Kapitel 32
Ble-tvillinger
Resten af køreturen hjem føltes meget kortere, nu hvor jeg ikke længere sad og krampede for at holde mig. Så snart jeg var kommet ind ad døren og havde fået skoene af, bad mor mig tage mine jeans af. At jeg havde været væk næsten hele lørdagen, betød ikke, at hun havde glemt toilettræningen.
“Men mor, her er koldt,” sagde jeg.
“Selvfølgelig er her koldt. Jeg gider ikke betale for at varme huset op, når vi ikke engang er hjemme. Det bliver varmt igen om lidt.”
“Kan jeg så ikke vente med at tage bukserne af, til det er blevet lidt varmere?”
Jeg var ikke sikker på, at det ville virke, men jeg syntes selv, det var et rimeligt nok ønske. Hvis jeg bare kunne undgå, at mor så den våde pull-up, kunne jeg måske slippe af sted med at tage en tør på uden, at hun opdagede, der manglede en. Men det håb blev hurtigt knust.
“Du ved godt, hvordan det foregår, unge dame. Bukserne af.”
Jeg tøvede, så længe jeg kunne slippe af sted med det, men til sidst måtte jeg opgive og begyndte at knappe bukserne op. Den våde pull-up bulede tydeligt frem, da jeg lynede ned. Hvor ville jeg dog ønske, der fandtes et mærke af bleer eller pull-ups, man kunne tisse i uden det var så åbenlyst bagefter. Jeg trak jeansene helt af og lod dem ligge i en bunke ved døren. Mor sukkede og stillede sig med hænderne i siden.
“Kom, så får vi dig gjort ren,” sagde hun og tog mig i hånden for at føre mig ind i hendes soveværelse.
Så frustrerende som hendes opgivende tone var, var jeg alligevel lettet over at hun ikke gik i gang med en lang prædiken om ansvar og toiletvaner. Jeg lukkede øjnene, mens hun skiftede mig. I stedet for at rive siderne op, som hun plejer, tog hun fat i pull-up’en og trak den hele vejen ned over mine ben, til den var af.
“To uheld på én dag. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal stille op med dig. Du burde altså være et bedre forbillede for din søster. Hvad tror du, hun tænker, når du kommer hjem i en våd pull-up?”
Jeg sagde ikke noget. Det var et retorisk spørgsmål, og jeg vidste det godt. Jeg gøs mig, da mor begyndte at tørre mig med vådservietter. Jeg havde stadig ikke vænnet mig til følelsen - det var én ting at bruge dem selv, hvor man vidste, hvornår kulden kom, men når man ikke selv havde kontrollen, føltes det næsten som en form for tortur.
Hun gik væk fra sengen - sikkert for at smide den brugte pull-up ud og hente en ny - men hun blev væk længere, end det burde tage. Jeg lå og ventede med benene samlet, klar til at hun ville skubbe en ny pull-up op over fødderne og benene. Men i stedet tog hun fat i mine ben og begyndte at løfte dem op, så hun kunne få numsen fri fra madrassen.
“Nej, NEJ! Ikke det, nej,” udbrød jeg og prøvede at rejse mig op.
Men mor pressede hånden fast mod mit bryst og forhindrede mig i at rulle væk eller sætte mig op.
“Du ved godt, hvordan reglerne er, Sarah. To uheld på én dag betyder, at du tager en pause fra toilettræningen i morgen. Jeg laver ikke om på de pottetræningsregler, jeg bruger til Emilia - så du følger dem også.”
“Men mor, uheldet skete i bilen. Jeg ville være gået på toilettet, hvis der havde været et.”
“Det er ligegyldigt. En del af at være toilettrænet er, at man kan holde sig, også når der ikke lige er et toilet i nærheden.”
Jeg opgav at gøre mere modstand og lod kroppen synke slap ned i sengen. Mor løftede mine ben og rullede mig en smule bagover, så hun kunne få bagstykket af natbleen skubbet ind under mig. Resten af ble-skiftet gik som i en tåge. Jeg lukkede øjnene igen. Jeg havde ikke lyst til at se hendes hænder trække forsiden af bleen op over mig og sætte tapen fast i siderne. Endelig var hun færdig. Bleen sad, som den plejede - tæt og stramt - da mor tog fat i mine hænder og hjalp mig op at stå.
“Så, få dine bukser på.”
Jeg gik ikke tilbage til værelset for at tage dem på, men prøvede i stedet at trække dem op dér i entreen, hvor jeg havde lagt dem tidligere. Det gik fint, når jeg havde en pull-up på, men bleen var meget tykkere, og jeg kunne ikke få lynlåsen lukket. Jeg havde heller ikke nogle løsere jeans at skifte til - alle mine jeans sad ret tæt - så jeg nøjedes med at tage et par natbukser på i stedet.
Det løse stof gjorde, at bleens omrids var langt mindre synligt, men det gjorde intet for at dæmpe den knitrende lyd, der fulgte med hver eneste bevægelse, jeg lavede. Jeg kom til at tænke på mors pottetræningsregler for Emilia. To uheld på én dag betød, at man røg tilbage i ble som en pause fra toilettet, men mor havde altid tolket det som, at man skulle være i ble hele den følgende dag. Ud over bleerne havde mor også en tendens til at behandle Emilia som en baby i de perioder, hvor hun havde toiletpause - det indebar både sut og sutteflaske. Heldigvis havde mor ikke vist tegn på at ville gøre det samme med mig, og jeg havde bestemt ikke tænkt mig at gøre noget, der kunne minde hende om det.
Tankerne væltede rundt i hovedet på mig. Hvor tit ville hun skifte mig? Ville hun selv tjekke, om det var nødvendigt, eller skulle jeg ydmyge mig selv ved at sige, hvad der var i bleen? Og hvad hvis jeg skulle lave? Havde hun virkelig tænkt sig at ville skifte mine lortebleer?
Det eneste, jeg kunne finde lidt trøst i, var, at det var søndag i morgen - så jeg slap i det mindste for at skulle i skole med ble på. Ville mor overhovedet have sendt mig i skole sådan? Tanken skræmte mig. Jeg kunne godt finde ud af at skjule en pull-up i skoletiden - det havde jeg trods alt klaret i næsten en hel måned - men en ble? Det ville være umuligt. Selv hvis de andre elever af en eller anden mirakuløs grund ikke lagde mærke til lyden, så ville man stadig kunne se bulen under tøjet. Og den vralten, man automatisk fik af at gå med noget så tykt mellem benene, ville heller ikke være til at skjule.
Resten af aftenen forløb nogenlunde normalt - eller så normalt som en aften med ble på nu kan være. Huset havde ikke nået at blive varmt igen, så det var faktisk rart nok at få lov til at beholde natbukserne på i stedet for at skulle gå rundt med bare ben.
Da jeg havde brugt det meste af dagen på lektier, lod mor mig selv bestemme, hvad jeg ville lave resten af aftenen. Jeg satte mig for at spille lidt Fortnite, nu hvor jeg havde mulighed for det, inden jeg blev smidt ud af værelset, når Emilia skulle i seng. Da jeg startede en solo-match, kom jeg i tanke om, at Lisa sikkert også stadig havde ble på - men i det mindste var det hendes eget valg.
Jeg kom i tanke om, hvad Lisa havde sagt om de der knibeøvelser, lægen havde givet hende. Hun var overbevist om, at de havde gjort en tydelig forskel for hendes blærekontrol. Jeg ville ønske, jeg havde bedt hende vise mig, hvordan man lavede dem.
Lige meget hvor meget jeg prøvede at skubbe tanken væk, så kunne jeg ikke ignorere kroppens naturlige behov. Jeg skulle tisse. Min første reaktion var faktisk at være glad for, at jeg overhovedet opdagede det. Min anden reaktion var at rejse mig fra stolen ved skrivebordet for at gå direkte ud på toilettet. Og min tredje reaktion var at komme i tanke om, at jeg havde ble på - og at sige et ord, som jeg var meget glad for, mor ikke var i nærheden til at høre.
Jeg blev nødt til at spørge, om jeg måtte tage bleen af for at gå på toilettet. Måske mente hun det ikke helt alvorligt med den der ble-ting? Det kunne jo bare være en skræmmetaktik for at få mig til at tage mig sammen, efter at have haft to uheld på én dag. Hun måtte da sætte pris på at slippe for at skulle skifte en våd ble?
Med blæren i alarmberedskab løb jeg ind i stuen, hvor mor sad i sofaen og så aftennyhederne. Emilia sad på gulvet og førte sine dukker rundt i et lille dukkehus.
“Mor, må jeg tage bleen af for at gå på toilettet?”
“Nej.”
“Men jeg skal altså virkelig nu.”
“Toilettet er forbudt, når du har ble på. Du ved godt, hvordan reglerne er.”
Jeg gik slukøret tilbage mod værelset. Hvorfor havde jeg overhovedet gidet spørge? Hvis Emilia kunne ende med at skulle bruge ble i en hel dag, så kunne jeg selvfølgelig også. Da jeg var kommet om hjørnet og ude af mors synsfelt, prøvede jeg at tvinge mig selv til at tisse i bleen. Men der skete ikke noget. Jeg spændte alle de rigtige muskler, men selv med den stigende trang til at lade vandet lykkedes det ikke. Det var så dumt - det var åbenbart nemmere for mig at tisse i bukserne ved et uheld end med vilje. Ikke fordi jeg aldrig havde brugt en pull-up med vilje.
Jeg lyttede efter, om jeg kunne høre mor i gangen, men der var stille. Så sneg jeg mig ind på badeværelset. Jeg løftede toiletsædet - mor var altid meget opmærksom på, at det skulle lukkes efter brug - og satte mig ned, stadig fuldt påklædt.
Det føltes komplet latterligt. Jeg sad på toilettet. Jeg skulle tisse. Og jeg skulle tisse i en ble i stedet. Fristelsen til bare at rive bleen af, bruge toilettet som normalt og så tage skraldet bagefter var ret stor. Men jeg vidste bedre. Hvis der var én ting, mor ikke tolererede, så var det direkte ulydighed. Det var én ting at få en dårlig karakter eller tisse i bukserne - det var i det mindste ikke med vilje. Men at overtræde hendes regler med vilje ville føre til en straf, jeg med garanti ville fortryde.
At sidde på toilettet viste sig at være en klog beslutning - det lykkedes mig at narre min blære til at give slip, og tisset løb ud i bleen. Jeg tøvede et øjeblik, før jeg trak bukserne lidt ned for at se bleen. Havde jeg virkelig lyst til det? Men nysgerrigheden vandt over skammen, og jeg trak dem ned, så jeg kunne se bleen tydeligt i spejlet på badeværelset. Den våde plet var slet ikke så stor, som jeg havde forestillet mig. Jeg vurderede, at bleen nok kunne klare tre-fire lignende tisseture, før den ville lække.
Jeg gad ikke spørge mor, om jeg måtte blive skiftet. Den våde følelse var knap nok mærkbar, så det gjorde ingen forskel for mig, om jeg havde en ren ble på eller ej. Jeg gik tilbage på mit værelse, men i stedet for at starte Fortnite igen, tændte jeg for Minecraft. Jeg vidste, at mor kunne finde på at lægge Emilia i seng når som helst, og hun havde absolut ingen forståelse for, at man måske gerne ville gøre en online kamp færdig. I hendes verden var det slut med spil, når hun sagde det - punktum.
Og ganske rigtigt, et par minutter senere trådte mor ind på værelset med Emilia i armene. Da hun gik forbi mit skrivebord, fik jeg et kraftigt pust af en gennemtrængende lugt fra min lillesøsters ble. Jeg misundte ikke mor det bleskift, hun nu skulle i gang med. Jeg gemte spillet, slukkede computeren og gik frivilligt ud mod stuen. Jeg havde absolut ingen lyst til at være der, når Emilia blev skiftet.
“Unge dame, du kommer ind på værelset nu. Jeg siger det ikke igen.”
“Undskyld, jeg kommer.”
Jeg vraltede tydeligt, da jeg skyndte mig rundt om hjørnet og ned ad gangen mod mit værelse. Emilia lå allerede på ryggen på pusleunderlaget, som mor havde lagt ud ovenpå min seng. Hendes bukser var allerede fjernet og hang halvt ude af vasketøjskurven. Den gennemblødte ble hang tungt og slapt på hende, og klumpede sig sammen på underlaget - jeg kunne tydeligt se, at min næse ikke havde taget fejl tidligere. Der var ikke én eneste del af bleen, der ikke var farvet af urinens karakteristiske nuance. Mor havde ikke lagt Emilia midt på underlaget, men mere til siden - tydeligvis for at gøre plads til mig.
“Op i sengen,” sagde mor. “Du skal have en ren ble på, inden du skal i seng.”
“Det er ikke sengetid endnu.”
“Det er det i aften.”
Mor brugte begge hænder til at tage fat i linningen på mine bukser og lod dem glide ned, så de landede i en bunke omkring mine ankler. Min ble var slet ikke i lige så dårlig sand som Emilias var. Mor skiftede hende først. Jeg forstod ikke helt, hvorfor jeg skulle ligge ved siden af hende imens. Jeg måtte holde mig for næsen, da mor åbnede Emilias ble, og selv da var lugten lige ved at få mig til at brække mig.
Selvom jeg havde protesteret over at skulle have ble på om aftenen, så havde jeg ikke nogen gode argumenter imod at skulle have den på om natten. Medmindre jeg mirakuløst stoppede med at tisse i sengen netop i nat, så ville min ble være gennemblødt, når jeg vågnede i morgen.
Mor lod mig komme ned fra sengen for at gå ud og børste tænder, men sagde klart og tydeligt, at jeg skulle direkte i seng bagefter. Jeg brugte de næste fem minutter på at give mine tænder den mest grundige omgang tandbørstning, de havde fået i årevis.
Selvom jeg kom i seng flere timer før, jeg normalt ville gøre på en weekend, følte jeg mig helt udmattet. Ikke fysisk, men mentalt. Hele dagen havde tappet mig for energi - alle uheldene, det at blive sat tilbage i ble, og så alt det, jeg havde fået at vide om Lisa, som jeg stadig ikke havde fået bearbejdet. Jeg kunne høre Emilias vejrtrækning finde ind i sin velkendte rytme. Jeg lå på ryggen. Normalt foretrak jeg at sove på siden, eller allerhelst på maven, men af en eller anden grund havde mor spændt bleen sådan fast i aften, at det gjorde ondt i huden, hvis jeg prøvede at ligge på maven. Men selv frygten for, hvad morgendagen ville bringe, kunne ikke holde mig vågen for evigt.