Kapitel 83
Overgåede forventninger
Sengen var tør, da jeg vågnede den første morgen på hospitalet - men kun lige akkurat. Jeg kunne hurtigt konstatere, at de bleer, hospitalet havde, slet ikke var af samme kvalitet som dem, mor havde købt, eller som jeg havde lånt af Lisa.
Jeg lå krøllet helt sammen som en kugle, da jeg vågnede. Jeg havde nok vænnet mig så meget til ikke at kunne strække mig ud i tremmesengen, at kroppen instinktivt havde trukket sig sammen i søvne. Jeg blev liggende sådan et stykke tid. Min tommelfinger fandt igen vej ind i munden. Noget i baghovedet sagde mig, at jeg burde tage den ud, men jeg havde ikke lyst endnu.
Jeg kiggede på knappen på væggen ved siden af sengen. Amanda havde sagt, at jeg kunne trykke på den, hvis jeg havde brug for en sygeplejerske. Og lige nu havde jeg allermest brug for et bleskift. Amanda havde hele tiden prøvet at presse på for, at jeg skulle bruge pull-ups i dagtimerne, men jeg kunne ikke se meningen med det. Jeg havde ingen interesse i endnu et tvunget og meningsløst forsøg på pottetræning i dag.
Jeg trykkede på den røde knap. Den lyste op. Nogen var sikkert på vej.
Jeg rullede om på ryggen og strakte benene ud under dynen. Det føltes virkelig godt. Heldigvis gik der ikke længe, før en sygeplejerske dukkede op.
Jeg kendte hende ikke, men det gav mening - der var sikkert mange forskellige på vagt i løbet af døgnet.
Hun præsenterede sig som Debrah og virkede slet ikke overrasket, da jeg roligt fortalte, at jeg havde brug for hjælp til at få skiftet min ble. Hun gik ud et øjeblik og kom tilbage med en pose bleer, vådservietter og pudder, som hun lagde i en af skufferne i kommoden.
I modsætning til Amanda vidste Debrah præcis, hvad hun lavede. Hun skiftede mig rutineret og metodisk, som om hun kunne have gjort det i søvne.
Da jeg havde en ren ble på og ikke længere behøvede at bekymre mig om lækager eller uheld, lod hun mig få fred til at klæde mig på, mens hun lovede at komme tilbage med morgenmad lidt senere.
Jeg kiggede på tøjet, Amanda havde taget med til mig. Intet af det virkede helt rigtigt. Så åbnede jeg den lille kommode, hvor hun aftenen før havde hentet nattøj til mig. Der lå nogle grå joggingbukser i forskellige størrelser, og et par af dem passede mig.
De løse bukser skjulte bleen godt, men hvis jeg før havde syntes, at andre bleer var larmende, så tog jeg fejl. Den her knitrede for hvert eneste skridt, jeg tog. Lyden føltes øredøvende. Jeg håbede, det bare var, fordi værelset ellers var helt stille, og at hospitalets baggrundsstøj ville overdøve det lidt.
Hospitalet havde lagt nogle enkle, blå t-shirts frem, men jeg valgte i stedet en af de Fortnite-trøjer, Amanda og Jodie havde taget med hjemmefra. Da jeg så motivet på brystet, fik jeg pludselig en stærk trang til at spille computer igen. Jeg var lige blevet færdig med at trække trøjen over hovedet, da Debrah kom tilbage med en bakke morgenmad.
Hun kiggede på min trøje.
“Kan du godt lide at spille computerspil?”
“Ja.”
Debrah satte bakken på skrivebordet, inden hun gik mod døren.
“Jeg kan sikkert finde noget, du kan få tiden til at gå med.”
Det var et festmåltid. Arme riddere skåret i stænger med en kop sirup til at dyppe dem i. Appelsinskiver. Yoghurt. Chokolademælk. Jeg satte mig ved skrivebordet og gik i gang. Jeg var næsten færdig, da det bankede på, og Amanda åbnede døren.
“Godmorgen,” sagde hun, idet hun kastede et blik på min bakke. “Dejligt at se, at du allerede er oppe. Sov du godt i nat?”
Jeg nikkede. Min mund var fyldt med mad, så jeg kunne ikke svare med det samme.
“Du burde egentlig skifte, når du står op om morgenen. Skal jeg hjælpe dig?”
Først forstod jeg ikke helt, hvad hun mente. Så kiggede jeg ned. Den hvide plastik fra bleen stak op over bukselinningen, hvor min trøje havde krøllet sig sammen. Hun kunne se, at jeg havde ble på, men troede, at det var fordi, jeg slet ikke havde skiftet, efter jeg var stået op.
“Den er tør.”
“Det er godt. Så klarede du dig gennem natten uden uheld? Hvorfor går du ikke lige ud på toilettet, så kan vi skifte dig til en pull-up bagefter.”
Hun havde fuldstændig misforstået, hvad jeg mente.
“Den er tør, fordi Debrah kom og skiftede mig i morges.”
Jeg kunne se, at Amanda ikke var helt tilfreds med det svar. Men hun lod til at acceptere det, selvom det ikke var med stor begejstring.
Hun satte sig i en stol og forklarede mig, hvordan dagen ville komme til at se ud. Jeg skulle først til en opfølgende tid hos Jane, urologen. Derefter skulle jeg tilbringe eftermiddagen med en psykolog. Politiet ville måske også gerne stille mig flere spørgsmål, men denne gang ville det være en efterforsker, der kendte mere til den slags sager.
Jeg spurgte, om der var nogen nyheder om mor eller Emilia, men Amanda rystede på hovedet. Jeg prøvede at forestille mig, hvor de mon var, og hvad de lavede lige nu. Det overbeviste mig endnu mere om, at mor virkelig havde set CPS komme ind via babykameraet. Men hendes første reaktion havde været at tage Emilia og flygte - og bare efterlade mig. Hvorfor?
Amanda havde taget en lille gymnastikpose med, så jeg kunne have lidt ekstra ting med rundt til aftalerne. Jeg lagde et par bleer, vådservietter og pudder i, sammen med et ekstra par bukser - bare for en sikkerheds skyld. På hendes insisteren lagde jeg også to pull-ups i tasken, men jeg havde ingen planer om at bruge dem i dag.
Jane ventede på mig i et åbent lokale. Denne gang satte Amanda mig bare af - hun sagde, at hun havde andre ting, hun skulle nå i dag, men at en sygeplejerske ville komme og hente mig, når jeg var færdig hos Jane, og følge mig videre til næste aftale.
Jeg var nervøs for, hvordan Jane ville reagere, når hun så mig i ble. Men der kom ingen fordømmelse fra hende.
“Der er ikke noget galt i at bruge ble lige nu, hvis det er det, du har brug for, og hvis du føler dig mest tryg sådan,” sagde hun. “Jeg forstår godt, hvor pinligt det kan være at kæmpe med lækager.”
Selv om jeg vidste, at Jane selv havde pull-up på, kunne jeg slet ikke se det. De løse hospitalsbukser skjulte det perfekt. Det var rart at vide, at hun havde stået i min situation før.
Jeg spurgte med det samme til prøveresultaterne, men Jane fortalte, at der nok ikke ville være nyt i en uge eller to. I mellemtiden ville hun gerne tale med mig om, hvordan jeg bedst kunne håndtere inkontinensen. Det meste af det, hun forklarede, var ikke nyt for mig - det bekræftede egentlig bare min mistanke om, at det var hende, der havde været kilden til det meste af den viden, Lisa havde delt om at leve med inkontinens.
Det første, jeg fik, var en lektion i, hvordan man satte tapeble rigtigt på. Jane havde en hel bunke liggende og syntes ikke, det var spild at bruge en god håndfuld af dem, mens hun viste mig, hvordan man bedst gjorde - både stående og siddende. Det var en lettelse at vide, at jeg fremover kunne klare bleskift selv uden hjælp.
Da jeg var færdig hos Jane, fulgte en sygeplejerske mig videre til en afdeling med læger, der specialiserede sig i mave-tarm-problemer. Jeg var ikke specielt begejstret for, at det var en mandlig læge, jeg skulle tale med om det emne. Men ligesom Jane var han forstående og uden dømmende attitude. Han var enig med mig i, at det sandsynligvis var den pludselige ændring i kosten, der havde givet problemerne, og han sendte en besked til køkkenet om at justere måltiderne lidt, så maven kunne komme tilbage i sin normale rytme.
Derefter var der en lang tur tilbage til stuen. Så kom frokosten - som blev afbrudt af en ret presserende trang til at lave lort. Der var det en kæmpe fordel, at jeg havde mit eget badeværelse. Jeg nåede at rive bleen af i tide og undgik en rigtig slem ulykke.
Jeg havde stadig lidt tid, inden jeg skulle til psykologen, så jeg benyttede chancen til at tage et bad og få en ny ble på bagefter.
Terapien var slet ikke, som jeg havde forestillet mig. Min eneste erfaring var det, jeg havde set i fjernsynet. Der var utroligt mange spørgsmål - det føltes næsten som dengang politiet havde afhørt mig. Forskellen var bare, at jeg ikke blev dømt på mine svar denne gang. Det var tydeligt, at psykologen allerede var fuldt informeret om det meste - jeg fik indtryk af, at Amanda havde talt med hende længe i forvejen.
Men vi brugte faktisk ikke så meget tid på alt det. Hun lagde mærke til min t-shirt, og vi talte længe om, hvilke computerspil jeg kunne lide. Jeg fortalte, at jeg havde været med på e-sportsholdet på gymnasiet.
Derfra gled samtalen videre til andre ting. Min søster. Skolen. Venner. Tv-serier. Yndlingsmad. Tiden fløj af sted. Psykologen fortalte til sidst, at hun havde sat tider op til mig hver eftermiddag resten af ugen. Da jeg gik ud af døren, gik det op for mig, at hun ikke havde stillet ét eneste spørgsmål om mine bleer.
Da jeg endelig kom tilbage til stuen inden aftensmaden, ventede en overraskelse: På sengen lå en Nintendo Switch med et par spil og en seddel fra Debrah.
Jeg satte et spil i og tændte for den. En bølge af minder skyllede ind over mig. Det føltes fremmed at holde controlleren igen efter flere måneders pause, men det tog ikke lang tid at vænne sig til.
Mens jeg lå i sengen med konsollen løftet over hovedet, tænkte jeg tilbage på mine bekymringer fra aftenen før om, hvor usikkert alting så ud i fremtiden. For første gang i meget lang tid havde en ny dag faktisk overgået mine forventninger.