Kapitel 69
Et julemareridt
Jeg har altid haft svært ved at sove natten før jul.
De tidligere år havde forventningen om, hvad der mon ventede under træet, holdt mig vågen hele natten. Jeg lå i sengen i timevis, uden at kunne falde i søvn før langt over midnat. Og når jeg endelig sov, vågnede jeg efter få timer, kiggede spændt på vækkeuret og så, at den kun var fire om morgenen.
I dagene op til jul, når mor ikke holdt øje, tog jeg pakkerne frem, dem der havde mit navn på. Jeg vejede dem i hænderne, rystede dem forsigtigt og gættede på, hvad der kunne være indeni. Bare tankerne om, hvad de kunne gemme på, gjorde ventetiden til julemorgen næsten uudholdelig.
Men selv hvis der ventede nye computerspil eller elektronik under træet denne morgen, ville jeg alligevel have stuearrest og ikke få lov til at bruge dem. Mor ville straks tage dem fra mig og gemme dem på sit værelse, så snart jeg havde revet papiret af.
Hvis jeg var heldig, faldt jeg i søvn igen efter en halv times kasten og drejen. Forhåbentlig tæt nok på morgenen til, at det snart var tid til at stå op og åbne gaver.
Mor havde en fast regel julemorgen: Vi måtte ikke vække hende før klokken otte, og vi måtte ikke gå ind til juletræet og gaverne, før hun var klar.
Som jeg lå i tremmesengen denne juleaften, og vækkeuret endelig viste, at klokken var over midnat, var jeg ikke det mindste søvnig. Og det skyldtes ikke de sædvanlige grunde.
Mor havde ikke ladet min straf aftage i de tre dage mellem shoppingturen til indkøbscentret og juleaften.
Jeg havde aldrig fået så hård en straf af mor før. Jeg havde jo ganske vist heller aldrig løjet for hende i så lang tid, men kunne hun virkelig ikke se, at hun allerede havde fået gjort sin pointe klar? Uanset hvor skidt det ville gå med min toilettræning efter straffen, havde jeg ingen lyst til nogensinde at skjule sandheden for hende igen.
I mellemtiden var mine forsøg på pottetræning helt gået i stå. Jeg prøvede slet ikke længere at holde mig. Når jeg kunne mærke at jeg skulle tisse, gjorde jeg det bare med det samme i bleen.
Det var ikke fordi, jeg ikke stadig ønskede at kunne bruge toilettet i det mindste indimellem. Men der gav ingen mening at øve sig, så længe jeg alligevel var tvunget til ble i stedet for pull-ups.
Hver dag hentydede mor til, at jeg enten måtte kunne lide at være en baby, eller at jeg bare var for doven til at gå på toilettet. Det krævede al min selvkontrol ikke at svare igen, ikke at kræve straffen slut og få en chance for at bevise, at hun tog fejl.
Men selv hvis jeg fik muligheden - hvad var chancen for, at jeg ville lykkes?
Jeg rullede om i sengen så mit hoved lå i hjørnet, hvor jeg lige akkurat kunne se vækkeuret. Fireogtyve minutter over midnat. Stadig næsten otte timer tilbage. Efter mere end en uge i tremmesengen havde jeg endelig fundet en liggestilling, der ikke efterlod mig helt øm, når mor lukkede mig ud om morgenen.
Denne aften var jeg ikke kun iført en kort t-shirt, der knap dækkede bleen. Som altid juleaften havde mor givet mig et nyt sæt nattøj.
Jul var mors højtid. Når den var slut, brugte hun de næste 364 dage på at forberede den næste. Visse traditioner skulle altid holdes.
Den første var nattøjet. Det var den eneste gave, jeg måtte åbne juleaften. Mor havde altid matchende sæt nattøj til os begge. Og da Emilia kom til, blev hun også en del af traditionen.
Sådan var det også i går. Før vi gjorde os klar til sengetid, samledes vi i stuen. Mor rakte Emilia og mig hver en gaveæske pakket ind i papir med slikstokkestriber, og hun havde en næsten identisk pakke til sig selv. Jeg behøvede ikke gætte på, hvad der var indeni.
I år var det et lyseblåt pyjamassæt med bukser og en trøje med små snemænd spredt ud over stoffet.
Bukserne måtte være bestilt, før min straf begyndte. De havde siddet fint nok, hvis jeg havde haft almindeligt undertøj på, selv om de var lidt lavtaljede. Men bleen gjorde, at de ikke kunne trækkes så højt op i taljen og toppen af bleen stak tydeligt op over linningen.
Trøjen havde samme problem. Den nåede ikke helt ned til bukserne, så der var et stort gab, hvor bleen var synlig.
Bortset fra det var nattøjet blødt og behageligt, så det var da en trøst.
Jeg kneb munden sammen for at undertrykke et gab. Ville ikke vække Emilia. Selv da min krop endelig begyndte at signalere, at det var tid til at lukke øjnene og falde i søvn, nægtede jeg at give efter.
Jeg glædede mig ikke til julemorgen. Medmindre der skete et julemirakel, så det ud til, at min babybehandling ville fortsætte i hvert fald til i morgen. Og med mors måde at være på, nok resten af juleferien.
Men ønskede jeg egentlig, at skolen skulle begynde igen? De sidste tre dage havde jeg igen og igen spillet øjeblikket med Lisa i centret for mit indre blik. Hver gang tænkte jeg over, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Hver gang kom jeg frem til, at jeg havde gjort, hvad der var nødvendigt.
Jeg kunne ikke bære tanken om, at mine venner skulle opdage, hvor slem min inkontinens var blevet, eller den straf jeg fik, fordi jeg havde skjult det for mor. Og jeg kunne heller ikke have, at mor fik nys om Lisas problemer. Hun ville se Lisa som en dårlig indflydelse - og så ville jeg aldrig få lov til at se hende igen. Og hvis hun først troede, at Samantha og Desi også var med til at skjule det for hende, ville hun sikkert holde mig væk fra dem også.
Og det værste var, at jeg nu alligevel var isoleret - helt uden mors indblanding.
Jeg havde stadig ikke fundet ud af, hvordan jeg skulle forklare det hele for mine veninder, når skolen begyndte igen om lidt over en uge. Jeg havde ellers tid nok til at gruble over det, nu hvor dagene var én lang gentagelse af bleer og babytilværelse.
Jeg havde virkelig været ved at kede mig fra forstanden de sidste par dage. Det var næsten en lettelse, da Emilia endelig brugte den storesøster-autoritet, mor havde givet hende under min straf, og beordrede mig til at lege far, mor og børn med hende.
Jeg havde ikke engang noget imod at lade som om, jeg spiste legetøjsmaden, eller at udføre de fjollede småopgaver, hun fandt på. Jeg var bare glad for at lave noget - hvad som helst andet end min faste rutine.
Jeg gabte stille og bredt. Denne gang føltes søvnen virkelig nær, og jeg gled langsomt ind i drømme.
Jeg vågnede to gange i løbet af natten. Først fordi jeg skulle tisse, og anden gang fordi jeg drømte, at alle mine julegaver udelukkende var flere kasser med bleer.
Næste gang jeg slog øjnene op, var det næsten tid til julemorgen.
Emilia sov stadig tungt, da jeg vågnede et par minutter før klokken otte. Hun var stadig lille nok til, at jul for hende var en lidt fjern idé. Giv det et par år, så ville hun ligge lige så søvnløs som jeg plejede at gøre.
Lyden af rindende vand fra håndvasken fortalte mig, at mor allerede var oppe og i gang med at gøre sig klar.
Der var faste regler for gaveåbningen, ud over at vi skulle vente på mor.
Først kom juleokkerne, én til Emilia og én til mig, med vores navne på. Når vi havde tømt dem - og måske spist lidt af slikket der var lagt i dem - måtte vi tage hul på pakkerne, men på skift.
Derefter var der morgenmad, som altid bestod af kanelsnegle. Og bagefter et maraton af julefilm. Tidligere år havde jeg sneget mig væk for at spille computer. Det kunne jeg glemme nu, hvor jeg havde stuearrest. Jeg var ret sikker på, at mor hellere ville tvinge mig til at se en hel række Hallmark-film sammen med hende, end hun ville lade mig spille computerspil.
Den anden regel var, at vi skulle tage pakkerne på skift. Først Emilia, så mig og til sidst mor, selvom hendes bunke altid var langt mindre end vores.
Det gik op for mig, at jeg slet ikke havde fået købt gaver til hverken mor eller Emilia i år. Til mit eget forsvar havde jeg haft rigeligt at kæmpe med de sidste to måneder. Jeg havde planlagt at købe gaver i ugen op til jul - planer, der var blevet fuldstændig ødelagt af, at jeg blev tvunget til at leve som en baby.
Jeg lagde armen over øjnene, da mor åbnede døren og tændte lyset. Det føltes som en voldsom opvågning for mig, men Emilia rørte sig ikke - hun lå stadig helt begravet under dynen.
Mor gik hen til hende først.
“Tid til at gå på potten,” sagde hun til den søvnige treårige pige. “Men bliv i gangen bagefter. Du må ikke gå ind til juletræet, før vi alle er klar.”
Jeg kunne mærke, hvor gennemblødt min ble allerede var, mens jeg lå i tremmesengen. Mine øjne havde vænnet sig til lyset, og jeg behøvede ikke længere dække dem med armen.
Jeg kunne mærke hvordan bleen splattede ud, da jeg rullede om på ryggen. Hvorfor føltes tanken om at få en ren, tør ble så tiltalende?
Men et bleskift var ikke en del af mors planer for den første del af julemorgen. Jeg vidste bedre, end at sige noget. Babyer fik ikke selv lov at bestemme, hvornår de blev skiftet.
I stedet satte mor en sut i munden på mig og gav mig et blik, der sagde, at den skulle blive der, indtil hun bestemte andet.
Hun åbnede tremmesengen, og jeg fulgte efter hende ud i gangen. Emilia stod og vippede utålmodigt i hjørnet. Hun holdt sig teknisk set til mors regel om ikke at gå rundt om hjørnet til stuen, men hun strakte den så langt, hun kunne. Så meget, at jeg ville have troet, hun lavede et pottedans, hvis ikke jeg vidste, mor lige havde sendt hende på toilettet.
Emilia spænede af sted ind i stuen. Havde det været en almindelig jul, ville jeg nok også have haft svært ved at holde mig tilbage. I stedet fulgte jeg et par skridt bag mor.
Da vi trådte ind i stuen, stod et videokamera på et stativ i hjørnet, rettet direkte mod juletræet. Jeg fangede linsen med øjnene og var lige ved at spytte sutten ud af munden.