Kapitel 79
Lykkelige uheld
Vi gik ikke ind i hospitalet gennem hovedindgangen. I stedet kørte Amanda os ned i en underjordisk personaleparkeringskælder.
“Sarah, hvorfor bliver du ikke lige siddende i bilen et øjeblik og gør dit Happy Meal færdigt?”
Jeg nikkede. Jeg havde næsten glemt det måltid, de havde købt til mig. Nugget’erne og pomfritterne var ikke længere for varme til at spise.
Både Amanda og Jodie steg ud af bilen. De stod ved siden af og var i gang med en ret indlevet samtale, mens jeg spiste færdig. Jeg kunne ikke høre, hvad de snakkede om.
Jeg havde netop stukket den sidste pommes frites i munden, da Amanda åbnede min bildør.
“Jodie skal lige tale med nogle betjente, men jeg bliver hos dig indtil i aften.”
“Så ta’r hjem?”
Amanda vendte sig mod Jodie og udvekslede et stille blik med hende. Hvad var det, de ikke ville sige til mig?
Amanda så tilbage på mig. “Det skal du ikke bekymre dig om lige nu. Det er dét, vi skal finde ud af, okay?”
Det svar gav ingen mening. Hvor skulle jeg være, hvis jeg ikke skulle hjem? Men jeg steg ud af bilen, da Amanda bad mig om det, mens en lille knude af frygt voksede i maven over de prøver, jeg regnede med, at lægerne skulle tage på mig. Alt andet end blodprøver, bad jeg stille for mig selv.
Jodie hviskede endnu et par ord til Amanda, før hun gik i en anden retning. Jeg fulgte et par skridt bag Amanda, mens hun gik mod indgangen til hospitalet, med min rygsæk i hånden - den, hun havde pakket til mig derhjemme. Vi passerede et par kvinder i hospitalsuniformer, der kom til og fra deres biler.
Vi nærmede os døren, da et tryk i min blære fik mig til at standse. Amanda var gået et par skridt foran, men vendte sig straks om mod mig.
Jeg stod helt stille, mens jeg fyldte min pull-up. Havde det været en ble, ville uheldet næsten ikke have været til at mærke, fordi det meste ville blive suget væk fra huden. Men sådan fungerede en pull-up ikke. Den var gennemblødt. Jeg kunne mærke fugten mod huden og elastikken, der gav sig, mens den hang tungt ned mellem benene.
I det mindste var der ikke kommet en pøl på gulvet denne gang. Det ville have været meget værre hernede, hvor andre kunne se det.
“Det er okay. Jeg kan hjælpe dig med at blive gjort ren, når vi er kommet ind. Der står en sygeplejerske og venter på dig.”
Jeg var ikke sikker på, hvordan Amanda kunne vide, at jeg havde haft et uheld. Var det mit ansigtsudtryk? Den måde jeg stoppede op på? Var det måden jeg stod på? Eller havde uheldet ligefrem kunnet høres?
Den våde pull-up klaskede mellem mine ben, mens vi gik ind i hospitalet og videre ned ad en smal gang. Vi passerede pauserum, hvor læger og sygeplejersker sad og spiste. Der var ingen andre patienter i denne del af hospitalet.
Amanda så ud til at kende vejen uden tøven og førte mig sikkert gennem gangene. Hun holdt mig i hånden, til vi nåede et familietoilet.
Denne gang kunne jeg klare det meste af rengøringen selv, men Amanda tørrede mig alligevel efter et par steder, som om hun ikke helt stolede på, at jeg havde gjort det ordentligt. Kjolen havde vist sig at være et godt valg - jeg behøvede kun at tage skoene af for at få en ny pull-up på.
Da vi kom ud igen, føltes gåturen uendelig. Mine fødder gjorde ondt. Jeg havde ikke gået så meget siden jeg stoppede med at gå i skole, og dette hospital var endda større end skolen.
Jeg sakkede bagud igen, men Amanda satte tempoet ned. “Du klarer det så fint. Vi er der næsten.”
Et par sving mere, og vi kom til en lille lobby. Amanda satte mig i et hjørne, mens hun gik op til skranken for at tjekke os ind. Vi måtte være i børneafdelingen. Der sad flere børn og ventede - nogle på min alder, andre yngre. Nogle havde forældre med, andre sad alene.
Jeg trak lidt i kjolen, da jeg satte mig. Den var fin til at skjule pull-up’en, når jeg stod, men når jeg sad ned, kunne den nemt glide op og afsløre mere, end jeg ønskede.
Amanda stod stadig og talte med receptionisten. Det virkede, som om de snakkede i flere minutter, før hun endelig vinkede mig over.
“Julie venter på dig derinde,” sagde receptionisten, da jeg kom hen. Hun pegede på en dør længere henne. Jeg var glad for, at Amanda var med - jeg ville aldrig have fundet vej alene.
En ældre sygeplejerske med gråt hår stod klar, da vi åbnede døren til endnu en gang. Hun gav Amanda et kram. “Hej Amanda, det er længe siden.” Så vendte hun sig mod mig. “Og du må være Sarah. Amanda ringede tidligere og fortalte at du ville komme. Undersøgelsesrummet er lige herhenne.”
Rummet lignede til forveksling det, jeg havde været i til sportsundersøgelsen for et par år siden. Julie fik mig til at sætte mig på briksen, hvor der lå et stykke papir henover. Amanda satte sig på en stol i hjørnet.
“Der kommer en læge, når han er færdig med sin nuværende patient. Men først skal vi lige sikre os, at du har det godt, okay?”
Julie begyndte med nogle simple spørgsmål - fulde navn, alder, fødselsdato. Det var lettere at svare på end tidligere hjemme hos Amanda. Mit hoved føltes klarere. Men da hun spurgte om mit CPR-nummer, blev jeg helt blank. Det havde jeg aldrig lært udenad.
Jeg stivnede, da hun spurgte, hvilken skole jeg gik på. Julie sendte Amanda et blik, og Amanda nikkede, så hun lod spørgsmålet falde.
Der kom mange flere spørgsmål - nogle virkede dumme, andre ligefrem underlige, og enkelte var ubehagelige. De fleste kunne jeg nøjes med at nikke eller ryste på hovedet til, men indimellem måtte jeg bruge “store pige”-ordene. Amanda fulgte nøje med fra hjørnet, mens Julie skrev på computeren.
“Har din mor nogensinde slået dig?”
Måden Julie spurgte på fik det til at lyde hverdagsagtigt, men hendes blik fortalte, at det var alvor.
“Nej, bare smæk.” Men det var ikke helt sandt. Jeg bed mig i læben. Julie sagde ingenting, som om hun ventede på, at jeg ville fortsætte. “Hun har slået mig i ansigtet.”
Julie reagerede ikke med chok, men skrev videre. “Hvor mange gange?”
Det var lettere at svare på. “Et par gange.”
“Og smæk?”
“Ved ikke… mange?”
“Okay,” sagde Julie stille. “Tak fordi du fortalte det, Sarah. Vi skal bare lige lave et par tests nu.”
Jeg rullede ærmet op, mens hun tog mit blodtryk. Jeg prøvede at slappe af, mens manchetten strammede om armen. Det kunne jeg godt klare, så længe der ikke kom nåle ind i billedet. Hun målte også min vægt og højde.
“Det passer meget godt,” sagde hun. “Kun et par kilo lettere end i august, og et par centimeter højere.”
Jeg var på vej tilbage til briksen, da hun stoppede mig. “Ikke endnu. Du skal lige tage kjolen af et øjeblik.”
Jeg havde ikke lyst, men gjorde det alligevel og satte mig derefter igen. Julies øjne blev en smule store ved synet af pull-up’en, men hun kommenterede den ikke.
Jeg opdagede, at mine hænder havde fundet vej foran pull-up’en i et sølle forsøg på at skjule den. De rystede begge lidt, og jeg var ikke sikker på, at det udelukkende skyldtes, at jeg frøs efter at have taget kjolen af.
Julie lagde en varm hånd på min skulder. “Det skal nok gå. Du behøver ikke skamme dig. Folk kommer sjældent på hospitalet, fordi kroppen fungerer perfekt.”
Hun undersøgte mig grundigt - skuldre, arme, ben, ryg. Hun lyttede på mit bryst med stetoskopet. Mit hjerte bankede hurtigt, men hun sagde, at det lød fint.
Så så hun på mine knæ.
“Hvordan har du fået de blå mærker?”
Jeg mærkede Amanda læne sig frem i stolen.
“Af at kravle?”
“Kravler du meget?”
“Kun derhjemme.”
Julie tøvede. “Mener du, at det er noget, du kun gør hjemme, eller at du derhjemme altid kravler og aldrig går?”
“Altid.”
“Det forklarer mærkerne.” Hun rørte forsigtigt ved knæene, men jeg trak mig alligevel sammen af smerte.
“Jeg henter nogle isposer til dig, inden lægen kommer. Du kan tage kjolen på igen.”
Det var sværere end at tage den af. Jeg fumlede med den, til Amanda rejste sig og hjalp mig.
“Du klarer det godt,” sagde hun. “Skal vi tage en tur på toilettet, mens Julie henter isposen?”
Min pull-up var stadig tør, men det var længe siden uheldet i parkeringskælderen, og jeg havde drukket al min juice.
“God idé,” sagde Julie. “Jeg er tilbage om lidt. Toilettet er nede ad gangen til højre.”
Hun gik til venstre, mens Amanda fulgte mig mod højre. Toilettet lå kun få døre væk. Hun ventede udenfor.
Jeg satte mig tøvende på det kolde toiletsæde og kiggede ned. Der var en lille gul plet i pull-up’en - jeg må have dryppet lidt, men ikke i nærheden af at skulle skiftes.
Men hvordan skulle jeg få blæren til at tømme sig? Var det bare noget, jeg gjorde i mit hoved? Var jeg nødt til at spænde mine muskler på bestemte måder? Var det en blanding af begge dele?
Der skete intet. Ikke så overraskende. Jeg forstod ikke, hvorfor Amanda blev ved med at behandle mig som en stor pige, når alt pegede på det modsatte.
Jeg var allerede udmattet af Julies undersøgelse, og det var kun forspillet til lægens tur., som sikkert ville være langt mere omfattende
Så lød der en stille renden i kummen. Jeg havde rent faktisk tisset et andet sted end i bukserne. Det var stadig et uheld - jeg havde opgivet at prøve på at tisse. Men denne gang var det dog et lykkeligt uheld.