Kapitel 78
Hjulene på bussen
De våde bukser sagde det, jeg ikke selv kunne få fremstammet: Jeg var ikke pottetrænet, og jeg havde intet at gøre i almindeligt undertøj.
Ud fra deres ansigter, mens de stirrede på pytten på gulvet, kunne jeg se, at både Amanda og Jodie nu forstod, at det havde været en fejl ikke at lade mig få en ble på.
Jeg følte mig ikke flov over uheldet. Det havde jo været helt forventet - så mærkeligt som det lyder, når man taler om noget, der netop hedder et uheld. Jeg var mere pinligt berørt over manglen på beskyttelse og det efterfølgende griseri på gulvet, end jeg var over selve det at tisse i bukserne.
I det mindste gav de mig ikke endnu et bad for at gøre mig ren. Jeg lagde mig på sengen, mens Amanda tørrede mig med en vådserviet. De havde fundet puslemåtten frem, så jeg kunne ligge på den, mens de gjorde mig ren.
De burde have givet mig en ble på med det samme, men i stedet fandt Amanda en pull-up, som måtte have ligget tilbage i undertøjsskuffen.
“Hvorfor prøver vi ikke med den her i stedet?” sagde Amanda, mens hun trak den ud og guidede den op ad mine ben og fast om livet. “Sådan… jeg er sikker på, at du har heldet med dig næste gang.”
Det eneste sande ved den sætning var, at jeg kun ville nå toilettet i tide, hvis jeg var ekstremt heldig. Jeg lod dem bestemme, at jeg skulle have pull-up på. I det mindste ville det forhindre, at næste uheld endte som en sø på gulvet.
Næste spørgsmål var, hvad jeg skulle have på udenover. Jeg rejste mig fra sengen. Det føltes straks mere behageligt at gå, nu hvor der var lidt polstring mellem benene.
Amanda førte mig hen til klædeskabet. “Hvorfor vælger du ikke noget, du gerne vil have på?”
Mine øjne faldt straks på en knælange kjole. Lang nok til at holde varmen i vintervejret, men kort nok til at gøre bleskift lettere. Jeg fumlede lidt med at få min t-shirt og hættetrøjen af, og Amanda måtte hjælpe med at trække dem over hovedet på mig.
Jodie fandt et par knæstrømper og hjalp mig i dem. Jeg var næsten klar til at gå ud. Ved hoveddøren hjalp Amanda mig i en jakke og trak hætten over mit hoved.
Jeg gøs, da jeg trådte udenfor og indåndede den kolde, friske luft. Haven lå dækket af spredte sneklatter. Jeg kunne se min egen ånde, mens jeg gik ned ad indkørslen.
Der holdt to biler parkeret. Den ene var Amanda og Jodies, den anden tilhørte manden, der blev tilbage i huset. Måske ville han fortælle mor, hvor jeg var, når hun kom hjem. Amanda og Jodie havde sagt noget dæmpet til ham, inden de tog mig med udenfor.
Sidst jeg havde siddet i en bil, var på turen til indkøbscentret før jul. Dengang havde jeg siddet på passagersædet, ikke på bagsædet.
Jeg glemte helt, at jeg skulle spænde min sikkerhedssele. Jodie måtte gøre det for mig. Så kørte vi. Min mave vendte sig ved de skarpere sving, og jeg måtte flere gange fokusere på et punkt inde i bilen for ikke at blive køresyg.
Hvor langt væk lå hospitalet egentlig? Jeg kunne ikke huske det. Jeg havde ikke været der særligt ofte.
En mærkelig tomhed i munden fik mig til at indse, hvad jeg manglede. Min sut. Hvordan kunne jeg have glemt den? Jeg tvivlede på, at Amanda og Jodie havde prioriteret at tage den med, da de samlede lidt ekstra tøj og ting til hospitalet. De havde pakket nogle ekstra sæt skiftetøj, et par pull-ups og endda to par underbukser - men ingen bleer.
Ubevidst gled min tommelfinger ind i min mund. Jeg opdagede det først, da jeg allerede havde suttet på den i flere sekunder. Amanda havde øjnene på vejen, men jeg fangede Jodies blik i bakspejlet. Hun så næsten misbilligende ud. Jeg lod tommelfingeren blive.
Jeg var ligeglad med, hvad Amanda eller Jodie syntes. De forstod ikke, hvad jeg havde brug for. Men det gjorde mor.
Hvad ville hun sige, når hun kom hjem fra arbejde og så at jeg var væk? Hvad ville manden fortælle hende? Og hvad ville hun tænke, når hun så mig i en pull-up, når vi blev genforenet?
“McDonald’s eller Burger King?”
Spørgsmålet kunne lige så godt have væretpå et helt andet sprog i mine ører. Jeg trak bare på skuldrene.
“Okay, hvis du ikke har en præference, så bliver det McDonald’s,” sagde Amanda og blinkede af, inden hun drejede ind mod restauranten.
Min mave rumlede, da vi kørte ind i drive-in’en. Der holdt et par biler foran os.
“Hvad vil du have at spise?” spurgte Jodie.
Jeg tog tommelfingeren ud af munden. “Ved ikke.”
Jodie sukkede højt.
“Jeg tror, det er nemmere for Sarah, hvis vi giver hende nogle valgmuligheder,” sagde Amanda. Hun lænede sig frem og kiggede på mig gennem mellemrummet mellem forsæderne. “Kyllingenuggets eller en burger?”
“Nuggi’er.”
“Så bliver det nuggi’er.”
Da vi nåede frem til bestillingsvinduet, bestilte Amanda en Happy Meal med æblejuice til mig, en iskaffe til sig selv og en sodavand til Jodie.
Jeg rakte ned i posen for at tage en nugget. Av - for varm. Den røg hurtigt tilbage i posen. Jeg måtte vente lidt, til de var kølet af.
Jeg stak tommelfingeren tilbage i munden og suttede på den, for at køle den lidt ned.
Vi var på vej igen, uden flere stop.
Ved et rødt lys bremsede bilen. En gul bus stoppede ved siden af os. Jeg kiggede ud og mødte en række nysgerrige blikke. Først få, så flere, da læber begyndte at bevæge sig, fingre pegede, og endnu flere hoveder dukkede op i vinduet.
Det var børn. En smule yngre end mig. De stirrede. Ingen af dem havde sutter. Ingen af dem havde tommelfingeren i munden.
En bølge af minder ramte mig: Tidlige busture til skole. Timer. Lektier. Cheerleadertræning. Frokost i kantinen med veninderne. Fortnite med Lisa. Overnatninger. Sandhed eller konsekvens. Ture i centeret.
Jeg så ned på mine hænder, der lå foldet i skødet, lige over pull-uppen under kjolen. Min tommelfinger var ikke længere munden.
Noget føltes forkert. Men jeg kunne ikke sætte ord på det. Jeg hørte ikke længere hjemme i den verden. Jeg havde truffet det valg på dagen inden det nye år begyndte. Jeg havde valgt bleerne.
Hvad var det, kvinden havde fortalt mig derhjemme, da de var ved at gøre mig ren og klar til at gå? De havde sagt, at den måde, mor behandlede mig på var forkert, som om alt, hvad der var sket, var mors skyld, som om jeg bogstaveligt talt var en baby uden vilje?
Men det var jo ikke sandt. Var det?
Mor havde ikke låst mig fast i tremmesengen eller lænket mig til væggen. Babyalarmen kunne ikke have forhindret mig i at liste ud og være langt væk, før hun opdagede det og kom hjem. Med min cykel kunne jeg være taget hvor som helst hen. Jeg kunne være gået når som helst - men jeg valgte at blive.
Og før det?
Der var intet mor kunne have gjort, for at forhindre mig i at sige sandheden til Samantha og Desi. Intet der havde stoppet mig i at søge hjælp hos Lisa - den eneste jeg kendte, der havde oplevet noget lignende. Jeg kunne have fortalt det til hr. Higgins. Jeg kunne være gået ned til sundhedsplejersken. Der var intet der ville have forhindret mig i at tage min mobiltelefon og selv ringe til CPS.
Der havde været tydelige skilte mod udgangen hele vejen - og jeg havde selv valgt at gå forbi dem. Hvorfor? Var det på grund af stædighed om selv at håndtere alle mine problemer? Var det skammen og ydmygelsen over at mine venner fandt ud af, hvad jeg havde været igennem? Var det frygten for, at enhver trodsig handling ikke ville være nok til at undgå de konsekvenser, der måtte vente mig fra mor?
Eller var jeg på et tidspunkt allerede begyndt ubevidst at acceptere min skæbne? Havde jeg inderst inde, med hver eneste ulykke, vidst, hvor det ville føre hen? At det ville ende med at jeg vidste, at jeg fortjente, havde brug for og ønskede bleer?
Jeg havde tilbragt - hvem ved hvor længe - med at ligge i en tremmeseng hele dagen og tisse og skide i bleen, fordi jeg selv havde valgt det. Jeg kunne ikke skyde skylden på mor. Jeg kunne have stoppet det når som helst hvis jeg havde lyst.
Jeg kiggede igen mod bussen. Kun få ansigter gloede endnu. Resten havde mistet interessen, nu hvor den ældre pige i bilen ikke længere suttede på sin tommelfinger.
Det havde været mig derinde - for ikke så længe siden. Og jeg ville garanteret også have kaldt på Samantha og Desi for at pege fingre, hvis jeg havde set en jævnaldrende gøre det samme.
Men hvorfor havde jeg taget tommelfingeren ud? Og hvorfor kunne jeg ikke sætte den tilbage i munden? En lille flig af skam gnavede i baghovedet. Jeg kendte ingen af de børn. De gik endda på en anden skole.
Og alligevel… ubehaget ved tanken om, at de så mig opføre mig som en baby, var nok til at forhindre mig i at gøre det. Hvorfor? Var jeg bare forlegen? Eller var der faktisk noget at skamme sig over?
Jeg blev ved med at se Jodie og Amandas reaktion for mig - da de fandt mig i tremmesengen i ble. Chok. Ubehag. Men også medlidenhed og empati. Alt sammen udsprunget af, at de inderst inde var overbevist om, at det var forkert.
Havde jeg taget fejl, da jeg valgte bleerne?
Men hvis Samantha kunne vælge at gå med ble, hvorfor kunne jeg så ikke? Ville Amanda og Jodie synes, at Samanthas valg var lige så forkert? Eller havde både Samantha og jeg ret? Eller var mine og Samanthas omstændigheder for forskellige til at kunne sammenlignes?
Lyset skiftede til grønt. Vi kørte fra bussen.
Med deres blikke væk fra mig skubbede jeg en hånd ind under kjolen og mærkede på fronten af pull-up’en. Stadig tør. Men der var heller ikke gået længe siden uheldet på gulvet i gangen.
Jeg prøvede for første gang, siden jeg fejlede pottetræningen, at lytte til min blære. Den sagde mig ingenting. Jeg anede ikke, om jeg var tæt på at sprænge, eller om den stadig var ved at fylde sig.
Og dér sad jeg - fanget mellem følelsen af, at noget var galt, og den praktiske virkelighed, at jeg ikke anede, hvad min krop foretog sig. Fanget mellem ønsket om bleer og frygten for, hvordan jeg nogensinde skulle klare mig uden. Fanget mellem lettelsen ved at opgive kampen og skammen ved at se mig selv så forskelligt fra mine jævnaldrende. Fanget mellem accepten af, hvad jeg havde ladet mor at gøre ved mig siden starten af året, og socialrådgivernes insisteren på, at det hele var forkert.
Hospitalet rejste sig i horisonten, solen faldt bag bygningen. Jeg skærmede øjnene, da vi drejede ind på parkeringspladsen.
Jeg huskede alt det, Lisa havde fortalt om prøverne, hun havde været igennem, da lægerne undersøgte hendes inkontinens. Hvordan jeg havde bluffet og ladet som om, jeg havde prøvet det samme. Hvordan jeg, i smug, have brugt en af skolens computere og læst om alle de medicinske begreber og teorier om inkontinens.
Men jeg havde aldrig selv været til en eneste undersøgelse, siden mine problemer begyndte. Det tætteste mor havde gjort på lægebehandling for min søster og mig, var afføringsmidlerne, og der må have været noget sandhed i den strategi, da det tilsyneladende havde hjulpet min søster.
Bilen standsede. Amanda slukkede motoren. Skulle jeg nu stikkes, undersøges, testes? Hvad kunne de fortælle mig, som jeg ikke allerede vidste?
Hvad ventede mig bag hospitalets døre?