Kapitel 40
Ikke et stort barn nu
Enhver lille forhåbning om, at jeg måske var for stor til at kunne sidde i min lillesøsters gamle højstol, blev knust i samme øjeblik, jeg satte mig ned i den. Eftersom jeg stadig uden problemer kunne passe Emilias pull-ups i børnestørrelse, gav det mening, at en højstol til småbørn også ville have lige nok plads til mig - selvom den lille stang mellem benene fik min nederdel til at folde sig ubehageligt op under numsen. Mine fødder dinglede hjælpeløst i luften. Sædet på højstolen var højt nok til, at et lille barn ville sidde i en behagelig højde, så en forælder nemt kunne made dem. Men som teenager i en højstol betød det, at mit hoved nu var i øjenhøjde med min mor, der var mindst tolv-tretten centimeter højere end mig.
Jeg løftede lydigt hænderne i vejret, så mor kunne sætte bakken ned igen og klikke den fast foran mig. Selvom jeg var tynd nok til at passe i højstolen, turde jeg ikke lave nogen pludselige bevægelser. Jeg stolede ikke helt på, at den ville være stabil med en person på min højde og vægt i den. Jeg kiggede op fra bakken hen mod Emilia, der sad på en almindelig spisebordsstol med en fastspændt forhøjer. Vi fik øjenkontakt i et sekund, inden jeg vendte mig væk igen og mærkede varmen stige op i kinderne.
“Emilia, din søster havde alt for mange uheld i går, så hun holder en pause fra pottetræningen og er baby i dag,” sagde mor og formulerede det, som om det på en eller anden måde var mit eget valg at blive behandlet sådan. “Jeg har brug for, at du opfører dig så pænt som muligt i dag, så du kan vise Sarah, hvordan man er en stor pige igen.”
Jeg blinkede de få tårer væk, der var trillet ned, da jeg først kom ind i køkkenet, og tog en dyb indånding for at få ro på mig selv. Uanset hvor pinlig eller ydmygende dagen ville blive, måtte jeg bare holde ud til slutningen - så kunne jeg igen fokusere på at finde en anden løsning på mine blæreproblemer.
Højstolen var ikke det eneste babyudstyr, mor havde fundet frem.
“Sarah, løft lige håret et øjeblik, mens jeg sætter denne her på,” sagde mor, da hun stillede sig ved siden af højstolen med en Peter Plys-hagesmæk med velcro-lukning i hånden.
Jeg tog fat i håret med begge hænder - jeg havde det løst og ikke flettet - for at få det væk fra nakken. Mor strak hagesmækken så langt, hun kunne, men hun kunne ikke få velcro-lukningen til at nå sammen bag min nakke. Det var en lettelse, at ikke alle babyting ville kunne passe mig.
Højstolen var drejet, så jeg ikke kunne se, hvad mor lavede bag mig i køkkenet, men duften af ristet brød gav mig et fingerpeg om, hvad morgenmaden ville stå på. I det mindste var det noget, jeg kunne spise med fingrene. Mor og jeg havde flere gange madet Emilia med ske, når hun fik morgenmad. Jeg havde absolut ingen lyst til at finde ud af, hvor pinligt det ville være selv.
Mor satte en tudkop fyldt helt op med appelsinjuice på bakken foran mig og gav min søster en børnekop med håndtag i siderne, men uden låg. I dag lod mor til at gribe enhver chance for at få mig til at føle mig yngre end min lillesøster. Jeg drak juicen uden brok. Jeg prøvede at holde øje med, hvor meget jeg drak - juice og sodavand plejede at få mig til at skulle tisse mest - når jeg havde pull-up på, men med en ble på gjorde det ingen forskel. Jeg havde på fornemmelsen, at jeg nok ville få rigeligt at drikke i dag.
Hun satte to skiver ristet brød med marmelade - én med jordbær og én med vindrue - på en falmet lyserød plastiktallerken foran mig, mens Emilia fik sin ene skive på en helt almindelig hvid tallerken.
Marmeladen var smurt på så gavmildt, at der knap var plads til, at jeg kunne holde om brødet uden at få klistrede fingre. Mor havde lagt et par servietter ved Emilias tallerken, men havde ikke givet mig nogen. Fastspændt i højstolen kunne jeg ikke nå servietholderen midt på bordet. Jeg holdt fingrene fri for marmelade de første par bidder, men de blev hurtigt klistrede. Og med så meget marmelade var det næsten umuligt at undgå, at det satte sig om munden. Jeg prøvede at køre tungen rundt for at få det væk, men det hjalp ikke meget. Det blev mere og mere irriterende, indtil jeg til sidst tog mig sammen og bad om hjælp.
“Mor, vil du ikke være sød at række mig en serviet eller to?”
Mor kiggede op fra sin egen morgenmad - ristet brød og appelsinjuice - og kiggede på mig. Hun kunne da ikke undgå at lægge mærke til, hvor klistret jeg var blevet.
“Det behøver du ikke,” svarede hun. “Det er helt normalt, at babyer sviner, når de spiser. Jeg skal nok gøre dig ren, når du er færdig.”
Jeg accepterede hendes svar - eller i hvert fald, at jeg ikke ville få hende til at ændre mening - og spiste videre i stilhed. At slikke fingrene var ikke en mulighed. Mor mente ikke, det var passende bordskik. Normalt ville jeg mindst have fået skældud for det. Måske mente hun, at det var normalt for babyer, men jeg havde ingen planer om at gøre noget babyagtigt, medmindre hun direkte krævede det.
I håb om at komme hurtigt ud af højstolen spiste jeg op så hurtigt, jeg kunne, men det betød bare, at jeg endte med at sidde akavet og vente, mens mor langsomt spiste sin egen mad og kiggede på sin telefon. Emilia var allerede løbet ind i stuen for at se sit program igen. Jeg irriterede mig over, hvor lempelig mor var med min søsters tv-tid.
“Se lige her - du har marmelade over det hele,” sagde hun til sidst i et syngende tonefald. “Kom, vi går over til vasken og får dig gjort ren.”
Det var sværere at komme ud af højstolen end ind i den, men jeg nåede hen til køkkenvasken, før mor gjorde. Jeg rakte instinktivt ud for at tænde for vandet, men hun gav mig et let dask over håndleddet.
“Nej nej, det gør jeg for dig. Babyer vasker ikke deres egne hænder.”
Hun tændte for vandet og lod det løbe i ti sekunders tid, inden hun mærkede efter temperaturen med hånden. Så tog hun fat om begge mine håndled og førte mine hænder ind under det varme vand. Hun slap kort den ene for at trykke lidt flydende sæbe ud i sin hånd, hvorefter hun vaskede mine hænder. Jeg havde ikke lagt mærke til, hvordan det varme vand påvirkede mig, før hun slukkede for vandet, men nu kunne jeg mærke en lille strøm af tis sive ud i bleen. Den store forskel på at have ble på i stedet for pull-up om dagen var, at efter sådan en lille tissetår forsvandt følelsen af at være våd hurtigt, og jeg følte mig hurtigt tør igen.
Men hun var ikke færdig med at gøre mig ren. Hun tog et stykke køkkenrulle, fugtede det og tørrede mig grundigt rundt om munden.
“Så, nu er du helt ren!” sagde hun muntert. “Gå ind og se tv med din søster. Vi har stadig lidt tid, inden vi skal af sted.”
Jeg gik mod stuen, hvor jeg tydeligt kunne høre lyden af My Little Pony der kørte på tv’et.
“Åh, kom lige her igen, Sarah, jeg havde næsten glemt noget.”
Jeg vendte om og gik tilbage i køkkenet. Hun stod med en lavendelfarvet sut i hånden. Jeg slap åbenbart ikke for noget i dag.
“Åbn munden.”
Jeg skilte læberne en smule, men det var åbenbart ikke nok.
“Mere.”
Jeg åbnede mere, og hun satte sutten ind og lod mig lukke læberne om den smagsløse gummidut.
“Jeg vil ikke se den sut ude af munden, mens du er hjemme, medmindre du spiser. Er det forstået?”
Jeg nikkede, vel vidende at det ville være imod reglen at tage den ud for at svare. Jeg nåede kun at tage ét skridt væk, før hun talte igen.
“Og Sarah,” tilføjede hun. “Babyer går ikke. De kravler.”
Med sutten i munden sank jeg ned på gulvet og trak kjolen op foran mig, så jeg ikke knælede på den. Jeg kravlede langsomt mod stuen. I modsætning til stuen var der ikke tæppe i gangen, hvilket betød, at jeg måtte kravle forsigtigt for ikke at komme til skade, men mine håndled og knæ var allerede ømme, da jeg nåede ind på tæppet. Jeg håbede inderligt, at Emilia ville være så opslugt af sit program, at hun ikke lagde mærke til, hvordan jeg kom ind.
Alle mine instinkter sagde mig, at jeg skulle løbe. Bilen holdt kun få meter fra hoveddøren. Jeg kunne nå passagersiden på et par sekunder, åbne døren og smutte ind, før nogen af naboerne overhovedet ville opdage, at jeg havde været udenfor. Men jeg vidste også, at der reelt ikke var nogen chance for, at de ville lægge mærke til en ble - og at løbe rundt sådan ville kun tiltrække mere opmærksomhed, ikke mindre. Så jeg gik roligt ud til bilen, åbnede bagdøren for at lade Emilia kravle ind i sin autostol, og satte mig derefter selv ind på passagersædet, mens mor sørgede for, at min søster var spændt ordentligt fast. Ligesom med hagesmækken tidligere i dag var jeg meget taknemmelig for, at autostole ikke fandtes i voksenstørrelser. I hvert fald var jeg næsten sikker på, at de ikke gjorde.
Jeg havde brugt sutten lige indtil det sidste øjeblik, før jeg skulle ud ad døren. Jeg havde ikke turdet tage den ud selv, og mor fjernede den først fra min mund, da vi stod og tog sko på i entréen. Hun lagde den på bordet i gangen, klar til at komme direkte tilbage i min mund, så snart vi kom hjem igen.
Min mund føltes tør og en smule øm efter at have haft sutten i så længe. Gummidelen var for lille til at blive siddende af sig selv, hvilket betød, at jeg enten skulle holde den på plads med hånden eller bide konstant for at undgå, at den faldt ud.
Mor havde ikke tilladt mig at bruge min telefon derhjemme - listen over ting, babyer ikke må, er virkelig lang - men jeg måtte gerne have den med på den korte køretur til Emilias børnehave. Jeg svarede på nogle beskeder, mine venner havde sendt tidligere på morgenen, og skrev, at mor havde ladet mig blive hjemme, fordi jeg ikke havde det så godt. Der var ingen grund til at afvige fra den forklaring, hun allerede havde givet skolesundhedsplejersken. Samantha, Desi og Lisa var selvfølgelig alle sammen misundelige over, at jeg fik fri fra skole, selvom de troede, det var, fordi jeg var syg. De skulle bare vide.
Jeg spekulerede på, hvordan resten af dagen mon ville forløbe, når vi kom hjem igen. Mor ville være optaget af sit arbejde på computeren, så jeg ville for det meste være overladt til mig selv indtil aftensmaden. Men både min computer og min telefon var forbudt, og jeg tvivlede på, at jeg fik lov til at se andet end børne-tv. Og hvem ved, hvad mor ellers havde tænkt sig for at behandle mig som en baby?
Mor lod mig i det mindste blive siddende i bilen, mens hun fulgte Emilia ind i børnehaven. Jeg brugte tiden på at betragte de andre børn, der blev afleveret. Flere af dem så ud til sandsynligvis stadig at bruge ble. Nederdele og kjoler gjorde det umuligt at se, om nogen af dem endnu ikke var pottetrænede - hvilket igen fik mig til at være glad for, at mor havde valgt mit tøj med omtanke.
På vej hjem igen underholdt jeg mig med at spille et spil på min telefon. Jeg var fristet til at tage en hurtig omgang Fortnite i smug, selvom mobilstyringen var elendig, men turen var så kort, at jeg næppe ville nå at spille færdig, inden vi var hjemme. Og mor ville uden tvivl kræve, at jeg lagde telefonen fra mig med det samme. Hun havde ingen forståelse for nødvendigheden af at kunne afslutte et onlinespil.
Jeg løftede hovedet, da bilen helt uventet parkerede. Turen hjem var kort, men ikke så kort. Mit hjerte sank, da jeg så, at vi holdt midt på parkeringspladsen ved supermarkedet. Nu vidste jeg, hvorfor mor havde været så omhyggelig med at vælge tøj, der kunne skjule min ble.
“Du sagde ikke noget om, at vi skulle handle.”
“Det tager ikke lang tid. Vi skal bare have mælk og et par andre ting.”
“Mit spil er ikke færdigt endnu. Må jeg blive i bilen?”
“Nej, du skal med ind. Læg telefonen væk. Babyer må ikke sidde alene i bilen.”
“Babyer må ikke noget som helst,” mumlede jeg lydløst for mig selv, mens jeg stod med ryggen til mor.
Jeg åbnede passagersiden og trådte tøvende ud på parkeringspladsen. Der var proppet med mennesker, så mor havde været nødt til at parkere nede bagest. Foran os kunne jeg se flere forældre med små børn, der klarede deres indkøb tidligt på dagen.
Jeg følte mig ekstremt forlegen, da vi gik gennem butikken. Jeg var ikke bekymret for, om bleen bulede ud gennem tøjet, men mere over den lidt akavede gang, polstringen mellem benene tvang mig ud i. Jeg vraltede ikke ligefrem, men mine skridt føltes forkerte.
Jeg hørte hver eneste knitren, selvom det virkede, som om legginsene dæmpede lyden lidt. Jeg var overbevist om, at de tegn, der var så tydelige for mig, måtte være lige så tydelige for enhver vi passerede i den smalle gang. Jeg vidste godt, at ingen kiggede efter, og at selv hvis de gjorde, ville de ikke stå og vurdere om jeg havde ble på. Men det dæmpede ikke min nervøsitet.
Så drejede mor ind ad babygangen, og jeg havde intet andet valg end at følge efter. Hun havde ikke nævnt noget om, at vi skulle herind. Vi havde allerede taget et par liter mælk og et franskbrød - de eneste ting i den røde plastikkurv, hun bar på armen.
Vi gik forbi hylder med babybleer og derefter pull-ups, og jeg fik øje på mærket med Emilias yndlings Disneyfigurer. Så så jeg mine nat-pull-ups - dem, mor nu kun fik mig til at bruge om dagen, fordi de ikke længere var nok til om natten. Jeg holdt vejret et øjeblik. Ville hun virkelig købe dem her, mens jeg stod ved siden af?
Men mor gik lige forbi dem uden at kigge. Da hun opdagede, at jeg havde uheld, havde hun købt en pakke af dem online, og forhåbentlig ville hun blive ved med det, hvis der skulle bruges flere - hvilket efterhånden virkede mere og mere sandsynligt.
I stedet standsede hun ud for hylderne med babymad og modermælkserstatning. Det gik ikke straks op for mig, hvad hun var i gang med, men da hun tog et glas - mærket blandede grøntsager - og lagde det i kurven, forstod jeg, at mit næste måltid næppe ville blive nogen fornøjelse.
Jeg kunne have brokket mig - kunne det i det mindste ikke have været frugt i sedet for? - men en anden kunde kom ned ad gangen fra den anden side, så det eneste jeg kunne gøre var, at stå og fumle og se og håbe og be’ til at de mest ulækre varianter fik lov at blive stående. Mor måtte have læst mine tanker, for de næste glas babymad, hun tog, var med forskellige frugtsmage. Uden at sige noget fortsatte hun derefter ud af gangen.
Lige nu overskyggede lettelsen over ikke at skulle gennem butikken med en pakke pull-ups i hånden den forestående udsigt til rent faktisk at skulle spise babymad. Måske blev det ikke så slemt, som jeg frygtede.
Ved kassen var der kø ved alle bånd. Foran os stod en kvinde med en lyshåret pige på cirka samme alder som min søster, mens de ventede på at læsse en bugnende indkøbsvogn op på båndet. Af ren kedsomhed kiggede jeg på deres varer. Ikke én, men to store kasser pull-ups - i den største størrelse - lå på nederste hylde af vognen.
Som bekræftelse på min mistanke rakte pigen armene op for at tage en pose slik fra hylden i køen, og hendes jakke gled lidt op, så man kunne se toppen af en lyserød pull-up stikke op over linningen på hendes leggings.
“Kan du huske, hvad mor sagde?” spurgte kvinden. “Du må kun få en godbid med hjem, hvis du er tør.”
“Men jeg er tør,” protesterede pigen.
Hun tog armene ned igen, men holdt blikket på slikket. Moren tog en pose Skittles og lagde den i vognen.
“Du kan få Skittles, hvis - og kun hvis - du stadig er tør, når vi kommer hjem.”
Der var et eller andet ved at stå stille, der var værre for min blære end at gå rundt. Jeg havde egentlig holdt mig længere end jeg havde forventet, siden jeg sidst havde tisset i min ble lige efter morgenmaden, men trangen meldte sig næsten i samme øjeblik, mor og jeg stod stille i køen.
Mens jeg stod og overvejede min mangel på muligheder, rakte mor mig kurven.
“Hold den her og bliv i køen, Sarah. Jeg har lige glemt én ting, vi også skal have.”
Før jeg nåede at spørge, hvad hun havde glemt, var hun allerede på vej væk. Måske var det også bedst, at jeg ikke vidste det. Jeg havde ikke længe, før det ville blive svært at stå stille uden at begynde at trippe, og med alt det, jeg havde drukket til morgenmad, var jeg sikker på, at det her ikke bare ville være en lille tissetår.
Det efterlod mig med valget mellem at lave en akavet potte-dans midt i supermarkedet eller bare give slip i bleen med det samme. Jeg prøvede at lade vandet langsomt, men det føltes som om, det hele kom på én gang. Jeg håbede, at jeg bare bildte mig ind, at jeg kunne høre lyden af strålen ramme bleens absorberende polstring.
Kvinden foran sukkede højt, rakte ned i indkøbsvognen, tog posen med Skittles og lagde den tilbage på hylden uden at sige noget til sin datter.
“Du sagde, jeg måtte få Skittles, hvis jeg var tør.”
“Og du har lige haft et uheld, så vi køber ikke nogen Skittles.”
“Nej, jeg gjorde ej!” sagde pigen fornærmet og krydsede armene over brystet.
“Det var ikke det, jeg hørte,” svarede moderen i en fast, bestemt tone.
Pigen satte sig på gulvet og begyndte stille at græde. Moderen valgte at ignorere begyndelsen på et raserianfald og begyndte i stedet at lægge sine varer op på båndet. Det virkede faktisk, for pigen stoppede med at græde og rejste sig igen.
Jeg fik det virkelig dårligt over, at jeg ved et uheld havde fået pigen til at se skyldig ud. Med alle de pull-ups, der lå i vognen, gættede jeg på, at det stadig var en udfordring for hende at holde sig tør. Jeg kiggede bagud. Der var stadig ikke andre i kø bag mig, og mor var stadig ikke tilbage. Jeg undrede mig over, hvad der kunne tage hende så lang tid. Hvis jeg skulle gøre noget, skulle det være nu.
Jeg trådte hen til vognen, kvinden var i gang med at tømme.
“Undskyld,” sagde jeg stille, i håb om, at det var nok til at få hendes opmærksomhed. “Jeg tror, din datter godt kunne bruge de Skittles.”
“Jeg gør, hvad jeg mener, er bedst for min datter,” sagde kvinden lidt skarpt, men dæmpede derefter stemmen. “Det forstår du, når du en dag selv får børn.”
“Det er ikke det,” sagde jeg, endnu lavere. “Jeg… øhm… jeg er inkontinent. Det var mig, du hørte have et uheld. Ikke din datter.”
Kvindens blik gled et øjeblik ned mod mit skridt. Selvfølgelig kiggede hun - ikke at der var nogen måde, hun kunne se noget på.
“Virkelig?” spurgte hun.
Jeg nikkede, og mit røde ansigt var sikkert bevis nok for hende, for hun tog to poser Skittles og lagde dem på båndet. Pigen kiggede op på mig, så på sin mor, og så tilbage på mig igen.
“Og vær sød ikke at sige noget til min mor om det her. Hun bliver flov, når andre finder ud af det.”