Kapitel 33
Sikke noget skidt
Med dynen trukket af og smidt i en bunke ved fodenden af sengen justerede jeg min stilling, så mor kunne skubbe et pusleunderlag ind under mig. Jeg trak fødderne tættere ind, så tæerne hvilede på sengen i stedet for at dingle ud over kanten, og mine knæ pegede op i luften.
Siden jeg var begyndt at tisse i sengen igen, stillede jeg ikke længere mit vækkeur - det havde ellers aldrig svigtet mig før. Nu var mor mit vækkeur. Hendes blide skubben til min skulder havde erstattet den forfærdelige, irriterende bippen. Og hun var lige så punktlig.
Det pinte mig, hvor let jeg havde vænnet mig til de her ændringer i mit liv. At vågne op med følelsen af en gennemvædet ble spændt fast om livet og klemt mellem benene. Hvor naturligt det efterhånden føltes bare at lade mor skifte mig. Hun tjekkede ikke engang længere, om bleen var våd, men gik bare i gang med at skifte mig med den antagelse, at jeg endnu en gang havde tømt blæren i løbet af natten. Og hun havde ret. Det stod efterhånden så slemt til, at jeg vågnede op våd hver eneste morgen. Der var næsten gået en uge siden sidst, jeg vågnede om natten og havde brug for at komme på toilettet.
Nogle morgener vågner man bare og mærker, at noget er galt. En rest af uro eller nervøsitet hænger stadig ved, selv efter en hel nats søvn. Jeg gned mig i øjnene, mens mor begyndte at fjerne de fire bletape én efter én, hver med en høj, flænsende lyd. På trods af at jeg var kommet tidligt i seng, var jeg stadig døsig og kunne ikke helt sætte fingeren på, hvad det var jeg burde være utilfreds med. Jeg vidste, det nok skulle komme til mig. Og jeg vidste, at jeg sandsynligvis ville blive endnu mere utilfreds, når det skete.
Til sidst blev bleen fjernet, og jeg gjorde mig klar til den pull-up, mor ville give mig på. Jeg ville ønske, jeg selv måtte tage den på. Men det var ikke en pull-up mor lagde frem. Det var en ble. Og straks huskede jeg, hvad det var der havde gnavet i mig, siden jeg vågnede.
Jeg måtte tage mig voldsomt sammen for ikke at stritte imod. Jeg havde lyst til at sparke mors hænder væk, gribe bleen, rive den i stykker og kyle den hen i hjørnet af værelset. Men det ville ikke hjælpe mig. Det vidste jeg jo godt, og tanken alene var nok til at få mig igennem det hele uden brok.
Den anden ting, der holdt mig tilbage, var erkendelsen af, at jeg selv bar en vis skyld for, at jeg nu lå her. Nej, jeg gav ikke mig selv skylden for at have tisset i bukserne - de uheld kom så tilfældigt, at jeg tydeligvis ingen kontrol havde over dem. Men jeg gav mig selv skylden for noget andet, som var helt og holdent mit ansvar: at jeg ikke havde været bedre til at skjule uheldene for mor.
Så jeg lod hende gøre det færdigt uden modstand, løftede bagdelen, da jeg skulle, og holdt endda forsiden af bleen på plads, så mor kunne få tapen til at sidde bedre. Det var kun én dag. Jeg kunne godt klare det. Jeg plejede at være god til at skjule uheldene, og hvis jeg bare kunne lære af de få fejl, jeg havde lavet de seneste uger, kunne jeg måske komme ud af det her net af pottetræningsregler. Især hvis det her afføringsmiddel viste sig at være den mirakelkur, jeg håbede på.
Min første fejl havde været i går morges, da jeg havde tisset i bukserne uden for badeværelsesdøren, mens mor var i bad. Jeg havde haft almindelige trusser på, fordi mor havde givet mig dem på efter at have skiftet mig ud af natbleen. Jeg burde have haft en af Emilias pull-ups på som en sikkerhedsforanstaltning, men jeg havde ikke nået at tage en på så tidligt om morgenen, fordi Emilia næsten var vågen i tremmesengen i soveværelset. Jeg var nødt til at have flere af hendes pull-ups i min rygsæk, så jeg havde en anden måde at få fat i dem på og ikke endte med at have trusser på under et uheld.
Min anden fejl havde været langt simplere, og jeg var stadig ret irriteret på mig selv over at have begået den. I min hast for at komme ud til mors bil, da vi skulle hjem fra Lisa i går aftes, havde jeg glemt at gå på toilettet - selvom jeg stod foran en halv times køretur. Hvis bare jeg havde undgået ét af de uheld, ville jeg ikke sidde i den her suppedas nu. Mor ville have givet mig en pull-up på, og jeg kunne have forsøgt at klare endnu syv sammenhængende dage uden at hun opdagede mine daguheld.
Da bleen sad ordentligt fast, trak mor en nederdel på mig. Nederdele var helt klart noget af det tøj, jeg brød mig mindst om. Men jeans var udelukket, for de passede ikke over bleen, og så var en nederdel nok det næstbedste. Tanken om at have leggings på udenpå en ble var ikke til at holde ud, og jeg havde i hvert fald ikke lyst til at gå rundt med en synlig ble, sådan som mor nogle gange tvang mig til, når jeg havde en pull-up på.
Jeg kunne slappe en smule mere af, da nederdelen først var kommet på. Jeg hadede at skulle have ble på hele dagen, men jeg accepterede det - både fordi jeg vidste, at situationen delvist skyldtes min egen sjusk, og fordi jeg også vidste, at mor, som altid var konsekvent med sine regler, ville lade mig komme tilbage i pull-ups i morgen.
Jeg sad i sofaen sammen med Emilia og så tegnefilm, mens mor lavede morgenmad. Det var ellers en sjældenhed. Bortset fra julemorgen, hvor hun altid lavede en morgenmadsfest, der passede bedre til tolv mennesker end til tre, lavede mor aldrig noget særligt til morgenmad. Det passede mig helt fint. Jeg kunne godt lide min normale morgenmad, selvom lyden af bacon, der sydede på panden, begyndte at gøre mig godt sulten.
Jeg var glad for, at jeg var kommet først ind i stuen og derfor havde nået at tage fjernbetjeningen, inden Emilia kom kravlende ind med en sut i munden. Emilia var i en fase, hvor det eneste, hun ville se, var Caillou. Det er ikke fordi, jeg hader alle børneprogrammer. Jeg kunne godt holde til et par afsnit af My Little Pony uden at kede mig for meget. Og Sesam luk dig op var da i det mindste ikke irriterende. Men hvis jeg skulle høre på den skaldede unge pive eller skabe sig åndssvag én gang til, ville jeg blive sindssyg.
Mor havde dog insisteret på, at vi ikke skulle se noget alt for voksent, når min treårige lillesøster var til stede. Jeg havde fundet nogle genudsendelser af Scooby-Doo, og de fik os begge til at fnise ustyrligt, mens banden drønede rundt på skærmen og prøvede at undslippe monsteret. Forudsigeligt, men perfekt til hjernedød lørdagsunderholdning. Og det var netop det, jeg havde brug for lige nu. At tænke var ikke godt. At tænke betød, at der kunne dukke tanker op, jeg ikke havde lyst til at tænke. Som hvorfor der var noget mellem mine ben, der gjorde det svært at lukke dem helt sammen. Eller den knitren, der kom, hver gang jeg skiftede stilling i sofaen. Jo mindre jeg tænkte på bleen, jo gladere ville jeg være, så jeg prøvede at holde den ude af hovedet.
Emilia vidste godt, at jeg havde ble på. Der havde ikke været nogen måde at skjule det på, men hun havde faktisk slet ikke sagt noget om det. Jeg gættede på, at sutten måske hjalp lidt i den retning. Når mor satte Emilia tilbage i ble, betød det nemlig også, at hun blev behandlet som en baby og ikke som en børnehavepige. Hun skulle kravle rundt på gulvet og bruge sut, flaske og tudkop. Bare tanken om at skulle kravle rundt på gulvet, fik mine knæ til at gøre ondt. Jeg klagede bestemt ikke over, at mor ikke håndterede mig i ble på samme måde, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at undre mig over, hvorfor lige dét var en af de regler, hun var villig til at fravige.
Morgenmaden viste sig virkelig at være et festmåltid: kærnemælkspandekager, sprød bacon, røræg og en halv grapefrugt med et lille drys sukker ovenpå. Det eneste, der ikke var festligt, var min drik. Det var ikke engang en af de der tudkopper til lidt større børn med sugerør på toppen, som nærmest kunne ligne en sportsflaske, hvis man så bort fra de barnlige motiver. Det her var en decideret tumlinge-tudkop - præcis magen til den, der stod foran Emilias tallerken.
“Mor, er det virkelig nødvendigt?” spurgte jeg og løftede tudkoppen op for at undersøge den. “Det her er en babykop.”
“Har du lyst til at fortælle mig, hvad du har på under nederdelen lige nu?” svarede mor og lod sin stemme dø ud.
Det havde jeg ikke lyst til. Jeg tror ikke engang, jeg kunne få mig selv til at sige ordet højt, selv hvis jeg havde villet. Jeg overgav mig og løftede tudkoppen op til munden.
Hvis jeg havde haft pull-up eller trusser på, ville jeg have været meget forsigtig med appelsinjuice. Den drik var nærmest et uheld i flydende form. Men jeg vidste, at det ikke var noget, jeg behøvede at bekymre mig om i dag. Uanset om det skete med vilje eller ej, så ville al den tis, jeg kom af med i dag, ende i bleen. Jeg nød faktisk appelsinjuicen, mens jeg spiste mig gennem morgenmaden - på trods af at den blev serveret i en tudkop. Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde drukket noget uden samtidig at bekymre mig om, hvad det ville betyde for min blære.
“Jeg går ud og ordner lidt ting,” sagde mor og tog sin tomme tallerken med over til vasken. “I må gerne se fjernsyn, til jeg er færdig. Vi prøver afføringsmidlet bagefter.”
“Ting” betød, at hun skulle hænge de sidste juledekorationer op udenfor. For normale, fornuftige og nogenlunde ædruelige mennesker starter julen dagen efter Thanksgiving. For mor var jul nærmest noget, der varede hele året, men det var altid den første weekend efter halloween, at det for alvor gik løs.
Jeg sørgede for at spise færdig før Emilia og trak mig tilbage til sofaen i stuen, så jeg kunne beholde kontrollen over fjernbetjeningen. Tissetrangen kom og gik, og jeg lod en lille stråle slippe ud i bleen. Det burde jeg virkelig ikke have gjort. Selv uden adgang til et toilet burde jeg forsøge at holde mig så længe som muligt, for at det i det mindste mindede lidt om at vente på tur til at gå på toilettet.
Jeg prøvede ikke at tænke alt for meget på det der afføringsmiddel. Jeg burde virkelig have læst mere om det. Ville det give mig kvalme? Ville det gøre ondt?
Emilia virkede ikke som om, hun var det mindste generet over at have ble på, men igen - det var nærmest hver uge, hun havde en eller to dage, hvor hun endte med at få ble på, så for hende var det ikke noget særligt. Scooby-Doo-maratonet fortsatte hen over morgenmaden, så vi nåede at se et par afsnit mere på en halv time hver. Jeg hørte hoveddøren gå op, og mor kom ind igen.
“Kom så piger, lad os gå ind i soveværelset,” sagde mor i en glad stemme, der lød som om hun også var optimistisk omkring, at hendes dage med bleskift snart var ovre.
Jeg var lidt overrasket over, at det ikke var mor selv, der var kommet på idéen med afføringsmidlet. Hun havde ellers prøvet alt, hvad der stod i nogen pottetræningsbog nogensinde skrevet, i forsøget på at gøre Emilia renlig.
Skiftemåtten lå allerede klar på sengen, da jeg trådte ind i soveværelset med Emilia i armene. Det virkede lidt tidligt til et bleskift - min ble var dårligt nok våd, og jeg tvivlede på, at der var sket noget særligt med Emilias. Mor bad os lægge os ned på måtten, og jeg adlød, satte Emilia ned på sengen og lagde mig selv ved siden af hende.
“Jeg giver jer pillerne, mens jeg skifter jer,” sagde mor.
Det gav overhovedet ikke mening. Normalt, når mor skulle give mig en vitaminpille eller en anden slags medicin, foregik det på badeværelset, hvor hun rakte mig pillen sammen med et glas vand. Jeg havde fundet en nem metode: jeg lagde pillen bag i munden, lænede hovedet bagover og tog en hurtig slurk vand. Det virkede hver gang.
“Hvordan skal vi tage pillerne, når vi ligger ned?” spurgte jeg.
“Det er ikke almindelige piller. Jeg har købt afføringsmiddel som suppositorier. De virker hurtigere. Jeg tænkte, det var bedre at få det overstået på en time end at trække det ud hele dagen.”
Suppositorier? Det var et ord, der lå uden for mit ordforråd. Hvordan i alverden tager man en pille, hvis man ikke skal sluge den?
“Hvad er en ‘suppitori’?” spurgte Emilia og kludrede i ordet, som lå langt over hendes børnehave-niveau.
“Det er en pille, man sætter op i numsen,” sagde mor, alt for ubekymret i forhold til, hvad hun lige havde sagt.
Jeg knugede instinktivt benene sammen og afskar adgangen til den del af min krop, det drejede sig om.
“Det kan du ikke mene alvorligt,” sagde jeg.
Mor så direkte ned på mig.
“Jeg mener det fuldstændig alvorligt. Suppositorier optages i blodet hurtigere end almindelige piller, så det her er bedre, fordi det går hurtigere over.”
“Men pillen skal op i min numse?”
“Ja, den skal op i numsen. Suppositorier bruges mest til babyer, fordi man ikke kan regne med, at de kan sluge en pille, men de bliver også brugt til voksne i nogle tilfælde.”
Løftet om at det ville være hurtigt overstået var nok til at dulme min uro over denne nye måde at tage medicin på. Mor fjernede de våde bleer fra både Emilia og mig og lagde friske bleer under os - men hun lukkede dem ikke.
Vi havde indtil nu danset lidt uden om, hvad afføringsmidlet egentlig ville få mig til at gøre - nemlig at skide en masse. Indtil for en måneds tid siden havde mine toiletvaner aldrig været noget, jeg talte om med mor - især ikke noget, der direkte indebar det, man normalt omskriver som at lave stort.
“Det her skulle gerne få tarmen til at tømme sig helt, og det kan tage op til en time,” sagde mor, mens hun studerede bagsiden af den lille pakke, hun holdt op foran ansigtet.
Jeg tænkte på, hvor slemme Emilias bleer eller pull-ups kunne blive, når hun lavede lort i dem. Og så tænkte jeg på, hvor meget værre en voksen omgang lort i en voksenble ville være.
“Må jeg ikke godt sidde på toilettet, mens afføringsmidlet… virker?” spurgte jeg.
“Det ville ikke være fair over for din søster, hvis den ene af jer kunne sidde på toilettet og den anden ikke kunne,” sagde mor. “Desuden kan jeg ikke have, at en af jer optager toilettet i en hel time.”
“Jeg vil ikke lave i en ble,” sagde Emilia og begyndte at pive.
Mor rakte hånden ned og aede hende på hovedet.
“Shhh. Shhh. Du har alt for meget puha i dig. Lige her,” sagde hun og prikkede Emilia på den nederste del af maven, hvilket fik min søster til at grine. “Den her medicin hjælper dig med at få det hele ud, og så bliver det nemmere for dig at gå på toilettet som en stor pige.”
Jeg havde et vigtigere spørgsmål, jeg blev nødt til at stille mor.
“Holder bleerne det hele inde?”
“Ble-mærket angiver, at de også er designet til at holde afføring inde, så det burde ikke give problemer.”
Jeg havde ingen idé om, hvad jeg skulle forvente, da mor satte pillen op, men bortset fra et par sekunders ubehag mærkede jeg i starten ikke noget. Mor tørrede fingeren af med en vådserviet og gentog processen med Emilia, hvor hun tog en stikpille fra en anden pakke.
Jeg blev i soveværelset, mens mor bar Emilia ind i stuen. Jeg havde ikke lyst til at være i nærheden af andre, når afføringsmidlet begyndte at virke. Jeg rejste mig op og strakte mig. Jeg lagde mærke til, at bleen ikke sad helt så stramt som den plejede. Jeg håbede, det ikke ville blive et problem.
De næste par minutter sneglede sig af sted, mens jeg sad ved mit computerbord i ængstelig forventning om, hvad der skulle ske. Jeg havde stadig ikke mærket noget. Ville pillen overhovedet virke?
Mine tanker blev afbrudt af en brændende fornemmelse inden i, der hvor mor havde indført pillen. Mine hænder fløj instinktivt ned bagved. Ikke fordi det ville hjælpe. Det føltes, som om pillen smeltede inde i mig. Jeg krydsede armene tæt om brystet, mens jeg gispede efter vejret. Jeg rejste mig fra stolen, for at gå ind i stuen og fortælle mor hvad der skete. Så begyndte kramperne.
Smerten tvang mig ned på knæ, og jeg gav et hyl fra mig. Det var en sidestilling af to følelser der kæmpede mod hinanden. Jeg havde det mest presserende behov for at skide, jeg nogensinde havde haft. Ikke engang den værste omgang roskildesyge med diarré, der havde fået mig til at spurte mod toilettet, kunne måle sig med det her. Oven i det var der problemet, at jeg ikke kunne skide. Ikke fordi jeg var forstoppet - men fordi der ikke var noget, jeg kunne gøre for at få det til at gå hurtigere. Jeg havde på fornemmelsen, at når det først gik i gang, ville jeg ikke kunne stoppe det igen, før kroppen havde tømt sig fuldstændig.
Begge følelser blev hængende - hverken værre eller bedre. Afføringsmidlets fremgang ville føre mig, hvorhen det ville, uanset hvad jeg selv ønskede.
Det begyndte med en høj prut. Lyden forskrækkede mig. Prutter kommer normalt ikke bare sådan af sig selv. Men det her var ikke bare en prut.
Jeg havde skidt i bukserne. Rigtigt. Virkelig. Skidt i bukserne. Selvom jeg havde haft problemer med toiletbesøg den sidste måned, havde jeg faktisk ikke lavet i bukserne siden jeg var lille. Jeg kunne mærke, hvordan bleen pressede afføringen op mod mig. Klistret. Vådt. Varmt. Klamt. Klamt. Klamt. Jeg stivnede. Hvorfor i alverden havde jeg foreslået afføringsmiddel? At det, der nu lå i min ble, faktisk var det tilsigtede resultat, gjorde det ikke mindre pinligt at have skidt i bukserne.
Jeg kunne ikke blive stående længe. Kramperne og trangen til at komme af med det forsvandt ikke. At sidde ned eller lægge mig på ryggen var heller ikke tillokkende - det ville bare smøre det ud over hele bagdelen.
Jeg kravlede op i sengen og prøvede forsigtigt at undgå, at presse bagdelen mod noget. Det lykkedes mig at ligge på maven i et par minutter, men jeg kunne ikke holde ud at blive i den stilling længere. Trangen fra mine tarme kunne ikke ignoreres, og den voldsomme smerte og kramperne tvang mig til i det mindste at være halvt oprejst. Jeg satte mig på knæ med benene bøjet bagud og lænede mig forover, så jeg hvilede på albuerne med hovedet nedad og ansigtet begravet i puden.
Tårerne løb ned ad kinderne og direkte ned i puden, som hurtigt begyndte at føles fugtig mod min hud.
Flere minutters kramper blev efterfulgt af en eksplosiv omgang lort i bleen. Og så igen. Og igen. Og igen. Bleen begyndte at hænge længere og længere ned, som den blev tungere. Jeg havde naivt troet, at afføringsmidlet bare ville give mig én ekstra stor afføring, og så ville det være overstået. Nu forstod jeg, hvorfor mor ikke havde spændt bleen helt så stramt som hun plejede. At den sad løsere, betød, at den kunne udvide sig i takt med, at mine tarme blev tømt.
Efterhånden begyndte kramperne at aftage, og de næste par afføringer kom mere stille og var ikke lige så voldsomme. Lugten var egentlig ikke så slem, men min næse var snottet og stoppet til af al gråden, så måske kunne jeg bare ikke lugte det lige nu. Normalt ville jeg være gået ud på badeværelset for at hente et stykke toiletpapir og pudse næse, så jeg kunne få alt det slim ud, der havde samlet sig, men jeg tænkte, det nok var bedst at vente med det til efter, jeg var blevet skiftet.
Var der allerede gået en time? Tiden havde mistet al betydning, mens jeg lå på knæ i sengen og sked i bleen. Nu hvor kramperne ikke længere holdt mig oprejst, lagde jeg mig ned på maven, med benene spredt så meget som muligt for ikke at mase den klump afføring, der nu lå i bleen. Jeg troede ikke, situationen kunne blive værre. Så begyndte jeg at tisse. Jeg ved ikke, hvorfor al den appelsinjuice havde ventet så længe med at komme ud. Måske havde afføringsmidlet sat blæren på pause, mens det koncentrerede sig om at få tømt tarmene. Under alle omstændigheder var det her den længste tissetår, jeg havde haft i lang tid. Det blev ved og ved, mens forsiden af bleen blev mere og mere fyldt.
Jeg havde aldrig i mit liv ønsket et bleskift så meget som nu. At tanken om at få en ren ble på kunne føles tiltalende, var i sig selv bevis på, hvor forfærdelig oplevelsen med afføringsmidlet havde været. Jeg skubbede mig langsomt ned fra sengen - en svær opgave, da jeg både skulle holde benene spredt og samtidig undgå at rulle om på ryggen.
Når en ble er våd, opstår vralten, fordi bleen svulmer op af alt urinen og fysisk forhindrer én i at føre benene sammen. Når bleen er beskidt, handler vralten ikke om noget fysisk. Jeg kunne sagtens presse benene sammen, hvis jeg virkelig ville - men jeg havde absolut ikke lyst til at finde ud af, hvad der ville ske med al den lort, hvis jeg gjorde det.
Jeg havde lige nået at tage et par forsigtige skridt hen mod døren, da jeg hørte lyden af at mor nærmede sig. Hun kom ind i værelset med Emilia i armene, men min søster lå ikke og puttede sig ind til hendes skulder. I stedet holdt mor fast i hende under armene, med Emilia vendt ind mod sig - men med omkring en armlængdes afstand mellem dem. Mors skulder, hvor Emilia formentlig havde ligget med hovedet i over en time, var gennemblødt. Jeg var åbenbart ikke den eneste, der havde brugt det meste af den seneste time på at græde. Tilsyneladende er afføringsmidler til småbørn lige så forfærdelige som dem til voksne.
“Sarah, åbn vinduet. Nu,” sagde mor med en tydelig hast i stemmen.
Hun behøvede ikke engang at sige det. Lugten fra Emilias ble var langt mere kvalmende end min egen. Jeg tog to skridt så hurtigt, jeg turde, hen til vinduet tættest på sengen, mens jeg forsøgte at ignorere følelsen af lort, der smattede rundt bagi. Jeg låste vinduet op og skubbede ruden så højt op, den kunne komme, og låste den fast igen. Da jeg vendte mig om, blev årsagen til stanken tydelig. Emilias ble havde ikke været i stand til at holde på resultatet af afføringsmidlet. Lysebrun afføring var smurt ud af toppen af hendes jeans og op på hendes bluse. Måden, hendes bukser bulede ud bagpå, afslørede, at afføringsmidlet havde haft en voldsom effekt på hende.
Jeg troede, mor ville have os begge på puslemåtten samtidig, ligesom hun havde gjort inden sengetid i går, men i stedet vinkede hun mig ud i gangen, så jeg ikke var i vejen mens hun skiftede Emilia.
Det var svært at gå med lort bagi. Ved hvert skridt kunne jeg mærke det klistre op mod huden og glide væk igen. Jeg besluttede at blive stående ved vasken på badeværelset, indtil det blev min tur. Jeg havde ikke lyst til at gå hele vejen ind i stuen og tilbage igen i den her tilstand, og det var ikke ligefrem, fordi jeg kunne sætte mig i sofaen alligevel.
Mens jeg stod og ventede på, at mor blev færdig med Emilia, begyndte lugten fra bleen for alvor at påvirke mig. Det værste ved det hele var, at der ikke var noget, jeg kunne gøre - og intet sted, jeg kunne gå hen for at undslippe stanken.
Døren til soveværelset knirkede endelig op, og kort efter lød Emilias små skridt, da hun kom ud. Hun stak hovedet ind ad døren til badeværelset for at kigge på mig. En sut, der virkede en anelse for lille til hende, sad i munden på hende.
“Mor siger, det er din tur,” sagde Emilia og tog sutten kort ud af munden for at aflevere beskeden.
Jeg skyndte mig tilbage til værelset så hurtigt, jeg kunne. Der lugtede kraftigt af luftfrisker derinde, en stank der var næsten lige så kvalmende som bleen - bare på en anden måde. Det værste var at skulle op på puslemåtten. Der var simpelthen ingen måde at gøre det på, uden at komme til at lægge vægt på min numse. Jeg satte mig ned på sengen så langsomt som muligt, men det betød bare, at lorten blev presset endnu mere rundt i bleen.
Mor havde stoppet en klump toiletpapir eller papirlommetørklæde op i hvert næsebor og lavede en grimasse, da hun trak forsiden af bleen tilbage.
Nu forstod jeg, hvad Lisa mente den anden dag, da hun sagde, at hun nogle gange kunne føle en slags skadefryd når hendes mor skulle skifte en lorteble. Jeg behøvede ikke engang at se min numse for at forestille mig, hvordan den så ud - jeg havde trods alt selv skiftet rigeligt af Emilias lortebleer. Det tog mor mindst fem minutter at få mig ren, og det føltes som om, hun brugte en hel pakke vådservietter undervejs.
Vi sagde ikke et ord til hinanden under bleskiftet. Måske fordi mor var nødt til at koncentrere sig helt for at få mig ren. Eller måske fordi hele situationens akavethed endelig var gået op for hende. Én ting var helt sikkert - jeg skulle i hvert fald ikke på toilettet igen i dag. Jeg kunne simpelthen ikke forestille mig, at der var mere tilbage inden i mig.
Resten af dagen spurgte mor hverken mig eller min søster, om vi havde brug for at blive skiftet. Hun lod der gå flere timer mellem hvert bleskift - og der var, på det tidspunkt, slet ikke nogen tvivl om, at bleerne var våde. Hver gang sendte hun os bare ind på værelset uden overhovedet at kigge på bleerne for at tjekke. Ikke at det havde gjort en forskel - ingen af os kunne holde os i så lang tid alligevel.
Jeg prøvede at huske, om nogen af de artikler om pottetræning jeg havde fundet online, nævnte noget om, hvor lang tid det ville tage at genvinde kontrollen over blæren efter afføringsmidlerne. Jo før, jo bedre - men jeg ville alligevel ikke få mulighed for at teste det, før i morgen.