Kapitel 81
Virkelig forfærdeligt
Jeg bed tænderne hårdt sammen og pressede neglene ind i håndfladerne, mens jeg knugede næverne. Jeg stirrede stift til venstre, mens en sygeplejerske gjorde klar til at stikke en nål i min højre arm for at tage en blodprøve. Mit blik faldt til sidst på en af de plakater, der reklamerede for, hvor vigtigt det er at donere blod.
Jeg kunne ikke holde ud at se på, hvad hun lavede. Jeg havde bedt hende bare at stikke, når hun var klar - ingen nedtælling, ingen advarsel. At vide, hvornår det skete, ville bare gøre mig endnu mere nervøs.
Og så var nålen inde.
Smerten ved at blive stukket med en nål var aldrig lige så slem som forventningen op til at blive stukket, men det betød ikke, at det ikke gjorde ondt, eller at armen ikke ville være øm i et par dage.
Amanda sad ved siden af med sin arm om mig. Hun havde fulgt mig hele dagen, mens jeg var blevet sendt fra den ene undersøgelse til den anden, hos en håndfuld forskellige læger og sygeplejersker.
Eneste lyspunkt var, at jeg slap for at skulle at tisse i et bæger. I stedet havde jeg afleveret en pull-up, jeg havde tisset i under røntgenbillederne. Den blev lagt i en uigennemsigtig pose med mit patientnummer og afleveret igennem en lille roterende låge.
Jeg var bare glad for, at det ikke var mig, der skulle stå med opgaven at få urinen presset ud af den.
Og så trak hun nålen ud igen. Det gjorde næsten lige så ondt som da den blev sat i.
“Du må hellere lige blive siddende i fire eller fem minutter endnu," sagde sygeplejersken, der havde taget prøven. “Du er ikke undervægtig, men du er lidt mindre af bygning end gennemsnittet, så du kommer nok til at kunne mærke blodtabet mere."
Det passede mig fint. Jeg havde alligevel ingen lyst til at rejse mig. Mine fødder gjorde ondt efter alt det vandren rundt på hospitalet. Det var kæmpe stort - og det virkede som om ingen af undersøgelserne lå i nærheden af hinanden.
“Du klarede det rigtig flot," sagde Amanda og gav min skulder et lille klem. Hun så over på Julie, sygeplejersken, der havde fulgt os rundt. “Det var Sarahs sidste prøve for i dag, ikke?"
“Jo," sagde Julie. “Og vi har gjort det overnatningsværelse klar, som du bad om."
“Perfekt. Tak for det," sagde Amanda. Hun tøvede lidt. “Men politiet skal stille Sarah nogle spørgsmål, og det har vi udskudt længe nok. Det skal vi lige have klaret først."
Så jeg skulle altså ikke hjem i aften. Jeg vidste ikke engang, hvordan jeg burde have det med det. Jeg var stadig i gang med et bearbejde alt det, Jane havde sagt til mig. Hendes åbenlyse chok og væmmelse over min beskrivelse af, hvordan mor havde behandlet mig, blev ved med at nage. Havde jeg forklaret det forkert? Eller betød hendes reaktion bare, at jeg ikke selv havde indset, hvor galt det egentlig stod til?
Men hvis jeg ikke skulle hjem… hvad så? Jeg kunne jo ikke blive på hospitalet for altid.
Ville jeg ende hjemme hos mor igen på et tidspunkt? Det virkede ikke som noget, hverken socialarbejderene, sygeplejerskerne eller lægerne ville være glade for. Ikke med den måde, de reagerede på, hver gang jeg fortalte, hvad der var sket derhjemme.
Og jeg havde heller ingen familie, der kunne tage mig ind. Tankerne om en plejefamilie skræmte mig - mest fordi det ville betyde, at endnu flere mennesker skulle kende til mine problemer.
Men det var ikke engang det, jeg kæmpede mest med. Spørgsmålet var: Hvad ville jeg selv? På nytårsaften havde jeg besluttet, at jeg gerne ville bruge ble. Og jeg havde accepteret, at det betød, mor behandlede mig som en baby.
Nu sagde alle omkring mig, at det havde været forkert. Men hvis de havde ret, så betød det, at mor tog fejl. Ikke bare en almindelig fejl. Hun havde med vilje gjort noget slemt mod mig. Ikke slemt som i noget jeg ikke kunne lide, som at blive straffet for dårlige karakterer, men slemt på en måde, hvor intet, jeg kunne have gjort, kunne få mig til at fortjene det.
Det var for meget at rumme lige nu.
Jeg samlede endelig mod til at se på armen, hvor jeg var blevet stukket. Et plaster dækkede indstiksstedet, men det kunne ikke skjule de omkringliggende blå mærker.
Gangen hen til det sted, hvor jeg skulle tale med politiet, var ikke kortere end nogen af de andre ture mellem undersøgelserne. Jeg havde ingen fornemmelse af retning, da vi først kom, men nu begyndte jeg at kunne genkende nogle af omgivelserne. Det virkede som om, vi var på vej tilbage mod indgangen, hvor Amanda havde ført mig ind tidligere.
Vi standsede foran en ubemærkelsesværdig lukket dør. Amanda lagde en hånd på min skulder.
“Det skal nok gå. Du skal bare fortælle dem det samme, som du fortalte Jane.”
Hun åbnede døren og førte mig ind.
Inde i lokalet sad to betjente i uniform på den ene side af et rundt træbord, sammen med Jodie, der stod i hjørnet. På den anden side stod to ledige plastikstole. Amanda trak den ene ud til mig og satte sig i den anden.
Den ene betjent havde en notesbog foran sig. Den anden, med et stort overskæg, skiftede blik mellem Amanda og mig.
“I har ladet os vente et stykke tid,” sagde notesbogs-betjenten.
“Undskyld,” svarede Amanda. “Men det var vigtigt at få lavet lægetjekket først.”
“Og?”
“Den oprindelige anmeldelse sagde, at Sarah blev slået flere gange og nægtet mad, så hun var ved at sulte,” sagde Amanda. “Men bortset fra én mulig ting, der ikke stod i rapporten, ser alt ellers fint ud helbredsmæssigt.”
“Så det anonyme opkald var bare falsk alarm?” spurgte betjenten med overskægget.
“Det ved jeg ikke,” sagde Jodie fra hjørnet. “Som I så i vores første rapport, foregik der anden form for misbrug. Og selvom moderen havde indsendt papirer om, at hun ville undervise Sarah hjemme, er der intet, der tyder på, at der har foregået nogen from for undervisning de sidste to måneder.”
“Og hvad siger moderen selv?” spurgte Amanda.
“Det er derfor, vi har brug for at tale med Sarah så hurtigt som muligt,” sagde notesbogs-betjenten.
“Hvad mener du?”
“Hør, lad mig lige tale med Sarah,” sagde han og vendte sig mod mig. “Vi ved ikke, hvor din mor eller søster er, og vi håbede, at du måske kunne hjælpe os med at finde ud af det.”
“De… væk?”
“Din mor forlod sit arbejde kort efter, at CPS ankom til jeres hus. Hun hentede din søster tidligt i børnehaven, og ingen har set dem siden.”
Jeg forstod med det samme, hvad det betød. Mor havde selvfølgelig holdt øje med babykameraet på værelset. Hun ville hurtigt have opdaget, at noget var galt.
“Så hun holdt øje med kameraet?” sagde Amanda og sagde det, jeg allerede tænkte.
“Det er vores teori,” nikkede betjenten. Han så igen på mig. “Ved du, om der er noget sted, din mor kunne finde på at tage hen? Familie? Venner? Et sommerhus? Hvad som helst?”
Jeg rystede på hovedet. “Det ved jeg ikke.” Intet af det gjaldt for vores lille familie.
“Det er helt i orden. Det var et forsøg værd. Men det næste spørgsmål er vigtigere, Sarah. Har din mor mishandlet Emilia? Gjort hende fortræd på nogen måde?”
Mor? Gøre noget slemt ved Emilia? Aldrig. Jeg rystede på hovedet.
“Så hun straffede ikke Emilia, som hun straffede dig?”
“Ikke rigtigt. For det meste.” Jeg tøvede og tilføjede: “Men Emilia opførte sig også pænt.”
Spørgsmålene fortsatte. Først om skolen - eller manglen på den. Hvad mor havde lavet under påskud af hjemmeundervisnng. Så om skader, smæk, andre gange hvor hun havde gjort mig fortræd. Om mad, hvor meget jeg fik, hvor ofte. Selvom de fleste spørgsmål handlede om mig, spurgte de også ind til Emilia.
Bleerne var stadig ikke blevet nævnt. De måtte jo vide det. Amandas henvisning til deres første rapport måtte have nævnt, hvad de havde fundet, da de kom ind i huset. Var de lige så utilpasse ved emnet, som jeg selv var? Eller syntes de bare ikke, det var så vigtigt?
Jeg var midt i at svare på et spørgsmål om babykameraet - hvor tit jeg troede, mor holdt øje - da min mave begyndte at knurre. Ikke fordi jeg var sulten, men på grund af det, jeg havde spist tidligere.
Jeg vidste straks, hvad der var ved at ske. Jeg rejste mig pludseligt, med et forgæves håb om at nå toilettet i tide - men det var allerede for sent.
Jeg lavede i pull-up’en. Det var ikke et af de uheld, der er lettere at holde inde, noget fast. Nej, det var den slags uheld, man får, når man spiser ude og kroppen ikke kan tåle maden, så den løber lige igennem én.
Og det kom heller ikke lydløst ud. Lyden rungede i det lille rum. Uheldet afbrød mig midt i en sætning, og alt blev stille.
Jeg ville skyde skylden på fastfood-måltidet, jeg havde fået på vej til hospitalet. Jeg havde ikke spist noget fedtet eller friturestegt i lang tid, og lugten afslørede, at mit fordøjelsessystem bestemt ikke havde været glad for den pludselige kostændring.
Jeg havde aldrig før lavet i en pull-up. Det var altid sket i en ble. Nu forstod jeg hvorfor det havde været nødvendigt.
De her pull-ups var lavet til større børn, der stadig tissede i sengen. Jeg tvivlede på, at natlige “nummer to"-uheld overhovedet var noget, man regnede med, så der var ingen grund til at designe dem til at kunne holde på det.
Pull-up’en fejlede totalt i forsøget på at holde uheldet inde. Men selv hvis det hele var blevet i den, ville lugten alene have været et enormt problem.
Jeg rejste mig op, og en brunlig væske løb langsomt ned ad begge mine ben. Samtidig begyndte jeg at tisse. Det var endnu værre. Der var slet ikke mere plads i pull-up’en til at suge noget som helst, så det løb ud i begge sider og ned på gulvet i to små strømme. Tårerne dryppede ned fra mit ansigt og blandede sig med pytterne på gulvet.
“Hvad helvede?” sagde den yngre betjent og holdt sig for næsen. Han lød ikke vred, men mere bare fuldstændig forbløffet over, at det kunne ske.
“Det dér,” sagde Amanda og holdt en pause, mens hun tydeligvis ledte efter de rigtige ord, “er det problem, som lægerne har undersøgt hende for den sidste time.”
“Så… hun er ikke renlig?” spurgte betjenten.
“For det første hedder det inkontinens. Og for det andet var hun det - i hvert fald indtil midt på skoleåret. Vi tror, at misbruget begyndte som en reaktion på hendes problemer, og at det kun har gjort dem værre.”
“Herregud,” mumlede betjenten med overskægget. “Det er virkelig forfærdeligt.”