Kapitel 35
M.A.D.
“Du vidste det,” sagde Samantha og kiggede direkte på mig hen over midtergangen, da jeg satte mig ved siden af Desi i bussen.
“Jeg hvad?”
Jeg vidste præcis, hvad Samantha mente med, at jeg vidste det. Jeg havde bare ikke brug for, at hun vidste det. Og jeg havde bestemt ikke lyst til at indrømme det.
Hele skolen måtte efterhånden vide, at Lisa gik med pull-ups. I går eftermiddags havde gangen været propfyldt med folk, da Claire havde smidt indholdet af Lisas rygsæk ud på gulvet og opdaget en af hendes ekstra pull-ups. Alle der havde set det, havde helt sikkert delt sladderen med deres venner, som igen havde spredt det videre. Sådan spredes et rygte - eller i det her tilfælde en ret saftig sandhed - på en skole på under en dag.
Det her var ikke det mest skandaløse, der var sket i år på skolen - ting sker jo på en skole. Men det kunne godt ende med at være det mærkeligste eller mærkværdigste. Og det betød, at stort set alle allerede vidste det. Hvis ikke, ville de vide det inden dagen var omme. Min nervøsitet over den kommende skoledag var langt værre end noget, jeg havde følt i går. En fremlæggelse i klassen føltes pludselig som ingenting i forhold til det her.
Samantha lænede sig tættere ind mod mig og sænkede stemmen. Jeg håbede, ingen i bussen lyttede til os. Jeg var sikker på, at nogen havde bemærket, at jeg havde brugt mere tid sammen med Lisa på det seneste. Hvis de begyndte at sætte to og to sammen, ville de nok ikke tænke pænt om mig.
“Du vidste, at Lisa går med ble.”
“Pull-ups,” rettede jeg hende hurtigt, før jeg indså, at jeg ved at gøre det i realiteten havde svaret ja på hendes spørgsmål. “Det er det, hun har på. Ikke en ble.”
“Pull-ups, bleer, det er ligegyldigt,” sagde Samantha. “Pointen er, at du vidste, hun havde dem på.”
For en, der har inkontinens, betyder forskellen på de to ting meget - det havde Lisa gjort klart for mig lørdag, og det kendte jeg alt til fra min egen erfaring. Men for alle andre spiller det nok ingen rolle.
“Ja, og hvad så?”
Jeg havde aldrig troet, Lisa ville sladre om mine pull-ups, men fordi vi havde holdt på hinandens hemmeligheder, følte jeg mig tryg ved, at hun ikke ville afsløre mig - ligesom jeg ikke ville afsløre hende.
Så snart jeg kom hjem fra cheerleading, havde jeg konstant startet Fortnite på min computer. Ikke for at spille. Bare for at gå ind i spillets lobby og tjekke om Lisa var online. Jeg havde endda turdet tænde computeren, efter Emilia var blevet puttet og var faldet i søvn. Men hver gang stod der, at Lisa havde været væk siden søndag, og hun havde ikke svaret på nogen af mine mange beskeder.
“Hvor længe har du vidst det?”
Jeg ville have følt mig skyldig over at sladre om Lisa, uanset hvad. Men nu, hvor jeg selv havde fået de samme problemer med blæren som hende, var det endnu sværere at tale om hende uden at afsløre mig selv. Jeg måtte undvige for Samanthas nysgerrige spørgsmål uden at afsløre, at jeg havde en pull-up - som pludselig føltes alt for tydelig – på under mine jeans. En løgn er altid nemmere at få til at glide ned, hvis den indeholder en smule sandhed.
“Jeg var hjemme hos hende i lørdags. Vi forberedte vores fremlæggelse. Jeg fandt tilfældigvis ud af det, og hun fik mig til at love ikke at sige noget.”
“Men bruger hun dem så faktisk?”
Hvad er det med folk, der skal spørge, om nogen bruger deres ble eller pull-up? Og hvorfor i alverden skulle man overhovedet tage sådan en på, hvis man ikke havde brug for den?
“Nej, hun går bare med dem for sjov,” svarede jeg irriteret og hurtigt på Samanthas spørgsmål.
Samantha reagerede helt anderledes, end jeg havde forventet. Hun så virkelig overrasket ud over min sarkasme, og hendes ansigt blev helt rødt af forlegenhed. Det var helt på sin plads – hun skulle da også føle sig sådan for at blande sig i noget, der slet ikke var hendes sag.
“Der er en video,” sagde Desi endelig og deltog i samtalen. “Altså… bleen, undskyld, pull-up’en, ser ud til at være brugt.”
“Vent, nogen har lagt en video af Lisa op online?”
“Den var ikke oppe særlig længe. Den blev taget ned ret hurtigt.”
Nå, det gav da Samantha et svar på hendes spørgsmål. Jeg spekulerede på, hvor mange af skolens elever der havde nået at se videoen, før den blev fjernet. Jeg håbede, det ikke var ret mange.
“Nå, men,” sagde jeg, desperat efter at skifte emne. “Vi kan vel godt blive enige om, at Claire er en kæmpe kælling.”
“Selvfølgelig,” sagde Samantha og Desi i kor.
Claire havde virkelig plaget mig nådesløst under gårsdagens cheerleadingtræning. Det var tydeligt at hun havde lagt mærke til at jeg brugte mere og mere tid sammen med Lisa. Hun gik ikke helt så langt som til at antyde, at jeg også bar pull-ups, men hun ville gøre det klart, at det var skamfuldt at være tæt på nogen, der gjorde.
Det var helt min egen skyld. Claire kunne ikke tage revanche på mig, fordi træner Addison havde sagt, at vi begge blive smidt af holdet, hvis der var den mindste konflikt mellem os. Den slåskamp, der var opstået i omklædningsrummet, da Claire prøvede – forgæves – at afsløre, at jeg også gik med pull-ups, havde ført til en skrøbelig våbenhvile mellem os. Vi kom stadig med kommentarer til hinanden en gang imellem, men kun når Addison ikke hørte det, og ingen af os turde lade det udvikle sig til noget værre.
Så det efterlod Lisa, som Claire sandsynligvis ikke ville give en skid for, hvis det ikke var fordi det var Lisa, jeg havde forsøgt at beskytte mod Claires mobning, da jeg slog den kælling i ansigtet i kantinen i frokostpausen. Claire kunne ikke få hævn på mig, så hun gik efter Lisa i stedet.
“Så Lisa er inkontinent?” spurgte Samantha og bragte samtalen tilbage til Lisa igen.
Jeg holdt en pause ved spørgsmålet. Det var faktisk et ord, jeg ikke kendte, før mine egne uheld begyndte. Jeg vidste ikke, hvordan det var endt i Samanthas ordforråd, men jeg havde ikke lyst til at afsløre, at jeg vidste, hvad det betød.
“Inkontinent? Hvad betyder det?”
“Altså, du ved… at man ikke kan kontrollere sin blære.”
Der var ikke andet at sige end det åbenlyse.
“Jo, det tror jeg.”
“Jeg troede, det kun var noget for gamle mennesker,” sagde Desi. “Eller, du ved, hvis man har født en masse børn.”
“Adr,” sagde jeg. Det var et mentalt billede, jeg ikke ønskede at få her til morgen.
Der var en kort pause i samtalen. Jeg gættede på, at Samantha endelig var løbet tør for spørgsmål om Lisa. Hverken jeg eller Desi havde lyst til at fortsætte med det emne.
“Nå, men,” sagde Samantha, og jeg åndede stille lettet op over, at hun endelig så ud til at ville skifte emne. “Vi skal holde en overnatning igen.”
“Helt sikkert!” sagde Desi, før jeg kunne prøve at lægge en dæmper på det.
For lidt over en måned siden ville jeg have sagt det samme som Desi. Men siden jeg var begyndt at tisse i sengen igen, var der ingen måde jeg ville risikere at falde i søvn hjemme hos Samantha. Men jeg indså også, at sengevædningen ikke var min eneste grund til at tøve med en overnatning. Jeg tænkte tilbage på, da vi havde leget Sandhed eller konsekvens. Den var startet som en almindelig overnatning, men var løbet løbsk, da Samantha til sidst fik Desi til at tisse i en af hendes brors pull-ups. Den slags pinlighed havde jeg virkelig ikke lyst til at opleve igen.
“Helt sikkert, jeg må spørge min mor,” sagde jeg. “Hun var ikke ligefrem begejstret for den sidste gang, så jeg ved ikke, om hun siger ja.”
Der var absolut ingen chance for, at jeg ville spørge min mor. Hun havde ikke ladet mig overnatte hos nogen, sidst jeg havde problemer med sengevædning, og jeg kunne ikke forestille mig, at hendes svar ville være anderledes nu.
“Nå, men hvis vi ikke kan overnatte, så kan vi da i det mindste hænge ud en dag i weekenden,” foreslog Desi.
Det var først, da vi stod af bussen, at jeg opdagede, at vi havde glemt at stille det vigtigste spørgsmål om vores næste sammenkomst: Ville Lisa blive inviteret?
Lisa dukkede ikke op til frokost den dag. Jeg kiggede hele kantinen igennem, fordi jeg tænkte, at hun måske var for flov til at sætte sig hos os og i stedet havde gemt sig i et hjørne et sted. Men jeg kunne ikke finde hende nogen steder. Jeg var også forbi hendes skab flere gange, men der var ingen spor af hende.
Jeg gik ud fra, at hun nok bare var blevet hjemme i dag. Det undrede mig lidt, når nu hendes onkel er lærer her på skolen, men måske havde han sagt, det var okay. Ingen af dem, jeg havde snakket med, nævnte hverken Lisa eller hendes pull-ups direkte, men jeg havde hørt små bidder af samtaler fra flere af mine klassekammerater, mens vi gik rundt mellem timerne. Nogle var faktisk ret søde - de mente, det var forkert af Claire og hendes veninder at mobbe Lisa, og at det ikke var i orden at gøre grin med nogen der har sådan et problem. Men langt de fleste kommentarer var ikke værd at gentage.
Jeg var glad for, at Lisa ikke var der til at høre det. Jeg håbede bare, at der snart ville ske eller blive sagt noget, der kunne få folks opmærksomhed over på noget andet. Jeg kunne nok bedre end nogen anden på skolen forstå, hvor meget skam Lisa gik rundt med, og hvor svært det ville gøre det for hende at turde være der.
Skam er en erkendelse af, at vi ikke har tilpasset os de forventninger, som samfundet stiller til os. Vi føler skam, ikke i selve handlingen, men i vores viden om hvordan folk ville reagere, hvis de fandt ud af hvad vi havde gjort.
Men skam er et tveægget sværd. Jeg var mere bevidst om den side af det, som Lisa og jeg følte. Fra det øjeblik et barn kan gå og tale, indprenter samfundet i dem en forventning om, at de udfører bestemte kropslige funktioner på toilettet og kun på toilettet. Man kan ikke være et stort barn, medmindre man gør det. Og det modsatte, hvis man stadig tisser og laver i bukserne, må man være en baby. Så vi skjuler vores inkontinens. Vi skynder os på toilettet så ofte, som vi kan slippe afsted med det. Vi bruger pull-ups eller bleer, når vi ikke kan. Og vi vælger tøj, der kan skjule vores bedrag - at vi i virkeligheden ikke er “normale”.
Men der er også en anden side. Den side, Claire og hendes venner viste, da de mobbede Lisa, fordi de fandt ud af, at hun brugte pull-ups. Den side, som dem, der bare stod og så på - nogle lo, andre filmede, og mange gjorde ingenting. Og så er der Samantha, der drillede sin bror, fordi han brugte pull-ups om natten, og ydmygede ham ved at få ham til at tisse i sengen om natten. For dem der er “normale”, er det nemt bare at tage afstand fra det der er anderledes - som om skam smitter, og man kan blive “smittet”, hvis man er for tæt på.
Man kan ikke føle skam, uden viden. Du kan ikke have dårlig samvittighed over at overtræde samfundets regler, hvis du ikke er opmærksom på dem. Sked og tissede Adam og Eva overalt, hvor de gik i Edens Have? De var nøgne og skamløse. Uden skam ville de bare gøre det, når og hvor det passede dem.
Når et lille barn bruger sin ble, føler ikke skam eller forlegenhed. De er endnu ikke tynget af forventninger til, hvordan de bør opføre sig. Men som Adam og Eva i Edens Have, bliver vi på et tidspunkt forbandet med viden. Og med den fulde bevidsthed om vores kropsfunktioner samt samfundets forventninger til dem, føler vi skam, når disse forventninger ikke bliver opfyldt.
Det mindede mig om, at Emilia havde været tør igen i nat. Men jeg vågnede våd. Det havde været lettere for mig at håndtere, da det også skete for min søster. Jeg var ikke bange for, at hun ville kigge mærkeligt på mig, eller at mor ville dømme mig. Jeg skammede mig bare mere over, at vågne med en våd ble, når jeg skal sammenligne migselv med en langt yngre søskende, der har formået at vågne tør. Jeg håbede virkelig, det snart ville stoppe. Hvis ikke, ville jeg næsten ønske, at Emilia også begyndte at tisse i sengen igen - bare så jeg ikke var den eneste.
“Hvem kan fortælle mig, hvad M.A.D. betyder?” sagde hr. Higgins og stavede bogstaverne ud med store røde bogstaver på tavlen.
Ligesom alle andre elever havde vi en fast rutine med, hvilke pladser vi sad på i timerne. Det var godt nok ikke som i de små klasser, hvor læreren lavede en nøje planlagt siddepladsfordeling for at holde ballademagere fra hinanden. Vi havde længe haft den vane, at vi satte os det samme sted til historietimerne, så Lisas fravær var tydelig, da timen startede og hendes plads bagerst i lokalet stadig var tom. Hun kom aldrig for sent til sin onkels timer.
Hr. Higgins påtalte ikke sin nieces fravær. Han kaldte aldrig navne op i starten, så jeg regnede med, at han kendte os alle enten på vores ansigter eller på vores pladser og noterede fremmøde på den måde.
Ingen rakte hånden op, da hr. Higgins spurgte. Det hjalp nok heller ikke, at det var sidst på skoledagen, og de fleste sikkert tænkte på alt andet end skole.
“Handler det om bladet?” spurgte en elev forrest i lokalet - lidt af en kloge-Åge - efter at han havde rakt hånden op.
“Nej, men bladet startede omkring samme tid som det her,” svarede læreren og bankede med tuschen under ordene på tavlen.
“Det står for ‘Mutually Assured Destruction’, altså gensidig garanteret ødelæggelse. Ret skræmmende, ikke? Ideen er ret simpel. Vi og Sovjetunionen var midt i en kold krig. Kan nogen fortælle mig, hvad det betød?”
Kloge-Ågen rakte hånden op igen, men hr. Higgins ignorerede ham. Efter nogle sekunder uden andre svar fortsatte han, og kloge-Ågen måtte skamfuldt sænke hånden.
“Det betyder ikke, at vi ignorerede hinanden. Vi gik bare ikke direkte i kamp. Vi kæmpede ikke en tredje verdenskrig mod kommunismen. Der var en masse spionage og forsøg på at afsløre spioner, nogle proxy-krige og et stort våbenkapløb for at have den største hær og de største bomber, men intet, der udviklede sig til en direkte krig mellem os.”
Det lød meget som den måde, Claire og jeg havde haft det på de sidste par uger.
“Det er her, atommissilerne kommer ind i billedet. Evnen til fuldstændigt at udslette et land fra jordens overflade. I er nok for unge til at huske det, men da jeg var på jeres alder, havde vi vores normale brandøvelser - og så en øvelse, hvor vi skulle gemme os under bordene, for at øve hvad vi skulle gøre, hvis en atomkrig brød ud.”
Det fik flere til at le nervøst. Hvordan skulle det at gemme sig under et bord hjælpe?
“Jeg ved det godt, et bord af træ hjælper ikke meget, hvis der bliver smidt en atombombe på den anden side af gaden. Men det var, hvad vi skulle gøre. Atomvåben er utroligt stærke, men de har en stor ulempe. Når først de bliver brugt, kan man ikke gå tilbage. Hvis Sovjetunionen havde bombet os, ville vi bombe dem igen, og så frem og tilbage, indtil der ikke var noget tilbage af os - og måske resten af verden også. Derfor hedder det gensidig garanteret ødelæggelse, fordi begge sider vidste, at en direkte militær konfrontation ville føre til en eskalering af atomangreb, som kun kunne ende med, at begge nationer blev udslettet. Så det var klart, at det bedste var at lade være med at blande sig i hinandens ting.”
Det gav mig en idé om, hvad jeg skulle gøre med Claire.