Kapitel 63
Kvitteringer
Min telefon summede flere gange med beskeder fra mine venner, da jeg satte mig ind i bilen. Jeg strøg notifikationerne væk med tommelfingeren og satte telefonen på lydløs.
Jeg kunne bare ikke overskue det lige nu.
Hvis mor opdagede, at jeg var i dårligt humør, sagde hun i hvert fald ikke noget om det. Jeg sad og pillede ved min telefon, mens vi kørte de ti minutter hjem i stilhed. Den eneste lyd kom fra Emilia, der sad og pludrede for sig selv i autostolen på bagsædet.
Hvorfor skulle alle mine venner være så sindssygt nysgerrige? Det hele begyndte med Lisa. Hvad var hendes problem egentlig? Hun havde holdt øje med, om der var andre elever som også gik med pull-ups, indtil hun opdagede mig. Og selvfølgelig var hendes tilstand nu mirakuløst blevet bedre, så jeg stod tilbage som den eneste.
Og hvorfor gik alle så meget op i, hvad jeg havde på under bukserne? Alle tre af mine venner havde spurgt ind til min toilettræning næsten hver dag den sidste måned. Og nu ville Lisa ovenikøbet snakke direkte med mor om mine problemer. Hvorfor kunne ingen bare respektere mit privatliv?
Jeg kunne ikke finde nogen god måde at forklare mine venner, at de skulle holde min mor udenfor det her. Og jo længere tid min inkontinens stod på, jo større blev risikoen for, at alle mine nøje planlagte undskyldninger blev afsløret for mor.
Jeg åbnede min telefon én sidste gang og satte alle mine venners numre på lydløs. De kunne alligevel ikke hjælpe mig nu. Jeg måtte klare min pottetræning selv de næste to uger.
Jeg tog nøglerne fra mor og låste døren op, mens hun fik Emilia ud af autostolen. Jeg lod hoveddøren stå på klem og styrtede ind på mit værelse. Jeg havde brug for noget alenetid, og forhåbentlig fik jeg det, indtil Emilia skulle puttes.
Jeg satte mig ved mit skrivebord og tændte for Fortnite. Jeg satte manuelt min status til “away”, i tilfælde af at Lisa loggede på, når hun kom hjem. Jeg havde ikke brug for, at hun forsøgte at skrive til mig.
Jeg havde ikke kigget på min telefon siden jeg forlod Samanthas hus. Jeg havde ikke lyst til at vide hvor mange beskeder der lå og ventede.
Men spillet viste sig ikke at være den afledning, jeg havde håbet på. Jeg havde måske en time, før Emilia skulle i seng, og så skulle jeg alligevel stoppe med at spille.
Jeg var endelig begyndt at vænne mig til den nye mus, jeg havde købt en måned tidligere, men selv en tredjeplads ud af hundrede spillere hjalp ikke på mit humør. Jeg trykkede på knappen for at starte en sidste runde, da mors stemme pludselig lød ude fra stuen.
“Sarah, du kommer herud med det samme!” råbte hun.
Det var ikke hendes ord, der gjorde mig mest nervøs, men hendes tone. Jeg kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde lydt så vred.
Mens jeg gik ud i gangen, prøvede jeg febrilsk at finde på, hvad jeg kunne have gjort for at fortjene den reaktion. Jeg kunne ikke forestille mig, at jeg havde dumpet nogen afleveringer. Den eneste karakter, der kunne være et problem, var historieprøven, men den var umuligt allerede blevet rettet og lagt op.
Der var selvfølgelig den ekstra ble, jeg havde taget på Black Friday, men det var en hel måned siden. Hun kunne da umuligt have lagt mærke til, at der manglede én enkelt ble i skabet.
Måske havde jeg slet ikke gjort noget galt. Måske var det bare en misforståelse. Eller også havde hun brug for hjælp til et eller andet vigtigt.
Jeg rundede hjørnet og så hende stå i stuen for enden af gangen. Hun stirrede direkte på mig med en lap papir i hånden.
“Hvad fanden er det her for noget?” spurgte hun.
Det tog mig et øjeblik at genkende papiret. Det var kvitteringen fra de pull-ups, jeg havde købt tidligere i dag.
Jeg var pludselig i lort til halsen.
“Herhen. Lige nu.” Med den frie hånd pegede hun på gulvtæppet lige foran sig.
Jeg havde det så dybt indprentet i mig at adlyde, at jeg begyndte at gå derhen, selvom jeg rystede af skræk. Jeg kunne slet ikke finde på nogen undskyldning.
Hvert skridt føltes tungere end det forrige. Til sidst stod jeg foran hende med øjnene fæstnet til gulvet.
“Se på mig.”
Jeg kunne ikke. Jeg behøvede ikke et spejl for at vide, at mit ansigt afslørede, hvor skyldig jeg var.
“Se på mig.”
Jeg løftede hovedet en anelse, men lod det straks falde igen. Det føltes som om min hjerne var blevet til grød. Ingen af mine tanker gav mening.
“Se på mig.” Denne gang tog hun fat under min hage og løftede mit hoved, indtil jeg så hende direkte i øjnene.
Hun blinkede ikke en eneste gang. Hendes øjne var smalle, og hendes læber presset hårdt sammen.
“Forklar det her.” Hun rakte kvitteringen helt op i mit ansigt. Jeg kunne tydeligt se de to linjer, hvor de eneste køb stod: to pakker pull-ups. De lå nu skjult i mit værelse.
Af alle mors spørgsmål var dette det farligste. En chance for at tale mig ud af ballade kunne lige så let ende med, at jeg talte mig endnu længere ind i den.
Jeg rystede bare på hovedet. Ikke for at trodse hende, men fordi jeg ikke kunne få et eneste ord frem.
“Svar mig!”
Jeg fik fremstammet et eller andet, men det var helt uforståeligt. Bare en forvrænget række ord i en lang sætning.
“Fortæl mig lige nu, hvad det her handler om. Hvorfor fanden køber du pull-ups?”
Jeg prøvede at vende mig væk, men mor greb fat i mit øre. Smerten lammede mig, og jeg blev stående helt stivfrossen.
Hun trak mig hen til sofaen og satte sig ned, mens hun tvang mig ned over sit skød.
At jeg ville få smæk, var en selvfølge. Det havde jeg faktisk vidst, fra det øjeblik jeg hørte tonon i mors stemme første gang. Spørgsmålet var bare, hvor meget værre straffen ville blive end det.
Mor lagde sin hånd fast på min bagdel. Det var ikke ligesom den gang, hun havde givet mig et klask bagi, mens vi satte juletræet op. Hendes hånd blev liggende på mine jeans og pressede hårdt, mens den gled hen over min bagdel. Jeansene var ikke nok til at skjule, hvad der var nedenunder.
At mor tjekkede for en pull-up var ikke den store overraskelse. Det virkede som en rimelig konklusion for hende at drage efter at have fundet den kvittering.
Men mor gav sjældent smæk på andet end en bar numse. Hun vrikkede hånden ind under min talje og åbnede knappen og lynlåsen, der holdt mine jeans på plads. Det var ikke nemt at trække mine bukser ned i denne stilling, men det lykkedes for hende.
“Hvad fanden, Sarah.”
Med mine jeans trukket ned, trykkede mor sin hånd mod min pull-up. Den føltes våd mod min bagdel. Våd. Jeg havde selvfølgelig ikke engang lagt mærke til, at jeg havde tisset i den.
Hun hev bagenden af pull-up’en ned - og begyndte at klaske løs.
Selvom det kun var med hånden, gjorde denne her endefuld mere ondt end nogen andre jeg havde fået. Mor slog min bagdel så hårdt hun kunne, på trods af hvor meget det måtte svie i hendes egen håndflade.
Jeg havde aldrig fået så hårdt smæk i mit liv før. Min bagdel brændte, tårerne løb ned ad mine kinder, og jeg kunne ikke slippe fri.
“Du. For. Klarer. Dig. For. Mig. Lige. Nu.” sagde mor, mens hun afsluttende smækkede min bagdel med et par hårde klask, der understregede hver stavelse.
Det ville ikke hjælpe at tie stille nu. Hun vidste allerede nok til at beslutte sig for, hvad min straf skulle være. Min skæbne var beseglet i det øjeblik, kvitteringen var gledet ud af min lomme og landet på gulvet.
Jeg fortalte, hvordan jeg havde taget Emilias pull-ups for at skjule mine uheld, hvordan jeg havde haft dem på i skole, indtil hun blev pottetrænet. Jeg fortalte, hvordan jeg derefter selv gik i butikken og købte pull-ups.
At sige det hele højt for første gang fik det hele til at lyde så meget værre. Jeg fortalte ikke bare sandheden til mor - jeg indrømmede det også over for mig selv. Hvis jeg havde troet, jeg var i nærheden af at være toilettrænet, ville jeg bare have løjet for mig selv.
Jeg fortjente ikke at gå med almindeligt undertøj. Og hvis den sidste uge i skolen var et tegn på, hvor jeg stod, så fortjente jeg egentlig heller ikke engang pull-ups - ikke når jeg pissede i bukserne flere gange hver eneste dag.
Jeg holdt dog noget af sandheden for mig selv. Jeg nævnte ikke Lisa eller Samantha, selvom jeg havde været rasende på dem. Jeg kunne ikke risikere, at mor så dem som medskyldige. Og i Samanthas tilfælde havde jeg bestemt ikke lyst til, at mor begyndte at forbinde mig med hendes ønske om at være en baby. Det sidste, jeg havde brug for, var, at mor ville tro, jeg havde lyst til det her.
Mor var tavs i et helt minut, efter jeg forklarede færdig.
Det gjorde ingen forskel. Jeg vidste allerede godt, hvad der ventede. Der lå næsten hundrede bleer i skabet med mit navn på, og jeg havde på fornemmelsen, at de ville være væk langt hurtigere end om tre måneder.
Mors straf for at have tisset i bukserne to gange på en dag havde været at tilbringe hele den næste dag i ble. Hvad ville hun så gøre nu, hvor hun vidste, at jeg i al hemmelighed havde haft uheld igen og igen de sidste par måneder?
Jeg drejede hovedet og kiggede på hende. Hun sad og masserede hånden, hun havde slået mig med. En lille del af mig følte skadefryd over, at hendes hånd sikkert gjorde ondt, men det kunne slet ikke måle sig med, hvordan min bagdel stadig brændte.
“Du viser mig, hvor de pull-ups er,” sagde hun endelig og trak pull-uppen op om mine hofter igen, før hun hjalp mig på benene.
Hun holdt fast i mit håndled, mens vi gik ind på mit værelse. Jeg havde gemt mine pull-ups i min sportstaske, som jeg alligevel ikke brugte længere, efter jeg var blevet smidt af cheerleader-holdet.
Mor kiggede på pull-ups’ne i tasken og sammenlignede dem med mærkerne på kvitteringen. Hun tog også den ekstra-absorberende pull-up, Lisa havde givet mig forleden, men spurgte heldigvis ikke, hvor den kom fra.
Jeg kunne mærke, at min pull-up blev varm igen, mens jeg så hende vende bunden i vejret på tasken og tømme alt ud på gulvet, så intet kunne være skjult.
“Er der mere?”
“Nej.”
“Det her er din sidste chance for at være ærlig. Det bliver værre for dig, hvis jeg finder mere, du har skjult.”
“Det er alt, mor. Virkelig. Det er det hele.”
Hun smed et håndklæde på sengen og pegede på det. Jeg spekulerede på, om puslemåtten også var blevet smidt ud, eller om den var pakket væk, og hun bare ikke gad hente den.
Jeg satte mig på sengen uden at tage den våde pull-up af. Jeg håbede, den kunne dæmpe smerten, men det var langt fra nok.
Min numse gjorde for ondt til, at jeg kunne ikke ligge stille på sengen, så jeg rullede over på siden, mens hun hentede en ble fra skabet.
Den endefuld jeg havde fået, havde taget al kampgejst ud af mig. Bare tanken om, hvad der kunne ske, hvis jeg satte trodsese hende nu, var nok til at få mig til at ligge helt stille, mens hun skiftede mig fra en pull-up til en ble.
Så tog hun fat i mine hænder og rejste mig op.
Som en ny fange, der står i håndjern foran en dommer, stod jeg klar til at høre min dom.
"Du har permanent stuearrest. Ingen telefon. Ingen computerspil. Intet tv. Ingen computer. Ingen tid med dine venner. Ingen ture uden for huset, medmindre det er sammen med mig. "
Jeg sank en klump. Hvad skulle jeg mon så lave i de to ugers juleferie?
“Hvis du bliver ved med at pisse i bukserne som en baby, hvis du lyver, lister rundt og gør ting bag min ryg - hvis du ikke kan opføre dig som en moden teenager - så bliver du behandlet som en baby, indtil du kan bevise, at du er moden nok til at håndtere dine normale forpligtelser.”
“Hvor længe kommer det til at vare?”
Hun kastede et blik over skulderen mod skabet, hvor den åbne dør afslørede stakken af hvide bleer, der lå på hylden.
“Det kommer til at vare så lang tid som jeg beslutter det skal vare.”