Kapitel 34
Gråzonen
Jeg steg af skolebussen mandag morgen med en vis ængstelse. Der var flere grunde til, at jeg var nervøs i dag. Lisa og jeg skulle holde vores fremlæggelse i historietimen i eftermiddag. Vores generalprøve i lørdags var gået glat. Jeg var ikke bekymret for mig selv - det er ikke sjovt at tale foran klassen, men jeg kan bide det i mig og får det overstået. Jeg var mere urolig for, hvordan Lisa ville klare det. Det var første gang, hun nogensinde skulle stille sig op og tale foran en klasse, og der var masser af ting, der kunne gå galt.
Min næste bekymring handlede også om Lisa. Hun vidste, at jeg gik med pull-ups, og det kunne jeg ikke lave om på. Katten var ude af sækken. Jeg stolede på, at hun ikke ville røbe det med vilje, men det udelukkede ikke muligheden for, at hun kunne komme til at afsløre det ved et uheld. Ét forkert ord på det forkerte tidspunkt kunne være katastrofalt.
Min vane med at gå direkte ud på toilettet, så snart vi stod af bussen, vækkede ikke længere nogen undren hos Samantha og Desi. De var efterhånden vant til mine nye rutiner. Jeg skiftede pull-up’en med hvide stjerner ud med en af Emilias Minnie Mouse-pull-ups og følte mig lettet over at vide, at jeg helt kunne skjule eventuelle uheld i dag for mor. Hjemme havde jeg nappet en håndfuld af Emilias pull-ups - så mange som jeg turde tage på én gang - og gemt dem i bunden af rygsækken. Jeg havde tænkt mig at være langt mere påpasselig fremover og sørge for altid at have ekstra med, så jeg kunne komme hjem med de originale pull-ups stadig tørre.
Min sidste bekymring var begyndt allerede da jeg vågnede tidligere i morges. Min ble var våd. Det var Emilias ikke. Jeg måtte stå model til mors overdrevne ros af min lillesøster for at have haft én eneste nat, hvor hun var vågnet tør - og så se hendes skuffede blik, da hun tjekkede min ble bagefter, og fandt ud af at den var drivvåd. Jeg havde ikke forventet ros, men et par opmuntrende ord ville have været rart. Én nat var alt for lidt at basere noget på, men hvad nu hvis det virkede for Emilia og ikke for mig? Tanken om, at min søster kunne blive renlig og få lov til at have trusser på i løbet af dagen, mens jeg stadig skulle gå med pull-ups, var helt ubærlig.
Jeg var fast besluttet på at komme igennem skoledagen uden uheld. Hvis jeg bare kunne klare det, så måtte natten blive næste skridt. Samantha og Desi stod og ventede på mig ude på gangen, da jeg kom ud fra toilettet. Af og til gik de også med derud for at tisse, men det var sjældent nødvendigt for teenagere, hvis blærer fungerede normalt. Busruten havde været hurtig i dag, så vi havde lidt tid at slå ihjel, inden første time begyndte.
“I er klar til fremlæggelsen i dag, ikke?” spurgte jeg, og kom i tanke om, at de var blevet sat sammen med en anden tilfældig elev, fordi Lisa havde fået sin onkel til at lade hende komme i gruppe med mig.
Samantha og Desi udvekslede et nervøst blik. Ikke et lovende tegn. Jeg begyndte at spekulere på, hvad der egentlig var sket under deres gruppearbejde med Jonathan, deres makker til opgaven.
“Vi er klar,” sagde Desi. “Men det er ikke det rigtige spørgsmål at stille.”
“Hvad er så det rigtige spørgsmål?”
“Du burde spørge, hvordan det går for vores Jonathan,” sagde Samantha.
“Er det virkelig så slemt?”
“Det er virkelig så slemt,” svarede Samantha.
“Seriøst?”
“Hvis du kan tage toiletkortet og komme ud, mens det er vores tur, så gør det,” sagde Desi.
Jeg pressede dem ikke yderligere for at finde ud af, hvor slemt det havde været at arbejde sammen med ham. Hvor galt kunne det være? Måske havde han ikke lavet noget, men Lisa og jeg havde jo også klaret det hele selv, bare os to.
Pull-up’en, jeg havde skiftet til inden første time, var stadig tør, da jeg gik sammen med Samantha og Desi mod kantinen. Jeg var kommet igennem de første timer uden nogen uheld. Jeg havde ikke været nødt til at styrte ud af klassen med toiletkortet i hånden på den velkendte rute til nærmeste toilet. Måske virkede afføringsmidlet? Var det bare placebo? Eller bildte jeg mig bare ind, at min blæresituation var ved at blive bedre? Jeg havde jo prøvet perioder før, hvor jeg var overbevist om, at det gik fremad.
Mine veninder stillede sig i kø for at få det, der nu engang stod på skolens menu i dag, mens jeg gik rundt og ledte efter et sted, vi kunne sidde. Mor havde som sædvanlig smurt madpakke til mig. Jeg holdt øje med, om der var et bord, der kunne rumme os fire. Vores frokosttrio havde nemlig udvidet sig til fire, efter Lisa var begyndt at sidde fast sammen med os. Det viste sig, at hun allerede havde taget plads ved et bord til fire ved vinduet, og jeg satte mig ved siden af hende.
Det er utroligt, hvordan man slet ikke lægger mærke til noget, før nogen har gjort én opmærksom på, at det er der. Og så - pludselig - virker tegnene, virkelige eller indbildte, så åbenlyse at man ikke forstår hvordan man kunne have overset dem før.
Lisa var klædt beskedent som altid. Det var ikke unormalt, at piger på skolen indimellem kom i kjole, men Lisa var den eneste jeg kunne komme i tanke om, som jeg aldrig havde set i andet. Hun havde betroet mig forleden, at hun længtes efter at vide hvordan det ville føles at møde op i skole i korte shorts eller leggings.
Måden, hun klædte sig på, havde jeg lagt mærke til før, men jeg havde ikke tænkt nærmere over, hvorfor hun valgte netop det tøj. Nu vidste jeg jo at det var for at skjule den tykkere pull-up, hun havde valgt at bruge. Jeg ville nok også have svært ved at have jeans på, hvis jeg havde den type pull-up på.
Lisa havde munden fuld af mad da jeg satte mig, så hun nikkede bare kort til mig for at vise, hun havde set mig. Vi sad i den mere stille del af kantinen, og der var endnu ikke kommet nogen hen til de nærmeste borde. Snart ville det hele være fyldt med elever på næsten hvert sæde. Frokosten var kun lige begyndt, og de fleste stod stadig i en lang, snoet kø for at få mad. Det virkede som om dem, der havde designet skolen, kun lige akkurat havde sat det nødvendige antal borde op og ikke ét mere.
Desi havde budt Lisa velkommen i gruppen med åbne arme. Samantha havde ikke sagt noget negativt, men hun undgik stadig mest at tale direkte med Lisa - ikke at det var svært, for Lisa blev meget mere stille, når det ikke var en-til-en. I alle de år vi havde været veninder, var der aldrig nogen, der havde trængt ind i vores lille kreds. Det var ikke fordi vi ikke havde andre venner, men når vi lavede noget sammen som gruppe, havde det altid bare været os tre.
Lisa gik altid så ordentligt klædt at der ikke var nogen chance for at nogen ville kunne se, hun havde pull-up på, medmindre de vidste det i forvejen. Alligevel syntes jeg, jeg hørte en svag raslen da hun rykkede lidt på sig i stolen. Jeg håbede, det bare var noget jeg bildte mig ind. Tanken om at mine - og hendes - pull-ups var mere mærkbare end jeg havde troet, var ubehagelig.
Vi var alene nok til at vi godt kunne have talt kort om, hvad der var sket mellem os i weekenden. De mange samtaler der genlød i kantinen, ville overdøve vores hvisken. Jeg havde flere spørgsmål. Jeg tænkte på knibeøvelserne. Og jeg havde næsten lyst til at fortælle hende om afføringsmidlerne. Lisa havde ikke nævnt det som noget, hun havde prøvet, men jeg kunne ikke få mig selv til at bringe det op. Ikke fordi jeg var bange for, at nogen ville høre det, men på grund af de andre spørgsmål der ville følge med. Jeg havde ikke lyst til at tale om mors regler. Om dagen i ble. Om Emilias problemer med at blive renlig. Om den tudekop med appelsinjuice, jeg var blevet tvunget til at drikke af til morgenmad. Den bekymring, der fyldte mine tanker, var svær at sætte ord på. Det var ikke skam eller frygt for at blive dømt. Lisa havde kun kendt til yderligheder: den nådesløse strenghed fra sine forældre, sat op imod den grænseløse accept fra hendes tante og onkel. Mor var ingen af delene. Det betød ikke, at hun ikke elskede mig, men det var en kærlighed, der oftere kom til udtryk som irettesættelse end som trøst. Når jeg vidste hvordan Lisa i sidste ende havde reageret på sin egen mor, tøvede jeg med at forklare, hvordan min mor valgte at opdrage min søster og mig. Jeg var ikke bange for Lisa, og jeg frygtede ikke at hun ville blande sig. Jeg var bekymret for, at hun ikke ville have den nødvendige baggrundsforståelse til at kunne sætte sig ind i det, jeg gik igennem - og at det kunne skubbe os længere fra hinanden. Jeg var vred på mor, men jeg elskede hende. Jeg hadede nogle af de regler jeg skulle følge, men jeg vidste at de i det mindste havde et formål.
Så vi sagde ikke noget om det. Jeg spekulerede på om Lisa mon også tænkte på det. På få minutter blev bordene omkring os fyldt, og vores samtale drejede over på emner,der var sikre at tale om i andres selskab.
Den værste del ved fremlæggelsesdage i klassen var at skulle høre på de andre elever, når de gik op foran og talte. De faldt næsten altid i én af to kategorier. Nogle fremlæggelser var bedre end ens egen. PowerPoint-præsentationerne var mere detaljerede og gennemarbejdede. De fremlæggelser fik en til at ønske, man havde lagt mere arbejde i sit projekt. Gjorde det pinligt bare at tænke på, hvordan ens egne slides ville se ud i sammenligning.
Og så var der den anden kategori. Ikke lige så mange elever faldt i den, men de udgjorde en nødvendig form for lettelse for alle andre. Det var selvfølgelig dem, der ikke gjorde det nær så godt som en selv. Måske havde de kun forberedt sig i et par forhastede timer aftenen før. Måske var de bare rædselsslagne for at tale foran andre og stammede sig igennem det hele. Uanset hvad, så tjente de et vigtigt formål: at dæmpe spændingen i rummet. I det mindste ville ens præsentation ikke blive husket som den værste.
Da hr. Higgins kaldte vores navne omkring midtvejs i timen, rejste jeg mig op først og lod Lisa følge efter mig op til tavlen. Jeg satte USB-stikket med præsentationen i hr. Higgins’ computer og åbnede den første slide, som blev vist med projektoren. Vi havde delt de fem minutters fremlæggelse op i fem ét-minuts bidder og skiftedes til at tage dem. Jeg havde tilbudt at tage begyndelsen, midten og slutningen, så Lisa kunne være lidt mere tryg ved at tage delene indimellem.
De elever, der allerede havde fremlagt, så ud til at kede sig. Dem, der endnu ikke havde været oppe, udviste forskellige grader af nervøsitet. Der blev langsomt snurret med blyanter i hænderne. Fingre trommede stille og planløst mod bordpladerne. Et par elever sad koncentreret og læste deres noter.
Bevægelsen med at rejse sig og gå op foran klassen havde ikke været god for min blære. Det var som om, min krop troede, at timen var slut, og at det nu var tid til at tisse af på toilettet. Problemet var bare, at der stadig var tyve minutter tilbage, og at jeg stod foran nogle-og-tyve kedsommelige eller nervøse klassekammerater - ikke alene i en bås på toilettet. Jeg hadede hvordan noget så simpelt som at rejse sig og gå lidt rundt kunne smadre al kontrol.
Jeg fik startet præsentationen uden problemer. Jeg holdt blikket fast rettet mod et punkt på bagvæggen og undgik øjenkontakt med nogen som helst. Jeg havde næsten lært alle tre af mine sektioner udenad, men kiggede alligevel et par gange tilbage på sliden, der blev vist på tavlen for at sikre mig, jeg fulgte med. Jeg havde håbet at det at stå stille ville få blæren til at falde til ro, men min krop havde allerede tolket det som om, vi var på toilettet, og nu kunne den tisse.
Jeg havde gennemført to af mine tre afsnit og trådte til siden for at lade Lisa tage sin sidste del. Hun klarede det fint - med undtagelse af et par små stammer, der knap nok kunne høres.
Det var næsten umuligt at kæmpe imod trangen til at begynde at trippe som en, der virkelig skulle på toilettet. Jeg rakte hånden ud og greb fat i podiet for at holde balancen. Så lod jeg det ske - jeg begyndte at tisse i pull-up’en. Jeg prøvede at holde strålen så langsom og kontrolleret som muligt. Tog nogle små, rolige vejrtrækninger for at undgå, at ubehaget i bukserne kunne ses i mit ansigt. Hvis der var ét tidspunkt, hvor min pull-up ikke måtte svigte, så var det nu. Og den svigtede ikke. Det kunne jeg selvfølgelig ikke vide med sikkerhed - jeg turde ikke kigge ned på mine bukser, mens hele klassen kiggede på - men der var nok øjne rettet mod mig til at nogen ville have reageret, hvis der pludselig var dukket mørke pletter op på mine jeans.
Med tissetrangen ude af verden gik det let med resten. Lisa havde med god grund rådet mig til at udelade joken om at “trække ud” fra præsentationen.
Da vi var kommet tilbage til vores pladser bagerst i klassen, gav det ikke meget mening at tage toiletkortet bare for at undgå den formodede katastrofe, mine venner havde forudsagt ville ske under deres egen fremlæggelse. Og det viste sig at være en god beslutning, for nogle minutter senere rejste Lisa sig og tog kortet, hvilket tydede på, at hun havde klaret sig bedre igennem timen end jeg.
Mine venners dommedagsagtige forudsigelser om, hvor slemt deres gruppepræsentation ville gå, viste sig at være en smule overdrevet. Var Jonathan forberedt? Overhovedet ikke. Han stammede sig igennem to akavede minutter, som endte i ti sekunders tavshed, inden Samantha overtog og fik præsentationen tilbage på sporet.
Da historietimen sluttede, skyndte jeg mig hen til det nærmeste toilet for at skifte til mit træningstøj til cheerleading. Jeg ville gerne gøre det i fred og ro, så jeg kunne have en ny, tør pull-up på under træningen. Da jeg havde fået mine træningsshorts trukket op og bundet stramt i livet, så de ikke ville glide ned og afsløre pull-up’en, begyndte jeg at høre larm ude fra gangen. Råb. Latter. Lyden af mange fodtrin på én gang - elever på vej hen mod noget, der tydeligvis var i gang.
Jeg vaskede hurtigt hænderne i koldt vand - mindre end de anbefalede tyve sekunder - og droppede at kæmpe med den drilske vandhane for at få varmt vand. Én papirserviet var nok til, at hænderne næsten var tørre, da jeg trådte ud på gangen, mens jeg gned håndfladerne mod shortsene for at få det sidste fugt væk.
Det viste sig, at larmen ikke var lige uden for badeværelserne, men kom fra den fjerneste ende af gangen, og jeg gispede, da jeg så, hvad der foregik. Lisa var nede på knæ og prøvede desperat at samle bøger og skoleting op, der lå spredt ud over gulvet ved hendes skab. Hendes kjole hang ned om fødderne på hende, mens hun febrilsk prøvede at få tingene tilbage i sin vidt åbne rygsæk. Men det var ikke det værste.
Claire og to af hendes ældre veninder stod omkring Lisa som tre spidser på en trekant. De kastede et eller andet frem og tilbage over hovedet på hende, som om de legede smørklat.
Jeg kiggede hurtigt ned ad mig selv og rettede på mine shorts, så jeg var sikker på, at pull-up’en stadig sad diskret, og så løb jeg mod Lisa. Der var allerede samlet en stor gruppe elever omkring hende, og jeg måtte sno mig forbi og klemme mig igennem mængden. Nogle af eleverne havde deres telefoner fremme og filmede det hele, men ingen havde gjort noget for at stoppe hvad der skete.
Først da jeg kom tættere på, så jeg, hvad det var, Claire og hendes veninder kastede med. Det var en af Lisas hvide, ubrugte pull-ups. Måske var den faldet ud af tasken ved et uheld, eller også havde de tømt tasken med vilje og fundet den der. Jeg ville ikke blive overrasket, hvis Claire havde gjort det bevidst - hun var en nysgerrig kælling.
Jeg var lige nået frem til kanten af flokken, da Claire snød sig bag Lisa og pludselig hev kjolen op over hovedet på hende, så hendes hvide pull-up, med en tydelig våd plet, blev blottet.
“Åh-åh, det ligner at baby skal ha’ skiftet ble,” sagde Claire med en hånlig, syngende stemme.
Hendes to veninder gentog ordene i kor, højt og skingert, så det rungede ned ad gangen og udløste latter fra dem, der havde fået et glimt af, hvad Lisa havde på under kjolen.
“Baby skal ha’ skiftet ble. Baby skal ha’ skiftet ble.”
Lisa kæmpede med kjolen et øjeblik, før hun fik den trukket ned igen og dækket sig til. Hun smed de sidste bøger i tasken, lynede den halvt op og rejste sig, mens kuglepenne og blyanter blev liggende på gulvet. Hun var tydeligt ramt af ydmygelsen, og hendes ansigt var vådt af tårer, da hun rev pull-up’en ud af hånden på Claire.
Jeg kunne ikke tro, at Claire var sunket så lavt - men så huskede jeg, hvordan hun for ikke længe siden næsten havde afsløret mig i omklædningsrummet efter træning. Det gav mig kuldegysninger. Det kunne lige så godt have været mig.
Jeg trådte frem mod Lisa, uden at vide hvad jeg skulle sige. Jeg havde lyst til at tage hendes hånd og føre hende væk til et mere privat sted. Men da jeg rakte hånden ud, skubbede Lisa mig hårdt væk fra sig og løb ned ad gangen med pull-up’en i hånden, mens folk instinktivt trådte til siden og lod hende komme forbi.