Kapitel 77
Reddet
Jeg lukkede øjnene så hårdt jeg kunne og krummede mig sammen på siden med hovedet begravet i armene.
Flere stemmer talte nu, to, måske tre personer. Jeg fangede kun brudstykker af en dæmpet samtale, der fandt sted inde på mit værelse. De talte alle om mig, hviskende i chok.
Jeg åbnede øjnene en smule. To kvinder og en mand i blå jakker stod tæt sammen midt i værelset.
Jeg lukkede dem igen, da den ene kvinde fik øjenkontakt med mig. Fodtrin nærmede sig og standsede lige ved tremmesengen. Jeg slog øjnene op igen.
En kvinde stod ved sengen og kiggede ned på mig.
“Det skal nok gå altsammen. Vi får dig ud herfra.”
Jeg trak mig over i det fjerneste hjørne af sengen, men jeg kunne ikke slippe hende med øjnene, nu hvor lommelygten ikke længere blændede mig.
“Hej, jeg hedder Amanda. Hvad hedder du?”
Ordet satte sig fast i min hals et øjeblik, men til sidst fik jeg hvisket det ud.
“Sarah.”
“Vi skal nok få dig ud herfra, Sarah.” Amanda bøjede sig over sengen og forsøgte at finde ud af, hvordan lågen virkede, indtil hun fandt den rigtige lås og skubbede den op. “Vil du sidde her på kanten et øjeblik?”
Jeg adlød, selvom det betød at sidde på min nu meget beskidte ble.
Amanda holdt sig for næsen, da hun lænede sig ind til mig og mærkede på mine arme og ben.
Hun vendte sig mod de to andre.
“Minimale blå mærker. Ingen brækkede knogler. Hun ser ikke ud til at være underernæret. Bare…”
Ordene ebbede ud, da hun kiggede ned på bleen og derefter på sutteflaskerne og sutten i sengen, som om hun ikke kunne finde en måde at beskrive det på.
“Er det dét, jeg tror, det er?” spurgte kvinden bag Amanda.
“Hvad mener du, Jodie?” spurgte manden.
Jodie pegede mod noget på kommoden. Babyalarmen.
Manden gik over og tog fat i babykameraet, der pegede direkte ned i sengen. Han vendte det et par gange i hænderne, inden han trykkede på en knap og slukkede det.
“Vi skal finde ud af, hvem der har set med, og det hurtigt. De finder snart ud af, at noget er galt, hvis ikke de allerede har set os.”
“Kunne det være hendes forældre?” spurgte Jodie.
“Nej, kun moren,” sagde Amanda.
“Så skal vi finde ud af, hvor hun arbejder, og kontakte sherifkontoret. Vi kan ikke risikere, at hun stikker af. Ikke efter det her.”
Jeg sad stadig på kanten af tremmesengen og fulgte deres samtale, mens deres opmærksomhed for en stund ikke var rettet mod mig. Min sut måtte være røget ned bag sengen, da jeg satte mig op, så jeg stak tommelfingeren i munden i stedet.
“Har vi brug for en ambulance?”
“Det tror jeg ikke. Hun virker fysisk set mere eller mindre okay. Vi kan køre hende til hospitalet i en af vores biler.”
“Men vi kan ikke gøre det sådan her. Vi må få hende gjort ren først.”
Manden så kort på mig. “Hvordan skal vi klare det?”
“Bedst i bruseren. Vi gik forbi et badeværelse på vej herind. Jeg starter vandet.”
“Godt. I to hjælper hende i bad. Jeg ringer til sherifkontoret og hospitalet. Hendes mor skal findes hurtigst muligt.”
Amanda satte sig på hug foran mig, så vores øjne var i samme højde.
“Vi skal have dig på hospitalet, men først skal du vaskes. Må jeg hjælpe dig op?”
Jeg nikkede, og Amanda tog fat under mine arme og løftede mig på benene. Hun holdt mig i hånden, mens jeg småtrippede ved hendes side hen til badeværelset, hvor Jodie stod og justerede vandtemperaturen.
Jeg havde ikke fået brusebad, siden dengang jeg havde fejlet min pottetræning, og mor skyllede mig af med iskoldt vand. Siden da havde hun givet mig karbade, nogle gange med Emilias hjælp. Hvor ofte, var svært at sige.
“Nu burde det være klart,” sagde Jodie.
Jeg rakte tøvende hånden frem mod vandet, men stoppede lige før strålen.
“Det er okay, du kan sagtens. Det er dejligt varmt.” Amanda trak ærmet op og stak hånden ind under strålen.
Jeg lagde min hånd ind ved siden af hendes. Vandet var lunt. Behageligt. Ikke brændende varmt.
“Sådan her gør vi,” sagde Amanda. “Vi tager den af dig, tørrer dig lidt af, og så vasker vi dig færdig i bruseren.” Hun kiggede på mig, som om hun forventede at jeg svarede. ”Er det okay?”
Jeg forstod ikke, hvorfor hun skulle bruge min tilladelse til at skifte min beskidte ble, eller hvorfor hun ikke bare sagde det, som det var. Men jeg nikkede alligevel.
Hun fumlede lidt med tapen, før hun én for én rev dem op og holdt fast i bleen, så den ikke bare faldt ned.
Da bleen endelig kom af, var den sidste barriere, der forhindrede lugten i at slippe ud, også væk. Lugten var ikke behagelig på nogen måde, men jeg var meget mere vant til den end de to kvinder, der tydeligt så ud til at kæmpe imod brækfornemmelser.
Den ene holdt bleen under mig, mens den anden tørrede min numse med kolde vådservietter. Da de havde brugt en god håndfuld, rullede hun bleen sammen og smed den i skraldespanden.
“Der må være en luftfrisker et sted,” sagde Jodie, tændte badeværelsesventilatoren og rodede i skabene, indtil hun fandt en spray, som hun brugte gavmildt.
“Så mangler vi bare én ting: vi skal have dig ind under bruseren.” Amanda lagde en støttende arm om mig, mens jeg trådte ind under strålen. Det varme vand kærtegnede min hud, mens jeg stod med ryggen mod bruseren.
Hver kvinde tog en vaskeklud og begyndte at tørre mig af, både omkring taljen og derefter mine arme og ben, alt undtagen mit hår, som de havde sat op i en knold for at undgå, at det blev vådt.
Havde de ikke sagt, at jeg skulle på hospitalet? Hvorfor? Jeg var jo ikke syg. Selv Amanda havde indrømmet, at jeg så sund ud. Alt var stadig tåget i mit hoved.
Jeg rystede, da vandet pludselig blev slukket, og et stort håndklæde blev svøbt om mig, mens Amanda hjalp mig ud af badekarret.
“Sarah, kan du fortælle os, hvor din mor er?”
“Arbejde.”
“Hvor arbejder hun?”
Jeg trak på skuldrene under håndklædet. “Ved ikke.”
“Og din lillesøster? Hvad med Emilia?”
“Børnehave.”
Forhøret stoppede, da de var færdige med at tørre mig og førte mig tilbage til værelset.
Jeg lagde mig automatisk på sengen, selvom de ikke havde lagt skifteunderlaget ud. Der lød en hævet stemme et andet sted fra huset. Men kun én person. Det lød som om manden råbte ad nogen i telefonen.
“Der må være noget tøj til hende et sted,” sagde Jodie.
De rodede i kommoden og trak næsten hver eneste skuffe ud, før de fandt et sæt tøj til mig. Jeg løftede armene, mens de gav mig t-shirt og hættetrøje på. Men da jeg så, hvad de ville give mig på bagefter, krydsede jeg benene og rystede på hovedet.
Amanda holdt et par trusser frem.
“Du kan godt. Der er ikke nogen der tvinger dig til at gå med ble mere. Du kan selv tage dem på, hvis du vil.”
Hvad mente hun? At nogen tvang mig til at gå med ble? Det passede ikke. Jeg ville have ble på. Jeg kunne jo ikke blive pottetrænet.
“Men jeg vil ha’ ble på,” sagde jeg.
Jodie sukkede og satte sig ved siden af mig. Hun lagde armen om min skulder.
Hun pegede rundt i rummet - på tremmesengen, på stakken af bleer i skabet, på skiftegrejet ovenpå kommoden.
“Alt det her er forkert. Du er teenager. Og det var ikke rigtigt af din mor at behandle dig sådan her i så lang tid. Det er helt i orden at du gerne vil have trusser på igen.”
Jeg kiggede frem og tilbage mellem de to kvinder. De forstod det ikke. Måske kunne mor forklare det bedre. Jeg havde ikke ordene.
Men hvis der var én ting, mor havde indprentet i mig, så var det at være lydig over for autoriteter, så jeg lod kvinderne klæde mig, som de ville.
Efter jeg havde løsnet benene, gav de mig trusserne på, derefter et par leggings og sokker.
Jeg følte mig nøgen uden bleen. Min gang var underlig, uden den sædvanlige polstring mellem benene. Jeg vuggede næsten, som om jeg stadig havde en på.
Heldigvis var råbene i den anden ende af huset ophørt.
“Jodie, kan du finde en jakke til Sarah? Det er ved at blive rimelig koldt udenfor.”
Jodie gik i forvejen, mens Amanda fulgte mig langsomt og holdt mig i hånden. Jeg havde ikke lyst til at komme på hospitalet, men jeg ville heller ikke gøre de søde damer kede af det.
“Hvor er mor?”
“Vi ved ikke hvor mor er lige nu. Men jeg tror, det er bedst, at du får en pause fra at se hende.”
Jeg standsede et par skridt fra døren. Min stemme dirrede. “Men…”
Amanda klemte min hånd.
“Vi finder en varm jakke til dig, og så kører vi i bilen. På vejen kan vi stoppe og få noget at spise. Lyder det godt?”
Jeg var sulten. Det måtte være tæt på, at mor ville have kommet hjem med Emilia. Jeg lod Amanda føre mig ud af soveværelset.
Jeg nåede kun at tage tre skridt ud i gangen, før alt blev varmt og vådt i bukserne. Uden en ble på, bredte det sig straks, løb ned ad benene og dryppede i en voksende pøl på gulvet under mig.
Der er en grund til, at det kun er store piger, der må gå med trusser.