Kapitel 62
Det rager ikke jer
Diskussionen fortsatte i dæmpede toner, så snart vi havde lukket døren ind til Samanthas værelse.
Hendes forældre og små søskende var nedenunder, men emnet var følsomt nok til, at vi alle fire vidste, at vi ikke skulle hæve stemmen - ikke engang heroppe på Samanthas værelse.
“Jeg forstår ikke, hvorfor du absolut vil holde dine blæreproblemer hemmelige,” sagde Lisa til mig. “Jeg siger jo ikke, at du skal rende rundt i bar pull-up hele tiden. Men det ville være smartere, hvis det var nævnt på forhånd, så du ikke skal snige dig rundt og prøve at skifte eller skaffe dig af med dine pull-ups i skjul.”
Da vi planlagde at mødes, havde jeg insisteret på, at Samantha ikke skulle sige noget til sin mor om mine problemer. Alle mine veninder mente, det var bedst, hvis hun vidste det - bare i tilfælde af lækager, og så jeg slap for at snige mig rundt for at skifte.
Lisas problemer var ikke nogen hemmelighed for Samanthas familie. Jeg vidste ikke, hvordan det var kommet frem - om Lisa selv havde sagt noget, eller om Samantha kom til at nævne det. Men uanset hvad, så var hendes hemmelighed i hvert fald ikke hemmelig længere.
Jeg forsøgte desperat at finde på undskyldninger, som de ville acceptere, for at undgå at det samme skete for mig. Vores mødre snakkede sammen af og til, og det her måtte bare aldrig komme op i sådan en samtale.
“Det er ikke fordi, jeg ikke stoler på din mor, Samantha. Men din lillebror snakker alt for meget til at kunne holde på sådan en hemmelighed.”
“Han ville altså ikke sige noget,” sagde Samantha og forsvarede sin niårige lillebror, Tommy. “Og hvem skulle han overhovedet fortælle det til?”
“Bruger Tommy ikke stadig pull-ups om natten?” spurgte Desi. “Ikke ligefrem, som om han ville sladre om noget, der minder om hans eget problem.”
Jeg kiggede hurtigt på Samantha for at se hendes reaktion. Jeg var den eneste af hendes veninder, der vidste, at det faktisk var hende, der var ansvarlig for Tommys sengevædning.
“Nej, ikke længere,” sagde Samantha afslappet. “Han voksede fra det sidste måned. Han har ikke haft pull-ups på om natten i flere uger.”
I det mindste var Samantha holdt op med at pine sin lillebror, nu hvor Lisa var hendes mellemmand til at skaffe bleer.
“Du ved godt, du ikke behøver at skamme dig over din situation,” sagde Lisa til mig.
“Det er ikke dét,” sagde jeg. “Det er bare… altså, det rager jo ikke andre, hvilket undertøj jeg har på. Kan vi ikke bare blive enige om, at det kun er dem, der virkelig har brug for at vide det, der får det at vide?”
“Okay,” sagde Lisa. “Men hvis det slipper ud, så må du selv forklare det.”
Vi var i første omgang stukket op på Samanthas værelse for at slippe for hendes irriterende lillebror. Hendes far skulle alligevel tage Tommy med ud at bowle om ti minutter, og så ville vi få meget mere tid til os selv, mens hendes mor passede treårige Lilian.
Da det ikke var en skoledag, havde jeg igen jeans og hættetrøje på - det skjulte perfekt den nye pull-up, jeg havde taget på.
Mor havde taget Emilia med til frisør om formiddagen, og jeg havde benyttet lejligheden til at cykle hen i butikken for at købe flere pull-ups. Jeg tog en pakke af de ferskenfarvede, jeg var blevet ret glade for den sidste måned. Men jeg lagde også mærke til, at samme mærke havde en sort udgave, der blev reklameret som lavtaljede. Det lød interessant, så jeg købte en pakke af dem også.
De lavtaljede pull-ups føltes lige så bløde som de ferskenfarvede, men i modsætning til dem, kunne de faktisk holde sig under linningen på mine jeans. Jeg måtte teste, hvor meget de kunne holde til de næste par uger, men når skolen startede igen efter juleferien, kunne de meget vel blive mit foretrukne valg, hvis jeg gik tilbage til at have jeans på i stedet for kjoler.
I går, da jeg kom hjem fra skole, havde jeg taget den ekstra pull-up af, som Lisa havde givet mig på toilettet, og gemt den i mit lager. I stedet havde jeg taget en af mine almindelige på. Jeg vidste ikke, hvornår jeg ville få brug for den mere absorberende udgave, men det var bedre at gemme den til en situation, hvor den virkelig var nødvendig.
Sådan nogle kunne jeg ikke købe online selv. Lisa havde nævnt, at man ikke kunne få den type mærker i butikkerne. Jeg var nysgerrig efter at finde ud af, hvordan de ville klare sig natten igennem. Hvis de kunne forhindre lækager, kunne jeg måske overtale mor til at købe dem i stedet for bleerne, jeg stadig brugte til sengevædning.
“Lad os lige få tømt den her, mens vi er heroppe,” sagde Lisa og smed en rygsæk op på Samanthas seng. “Det er for tungt at slæbe rundt på.”
Hun lynede tasken op og trak en håndfuld farverige bleer frem.
“Du er en skat,” sagde Samantha og gav Lisa et kram.
Samantha rakte Lisa et gavekort til Amazon, næsten magen til det, jeg selv havde solgt hende lige efter Thanksgiving.
“Er du sikker på, du ikke vil prøve en på nu?” spurgte Lisa.
“Ja, jeg gider ikke sidde fast heroppe hele eftermiddagen, og de larmer alt for meget, hvis jeg går rundt i dem foran mine forældre. Desuden synes jeg, jeg er blevet ret god til selv at tage dem på.”
Samanthas vindue vendte ud mod forhaven. Da vi så hendes far og Tommy tage afsted, gik vi tilbage nedenunder.
“Ærgerligt, det er for koldt til at bruge poolen,” sagde Desi. “Det ville ellers være dejligt at svømme lidt.”
“Er du sikker på, det ville være en god idé?” spurgte Samantha, mens hun sendte et menende blik til både Lisa og mig.
“Altså, jeg går ud fra, at de også laver badebleer til voksne, ikke?” sagde Desi. “Undskyld, jeg mener det ikke fornærmende.”
“Det er helt fint,” sagde Lisa. “Jeg ville have mere brug for en redningsvest end en badeble. Jeg har aldrig lært at svømme.”
Vi kunne høre Samanthas mor lege med Lilian nede i kælderen, så heldigvis var hun for langt væk til at høre vores samtale.
“Aldrig?” spurgte Samantha.
“Nej, det tætteste jeg har været på vand, var at få våde fødder, mens jeg byggede sandslotte på stranden. Mine forældre… det er en længere historie.”
Jeg vidste godt, hvilken historie Lisa hentydede til. Men det var ikke noget, Samantha og Desi kendte til, og de var kloge nok til ikke at presse hende om tiden før hun flyttede ind hos sin tante og onkel.
“Skal vi ikke sætte en film på inden aftensmad?” foreslog jeg hurtigt.
Vi endte med en ret klichéfyldt actionfilm, men det kedelige valg viste sig at være en fordel - jeg kunne bedre holde øje med min blære og måtte ud på toilettet to gange undervejs. Lisa havde været på toilettet lige inden filmen startede, og hun kunne holde sig til den var slut. Hun nævnte ikke noget om uheld, og jeg stolede på, at hun ville have sagt det, hvis det var sket.
Samanthas far og lillebror kom hjem med kinesisk takeaway efter deres bowlingtur. Ingen sagde noget, da Lisa brat forlod bordet midt i maden og skyndte sig ud på toilettet. Tommy så nysgerrigt efter hende, men sagde ingenting. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om han mon havde mere tilfælles med sin storesøster, end han selv vidste.
Efter aftensmaden havde vi kælderen for os selv. Vi kunne godt have streamet en film, men vi valgte i stedet gammeldags brætspil.
Først spillede vi en meget kompromissløs omgang Sorry, og bagefter en version af Uno med vendbare kort. Den sidste blev afbrudt af en ti minutters diskussion om husregler, og om “4 kort op”-kort kunne lægges oven på hinanden.
Jeg tabte den diskussion og måtte trække fireogtyve kort. Pludselig sad jeg med næsten fyrre kort i hånden og en masse planer for hævn over Lisa og Desi.
Men mens jeg overvejede, om jeg skulle få Desi til at springe en tur over eller trække to kort, blev min pull-up pludselig varm foran. Jeg sad i skrædderstilling på gulvet og kunne intet gøre for at stoppe det. Selvom toilettet lå lige rundt om hjørnet, ville det være for sent, når jeg nåede dertil.
Det værste var, at jeg ikke havde mærket noget varsel fra blæren denne gang. Normalt fik jeg i det mindste et pres eller en advarsel, men de her stille uheld - selvom de ikke skete så tit - var ufatteligt irriterende.
Hvis Lisa, der havde været inkontinent hele sit liv, kunne få styr på sin blære, hvorfor virkede det så ikke for mig? Jeg havde jo kun haft problemet siden kort efter skolestarten.
“Er du okay?” spurgte Desi. Jeg måtte have vist frustrationen tydeligt i ansigtet.
“Det er ikke noget.” Jeg smækkede mit eneste “4 kort op”-kort ned i bunken så hårdt, at jeg væltede trækbunken.
“Slap nu af,” sagde Samantha, mens hun samlede kortene op.
“Hvad sker der?” spurgte Lisa. “Du kan altså godt snakke med os.”
“Jeg sagde jo, jeg har det fint.”
“Nej, det har du ikke,” svarede hun. “Du har langet ud efter os hele ugen. Hvad sker der?”
“Det, der foregår, er bare, at jeg er fucking træt af at pisse i bukserne hver eneste dag. Og du har det så nemt, Lisa - du får bedre, mens jeg sidder fast her.”
Lisa rakte ud efter mig for at give mig et kram, men jeg rejste mig og trådte væk.
“Jeg skal skifte,” mumlede jeg og gik ovenpå til min taske på Samanthas værelse.
Jeg rev den våde pull-up af i vrede og smed den på gulvet. Med en lille pakke vådservietter fik jeg gjort mig ren, inden jeg trak en tør pull-up på.
Jeg lyttede efter trin på trappen, men der kom ingen. Jeg spekulerede på, hvad de mon sagde om mig nede i kælderen.
Jeg havde taget nogle små plastposer med hjemmefra, da jeg pakkede til besøget. Jeg ville ikke efterlade nogen spor af mine pull-ups her. Jeg pakkede den brugte pull-up og vådservietterne ind i tre lag poser og lagde det i tasken, i håbet om, at det ville holde lugten inde, til jeg kunne smide det ud derhjemme.
Jeg tog tasken med mig ned igen. Mor kom snart for at hente mig. Jeg ville bare hjem. Jeg satte mig i sofaen ved hoveddøren og ventede, uden at gå ned til de andre.
Efter et par minutter kom Lisa op og fandt mig, kort efterfulgt af Samantha og Desi.
Jeg trak benene op i sofaen og stirrede ud ad vinduet, uden at ænse dem.
“Kommer din mor snart?” spurgte Lisa.
“Ja, hun burde være her om ti minutters tid.”
“Jeg kunne måske fortælle hende om de læger, jeg har været hos. Det kunne være lettere for hende at forstå, hvis hun hørte det fra mig.”
Jeg nikkede bare. At lyve på den måde føltes nemmere end rent faktisk at sige noget usandt højt. Jeg havde ingen planer om, at Lisa skulle snakke med min mor foreløbigt.
Det var nok svar til, at de lod mig være i fred de næste minutter.
Jeg holdt øje med vinduet ud af øjenkrogen. Da jeg så mors bil køre op ad indkørslen, så jeg mit snit til at stikke af.
Jeg fór ud ad døren uden overhovedet at sige farvel.