Kapitel 87
Hvad kan jeg sige?
Efter at have fået en ren ble på indså jeg, at jeg måtte finde ud af, hvilket mærke mor havde brugt til mig. De bleer var et godt kompromis - ikke så latterligt tykke som den, jeg nu havde på, men mere pålidelige end dem fra hospitalet. Måske vidste Lisa det.
Jeg samlede mine joggingbukser op fra gulvet, hvor jeg havde smidt dem, og fiskede min telefon op af lommen. Jeg lod bukserne falde tilbage på gulvet og kiggede mig omkring efter et sted at sætte opladeren til.
Lisa og jeg havde samme mærke telefon, så jeg kunne bruge opladeren på natbordet ved siden af sengen.
Jeg lagde mig på ryggen på sengen kun iført min t-shirt og en ble og ventede på, at telefonen fik nok strøm til, at jeg kunne tænde den. Et gab slap ud, selv om jeg prøvede at holde det tilbage.
Det var ikke engang frokosttid endnu, og jeg var allerede træt. Ikke fysisk - at pakke mine ting sammen derhjemme og flytte dem herhen havde ikke været hårdt, især ikke med hjælp fra Amanda og Jodie.
Det var den mentale udmattelse: al den ophobede spænding på vejen herhen, nervøsiteten over hvordan Lisa og hendes tante og onkel ville reagere, og så hele presset ved at forlade det eneste hjem, jeg havde kendt.
Jeg ønskede, at Lisa snart ville komme tilbage. Jeg havde virkelig brug for at undskylde, at jeg havde langet ud efter hende igen.
Jeg gabte igen og kæmpede mod trangen til bare at lukke øjnene et par sekunder.
Jeg trykkede på telefonskærmen. Fem procent. Ikke meget, men nok til at tænde den, så længe den blev i opladeren. Jeg holdt tænd/sluk-knappen inde, til den begyndte at starte op.
Jeg strøg fingeren hen over skærmen og fulgte den indviklede sti for at låse telefonen op. Jeg holdt vejret, mens en lavine af beskednotifikationer væltede ind.
Jeg kunne ikke løsrive blikket fra min telefon, mens jeg skimmede igennem de hundredvis af beskeder, der havde hobet sig op, mens jeg havde været væk.
Ikke én eneste dag var gået, uden at Lisa havde skrevet til mig. Nogle gange skrev hun om, hvor bekymret hun var for mig. Andre gange spekulerede hun på, om jeg overhovedet kunne læse, hvad hun skrev. Hun blev ved med at spørge, om jeg var OK, og forsikrede mig om, at jeg altid kunne række ud til hende for at få hjælp.
Der var også mere hverdagsagtige beskeder. Opdateringer om skolen og Fortnite-holdet. Fjollede memes. Hun havde stolt delt, at hun endelig havde haft modet til at have almindelige underbukser på en hel weekend - og at hun slet ikke havde haft nogen uheld.
Og der var masser af beskeder fra Samantha og Desi, meget lig dem, Lisa havde sendt. De havde holdt et par overnatninger uden mig, men havde alle skrevet, hvor meget de havde savnet at have mig med.
Alle mine frygter for, at mine venner havde forladt mig. Alle mine bekymringer om, at de ville hade mig for, hvordan jeg havde skubbet dem væk. Alle mine grublerier om, hvordan jeg igen skulle passe ind i vores venskab efter at have været væk. Frygten for at blive dømt for min situation eller blive gjort til grin over, hvordan mor havde behandlet mig. Alt det forsvandt.
Jeg kunne ikke fjerne blikket fra telefonen. Her var det uomtvistelige bevis på, at Samantha, Desi og Lisa stadig ville være der for mig.
Til sidst gjorde tårerne det umuligt at se klart. To måneders beskeder var for meget at tage ind på én gang.
Min tommelfinger havde igen fundet vej ind i munden. Jeg kunne ikke få mig selv til at give slip på den trøstende fornemmelse. Skulle jeg være en stor pige eller en baby? Det var svært at vide midt i alle de andre følelser, der brusede igennem mit hoved.
Jeg lukkede øjnene. Jeg havde bare brug for at slappe af i et par sekunder.
“Tid til at stå op, sovetryne.”
Jeg kiggede op på Lisa, der stod få skridt væk - og indså pludselig, at min tommelfinger stadig sad i munden.
Jeg hev den hurtigt ud og opdagede straks noget andet: Jeg havde ikke noget på over bleen. Instinktivt lod jeg hænderne glide ned for at dække mig - og mærkede samtidig, at bleen var blevet våd, mens jeg sov.
Lisa trådte forsigtigt tættere på, som om jeg var et vildt dyr, der kunne finde på at bide.
“Undskyld, at jeg råbte af dig før,” sagde jeg.
Lisa satte sig på sengekanten. “Det er okay. Jeg burde ikke have spurgt ind til det.”
“Øh, for resten - frokosten er klar, hvis du er sulten. Min tante har lavet mac and cheese med hotdogs.”
Åh, godt. Jeg havde altså ikke sovet så længe, som jeg havde frygtet. Den korte lur havde gjort mig godt; jeg følte mig ikke nær så træt længere. Men jeg var heller ikke klar til at spise endnu.
“Jeg ved ikke, om jeg er særlig sulten.”
“Jeg kan godt vente med at spise frokost, til du er klar,” sagde Lisa og satte sig helt op ved siden af mig i sengen. Hun tog min hånd, og vi sad i tavshed et par minutter. Det var en lettelse.
“Er du okay?” spurgte hun til sidst. “Du havde tommelfingeren i munden, mens du sov.”
Jeg kunne have fortalt hende alt dér - hvordan mor havde straffet mig for min inkontinens ved at behandle mig som en baby; hvordan jeg stort set havde levet i en tremmeseng de sidste to måneder, mens hun og resten af mine venner havde fortsat deres teenage-liv. Hun havde jo ikke dømt Samantha - så hun ville vel heller ikke dømme mig, vel?
Men en anden stemme i baghovedet advarede mig. Jeg var ikke som Samantha. Jeg kunne ikke bare skifte ubesværet mellem ble og undertøj, mellem baby og voksen, mellem at blive passet og at klare mig selv. Psykologen på hospitalet havde sagt, at jeg var nødt til at adskille det medicinske behov for at bruge ble fra selve idéen om at blive behandlet som en baby.
Så jeg lod øjeblikket passere. Jeg sagde til Lisa, at jeg havde det meget bedre. Og det var jo sandt - især efter de beskeder, jeg havde set på min telefon.
Lisa nævnte ikke igen, at hun havde set mig sutte på min tommelfinger, og jeg bragte det heller ikke på bane. Det var en vej, jeg ikke havde tænkt mig at gå ned ad.
Hun spurgte heller ikke mere ind til, hvad der var sket derhjemme. Hvad end hendes tante havde sagt til hende, havde det fået hende til at lægge sin nysgerrighed til side for nu.
Lisa kastede et blik på min telefon, som jeg havde lagt på natbordet.
“Hvornår var din telefon sidst tændt?”
“Lige nu. Men jeg har ikke haft den tændt siden før jul.”
“Jeg ringede til CPS for din skyld,” sagde Lisa pludselig.
Af en eller anden grund kom den oplysning ikke spor bag på mig.
“Jeg var så bekymret for dig, da du ikke svarede på vores sms’er. Samantha og Desi virkede mere irriterede end bekymrede. De sagde, at du sikkert bare var sat i stuearrest, og at det var sket før.”
“Det er rigtigt nok,” sagde jeg.
“Men efter det, der skete i centret…”
Lisas stemme døde hen.
Jeg havde været så desperat efter at holde mor og Lisa adskilt, at jeg havde jaget Lisa væk med skældsord og sagt, at jeg ikke ville være hendes ven længere.
“Undskyld,” sagde jeg og tog hendes hånd. “Jeg mente ikke et ord af det. Jeg kunne bare ikke have, at min mor talte med dig.”
Lisa åbnede munden, men lukkede den igen uden et ord og lod det oplagte spørgsmål forblive usagt. Hun fortsatte i stedet sin forklaring om, hvordan hun havde fået de sociale myndigheder involveret.
“Så da du stadig ikke kom i skole, bad jeg min onkel om at indgive en anmeldelse. Problemet er, at det er umuligt at vide, om der sker noget. Det bliver bare lagt ind i systemet, og man kan hverken få opdateringer eller vide, om der bliver fulgt op.”
“Da du stadig ikke dukkede op i skole, begyndte jeg at frygte det værste. Jeg fandt en måde at ringe til CPS på, så de ikke kunne spore det tilbage til mig. Jeg prøvede at finde på noget, jeg kunne fortælle dem, som både lød sandsynligt og alligevel så alvorligt, at de straks ville handle - og så ville du blive reddet, selv hvis de opdagede en anden form for mishandling.”
Jeg kom til at tænke på, hvor hurtigt sagsbehandlerne havde handlet, da de var stormet ind, mens mor var på arbejde.
“Og jeg vidste, du ville få brug for et sted at bo, så jeg fik min tante og onkel til at tage kontakt til nogle socialarbejdere. De vidste, at hvis de tilfældigvis ledte efter et sted, du kunne bo, så ville vi gerne tage dig ind.”
“Hvad med Samantha og Desi?”
“De hjalp mig med at finde ud af, hvordan vi skulle formulere den anonyme anmeldelse til de sociale myndigheder ved vores sidste overnatning. Men jeg har ikke kunnet fortælle dem endnu, at det virkede. Sagsbehandlerne var meget opsatte på, at vi skulle respektere dit privatliv.”
“Tror du, du kunne skrive en sms til dem for mig?”
“Selvfølgelig.”
Lisa tastede løs på sin telefon i flere minutter. Så vibrerede min egen telefon med en høj brummen. Jeg skubbede notifikationen ned for at se den. Lisa havde sendt en lang besked til vores gruppechat.
“Ved du, hvor Emilia skal bo?” spurgte Lisa. “Vi tilbød, at hun også kunne være her, men CPS sagde, at de kun ledte efter et sted til dig. Er hun okay?”
Jeg fortalte Lisa, hvordan mor havde forsøgt at flygte til Canada med min halvsøster. Hun var ikke ligefrem imponeret over mors beslutning. Jeg forklarede, at de havde fundet Emilias far i Wisconsin, og at han gerne ville tage sig af hende.
“Så du kunne faktisk også være taget derhen?” spurgte Lisa.
“Ja, de gav mig valget. Jeg er glad for, jeg valgte at blive hos jer. Jeg… jeg så alle de beskeder, I havde sendt. Det betød virkelig meget for mig.”
Min telefon begyndte at vibrere igen, denne gang nærmest uafbrudt. Samantha og Desi havde tydeligvis set Lisas besked.
Lisa tog sin telefon op af lommen. Jeg trak vejret dybt og samlede så min egen telefon op for at være med i samtalen. Heldigvis havde Lisa bedt Samantha og Desi om ikke at bombardere mig med en masse spørgsmål, men der var stadig meget, vi skulle indhente.
Samantha og Desi spurgte, om de kunne komme over til en hyggeaften. Lisa sagde, at hun lige måtte tjekke med sin tante, om det var i orden.
Pludselig sprang Lisa ud af sengen og løb febrilsk ud på badeværelset. Døren var ikke særlig lydtæt. Lad os bare sige, at det lød til, hun nåede toilettet i tide.
“Undskyld, det var lige ved at gå galt,” sagde Lisa, da hun kom ud igen efter at have vasket hænder.
Min mave knurrede.
“Jeg tror, der er én, der er klar til frokost nu.”
Jeg trak mine joggingbukser på og fulgte efter Lisa ud i køkkenet. Jeg skiftede ikke ble - den kunne sagtens holde indtil aftensmadstid. Hun fortalte mig om et nyt computerspil, hun var begyndt at spille, mens vi spiste. Hendes tante og onkel havde allerede spist og lod os passe os selv.
Resten af eftermiddagen brugte vi på at pakke alle mine ting ud på værelset, mens Lisa samtidig fik styr på sine egne ting og sager.
Det var rart endelig at have en ordentlig, tyk ble på. Jeg behøvede ikke bekymre mig om at skifte igen før lige inden aftensmaden, og selv dér var den slet ikke tæt på at være gennemblødt.
Om aftenen spillede vi Fortnite. En ny sæson var lige startet, og Lisa glædede sig til at vise mig alle de nye ting.
Fru Higgins sagde god for, at Samantha og Desi kunne komme forbi - men det måtte vente til næste uge. Først var der en skoleuge, der skulle overstås. Jeg skulle blive hjemme i hvert fald en uge, mens man besluttede, hvornår og hvordan jeg skulle tilbage i skole. Fru Higgins tog fri fra arbejdet for at kunne følge mig til de terapibesøg, der i hvert fald skulle fortsætte lidt endnu.
Sengetid betød bleer for både Lisa og mig. På trods af hendes fremskridt i dagtimerne var hendes sengevædning slet ikke aftaget. Jeg gled ned under dynen. Sengen var stor nok til, at vi begge havde masser af plads. Lisa sagde godnat og slukkede lyset, før hun krøb ned ved siden af mig.
Få minutter senere kunne jeg høre Lisas blide snorken. Men jeg havde svært ved at falde i søvn. Jeg vidste godt hvorfor. Jeg havde tilbragt to måneder med at falde i søvn hver aften med en sut i munden, og nu, uden den velkendte fornemmelse, kombineret med en stressende og udmattende dag, var det svært at falde i søvn uden noget at sutte på.
Jeg stak begge hænder mellem benene, fast besluttet på at holde fingrene ude af munden. Lisa havde sagt, at der var masser af pull-ups i skabet, jeg kunne bruge.
I morgen ville jeg være en stor pige.
