Kapitel 55
Ekstra lag
En stor brun kasse stod foran hoveddøren, da Samanthas mor satte mig af derhjemme den eftermiddag. Jeg havde en fornemmelse af, hvad der kunne være i den. Mor måtte ikke tro, at mit sengevæderi ville stoppe foreløbigt, hvis hun allerede var i gang med at fylde lageret op med bleer. Kender jeg hende ret, havde hun sikkert fået dem på tilbud til Black Friday.
“Mon nogen har fået sin julegave lidt tidligt?” sagde Desi og pegede på kassen, da vi kørte ind i indkørslen.
“Hvem ved?” svarede jeg og forsøgte at lyde uvidende. “Jeg må se, hvor tung den er, når jeg bærer den ind.”
Efter at Samantha måtte reddes på grund af en lækkende ble, tog vi det roligere resten af formiddagen i centret. For hendes skyld holdt vi os langt væk fra det hjørne, hvor uheldet var sket. Vi købte nogle kanelsnegle og kiggede rundt i nogle andre butikker. Lisa og jeg købte ikke mere, men Desi fandt et par nye sko, og Samantha endte med en ny jakke - en der var lang nok til at dække hendes bagdel og holde pull-up’en ude af syne.
Efter at have overgivet sig i pottetræningskonkurrencen mod Lisa, klarede vi os begge uden flere uheld resten af tiden i centret.
Da Samanthas mor hentede os tidligt på eftermiddagen, løj Samantha om, hvorfor hun havde nyt tøj på. Hun påstod, at hun havde spildt kaffe ned ad sig selv, og vi andre bakkede hende stilfærdigt op.
Da jeg løftede kassen på vej ind i huset, genkendte jeg det lille trykte logo fra det firma, mor bestilte mine bleer hos. Med den sending, oveni dem jeg stadig havde i skabet, var jeg nok dækket ind i to-tre måneder frem.
Jeg tog i dørhåndtaget og opdagede, at den allerede var ulåst. Jeg råbte ind for at lade mor vide, at jeg var hjemme, men der kom intet svar. Jeg bar kassen ind på mit værelse og satte den ved siden af skabet. Mor måtte selv stå for at lægge de nye bleer på plads. Jeg forsøgte altid at holde samtaler om mit sengevæderi med hende på et absolut minimum, udover når det var nødvendigt ved sengetid.
Jeg smuttede hurtigt på toilettet, og da jeg kom ud, ventede en overraskelse.
Mor var i spisestuen forrest i huset. En anden stor kasse, som jeg må have overset, da jeg gik ind, stod foran vinduet. Indholdet var ikke til at tage fejl af: endnu et juletræ. Ved siden af stod fem støvede kasser, hun måtte have hentet ned fra loftet.
Som om det to-en-halv meter høje træ i stuen ikke allerede var nok til vores lille hus.
Vi havde haft juletræet stående siden starten af måneden. Mor var ikke typen, der ventede til efter Thanksgiving med at pynte op.
“Der er du jo, Sarah. Hvorfor sagde du ikke, du var kommet hjem?”
“Jeg råbte, da jeg gik ind. Du må ikke have hørt det.”
“Hey, du skal ikke svare igen.”
Jeg valgte klogt ikke at fortsætte den diskussion.
“Hvorfor har vi et juletræ mere?”
“Jeg kørte ud og købte det i morges,” sagde hun. “Der var stadig et par kasser med pynt, der ikke kunne være på træet, og jeg ville ikke have, at det gik til spilde.”
Hun spurgte mig slet ikke ind til, hvordan min egen shoppingtur var gået.
“Jeg får brug for din hjælp til at få det sat op.”
Jeg vidste bedre end at brokke mig. Jeg var indkaldt til julekrigen, og jeg måtte gøre min del.
Det nye træ var heldigvis lettere at samle end det i stuen. Det bestod kun af tre dele, der skulle foldes ud og klikkes sammen. Og så var der indbyggede lyskæder på grenene.
“Hjælp din søster med pynten,” sagde mor uden at kigge op fra kassen, hun rodede i.
Hun havde åbnet en kasse med “sikker” julepynt til Emilia: gamle slikstokke, små plastikfigurer med snore, der gled over grenene, i stedet for metalkroge. Intet hun kunne komme til at ødelægge eller komme til skade med. Og slet ikke glaskugler. Sidste år havde hun klemt en itu i hånden, heldigvis uden værre end et par skrammer. De skulle holdes uden for rækkevidde igen i år, også selvom hun sikkert kunne have været betroet dem nu.
Emilia var allerede begyndt at sætte et par ting på træet, men hvad det faktisk betød var, at træets nederste grene hang slapt under vægten af alt det pynt, hun satte på, da det var så højt hun kunne nå.
Jeg brugte den næste time på at fordele pynten, min søster havde hængt op, rundt på træet og hænge de skrøbelige ting op, hvor hun ikke kunne nå dem. Emilia begyndte at kede sig efter et stykke tid. Efter hun tryglede mor om at tænde for fjernsynet i et par minutter, gav mor endelig efter, men kun hvis det var noget med juletema. Så jeg var tvunget til at lytte til tonerne af Frosty the Snowman fra stuen, mens jeg hængte pynt på træet.
“Jeg skal på potten!” råbte Emilia pludselig og løb forbi os ned ad gangen.
Hendes irriterende vane med højt at meddele, når hun skulle på toilettet, mindede mig om, at jeg ikke selv havde været på toilettet, siden jeg var kommet hjem.
Min pull-up føltes ikke våd, men det var ikke en garanti for, at den var helt tør. Flere gange havde jeg sat mig på toilettet i den tro, at jeg var sluppet uden et uheld, for så at se at polstringen ikke var helt hvid, når jeg trak den ned.
Det var nok den eneste ulempe ved de nye pull-ups. De fungerede så godt, at små uheld kunne gå ubemærket hen, hvis jeg ikke var opmærksom.
Om jeg allerede trængte, eller om Emilias råben fik min blære til at reagere, vidste jeg ikke, men jeg kunne snart ikke udskyde det længere.
Til min lettelse kom Emilia hurtigt tilbage fra toilettet. Jeg var næsten sikker på, hun ikke havde vasket hænder. Jeg ville normalt have sagt det til mor, men jeg havde selv travlt med at komme derud og ville ikke forsinke mig selv yderligere.
Jeg hængte et sidste stykke julepynt på træet og gik roligt mod gangen. Selv når det hastede, løb jeg aldrig på toilettet foran mor. Hun måtte ikke få den mindste idé om, at jeg kæmpede med min blære i dagtimerne.
“Sarah, kom tilbage med det samme. Vi er ikke færdige med at pynte.”
“Slap nu af, mor, jeg skal bare lige på toilettet.”
Det var en kæmpe fejl.
Mor stod og arrangerede krybbespil på en hylde. Da jeg passerede hende, gav hun min bagdel et fast smæk.
“Tal pænt, unge dame.”
“Ja, mor,” svarede jeg hurtigt og ydmygt. Det var det eneste rigtige at sige. Havde jeg svaret igen, var det endt med en langt grundigere endefuld.
Men det var ikke skideballen, der bekymrede mig mest. Jeg vendte blikket væk fra mor og øgede tempoet en smule, mens jeg gik ned ad gangen til toilettet. Det ene smæk havde været hurtigt. Mors hånd havde ikke dvælet ved min bagdel. Men med så mange endefulde, jeg havde fået gennem årene, var hun helt sikkert klar over, hvordan min numse normalt skulle føles.
Dette var et scenarie, jeg havde gjort mig virkelig umage for at undgå, indtil det her smuttede. Smæk bagi var mors foretrukne form for disciplin, og selvom det skete sjældnere, efterhånden som jeg blev ældre, var det stadig en risiko hvis jeg brød en af mors regler.
Jeg havde aldrig før været så opmærksom på mine karakterer eller så flittig med mine pligter, som jeg havde været den sidste måned. Jeg kunne ikke risikere, at ende ud i en situation hvor mor ville insistere på at give mig smæk, uden at jeg havde haft en chance for først at skille mig diskret af med min pull-up. Uden for de få minutter, hvor jeg gjorde mig klar til sengetid, var der stort set aldrig tidspunkter, hvor jeg gik i normalt undertøj herhjemme.
Jeg satte mig på toilettet uden at ane, hvad jeg skulle gøre. Var det sikrest at beholde den på, når jeg kom ud igen? Stod mor lige nu i spisestuen og tænkte over, om noget havde føltes anderledes, da hun havde smækket mig? Hun havde kun klasket mig oven på nederdelen, ikke under den. Det var det eneste håb, jeg havde lige nu, og jeg klamrede mig til det for livet. Det ekstra lag stof mellem hendes hånd og min bagdel havde muligvis reddet mit liv.
Mine muligheder var dårlige. Den lille skraldespand på badeværelset var tom - ingen måde at smide en brugt pull-up ud på. Og hvis hun stod og ventede udenfor, ville det hele alligevel være ligemeget. Jeg turde slet ikke tænke på, hvad hun ville sige, hvis det lykkedes mig at skjule pull-up’en, og hun så opdagede, at jeg slet ikke havde undertøj på overhovedet. Jeg tvivlede på, at den situation ville ende godt for mig.
Jeg blev siddende på toilettet i yderligere fem minutter, det længste jeg turde, uden at mor ville finde det mistænkeligt. Jeg hev demonstrativt mere toiletpapir af rullen end nødvendigt, bare for at få det til at lyde som om, jeg havde en grund til at være på toilettet i så lang tid.
Da jeg trak mine leggings op igen, glattede jeg dem så godt jeg kunne. Pull-up’en var langt mindre synlig end en ble, men uden spejl kunne jeg kun forestille mig det værste.
Jeg vaskede hænder og åbnede døren i helt normalt tempo. Jeg kunne ikke lade den angst, jeg følte, skinne igennem i mine handlinger. Mor ventede ikke på mig i gangen. Jeg gik tilbage til spisestuen og fandt hende præcis der, hvor jeg havde efterladt hende.
“Det var på tide,” sagde hun.
Havde jeg ikke haft en pull-up på, kunne jeg måske have tilladt mig en kæk bemærkning, der måske havde været den efterfølgende endefuld værd.
“Hent trappestigen i garagen. Vi skal have stjernen op på toppen af træet.”
Selv om mor var omkring tyve centimeter højere end mig, kunne hun heller ikke nå toppen af træet.
“Her,” sagde mor og rakte mig stjernen, da jeg kom tilbage.
Jeg kunne ikke finde på nogen undskyldning for ikke at gøre det. Andre år havde jeg nærmest tigget om at få lov, selvom det dengang havde været svært nok, selv med hjælp fra trappestigen.
Jeg kunne kun håbe på, at omridset af min pull-up ikke var synligt fra den vinkel, jeg stod i, da jeg nåede toppen af stigen og rakte ud for at sætte stjernen på toppen af træet. Stjernen var ved at glide ud af mine fingre, men jeg fik den skruet på og kom ned igen.
Hvis mor havde bemærket noget undervejs, viste hun ingen tegn på det. Det kunne være jeg skulle begynde at gå i nederdele noget oftere.