Kapitel 67
Ingen aftagning
Jeg sugede så hårdt jeg kunne, for at tømme den sidste rest af sutteflasken. Ikke fordi jeg stadig var tørstig, men fordi mor nægtede at tage flasken fra mine læber, før den var helt tom.
Hun var begyndt at give mig modermælkserstatning i stedet for varm mælk. Den var sød og cremet, og jeg måtte indrømme, at den faktisk smagte bedre end mælk - i hvert fald når den var varm eller kold - men ved stuetemperatur var den næsten ulidelig. Endnu en grund til at drikke den hurtigt.
“Helt færdig, dygtig pige,” sagde mor og tørrede min mund med en klud, hvor lidt erstatning var løbet ned ad hagen.
Sådan havde min morgenrutine set ud i omkring en uge. Jeg tror i hvert fald, at det havde været en uge. Dagene flød sammen, og jeg havde mistet tidsfornemmelsen. Hver morgen begyndte med et bleskift i sengen, derefter blev jeg spændt fast i højstolen og madet, ofte med Emilia som hjælper. Til sidst ville mor tage mig med hen til sofaen, hvor jeg lå i hendes skød og forsøgte at drikke en flaske varm modermælkserstatning så hurtigt som muligt.
Hver gang havde jeg prøvet at holde mig til efter jeg havde drukket hele sutteflasken, men det var kun lykkedes én enkelt gang. Mor ventede altid med at skifte mig ud af mit nattøj, til jeg havde spist morgenmad, og i dag betød det, at jeg kun havde en kort natkjole på over bleen.
Selv uden flasken blev det sværere og sværere at finde motivationen til at prøve at holde mig. Det hjalp heller ikke at bleen var langt mere absorberende end en pull-up, så når jeg havde små uheld, mærkede jeg det ofte ikke engang.
“Det ser ud til, at nogen allerede har tisset i bleen,” sagde mor og gav den et helt unødvendigt klem. Selv fra min vinkel var det tydeligt, at den var våd.
“Skal vi få din ble skiftet?” spurgte hun.
Jeg slap for ydmygelsen ved at svare. Det var tydeligvis et retorisk spørgsmål, for hun havde allerede sat en sut i munden på mig.
Der var få omstændigheder, hvor det var sværere for mig at forsøge at holde mig. Noget ved at sutte varme væske ud af en sutteflaske gjorde det sværere for mig at fokusere på at holde mig. Min plan havde været at holde bleen tør til efter jeg havde tømt flasken - men som mor kunne se, var det ikke lykkedes.
Mor havde lige så meget juleferie fra arbejde som jeg havde fra skole, så der var ingen tvivl om, at hun kunne fortsætte med at behandle mig som en baby. Emilia havde også fri fra børnehaven. Hun havde til tider nydt at lege den hjælpsomme storesøster i mors tilsyneladende endeløse straf, men Emilia var stadig et par måneder fra at fylde fire, og hendes opmærksomhed var kort nok til, at hun let blev distraheret.
“Endeløs” var i øvrigt det helt rigtige ord, til at beskrive hvor længe mor holdt ved denne straf. Jeg vidste godt, at det ville have været tåbeligt at forvente, at det kun ville have varet en enkelt dag, ligesom de andre gange mor havde straffet mig for flere uheld på én dag. Men jeg havde regnet med tre-fire dage højst. Nu var der kun tre dage til jul, og mor viste ingen tegn på at ville stoppe.
Noget af det dummeste, man kunne gøre midt i en af mors straffe, var at spørge hende, hvor længe den ville vare. Jeg kunne ikke mindes én eneste gang, hvor det spørgsmål havde givet mig et svar, jeg kunne bruge til noget. Utålmodighed førte kun til, at mor besluttede, jeg havde brug for endnu mere tid til at lære den lektie, hun ville hamre ind.
De få gange, hvor det var lykkedes mig at få hende til at ændre mening, havde jeg haft urokkelige beviser på, at jeg havde ret - og selv dér havde jeg været nødt til at gå forsigtigt til værks.
Denne gang havde jeg ikke noget argument. Selv hvis jeg ikke havde været dum nok til at tilstå alt overfor mor i de kaotiske minutter efter, at min hemmelighed blev afsløret, så var beviserne for min ulydighed mere end tydelige.
Og et argument virker i sidste ende kun, hvis man selv tror på det.
Alt det tøj, mor havde givet mig på i løbet af ugen, havde haft ét formål: at minde mig om, at jeg havde ble på. Alt, hvad der kunne skjule den - en knælang kjole eller højtaljede, løse joggingbukser - var helt udelukket.
Mor skruede sjældent op for varmen om vinteren, hun foretrak at håndtere kulden ved at pakke sig ekstra godt ind. Men et par dage i denne uge havde hun gjort en undtagelse, så jeg kunne gå rundt kun iført ble og t-shirt, uden at fryse.
Jeg vraltede efter mor hen mod soveværelset.
“Må jeg hjælpe med bleskift?” spurgte Emilia, da vi passerede hende på gangen.
Af alle ting var det naturligvis bleskiftene, hun helst ville hjælpe med.
“Ikke nu,” sagde mor. “Du skal på potten. Vi skal ud i bilen, så snart jeg har skiftet din søster og klædt hende på.”
Emilia løb mod badeværelset. Jeg fulgte efter mor, lettet over, at hun ikke kunne se det skræmte blik i mit ansigt.
Hvor skulle vi hen? Og hvor længe skulle jeg være ude blandt folk?
“Moar, hvor vi skal hen?” spurgte jeg med babysprog. Jeg havde kun glemt det én gang i den sidste uge, hvilket jeg var blevet straffet med smæk i min bare numse for. Mor havde i det mindste vist sig at være modtagelig for små udskejelser, så længe de kom i det rigtige format.
“Det finder du ud af,” sagde hun.
Jeg gøs, da hun kørte en kold vådserviet hen over min nøgne hud. At gå en tur i parken var én ting. Men at blive taget med et sted fyldt med mennesker, var noget helt andet. Der var kun få dage til jul, så der ville være proppet med mennesker overalt.
Jeg blev liggende på sengen, da hun var færdig med at tape en ren ble fast. Hun havde brugt ekstra meget pudder denne gang. Det var sjældent et godt tegn - hverken for hvor længe hun forventede, at bleen skulle holde, eller for alle dem, jeg kunne møde på gangen, selvom de let kunne tro, lugten kom fra Emilia.
Mor havde ingen betænkeligheder ved at gøre mig flov, men hun gjorde aldrig noget, der kunne gøre hende selv flov. Derfor håbede jeg, at tøjet, hun valgte, ikke ville gøre det alt for åbenlyst at jeg havde en ble på.
Jeg var lige ved at grine, da hun trak et par jeans frem fra kommoden. Jeg vidste udmærket, at de ikke ville passe over bleen, men det vidste hun ikke, så jeg måtte prøve at stå stille, mens hun kæmpede med at trække dem op. Tætsiddende jeans og en tyk ble var en umulig kombination.
Tilsidst gav mor op, og trak dem af mig igen i ren frustration. Det gjorde mig nu ikke noget. Hun havde måske ikke lagt mærke til, at jeg var begyndt at gå i kjoler de sidste uger inden juleferien, men de kjoler, jeg havde fået af Lisa, hang stadig i skabet. Mor måtte være blind hvis hun ikke havde lagt mærke til dem. Det ville have været mit eget førstevalg til en tur ud i offentligheden.
Men i stedet for at gå over til skabet, rodede hun i stedet for videre i kommoden og fandt til sidst et par leggings, der havde ligget helt bagerst i en skuffe.
“Der var de,” sagde hun tilfreds, mens hun gik tilbage mod mig med de mørkegrå leggings i hånden. “Noget med stræk, der kan komme over din numse.”
Jeg bed tænderne sammen for ikke at protestere. Det var bedre at vente og se, hvordan hele sættet ville se ud. Måske kombinerede hun leggingsene med en kjole, en nederdel eller en bluse der var lang nok til at dække min bagdel. Hvis ikke, kunne det måske være nok at påpege, hvor tydelig bleen var under leggingsene, for at få mor til at finde noget andet tøj til mig uden at gøre hende sur over det.
Jeg lagde mig tilbage på sengen, så hun kunne trække leggingsene på mig. Jeg havde selv sprunget netop dette par over, da jeg skulle vælge tøj til Black Friday. Jeg havde vidst, at de ville være for stramme og få bleen til at stå mere frem.
Jeg fangede et glimt af min bagdel i spejlet, før vi gik ud af værelset. Den så forkert ud - ikke fordi man direkte kunne se bleen, men fordi jeg vidste, at min numse ikke var så stor. De tætsiddende leggings havde delvist været til min fordel, da de trykkede bleen fast omkring min krop på en måde, der fik min numse til at se større ud, men ikke så det lignede, at der var andet end undertøj inden under.
Mine veninder - og især Lisa - ville have gennemskuet det med det samme. Men en fremmed ville næppe lægge mærke til det. I hvert fald ikke så længe bleen var tør. Jeg krydsede fingre for, at mors ærinde ikke ville trække ud så længe, at jeg nåede at blive gennemblødt inden vi kom hjem igen.
Blusen med lange ærmer nåede ikke så langt ned, som jeg kunne have ønsket, men med min jakke ovenpå burde det gå, så længe jeg ikke bukkede mig ned eller rakte armene for højt op.
Emilia ventede ved døren i næsten samme outfit som mig - i hvert fald på udvendigt. Jeg kiggede mig omkring, men mor var ikke kommet med mig ud. Det tog hende et par minutter mere at gøre sig klar. Hun havde skiftet sin sædvanlige håndtaske ud med en skuldertaske, og jeg havde en ret god idé om, hvad den indeholdt. Men hvad i alverden havde hun planlagt?
Jeg listede ud til bilen og kiggede ned på mig selv for at sikre mig, at bleen ikke var synlig, når jeg bevægede mig.
For hver sving, mor tog, mens vi kørte, blev jeg mere og mere mistænksom over, hvor vi mon var på vej hen. Retningen vi kørte var tydelig. Spørgsmålet var bare, om vi mon stoppede et andet sted undervejs. Der var stadig et håb, bare et lille glimt af håb, om at vi ikke var på vej hen, hvor jeg frygtede.
Det håb blev godt og grundigt knust, da mor tog motorvejsafkørslen, som førte direkte til indkøbscentret.