Kapitel 45
Kun få minutter tilbage
31 minutter tilbage.
Skolebøger, kuglepenne, blyanter, krøllede papirer, slikpapir, en tom vandflaske og et rod af andre akademiske småting lå spredt ud over lagenet - resultatet af, at jeg havde vendt min skoletaske på hovedet det øjeblik, jeg var sikker på, at mor var kørt ned ad vejen for at hente Emilia i børnehaven.
Jeg vidste ikke helt, hvor meget plads jeg ville få brug for i tasken, så jeg gav mig selv så meget som muligt. Det betød dog også, at jeg skulle huske at sætte ekstra tid af til at rydde op igen, når jeg kom hjem. Jeg trak mine jeans op over pull-up-en og sørgede for, at den lilla kant ikke kunne ses over buksekanten.
Efter at have forladt soveværelset kiggede jeg endnu en gang ud gennem stuevinduet mod indkørslen for at bekræfte, at mors bil stadig var væk. Jeg tog en dyb indånding for at samle mod. Enten skulle jeg gå nu - eller også måtte jeg vente til næste gang, jeg var alene hjemme. Ingen tid til at tænke mere. Ingen tid til at ændre de planer, jeg havde finpudset de seneste uger.
Tanken om endnu en dag i ble og blive holdt hjemme fra skole vandt over frygten for alt, der kunne gå galt, og de konsekvenser det kunne få. Jeg trådte ud i garagen og lukkede døren stille bag mig.
Som jeg stod ved siden af min cykel, dobbelttjekkede jeg, at jeg havde alt hvad jeg skulle bruge. Pengene til mit køb lå sikkert i lommen. Ekstranøglen til at komme ind i huset igen var der. Cykellåsen lå i tasken - jeg havde ikke tænkt mig at risikere at skulle gå hjem, fordi nogen havde snuppet min cykel, mens jeg var inde og handle.
26 minutter tilbage.
Vinden blæste mit hår tilbage, mens jeg cyklede ned ad fortovet, væk fra huset. Jeg forsøgte at virke afslappet, men jeg kørte heller ikke ligefrem langsomt. Ifølge Google Maps burde det kun tage fem minutter at komme til butikken, hvilket ville give mig god tid til at købe det, jeg skulle bruge, og komme hjem igen længe inden mor var tilbage.
Hver gang jeg hørte en bil nærme sig, kunne jeg ikke lade være med at kigge op ad vejen. Jeg vidste godt, at det var alt for tidligt til, at mors bil kunne dukke op, men jeg kunne ikke modstå trangen til at tjekke. Én gang var jeg lige ved at køre ud i græsset, da jeg så en bil af samme mærke og model som mors - og følte lettelsen skylle ind over mig, da jeg så, at passagersædet foran ikke var tomt.
Uden for kvarteret nærmede jeg mig det eneste store vejkryds, jeg skulle over. Jeg kunne skimte butikken på den anden side af vejen, ved siden af et halvt forladt butikscenter. Jeg bremsede ved lyskrydset - der var rødt - og trykkede hurtigt på knappen, der efter sigende skulle få lyset til at skifte hurtigere, selvom det aldrig så ud til at virke for mig.
Mens jeg stod der alene, føltes det, som om alle bilister, der kørte forbi, stirrede på mig og tænkte over, hvad jeg lavede, og hvor jeg var på vej hen. Jeg vidste jo godt, at ingen af dem ville skænke mig en tanke - hvis de overhovedet bemærkede mig - men det, jeg skulle købe, gjorde mig ufatteligt forlegen. Jeg opdagede, at jeg ubevidst stod og trak min trøje længere ned over bukserne.
Tiden gik alt for hurtigt, mens jeg stod utålmodigt med cyklen. Jeg havde aldrig før lagt mærke til, hvor lang tid det tog at komme over et kryds - men jeg havde heller aldrig haft så travlt før. Et helt minut var allerede røget af nedtællingen på min telefon.
Tvivlen begyndte at snige sig ind. Jeg behøvede ikke at krydse vejen. Jeg kunne stadig vende om, stille cyklen tilbage i garagen, tage jeansene af og pakke skoletasken med bøgerne igen. Alt ville være, som det havde været, før mor kørte. Hun ville aldrig vide, jeg havde været væk.
Men så blev lyset grønt, og jeg svingede benet over cyklen og kørte over - uden egentlig at tænke over det. Jeg fortsatte kun, fordi det ikke føltes som en mulighed at vende tilbage.
20 minutter tilbage.
Jeg tog cykellåsen op af rygsækken og låste cyklen fast til stativet ved siden af bygningen. Parkeringspladsen var ikke fuld, men den var heller ikke tom. Jeg kastede et hurtigt blik til begge sider, mens jeg gik mod indgangen. Min største frygt var at møde nogen, jeg kendte. Det ville ikke være et problem lige nu - jeg havde et par dækhistorier klar - men det ville være langt værre at rende ind i en bekendt, efter jeg havde taget det, jeg var kommet for at købe.
Indenfor greb jeg en indkøbskurv fra stakken ved indgangen og begyndte at gå rundt langs butikkens vægge. Turen til butikken havde taget syv minutter på cykel, med næsten to minutters forsinkelse i krydset. Selv hvis lyset var lige så langsomt på vej tilbage, havde jeg stadig omkring ti minutter til at handle.
Jeg kiggede ind i hver gang, jeg passerede. Hylderne var høje nok til, at man ikke kunne se over dem - en fordel, når jeg nåede frem til den gang, jeg havde udset mig - men det gjorde det også svært at tjekke, om der var nogen, jeg kendte. Jeg talte omtrent tolv kunder i butikken, inden jeg næsten havde gået hele vejen rundt. Ingen kendte ansigter, men nok mennesker til, at jeg bare ville købe hvad jeg skulle og komme ud igen.
Det virkede mærkeligt kun at købe én ting, så inden jeg gik mod gangen, stoppede jeg og tog en pose mini-chokoladebarer og et par flasker iskaffe. Jeg tøvede et øjeblik med kaffen i hånden - den ville i det mindste hjælpe mig med at holde mig vågen i timerne, nu hvor jeg ikke længere skulle bekymre mig om alt for mange uheld i skolen. Tre minutter var allerede gået. Jeg tog en dyb indånding og satte kurs mod babygangen.
Den var let at finde - jeg havde været der masser af gange før sammen med mor for at hente pull-ups og bleer til Emilia. Til min lettelse var der ingen andre i gangen. Jeg fandt de nat-pull-ups, jeg ledte efter, for enden af rækken og tog de to eneste pakker i største størrelse. Jeg havde overvejet at købe tre, hvis der var plads i rygsækken, men to var rigeligt for nu.
Jeg fortsatte gennem gangen - men stoppede brat og trådte hurtigt tilbage. Lige rundt om hjørnet stod Claire med ryggen til, optaget af at kigge på et udvalg af makeup ved bagvæggen.
Tilbage ved bleerne overvejede jeg hurtigt mine muligheder. Ud af alle mennesker, jeg ikke ville have set mig købe pull-ups, var Claire helt i toppen af listen.
Jeg kunne lægge dem tilbage og nøjes med kaffen og chokoladen - komme igen en anden dag. Eller jeg kunne skynde mig til kassen, før hun var færdig. Fra hvor hun stod, kunne hun ikke se skranken, og ekspeditionen ville tage under et minut. Og medmindre hun fik et meget tæt kig på pakken med pull-ups, ville hun ikke have bevis for, at de var til mig og ikke til min lillesøster.
Jeg holdt kurven foran mig, mens jeg gik mod kassen - bare i tilfælde af, at Claire på mirakuløs vis skulle vende sig om og få øje på mig.
En ældre ekspedient var i gang med at betjene en kunde ud ved butikkens eneste åbne kasse. Jeg stillede mig i kø og forsøgte at holde kurven så diskret som muligt. Heldigvis havde kunden kun en lille ting, og snart tog han posen og gik. Jeg trådte frem med bankende hjerte.
Mine hænder føltes som om de rystede, da jeg lagde de to pakker pull-ups op på disken, sammen med chokoladen og iskafferne. Jeg var inderligt taknemmelig for, at ekspedienten ikke kommenterede mit køb.
Så ringede telefonen.
“Åh, den må jeg lige tage. Jeg venter et vigtigt opkald,” sagde damen, efter at have kastet et blik på nummeret. “Jeg henter lige en af vores nye medarbejdere til at ekspedere dig, mens jeg tager den.”
Jeg stod som forstenet, mens de to pakker pull-ups lå frit fremme på disken. Damen bad opkalderen vente et øjeblik og forsvandt hurtigt rundt om hjørnet.
Jeg stirrede frem for mig, uden at turde vende mig - bange for at se Claire bag mig. Omkring tyve sekunder senere åndede jeg lettet op, da den ældre ekspedient kom tilbage. Men hun havde Claire ved siden af sig. Og nu, hvor hun stod vendt mod mig, var det umuligt at overse, at Claire havde en butiksuniform på.
Da de nærmede sig, hørte jeg kassedamen tale til Claire.
“Jeg er nødt til at tage det her opkald om nogle forsinkede leverancer. Du må lige overtage kassen, indtil jeg har fået det ordnet.”
Damen greb telefonen, og Claire gik lidt kejtet om på den anden side af disken. Vi stirrede på hinanden et øjeblik, før jeg brød tavsheden.
“Hvad laver du her?” spurgte jeg. Claire virkede så optaget af mig, at hun endnu ikke havde set, hvad jeg var ved at købe.
“Mor tvang mig til at tage det her job, når nu jeg ikke længere har travlt med cheerleading efter skole. Takket være dig.”
Jeg bed mig i tungen. Det sidste, jeg havde brug for, var at starte et skænderi midt i butikken med Claire. Hun tastede et par ting ind på computeren og begyndte at slå mit køb ind.
Mine kinder blev varme ved tanken om, at hun skulle scanne mine pull-ups. Måske ville hun ikke opdage, at de var i min størrelse. Måske ville hun tro, de var til min søster.
“Jeg vidste det,” mumlede Claire, mens hun langsomt drejede pakken for at finde stregkoden.
“De er til min søster,” sagde jeg og prøvede at lyde afslappet, mens jeg gav min forberedte undskyldning.
“Ja, ja,” svarede hun sarkastisk.
“Hvis du siger det til nogen, sørger jeg for, at du bliver fyret.”
Claire sendte mig et skarpt blik ved truslen, men hun lukkede munden og fik hurtigt scannet og pakket chokoladen og iskaffen. Jeg følte mig rimelig sikker på, at hun ville holde kæft. Og desuden havde hun jo ikke bevis. Hvis hun sagde noget i skolen, kunne jeg altid afvise det som et ynkeligt forsøg på hævn, fordi hun var blevet smidt af cheerleading-holdet.
“Det bliver enogtyve dollars og sytten cents,” sagde hun.
Jeg tørrede min svedige hånd på baglommen, inden jeg fiskede en tyver og en tier op af lommen og rakte dem til hende, mens jeg undgik at møde hendes blik.
“Her er dine byttepenge. Vil du have kvitteringen?” sagde Claire med monoton stemme, tilbage i, hvad der måtte være hendes rutine, når hun stod i kassen.
Normalt ville jeg have sagt nej. Men der var ingen chance for, at jeg ville lade Claire beholde noget, der kunne bevise købet.
“Ja,” svarede jeg, greb kvitteringen hurtigt og vendte mig mod døren.
Ni minutter tilbage
En enorm lettelse skyllede ind over mig, da jeg kom ud af butikken og fik lagt pull-ups-ne ned i rygsækken. Det værste var overstået. Pludselig mærkede jeg en kraftig tissetrang. Selvom jeg godt kunne have nået at bruge toilettet indenfor, var min tidsplan, for at nå hjem, meget stram. I stedet slap jeg bare blæren løs med det samme og mærkede varmen brede sig i pull-up-en. At slippe for presset med, at mor talte hver eneste af mine uheld, føltes så befriende - som at få løftet en tung vægt fra skuldrene.
Jeg havde lidt mindre tid til at komme hjem, end jeg kune have tænkt mig, men jeg havde heldigvis lagt lidt luft ind i tidsplanen. Selv hvis det igen tog to minutter at komme over krydset, ville jeg være hjemme, før der var nogen som helst chance for, at mor kunne være tilbage. Faktisk havde jeg sandsynligvis stadig et par minutters ekstra margin.
Rygsækken føltes tung, mens jeg ventede ved lyskrydset igen. Jeg var nu glad for, at jeg kun havde taget to pakker i stedet for tre - selvom det betød, at jeg måtte tilbage til butikken tidligere end jeg havde håbet.
Fire minutter tilbage.
Gadeskiltet, jeg passerede, fortalte mig, at der kun var lidt mere end én blok hjem. Et hurtigt kig på min telefon viste, at jeg var godt inden for min tidsplan.
Jeg havde i starten været irriteret over at støde ind i Claire i butikken. Men mens jeg havde tænkt over det på cykelturen hjem, gik det op for mig, at det næppe ville blive et problem. For det første havde hun ingen beviser for, at jeg havde foretaget købet. Ja, hun kunne fortælle folk i skolen, at jeg havde, men det kunne afvises som at hun bare var sur over ikke at være på cheerleader-holdet længere. Og selvom jeg ikke havde nogen intentioner om at følge op på min trussel om at klage over hende, hvis hun sagde noget, burde det også være nok til at få Claire til at tie stille.
Ét minut tilbage.
Derhjemme gik jeg igennem en mental tjekliste for at sikre, at jeg ikke havde glemt noget. Nye pull-ups gemt i min beskidte vasketøjskurv - et sted mor aldrig ville kigge, da jeg selv vaskede mit tøj. Tjek. Rygsæk fyldt op igen. Tjek. Våd pull-up skiftet og diskret smidt ud. Tjek. Ny pull-up på med det samme regnbuemønster som den, jeg havde smidt ud. Tjek. Alt var præcis, som det havde været, før mor tog af sted. Tjek.
Alarmen på min telefon bippede, og jeg kiggede ud ad vinduet. Ingen tegn på mors bil nede ad vejen. Men toogtredive minutter var den hurtigste tid, jeg nogensinde havde set hende klare turen på. Gennemsnittet lå på seksogtredive, så jeg havde et par minutter til at slappe af, før hun kom hjem.
Jeg besluttede at bruge tiden på at komme lidt foran med lektierne. Nu var alt tilbage på sporet, eller så tæt på, som jeg kunne få det for nu. Med mine ekstra pull-ups ville mor ikke ane noget om de uheld, jeg havde i skolen. Og så længe jeg undgik uheld herhjemme, ville jeg være fri for hendes dag-pottetræning om en uge.
Jeg tænkte igen på Lisas tilbud om at overnatte hjemme hos hende i stedet for bare at hygge en dag hos Samantha. Hvorfor skulle hun også få det til at lyde så fornuftigt? Det var det ikke for mig. Det ville betyde at skulle overtale mor til at lade mig overnatte et sted, mens jeg stadig tissede i sengen. Og så ville jeg være nødt til at fortælle mor om Lisas sengevædning, og derefter ville hendes tante og onkel finde ud af det - og Samantha og Desi også. Jeg havde været så fokuseret på at skjule de her hemmeligheder, lige siden uheldene begyndte for et par måneder siden, at tanken om, at så mange mennesker skulle vide det, var skræmmende.
Uanset hvad behøvede jeg ikke at beslutte noget lige nu. Jeg kendte mor godt nok til at vide, at hvis jeg skulle bede hende om at ophæve min stuearrest for at besøge en veninde eller overnatte der, krævede det, at hun var i virkelig godt humør. Så jeg måtte vente en uge, hvor jeg skjulte mine dagsuheld for hende, før jeg overhovedet kunne stille det spørgsmål.
Lyden af en bil, der kørte ind i indkørslen nogle minutter senere, vækkede mig fra lektierne. Jeg blev siddende ved mit skrivebord, da jeg hørte mor låse døren op og lukke sig selv og min søster ind i huset.
“Emilia, gå ind og tjek din søsters pull-up og mind hende om at gå på potten.”
Jeg hørte min lillesøsters hurtige skridt, der ivrigt løb ned ad gangen. Hun havde virkelig nydt denne omvendte rollefordeling. Pinligheden over at have min lillesøster til at hjælpe med at pottetræne mig blev kun opvejet af visheden om, at det kun skulle vare i en uge mere.
Jeg kunne næsten ikke vente på, at ugen var overstået.