Kapitel 73
Katten og musen
Jeg savnede mit pottetræningsur.
At den tanke overhovedet var dukket op i mit hoved, føltes næsten som en slags blasfemi.
Dengang mor tvang mig til at gå med det dumme ur - lyserødt, med et billede af et børnetoiletsæde som urskive - følte jeg mig både ydmyget hver gang jeg kiggede på mit håndled og voldsomt irriteret over den lille syngende melodi, der lød hver halve time som påmindelse om at gå på toilettet.
Jeg blev ved med at kigge ned på min bare arm, som om uret måske magisk ville dukke op igen, hvis jeg kiggede ofte nok.
Så irriterende som det ur havde været, havde jeg alligevel haft gavn af både forudsigeligheden og hyppigheden af toiletbesøgene, det styrede mig til. Når man sad på toilettet to gange i timen, var det jo nærmest umuligt at tisse i bukserne.
Bevares, som jeg senere havde lært af Lisa, kunne det at gå på toilettet så tit - selvom det var nyttigt til at undgå ulykker på kort sigt - godt skabe problemer med at holde sig i længere tid. Men jeg var ikke bekymret for de langsigtede konsekvenser lige nu. Jeg skulle bare klare den her omgang toilettræning. Jeg kunne finde ud af, hvordan jeg skulle håndtere det, der kom bagefter, når tiden var inde.
Jeg sad i sofaen. Jeg havde prøvet at sidde på gulvet foran sofabordet, men uden den tykke polstring fra bleen var det ikke spor behageligt at sidde på numsen - selv ikke på gulvtæppet.
Sofaen var en lille forbedring. Ja, mit bagparti var da blødere placeret på det læderbetrukne sæde. Men med kun en nederdel udenpå mine almindelige bomuldstrusser var der ikke meget, der beskyttede mig mod den alt for kolde fornemmelse fra læderet.
Jeg kunne ikke tage øjnene fra min søster. Med mors nye pottetræningsregler var hun nøglen til det hele.
Hvor tit havde min tre-, snart fireårige lillesøster egentlig brug for at gå på toilettet? Man skulle tro, at efter to uger hjemme sammen med hende i juleferien burde jeg have lagt mærke til hendes toiletvaner, men jeg var fuldstændig blank.
Jeg vidste dog, at der stadig var gange, hvor hun pludselig rejste sig fra hvad hun end lavede og skyndte sig ud på toilettet. Og andre gange, hvor mor måtte minde hende om det, så hun nåede det i tide. Ikke noget godt tegn for mig. Hvis Emilia altid ventede til sidste øjeblik, betød det bare, at jeg også ville skulle vente længere.
Hvis jeg skulle gætte, ville jeg dog sige, at hun sjældent gik mere end en time uden et toiletbesøg. Hvis det holdt stik, havde jeg nok en rimelig chance for at klare det.
Emilia sad og så klassiske tegnefilm den morgen. De laver dem altså ikke som de plejede. Tom løb rundt og prøvede at fange Jerry. Det var svært at rive øjnene væk fra det underholdende kaos, men jeg var nødt til det. Jeg kunne ikke lade mig distrahere i dag. Jeg kunne ikke risikere at overse signaler fra min blære.
Selv hvis mor havde ophævet min stuearrest fra telefonen og computeren, ville jeg alligevel have ignoreret dem i dag. Den største fare for ikke at gennemføre denne pottetræningsudfordring var ikke, at jeg ikke kunne holde mig, når jeg var klar over, at jeg skulle.
Nej, det største problem for mig var det, der skete sjældnere: det helt uventede uheld. De gange, hvor jeg pludselig tissede i bukserne uden nogen som helst advarsel fra kroppen. Når jeg så tilbage, havde det næsten altid været, fordi jeg var helt opslugt af noget andet, eller fordi jeg var under pres.
Jeg måtte under ingen omstændigheder lade mig distrahere i dag, så jeg holdt mit blik fast på Emilia, mens jeg samtidig mærkede efter selv de mindste signaler fra min egen krop.
Hvor længe var det egentlig siden, hun sidst havde været på toilettet? Ikke en hel time, men det måtte være tæt på. Jeg kiggede på uret på væggen. Der var gået cirka fyrre minutter siden Emila sidst var på potten.
Ud af øjenkrogen syntes jeg, at Emilia bevægede sig en smule. Havde jeg bildt mig det ind? Eller begyndte hun at vrikke lidt?
Samtidig mærkede jeg også en begyndende spænding i min egen blære. Hvilket ikke var godt, men samtidig var den svag nok til, at jeg måske ville have overset den, hvis jeg ikke havde været ekstra opmærksom.
Hvor længe kunne jeg holde mig? Dengang jeg havde ført statistik over mine toiletvaner sammen med Lisa, havde jeg især fokuseret på, hvor længe jeg kunne holde mig efter jeg mærkede den første tissetrang.
Resultaterne var ikke opmuntrende. Det svingede meget. Nogle gange kunne jeg kun holde mig fem minutter mere. To gange havde jeg klaret en halv time. Men gennemsnittet lå på cirka et kvarter.
Mor havde tilføjet en regel, efter jeg havde sat vasketøjet over. Jeg måtte ikke sige til Emilia eller på anden vis opfordre hende til at gå på toilettet. Ifølge mor ville det være at snyde.
Og med mor siddende i stolen med sin bog havde jeg alligevel ikke haft en chance for at hjælpe Emilia på vej.
Som en sikkerhedsforanstaltning krydsede jeg benene og pressede knæene hårdt sammen. Jeg turde ikke engang kigge over på min søster længere. Nu måtte al min opmærksomhed rettes mod mig selv.
Tom og Jerry-temasangen drønede i baggrunden, mens et afsnit sluttede og et nyt begyndte. Jeg tillod mig kun korte glimt mod skærmen, mens presset i min blære langsomt steg.
Det var et af de afsnit, hvor Jerry passede en baby-mus. Selvfølgelig skulle det lige være nu. Babyen havde på gammeldags vis en stofble på fastgjort med en sikkerhedsnål. Jeg rev blikket væk fra al katten og musens påstyr, der mindede mig alt for brutalt om de moderne bleer, der ventede mig, hvis jeg ikke holdt ud.
Endnu et par minutter var gået. Jeg havde undgået at kigge på fjernsynet igen, men uret på væggen var en anden sag. Jeg havde sikkert nået at kigge tre gange, inden sekundviseren overhovedet havde fuldført én omgang.
Det her var dumt. Emilia sad jo lige dér. Hun havde måske vrikket et par gange, men det kunne lige så vel være noget, jeg forestillede mig. Hun havde i hvert fald klaret sig indtil nu uden problemer. Så burde jeg da også kunne.
Det var ikke engang, fordi jeg havde drukket mere end hende i morges. Faktisk, nu hvor hun havde vænnet sig til at drikke mælken fra sin morgenmadsskål, var hun sikkert mere hydreret end mig.
Sekundviseren tog endnu en runde. Situationen begyndte at blive desperat.
Jeg kiggede under skørtet - helt unødvendigt, men en gammel vane fra dengang jeg konstant tjekkede mine pull-ups. Selvfølgelig var mine underbukser stadig tørre. Hvis jeg tissede nu, ville jeg ikke kunne undgå at opdage det.
Emilia vred sig nu så meget, at jeg var sikker på, det ikke bare var indbildning.
En tanke ramte mig: Hvad hvis Emilia tissede i bukserne? Mor virkede ret sikker på, at det ikke ville ske. Så vidt jeg vidste, havde hun smidt alle min lillesøsters pull-ups og bleer ud. Men alligevel gav hun Emilia påmindelser, når hun syntes, det var ved at være kritisk.
Det gjorde mig frustreret, at min søster fik den slags nåde, som jeg aldrig selv fik. For mig var reglerne sort på hvidt, hugget i sten, og konsekvenserne nådesløse.
Jeg gled hænderne ned mellem benene. Jeg turde ikke se på mor - jeg kunne ikke bære tanken om, at hun sad og betragtede min kamp. Men hun måtte snart selv stå over for det store spørgsmål:
Hvis Emilia blev ved med at holde sig, steg risikoen for, at jeg havde et uheld. Men hvis mor ikke mindede Emilia om at gå på toilettet, kunne det ende med, at min lillesøster selv havde et uheld. Emilia var fuldstændig opslugt af tegnefilmen. Det var ikke utænkeligt.
Min krop var nu i konstant bevægelse, jeg vuggede frem og tilbage og bad til, at Emilia ville springe op og styrte ud på toilettet. Hun måtte være ved at skulle nu. Uret viste, at jeg havde ventet tyve minutter, siden jeg første gang mærkede trangen - en hel time siden mit sidste toiletbesøg.
“Emilia, tid til en tissepause.”
Emilia så på mor. Det var lige før, hun ville protestere, men selv som treårig vidste hun bedre. Hun kunne slippe afsted med lidt mere end mig, men at svare mor igen var aldrig en mulighed.
Emilia løb straks mod badeværelset.
Jeg rejste mig op, forsigtigt for ikke at miste kontrollen.
“Ikke endnu,” sagde mor.
“Men du sagde, jeg måtte gå, når hun var færdig.”
“Det må du også. Når hun kommer tilbage.”
Så uretfærdigt. Det ville føje et helt minut til tiden inden jeg kunne gå på toilettet Det kunne være nok til at knække mig.
Jeg dansede rundt, gjorde alt for at holde det inde, mens jeg vendte ryggen til mor.
Skynd dig, Emilia, skynd dig nu! Jeg talte sekunderne i hovedet. Tredive sekunder. Fyrre sekunder. Tres sekunder. Halvfems sekunder. Åh nej - hvad hvis hun skulle lave stort også? Så var jeg fortabt.
Men lyden af små bare fødder, der kom løbende tilbage ad gangen, lige efter jeg havde talt til hundrede, var et tegn på frelse.
Jeg styrtede afsted mod toilettet uden at vente på mors tilladelse. Jeg nåede det lige præcis i tide. Tak og lov for, at jeg havde taget min korteste nederdel på.
Glæden over at klare den blev dog overskygget af erkendelsen: den her pottetræningsudfordring kom til at blive meget sværere, end jeg havde troet.