Kapitel 71
Nye regler
Den pyramideformede klods røg ned i det trekantede hul. Cylinderklodsen ned i det runde hul. Terningen ned i det firkantede hul.
Hver plastikklods landede med et klonk i den plastikæske, jeg puttede dem i. Da alle klodserne var kommet igennem deres rigtige huller, åbnede jeg haspen på æsken og lod dem alle falde blødt ned på tæppet.
Den gentagne leg var ulideligt kedelig, men jeg gjorde hvad som helst for at aflede mig selv fra de irriterende figurer i det tv-program, min lillesøster sad og så. Livslektioner, klodset forklædt bag en endeløs strøm af plapren. Og de temasange. Jeg vidste ikke, om jeg nogensinde ville kunne få dem ud af hovedet igen. Hvad jeg ville give for et par høretelefoner lige nu.
Men høretelefoner var forbudt. Ligesom min telefon, computer og alle andre ting, der ikke var alderssvarende for en baby. Det var nytårsaften i dag, og jeg havde stadig stuearrest. I mit tilfælde bogstaveligt, for jeg havde ikke længere lov til at gå rundt i huset.
Dagen efter jul havde jeg fået lidt af et raserianfald. Jeg havde brudt babyrollen og brugt mine voksenord, da jeg bad mor om at lade straffen slutte. En fejl. Jeg vidste bedre. At tigge mor om at stoppe gjorde kun, at straffen varede længere.
Efter en omgang smæk med træpadlen på min bare numse fik jeg en ny regel som en del af min babyrolle. Nu skulle jeg kravle rundt i huset.
Jeg havde ellers følt mig heldig over, at mor ikke havde indført den regel tidligere på ugen. Med trægulve i størstedelen af huset var mine knæ konstant ømme. Jeg havde én gang forsøgt at skubbe mig frem på min godt polstrede bagdel, men mor satte prompte en stopper for det. Noget med at jeg brød ånden i hendes regler.
Så i morges, ligesom de fem foregående morgener siden jul, gled jeg ned på gulvet, efter at mor havde skiftet min ble og givet mig leggings og t-shirt på, kun for at måtte kravle hele den smertefulde og pinefuldt langsomme vej ind til stuen.
Med alle mine store-pige-ting forbudt, var der kun babylegetøjet, mor havde givet mig til jul, tilbage. Hun havde pakket en masse af Emilias gamle ting ind igen. Det var ikke sjovt, men det var trods alt bedre end at glo på min søsters serier eller stirre tomt ind i væggen. Jeg vidste stadig ikke, om der ventede mig nogle rigtige gaver, når straffen var overstået. Jeg håbede det, men hvis det var tilfældet, havde mor ikke givet nogen tegn på det.
Jeg var fanget i stuen. Mor tillod mig ikke at være noget sted, hvor enten hun eller Emilia ikke kunne holde øje med mig.
Den eneste ting, jeg havde lov til lige nu, var min sut. Men “lov til” betød, at mor ikke tillod mig at tage den ud, før hun havde givet mig lov. Den regel kendte Emilia desværre også til. Jeg havde allerede mærket konsekvenserne af hendes sladren, da jeg én gang havde taget sutten ud. Så hvis jeg nogensinde tog den ud for at få en kort pause, måtte jeg sikre mig, at hun var så opslugt af fjernsynet, at hun ikke ville vende sig om og opdage mig.
Jeg havde mistet overblikket over, hvor mange gange jeg havde sat klodserne tilbage i æsken. Jeg havde tankeløst gentaget opgaven, siden Emilia havde sat sig foran fjernsynet efter morgenmaden. Om vi var på tredje eller fjerde afsnit, anede jeg ikke. Jeg kunne gøre det her i søvne. Det var næsten overraskende, at de her klodser ikke allerede havde sneget sig ind i mine drømme.
Mine drømme var ellers blevet mærkeligere end sædvanligt, og det sagde ikke så lidt, når jeg tænkte på, hvad min hjerne normalt kunne finde på i søvne.
De fleste handlede om, at jeg havde ble på. I én drøm så jeg rædselsslagen til, mens mor klippede alle mine trusser i stykker med en saks og smed dem i skraldespanden. I en anden sad jeg i klassen på skolen, men i stedet for jeans eller kjole havde jeg kun en hættetrøje og en ble på. Jeg blev tvunget til at gå op foran tavlen og svare på et spørgsmål - men jeg måtte kun tale babysprog, mens mine klassekammerater sad og grinede.
At lege med legetøjet efterlod mig med alt for meget tid til at tænke. Nytårsdag faldt på en mandag. Skolen skulle begynde igen tirsdag. Jeg havde ikke haft en chance for at lave nogen af de lektier, jeg skulle have læst i juleferien. Jeg måtte bare håbe, at jeg kunne bluffe mig igennem eventuelle prøver, hvis mor ikke gav mig tid til skolearbejde. Men det ville kræve adgang til min computer - og den fik jeg først igen, når mor bestemte, at jeg ikke længere havde stuearrest.
Det var nytårsaften. Det mindede mig om, at jeg egentlig skulle have været hos Lisa i aften sammen med Desi og Samantha til endnu en overnatning. Vi havde planlagt at blive oppe og se kuglen falde. For os betød det klokken 22, hvor Times Square-begivenheden blev vist. Ja, vi ville også blive oppe til midnat og lave vores egen nedtælling, men tv-stationerne gjorde aldrig noget særligt i vores tidszone. Vi havde snakket om at blive oppe til klokken 1 for at se vestkystens show, men det måtte vente til næste år. Jeg tvivlede stærkt på, at mor lod mig være vågen så længe i aften.
Hvad lavede mine veninder mon lige nu? Snakkede de om mig? Var de ligeglade? Havde de allerede glemt mig? Hvad ville der ske tirsdag morgen, når jeg steg på bussen, og Samantha og Desi allerede sad på deres pladser?
Lysene fra juletræet blinkede stadig i min øjenkrog. Træet ville først blive pakket ned den sjette januar, når de tolv juledage var ovre. Hvilken dag var det egentlig i dag? Var det syv svaner eller seks gæs? Og hvem gav overhovedet så tåbelige gaver? Det ville være endnu værre end at få en stak brugt babylegetøj.
Jeg vred mig lidt i min skrædderstilling på gulvet. Jeg havde skulle lave stort i over en time. Jeg havde holdt den første trang tilbage, som havde hjulpet i lidt tid. Med mor nede i kælderen var det ikke ligefrem let at få hendes opmærksomhed, hvis jeg skulle fortælle hende, at jeg trængte til at blive skiftet.
At bede Emilia om hjælp var en mulighed, men jeg kunne ikke bære tanken om hendes skingre stemme, der råbte ned i kælderen til mor, at jeg havde lavet i bleen.
Jeg ville i det mindste være nødt til at komme hen til trappen for at få mors opmærksomhed. Jeg brød mig ikke om tanken om at kravle med en ble fyldt med lort klistret til numsen.
Jeg lagde en hånd på forsiden af min ble og mærkede, hvor våd den allerede var blevet. Selv uden at have skidt i den, var den snart klar til et skift. Jeg rykkede utilpas rundt, mens jeg forsøgte at finde en måde at sidde på, der kunne hjælpe mig med at holde mig lidt længere.
Lyden af fodtrin på trappen afslørede, at mor var på vej op fra kælderen, hvor hun havde været i gang med vasketøjet.
Jeg ville gerne tro, at jeg kunne have holdt mig tyve minutter mere, før trangen til at skide i bukserne blev for ubærlig. Men med udsigten til et bleskift løftede jeg bagdelen lidt, mens jeg sad på knæ. Og så lod jeg det ske. Jeg fyldte min ble uden besvær. Først efter et par sekunder nåede lugten mine næsebor, og jeg rynkede dem sammen. Lidt længere tid tog det, før lugten nåede de få meter hen til Emilia foran fjernsynet.
Min treårige søster vendte sig om mod mig. “Bletjek!” Hun rejste sig fra sin tomme morgenmadsskål og gik hen til mig.
Jeg gjorde intet for at skjule, hvad der lige var sket i min ble. Mor havde været krystalklar: Jeg skulle adlyde Emilia, så længe hendes krav ikke stred imod mors regler.
Jeg blev siddende på knæ, som jeg var, da jeg havde lavet i bleen. Intet var værre end at skulle sætte sig ned i en fyldt ble, så jo længere jeg kunne holde numsen fri af gulvet, desto bedre.
Emilia vidste fra egen erfaring, hvordan et bletjek foregik. Hun gik om bag mig og trak bleens linning bagtil ud. “Ulækkert!”
Det var så præcist et ord, som noget kunne være, om indholdet af min ble. Emilia løb ud ad gangen - sikkert til mors soveværelse, hvor hun nok stod og foldede vasketøj.
Hvis der var én positiv ting ved at være tvunget til at opføre mig som en baby de sidste to uger, så var det, at jeg havde sluppet for mine sædvanlige pligter. Jeg havde ikke vasket så meget som ét stykke tøj. Ingen opvask. Ingen oprydning på værelset. På det her tidspunkt virkede selv de ting næsten tiltalende. Hvad jeg ikke ville give for bare at stå og folde mit eget vasketøj i stedet for at sidde her med de dumme klodser.
Mor kom ind i stuen mindre end et minut efter Emilia havde hentet hende. Min lillesøster satte sig foran fjernsynet igen uden at se tilbage. Hun havde nogle gange hjulpet mor med bleskift, men aldrig de beskidte.
“Åh-åh.” Mor talte med den syngende babysnakke-stemme, hun brugte til mig. “Er der nogen, der har lavet stort i sin ble?”
Et tåbeligt spørgsmål. Som om hun ikke kunne lugte det helt ovre fra døren. Men alligevel gik hun hele rutinen igennem med at tjekke. Først ved at klappe mig bagi - alt for hårdt efter min mening, så indholdet blev mast endnu mere ind mod min hud.
Men det var ikke nok. Hun trak linningen bagtil ud, ligesom Emilia havde gjort. “Jep, lad os få gjort din stinkenumse helt ren.”
Når det kun var en våd ble, skiftede mor mig ofte i stuen på puslemåtten. Men ikke når den var beskidt. Jeg var sikker på, hun ville undgå at have lugten hængende i rummet bagefter.
Var jeg en rigtig baby, ville hun selvfølgelig have båret mig ind i soveværelset. Hun havde prøvet at løfte mig én gang, men måtte give op. Det betød, at jeg måtte kravle derind selv. Jeg havde håbet på at få lov til at gå for en gangs skyld. Det skete nogle gange, men ikke i dag.
Jeg fik kun lov at stå op, da jeg nåede min seng. Jeg betragtede den stadig som min, selvom Emilia havde sovet i den de sidste to uger, mens jeg selv var blevet forvist til hendes gamle tremmeseng.
Puslemåtten lå allerede klar på sengen, da jeg kravlede op. Vådservietter, babypudder og lotion stod ved siden af, sammen med en dåse Febreze til at overdøve lugten. Mor havde dog endnu ikke fundet en ren ble frem.
Hun åbnede bleen og foldede forsiden ned. “Ja, nogen har da godt nok lavet en ordentlig en, hva’?”
Jeg prøvede at koble hjernen fra under bleskift. Mor kommenterede altid i detaljer på tilstanden af min ble og hvor babyagtig jeg var, fordi jeg lavede i den. Mit ansigt brændte, mens de kolde vådservietter gled hen over min numse. Jeg forsøgte at trække vejret roligt. Jeg havde brudt sammen i gråd flere gange når mor havde skiftet mine lortebleer, men det gav hende bare anledning til at gøre endnu mere grin med mig.
Denne gang kæmpede jeg tårerne tilbage, lige akkurat.
Da min numse var grundigt rengjort, rullede mor den beskidte ble sammen og smed den i spanden. Jeg ventede, klar til at hun skulle skubbe en ren ble ind under mig.
“Er der nogen, der gerne vil være en stor pige igen?”
Min mund faldt åben, og sutten røg ud. Hun skældte mig ikke ud for det. Hun forventede tydeligvis et svar, men spørgsmålet kom så uventet, at jeg var for chokeret til at reagere.
“Vil du gerne bruge potten ligesom en stor pige i stedet for at tisse i bukserne?”
Denne gang svarede jeg hurtigt og ivrigt. “Jaa!”
Jeg kunne næsten ikke tro, det endelig skete. Før juleferien havde tanken om at skulle gå rundt i pull-ups foran mor føltes ydmygende. Men nu kom det som en lettelse. Jeg havde intet imod pull-ups, selv med de regler, der fulgte: konstante tjek, pottealarm, ingen mulighed for at skjule dem, så mor altid kunne se, om de var våde eller tørre.
Selv de øvrige regler om pottetræning virkede milde nu. To uheld på en dag betød at jeg røg tilbage i ble næste dag - men bare truslen om én dags bleer var intet sammenlignet med det, jeg lige havde været igennem.
“Reglerne bliver anderledes denne gang.”
Det føltes som en spand iskoldt vand hældt over mit hoved. Hvad betød det?
“Du må gå på toilettet hver gang Emilia gør det. Hvis du kan vise, at du er lige så pottetrænet som din lillesøster, vil jeg tro på, at du vil være en stor pige igen.”