skulle tro, at én med hendes entusiasme - nej, lad os kalde det fanatisme - omkring jul ville insistere på et ægte grantræ. Men mor holdt nu stadig mest af det kunstige, to-en-halv meter høje træ, der næsten rørte loftet, når det stod i vores stue.
Selve opsætningen tog hende kun en times tid, men pyntningen kommer til at tage uger. Hun henter kasserne med pynt op fra kælderen og gennemgår dem én for én for at vælge, hvilke der får lov at komme op i år. Mor plejer ellers at forvente, at jeg hjælper til med alt muligt derhjemme, men når det gælder juletræet, er det åbenbart for fin en opgave til, at andre må blande sig. Samlingen er enorm. Hun kan aldrig gå forbi en ny julekugle i butikken uden at tage den med hjem - og tanken om at smide nogen ud eksisterer slet ikke.
Men man pynter ikke bare et juletræ hos os. Stemningen skal være helt rigtig. Julemusikken strømmer fra en højtaler, selvfølgelig nøje udvalgt fra en af hendes Spotify-playlister. Og på tv’et kører hendes egne julevideoer - hjemmeoptagelser fra tidligere år.
Jeg sukkede for mig selv. Endnu en video fra en forgangen julemorgen. Heldigvis var jeg for en gangs skyld ordentligt klædt på i den her - for nu at sige det uden at lave ordspil. Det år havde jeg heldigvis natbukser og t-shirt på og løb ikke bare rundt i en pull-up. Jeg blev stående et øjeblik og så med. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvorfor julen ikke længere føltes lige så spændende, som den gjorde dengang. Måske er det bare sådan, det er at blive ældre - men hvordan forklarer man så mors ekstreme juleglæde?
På videoen kunne man se, hvordan mit yngre jeg bøjede sig ned for at samle en gave op, og t-shirten gled op, så elastikken fra pull-up’en tittede frem over natbukserne. Jeg havde ikke ligefrem brug for at blive mindet om den mere synlige pull-up, jeg havde på lige nu. Når jeg var hjemme, insisterede mor på, at jeg ikke skulle have noget tøj udenpå. Jeg havde prøvet at gøre det lidt mere tåleligt med en hættetrøje og knæstrømper.
Mor opdagede endelig, at jeg var kommet ind i stuen. Jeg kunne selvfølgelig aldrig finde på at afbryde hende midt i julepyntningen.
“Det er ikke tid endnu,” sagde hun.
Som om jeg ikke godt vidste det.
“Jeg ved det godt. Jeg ville bare høre, om du kunne hjælpe mig med mit halloween-kostume.”
“Hvad skal du klædes ud som?”
“En veninde og jeg skal være Ting 1 og Ting 2 - fra Dr. Seuss.”
“Hvem er den anden?”
“Lisa. Du har ikke mødt hende før.”
“Åh, det minder mig om, at det nok var hendes onkel, hr. Higgins, der ringede for at høre, om det var okay, at du kom hjem til dem på lørdag og lavede gruppearbejde.”
“Ja, det var ham. Hr. Higgins er også en af de voksne, der holder opsyn til halloween-festen.”
“Hvad skal du bruge til kostumet?”
“Ikke noget særligt. Bare en rød trøje med en hvid cirkel og et to-tal på. Jeg tror, jeg har nogle gamle t-shirts, der kan bruges.”
“Hvis der er to, vil du så have, at jeg laver en til Lisa også?”
“Det ville være super.”
Biip. Biip. Biip.
Samtalen havde helt fået mig til at glemme nedtællingen på mit ur. Jeg åndede lettet op. Jeg kunne ikke vente med at få den her pull-up af.
Men jeg havde ingen intentioner om at gå tilbage til almindelige trusser. Jeg havde stadig tænkt mig at bruge Emilias pull-ups - uden at mor vidste det, selvfølgelig - for at håndtere de uheld, jeg nok stadig ville komme til at have. Jeg ville bare være meget mere forsigtig med dem denne gang. Det var jo netop fordi en af Emilias pull-ups lækkede sidste uge, at jeg endte i hele det her pottetrænings-cirkus.
“Lad mig lige tjekke din pull-up en sidste gang,” sagde mor.
Hun vendte sig mod min søster, som ikke fulgte med i, hvad vi snakkede om.
“Emilia, kom her. Du skal se, at din storesøster er blevet færdig med sin pottetræning.”
Jeg burde virkelig være flov nu, men alt jeg følte, var lettelse. Jeg kunne godt klare én sidste akavet situation, hvis det betød, at det her endelig var ovre. Mor gjorde et stort nummer ud af det og brugte begge hænder til at trække pull-up’en ned til mine knæ. Den var tør. Ingen overraskelser dér.
“Smid pull-up’en i skraldespanden. Du kan gå ind og tage trusser og dit normale tøj på igen.”
Jeg var allerede rendt mod værelset.
“Vent,” sagde mor og fik mig til at stoppe op. “Kom lige tilbage, når du har fået tøj på. Emilias ble skal skiftes.”
Efter jeg havde smidt teenage-pull-up’en i ble-spanden, lyttede jeg ved døren for at være sikker på, at ingen var på vej ud på badeværelset. Så tog jeg en af Emilias pull-ups på. Den sad ikke nær så godt som dem, der er lavet til større børn, men det måtte gå for nu. Jeg tog et par jeans og et bælte på og sørgede for, at pull-up’en ikke kunne ses over linningen.
Jeg havde ikke ligefrem travlt med at komme tilbage til stuen. Med mit held ville det ende med, at jeg skulle skifte en lorteble. Når mor satte Emilia tilbage i ble, fordi pottetræningen ikke gik godt nok, fik hun nemlig slet ikke lov til at bruge toilettet - også selvom hun for længst var stoppet med at lave i bukserne.
Jeg tjekkede ikke engang Emilias ble. Mor havde sidst skiftet hende inden aftensmaden, så jeg vidste udmærket, at der nok trængte til at blive skiftet igen. Det var lidt af en kamp at få hende løftet op fra gulvet. Med den fart hun voksede, var det nok ikke længe før jeg slet ikke kunne bære hende mere. Heldigvis var bleen kun våd. Det var en lettelse. Vi sagde ikke rigtig noget, mens jeg hurtigt fik hende gjort ren. Jeg ville ikke få hende til at føle sig mere utilpas over bleen, end hun sikkert allerede gjorde. Og hvis jeg skal være helt ærlig, burde jeg måske være lidt taknemmelig for, at hun ikke var blevet helt renlig endnu - det betød nemlig, at jeg havde en diskret måde at få fat i pull-ups, som jeg kunne bruge til at håndtere mine egne problemer.
Da Emilia havde fået en ren ble på, gav jeg hende nattøj på og sendte hende ud på badeværelset for at børste tænder. Selv brugte jeg resten af aftenen på sofaen i stuen, hvor jeg sad og spillede nogle kedelige spil på min telefon, mens jeg prøvede at ignorere de hjemmevideoer, der kørte i en uendelig gentagelse på fjernsynet.
“Sarah, kan du huske, at du fortalte mig for et par uger siden, at forstoppelse kan være et problem for børn, når de skal lære at gå på toilettet?”
Jeg nikkede. Jeg kunne godt huske, hvordan jeg havde søgt rundt på nettet efter tips til at få Emilia gjort renlig. Men jeg havde en dårlig fornemmelse af, hvor den her samtale var på vej hen.
“Jeg syntes ikke, det virkede som nogen god idé dengang,” sagde mor. “Men nu hvor Emilia stadig ikke holder sig tør - hverken om dagen eller om natten - og du er begyndt at tisse i sengen igen, så tænker jeg, at det måske er værd at prøve noget afføringsmiddel til jer begge to.”
Jeg svarede ikke med det samme. Hun spurgte mig jo egentlig ikke rigtigt, det lød mere som en beslutning, hun allerede havde taget. Det virkede lidt for nemt, som om man bare kunne løse det hele med et trylleslag. Men på den anden side… hvis det faktisk virkede, kunne jeg slippe ud af det her og få lidt kontrol tilbage. Og jeg ville heller ikke længere skulle skifte Emilias bleer.
“Det kan vi godt prøve,” sagde jeg.
“Så bestiller jeg noget. De bedste jeg har fundet har desværre ikke lynlevering på Amazon, så de kommer nok først næste weekend.”
Da der var omkring ti minutter til sengetid, gik jeg ind på mit værelse for at skifte min søsters pull-up ud med et par almindelige trusser. Så kunne mor give mig natble på uden at opdage, at jeg havde lånt fra Emilias lager. Jeg tjekkede lige, at Emilia sov - hun snorkede let og rørte sig ikke, da jeg blidt prikkede hende på skulderen.
Selvom jeg kun havde brugt natble i under en uge, havde vi allerede fået en fast rutine. Efter jeg havde været på toilettet en sidste gang - ikke at det gjorde nogen forskel - og fået børstet tænder, gik jeg ind i mors soveværelse og lagde mig på hendes seng. Jeg prøvede at få bleskiftet overstået så hurtigt som muligt.
Da hun var færdig, gad jeg ikke tage natbukser på udenover. Bleen varmede meget mere end både trusser og pull-ups, og jeg ville bare gerne have det lidt behageligt, mens jeg sov. Det var stadig pinligt at skulle sove med ble på, men lettelsen over at have klaret mors pottetræning og håbet om snart at komme helt af med mine problemer vejede tungere.