Kapitel 10 (Skadestuen)
(Forfatteren fortæller)
Efter at de har kørt i ca. 10 minutter ankommer de til Hvidovre Hospital og kører ind ad ambulanceindkørslen, og så snart de har fået båren med Theodor ud fra ambulancen, og kørt ham indenfor, går den ene af ambulanceførerne hen til kontoret, for at melde deres ankomst til personalet, som godt ved, at de er på vej, “I kan bare køre ind på stue 6, der er ledigt” lyder beskeden, og da han ser sin makker, giver han kortfattet beskeden videre, som de er vandt til at gøre “en sekser”, siger han “modtaget” bekræfter han og begynder at trække båren hen imod stue 6.
Lidt efter de har kørt Theodor ind på stue 6, og inden de har fået flyttet Theodor fra båren og over i en hospitalsseng, kommer der en sygeplejerske ind på stuen og imens den ene af ambulancefolkene snakker lidt med sygeplejersken, og fortæller om den behandling de har givet Theodor, siger den anden farvel til Theodor, og begynder at gå tilbage til ambulancen, for at fylde den op med ting de har brugt, så de hurtigt kan blive klar til den næste køretur, og ikke plusligt står og mangler et eller andet, for det handler jo om at redde liv, så der er ikke tid til at slappe af, før alt er klar igen.
(Theodors Pov)
“Hej mit navn er Kirsten, og jeg er oversygeplejerske, hvad hedder du min ven?” “Theodor”, svarer jeg “Godt Theodor, og hvor gammel er du?” “Jeg er 6 år gammel”, svarer jeg “Hvor gør det ondt henne?” “Foden og lidt på armen” siger jeg imens jeg peger på først foden og så armen.
“Godt Theodor, nu skal du høre, jeg ved godt det gør ondt, men vi starter lige med at tjekke din nakke og ryg, så vi kan se om du kan slippe af med halskraven, og komme til at ligge blødt og behageligt i sengen, i stedet for det stive spineboard, tror du at du kan holde hovedet helt stille, når vi tager halskraven af dig?” spørger hun, Jeg skal lige til at nikke med hovedet, da jeg bliver stoppet af halskraven, “Jo, jeg skal nok være stille” svarer jeg, “Du må skam gerne sige noget, især hvis det gør ondt” siger Kirsten med et smil, da hun sammen med ambulanceredderen, og med øvede hænder tager halskraven af.
(Forfatteren fortæller)
Ude ved indgangen har Alberte lige fået parkeret bilen, og skal lige til at spørge i modtagelsen efter Theodor, da ambulanceredderen kommer ud, “Hej han ligger inde på stue 6, du kan bare gå derind” siger han, da han ser Alberte. “Mange tak for hjælpen, kom godt videre” siger hun, da hun skubber til døren indtil den selv åbner helt op, ambulanceredderen har nemlig trukket i snoren, så døren åbnes.
Da Alberte kommer ind på stue 6, siger hun “Det var godt, så er jeg her Theodor”, inden hun præsenterer sig for sygeplejersken, og igen hilsen på ambulanceredderen, som med sit kropssprog viser at hun er et kendt ansigt, og derfor godt må være der.
“Nu mærker jeg lige så forsigtigt efter, og så siger du bare til hvis det gør ondt ikke?” siger Kirsten “Jo” svarer Theodor, imens hans nakke bliver kontrolleret efter alle kunstens regler, efterfulgt af ryggen, der også lige blive mærket efter en ekstra gang.
Alberte når lige at se nakke og ryg blive frikendte for al mistanke om skade, og Theodor blive frigjort fra spineboardet og hjulpet over i en hospitalsseng, inden ambulanceredderen pakker båren sammen og siger farvel, med ønsket om god bedring, og ikke længe efter er der også blevet trykket og mærket på både fod og arm. “Vi skal nok lige have ham en tur til røntgen” siger Kirsten til Alberte, inden hun kort kigger hen på Theodor og tilbage på Alberte og fortsætter “Vores normale røntgenmaskine er ved at blive repareret, men vi har en ekstra maskine nede på operationsgangen, hvor du desværre ikke kan komme med, det er også derfor Theodor nu ligger i en seng, i stedet for et normalt sengeleje, men hvis i insisterer, kan vi godt vente til teknikeren er færdig, men mit forslag er, at jeg hører om der er ledigt til røntgen nede på operationsafsnittet?”
“Hvad siger du Theodor, vil du have at jeg tager med, eller tror du at du kan klare røntgen alene?” spørger Alberte, imens hun kigger ham i øjnene. Der går dog kun lige et øjeblik inden Theodor svarer, for han er nemlig kommet i tanke om, at han har ble på, og håber at han forsat kan holde den skjult, “Jeg kan godt klare det selv”, siger han efter at have besluttet sig, og opvejet fordele og ulemper mod hinanden.
Theodors beslutsomhed, er nok for Kirsten som straks rejser sig op fra den stol hun sidder på, for at gå over til telefonen hvor hun ringer ned til operationsafsnittet. Efter kort tid afsluttes samtalen, idet hun siger “Fint, hvis du bare bliver liggende Theodor, så kommer der en portør lige om lidt og kører dig derned”
(Efter 2 minutters ventetid)
"Hej Theodor, jeg hedder Mikkel og er portør, vi skal have dig en tur til røntgen” siger portøren imens han også får hilst på Alberte. “Nu hvor drengene triller til røntgen, så kan vi lige få ordnet lidt papirarbejde nede på kontoret, og så stuen kan benyttes af den næste patient” siger Kirsten til Alberte “Ja, naturligvis, vi ses om lidt Theodor” svarer Alberte, så Mikkel kan fortsætte, “Jeg har sådan en smart vogn med, så vi kan køre derned, det meste af vejen”, siger portøren, imens han får sengen trukket ud fra stuen og ned ad gangen, “Kan du lide at køre stærkt?” spørger han “Ja ligesom i rutsjebanen stærkt”, svarer Theodor.
“Okay, jeg skal lige have koblet motoren på sengen, og så skal vi lige igennem døren nede for enden af gangen, før vi kan sætte farten op, du skal bare sige til, hvis det går for hurtigt”
(Efter en lille hurtig køretur på 2 minutter, er det næsten som om Theodor er blevet rask, i hvert fald hvis man skal vurdere det ud fra hans humør)
“Så er vi her” siger Mikkel til Theodor, “Hej, her kommer jeg med Theodor, som er faldet ned fra et træ, og bare skal have taget nogle røntgenbilleder” forsætter han, da han har fået øjenkontakt med sygeplejersken på operationsafsnittet, som står klar til at tage imod dem.
“Hej Theodor, mit navn er Katarina og jeg er sygeplejerske her på operationsafsnittet, og skal hjælpe med at gøre dig klar, til at få taget nogle billeder. Normalt ville vi bare kunne tage billederne uden forberedelse, men fordi det her er operationsafsnittet, skal vi lige have skiftet dit tøj ud med den her skjorte, som er 100% ren og steril, så vi ikke får nogen baktusser med ind på operationsstuen, præcis som hvis du skulle opereres og ikke bare have taget nogle billeder med vores superkamera, tror du vi kan hjælpes ad med at få dine bukser af, eller bliver vi nød til at klippe dem af?” spørger hun Theodor.
"Jeg øh… " begynder Theodor at sige, men når ikke mere, før Katarina har fået åbnet bukserne, og set antydningen af en våd ble “Men dog, der er da vist en, der trænger til en tør mås”, siger sygeplejersken med et smil, efter at have fået trukket Theodors bukser af, og da Theodor hører det, bliver han helt rød i hovedet, da han slet ikke havde lagt mærke til, at bleen er blevet våd, og faktisk for en stund helt har glemt, at han har den på, med alle de nye indtryk og ikke mindst smerterne i hans fod.
“Nu skal du se, nu får vi lige taget nogle billeder, og så finde jeg lige en tør ble i mellemtiden, så der ikke sker yderligere ulykker” og går ud af lokalet, imens kommer en anden sygeplejer over til Theodor med skjorten i hånden og lægger den ved siden af Theodor.
“Hej, skal vi få fjernet resten af tøjet, så vi kan få skjorten på og få skubbet sengen ind til maskinen, hov forresten så hedder jeg Karsten, jeg er sygehusstuderende og Katarina bad mig lige om at hjælpe” fortæller han, netop som Theodor rækker armene i vejret, så han kan tage Theodors bluse stille og roligt af. Da den er fjernet tager han skjorten og begynder at give Theodor den på, “Så fik vi det klaret, så nu kan du bare læne dig tilbage igen, imens jeg triller dig ind på stuen, så vi kan få taget nogle super gode billeder af din fod, og de på skadestuen kan se om og hvor den er brækket” fortæller han og hjælper Theodor forsigtigt med at læne sig tilbage i sengen. Han trækker sengen ind til røntgen maskinen og indstiller den til at svæve lige over foden “Theodor kan du prøve at holde din fod muse stille i 5 sekunder, imens kameraet tager et billede af din fod?” spørger han “Jeg kan prøve og holde den stille, men den gør ondt” svarer Theodor.
“Vi skynder os, 5 4 3 2 1” tæller Karsten ned og maskinen siger “klik klik”, og sådan fortsætter de et par gange, indtil der er blevet taget 3-4 billeder, alle fra forskellige vinkler, og netop som det sidste billede bliver taget, kommer sygeplejerske Katarina tilbage, med en stor hvid ble i hånden, og efter at have sikret sig at Karsten ikke skal tage flere billeder, går hun ind til sengen “Så er jeg tilbage med en ren ble, så du kan få dig en tør mås Theodor” siger hun og trækker sengen udenfor stuen igen, og da de så er tilbage i rummet hvor Theodor fik skiftet sit tøj ud med hospitalskitlen, folder hun bleen ud og trækker kitlen op, “Hvad er det der for en slags ble?” spørger Theodor om. “Det er en Abena XS4, da vi ikke har børnebleer med motiver her, men kun bleer til inkontinente, men de holder til gengæld også til meget mere, end de andre slags bleer” fortæller hun og kalder på Karsten der står inde på kontoret.
Hun begynder at åbne den våde ble, ved at trække i tapestykkerne en efter en, hurtigere end Theodor kan nå at tælle, og da Karsten kommer ind fra kontoret, kigger Katarina over mod ham og siger
“Karsten, jeg skal nok lige bruge et par ekstra hænder herovre, med at få lagt bleen under ham” siger hun, Karsten går over til sengen “Hvis du forsigtigt løfter ham op, og passer på hans fod, så kan jeg bytte bleen ud under ham” siger hun, hvorefter Karsten kommer helt hen til sengen og rækker sine hænder forsigtigt ind under knæhaserne og ryggen på Theodor inden han stille og roligt løfter ham op, og så snart hun kan, lægger Katarina bleen ind under ham “Karsten hvis du sænker ham lidt ned igen, så kan jeg lige kan se om bleen ligger, som den skal” siger hun og Karsten sænker ham ned på bleen, hun løfter bleens front op og glatter den ud. “Den ligger jo fint, tak for hjælpen Karsten” siger hun og trækker fronten ned igen, inden hun går over til et bord. Hun tager nogle ting derfra og kommer tilbage til sengen, jeg ser at hun i hendes ene hånd holder en dåse babypudder, lige inden hun tager fat i benene. Jeg bliver helt rød i ansigtet og det ser hun “Bare rolig Theodor det er ikke første eller sidste gang, at jeg skifter en våd ble på en stor dreng som dig” siger hun og begynder at drysse en masse babypudder ud på mit private område. “Det ser da også ud som om, du er ved at få et lille bleudslet dernede, Karsten gider du ikke at kigge om vi har noget zink salve her et sted” siger hun, hvorefter han som svar går ud af stuen. Efter små 5 minutter, kommer han ind på stuen igen, med en tube i hånden “værsgo” siger han og giver Katarina tuben, hun åbner den og putter lidt på hendes højre hånds fingre.
Hun begynder at smøre området nede ved numsen “så skal det nok hjælpe med dit bleudslet Theodor” siger hun og lukker tuben igen, hun lægger den ned i sin sygeplejerske kittel og tager fat i bleens front igen og finder “tapen” i venstre side, åbner den og sætter den fast på fronten af bleen. Herefter tager hun højre “tape” og gør det samme, så begge nu er sat fast på forsiden, hun tjekker at velcroen sidder ordentligt på bleen og tager efterfølgende sine pegefingre og sikrer at lækagebeskyttelsen, sidder som den skal, “så er du i en tør ble igen for nu, vi venter lige med at give dig bukser på, indtil vi har fået svar tilbage på billederne, om din fod brækket eller ikke er, men lægger lige dynen over dig, så du ikke kommer til at fryse og så kommer portøren lige om lidt og kører dig tilbage til din stue, hvor din mor venter på dig” siger hun og lægger dynen over mig. “Det er altså ikke min moar, men hun er pædagog der hvor jeg bor” svarer jeg, “Det må du da undskylde” siger hun og tager sine handsker af, netop som portøren kommer ind ad døren, “Nårh, er der nogen der er klar, til at køre stærkt igen?” spørger portøren og jeg ser, at det er Mikkel igen, og begynder at smile, da han kommer over til sengen og tager fat i den “Theodor vi ses igen lige om små 10 minutter, når jeg kommer ned på stuen med billederne” siger Katarina idet hun smider handskerne ud, “Okay, så ses vi jo” siger jeg og Mikkel begynder at skubbe sengen imod døren,
Vi triller stille og roligt ud mod gangen igen, og da vi kommer ud på gangen, ser jeg at Mikkel har taget sin motor med til sengen.
“Hey Theodor, jeg tænkte lige på noget, du har jo 10 minutter inden Katarina, er klar med billederne, hvad siger du til, at vi kører en lille omvej, så vi rigtigt kan komme ud og ræse?” spørger Mikkel
“Det kan vi da godt?” svarer jeg “Det tænkte jeg nok du ville sige, jeg skal lige ned med nogle nøgler ved hovedindgangen, så vi kan lige nå at køre en halv omgang, inden vi skal i Pitten, og ellers ræse videre” siger Mikkel inden han spørger “Er du klar til suset?”, da han er ved, at være færdig med, at placere motoren helt rigtigt, klar til at skubbe sengen. “Ja Jeg er klar, vi er hurtigere end Kevin Magnussen i Formel 1” svarer jeg.
“Og kan du huske de spejle jeg viste dig tidligere?” spørger Mikkel, “Ja, dem i loftet” svarer jeg, “Det er vigtigt, at vi holder øje med de andre i løbet, hvis vi skal vinde, så hvis du ser noget, så er det bare med hurtigt, at sige indenom eller udenom, alt efter, om de kommer fra venstre eller højre side" instruerer Mikkel.
(Forfatteren fortæller)
“Ja det skal jeg nok, venstre indenom og højre udenom, nej vent, det er jo omvendt” svarer Theodor “ja det er rigtigt og meget vigtigt, vi skal jo nødigt blive diskvalificeret” siger Mikkel “Ja, vi skal vinde skal vi, er motoren klar?” spørger han “Ja, vi venter kun på signalet, og her kommer det” svarer Mikkel netop som han har trykket på knappen, så døren bliver åbnet og de kan begynde at køre.
Stille og roligt øges tempoet, og så snart de kommer ud på gangen, og kan se spejlene, går det langsomt hurtigere og hurtigere, da de har kørt i 10 minutter, som Theodor føler, at der er gået, fortæller Mikkel, at det er tid til at komme i pitten, “Jeg tror vi skal have skiftet motor og fyldt brændstof på, inden vi kan køre videre og vinde” siger Mikkel “Ja, den kører ikke så godt længere, men det er da godt vi er foran de andre, og ellers indhenter vi dem bare i svinget” siger Theodor.
(Efter at have sat motor 5 til opladning, og afleveret nøglerne, er Mikkel hurtigt tilbage, og har fået hentet en ny motor, med hjælp fra de andre i pitten, som også har sørget for, at der er brændstof nok)
(Theodors Pov)
“Så er vi klar med motor 7 til den sidste runde, kan du se hvornår der er fri bane?” spørger Mikkel “Ja, vi skal lige have alle folk væk, 3 2 1 køøør!” nærmest råber jeg, og Mikkel trykker pedalen i bund, og kræfterne fra den friske maskine rigtigt kan mærkes, og efter blot 5 minutter, er det Mikkels tur til at tale over bilens kommunikations anlæg “Kan du se målstregen Theodor?” spørger han og jeg ser døren for enden af gangen “Ja jeg kan se den, men skynd dig vi har Hamilton lige bag os” svarer jeg og griner højt, Mikkel begynder også at grine, samtidig med, at han begynder, at bremse sengen, han når lige at bremse foran døren, inden den går op og Mikkel med en lavere hastighed, kan skubber sengen fremad, indtil motoren må efterlades og Mikkel per håndkraft, kan føre sengen rundt i svinget og gennem labyrinten af døre.
Vi kører forbi sygeplejerskernes kontor, samtidigt med at der kommer en sygeplejerske ud ad døren, “Allerede tilbage fra røntgen? Det gik da hurtigt” siger sygeplejersken, jeg ser at det er Kirsten der står i døren “Det er fordi, at Mikkel og jeg, kørte hurtigere end kørerne i formel 1, men de var supersøde dernede” svarer jeg “Så hører jeg nok dernede fra om lidt, Alberte sidder inde på stuen og venter på, at du er kommet tilbage” siger hun. “Tak” siger jeg og Mikkel begynder at skubbe sengen imod stuen, Mikkel går over til døren og åbner den, han tager igen fat i sengen og begynder at trække den ind på stuen “Så er i tilbage, nå hvordan har vi det Theodor?” spørger hun “Jo, jeg har det som sådan stadigt fint, det gør stadig ondt i foden og lidt i armen også” svarer jeg.
Alberte går over til sengen “Vil du havde noget at drikke Theodor?” spørger hun, “Det vil jeg gerne, kan det blive en Faxe Kondi?” svarer jeg, “Det kan du tro” svarer hun og går over til døren, Mikkel kommer over til sengen “Kan du havde en god bedring Theodor?” spørger han og giver knokles, jeg giver ham knokles tilbage “Tak Mikkel” siger jeg og han går over til døren. Han går ud ad den og efter et stykke tid kommer Alberte tilbage og i hånden har hun 2 dåser Faxe Kondi, hun går over til sengen og sætter den ene dåse på natbordet ved siden af, Kirsten og Katarina kommer ind ad døren og går over til sengekanten “Nå Theodor, vi har nogle gode og dårlige nyheder til dig?” siger Kirsten og Katarina.
Fortsæt til Kapitel 11