Alle min mors regler

kirstine · 19. August 2025, 21:14

Kapitel 54

Konkurrencen

Alle indgangene til centret stod på vid gab, og ansatte med neongrønne veste udenpå deres uniformer stod på hver side, mens menneskemængden pressede sig gennem dørene og spredte sig ud i centret.

Jeg greb fat i Lisas hånd, da vi blev klemt tæt sammen midt i massen, hvor alle forsøgte at mase sig ind på én gang. Det ville være skidt at blive væk fra hinanden nu. Den trange, kaotiske indgang mindede mig om et timeglas, og vi sad fast lige midt i det smalleste punkt.

Det var Lisas første Black Friday, men hun havde forberedt sig godt. Et par dage forinden havde hun fået sin onkel til at køre hende til centret, så hun kunne tjekke den hurtigste rute til butikken og finde ud af, hvor de varer, hun ville have, stod placeret. Jeg kendte nogenlunde centrets opbygning, men i min halvt søvndrukne tilstand ville jeg næppe kunne finde den hurtigste vej.

Samantha og Desi var allerede flere meter foran os i køen. De havde ingen skrupler mod at skubbe og mase sig frem.

Alt blev lettere, da vi først kom gennem hovedindgangen, og folk spredte sig mere. Ved den første forgrening delte vi os op: Samantha og Desi gik mod højre til en skønhedsbutik, mens Lisa og jeg gik den anden vej.

Jeg havde lært lektien efter sidste weekend, hvor jeg havde prøvet at småjogge i en våd pull-up, så jeg holdt mig til rask gang ved siden af Lisa - også selvom det betød, at nogle af de spurtende shoppere overhalede os. Jeg begyndte at fortryde, at jeg ikke havde brugt mere babypudder i morges, men jeg havde været nervøs for, at duften ville afsløre mig i bilen på vej hertil.

Da vi nåede spilbutikken, var der kun nogen-og-tyve mennesker foran os i køen. Lyset var tændt derinde, men den tunge metalgitterport var stadig trukket ned, så vi måtte stille os i kø ude foran.

Vi var i det mindste indenfor og i læ for vinden de sidste tredive minutter, indtil alle butikkerne åbnede.

“Har du stadig din liste?” spurgte jeg.

“Selvfølgelig.” Lisa trak to ens papirlapper op af lommen og rakte den ene til mig. På dem stod syv forskellige spil. “Jeg tager dem fra toppen af, du tager dem fra bunden af.”

Vi havde på forhånd aftalt, at spillene sandsynligvis ville blive udsolgt hurtigere end den gamer-mus, jeg ville have, så jeg havde tilbudt at hjælpe hende først, før mængden af andre kunder kom os i forkøbet.

Jeg var tydeligt opmærksom på det andet uheld, jeg havde haft, mens vi stod i kø. Teknisk set talte det som et uheld, for jeg havde prøvet at holde mig så længe som muligt som en del af min træning. Denne gang klarede jeg kun tre kvarter, før jeg skulle tisse igen.

Den iskaffe gjorde mig bestemt ingen tjenester.

Jeg kunne ikke lade være med at undre mig over, hvordan Lisa holdt sig. Hendes kaffe havde været halvanden gang så stor som min, og både Samantha og Desis endnu større. Det, at Lisa ikke havde vist skyggen af bekymring over at skulle på toilet, fik mig til at være ret sikker på, at hun havde en ble på.

Med et kvarter til butikken åbnede, besluttede jeg, at jeg ikke ville have flere uheld i bleen. Efter dette første stop ville jeg tage en pause, finde et toilet og skifte til et pull-up, så jeg kunne fortsætte min træning ordentligt.

Efter hvad der føltes som en evighed, begyndte en medarbejder inde i butikken at hæve gitteret. Han gav os dog teg med hånden til at vi skulle blive ude, mens han tjekkede sit ur i tredive sekunder mere, før han vinkede folk ind.

Jeg fulgte Lisas anvisninger, mens vi skyndte os ind. Vi måtte være hurtige. Selvom der allerede var nogen-og-tyve kunder foran os, var der tre til fire gange så mange lige bagved os. Lisa vidste hvliken afdeling vi skulle hen til i butikken, men hun havde brug for min hjælp til at finde de spiltitler, hun ledte efter.

Ti minutters hektisk søgen senere havde vi fundet alle spillene undtagen ét. Lisa var lidt skuffet, men jeg forsikrede hende om, at det stadig var en imponerende fangst til Black Friday.

Min egen gamer-mus fik jeg uden problemer. Jeg kunne sikkert være kommet tilbage senere på dagen og stadig få den, men hvor ville spændingen så være?

“Hvor skal vi hen nu?” spurgte Lisa, da vi forlod butikken med poserne. Gangen var allerede proppet, centret summede endnu mere nu.

“Jeg skal lige på toilettet, før vi mødes med Samantha og Desi,” sagde jeg. “Vi har tid nok. Hvis du syntes, spilbutikken var kaotisk, så vent til du ser de andre steder.”

Lisa sendte mig et blik, der viste, at hun godt vidste, hvad jeg i virkeligheden mente.

Ulempen ved at gå ind på toilettet med Lisa var, at der kun var én handicapbås med en stor nok skraldespand til at smide en ble i. Jeg lod hende tage den, mens jeg selv gik ind i båsen ved siden af.

Røde mærker på mine inderlår var beviset på, at jeg ville komme til at fortryde, hvor lidt babypudder jeg havde brugt. Denne gang lagde jeg til gengæld rigeligt på, og håbede at duften ville drukne i menneskemængden.

Jeg skubbede min sammenrullede ble under skillevæggen til Lisa, så hun diskret kunne smide den ud.

Da vi kom ud, fandt vi en bænk i et roligere hjørne, hvor vi kunne vente på Samantha og Desi. Jeg sendte en sms om, hvor vi var, men fik intet svar.

“Husk nu at holde styr på din toilettræning i dag,” sagde Lisa.

“Det skal jeg nok. Havde kun to uheld, mens vi stod i kø.”

“Så er du foran mig,” sagde Lisa. “Jeg mistede overblikket, men det var ikke det værd at prøve at holde sig så længe.”

“Jeg tør vædde på, at jeg kan holde mig længere uden at gå på toilettet end dig,” sagde hun så.

“Første til at tisse i sin pull-up har tabt? Det er en aftale.”

Selvom Lisa havde gjort fremskridt med sin toilettræning den sidste uge, syntes jeg, oddsene var til min fordel. Jeg havde trods alt drukket mindre.

Ti minutter senere kom Desi farende, forpustet og uden poser i hænderne. Samantha var ikke at se.

“Hvad sker der? Hvor er Samantha?” spurgte jeg.

“Hendes ble lækkede.”

“Hvordan? Var det slemt?”

“Ja, virkelig slemt. Vi stod i kø, og lige inden butikken skulle til at åbne, tissede hun igennem. Hendes bukser var drivvåde, og der kom en lille pøl på gulvet. Jeg tror ikke, vi kan vise os i den butik igen.”

“Hvor er hun nu?”

“Jeg gav hende min jakke til at binde om livet. Hun har gemt sig i en toiletbås. Jeg sagde, vi ville finde noget rent tøj til hende.”

“Kunne næsten ikke vælge en bedre dag,” sagde jeg. “Alt er jo på tilbud.”

“I havde ingen problemer?” spurgte Desi.

Jeg vidste, at Desi henviste til vores bleer og ikke om vi havde klaret alle vores indkøb.

“Nej,” sagde Lisa. “Vi skiftede efter vi var færdige i den første butik.”

“Men hvorfor var det kun Samantha, der havde uheld?” spurgte jeg. “I drak jo det samme. Jeg tog en lille kaffe, fordi jeg var klar over risikoen.”

“Jeg har bare en blære af stål,” sagde Desi.

“Nogle har alt heldet,” mumlede Lisa.

Jeg vendte mig mod hende: “Men hvorfor gik det galt for Samantha? Du havde jo drukket det samme, og du klarede dig.”

“Selv den mest absorberende ble kan ikke klare det, hvis man tisser alt på én gang i stedet for i små portioner. Jeg gætter på, at hun holdt sig for længe og så bare gav slip. Jeg ville heller ikke selv have klaret mig, kaffe eller ej, men jeg havde brug for koffeinen for at vågne så tidligt.”

“Det giver mening,” sagde Desi. "Hun blev rastløs inden det skete, men jeg troede, at hun bare var utålmodig, efter at butikken skulle åbne. "

Vi gik ind i den første tøjbutik, vi passerede, og købte et par joggingbukser til Samantha. De var sat ned med femoghalvfjerds procent, men vi stod alligevel i kø i tyve minutter bag folk, der købte hele læs.

Jeg begyndte at mærke et tryk i blæren, men jeg havde allerede tisset tre gange efter kaffen og ikke drukket mere siden, så jeg regnede med, at jeg kunne holde lidt endnu. Lisa kunne umuligt klare sig bedre. Hun sendte mig et dræberblik, da jeg gav hende et klap bagi på vej ud - hun var lige så tør som jeg.

Samantha gemte sig stadig på et familietoilet, da vi ankom med joggingbukserne. Vi stak dem ind til Samantha, som kun åbnede døren på klem.

“Købte I ikke noget undertøj?” hviskede hun.

Lisa kiggede sig hurtigt omkring, trak så en pull-up op af tasken og kastede den ind til Samantha, der lukkede døren uden at sige noget.

Jeg kæmpede alt, hvad jeg kunne, for ikke at stå og vrikke som en femårig. Jeg kunne give op og gå på toilettet, men jeg ville ikke indrømme nederlag til Lisa. Kvindetoilettet lå lige rundt om hjørnet. Hvis jeg nåede derhen uden uheld, ville det stadig tælle som fremskridt.

Et minut senere kom Samantha ud igen. Joggingbukserne sad lidt strammere, end vi havde regnet med. Der var ingen tvivl om, at hun havde taget pull-up’en på.

“Kan vi ikke bare tage hjem? Jeg kan ikke blive i centret efter det her. Hvad hvis nogen genkender mig?”

“Vi behøver ikke gå tilbage til den butik,” sagde Desi. “Vi kan give Sarah og Lisa en indkøbsliste.”

Lisa og jeg så på hinanden. At navigere rundt i en skønhedsbutik var en udfordring på en normal dag, og på Black Friday ville det være et mareridt.

I det samme skiftede min blære fra let tryk til akut trang.

Det var håbløst.

Min pull-up var nu gennemblødt. Jeg havde ikke engang formået at slå Lisa. På en eller anden måde vidste hun det med det samme, for få sekunder efter stak hun hånden under min nederdel, klappede mig bagi og så triumferende på mig.

kirstine · 20. August 2025, 08:08

Kapitel 55

Ekstra lag

En stor brun kasse stod foran hoveddøren, da Samanthas mor satte mig af derhjemme den eftermiddag. Jeg havde en fornemmelse af, hvad der kunne være i den. Mor måtte ikke tro, at mit sengevæderi ville stoppe foreløbigt, hvis hun allerede var i gang med at fylde lageret op med bleer. Kender jeg hende ret, havde hun sikkert fået dem på tilbud til Black Friday.

“Mon nogen har fået sin julegave lidt tidligt?” sagde Desi og pegede på kassen, da vi kørte ind i indkørslen.

“Hvem ved?” svarede jeg og forsøgte at lyde uvidende. “Jeg må se, hvor tung den er, når jeg bærer den ind.”

Efter at Samantha måtte reddes på grund af en lækkende ble, tog vi det roligere resten af formiddagen i centret. For hendes skyld holdt vi os langt væk fra det hjørne, hvor uheldet var sket. Vi købte nogle kanelsnegle og kiggede rundt i nogle andre butikker. Lisa og jeg købte ikke mere, men Desi fandt et par nye sko, og Samantha endte med en ny jakke - en der var lang nok til at dække hendes bagdel og holde pull-up’en ude af syne.

Efter at have overgivet sig i pottetræningskonkurrencen mod Lisa, klarede vi os begge uden flere uheld resten af tiden i centret.

Da Samanthas mor hentede os tidligt på eftermiddagen, løj Samantha om, hvorfor hun havde nyt tøj på. Hun påstod, at hun havde spildt kaffe ned ad sig selv, og vi andre bakkede hende stilfærdigt op.

Da jeg løftede kassen på vej ind i huset, genkendte jeg det lille trykte logo fra det firma, mor bestilte mine bleer hos. Med den sending, oveni dem jeg stadig havde i skabet, var jeg nok dækket ind i to-tre måneder frem.

Jeg tog i dørhåndtaget og opdagede, at den allerede var ulåst. Jeg råbte ind for at lade mor vide, at jeg var hjemme, men der kom intet svar. Jeg bar kassen ind på mit værelse og satte den ved siden af skabet. Mor måtte selv stå for at lægge de nye bleer på plads. Jeg forsøgte altid at holde samtaler om mit sengevæderi med hende på et absolut minimum, udover når det var nødvendigt ved sengetid.

Jeg smuttede hurtigt på toilettet, og da jeg kom ud, ventede en overraskelse.

Mor var i spisestuen forrest i huset. En anden stor kasse, som jeg må have overset, da jeg gik ind, stod foran vinduet. Indholdet var ikke til at tage fejl af: endnu et juletræ. Ved siden af stod fem støvede kasser, hun måtte have hentet ned fra loftet.

Som om det to-en-halv meter høje træ i stuen ikke allerede var nok til vores lille hus.

Vi havde haft juletræet stående siden starten af måneden. Mor var ikke typen, der ventede til efter Thanksgiving med at pynte op.

“Der er du jo, Sarah. Hvorfor sagde du ikke, du var kommet hjem?”

“Jeg råbte, da jeg gik ind. Du må ikke have hørt det.”

“Hey, du skal ikke svare igen.”

Jeg valgte klogt ikke at fortsætte den diskussion.

“Hvorfor har vi et juletræ mere?”

“Jeg kørte ud og købte det i morges,” sagde hun. “Der var stadig et par kasser med pynt, der ikke kunne være på træet, og jeg ville ikke have, at det gik til spilde.”

Hun spurgte mig slet ikke ind til, hvordan min egen shoppingtur var gået.

“Jeg får brug for din hjælp til at få det sat op.”

Jeg vidste bedre end at brokke mig. Jeg var indkaldt til julekrigen, og jeg måtte gøre min del.

Det nye træ var heldigvis lettere at samle end det i stuen. Det bestod kun af tre dele, der skulle foldes ud og klikkes sammen. Og så var der indbyggede lyskæder på grenene.

“Hjælp din søster med pynten,” sagde mor uden at kigge op fra kassen, hun rodede i.

Hun havde åbnet en kasse med “sikker” julepynt til Emilia: gamle slikstokke, små plastikfigurer med snore, der gled over grenene, i stedet for metalkroge. Intet hun kunne komme til at ødelægge eller komme til skade med. Og slet ikke glaskugler. Sidste år havde hun klemt en itu i hånden, heldigvis uden værre end et par skrammer. De skulle holdes uden for rækkevidde igen i år, også selvom hun sikkert kunne have været betroet dem nu.

Emilia var allerede begyndt at sætte et par ting på træet, men hvad det faktisk betød var, at træets nederste grene hang slapt under vægten af alt det pynt, hun satte på, da det var så højt hun kunne nå.

Jeg brugte den næste time på at fordele pynten, min søster havde hængt op, rundt på træet og hænge de skrøbelige ting op, hvor hun ikke kunne nå dem. Emilia begyndte at kede sig efter et stykke tid. Efter hun tryglede mor om at tænde for fjernsynet i et par minutter, gav mor endelig efter, men kun hvis det var noget med juletema. Så jeg var tvunget til at lytte til tonerne af Frosty the Snowman fra stuen, mens jeg hængte pynt på træet.

“Jeg skal på potten!” råbte Emilia pludselig og løb forbi os ned ad gangen.

Hendes irriterende vane med højt at meddele, når hun skulle på toilettet, mindede mig om, at jeg ikke selv havde været på toilettet, siden jeg var kommet hjem.

Min pull-up føltes ikke våd, men det var ikke en garanti for, at den var helt tør. Flere gange havde jeg sat mig på toilettet i den tro, at jeg var sluppet uden et uheld, for så at se at polstringen ikke var helt hvid, når jeg trak den ned.

Det var nok den eneste ulempe ved de nye pull-ups. De fungerede så godt, at små uheld kunne gå ubemærket hen, hvis jeg ikke var opmærksom.

Om jeg allerede trængte, eller om Emilias råben fik min blære til at reagere, vidste jeg ikke, men jeg kunne snart ikke udskyde det længere.

Til min lettelse kom Emilia hurtigt tilbage fra toilettet. Jeg var næsten sikker på, hun ikke havde vasket hænder. Jeg ville normalt have sagt det til mor, men jeg havde selv travlt med at komme derud og ville ikke forsinke mig selv yderligere.

Jeg hængte et sidste stykke julepynt på træet og gik roligt mod gangen. Selv når det hastede, løb jeg aldrig på toilettet foran mor. Hun måtte ikke få den mindste idé om, at jeg kæmpede med min blære i dagtimerne.

“Sarah, kom tilbage med det samme. Vi er ikke færdige med at pynte.”

“Slap nu af, mor, jeg skal bare lige på toilettet.”

Det var en kæmpe fejl.

Mor stod og arrangerede krybbespil på en hylde. Da jeg passerede hende, gav hun min bagdel et fast smæk.

“Tal pænt, unge dame.”

“Ja, mor,” svarede jeg hurtigt og ydmygt. Det var det eneste rigtige at sige. Havde jeg svaret igen, var det endt med en langt grundigere endefuld.

Men det var ikke skideballen, der bekymrede mig mest. Jeg vendte blikket væk fra mor og øgede tempoet en smule, mens jeg gik ned ad gangen til toilettet. Det ene smæk havde været hurtigt. Mors hånd havde ikke dvælet ved min bagdel. Men med så mange endefulde, jeg havde fået gennem årene, var hun helt sikkert klar over, hvordan min numse normalt skulle føles.

Dette var et scenarie, jeg havde gjort mig virkelig umage for at undgå, indtil det her smuttede. Smæk bagi var mors foretrukne form for disciplin, og selvom det skete sjældnere, efterhånden som jeg blev ældre, var det stadig en risiko hvis jeg brød en af mors regler.

Jeg havde aldrig før været så opmærksom på mine karakterer eller så flittig med mine pligter, som jeg havde været den sidste måned. Jeg kunne ikke risikere, at ende ud i en situation hvor mor ville insistere på at give mig smæk, uden at jeg havde haft en chance for først at skille mig diskret af med min pull-up. Uden for de få minutter, hvor jeg gjorde mig klar til sengetid, var der stort set aldrig tidspunkter, hvor jeg gik i normalt undertøj herhjemme.

Jeg satte mig på toilettet uden at ane, hvad jeg skulle gøre. Var det sikrest at beholde den på, når jeg kom ud igen? Stod mor lige nu i spisestuen og tænkte over, om noget havde føltes anderledes, da hun havde smækket mig? Hun havde kun klasket mig oven på nederdelen, ikke under den. Det var det eneste håb, jeg havde lige nu, og jeg klamrede mig til det for livet. Det ekstra lag stof mellem hendes hånd og min bagdel havde muligvis reddet mit liv.

Mine muligheder var dårlige. Den lille skraldespand på badeværelset var tom - ingen måde at smide en brugt pull-up ud på. Og hvis hun stod og ventede udenfor, ville det hele alligevel være ligemeget. Jeg turde slet ikke tænke på, hvad hun ville sige, hvis det lykkedes mig at skjule pull-up’en, og hun så opdagede, at jeg slet ikke havde undertøj på overhovedet. Jeg tvivlede på, at den situation ville ende godt for mig.

Jeg blev siddende på toilettet i yderligere fem minutter, det længste jeg turde, uden at mor ville finde det mistænkeligt. Jeg hev demonstrativt mere toiletpapir af rullen end nødvendigt, bare for at få det til at lyde som om, jeg havde en grund til at være på toilettet i så lang tid.

Da jeg trak mine leggings op igen, glattede jeg dem så godt jeg kunne. Pull-up’en var langt mindre synlig end en ble, men uden spejl kunne jeg kun forestille mig det værste.

Jeg vaskede hænder og åbnede døren i helt normalt tempo. Jeg kunne ikke lade den angst, jeg følte, skinne igennem i mine handlinger. Mor ventede ikke på mig i gangen. Jeg gik tilbage til spisestuen og fandt hende præcis der, hvor jeg havde efterladt hende.

“Det var på tide,” sagde hun.

Havde jeg ikke haft en pull-up på, kunne jeg måske have tilladt mig en kæk bemærkning, der måske havde været den efterfølgende endefuld værd.

“Hent trappestigen i garagen. Vi skal have stjernen op på toppen af træet.”

Selv om mor var omkring tyve centimeter højere end mig, kunne hun heller ikke nå toppen af træet.

“Her,” sagde mor og rakte mig stjernen, da jeg kom tilbage.

Jeg kunne ikke finde på nogen undskyldning for ikke at gøre det. Andre år havde jeg nærmest tigget om at få lov, selvom det dengang havde været svært nok, selv med hjælp fra trappestigen.

Jeg kunne kun håbe på, at omridset af min pull-up ikke var synligt fra den vinkel, jeg stod i, da jeg nåede toppen af stigen og rakte ud for at sætte stjernen på toppen af træet. Stjernen var ved at glide ud af mine fingre, men jeg fik den skruet på og kom ned igen.

Hvis mor havde bemærket noget undervejs, viste hun ingen tegn på det. Det kunne være jeg skulle begynde at gå i nederdele noget oftere.

kirstine · 20. August 2025, 13:43

Kapitel 56

Barnepigetjans

Med juletræet foran vinduet nu helt pyntet, efterlod mor mig hjemme for at passe min lillesøster, mens hun tog ud for at ordne flere ærinder og købe ind til aftensmad.

Så lidt som jeg brød mig om at skulle være gratis barnepige, foretrak jeg det frem for at tage med mor ud i et par timer og risikere at have et uheld i min pull-up. Og selvom det var senere på eftermiddagen på Black Friday, ville butikkerne med al sandsynlighed stadig være ret travle på det tidspunkt.

Når mor efterlod mig hjemme med min treårige søster, var det meningen, at jeg skulle blive i samme rum som Emilia for at sikre, at hun ikke lavede ulykker - ikke at der var meget, hun kunne gøre i vores ret børnesikrede hus.

I det mindste var Emilia renlig og derfor rimelig selvhjulpen. Ja, hun havde brug for at blive mindet om at vaske hænder efter at have været på potten, men hun var efterhånden god til at gå på toilettet selv uden hjælp. Hvis mor eller jeg lagde mærke til, at hun ikke havde været derude i et stykke tid, sagde vi til hende, at hun skulle gå på toilettet - og det gjorde hun som regel uden ballade.

Alt, jeg behøvede at gøre, var at sørge for, at hun var underholdt og havde adgang til de snacks og drikke, hun kunne have lyst til.

Den nemmeste løsning med Emilia var nu bare at tænde for hendes yndlingsprogram i fjernsynet, give hende en tudekop og en pose vingummier. Det var næsten en garanti for, at hun ville være fuldt optaget, mens jeg kunne lave, hvad jeg ville. Hvis mor ønskede mere aktiv pasning, ja, så fik hun, hvad hun havde betalt for.

Det, jeg egentlig havde lyst til, var at afprøve min nye mus med en omgang Fortnite. Men for nu sad jeg ved siden af hende i stuen og lavede de bækkenøvelser, som Lisa havde vist mig i sidste uge. Jeg prøvede forgæves at undertrykke et gab, mens jeg strakte bækkenmusklerne. Kaffens virkning fra i morges var for længst forsvundet, og nu kunne jeg mærke trætheden ramme efter at have stået op før klokken fem.

Lisa beskrev øvelserne som at lade som om, man skulle tisse og derefter prøve at holde det inde. Det virkede lidt fjollet at øve sig på, for jeg havde rigeligt med virkelige erfaringer i at forsøge netop det.

Hvis ikke det havde været fordi Lisa sagde, at de øvelser var den vigtigste grund til, at hun havde genvundet kontrollen over sin blære, havde jeg allerede opgivet. Det føltes ikke som om de gjorde nogen forskel.

Jeg tænkte tilbage på alle de forskellige lægetests, Lisa havde nævnt, at hun havde gennemgået for at finde årsagen til sine egne problemer, sammen med alt det forskellige medicin, hun havde prøvet.

Det fik mig igen til at spekulere på, hvad grunden egentlig var til mine blæreproblemer. Tab af kontrol havde været både gradvist og pludseligt på samme tid. Ville de tests kunne fortælle mig hvorfor? Og ville det overhovedet gøre en forskel at vide det?

Men jeg kunne under ingen omstændigheder tage til lægen uden først at fortælle mor om alt det, jeg havde døjet med - og det ville både betyde at indrømme, at jeg havde uheld igen, og afsløre alle de måder, jeg havde forsøgt at skjule det på. Mor ville gå helt amok, hvis hun fandt ud af, at jeg var cyklet alene afsted for at købe pull-ups.

Det mest sandsynlige var, at mor ville sætte mig tilbage i bleer i stedet for at tage mig med til hospitalet.

Efter vi var færdige med at sætte juletræet op, havde mor fået mig til at fylde skabet op med bleer. Jeg talte dem alle sammen, efter jeg havde stablet de nye ind på hylden. Der stod nu treogfirs stykker. Næsten nok til tre måneder.

Det var nok bedst, at jeg selv havde klaret den opgave. Så var der mindre sandsynlighed for, at mor opdagede den ekstra ble, jeg havde nappet i morges til turen i centret.

Jeg havde brugt bleerne meget hurtigere i den måned, hvor jeg var blevet straffet for gentagne gange at have tisset i min pull-up. Jeg havde tilbragt hele dage hjemme fra skole, tvunget til at have ble på og blive behandlet som en baby. Jeg prøvede mit bedste på at fortrænge de minder, selvom de var så nye. Men hver gang de dukkede op, blev jeg kun mere fast besluttet på at tage alle forholdsregler, så mor ikke opdagede mine problemer - og gøre alt, hvad der skulle til, for at få dem løst.

Øvelserne virkede stadig ikke til at give noget resultat. I det mindste var Emilia, der sad på gulvtæppet tættere på fjernsynet, så opslugt af sit program, at hun ikke bemærkede mine anstrengelser.

Emilia var helt renlig, både om dagen og om natten. Jeg kunne næsten ikke fatte, hvordan hun havde undgået det mindste tilbageslag.

Jeg tog mig selv i næsten at ønske, at Emilia vågnede op til en våd seng eller tissede i bukserne i bilen på vej hjem fra børnehave - hvad som helst, der kunne genskabe balancen i vores søsterforhold. Begge dele ville medføre, at mor satte hende tilbage i pull-ups i mindst en uge.

En påtrængende tanke listede sig ind - idéen om måske selv at gøre noget for at få Emilia til at have uheld igen. Jeg kunne finde en måde at forhindre hende i at nå toilettet i tide i løbet af dagen, eller måske bruge tricket med det varme vand om aftenen.

Det havde jo virket for Samantha og hendes bror, ikke sandt?

Men jeg kunne ikke få mig selv til at gøre noget så ondt mod Emilia. Jeg havde intet andet valg end at fortsætte denne gen-pottetræning helt på egen hånd.

Jeg lænede hovedet tilbage mod sofaen. Jeg kunne godt slippe afsted med at lukke øjnene i nogle få sekunder.

“Vågn op, Sarah. Vågn op.”

Jeg blinkede hurtigt. Emilia knælede foran mig på gulvet og puffede mig på skulderen med begge sine små hænder.

“Du har tisset.”

Hvad? Det kunne ikke passe. Jeg havde jo en pull-up på. Men så mærkede jeg det - en våd plet i siden, der var løbet udenfor pull-up’en.

Jeg havde begået en dødsdsynd for en sengevæder: at have en pull-up på, mens jeg sov. Jeg var faldet i søvn på siden. Hele højre side af mit skørt og mine leggings var gennemblødt, mens venstre side, der vendte opad, var tør.

Jeg så op på Emilia, der stod med et forvirret udtryk i ansigtet. Hvordan forklarer man sin lillesøster, at man har tisset i bukserne under en lur?

Vi stirrede bare på hinanden, mens virkeligheden sank ind.

Hvor længe havde jeg sovet? Jeg greb febrilsk min telefon fra sofabordet og tjekkede klokken. Jeg havde kun sovet i omkring tyve minutter. Det var en lettelse - så havde jeg masser af tid, inden mor kom hjem. Men det var også frustrerende. Én ting var at tisse i sengen efter otte timers søvn. Noget helt andet var, at det skete under en kort lur. Det burde slet ikke være muligt.

Jeg havde lyst til at skyde skylden på øvelserne, jeg havde lavet, inden jeg faldt i søvn, men det kunne ikke være derfor. Det var min egen fejl. Jeg burde have lagt mig i sengen, eller i det mindste lagt mig på en mere sikker måde.

“Smut,” sagde jeg og viftede med hånden mod Emilia, der stadig stod og stirrede. “Gå ind og se dit program.”

Hun rykkede sig ikke. Det var et mirakel, at hun overhovedet stadig lystrede mig, når mor efterlod mig med ansvaret, efter de gange vores roller havde været byttet om, mår havde givet mig ble på.

Selv hvis jeg ikke kunne forhindre Emilia i at sladre til mor, kunne jeg i det mindste holde hende ude af vejen, mens jeg fik styr på oprydningen. Jeg hentede to poser vingummier mere i køkkenskabet og sagde til Emilia, at hun kun måtte få dem, hvis hun opførte sig pænt og satte sig tilbage foran fjernsynet. Den handel var nem at sælge. Med snacks i hænderne satte hun sig tilfreds foran skærmen igen.

Men jeg havde mere presserende problemer end at holde Emilia beskæftiget.

Med hende hurtigt opslugt af sit program igen gik jeg ind på værelset for at få skiftet tøj.

Jeg tog de våde ting af, rullede pull-up’en sammen og stoppede den i en plastikpose for at skjule lugten. Derefter ville jeg pakke den ind i køkkenrulle og begrave den så langt ned i skraldespanden i køkkenet som muligt, så mor ikke kunne støde på den.

Jeg var på vej mod mit hemmelige lager for at hente en ny pull-up, men stoppede op.

Der var ingen måde at skjule det her for mor. Emilia sladrede altid. Jeg ville være heldig, hvis det ikke var det allerførste, der kom ud af hendes mund, sekundet mor trådte ind ad døren.

Der var en reel risiko for, at jeg enten ville få smæk eller blive tvunget til at gå med pull-ups - eller endnu værre, en ble - som straf for at have tisset i søvne. At have en pull-up på under tøjet var for stor en risiko.

Jeg åbnede den øverste, sjældent brugte skuffe i kommoden og trak et par underbukser frem. Det her ville blive en kæmpe udfordring, men jeg havde ikke andet valg. Jeg skiftede til mit sædvanlige outfit med jeans og en hættetrøje.

Næste punkt var det våde tøj. Det røg direkte i vaskemaskinen sammen med det andet, der skulle vaskes. At holde styr på pligterne ville trods alt tælle som et plus i mors øjne.

Til sidst var der tæppet. Jeg sprøjtede rigeligt tæpperens på pletten og ventede utålmodigt i fem minutter, før jeg gik i gang med vådt og tørt papir til at rense det op.

Jeg satte mig på knæ for at lugte til stedet på gulvtæppet. Det var næsten tørt. Jeg kunne ikke lugte spor af urin, kun den lidt kradsende lugt af rengøringsmidlet. Jeg håbede, at det vellykkede rengøringsarbejde kunne hjælpe med at holde mor i bedre humør, når hun kom hjem.

Nu var der ikke andet at gøre end at vente.

kirstine · 20. August 2025, 21:37

Kapitel 57

Banke banke på

Jeg prøvede at se fjernsyn sammen med Emilia, mens jeg ventede på den uundgåelige lyd af hoveddøren, der blev åbnet, men jeg kunne ikke koncentrere mig om det. Min blære måtte have førsteprioritet lige nu. Hvis jeg havde endnu et uheld foran min lillesøster, ville problemerne med mor blive endnu værre, end de allerede var.

Der var simpelthen ingen chance for, at jeg kunne undgå, at mor fandt ud af uheldet. Det eneste spørgsmål var, hvordan jeg bedst kunne fortælle hende det for at mindske konsekvenserne.

Jeg gennemgik alle de mulige scenarier i hovedet.

Det var altafgørende, at mor hørte det fra mig og ikke fra Emilia - ellers ville hun tro, jeg forsøgte at skjule det. Mor påstod altid, at hun var mere mild, hvis jeg selv kom og indrømmede noget, jeg havde gjort forkert, i stedet for at hun selv opdagede det.

Jeg var også nødt til med det samme at lægge vægt på, at jeg var faldet i søvn. Mor ville være utilfreds med, at jeg havde gjort det, mens jeg passede Emilia, men hvis jeg kunne overbevise hende om, at det bare var endnu et tilfælde af sengevædning og ikke et tilbagefald med uheld i dagtimerne, kunne jeg måske slippe for at blive tvunget til at bruge pull-ups eller bleer igen, selvom jeg stadig nok ville få en anden straf for at have været uforsvarlig med barnepigetjansen.

Mor havde kun været væk i cirka tre kvarter på det tidspunkt. Hun havde sagt, at hun ville være væk i en time eller to, så jeg skulle sandsynligvis vente noget længere på hendes hjemkomst - især med hvor travlt butikkerne sikkert stadig havde.

Der var kun gået ét kort tv-afsnit, før jeg begyndte at mærke trangen til at tisse igen. Det var ikke voldsomt denne gang, men uden pull-up på havde jeg ikke råd til bare at blive siddende og se videre. Jeg listede ud på badeværelset og lod Emilia sidde alene foran fjernsynet. At hun slet ikke havde skullet på toilettet, siden mor var taget afsted, var frustrerende. Hvorfor skulle det være så let for hende og så svært for mig?

Jeg var lige ved at sætte mig på toilettet med det samme, men kom i tanke om, at jeg måtte udnytte enhver chance til at træne min blære.

Så jeg blev stående foran toilettet med benene krydset og hænderne presset hårdt imellem lårene. Jeg havde allerede ladet mit undertøj glide ned til knæene, så jeg kunne sætte mig på toilettet på under et sekund, når jeg til sidst ikke kunne holde mig længere.

Min telefon lå på gulvet. På skærmen tikkede en stopur. Jeg havde startet det i det øjeblik, jeg var gået ind på badeværelset. Det stod allerede på over ti minutter, men jeg prøvede at holde ud så længe som muligt.

Der havde været gange, hvor jeg havde forsøgt at holde mig så længe, jeg kunne, og så bare accepteret, at uheldet i pull-up’en var den uundgåelige konsekvens. Men denne gang ville jeg både blæse og have mel i munden: holde mig til sidste øjeblik og så sætte mig på toilettet i tide.

Jeg vred mig desperat foran toilettet. At jeg allerede havde klaret ti minutter efter trangen var begyndt, var godt. Jeg havde længe målt, hvor lang tid der gik mellem mine toiletbesøg, men nu gik det op for mig, at en anden måling var lige så vigtig: hvor længe jeg kunne holde mig, efter min krop begyndte at signalere, at jeg skulle tisse. Det ville være altafgørende, når jeg skulle tilbage i skole på mandag.

Jeg var stolt af de ti minutter, men jeg ville virkelig gerne nå femten. Det var sjældent, jeg kunne holde så længe, men hvis jeg kunne lære at gøre det regelmæssigt, ville det reducere antallet af uheld udenfor hjemmet drastisk.

Så lød der pludselig banken. Jeg var lige ved at tisse i bukserne af forskrækkelse.

Men det var bare Emilia, der bankede på badeværelsesdøren - ikke mor ved hoveddøren.

“Jeg skal tisse.”

“Jeg er snart færdig,” svarede jeg, mens trangen til at vride mig bare blev endnu stærkere.

Hvis jeg fik Emilia til at have et uheld, kunne jeg måske overbevise hende om, at det var bedst for os begge, hvis mor ikke fik noget at vide.

Men kunne jeg stole på, at en treårig forstod, at det var i hendes egen interesse at holde på en hemmelighed?

Jeg huskede tydeligt, hvordan det var gået sidste gang, Emilia havde opdaget, at jeg havde tisset i bukserne, dengang alle mine uheld først var begyndt. Nej, jeg kunne bestemt ikke stole på hende.

Jeg satte mig hurtigt ned på toilettet, og min blære gav slip i det øjeblik, min hud rørte det kolde toiletsæde. Det var ikke meget, der kom ud, men det, der skulle ud, kom med det samme.

“Skynd dig. Jeg skal altså virkelig tisse.”

Jeg tørrede mig lynhurtigt, mens Emilias klynken blev mere og mere insisterende. Hun smuttede direkte forbi mig uden et ord, da jeg åbnede døren. I det mindste havde hun ikke efterladt en pyt på gulvet, som jeg skulle tørre op.

Jeg vaskede hænder, mens Emilia gjorde sit. Denne gang huskede jeg at sørge for, at hun også vaskede hænder bagefter, selvom hun måtte bruge en lille skammel for at nå op til vasken.

Med lidt held kunne jeg i det mindste holde mig væk fra toilettet, indtil mor kom hjem. Jeg skulle stadig øve min forklaring.

Der var ingen banken på hoveddøren eller ringeklokke til at annoncere mors hjemkomst omkring ti minutter senere - bare drøn og knirken, da døren blev skubbet op.

Jeg rejste mig straks fra sofaen. Selv uden behovet for at fortælle hende om uheldet vidste jeg, at jeg skulle hjælpe med at bære varer ind fra bilen.

Emilia sad stadig på gulvet foran fjernsynet, da jeg gik ud for at møde mor. Jeg kunne nok også se frem til en skideballe for at have ladet hende glo tv hele tiden, men der var ikke noget, jeg kunne gøre ved det nu.

“Der er du,” sagde mor. “Der er en masse, der skal bæres ind fra bilen.”

Mor behøvede sjældent at formulere sine forventninger som spørgsmål. Hun gav bare udtryk for ting, hun regnede med, jeg gjorde uden tøven. Men der var ingen chance for, at jeg kunne gøre det, før jeg havde taget den her samtale med hende. Den måtte ske, inden Emilia rejste sig fra tv’et.

“Jeg er nødt til at fortælle dig noget først.”

“Det kan vente. Alle frostvarerne skal ind med det samme.”

“Det er vigtigt.”

Mor sendte mig et blik, der gjorde det klart, at hun forventede, det var meget vigtigt, hvis jeg turde forsinke en pligt.

“Jeg havde et uheld i søvne.”

Mors kæbe faldt en anelse. Jeg kunne se, det bestemt ikke var på listen over ting, hun havde regnet med at høre.

“Hvad sagde du, du gjorde?”

Jeg trak vejret dybt.

“Jeg så tv med Emilia. Jeg var virkelig træt. Jeg døsede hen og faldt i søvn foran sofaen. Da Emilia vækkede mig, var jeg helt våd.”

Jeg havde arbejdet på forklaringen i næsten en time. Den skulle være kort, præcis, og understrege, at det var et uheld i søvne - med Emilia som vidne.

“Hvad helvede skal jeg stille op med dig?”

Her kommer det. Og det var i hvert fald ét af de retoriske spørgsmål, jeg vidste, jeg absolut ikke måtte svare på.

“Du er femten år, for pokker. Du burde ikke tisse i bukserne midt på dagen.”

“Er et uheld under en lur ikke det samme som om natten? Jeg sover jo i begge tilfælde.”

“Det er stadig fuldstændigt uansvarligt. Hvordan skal jeg straffe dig for det her?”

Det var det værste af mors spørgsmål. Der fandtes aldrig et godt svar. Hvis hun ikke syntes, mit forslag var hårdt nok, risikerede jeg en langt værre straf, men hvis jeg gik for langt, kunne hun finde på at tage mig på ordet.

Jeg prøvede at finde en straf, der passede til situationen - uden at få det til at bide mig i halen bagefter.

“Du kunne lave en regel om, at jeg skal tagr ble på, inden jeg tager en lur?”

Jeg havde ingen planer om at tage flere lure lige foreløbigt, så det ville nok aldrig komme i spil. Og eftersom jeg tydeligvis havde tendens til at tisse, når jeg sov, var en ble bedre end alternativet: en gennemblødt pull-up.

“Det er faktisk en rigtig god idé,” sagde mor. “Men det ændrer ikke på, at du svigtede dit ansvar for at passe på din søster. Hun kunne have været kommet galt af sted, mens du sov. Du er heldig, at hun ikke gjorde det.”

“Emilia sad bare foran fjernsynet. Hun rejste sig jo ikke.”

“Du skal ikke svare mig sådan igen, Sarah. Hvis du ikke kan opføre dig som en ansvarlig storesøster, så kan du være lillesøster i stedet resten af dagen.”

Jeg bed mig hårdt i underlæben for ikke at svare igen. Jeg kunne godt se, hvilken retning samtalen var på vej hen i, og jeg kunne ikke lide det spor.

“Hvis du ikke kan betros at opføre dig som en storesøster, så kan du blive behandlet som en baby i stedet. Nu kan du vælge: enten tager du med mig i butikken og køber flere pull-ups, eller også får du ble på resten af dagen.”

Jeg hadede, når mor tvang mig til selv at vælge straf - især i situationer som denne, hvor der ikke var nogen gode valg.

Jeg overvejede mine muligheder.

Jeg havde ingen lyst til at skulle gå med ble resten af dagen, især efter at jeg havde undgået det så længe.

På den anden side var det en kæmpe risiko at tage med i butikken. Jeg kunne risikere at støde ind i nogen, jeg kendte, og med mor ved min side ville det være umuligt at finde på en troværdig undskyldning for, hvorfor vi købte pull-ups.

Og hvis jeg havde pull-up på resten af dagen, ville mor holde godt øje med mig, for at se om jeg havde flere uheld. Et enkelt uheld mere, og jeg ville være færdig.

At have ble på resten af dagen ville være forfærdeligt, men i det mindste ville alt være tilbage til normalen i morgen.

“Jeg tager bleen,” sagde jeg og valgte det mindste af to onder.

kirstine · 21. August 2025, 07:10

Kapitel 58

Sammenfiltrede spind

Jeg havde rigeligt med tid til at overveje, om jeg nu også havde truffet den rigtige beslutning, mens jeg gik frem og tilbage til bilen for at hente de sidste indkøbsposer. Det endte med at blive en halv snes ture, inden alt var båret ind, og jeg hjalp mor med at få varerne lagt på plads i køleskabet og skabene. Huslige pligter var stort set det eneste, der kunne få mor til at udskyde en straf.

Jeg tog måske et par ekstra ture frem og tilbage, selvom jeg godt vidste, at jeg kun trak det uundgåelige lidt længere ud.

Det var allerede tæt på spisetid. Duften af den grillede kylling, mor havde taget med hjem, fik munden til at løbe i vand. At skulle sidde i ble nogle timer før sengetid var bestemt ikke en straf, jeg ønskede mig, men jeg vidste af erfaring de seneste måneder, at det kunne være gået meget værre.

“Mor, jeg er sulten,” jamrede Emilia, da hun kom ud i køkkenet og lod, som om jeg ikke allerede havde givet hende alt for mange snacks i løbet af eftermiddagen.

“Endnu ikke,” sagde mor. “Din søster passede ikke ordentligt på dig i eftermiddag. Hun lagde sig til at sove, selvom hun skulle holde øje med dig, og så tissede hun i bukserne. Hun skal have ble på resten af dagen, og du kan få lov at være storesøster i aften.”

“Ja, jeg kan være storesøster,” fnisede Emilia.

Mor havde ikke engang spurgt Emilia, om jeg virkelig havde tisset i bukserne. Hun gik vist ud fra, at jeg ikke ville sige det, hvis det ikke var sket.

“Så må vi hellere få en ble på din søster,” sagde mor til Emilia.

Det var mit tegn til at gå ind på vores værelse.

Jeg trak bukser og undertøj af og lagde mig på sengen, mens mor hentede en ble i skabet - som om jeg kunne bevare en smule værdighed ved selv at tage de første skridt i stedet for at lade hende klæde mig helt af.

Processen var ikke mindre ydmygende end den første aften, hvor mor havde taget mig med ind i sit soveværelse og fortalt mig, at jeg skulle til at bruge ble om natten, fordi pull-ups ikke længere kunne holde mine uheld inde. Faktisk var det endnu værre nu, hvor Emilia stod og kiggede på.

Jeg vidste ikke, hvad der var værst: at mor ikke sagde et ord til mig, mens den eneste lyd i rummet var den knitrende ble, da hun skubbede den ind under min bagdel, eller da hun bad Emilia hente babypudderen, som derefter blev strøet gavmildt over min bagdel, inden bleen blev tapet fast.

Men mor var ikke færdig med at gøre mig til baby igen. Hun bad mig løfte armene i vejret, så hun kunne trække min hættetrøje af. Den blev erstattet af en kort t-shirt, der lige præcis nåede ned til toppen af bleen.

At jeg havde hevet alle mine nederdele frem fra skabet i morges, havde været en dum idé - det gav mor flere muligheder for at finde tøj til mig. Hun tog en af nederdelene fra skabet og trak den på mig, mens jeg stadig lå på sengen. Det var en, jeg ikke havde valgt at tage på tidligere, fordi den ikke nåede lige så langt ned mod knæene.

Jeg ville langt hellere have haft joggingbukser eller endda leggings på. Jeg var ligeglad med, om man kunne ane omridset af bleen, bare den var dækket nogenlunde, så det ikke var alt for tydeligt, når den blev våd.

Men da jeg rejste mig fra sengen, gik det op for mig, at nederdelen ikke bare knap dækkede bleens bund - en lille strimmel af bleens linning stak også op over kanten.

“Jeg har et vigtigt job til dig, nu hvor du skal være storesøster i aften,” sagde mor til Emilia. “Du skal holde øje med din lillesøsters ble og sige til mig, når den skal skiftes.”

Aftensmaden forløb forholdsvis fredeligt. Der var hverken en højstol at sidde i eller en hagesmæk at få på, og mor insisterede ikke på, at jeg skulle drikke af en sutteflaske eller tudkop.

Måske var de ting røget ud, dengang mor havde regnet med, at daguheld var fortid for både Emilia og mig. Hun havde i hvert fald ikke flere pull-ups til mig, og jeg vidste, at hun havde smidt alle Emilias bleer og pull-ups ud.

Emilia tog sin rolle som storesøster meget seriøst. Hun tjekkede min ble både før og efter aftensmaden. Den var tør begge gange, men jeg tvivlede på, at det ville være tilfældet, næste gang hun løftede op i min nederdel.

Da straffen ikke havde udviklet sig til decideret babybehandling, listede jeg efter maden ind på værelset - dels for at slippe lidt for Emilia, der nok ville glemme alt om ble-tjek, så længe jeg var ude af syne, og dels for endelig at prøve den nye gaming-mus, jeg havde købt samme morgen.

Jeg satte den i USB-porten, sikrede mig, at driverne var installeret, og startede Fortnite. Jeg kunne nok have holdt mig fem minutter længere, men det var svært at koncentrere sig om spillet, når jeg var så urolig i kroppen, så jeg lod blæren tømme sig en smule i bleen.

Der ville være en tydelig våd plet, hvis Emilia kom ind for at tjekke, men jeg vidste, at det ikke var nok til, at mor ville skifte mig. Det ville nok først ske, når jeg skulle i bad inden sengetid.

Musen lå godt i hånden, men det ville tage lidt tid at vænne mig til, hvor meget mere responsiv og følsom den var. Der var sikkert flere indstillinger, jeg skulle justere, før den fungerede præcis, som jeg ville have det.

Jeg gabte igen, da første runde gik i gang. Luren tidligere havde tydeligvis ikke været nok til, at jeg kunne holde mig vågen helt til sengetid uden at blive træt igen.

Min karakter blev skudt ned langt tidligere end normalt i de runder, jeg spillede. Det var fristende at skyde skylden på den nye mus eller trætheden, men det var ikke dér problemet lå. Efter det seneste nederlag startede jeg ikke en ny runde med det samme. Jeg havde svært ved at fokusere. Jeg stirrede på hovedmenuen, men tankerne flød andre steder hen.

De flød tilbage til i morges - første gang jeg havde været sammen med alle mine veninder siden overnatningen hos Lisa.

For Samantha, Desi og Lisa virkede det til, at de havde knyttet et tættere bånd efter den aften, hvor en masse hemmeligheder var blevet afsløret. At få indblik i andres dybeste hemmeligheder er næsten lige så indgribende som selv at betro sig.

Og nu troede de, at alt var godt mellem os. Men jeg vidste bedre.

Samantha skjulte sit ønske om at bruge bleer for sine forældre. Og hendes hemmelighed for alle andre var, at hun i virkeligheden var skyld i, at hendes lillebror stadig tissede i sengen.

Jeg skjulte mine uheld for mor - men jeg skjulte samtidig for mine venner, at jeg skjulte dem.

Kredsen af folk, der kendte til mine uheld, havde udvidet sig til også at omfatte Lisas tante og onkel. Ét uheldigt ord mellem dem og mor, og det ville være en katastrofe for mig. De vidste ikke, at de bar på en hemmelighed for mig, men det gjorde de.

Alle de løgne. Alle de bedrag. Hvor længe kunne det fortsætte?

Jeg havde følt en vis lettelse, da jeg slap for at afsløre hele sandheden ved overnatningen, men nu balancerede jeg på en knivsæg - desperat efter at skjule sandheden for mor, mens jeg samtidig forsøgte at være åben over for mine venner om mine udfordringer.

Jeg havde kæmpet hårdt for at finde på undskyldninger for, hvorfor det ikke gik an, at de kom hjem til mig. At have dem på besøg var umuligt. Jeg kunne ikke sige til dem, at jeg skjulte mine uheld for mor - de ville aldrig kunne forstå det. Men uden den forklaring ville der altid være risiko for, at det kom op i en samtale foran hende.

Og hvad så, når jeg ikke længere kunne finde på nye undskyldninger, eller når de begyndte at blive mistænksomme?

Den eneste vej ud af alt det her rod var at få styr på pottetræningen, så jeg kunne bruge undertøj hele dagen uden problemer.

Jeg kunne trods alt mærke fremskridt. Jeg kunne holde mig lidt længere, og jeg fik mere advarsel, før jeg skulle tisse - hvilket også betød færre uheld.

Jeg så ikke frem til mandag, når skolen startede igen efter en uges ferie. Det ville blive den helt store prøve.

Men nu, hvor mine venner kendte til mine problemer, ville jeg i det mindste ikke føle mig lige så forlegen over at gå på toilettet mellem hver time.

Lisa og jeg havde lagt en plan for pottetræningen den kommende uge. Vi ville gå på toilettet mellem hver undervisningslektion - cirka hver 50. minut. Det ville være nyttigt at øve at vente længere, men at gå to timer uden at tømme blæren og samtidig drikke normalt, ville aldrig kunne lade sig gøre.

Den eneste grund til, at jeg tidligere havde klaret to lektioner i træk, var, at jeg næsten ikke havde drukket noget overhovedet i skoletiden. Men nu vidste jeg fra Lisa, at det kun gjorde problemet værre - fordi blæren vænnede sig til at holde mindre væske, og jeg derfor ikke fik øvet mig i at holde mig.

Mens jeg endnu en gang tissede i bleen - denne gang uden overhovedet at prøve at holde mig lidt længere - kunne jeg næsten forstå, hvorfor Lisa en overgang havde givet helt op og kun brugt bleer, dengang hun blev mobbet af Claire. Det hele kunne bare blive for meget.

Lyden af små, hurtige skridt ude på gangen fortalte mig, at Emilia havde husket sin storesøsterpligt.

“Ble-tjek!” råbte hun ivrigt.

Jeg drejede min kontorstol, så hun kunne nå.

“Våd,” erklærede hun, da hun trak hånden væk fra min varme ble.

Hun løb tilbage ud af værelset og ned ad gangen, formentlig for at fortælle mor, hvad hun havde fundet ud af.

Hvis skam kunne kurere nat-tisseri og inkontinens, så havde jeg været kureret for længst.

kirstine · 21. August 2025, 11:01

Kapitel 59

Pottetræning

Så snart jeg trådte ud af skolebussen mandag morgen, skyndte jeg mig direkte mod det nærmeste toilet, mens Samantha og Desi gik videre for at holde en plads til mig i vores første time.

Vores bus var en af de første, der ankom den morgen, så jeg slap i det mindste for at kæmpe mig igennem en større menneskemængde, da jeg hastede ind gennem hovedindgangen. Det var første gang, jeg havde mine nye ferskenfarvede pull-ups på i skole, og selvom de var blevet testet grundigt hele ugen, følte jeg mig alligevel mere selvbevidst end før.

De her pull-ups var kun en anelse tykkere end dem, jeg tidligere havde brugt, men de var lavet til voksne - ikke unge teenagere. Det betød, at de gik væsentligt højere op i taljen. Hvis jeg ikke havde foldet linningen ned, ville de stikke godt et par centimeter op over mine jeans.

Og alt det reklamesnak om, at de var diskrete og lignede almindeligt undertøj, kunne jeg kun ryste på hovedet af. For tæt på var der ingen, der ville tage fejl - de lignede bestemt ikke trusser. Det var bare endnu en ting, jeg skulle være bevidst om hele dagen. At være i gang med potte-træning i skolen var langt mere mentalt krævende end at gøre det derhjemme.

Mit sats med at indrømme weekendens uheld havde givet pote i forhold til mor - hun holdt mig kun i ble resten af fredagen. Resten af weekenden havde jeg brugt på at forberede mig bedst muligt til at komme tilbage i skole.

Turen til og fra skole var den hårdeste del af den første fase af toilettræningen.

Jeg havde været heldig med busturen. Der var ikke mange med bussen, da den samlede mig op lidt nede af gaden fra vores hus. Jeg havde været på toilettet lige inden jeg gik, og mor var taget afsted lidt før mig for at køre Emilia i børnehave og så videre på arbejde. Hun arbejdede delvist hjemmefra og delvist på kontor.

Tidligere havde busturen ikke været et problem, fordi jeg undgik at drikke ret meget til morgenmad. Men Lisa havde insisteret på, at jeg skulle holde mig godt hydreret, så jeg havde drukket et helt glas appelsinjuice til morgenmaden. Jeg havde i det mindste sørget for, at det var det allersidste, jeg gjorde, inden jeg gik ud ad døren - men alligevel pressede blæren allerede på, da jeg nåede frem til skolen.

Heldigvis lå det nærmeste toilet kun omkring tredive meter indenfor hovedindgangen, og da jeg kom ind, var de fleste båse stadig ledige.

Jeg kendte de offentlige toiletter på skolen bedre end nogen anden. Jeg vidste ikke bare, hvilke der lå mest praktisk på ruten mellem timerne, men også hvornår de var mest travle, og hvilke der havde skraldespande, hvor jeg kunne smide en våd pull-up eller ble væk uden at vække opsigt.

Jeg trak både jeans og pull-up ned på samme tid, passede på at bukserne ikke røg for langt ned, og at pull-up’en blev inde i dem. Væggene på toiletbåsene gik ikke så langt ned, som jeg kunne ønske, så det var let nok at få øje på naboens sko.

Jeg prøvede at holde en sidste smule kontrol over min blære, mens jeg sad på toiletsædet og anstrengte mine muskler for at holde ud et minut eller to mere uden at tisse. Men det var nytteløst. Min blære havde allerede nået sin grænse.

Første prøve klaret. Jeg havde overlevet busturen uden uheld. Jeg blev siddende lidt længere på toilettet for at være helt sikker på, at jeg havde tømt blæren, mens jeg noterede i mobilen, hvor længe der var gået siden sidste toiletbesøg. Én succesfuld tur - men der ventede stadig otte flere i løbet af dagen.

Samantha og Desi stod og hang ude på gangen foran klasselokalet sammen med nogle andre, da jeg kom tilbage. Døren var stadig låst. Vi havde alle vores timer sammen, mens Lisa kun delte to af dem med os. Begge vidste de udmærket, at Lisa og jeg havde en plan med pottetræningen, og de havde heldigvis fornuft nok til ikke at nævne noget om det, når andre var i nærheden.

Mens jeg stod i køen, tog jeg min vandflaske op af tasken og tog nogle afmålte slurke. Lisa havde givet mig en af sine ekstra flasker, hvor målene var markeret med streger op ad siden. Jeg fulgte med efter hver tår, indtil jeg havde drukket omkring hundrede milliliter.

Vi sigtede begge mod at ramme lige under to liter om dagen. Hvis jeg drak hundrede milliliter mellem hver time, ville jeg være over halvvejs, inden jeg nåede hjem.

Det føltes helt skørt at drikke så meget - især i skolen. Jeg havde været sikker på, at det var unødvendigt, indtil Lisa fik mig til at tælle sammen, hvor meget jeg egentlig havde drukket de sidste tre dage. Det blev til lige over to liter i alt. Jeg måtte indrømme, at hun havde en pointe, selvom jeg stadig protesterede mod at drikke for meget inden sengetid. Det havde på ingen måde stoppet sengevædningen - kun gjort mine morgenbleer tungere end normalt.

For Lisa handlede det om, at vi skulle prioritere dagtimerne, og at vi kunne tage natten senere. Jeg gav mig modvilligt, men kunne ikke lade være med at føle, at det hele var blevet en konkurrence mellem os. Hun havde ikke bare færre uheld end mig - hun blev også bedre og bedre til at holde sig.

Hvor hun langsomt men sikkert forbedrede sig, føltes det for mig som ren tilfældighed. Nogle dage havde jeg flere uheld, hvor min blære tilsyneladende gik fra nul til hundrede på få sekunder. Andre dage kunne jeg holde mig tør hele dagen uden den store anstrengelse, hvilket efterlod mig forvirret over, hvorfor jeg ikke kunne gentage det resultat dag ud og dag ind.

“Er du klar til prøven?” spurgte Samantha.

“Hvorfor skulle jeg ikke være det?”

Lærere, der giver en prøve lige efter en hel uges ferie, er det ondeste, der findes. I stedet for at spille Fortnite hele aftenen i går, havde jeg siddet med en matematik-øveguide. Jeg kunne sikkert have klaret det uden, men jeg ville ikke risikere noget, når mor holdt så nøje øje med mine karakterer.

“Godt,” sagde Samantha. “Så kan jeg lige låne dine noter, ikke?”

Én ting er at læse aftenen før. Noget andet er at prøve at terpe de sidste femten minutter. Hun kunne i det mindste have åbnet bogen i bussen. Hun var dog heldig, at jeg havde taget noterne med, hvis jeg nu selv ville dobbelttjekke noget.

Jeg havde været så fokuseret på toilettræningen, at jeg ikke havde lagt mærke til hendes outfit. Hendes leggings gjorde det tydeligt, at hun var tilbage i normalt undertøj. Hendes “babytid” strakte sig ikke ind i skolen - ikke medmindre vi igen skulle til kostumefest.

Det føltes virkelig uretfærdigt, at hun bare kunne hoppe frem og tilbage mellem de to verdener - ble en dag, trusser den næste - uden problemer. Jeg sad fast i pull-ups om dagen og bleer om natten, medmindre et mirakel pludselig ændrede min træning. Det var ikke, fordi jeg ikke forstod hendes forklaring om lysten til at være baby. Det var bare endnu en påmindelse om min egen manglende kontrol.

Læreren dukkede endelig op få minutter før timen begyndte, med en stor kop kaffe i hånden og et udtryk der sagde, at hun stadig ikke var helt vågen.

Jeg klarede to prøver i den time: matematiktesten og at holde mig. Opgaverne var ikke svære, og læreren brugte tiden på at sidde foran og småklikke på tastaturet, mens hun nippede til kaffen. Min største udfordring under testen var at sørge for, at jeg ikke var så opslugt af at svare rigtigt på spørgsmålene, at jeg ikke var opmærksom på de signaler, min blære sendte. Jeg var nødt til at minde mig selv om at holde en kort pause for hver par spørgsmål for at sikre mig, at jeg ikke blev for distraheret.

Den time gik uden problemer. Jeg kunne stadig mærke en let trang, da klokken ringede, men intet presserende. Samantha fulgte med mig til toilettet bagefter, mens Desi - med sin blære af stål - gik til sit skab. Jeg tog båsen længst væk, og med Samantha i den ved siden af følte jeg mig mindre udsat.

Men de næste tre timer inden frokost gik det støt ned ad bakke. De små slurke vand mellem hver time begyndte at hobe sig op.

I den sidste time før frokost, var min stime af succeser med pottetræning i fare for at blive afbrudt. Mine øjne flakkede konstant mod uret over døren, men tiden sneglede sig af sted. Ét toiletkort hang stadig på væggen, og i den her klasse måtte man bare tage det uden at spørge. Men det ville bryde den regel, Lisa og jeg var blevet enige om.

Lisa havde insisteret på, at toilettræning handlede om at lære at følge en normal toiletrutine, præcis som en person i almindeligt undertøj ville gøre, og at arbejdet med dette var vigtigere end blot at undgå uheld. Et uheld var ikke noget at skamme sig over, så længe man gjorde sit bedste for at holde sig så længe som muligt.

Jeg hvilede en hånd i skødet, bare for at prøve at dæmpe behovet for at begynde at vrikke mig i stolen. Jeg kiggede over på Lisa. Hendes blik var fastlåst på tavlen foran i lokalet, hvor vores lærer noterede de punkter, vi skulle være opmærksomme på til terminsprøven.

Hun virkede slet ikke bekymret over sin blæres tilstand. Jeg tvivlede stærkt på, at hun overhovedet havde haft et eneste uheld i dag.

Der var stadig ti minutter tilbage af timen, og det ville tage mig flere minutter at nå til det nærmeste toilet. Jeg måtte indrømme overfor mig selv, at jeg ikke ville nå det.

Det var forgæves. Jeg mærkede varmen brede sig i pull-up’en. Det var endnu ikke engang frokost, og jeg havde allerede fejlet på min første dag med pottetræning i skolen.

kirstine · 21. August 2025, 17:00

Kapitel 60

Det kan kun gå opad

Min nye pull-up fungerede som forventet og forhindrede pinlige lækager efter jeg havde tisset ved mit bord.

Den var bestemt en forbedring, især når man skulle sidde i klasseværelset i ti minutter efter et uheld. Den første varme og fugtighed forsvandt hurtigt, og den klæbrige fornemmelse af den våde pull-up kunne kun mærkes, hvis jeg rykkede mig i sædet.

Det lykkes mig at lade være med at kigge på klassens ur igen, indtil klokken endelig ringede, og jeg fulgte efter Lisa hen til nærmeste toilet, mens Samantha og Desi gik mod kantinen.

Jeg sagde ikke noget til Lisa om uheldet, mens vi gik ned ad gangen. Kunne hun mærke, at jeg havde haft et uheld? Hun havde sådan en sjette sans for den slags.

Midt på dagen var det værste tidspunkt at finde et toilet på. Den største udfordring var at finde et, hvor jeg ikke skulle stå i kø. Det var endnu værre i dag, fordi jeg havde brug for en bås, hvor jeg kunne skifte en våd pull-up i fred.

De toiletter, Lisa førte mig til, lå lidt væk fra hovedgangene, så der var ofte flere ledige båse. Der var også en handicapbås, som var perfekt til at skifte en våd pull-up i nødstilfælde.

Men vi havde ikke heldet med os i dag. Toilettet var næsten fyldt, da vi gik ind, og det værste var, at handicapbåsen for enden allerede var optaget.

Det sidste, jeg havde lyst til, var at skulle skifte min pull-up når der var en chance for, at nogen i de nærliggende båse kunne risikere at lægge mærke til det.

Det var nok den eneste fordel for Lisa, at hendes inkontinens var mere kendt. Hvis nogen fik et glimt af hendes pull-up under væggen, var det ikke som om, en stor hemmelighed blev afsløret.

Så heldig var jeg dog ikke.

Jeg signalerede til Lisa, at hun kunne tage den første ledige bås, mens jeg måtte gå to tredjedele ned ad rækken, før jeg fandt en, der var ledig. Det var dog ikke noget problem; jeg foretrak at være så langt fra indgangen som muligt for at minimere risikoen for, at folk gik forbi båsen.

Det tog mig et minut at rive siderne af pull-up’en langsomt. Selvom toilettet var støjende, var lyden så anderledes, at den ville skille sig ud, hvis jeg havde revet dem så hurtigt som jeg ville gøre derhjemme.

Det sværeste var at få den nye pull-up på, fordi det krævede, at jeg tog både sko og jeans af.

Det ville have været nemmere, hvis jeg bare gjorde som Lisa og gik med kjole hver dag. Men i mit hoved ville det være som at give op - at forberede mig på et uheld, der endnu ikke var sket. Alligevel, da jeg trak fødderne ud af jeansene for at tage en ny pull-up på, overvejede jeg tanken om midlertidigt at skifte garderobe, indtil toilettræningen gik bedre.

Med jeansene helt nede til gulvet fik jeg fødderne ud af skoene, som jeg havde snøret meget løst netop til det formål.

Nu kom det værste. Båsen til venstre var tom, men der var nogen i båsen til højre. Hvis jeg tog pull-up’en på nu, var der risiko for, at det blev bemærket, før den var helt på plads.

Jeg ventede et par minutter og håbede, at båsen til venstre ville forblive tom, indtil pigen ved siden af trak ud og rejste sig.

Da hun gjorde det, tog jeg straks den nye pull-up på, så jeg kunne klare det uden at blive set og ånde lettet op.

Jeg måtte virkelig overveje at begynde at gå med kjole.

Desi og Samantha var de første til at nå kantinen, fordi de ikke havde skulle skynde sig på toilettet efter timen. De havde fået fat i et bord i et mere afsides hjørne, hvilket gav os nok privatliv til at snakke uden at blive overhørt, medmindre nogen gik forbi.

Jeg havde begyndt at have min madpakke i rygsækken. Jeg var ikke vild med at bære rundt på den ekstra vægt inden frokost, men det gjorde det lettere at tage mig tid til at spise uden at stresse, selv med de hyppige toiletbesøg.

Lisa nåede også frokostbordet før mig. Hun havde nok ikke haft brug for at skifte sin pull-up på toilettet.

“Endelig,” sagde Desi, da jeg satte mig ved siden af hende ved det firepersoners bord.

Jeg rullede med øjnene og fangede Lisa, der gav mig et blik, der tydede på, at hun havde regnet ud, at mit længere toiletbesøg skyldtes et pull-up-skift.

“Min mor fandt faktisk tid til at lave en madpakke til mig i dag, og selvfølgelig glemte hun, at jeg hader pærer,” sagde Samantha. “Nogen, der vil have den?”

“Jeg springer over,” sagde Desi. Lisa, som lige havde taget en bid af sin sandwich, rystede på hovedet.

“Jeg tager den,” sagde jeg og strakte mig over bordet for at få fat i pæren.

Da jeg tog en bid, indså jeg, at det ekstra vandindhold ikke gjorde mig nogen tjenester, men det gjorde ikke så meget, da jeg alligevel allerede havde fejlet i mit mål om at holde mig tør hele dagen.

“Øhm… din undertøj stikker frem, når du gør det der,” sagde Desi.

Jeg løftede fronten af jakken. Jo, toppen af pull-up’en stak op over jeansene. Jeg kiggede mig omkring, før jeg hurtigt skubbede den ned igen. Tanken om en kjole blev mere og mere tillokkende.

“Undertøj?” spurgte Samantha. “Går det allerede så godt for dig?”

“Det er ikke den slags undertøj,” sagde jeg.

“Åh,” sagde Samantha og kastede et blik på Lisa, før hun kiggede tilbage på mig. “Men planen går da godt indtil videre?”

Lisa reddede mig fra at skulle svare med det samme.

“Det går perfekt for mig i dag,” sagde hun med et smil.

“Hvordan går det med dig?” spurgte Lisa mig.

Hvis jeg løj for Samantha og Desi, ville Lisa vide det - og jeg vidste, hvordan hun havde det med, at jeg ikke var ærlig over for mine venner.

“Det går egentlig okay. Kun ét uheld. Det er hårdt at drikke så meget vand,” sagde jeg og pegede på den halvfyldte vandflaske foran mig.

“Kun det?” spurgte Desi. “Jeg tror, jeg næsten har drukket lige så meget kaffe i morges.”

Jeg ville slet ikke tænke på, hvad der var sket, hvis jeg havde drukket så meget inden jeg overhovedet gik ud af huset. Selv de nye pull-ups ville ikke have klaret det.

“Tror du, du er på vej tilbage til normal?” spurgte Samantha Lisa.

“Måske, måske endda nok til, at jeg kan donere alle mine pull-ups til en genbrugsbutik inden året er omme,” sagde Lisa.

“Eller du kunne donere dem til Samanthas rygsæk,” jokede Desi.

“Hej, det er ikke sjovt,” sagde Samantha. “Men… det ville jeg faktisk ikke have noget imod.”

Jeg lyttede stille, mens mine venner lo og drillede hinanden. Der var intet morsomt ved bleer og pull-ups for mig.

For Samantha var det bare en fantasileg med udklædning. For Lisa var det en konkurrence om, hvor hurtigt hun kunne komme tilbage til at bruge undertøj. For Desi var det bare noget underligt med hendes tre veninder.

For mig, med truslen om al mors disciplin hængende over mig, føltes pull-ups, bleer og pottetræning som et spørgsmål om liv eller død - eller i hvert fald sådan nogle dage.

“Er der noget galt?” spurgte Desi.

“Jeg har det fint,” sagde jeg, men tonen afslørede, at det langt fra var tilfældet. “Vi ses i næste time. Jeg glemte noget i mit skab.”

Jeg rejste mig hurtigt. Jeg ville have glemt at tage min nye vandflaske med, hvis ikke Desi havde givet den til mig.

Det var simpelthen ikke fair. Både Lisa og jeg ville slippe for pull-ups, men kun hun var på rette vej. Både Samantha og jeg brugte pull-ups og bleer, men kun hun havde lyst til det. Og Desi, bortset fra én gang hun blev udfordret til at tisse i en pull-up til en overnatning, havde ingen idé om, hvad vi gik igennem.

Jeg havde faktisk ikke brug for at hente noget fra mit skab, men jeg gik alligevel i den retning for at slå tiden ihjel, inden jeg skulle finde et toilet til næste time.

Pæren havde været et dårligt valg. Jeg havde endnu et uheld i timen lige efter frokost. Denne gang fik jeg dog sikret mig handicapbåsen, så jeg hurtigt kunne skifte og nå næste time til tiden.

Efter det undgik jeg yderligere uheld, indtil bussen satte mig af ved mit hus.

To uheld på første dag med pottetræning i skolen. Der var kun én vej det kunne gå herfra: opad.

kirstine · 22. August 2025, 11:40

Kapitel 61

Ikke klar

I de fire uger efter Thanksgiving blev min teori om, at min pottetræning ikke kunne gå værre, sat på prøve - og den holdt ikke.

Lisa og jeg havde holdt fast i vores plan om at tage potteture mellem hver time i tre uger. Lisa havde kun tisset i bukserne én enkelt gang, i begyndelsen af den anden uge. For mig var det bedste, jeg kunne præstere, to sammenhængende dage uden uheld.

Det ville ikke være så slemt, hvis der bare havde været tegn på, at jeg gjorde fremskridt, men de tilfældige uheld blev ved med at forvirre mig. Nogle dage gik alt godt, og andre dage kunne intet lade sig gøre - uden at jeg havde nogen idé om, hvad der gjorde forskellen.

Det var den sidste skoledag, inden vores to uger lange juleferie begyndte. Juleferie havde altid været noget at glæde sig til, men jeg havde mere brug for den nu end nogensinde før. To uger, hvor jeg kunne øve mig i at holde mig, uden stress fra terminsprøver og overfyldte toiletter. Jeg ville være helt klar til en frisk start næste år. Jeg vidste allerede, hvad mit nytårsforsæt ville være.

Vi havde allerede planlagt en række sammenkomster, dog med hensyntagen til alles familieplaner i julen.

Lørdag eftermiddag skulle vi mødes hos Samantha, men det blev ikke til en overnatning, da hun skulle rejse til Californien næste morgen. Der var ikke andet planlagt før efter jul, hvor vi skulle overnatte hos Lisa nytårsaften.

Det eneste gode ved næste møde hos Samantha var, at det netop ikke var en overnatning. Det sidste jeg havde brug for, var at mor ringede til Samanthas mor og fortalte om min sengevædning - og alle de spørgsmål, det ville give, eftersom det aldrig var blevet nævnt, da jeg kun havde sovet der én eneste gang tidligere.

Det rare var, at Lisa - uden søskende - havde det perfekte hjem til fremtidige overnatninger, så jeg kunne i det mindste slippe for at skulle sove hos Desi eller Samantha foreløbig.

Efter en uge, hvor jeg havde kæmpet med at skifte våde pull-ups hurtigt nok til at nå til time - og to gange var blevet skældt ud af en lærer for at komme for sent - samlede jeg mod til at lave en kæmpe ændring i mit skoleoutfit.

En grundig gennemgang af mit skab afslørede, at jeg faktisk havde to kjoler, der kunne fungere, hvis jeg tog lange sokker på, nu hvor det var blevet koldere. Lisa var mere end glad for at give mig tre kjoler, hun var vokset ud af. Højde-forskellen mellem os viste sig nyttig. Jeg ville have en kjole, der dækkede min pull-up, men ikke én, der gik helt ned til anklerne. Jeg følte mig enormt forlegen de første dage, jeg havde dem på, men udover mine veninder kommenterede ingen på mit pludselige stilskift.

Mor bemærkede heller intet. Jeg klædte mig som regel på og tog af sted efter, at hun havde afleveret Emilia i børnehave og var taget på arbejde. Og på de dage, hvor hun arbejdede hjemme, var hun for opslugt af sin computer til at lægge mærke til noget. Så snart jeg kom hjem, røg kjolen af og blev skiftet ud med mine vante jeans og hættetrøje.

Hvis de første tre uger efter Thanksgiving havde været skuffende, så var den seneste uge et regulært mareridt.

Motiveret af sine egne fremskridt ville Lisa ændre på vores pottetræningsplan og gå videre til en langt sværere fase. Jeg havde endnu ikke formået at holde mig tør tre dage i træk - og slet ikke ni, som Lisa havde - men i min iver efter at følge med hende sagde jeg ja til at gå videre, den sidste uge før juleferien.

Vi blev enige om denne rutine: Gå på toilettet og drik cirka hundrede milliliter vand, sid én time, drik endnu hundrede milliliter vand og sid endnu en time. Så måtte vi på toilettet igen og så forfra igen.

Jeg var slet ikke klar. Ikke engang i nærheden af klar.

Lisa klarede sig fint, men det var tydeligt, at hun skulle øve sig mere i at holde sig igennem flere timer uden toilet. På de første fire dage med det nye skema havde hun klaret at holde sig tør to dage.

For mig gik det værre. Jeg nåede kun på toilettet uden uheld lidt over halvdelen af gangene, hvilket betød, at jeg i gennemsnit havde mere end to uheld hver dag bare i skoletiden.

I dag var dog en total katastrofe.

Dagens sidste time var historie, som blev undervist af Lisas onkel. Hr. Higgins var en af de strengeste lærere, jeg havde haft, når det gjaldt om at lade elever forlade klassen for at gå på toilettet. Det virkede besynderligt, når hans egen niece havde udfordringer med det. Men ikke engang hun fik særbehandling.

Jeg havde allerede haft tre uheld i min pull-up den dag. Den eneste gang, jeg nåede toilettet, var lige efter, jeg var steget af bussen. Siden da havde jeg ikke klaret to timer i træk uden uheld.

Jeg stod over for et svært valg i hans klasse den eftermiddag. Fordi vi havde terminsprøve på sidste skoledag før juleferien, havde hr. Higgins lovet at lade os gå tidligere, når vi var færdige.

Tyve minutter inde i prøven begyndte min blære at presse på. Hvis jeg skyndte mig igennem resten, kunne jeg måske nå på toilettet og undgå ydmygelsen af at måtte indrømme endnu et nederlag til Lisa. Men hvis jeg skyndte mig for meget, kunne mine svar blive så dårlige, at karakteren i januar ville udløse en endefuld, eller noget værre fra mor - alt efter hvor slemt det stod til.

Jeg holdt op med at haste igennem opgaverne, men forsøgte stadig at svare så hurtigt og præcist, jeg kunne. Der var en chance for at jeg kunne skære ti, måske femten minutter af, og stadig hive et 12-tal hjem. Men ville det være nok?

Min blære krævede, at jeg skrev hurtigere.

Så kom jeg til en spørgsmålstype, jeg helt havde overset under mine forberedelser: en længere besvarelse om et emne, vi havde haft for to uger siden. Det var så mange point værd, at jeg var nødt til at forsøge, ellers risikerede jeg en lavere karakter, end mor forventede.

Det var bare ikke min dag. Jeg kunne ikke både koncentrere mig om at holde mig og om at huske stoffet. Noget måtte give efter - og som sædvanlig var det min blære.

Jeg brugte de næste tyve minutter på at skrive så godt, jeg kunne. Jeg tvivlede på, at jeg fik fuldt udbytte, men jeg regnede med, at det var nok til et 12-tal. Mine forudsigelser af karakterer plejede sjældent at slå fejl.

Lisa, Samantha og Desi var alle blevet færdige før mig - hvilket var sjældent - så jeg gik alene mod det nærmeste toilet og satte mig ind i en handicapbås for at skifte.

Og dér opdagede jeg et kæmpe problem da jeg åbnede min rygsæk. Jeg var løbet tør for pull-ups.

Jeg tjekkede min mobil. Tolv minutter, til jeg skulle med bussen.

Panisk skrev jeg til Lisa, at hun skulle møde mig på toilettet, og fortalte hvilket. Mor ville flippe helt ud, hvis hun blev nødt til at hente mig fra skole.

Det var mit fjerde uheld på samme dag, og jeg havde ikke flere pull-ups. Jeg havde slet ikke overvejet, at de tre, jeg havde med, ikke kunne række til hele dagen.

Jeg kunne ikke få mig selv til at skrive ordet “pull-ups” i beskeden, men jeg var ret sikker på, hun forstod, hvilken hjælp jeg havde brug for.

Udgiften til pull-ups begyndte at tynge mig. Jeg havde heldigvis fået solgt det Amazon-gavekort, jeg vandt til Halloween, til Samantha, som betalte mig kontant. Mor plejede at give mig lidt penge sammen med julegaverne, men selv hvis det skete igen, ville jeg løbe tør for penge til at købe flere pull-ups i løbet af nogle måneder.

Og det var endda, hvis jeg kun brugte én om dagen. Med den nye træningsplan, vi fulgte, var jeg heldig, hvis jeg slap med ét enkelt uheld. Hver gang jeg måtte skifte, forkortede det de dage, jeg havde tilbage til at blive pottetrænet.

Et sommerjob ville kunne løse problemet, men jeg ville være løbet tør længe før da - og jeg ville helst ikke forestille mig et scenarie, hvor min inkontinens stadig var et problem til den tid.

Det var bare endnu en ting, jeg ikke kunne dele med mine veninder. De gik ud fra, at mor købte mine pull-ups, og jeg kunne ikke forklare andet uden at rejse endnu flere spørgsmål.

Tre minutter senere dukkede Lisa op i båsen ved siden af. Toilettet var tomt udover os, men jeg hviskede alligevel:

“Jeg er løbet tør for pull-ups. Har du en ekstra, jeg kan låne?”

“Ja, men så skal den også være tør, når du giver den tilbage.”

“Ha ha, meget morsomt. Kan du skynde dig? Jeg skal nå bussen.”

Lisa rakte en tyk, sort pull-up ind under væggen. Heldigvis havde jeg kjole på.

kirstine · 22. August 2025, 14:11

Kapitel 62

Det rager ikke jer

Diskussionen fortsatte i dæmpede toner, så snart vi havde lukket døren ind til Samanthas værelse.

Hendes forældre og små søskende var nedenunder, men emnet var følsomt nok til, at vi alle fire vidste, at vi ikke skulle hæve stemmen - ikke engang heroppe på Samanthas værelse.

“Jeg forstår ikke, hvorfor du absolut vil holde dine blæreproblemer hemmelige,” sagde Lisa til mig. “Jeg siger jo ikke, at du skal rende rundt i bar pull-up hele tiden. Men det ville være smartere, hvis det var nævnt på forhånd, så du ikke skal snige dig rundt og prøve at skifte eller skaffe dig af med dine pull-ups i skjul.”

Da vi planlagde at mødes, havde jeg insisteret på, at Samantha ikke skulle sige noget til sin mor om mine problemer. Alle mine veninder mente, det var bedst, hvis hun vidste det - bare i tilfælde af lækager, og så jeg slap for at snige mig rundt for at skifte.

Lisas problemer var ikke nogen hemmelighed for Samanthas familie. Jeg vidste ikke, hvordan det var kommet frem - om Lisa selv havde sagt noget, eller om Samantha kom til at nævne det. Men uanset hvad, så var hendes hemmelighed i hvert fald ikke hemmelig længere.

Jeg forsøgte desperat at finde på undskyldninger, som de ville acceptere, for at undgå at det samme skete for mig. Vores mødre snakkede sammen af og til, og det her måtte bare aldrig komme op i sådan en samtale.

“Det er ikke fordi, jeg ikke stoler på din mor, Samantha. Men din lillebror snakker alt for meget til at kunne holde på sådan en hemmelighed.”

“Han ville altså ikke sige noget,” sagde Samantha og forsvarede sin niårige lillebror, Tommy. “Og hvem skulle han overhovedet fortælle det til?”

“Bruger Tommy ikke stadig pull-ups om natten?” spurgte Desi. “Ikke ligefrem, som om han ville sladre om noget, der minder om hans eget problem.”

Jeg kiggede hurtigt på Samantha for at se hendes reaktion. Jeg var den eneste af hendes veninder, der vidste, at det faktisk var hende, der var ansvarlig for Tommys sengevædning.

“Nej, ikke længere,” sagde Samantha afslappet. “Han voksede fra det sidste måned. Han har ikke haft pull-ups på om natten i flere uger.”

I det mindste var Samantha holdt op med at pine sin lillebror, nu hvor Lisa var hendes mellemmand til at skaffe bleer.

“Du ved godt, du ikke behøver at skamme dig over din situation,” sagde Lisa til mig.

“Det er ikke dét,” sagde jeg. “Det er bare… altså, det rager jo ikke andre, hvilket undertøj jeg har på. Kan vi ikke bare blive enige om, at det kun er dem, der virkelig har brug for at vide det, der får det at vide?”

“Okay,” sagde Lisa. “Men hvis det slipper ud, så må du selv forklare det.”

Vi var i første omgang stukket op på Samanthas værelse for at slippe for hendes irriterende lillebror. Hendes far skulle alligevel tage Tommy med ud at bowle om ti minutter, og så ville vi få meget mere tid til os selv, mens hendes mor passede treårige Lilian.

Da det ikke var en skoledag, havde jeg igen jeans og hættetrøje på - det skjulte perfekt den nye pull-up, jeg havde taget på.

Mor havde taget Emilia med til frisør om formiddagen, og jeg havde benyttet lejligheden til at cykle hen i butikken for at købe flere pull-ups. Jeg tog en pakke af de ferskenfarvede, jeg var blevet ret glade for den sidste måned. Men jeg lagde også mærke til, at samme mærke havde en sort udgave, der blev reklameret som lavtaljede. Det lød interessant, så jeg købte en pakke af dem også.

De lavtaljede pull-ups føltes lige så bløde som de ferskenfarvede, men i modsætning til dem, kunne de faktisk holde sig under linningen på mine jeans. Jeg måtte teste, hvor meget de kunne holde til de næste par uger, men når skolen startede igen efter juleferien, kunne de meget vel blive mit foretrukne valg, hvis jeg gik tilbage til at have jeans på i stedet for kjoler.

I går, da jeg kom hjem fra skole, havde jeg taget den ekstra pull-up af, som Lisa havde givet mig på toilettet, og gemt den i mit lager. I stedet havde jeg taget en af mine almindelige på. Jeg vidste ikke, hvornår jeg ville få brug for den mere absorberende udgave, men det var bedre at gemme den til en situation, hvor den virkelig var nødvendig.

Sådan nogle kunne jeg ikke købe online selv. Lisa havde nævnt, at man ikke kunne få den type mærker i butikkerne. Jeg var nysgerrig efter at finde ud af, hvordan de ville klare sig natten igennem. Hvis de kunne forhindre lækager, kunne jeg måske overtale mor til at købe dem i stedet for bleerne, jeg stadig brugte til sengevædning.

“Lad os lige få tømt den her, mens vi er heroppe,” sagde Lisa og smed en rygsæk op på Samanthas seng. “Det er for tungt at slæbe rundt på.”

Hun lynede tasken op og trak en håndfuld farverige bleer frem.

“Du er en skat,” sagde Samantha og gav Lisa et kram.

Samantha rakte Lisa et gavekort til Amazon, næsten magen til det, jeg selv havde solgt hende lige efter Thanksgiving.

“Er du sikker på, du ikke vil prøve en på nu?” spurgte Lisa.

“Ja, jeg gider ikke sidde fast heroppe hele eftermiddagen, og de larmer alt for meget, hvis jeg går rundt i dem foran mine forældre. Desuden synes jeg, jeg er blevet ret god til selv at tage dem på.”

Samanthas vindue vendte ud mod forhaven. Da vi så hendes far og Tommy tage afsted, gik vi tilbage nedenunder.

“Ærgerligt, det er for koldt til at bruge poolen,” sagde Desi. “Det ville ellers være dejligt at svømme lidt.”

“Er du sikker på, det ville være en god idé?” spurgte Samantha, mens hun sendte et menende blik til både Lisa og mig.

“Altså, jeg går ud fra, at de også laver badebleer til voksne, ikke?” sagde Desi. “Undskyld, jeg mener det ikke fornærmende.”

“Det er helt fint,” sagde Lisa. “Jeg ville have mere brug for en redningsvest end en badeble. Jeg har aldrig lært at svømme.”

Vi kunne høre Samanthas mor lege med Lilian nede i kælderen, så heldigvis var hun for langt væk til at høre vores samtale.

“Aldrig?” spurgte Samantha.

“Nej, det tætteste jeg har været på vand, var at få våde fødder, mens jeg byggede sandslotte på stranden. Mine forældre… det er en længere historie.”

Jeg vidste godt, hvilken historie Lisa hentydede til. Men det var ikke noget, Samantha og Desi kendte til, og de var kloge nok til ikke at presse hende om tiden før hun flyttede ind hos sin tante og onkel.

“Skal vi ikke sætte en film på inden aftensmad?” foreslog jeg hurtigt.

Vi endte med en ret klichéfyldt actionfilm, men det kedelige valg viste sig at være en fordel - jeg kunne bedre holde øje med min blære og måtte ud på toilettet to gange undervejs. Lisa havde været på toilettet lige inden filmen startede, og hun kunne holde sig til den var slut. Hun nævnte ikke noget om uheld, og jeg stolede på, at hun ville have sagt det, hvis det var sket.

Samanthas far og lillebror kom hjem med kinesisk takeaway efter deres bowlingtur. Ingen sagde noget, da Lisa brat forlod bordet midt i maden og skyndte sig ud på toilettet. Tommy så nysgerrigt efter hende, men sagde ingenting. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om han mon havde mere tilfælles med sin storesøster, end han selv vidste.

Efter aftensmaden havde vi kælderen for os selv. Vi kunne godt have streamet en film, men vi valgte i stedet gammeldags brætspil.

Først spillede vi en meget kompromissløs omgang Sorry, og bagefter en version af Uno med vendbare kort. Den sidste blev afbrudt af en ti minutters diskussion om husregler, og om “4 kort op”-kort kunne lægges oven på hinanden.

Jeg tabte den diskussion og måtte trække fireogtyve kort. Pludselig sad jeg med næsten fyrre kort i hånden og en masse planer for hævn over Lisa og Desi.

Men mens jeg overvejede, om jeg skulle få Desi til at springe en tur over eller trække to kort, blev min pull-up pludselig varm foran. Jeg sad i skrædderstilling på gulvet og kunne intet gøre for at stoppe det. Selvom toilettet lå lige rundt om hjørnet, ville det være for sent, når jeg nåede dertil.

Det værste var, at jeg ikke havde mærket noget varsel fra blæren denne gang. Normalt fik jeg i det mindste et pres eller en advarsel, men de her stille uheld - selvom de ikke skete så tit - var ufatteligt irriterende.

Hvis Lisa, der havde været inkontinent hele sit liv, kunne få styr på sin blære, hvorfor virkede det så ikke for mig? Jeg havde jo kun haft problemet siden kort efter skolestarten.

“Er du okay?” spurgte Desi. Jeg måtte have vist frustrationen tydeligt i ansigtet.

“Det er ikke noget.” Jeg smækkede mit eneste “4 kort op”-kort ned i bunken så hårdt, at jeg væltede trækbunken.

“Slap nu af,” sagde Samantha, mens hun samlede kortene op.

“Hvad sker der?” spurgte Lisa. “Du kan altså godt snakke med os.”

“Jeg sagde jo, jeg har det fint.”

“Nej, det har du ikke,” svarede hun. “Du har langet ud efter os hele ugen. Hvad sker der?”

“Det, der foregår, er bare, at jeg er fucking træt af at pisse i bukserne hver eneste dag. Og du har det så nemt, Lisa - du får bedre, mens jeg sidder fast her.”

Lisa rakte ud efter mig for at give mig et kram, men jeg rejste mig og trådte væk.

“Jeg skal skifte,” mumlede jeg og gik ovenpå til min taske på Samanthas værelse.

Jeg rev den våde pull-up af i vrede og smed den på gulvet. Med en lille pakke vådservietter fik jeg gjort mig ren, inden jeg trak en tør pull-up på.

Jeg lyttede efter trin på trappen, men der kom ingen. Jeg spekulerede på, hvad de mon sagde om mig nede i kælderen.

Jeg havde taget nogle små plastposer med hjemmefra, da jeg pakkede til besøget. Jeg ville ikke efterlade nogen spor af mine pull-ups her. Jeg pakkede den brugte pull-up og vådservietterne ind i tre lag poser og lagde det i tasken, i håbet om, at det ville holde lugten inde, til jeg kunne smide det ud derhjemme.

Jeg tog tasken med mig ned igen. Mor kom snart for at hente mig. Jeg ville bare hjem. Jeg satte mig i sofaen ved hoveddøren og ventede, uden at gå ned til de andre.

Efter et par minutter kom Lisa op og fandt mig, kort efterfulgt af Samantha og Desi.

Jeg trak benene op i sofaen og stirrede ud ad vinduet, uden at ænse dem.

“Kommer din mor snart?” spurgte Lisa.

“Ja, hun burde være her om ti minutters tid.”

“Jeg kunne måske fortælle hende om de læger, jeg har været hos. Det kunne være lettere for hende at forstå, hvis hun hørte det fra mig.”

Jeg nikkede bare. At lyve på den måde føltes nemmere end rent faktisk at sige noget usandt højt. Jeg havde ingen planer om, at Lisa skulle snakke med min mor foreløbigt.

Det var nok svar til, at de lod mig være i fred de næste minutter.

Jeg holdt øje med vinduet ud af øjenkrogen. Da jeg så mors bil køre op ad indkørslen, så jeg mit snit til at stikke af.

Jeg fór ud ad døren uden overhovedet at sige farvel.

kirstine · 22. August 2025, 19:26

Kapitel 63

Kvitteringer

Min telefon summede flere gange med beskeder fra mine venner, da jeg satte mig ind i bilen. Jeg strøg notifikationerne væk med tommelfingeren og satte telefonen på lydløs.

Jeg kunne bare ikke overskue det lige nu.

Hvis mor opdagede, at jeg var i dårligt humør, sagde hun i hvert fald ikke noget om det. Jeg sad og pillede ved min telefon, mens vi kørte de ti minutter hjem i stilhed. Den eneste lyd kom fra Emilia, der sad og pludrede for sig selv i autostolen på bagsædet.

Hvorfor skulle alle mine venner være så sindssygt nysgerrige? Det hele begyndte med Lisa. Hvad var hendes problem egentlig? Hun havde holdt øje med, om der var andre elever som også gik med pull-ups, indtil hun opdagede mig. Og selvfølgelig var hendes tilstand nu mirakuløst blevet bedre, så jeg stod tilbage som den eneste.

Og hvorfor gik alle så meget op i, hvad jeg havde på under bukserne? Alle tre af mine venner havde spurgt ind til min toilettræning næsten hver dag den sidste måned. Og nu ville Lisa ovenikøbet snakke direkte med mor om mine problemer. Hvorfor kunne ingen bare respektere mit privatliv?

Jeg kunne ikke finde nogen god måde at forklare mine venner, at de skulle holde min mor udenfor det her. Og jo længere tid min inkontinens stod på, jo større blev risikoen for, at alle mine nøje planlagte undskyldninger blev afsløret for mor.

Jeg åbnede min telefon én sidste gang og satte alle mine venners numre på lydløs. De kunne alligevel ikke hjælpe mig nu. Jeg måtte klare min pottetræning selv de næste to uger.

Jeg tog nøglerne fra mor og låste døren op, mens hun fik Emilia ud af autostolen. Jeg lod hoveddøren stå på klem og styrtede ind på mit værelse. Jeg havde brug for noget alenetid, og forhåbentlig fik jeg det, indtil Emilia skulle puttes.

Jeg satte mig ved mit skrivebord og tændte for Fortnite. Jeg satte manuelt min status til “away”, i tilfælde af at Lisa loggede på, når hun kom hjem. Jeg havde ikke brug for, at hun forsøgte at skrive til mig.

Jeg havde ikke kigget på min telefon siden jeg forlod Samanthas hus. Jeg havde ikke lyst til at vide hvor mange beskeder der lå og ventede.

Men spillet viste sig ikke at være den afledning, jeg havde håbet på. Jeg havde måske en time, før Emilia skulle i seng, og så skulle jeg alligevel stoppe med at spille.

Jeg var endelig begyndt at vænne mig til den nye mus, jeg havde købt en måned tidligere, men selv en tredjeplads ud af hundrede spillere hjalp ikke på mit humør. Jeg trykkede på knappen for at starte en sidste runde, da mors stemme pludselig lød ude fra stuen.

“Sarah, du kommer herud med det samme!” råbte hun.

Det var ikke hendes ord, der gjorde mig mest nervøs, men hendes tone. Jeg kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde lydt så vred.

Mens jeg gik ud i gangen, prøvede jeg febrilsk at finde på, hvad jeg kunne have gjort for at fortjene den reaktion. Jeg kunne ikke forestille mig, at jeg havde dumpet nogen afleveringer. Den eneste karakter, der kunne være et problem, var historieprøven, men den var umuligt allerede blevet rettet og lagt op.

Der var selvfølgelig den ekstra ble, jeg havde taget på Black Friday, men det var en hel måned siden. Hun kunne da umuligt have lagt mærke til, at der manglede én enkelt ble i skabet.

Måske havde jeg slet ikke gjort noget galt. Måske var det bare en misforståelse. Eller også havde hun brug for hjælp til et eller andet vigtigt.

Jeg rundede hjørnet og så hende stå i stuen for enden af gangen. Hun stirrede direkte på mig med en lap papir i hånden.

“Hvad fanden er det her for noget?” spurgte hun.

Det tog mig et øjeblik at genkende papiret. Det var kvitteringen fra de pull-ups, jeg havde købt tidligere i dag.

Jeg var pludselig i lort til halsen.

“Herhen. Lige nu.” Med den frie hånd pegede hun på gulvtæppet lige foran sig.

Jeg havde det så dybt indprentet i mig at adlyde, at jeg begyndte at gå derhen, selvom jeg rystede af skræk. Jeg kunne slet ikke finde på nogen undskyldning.

Hvert skridt føltes tungere end det forrige. Til sidst stod jeg foran hende med øjnene fæstnet til gulvet.

“Se på mig.”

Jeg kunne ikke. Jeg behøvede ikke et spejl for at vide, at mit ansigt afslørede, hvor skyldig jeg var.

“Se på mig.”

Jeg løftede hovedet en anelse, men lod det straks falde igen. Det føltes som om min hjerne var blevet til grød. Ingen af mine tanker gav mening.

“Se på mig.” Denne gang tog hun fat under min hage og løftede mit hoved, indtil jeg så hende direkte i øjnene.

Hun blinkede ikke en eneste gang. Hendes øjne var smalle, og hendes læber presset hårdt sammen.

“Forklar det her.” Hun rakte kvitteringen helt op i mit ansigt. Jeg kunne tydeligt se de to linjer, hvor de eneste køb stod: to pakker pull-ups. De lå nu skjult i mit værelse.

Af alle mors spørgsmål var dette det farligste. En chance for at tale mig ud af ballade kunne lige så let ende med, at jeg talte mig endnu længere ind i den.

Jeg rystede bare på hovedet. Ikke for at trodse hende, men fordi jeg ikke kunne få et eneste ord frem.

“Svar mig!”

Jeg fik fremstammet et eller andet, men det var helt uforståeligt. Bare en forvrænget række ord i en lang sætning.

“Fortæl mig lige nu, hvad det her handler om. Hvorfor fanden køber du pull-ups?”

Jeg prøvede at vende mig væk, men mor greb fat i mit øre. Smerten lammede mig, og jeg blev stående helt stivfrossen.

Hun trak mig hen til sofaen og satte sig ned, mens hun tvang mig ned over sit skød.

At jeg ville få smæk, var en selvfølge. Det havde jeg faktisk vidst, fra det øjeblik jeg hørte tonon i mors stemme første gang. Spørgsmålet var bare, hvor meget værre straffen ville blive end det.

Mor lagde sin hånd fast på min bagdel. Det var ikke ligesom den gang, hun havde givet mig et klask bagi, mens vi satte juletræet op. Hendes hånd blev liggende på mine jeans og pressede hårdt, mens den gled hen over min bagdel. Jeansene var ikke nok til at skjule, hvad der var nedenunder.

At mor tjekkede for en pull-up var ikke den store overraskelse. Det virkede som en rimelig konklusion for hende at drage efter at have fundet den kvittering.

Men mor gav sjældent smæk på andet end en bar numse. Hun vrikkede hånden ind under min talje og åbnede knappen og lynlåsen, der holdt mine jeans på plads. Det var ikke nemt at trække mine bukser ned i denne stilling, men det lykkedes for hende.

“Hvad fanden, Sarah.”

Med mine jeans trukket ned, trykkede mor sin hånd mod min pull-up. Den føltes våd mod min bagdel. Våd. Jeg havde selvfølgelig ikke engang lagt mærke til, at jeg havde tisset i den.

Hun hev bagenden af pull-up’en ned - og begyndte at klaske løs.

Selvom det kun var med hånden, gjorde denne her endefuld mere ondt end nogen andre jeg havde fået. Mor slog min bagdel så hårdt hun kunne, på trods af hvor meget det måtte svie i hendes egen håndflade.

Jeg havde aldrig fået så hårdt smæk i mit liv før. Min bagdel brændte, tårerne løb ned ad mine kinder, og jeg kunne ikke slippe fri.

“Du. For. Klarer. Dig. For. Mig. Lige. Nu.” sagde mor, mens hun afsluttende smækkede min bagdel med et par hårde klask, der understregede hver stavelse.

Det ville ikke hjælpe at tie stille nu. Hun vidste allerede nok til at beslutte sig for, hvad min straf skulle være. Min skæbne var beseglet i det øjeblik, kvitteringen var gledet ud af min lomme og landet på gulvet.

Jeg fortalte, hvordan jeg havde taget Emilias pull-ups for at skjule mine uheld, hvordan jeg havde haft dem på i skole, indtil hun blev pottetrænet. Jeg fortalte, hvordan jeg derefter selv gik i butikken og købte pull-ups.

At sige det hele højt for første gang fik det hele til at lyde så meget værre. Jeg fortalte ikke bare sandheden til mor - jeg indrømmede det også over for mig selv. Hvis jeg havde troet, jeg var i nærheden af at være toilettrænet, ville jeg bare have løjet for mig selv.

Jeg fortjente ikke at gå med almindeligt undertøj. Og hvis den sidste uge i skolen var et tegn på, hvor jeg stod, så fortjente jeg egentlig heller ikke engang pull-ups - ikke når jeg pissede i bukserne flere gange hver eneste dag.

Jeg holdt dog noget af sandheden for mig selv. Jeg nævnte ikke Lisa eller Samantha, selvom jeg havde været rasende på dem. Jeg kunne ikke risikere, at mor så dem som medskyldige. Og i Samanthas tilfælde havde jeg bestemt ikke lyst til, at mor begyndte at forbinde mig med hendes ønske om at være en baby. Det sidste, jeg havde brug for, var, at mor ville tro, jeg havde lyst til det her.

Mor var tavs i et helt minut, efter jeg forklarede færdig.

Det gjorde ingen forskel. Jeg vidste allerede godt, hvad der ventede. Der lå næsten hundrede bleer i skabet med mit navn på, og jeg havde på fornemmelsen, at de ville være væk langt hurtigere end om tre måneder.

Mors straf for at have tisset i bukserne to gange på en dag havde været at tilbringe hele den næste dag i ble. Hvad ville hun så gøre nu, hvor hun vidste, at jeg i al hemmelighed havde haft uheld igen og igen de sidste par måneder?

Jeg drejede hovedet og kiggede på hende. Hun sad og masserede hånden, hun havde slået mig med. En lille del af mig følte skadefryd over, at hendes hånd sikkert gjorde ondt, men det kunne slet ikke måle sig med, hvordan min bagdel stadig brændte.

“Du viser mig, hvor de pull-ups er,” sagde hun endelig og trak pull-uppen op om mine hofter igen, før hun hjalp mig på benene.

Hun holdt fast i mit håndled, mens vi gik ind på mit værelse. Jeg havde gemt mine pull-ups i min sportstaske, som jeg alligevel ikke brugte længere, efter jeg var blevet smidt af cheerleader-holdet.

Mor kiggede på pull-ups’ne i tasken og sammenlignede dem med mærkerne på kvitteringen. Hun tog også den ekstra-absorberende pull-up, Lisa havde givet mig forleden, men spurgte heldigvis ikke, hvor den kom fra.

Jeg kunne mærke, at min pull-up blev varm igen, mens jeg så hende vende bunden i vejret på tasken og tømme alt ud på gulvet, så intet kunne være skjult.

“Er der mere?”

“Nej.”

“Det her er din sidste chance for at være ærlig. Det bliver værre for dig, hvis jeg finder mere, du har skjult.”

“Det er alt, mor. Virkelig. Det er det hele.”

Hun smed et håndklæde på sengen og pegede på det. Jeg spekulerede på, om puslemåtten også var blevet smidt ud, eller om den var pakket væk, og hun bare ikke gad hente den.

Jeg satte mig på sengen uden at tage den våde pull-up af. Jeg håbede, den kunne dæmpe smerten, men det var langt fra nok.

Min numse gjorde for ondt til, at jeg kunne ikke ligge stille på sengen, så jeg rullede over på siden, mens hun hentede en ble fra skabet.

Den endefuld jeg havde fået, havde taget al kampgejst ud af mig. Bare tanken om, hvad der kunne ske, hvis jeg satte trodsese hende nu, var nok til at få mig til at ligge helt stille, mens hun skiftede mig fra en pull-up til en ble.

Så tog hun fat i mine hænder og rejste mig op.

Som en ny fange, der står i håndjern foran en dommer, stod jeg klar til at høre min dom.

"Du har permanent stuearrest. Ingen telefon. Ingen computerspil. Intet tv. Ingen computer. Ingen tid med dine venner. Ingen ture uden for huset, medmindre det er sammen med mig. "

Jeg sank en klump. Hvad skulle jeg mon så lave i de to ugers juleferie?

“Hvis du bliver ved med at pisse i bukserne som en baby, hvis du lyver, lister rundt og gør ting bag min ryg - hvis du ikke kan opføre dig som en moden teenager - så bliver du behandlet som en baby, indtil du kan bevise, at du er moden nok til at håndtere dine normale forpligtelser.”

“Hvor længe kommer det til at vare?”

Hun kastede et blik over skulderen mod skabet, hvor den åbne dør afslørede stakken af hvide bleer, der lå på hylden.

“Det kommer til at vare så lang tid som jeg beslutter det skal vare.”

kirstine · 23. August 2025, 09:10

Kapitel 64

Nye regler

Mors udmelding kom ikke ligefrem som et chok. Hun kunne godt lide at være helt præcis, når hun straffede mig, men nogle gange valgte hun en tidsramme uden ende, når hun ville være helt sikker på, at jeg holdt mig i skindet. Når selv den mindste fejl kunne bruges som undskyldning for at forlænge min tid i ble, havde jeg ikke råd til at dumme mig det mindste.

“Gå ud og børst tænder.”

Og så var hendes belæring forbi. Jeg blev sendt væk, uden mere snak. Jeg vraltede ud af værelset, mens bleen knitrede hele vejen hen til badeværelset. Mens jeg trykkede lidt tandpasta ud på børsten, kunne jeg ikke slippe følelsen af, at mor slet ikke havde afsløret alle detaljerne i sin plan endnu.

Hvis jeg skulle dømme ud fra tidligere erfaringer, ville jeg de næste par dage blive behandlet fuldstændig som en baby. Jeg regnede ikke med at slippe med bare én dag i ble, men så længe jeg gjorde alt, hvad hun sagde, ville det næppe vare alt for længe. Det var jo også en opslidende straf for hende at holde fast i flere dage i træk.

Selvom det var alt for tidligt i forhold til min normale sengetid, var der ikke rigtig noget, jeg længere måtte, så det gav ingen mening at blive oppe. En lille fordel var, at jeg slap for at hjælpe mor med Emilia, når “at hjælpe” i praksis betød, at jeg skulle gøre næsten alt for hende.

Da jeg kom tilbage på værelset, var bleen stadig tør. Jeg havde allerede haft et uheld i min pull-up lige inden mor skiftede mig, så jeg skulle i det mindste ikke ligge og prøve at falde i søvn i en våd ble.

Mor var stadig i værelset. Kunne jeg da ikke engang få lov til at putte mig selv?

“Babyer sover i tremmeseng,” sagde hun.

Jeg kunne lige akkurat være i den, men kun hvis jeg lå krøllet sammen på siden eller med benene trukket godt op, når jeg lå på ryggen. Der var tidspunkter, hvor jeg kunne slippe afsted med at modsætte mig mor. Det her var ikke et af dem.

Mor lukkede siden op til tremmesengen, og jeg kravlede lydigt derind og trak dynen over mig uden at sige et ord. Jeg vidste, jeg ville være øm i kroppen næste morgen efter en hel nat i den stilling, så jeg måtte sørge for at strække godt ud, når jeg stod op.

Selv Emilia var egentlig ved at være for stor til tremmesengen. Hun kunne godt stadig være i den, men som en pige på næsten fire år, der var helt færdig med sin pottetræning, var det på tide, hun fik en rigtig seng. Mor havde flere gange snakket om at sætte en køjeseng op, når tiden kom, da der ikke var plads til to senge i vores lille værelse. Jeg havde intet imod ideen, især ikke hvis jeg kunne få overkøjen.

Jeg sagde ikke noget, da mor sagde godnat, slukkede lyset og lukkede døren.

Jeg holdt øjnene åbne, selvom det var helt mørkt. Jeg kunne høre vandet løbe ude fra badeværelset - mor var i gang med at fylde badekarret til Emilia. Jeg kunne lige forestille mig hendes reaktion, når hun fandt ud af, at hun skulle bytte seng med mig de næste par nætter. Forhåbentlig faldt hun ikke ud over kanten.

Selv hvis jeg lukkede øjnene og faldt i søvn med det samme, ville jeg blive vækket når mor kom ind og putte Emilia, så det gav ikke mening at prøve.

Normalt lå jeg bedst på ryggen, men efter den endefuld mor havde givet mig, var det helt udelukket i nat. Måske endda også i morgen nat.

Mørket og stilheden gav mig et øjebliks ro, og jeg trak vejret dybt mens jeg prøvede at samle tankerne om alt, der var sket på den halve time, hvor hele min verden var blevet vendt på hovedet.

Mærkeligt nok følte jeg næsten en slags lettelse.

Det betød ikke at jeg var glad for situationen - med min sengevædning, min inkontinens og mors forsøg på at straffe og skamme mig ud af det. Men efter at havde kæmpet for at skjule det i månedsvis, og samtidig holde styr på mine undskyldninger, fulgte der med straffen en form for sikkerhed.

Eller var det bare fordi stressen fra de sidste par måneder nu var blevet byttet ud med noget endnu værre?

Det knitrede fra bleen igen, da jeg rykkede mig lidt under dynen. Mor havde efterladt mig i den t-shirt jeg havde haft på under min hættetrøje, og hun havde ikke givet mig noget på udover bleen. Hun havde bare at skrue godt op for varmen i nat.

Men selv når straffen var ovre, ville næste skridt være pull-ups og en tilbagevenden til mors skrappe pottetræningsrutine. Måske kunne jeg klare syv dage uden uheld, hvis jeg bare blev hjemme, men jeg måtte indse at jeg ikke kunne undgå at have uheld i skolen - og med mor der igen ville holde godt øje med mit forbrug af pull-ups, kunne jeg umuligt skjule det for hende.

Lyden af plasken i badeværelset stoppede. Få minutter senere gik døren op. Mor tændte ikke lyset, men skæret fra gangen var nok til, at hun og Emilia kunne finde rundt uden at støde ind i noget.

Jeg lå allerede med ryggen til og slap derfor for at se min lillesøsters reaktion på sin nye seng. Hun udbrød i hvert fald ingenting, så mor måtte have fortalt hende det på forhånd.

Døren blev lukket, og værelset lå igen i mørke.

Jeg havde allerede besluttet mig: I morgen ville jeg opføre mig perfekt, uanset hvor meget babybehandling jeg blev udsat for. Det var min eneste chance for at komme ud af straffen.

De næste par dage ville blive et helvede. Men jeg vidste i det mindste, hvad der ventede, og der var en chance for, at tingene kunne blive bedre bagefter.

Mor vækkede mig næste morgen ved at læne sig ind over tremmesengen og ae mig på skulderen.

Jeg gned søvnen ud af øjnene og kiggede rundt.

Min egen seng, som Emilia brugte midlertidigt, var tom. Lagnerne var rodet til, som om hun havde tumlet rundt hele natten. Hun sad sikkert allerede i stuen og så morgentegnefilm, måske med en skål morgenmad foran sig.

Jo mindre tid jeg skulle bruge sammen med hende mens jeg var i den her situation, desto bedre. Jeg havde bekymret mig meget over, om Samanthas lillebror kunne holde på en hemmelighed - men han var ni, så det gav mening. Med Emilia, der snart fyldte fire, var det et helt andet spørgsmål: Hvor meget ville hun overhovedet kunne huske af det her?

Jeg måtte indrømme, at hun tit forstod langt mere af hvad der foregik, end jeg gav hende æren for. Ville de her oplevelser med vores ombyttede roller forsvinde ud af hendes hukommelse - eller risikerede jeg, at hun en dag ville bruge det imod mig?

Mor åbnede siden til tremmesengen, og jeg strakte mig, da jeg satte mig op på kanten. Mine ben var ømme, så jeg løftede dem op og strakte dem lige ud, alt hvad jeg kunne. Jeg havde brug for meget mere udstrækning, hvis jeg skulle komme mig over den nat.

Det var et mirakel, at bleen ikke var lækket, når jeg tænkte på den stilling, jeg var faldet i søvn i. Den var til gengæld godt gennemblødt, for jeg kunne mærke, hvordan den maste sig sammen under mig.

Så meget, som jeg hadede at indrømme det, var en tyk ble faktisk ret effektiv, når man havde øm bagdel.

Mens jeg strakte mig, redte mor sengen og lagde puslepuden frem. Hvis hun havde fundet den frem fra kælderen, måtte jeg regne med, at alle de andre babyting også ventede på mig.

Jeg gik over til sengen uden at vente på, at mor bad mig om det. Jeg var nødt opføre mig så pænt som overhovedet muligt i dag. Jo mere ansvarlig og moden jeg viste mig, desto hurtigere ville jeg være ude af ble og tilbage i pull-ups. Desuden var en tør ble trods alt bedre end en våd.

Mor begyndte ikke på at skifte mig med det samme. Hun havde en ny lille tale klar.

“Der er nye regler, du skal følge, mens du er baby igen.”

Jeg trak vejret dybt og gjorde mig klar. Det kunne umuligt være noget godt efter en hel nat, hvor hun havde haft tid til at tænke over det.

“Medmindre det er farligt eller bryder en anden regel, skal du gøre, hvad Emilia siger. Du må ikke bruge voksenord - kun babysprog. Du må ikke bruge toilettet - alt skal ud i bleen. Du må ikke selv spise eller klæde dig på - det skal jeg eller din søster gøre.”

Bortset fra det med at adlyde Emilia, var det, som jeg havde forventet. Men hun var stadig kun tre. Værste tilfælde ville nok være, at hun fik mig med til at lege med dukker. Hvis hun havde været ældre, kunne hun have fundet meget værre ting på at udnytte sin nye magt til.

“Forstået?”

“Ja, mor.”

“Dygtig pige. Jeg har hentet alle babytingene op fra kælderen igen. Det inkluderer din sut, som du skal have i munden, indtil det er tid til morgenmad.”

“Mmm-hmm.”

Jeg åbnede munden, mens mor satte sutten ind. Jeg suttede blidt på den, mens hun skiftede min ble. Det her ville blive en lang dag.

kirstine · 23. August 2025, 15:48

Kapitel 65

Rolleomvending

Højstolen stod klar til mig i køkkenet. Det kom ikke som nogen overraskelse. På bordet foran den lå der en hagesmæk og en tudekop. Der var dog endnu ikke sat mad frem. Min mave begyndte at knurre, og jeg håbede i det mindste, at jeg ville få serveret portioner i voksenstørrelse og ikke babyportioner.

Jeg løftede bakken, satte mig i stolen og løftede håret op, så mor kunne spænde hagesmækken fast om min hals.

Tudekoppen på bordet så ud til at være fyldt med appelsinjuice, men den stod uden for min rækkevidde. Jeg begyndte at bede mor om den, men huskede så, at jeg skulle sige det i babysprog.

“Moar. Kop.” Jeg pegede på koppen for at gøre det helt tydeligt.

Mor så tilfreds ud med, at jeg huskede de nye regler. Hun gik væk fra køkkenbordet, hvor hun havde stået og skåret noget ud på et skærebræt, og satte koppen på bakken foran mig.

Jeg havde helt glemt, hvor besværligt det var at drikke af en tudekop. Lige meget hvor hårdt jeg sugede, kom det kun ud i små slurke. Hele koppen svarede omtrent til den mængde væske, jeg normalt drak, inden jeg tog i skole om morgenen.

Det mindede mig om noget vigtigt. Jeg kunne ikke lade tiden i ble ødelægge mine forsøg på at træne blæren. Selvom jeg ikke måtte bruge toilettet, kunne jeg i det mindste bruge lejligheden til at øve mig i at holde mig så længe som muligt, uden at bekymre mig om, hvad der skete, når jeg til sidst ikke kunne holde mig længere.

Ulempen var bare, at jeg uden adgang til min telefon ikke kunne tage tid eller holde præcis styr på mine resultater. Men måske kunne jeg alligevel se en forbedring, når jeg kom tilbage i pull-ups om nogle dage.

Jeg var cirka halvvejs igennem koppen, da mor satte sig ved siden af mig ved køkkenbordet. Hun havde en skål med udskåret frugt i hænderne: bananskiver, jordbær og vindruer, der var skåret over på midten.

Det burde have været fingermad. Snasket, ja, men stadig fingermad.

Men mor insisterede på at made mig med en plastikgaffel. Jeg åbnede munden så vidt, jeg kunne, hver gang hun løftede gaflen hen til mit ansigt. Selvom gaflen var sløv, havde jeg ikke lyst til at blive stukket.

Denne morgen lavede hun ingen fjollede babylyde, mens hun madede mig. Men det var en god morgenmad, i det mindste. Det slog helt klart cornflakes.

Mor havde ikke gjort meget ud af at klæde mig på denne morgen. Hun havde blot skiftet min nattetrøje ud med en ren t-shirt. Det gjorde ikke så meget, for hun havde skruet så meget op for varmen, at mine bare ben ikke føltes kolde. Jeg kunne godt leve med bare ben, så længe mor ikke tvang mig til at kravle rundt som en del af mine “babyregler”.

Mor havde sagt i går aftes, da hun gennemgik hvor grundigt jeg ville blive straffet, at tv var forbudt. Men det forbud gjaldt åbenbart ikke børneprogrammer. Efter at have overlevet et afsnit af Caillou, ønskede jeg ærligt talt, at det også havde været forbudt.

Jeg sad i sofaen og så programmet om den irriterende canadiske unge, mens Emilia sad på gulvet med en næsten tom skål cornflakes. Min sut var tilbage i munden. Mor havde sat den i, så snart jeg havde spist færdig, og understreget, at den ikke måtte tages ud, før hun sagde det.

Bleen var stadig tør, men det ville ikke vare længe. Jeg havde tømt hele koppen med appelsinjuice, og den store skål frugt indeholdt bestemt også en god mængde væske.

Ud fra hvor mange afsnit jeg havde set siden morgenmaden, gættede jeg på, at der var gået lidt over en time, siden mor havde skiftet mig. Jeg vred mig uroligt i sofaen. Heldigvis var mor i et andet rum, så hun så ikke min uro.

Jeg var nået til det punkt, hvor det var virkelig fristende bare at give slip, fordi det var så ubehageligt at holde sig. Den varme, våde følelse i bleen kunne næppe være værre end den smerte, jeg følte i blæren lige nu.

Jeg talte langsomt i hovedet og prøvede at holde et jævnt tempo på ét sekund per tal. Jeg nåede til ethundrede-seksoghalvfems, før blæren til sidst gav op.

Noget jeg havde glemt siden sidste gang mor behandlede mig som baby, var, hvor meget mere absorberende de her bleer var sammenlignet med mine pull-ups. Bleen var mærkbart våd, men den ville kunne tage mindst et par uheld mere i samme størrelse, før den var lige så fyldt, som da jeg vågnede i morges.

Men hvis jeg ville fortsætte med at øve mig i at holde mig, måtte jeg sørge for at blive ved med at drikke.

Emilia bemærkede ikke engang, at jeg rejste mig fra sofaen og gik ud i gangen. Jeg tror heller ikke, hun havde lagt mærke til, da jeg kom ind i stuen tidligere.

Jeg kiggede først ind i mors soveværelse, men der var hun ikke - og heller ingen andre steder i stueetagen. Fra køkkenet kunne jeg høre vaskemaskinen og tørretumbleren. Jeg fandt mor nedenunder, hvor hun stod og strøg tøj.

“Moar… mig ha’ flaske.”

At sige den sætning med sut i munden fik den til at lyde endnu mere babyagtig, men det var tydeligt nok til, at mor forstod, hvad jeg bad om.

“Selvfølgelig, skat. Lad os gå ovenpå og hente en.”

Hun nåede mig, idet jeg var på vej ud af rummet, og lagde en hånd på bleens bagdel.

Jeg var ikke heldig nok til at få skiftet ble endnu. Mor ville ikke spilde nogen bleer, de skulle bruges til fuld kapacitet.

Jeg stod i køkkenet, mens hun varmede mælk i mikroovnen, rørte en lille smule sukker i og hældte det hele i en sutteflaske. Jeg fulgte efter hende ind i stuen og forventede, at hun ville give mig flasken, mens jeg sad i sofaen. Men det var ikke hvad hun havde planlagt.

Mor fik mig til at lægge mig på sofaen og lagde en stor pude under mit hoved, men satte sig ikke ned hos mig.

“Emilia, kom lige herhen.”

Som jeg selv, vidste hun bedre end at være ulydig overfor mor, selv når hun så et af sine yndlingsprogrammer. Hun sprang op og løb hen til sofaen, hvor mor stod.

“Kan du huske, hvad jeg fortalte dig i går om at være storesøster?”

“Ja!”

“Det er rigtigt. Storesøstre skal tage sig af deres lillesøstre. Vil du være en storesøster og passe på Sarah?”

“Ja! Jeg vil være storesøster.”

Jeg burde have vidst, at Emilia ville være begejstret for den opgave. Hun elskede at lege for, mor og børn med sine dukker. Nu havde hun fået en stor, levende babydukke at lege med.

“Det er tid for din lillesøster at drikke sin flaske. Se, du skal holde den sådan her.”

Mor satte sig på hug og holdt flasken med varm mælk hen til mit ansigt. Jeg havde ikke lyst til at drikke på den måde foran Emilia, og slet ikke mens hun skulle holde flasken for mig. Men jeg var nødt til at drikke den hele, hvis jeg ville holde mig hydreret.

Mor havde fyldt flasken helt op - lige under en halv liter. Med det tempo ville jeg uden problemer komme op på to liter i dag.

“Sådan, læg dine hænder om flasken,” sagde mor til Emilia.

Da hun først tog fat, trak Emilia flasken lidt væk, så der dryppede mælk ned på min trøje.

“Pas nu på,” sagde mor. “Vi skal helst ikke svine alt for meget.”

Emilia rettede grebet og satte flasken tilbage i min åbne mund, hvor hun holdt den stille, mens jeg suttede på den.

“Vi skal sørge for, at din lillesøster drikker hele sin flaske. Så du skal holde den, til hun er helt færdig, ikke?”

“Okay!”

Jeg var sikker på, at mor havde fortalt Emilia, at hun havde lov til at bestemme over mig, men jeg tror hun havde glemt det, for efter flasken blandede hun sig ikke i mere.

Mor lod hende se tv hele formiddagen, men jeg vidste, at hun ville slukke efter frokost. Jeg var ikke sikker på, hvordan jeg så skulle få eftermiddagen til at gå, men det måtte være bedre end det her.

Jeg havde lige tisset i bleen for tredje gang. Selvom jeg havde drukket meget, kunne jeg stadig holde mig omkring en time mellem uheldene.

Jeg vidste ikke, om mor ville acceptere, at jeg bad om et bleskift, selv hvis jeg gjorde det på babysprog. Bleen var nu så våd, at den føltes fugtig mod huden efter det sidste uheld, men jeg havde heldigvis ikke lækket ud i sofaen.

Mor holdt pause fra vasketøjet og sad for enden af sofaen, hvor hun havde tastet løs på sin laptop i femten minutter. Jeg kunne ikke forestille mig, at hun ikke havde lagt mærke til bleen, da hun kom ind i stuen. Min t-shirt var ikke lang nok til at skjule, hvor gennemblødt den var blevet.

Jeg var lige ved at formulere en måde at bede om bleskift på, da mor klappede computeren sammen og så hen på mig.

“Det ligner, at der er en, der trænger til at få skiftet ble. Kom, vi går ind på værelset.”

Hvis jeg troede, jeg havde vraltet før, tog jeg fejl. Jeg fulgte efter hende, vraltende som en rigtig baby.

Følelsen af de kolde vådservietter mod min bagdel var en kærkommen lettelse, da hun gjorde mig ren. I det mindste kunne jeg nyde en tør ble den næste times tid. Efter hun havde tapet den næste ble på, trak hun også et par leggings på mig. Jeg løftede fødderne i vejret, så hun kunne få dem på, og løftede numsen, så hun kunne trække dem helt op til livet.

Leggingsene dækkede bleen helt, men efterlod ingen tvivl om, hvad jeg havde på indenunder. De var ikke normalt gennemsigtige, men de sad så stramt, at man kunne ane mønstrene på bleen gennem stoffet, hvis man kiggede godt efter.

Dørklokken ringede.

“Det er dagligvarerne, jeg har fået leveret,” sagde mor, mens hun gik mod hoveddøren. “Vi skal jo ikke ud at handle i dag.”

Jeg spekulerede på, hvad der kunne være så vigtigt, at hun havde betalt for levering i dag i stedet for bare at vente med at købe ind i morgen.

kirstine · 23. August 2025, 19:23

Kapitel 66

Hvad jeg fortjente

Babymad. Det var, hvad mor havde bestilt til mig. Og det var ikke engang de gode slags. Glassene med babymad lignede æblemos, blandet med lidt andre frugter. Nej, de smagsvarianter hun havde fået leveret, var blandt andet søde kartofler og græskar. Ingen af dem så spor appetitlige ud.

Emilia fik et almindeligt måltid for en børnehavepige. På hendes tallerken lå en toast med smeltet ost og et par gulerodsstave. Mor havde også lavet en toast til sig selv, men hun havde desuden en lille skål tomatsuppe at dyppe den i.

Jeg sad derimod med fire glas babymad foran mig. Ét med græskar, ét med søde kartofler, og to med æble og banan.

I stedet for selv at made mig overlod mor opgaven til Emilia. Det gik ikke særlig godt.

For at kunne nå skeen op til min mund måtte min lillesøster stille sig på den samme skammel, hun brugte på badeværelset, når hun skulle nå op til vasken for at vaske hænder.

For en, der kun lige for nylig havde lært at spise uden selv at have en hagesmæk på, var det stadig lidt af en udfordring for Emilia at skulle made en anden. Den hagesmæk, jeg havde bundet om halsen, kom bestemt til sin ret, for der var omtrent halvtreds procents chance for, at halvdelen af maden dryppede af skeen, inden den nåede frem til min mund.

Flere gange havde hun stødt skeen imod mine tænder. Det ville have gjort ondt, hvis ikke det var fordi mor havde givet hende en gummiske til at made mig med.

Mor havde åbnet de to glas med æble og banan først, men nu var Emilia ved bunden af begge. Hun kæmpede for at vride låget af græskarglasset og måtte til sidst give det til mor, som åbnede det for hende.

Jeg skar ansigt, da jeg sugede babymaden af skeen, idet Emilia trak den ud af min mund. Der fandtes bestemt værre babymadsvarianter, hun kunne have valgt, men der var også langt bedre. Det mindede lidt om græskartærte - bare uden sukker.

Halvvejs igennem græskarglasset blev Emilia træt af at made mig og vendte tilbage til sin toast. Mor overtog skeen og fik hurtigt skovlet resten i mig. De søde kartofler var endnu værre end græskaret, men i det mindste skyndte mor sig, så jeg slap hurtigt igennem det.

“Emilia, hvad med at du lige går på potten?” sagde mor. “Det er en dejlig dag til at gå en tur. Vi tager afsted om et øjeblik.”

Der var mange ting i den sætning, jeg ikke brød mig om. Ud over at jeg slet ikke havde lyst til at gå udenfor med en ble på, så var “dejlig” bestemt ikke et ord, jeg ville bruge om vejret. Temperaturen var kun lige over 10 grader, og himlen var overskyet. Godt nok blæste det ikke, men ellers var der ikke meget at råbe hurra for.

Jeg kravlede selv ud af højstolen, mens Emilia løb ned ad gangen til badeværelset.

Den eneste anden gang, mor havde taget mig med ud i offentligheden med ble på, havde hun i det mindste ladet mig tage en kjole på. De leggings, jeg havde på nu, var alt andet end diskrete.

“Kom så,” sagde mor og vinkede mig med. “Vi skal have dig gjort klar til at gå ud.”

Det beroligede mig lidt angående leggingsene. Men i stedet for at føre mig tilbage til soveværelset, gik hun hen til garderobeskabet i entréen.

“Op med armene.”

Hun tog min vinterjakke frem og trak den på mig.

Da jakken var lukket, rakte jeg bagud for at mærke min bagdel. Den gik et godt stykke ned. Måske lige nok til at dække bleen.

Jeg forsøgte at dreje hovedet for at se min i spejlet, om jakken dækkede bulen fra bleen under leggingsene, men jeg kunne ikke få en ordentlig vinkel.

Bleen var stadig tør, men min blære gav allerede tegn om, at den næppe ville være det, når vi kom tilbage fra gåturen.

Jeg stod i entréen et par minutter, mens mor hjalp Emilia i overtøjet. Jeg fandt et par luffer i en plastikkasse og trak dem på. Så hev jeg hætten op over hovedet og trådte ud i det friske decembervejr.

En gåtur kunne betyde alt fra ti minutter rundt om blokken til en hel times tur frem og tilbage til en nærliggende park. Mors insisteren på, at Emilia skulle på toilet inden vi gik, kombineret med hvor godt hun pakkede hende ind, gjorde det klart, at hun havde den lange tur i tankerne.

Nå, hvis jeg blev kold, ville jeg nok alligevel have en våd ble, til at varme mig lidt på et tidspunkt.

Som forventet drejede vi til højre for enden af gaden - ruten mod parken. Jeg håbede, det var så koldt, at Emilia ikke ville have lyst til at lege der mere end et par minutter.

Det var rart at få strakt benene efter en nat i tremmesengen og en formiddag foran fjernsynet. Og udenfor behøvede jeg heldigvis ikke at have sut i munden.

Vi sagde ingenting, mens vi gik i kulden. Jeg var lettet over, at der ikke var mange andre ude at gå. Dem vi passerede, havde næsten alle hunde med.

Jeg kunne ikke lade være med hele tiden at trække lidt i jakken bagtil for at sikre mig, at den dækkede så meget af min numse som muligt. Heldigvis kom de få mennesker, vi mødte, fra den modsatte retning. Så medmindre de vendte sig om for at glo, ville de alligevel aldrig se min bagdel.

Men stilheden gav mig tid til at tænke over alt det, der var sket i går, inden mor havde opdaget min hemmelighed.

Hvad mon mine venner lavede lige nu? Der lå sikkert endnu flere ubesvarede beskeder og opkald og ventede.

Min telefon var nok løbet tør for strøm i løbet af natten. Mor havde konfiskeret den og lagt den et sted i sit soveværelse. I det mindste kendte hun ikke min adgangskode. Jeg gøs ved tanken om, hvad hun kunne finde, hvis hun fik adgang - gruppebeskederne, mine noter om pottetræningen. Det ville være en katastrofe, hvis hun læste det.

Jeg ville ikke give efter så let, hvis hun prøvede at få det ud af mig.

Med telefonen slukket ville alle mine venners beskeder stå som “ikke leveret”. Præcis som hvis jeg havde blokeret dem.

Hvad ville de tro? At jeg havde droppet dem? At jeg ikke gad dem længere? Hvordan skulle jeg forklare noget af det her, når jeg en dag fik telefonen tilbage?

Jeg var ikke engang vred på dem. Jeg var rasende over situationen, jeg stod i - og de var bare tilfældigvis til stede, da alle de ophobede frustrationer slap ud.

Det var ikke, fordi Samantha, Desi og jeg aldrig havde haft skænderier før i de ti år, vi havde kendt hinanden. Men aldrig noget som dette, hvor vi bare spontant havde kappet kontakten i dagevis.

Parken var lille. En lille legeplads med en rutsjebane, et gyngestativ med tre almindelige gynger og en enkelt babygynge.

Jeg satte mig på en gynge og skubbede fra. Selv hvis mor havde insisteret på, at jeg brugte babygyngen, ville jeg aldrig kunne klemme mig ned i den - og slet ikke med ble på.

Jeg var tæt på bristepunktet. Gåturen havde hjulpet mig med at holde mig lidt længere, end hvis jeg bare havde stået stille, men nu var det slut. Der var et overdækket picnicområde med et toilet lige i nærheden, og havde jeg haft en pull-up på, ville jeg have løbet derhen.

Men mor og Emilia behøvede ikke tissepauser. Selvfølgelig kunne de begge fint holde sig til vi kom hjem - og det var ikke sådan, at de styrtede på toilet, det øjeblik vi trådte ind ad døren.

Hvad nu hvis jeg havde sagt sandheden til mor fra starten? Hvis jeg selv havde fortalt hende om problemerne med min blære? Hvis jeg ikke havde løjet og stjålet pull-ups fra Emilia, eller købt mine egne i butikken bag hendes ryg? Ville tingene så have set anderledes ud?

Jeg gyngede højere, frem og tilbage, så højt som det lille gyngestativ tillod. I baggrunden sad mor på en bænk med næsen i sin telefon, mens Emilia kravlede op i legetårnet og rutsjede ned ad den snoede rutsjebane igen og igen.

Jeg gav efter og tissede i bleen, mens jeg ønskede, jeg sad på et toilet i stedet for en gynge. Men det betød i det mindste, at jeg ville have det varmt på hjemturen.

Jeg havde lyst til at være vred på mor for at have sat mig i den her situation. Der var jo et toilet kun et stenkast væk.

Men det var ikke mors skyld, at jeg ikke engang kunne klare en kort tur i parken uden at tisse i bukserne. Det var ikke mors skyld, at jeg havde løjet for hende og bedraget hende i månedsvis. Det var ikke mor, der gjorde, at jeg vågnede i en våd ble hver eneste nat. Hun var heller ikke den, der tvang mig til at tisse i min pull-up, fordi jeg glemte at gå på toilettet, eller fordi jeg ikke kunne holde mig gennem to timer i skolen.

Nej, det var alt sammen mig. Jeg var babyen, der ikke kunne lade være med at pisse i bukserne. Jeg kunne være så vred på mor som jeg ville, over den måde hun valgte at straffe mig på - men den eneste, der bar skylden for, at jeg sad her nu, var mig selv.

Det var, hvad jeg fortjente.

kirstine · 23. August 2025, 19:25

Det skærer mig i hjertet, hver gang den stakkels pige mener, at hun har fortjent at blive behandlet sådan af sin mor

kirstine · 24. August 2025, 08:23

Kapitel 67

Ingen aftagning

Jeg sugede så hårdt jeg kunne, for at tømme den sidste rest af sutteflasken. Ikke fordi jeg stadig var tørstig, men fordi mor nægtede at tage flasken fra mine læber, før den var helt tom.

Hun var begyndt at give mig modermælkserstatning i stedet for varm mælk. Den var sød og cremet, og jeg måtte indrømme, at den faktisk smagte bedre end mælk - i hvert fald når den var varm eller kold - men ved stuetemperatur var den næsten ulidelig. Endnu en grund til at drikke den hurtigt.

“Helt færdig, dygtig pige,” sagde mor og tørrede min mund med en klud, hvor lidt erstatning var løbet ned ad hagen.

Sådan havde min morgenrutine set ud i omkring en uge. Jeg tror i hvert fald, at det havde været en uge. Dagene flød sammen, og jeg havde mistet tidsfornemmelsen. Hver morgen begyndte med et bleskift i sengen, derefter blev jeg spændt fast i højstolen og madet, ofte med Emilia som hjælper. Til sidst ville mor tage mig med hen til sofaen, hvor jeg lå i hendes skød og forsøgte at drikke en flaske varm modermælkserstatning så hurtigt som muligt.

Hver gang havde jeg prøvet at holde mig til efter jeg havde drukket hele sutteflasken, men det var kun lykkedes én enkelt gang. Mor ventede altid med at skifte mig ud af mit nattøj, til jeg havde spist morgenmad, og i dag betød det, at jeg kun havde en kort natkjole på over bleen.

Selv uden flasken blev det sværere og sværere at finde motivationen til at prøve at holde mig. Det hjalp heller ikke at bleen var langt mere absorberende end en pull-up, så når jeg havde små uheld, mærkede jeg det ofte ikke engang.

“Det ser ud til, at nogen allerede har tisset i bleen,” sagde mor og gav den et helt unødvendigt klem. Selv fra min vinkel var det tydeligt, at den var våd.

“Skal vi få din ble skiftet?” spurgte hun.

Jeg slap for ydmygelsen ved at svare. Det var tydeligvis et retorisk spørgsmål, for hun havde allerede sat en sut i munden på mig.

Der var få omstændigheder, hvor det var sværere for mig at forsøge at holde mig. Noget ved at sutte varme væske ud af en sutteflaske gjorde det sværere for mig at fokusere på at holde mig. Min plan havde været at holde bleen tør til efter jeg havde tømt flasken - men som mor kunne se, var det ikke lykkedes.

Mor havde lige så meget juleferie fra arbejde som jeg havde fra skole, så der var ingen tvivl om, at hun kunne fortsætte med at behandle mig som en baby. Emilia havde også fri fra børnehaven. Hun havde til tider nydt at lege den hjælpsomme storesøster i mors tilsyneladende endeløse straf, men Emilia var stadig et par måneder fra at fylde fire, og hendes opmærksomhed var kort nok til, at hun let blev distraheret.

“Endeløs” var i øvrigt det helt rigtige ord, til at beskrive hvor længe mor holdt ved denne straf. Jeg vidste godt, at det ville have været tåbeligt at forvente, at det kun ville have varet en enkelt dag, ligesom de andre gange mor havde straffet mig for flere uheld på én dag. Men jeg havde regnet med tre-fire dage højst. Nu var der kun tre dage til jul, og mor viste ingen tegn på at ville stoppe.

Noget af det dummeste, man kunne gøre midt i en af mors straffe, var at spørge hende, hvor længe den ville vare. Jeg kunne ikke mindes én eneste gang, hvor det spørgsmål havde givet mig et svar, jeg kunne bruge til noget. Utålmodighed førte kun til, at mor besluttede, jeg havde brug for endnu mere tid til at lære den lektie, hun ville hamre ind.

De få gange, hvor det var lykkedes mig at få hende til at ændre mening, havde jeg haft urokkelige beviser på, at jeg havde ret - og selv dér havde jeg været nødt til at gå forsigtigt til værks.

Denne gang havde jeg ikke noget argument. Selv hvis jeg ikke havde været dum nok til at tilstå alt overfor mor i de kaotiske minutter efter, at min hemmelighed blev afsløret, så var beviserne for min ulydighed mere end tydelige.

Og et argument virker i sidste ende kun, hvis man selv tror på det.

Alt det tøj, mor havde givet mig på i løbet af ugen, havde haft ét formål: at minde mig om, at jeg havde ble på. Alt, hvad der kunne skjule den - en knælang kjole eller højtaljede, løse joggingbukser - var helt udelukket.

Mor skruede sjældent op for varmen om vinteren, hun foretrak at håndtere kulden ved at pakke sig ekstra godt ind. Men et par dage i denne uge havde hun gjort en undtagelse, så jeg kunne gå rundt kun iført ble og t-shirt, uden at fryse.

Jeg vraltede efter mor hen mod soveværelset.

“Må jeg hjælpe med bleskift?” spurgte Emilia, da vi passerede hende på gangen.

Af alle ting var det naturligvis bleskiftene, hun helst ville hjælpe med.

“Ikke nu,” sagde mor. “Du skal på potten. Vi skal ud i bilen, så snart jeg har skiftet din søster og klædt hende på.”

Emilia løb mod badeværelset. Jeg fulgte efter mor, lettet over, at hun ikke kunne se det skræmte blik i mit ansigt.

Hvor skulle vi hen? Og hvor længe skulle jeg være ude blandt folk?

“Moar, hvor vi skal hen?” spurgte jeg med babysprog. Jeg havde kun glemt det én gang i den sidste uge, hvilket jeg var blevet straffet med smæk i min bare numse for. Mor havde i det mindste vist sig at være modtagelig for små udskejelser, så længe de kom i det rigtige format.

“Det finder du ud af,” sagde hun.

Jeg gøs, da hun kørte en kold vådserviet hen over min nøgne hud. At gå en tur i parken var én ting. Men at blive taget med et sted fyldt med mennesker, var noget helt andet. Der var kun få dage til jul, så der ville være proppet med mennesker overalt.

Jeg blev liggende på sengen, da hun var færdig med at tape en ren ble fast. Hun havde brugt ekstra meget pudder denne gang. Det var sjældent et godt tegn - hverken for hvor længe hun forventede, at bleen skulle holde, eller for alle dem, jeg kunne møde på gangen, selvom de let kunne tro, lugten kom fra Emilia.

Mor havde ingen betænkeligheder ved at gøre mig flov, men hun gjorde aldrig noget, der kunne gøre hende selv flov. Derfor håbede jeg, at tøjet, hun valgte, ikke ville gøre det alt for åbenlyst at jeg havde en ble på.

Jeg var lige ved at grine, da hun trak et par jeans frem fra kommoden. Jeg vidste udmærket, at de ikke ville passe over bleen, men det vidste hun ikke, så jeg måtte prøve at stå stille, mens hun kæmpede med at trække dem op. Tætsiddende jeans og en tyk ble var en umulig kombination.

Tilsidst gav mor op, og trak dem af mig igen i ren frustration. Det gjorde mig nu ikke noget. Hun havde måske ikke lagt mærke til, at jeg var begyndt at gå i kjoler de sidste uger inden juleferien, men de kjoler, jeg havde fået af Lisa, hang stadig i skabet. Mor måtte være blind hvis hun ikke havde lagt mærke til dem. Det ville have været mit eget førstevalg til en tur ud i offentligheden.

Men i stedet for at gå over til skabet, rodede hun i stedet for videre i kommoden og fandt til sidst et par leggings, der havde ligget helt bagerst i en skuffe.

“Der var de,” sagde hun tilfreds, mens hun gik tilbage mod mig med de mørkegrå leggings i hånden. “Noget med stræk, der kan komme over din numse.”

Jeg bed tænderne sammen for ikke at protestere. Det var bedre at vente og se, hvordan hele sættet ville se ud. Måske kombinerede hun leggingsene med en kjole, en nederdel eller en bluse der var lang nok til at dække min bagdel. Hvis ikke, kunne det måske være nok at påpege, hvor tydelig bleen var under leggingsene, for at få mor til at finde noget andet tøj til mig uden at gøre hende sur over det.

Jeg lagde mig tilbage på sengen, så hun kunne trække leggingsene på mig. Jeg havde selv sprunget netop dette par over, da jeg skulle vælge tøj til Black Friday. Jeg havde vidst, at de ville være for stramme og få bleen til at stå mere frem.

Jeg fangede et glimt af min bagdel i spejlet, før vi gik ud af værelset. Den så forkert ud - ikke fordi man direkte kunne se bleen, men fordi jeg vidste, at min numse ikke var så stor. De tætsiddende leggings havde delvist været til min fordel, da de trykkede bleen fast omkring min krop på en måde, der fik min numse til at se større ud, men ikke så det lignede, at der var andet end undertøj inden under.

Mine veninder - og især Lisa - ville have gennemskuet det med det samme. Men en fremmed ville næppe lægge mærke til det. I hvert fald ikke så længe bleen var tør. Jeg krydsede fingre for, at mors ærinde ikke ville trække ud så længe, at jeg nåede at blive gennemblødt inden vi kom hjem igen.

Blusen med lange ærmer nåede ikke så langt ned, som jeg kunne have ønsket, men med min jakke ovenpå burde det gå, så længe jeg ikke bukkede mig ned eller rakte armene for højt op.

Emilia ventede ved døren i næsten samme outfit som mig - i hvert fald på udvendigt. Jeg kiggede mig omkring, men mor var ikke kommet med mig ud. Det tog hende et par minutter mere at gøre sig klar. Hun havde skiftet sin sædvanlige håndtaske ud med en skuldertaske, og jeg havde en ret god idé om, hvad den indeholdt. Men hvad i alverden havde hun planlagt?

Jeg listede ud til bilen og kiggede ned på mig selv for at sikre mig, at bleen ikke var synlig, når jeg bevægede mig.

For hver sving, mor tog, mens vi kørte, blev jeg mere og mere mistænksom over, hvor vi mon var på vej hen. Retningen vi kørte var tydelig. Spørgsmålet var bare, om vi mon stoppede et andet sted undervejs. Der var stadig et håb, bare et lille glimt af håb, om at vi ikke var på vej hen, hvor jeg frygtede.

Det håb blev godt og grundigt knust, da mor tog motorvejsafkørslen, som førte direkte til indkøbscentret.

kirstine · 24. August 2025, 13:28

Kapitel 68

Tilfældigt møde

Jeg steg forsigtigt ud af bilen, da mor endelig fandt en parkeringsplads i indkøbscenterets toetagers parkeringshus. Jeg trak lidt ned i jakken, så den dækkede så meget af mine leggings som muligt.

Lyden af bleen der knitrede mens jeg gik, var tydelig i parkeringshuset, men så snart vi kom ind i centret, druknede den i larmen fra alle menneskerne, der skyndte sig rundt for at nå deres sidste juleindkøb.

Der var lidt mindre travlt end der havde været på Black Friday en måned tidligere - men kun lige akkurat. Jeg kom til at tænke på hvad der var sket med Samantha, dengang hun havde drukket så meget og holdt sig så længe, at hendes ble til sidst ikke kunne klare det, da hun tissede.

Det problem havde jeg næppe. Den flaske modermælkserstatning jeg havde fået til morgenmad, svarede slet ikke til en stor kop kaffe, og uanset hvad kunne jeg ikke holde mig længe nok til, at et enkelt uheld ville få bleen til at lække. Måske ville det endda være et tegn på fremskridt med min pottetræning, hvis jeg nogensinde kunne nå dertil.

I dag var dog ikke dagen at finde ud af det på. Emilia og jeg stod ved siden af mor, mens hun studerede oversigten over centret. Jeg havde ingen idé om, hvad vi egentlig skulle købe. Der havde allerede været en lind strøm af Amazon-pakker, jeg ikke måtte røre ved, og eftersom mor ikke lod mig være alene, antog jeg, at det meste af juleindkøbet foregik online.

Jeg mærkede bleen blive varm, mens jeg utålmodigt ventede på, at mor fandt den butik, hun ledte efter på kortet. Ikke nu. Det føltes heldigvis kun som et lille uheld - det håbede jeg i hvert fald, for bag os stod folk allerede og ventede på at komme til oversigten.

For hver dag jeg gik i ble, forsvandt lysten til at øve mig i at holde mig lidt mere. Det virkede meningsløst. Desuden ville mor sørge for, at jeg fik pull-ups, når skolen begyndte igen om under to uger, så der var alligevel ingen hast med at løse problemet inden da.

Mors indkøbsliste førte os gennem flere børnebutikker. Først tilbragte vi næsten en time i en skobutik for at finde sneakers til Emilia. Hun brokkede sig over, at hvert eneste par gjorde ondt, indtil hun prøvede et par med hendes yndlings Dinsey-prinsesse på.

Min ble blev ved med at blive vådere, efterhånden som turen fortsatte. Jeg benyttede hver eneste chance for at holde min bagdel ude af syne - om det var at læne mig op ad en væg, eller at sætte mig på en bænk, mens mor lod Emilia prøve vinterjakker.

Efter flere små uheld lykkedes det mig diskret at tjekke mit spejlbillede i et prøverum. Det så ikke helt så slemt ud, som jeg frygtede, men hvis jeg gik meget længere uden et bleskift, kunne jeg næsten forestille mig, hvordan mine leggings ville begynde at hænge.

Jeg kunne ikke holde spørgsmålet inde længere.

“Hvor længe skal vi egentlig shoppe endnu?”

“Vi mangler stadig nogle ting,” svarede mor. “Din søster er jo vokset helt vildt.” Hun kiggede dog på sin telefon. “Én butik mere, så spiser vi frokost, inden vi gør os færdige.”

Heldigvis gik det hurtigt i den næste butik - de første par leggings, mor fandt til Emilia, passede uden problemer.

Vi gjorde stop ved et familietoilet inden vi gik til madområdet. Vi gik alle tre derind, hvilket ikke var helt så pinligt som jeg havde frygtet. Folk ville jo nok tro at vi hjalp Emilia og ikke mig. Mor satte hende på toilettet, mens hun trak mine leggings ned for at skifte min ble. Jeg vendte ryggen til for at give Emilia lidt privatliv. Jeg var lettet over at mor skiftede mig stående. Udover at jeg ikke havde lyst til at ligge ned for at blive skiftet på så hård en overflade, så gulvet heller ikke ligefrem rent ud.

Til frokost bestilte mor en cheeseburgermenu til sig selv og en børnemenu med nuggets til Emilia. Hun vendte sig mod mig, og jeg indså, at det var min tur. Det var ikke ligefrem den restaurant, jeg ville have valgt, men i det mindste slap jeg for en børnemenu. Jeg lod hurtigt valget falde på en hamburger-menu uden at tænke nærmere over tilbehøret.

Jeg slugte burgeren - hvert eneste bid smagte fantastisk. Det var så rart med rigtig mad i stedet for babymos. Jeg tog det mere roligt med fritterne, spiste dem én ad gangen med ketchup. Jeg vidste, at det ville få mig til at hade mors planlagte babyaftensmad derhjemme endnu mere, men jeg nød hvert sekund af at få noget normalt at spise for første gang i en uge.

Det sidste, mor skulle købe til Emilia, var et par jeans. Hun var stadig ikke helt gammel nok til at kunne klare det der med knapper selv, så det blev elastikbukser. Heldigvis var de lette at finde i den rette størrelse - og uden prinsessetryk, som ellers kunne have distraheret hende.

Jeg var mest af alt bare lettet over, at vi endelig var på vej hjem. Så dejligt som det havde været at få almindelig mad, ville jeg bare slippe for hele tiden at bekymre mig om, hvilken tilstand min ble var i, og hvem der måske lagde mærke til den.

På vej ud stoppede vi endnu engang ved toilettet - selvom Emilia var pottetrænet, tog mor ingen chancer. Men der var intet familietoilet ved indgangen, kun almindelige toiletter, så jeg måtte vente udenfor, mens Emilia var på toilettet.

“Sarah, er det dig? Hvad laver du her?”

Jeg stivnede. Lisa stod et par meter foran mig med indkøbsposer i hænderne. Ingen tante eller onkel i syne.

“Jeg shopper. Hvad skulle jeg ellers lave i et center? Hvor er din tante og onkel?”

“Min tante satte mig bare af for at købe lidt julegaver. Men det er ligemeget. Er du okay? Du svarer ikke på mine sms’er, og jeg har heller ikke set dig på Fortnite. Du må sige til hvis der er noget galt - jeg kan hjælpe.”

“Jeg har ikke min telefon. Jeg har stuearrest. Ingen spil heller. Ikke det fedeste i juleferien.”

“Hvorfor?”

“Det er ligegyldigt. Jeg gider ikke snakke om det.”

Mor måtte for alt i verden ikke opdage, at jeg havde talt med Lisa. Og slet ikke tale med Lisa selv.

“Jeg kan godt se, når noget ikke er, som det skal være,” sagde Lisa.

Jeg havde brug for, at hun gik. Nu. Hvis hun lavede ballade, og mor blandede sig, ville det eksplodere.

“Fuck nu af. Jeg gider ikke have noget med dig at gøre.”

Det stak i maven, idet ordene forlod min mund. Lisa så ud, som om hun var ved at græde. Men hun gik ikke. Mor og Emilia kunne komme ud fra toilettet hvert øjeblik. Jeg hadede mig selv for det, jeg var nødt til at sige, men jeg havde intet andet valg:

“Bare smut, okay. Og fucking hold dig væk fra mig. Vi er ikke venner mere.”

Lisa gispede. Jeg så et par tårer løbe ned ad hendes ansigt, inden hun vendte sig om og løb væk. Hun var ude af syne, da mor og Emilia kom tilbage et minut senere.

Normalt havde jeg svært ved ikke at græde, når jeg var ked af det. Men nu gjorde det så ondt, at jeg ikke engang kunne. Tre måneders venskab med Lisa. Væk. Jeg havde brændt den bro ned til grunden - med napalm.

Men jeg måtte videre. Mor vinkede mig hen mod udgangen og bilen, og jeg kunne allerede mærke at jeg skulle tisse igen. Chancen for at nå hjem tør var minimal.

Men efterhånden som vi nærmede os udgangen, blev tissetrangen til det mindste af mine problemer. Jeg vidste ikke, hvad det var ved min frokost, men det føltes, som om den havde sat gang i maven på fuldt blus. Alt indeni mig arbejdede hurtigere, end det var til at holde ud.

På vej mod udgangen havde jeg i et par minutter håbet, at jeg måske kunne klare den helt hjem, før jeg sked i bukserne. Men da vi trådte ind i parkeringshuset, gik det op for mig, at jeg ville være heldig, hvis jeg bare nåede ind i bilen i tide. Selv hvis jeg bad mor om lov til at løbe tilbage og bruge toilettet, bare den ene gang, ville jeg aldrig kunne nå det - de lå alt for langt væk.

Jeg satte farten ned indtil mor og Emilia var kommet et par skridt foran mig, og til sidst standsede jeg helt.

Jeg kunne ikke gøre noget, da jeg begyndte at både tisse og lave lort på samme tid, mens jeg stod midt på parkeringspladsen. Jeg holdt afstand til mor og Emilia på vej hen til bilen. Emilia var den første, der opdagede det.

“Mor, Sarah har lavet i bleen.”

“Hun har hvad?” Mor vendte sig om og rynkede straks på næsen.

“Seriøst, Sarah. Kunne du ikke have ventet, til vi var kommet hjem?”

“Jeg skulle virkelig. Jeg kunne ikke holde mig længere.”

“Så kunne du have sagt noget. Jeg kunne have taget bleen af dig, så du kunne komme på toilettet.”

Som om hun nogensinde ville have troet på, at jeg skulle så meget på toilettet. Jeg forstod ikke, hvorfor hun blev så vred. Hvad fanden havde hun forventet? Jeg havde jo lavet lort i min ble næsten hver dag derhjemme siden denne her straf begyndte.

“Seriøst,” sagde mor. “Det er næsten, som om du foretrækker at bruge bleen frem for toilettet.”

“Det passer ikke.”

“Hvem var det, der har været for doven til at gå på toilettet de sidste par måneder?”

Jeg svarede ikke. Jeg ville ikke give mor tilfredsstillelsen af, at indrømme endnu mere. Men måske havde hun ret. Var min blære bare ikke så stærk som mine veninders? Var det min skyld, at jeg havde uheld, fordi jeg ikke gik på toilettet så ofte, som min krop krævede?

“Jeg tager dig ikke tilbage ind i centret for at blive skiftet. Du ville stinke hele vejen gennem gangene. Og du skal heller ikke sidde i bilen hele vejen hjem i en beskidt ble.”

Jeg var taknemmelig for ikke at skulle tilbage ind i indkøbscentret. Jeg havde ikke lyst til at støde ind i Lisa igen - og slet ikke sådan her. For ikke at nævne alle de fremmede, der ville blive gjort ubehageligt opmærksomme på mit uheld. Men jeg var ikke sikker på, hvad mor mon havde tænkt sig at gøre i stedet for.

Jeg fandt ud af, hvorfor hun havde taget sådan en stor taske med. Hun trak en puslemåtte op af tasken og bredte den ud på bagsædet.

“Ikke her, mor. Please.”

“Det skulle du have tænkt over, inden du besluttede at lave lort i din ble.”

Der var ikke andre i nærheden, men jo længere jeg diskuterede, desto større risiko var der for at nogen så os. Jeg lagde mig ned på underlaget, selvom det pressede afføringen endnu mere ud.

Emilias autostol stod lige bag passagersædet. Der var lige nok plads til mig, selvom benene stak lidt ud af bilen. Vi var for enden af parkeringshuset, med den åbne dør vendt mod en mur. Medmindre en forbipasserende blev for nysgerrig og kiggede forbi, ville der ikke være nogen problemer med at skifte ble.

Mor trak mine leggings ned til knæene og skiftede mig lynhurtigt med en tydelig mine af afsky. Jeg trak selv mine leggings op igen, mens hun rullede bleen sammen og pakkede puslegrejet væk.

“Her,” sagde hun og rakte mig den sammenrullede ble.

“Hvad skal jeg med den?”

“Gå hen og smid den i skraldespanden. Jeg vil ikke have den til at lugte i bilen.”

“Mor, jeg kan ikke gå rundt med en ble i hånden! Folk kan se det.”

“Så må du jo hellere skynde dig.”

Jeg kiggede mig hurtigt omkring, da jeg steg ud af bilen. Der gik nogen til venstre for mig, så jeg satte tempoet op og skyndte mig hen mod indgangen, hvor der stod et par store skraldespande. Jeg skiftede bleen over i højre hånd og prøvede at holde den lidt ude af syne.

Jeg fokuserede kun på at nå frem, og lod som om jeg var ligeglad med, om nogen så mig. Jeg smed bleen i en af skraldespandene og skyndte mig tilbage til bilen.

Det var svært at forstå, hvad mor egentlig havde tænkt sig med hele situationen. Lugten fra bleskiftet hang stadig i bilen, da vi kørte hjem, og de næste tyve minutter føltes ulideligt lange. Det var alt for koldt til at åbne vinduerne, og ironisk nok ville alt være blevet inde i bleen, hvis hun bare havde ventet til vi var hjemme.

Jeg prøvede at trække vejret så lidt som muligt gennem næsen. Hvad var egentlig meningen med at prøve at blive renlig igen? Alt det, der var sket de seneste måneder, pegede jo på, at jeg ikke engang var i stand til det længere.

Det ville selvfølgelig være rart at komme tilbage i pull-ups om dagen. Men tanken om nogensinde at få rigtige underbukser på igen virkede fjernere end nogensinde før.

Kingkong · 24. August 2025, 16:14

Øv for Lisa😥

kirstine · 24. August 2025, 16:26

Ja, det er synd for hende
På den ene side, forstår jeg godt, hvorfor Sarah ikke har lyst til at snakke om, hvad der sker i hendes liv - men Lisa har slet ikke fortjent at blive behandlet sådan, når hun har været så sød

Kingkong · 24. August 2025, 17:40

Omg vis Lisa blive barnepige for Sara

kirstine · 24. August 2025, 17:54

Det kunne være rigtig sødt, hvis Lisa nogensinde ville tilgive Sarah